Handelsmanden, der blev "lagt ud" paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Vi fortalte for et par måneder siden om to tidligere straffede fyres rædsomme tumlen om med en handelsmand Jensen. De to gavtyve, Laurits Olsen og Vidar Svendsen, hedder de, havde truffet handelsmand Jensen på en beværtning på Blegdamsvej. Først hjalp de ham med at sælge den vognfuld “store, friske sildegodt" han havde, og så hjalp de ham ærligt og redeligt at drikke pengene op. Hen ad natten slæbte de så den arme handelsmand, der var bleven så fuld at han intet anede, ud på Vestre Kirkegård og lagde ham på en grav.

Hårene lagde sig på Jensens hoved da han vågnede og så hvor han var, og de blev endnu mere stive da han så, at hans ur og tegnebog med 200 kr. var borte.

-- I går blev Laurits Olsen og Vidar Svendsen idømt hver 18 måneders forbedringshus.

(Aftenbladet, 10. juni 1922)

Fra den hollandske Udstilling. (Efterskrift til Politivennen).

Det malayiske hus.

I denne tid arbejdes der dagen lang på den hollandske udstilling på banegårdsterrænet der jo programmæssigt skal stå rede til indvielsen 7. juli.

Det meste er foreløbig kun bræddestabler og halvt malede trægavle. Men hist og her begynder udstillingen at tage form - således det malayiske hus som fotografen her har taget i sin halvfærdige skikkelse.

Det er en nøjagtig kopi af det originale Sumatra "Batak-hus" der findes på den hollandske statskolonimuseum i Amsterdam. Men bemærker de spidse gavle, den stærkt svajende, brudte taglinje og det primitive tømmerværk der i Østen sammensurres med svære reb.

Udstillingens malayiske hus tælles med et ægte, ostindisk stråtag, men ellers er der vist flere søm og mere europæisk tømrerarbejde i det end strengt foreneligt med det fjerne forbillede. I alt fald bliver det en ejendommelig attraktion for udstillingen, dette hus fra Sumatra der rejses ved St. Jørgens Sø klods op ad den gamle Klampenborg Station, Østifternes Kreditforening og Petri Spir som man på biledet ser som menneskeæderboligens københavnske baggrund

(København, 7. juni 1922).

En gammel Politimand fortæller. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Vinduet i Førstesals-Lejligheden paa Skt. Hans Torv er der Udsigt til Fælledvejens Politistation, og ved Vinduet sidder Politistationens tidligere Assistent gennem godt og vel 25 Aar, Hr. C. P. Lindbæck.

- Helt kan De nok ikke undvære Deres gamle Station!" bemærker jeg og nikker i Retning af den firkantede graa Bygning paa den anden Side Torvet, der har været Rammen om Hr. Lindbæcks Virksomhed et langt Liv igennem.

-Naa, det er nu ikke saa meget det som den Omstændighed, at man ikke kan faa, hvad man vil af Lejligheder her i København for Tiden, jeg var jo godt kendt herude i Kvarteret, og da jeg saa skulde flytte fra min rare gamle lejlighed paa Stationen - Aldersgrænsen forstaar De - saa tilbød dette sig, og jeg tog det ....

Men ellers kan De jo for saa vidt nok have Ret i, at jeg er vokset godt sammen med Nørrebro. Det var i 1879, jeg første Gang kom herud. Thi saa her jo lidt anderledes ud end i Dag. Kredsen var mere end 3 Gange saa stor, som den er nu, men paa dette mægtige Areal (hvis Grænser var Ladegaardsaaen, Søerne, Øresund til "Slukefter" og saa en Linie ind over omtrent hvor Bispebjerg Hospital nu ligger) boede der den Gang knap en Trediedel af de Mennesker, som nu bor i 6. Politikreds: det indre Nørrebro.

