Kæresteri i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen).

I aftes klokken seks hørte spadserende på Købmagergade en højst mystisk banken på den svære dør, der lukker for Rundetårn. I den tågede, klamme luft lød den sære banken dobbelt uhyggeligt, og der samlede sig da også i løbet af et par minutter en betydelig menneskemasse, som med blege kinder og strittende ører lyttede til.

Der var ganske stille på gaden, kun den underlige banken hørtes tydeligere og tydeligere. Situationen var lige ved at blive trykkende. Hvem ved hvad enden var blevet, hvis ikke to af lovens håndhævere med den åndsnærværelse, der er disse folk egen, havde lånt en nøgle hos en urtekræmmer i nærheden og med den lukket døren op. Med høj og værdig stemme råbte nr. 203: "Er her no'en?", mens 106 med lempelig hånd ryddede pladsen foran døren.

Efter en liden stunds forløb viste sig for det undrende folk to mennesker - en mand og en kvinde. De havde nydt en stille hyrdetime i Fjerde Christians gamle observatorium; men havde glemt at komme ud, da hr. Ankjær lukkede af.

Mens 203 lukkede døren af, fjernede de sig, røde i hovederne over at deres unge kærlighed havde fået så mange vidner.

(København, 10. oktober 1893).

Den ny Guvenør. St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

Den forhenværende Stormagt Danmark har som bekendt nogle Besiddelser ovre i det fjærne Vesten, de dansk-vestindiske Øer S t. Thomas, St. Croix og St Jan. Det smager dog altid lidt af Stormagt, at vi har Kolonialbesiddelser, og dette maa formodentlig være den nærmeste Grund til, at vi ikke har søgt at blive af med Øerne. Thi de har kun bragt Statskassen Tab og det i Aaringer.

I disse Dage er Opmærksomheden atter bleven henledet paa vore Kolonier, idet en Ingeniørofficer, nemlig Kaptajn Carl Emil Hedemann, er bleven udnævnt til Guvernør over

Øerne.

Guvernørpostens Besættelse giver Anledning til at dvæle lidt ved Spørgsmaalet om, hvilken Interesse den danske Stat egentlig har af at holde paa Øerne og betale Forvaltningen af dem

i dyre Domme.

Guvernøren er Underkonge paa de tre Øer, og "han holder om ikke Hof, saa dog en betydelig Stab af Embedsmænd og et talrigt Tjenerstab," siger et Højreblad.

Naturligvis koster dette mange Penge, og da Guvernøren har 38,000 Kr. om Aaret, bør man vide, om der udrettes noget af Betydning for vort Land ved denne Udgift, og om vi iøvrigt har nogen Nytte af de fjærne Besiddelser.

Det er meget muligt, at Guvernøren har fuldtop at gøre, maaske et rent Sisyfosarbejde, men det er lige uproduktivt for Danmarks Finanskasse. Thi ser man bort fra de rent juridiske Hverv, Guvernøren har, altsaa at haandhæve Lovens Ord, er Resten ikke meget værd. Det giver ingen økonomisk Vinding for Danmark, at Guvernør en spiller Diplomat overfor de store Magters Repræsentanter og de under dansk Flag boende udenlandske Plantere eller Handelsmænd. Hvad man vil have at vide er, om det ikke var allerbedst hverken at have Øer eller Guvernør.

Derpaa gives der hvert Aar Svar i Betænkningen over Statsregnstabet.

Hvert Finansaars Betænkning viser, at vi har mange Penge til Gode i Vestindien. Mellemværendet med Kolonialkassen er efter Statsregnskabet for 1861-92 stegen fra ca. 4 Mill. Kr. til henved 4 ½ Mill, og i Følge det sidst aflagte Regnstab er Mellemværendet vokset til næsten 5 Mill. Stigningen er saaledes ca. 1/1 Mill. om Aaret; Staten har udestaaende Tilgodehavende hos Private i Vestindien paa over 600,000 Kr., og i Følge Statsrevisorernes Betænkning var de usikre Fordringer i Vestindien den 31. Marts 1892 ca. 400,000 Kroner

I Forvejen er der i Aarenes Løb afskrevet meget betydelige Kapitaler, fordi de var uerholdelige. Fællessukkerkogerierne paa St. Croix har i Henhold til Lov af 25. Febr. 1876 modtaget et Laan, stort ca 1 ½ Mill Kr. Renterestancerne af dette Laan var den 31. Marts 1892 vokset til omtr. 600,000 Kr. Og et Resttilgodehavende af et den 16 Juni 1876 til St. Croix Kommune ydet Laan udgør ligeledes op imod 600,000 Kr. Renterestancerne af dette Laan udgjorde den 31. Marts 1892 henved et Par hundrede tusinde Kroner.

