Paa Kommunehospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

I den senere Tid har jeg af og til besøgt nogle Syge paa dette Hospital, og efter hvad jeg der har set og hørt, maa jeg antage, at Forholdene trænge til at ordnes lidt i flere Retninger. For ikke som Lægmand at komme ind paa Forhold, jeg ikke forstaar, har jeg omtalt Manglerne for Læger, der have udtalt deres Forbavselse over, at Tilstanden var, som jeg skildrede den. Jeg bemærker udtrykkelig, at det er 4. Afdeling, jeg omtaler, en Afdeling, der synes at være Stedbarn paa Hospitalet, begrundet i Mange af de Syges Beskaffenhed. Men just derfor lide de Patienter, der ikke falde ind under Kjønssygdommenes Klasse, dobbelt ved at slaas i Hartkorn med disse.

Naar man om Formiddagen kommer ind paa en af Sygestuerne mellem 10 og 12, forfærdes man over den Hede, der hersker. Thermometret viser ikke under 17 Grader, stundom mere, og fra den vældige Jernovn udstraaler en utaalelig Hede. Knap 2½ Alen derfra staar den ene Seng, med Hovedgjærdet mod Væggen, saa at Straalevarmen med fuld Kraft, virker lige hen paa den Syge - men en Kakkelovnsskjærm findes ikke. Da en af Reservelægerne en Dag gjorde den Bemærkning, at der var forfærdeligt at ligge, og spurgte Stuekonen, om der ikke var en Skjærm, svarede hun: Nei, det har vi saamænd ikke paa denne Afdeling." Om den var at faa ved Drikkepenge, ved jeg ikke. Derved blev det; thi at Lægen skulde paatale det, var for meget at forlange. Hele Betragtningen derude er klart nok, at Patienterne ere der for Lægernes Uddannelses Skyld, og at Hospitalet ikke er oprettet for de Syges Skyld, hvilket sidste dog turde være den rette Opfattelse af Sagen.

Dernæst er det ret mærkeligt, at alt Hospitalstøiet er syet i een Størrelse, saa at Folk, der blot er lidt sværere end f. Ex. en Soldat, hverken kan knappe eller binde Skjorten, Benklæder eller Bluserne om sig (der findes forøvrigt i Almindelighed hverken Knapper eller Bændler i Dragterne). Hvis det ikke var et oprørende Tegn paa Sløseri og Uorden paa et Hospital, vilde det absolut virke komisk at møde ældre Folk med lidt Embonpoint flæbende paa Benklæder, der hverken kunne knappes eller ere lange nok, saa at de stumpe lige under Knæerne. Ja en svær Patient maatte endog for nogen Tid siden beholde sine egne Benklæder - da Hospitaler ikke eiede et Par Benklæder, der passede. Manden var intet Monstrum af Fedme, men kun hvad man kalder en korpulent Mand.

At Sengene nærmest i Smalhed ligne Bogreoler, er jo et Særkjende for alle danske Senge, og alle Patienter ere derfor anviste til at ligge paa Ryggen og se op i Loftet. Dette kan jo være godt nok i Tusmørke. Men naar Gassen, der er anbragt midt i Værelset, tændes, ere de Syge tvungne til at ligge og se op i Lyset samtidig med at det er umuligt at læse ved det, da det kun giver tilstrækkeligt Lys paa Benenden af Sengen. Mon nogen af de Herrer Læger, der færdes derude, selv har prøvet paa at ligge timevis og se op i et Gasblus? Eller mon det hører med til Kuren?

Smag og Behag er forskjellig, derfor ogsaa Anskuelserne om Madens Beskaffenhed. Men man kunde ønske at indbyde de Herrer, der burde have Opsyn med disse Dele af Administrationen, til en Soirée, hvor der serveredes det Fluidum, der paa Hospitalet benævnes The. Servicet skulde være Hospitalets Kopper, hvis Ydersider er dækket ofte med Skorpe af gammelt Snavs, ligesom ogsaa de rustne Jerngafler, der udleveres, passende kunde anvendes ved samme Sexa.

At Patienter med de værste Kjønssygdomme og andre Syge paa samme Afdeling ere henviste til fælles Klosetter, horer ogsaa til de for Lægmænd ubegribelige hygiejniske Principer.

