Mordene i Løngangsstræde 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Frygteligt Drama.

Firedobbelt Mord og Selvmord i Løngangsstræde - En Mand dræber Kone og tre Børn og derpaa sig selv.

Vor by har i det forløbne døgn været skuepladsen for en begivenhed så skrækkelig, som man kun kender fra de store verdensstæder.

Et i Løngangsstræde 14, 1. st. tv. boende ca. 40-årigt bud ved navn Andersen har - rimeligvis i går eftermiddags - hængt sin Kone og tre småbørn og derefter sig selv.

En herre, der i længere tid har boet hos ægtefolkene, fandt det mistænkeligt, at hans værelse ikke var gjort i stand, da han i formiddags ved titiden kom hjem. Lejligheden var aflåset, men ved at se gennem nøglehullet ind i det ene værelse, så han mandens budfrakke, kasket og støvler ligge henslængt på gulvet.

Han alarmerede da gadebetjenten, der fulgte med op. Døren der fører lige ind i køkkenet, blev lukket op, og da man trådte ind, hang Andersen på dørkarmen mellem sovekammeret og køkkenet. Ansigtet var uhyggelig fordrejet, manden har rimeligvis været død siden den foregående eftermiddag.

Hurtig skar betjenten manden ned og med bange Anelser gik han, fulgt af den logerende herre, over tærskelen ind i soveværelset, hvorfra en rådden lugt slog ham i møde.

Et rædselsfuldt syn.

Mistanken bestyrkedes i hver af det lille rums to senge lå to lig! Konen og de tre småbørn var kvalt, i den ene seng lå to af børnene, i den anden konen med et barn på armen, alle havde et reb om halsen, men var meget sirlig anbragt i sengene.

Betjenten skar rebene over, men der var ikke spor af livstegn; den skrækkelige forbrydelse er rimeligvis allerede begået i går eftermiddags.

I morgen skal vi bringe læserne en udtømmende beretning om denne i vor kriminalhistorie sikkert temmelig enestående begivenhed.

(København, 21. august 1895)

Ludvig Frederik Both (1823-1887): Løngangsstræde ved Vandkunsten, 1884. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Tegningen forestiller de huse som lå overfor Gåsegade (ulige numre, ca hvor nutidens nr. 19 ligger). 

Massemordet i Løngangsstræde

Manden der dræbte hustruen og sine 3 børn hvorpå han beår selvmord.

Fem Lig.

"København" bringer den udførligste og i alle enkeltheder nøjagtigste beretning om den rædselsfulde begivenhed.

En frygtelig begivenhed 

har rystet Københavns indbyggere, at alle sind i den største bevægelse.

En hel familie, tilsyneladende lykkelig, om end fattig, er i løbet af få minutter vandret fra livet i den evig dødens mørke verden, hvorfra den aldrig vil vende tilbage

En familiefader, ansét af alle, der kendte ham, for sin solide færd, en hæderlige stræbsomhed og ulastelig vandal, ligger død, med rebet om sin hals, efter at han først har gjort sig skyldig i den skrækkeligste af alle forbrydelser: Hustrumord og barnemord.

En hustru og moder, fattigt begavet uden store evner i nogen retning, men tilsyneladende tilfreds, glad ved sin tarvelige tilværelse i det hyggelige, lille hjem, ligger dræbt i sin seng - og i hendes favn finder man barnet, det mindste, med smil på kind, men kold og død! Hvilket frygteligt skuespil! Og så - i sengen ved siden af, de to andre børn, glade og fornøjede lå de endnu for et par dage siden på husets trappegang og legede med beboernes børn - og her ligger de, stive og kolde, dræbte!

Intet under, at en begivenhed som denne, der synes kun at kunne tilhøre verdensbyernes frygtelige elendighed vækker den største opsigt overalt.

Den nøjagtige Beretning 

om alle enkelthederne i dette frygtelige drama, vil man finde i nedenstående linjer. Vi afholder os fra alle sidebemærkninger, indskrænker os til med den størst mulige korthed og klarhed at fremstille begivenhederne i deres rækkefølge.

I Løngangsstræde 

Nr. 14, 1. Sal, har familien Andersen allerede boet en årrække. Familien består af Lars Andersen, der er bud i manufakturhandler Christensens forretning på hjørnet af Østergade og Integade, endvidere hans kone og tre børn.

Lars Andersen er en mand på 42 år. Han er bondefødt, kommer fra Græsted ved Gilleleje. Hans hustru, født Marrit Knudsen, er datter af en norsk skibskaptajn. Lejligheden består af tre værelser og et køkken.

Af værelserne vender de to ud til gaden, hvert med to fag vinduer. Det ene af disse værelser lejede familien for et par år siden ud til en ung mand, cand. pharm. Poul Christensen, der længe har været knyttet som medarbejder til "København".

I går Formiddags, 

da klokken var omtrent halv elleve, kom hr. P. Christensen hjem for at hvile sig lidt, efter at han om morgenen havde arbejdet på vort blads kontor.

Da han kom på trappen, fandt han en del af husbeboerne samlet ivrig samtale.

- Hvad er der i vejen her? spurgte Christensen, idet han standsede sin gang.

- Ja-h! Det må vi nok spørge Dem om, svarede en af Beboerne, for det er Deres værtfolk, som det gælder om.

- Hvorledes?

- Jo, siden i går morges har vi ikke sét dem et eneste øjeblik. Vi savner børnene, der ellers altid leger her på trappegangen, og hverken manden eller konen har vi set. Og inde i lejligheden er der ikke en lyd, der rører sig. Kan De forstå, hvor de er henne? 

Det var madam Hansen, som bor ved siden af familien Andersen, der afgav denne forklaring, og hun tilføjede, at der fra Christensens forretning på Østergade har været bud efter manden, da man savnede ham i forretningen.

Mistanken er vakt.

Som man kan tænke, blev Hr. Christensen en del bestyrtet over disse meddelelser. Han havde ingen tanke om, at en ulykke kunde være sket. Men var i virkeligheden ikke de omstændigheder, der her fortaltes ham, ret mærkelige?

Til daglig så hr. Christensen kun sjælden sine værtfolk. På grund af, at han hver morgen meget tidlig skulle på bladets kontor, drak han ikke kaffe hjemme, og han havde da ikke stort andet med familien at gøre, end at lade madammen børste sit tøj og sine støvler.

Havde han nu grund til at nære mistanke om, at der var sket noget usædvanligt? Han syntes det næsten ikke.

I løbet af tirsdagen havde han været hjemme flere gange, og rigtigt nok var det, at det da var meget roligt i værelserne ved siden af. Ikke en lyd hørte han derinde, men dette foruroligede ham ikke, for familien gjorde aldrig støj, og ofte gik konen timevis ud med børnene.

Kl. 8 tirsdag aften lå Christensen en times tid på sofaen. Og just, når han nu tænkte ret efter, forekom det ham nok, at han havde syntes, det var mærkeligt, at han ikke havde hørt en lyd inde fra værelset ved siden af, hvor på den tid den hele familie plejede at være samlet.

Han gik imidlertid ud igen, kom hjem sent på aftenen og stod op igen tidlig onsdag morgen uden at ane noget ondt. 

Ak, da lå allerede familiens afsjælede legemer, kolde, stive, i værelset ikke langt derfra

Der gøres alarm!

Altså, uhyggelige anelser opstiger i hr. Christensens sind, og han siger da til husbeboerne :

- Ja, der må sikkert være noget galt på færde! Jeg vil gå ned på gaden for at få fat i en politibetjent! Dog, først går han ind på sit værelse.

Han finder her sengen urørt, således som han havde forladt den om morgenen. Allerede dette er en mistænkelig omstændighed, for madam Andersen var en ordentlig og påpasselig husmoder, der altid holdt huset i den mønsterværdigste orden.

Hr. Christensen bøjer sig da ned og kigger gennem nøglehullet ind i familien Andersens  dagligstue. Hvad han ser, er dette: På et bord ved væggen ligger mandens budeuniform med de gyldne knapper, ved siden af er kasketten, og på gulvet ligger hans flip og støvlerne.

Dette, at manden på dette tidspunkt har sin uniform liggende henslængt på værelset, er i sandhed foruroligende. Hr. Christensen er ikke i tvivl om at der er noget galt i gærde, og han besluttede da straks at gøre alarm.

Politiet tilkaldes.

Hr. Christensen går ud på gaden, hvor det efter nogen søgen lykkes ham at finde en betjent. Det er Nr. 341, hvis borgerlige navn er Tvilum.

Han siger til betjenten: Hør, De må gå med mig op i Nr. 14- Manden synes at være forsvundet tilligemed hele sin familie. Jeg kan ikke tro andet, end at der er sket en ulykke.

Betjenten stiller sig meget tvært og afvisende overfor hr. Christensens opfordring:

- Naah, det er vel ikke så slemt! siger han og vil gå videre.

Hr. Christensen foreslår nu betjenten, at han i hvert fald, ved fra gården at sætte en stige op til familiens køkkenvindue, skafter sig et indblik i lejlighedens udseende.

Betjenten vil på ingen måde gå ind på dette. Men efter nogen snakken frem og tilbage, får hr. Christensen ham dog endelig til at gå med sig op på sit værelse, hvor den trevne ordenshåndhæver gennem nøglehullet ser, at mandens uniform ligger på bordet.

Lejligheden åbnes.

Hidtil havde betjenten vist den største tværhed, det var øjensynligt, at han kun med den største ulyst gik med Christensen. Efter at have set gennem nøglehullet får han imidlertid en følelse af, at der dog måske er noget på færde, og han forsøger da, først med en kniv, så ved hjælp af en saks, at få døren lukket op. Da dette imidlertid ikke vil lykkes ham, går han ud blandt husboerne, hos hvem han hurtigt får en nøgle til den dør, der fra gangen fører ind til lejlighedens køkken.

Med denne nøgle lukker betjenten da op og går ind, fulgt af hr. Christensen.

Et frygteligt Syn.

Det syn, der møder de to mænd, idet de træder ind ad døren, og den forpestede luftbølge, der slår dem i møde, er så skrækkelig, at de begge vender sig om, og i deres bestyrtelse næsten ikke kan gå videre.

Betjenten ryster over hele kroppen, idet han går frem over køkkengulvet - så stærkt har synet taget på ham. Og med bævende stemme udbryder han:

- Ja, nu ser jeg, der er noget forfærdelig galt på færde!

På dørstolpen mellem køkkenet og soveværelset hænger mandens lig, dinglende i en snor. Hans ansigt, der er frygteligt ophovnet, med blå og sorte rande om øjnene, med opsvulmede læber og med tungen rækkende ud af munden, vender halvt ud mod køkkenet, således at betjenten har det ret for sig.

Så hurtig betjenten kan besinde sig, griber han den kniv, han bærer i lommen, og rask oversnitter han snoren, i hvilken mandens lig dingler. Med en dump lyd falder liget til jorden. Og de to mænd træder ind i det nævnte værelse.

Hvilket Syn! Hvilken Gru!

En dødens stilhed hersker der i det fattige rum, gennem hvis lave vinduer solen sender en lille stråle ind over den gule persienne. En rædsom stank opfylder rummet. Et hastigt blik er nok til at se, hvorfra stanken kommer. I sengen nærmest vinduet til gården ligger to småpiger henslængte, kvalte, med reb om halsen, og i sengen tæt ved hustruen, kvalt, ligeledes med rebet om halsen, og med det mindste barn i favnen.