Til alt dette kommer endnu nogle mindre Summer, som Øerne skylder os. I a I t har Staten til Gode paa de vestindiske Øer over 8 ½ Mill. Kr.

Hverken af Laanet til Fællessukkerkogerierne eller Laanet til St Croix Kommune har Statskassen faaet nogen Renter. Det hedder monotont i Regnskabet for Sukkerkogerierne, at "da Regnskabet for Driftsaaret fra 1. Sept. 1896 til 3l. Avg. 1891 er afsluttet med et Underskud af 117,016 Kr. 11 Øre, Har intet kunnet afskrives som Renter paa Selskabets Gæld". Og om Laanet til St. Croix Kommune hedder det endnu mere kortfattet bedrøveligt: "Der er ingen Rente kommen til Indtægt i Statsregnskabet".

De dansk-vestindiske Øer bidrager saaledes kun til at lænse Statskassen for Penge. Der vanker ingen Renter, men Underskud, og de Penge, Staten har laant Øerne, er for evig tabte.

Aarsagerne hertil ligger ikke mindst i uheldige Bestemmelser, som bestaar for Arbejdet paa Sukkerplantagerne, samt i høje Administrationsomkostninger og forældet Produktionsmetode Det var i alt Fald Tilfældet for en halv Snes Aar siden, og de aarlige Underskud viser, at alt væsentlig gaar ved det gamle.

Naar nu hertil føjes, at Øernes Befolkning forlængst har ønsket at blive dansk Herredømme kvit, og at man har havt ligefrem Oprør paa St. Thomas, saa maa det indrømmes, at vi vilde staa os ved at blive af med vore Besiddelser i den anden Verdensdel.

(Social-Demokraten 28. oktober 1893)

Den 16. november 1893 havde Socialdemokraten en artikel om kolonitroppernes afsejling med sejlskibet "Freja" til de Vestindiske Øer. I alt 45 mand hvervet til 6 års militærtjeneste. Den 20. juli 1898 bragte bladet på forsiden nogle breve fra en af de hvervede som bare ønskede at komme hjem igen med livet i behold. 

I maj 1895 indløb et telegram om at der igen var udbrudt en revolte på St. Croix. Det havde dog ikke noget på sig, og fuldmægtig Hertz ved Moses & Søn E. Melchior (som havde størstedelen af den direkte forbindelse med de danske vestindiske øer) tog del i følge Vejle Amts Folkeblad 24. maj 1895 roligt. Bl.a. fordi der nu var udstationeret 120 soldater, mod 20 i 1878.

I forbindelse med det falske telegram bragte København, den 23. maj 1895 var en lang artikel om Dansk Vestindien, hvori også oprøret i 1878 blev nævnt. Artiklen stillede sig på oprørernes side, det var kun nominelt at slaveriet var afskaffet. Det gjalt i øvrigt også de vestindiske soldaters forhold. 

Aalborg Stiftstidende rapporterede den 3. august 1895 at Frederiksted "endnu for en stor del ligger i ruiner fra negeroprøret 1878"

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Emilie Mundt (1842-1922). Marie Luplau (1848-1925). (Efterskrift til Politivennen)

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Af Fru Johanne Meyer.

De to Kunstnerinder, hvis Billeder vi i Dag præsenterer vore Læsere, har allerede i længere Tid haft et anset Navn i Kunstnerverdenen, og mange vil erindre deres ikke ubetydelige Billeder fra de aarlige Udstillinger paa Charlottenborg. Som virkelige Personligheder besidder deres Billeder ogsaa hver sin Ejendommelighed, men som intime Venner, der sympatiserer i mangt og meget, og som stadigt lever sammen i det daglige Liv, maa de naturligvis ogsaa blive meget fælles i Opfattelse.

