Højre og de "frie" Arbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

Straks efter Valgene har nyvalgte Folkethingsmand Grev Scheel gjort en Del Arbejdere brødløse, efter deres Overbevisning stemte sammen med Oppositionen.

Arbejderne paa hans Gods Barritskov mødte i Bjerre ved Vejle paa Valgdagen og stemte paa Venstres Kandidat, Jens Bertelsen, trods det, at Gaardens Forpagter krævede paa Valgdagen, at hans Arbejdere skulde blive hjemme og tærske.

Dagen efter Valgene fik de at vide, at de ikke fast ansatte Arbejdere straks skulde forlade Gaarden, og de fast ansatte, der bor i Grevens Lejehuse, maatte belave sig paa af rejse til 1. Maj.

En Del Arbejdere blev smiledes straks arbejdsløse og brødløse, fordi de har stemt efter deres Overbevisning.

De demokratiske Foreninger i Bjerre-Kredsen vil nu træde til for at hjælpe de arbejdsløse Familieforsørgere, som Højremanden Grev Scheel har slaaet Brevet af Munden paa.

* * *

Højremanden Proprietær Hoppe paa Ussinggaard i Jylland kaldte Aftenen før Valget sin Kusk - en bosiddende Mand - ind til sig. "Om han vilde til Vejle i Morgen?" - Jo det havde Kusken da tænkt. - "Hvis han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Thomas Nielsen, var det da ingen Nytte til." - Kusken mente Jo. - "Ja, hvis han drog afsted til Valg, vilde han faa sin Afsked straks."

Kusken rejste alligevel for at opfylde sin Borgerpligt.

Morgenen efter Valget fik han sin Afsked.

* * *

Godsejer Fabricius paa Lyngbygaard i Sydsjælland har opsagt 3 af sine Lejehusmænd, som ved Valget i Skælskør stemte paa Oppositionens Kandidat, Feldthusen, og imod Grev Holstein-Holsteinborg.

* * *

Højremanden, Vinhandler E. R. Lindel i Nakskov tilbød kort før Valget to af sine Arbejdere Spisebilletter til det Højregilde, der Valgaftenen afholdtes paa "Skandinavien". Den ene af dem, N. P. Rasmussen, ønskede ingen Billet, og paa Spørgsmaal om af hvilken Grund, svarede han, at han vilde stemme paa Oppositionens Kandidat, Neergaard. Hr. Lindel spurgte da, om Rasmussen ikke vidste, at dette var ham iiiios, hvortil Rasmussen svarede jo; men han gik ud fra, at han havde Lov til at stemme paa hvem han vilde. Hertil svarede Hr. Lindel: Ja, naturligvis. Dagen efter Valget fik Rasmussen den Besked af Hr. Lindel, at nu havde han ikke Brug for ham mere. Han har været 16 Maaneder hos Lindel og har Kone og to Børn at forsørge. Frisindede Mænd opfordres i "Nakskov Tidende" til at træde hjælpende til og søge at skaffe ham Arbejde andetsteds.

* * *

Murermester Duderstadt i Ringsted har afskediget Arbejdsmand Niels Nielsen, Fluebækshusene. Nielsen blev afskediget om Søndagen, efter at han om Fredagen havde stemt paa Oppositionens Kandidat, Lauridsen, skønt han forud havde sagt til D., at han ikke vilde stemme. "Jeg gør, hvad jeg vil, og De kan gøre, hvad De vil," sagde Duderstadt, da han afskedigede Niels Nielsen.

* * *

Saaledes vover Højre at optræde nu, da der dog er Sammenhold mellem Arbejderne indbyrdes og en selvstændig i Presse, som offenlig paataler Misbrug, i Men hvorledes vilde det ikke gaa, hvis Højre satte sin Krig igennem, fik vor Stand indrulleret i Skruebrækkerforeninger og i "Værnerier" og fik Arbejdernes egne Blade afløste af saadanne Aviser, som tilhørte Kapitalisterne, og som kun havde til Opgave at tjene deres Interesser?

Hvorledes vilde det ikke gaa vor Stand, hvis Socialdemokratiet bukkede under i Kampen?

(Social-Demokraten 5 februar 1887).

Grev Scheel forklarede i Roskilde Tidende afskedigelserne med at kun skovarbejderne stod i tjenesteforhold til ham, mens arbejderne på hovedgården stod i tjenesteforhold til forpagteren (men nævnte ikke at forpagteren var hans bror).

"Samtlige forpagterens arbejdere" udsendte efterfølgende en erklæring om at forpagter Hoppe havde givet dem fri på valgdagen, og Hoppe forklarede afskedigelsen af kusken med at han havde tiltalt ham på en uhøflig måde. Sådanne erklæringer skal dog ikke tages for pålydende, idet mangel på underskrift også kunne medføre afskedigelse.

Vinhandler C. R. Lindell boede Svingelsvej 10 i Nakskov. Villaen blev i 1909 købt af Odd Fellow-logen og ombygget.

Der er formentlig tale om murermester Carl Duderstadt og Elise, f. Green. Deres søn var murermester Fr. Duderstadt, født 1863, han blev mester 1891 og indtrådte i Industriforeningen samme år, Han var medlem af Bygningskommissionen fra 1897.

K. Gamborg: Fra Valgdagen den 28. januar: Valghandlingen i 1ste kreds. Illustreret Tidende nr. 19. 6. februar 1887.

Bahnson og Bryggeren.

Hr. Redaktør!

---

Men man kan ogsaa faa for meget af det gode, og med al Respekt for Hr. Højesteretsassessor Nyholms gjennemdannede Optræden synes jeg nok, at han undertiden drev Høfligheden vel vidt. Naar han saaledes paa et af de offenlige Vælgermøder udtalte, at det var en Ære for Frederiksbergkredsen, at HS. Excellence bejlede til dens Gunst, saa var det vist for meget; man kan jo bruge mere eller mindre stærke Udtryk, men mange fandt det dog for stærkt, naar Hr. N. brugte Ordet - Ære. 

Og et andet Exempel. Paa selve Valgdagen erklærede Hr. N., at Hr. Dr. phil. Brygger og Kaptejn Jacobsen var en af Danmarks Hædersmænd. Hr. Jacobsens store Fortjenester af Fædrelandet i al Ære -- og jeg har saamænd aldeles ikke til Hensigt at forringe disse - mener jeg, at man, for at gjøre sig skikket til en saadan Titel, skal være uangribelig paa alle Omraader. Og har Hr. Jacobsens Færd under Valgkampagnen herude været aldeles dadelfri i stræng Forstand? Det har den sikkert ikke, hvis der er noget sandt i de Rygter, der verserer her. Jeg skal blot berette et, som er kommet mig for Øre, og jeg har temmelig gode Grunde til at tro, at det er sandt.

Noget før Valgdagen kaldte Hr. J. sine Arbejdere sammen og sagde dem, at han ikke ønskede nogen Venstremand i sin Tjeneste; hvis han fik at vide, at der var en saadan, blev han afskediget, og han vilde bede Arbejderne at angive det, hvis de vidste om nogen af deres Kammerater, at han var Venstremand. Om det lige er gaaet saaledes til, er vel ikke sikkert - man kan jo gribe den Sag an paa en mere eller mindre sin Maade - men at han har benyttet sin Indflydelse som stor Arbejdsgiver til Fordel for sin Kandidat, er vist hævet over al Tvivl. Man kan jo som sagt bruge mere eller mindre stærke Udtryk; men om en Mand, der benytter den Slags Midler til at bringe sin Sag frem, hvor udmærket han end kan være i andre Retninger, tror jeg ikke, at nogen, naar undtages aldeles fanatiserede Partigangere, vil bruge et saa krast Udtryk som det, at han er - en af Danmarks Hædersmand.

Ærbødigst

En Vælger paa Frederiksberg.

(Morgenbladet (København) 8. februar 1887. Forkortet).

Gendarmerne og Valgene i Svendborg og Ribe. (Efterskrift til Politivennen

Overfald paa (Gendarmer. Om forskjellige Optøier i Ribe, som fandt

[En eller flere linjer mangler]

Stfttd. Følgende. En beruset Person var bleven anholdt paa Støckens Plads og midlertidig indsat i Venteværelset paa Raadhuset. Herover blev en stor Del af de Tilstedeværende fortørnet og forlangte, idet de stimlede sammen foran Indgangen fra Sønderportsgade, paa en temmelig nærgaaende Maade, at Personen skulde løslades. Da der stadig kom flere til, og Mængdens Holdning var noget truende, sendtes der fra Raadhuset Bud til Gendarmerne om at komme tilstede og være behjælpelige med at forhindre mulige Forsøg paa Indtrængen i Raadhuset. To Gendarmer kom ogsaa kort efter tilstede, men da de forsøgte at komme ind paa Raadhuset, begyndte Hoben at trykke dem og forsøgte at tage fat i den ene Gendarms Sabel. Gendarmerne trak da blank og opfordrede Folk til at passere Gaden, og det lykkedes dem ogsaa i en Haandevending at faa ryddet Gaden indtil Hjørnet af Raadhuset. Et Par Personer fik lette Slag af Sablerne, men Saar blev ikke tilføiet Nogen. At der blandt de ved Valghandlingen Tilstedeværende opstod en Del Bevægelse i Anledning af dette, er en Selvfølge. Da Valgets Udfald nogen Tid efter blev proklameret, holdt den valgte Folkethingsmand, J. Busk en Tale, som efter Fleres Mening nærmest maatte tjene til yderlige at ophidse mod Gendarmerne, idet han gjorde gjældende, at de "Lyseblaa", ligesom i Brønderslev, var Skyld i Ophidselsen m. m. At Ophidselsen mod disse ikke havde lagt sig, fik man da ogsaa kort efter Bevis paa, idet to Gendarmer, der ikke havde været med ved Raadhuset, og som gik ganske rolig paa den saakaldte "Lindegaard" (ved Domkirken), bleve omringede og saa stærkt trængte af en Pøbelhob, at de næppe kunde komme til at drage Sablerne for at befri sig. Med Bistand af Politifuldmægtigen, der imidlertid var kommen tilstede, lykkedes det dem omsider at slippe løs, og de forfulgtes nu til deres tætved liggende Kvarter af en hujende, skraalende og pibende Sværm. De to Gendarmer, der havde været ved Raadhuset, vare allerede forud ad en anden Vei komne hjem i Kvarteret, og alle fire forsamledes da ved Indgangen og beredte sig til Forsvar, medens Korporalen afskød et Revolverskud i Luften. Politifuldmægtigen kom imidlertid i dette Øieblik til og anmodede efter Ordre af Politimesteren Gendarmerne om at gaa ind, hvilket de derefter gjorde. Gendarmerne vilde sikkert med Lethed have kunnet splittet den feige Pøbelhob, der mest bestod af unge Mennesker fra Landet (af Byens Folk tog overhovedet saa godt som ingen Del i Optøjerne). Enkelte Deltagere i Tumulten ere kjendte og noterede af Politiet.