Det fortælles, at Kirken er forment 4. Afdeling paa Grund af, at der tidt findes raa "Bøller" blandt Patienterne; men jeg antager ikke at det er muligt.

Mod Nervøsitet og Renlighed bruges paa Afdelingen et ypperligt Middel. Med tordenlignende Larm ruller Skubkjærren med de fyldte Cokeskasser langs de lange Gange, Jernbeholderne sættes op for Dørene, bringes ind og væltes ud paa Gulvet, hvorpaa der energisk tages fat med en Skuffe af Jern for at smide Cokes ind i Ovnen og Kulspanden! Folk paa 4. Afdeling, unge og gamle, have selvfølgelig, ifølge Hospitalets bedre Indsigt, ikke Nerver, altsaa gjør Larmen intet. Den er jo endt længe inden Professoren kommer, for, Gud bevares, saa er alt rent og pænt. 

Mon det ikke var ønskeligt, at de overordnede Læger, Hospitalsforstanderen eller Andre kom ogsaa paa ubestemte Tider. Saa bleve maaske mange Utilbørligheder forebyggede. Et var ialfald maaske heldigt, nemlig at den vagthavende Kandidat var paa Hospitalet under sin Vagt, og ikke gik ud i Byen, saa at Patienter, der trænge til Tilsyn, maa vente paa hans Hjemkomst. I et mig bekjendt Tilfælde ventedes der over 1 Time, i et andet fra om Aftenen til næste Morgen.

Dette er en Lægmands Iagttagelser ved nogle saa Besøg, og jeg synes, at de fortjene at fremdrages som betegnende for Kommunehospitalets Tilstand.

A-a

Idet vi med al fornøden Reservation overfor Enkelthederne give den ærede Indsender Plads for Ovenstaaende, skulle vi tilføie, at vi dog ikke anse det for usandsynligt, at Sløseri kan have indsneget sig i en saa stor Administration som Kommunehospitalets. Vi finde selvfølgelig Sagen, som den er skildret, temmelig graverende for den overordnede Kontrol, dog med Anerkjendelse af, at det Personale, der kan raades over fra Kontrollens Side, mulig er indskrænket nok. I al Fald er der af Indsenderen fremdraget saa Meget, at en Undersøgelse af Forholdene sikkert vil være Umagen værd, og vi føle os derfor forvissede om, at en saadan vil blive foretagen saavel fra Overlægens som fra Administrationens Side.

Red.

(Dagens Nyheder 7. december 1889).

De 17 grader må være Reaumur, det svarer til 21½ Celsius.

Estrups Attentatmand Julius Rasmussen. (Efterskrift til Politivennen).

Et offer for provisorismen.

I morges modtog vi fra Horsens følgende privattelegram:

"Julius Rasmussen fandtes i morges hængt i sin sovecelle i tugthuset".

Dette telegram kan ikke andet end bringe alvorlige tanker op i læserne.

Julius Rasmussen blev træt, han kunne ikke afvente udløbet af de 14 lange års indespærring, til hvilken han på grund af en måske noget misforstået kærlighed til sin landsmænd og deres frihed, var blevet dømt efter en ubønhørlig lov, og i hvilken en for det betrængte folks suk og en offerberedvillig ynglings selvopofring følelsesløs minister holdt ham. 

Vi vil selvfølgelig ikke hermed søge at retfærdiggøre Julius Rasmussens fortvivlede gerning, men vor dybeste medfølelse har han, og havde han hele tiden.

Han faldt som offer for den folkets forsmædelse som kaldes provisorisme, for de opstyltede fraser uden bagvedliggende handlinger, som særlig folketingsmand C. Berg spredte over land og folk.

Fred med hans minde!

(Aarhus Amtstidende, 27. november 1889).

Social-Demokraten skrev at Julius Rasmussen abonnerede på Højrebladet "Dagens Nyheder", som efterfølgende agiterede for at gøre et stort politisk nummer ud af attentatet. Hvilket også skete med provisorier imod tale-, skrive- og forsamlingsfriheden. Samt et straffeprovisorie som dog blev afskaffet få år efter. Bladet afviste at han skulle være en tyranhader som ønskede at befri fædrelandet for undertrykkelsen. Han var i stedet "et ganske jævnt menneske for af forholdene er blevet et ufrivilligt redskab i reaktionens hånd."