Overvældet af det skrækkelige syn formår betjenten et øjeblik næppe at røre sig. Dog, han fatter sig, og giver sig i lag med at befri de afsjælede legemer for de reb, hvormed manden har kvalt dem.

Dog, ingen nytte er denne gerning til. Her har døden forlængst gjort sit bytte. Alt liv er udslukt, og den tunge stilhed, der hersker i det lille rum, er en kun alt for veltalende illustration til den frygtelige begivenhed, der her er udspillet.

Hvad der siden sker.

Uden at opholde sig alt for længe på dette skrækkelige sted, begiver hr. Christensen og betjenten sig ud på gangen.

Som man kan forstå, er hr. Christensen, således som en ret journalist bør være det, nu kun besjælet af tanken om at bringe meddelelse om den gruelige begivenhed til sit blad - til "København".

Dog - i dette sit forsæt møder han modstand hos betjenten.

- Deres navn? spørger denne Nr. 341, på sin mest studse maner.

Efter at hr. Christensen har opgivet navn og stilling, siger betjenten:

- Ja, De må nu følge mig hen på stationen.

- Ja, det gør jeg gør jeg gerne, svarer hr. Christensen - forudsat at jeg kan få lov til derfra at telefonere til mit blad !

- Aa, bladet! vrænger betjenten - vil De nu bare følge mig! 

På Politistationen

Hr. Christensen går da med betjenten hen til Nørregades politistation, hvor man anmoder ham om at vente i forværelset. Han spørger her en af fuldmægtinge om han må låne telefonen, og da han får tilladelse, giver han sig straks i lag med at telefonere sine meddelelser til "København"s redaktion.

Han er imidlertid næppe begyndt, før assistenten, hr. Niels Jensen, kommer farende og råber: - Vi vil ikke have nogen telefonering her! De må straks holde op!

Få øjeblikke efter kaldes hr. Christensen ind i den telefonfjendtlige assistents private kontor, og efter at nu vor medarbejder har afgivet sin forklaring om hvad han har set og foretaget sig, siger han til assistenten :

- Tillader De nu, at jeg telefonerer ned til bladet?

Meget ophidset svarer assistent Niels Jensen herpå:

- Nej, jeg tillader på ingen måde, at De telefonerer. Det er mig ganske ligegyldigt, om bladet får den nyhed i dag eller i morgen! Det har vel heller ikke så stor hast!

Altså, hr. Christensen får ikke lov at telefonere. Dog, som man kan tænke, opnår hr. Jensen ikke derved at forhindre "København" i at bringe den foreløbige meddelelse om begivenheden - få timer efter er disse meddelelser i tusinder af eksemplarer spredte over den ganske by!

Lægen kommer!

En times tid efter at det fortalte er foregået, ankommer politiassistent Niels Jensen og dr. F. V. Ryder fra Nytorv til lejligheden, hvor ligsynet nu foretages. Lægens udtalelser går ud på, at de fire mord og selvmordet må være foregået tirsdag eftermiddag. Kort efter at politiet og lægen har forladt værelset, aflægger vi det et besøg.

Køkkenet.

Hvad der slår os, idet vi træder ind i det lille køkken med det lave, ludende vindue ud til gården, er den næsten pinlige renlighed, som vi iagttager herinde. Gulvet er blanktskuret, køkkenbordet skinner som sne. På komfuret står en blanktskinnende kobberkeddel, på hylden under loftet står i sirlige rækker de små kaffekander, tepotter, gryder og pander, alt fint pudset, som om det var på udstilling.

Det hele gør et fattigt, men aldeles ikke noget nødlidende indtryk. Man siger sig selv, at således har nogenlunde velstillede mennesker det. Det er ikke den pure fattigdom, der lyser ud fra denne fint skurede tallerkenrække, i hvilken tallerkener og kopper i rigelig antal breder sig. 

Og nu spisekammeret, hvis dør vi lukker op! Der ligger madvarer i fade og skåle, der er et par syltetøjskrukker, fyldt til randen, der er kød og flæsk og smør, og på en stor bakke en rigelig mængde fint og groft brød!

Af sulten er disse mennesker da ikke drevet i døde!

Soveværelset.

Vi går da ind i soveværelset, og her fremtræder familiens fattigdom tydeligere. For møbler er der kun få af, foruden de to jernsenge med de hvidbetrukne dyner og de rene lagner. Det samme indtryk af renlighed og hygge, som man får i køkkenet, bibeholder man i soveværelset.

Men hvor frygtelig er ikke synet af de fem mennesker, der her hviler i dødens søvn! Hvor frygteligt i denne tavse, tomme, triste stilhed. Tæt under vinduet hviler de to ældste børn i sengen. I en lille blå og hvidternet bluse ligger Marry. Med et bedrøvet, forpint, øjensynligt i dødskvalen fortrukket ansigt stirrer den 10 års piges vidtåbne øjne op mod loftet. Benene har hun krampagtig trukket op under sig. Om halsen ser man trykket af den snor, hvormed faderen har kvalt hende.

Ved hendes side ligger den 4 års gamle Fanny. Man skal lede efter et dejligere ansigt. Skønt og blegt, smilende til søsteren ved hvis bryst hun hviler, ligger hun henstrakt så naturligt, som om hun sov. Dette syn af de to børn er næsten skønt i al sin gribende uhygge.

Frygteligere gribes man dog, når man vender blikket til den anden seng.

Med et hæsligt fordrejet, sortrandet og opsvulmet ansigt, over hvis læber der endnu står en slimet fråde, ligger moderen udstrakt på lejet. Hun er nøgen, og hendes krop er svulmet op til et omfang, der ikke er naturligt. Sin venstre arm har hun anbragt under den yngste datters hals.

Det er Ingeborg - det 1 år gamle barn, der her ligger med sin lille mund trykket op mod moderens nøgne skulder. Et rørende og uhyggeligt syn!

Vi vender os bort fra disse dræbte og ser ned på gulvet, hvor manden ligger udstrakt på ryggen. En dyb, blodrød stribe på halsen betegner det sted, hvor rebet har snæret ham ind i døden. Han er i skjorteærmer. Under skjorten ser man en ulden trøje. Han bærer grove blå cheviots benklæder. Hans ansigt er hæsligt fordrejet, og hans øjne stirrer vidtåbne beskueren i møde.

Fra dette uhyggens værelse begiver vi os ind i familiens dagligstue ud til gaden. Her er det endnu fattigere. Der er her næsten slet ingen møbler og på væggene kun et enkelt skilleri. Men som overalt i lejligheden er der rent og vel vedligeholdt. På bordet ligger endnu Lars Andersens uniform med de blanke knapper.

Her en plan af lejligheden

På det sted, hvor den frygtelige handling er foregået, vil man - nederst til højre - se de to senge betegnede. I samme værelse er døren ud til køkkenet, hvor man fandt manden hængende, betegnet med et kors.

Ligene afhentes.

Kun få øjeblikke efter at vi således har aflagt besøg i dette hjem, hvor ulykken har gjort en så rig høst, ankommer de to rustvogne, i hvilke ligene skal føres til Sct. Johannestiftelsen.

Indsvøbt i lagner bæres ligene ud af lejligheden og ned på stueetagens trappegang. Her har man opstillet tre sorte trækister, i hvilke ligene skal anbringes. Moderen og den lille Ingeborg adskiller man ikke, de anbringes i den samme kiste. Sammen i én kiste anbringes dernæst de to søstre, Marry og Fanny, og endelig lægger man manden i den tredje kiste, hvorpå rustvognen kører bort med sin sørgelige last.

På gaden.

har der imidlertid i formiddagens løb samlet sig en uhyre menneskemængde, og især på det tidspunkt, da ligene blev bortkørte, var stimlen stor og voksende, så betjenten kun med megen møje kunne holde passagen fri. Alt, hvad der kunne stå og gå i den ellers så stilfærdige gade, var på benene. Og ved enhver dør og på begge fortove stod folk i tætte klynger, ivrigt diskuterende den sørgelige begivenhed.

Det var et helt bevæget folkeliv. der således foranledigedes af dette drama, det frygteligste vi endnu har oplevet her i København.

Hvad er motivet?

Når man spørger om hvad motivet til denne frygteligt gerning nu også kan være, står man straks aldeles uforstående. Man begriber ikke, at denne tilsyneladende lykkelige og tilfredse familiefader pludselig kan falde på at styrte sig morderisk over den hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv, og de børn som han tilbad.

Man spørger sig selv, om han ikke har gjort ugerningen i et pludseligt anfald af sindsforvirring eller om ikke religionsskrupler, - således som det ofte er tilfældet - har omtåget hans hjerne og berøvet ham fornuftens brug.

Lad os kort fortælle om Lars Andersens daglige, huslige forhold. Som vi allerede har fortalt det, var han bud hos manufakturhandler Herman Christensen på hjørnet af Østergade og Integade. Han havde været ansat her i fulde seks år, og han var en mand, hvem Chefen skænkede hele sin fulde tillid. Solid var han, derom var der ingen tvivl, hr. Christensen nærede den største tillid til sit bud.

En indesluttet mand.

Men Lars Andersen var en mand, hvem man ikke let kom i lag med. Han var meget ordknap, meget indesluttet, næsten uhøfligt afvisende, når man ville give sig i snak med ham. Hvad der da foregik indenfor denne tavse, stilfærdige mands hjerne - derom er det vanskeligt at vide noget. Dog, vi har en udtalelse af ham, som er betegnende. I den sidste tid havde han vist sig mere indesluttet og melankolsk end sædvanligt. Man lagde mærke til det i forretningen, og en dag gav en af damerne, som i mange år havde omgåedes ham, sig i snak med ham. Uden at damen kan sige, hvordan det gik til, kom samtalen til at dreje sig om de frygtelige forbrydelser - mord og selvmord - hvorom bladene fortalte. Der var netop i de dage foregået et par af disse forbrydelser i Wien, og Lars Andersen, der havde læst beretningerne, sagde :

- Det er i grunden ganske godt gjort! Man får respekt for en mand, der således gør rent bord med sin familie. Han bærer sig slet ikke dumt ad!

Damen bebrejdede ham, at han udtalte sig så kynisk, men dertil svarede han intet, virrede kun med hovedet og gik sin vej.

Økonomiske Forbold.

Altså, Lars Andersens kår var små, men dog langt bedre end de kår, hvorunder tusinder af fattige arbejderfamilier lever her i København. Hos Christensen, Østergade, tjente Lars Andersen 62 kroner ved at være bud. Men desuden gjorde han tjeneste i grossererens private hjem, Frederiksholms Kanal, hvorved han yderligere tjente 10 kr. Med drikkepenge og alt har Lars Andersen da sikkert mindst haft 80 kr. om måneden.

Og en kendsgerning er det, at Lars Andersen bragte hjem alt, hvad han tjente. Han soldede ikke, gik overhovedet aldrig ud. Så snart han kom fra forretningen, gik han hjem til sin hustru, med hvem han levede et lykkeligt samliv.

Familieforhold.

Over alt i verden elskede han sine børn. Så snart han kom hjem, gav han sig i leg med disse kønne småpiger, han satte sig med dem ude på trappegangen eller i gadedøren, og utrættelig var han i sin muntre underholdning og leg med dem. Til gengæld elskede også børnene deres fader. Jublende løb de ham i møde, når han kom hjem fra sin dagsgerning, og da forlod han dem ikke, så længe han var hjemme.

Hustruen.

