Mellem Proletarer. (Efterskrift til Politivennen)

For en Snes Aar siden var der ingen Stensætning om Søerne. Hvor Vandet nu skvulper trist og ensformig mod Granittens Kvader, flød de gule Aakander mellem Andemaden, og Brudelyset rejste sin blege, rødmende Blomsterkvast mellem duftende Pilearter. Helt op mod det frodige Hegn gik Brasenen i Legetiden, og Drengene soppede og lavede Øer langs Kanten. Indtil Wessels- og Slotsgade strakte sig de spredte Husrækker, men udefter saa' Øjet kun Marker og Gaarde, og Kvæget brølte dér, hvor nu Fabrikernes Skorstene piber, og hvor Arbejdernes sørgmodige Kaserner rejser sig.

Vil man nu se Mark og Land, maa man helt ud paa den anden Side Utterslev. 

Ensartet, trist og skiden er hele det Kvarter, der fylder Nørrebro med Sidegader, omtrent fra Wesselsgade og udefter - helt til Utterslev. En stor By, begrænset af Nørrebrogade, der som en Kanule løber gennem dette Københavns aldrig lukkede Saar, - og paa den anden Side af Ladegaardsaaen. Den fattigste og mørkeste Del begynder ved Griffenfeldtsgade og fortsættes i de nye tætbefolkede Kvarterer omkring Jægersborggade. Det er denne store, pakkede Kvadrat, der bærer Navnet Rhabarberkvarteret. Efter Sigende, fordi her laa fordom store Marker, beplantede med denne Urt.

Større Fattigdom og Usselhed, end her er sammenhobet, findes ikke andet Steds i vor By.

Naar Fabrikernes Skorstene piber til Middag, aabner den store, graa Friskole sine Porte. Ud i den frie Luft vælter hele Børneskaren. De er klædte i Pjelter, de fleste, i Træsko eller paa bare Ben hujer de henad Gaden, der ligger ubefærdet som i en Provins. Hvad skulde vel Vogne her? - En frygtelig Stank staar om denne unge Horde, den specifike Fattigdommens Stank, Lugt af snavset Indertøj og Lus og deslige Uddunstninger. Med Forundring og Skræk tænker jeg paa de, der skulde sidde som Lærere timevis i en Klasse, ophedet i Sommersolen, med Hundrede af disse Øjne stirrende paa sig, der hver fortalte et usseligt Livs Saga.

Efterhaanden optages Skaren - der blander sig med Fabrikernes Kohorte af unge, spinkel klædte Fruentimmere og gamle Slidere, der skal hjem og skaffe lidt Middag til Børnene, - af de dybe Gader. Disse Gader, der synes saa underlig livløse og døde, trods Børnenes Vræl, ti Børn er der først og fremmest, Børn overalt, sjippende paa Fortovene, rodende i Rendestenen og spillende Klink mod Murene Barhovede Unger. Med Haar, Solen har bleget som hos Bønderbørn, men med gustne, gulblege, blodløse Ansigter. Mange med Kirtelhaar paa Halsen eller i Øjenkrogene. Og hos mange af Smaatøsene underlige, frække Øjekast, og i Drengenes Fjæs lurer alt ofte Vagabonden eller Forbryderen.

Det er ikke saa meget de fattige Arbejdere, der giver disse Gader deres Præg, som det Byens Udskud, der her er samlet. Det er Prangere, Tiggere, Sutenører og Skøger, der om Aftenen lusker langs de høje Husrækker og sælger de sidste Minder om "Kvinden" til Lørdagenes drukne Daglejere, eller hverver i de "Kaféer", der er baserede paa dem og deres Elskere.