Randers Arbejderblad og Horsens Arbejderblad fra 28. november 1889 havde sendt en medarbejder til tugthuset for at interviewe inspektør kaptajn Bache og pastor Haffstrøm (som fortalte at han var imod religion), samt læste de rapporter der var om ham i fængslet. 

Attentatet på Konsejlspræsident Estrup. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Julius Rasmussen

Gennem Ritzaus Bureau telegraferes i går fra Horsens

Julius Rasmussen, der for Attentatet mod Konsejlspræsident Estrup var idømt 14 Aars Tugthusstraf, som han afsonede i Horsens Tugthus, fandtes imorges Kl. 6 hængt i sit sovekammer og var allerede kold.

En politisk fanatiker. 

For fire år siden, onsdag den 21. oktober 1885, skete der i vort politiske liv en begivenhed, der ved sin resolutte voldsomhed og sin fanatisme gik landet over som et heftigt stød, skræmmende borgerne op.

En lille, bleg typograf, nitten år gammel, et stille, indesluttet menneske, der aldrig havde gjort et kat Fortræd, havde fyret to revolverskud af mod landets konseilspræsident, finansminister Estrup.

Han lod sig gribe straks og han tilstod, at han havde villet frelse fædrelandet ved at skyde Estrup.

Dette attentats baggrund var de års voldsomme politiske ophidselse. Det skete i de dage, da ministeriet Estrup måske stod på de allersvageste fødder, da kampen begyndte at brede sig ud i folkets private liv, at blive en kamp øje mod øje og klo mod klo, da ungdomsforeningerne stiftedes og riffelbevægelsen florerede, da hele befolkningen rejste sig mod hinanden for en idés skyld.

Og partiernes blade slyngede hinanden ansvaret for dette attentat i ansigtet, alle fralagde de sig enhver skyld, ingen vovede at tage den nittenårige fanatiske dreng under armen og erklære: Han tilhører vort parti!

Han blev forhørt og dømt, Han kom i tugthuset og blev glemt. Man kiggede ikke længere når man gik forbi på Toldbodvejen efter det hul i porten , hvor kuglen var fløjet ind. Det var kittet til og kittet blev gammelt og der var intet mere at opdage.

Siden talte man kun om Julius Rasmussen et par enkelte gange.

Den ene gang var ved hs. maj. kongens halvfjerdsindstyveårige fødselsdag. Der skulle gives amnesti til en del tugthusfanger, og man ventede, at Rasmussen ville blive blandt dem.

Den alt for unaturlige politiske ophidselse, som da havde ført revolveren, havde nu lagt sig; man så tilbage på den tid som på en rus, og man troede, at Rasmussen nu ville blive benådet. Det skete ikke

Den anden gang var ved kongens regeringsjubilæum. Også der ventede man Rasmussens benådning. Man talte om den som noget temmelig sikkert. 

Men Julius Rasmussen blev ikke benådet. I stedet for ham gav man en bedrager og en falskner friheden.

Så har han da vel selv opgivet håbet om at komme på fri fod, før den lange straffetid var omme.

Og livet forekommet ham for tungt at leve i et tugthus, celle - hele ungdomstiden bag et gitter på en fangebriks - og så har han da hængt sig i går, omtrent fire år efter at han som stakkels forstyrret dreng rettede revolveren mod konseilspræsidentens bryst.

Julius Rasmussen

der nu pludselig igen er blevet en dagens helt, om hvem man i de nærmeste fire og tyve timer vil tale, var en middelhøj, slankt bygget ung mand, blond, let kruset hår, frisk teint, smukke, en smule tilslørede øjne.

Han var født den 5. juli 1866 på Christianshavn, hvor han gik i betalingsskole. Han var afholdt af lærere og kammerater, fik udmærkede karakterer både for flid og opførsel. Han var siden bydrang hos pastor Holck, der interesserede sig for den lille flinke fyr og fik ham uddannet til en dygtig typograf. Han lærte hos Græbe, kom senere til Vejle Amts Folkeblad, derfra til Lolland-Falsters Folketidende; et par måneder før attentatet arbejdede han her i byen hos I. Cohen. 