For Resten havde Nørrebro et daarligt Ry, da jeg kom herud som ung, menig Betjent, "Raharberlandet" blev det kaldt, og mentes at være Arnested for alskens Forbrydelse og Tilflugtssted for det værste, ja, mest forbryderske, Proletariat. Naa, helt saa slemt, som Bedsteborgerne vilde gøre det til, var det nu ikke, skønt der var noget om, at "Rabarberkvarteret", som Rantzausgadekvarteret den Gang kaldtes, nok beboedes af Byens daarligste Befolkning. Morsomt har det for Resten været gennem alle de Aar, jeg har været herude, at se, hvorledes det sociale Niveau er blevet højnet. Det indre Nørrebro er ikke længere noget Proletarkvarter, nej, dets Befolkning er gennemgaaende Smaa borger og pæne Arbejdere. Den berygtede "Nordvestvej" fik jo for Resten netop Navneforandring og kom til at hedde Rantzausgade, fordi der var sket denne sociale Forskubning til det bedre, og Beboerne var kede af, at deres Gade skulde bære det ilde hørte Navn. Hvad der for Resten efter min Mening i meget høj Grad var medvirkende til, at denne Del af Nørrebro gennemgik Forvandlingen fra decideret Proletarkvarter til et pænt Arbejderkvarter, var Ladegaardsaaens Tørlæggelse. Kvartererne paa hver sin Side af den skillende Aa havde for været som to fjendtlige Magter. Fra den "pæne" Side af Aaen kiggede man med Indignation og en lille Smule Væmmelse over til det kasernebebyggede Kvarter paa den anden Side. Men Gudskelov: Aaen skilte jo!

Saa blev Aaen fyldt op og dermed faldt den naturlige Grænse mellem Borgerne og Proletariatet paa hver sin Side. den langsomt rindende Strøm. Samtidig tog Byggeriet alvorligt fat herude, hvor jeg i mine ganske unge Dage havde vandret under grønne Træer og over vidtstrakte Fælleder og Marker rejste den ene Murkolos sig efter den anden, indtil vi havde det Nørrebro, som vi nu ser for vore Øjne.

Ofte naar jeg nu sidder og tænker tilbage paa de længst forsvundne Tider, først i 80erne, saa maa jeg undres over, hvordan vi Politifolk egentlig i det hele klarede os baade i den ene og anden Retning. Vore tekniske Hjælpemidler var mildest talt usle. Vi var den Gang paa Stationen alt i alt en 30-40 Mand.Dette var ikke meget til det mægtige Distrikt, vi havde at afpatrouillere og holde Orden paa. Naa, det kunde vel endda være gaaet altsammen om vi bare havde haft nogenlunde moderne Forbindelsesmidler, dels med hinanden, dels med Stationen. Men Telefoner var der ikke noget, der hed, ej heller Cykler. Det var ikke altid helt let, hvis der skete et eller andet ude i en af Distriktets Yderkanter, saa enten at faa tilkaldt Assistance eller afgivet Rapport om det forefaldne. Man maatte trave hjem paa sine Ben eller sende et Bud, om man var saa heldig at faa fat i et. Da jeg nogle Aar efter blev Inspektionsbetjent har jeg tilbragt mangen Dag i eet Trav fra Morgen til Aften for at faa inspiceret hele Kredsen.

Og hvordan var man aflagt den Gang? Ja, man begyndte med 600 Kr. som "overtallig" Betjent, som det, vi nu kalder "konstitueret", den Gang hed. Naar man saa blev fast ansat fik man 700 Kr., men der var intet, der den Gang, som nu, hed ganske automatisk at avancere op i de bedre Lønningsklasser. Nej, frem kom man kun, om der var en bedrelønnet Stilling ledig og - om Ens Overordnede fandt En kvalificeret til at indtage denne Post. Der var mange ældre, veltjente Politifolk, som aldrig naaede op over en Løn paa 1100 Kr. i de Tider. Husker jeg ikke meget fejl begynder en betjent nu mod ca. 4000 Kr.

Naa, i 1895 blev jeg Assistent herude og kort efter blev saa 7de Politikreds (Østerbro) skilt fra og senere 8de (det ydre Nørrebro). Her paa det gamle Nørrebro har jeg set en Slægt vokse op og en anden dø ud, og mit Hovedindtryk af disse to Slægtled er saa ubetinget dette, at det sociale Niveau, saavel hvad den almindelige Dannelse som hvad de økonomiske Forhold angaar, er Hævet betydeligt højnet. Er der Tale om "Proletariat" i dette Ords egentligste Forstand, saa holder dette Befolkningslag vel nærmest nu til ude i den ydre Kreds.

