Hovedstadens Hjemløse. (Efterskrift til Politivennen)

Centralkontorets Arbejde. - Tilgangen af unge hjemløse Mænd fra Provinsen næsten ophørt. Ledige Pladser paa Herbergerne - Samarbejde med Hjælpe-Kassen.

Det er nu snart et Aar siden, at Borgmester Viggo Christenssn fik sin Yndlingstanke, Oprettelse af et Centralkontor for hjemløse Mænd, realiseret, idet et saadant Kontor blev oprettet i Absalonsgade Nr. 3.

Hvorledes har nu dette virket I den forløbne Tid, og hvordan er Forholdene med de Hjemløse i Øjeblikket?

Herom har vi talt med Kontorchef N. P. Nielsen i Magistratens 3. Afdeling, og hans Svar lød omtrent saaledes:

- Selvfølgelig løses Ikke en saa stor Sag i Løbet af en Vinter, men vi kan dog kun se med Glæde paa det, der er naaet. Først og fremmest gælder det om at bygge Tilliden til os op hos dem, der søger Kontoret. De man være sikre paa, at selv om de har et eller andet eller maaske flere mørke Punkter i deres Liv, saa henviser vi dem ikke til Politiet. Det har de aabenbart ogsaa indset, thi de kommer friske og frejdige til os og viser deres Papirer. Dem skal vi jo se for at kunne anvise dem Logis, men dette nægtes dem ikke, hvis de ikke har Papirer. I saa Fald skal de skaffe dem inden en kort Frist - ellers maa de ud af Iogiset. men siger en Mand, at han ikke kan skaffe f. Eks. sin Daabs-attest. saa skaffer vi ham den gratis. Det er dog ikke ret der ikke har Papirer. Det kan dreje sig om 1 pCt.

I alt har vi i Løbet af et halvt Aar haft 1500 hjemløse Mænd paa Kontoret. Deraf var 26 pCt. under 25 Aar, 23 pCt. mellem 28 og 35, 23 pCt mellem 36 og 45, 17 pCt. mellem 46 og 55 og 10 pCt. over 55. Endelig var der 6 unge Mennesker under 16 Aar. Størstedelen af dem var fra København.

Det viser sig nemlig, at siden Centralkontorat blev oprettet, at Tilgangen af unge, h|emløse Mænd fra Provinsen taget meget af, næsten holdt op. Dette er jo kun glædeligt. De unge Mænd vil ikke have noget med os at gøre. De ved jo at de risikerer at blive sendt hjem.

Forholdene er i øvrigt saadanne i Øjeblikket, at der er ledige Pladser næsten over alt paa Herbergerne. Ude paa Tagensvej har vi ikke faa Pladser ledige, og Frelserhærens Herberge i Saxogade har lukket en hel Etage. Kirkens Korshær har jo heller Ikke endnu aabnet sin Natsamaritan i Bethesda.

I Øjeblikket behøver Ingen Hjemløs at gaa paa Gaden om Natten, heller ikke hvis han Ingen Penge har. Vi skaffer ham Logis hvis han da ellers opfylder Betingelserne.

Desværre er vore Penge ikke saa store, som de burde være. Eller kunde vi komme videre, bl a. med at højne Herbergernes Niveau hvad vi ogsaa kæmper for. Det maa komme dertil, at man altid og under alle Forhold kan byde hver Mand sin Seng. Naturligvis - Frelsens Hær, Centralmissionen og andre gør det, men der er Steder, hvor de kun faar et Gulv at ligge paa.

Den Slags maa vi bort fra, og kunde vi saa faa de obskure Natlogiser nedlagt, var vi kommet et langt Skridt frem. Naa - de søges nu heldigvis mindre og mindre.

Som et stort Fremskridt betragter endelig det at vi har faaet et lntimit Samarbejde i Gang med Hjælpekassen. I aar en Hjemløs et Beløb bevilget fra Hjælpekassen, henvises Vedkommende til vort Centralkontor, hvorigennem Udbetalingen sker. Vi anvender først og fremmest nogle af Pengene til at skaffe ham Logis. Vil den Paagældende absolut selv have alle Pengene, sender vi dem tilbage til Hjælpekassen, og saa maa den om, hvorvidt den vil give ham Pengene.

Dette Samarbejde, der vokser for hver Dag, har vi megen Glæde af.

- - -

De Hjemløse har aabenbart endnu større Glæde og Nytte af Centralkontoret, der aabenbart ledes med stor Forstaaelse af Opgaven.