Han var fra sin tidlige ungdom en yderst prikken og stolt natur. Han holdt af at gå godt påklædt og bestræbte sig for at  se så soigneret ud som mulig.

Han kunne undertiden tilbringe hele sin søndag formiddag foran spejlet med at få håret til at sidde, som han ville have det. Heller ikke var der nogen ting, han skattede mere, end at blive lagt mærke til og blive omtalt.

I fængslet tabte han ikke sit fikse ydre. Folk, der for et halvt års tid siden har set ham Horsens tugthus, meddeler os, at han da så ganske ud som tidligere, kun var der lidt mere melankoli i øjnene end før. Sin fangedragt var han altid meget pillen med og søgte at pynte den op så godt, det lod sig gøre

Hans familie.

Da Julius Rasmussen blev dømt, levede begge hans forældre. Hans far, Just R., var en stræbsom arbejder, hans mor en energisk kone der havde opdraget to døtre og frem sønner og fået dem alle vel anbragt. De fire ældre brødre er dygtige typografer der arbejder ved jyske provinsblade. Døtrene er godt gift.

Julius var det yngste barn. Han var sin mors øjesten, og han der ellers var yderst tilbageholdende og kølig overfor alle andre, betroede alt til sin mor.

Det var sorgen over sønnen der langsomt lagde den kraftige kvinde i graven. Hun græd både dag og nat over ham, og så døde hun da til sidst for to år siden, 67 år gammel.

Kort før sin død henvendte hun sig personlig til konseilspræsidenten for at bede om nåde for sin søn. Excellencen modtog den gamle kone med skånsom deltagelse og sagde, at han ville gøre hvad der stod i hans magt, men at det ville være umuligt at give ham friheden straks.

Sidste sommer døde faderen, 73 år gammel.

Hos hans søster.

Ude på Amager hvor byens yderste arme slipper deres tag, og store nøgle gavle stirrer ud over markerne, traf vi i den sene aftentime Julius Rasmussens ældste søster, der er gift med rebslager Hintzen.

Den unge kone var stærkt bevæget. Hun bød os med forgrædte ansigt tage plads i den nette dagligstue hvor vi på væggen bemærkede et par portrætter. Over det ene var fæstet en stump sørgeflor.

Vi kunne ikke lade være at betragte det.

- Ja, der hænger han, sagde konen, det er i den dragt han havde på da han gjorde det. Det var en lys sommerdragt der så ud som den var ganske ny.

Den gamle kone med det skikkelige ansigt og store buklede hængekrøller der hang ved siden af, var moderen.

Om han skrev hyppigt hjem?

- Så længe mor levede, forklarede hun, skrev han hver gang han havde lov til det, han måtte jo kun skrive et bestemt antal gange. Men da mor var død, holdt han ganske op at skrive, han gjorde det kun en eneste gang. Vi skrev til ham efter fars død, men han svarede slet ikke på det.

Hvorledes dødsbudskabet var kommet hende i hænde?

Der var en mand fra politiet med telegrammet henad eftermiddagen.

Om han nogensinde havde fortrudt?

Dette spørgsmål besvarede søsteren ganske benægtende. Der var aldrig anger at spore i hans breve - han var også alt for stolt til at angre, mente hun.

For øvrigt antog søsteren at han ikke havde været ved sin fulde fornuft da han tog livet af sig. Det var sikkert moderens død der havde gjort ham så nedtrykt og melankolsk at han ikke var ved sin forstand i den sidste tid han levede - -

Vi bød farvel og gik. Den stakkels kone takte os bevæget sin hånd - og skriv så lidt pænt om ham, han var dog alligevel et godt menneske.

Atter stod vi på den sølede vej hvor der kun var huse på den ene side og en enlig tranlampe spredte et fattigt gult skær gennem gusen, der mørk og klam væltede ind fra Sundet.

I lyskredsen foran en lille beværtning stod et par kuldragere og snakkede sammen. Rygtet om selvmordet var allerede trængt herud. De talte om Rasmussen, og en af dem pegede op imod vinduerne hvor søsteren boede.

