Julemærkets Fader død
Postmester Einar Holbøll
Tidligt i Gaar Morges er Postmester Einar Holbøll, Skaberen af Julemærket, død i sit Hjem paa Posthuset i Charlottenlund, et Par og treds Aar gammel. Holbøll var just vendt hjem efter at have fulgt I sin Hustru til Toget, da Døden overraskede ham. Et Hjerteslag gjorde Ende paa den svære, joviale Mand, hvis Helbred længe havde været undermineret af en Hjertefejl.
Holbølls Navn vil til alle Tider være knyttet til Julemærket, som kendes af ethvert Barn i Danmark. Han har selv fortalt at han fik ideen en Aften, da han stod og sorterede Julebreve. Det gik da pludselig op for ham, at denne Mængde Hilsener kunde indgaa som et praktisk Led i Filantropiens Tjeneste ved at de paaklæbedes et lille Mærke.Han forelagde Planen for daværende Generaldirektør Svendsen, og denne Henvendelse resulterede i Dannelsen af en Komité, sotn udsendte det første Juleniærkft i 1904. Det har den gamle Dronning Louises Billede øg var fremstillet i en lyslilla Farve. Mærket fik en uventet Succes og indbragte allerede det første Aar 74,000 Kr en Sum, der holdt sig jævnt stigende, indtil den i 1924 naaede 223,000 Kr, det hidtil største Bjløb.
Ialt har Julemærket indbragt godt 3 ½ Million Kr., som en Række Institutioner har nydt godt ar. Størsteparten af Pengene anvendtes til Bekæmpelsen af Børnetubetkulosen, og en Række Sanatorier, deriblandt Julemærkesanatoriet ved Kolding,
Holbøll blev naturligvis en kendt og berømt Mand, og hans ide blev optaget og slog igennem hele Jorden over, senest i Amerika og Japan. Personlig hædredes han paa forskellige Maade, og alle mulige filantropiske Foreninger sloges om at faa ham ind i Ledelsen. Ved sin Død var han saaledes i Bestyrelsen for flere Børnehjem, Ensomme Gamles Værn, Røde Kors osv.
Karakteristisk for Holbøl var hans stadige Syslen med nye filantropiske Idéer. Da han Ina syg af en smertefuld Øjensygdom for nogle Aar siden, kom han til at tænke paa en Hjælp til Blinde. Han fandt da paa Barnets Lykkeskilling, der skulde bindes om Halsen paa alle raske Børn og minde dem om, at deres blinde Medmennesker trængte til Hjælp.
Paa Bunden var Holbøll et stort Barn, lige let til Taarer og Smil. Han var i besiddelse af en brændende Evne til at hjælpe alle lidende og svage. Børnene elskede ham, og der var Jubel paa Børnemærkesanatorierne, naar han ankom paa Besøg. I et hyggeligt Lag var han den fødte Selskabsbroder, jovial og hyggelig. Der skulde ikke megen Overtalelse til for at faa ham til at trække Luthen frem og ynge nogle af sine egne Sømandssange. Thi Holbøll dyrkede ogsaa Forfattervirksomheden. I Fjor udgav han saaledes et Bind Skitser fra Sømandslivet, betitlet Søstjerner". Det var smaa, fordringsløse Historier, præget af lians gode. rørende Barnesind og friske Humør.
Holbøll var taknemmelig og rørt over den megen Paaskønnelse, lian nød, og da han paa sin 60 Aars Fødselsdag fejredes ved en stor Fest, var han den mest bevægede af alle Deltagerne. Endnu for faa Dage siden besøgte han sammen med Julemærkekomitéens Sekretær. Kontorchef Rosenørn, et Julemærkehjem ved Fakse, indrettet til 60 Børn. Her spøgte han og lo som sædvanlig, og ingen mærkede noget sygeligt eller usædvanligt ved ham.
Holbølls Livsgerning prægedes af en sjælden Uselviskhed. Medens hans Mærke indbragte Millioner, vedblev han til sin Død at være Postmanden med de beskedne Indtægter.