(Aftenbladet (København) 12. februar 1923).

Martin Olsen (1853-1926). (Efterskrift til Politivennen)

"En Snedker maa lime og lirke sig frem",
man lærte i Fortidens Skole,
men Standsfæller rundt i de Tusinde Hjem
Du lærte en bedre Parole.
Som Spaanerne føg fra den flittige Høvl,
som Træet fra Saven kan falde,
Martin Olsen gik løs paa Væv og paa Vrøvl:
Skal selv vi da Slaver os kalde?

Du brugte Din Passer og mærked vor Vej,
som en kyndig og snild Diplomat.
Helst fo'r Du med Læmpe, men nytted det ej,
var Du Kampenes bedste Soldat.
Hvor lidt har Du mærket, at Dagene gaar;
Dit Arbejde var jo en Glæde.
Om Din Alder Ærværdigheds-Tegnene staar,
skønt selv Midtpunkt i Ungdommens Kæde.

Martinus Kristensen

ATTER holder en af Gennembrudets Mænd Rast ved en af de store Milepæle. Det er ikke en udaset, træt Vandringsmand, som tørrer Sveden af Tanden. Det er en glad Haandværkssvend, der nynner en Vise om skønne Egne, han saa, og rige Minder, han vandt, - det er nemlig Martin Olsen, der fylder de 70. Den glade Snedkersvend føler ikke Tiden inde til blot at pudse efter, hvad han fik fra Haanden; han har meget, meget mere, han skal have færdig før Fyraften, og han har ikke blot Kræfterne, Haandelaget og Værktøjet i Orden; han har ogsaa det sprudlende Humør, der forvandler Høvlens Fart gennem fygende Spaaner og Savens Brummen til en rytmefast Sang om Arbejdets Glæde.

Vi taler uvilkaarligt om Snedkersvenden Martin Olsen, skønt han i mange Herrens Aar har været Thingmand, Kommunemand og Forgrundsfigur paa saa mange andre Omraader. Men Sagen er den, at han altid er vedblevet at være Haandværkssvenden. Hans anerkendte Noblesse er Arbejderkultur Arbejdet adler Manden, naar Manden selv føler sit eget og Arbejdets Værd. Martin Olsen er det typiske Udtryk for en adlet, en selvhævdet, en ranket Arbejderstand. Naar han træder frem i offentlige Sale, føler han, at han er Arbejder, men ikke i den gamle Tids Aand, der bød Underklassens Mænd at træde varsomt og sænke Stemmen paa de ophøjede Steder; han træder myndigt og værdigt frem som alles Ligemand, fordi han er en frigjort Arbejderstands kaarne Mand.

Martin Olsen er født 1863 i Vejle. Han blev udlært som Snedker Aaret efter, at Louis Pio havde tændt Socialismens første Gnist i Danmark. Den ny Tids Tanker fængede i Martin Olsens livlige Sind. Men han drog i 1873 udenlands og blev borte i 6 Aar. Under større Forhold udvidede han sine Kundskaber og sin Menneskekundskab. Han vendte tilbage, just som den første glansfulde Periode for den danske Arbejderbevægelse var ved at ebbe ud i Skuffelser og Modløshed. Han havde set det bryde og gære udenfor vort Land og følte maaske derfor den hjemlige Modgang mindre knugende, hvortil vel ogsaa bidrog det sprudlende Humør, som Guderne gav ham i Vuggegave. Han var som selvskreven til at være blandt dem, der skulde bane ny Vej for den danske Arbejderbevægelse.

Efter mange Aars livlig Deltagelse i den politiske Bevægelse og Fagforeningernes Liv blev han i 1889 Formand for Bygningssnedkernes Fagforening, hvilken Post han beklædte til 1896. I 1892 blev han Formand for Snedkerforbundet, og da De samvirkende Fagforbund dannedes i 1898, traadte han til som Sekretær og som J. Jensens højre Haand. Ved Jensens Valg til Borgmester i 1903 rykkede han op paa Formandspladsen, en Tid tvang Sygdom ham til at søge Hvile, men han beklædte Formandspladsen, indtil han i 1909 valgtes til Kommunalrevisor.