Hans sidste brev.

Under vor samtale med Rasmussens søster bad vi hende om indholdet af det sidste brev han havde skrevet hjem. Vi gengiver nedenfor det af brevet der har interesse som bidrag til en karakteristik af Julius Rasmussen.

Det var det han skrev kort efter moderens død som svar på budskabet.

"Jeg ved godt at det er min skyld. Det er mig der har slået hende ihjel. Det er sorgen over det jeg har gjort der så tidlig har lagt hende i graven.

Nu skal I ikke bryde jer om at skrive mere til mig, jeg ønsker ikke mere at modtage breve der i forvejen er åbnede og gennemlæste af andre."

Det var vel moderen død der havde brudt hans mod og givet ham den ulyst til livet der nu har givet sig sit sidste udslag i dette tragiske selvmord.

Oline Mikkelsen.

hvem vi traf i hendes kondition hos en detailhandler i en af Christianshavns tværgader, modtog os gennem den første meddelelse om at hendes tidligere forlovede Julius Rasmussen havde aflivet sig.

Olie Mikkelsen er en livlig tre og tyveårig brunette med en god figur og spillende øjne. Hun traf Rasmussen i Nykøbing på Falster hvor hun hører hjemme, og blev der forlovet med ham.

Hun var, fortalte hun, forlovet med ham til et år efter at attentatet skete. Så hævedes forbindelsen. Hun kunne jo da ikke så godt vente fjorten år - hun var jo ikke rigtig nogen rig pige.

Han havde altid været sådan en tosset rad, den Julius, somme tider blev han aldeles rasende over et ord jeg havde sagt, og jeg måtte passe på ham som på et barn, så ude af sig selv var han.

I den tid vi var forlovede, har han tre gange gjort forsøg på at tage livet af sig, han gik altid med en skarpladt revolver i lommen, det gale menneske.

Sidste gang han gjorde forsøg på at tage livet af sig, var på Knapstedsgård en måned før han skød på Estrup.

I sine breve det første år fra tugthuset var han altid glad og fornøjet, han havde det gjort, skrev han, og håbede snart at komme ud - og så skulle vi giftes.

For resten syntes Oline Mikkelsen at være ude over den første hidsige ungdomsforelskelse. Hun modtog dødsbudskabet med virkelig ro og viste sig i satalens løb at være i uforstyrreligt humør.

Derpå afbrødes vor samtale af detailhandleren som havde brug for Oline til sine huslige affærer.

Selvmordet 

(Privattelegram fra Horsens).

Horsens den 27. november 1889.

Julius Rasmussen der i sin tid skød på Estrup, har i nat hængt sig i sin sovecelle. Han havde skåret lagnet i stykker, sammenbundet stykkerne og fastgjort den ene ende i vindusesgitteret over døren.

Da fangevogteren i morges kom in i cellen, fandt han liget ganske koldt.

Efter hvad jeg har erfaret af fængselsautoriteterne har Rasmussen altid opført sig fuldstændig eksemplarisk. Men han ville ikke på nogen måde indgive ansøgning om benådning.

Han befandt sig forholdsvis godt i fængslet. Og gik ganske stille omkring og passede sig selv i de sidste dage.

I tugthuset havde han den første tid beskæftiget sig i væverierne, på slutningen arbejdede han i malerværkstederne.

Efter hvad der meddeles mig, skal en af opsynsmændene forleden havde sagt til Rasmussen:

"Du er en slyngel."

Hertil svarede Rasmussen i en brysk tone:

"Jeg er ikke mer slyngel end du."

Denne insubordination blev straks meldt, og R. blev for opsætsighed nedsat i fangernes anden klasse.

Mulig har dette ganske berøvet ham håbet om benådning, idet han i den idømte straf har set et vidnesbyrd om at han intet havde at vente.

Det er ikke udelukket at familien kan fordre liget udleveret. Men om dette af politiske grunde vil blive nægtet, står endnu hen. Rimeligst er det at man for at forebygge eventuel demonstration ved jordfæstelsen vil lade liget begrave som almindelig forbryder.

Sindssyg?