Udenfor hver Brændevinsbod kan man se de smaa Kompagnier af disse Folk, hvis Liv hér er som en Pavse mellem "Gaarden" og Tugthuset Gamle, fedtede, brune eller grønne Filthatte, langt, mørkt, blankt Haar og oppustede, fordrukne Ansigter. Deres Klæder er de mest lurvede og fedtglinsende Laser, og mellem Bukser og Vest stikker den sorte Skjorte ud. Dér staar de og soler sig, ventende paa, at et eller andet tilfældigt skal falde dem i Hænde, for at de kan faa Brændevin. Kommer der en velklædt Person gennem Gaden, vejrer de ham som drevne Hunde langt borte og sender en Forløber ud. Lykkes Prelleriet, forsvinder en af dem hurtig i en Kælder, og Flasken tømmes i en Gadedør

Jeg saa' en Dag to af disse Fyre, lænede dovent mod en Gitterindhegning udenfor Korskirken, hvis enkle Bygning manende bæver sig over Hustagene. Gaden blev brolagt: Svendenes Støjen og Hamrenes Klang mod Stenene lød som en Opsang til Arbejdets Pris. Deres Ansigter blussede af Varme, og de blaa Arbejdskitler var vaade af Sved De to Sutenører stod og saa' ligegyldigt og dvaskt paa denne Larm. Da rejste en af de unge Arbejdere sig fra det gule Sand og kom hen mod dem. De blev hængende mod Gitteret i samme Stilling Aabenbart en Ungdomsven, der genkendte dem. De vekslede nogle Ord om Varmen. Da jeg gik, hørte jeg en af dem i overlegen Tone sige til Kammeraten, idet han for at vække sin Fælles Opmærksomhed stødte ham i Siden med Albuen - " - Næ - Du Stefan, vi la'r vores Damer arbejdet - " Brolæggeren svarede med et Smil, der kunde betyde baade Beundring og tvivlraadig Foragt og satte sig atter tavs ned paa sin lave, en benede Stol i det gule Sand og slog et Slag mod den firkantede Sten, saa det sang i Luften.

I dine Gader er der kun faa Butiker, og alle henhørende til en af fire Kategorier: Urtekræmmeren, Høkeren, Kulhandleren, der sælger skillingsvis af sit diminutive Lager, og Toddyboden. Et Par Butiker, hvor over læses "Manufakturhandel" eller "Galanterihandel", staar tomme.

Man forbavses over, at nogen har paabegyndt en Handel af den Art herude - Manufaktur og Galanteri i Rhabarberkvarteret! 

Og dog ser den, der tilfældigt kommer gennem Gaderne, kun Facaden af Beboernes Liv. Bag de skidne, graa og røde Husrækker rejser sig Baghuse i tætte Kolosser, hvis Vinduer som Hundreder af Tiggerøjne, sorte og tomme, gabe ud i Luften. Her fører de mest lyssky Væsener deres Eksistens, - og tro ikke, at det Fruentimmer, der i sine Slæber sjokker over Gaden med Haaret uredt og ét Barn ved Hsanden, ét paa Armen, i et gammelt Shawl, der kun daarlig skjuler det lasede Kjoleliv - at hun hører til de ynkeligste! Nej, her oppe i Baghusenes skidne Kvistværelser, hvor Lejen - omkring en Krone - opkræves ugentlig, her ligger, i Snavs og Skarn, paa skamløse Pjalter de udslidte og gamle, der ikke vinder ned ad de mange Trapper, og naar Datteren, der om Dagen "sælger", ved Nattetid kommer hjem med en halvdrukken Karl eller en Dreng, der første Gang er paa Æventyr, trækker den gamle sig kun sammen i sin Krog - og dækker sig til med Sækken. -

Fra dette Kvarters Tusinder er hun mig den stygge, sørgelige Type, jeg aldrig glemmer - den midaldrende Kvinde jeg hin Morgen mødte. Noget borte kom hun gaaende - barhovedet og med graasprængt Haar, og tværs over hendes Ansigt saa jeg et bredt hvidt Baand. Men da hun kom mig nærmere, blegnede jeg: Et Lommetørklæde var bundet rundt om hendes Hoved oven over Ørene med en Knude Nakken. Det hang løst, og var gledet ned fra det Sted, det skulde dække. Og midt i hendes Ansigt, hvor Næsen havde siddet, var et stort, aabent, rødt Saar, der bredte sig ud over hendes Overlæbe. Hun gjorde intet Forsøg paa at se til Siden, men saa' forskende paa mig med et Par brustne Øjne.

Glen Garry

(København 28. marts 1892).