Jævnsides med hans store og betydelige Indsats i den faglige Bevægelse gik hans politiske og kommunale Virksomhed. Allerede i 1897 rykkede han ind i Borgerrepræsentationen, hvori han uafbrudt havde Sæde til 1909, og i 1901 erobrede han 8. Kreds, som han med et Aars Afbrydelse (1909-10) repræsenterede, indtil han i 1918 gik over 1 Landsthinget

Som Fagforeningsmand kom Martin Olsens personlige Egenskaber ham til uvurderlig Nytte. Han er en dristig Mand, men han er ikke letsindig. Han undviger ikke Kampen, men han søger den heller ikke uden Grund, han har Ævnen til hurtigt at finde Realiteten i et indviklet Problem, og han ejer en sjælden Ævne til at fremstille sine Synspunkter klart og overbevisende. Hans grundige Kendskab til Fagforeningernes Maal og Veje gav sig Udtryk i den Bog, han i 1901 skrev sammen med J. Jensen, men hans egenartede Stil finder man bedst i hans senere Skrift: "Ned med De samvirkende Fagforbund". Det er ikke et Agitationsskrift i almindelig Forstand. Læser man det, er det, som saa man Martin Olsen staa paa Talerstolen og hørte ham i en kammeratlig og gemytlig Tone tage mod Angrebene og Misforstaaelserne en for en og imødegaa dem til sidste Trævl, hvast, hvor det er fornødent, overbærende og skæmtende, hvor det strækker til, men aldrig saarende, fordi det jo er en Kammerat, der taler til Kammerater.

Politisk stod der gennem mange Aar Kampgny om Martin Olsens Navn. Han var jo Manden fra 8. Kreds, for den Kreds maaske, der havde den mest ægte københavnske Kolorit, Nyboders Folk, Holmens faste Stok og de gamle Gyders brogede Vrimmel, men ogsaa med typiske Overklassekvarterer. Det var en vanskelig Kreds, som næppe nogen anden end Martin Olsen kunde have skabt sig en saa sikker Position.

Fra gammel Tid sad Militæraanden i Kødet paa store Dele af de Vælgere, der rettelig hørte Arbejderklassen til. Martin Olsen fusede ikke frem imod dem. Han begyndte sindigt med at tale om deres egne Interesser og Hverdagsbekymringer; af Finansloven pillede han taalmodigt hver enkelt lille Post ud og viste, hvorledes Administrationen begik Uret og Overgreb, og han arbejdede med sine Sager, intet Spørgsmaal, om det saa blot drejede sig om en enkelt Vælgers Kaar, syntes ham for ringe. Saadan skabte han Tillid om sig og banede Vejen for Socialdemokratiets Ideer.

Martin Olsen er en stor Taler, men med smaa og fine Virkemidler. Hans Tale er gennembroderet af smaa fine Pointer, et sindrigt Billede, en velturneret Spydighed, en talende Sammenstilling, men føret og fremmest blinker gennem Ordene det samme lune Blink, som altid sidder parat bag hans Brilleglas. Mange og store Sager har Martin Olsen ført frem paa Rigsdagen, naturligvis først og fremmest Sager, der havde Tilknytning til den faglige Bevægelse: 8-Timersdagen, Fabrikstilsyn, Arbejdsløshedslove etc. Han er nu i Landsthinget Ordfører i sine gamle Sager fra Folkethinget, og han er i den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Raadslagninger en kyndig Raadgiver i saadanne Sager.

Som Medlem af Arbejdsløshedsnævnet og Udvalgene om Arbejdsløshedslovene har han i de seneste Aar udført et Kæmpearbejde. Trods Aarenes Slid er han fremdeles den gemytlige Svend. Der vil blive sunget mange Viser til hans Pris i Dag, men vi skal tage meget fejl, om ikke sent i Aften den bedste Vise viser sig at være af en 70-aarig Forfatter.

Vi møder som Gratulant paa utalte Skarers Vegne

(Social-Demokraten, 5. februar 1923).

Christian Martin Olsen (1853-1926) var medlem af De samvirkende fagforbunds repræsentantskab og forretningsudvalg ved oprettelsen i 1898, sekretær og Jens Jensens højre hånd. Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1897-, Valgt til Folketinget i 8. kreds 1901-1918, Landstinget (1. kreds) 1918. Da Jensen blev valgt til borgmester 1903, overtog Martin Olsen hans formandsstilling i De samvirkende Fagforbund. Arbejdet var udmattende, og han måtte træde tilbage pga. sygdom  1909, hvorefter han var kommunalrevisor i Københavns kommune til 1923. 

Martin Olsen er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling 5, rk. 21, nr. 14. 