Jeg har selvfølgeligt haft med mangt og meget at gøre i alle disse Aar, men det er dog aldrig - jeg ved næppe, om jeg skal sige "heldigvis" eller "desværre" - falden i min Lod at arbejde mod store og mystiske Sager, Sager af en saadan Beskaffenhed som f. Eks. det nylig stedfundne Mord paa Chaufføren ved Damhussøen. Kun een eneste uopklaret Mordsag har jeg haft i mit Distrikt, og det var "Mordet" paa den halvgamle, berygtede Kvinde i Slotsgade! Jeg sætter " Mordet" i Citationstegn, thi jeg for min Part er ganske overbevist om, at dette slet ikke var noget Mord, men et Selvmord. Hun havde stranguleret sig selv i Fuldskab efter et Orgie sandsynligvis. Ellers har Mordsagerne, jeg har haft med at gøre, altid været "oplagte", den halvforrykte unge Mand, der snittede Halsen over paa Kæresten paa Assistens Kirkegaard for et Par Aar siden f. Eks., eller et for Resten uhyggeligt Tilfælde, jeg havde et af mine allerførste Aar herude: en sindssyg Kvinde, der myrdede sin 11 Aar gamle Søn .... Det, der satte Præget paa nogle af mine sidste Dage herude, var for Resten "vore egne Bolsheviker", da de smadrede Ruder nede paa Nørrebrogade ved Blaagaardsgade.

I Grunden var disse drabelige "Syndikalister" nogle højst sølle fyre - i alt Fald naar man fik dem paa Tomandshaand. Uendeligt smaa og fejge. Det var bare, naar de optraadte en bloc, at de var saa "rapkæftede", for at bruge et folkeligt Udtryk. Jeg ved godt, at Befolkningen var lidt ængstelig for dem, men egentlig talt var de nogle særdeles skikkelige Fyre, der bare følte Trang til at lave "Brand i Gaden", men var saare villige til at krybe til Korset, naar Retfærdigheden havde faaet Tag i dem .... 

Ja, slutter Hr. Lindhæck: Forskellen mellem før og nu er netop paa det politimæssiges Omraade saa uendeligt stort! Vi havde ikke nær de Midler i Hænde mod de smaa og større Forbrydere, som Nutiden sidder inde med! Der var ingenting som hed Fingeraftryk! Eller Politihunde! Apropos Polithunde: hvorfor har man ikke sat en Politihund paa Sporet efter Rødovremorderen! Straks altsa - nu er det selvfølgelig for sent! Men det er mig en Gaade, at man ikke har grebet til dette Middel her, hvor der efter min Mening frembød sig en saa enestaaende Lejlighed til at anvende det."

E. D.

(Nationaltidende 13. maj 1922)

Paa egen Grund. (Efterskrift til Politivennen)

 Hvor tusinder af Københavns arbejdere tilbringer deres søndag.

Alle de mange Tusinde københavnske Smaafunktionærer og Arbejdere, der er ude fra Landet - og det er langt flere, end man tror - føler en Længsel med herind, som aldrig forlader dem, efter Mulden derude, som de forlod for at prøve deres Lykke i Hovedstaden.

Til at begynde med overdøver det støjende, paa Overfladen lystige Københavnerliv maaske i nogen Tid denne længsel, men efterhaanden, naar de Dag efter Dag som Sporvognsfunktionærer, Postbude, Arbejdsmænd, eller hvad de nu er blevet til herinde, færdes mellem de høje Husrækker, vaagner Længslen efter Landet og Muldjorden, efter at se det spire og gro derude i dem igen, og saa er det, de giver sig til at spare penge sammen og lægge Skilling paa Skilling hen for at kunne erhverve sig en Kolonihave

Om helt at vende Byen Ryggen er der kun Tale for de allerfærreste af dem. De har stiftet Famille og maa blive, hvor de er, men som Indehaver af en Kolonihave - Ejer af den kan de jo desværre ikke blive - føler de sig dog ligesom lidt i Slægt med Landlivet. De kan grave og saa og høste, ganske vist kun i beskedent Omfang, men nogle hundrede Kvadratalen Jord er bedre end ingen tang, og herude er de deres egen Herre og kan bygge og indrette sig, som de vil, og naar de om Søndagen sidder i Lysthuset og spiser deres Mad med de Grøntsager til, de selv har dyrket, er de tilfreds med Tilværelsen og tænder efter Maaltidet Piben med den Værdighed, som Følelsen af at være paa sit eget giver en Mand. 

Kolonihavernes moralske betydning

Man har rejst Statuer for Folk, der har gjort langt mindre for deres Medmennesker, end den Mand gjorde, der først fandt paa at udstykke Jord til Kolonihaver. Det var ovre i Aalborg, og afdøde Jørgen Berthelsen var Manden. Her i Byen blev Ideen taget op af daværende Torveassistent Hansen, som lever endnu.