Marie Luplau og Emilie Mundt.

Siden 1875 har Frøknerne Mundt og Luplau levet sammen og gjennem et trofast Arbejde været hinanden til Støtte og Hjælp ogsaa i Kunsten. De kritiserer hinanden og søger Trøst og Opmuntring hos hinanden under Arbejdet; de studerer sammen, og de rejser sammen.

Deres Skoledannelse som Kunstnere fuldendte de i Tyskland, hvor de opholdt sig i 9 Maaneder, da det den Gang var umuligt her hjemme i Danmark at studere nogen Model. I 1878 oprettede de en Tegneskole, som temmelig hurtigt naaede stor Betydning; samme Aar udstillede de første Gang. 1882-83-84 ophævede de Hjem og Skole for at studere Kunsten i Paris og Italien. Frankrig virkede imidlertid aldeles fortryllende paa de unge Kunstnerinder, de følte sig saa stærkt greben af den franske Kunst; Naturen og Kunsten, alt bandt dem der, og de mente at tjene deres Kunst bedst ved at blive der alle tre Aar, dels i Paris, dels i Bretagne. Fra Frankrig hjemsendte Frøken Emilie Mundt et af sine bedste Børnebilleder. I 1885  flyttede de atter til Kjøbenhavn og byggede Hjemmet og Skolen op efter en langt større Maalestok, og hvem der har haft den Ære at besøge dette Kunstnerhjem paa Gl. Kongevej 136, hvor Dagligstuen er et mægtigt Atelier, fyldt med dejlige Kunstværker af de flittige Kunstnerinder, glemmer sent det Skjønhedsindtryk, der modtages, og de elskværdige og gjæstfrie Værtinder.

Skolegjærningen er imidlertid deres Kjæledægge, og hvis man taler med deres Elever, kan disse ikke blive trætte af at fortælle, hvor rigt deres Liv er blevet under de aandfulde og geniale Lærerinder, hvis Personlighed er bleven et med deres Kunst. Deres Kjærlighed til Kunsten er saa stor, et vi ligefrem frygter for at støde deres Skjønhedsfølelse ved Jaskeri, fortalte Eleverne. Ved Undervisningen kommer deres forskjellige Naturer frem, thi medens Frøken Emilie Mundt stirrer i stille Fortvivlelse paa Elevernes Fejltegninger, saa purrer Frøken Marie Luplau sig i Haaret, idet hun udbryder i Harme: Hvor kunde De dog gjøre det. Kjærlighed til Kunsten er lige stor hos dem begge, og Eleverne omfatter de paa ægte kvindelig Vis med personlig Interesse og søger at udvikle dem efter Ævne og Naturel og bliver Venner med dem under Arbejdet. De optager i deres Kunstskoler baade Elever, der skal forberedes til Akademiet, og viderekomne, som ikke ønsker det.

Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Emilie Mundt og Marie Luplau i deres stue på Frederiksberg. 1886. På væggen hænger maleriet "Fra asylet i Istedgade", 1886. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Som Kunstner er Frøken Emilie Mundt særlig Børnemaler. Det er navnlig i hendes Fortællemaade, i hendes Børnebilleder, hun er kommen højst, og hvori næppe nogen Kunstner er kommen hende nær. Dog er hun ogsaa Portrætmaler af høj Rang. Man vil erindre hendes "Et stort Dameportræt i rød Atlaskeskjole", som var udstillet for nogle Aar siden, og og som vakte megen Opsigt paa Udstillingen. Et Portræt af hendes Broder, 2 store Asylbilleder og en Mængde mindre Børnebilleder: "Den førstefødte", en ung Moder, der fremviser sit Barn for gamle Bedstefader. "Gaardinteriør fra en Landsby" blev kjøbt af Tombolaen, og "Forventning", et dejligt Billede af en lille Pige, der sidder paa et Bord, medens en større Søster parterer en Appelsin, blev kjøbt af Aarhus Kunstforening. 