Blågårds kavalerbygning Nørrebrogade 45. Vestre halvdel under nedbrydning. Th. Nørrebrostræde. På hjørnet C. Nielsens Café og Ølhalle. 1894. Kbhbilleder, Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder.

Bespisning i Cirkus. (Efterskrift til Politivennen)

Gratis Middag i Cirkus

I Dag Kl. 11 begynder Bespisningsforeningen for Vesterbro - ingen "Samaritan"; af forskellige Grunde holder Bestyrelsen ikke af dette Navn - sin Virksomhed.

Den endelige Beslutning om at starte dette velgørende Foretagende blev taget i et Møde paa Skydebanen for næppe fjorten Dage siden. Og det er udelukkende den store Velvilje, Planen har mødt fra alle Kanter, der har gjort, at der kan tages fat saa snart.

Direktør Rasmussen har stillet Cirkuskaféens store Lokaler og Køkken til Disposition, Tivolis Direktion har udlaant de nødvendige Borde og Bænke Borgmester Jacobi har paa forskellig vis ydet værdifuld Assistance, og talrige private Personer har lovet at hjælpe, baade med personlig Bistand msd Pengebidrag og Inventarium.

Endvidere har Direktørerne for Tivolis Variété, Concert du Boulevard og Cirkus Variété med velvillig Bistand af Artister og Funktionærer givet Forestillinger til Bedste for Sagen.

Men dermed er ikke alt gjort.

Kun hvis Folk vedblivende hjælper med det, de kan afsé - lidt eller meget - vil det være muligt at gennemføre denne storstilede og saa nødvendige Velgørenhed i disse sidste Vintermaaneder.

(København 13. februar 1892).

Fattigbespisningen i Cirkuskaféen.

Der kommer efterhaanden virkelig god Gænge i vor Fattighjælp.

Medens hidtil Præst og Politi alene har hjulpet de værdige trængende, gaar Stemningen nu i Retning af, at de, der sulter skal mættes, enten de stjæler eller omhyggelig overholder Buddene, enten de er gode Kristne eller arge Socialister, maaske med et stille Henblik paa, at Folk nu en Gang er mest tilbøjelige til at blive Tyveknægte og Samfundsomvæltere, naar Tarmene skriger saa højt, at Samvittighedens Røst kun har smaa Chancer for at blive hørt.

"Samaritanen" lagde for og viste, at det kunde gaa. Nu dukkede de op det ene Sted efter det andet, disse Bespisningssteder med Vandgrød, Smørrebrød og Mælk, saa meget de fattige mægter at stoppe i sig.

I Gaar begyndte de i Cirkuskaféen. Med tre tusind Kroner i rede Penge og Støtte fra Borgmester og private, gav den Kreds af Borgere paa Vesterbro, der ellers om Vinteren lod de fattige hente Mad, sig i Lag med Fattigbespisningen

Formiddagen igennem fik henved to tusind Mennesker Mad. Da Grøden slap op, gav man dem Smørrebrød og Mælk - men mætte blev de alle, og efterhaanden som de Mænd, der lader det, bedre kan bedømme, hvor meget der skal til, bliver der Grød til hele Skaren.

Om ellers Folk vil give Sagen den Støtte, som den fortjener.

For det maa siges og siges igen. Det er godt, det der bliver gjort, men det er langt fra tilstrækkeligt.

De vil let se det, om De selv lægger Vejen forbi et af Spisestederne.

Ud paa Gaden staar de i en stor og tæt Skare, gustne og udmagrede, og hver Gang Døren bliver aabnet er der et helt lille Slagsmaal for at bane sig Vej.

Og saa se dem døsige og mætte stille nyde de sidste Mundfulde og med sløv Velbehag indsuge Lokalets fede Mados.

Det turde da være, at de fleste vilde foretrække at sende deres Hjælpeskilling til en af disse Bespisningsanstalter fremfor at lade Præsterne honorere deres Sognebørn for deres Tro eller indkøbe moralske Lommetørklæder til Zulubørnene eller uldne Trøjer til de stakkels Negere.