For Øjeblikket kan man regne med at der rundt om København findes om ved 15,000 Kolonihaver. Naar man en sommersøndag kører med Toget ud fra København, vifter i tusindvis af smaa Dannebrogsflag fra Flagstængerne i et bredt Bælte af Kolonihaver. Det betyder, at Tusinder og atter Tusinder af Smaamandsfamilier fører et hyggeligt og idyllisk Friluftsliv uden for Byens kvalme Mure. Det betyder en Affolkning af de københavnske Beværtninger, som før Kolonihavernes Tid havde deres bedste Dag om Søndagen. Nu lukker adskillige af dem slet ikke op om Søndagen, fordi der ingen Gæster kommer. Langt mere end alle Afholdsprædikanter har Kolonihaverne formaaet at trække de københavnske Arbejdere og Ligestillede fra Værtshusene, og i mangfoldige Hjem, hvor der før var Kiv og Spektakler, naar Manden kom beruset hjem, er der nu Tilfredshed og Velvære, og Kone og Børn ser med Glæde hen til Søndagen, da de skal ud i Kolonihaven med Far, i Stedet for, at han tidligere gik alene ud og søgte Kammeraternes Selskab ved Kortspillet eller Billardet. 

Dette er ikke Solstraalelyrik eller Søndagsskolepoesi. Det er den rene og skære Virkelighed. Hvis man skal nævne det, der i den sidste Snes Aar eller mere i første Række har bragt Glæde og Tilfredshed i Tusinder af Smaahjem, saa er det Kolonihaverne.

Livet i de smaa Haver.

Gaa en Søndag eller en Hverdag Aften nu i Foraarstiden ud forbi en saadan Række Kolonihaver - eller endnu bedre, gaa en Tur ind imellem dem, hvad der de fleste Steder ikke vil blive lagt En Hindringer i Vejen for - og man vil faa et fornøjeligt Indblik i Livet, der leves i dem. 

Der er i Reglen i hver Koloni af Haver en Legeplads i Midten, hvor de mindste Børn tumler sig, medens de større hjælper Faderen med Arbejdet i Haven. Der er nok at tage fat i. Der skal graves og saas, og Lysthuset skal have en Omgang Maling, for at det kan præsentere sig rigtig fint. Det gælder om ikke at staa tilbage for Naboer og genboer derude. Nogle af Lysthusene er hele smaa Villaer med Veranda foran, andre er bygget som Borge med Udsigtstaarn og Spir med Vindfløje. Fantasien har rigtig faaet lov til at boltre sig. der er reminiscenser fra Ridderromaner og Minder om Hjemegnens Herregaarde. Ikke mindst interessant er det at iagttage, hvor Bestræbelserne er gaaet ud paa at finde et poetisk Navn til Huset. Det er i de fleste Tilfælde Husmoderens Navn, der har giveet Impulsen, for Eksempel "Maries Hvile", "Emmas ro", "Katrinelyst" og lignende, men ogsaa Navne af mere abstrakt Oprindelse som "Fredens Bo2, "Sommersol" og "Aftenhvile" er almindelige, og endelig er der de Navne, der err hentet fra Floraen: "Rosenhytten", "Hyldehuset", "Solsikkehøj" og de mere pompøse: "Lindely", "Poppelsus" og "Birkeskjul", for ikke at tale om de helt herrregaardslydende Navne som "Kastanienborg", "Egevang" og lign.

I de fleste Haver er der i et Hjørne indrettet en lille Hønsegaard, og Kaniner ser man ogsaa mange Steder. Hver Søn- og Helligdagsmorgen drager Familierne med Barnevogne og Proviant i tætte Strømme ud til Kolonihaverne, og lidt efter er der Ild paa Primusapparatet, Vandet til Kaffen koger, Bordet staar dækket inde i Lysthuset - i godt Vejr ude i Haven - og Store og Smaa møder med god Appetit efter Turen ud og styrker sig til Dagens Anstrengelser og Fornøjelser i den sunde, friske Luft, der giver røde Kinder og klare Øjne for hele Ugen.

(København, 16. april 1922).

Hvordan Kaj Lykkes Hoved kom paa anatomisk Museum. (Efterskrift til Politivennen).

En mærkelig skæbne.

En Højesteretsdom, der var 200 år om at gå i opfyldelse.