Der synes efter de foreliggende oplysninger om Julius Rasmussens fortid og karakter at være en vis sandsynlighed for at han har været sindssyg da han begik selvmordet.

At han har haft dispositioner for sindssyge er udenfor al tvivl. For nogen tid siden var han således i længere tid indlagt på sygehuset for melankoli.

Sandsynligvis har en slags storhedsvanvid, en overspændt forfængelighed, en vanvittig ved fængselslivet skærpet lyst til at blive omtalt, drevet ham til denne sidste, sørgelige handling.

Pointer.

(København 28. november 1889)

Julius Rasmussens begravelse

(Privattelegram til København).
Vejle 1. december kl. 12.50 eftermiddag.

Julius Rasmussens lig udleveredes i morges kl. 6 fra tugthuset. Fra tugthuset fulgtes ligvognen af et følge på 200 mennesker gennem byen.

Brødrene i Vejle havde ikke bekendtgjort begravelsen, men ønskede at den skulle foregå i stilhed.

Kl. 11 gik 100 vejleboere ligvognen i møde, og kl. 12 fandt begravelsen sted.

Pastor Melby forrettede begravelsen og holdt en gribende tale over Davids ord: "Hellere overgives i Guds end i menneskers vold".

Den højtidelige begravelse overværedes af ca. 200 mennesker. På kisten lå en talrig mængde kranse fra Vejle og andre byer.

Der bemærkedes således kranse fra "Venstrevælgerforeningen i Vejle", "Vejle Amts Folkeblad", "Horsens Folkeblad", "Demokraten i Horsens", "Studenter i København", "Typografer i Aalborg", "Typografer i Vejle", "Bankdirektør Busse i Kolding", og "Viggo Berg i Kolding".

(København 2. december 1889)

Demokraten (Århus) fra 14. december 1889, oplistede en række straffede som modsat Julius Rasmussen var blevet benådet: Kammerråd Skibsted som havde taget 40.000 kr der skulle gå til enker og umyndige forældreløse. Toldkasserer Freisleben (Randers) svindlede med udbetalingen til sine skrivere - fik pension. Frøken Kirchhoff på Vordingborg Sindssygeanstalt stjal ænder, flæsk, smør, linned mm. fra de indlagte. I modsætning til disse slog politiet hårdt ned mod fattige som samlede kul på havnen, strejkende arbejdere mm.

Erindringssted Esplanaden 34 taget nogenlunde fra samme vinkel som tegningen overfor fra Illustreret Tidende: I porten hænger en lille udstilling som fortæller om attentatet på Estrup den 21. oktober 1885. Det var omtrent ud for plakaten at attentatet foregik. Dengang hed gaden Toldbodvej.

Vilhelm Moritz Henriques: Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889) var direktør ved Frederiksberg Fattigvæsen og far til komponisten og violinisten Fini Valdemar Henriques (1867-1940), hans 10. barn som ligger begravet på Vestre Kirkegård. Navnet fik han fordi faderen ikke ville have flere børn. 

Justitsraad

Henriques.

I går er justitsråd, fattigforstander på Frederiksberg Henriques pludselig afgået ved døden. Den afdøde indfandt sig, punktlig som altid, på sit kontor ved tolvtiden. Han følte sig meget utilpas. Ildebefindendet tog til i så høj grad, at han måtte lade sig køre hjem.

Kl. ca. 2 afgik han ved døden. Enhver kendte justitsråd Henriques. Dette ejendommelige gammeldags ansigt, glatraget med skarpttegnede træk, kloge iagttagende øjne under de sorte bryn, og hovedet omkruset af et kraftigt, krøllet gråt hår. Der var noget af en Gades, en Mozarts skikkelse over den gamle justitsråd, der som "Nationaltidende" medarbejder var kendt overalt.

Og han elskede da også musikken. I hans hjem ude på Frederiksberg, i en hyggelig lille villa, samledes forfattere, gamle som unge, til hans musikalske aftener. Dér, i de små hyggelige soiréer, nød man de gamle mestres og de banebrydende unges musik, forstående og overbærende. Sønnen Fini Henriques, der alt har vist sig som et så lovende Talent, har sikkert høstet stor nytte af disse soiréer, hvor man hos den gæstfri vært der altid var glad ved at se ungdom om sig, diskuterede dagens spørgsmål, men hvor navnlig litteratur og musik var aftenens emner.