For der er Folk, mange Folk, der sulter herhjemme

Kurt

Der blev i Gaar bespist ialt 1980 Mænd, Kvinder og Børn. Størsteparten var Mænd, dernæst kom Børnene, færrest var Kvinderne. Der blev drukket 1000 Potter varm Mælk og spist 100 Rugbrød. Desuden medgik til Maden 900 Pund Gryn og 48 Pund Margarine.

I Gaar havde man for lidt Gryn, men paa Tirsdag vil man være fuldt rustet til at modtage alle og enhver.

Komitéen beder om Penge. Enhver, der har én 10 eller 25 Øre tilovers, bør skænke den til Vesterbros Bespisningsforening for trængende, hellere end at give dem til de professionelle Tiggere.

(København 14. februar 1892).

Hvornår og hvorfor Vesterbros Bespisningsforening ophørte, har jeg ikke kunnet finde ud af. I en publikation om velgørenhed i København 1903 fremgår at der fandtes bespisningsforeninger på Nørrebro, Christianshavn og Østerbro. Mens "Samaritan" var på Christianshavn, Nørrebro og Vesterbro. Den største var dog Københavns Bespisningsanstalt i Sølvgade. På Vesterbro uddeltes langt færre end de andre steder. 

Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I tiden efter Mosaisk Vestre Begravelsesplads var blevet indviet i 1885, kunne man opleve begravelser der foregik fra kapellet der, og dernæst jordfæstelse i Møllegade fordi der var reserveret plads her. Der foregik begravelser i Møllegade helt op til 1967. Her et par bemærkelsesværdige eksempler:

Rabbiner Abraham Alexander Wolff (1801-1891). Fotograft Moritz Unna (1811-1871). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Professor Wolffs

Begravelse.

Klam tåge, nu og da fint stænkende regn foroven og et fedtet, pløret ælte forneden havde

skræmt mange fra den lange tur ud til Vestre Kirkegårds mosaiske kapel.

Til gengæld var det vogntog, der mødte frem, ganske imponerende, henved hundrede selvejer-landauere og lejekøretøjer holdt i to lange rækker ud for den uhyggeligt bare kirkegård.

Inde i det kønne, rummelige og lyse kapel er næsten alle pladser optagne af civile, sørgeklædte, men også enkelte uniformerede havde givet møde. Vi nævner i flæng: Kabinetssekretær, gehejmeetatsråd Rosenstand, repræsentant for kongehuset, cand. Levysohn, kursusbestyrer Goldschmidt, etatsråd Glückstadt, grosserer Heckscher, grosserer Martin Sachs, repræsentanter for forskellige velgørenhedsselskaber og for resten de fleste fremragende navne af den jødiske handelsstand.

Kapellet rundt lyser de tændte gasblus, ellers er alt ganske prunkløst og bart.

I bimaen står den sorte, tarvelige fyrretræskiste, efter ortodoks, jødisk skik og den afdødes specielle ønske uden kranse, kun professorens ordner, kommandørkorset, dannebrogskorset og en hessisk husorden, ligger på en sort fløjlspude oven på låget.

Forsangeren træder - et par minutter over tolv - frem foran kisten og synger dødsbønnens særtlydende hebraiske tekst, og koret svarer.

Og rabbiner Simonsen, der er udset til at være Wolffs efterfølger, står frem, iført den sorte silketalar med tiaraen på hovedet, og taler.

Han priser den afdødes store fortjeneste af den jødiske menighed, den han kastede glans over ved sin fremragende lærdom og mærkværdige begavelse. Han var en evnerig mand med en vidunderlig hukommelse, men det var tillige en hjertets hukommelse, en ædel og fintdannet sjæls anke for det ringe og fattige her på jorden.

Atter synger forsangeren og koret, og den korte, enkle sørgegudstjeneste er til ende.

Menighedsrepræsentanterne bærer kisten ud. Foran går en af ældste med ordnerne på fløjlspuden, efter kisten følger den afdødes familie.

Så sættes kisten på ligvognen, der er helt sort betrukket, og vogntoget kører til den gamle mosaiske kirkegård ved Møllegade, hvor kisten efter en kort bøn sænkes i jorden.

Men før kirkegården forlades, dypper hver ortodoks sine hænder i den store kumme på forhusets væg, der bærer den hebraiske dødsbøn prentet på muren.

Setter.