Den 5. september 1661 ved middagstid kunne man i København iagttage et mærkeligt syn. Portene til slottet blev slået åbne, og skarpretterens kærre kom ud; men det var ikke en ulykkelig dødsdømt, som sad fastbundet på vognen. Det var en kunstfærdigt fremstillet dukke, som var lavet af træ og voks. Billedet, der forestillede oberst Kaj Lykke, og som havde været indsat i Blåtårn - så  efter en gammel beskrivelse således ud: Størrelse som Kaj Lykke selv med blegt ansigt og sortebrun paryk (som havde kostet 4 rigsdaler). Dragten var fin. Den bestod af kammerdugsskjorte, sorte nye raskes klæder, således som Kaj Lykke plejede at gå i, nemlig en vid kjole a la mode, vide bukser med silkebånd rundt om og kanoner, d. v. s. knæmanchetter besat med kniplinger, skjorten var uddragen for hænderne og forsynet med store håndklapper af fint lærred, om halsen var der bundet et kammerdugsklæde med silkebånd, og yderligere var statuen forsynet med nye, hvide sko og kridhvide handsker. 

Sluffen, hvorpå dette imponerende billede stod, blev trukket af en hvid hest, og om halsen havde det en plakat, hvorpaa der stod: "Kaj Lykke, dømt for den højeste ret at straffes på sit liv således propter crimen læsæ majestatis (majestætsfornærmelse)". Rakkerknægten red på den hvide hest, og en stor vagt omgav sluffen, som kørtes til retterstedet, hvor soldaterne dannede en kreds; derpå blev billedet taget ned og ansigtet vendt mod slottet, hvor kongen selv, dronningen og de kongelige børn samt en hel række højfornemme personer stod. Derpaa løsnede rakkerknægten tørklædet og bandt det om billedets øjne, og man løftede håret op, og med to hug skilte skarpretteren hovedet fra kroppen, efter at han først havde hugget den højre hånd af. Hovedet og den afhuggede hånd blev derpå lagt mellem billedets ben, og dette på rakkersluffen slæbt over Holmens Bro, langs stranden gennem Højbrostrædet over Amagertorv og videre gennem staden til Gammeltorv, hvor det afhuggede hoved og hånden fæstnedes på en stage, medens legemet blev ført til mestermandens bolig, hvor det blev fremvist for betaling. Tre dage senere blev hovedet taget ned og legemet begravet under galgen.

Hele dette tragikomiske skuespil dannede afslutningen på en lang proces, som blev ført mod den tidligere så mægtige adelsmand Kaj Lykke, og processen havde sin forhistorie. For mere end fem år tilbage, da Kaj Lykke stod på sin lykkes tinder, havde han haft en maitresse, Sofie Abelsdatter, som han i et privat Brev havde fortalt noget meget nedsættende om dronningen. Senere blev hun gift med Kaj Lykkes ridefoged, en yderst intrigant og slet person ved navn Peter Børting. Og da Kaj Lykke ved en bestemt Lejlighed beskyttede en af sine folk mod denne mands overgreb, hævnede han sig ved at sende brevet til rigets regering. Kaj Lykke tilbød da sagen kom frem, at afgøre det med en bøde på 100.000 rigsdaler, hvilket kongen tog Imod. - Frederik den Tredje førte sig i det hel taget med fyrstelig værdighed i denne sag. Men da Kaj Lykke ikke betalte bøden, blev sagen bragt for retten, og så kom den knusende dom, der berøvede ham frihed, ære, liv og gods. Han reddede sig imidlertid ved flugt, og så udførte man dommen på hans billede. Kaj Lykkes hoved, som blev dømt til at skulle skilles fra kroppen, blev siddende på sin plads, og langt senere, da dronning Sofie Amalie var død i året 1685, gav Christian den Femte Kaj Lykke tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og her levede han til den 8. juli 1699. Han døde pludselig på Bramminge, og han blev begravet i en trækiste, som hensattes i begravelsen under Bramminge Kirke.