Frøken Marie Luplau har hidtil haft sin Styrke i Landskabsmaling, som ofte har faaet den Ros af Kunstnere: "ja, det er virkelig Natur". Saaledes "Regnvejr fra Bretagne og et større Billede "Aftenstemning fra Sydsjælland". Dog har Frøkenen i de senere Aar begyndt at udstille Portræter. Saaledes vil man erindre et Billede af hendes Fader, Pastor Lauplau, i Legemsstørrelse, som gjorde umaadelig Lykke. Ligeledes blev hendes Billede "3 Brødre", som udstilledes i Aar, meget vel modtaget.

Frøken Emilie Mundt kunde først begynde sin kunstneriske Uddannelse efter sit Hjems Opløsning, hvorimod Frøken Luplau fandt Støtte og Forstaaelse i sit Hjem, saa hun i 20 Aars Alderen fik fuldstændig fri Hænder, og Frøken Luplau siger ofte: "Jeg skylder min storslaaede Moder stor Tak for hendes dybe Forstaaelse af mit Tarv, at hun trods det Ramaskrig, der rejste sig fra hendes spidsborgerlige Omgangskreds, fuldstændigt gav den unge 20-aarige Pige fri Hænder til at rejse, hvorhen hun vilde."

Ogsaa i filantropisk Henseende findes et varmt Hjærte hos de to Kunstnerinder, de adopterede et lille 7 Maaneder gammelt Barn, som yderligere forhøjer det hyggelige i Hjemmet. Ogsaa Sport, Gymnastik og Friluftslivet har en stor Tiltrækning for dem, og de har begge, skjønt over 40 Aar gamle, begyndt at cykle og benytter Cyklen baade til Nytte og Glæde.

At Kvindesagen selvfølgelig har en stor Interesse for dem, behøver næppe at nævnes, naar man ved, at Marie Luplau er en Datter af Fru Line Luplau, der bogstaveligt satte sit Liv ind paa denne Sag, og man sporer ogsaa hos de populære Kunstnerinder, som begge staar i yderste radikale Fløj, et levende Ønske om, at der snarlig maa naas absolut lige Ret og Adgang til alt for Kvinde som for Mand.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 23. september 1893).

Begge blev begravet på Solbjerg Kirkegård.

Emilie Mundt: Fra Asylet i Istedgade (1886). En asylmoder og 32 individuelle børneskildringer. Emilie Mundt/Nivaagaards Malerisamling. Materialet er fri af ophavsret.

Ordenspolitiets chef om Ricard-affæren. (Efterskrift til Politivennen).

Politiinspektør Theodor Petersen udtalte i forgårs til en af "Avisens" medarbejdere at Ricard-affæren ingenlunde afficerede politiet, som er vant til utilfredshed fra publikums side.

- Det er uheldigt, at netop en så højtstående embedsmands sønner er blevet anholdte, men de har sikkert irriteret vedkommende betjente ved mindre velovervejede udtalelser. Ikke desto mindre burde betjentene snarere have anholdt det fruentimmer, der gav anledning til affæren, end de to herrer Ricard.

Hvad mishandlingerne angår, overdrives disse meget; dog har betjentene utvivlsomt misbrugt deres myndighed og vil i den anledning ikke undgå straf.

Der anholdtes mellem år og dag tusinder for natteuorden, deriblandt mange fine folk som til daglig leve eksemplarisk. Opfører de anholdte personer sig ikke udfordrende eller anmassende, søger politiet altid at dække over skrøbelighederne, og den brutale kraft anvendes kun overfor alfonser, på hvem hverken bøder eller fængselsstraf virke.

De menige betjentes instruks lyder på, at de skulle anvende mildhed, hvor hensynet til den offentlige sikkerhed på nogen måde tillader det rapporterne forlanges godt skrevne, men det er usandt, at en betjents dygtighed bedømmes efter det antal rapporter, han afleverer.

Selvfølgelig kan det ikke undgås, at betjente en gang imellem forløber sig, men det er da som oftest publikum, der bringer de ikke erfarne betjente ud af ligevægt, og da kan det jo hænde, at der forefalder scener, som helst burde undgås.