Sammen med den Optræden, Jens Busks Tilhængere under selve Valghandlingen viste overfor Modkandidaten, afgiver det et godt Bevis for, hvilke Tilstande vi vilde faa, hvis dette Parti blev raadende i Landet.

(Dagens Nyheder 2. februar 1887).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Maren Spliids hus, Ribe. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Gendarmerne under Valghandlingen paa Svendborg Torv. Under den skriftlige Afstemning var der, fortæller "Svendb. Av.", mange Folk paa Torvet. Men alt gik roligt, Folk bevægede sig frem og tilbage paa lignende Maade, som naar Svendborgerne om Aftenen i større Mængder opholder sig i Kristiansminde, Høje Bøge eller andre Steder.

En noget omtaaget Sømand staar da op paa Værtshusholder Langes Trappe paa Torvet og giver sig til at snakke noget om Estrups brillante Politik og Danebrog. Folk morede sig der over og lod ham snakke væk. For at opmuntre ham, hørtes af og til et lille Bravo, og han fortsatte med sit Forsvar af Provisoriet. Der kom imidlertid flere og flere til, deriblandt en Del Damer. To Politibetjente og et Par Gendarmer kom ogsaa til og vilde have Taleren ned ad Trappen. Det vilde han ikke, og skjønt de skedes med ham, holdt han sig bravt ved Gelænderet.

Flere Gendarmer kommer til, deriblandt Gendarmløjtnanten med Ridepisken. Folk, som ikke vidste, hvad det drejede sig om, ilede til og nu blev der en stor tæt Klynge. Gendarmerne kom i Klemme, og nu lød der dundrende Hurraer.

Gendarmerne saa højst betuttede flere af dem rystede som Espeløv. bød dem i den Anledning en Bajer til at styrke sig paa.

Da dette havde varet lidt, kom 5 Gendarmer svingende ind paa korvet. De gjorde Holdt ved Kjøbmand Winthers Hjørne og blev modtaget med Hurra.

Sømanden fortsatte en Stund endnu, indtil en civil Mand fjærnede ham. Derpaa spredtes Klyngen, og nogle fulgte bag etter de ridende Gendarmer, hvortil de gaaende sluttede sig, over mod Politistationen.

Saa var alt rolig.

Pludselig trækker Gendarmerne blank og rider tværs over Torvet ind imellem Mængden.

Folk blev bange for at blive revne om Kuld. og der hørtes Raab som: "Vi er Højremænd", andre "vi maa skille os ad", "nu gaar de som ved Dybbøl" o. s. v.

Under dette Ridt foretoges 2 Arrestationer. Den ene var en ældre Mand paa 60 Aar. Det var Gendarmløjtnanten, der gav Ordre her til.

Gendarmerne trak sig tilbage med dette Bytte og gjorde Holdt i Ramsherred, hvor de tapre Krigere stak Sværdet i Balgen.

Der lod Hurraer fra Torvet paa den Tid.

Politimesteren kom imidlertid til Stede og fjærnede Gendarmerne.

Da dette var sket, var alt roligt som før.

Gendarmfægtning i Ribe. Herom meddeler "Fredericia Fkt.": Under Valghandlingen saa man intet til Gendarmerne. Borgmesteren har ladet dem blive i deres Kvarter af Hensyn til Vælgerne, fortalte man. og er det virkeligt Tilfældet bor det sikkert paaskjønnes. Saa gik Dagen rolig til omtrent Kl. 5. Folk samledes omkring Valgtribunen for at høre Udfaldet af Valget. Valgbestyrelsen, deriblandt Borgmester Hjort, var samlet i Thingstuen ved Raadhuset i Færd med at optælle Stemmerne. Da lød fra Gaden udenfor vilde Raab, Hurraer, Skrig og Hyl. Det Syn, der her frembød sig. er der næppe tidligere set Mage til i Ribe. To Gendarmer fo'r som forvildede Mennesker med blottede Klinger om blandt den der forsamlede Mængde. Flere blev ramte. En Mand, hvis Navn vi kender, fik et Sabelhug over Halsen, der dog ikke helt gjennemskar hans temmelig tykke Halstørklæde; en Mand. der passerede Gaden paa Hjemvejen fra sit Arbejde, fik et Hug over den ene Haand, saa denne, efter Sigende, blødte. Flere Folk, dels fra Byen. dels fra Landet, nævnes, som ramte af Sabelhuggene, dog fik ingen, saa vidt vides, betydeligere Saar. Da Bergmester Hiort blev gjort opmærksom paa Spektaklet, skal han have erklæret, at han ikke ønskede en nu Brønderslevaffære i Ribe, hvorpaa han gik ud og kaldte Gendarmerne ind. hvorefter de sendtes Hjem i deres Kvarter. Denne humane, klage og hensynsfulde Handlemaade fortjener almindelig Paaskjønnelse. Havde vi i dette Øjeblik haft en strix Politimester, havde Ribe den 28. Januar næppe undgaaet en ny, mulig langt mere skrækkelig Affære end den i Brønderslev.

Hvordan begyndte Spektaklet? Vi har fra forskjellige øjenvidner faaet meddelt følgende. En Mand fra Landet, der mulig var noget beruset, gav sig til at synge højt paa Gaden. Det strider vel mod Politivedtægten, men desuagtet hører sligt jo ikke til Sjældenhederne, især paa en saa bevæget Dag som en Valgdag. En af Byens Vægtere, hvis Optræden ved tidligere Lejligheder er bleven stærk misbilliget, forbød Manden at synge. Da han desuagtet begyndte igjen, trak Vægteren af med ham til Raadhuset. Folk, der havde set dette, fandt, at det var for lidt at arrestere Manden for, hvorfor de bad eller forlangte at faa ham fri. Da Vægteren saaledes fik Vanskelighed med Mandens Anholdelse, sendtes der Bud efter de to Gendarmer, og det foromtalte Indhug paa Folkemængden fandt Sted.

Dermed var Fægtningen dog ikke helt til Ende. Manden, der først blev anholdt samt en hæderlig Gaardejer fra Seem, der under Spektaklet ligeledes var bleven anholdt, idet han af et Par nærværende Højreagitatorer var bleven udpeget som Venstremand, blev begge løsladte. I sit sidste Ord fra Valgtribunen henvendte Jens Busk sig alvorligt og indtrængende til Forsamlingen og formanede alle til at undgaa al Spektakel og Opløb og kun ad Lovlighedens Vej at fortsætte Kampen mod Modstanderne. Men Forbitrelsen over det nylig passerede havde Vanskelighed ved at lægge sig og gav sig lidt efter et nyt Udslag.

De to andre Gendarmer - vi har nemlig fire - kom lidt efter gjennem Sønderportsgade efter Raadhuset, hvor endnu en stor Mængde Mennesker var samlet uden for. Fuldmægtig Jensen, hvis hensynsfulde Humanitet ved denne Lejlighed ligeledes maa anerkjendes, lod ogsaa disse vende hjem til deres Kvarter. Men inden de naaede dette, blev de to Gendanner, der rimeligvis fejlagtig antoges for de samme, der havde foretaget Indhugget ved Raadhuset, paa Pladsen uden for Domkirken omringet af Folkemængden. Gendarmerne trak blank og truede med Revolveren, men det lykkedes dem ikke at komme ud af Kredsen. Et Par Højremænd søgte forgæves at befri dem. Endelig kom Fuldmægtig Jensen, Mængden gjorde Plads, og de befriede Gendarmer ilede over Torvet til deres Kvarter. Uden for dette stillede alle fire Gendarmer sig op paa to Geledder. Folkemængden stod der endnu. En Gendarm trak Revolveren frem og truede med at skyde. Mængden stod urokkelig. Da knaldede Skudet hen over Folks Hoveder. Folk lo. Fuldmægtigen vendte tilbage og komanderede Gendarmerne ind. Han fik et stolt Hurra; det havde han fortjent. Saa var der atter Orden i Byen, om end selvfølgelig en Del Lystighed i de forskjellige  Beværtningssteder, der havde Lov at holdes aabne ud over sædvanlig Tid. Saa heldigt endte den første Gendarmfægtning i Ribe, særlig ved vore Autoriteters Besindighed og hensynsfulde Humanitet. Kjendsgærningerne taler tilstrækkeligt om Gendarmernes Hensigtsmæssighed og Nytte. Men hvor vil "Avisen" og de andre Provisorieblade ikke skraale, naar de faar denne Sammenhæng at vide. Om Ribes Gader var bleven en blodig Valplads, hvad havde saa det at sige for disse privilegerede Fædrelandsvenner, naar blot Gendarmernes Nytte var bleven godtgjort. Det blev den jo nu ikke.