*
Einar Holbøll fødtes i København d. 20. Debr. 1865 som Søn af Lodsinspektør Caelheger Holbøll. Som ung fo'r han til Søs, men havnede omsider i Postvæsenet og var i en 'lang Aarrække Assistent. I 1905 blev han Postmester i Gentofte og fra 1909 i Charlottenlund. Hans Karriere som Postmand frembyder intet usædvanligt. Det er som Julemærkets Fader, at Einar Holbølls Navn vil mindes og æres.
(Social-Demokraten, 24. februar 1927).
Filantropen Einar Holbøll in memoriam.
Fra mange forskellige Sider mindes man i disse Dage Einar Holbøll; hans lyse Idéer, først og fremmest Julemærket, havde gjort hans Navn kendt langt ud over Danmarks Grænser, men disse Linier skal vies Manden med det varme Hjerte ... Mennesket, man uvilkaarligt kom til at holde af ... den sjældent brave og vennesæle danske Mand Einar Holbøll.
Man kunde møde Postmesteren en Foraarsdag efter en lang, sur og trang Vinter, og intet Steds afspejlede Solen sig saa herligt som paa hans Ansigt. Han lagde ikke Skjul paa sine Følelser. Det er hændt mig mere end een Gang, at han under Foraarets Virkning kunde bryde ud: .Kan De forstaa, at nogen, der oplever en Vaardag, kan nægte, der er en Gud hvor herligt. Saadan en Dag er Livet, trods al Modgang rigt og dejligt.
Det er typisk for Einar Holbøll. En Lysseer var han i et Samfund, hvor ellers meget er trangt og svært. Det var ogsaa det, der gjorde, at han gerne vilde være hjælpsom i Livets forskellige Forhold. En kendt dansk Kirkemand sagde i sin Tid om ham, at han var saa "hittepaa-som". Og det er rigtigt - men han var egentlig mere end det. Han forstod at lægge Eventyrets Glans om sine Idéer. Derfor trængte ogsaa ikke faa af dem sejrrigt frem til Gennembrud. Han var en æstetisk Natur. Det bedste af Kunst, Poesi og Ædelsind var ikke for godt, naar det gjaldt at fremme en stor Samfundssag. Men han var indforstaaet med, at dette kun var Midler - Maalet var intet mindre end Sagen selv.
Selvfølgelig blev det Julemærkekomitéens Arbejde, der først og fremmest havde hans Hjerte - sent, mange vil mene for sent, naaede han selv at blive Formand i sin egen Komité. Men han var saa rummelig en Natur, at han ogsaa fik Interesse for andet Arbejde - det gælder saaledes Arbejde for de Gamle, som det udgaar fra Ensomme Gamles Værn.
Her har jeg en Aarrække haft den Glæde at samvirke med ham. Jeg mindes en Aften, da vi sammen stod paa Talerstolen i Københavns Kommunelærerforening for at bryde en Lanse for de Gamles Sag. Han forstod godt Grundlinien i hele dette store Arbejde, der sigter paa at faa gamle Folk ud af deres Ensomhed og give dem Del i Livets kulturelle og aandelige Værdier. Ved hans Død skal det mindes, at ogsaa han har bidraget til at præge Sagen.
Som Menneske var Einar Holbøll en Falstaffnatur, i glade Timer rig og sprudlende. Det kunde være noget af en Oplevelse i et privat Hjem at høre ham synge Sange til sin Luth.
Jeg tror, der er mange, der nu ved hans Død glæder sig over, at vi for et godt Aars Tid siden paa hans 60-Aarsdag dag naaede ved en smuk Fest at faa sagt ham Tak for, hvad han har været i vort Samfund som Filantrop og som Menneske.
Hermann Koch
(Nationaltidende, 24. februar 1927).
Ved Postmester Holbølls Baare.