Forholdet til hans hustru er derimod måske noget mere tvivlsomt. Sandt er det imidlertid, at det kom aldrig, aldrig, til heftige scener mellem dem. Tilsyneladende levede de sammen i den allerbedste forståelse. Sandt er det imidlertid også, at siden en halvanden års tid blev hustruen en del svaghovedet som følge af en ualmindelig hård barselfærd.

Hun der for flere år siden havde måttet tage ophold på en sindssygeanstalt, mistede nu næsten fuldstændig hukommelsen, og hendes tilstand blev sådan, at hun måtte indlægges på Kommunehospitalets sjette afdeling. Dog, hun blev der ikke længe; efter et par måneders forløb udskreves hun som helbredt. At hun ikke var helt rask - derom kan der dog næppe være tvivl. 

For kort tid siden søgte manden at overtale sin kone til endnu en gang at lade sig indlægge på hospitalet for at blive fuldstændig helbredet, men det ville hun ikke indlade sig på.

For manden var det utvivlsomt en kilde til stor sorg at hustruens forstand var omtåget. Herom skal vi fortælle følgende

Manden græder 

I tirsdags morges, da man i Herman Christensens forretning savnede det trofaste bud, gik en af forretningens damer, der var en personlig bekendt af familien, op i lejligheden for at spørge efter manden. 

Da hun ved titiden kom op og ringede på, blev hun lukket op af Lars Andersen, der grædende kom hende i møde og fortalte, at hans kone tidligt om morgenen havde haft et ualmindeligt heftigt krampeanfald, og han angav dette som grund til, at han ikke havde mødt i forretningen.

Dette tyder stærkt på, at manden i fortvivlelse over sin hustrus sygelige tilstand har fattet sin frygtelige beslutning.

Hans omsorg for hustruen.

Det kan i forbindelse hermed anføres, at Lars Andersen i lange tider har levet under trykket af sin hustrus sygelighed. Han såvel som hustruen var meget propre, de tålte ingen urenlighed eller forsømmelighed. Efterhånden som hustruens hukommelse svækkedes, måtte imidlertid Lars Andersen meget ofte udrette en del af den husgerning, der  påhvilede konen. Ofte stod han til sent på natten og vaskede skidentøjet, mens konen puslede omkring de små. Og om morgenen børstede han sko og støvler, bankede tøj osv.

Tænkes kan det da, at bedrøvelse over hustruens voksende sygelighed, der efterhånden ville gøre hende ganske unyttig til al husgerning, har modnet Lars Andersens beslutning.

En kendsgerning er det at han alt længe var på det rene med, at hendes sygdom ville føre hende i vanvidets mørke. Udtalelser som han lod falde overfor hr. P. Christensen, viser dette. Han drog nøje omsorg for at Konen ikke fik ting at læse, som kunne ophidse hende. Mens han således selv læste aviserne i forretningen, lod han aldrig en avis komme indenfor sit hjems vægge, og da hr. Christensen en gang tilbød ham at låne konen "København", svarede han barsk at han tillod ikke, hans kone læste aviser.

Hun elsker ham!

Der kan ikke være tvivl om den gode forståelse, hvori disse to mennesker levede med hinanden. Han elskede sin kone, og hun så op til ham som om han var et højere væsen. Alt, hvad "Far" gjorde, var rigtigt for hende. Hun fulgte det mindste af hans vink, og når der skulle udrettes et eller andet, måtte hun altid først spørge "vores fa'er", som hun sagde. 

Vi standser her vore betragtninger over, hvad der formentlig kan være motivet til den skrækkelige begivenhed. Man står overfor en gåde, som man næppe kan løse, og vi skal ikke trætte læserne med flere gisninger. Kun så meget:

Hustruens mørke, åndelige tilstand har sikkert nedbrudt den tavse og indesluttede mand så stærkt, at han yderligere påvirket ved læsning af beretninger om de store selvmords- og mordhistorier i udlandet, - i et pludseligt anfald af fortvivlelse er gået til sin skrækkelige gerning.

Sidste Efterretninger.

Et forhør.

I går eftermiddags ved to-tiden var viceværten i ejendommen nr. 14 Løngangsatræde, hr. sadelmager Grunthmann, tilsagt til forhør på Nørregades Politi station. Forhøret var langt. Assistenten. hr. Niels Jensen, gik især indtrængende ind på spørgsmålet om familien Andersens økonomiske forhold.

- Jeg véd intet om hans formueforhold, sagde hr. Grunthmann - jeg véd kun, at han altid ærligt og redeligt har betalt sin leje, 27 kr. om måneden. Han har aldrig stået i restance for en øre, Dog, tilføjer hr. Grunthmann: - For nogen tid siden klagede Andersen over, at han ikke havde råd til at bo så dyrt, hvorfor han sagde op og bad mig om at give ham lejligheden på anden sal, der kun skulle koste 22 kr. Det blev imidlertid ikke til noget. En skønne dag kom Andersen og sagde, at han havde betænkt sig.

En husundersøgelse

Altså, dette forhør bringer ikke noget nævneværdigt interessant for dagen.

I går aftes ved ottetiden ankom der så to betjente af opdagelsespolitiet og gik ind i lejligheden. De gennemsøgte her alle gemmer, tog papirer med sig og opnoterede, hvad der fandtes i Værelserne.

3000 Kroner!

Hvor stor blev imidlertid ikke politimændenes overraskelse, da de i den fattige lejlighed fandt gemt i en kommodeskuffe, et par sparekassebøger, på hvilke der stod henved 3000 kroner! Politibetjentene tog sparekassebøgerne og de øvrige papirer og bortfjernede sig med dem.

For døren hængte de en stor hængelås.

På gaden.

Indtil sent i går aftes var Løngangsstræde opfyldt af mennesker, der utrættelig debatterede den store begivenhed. Rørende var synet af de små pigebørns små kammerater og veninder, der grædende stod i klynger i gadedørene og først lod sig drive hjem, da forældrene kom og tog dem med sig.

Hermed afslutter vi foreløbig beretningen om den gruelige udåd, der i går satte bevægelse i alles sind. I morgen vil "København" møde med yderligere oplysninger.

(København 22. august 1895)

Johannes Hauerslev (1860-1921): Løngangsstræde ved Vandkunsten. Det Kongelige Bibliotek. Materiale er fri af ophavsret. Fotoet viser de lige numre i Løngangsstræde, Gåsegade forsvinder mod højre. Husrækken er nu nedrevet. Hjørnehuset er i dag erstattet af nutidens nr. 16 (1906). Nr. 14 må i følge tegningen i nedenstående artikel være det lidt mørkere hus hvor der står en person udenfor. Sammenlign også med det nutidige foto nederst i artiklen.

Social-Demokraten havde en lignende reportage den 22. august 1895, med nogle præciseringer, nemlig at manufakturhandler Christensen lå på Østergade 25. at Lars Andersen ar 37 år, konen 33. Han fik plads som 11-årig hos manufakturhandleren, der for 4 år siden havde skiftet ejer. Deres første dreng Hans døde som 4½ årig, Mary var 9 år, Fanny 4 og Ingeborg 17 måneder. Artiklen skriver videre: 

I forgårs morges fik Andersens kone et krampeanfald. Det var så slemt, at hun bed sin tunge i stykker. Om formiddagen kom jomfru Olsen og besøgte dem. Hun havde nogle ting med, som Andersens ældste datter Mary havde glemt ude på den oven nævnte kompagnons, grosserer C. Hansen, landsted "Tusculum" ved Frederiksdal. Her havde Mary været hele sommerferien. I fredags vendte hun hjem til Løngangsstræde.

Jomfru Olsen fandt Andersen sidde grædende ved den syge hustrus seng. Hun spurgte, om hun ikke skulle meddele til forretningen på Østergade, at han ikke kunne komme i dag. Men

dertil svarede han nej.

Senere på dagen gik jomfru Olsen atter derhen, men traf ingen hjemme. Hun tænkte da, at konen var stået op og at Andersen var gået en tur med hende. Kl. 5 kom hun tredie gang; hun undrede sig over, at lejligheden stadig var lukket af. Men hun kunne ikke vente, for hun skulle med 6-toget til Lyngby.

Lidt efter middag, kl. 1, var Mary kommet hjem fra skolen i Vestervoldgade. Hun må være blevet sendt ud igen i et eller andet ærinde, af faderen eller forældrene. Da hun kun hjem mellem kl. 3 og 4, blev hun bemærket af en jomfru Walgreen der boede på 3. sal. Mary gik ind ad køkkendøren. Umiddelbart efter hørte jfr. Walgreen der sad ved vinduet ud til gården, et råb:

"Nej! Nej! Fader!"

og et halvkvalt skrig. Hun tænkte at Mary var blevet straffet for en eller anden forseelse og tillagde det ingen videre betydning.

Social-Demokraten den 23. august 1895 dementerede "Københavns" oplysning om at der skulle have stået 3.000 kr på Andersens sparekassebog. Avisen angav i alt 30 kr på de to bøger. I stedet angav bladet at der jævnligt var indsat småbeløb, men også hævet mindre summer. 

Massemordet.

Huset i Løngangsstræde

Manden der opdagede forbrydelsen

Sidste Oplysninger.

Hustruens svangerskab. - Ægteparrets kærlighedshistorie. - Politiet arbejder. - Forhør. - Morderens broder ankommer hertil.

"København" tror ikke på nogen bedre måde at kunne indlede dagens artikel om det skrækkelige drama i Løngangsstræde end ved at bringe en tegning af det hus, i hvilket begivenheden har fundet sted. 

Indenfor de vinduer på første sal, som vor tegner har fæstet på papiret, er udspillet den frygtelige scene, der i forgårs satte København i den største bevægelse. 

Her er det, den hidtil solide og fuldt ud agtværdige familiefader har styrtet sig som et vildt dyr over sin syge hustru og sine tre småbørn - dræbt dem og lagt dem i sengen. 

Og efter at have udført denne gruelige gerning, har han siddet, skrækslagen over sig selv, men ophidset af sin egen forbrydelse, vanvittig af forpinthed og ulykke, og afventet sin ældste, 10-årige datters hjemkomst. Den ulykkeige mand. 

Og datteren er kommet. Glad er hun sprunget op ad trapperne for efter sædvane at hilse på sine søstre og sin moder, for at få sin mad og dernæst få lov at gå ud på gaden og lege med kvarterets andre børn. 

I stedet for er hun, idet hun er trådt ind ad døren, blevet grebet af faderen, i hvem vildskaben atter er kommet op i al sin frygtelige vælde. Udstødende et skrig, et forskrækket: "Lad mig være, fader", er hun blevet slæbt ind over gulvet, og uden at hun er kommet til sig selv igen, har faderen surret rebet om hendes hals - det reb, der skulle oversnøre hendes livsånde. 

Og så det sidste: den forvildede mand, der binder rebet om sin egen hals og klynger sig op for aldrig at vågne mere. 

Det er, hvad der er foregået bag disse beskedne, grå mure, hvor detailhandleren, rullemanden og skomageren lever deres jævne, rolige liv! 

Men foruden at bringe en tegning af ugerningshuset, finder "København" det rimeligt at bringe et billede af den mand, hvem det skyldtes, at forbrydelsen så hurtigt opdagedes.

Cand. pharm. P. Christensen

"København"s tusinder af interesserede læsere vil ikke synes, det er alt for ubeskedent af os, når vi fremhæver, at det var hr. P. Christensen, der, trods al mulig uvilje fra vedkommende betjents side, fremtvang en undersøgelse af den lejlighed i hvilken de fem afsjælede legemer lå.