Som journalist navnlig var den afdøde naturligvis bekendt i vide kredse. Overalt hvor hans kendte ansigt viste sig, var han velkommen. Man vidste at der kom samvittighedsfuldheden og den upartiske elskværdighed i egen person. Ganske unge journalister der, ukendt med deres arbejde, kom til et møde som udover det almindelige krævede kundskab og åndsnærværelse, har høstet godt af den gamle justitsråds hjælp. Beredvilligt overlod han sit manuskript, lidt vidtløftigt og skrevet med gamle, stive bogstaver, der ikke altid var let at tyde, til den unge. Og når han takkede, nikkede han med det gamle grå hovede og sagde blot: "Ja, De har da vel forstået det", smilede og nikkede igen. Han ville så gerne hjælpe de unge der ville frem på den bane hvorpå han, omend i det mere utaknemmeligt gebet som referent, har arbejdet så flittigt som få.

Justitsråden der var far til en stor børnflok, er svigerfar til journalist Blichfeldt ved "Avisen", som også i den sidste tid har arbejdet ved "Nationaltidende".

I fredags virkede den afdøde sidste gang i sin kære virksomhed som journalist. Han sad som sekretær ved amtsrådets møde, smilende og glad som altid og påpasselig, stadig lyttende og skrivende. Ingen skulle da troet at denne gamle, rørige, ja næsten trods de grå hår, ungdommelige mand, var døden så nær. 

K.

(København, 25. november 1889).

Vilhelm Henriques, direktør Frederiksberg Fattigvæsen. Fotograf: Georg W. Alexandersen (1843-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Justitsråd Henriques Død. Det pludselige dødsfald hvorved den bekendte journalist justitsråd Henriques bortkaldtes, kom meget uventet. Den afdøde der var 62 år, var meget rask og rørig og kunne som altid ende to mænds gerning. Om morgenen gik han hen til Frederiksberg Hospital hvis forstander ha var. Forinden spøgede han med sin familie. En af døtrene havde fødselsdag og hun skal giftes på fredag. Faderen gav hende en tikrone med den bemærkning hvorved ha tænkte på brylluppet at det blev de sidste penge hun fik af ham. Da han kom hen på hospitalet, blev han syg, og lægen gav ham en morfinindsprøjtning. Det hjalp og justitsråden kunne nu køre hjem i en droske. Han ledsagedes af en underordnet der fulgte ham ud af vognen. Få øjeblikke tog han ham i sine arme, idet han faldt, og bar ham op på en sofa. Få øjeblikke efter var livet udslukt. Hjertet var bristet. Efter jødisk skik skal den afdøde begraves hurtigt, allerede idag på den mosaiske kirkegård.

(Roskilde Avis, 27. november 1889). 

Justitsråd Vilhelm Moritz Henriques' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1894 kom det frem at Henriques måske havde været lige lovlig troskyldig: Fattigvæsenets kasserer Hasselbalch tilstod at have bedraget for mellem 56.000 og 80.000 kr. ved at forfalske kassebøger. Bedragerierne var allerede startet i 1882. Henriques havde så sent som i 1888 tilskyndet en kendt professor på Frederiksberg til at have ydet 12.500 kr. til at bringe Hasselbalch på fode igen. Han havde hjulpet Hasselbalch til et lån i Landmandsbanken på 5.000 kr. Henriques underrettede ikke de nye inspektører om disse forhold, og Hasselbalch forblev i stillingen, fortsatte bedragerierne og blev i 1892 udnævnt til hovedkasserer. Pengene var angiveligt gået til en luksusvilla og et liv med vin og kvinder. 

Henriques mente at enhver forbryder som ville rejses, burde have den støtte dertil som var nødvendig. Han havde ansat flere der tidligere straffede for bedrageri og vekselfalsk. Bl.a. Frederik Rathsack. Denne var i 1887 kommet til Frederiksberg Fattigvæsen for at hæve understøttelse, og Henriques gav sig i snak med ham, og tog ham i tjeneste som skriver. På et tidspunkt befandt der sig adskillige forbrydere på hospitalets kontor, udover Rathsack også J. Nielsen og Steiness. En tiltalt i sagen, fuldmægtig J. Nielsen hængte sig i arresten. 