Kommunens nye Daghjem for Smaabørn. (Efterskrift til Politivennen)

I Legestuen. Blandt de tilsynsførende Damer er Bestyrerinden, Frk. Steenberg (x)

Det gamle Prinsesse Thyras Asyl ude i Rantzausgade Nr. 48, som i sin Tid blev oprettet af Fabrikejer Anker Heegaard, er nu blevet overlaget af Kommunen, som har omdannet det til et Daglighjem for Smaabørn.

Det er det femte i Hækken af disse kommunale Hjem, som spiller saa stor en Rolle i den arbejdende Befolknings Liv og er til saa stor Gavn for baade Forældre og Børn.

Her modtages de Smaa i Alderen fra 2-7 Aar og beskæftiges efter Folkebørnehavesystemet i den Tid - fra 7 Morgen til 5 Eftm. - de er paa Hjemmet. Medens Børnene selv har tør Kost med, faar de ved Middagstid varm Sødmælk. Herfor og for hele Opholdet betaler hvert Barn 2 Kr. om Ugen.

I Prinsesse Thyras Asyl - det Navn skal Hjemmet beholde - er alt nu flunkende nyt og moderne indrettet, og der hviler over Hjemmet i enhver Retning et lyst og venligt Skær. Der er to Opholdsværelser, en Spisestue og et Badeværelse - hvert Barn skulde gerne have et Bad mindst hver 14. Dag. Saa er der ogsaa indrettet et Sygeværelse, hvis et Barn pludselig skulde blive alvorlig syg.

Legepladsen vil først blive indrettet hen paa Foraaret, men saa bliver den ogsaa fin og omgivet af straalende Blomsterbede.

Hjemmet, der har Plads til 75 Børn. ledes at Frk. Steenberg med Assistance af 4 unge Damer.

(Aftenbladet (København) 7. februar 1923)

Et stort kuld af de yngste Nørrebroere i Prinsesse Thyras Asyl. Foto fra Folkets Avis - København 7. marts 1922.

En Idyl, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Havnen og Fiskerlejet ved H. C. Ørstedsværket.

De gamle idylliske Forhold ved Kalleboderne forsvinder mere og mere, alt som Byens rivende Udvikling kræver Plads og Albuerum. Ved Vasbygade, ved Siden af H. C. Ørsted-Elektricitetsværket, ligger, ikke forfærdelig mange Minutter fra Byens Centrum, endnu et Idyllisk Fiskerleje og fortæller om den gode, gamle Tid, da København ikke havde Stordrift i sig eller Storstadsnykker. Men nu er denne Idyls Dage talte, og Øksen ligger ved Træets Rod. Men Færdiggørelsen af hele det nye Sydhavnsanlæg med Havnekajens Regulering medfører, at ogsaa dette nu forsvinder.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1923).

"Teglgaardens" Brand. (Efterskrift til Politivennen)

 MÆGTIG BRAND IAFTES.

"Teglgaarden"s fire Længer med Foderstoffer, Halm, flere Lastautomobiler og en større Benzinbeholdning nedbrændt.

Ved Syvtiden iaftes opstod der en heftig Brand paa den store Ejendom "Teglgaarden" ved Frederiksholm, og en halv Time efter var hele Himlen mod Syd farvet rød af de mægtige Flammer, som havde fundet overordentlig rig Næring i Gaardens Oplag af Halm, Foderstoffer og navnlig i den ene Længe, hvor der laa flere Hundrede Liter Benzin.

Branden kunde ses over hele Byen og langt udenfor denne, og i Tusindvis strømmede Folk ud af Enghavevej, til Fods, i Automobiler eller paa Cykler, saa der herskede Virvar og Trængsel overalt paa den ret smalle Vej.

"Teglgaarden" tilhørte tidligere Kommunen, men ejes nu af Aktieselskabet "Sydhavnsarealerne". Den bestaar af 4 Længer og indtager et Areal paa omtrent en Tønde Land, da hver enkelt Bygning er 50-60 Meter lang.

Alle Længerne er straatækkedc, og det hele var et mægtigt flammende Ild hav, da Brandvæsenet kom derud.

3 Motorsprøjter med 25 Slanger i Brug

Det var Brandinspektør Thisted, der havde Kommandoen paa Brandstedet, og det stod ham hurtigt klart, at han maatte have ekstra Assistance. Tilsidst var der 5 Brandmænd i Arbejde med Betjeningen af et Materiel, der bestod af 3 Motorsprøjter, 3 Tendere og 2 Stiger, og fra alle Sider blev Ilden angrebet og Baalet overdænget med Vand fra ikke mindre end 25 Brandslanger.