(Horsens Folkeblad 3. februar 1887).

Borgmester Victor Christian Hjort 1833-1912. Han var født i Frederiksværk, blev 1852 student på Sorø Akademi. 1860 embedseksamen med Laud. Herefter by- og herredsfuldmægtig i Storehedinge ca. 1860-1881. 1881 byfoged og borgmester i Ribe indtil 1902. Ribe Stiftstidende skrev at hans evner ikke stod mål med hans gode vilje hvad angik den administrative ledelse, men fik en række dygtige og dristige mænd i byrådet. Som dommer betegnede avisen ham for udmærket. Efter sin afsked flyttede han til København. Han blev begravet fra Frihavnskirken (Willemoesgade, Østerbro) i København.

Ryssel og Folketingsvalget 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

Ryssel var højres kandidat i Kbh.s 5. kreds mod P. Holm 1887 og 1890: 

Ryssel.

Et Højre-Vælgermøde i 5te Kreds afholdtes i Gaar Aftes i Gothersgades Exercerhus paa - som det meddeltes - Foranledning af et Andragende fra 235 Vælgere i Kredsen, der ønskede Manufakturhandler Ryssel til Højres Kandidat ved de kommende Valg. Kl. 8 var der samlet 8-900 Vælgere, unge og gamle, blandt hvilke Stemningen øjensynlig var for Hr. Ryssel. Paa Tribunen saas foruden de to Kandidater selve Professor Matzen, P. V. Grove, Hiort-Lorenzen o. fl. 

Ryssel bød velkommen og foreslog et Leve for Konge og Fædreland; naar vi kunde enes derom, mente han ogsaa nok, at der blev Enighed om. hvem der burde være Kandidat. Han foreslog Matzen til Dirigent, hvilket vedtoges under Hurraraab for Professoren.

Matzen træder selskabsklædt, smilende, rødmosset frem og giver Ordet til

Redaktor Hiort-Lorenzen som den, der havde at give Meddelelser om Bestyrelsens ny Repræsentantskabs Virksomhed for at skaffe Kredsen en Kandidat. Det fremgik af hans Oplysninger, at begge Faktorerne var enige om at opstille Tømrermester Jørgensen, og at Hr. Ryssel ogsaa "loyalt" havde lovet at trække sig tilbage - men saa var uheldigvis dette Andragende fra de 235 kommet paa tværs af det hele; disse forlangte nemlig Hr. Ryssel, hvis Tilsagn de privat havde opnaaet, og Bestyrelsen var saaledes blevet tvunget til at sammenkalde dette Møde, hvis Beslutning nu skulde være den afgjørende.

Voxdugsfabrikant Meyer anbefalede Hr. Ryssel, idet han skarpt kritiserede Bestyrelsens Fremgangsmaade overfor denne, der dog ene havde Æren af Højresagens "forbavsende Fremgang". Han sluttede med hidsigt at erklære, at der var ingen i Kredsen, der kjendte Jørgensen.

Dirigenten advarede - ikke uden Grund - mod at opholde sig for meget ved Personligheder; saadant afstedkom let Forstyrrelse i den udmærkede Enighed, og man burde være glad ved hvem som helst af de foreslaaede Herrer.

Forretningsfører Christensen havde faaet det Hverv at anbefale Jørgensen. Dette gjorde han efter bedste Evne, hvilket ikke vilde sige meget, og han opnaaede da ogsaa kun til Tak, at Folk raabte paa Afslutning.

Et Medlem af Repræsentantskabet meddelte, at hans Kolleger havde givet ham Mundkurv paa; med en saadan kunde man ganske vist ikke bide, men gjø kunde man, og det havde han i Sinde at gjøre. Det var aldeles nødvendigt at vælge Jørgensen, mente han, man burde have en erfaren og sagkyndig Mand ind i Rigsdagen og ikke Ryssel. (Stærke Protester).

Hiort-Lorenzen protesterede indigneret mod dette Brud paa Tro og Love af en Kollega; det var blevet en aldeles bestemt Aftale, at kun han maatte tale paa Repræsentantskabets Vegne. 

Flere havde endnu Ordet, baade for den ene og den anden Kandidat; til Slutning interpelleredes disse af saa vidt vides - en Maler Nielsen om deres Stilling til Arbejderspørgsmaalene, Handelstraktaterne, Befæstningssagen og - de provisoriske Love.

Tømrermester Jørgensen fik først Ordet for at svare; han fattede sig kort - i 3 Minutter - idet han mente det rigtigt at gjemme sine Argumenter til Valgmøderne sammen med Modkandidaterne, saa vilde der sikkert blive nok at svare paa, kjendte han disse rigtig.

Ryssel derimod gik lidt nærmere ind paa Spørgsmaalene; han vilde baade have Handelstraktater, Befæstninger og - betingelsesvis - provisoriske Love; thi ihvorvel saadanne var meget sørgelige, maatte vi dog huske paa, at Venstre ene bar Skylden for dem. Dermed mente han den klaret og trak sig tilbage under stor Jubel.

Forretningsfører Christensen forsøgte endnu en Gang at faa Ordet for at anbefale Jorgensen, men uden Held; for Protester og Spektakel var det ham umuligt at faa Ørenlyd; selve den mægtige Dirigent formanede ikke at tilvejebringe Ro, og Christensen maa gaa ned med uforrettet Sag.

Derefter forsøgtes Striden afgjort ved Haandsoprækning, der ubetinget faldt ud til Fordel for Ryssel. Ikke destomindre fandt Professoren, at man af Høflighedshensyn burde lade skriftlig afstemme. Saa sluttede Forestillingen, der som Helhed gav et godt Indblik i Højres bekjendte Enighed.

- I Brøndanstalten ved Siden af Exercerhuset stod en Politibetjent parat til at tage sig af de uvorne Højremænd.

Mod Forventning blev der ikke Brug for Styrken.

(Morgenbladet (København) 2. december 1886)

Højre Kandidat i 5te Kreds.

I Gaar Aftes holdt Højres Arbejder (!) og Vælgerforening for 5te Kreds et Møde, paa hvillet der blev truffet Bestemmelse om, hvem der skulde være Professor Goss's Efterfølger som Partiets Kandidat ved de kommende Valg.

Til Lokale havde man, med Tilsidesættelse af alle Hensyn til sit eget Omfang, udset det uhyre Ekserserhus i Gotersgade: gennem to Indgange klattede Folk henad Kl. 8 sammen midt i det tomme Rum, og da man hurtig var naaet til den Erkendelse, at der ikke var mere at vente pa , begyndte Mødet.

Ved Ankomsten havde enhver Deltager forinden modtaget to trykte Sedler til Belysning af Situationen. Paa den ene, der var udgaaet fra "Avisen" s Bogtrykkeri, stod:

Stem paa Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat: Tømrermester J. C. Jørgensen, Formand for "Arbejdernes Værn".

Men paa den anden Seddel stod der :

Stem paa Arbejdernes (!) og Haandværkernes (!) Kandidat, Højresagens dygtige og ihærdige Forkæmper, Kredsbestyrelsens Formand, Hr. Manufakturhandler E. H. Ryssel. Flere Arbejdere (!)

Herefter var det klart, at man var uenige. Lederne vilde have en af deres egne, en Tømrermester: de Menige vilde have en af deres, en Manufakturhandler: ingen vilde have en Arbejder.

Professor Matzen besteg Tribunen for at dirigere Menigheden. Han bad de to Partier satte sig i Korthed, for at alle kunde enes i det mindste i det ene, at komme ordentlig hjem og i Seng. (Bifald).

Redaktor Hiort-Lorensen fra "Nationaltidende" vilde tale for Bestyrelsens og Repræsentantskabets Kandidat, Tømrermester Jørgensen. Det var allerede for lang Tid siden bleven besluttet at opstille denne, og Ryssel var da traadt frivillig tilbage. Men saa indkom der en Skrivelse fra 235 Medlemmer om alligevel at opstille Ryssel, og Sagen gik i Udvalg. Resultatet blev imidlertid atter, at man forkastede Manufakturhandleren og vedtog Tømrermesteren, og dette var sket for over et halvt Aar siden. Taleren vilde nu overlade til Forsamlingen at træffe en Afgørelse.

Fabrikant Meyer fik Ordet for at tale paa de 235's Vegne. Vi kunde ikke i denne Kreds forbigaa en Arbejder, med andre Ord, vi kunde ikke forbigaa "den lille Ryssel", Formanden for hele vor Valgbevægelse, han som havde rejst hele den store Agitation. (Voldsomt Bifald.)

Christensen, Forretningsfører i Arbejdernes (!) Værn og Redaktør af Havebrugstidende holdt et langt, en blomsterløst Foredrag for Jørgensen, under hvilket han hele Tiden opfordredes af forskellige Tilstedeværende til at holde op. Det gjorde han da omsider, men skønt man saaledes fik sin Vilje, lød der dog stærke Mishagsytringer efter Talens Slutning.