Alle blev idømt længere forbedringshusstraffe og erstatning. En længere redegørelse for sagen kan læses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. april 1895, og Social-Demokraten 28. april 1895.

Rosa Heath på Concert du Boulevard. (Efterskrift til Politivennen)

Sangeren og danserinden Rosa Heath optrådte i efteråret 1889 på "Concert du Boulevard" på Vesterbrogade og "Arenateater" i Tivoli. Uden dog at vække større Opmærksomhed. Men så begyndte avisen København (pseudonymet chic, som muligvis er Herman Bang - det er dog ikke verificeret af mig) at skrive om hende.

Annonce for Rosa Heath's optræden på Concert du Boulevard. København 16. november 1889. Nogen særlig fremtrædende plads synes hun ikke at have haft.

En overset Kunstnerinde.

Miss Rosa Heath

Stakkels lille Rosa Heath!

Skulde jeg møde Dig igen i saadanne Omgivelser, i en anden Rangs Varieté, borte i en Baggaard paa Vesterbro!

Jeg saa Dig i Hamborg første Gang - hvor Du dansede Dig varm og lykkelig, medens Du med Din yndige Barnestemme trallede muntre Melodier til, og Publikum under ellevild Jubel lod det regne med Blomster over Dit blondlokkede Hovede!

Saa var Du i Gøteborg, og Folk stormede til Lokalet, hvor Du optraadte, Aften efter Aften var der fuldt, Journalisterne dyppede deres Penne i det fineste Blæk, og svang i lange Føljetoner Virakkens Duft om Dit Haar.

Og nu synger Du i Boulevarden, og Københavnerne bryder sig ikke mere om Dig end om de væmmelige Hamborger-Chanteuser, der sammen med Dig konkurrerer om Prisen.

Stakkels lille Rosa Heath, skulde jeg se Dig igen imellem saadanne Kunstnerinder, der ikke er værdige en Gang at løse Dit Skobaand.

Og Du, slappe København, Du rører Dig ikke af Flækken, for at se denne Perle, maaske den fineste Danserinde, der i det sidste Ti Aar har gæstet vor By.

Se paa den Maade, hun sætter de smaa, bedaarende Fødder, se Armbevægelsernes fuldendte Ynde, det raske, frejdige Kast med Hovedet, se, hvor hun bærer Halsen, hvor hun har Magt over det lanke, rankt baarne Legeme! Og hendes Ansigt, blond og fint, hvor det lyser og smiler, som om et Overmaal af Glæde vilde frem af de straalende Øjne og den yndige, jublende Mund.

Det er saa himmelhøjt hævet over alt Gøgl, hvad den lille Rosa Heath præsterer derude, der er lagt i hendes Dans en sjælfuld Kunst, som fortjente en mere straalende Indfatning end Boulevardvarietéens halvforgyldte Scene ramme, en finere Musik end Hr Varialis tynde Orkestersuppe og et Publikum, som bedre forstod.

Thi hvor skulde en Sal, fuld af Spekhøkermadammer og andre Slags Smaaborgere, forstaa denne Kunst, der virker med saa smaa og raffinerede Midler som Rosa Heaths.

En enkelt Gang kan der i en Loge sidde et Par Mennesker, der synes at fatte Værdien af Miss Heaths Dans. Og de klapper da som rasende, og Folket nede paa Gulvet ser op paa de underlige halvgale Mennesker og klapper med. Saa bliver hun da fremkaldt ustanseligt, og hun oplever endnu en Ovation af samme Slags som dem, der bragtes hendes Kunst i andre Byer, som havde mere Forstand.

Chic.

(København 25. november 1889)

Vesterbrogade 29, Concert du Boulevard set fra Vesterbrogade. Over porten skilt med Hver Aften Stor Varietéforestilling Gratis Entré. På 2. sal salon der bl.a. skilter med Damp Ansigts-Bade, Manicure og Elegant Frisering 50 Øre. I stueetagen Emanuel Thranes cigarforretning. Nedbrudt april 1902. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder.

Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890.