(København, 7. december 1891).

Wolffs gravsted på den jødiske kirkegård i Møllegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nationalbankdirektør Moritz Levy (1824-1892). Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Moritz Levy (1824-1892) omkom under et ophold på badestedet St. Gervais i Savoyen den 12. juli 1892. En flod sulmede pludselig op og rev hotellet med sig. V. Falbe-Hansen skrev den biografiske artikel "Konferensraad Levy", Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1892. Af nedenstående artikel fremgik at bisættelsen fandt sted i det store kapel på Vestre Kirkegård. Det lyder usandsynligt at der skulle være tale om Nordre Kapel. Der må vel menes kapellet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Konferensråd Levys begravelse blev i virkeligheden en stille, sådan som Levy selv havde ønsket sig den. Publikum havde respekteret ønsket og holdt sig borte, således at det store kapel på Vestre Kirkegård på langt nær var fyldt, der var vel ialt omtrent et hundrede mennesker til stede. Blandt disse nævner vi nationalbankdirektørerne Linnemann og Smidt, etatsråd Georg Petersen, kammerherre Bille, kancelliråd Buchheister, professor Falbe-Hansen, overpostmester Petersen osv.

På kisten lå kranse bl.a. fra alle de københavnske banker, fra Norddeutsche Bank, grosserersocietetets komite, Svitzer osv. Talen holdtes af hr. Simonsen der omtalte den afdødes uventede endelig ved den store naturbegivenhed og mindede om at herved var hans ønske om en pludselig og smertefri død gået i opfyldelse. 

Efter at der var sunget en salme, blev kisten bragt ud af kapellet og ført til den jødiske kirkegård i Møllegade. Her fandt jordpåkastelsen sted hvorefter kisten nedsænkedes i den samme grav der rummer støvet af hans for 22 år siden afdøde hustru.

(Kjøbenhavns Børs-tidende, 23. juli 1892).

Margaret Elizabeth Hamerik (1867-1942). (Efterskrift til Polivennen)

Pianisten og komponisten Margaret Elizabeth Hamerik gik i skole på Columbia Athenæum High School, hvor musikundervisningen var højt prioriteret. Som 17- årig blev hun optaget på Peabody Conservatory of Music i Baltimore med klaver som hovedfag og violin og musikteori som bifag. Direktør var den danske komponist Asger Hamerik, som også var hendes teorilærer. Hendes hovedopgave var en koncertouverture, som indbragte hende fakultetets sjældne udmærkelse Diploma for Distinguished Musicianship:

The East Hall of the Peabody Institute was crowded last evening by the friends and fellow-students of Miss Margaret Williams, of Columbia, Tenn., who received from Provost P. R. Uhler, the "Peabody Diploma for Distinguished Musicianship." This is the highest honor that the Peabody Institute confers, and is one which but few have obtained.

Prior to the conferring of the degree the audience was entertained by a delightful recital of a number of Miss William's own compositions. The programme was as follows:

1st. - String quartet in A major, manuscript for two violins, viola and violoncello.

2d. - Three songs with piano: "They Bid Me Sleep," "I Saw On the Top of the Mountain High," "We Are Free."

3d. - Piano sonata in C sharp, minor manuscript.

The string quartet was performed by messrs. J. Zech, O. Kahl, J. Geyer and J. D. Itzel; the songs were sung by Mrs. Bettie McEwen, and Miss Williams, the laureate, played the piano sonata.

The selections were as heartily applauded as they were magnificently rendered, and Miss Williams was presented with many exquisite bouquets at the close of the concert.

Miss Williams has pursued her studies at the Peabody during the past six yeears, three years piano, two years violin and six years theory. Mr. Asger Hamerik and Mr. Richard Burmeister, the instructors of Miss Williams, were present and seemed highly gratified at their pupil's excellent performance and the appreciation with which it was received.

(The Columbia herald, 11. december 1891)

Efter sin eksamen koncerterede Margaret Hamerik i flere byer i Tennessee. Hun underviste privat i klaver, holdt elevkoncerter og var endvidere ansat som klaverlærer på Peabody Conservatory. I 1893 vandt hun i New York en førstepris for sin strygekvartet. I 1880’erne påbegyndte hun operaen Columbus, der aldrig blev færdiggjort. Dens Introduction and Mermaids’ Chorus findes både i partitur og stemmer og blev opført i 1893. P. Tjajkovskij, der i 1891 besøgte Peabody på en USA-rejse, så partituret og udtalte sig rosende om det. 