Vi politiofficerer har netop forleden talt om at det var en mærkelig rolig periode vi var kommet ind i, uden et eneste angreb på politiet, men vi havde nok med det samme have banket under bordet, for nu går det jo livligt løs med klagerne; og dog driver vel også den byge snart over.

Mon den ikke snarere udlader en længe sammendraget strøm af uvilje og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 23. september 1893). 

De Fattiges Boliger. Skt. Pauls Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

Billeder fra det mørkeste København.

Man vil forstaa og undskylde, at vi har holdt en lille Pavse. Naar man flere Dage har haft med et saadant hus at gøre, som det vi sidst tog under Behandling, føler man Trang til at trække Vejret et Øjeblik. 

I Dag gaar vi videre i vore Skildringer fra de Fattiges Kvarterer. Og vi gør det om muligt med endnu Interesse og Iver end forhen. Thi naar vi dog ser noget Resultat af vort Arbejde, saa er vi glade og føler os opmuntrede til at arbejde videre.

Og et Resultat har vi opnaaet. Ikke alene har man siden vore Artiklers fremkomst taget fat paa Reparationer og Forbedringer i Vognmagergadekvarteret og Egnen omkring Holmensgade, men ogsaa paa Christianshavn kan man spore vor Gang gennem ligneden Foranstaltninger. Ja, vi maa til vor største Forbavselse endogsaa tilstaa, at selv det tit nævnte Hus i Borgergade ikke er gaaet Ram forbi. Man er travlt beskæftiget dernede med Reparationer. Ganske vist havde vi hellere set alt der  nedrevet til Grunden; men noget er son bekendt, bedre end ingenTing. 

Dermed slaar vi os til Taals.

- Fortsætter man sin Vandring fra Borgergade 29 ned mod St. Pauls Kirke, træffer man snart paa en hel Del Smaagader, som vi vil samle under den fælles Betegnelse

St. Pauls Kvarteret.

Med Rette kan vi behandle dette Kvarter under de Fattiges Boliger; thi det er næsten udelukkende fattige Arbejderfamilier, som fylder de høje Huse fra Kælder til Kvist, fattige Arbejderfamiljer, som kun kan tænke paa Husly, ikke paa bekvemme og hyggelige Lejligheder.

Som allevegne i den indre Bys Arbejderkvarterer er

Gaardene

meget smaa. En aaben Rendesten sender sine Dunster op gennem Baghusenes aabenstaaende eller ituslaaede Vinduer. Et aabent Pissoir, anbragt under Trappehvælvingen eller i et Hjørne af Gaarden forøger Stanken, og ildelugtende Strømninger fra Retiraden, hvis Dør saa at sige aldrig er lukket, gør Atmosfæren næsten uudholdelig. Men, som en Arbejder dernede sagde til os, der er to Ting, som kan faa Mennesket til at udholde alt; for det første Nødvendigheden, for det andet Vanen.

Vi begav os for en Tid siden ind i saadan en Gaard i Prinsensgade. Den lange snævre Gang gennem Forhuset var helt fyldt med Mennesker, navnlig Kvinder og Børn. Forbavset herover spurgte vi, hvad der var i Vejen; men før vi fik Svar, havde vi allerede opdaget Grunden. Et ganske ungt Menneske stod midt i Gaarden og fægtede i Luften med en Salmebog. Et Par Mænd og Kvinder stod omkring, ligeledes med Salmebøger i Hænderne. Det var

Gaardmissionen,

som man saa ofte støder paa i de fattige Kvarterer.

" - - - ti Gud elsker alle Syndere", raaber det unge Menneske med hæs Stemme, "vend Eder derfor til ham hellere i Dag end i Morgen! Kom til ham, kom Venner! Kom ! Men I skal helt, - helt vende Eder bort fra denne Verden, ellers gaar i fortabt, ellers vil Djævlen - - - " og han blev hidsig og ilter og udmalede for de fattige Tilhørere, hvilket Helvede, der ventede dem.

Saa blev en Salme afsunget, og de mørke Missionærer forsvandt i en anden Gaard.