Nu anmeldte Dirigenten Malermester" - eller hvad han vilde have sagt: "Maler" Hansen, og dermed traadte Rysselianerne atter i Marken. Taleren kritiserede Jørgensen: Hvem var han? Var han Højremand? Han var ikke kendt, og han var bleven opstillet for et halvt Aar siden uden at nogen vidste det udenfor Bestyrelsen. Nej, vi skulde have en Arbejder valgt i 5te Kreds, og derfor vilde han opfordre til at stemme paa Manufakturhandleren. (Fornyet Bifald.)

Oberstløjtnant Blom fremhævede, at hvis det i det Hele taget skulde blive til noget, saa maatte man se at være enigt, og af Hensyn til den kære Fred vilde han anbefale Ryssel. (Hør!)

Et Medlem af Repræsentantskabet bad om Ordet. Han begyndte med at sige, at vel havde man givet ham Mundkurv paa, idet der var taget den Bestemmelse, at kun Hjort Lorenzen maatte referere for Repræsentantskabet; men naar han gav sin egen Hund Mundkurv paa, saa maatte den dog i det mindste gø, og gø - det vilde han! Han vilde gø til Fordel for Tømmermester Jørgensen. (Stærk Hyssen).

Hiort Lorenzen beklagede, at den foregaaende Taler havde brudt Overenskomsten.

Flere Talere anbefalede under stærkt Bifald Ryssel.

Matzen bad forsigtigt, da ban mærkede, fra hvad Kant, Vinden blæste, at man endelig ikke vilde komme ind pna nogen Kritik af den Kandidat, man ikke havde Sympati for, men at man blot ganske kort vilde erklære sig for den af dem, man vilde foreslaa. (Bifald.) Tillige vilde han henstille, at de følgende Talere paa Grund af den fremrykkede Tid kun maatte tale i 5 Minuter hver. Han vilde endelig gøre opmærksom paa, at den Kandidat, Forsamlingen bestemte, vilde Bestyrelsen ubetinget (!) antage. (Bifald.)

Derefter optraadte en Grosserer Christensen. Enten det nu blev den ene eller den anden, vilde han rette nogle Spørgsmaal til dem. Først om Toldloven, dernæst om Handel og Industri, og... og... ja, De forstaar jo nok, jeg er Handelsmand... (Taleren staar og famler under almindelig Forventning i sine Lommer, endelig finder han et Stykke Papir, hvorpaa han kigger) og Handelstraktaten med Spanien samt de provisoriske Love.

Matzen trækker sin Overfrakke paa og siger, at vi jo kun var komne for at opstille en Kandidat. Skulde disse besvare Spørgsmaalene, vilde det blive en lang Historie. Han vilde henstille til dem selv, om de havde Lyst.

Den lille Forsamling fryser i det uhyre Rum, en Del smøger Kraverne op over Ørene.

Bestyrelsens Kandidat, Tømrermester Jørgensen: Han skulde ikke indlade sig paa at besvare noget. Det var tidsnok paa Valgdagen. Socialisterne var godt organiserede og skulde nok interpellere. Lad os først se, hvem af os det bliver, Ryssel eller mig. (Bifald.)

Ryssel vilde derimod indlade sig paa Besvarelserne. Hvad Manufakturhandel og Industri angaar, maatte den paa alle mulige Maader ophjælpes. Danmark maatte ruste sig paa alle Maader, og navnlig om København; kunde nogen sige ham en heldigere Ordning, vilde han bøje sig for den. Og hvad de provisoriske Love angik (her kaster Taleren et prøvende Blik paa Grosserer Christensen) saa maatte vel baade Højremænd og Venstremænd være enige med ham i at beklage dem. Men Skylden laa hverken hos Regeringen eller hos Højre, men alene hos Venstre.

Forretningsføreren for "Arbejdernes Værn", Christensen, kom atter frem, men blev mødt med vedholdende Hyssen og Raab om Afslutning. Da end ikke Matzens store Klokke kunde skuffe ham Ørenlyd, maatte han straks fortrække 

Ved den derpaa foretagne Afstemning valgtes med overvejende Majoritet Manufakturhandler Ryssel til Kandidat. Resultatet blev modtaget med Leve- og Hurraraab for ham, hvorimod et Leve for Matzen ikke vandt videre Paaskønnelse.

Derefter forlangte Tømrermester Jørgensen skriftlig Afstemning, og Matzen bad de Tilstedeværende afgive deres Stemmesedler ved Kassen ved Indgangen, og anmodede indstændig Enhver, som ikke var fyldt 30 Aar, om ikke at stemme. Resultatet af denne Afstemning kendes ikke endnu.

Udfaldet blev altsaa, at Bestyrelsen og Repræsentantskabets Kandidat, Formanden for Kapitalisternes Værn "Avisen"s og Professor Matzens Protegé: Tømrermester Jørgensen faldt igennem, og at en lille Haandfuld Menige satte Ryssel paa Plakaten. Og der bliver han formodentlig staaende, indtil vi paa Valgdagen piller ham ned igen.

(Social-Demokraten 2. december 1886)

Valgkampagnen. Det gaaer Slag i Slag med Oppositionens Valgmøder nu. Mandag Aften holdt Overretssagfører Gustav Christensen sit første Vælgermøder med 2den Kreds. Stemningen var brillant, overveiende Venstre. Endel Høiremænd var kommen tilstede og gjorde i Begyndelsen Mudder, men lidt længere henne bleve de tause og paahørte med stor Opmærksomhed den sidste Halvdel af Hr. Christensens klare, formfuldendte Foredrag. En Høiremand, der fik Ordet, beklagede, at hans Parti havde besluttet ikke at overvære Oppositionens Møder, som han selv personlig havde faaet et meget godt Indtryk af. Han stillede adskillige Spørgsmaal til Kandidaten, som besvarede dem til almindelig Tilfredshed. Ogsaa Pastor Hostrup i 3die Kreds vil nu aabne Kampagnen. Han holdt Tirsdag Aften sin første Sammenkomst med Vælgerne. Vi faa nu se, om General Tvermoes, ligesom Krigsminister Bahnson, er modig nok til ikke at turde møde paa et offenligt Valgmøde. Skrædermester P. Holm er nu i fuld Gang med sine Møder i 5te Kreds, samtidig med at den store Manufakturhandler Ryssel fremstiller sig som "Billettrykker paa Banegaarden" for Kredsens "Arbejdere", selvfølgelig i lukkede Møder, hvor "Medlemskort forevises". Have Oppositionsmænd ved en Fejltagelse faaet Indbydelse til Mødet, som forleden paa Vodroflund. og de ikke deltage i Hurraraabene for Ministeriet, søge Høiremændene med aldrig svigtende Intelligents at prygle Vedkommende. Den Slags Ting er man jo godt kjendt med, siden den Tid Høiremændene vilde drukne "Socialdemokraten"s Meddeler ved Grundlovsfesten i Kongens Have. Karakteristisk for dette "fine" Parti er ogsaa et Tilraab, der Mandag Aften brøltes op til Hr. Gustav Christensen: der er visse Ting, man kun besvarer med "en paa Tæven". Leve Intelligentsen! Høire er det dannede Parti! (det siger det selv). Hr. Ryssel i 5te lader forøvrigt til at være en Pokkers Karl, der ene kan paatage sig at føre en Mængde sociale Reformer igjennem. Folkethingsmand P. Holm er et rent Hul ved Siden af ham, det siger han idetmindste selv. Bare nu Vælgerne den 28de Januar ere af samme Mening. Hr. Ryssel burde offenlig lade sit Lys skinne for Vælgerne. Han sætter det virkelig under en Skjæppe ved kun at blusse for Medlemmerne af "Arbeider"- og Vælgerforeningerne. Efter Høirebladenes Meddelelser at dømme var det nok til at lyse op for den ganske Stad. "Her er Kraften og Humøret", siger Hr. Matzens "Avisen" jo. Blot de Folk vilde være lidt meddelsomme. I 9de Kreds har det været umuligt for Oppositionen at skaffe Lokaler tilveie, da alle Myndigheder vare enige om at afslaa Andragendet om at faa større Lokaler tillaans. Hr. Hørdum maa nu holde sine Vælgermoder inde i Byen. Hans Modkandidat. Malermester Jensen er sikkert glad ved ikke at skulle møde i aaben Mark. Der gaaer det Rygte, for hvis Sandhed vor Meddeler dog ikke kan indestaa, ude paa Christianshavn, at han bliver syg paa Valgdagen, hvor da en lidt mere dreven Stedfortræder skal aflevere Talen for ham. Blandt Oppositionsmænd fra 9de Kreds hører man stadig det Svar, naar man spørger om Stillingen derude: "Høire er vis paa ikke at kunne tage Kredsen, ellers havde de saamænd aldrig i deres Dage opstillet Malermester Jensen som deres Kandidat". I 4de Kreds skal der nok brydes med de lukkede Møders Princip. Professor Scharling har indbudt cand. jur. Boghandler Philipsen, der vil komme tilstede ved et af denne indvarslet Møde. Hr. Scharling vil vel saa gjøre Gjengjæld ved at modtage Boghandler Philipsens Indbydelse. I 7de Kreds begyndte Hr. Hage sine Møder Tirsdag Aften. Denne Kreds er uangribelig. Agitationen gaaer stadig med glimrende Humør og Lyst fra Oppositionens Side. Høire begynde nu at efterligne os med at udsende Flyveskrifter, men hemmelige "Flyve"skrifter naturligvis, beregnede paa at styrke i Troen alle tvivlende Medlemmer af "Arbeider"- og Vælgerforeningen De ere saa interessante, at man næsten ikke kan faa fat i dem. Forøvrigt gjør man Propaganda for Høires Sag ved gratis at uddele Hr. Matzens "Avisen". Assessor Florian Larsen kan flet ikke lide Flyveskrifter. Oppositionsagitationen ude i 1ste Kreds har uddelt et lille Skrift, hvori der anstilles Sammenligninger mellem Herman Trier og Florian Larsen. Paa et lukket Høiremøde Mandag Alten udtalte han sig med stor Vrede om den "anonyme Æsel", der havde forfattet dette afskyelige Skrift, hvor man tillod sig at paastaa, at en Assessor i den kgl. Lands-Over-samt Hof- og Stadsret var en i Forhold til den almenagtede Filantrop Herman Trier endnu ubekjendt (!) Person (!!). Forsamlingen trøstede ham med udelt Tilslutning.