5. juni 1894 blev hun og Asger Hamerik gift, og fire år senere rejste de til Danmark. 

Director Asgar Hamerik of the Peabody conservatory of music and Miss Margaret E. Williams, an exceptionally talented graduate of the conservatory, were recently married at New York by Rev Dr William Kirkus, formerly of Baltimore, - much to the surprise of every one, for their engagement had been kept a secret even from their most intimate friends. Mr. Hamerik is about 52 years old, and his bride is 26. She studied composition under his instruction and several of her orchestral works have been brought out in public. She is also a gifted pianist, a pupil of Burmeister. Mr. Hamerik is a Dane by birth, and three years ago was knighted by the king of Denmark for his musical services. he came to Baltimore in 1871, when he was 28 years old, to take charge of the Peabody conservatory, and has remained there ever since. he is one of the best known of American composers abroad, and several of his symphonies have been played in London with notable success. Mr. and Mrs. Hamerik will return to Baltimore in the autumn.

(Springfield weekly Republican. 6. juli 1894)

Parret fik i alt fire børn: Gerda Hammerich (1897-1974) blev operasanger, Ebbe (1898) blev komponist og dirigent, Valdis Hamerik (1903-1995) blev operasanger, Manfred (1910).

Efter giftermålet holdt Margaret Hamerik op med at spille og komponere. 

A Happy Mother.

The following clipping from an article in teh Baltimore Sun of thursday, March 4th, will be of much interest to many friends of the interested parties:

"There is a "new woman" in town. She arrived yesterday morning shortly before 7 o'clock, and has been given the titles of "The Daughter of the Peabody" and "Peabody Girl." ....

When it became known at the Peabody Institute that the "Daughter of the Peabody" was in the city, there was a great rush of callers, but to them she denied herself - for she is, after all, only a wee little daughter that was born to Mr. and Mrs. Asger Hamerik, of the Peabody Institute, and thinks, with commendable modesty, that very yound ladies should not receive company.

Mr. Hamerik received many hearty congratulations at the institute from his associates, and many cordial words of welcome were sent through him to "The Peabody Girl," who is doing finely, as is her mother, at their home, 1730, St. Paul street.

As a composer, Mr. Hamerik has achieved sonsiderable fame. He was married about two years ago to Mrs. Hamerik, who was Miss Margaret Williams, of Tennessee, and who is a graduate of the Peabody Institute."

Miss Margarat Willams, now Mrs. Hamerik, is a native born Maury Countian and is a daughter of Mr. and Mrs. Thomas H. Williams. She has achieved wonderful success and considerable fame in musical circles, and the Herald congratulates her and the happy grand-parents upon this new joy.

(The Columbia herald. 12. marts 1897)

Efter at hun havde slået sig ned i Danmark var hun æresmedlem i The Woman’s Literary Club of Baltimore. I København blev hun medlem af bestyrelsen i Kvindelig Læseforening, hvor hun gennemlæste engelsksproget litteratur for at vurdere, hvad der burde oversættes og indgå i foreningens repertoire. 

Mr. and Mrs. Thomas H. Williams have received notice that their daughter, Mrs. Hamerik, sailed Wednesday from Copenhagen for New York. Mr. Hamerik, being unable to accept the invitation to direct performances of his Choral Symphony, "Life, Death and Immortality," which is to be given in Baltimore and other eastern cities this months, sends his wife and little daughter, Gerda, to represent him. Mrs. Hamerik will arrive in Columbia about the first of May.

(The Columbia herald. 5. april 1907)

Hun oversatte musikvidenskabelige værker af danskere til engelsk, bl.a. i 1912 svogeren Angul Hammerichs Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark og i 1927 Knud Jeppesens doktordisputats Der Palestrinastil und die Dissonanz. Herudover var hun medlem af repræsentantskabet for Dansk Koncertforening i 25 år. Hun havde kendskab til urtemedicin.