Men endnu en Stund rugede de truende Ord over Stedet. Konerne diskuterede med dæmpet Stemme. Børnene saa i Begyndelsen lidt forbavsede ud. Enkelte fandt, at det var "et sandt Ord", han havde sagt; de fleste holdt dog paa, at vore Missionsfolk med deres mange Millioner kunde virke til en hel anden Lykke og Velsignelse blandt Byens fattige, end de gør. Og det gav vi dem Ret i. Ord har vi nok af, Lad os faa Handlinger ud fra de Ord: "De som har to Kjortler, deler med dem, som ingen har!"

Moder og Søn.

Da Tilhørerne var gaaet bort, saa vi os omkring. Gaarden var af lang og begrænsedes paa de to Led af Gavle fra tilstødende Ejendomme. Disse Gavle var høje og dannedes af Bindingsværksmure. Det er ingen Overdrivelse, naar vi siger, at den ene af dem hildede over én Alen, regnet fra Grunden til Spidsen! Paa Midten slog den en vældig Bugt indefter. Jo mere vi saa paa den, desto farligere forekom den os.

I c. 3 Alens Afstand fra den laa Gaardens Sidehus. Paa første Sal stod en gammel Kone og en ung Mand paa godt og vel en Snes Aar og saa ud af Vinduet.

"Naa, De hørte nok ogsaa paa Missionærerne!"

- "Ja, og nu trækker vi frisk Luft ovenpaa den Straale", sagde den unge Mand gemytlig, idet han pegede ned paa de smudsige Retirader, som laa saa at sige lige for Næsen af dem.

"Maa vi se Deres Lejlighed? Vi er fra "København"?"

"Naa, er De derfra? Ja, det maa De saa gærne. Men her er jo ikke megen Stads," svarede han og saa smilende til sin Moder.

. . Vi gik op ad en snæver, mørk Trappe, der var vældig beslaaet med Jærn og Tøndebaand, for at de mange Træsko ikke skulle slide den op i altfor kort en Tid. Paa første Sal modtog Sønnen os og førte os ind i Lejligheden, som iøvrigt kun bestod af et eneste Værelse og et Køkken. Dette sidste kom vi først ind i - det gør tillige Tjeneste som Entré - og her faldt vi straks i Forbavselse over, at der ikke var et eneste Vindu! Naar nogen var i Køkkenet, maatte der brændes Lys hele Tiden, hvad enten det var Dag eller Nat Paa vort Spørgsmaal forklarede Sønnen, at der vel oprindelig havde været et lille Vindu i Muren ud til Trappen, men af tre Grunde havde de nu slaaet "Hullet" til med et Stykke Pap. For det første var Trappegangen jo saa mørk, at der næsten slet intet Lys kom derfra; for det andet var det generende at have alle og enhver, som gik op i Huset, til at se ind i Køkkenet, og for det tredje havde nogle Smaabørn et Par Gange forsøgt, hvorvidt man kan slaa en Rude i Stykker med et Æg, og paa deres Køkkenrude var Resultatet altid spændt saaledes af, at Ruden var gaaet i Smadder, medens Ægget havde sat sig fast paa den modsatte Væg!

- Stuen var ca. 5 Alen paa hver Led. Der var kun faa Møbler, men alt, hvad vi saa, var pænt og pudset.

Den gamle Kone sad i sin Stol, saa lang Dagen var. Hun var paa sine sidste Dage blevet lam og kunde ikke selv flytte sig. Med straalende Øjne fortalte hun os om sin Søn, der var Arbejder paa "Holmen"; hvor god og kærlig han var imod hende, hvordan han efter Dagens strænge Arbejde skyndte sig hjem, og hvorledes han altid sørgede for en hel Dags Spise til hende, før han gik om Morgenen.

"Havde jeg ikke haft ham," sluttede hun, "saa havde jeg nu siddet paa "Gaarden"!"

... Og den unge raske Knøs blev helt rød i Hovedet over al den Ros.

Sikke noget Snak, Moder! sagde han.

Men det var nok ikke noget rent "Snak" endda, og derfor kunde vi ogsaa oprigtig lykønske baade Moder og Søn, da vi forlod det tarvelige Hjem for at gaa til andre.

(København 31. august 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Paa Gaden.