Hr. Christensen er imidlertid også en sej vestjyde, der mindst af alt lader sig forbløffe af en københavnsk betjents vrangvilje eller hovmod.

Fra et apotek i Thisted kom Christensen her til byen, hvor han tog den farmaceutiske kandidateksamen med glans. Så drog han over til Vestindien, hvor han en årrække arbejdede på et apotek på St. Croix, og hvorfra han bl. a. sendte en række livlige korrespondancer til danske provinsblade.

Atter hjemkommen her til Danmark kastede hr. Christensen sig med iver over journalistikken, og ikke uden held. Det var således hr. Christensen, der her i "København" førte den udmærkede kamp mod St. Paulsapotekeren, der, som man vil vide, måtte vandre i arresten for sine skammelige meriter, og hvis sag vel snart vil finde retslig afslutning ved dom og straf.

Sidste oplysninger

Hustruens svangerskab.

Som vi allerede i går antydede, var det sikkert hustruens frugtsommelighedstilstand, der fremkaldte de frygtelige mordtanker hos manden.

Følgerne af hustruens sidste svangerskab var disse: svækket hukommelse, sløvede åndsevner.

Hvad under da, at begge ægtefællerne med gru har sét en ny barselfærd i møde? Og læge Ryder har konstateret, at hustruen gik i sit svangerskabs fjerde måned.

Parret historie.

Vi havde i går lejlighed til at tale med en pige, som for 10 år siden tjente sammen med Lars Andersen senere hustru, daværende Marrit Knudsen.

Altså, den senere madam Andersen tjente da i kælderen under det samme hus, i hvilket Lars Andersen senere, indtil sin skrækkelige død, var i tjeneste hos manufakturhandler Christensen.

Allerede den gang kom Lars Andersen daglig i beværtningen. Han gjorde stærk kur til den kønne Marrit, og hun var ikke uimodtagelig. Pigen, med hvem vi taler, fortæller videre:

- Nede i beværtningen kunne vi ellers ikke lide Andersen, han så så skummel og mørk ud. Værtinden holdt ikke af at han kom så ofte og gav sig så meget i snak med Marrit, det kom derfor ofte til skænderier om dette tema. Marrit var en meget proper pige, men hidsig og opfarende var hun, især når der blev sagt et ondt ord om hendes Lars. Tilsidst blev forholdet nede i beværtningen "utåleligt", det kom altid til pinlige scener, når Andersen kom derned, og en skønne dag kom han og fortalte, at nu skulle Marrit gå med ham, nu skulle de vies. De gik - og vi så aldrig mere noget til dem!

Politiet arbejder!

I går har politiassistent Niels Jensen afholdt en række forhør over folk, der bor i Løngangsstræde 14 eller i naboejendommen.

Der er dog i disse forhør ikke fremkommet noget nyt ud over hvad "København" allerede i går kunne meddele. Alle beboerne er enige om, at de kan ikke begribe den skrækkelige dåd, for hvilken de ikke kan finde andet forstandigt motiv end hustruens sygelighed. Alle erklærer de:

- Madam Andersen var lidt småtosset, lidt forstyrret i hovedet. Manden derimod var vist klog nok, men han var en skummel og lidet tiltalende person hvem man ikke gerne talte til og ingen tillid kunne få til.

Grosserer Christensen

fra Østergade 25 var endvidere i forhør. Hr. Christensen erklærede, at han allerede i nogen tid havde bemærket, at Lars Andersen var noget forstyrret i Hovedet. Forøvrigt udtalte han sig kun med ros over den afdøde.

Ved et fornyet besøg i lejligheden lagde Politiet i dag beslag på den forretningsbog, som Lars Andersen førte for forretningen på Østergade.

Efterladenskaberne.

Det var kun få rede penge, der fandtes i lejligheden: På sparekassebogen havde der stået en del penge, men de fleste af dem var forlængst hævet.

Derimod fandt man, som i går meddelt, en obligation, stor 1000 kroner, der står i en ejendom i nærheden af Græsted, og som ejes af den afdødes bror, Anders Andersen, hos hvem den gamle fader lever på aftægt.

Som man kan tænke, sendte politiet straks bud efter Anders Andersen. Dog ikke før en gang i eftermiddag vil broderen kunne komme hertil. Han vil da straks blive stedet i forhør, men på forhånd kan man jo sige sig selv, at broderen, der i mange år ikke har set eller talt med den afdøde, næppe vil kunne give oplysninger af nogen interesse.

Et sidste forhør.

I morges ved titiden blev "København"s medarbejder, cand. pharm. P. Christensen stedet i forhør hos hr. Niels Jensen. Som man kan tænke, fremkom der ikke i dette forhør noget ud over, hvad "København" allerede har meddelt.

Vi indskrænker os derfor til at notere, at assistent Jensen ved denne lejlighed optrådte med den største elskværdighed overfor vor medarbejder, hvem han gjorde en undskyldning, fordi han i onsdags ikke havde tilladt ham at telefonere mordnyheden til "København" fra politilokalet.

(København 23. august 1895).

Massemordet.

Morderens broder. - Et uhyggeligt ligsyn. - Mad. Andersens fortid. - Hun

hader Danmark. - Hendes børn.

Sidste Oplysninger.

Det er ikke særlig store ting, der endnu kan fortælles fra Løngangsstræde 14. Dramaet er spillet helt til ende, og over alle enkeltheder, som det overhovedet er muligt at få klarhed over, har undersøgelsen kastet tilstrækkeligt lys.

Lars Andersens broder.

Som vi allerede i gårsnummeret af "København" har bebudet det, kom Lars Andersens broder, husmand Anders Andersen fra Aggerbo ved Græsted, i går middags her til byen for at stedes til forhør hos politiassistent Niels Jensen.

Anders Andersen er en lille, undersætsig bondemand, med et stærkt rødbrunt ansigt, en krumbøjet skikkelse og en tung, slæbende gang, således som man finder den hos folk, der daglig udfører strengt arbejde.

Han ser solid og rolig ud. Det var øjensynligt, at den skrækkelige begivenhed havde gjort ham noget forknyt, men han bevarede den største ro og koldblodighed.

Forhøret hos hr. N. Jensen var ganske kort, og der fremkom intet af interesse.

Sammen med en kommis i hr. Herman Christensens forretning tog Anders Andersen derpå ud til St. Johannesstiftelsens lighus. Anførte af kvartermesteren her fik de adgang til ligene, der næsten var helt opløste og ukendelige.

Dog erklærede Anders Andersen at han kunne genkende sin brors træk. Et øjeblik mistede han her sin ro. Store tårer perlede ned ad hans kinder og han førte med en tung, sorgfuld bevægelse hænderne op mod panden.

Han aflagde derefter et besøg i Herman Christensens forretning, hvorpå han atter begav sig med toget hjem.

Madam Andersens fortid.

En i nærheden af ægteparrets hjem boende kone udspurgte vi om nærmere detaljer angående madam Andersen. Konen, hvis navn er madam Hansen, fortæller os:

- Marrit Knudsen kender jeg godt. Hun opvoksede i Kristiania under de ulykkeligste familieforhold, og kun 16 år gammel kom hun til Danmark. Men hun blev aldrig dansk. Tværtimod, hun hadede danskerne og fandt altid et ondt ord imod dem, længtes altid efter

at komme tilbage til sit kære fædreland. Således skulle det imidlertid ikke være! Hun tjente

først en tid hos Josty på Frederiksberg, og hun kom derpå i tjeneste i beværtningen på Hjørnet af Østergade og Integade, og her var det, hun lærte sin tilkommende mand at kende. De blev forlovede. Han besvangrede hende, og hun var fire måneder henne, inden han giftede hende. Lars Andersen - ja, det er jeg overbevist om - han havde i virkeligheden slet ikke tænkt at gifte sig med hende. Han var en lystig fætter den gang, han havde mange pigehistorier, og hvis Marrit ikke var bleven frugtsommelig, havde han sikkert ikke giftet hende.

Madam Hansen, der øjensynlig kender familiens forhold ud og ind, fortsætter:

Hendes barn.

Omtrent et halvt år efter giftermaalet fødte Marrit Andersen sin ældste datter, Marry. Senere fødte hun endnu et barn, en dreng, som hun elskede over alt i verden. Fem år gammel fik drengen imidlertid difteritis, og det blev nødvendigt at indlægge ham på Blegdamshospitalet. Her blev han plejet af den senere for sin brutalitet så omtalte Frk. Barnescow, og under denne dames hænder døde den lille dreng. Moderen var fortvivlet, og hun rettede de voldsomste anklager mod sygeplejersken og i det hele mod hospitalet.

Madam Hansen oplyser os derefter om, at hustruen senere har aborteret to gange, inden hun fødte de to børn, som man forgangen dag fandt dræbte i sengene sammen med den 10 års Marry.

Mordsagen 

er henvist til fortsat behandling ved andet kriminalkammer, altså under assessor Ussing. Assessoren har ladet tilsige en lang række personer, der i løbet af dagen vil blive stedte i forhør.

Begravelsen

antages at ville foregå fra kapellet på Vestre Kirkegård. Det vil blive en stor og bevæget

begravelse!

(København 24. august 1895)

Den omtalte sygeplejerske var frk. Julie Barchow. Hun anlagde sagde mod Aftenbladets redaktør Rex. Aftenbladet havde den 13. december 1891 en artikel "En slem sygeplejerske" bl.a. skrevet:

 frøken Barchow havde "slået ret eftertrykkeligt (lussinger) og rusket i håret om middagen samme dag som hun døde om aftenen. Og grunden hertil var den at den lille stakkel kastede maden op, de fik. Senere på dagen, få timer før hun døde, fik barnet atter mælk, og da det mærkede at det atter skulle kaste op, løb det af frygt for at få prygl af sygeplejersken, hvis hun opdagede det, på de bare fødder hen i kakkelovnskrogen og kastede op.

Få timer efter døde hun.

(Et længere referat af sagen stod i Dagbladet (København), 2. maj 1893).

"Aftenbladet" for 13. december 1891 indeholdt en artikel om en sygeplejerske ved Blegdamshospitalet, en frøken Barckow, der sigtedes for at mishandle småbørnene der lå som patienter. Sygeplejersken anlagde sag og forlangte 10.000 kr. i erstatning. "Aftbl." førte adskillige vidner hvorefter frøkenen havde slået børnene når de var urolige, selv børn der var meget syge, og at hun "på en rå måde" havde tvunget børnene til at drikke mælk, ligesom hun overfor underordnede funktionærer optrådte groft med eder og skældsord. Men underlægen forklarede at det ved små difteritispatienter ofte hændte at de ikke ville nyde mad, hvorfor der måtte anvendes passende tvang overfor dem, og en reservelæge forklarede at frøkenen var "strengt retfærdig" og derved måske "kunne misforstås".

"Aftbl." fik en bøde på 200 kr. Derimod fandt retten dog ingen grund til at idømme erstatning til frøkenen. Hun må nøjes med de i dommen refererede vidneforklaringer om hendes virksomhed.

(Kolding Folkeblad, 2. maj 1893).

I juni 1893 behandlede Borgerrepræsentationen en forespørgsel om en artikel fra "Aftenbladet" om en sygeplejerske på hospitalet. Hospitalets bestyrelse skred ind med en undersøgelse. Det viste sig at Aftenbladets beskrivelser på visse punkter var korrekte. En sygeplejerske havde vist råhed og brutalitet overfor børnene. Andre borgerrepræsentanter afviste dog klagerne. Forespørgslen sluttede uden nogen egentlig konklusion. 