Men ingen tænkte på at dommen over 200 år efter skulle gå i opfyldelse, og at Kaj Lykkes hoved skulle skilles fra kroppen på en mærkelig måde. Kaj Lykkes legeme henligger stadig under Bramminge Kirke, men hans hoved findes på Anatomisk Musæum i København, og hvordan det kom der, er en mærkelig historie for sig. At Kaj Lykkes hoved kom til København, skyldes to berømte afdøde danske videnskabsmænd. Professor Japetus Steenstrup havde i sin tid som medhjælper til sine moseundersøgelser den senere så berømte videnskabsmand, professor Emil Chr. Hansen, der her udførte et stort og omhyggeligt arbejde. En dag kort før en sommerferie spurgte professor Steenstrup sin medhjælper, hvor han skulde tilbringe sommeren, og da professor Hansen svarede, at han skulle til Bramminge, hvor hans fader havde malerarbejde ved kirkens restaurering, bad Steenstrup ham om at tage Kaj Lykkes hoved med hjem. Den unge videnskabsmand fortalte faderen om professor Steenstrups ønske, og faderen, der var en eventyrnatur som i sin tid havde været hele Europa rundt - han havde gjort tjeneste som soldat i Spanien og som dansk spion i den første slesvigske krig - hjalp ham med at hente hovedet nede i krypten, Det var professor Hansens mening at hovedet skulle bringes tilbage igen, men professor Steenstrup erklærede at det slet ikke havde været Kaj Lykkes hoved, det var et andet hoved, for tyske turister havde stjålet det rigtige.

Emil Christian Hansen (1842-1909). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsrettigheder.

Sandheden var imidlertid at han ikke vidste, hvor hovedskallen var blevet af, og først langt senere blev det opdaget i Anatomisk Musæum, hvor det på en eller anden måde var havnet. Det lå professor Hansen på sinde at få hovedet bragt tilbage, men det lykkedes aldrig. Nu hviler den gamle professor under mulde under den herlige marmorsarkofag på Københavns Vestre Kirkegård, men Kaj Lykkes legeme henstår stadig uden hovede; men kunne disse linjer bidrage til at Kaj Lykkes hoved kom tilbage, hvor det hørte til, da ville man derved fæstne endnu et blad i den smukke mindekrans over professor Emil Christian Hansen, der selv ved sit arbejde medvirkede til at gøre Danmarks navn berømt over hele verden. Selv nåede han aldrig at bringe hovedet tilbage, men dersom ikke hans bratte død havde bortrevet ham midt i hans arbejde, ville han sikkert have gjort sit til at Kaj Lykke, som hverken i livet eller døden kunne finde hvile, omsider flk den endelige ro i graven

Polyhistor

(Aarhus Amtstidende, 15. april 1922)

Ifølge "Danmarks Kirker" (om Bramminge Skt. Knuds Kirke), blev kraniet fjernet 1858 af den medicinstuderende Gabriel Michael Friis (1832-1900). Hvordan det herefter havnede i København, er der delte meninger om. Men Emil Christian Hansen kan have fungeret som mellemmand, i givet fald var han 16 år dengang. Kraniet kom i 1970’erne tilbage til Bramminge: Videnskab.dk. Bramminge Egnsmuseum har en lang redegørelse om Kaj Lykke. Her nævner man dog ikke at det skulle være Emil Christian Hansen:

"I 1858 rejste to medicinstuderende fra København til Bramming for at studere Kaj Lykkes kranie. Kraniet lå i krypten i Skt. Knuds kirke. Det vides ikke, om de fik lov, men de valgte at tage kraniet med tilbage til København og Normalanatomisk Museum for at undersøge det nærmere. Grunden til interessen for Kaj Lykkes kranium, skyldes den særlige hovedform, der havde fællestræk med dele af et kranie fra en tidligere menneskerace fundet i Neanderthal i Tyskland i 1856. Lykkes kranie var usædvanligt småt og havde en meget vigende pande. Kraniet var derfor et bevis på, at man ikke behøvede at være et forhistorisk menneske, selvom de havde fælles træk. Desuden mente de dengang, at man kunne se et menneskes personlighed ud fra deres kranie. Da Lykke havde et meget lille kranie, mente de derfor at han måtte have været mindre begavet. Der er dog intet i kilderne, der tyder på, at det skulle være tilfældet. Kaj Lykkes kranie var, pga. den specielle hovedfacon, et samtaleemne i hele Europa langt op i 1900 tallet."

Emil Christian Hansens gravmæle på Vestre Kirkegård - et af de mest imponerende her. Sarkofagen er en kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' i Rom. Kopier som denne er brugt overalt i verden. Bl.a. på Vestre Kirkegård bag lapidariet, samt på Garnisons Kirkegård for familien Barrison (i mindre udgave). Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Foto Erik Nicolaisen Høy.