Gaa en Gang herned i Kvarteret ved Aftentide og se paa det Liv, der udfolder sig. Læg Vejen ad Østergade for at kunne anstille en Sammenligning. Mens Herrer og Damer her joner op og ned ad Asfalten i slappe Kolonner, koketterer mellem Butikernes elektriske Blus eller jager hinanden, som man ellers jager Vildt, kommer Arbejderen der hjem fra sin Dagsgærning træt og og sulten. Foden falder tungt mod den knudrede Stenbro, Træskoenes "Klap, Klap" giver Genlyd i de smalle Gader. Fra Solen stod op har han slidt - slidt baade Humøret og Kræfterne væk.

Dog nej! De smaa bitte sprællende Fyre, som rask stormer ham i Møde og nu slaar de korte Arme omkring hans Ben for at "holde ham", skal snart faa Fa'r til at lé. Med et rask Tag snapper han en 2-3 Stykker og svinger dem i Luften, saa de jubler af Glæde.

"Aa, gør det lige en Gang til!" smiler de smaa. Og han gør det en Gang til og to Gange til, og endda kan han løbe omkap med dem hjem til den lave Gadedør, som fører op til hans fattige Hjem.

Der er Forskel paa Stederne som der er Forskel paa Folkene. Det ene Sted en forfinet Snærpethed, det andetsted en jovial Hjærtelighed; hist et ødelæggende Dagdriverliv, her det rastløse Arbejderliv.

Lad os i Dag begynde med at kigge ind til en saadan Arbejder, som netop nu er kommet hjem fra sin Arbejdsplads.

Sølvgadens Kaserne er naturligvis den første paa Pladsen. Men enhver vil vide, hvor Kvarterets

Kaserne Nr. 2

er beliggende. Har man set den en Gang og navnlig været oppe i den, glemmer man den aldrig. Set udvendig fra tager den store Kolos sig hel mægtig ud. I rigtig Erkendelse af, at der til alle Tider vil være nok af fattige Mennesker, som søger sig et eller to Værelsers Lejligheder, har Bygmesteren her for en Gangs Skyld brugt gode Materialer til Bygningens Udenomsværker. Selv den brede Trappeopgang tager sig i sin nylig reparede Tilstand hel storladen ud. Men allerede paa første Sal er det forbi med det "store". En lang smal Gang, der strækker sig paa langs fra den ene Ende af Etagen til den anden, giver os med ét Oplysning om i hvis Midte vi befinder os, og de mangfoldige Døre paa Gangens højre og venstre Side bekræfter vor Formodning: vi staar ved Dørene til de fattiges Boliger.

- "Kom ind!"

Vi træder over den smalle Dørtærskel og staar i Stuen eller Lejligheden, om man vil, ti der er kun et eneste Værelse.

Henne ved Vinduet sidder en Mand paa omtrent 40 Aar. De barkede Hænder, den kraftige, noget undersætsige Skikkelse, den hele Holdning røber os Arbejderen, lange før vi har opdaget den stribende Bluse, som hænger henne i Værelsets ene Hjørne. Paa hver af hans Knæ sidder en lille Glut til Hest og deklamerer:

"Ride, ride ranke!
Hestens Sko er blanke" -

Men der er flere end 2 Barn, der er 7, hvoraf dog den ældste, en Pige paa 15 Aar, har faaet en Plads fornylig. I det lille Køkken er Konen ifærd med at koge Kartofler. Hendes Mand vil saa gærne have noget varmt, naar han kommer hjem om Aftenen. Nu skal de have varme Kartofler og Smørrebrød !

Manden, der var Jordarbejder, var beskæftiget rundt omkring paa de forskellige Bygningspladser. Vi spurgte ham, hvormeget han kunde fortjene ved det.

"Det er noget forskelligt," svarede han, "men gennemsnitlig kan jeg vel have 2 Kroner om Dagen."

"Men med en saa ringe Sum kan de da ikke ernære 9 Mennesker! udbrød vi.

"Nej, men min Kone tjener ogsaa lidt ved at vaske. Vi maa jo knibe og spare alle Vegne - endog paa det daglige Brød!"

Vi saa os omkring i det krogede Værelse, hvor et Par Senge, et tæppebelagt Bord og nogle Stole udgjorde hele Møblementet.