(Middelfart Avis 20. januar 1887)

E. H. Ryssel.

Valgene i Hovedstaden paa Fredag frembyde den særlige Interesse, at det iaar er første Gang. at en Arbeider stiller sig til Valg i en kjøbenhavnsk Valgkreds som Højrekandidat. Og dette Fænomen faar forøget Betydning derved, at det foregaar i Landets største Valgkreds som nu er vokset op til at tælle 120,000 Indbyggere og altsaa burde have Ret til at sende ikke mindre end syv Repræsentanter til Folkethinget. Der kan ingen Tvivl være om, at den almindelige Opmærksomhed hele Landet over paa Fredag fortrinsvis vil være henvend! paa Kjøbenhavns femte, og at man overalt med største Spænding imødeser Udfaldet af Hovedkampen mellem Høire og de af Venstre og Liberale stoltede Socialister, som udgjøre den langt overdelende Del af Oppositionen i denne Kreds. Der turde derfor være nogen Grund til at skænke Valget her en særlig Opmærksomhed, saa meget mere som Oppositionspressen enten af Uvidenhed eller for at forvirre Begreberne stadig har givet en falsk Fremstilling af Høires Bevæggrunde til at opstille Hr Ryssel som sin Kandidat.

Det er en Selvfølge, at Høires ledende Mænd allerede i lange Tider har havt under Overvejelse, hvilken Kandidat der bedst vilde evne at samle alle Høires Stemmer i Kjøbenhavns femte paa sig: men om en Ting var man hurtig mig, nemlig at Kredsens store Arbeiberbefolkning havde et berettiget Krav paa at blive repræsenteret af en af sine egne. Det var dog ikke alene denne særlige Betragtning, der gjorde sig gjældende, men man ansaa det overhovedet for ønskeligt, at de talrige Arbeidere, som foretrækker en rolig og besindig fremadskridende Udvikling for at kaste sig i Socialismens Arme, til deres Talsmand i Folkethinget, fik en Arbeider, som paa dette Sted kunde danne en heldig Modvægt imod de Repræsentanter, der stadig foregive at tale i arbejdernes Navn. En saadan Mands Ord kunde paaregnes at maatte faa en særlig Vægt overfor de andres Deklamationer om Arbejdernes Undertrykkelse.

Gaande ud fra disse Betragtninger blev Kredsens ledende Mænd snart enige om, at det ikke vilde være muligt at finde en heldigere Kandidat end Arbeideren E. H. Ryssel eller at imødekomme Arbeidernes Ønsker bedre end ved at udpege ham. Denne for fire Aar siden ganske ubekjendte Mand havde ikke alene undfanget Tanken om gjennem en fast Organisation at sætte en Bom for Socialismens Omsiggriben paa Nørrebro, men han havde vist sig i Besiddelse af en Ihærdighed og et Organisationstalent, som hurtig bragte Hans Navn paa alles Læber, og som gav Stødet til den faste Sammenslutning i Høire Hele Landet over, der nu giør, at Høire kan imødese Valgene med større Sindsro end i mange Aar. Det vilde være for meget at tilskrive Hr. Ryssel Fortjenesten af Høires nuværende Organisation: den vilde som en Naturnødvendighed være kommen af sig selv: men Æren for at have bragt Stenen til at rulle hverken kan eller skal fortages ham. Og aldrig saa snart blev det bekjendt, at fremragende Politikere støttede Hr Ryssels Kandidatur, og at han havde overvundet sine Betænkelighed ved at modtage den. For enhver Tanke om en eller flere andre Kandidater fra alle Sider hurtig blev opgiven. og Høires Arbeider- og Vælger forening, som i femte Kreds tæller ikke mindre end 8000 Medlemmer, vedtog i December forrige Aar paa det bekjendte Exercerhusmøde, at Ryssel og ingen anden skulde være dens Kandidat. De Kredse, der endnu staa udenfor denne Forening, sluttede sig øieblikkelig dertil, og fra det Øieblik af have alle Høirevælgerne i femte Kreds uden nogen som helst Undtagelse været enige om, at slulde Socialisternes Magt brydes i denne Kreds, maatte det ske med Hr. Ryssel. Straks efter hint Møde blev der med største Kraft taget fat paa en omhyggelig Organisation af Kredsens Høirevælgere, som indtil da havde været mangelfuld, og det skyldes ikke mindst Hr. Ryssels utrættelige Energi, at Høire nu her er saa fast sammensluttet, at det med Udsigt til et heldigt Udfald kan tage Valgkampen op med Socialisterne. Umiddelbart efter Folkethingets Opløsning begyndte Hr. Ryssel sin Valgkampagne. Han var den første af Hovedstadens Høirekandidater, som holdt Møde med sine Vælgere, og ingen har været saa utrættelig som han. Iaften holder han sit sidste af tretten Møder, hver Gang med en ny Kreds af sine Vælgere, for imorgen Aften at tale sit aller sidste Ord til dem paa et større samlet Møde. Tusinder af Vælgere har hørt hans klare og freidige Redegjørelse af det i Sandhed frisindede Standpunkt, han indtager, og Mænd af alle Samfundsklasser, af enhver tænkelig borgerlig Stilling, ere staaede frem for at anbefale denne Folkets Mand. Hvert Ord fra hans Mund har fundet Gjenklang hos hans Tilhørere, og ikke en Røst har reist sig imod ham. ikke den svageste Misfornøielse er fremkommen over hans Udtalelser, undtagen fra saadanne Folks Side, som kun vare komne til Møderne for at vække Uro og Forstyrrelse. Ja der kan endog siges til Hr. Ryssels Ros, at han overfor rene Socialister, so, vare komne for at modsige ham, maaske ogsaa tillige for at høre, hvad den Mand havde at sige, viste en anerkjendelsesværdig Ro og Overlegenhed. Man har fra den anden Side ladet ham høre at han kun holdt "lukkede" Møder, og frakjendt ham Mod til at mødes med sin Modkandidat. Hans Vælgere have ikke ønsket det, fordi det nærmest var dem om at giøre, at han fik Lov til i Ro og Fred at udvikle sine politiske anskuelser, men efter de Erfaringer, man har gjort paa hans Møder, der adskillige Gange have været urolige nok, er Hr. Ryssel Mand for at tage det op med de drevneste Socialisttalere. Og Leilighed til at vise sin Slaafærdighed vil Fremtiden næppe fattes ham. Men hidtil har han gjort Ret i at undgaa det. Hans Formaal var ikke at debattere uklare og taagede sociale Problemer med fanatiserede Modstandere, men at erobre sig en fast Plads i sine egne Vælgeres Hjerter, og at denne Opgave er løst af ham, maaske over hans egen beskedne Forventning, derfor borger det ustanseligt Bifald, der har fulgt ham fra Møde til Møde. Al Modstandernes Haan og deres Trusler har han ladet uænsede, kun en Plads som Høires værdige Repræsentant har han villet vinde, og at dette er lykkedes ham, det kunne vi, der have fulgt al hans Færd under hele Valgkampagnen, med god Fortrøstning bevidne.

Hr. Ryssel har netop de Egenskaber, man ventede at finde hos ham, men som han næppe havde have Leilighed til at lægge for Dagen indenfor Høires Arbeider- og Vælgerforening, hidtil hans eneste Tumleplads. Først nu, da han har naaet at komme helt ind paa Livet af Dagens brændende politiske Spørgsmaal, har han ret kunnet godtgjort sin sunde, jævne og klare Opfattelse af dem og at tage bestemt Standpunkt til mange Sager, der ligge i Særdeleshed Arbeiderne paa Hierte. Thi som Arbeider og som Kandidat i en Arbeiderkreds har han havt et sundt Blik for, at han i disse Sager skulde søge sin rette Begrænsning. Derfor er han ogsaa en Folketaler i dette Ords gode Betydning. Han ophidser ikke sine Tilhørere, vækker ikke deres onde Lidenskaber, Ægger ikke Arbeideren til Misfornøielse med hans maaske ublide Kaar, men han taler med Ro, Sindighed og sikker Overbevisning om, hvad der er til Menigmands sande Gavn, og ved hvilke Midler ban kan opnaa en Forbedring i sin Stilling. Vel har han bestandig ivret imod Venstreførernes fordærvelige Visnepotitik, men kun for atter og atter at paapege, hvorfor den har været til udødelig Skade for Arbeiderne. Kort sagt, ingen er gaaet utilfredsstillet fra Hr Ryssels Møder; alle har tvartimod følt, at Kredsen i ham vilde faa en Talsmand for deres Arbeideres sande Interesser; og en saadan er det, man har villet have.