Da Ilden var paa sit højeste ved Halvottetiden, var det næsten ikke muligt at opholde sig i Nærheden af den brændende Gaard paa Grund af Heden, der straalede ud fra Flammerne, og desuden hindredes Brandmændene i at arbejde, fordi saa mange Folk færdedes mellem Sprøjterne og trampede paa Slangerne.

Politiassistent Mellerup, der hurtigt var kommet derud med en halv Snes Mand, maatte rekvirere Hjælp fra Hovedstationen, og 2 Udrykningsvogne ned hver 29 Mand mødte, hvorefter det lykkedes at faa Folk drevet tilbage.

Fare for Frederiksholms Børnehjem.

Kun den ene af Længene var beboet af nogle Sygeplejersker fra "Frederikholms Børnehjem", der kun ligger nogle faa Meter fra Gaarden, og medens Sygeplejerskernes Gangklæder og andre Ejendele brændte sammen med Gaarden, gik alle Bestræbelser ud paa at hindre liden i at brede sig til selve Hjemmet.

Her er der anbragt henimod 40 Smaabørn, som 

maatte bæres ud i Haven,

da man var bange for, at Ilden skulde tage fat i Bygningen. Ved store Anstrengelser lykkedes det at indskrænke Branden til "Teglgaarden".

Den kraftige Storm iaftes lod Gnisterne fra Branden ryge langt væk, og en Kilometer fra Gaarden ligger Kunstfyrværker Petersens Lager af Fyrværkerisager; paa den anden Side laa Børnehjemmet "Karens Minde", og det kunde ogsaa være Fare for, at ilden skulde gribe fat dér.

I den vestlige Længe paa "Teglgaarden" var der Stald, hvor der dog kun opbevaredes Halm, Hø og Foderstoffer, men i den nordlige Længe stod 14 Heste. Da der kun gik nogle faa Minuter, inden Ilden havde antændt alle Længer, voldte det noget Besvær at faa de urolige Heste ud af Stalden, men alle blev dog reddede.

I den sydlige Længe boede Sygeplejerskerne, som lider et betydeligt Tab, da ingen af dem havde assureret, og i den østlige Længe, hvor Ilden var opstaaet, fandtes Garage med mange Automobiler, tilhørende "Sydhavnsarealerne", og flere Hundrede Liter Benzin.

En Del af Automobilerne blev trukket ud, men 4 svære Lastautomobiler brændte inde i Garagen.

Selskabets Staldmester bor i en lille Bygning kort fra Gaarden, og da Branden var paa sit højeste, fandt man det raadeligst at flytte Møblerne ud fra Lejligheden. Vinden bar dog fra, og da Branden var slukket, slæbte Redningskorpsets Folk Staldmesterens Ejendele ind igen.

Efter et Par Timers strengt Arbejde med Slukningen var Brandmændene tildels Herre over Ilden, men der gik dog flere Timer, inden de første Sprøjter kunde køre hjem.

En Skade paa 150,000 Kr.

Hele Gaarden var totalt nedbrændt, og den anrettede Skade er betydelig. Direktøren for "Sydhavnsarealerne" er bortrejst, men Bogholder Hempel, med hvem vi talte, anslog Skaden til ca. 150,000 Kr.

Brandvæsenet var endnu ved Midnatstid beskæftiget med at rydde op i Ruinhoben, hvor det stadig glødede i Bunden, og der har været holdt Vagt derude inat.

Ildens Opkomst skyldes en hej Grad af Letsindighed.

Branden skyldes en Chauffør, som udviste en høj Grad af Uforsigtighed ved at gaa ind i Garagen, der var fyldt mød Benzin, med en tændt Staldlygte.

Redningskorpset havde været i Nærheden for at løfte et Lastautomobil. der var sunket ned i en blød Mark, op paa Vejen, og da Vognen var kommet op, gik Chauffør Aabereg, der er ansat i Selskabets Tjeneste, ind i Garagen for at hente Benzin til at hælde paa Lastvognen.

Inde i Garagen indtraf en Eksplosion, som maa antages at skyldes Benzindampenes Antændelse ved den aadne Staldlygte, og Chauffør Aaberg kom styrtende ud med Raabet: "Det brænder derinde!"

I et Nu stod hele Garagen i Flammer, og Stormen besørgede Resten.