Her er "Lejligheden"

"Hvilke Folk bor ellers her i denne Kaserne?" spurgte vi,

"Her bor saa mange forskellige Slags. Mange Arbejdsfolk, mange Enker, enlige gamle Kvinder og nogle Syersker; - men her bor jo ogsaa meget Ros!"

Hvad Manden videre fortalte, skal vi høre i næste Artikel.

(København 4. september 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Kaserne Nr. 2.

Vi skildrede i en Artikel i Gaar det kønne huslige Forhold hos en fattig Arbejderfamilie i den store Kasernes 1-Værelses Lejlighed. Med sine syv Børn maatte hun nøjes med det usle Rum.

Men kunde de endda bo i Fred, opdrage deres Børn med lyse Billeder for Øje! Men nej. Det er Fattigdommens sørgelige Følge, at Lasten bor Dør om Dør med den. "Her bor saa meget Ros!" sagde Manden, idet han lod et bekymret Blik glide hen over de smaa. 

Som Eksempel fortalte han os

en sørgelig Scene,

som næsten daglig foregaar der i Ejendommen i samme Etage, som han boede.

I en 1-Værelses Lejlighed af samme Form, som hans egen, boede 4 Mennesker: Mand, Kone og et Par mindre Børn. Manden, der en Gang havde været en dygtig og solid Betonarbejder, havde i en lang arbejdsløs Vinter slaaet sig i den Grad til Drik, at han nu meget ofte fik et Anfald af ligefrem Delirium. I saadanne Øjeblikke var han som rasende. Ikke alene ødelagde han den Smule Bohave eller Porcellæn, som hans Hustru ved strængt Arbejde havde skrabet sammen, men han kunde endogsaa overfalde hende med Spark og Slag. Alligevel holdt hun inderlig af sin Mand og troede fast paa, at han igen vilde blive til den stræbsomme, hæderlige Arbejder, han en Gang havde været. Værst var det naturligvis for de stakkels Børn, som græd af Skræk, hver Gang Scenen tildrog sig.

"Og saa bor her ogsaa saa mange Pigebørn," fortsatte Manden.

"Pigebørn! - Her bor da ikke offentlige Fruentimmer?" spurgte vi.

"Nej, offentlige er de paa en Maade ikke; men de er vist ikke stort bedre end dem, der sidder bag Tremmerne," svarede han. "Det er skandaløst, at ens smaa Børn hver Dag skal se paa disse Tøses Gøren og Laden. Derhenne - ind ad denne Dør, bor f. Eks. én!"

Han talte om

de københavnske "Trækkere",

som ved Aftentid sværmer omkring paa de mest befærdede Gader og i Danseboderne for at faa fat i et Mandfolk, som vil følge dem hjem paa deres Horekammer og der betale dem nogle Kroner for en Times Utugt. Det er Kvinder med lade Tilbøjeligheder, som hellere vil ernære sig ved Letfærdighed end ved ærligt Arbejde, og som i Smug konkurerer med Bordellerne. Opdagerne er deres Skræk, ti faar Politiet Bevis for deres Geschaft, bliver de straffede, og kan efter Gentagelse risikere at blive sat ind paa de offentlige Huse.

Efter at have taget Afsked med den venlige Arbejderfamilie, bankede vi paa Trækkerens Dør for blot at se et Glimt af det indre.

"Værsgo!" blev der svaret.

Paa en lav, mørkbetrukken Chaiselongue laa hun paa Ryggen og dampede paa en Cigaret. Haaret var i Uorden, og det røde Liv helt opknappet. En tømt Vinflaske, som stod paa Bordet imellem et Par væltede Glas, vidnede om et nyligt aflagt Herrebesøg. Paa Gulvet laa noget Linned, paa en Stol et Skørt, Servanten stod aaben, og Vandfadet var fuldt til Randen af snavset Vand.

Hun blev liggende og saa paa os med sløve Øjne. "Undskyld, vi gik fejl!" sagde vi, idet vi gik igen.

Men derude i den lange Gang og paa Trappen holdt de mange smaa Børn op med deres Leg, da de saa en Herre komme ud fra hende - hende, den slemme Pige, som Forældrene havde forbudt dem at tale med.

(København 6. september 1893).