Dramaet i Løngangsstræde.

5 ligkister. - Hemmelighedsfuldt politi. - Hvornår skal begravelsen finde sted.

Det skrækkelige drama har i de sidste dage gjort den stille gade ved Vestervold til et valfartssted for københavnerne. Endnu i går stod der på fortovet overfor ejendommen nr. 14 i Løngangsstræde klynger af mennesker, der med gysen så op mod lejligheden på 1. sal. hvor der imidlertid ikke er andet at opdage end 4 fag vinduer med de propre gardiner.

Det drama, der her udspilledes hin formiddag, vil til alle tider have mysticismens slør over sig. Den strikke, der sammensnørede hustru- og barnemorderens hals, har afskåret ethvert  håb om nogensinde at få rede på det grufulde familiedrama. De gisninger, man har fremsat om motiverne og gangen i forbrydelsen, er såre plausible. Men et punkt er og vil vedblive at være dunkelt:

Har Lars Andersen overfaldet og kvalt sin syge kone, eller har det været en fælles overenskomst mellem ægtefolkene at gå sammen i døden?

Et rygte, der er gået om, at Andersens 10-årige datter Mary skulle have anet noget om mordplaner hos faderen, er sikkert grebet ud af luften. Mandag aften så vor medarbejder hende glad legende på trappen, og tidlig den næste morgen gik hun i skole.

I ejendommen, Løngangsstræde 14, er der almindelig forstemthed, familien Andersen var vellidt af husbeboerne, de talte ikke meget med Andersen, men var ofte vidne til den rørende omhu, hvormed han omfattede sine børn, det var fx almindeligt i de varme sommeraftener at se ham stå i gadedøren med den lille, ualmindelig kønne Fanny på armen, hun pludrede løs og trak i faderens store knebelsbart.

Med gysen går husets beboere forbi den med hængelås forsynede køkkendør på 1. sal, og som man nok kan tænke sig, har den uhyggelige begivenhed særlig berørt den familie, der i flere år har boet dør om dør med Andersens, og som daglig var vidne til ægteparrets stille færden.

Sidste akt af dramaet bliver nu begravelsen, der, som vi meddelte i lørdags, skal finde sted på Vestre Kirkegård.

Angaaende denne, der arrangeres af Andersens principal, grosserer Christensen, iagttages der stor hemmelighedsfuldhed - mere end der synes strengt nødvendigt. Vi talte i går med forskellige mennesker, der havde kendt den ulykkelige familie nærmere, men ingen vidste bestemt, når de fem lig skulle stedes til jorden.

Man frygter for, at en alt for stor skare af skuelystne skal indfinde sig for at overvære den sørgelige begravelse.

Vi henvendte os i går på St. Johannes Stiftelse, hvor man erklærede heller ikke at vide det nøjagtige tidspunkt for jordfæstelsen! Vi erfarede, at ligene lørdag eftermiddag var blevet lagt i fem kister. De var i en skrækkelig opløst tilstand, navnlig konen og det næstældste barn.

Portørerne, der besørgede det uhyggelige arbejde, måtte tage med klude på ligene, for at få dem transporteret i kisterne.

I dag til morgen skulle ligene føres til kapellet på Vestre Kirkegård, rimeligvis i morgen tidlig finder begravelsen sted, og familien får plads i en stor fællesgrav. Det forlyder, at stiftsprovst Pauli skal holde ligtalen.

(København 26. august 1895).

Manufakturhandler Christensens forretning hvor Lars Andersen var bud, lå i Østergade 25. Bygningen lå hvor nu Magasins torv er. Parallelt med Niels Hemmingsensgade løb et lille stræde (Integade) med hjørnehuset Østergade 19, se foto. Bygningerne mellem dette og Niels Hemmingsensgade blev nedrevet da Bremerholm blev anlagt, og Magasins Torv blev til. Manufakturhandlen har ligget hvor telttaget står på fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

På vejen til graven.

Morderen og de myrdede føres til graven.

- Et forspil. -

Næsten hver gang man i protestantiske lande står overfor begravelse af en selvmorder, rejses der over liget strid mellem præsterne om, hvorvidt begravelsen kan foregå med Iagttagelse af de kirkelige former.

Indtil for få år siden gjorde man kort proces. Man puttede selvmorderen ned i en afsides liggende plet uindviet jord. Ingen tale, bøn eller sang. Undtagen når selvmorderen var en stor og fin mand, med orden og stjerne - så dækkedes der over faktum, og klokkerne klang, præsten græd.

Meget af denne bornerte præsteånd råder endnu den dag i dag. 

Også over de fem lig, der i onsdags afhentedes fra Løngangsstræde, har præsteskabet rejst strid. 

Præsten på Sct. Johannes Stiftelsen fandt på, at han ikke kunne begrave de fem lig under et. De myrdede - Gud bevares! Men morderen måtte tages afsides! 

Han forhandlede da herom med stiftsprovst Paulli, der indtrængende formanede den hårde præst til kristelig mildhed. Men det hjalp ikke.

Hr. Paulli må da selv tage affære.

På vejen.

Altså, ved titiden i morges begiver vi os ud til Sct. Johannes Stiftelsens lighus på Blegdamsvejen, hvorfra ligene skal føres bort, gennem byens gader til Vestre Kirkegård.

Det øsregner fra en tung, grå himmel. 

Kun få mennesker er forsamlede her, men rygtet om begravelsen har dog bredt sig så vidt, at adskillige af beboerne fra Løngangsstræde er kommet for at overvære højtideligheden.

Hvert øjeblik ankommer det med kranse og blomsterdekorationer. Portneren modtager dem og overgiver dem til kirkebetjenten, der er travlt beskæftiget med at anbringe det overvældende blomsterflor på en passende måde.

Adgangen fra Blegdamsvejen er imidlertid spærret, og vi begiver os over i Ryesgade, hvor der er en del flere mennesker forsamlet. Hvert øjeblik ankommer der nye kranse, bl. a. fra de små afdødes skolekammerater.

Der er et livligt rykind, men folk standses i porten, ingen indlades. Det hedder sig, at stiftsprovst Paulli bestemt har modsat sig, at andre end familien kommer ind i kapellet.

Den afdødes familie ses ikke at være til stede. Kl. 11 åbnes endelig kapellet og den lille forsamling træder ind. Kun de forreste kommer med, da pladsen er meget lille.

Her står de fem kister bedækkede med kranse, bl.a. en fra ejendommenss beboere med inskriptson! Farvel alle I Kære. Nærmest kisten står grosserer Christensen med kommis. 

Der synges ingen salmer.

Stiftsprovst Paulli 

træder frem og siger :

Et ord i skriften siger: Det er os bestemt at dø. Derefter dommen. Det er alvorlige ord. Tanken om, at alt er forbi vækker alvor. Dobbelt alvor er det, når en mand afbryder andres liv og derefter sit eget. Hvor dybt rystede ikke denne begivenhed os. Hvad der er gået forud, ved vi ikke. Var han på fortvivlelsens vej, var han sindssyg eller mangler han troen, som så mange nutildags. Derom véd vi intet. Men derpå kommer det heller ikke an. Det vigtigste er, at vi kan bede om et evigt liv, og derom beder vi Dig, høje Fader, for din Søn, Jesu Christi skyld.

Derefter kastede han jord på de fem kister under den sædvanlige formular og ligene anbringes i 3 rustvogne og føres til Vestre Kirkegård.

(København 27. august 1895). 

St. Johannes Stiftelsen, set fra Øster Søgade (1885). Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret. Stiftelsen var en forsørgelsesinstitution for arbejdsløse i Ryesgade og Sortedams Dossering. Bygningen i Ryesgade findes stadig, mens sydfløjen (på billedet) langs dosseringen er nedrevet.

Massemordet

Dramaets afslutning - På Vestre Kirkegård.

Efter den gribende jordfæstelse i St. Johannesstiftelsens kapel, hvorom "København" i går alene kunde give læserne et referat, blev ligene af den myrdede familie straks kørt til Vestre Kirkegård, hvor den endelige begravelse fandt sted.

Omtrent ved halvtolvtiden bares de fem kister ud af kapellet, blev hver anbragt i en rustvogn og 

det sørgelige tog 

satte sig straks i bevægelse gennem Ryesgade. Skønt begravelsen var holdt så hemmelig som mulig, havde der dog i den regnfulde formiddag samlet sig mange mennesker, der med gysen så efter den lange række ligvogne, der indeholdt de fem med blomster og kranse overhængte kister. Et gribende og sørgeligt optog, en hel familie, brutalt myrdet af dens forsørger, på vejen til det sidste hvilested!

Omtrent ved tolvtiden kørte vognrækken ind 

på Vestre Kirkegård 

ad de opblødte veje til graven Dér var ikke mange mennesker til stede. Regnvejret havde skræmt de skuelystne. Dem, der havde givet møde, var væsentlig beboere af det hus og den gade, hvor den andersenske familie havde boet, og hvor det grufulde drama havde fundet sted.

Foruden Andersens principaler, grossererne Christensen og Hansen, der fulgte deres tro bud til jorden, var til stede nogle få venner af familien, der var trasket den lange vej for at overvære den gribende jordefærd.

Af familjen var til stede 

Morderens fader og broder 

samt dennes hustru, jævne bønderfolk, der ikke synes at have haft noget samkvem med familien i Løngangsstræde og på hvem efterretningen om den frygtelige begivenhed derfor måske ikke har gjort det indtryk, man kunde vente.

Broderen Anders Andersen, hos hvem den gamle Kristen Andersen er på aftægt, syntes ikke at være snarlig afficeret af broderens udåd. Han gør et sløvt indtryk og viste på kirkegården ikke spor af ydre bevægelse. Han er en lille, duknakket mand med et ikke indtagende ansigt, der ligner broderen. Heller ikke hans hustru, Pernille, viste nogen synderlig sindsbevægelse.

Derimod så vi tårer i Kristen Andersens øjne, da det sørgelige tog kom ind på kirkegården. Den gamle, vadmelsklædte bonde havde for anledningen smykket sit bryst med en erindringsmedalje fra krigen.

Hverken han, sønnen eller dennes hustru var til stede ved jordfæstelsen i St. Johannesstiftelsens kapel. Vi spurgte Anders Andersen hvorfor, og tilsyneladende ganske ligegyldig svarede han, idet han drejede cigaren i munden: "Vi kom jo for sent til toget!"

Imidlertid er de 5 rustvogne kørt op for 

den store fællesgrav, 

der skal gemme de jordiske levninger af morderen og hans familie. 

En for en løftes kisterne ud af vognene. Mand og kone sænkes først ned i graven og får plads ved siden af hinanden. De to kister dækkes med et lag jord, hvorefter de tre børn efter alderen placeres ovenover forældrene.

Omkring graven trænger sig ca. 100 mennesker, der er kommen til stede for at overvære den uhyggelige jordefærd. Det er mest kvinder, på hvem den pinlige scene gør et voldsomt indtryk. Mange ansigter er ophovnet af gråd.

Idet det yngste barn, den halvandetårige Ingeborg fires i jorden, trænger en ung, forgrædt pige sig gennem mængden hen til graven og kaster en krans ned på barnets kiste og bortfjerner sig hulkende. Hun var Ingeborgs gudmoder.

Handlingen er forbi. Gravens fred hviler over morderen og den myrdede familie. Langsom og tavs spreder tilskuerne sig, dybt rystet af den begivenhed, der har sat alle sind i så stærk en bevægelse.