Newsy from Denmark.

Extracts from one written by Mrs. Asger Kamerik at Copenhagen.

Mrs. Asger Kamerik, of Copenhagen, Denmark, whose visit to her father Thomas H. Williams has been postponed on account of the war, mentioned in writing home an interesting fact in connection with the war in Belgium, which is not generally known in the United States. Mrs. Hamerik said that those troops numbering 5,000 men, who were almost annihilated in the attacks on the fort at Liege, were not Germans, but really young Danes from Slesing, one of the provinces taken from Denmark by the Germans in 1866. These troops had been placed in the most dangerous positions. One of the few survivors wrote to his betrothed in Copenhagen: "Of the 5,000 of us who were sent in there, only 37 came out alive."

(The Columbia herald. 18. september 1914)

Trykfejl og forkerte information stammer fra artiklen.

Der må være tale om slagene i og omkring Liege 4. - 16. august 1914 hvor tyskerne mødte uventet modstand fra belgierne, men dog sejrede til sidst. Muligvis medførte det at angrebet blev forsinket så franske og britiske styrker kunne få tid til at organisere sig. Kilderne er lidt uenige om hvor mange sønderjyder der blev indkaldt til krigstjeneste (fra 25.000 til 35.000). Derimod er der almindelig enighed om at omkring 6.000 blev dræbt og 4.000 varigt invalideret. Så at der skulle være dræbt 5.000 af dem ved Liege, kan næppe være rigtigt.

Den tyske hær begik grusomheder mod lokalbefolkningen, ca. 6.000 civile blev dræbt. Dansksindede soldater gjorde tjeneste i Reserveregiment 86 under 18. division. Et studie byggende på flere end 9.000 breve, dagbøger m. m. skrevet på dansk af soldater der var udsendt i tysk krigstjeneste, fremgår at det svirrede med rygter og mistillid mod belgiske civile. Begrebet krigsforbrydelser fandtes ikke, men kan passende betegnes om disse. 

Efter et udsat besøg i krigens start, besøgte familien USA i efteråret 1915.

Hamerick-Damm.

Thomas H. Williams has cabled felicitations to Copenhagen upon the occasion of the marriage of his grand daughter, Miss Gerda Hamerik, to Leo Damm, which took place in Christ's Church of that city at five o'clock this afternoon. The wedding will be followed by a reception and dinner party at the home of the bride's parents, Prof. and Mrs. Asger Hamerik.

(The Columbia herald. 7. november 1919)

To visit daughter at Copenhagen.

Thomas H. Williams and miss Irene will sail from New York July 21.

(From tuesday's Daily Herald.)

Thomas H. Williams and daughter, Mis Irene, will leave Columbia about July 10 for a visit to Mr. Williams' daughter, Mrs. Hamerik, in Copenhagen, Denmark. They have engaged passage on the steamer "Hellig Olav," shich will sail from New York on July 21. They have also secured return passage leaving Denmark Sept. 23. This is the first visit that Mr. Williams has made to his daughter in about eight or nine years. In 1914 Mrs. Hamerik was ready to leave Denmark for a visit to this country but the war stopped her.

(The Columbia herald. 13. maj 1921)

Elfelt &amp: Hr. Hamerik med kone og barn i haven. Fotoet er angivet til at være taget 1940. Det kongelige Bibliotek. CC BY.

Børnene fandt efter hendes død hendes scrapbog, hvor de fik fornemmelse af hvor talentfuld hun havde været. Valdis Hamerik mente der ikke havde været plads til to komponister i ét ægteskab. 

Udsnit af Asger og Margaret Hameriks grav på Vestre Kirkegård (13. december 1867, Columbia, Tennessee, USA - 30. oktober 1942). Se hele gravstenen med Rudolf Tegners skulptur. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Erindring om Danmark og De Vestindiske Øer: Søndermarksvej 16. (Efterskrift til Politivennen).