Naar Høire alisaa nu gaar til Valg for at sætte Hr Ryssel paa den Plads, han baade har fortjent og gjort sig værdig til, da sker det med den trygge Forvisning om, at alt det Arbeide, der er gjort for at sikre hans Valg, ogsaa vil bære Frugt. Oppositionen nærer den største Frygt netop for dette Valgs Udfald, og det kan forudses, at den intet Middel vil sky til at holde Hr. Holm paa den Plads, han aldrig burde have indtaget, og som han kun opnaaede, fordi Høire ikke var tilstækkelig forberedt til det sidste Valg. Men denne Gang ere Rollerne ombyttede, nu er Høire den angribende Part, og ved et rask Tilløb, hvori ikke en eneste Høiremand bliver tilbage, kan Stillingen tages. 

(Nationaltidende 26. januar 1887, 2. udgave.)

Ryssel tabte med 30 stemmer til Peter Thygesen Holm. Ved valget i januar 1890 vandt Holm atter over Ryssel med 8554 stemmer mod 7186.

Holm var en af dem som det efter Pios og Poul Geleffs bortrejse 1877, sammen med Chresten Hørdum og C. C. Andersen, der havde tilhørt oppositionen på Gimlekongressen 1876, lykkedes at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Holm blev medlem af kontrolkomiteen, medstifter af Socialdemokratisk forbund (af 12.2.1878), medlem af partiets hovedbestyrelse (indtil sin død) og var i disse år arbejderbevægelsens mest repræsentative og indflydelsesrige mand. 

Nationaltidende glemte at nævne, at ved folketingsvalget 1881 hvor Holm var opstillet i 5. kreds mod C. Goos, var han blevet udsat for bagholdsangreb af "Heroldisterne", H. Brix' tilhængere, og ved næste valg 25.6.1884 måtte Goos indrømme, at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved valget til rigsdagen 1884 sejrede Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493. Han blev således sammen med Hørdum de to første socialdemokrater der. Her sluttede de sig til venstre i protesten mod provisorierne, delvis i visnepolitikken, og gik i reglen med de Berg-Hørupske grupper. Holm fastholdt kredsen til og med 1898, også efter at kredsen, hidtil landets største, 1894 havde afgivet vælgere til tre nye kredse. 

Is paa Søerne. (Efterskrift til Politivennen)

Der er Liv og Humør paa Søerne i disse Dage. Medens Frosten har slaaet Bom for Arbejderne ved den resterende Halvdel af den nye Nørrebro, har den bragt Liv paa begge Sider af den, saa langt omtrent som Søerne rækker.

* * *

Livligst er Skuet paa Peblingesøen. Paa den ene Halvdel har Skøjteløberforeningen opslaaet sit Pavlun, paa den anden Halvdel er der den travleste Virksomhed i Gang med Isning.

Skøiteløberforeningen var parat, saa snart Frosten behagede at melde sig. Og da den var stærk nok til at holde i det ny Aar, hvad den lovede i det gamle Aars sidste Dage, kom Arbeidsfolkene i Virksomhed paa Banen udfor Gyldenløvesgade. De fornødne "bygninger" - om man tør kalde Skure saaledes - blev hurtig gjort færdige, en Musiktribune smækket op, nogle Stykker Pindebrænde lagte fra Land ud til Søen, nogle snavsede Flag hængte op hist og der, og endelig hele Historien indhegnet - og Skøiteløberforeningen kunde modtage sine Medlemmer.

Besøget er stigende Dag for Dag, og fra Morgenen til sent om Aftenen er der en jævn Strøm af Løbere til og fra Banen. Den grønne Ungdom og den modne Manddom leveret naturligvis det største Kontingent; men ogsaa den solide Alder dyrker Skøitekunsten; der er trivelige Matroner, godt over den første Ungdom, som farer fordi graanende Alvorsmand; naa paa Skøiter kommer det jo ikke saa meget an paa graa Haar som paa rørige Ben.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Hvem der er talrigst, Mand eller Kvindekiønnet, er vanskeligt at afgiøre; Tallet er vel saa omtrent lige. Er der rutinerede Løbere, hvis flotte Sving man kiender fra de foregaaenoe Aar, er der ogsaa Begyndere, og det baade smaa og store. Og helt rørende er det at se, hvor mangen hjælpsom Herre Haand der er parat, ikke mindst naar en ung Dame med et lille Hvin giver sin Mangel paa Evne til at staa paa egne Ben til Kjende.

* * *

Paa den modsatte Ende af Peblingesøen gjør Isen Gavn paa anden Vis. Det er ikke fuldt saa fornøieligt, hvad man her tager sig for, men det er noksaa "indbringende". Det er Isen, der hugges itu og bringes i Land til Ølbryggerierne.

Virksomheden er i fuld Gang fra Vendersgade og ned til H. C. Andersensgade. For spaserende er der intet at gjøre i denne Tid paa denne Del af Spasereveien langs Søen; de maa holde sig paa Fortovet og tage Revanche paa den anden Del, hvor de kan hengive sig til den billige Nydelse at se paa Skøjteløberne.

Der holder Arbejdsvogn ved Arbeidsvogn Iangs Alleen, parate til at tage mod Isstykkerne, efterhaanden som de bliver halet i Land og hugget itu. Der er et bestemt Stykke af Isen anvist for hver enkelt Arbeidsstyrke, der gjennemgaaende bestaar af en halv Snes Mand. Et Par Mænd, der med deres langt Øxer gjør den første Begyndelse med at hugge de store Flager til, er Par andre, der haler dem ind mod Land og hugger videre, atter andre, der hager dem op og lader dem i rastende Størrelser glide ned ad de Træ-Baner, der er lagt hen til Vognen, og saa endelig en eller to Mand, der kaster Isstykkerne op paa Vognen.

Det hele gaar med Liv og Fart, og saasnart Vognen er fuldt læsset, kjører den at Sted for at give Plads for en anden. Og fryse gjør man ikke, tværtimod: de fleste af Folkene er ikke bange for at kaste Frakken; kun Hænderne ser lidt forfrosne ud; de store tykke Vanter, der dækker dem, er ikke fri for en Gang imellem at lade er Par blaafrosne Fingre stikke udenfor.

* * *

Ogsaa paa Sortedamssøen omkring ved "Fredens"-Bro har man i de sidste Dage haft travlt med at "hugge": det gjaldt jo om at tage Isen, mens den endnu var der.

Udfor Gothersgade er der derimod Skøiteløbning med et Humør og under en Tilstrømning, saa det - undertiden da - knager i det. Det er nemlig "Fribanerne"s Plads. Her ser man de de kiendte Stativer med aarsgamle Skøjter, gamle Minde slaaet op som Telte, et Flag hist og her. Bordene med de lige saa bekjendte røde Snapse og forfrosne Kager, Stole af enhver Slags og endelig Eierne af hele Herligheden, der gaar rundt og gnider sig i Hænderne og venter paa, al en eller anden, der er lysten, skal lade sig trække til ved Synet af Skøiterne, der er til Udlejning.

Stor er Afsætningen øjensynlig ikke, hverken paa Skøjter eller Snapse, og opdager derfor "Grossererne" en eller anden Herre, der ser ud til al kunne undvære en 10 Øre, slipper denne ikke let fra at maatte punge ud, navnlig da, hvis han boltrer sig altfor længe paa Banen.

K. Gamborg: Fra Skøjtebanerne. Illustreret Tidende nr. 21. 20. februar 1887.

Banerne er gode nok, om end ikke Fejningen er saa omhyggelig som paa den "fine" Bane paa Peblingesøen. Men det tager man ikke saa nøje, kun en Ting er der i Vejen, det er Pladsen; skjønt den langtfra er lille, kniber det dog en Gang imellem, saa stærkt et Mylr er der paa denne Del af Søen, ikke mindst om Eftermiddagen.

* * *

I Modsætning til de to andre Søer ligger Skt. Jørgenssø i vinterlig Forladthed og uberørt Ensomhed. Ikke et Menneske vover sig ud paa den, man læser Politiets Forbud; "Al Færdsel forbydes" og respekterer det som lydige Borgere; til Giengæld drister man sig til at trække paa Smilebaandet over Tilføielsen "Isen er usikker", og er man anlagt for Brandert siger man; den er dog for tyk.

Kun et Sted paa Søen er der Virksomhed, det er omtrent oppe ved Gl. Kongevej udfor Marstrands Bryggerier. Bryggerierne har leiet Søen for fem Aar og givet en pæn lille Sum derfor. Og naturligvis benytter man sig af Frosten og lader hugge løs paa Isen i disse Dage, saa det staar efter.

Det er ingen stor Arbejdsstyrke, det benyttes, men det behøves heller ikke, da Bryggerierne har faaet det lndrettet overordentlig bekvemt med at faa Isen i Hus. Under Spaserevejen er bragt Forbindelse fra Søen ind til den Gaard, der ligger ved Vejen. Ad denne Forbindelse rutscher Isen, naar den er hugget itu paa Søen, læmpelig igjennem og forsvinder saa i nogle Vogne, der hvert Øjeblik med fuldt Læs kjører af Sted - paa Skinner oven i Kiøbet - ind til Fabriken.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1887).

Illustreret Tidendes tegninger (som er indsat i denne artikel) stammer fra et nummer hvor der er to længere artikler om skøjteløb.

Adam Petersen 1828-1886. (Efterskrift til Politivennen)

Adam Petersen

En af Arbejderpartiets ældste og mest trofaste Veteraner, Adam Petersen, er i Gaar morges Kl. 6 1/4 pludselig død af et Hjærteslag, uden nogen egentlig forudgaaende Sygdom. Endnu i Forgaars Aftes færdedes den Gamle mellem Venner og Bekendte i Forsamlingsbygningen, hvor han var Vicevært, og Ingen skulde da have troet, at han saa snart for stedse maatte forlade sit Hjem og den Bygning, hvis Opførelse ikke mindst skyldtes hans Arbejde i Partiet.