I morderens lejlighed,

Løngangsstræde 14, indfandt skifteretten og politiet sig i går eftermiddags ved totiden, ledsaget af familien, Anders Andersen og hustru samt Kristen Andersen. Også vor medarbejder var til stede. I lejligheden så alt ud som hin onsdag formiddag, da de fem lig var blevet transporteret ud. Krogen, som Lars Andersen havde klynget sig op på, sad i dørkarmen, og sengene, hvor morderen omhyggelig havde lagt konen og de tre børn, var urørte, siden den skrækkelige begivenhed fandt sted.

Mens skifterettens folk placerede sig ved bordet i familiens dagligstue, for at indføre boets aktiver i protokollen, så vi os om i køkkenet og sovekammeret, der hvor det rystende drama er udspillet.

Køkkenet henstod akkurat, som md. Andersen havde forladt det hin mandag aften. propert og velordnet så alting ud, lige fra det hvidskurede køkkenbord til de sirlige tallerkenrækker.

Sovekammeret, skuepladsen for Andersens frygtelige gerning, så - hvad ingen vil forundre sig over - noget uordentligt ud. Her var jo fire mennesker blevet kvalt! Møblementet bestod af to stole, sengene, et lille sybord og en kuffert, påmalet Bogstaverne M. J. K. - Marrit Johanne Knudsen, konens navn.

I en krog lå henslængt børnenes tøj og sko, alt lå hulter til pulter. For vinduerne havde Andersen anbragt jalousier - han ønskede ikke, at nysgerrige fra gården skulle forstyrre ham i hans opgør med sin og sine kæres tilværelse.

I dagligstuen ud mod gaden vidnede intet om det rystende drama - med undtagelse af Andersens budfrakke, kasket og støvler, disse ting havde han kastet på gulvet. Ellers bar alt præget af den propre husmoder, de snehvide gardiner, de sirlig anbragte blomster i vinduerne. Man fik indtrykket af, at md. Andersen havde sans for hygge.

Møblerne her var ikke mange, et ovalt bord, en puf, et skab, nogle stole, og en kommode med forskellige nipssager, et par sparebøsser med nogle få penge samt to nydelig udførte kabinetsbilleder af familiens afdøde dreng og den lille kønne Fanny.

Forretningsmæssig noterede skifteretten alting op, forseglede de forskellige fundne papirer i en pakke - og imens sad morderens familie stum og ubevægelig som i en døs og med rystende hånd underskrev de én efter én protokollen.

Så var forretningen forbi, man forlod lejligheden, og politiets hængelås sattes atter for døren. Overretssagfører Damkier har boet til behandling, og effekterne, der næppe indbringer meget, vil i en nær fremtid  blive bortsolgt ved auktion.

(København 28. august 1895). 

Det forfærdelige Løngangsstrædedrama, der i den sidste Uge har beskæftiget sindene så stærkt her i byen, fandt i går sin endelige afslutning, idet morderen Lars Andersen og hans fire ofre, hustruen og de tre småpiger, blev begravede i en stor fællesgrav ude på Vestre Kirkegård.

Af en ganske naturlig frygt for at se lignende kolossale sammenstimlinger af mennesker som da i sin tid Meyer blev begravet, havde man holdt dagen for begravelsen hemmelig. Pressen vidste dog naturligvis besked om, at den skulde foregå fra St. Johannesstiftelsens kapel i formiddag kl. 11, men man føjede familiens ønske og lod det ikke komme til offentlighedens kundskab. I det lille kapel derude på stiftelsen sås der da også kun, foruden journalister fra hovedstadsbladene, morderens principaler, nogle fjernere slægtninge af ham og en lille skare nysgerrige, hvem de mange rosker udenfor stiftelsens port havde lokket til - da stiftsprovst Paulli trådte frem foran de fem kister, der alle var ganske dækkede af kranse og buketter, bl. a. fra beboerne i Løngangsstræde 14, fra den lille Marys skolekammerater o. s. v.

Paulli talte med mild alvor om den forfærdelige udåd, der her havde ført en hel familie i døden - en uløselig gåde, fordi man jo vidste, at han, der havde overskåret de andres og sin egen livstråd, elskede sin hustru og sine små børn over alt andet i verden og levede alene for dem.

Stiftsprovsten bad varmt og inderligt en bøn for de fems sjæle og kastede så jord på de blomstersmykkede kister. Dermed var højtideligheden forbi, og i tre rustvogne kørtes ligene til Vestre Kirkegård, hvor Lars Andersens familie havde købt et stort, fælles gravsted til de fem ulykkelige. Derude stod morderens broder og hans gamle fader, stumme i deres frygtelige sorg. og så den ene kiste efter den anden sænkes ned i den store grav; de var kommen for sent til toget dernede i Græsted og havde ikke kunnet nå ud til den lille sørgehøjtidelighed.

(Bornholms Tidende, 28. august 1895)

Gerningsstedet i 2020. Som det ses er alt nedrevet, fra højre mod venstre Løngangsstræde 16 (hjørnehuset mod Gåsegade) 18, 20 og så længst væk Vartov Kirke. Nr. 14 må el have befundeet sig ud de to hvide kassebiler.

Sarah von Scharffenberg von Brockdorff. (Efterskrift til Politivennen).

Sarah Scharffenberg (1872-?), datter af Carl Ludvig von Scharffenberg og Pauline Marie von Scharffenberg, formåede gennem det meste af sit liv at skabe avisomtaler af sin mere eller mindre excentriske livsførelse. Hun formåede endda at være involveret i forretninger med den kendte Venstre-politiker J. K. Lauridsen - hvis historie ikke er mindre excentrisk. Scharffenbergs karriere i aviserne startede med en dødsannonce:

At frøken Sarah van Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner. 

Efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. januar 1892).

Moderen havde fattet mistanke og havde på Berlingskes redaktion set den indleverede annonce som hun mente - trods den fordrejede håndskrift - at kunne genkende. Der mødte derfor også en betjent op til begravelsen..

Til Stede ved sin egen Begravelse.

Blandt Berlingske Tid. dødsannoncer læstes for nogle dage siden følgende: At frøken Sarah von Scharffenberg pludselig er død, bekendtgøres herved for slægt og venner, efter den afdødes ønske foregår begravelsen i al stilhed fra Garnisons Kirkegård tirsdag den 19, kl. 1.

Denne dødsanmeldelse gav anledning til, at københavnske småblade fortalte at den pågældende dame - der har været meget omtalt, da hun har gjort sig bekendt på en mindre fordelagtig måde, også her i Randers - havde begået selvmord,

Dødsannoncen viser sig imidlertid at have været en fræk mystifikation. Soc. Demk. har herom indhentet følgende nærmere oplysninger:

Frøken Sarah v. Scharffenberg, en ung, smuk, men noget excentrisk dame, er niece af de to afdøde generaler v. Scharffenberg, efter hvem hun arvede 30-40.000 kr. Hun forlod for nogle år siden sin moder, enkefru Pauline Scharffenbergs, hus.

Frøken Scharffenberg forlod torsdag eftermiddag sit logis, fortalte hendes værtinde, med den bemærkning, at hun, værtinden, ikke skulle blive forskrækket over, at hun ikke kom hjem i nogle dage, hun skulle på en lille udflugt til Sverige. Nogle få timer efter den unge dames bortgang kom Berlingeren, og her læste værtinden til sin store forbavselse den nævnte dødsannonce.

Siden har værtinden ikke set noget til frøken Scharffenberg. Men et par dage efter meldte der sig allerede arvinger efter den formentlige afdøde, idet en af hendes "veninder" indfandt sig og forlangte udleveret guldarmbånd, smykker osv, som sin arvepart! Det lykkedes hende dog ikke at få værtinden overtalt til at gå ind på at udlevere noget.

Avertissementet gentoges atter nogle dage senere i bladet, og i går middags samledes som sagt venner og bekendte af frøken Scharffenberg på kirkegården til det fastsatte klokkeslæt. Efter nogen tids forgæves venten var følget lige ved at tabe tålmodigheden - der viste sig nemlig hverken præst, graver eller kiste. Men så med et gik der et forbavselsens udråb gennem den forsamlede kreds. Henne i den store alle kom lyslevende den unge frøken Sarah von Scharffenberg spadserende, tilsyneladende i et meget overstadigt humør. Den unge dame var ledsaget af en meget intim veninde, fru L., og dennes mand, der også begge syntes at more sig kosteligt. Den forargelige scene gjorde et ubehageligt indtryk på alle dem, der havde været genstand for mystifikationen.

Vi havde i går en samtale med den unge dames moder, Fru P. Schaffenberg, der meget beklagede sig over det skete. Hun forklarede, at hendes datters kurator kand. Hall, havde i sinde at foretage skridt for at få ophavsmanden til denne falske dødsannonce opdaget. Moderen vil endvidere gøre skridt til at få datteren gjort umyndig.

En brevskriver til Horsens Avis beretter, at der til den berammede begravelsestid var mødt en forholdsvis stor skare, der blev betaget af en ikke ringe forbavselse, da den foregivne afdøde dame frisk og smilende pludselig stod midt iblandt dem. Fra kirkegården sjokkede så, ifølge brevskriveren, de vrede mennesker tilbage med deres kranse, og de ord, der flød fra deres rappe læber, hørte ikke just til dem, der bruges i søndagsskoler.

I Aftenbladet skriver bemeldte unge damemoder, enkefru Pauline Scharffenberg, under sit navn. at datteren, der er 23 år gammel, i flere år har fuldstændig været i hænderne på en kvinde, hos hvem hun bor, og at fru S. antager for sikkert, at denne kvinde, der nu er gift med en afskediget officer, har indrykket dødsannoncen i den hensigt at gøre fru S. vanvittig eller fremkalde et apoplektisk anfald hos hende, som er svagelig.

Avisen vil vide, at dødsannoncen gjorde et så overvældende indtryk på fru Scharffenberg at hun faldt i stivkrampe.

(Randers Dagblad og Folketidende, 21. januar 1892).

Scharffenberg-affæren.

"København" har søgt at skaffe oplysninger om denne historie. I går noterer bladet følgende:

Frøken scharffenberg bor i pensionat i Gammeltoftsgade. Vi traf hende ikke hjemme, men fik underretning om at vi sikkert vil kunne træffe frøkenen hos hendes veninde, fru Lasson der bor på Østerbro.

Vi modtages af fru L., en høj, blond dame der meget elskværdigt byder os ind i den hyggeligt monterede dagligstue, hvor vi træffer hendes mand, premierløjtnant L.

Da vi har præsenteret os, er man straks på det rene med hvad vort ærinde gælder.

Fru L. erklærer at frøken Scharffenberg ikke boede der. Hun var hendes gode veninde og havde været det i lang tid og kom der meget hyppig.

Og beredvillig fortæller fruen os hvad hun kender til den unge dame og hendes familieforhold.

Frk. Scharffenbergs far var toldembedsmand, bror til de to bekendte generaler S. Moderen havde tjent i faderens hus. Senere giftede han sig med hende. Foruden datteren Sarah har fru. Sch. to sønner. Så døde faderen, og moderen kom til at leve på den lille pension. Men datteren havde jo rige slægtninge, hvis arving hun var udset til at være, og moderen holdt af al magt på datteren. Hun håbede onklernes arv skulle tilfalde hende og så først, når hun faldt bort, gå over til børnene. Men testamenterne bestemte det anderledes - og fra da af var det at forholdet mellem mor og datter spændtes mere og mere. 