I det mondæne Carlsbergkvarter i Valby ligger diskret mellem de mange store villaer, en mondæn villa med anselig have på Søndermarksvej 16. Det er opført 1892-1893, og var opført af William Brøndsted (1836-1916), købmand og ejer af et af de vestindiske handelscentre. Han var dansk konsul, gift med Anna Mathilde Borch (1844-1920) som var flyttet til St. Croix. Grunden til at de ikke forblev på øerne var, at ægteskabet var ulykkeligt. Måske fordi Anna Mathilde altid længtes tilbage til det sted hvor hun ikke var (St. Croix eller København). 

Indkørslen til den statelige pragtvilla på Søndermarksvej 16 i Valby. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De nåede at få en datter på St. Croix. Men til sidst opgav William sin forretning og flyttede til København. Sanct Thomæ Tidende, 4. juli 1894 meddelte at købmand William Brøndsted likviderede købmandsforretningen "W. Bröndsted & Co.", samtidig med at købmand Theodor Bröndsted anmodede om at han under navnet "Bröndsted & Co." fortsatte forretningen. Brøndsted & Co. ejede store kulpladser i havnen i St. Thomas, og tjente formentlig store summer ved at levere til amerikanske krigsskibe 1898 i krigen mod Spanien. 

Hans firma begik underslæb, og selv om han egentlig var ude af det, betalte han 500.000 kr. (2/5 af sin formue) - i nutidens mønt to-cifret millionbeløb. Det fortæller lidt om omfanget af formuen han havde skabt sig på de vestindiske øer, at han ikke manglede penge til at opføre den monumentale ejendom på Søndermarksvej. Men lykken var ikke gjort med det: Konen lagde sig i sengen 1903 og der blev hun liggende til hun indebrændte i 1920.

Om hans virksomhed på de Vestindiske Øer ved vi ikke så forfærdelig meget fra aviserne, ud over at han tjente styrtende med penge. Han må have oplevet opstanden i 1848, "The Fireburn" i 1878 og lige nået strejken i 1916. Som konsul modtog han bl.a besøg fra skibe og holdt sig til hos danskerne i Buenos Aires, Argentina, bl.a. talte han for dem  i anledning af majestæternes guldbryllup i juli 1892. 

I august 1898 forsøgte indbrudtyve at trænge ind i huset på Søndermarksvej. Men de blev opdaget af tjenestepigen.  I 1900 beskæftigede han sig i en artikel i "Børsen" med de Dansk Vestindiske Øer. Og han blev også rådspurgt som "ekspert" idet han i 1902 forhandlede som "en anset købmand i Vestindien" med "Den Vestindiske Kommission". 

Søndermarksvej 16, Valby (Carlsbergkvarteret). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fhv. Konsul William Brøndsted.

Forhenværende Konsul og Købmand paa St. Thomas William Brøndsted er afgaaet ved Døden i sit Hjem i Valby efter lang Tids Sygdom i en Alder af ca. 80 Aar.

Den gamle vestindiske Købmand var Søn af Pastor A. C. Brøndsted i Asminderød og kom allerede i 16 Aars Alderen til Vestindien, hvor han blev ansat i det store tyske handelshus Schön, Willing & Co. Ved sin Energi og Dygtighed naaede han hurtigt en betroet Stilling i Firmaet og repræsenterede det i en Aarrække, dels i Nordamerika og dels i Portorico og blev Deltager i Firmaet, da han paany kom tilbage til St. Thomas. Her opnaaede han betydelig Anseelse og Indflydelse og blev udnævnt til Konsul for flere fremmede Regeringer. Efter nogle Aars Forløb overtog han Firmaet for egen Regning under Navnet Brøndsted & Co.

I Slutningen af Firserne vendte han saa tilbage til Danmark, og har i en Aarrække levet som Privatmand i sit Hjem paa Søndermarksvej i Valby. En yngre, for nogle Aar siden afdød, Broder var ogsaa Konsul og købmand i Vestindien, og en anden yngre Broder er praktiserede Læge Christian Brøndsted i Bredgade. Konsul Brøndsted efterlader sig en enke, Anna Brøndsted, født Borch.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 10. marts 1916, 2. udgave.)

Indtil 1970'erne var det privatbolig, men fik så dispensation til erhverv, og Bent Fabricius-Bjerre drev firmaet Metronome fra villaen i over 20 år. Herefter rykkede Dansk Jernbaneforbund ind i den.