Adam Petersen var født i København den 18. Juli 1828, og var saaledes 58 Aar gammel. Hans Liv var en Proletars. Fra Fødselsstiftelsen kom han i Pleje og var derefter i Opfostringshuset, indtil han ved Konfirmationen kom i Smedelære og blev Svend. Som 20aarig ung Mand deltog han i Felttoget 1848 blandt de Frivilliges Skare og var med under hele Krigen. Hans muntre Sind og Trang til Afveksling foranledigede ham derefter til at rejse som Soldat til Vestindien, hvorfra Feberen efter to Aars Forløb dog atter tvang hun tilbage. Han tog da paany fat paa Haandværket og rejste en Del i Tyskland, hvor han hentede sig sin Hustru, der nu efter 31 Aars Ægteskab har mistet sin Livsledsager. Petersen har to voksne, gifte Døtre og en 26-aarig Søn, som i længere Tid har været paa Reise i det Fremmede.

Da Socialismen i 1871 rejstes her hjemme, var Adam Petersen blandt de første, som tog Del i Bevægelsen. Og han havde en sjælden Energi, som satte sig Mærker, hvor han tog fat. Petersen brød sig ikke Baner paa det agitatoriske Omraade, skønt han dog en enkelt Gang drev det til at tale ved Arbejderpartiets Grundlovsfest, men i Partiets indre Forhold udfoldede han saa til Gengæld hele sin Virkelyst, der altid prægedes af Ærlighed og Akkuratesse.

1877 ophørte den Afdøde at arbejde ved Smede og Maskinfaget, for hvis Organisation han havde udrettet ikke saa lidt, og han klarede sig derefter med lidt privat Arbejde og den Bifortjeneste, som han havde ved at være Kasserer i forskellige Foreninger. Hans Livs første Ønske var, at Arbejderpartiet kunde faa sin egen Bygning, og Ingen har med større Ihærdighed kunnet arbejde for denne Sag. I de for Partiet ugunstige Tider vandrede Petersen med sine 10 Øres Kvitteringer fra Værksted til Værksted, fra Plads til Plads, for at skaffe Penge tilbygningen, og Partiets Fremgang kronede endelig hans Ønskede Maal, da Bygningen i Rømersgade i Foraaret 1879 blev overleveret Arbejderne.

I Slutningen af sin Levetid var Petersen svagelig. Men han troede dog vist næppe selv, at det hele saa snart skulde være forbi.

Adam Petersen har i det socialdemokratiske Arbejderparti rejst sig et varigt Minde som en trofast og virksom Partifælle.

(Social-Demokraten 30. december 1886).

Foto af Adam Petersen i "Smede- og Maskinarbejdernes Forbund 1873-1898" side 12.

"Smede og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873" havde som formand I. C. Hansen, viceformand Adam Petersen og kasserer Emil Petersen. Adam Petersen blev begravet på Assistenskirkegården:

Farvel til Adam Petersen!

Den store Skare af Mennesker, som i Søndags samledes for at følge Adam Petersen til hans sidste Hvilested, vidnede om, at han i de 10 Aar, han har virket for Forsamlingsbygningen, har skabt sig en Vennekreds i Arbejderstanden, som længe vil bevare hans Minde. Derfor var det med Glæde, at jeg vilde efterkomme et Ønske af Bestyrelsen om ved hans Grav at bringe ham det sidste Farvel. Da imidlertid den fungerende Præst, Pastor Steen, efter Ordre fra Stiftsprovsten nedlagde Forbud imod, at der blev talt ved Graven, finder jeg herved Anledning til at bringe vor gamle, tro Kasserer den sidste Tak for hans Virksomhed i Arbejderpartiets Tjeneste. Han opnaaede at blive æret af dem, han kom i Berøring med, og blev beundret for den Udholdenhed, hvormed han udførte sin Gerning. Derfor vil Adam Petersens Minde blive bevaret i det danske Arbejderparti. En Tak og et Farvel lød dog stille i enhvers Hjærte, som var til Stede ved Graven, og her lyder det højt til Alle, 

Farvel og Tak!

P. Hansen,

Formand for Aktieselskabet "Den almindelige Forenings- og ForsamIingsbygning i hovedstaden".

Adam Petersens Ligfærd

Før sin Død havde gamle Adam Petersen en Gang ytret Ønske om, at naar hans Time kom, han da maatte blive begravet fra Arbejdernes Bygning i Rømersgade. Og det Ønske blev respekteret. Han vilde ikke ind i noget andet Forsamlingshus undervejs til Graven; han vilde føres lige fra den Bygning, han selv havde været med at rejse - hans Livs Stolthed - og faa til de fire Vægge, indenfor hvilke Ligheden sluttelig realiseres for os alle.

Kl. 12 i Søndags var Rømersgade Samlingsstedet for en uhyre Skare, der vilde vise den trofaste Afdøde den sidste Ære. Og han fik da en Tak med til Farvel, saa rig og fyldig, at de kirkelige Avtoriteters paafølgende Forbud mod at give den Ord ved Graven ikke gjorde noget virkeligt Skaar i den. Adam Petersen havde jo, medens han levede, aldrig staaet sig rigtig godt med Avtoriteterne, og at de nu gav hans Kiste et Spark med i Graven, var kun til Ære for ham.

Menneskemængden forholdt sig rolig ventende i Rømersgade og de tilstødende Gader. Noget over Kl. 12 bevægede 21 røde floromvundne Faner sig ud af Porten til Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvor Adam Petersen udaandede, og umiddelbart efter fulgte Slægt og nærmeste Venner med ham selv og bar ham hen til Ligvognen, der af Hensyn til den stærke Trængsel var kørt et Stykke forud. Og saa svingede Følget langsomt op efter Kisten, og det blev en Ligskare vel tre Gange saa stor som den, der faa Dage forinden med Hoffet og Gejstligheden i Spidsen fulgte afdøde Madvig. Tallet anslaas almindelig til over 10,000 - "alt Slags Folk fra Gaden, der var kommen for at gøre Sjov", sagde Præsten senere.

Men det maa vi vel ogsaa nærmest tage som en Ros for vor gamle Ven. Selv Vorherre havde nok ikke andet Ligfølge i sin Tid end de "Folk fra Gaden", og kunde han nøjes med dem, behøver Adam Petersen saa vist ikke at skamme sig i sin Grav over de 10,000 Arbejdere, der fulgte ham.

Paa Kisten hang Krans ved Krans. Alle de Mennesker, Petersen var kommen i Berøring med, havde tænkt paa ham med Blomster og Grønt og det han selv satte aller mest Pris paa: røde Baand. Der var Kranse fra Byggeselskabet, som skyldte hans samvittighedsfulde og energiske Virksomhed saa meget; fra Smede- og Maskinarbejdernes Forbund, hans gamle Fagfæller, fra de frisindede Vælgerforeninger t København; fra "Social-Demokraten"s Redaktionspersonale, fra "Social-Demokraten"s Ekspedition; fra Funktionærer i Bygningen; fra Arbejderne paa Kofods Maskinfabrik; fra forskellige Fagforeninger; og endelig naturligvis fra Slægt og Venner. En Krans var sendt fra det tyske Socialdemokrati.

Toget bevægede sig ad Frederiksborggade og Nørrebrogade til Assistenskirkegaarden, stadig forøget paa Vejen. Sporvognene blev af Politiet beordrede til at standse deres Kørsel paa denne Strækning.

Udfor en af de midterste Kirkegaardsporte imod Nørrebrogade blev Kisten løftet af, og Medlemmer af Byggeselskabets Bestyrelse bar den Resten af Vejen, hvorefter Følget rolig og langsomt samlede sig om den aabne Grav. Sneen havde lagt et pynteligt Tække hen over Jorden, Luften var stille og klar, og der var den tavse Højtidelighed over Forsamlingen, som Døden altid plejer at indgive. Saa kom Pastor Steen fra Sankt Johannes og brød Freden.

Han kom som en Mand der bar Sværdet; han havde med sig et Forbud mod, at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et Farvel ved Graven fra en af hans mange Venner, og Præsten benyttede sig af sin Myndighed. Helt anderledes var det sikkert gaaet, om nogen vilde have købt for 20 Kr. Farvel i Sankt Johanneskirkens Præstebolig.

Efter at der var udført en Koral over den Døde traadte Pastor Steen frem og sagde:

"Efter forudgaaet Indberetning til Stiftsprovsten er der ved denne hellige Handling nedlagt Forbud mod, at der tales, naar den lovbefalede Jordpaakastelse er forrettet. Jeg opfordrer derfor alle til ikke at vise usømmelig Adfærd her paa dette gudindviede Sted ved at overtræde Forbudet.

Da jeg er bleven anmodet om kun at forrette Jordpaakastelsen, skal jeg indskrænke mig til Ritualet. Og nu vil jeg se, om nogen af denne Forsamling har Mod (!) til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord.

Af Jord er Du kommen o. s. v. Fader Vor o. s. v. *). Amen!

Jeg henstiller til Hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbudets Overholdelse.