Fruen fortæller os flere småtræk af kampen mellem mor og datter. Hun har selv kendt moderen, der ofte var meget godmodig, godgørende mod fattige, til andre tider ganske uforståelig - "underlig".

Så flyttede datteren hjemmefra og medtog, da hun gik, sin mors sparekassebog - på den stod der nemlig renter, moderen havde hævet af datterens arv - og logerede sig ind i et pensionat.

Moderen rasede, meldte sagen til politiet, men så fandt dog en forsoning sted. For en skønne dag indfandt en gammel kone sig i pensionatet og bad om at tale med Sarah: Ja, hendes mor var forfærdelig syg - hun måtte komme og pleje hende og tage sparekassebogen med. Og Sarah gik hjem, hvor hun fandt moderen til sengs. Sarah besluttede at blive der om natten og våge hos moderen der gav sig ud for at være meget svag -- selv om hun skændte lidt på sin stygge datter. Men tjenestepigen sagde til frøkenen - der er nervøs og svag - at hun ikke skulle blive bange, om der hændte noget om natten. Fruen havde truet dermed, men fruen var slet ikke så syg som hun lod, for da frøkenen kom, sad hun lige og spiste bøfsteg. Resten stod gemt under sengen. Midt om natten vækkedes så Sarah af støj, hun for op og for enden af sengen stod en hvid skikkelse, der straks med et bums faldt om på gulvet og lå og klynkede: Åh, min datter, min stakkels forvildede datter, hun er hos sangerinden....

Et par dage efter forlod Sarah atter hjemmet, men sparekassebogen var hende frataget.

Som vi sad og talte vider sammen, gik døren op og en slank ung dame i mørk kjole trådte ind. Vi blev præsenteret for

Frk. Scarffenberg.

en meget blond, smuk dame med et blegt ansigt, og et par underligt mørke øjne under fint tegnede øjenbryn.

Hun er meget ulykkelig over alle de rygter der svirrer om. "Ikke sandt du", siger hun til veninden. "Kan du ikke nu forstå, at jeg vil rejse bort. Mama gør mig det jo uudholdeligt at leve her mere".

Vi kommer atter ind på at omtale familiestriden. Den unge frøken er ganske fortvivlet. "Hvad skal jeg dog gøre, altid forfølges jeg - man skulle tro, moder ville gøre mig så umulig hos alle, at jeg må tvinges til at vende hjem til hende. Men jeg gør det ikke".

Frøkenen og hendes veninde venter spændt på sagens videre udvikling.

*   *   *

"Aftenbladet" meddeler i går:

I går middags kl. 1 skulle frøken Sarah von Scharffenberg i følge dødsanmeldelserne i "Berlingske Tidende" og begravelseslisten i "Dagens Nyheder" begraves på Garnisons Kirkegård.

Begravelsen skulle - også efter den gamle sandhedsfakkel Berlingskes opgivende finde sted i stilhed.

Det blev ikke desto mindre en af de morsomste og mærkværdigste begravelser der nogen sinde har fundet sted.

Man har hørt at den døde pludselig er vågnet i kisten og har råbt gevalt, man har også hørt at der har været noget gråsten i kisten i stedet for et lig, men man har bestemt aldrig set at liget er kommet spadserende og har blandet sig i det sørgende følge af deltagende slægt og venner.

Det skete imidlertid i går ved frøken Sarahs "begravelse"

Allerede klokken halv et var de første af følget kommet. Der var civilklædte løjtnanter, oppassere med store palmekranse fra officererne mellem frøkenens beundrere, et par unge godsejere, veninder af den afdøde, og så et utal af de gamle damer der er med overalt hvor der kan lugtes kirkelugt.

Men hvor var liget, hvor var graveren, og hvor blev præsten af?

Man kiggede ind gennem kapellets frosne ruder - der var ingen kiste at se, man sendte spejdere ud på Østerbrogade - stadig ikke noget. Og de tre fire indviede der vidste at frk. Sarah endnu gik omkring mellem de levende med røde kinder og gult hår, de stillede sig op i en krog eller luftede rundt mellem gravene og var som de var besatte af latter.

Så lige med et lød det fra en snes munde: Men du almægtige Gud, der kommer jo liget!

Ja der kom liget.

To damer og en lille uanselig herre kom spadserende op ad kirkegårdsalleen, arm i arm, den ene, frøken Scharffenberg, den anden hendes veninde, fru Lassen, født Harriet Larsen, den tredje, herren, afskediget løjtnant Lassen. De gik smilende i en stor bue uden om kapellet, så på det næsten lamslåede følge og lo.

Og de gamle damer hævede i afmægtigt raseri deres parasoller og nedbad torden og lynild over den formastelige, og godsejerne og officererne slog kraven op om ørerne og luftede af, mens oppasserne stirrede med de mest håbløse, stupide blikke på liget.

En af dem gik hen og overrakte frøkenen kransen - med en flittig hilsen fra Løjtnant S.

(Horsens Folkeblad, 21. januar 1892.)

Der blev ikke begæret en politiundersøgelse, og "Avisen" foretog en egen undersøgelse som viste at det var frk. Scharffenberg selv der havde ladet dødsannoncen indrykke for at se hvem der ville komme til hendes begravelse. Nu blev pastor Sørensen ved Garnisonskirken imidlertid harm og bad politiet undersøge sagen for at få draget de skyldige til ansvar. Frk. Scharffenberg nægtede på det bestemteste at have indrykket annoncen. Men i Magistraten mente man uofficielt at der var gjort tiltag til at gøre hende umyndig. I 1893 blev hun gift med med grosserer Gustav Aasland, som hun dog blev skilt fra igen.

Den Sarah Scharffenberg'ske sag.

I den sidste tid er det før så omtalte navn, Sarah Scharffenberg, begyndt at gå ud af sagaen. Vore læsere vil mindes at vi en gang i fjor dvælede ved heltinden i denne roman, rig på intriger; denne sjæl der syntes at sønderslides mellem en moders og en venindes påvirkning.

Da vi sidst berørte dette, var frk. S's liv trådt ind i en ny fase, idet hun havde giftet sig med en nordmand og nu som følge heraf fordrede sin ikke ubetydelige fædrenearv udleveret. Hidtil havde nemlig hendes værge, cand. jur C. Hald, bestyret hendes formue som formynder og havde på grund af hendes noget ekstravagante levned i sommeren 93 fået hende umyndiggjort, væsentlig på basis af en erklæring fra en århusiansk læge der gik ud på at hun var sindssyg.

Hr. Hald protesterede imidlertid, trods hendes giftermål, mod at opgive sit værgemål, idet han henholdt sig til en gammel paragraf i Chr. V's Lov: 3-16-2.

For nylig har dog daværende frk. S.'s sagførere, de herrer L. H. Madsen & Knud Jerlev, fået umyndighedsdekretet hævet, som ses af følgende i "Berl. Tid."s morgennummer:

At det under 26. juni 1898 afsagte umyndighedsdekret over daværende frk. Sarah Marianna Hermine von Scharffenberg der nu er indtrådt i ægteskab med købmand Gustav Aasland af Norge, under 10. d.s. er hævet af Københavns Amts nordre birks skifteret, bekendtgøres herved.

Fru Aasland er da løst af disse bånd og ægteparret kan i idyllisk ro nyde den formue om hvis besiddelse der i frk. S's tid synes at være blevet kæmpet med hidsighed fra to sider.

Efter forlydende er der i alt en ca. 30.000 Kr.

(København, 13. februar 1894)

I 1895 kom hun i berøring med den kendte (og berygtede) politiker og sagfører, Jakob Kristian Lauridsen (1858- 1905). Han kom fra et fattigt og meget religiøst præget, oprindelig vogterdreng, kom 1873 til København. Student fra Ludvig Triers private kursus. 1884 juridisk embedseksamen. Medarbejder først ved Morgenbladet og derefter ved Politiken. Han startede herefter en politisk karriere, begyndte at drikke for meget, og efter forliget mellem Venstre og Højre i 1894, opgav han at genopstille i 1895. Lauridsen døde på Kommunehospitalet i København. Han efterlod sig en række talemåder som eksisterer endnu den dag i dag, fx "det forhåndenværende søms princip" og "næst kønsdriften er jernbanedriften den stærkeste af alle menneskelige drifter". Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Om J. K. Lauridsens arrestation

skriver Dannebrog:

For alle. der i de seneste år har haft lejlighed til at iagttage J. K. Lauridsen, har det været åbenbart, at han led af en ulykkelig tilbøjelighed der mere og mere gjorde ham uskikket til offentlig virksomhed og indenfor hans private forretning førte ham i en bundløs gæld, til sidst også til i alt fald en enkelt af dem, som havde betroet deres midler til hans forvaltning.

Efterretningen om den skæbne, der således har ramt overretssagfører J. K. Lauridsen, vil på mange hold, både blandt dem, der i hans politiske virksomhed var hans venner, og dem, der var hans modstandere, blive modtaget med oprigtig beklagelse. For selv de, som ikke kunne sympatisere med Lauridsens optræden i det offentlige liv, så dog at han i virkeligheden var et godt og godmodigt menneske, og de har med sorg set den dekadence, der prægede hans liv i de seneste år.

De nærmere omstændigheder ved den politiundersøgelse, der førte til arrestation, er følgende: Overretssagfører Lauridsen modtog for et års tid siden en formue af ca. 23- 24.000 kr. i kontanter og værdipapirer til forvaltning fra en fru Aasland, født Sarah Scharffenberg, der for tiden bor på Villa "Fairy Hill" ved Ordrup. Sidste efterår købte den omtalte dame med Lauridsens juridiske bistand en byggegrund ved Skjoldgårdshøj, tæt ved Traverbanen, og så snart vinteren var forbi, begyndte hun her på opførelsen af en stor 2-etages villa. I de første dage af juli henvendte fru Aasland sig til Lauridsen for at hæve penge til udbetaling til håndværkere og leverandører af bygningsmateriale, men da L. trak denne udbetaling i langdrag, overgav fruen sine interessers varetagelse til overretssagfører Alfred Christensen, som derefter af L. fik udleveret ca. 13.000 kr. i værdipapirer. Der resterede af fruens formue altså endnu ca. 10.000 kr., for hvilke det trods mange henvendelser ikke lykkedes at få L. til at aflægge regnskab.

Der blev da ved Hof- og Stadsretten anlagt civilt søgsmål mod Lauridsen til udlevering af fru Aaslands effekter, men L. mødte ikke for retten trods gentagne tilsigelser. For en halv snes dage siden indgav da fru AaSland en skriftlig anmeldelse om sagen til Københavns opdagelsespoliti med anmodning om, at Lauridsen, der ikke var at træffe på sin bopæl her i byen, måtte blive eftersøgt og indkaldt til forklaring, eventuelt kriminel tiltale.

Det viste sig nu ved opdagelsespolitiets undersøgelser, at Lauridsen i de sidste 2 -3 måneder ganske havde forsømt sin forretning, den, der en gang har været søgt af et ret betydeligt klientel. Der var ikke længere som i gamle dage fuldmægtig og kontorister på Lauridsens kontor; en ældre, ikke juridisk uddannet mand, en nær slægtning af L., var til stede i kontortiden - men den gamle kundekreds trak sig mere og mere tilbage.

I de sidste 2 uger havde Lauridsen kun i nogle få timer været i sit hjem; den ulykkelige tilbøjelighed. vi ovenfor har omtalt, holdt ham bundet i dårligt selskab ude i byen.