Naa ja, det maatte vel blive Vor Frue Kirke og kgl. Konfessionarius Provst Fenger, naar Julemærkekomitéen vilde hædre sin døde Formand og tage Begravelsen i sin Haand. Holbøll sele havde ikke skænket den sidste Parade nogen forfængelig Tanke. Han var straalende glad for Anerkendelse og Hædersbevisninger i levende Live, men han var for stor en Lysalf til at ville tale om Døden med sinee Kære. Kun det ene Ord har han engang sagt. at han gerne vilde hvile, hvor der var Sol.
Nej, den store og fine Højtidelighed harmonerede ikke med Holbølls jævne Livsvaner, det vilde jeg gerne fortælle Arbejderne paa hans Begravelsesdag. Han, der har været til snu megen VelsigneIse for andre Mennesker, døde som en ubemidlet Mand. Efterlader sig ikke anden Arv end gode Minder.
Han fortalte fra sit Ophold for et Par Aar siden i Amerika, hvor han var indbudt som Æresgæst vod en Aarskongres for Tuberkulosesagen, at Amerikanerne troede, at han var en rig Mand. Det mente de, han maatte være bleven paa sin Idé, som i Parentes bemærket overført til U. S. A. har indbragt mange Millioner Dollars til Bekæmpelse af Tuberkulosen. Disse Amerikanere, der har en vældig Respekt for Opfindsomheden, saa i Danskeren Einar Holbøll en paa sin Vis lige saa genial Opfinder som Edison. Men Holbølls "Opfindelser", Julemærket saa vel som Barnets Lykkeskilling, gik jo kun ud paa at gavne andre.
Fra Hædersdagene i Amerika kan berettes en lille Episode, udspillet paa et Hotel en Aften, da Kongresdeltagerne havde en festlig Sammenkomst med Hal bagefter. En ung Pige, som havde et kunstigt Ben, kom under Festen rødmende hen til Holbøll og bad ham, om han ikke vilde gøre hende den Glæde at lægge Armen om hendes Liv og svinge hende én Gang rundt, saa hun kunde fortælle, at hun havde haft den Oplevelse at danse med Julemærkets Fader! Det var et af de lykkeligste Øjeblikke i Postmester Holbølls Liv.
Og saa - saa vendte Verdensberømtheden tilbage til sin stille Gerning i Charlottenlund, til sit tredje Klasses Kørekort paa Jernbanen, trak i sin gamle og veltjente Vinterfrakke, ja, det var hans Stolthed, at Frakken skulde vare i mange Aar.
Nøjsomheden laa ham i Blodet fra Drengeaarene til Søs, hans bedste Tid, sagde han tit, og den, hvorom han da ogsaa opnaaede at faa udgivet en lille Samling Skitser under Titlen "Søstjerner". Han var ikke saa lidt stolt, da Bogen udkom; Nu er man Kollega med Øhlenschlager! sagde han med en Skælm i Øjet og var den første til at le.
Ved hans Bortgang finder vi, hans Venner, en Trøst i, at, der blev forundt ham den lykkelige og bratte, smertefri Død. Han havde lige sat sig tilrette i en Kurvestol og havde foldet Avisen ud for at læse det sidste Nyt - da Hjertet standsede sit Slag.
Hans lille Søn Carlheger, som legede i samme Stue, havde spurgt Faderen om noget og havde faaet til Svar: Ja, min egen Dreng.... Det var det sidste Ord, der udgik af Einar Holbølls Mund.
Han har gjort sit Fædreland Ære og kan rejse trygt til andre Strande. Portene ind til et solrigt Paradis staar ham aabne, det store herlige Barn som han var.
Og naar han til. næste Jul skuer herned, saa vil han, tænker jeg, se sit kære Julemærke prydet med hans eget Billede, og han vil se, at vi alle kappes om at købe det. hans Minde ti! Ære og syge Børn til Lindring.
Det sket
Olaf Linck
(Social-Demokraten, 1. marts 1927)
Herefter blev hans kiste ført til rustvognen som det fremgår af fotoet herover fra Bornholms Avis og Amtstidende, 2. marts 1927. Den blev kørt til Ordrup kirkegård. Der står et mindesmærke over Holbøll på Charlottenlund Stations forplads.