Saavidt Brandvæsenet oplyste iaftes, er Oplagringen af Benzin paa et saa farligt  Sted som "Teglgaarden"s Garage tæt op til et Halmlager og en Stald, samt i en straatækket Bygning ikke anmeldt til Brandvæsenet og er følgeligt ulovligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. januar 1923).

Teglgården var en meget stor gammel gård med stråtækte tage. På daværende tidspunkt var den ejet af aktieselskabet "Sydhavnsarealerne" som havde moderniseret den så den kunne huse en mængde vogne og automobiler fra søsterselskabet "Havnetransport". Der var også en stald til 16 heste.

Den store Brand i Sydhavnen

Den ulovlige Opmagasinering af Benzin er Skyld i Brandens Voldsomhed.

Brandinspektør Thisted udtaler sig.

Teglgaarden efter Branden.

Branden i Lørdags Aftes paa "Teglgaarden" ved Enghavevej, som ejes af Aktieselskabet "Sydhavnsarealet", hører til de voldsomst forløbende Brande, man har kendt. Saa at sige i et Nu stod hele den store firlængede Gaard i et Luehav. Om Brandens Pludselighed kan følgende give et klart Begreb:

Der blev alarmeret ude fra Gaarden Kl. 7, 9 Sekunder. 1 Sekund senere alarmeredes der fra Militær 35, Artillerikasernen paa Amager. Altsaa saa langt borte har man observeret Branden, og saa at sige samtidig med Folkene paa Brandstedet. Branden er brudt ud med en eksplosionsagtig Voldsomhed. Det er den oplagrede Benzin, der har gjort det.

Som omtalt afholdt Brandeksperten, Overbetjent Ottesen Afhøringer ude paa Stedet under selve Branden. I Hurlumhejen var det ham imidlertid umuligt at faa fat i de Mennesker, han gerne skulde afhøre. Søndagen er ogsaa en vanskelig Dag at træffe Mennesker, men i Dag tager han fat paa Kraft. Imidlertid er der næppe Tvivl om, at det foreløbige Resultat er rigtigt: Det er Chauffør Aaberg, som ved Uforsigtighed har paasat Branden, idet han hældte Bentin paa en Dunk inde i I-aden ved Siden af en brændende Lygte.

De sprængte Benzintromler.

Vi havde i Gaar en Samtale med Brandinspektør Thisted, som kommanderede det store Slukningstog. Han meddelte, at der egentlig ikke kunde tales om Garager i Forbindelse med "Teglgaarden". Man havde blot stillet Vognene ind i den kæmpestore Lade.

Som omtalt var der fundet to store Benzintromler i Laden. De var eksploderet, Bunden var sprængt ud af den. Hver af disse Tromler kunde indeholde 170 Liter. Desuden havde man fundet en tredje sprængt Tromle i et Rum tæt ved Hestestalden, hvor der som bekendt stod 16 Heste. Det er et rent Under, at man har naaet at faa Hestene af Vejen, inden Ilden omsluttede Stalden.

Yderligere havde man under Oprydningsarbejdet fundet 6 tomme Tromler. Det viser, hvilke mægtige Kvanta Benzin, der til Tider har været opmagasineret paa Gaarden.

Ansvaret for Benzinoplagringen.

Der maa som bekendt efter Loven kun opbevares indtil 35 Liter i en Garage. Større Kvanta skal enten være gravet ned eller der skal være truffet andre Forsigtighedsforanstaltninger. Et Sted som en Lade maa der endda ikke findes en Draabe Benzin.

En Mand, der indtager en betydelig Stilling indenfor Selskabet "Frihavnsarealerne", har udtalt, at man ikke betragte Rummene i Gaarden som Garager, men kun under Synsvinkelen: Skure, idet man havde givet Chaufførerne Ordre til at tømme Vognenes Tanke for Benzin. Derimod havde Selskabet vist ikke udstedt noget Paabud om, hvor Chaufførerne skulde gøre af Benzinen, og de havde altsaa ganske roligt hældt den i de Tromler, som befandt sig i selve Gaarden.

Det er forøvrigt oplyst, at ikke alle Chauffører bar holdt sig Selskalbets Ordre efterrettelig; efter Branden er det nemlig konstateret, at Tankene paa to Vogne er bleven sprængt.

Spørgsmaalet bliver altsaa! Hvem bærer Ansvaret, Selskabet eller Chaufførerne?

Torrent.

(Nationaltidende 29. januar 1923)