Til Snedker P. Hansen, der havde ønsket at holde en kort Tale, udtalte den Guds Mand sluttelig som sin private Mening, hvad vi har citeret foran, nemlig at gamle Adam Petersens Følge bestod af "alt Slags fra Gaden, der var kommen ind for at gøre Sjov." Den gejstlige Forespørgsel, om nogen af dette "Gadepublikum" havde Mod til at blotte deres Hoveder for Guds hellige Ord, blev besvaret saaledes, at en Del tog Hattene af men samtidig hviskede: "Ja vel - men det er for gamle Adam Petersen vi tager den af." Om "Helligheden" skulde man unægtelig heller ikke faa høje Tanker gennem Præstens Tale.

Vi skal i øvrigt ikke besmitte Referatet fra vor afdøde Meningsfælles Ligfærd ved at nævne ved rette Navn den fromme Herrens Tjener, som saaledes har sølet sin præstelige Foragt udover Følget og derigennem over ham, som laa i Kisten. Vi og Pastor Steen tales nok ved senere.

*) Fader Vor hører for Resten slet ikke til det lovbefalede Ritual.

(Social-Demokraten 4. januar 1887).

Pastor Steen ved St. Johanneskirken.

Ingen Agitation kan maale sig med Gejstlighedens. Den bemægtiger sig Mennesket fra Moders Liv, og den slipper det ikke før paa Kirkegaarden. Den svøber Barnet, den svøber Liget, og den blander sig i alle borgerlige Forhold, som ligger mellem disse to "hellige Handlinger". Den møder ved Brudesengen som ved Barselsengen, den staar ved Skoledøren som ved Kirkedøren; den udsteder Attester, der forlanges foreviste lige saa ofte som Attester for Kokoppevakcination. Den holder 1200 Forsamlingshuse, Blade i hver By, faste og rejsende Agitatorer, og alt sammen koster det den selv ingen Ting. I Henhold til Grundloven er den evangelisk-lutherske Gejstligheds Agitation nemlig en Statssag, og alle Borgerne betaler til den.

Her i Landet er Gejstligheden Højre, og den agiterer til Højre.

Vi skal ikke opholde os ved noget i sin Grund saa forvrøvlet, som at det største politiske Parti vi har, Venstre, ved at støtte Statskirken altsaa modarbejder sig selv. En Finanslovsbevilling til Kirkeministeren er gennemgaaende slet ikke andet end en Bevilling til Agitation imod Oppositionen; Pengene gaar lukt ind i 1200 konservative Arnesteder, der har bestaaet længe før det Navn "konservativ Klub" nogensinde blev opfunden. Derimod skal vi gribe i vor egen Barm og spørge: hvad gør vi selv?

I Søndags skete der en i og for sig lille Begivenhed, som er vel egnet til at rejse dette Spørgsmaal. 10,000 Arbejdere fulgte en brav gammel Meningsfælle til Graven, og ved denne traadte en af Højres Præster, Hr. Steen fra St Johannes Kirken, frem og nedlagde et Forbud mod at der blev bragt den Døde et Farvel. Saa tilføjede han privat som sin og sine Partifællers Mening, at Følget ikke var at regne for mere end "al Slags, der var kommen ind fra Gaden for at gøre Sjov".

Hvad gjorde vi nu overfor denne Efterfølger af ham, som gik med Fiskere og Arbejdere? Ja "Sjov" gjorde vi i hvert Fald ikke; og saaledes blev det da den sidste Løgn, Højres Agitatorer serverede for Adam Petersen, den: at de 10,000, der fulgte ham, var Snavs fra Gaden. Vi gik, og der var kun én Sjover ved Graven - det var Præsten.

Lad det være sagt uden al Sentimentalitet, at den døde Ven kan være tilfreds med, at vi gav hans Ligfærd en sømmelig og værdig Afslutning.

Men Ligfærden er endt, og hvad gør vi nu? Skal vi lade Præsterne ved St. Johannes-Kirken blive ved at døbe vore "Gadedrenge", konfirmere vore "Gadetøse", vie os selv og begrave vore gamle Forældre? Vi ser, hvordan Præsten slaar vort højre Øre, skal vi saa vende det venstre til? Vore Kammerater sulter rundt om, skal vi saa fede Pastor Steen, vi Mænd fra Gaden?

Dette er ikke noget Spørgsmaal om Tro og Religion. Enhver af os tro og tænke om Liv og Død, hvad han vil, det kommer ikke Naboen ved, og det kommer ikke Arbejderpartiet ved. Men her gælder det noget andet. Der drives en Agitation i Præsteklæder mod os, og den bør vi møde med Agitation igen.

Hint Smædeord ved den aabne Grav er det mindste. Det kan mødes paa den jævneste Mande af Verden ved at drage den kirkelige Søgning bort fra St. Johannes, hvor Agtelsen for os synes saa ringe. Thi det kunde jo være, at Agtelsen vilde stige, efterhaanden som Pastor Steens Indtægter sank.

Langt alvorligere end denne enkelte Skriftkloge bør naturligvis det hele Lang tages. Et Eksempel vil vise det. I Striden om Provisoriernes Grundlovmæssighed har hele Gejstligheden - paa et Par Stykker nær - taget Parti for Højre. Og hver Søndag, ofte flere Gange om Ugen, bedes der fra 1200 Præstestole for Ministeriet Estrup. Naar man nu betænker, at dette Agitationskorps daglig hager sig fast i Befolkningen paa hundrede forskellige Leder, er det let at forstaa, at her er noget at tage i Kraven.

Men hvad gør vi?

- - - - - - - - -

Kunde vi ikke foreløbig blive enige om at begynde med Pastor Steens Indtægter, saa har vi maaske dog fat i den rigtige Ende.

(Social-Demokraten 5. januar 1887).

Adam Petersens Mindesmærke.

I Gaar Kl. 2 fandt en smuk lille Højtidelighed Sted paa Assistentskirkegaard.

En snævrere Kreds af personlige  Venner havde nemlig anskaffet et Mindesmærke over vor afdøde Partifælle, Byggeselskabets mangeaarige Kasserer, Adam Petersen.

Til Trods for den fuldstændige private Karakter, der har hvilet over Indsamlingen til Mindesmærket, havde Afsløringen dog samlet en meget betydelig Antal Meningsfæller.

Mindestøtten bestaar af en ca. 1½ Alen høj sort poleret Granitsten, der hviler paa en lav Sokkel. Paa Forsiden er anbragt følgende Inskription i Guld:

ADAM HENRIK PETERSEN.

FØDT 18. JULI 1828.

DØD 29. DECEMBER 1886.

DU MINDES

AF

SOCIALDEMOKRATER

Underneden findes to sammensatte Egegrene ligeledes i Guld.

Efter Afsløringen tog Byggeselskabets Formand, Snedker P. Hansen, Ordet og udtalte omtrent følgende: Folk dø og Fæ dø, men hvad der ikke dør, det er et Menneskes Eftermæle. Derfor burde det være en Livsopgave for mange, at efterlade sig et saadant Minde, at det kan blive en Glæde for Venner og Bekendte at ihukomme dem. I Dag for et Aar siden nedsænkede vi i denne Jord Levningerne af et Menneske, som havde forstaaet den Opgave, trods menneskelige Skrøbeligheder, at efterlade et saadant Minde.

Det er unødvendigt overfor denne Forsamling, at minde om den Afdødes Virksomhed. Men naar jeg paa det Selskabs Vegne, som han i den sidste Tid af sit Liv virkede for, skal udtale en Tak, kan jeg ikke undlade at fremdrage den Kærlighed for Sandhed og Akkuratesse, som han til enhver Tid har udvist. Derfor er det mig en Glæde at kunne overbringe hans efterlevende Hustru og Børn dette Minde om hans Venners Taknemlighed. Vi har skattet ham saa højt, at vi ikke har villet se hans sidste Hvilested jævnet med Jorden, men har ønsket, at et synligt Minde skulde rejses over ham. Det er tilvejebragt af en snæver Vennekreds, og derfor rager det ikke saa højt op, som det vilde have gjort, hvis man havde henvendt sig til alle hans Partifæller. Men vi har ønsket at sætte ham et Minde i det jævne og smaa, saaledes som det laa for hans daglige Færden iblandt os.

Hermed overgiver jeg dette Minde til hans Slægt i det Haab, at de trofast vil værne om det gennem de kommende Tider.

B. Strøyer udtalte derpaa en Tak paa Familiens Vegne. Det var dem kært at modtage dette Minde om den Afdøde, som de alle havde skattet i saa høj Grad.

Hermed sluttede den lille Højtidelighed, og Deltagerne forlod Kirkegaarden, aabenbart i en langt mere højtidelig Stemning tud den, der besjælede det store Følge for et Aar siden, da Begravelsen fandt Sted, og ved hvilken Lejlighed Pastor Steen fandt det passende, dækket af sin Avtoritet som Statspræst, at karakterisere dem som "Sjovere" og "Folk fra Gaden".

(Social-Demokraten 3. januar 1888).

Marius Christian Frederik Julius Steen (1855-1935) blev cand. phil. 1876, cand. theol. (mg.) 1881. Han blev residerende kapellan ved St. Johannes Kirke i Kjøbenhavn, 1895 Sognepræst ved St. Johannes søndre Sogn (St. Andreaskirken) og endelig sognepræst ved Sankt Andreas Kirke 1901-1932. Se mindetavle ved kirken - han var formand for komiteen for kirkens opførelse.

Kampen mod præsternes eneret til at tale ved begravelser blev rejst da folketingsmand for Socialdemokratiet Sigvald Olsen i 1899 trodsede bestemmelserne, se "Justitssagen imod Sigvald Olsen." Sagen endte med at det ikke længere var præsterne, men graveren som skulle bestemme hvem der måtte tale.