I onsdags lykkedes det imidlertid den udsendte opdagelsesbetjent at træffe Lauridsen, som blev anmodet om at følge med til Nørregades politistation og derfra til politikammeret på Rådhuset. Her optoges der i løbet af onsdag eftermiddag og aften forklaring af Lauridsen, der hævdede, at han havde haft fru Aaslands samtykke til at benytte hendes penge i sin forretning - en påstand hvis rigtighed fruen, der i onsdags og i torsdags mødte hos 2. politiinspektør, på det bestemteste benægtede. Og da Lauridsen hverken kunne bevise sit udsagns rigtighed, gøre rede for pengenes anvendelse eller påvise erstatning for det manglende beløb, syntes hans sag ret tvivlsom. Politiinspektøren gav ham imidlertid onsdag aften kl. 8 frist til torsdag eftermiddag kl. 2 for at han i dette tidsrum kunne søge at skaffe det manglende beløb af 10.000 kr. til veje.

Torsdag formiddag mødte imidlertid Lauridsen hos politiinspektør Madsen og erklærede, at han ikke så sig i stand til at udrede beløbet. Han blev derefter erklæret for anholdt og ført op i 6. kriminalkammer hos assessor Jacobæus, som optog grundlovsforhør over ham.

Efter to timers forløb tilstod assessoren kl. 5 Lauridsen en times respit til endnu et forsøg på at skaffe dækning. Fra kammeret sendtes der bud ud i byen til nogle af Lauridsen opgivne personer med anmodning om at stille en kaution på 10.000 kr. for ham - betingelsen for at en arrestation kunne undgås.

Også dette sidste forsøg viste sig frugtesløst, og kl. 6 måtte så assessor Jacobæus afsige arrestdekretet over J. K. Lauridsen, der derefter førtes ned i arresterne. Han syntes dybt nedbøjet, men havde dog vist nok i dagens løb gjort sig fortrolig med, at det måtte ende på denne måde, og han ytrede bl. a., da han førtes til arresten, at "når dette var overstået, ville han udvandre, for nu var han jo færdig her i landet."

Forklaringen på at det ikke lykkedes Lauridsen at finde hjælp hos sine venner, må vist nok søges i den betragtning hos disse, at Lauridsens sager under den sørgelige måde, hvorpå han har levet i det sidste år, er kommet i en sådan uorden, at det overhovedet ikke lader sig gøre at bringe dem i orden igen.

Der er desværre al sandsynlighed for, at der ved den nu forestående undersøgelse af Lauridsens forretningsforhold vil vise sig flere og større brøst end dem der er kommet frem ved den her skildrede affære.

*   *   *

Aftbl. fortæller bl. a., at politiet i flere dage forgæves eftersøgte Lauridsen, hvorfor gadebetjentene fik ordre til at medtage ham, så snart han måtte blive antruffen. I onsdags fik en betjent øje på en lurvet klædt mand, som stod inde i en gård og vaskede nogle stærkt blødende sår på halsen og kinderne. Det var Lauridsen. I en utrolig og stedse voksende grad har Lauridsen forsømt sin forretning, som en gang har været meget betydelig, og som han havde chancer for at kunne arbejde op til noget stort. I dagevis kunne han drive rundt på de tarveligste knejper; han sad der time efter time over sit glas, sammenfalden og ugidelig. Til sidst så man ham så godt som aldrig ædru; det var ikke nogen sjældenhed, at han om formiddagen mødte - det vil sige mødte for sent - oppe i retterne i højeste grad drukken.

Politiske venner har flere gange skrabet nogle tusinde kroner sammen for at fri ham for en alt for påtrængende kreditor, der truede med politi. Nu var bægeret fuldt og katastrofen uafvendelig.

Angående den sag, som gav anledning til arrestationen, fortæller bladet: Fru Aasland, født Scharffenberg, havde i fjor forår gennem en bekendt lært Lauridsen at kende, han vandt hurtig hendes fortrolighed og - medlidenhed. Han fortalte hende nemlig, at han levede under så forfærdelig dårlige forhold i sit hjem, og at han var rent ulykkelig af den grund. Han angav også dette som årsag til, at han altid var så skiden fra inderst til yderst; der var ingen, der tog sig af ham, sagde han. Fru A. tog sig nu helt moderlig af ham. Hun forsynede ham med linned. støvler, hat, ja selv et ur - en luksusgenstand, Lauridsen dog straks pantsatte.

Flere gange havde Lauridsen stået på at hendes penge "stod rent ad Helvede til" i de landejendomme, hvori de var anbragt. Lauridsen fik så pengene til anbringelse, og det er disse penge, han nu har forgrebet sig på. Foreløbig er der kun til politiet sket denne ene anmeldelse, men det fejler næppe, at der vil komme mere til.

Lauridsen er en af de personligheder i vort offentlige liv, om hvem interessen altid var stærkt koncentreret. Når han ikke nåede nogen ledende stilling, da skyldtes dette i en væsentlig grad hans person, der aldrig tilfredsstillede selv de beskedneste fordringer i retning af smag. Hans væsen og klædedragt var til det sidste, efter 15 års ophold i hovedstaden, så forbavsende malpropert, at de fleste ville have trykket sig ved at hilse ham på gaden, om ikke alverden havde vidst, hvem manden var. I det sidste års tid skete det utrolige: han kom til at se endnu værre ud end før. Det grove, altid oppustede ansigt med de små, altid fugtige øjne fortalte tilstrækkeligt tydeligt, at han søgte at drukne sine sorger i flasken.

En kort tid var han afholdsmand, men han havde ikke moralsk kraft nok til selv at rejse sig. Aftenbladet mener, at Lauridsens forfængelighed er blevet næret ud over alle rimelige grænser, og heri ligger hans undskyldning. Måskee var hans store evner blevet hans land til virkelig gavn om andre havde husket komgeordene om Griffenfeldt: Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt.

(Fredericia Dagblad, 17. august 1895).

J. K. Lauridsen. Det kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsret.

Paa Vej til Norge.

J. K. Lauridsens Rejfe.

Torsdag klokken halv et middag løslodes overretssagfører J. K. Lauridsen efter at have været arresteret omtrent en månedstid.

Da denne affære ved sin fremkomst bevirkede megen omtale, og hans sag også senere på forskellige områder holdt opmærksomheden for den forhenværende politiker i live, har vi ment, at det ville interessere vore læsere at høre lidt om Lauridsens planer og meninger i de sidste timer, han foreløbig opholdt sig her i landet, og vi skal derfor efter "Avisen" give følgende beskrivelse deraf :

Det var kommet til vor kundskab, skriver bladet, at han straks efter løsladelsen ville tage til Norge for der at fuldende sin rekreation. "M. G. Melchior" gik klokken to fra Toldboden til Kristiania; vi ville da rimeligvis træffe ham på dettes dæk.

Længe ventede vi forgæves, det så næsten ud, som om Lauridsen alligevel ikke denne gang ville tage en hurtig Beslutning, men først se sig om i byen. Men på den anden side kendte vi hans svaghed: at komme i sidste øjeblik.  Og da dampklokken havde ringet allerede en gang, og toldbodsarbejderne stod med hånden på landgangsbroen, sås den kendte skikkelse i fuld trav over pladsen, fulgt af overretssagfører Hvass, der frivilligt har påtaget sig det store arbejde med at ordne den arresterede sagførers forviklede bo. Han var den eneste som fulgte ham. På Toldboden sås for øvrigt hverken familie eller venner.

Næppe var han kommet om bord, før damperen stod ud efter. Lauridsen holdt sig på dækket, idet han nu og da tog sin bløde hat af og tørrede sin pande. Så længe "M. G Melchior" fulgte Langelinie og Frihavnen, holdt han sig ubevægelig ved rælingen, seende ind over den by, han forlod under så abnorme omstændigheder . .

Kort efter hilste vi på ham. Hans ydre var noget fremmedartet, men kun til det bedre. Ansigtets blussende rødme var forsvundet, hans blik var klart og mindre undvigende end i den sidste tid for hans arrestation; hans hele person havde et sobert og soigneret udseende. I rygesalonen, hvor et par englændere dasede med shagpiben i mundingerne, tog vi plads og tændte vore cigarer. Og i løbet af de par timer, damperen stod op gennem Sundet, faldt talen i spredte sætninger på mange af de personer og forhold, der i anledning af denne sag har været fremme. Vi skal kort gengive, hvad der kan gengives i disse linier.

Når Lauridsen således straks efter sin løsladelse tager bort fra byen, sker dette i virkeligheden ikke ganske efter hans eget ønske. Han er selv overbevist om, at han nu, da hans forretning er ordnet, og han kan begynde på ny, vil føle sig tilstrækkelig stærk overfor enhver overdreven tilbøjelighed til spiritus. Men hans venner har presset på ham, og han finder derfor, at det er hans pligt i denne henseende at rette sig efter dem.

Man har jo fremsat de forskelligste meninger om, hvorfor han så pludselig forfaldt og gik til bunds, og hvad der mest har bidraget til at gøre ham afhængig af alkoholen. Den eneste sandhed vil det naturligvis være vanskeligt at få at vide. Han påstår, at han i de sidste par år led ganske usædvanlige tab ved spekulationer i forskellig retning. Alt syntes at gå ham imod. Hertil kommer private sorger, som vi tidligere har hentydet til. Og endelig tabet af kredsen, hvad det vil sige for en inkarneret politiker, forstås let.

Nn, da hans bo så omtrent endelig er gjort op, viser det sig, at beløbet, som skulle udredes, var ca. 8.000 Kr. Af disse falder altså en 6.000 kr. på Sarah Scharffenberg, hvis penge han forvaltede, og som han i tidernes løb på mange måder gjorde store tjenester. Som meddelt kan der dog ikke egentlig tales om besvigelse, men kun om en uoverensstemmelse mellem parterne med hensyn til dispositionsrettens omfang. Lauridsen betegner selv sin arrestation som skandaløs. Han ser - med rette eller urette; vi refererer kun - bag den en række intriger, der væsentligst udgår fra en enkelt af hans ældre kolleger, der oven i købet en gang har snydt ham på en ejendomshandel; en hensynsløs person, der for enhver pris vil op, og for hvem Lauridsen på flere punkter stod i Vejen. "X, siger Lauridsen, og han nævner en anden sagfører, bekendt for sin magtsyge og hensynsløshed, er dog ikke så slem som han! Der opstår et øjebliks pause, da styrmanden kom ind i kahytten for at billettere. L. skal ikke have billet. Også her mærkes formynderhænderne; der er truffet aftale med kaptajnen, og som et feriebarn bliver han sat af ved bestemmelsesstedet. Øjensynlig er disse foranstaltninger ikke fri for at krænke ham. For hans stolthed vågner på ny, og hans tro på fremtiden.

En tid hed det, at sagførerne kun på den betingelse ville redde ham, at han ikke på ny drev sagførervirksomhed. Herom foreligger der dog intet. Desuden, som han siger, kunne ingen forhindre ham i at lade møde for sig i retterne, og han ville på den måde, efter hans mening, måske kunne gøre nok så meget forretning.

Det er dog heller ikke usandsynligt, at L. slår ind på et helt nyt virkefelt, som auktionsholder. "Jeg har jo dog for kunnet more folk, hvad siger de om mig i et auktionslokale?" Måske ville en sådan stilling ikke være ilde for ham. Overhovedet har han ideer nok og sikker tro på den ny fremtid Han er kun 37 år gammel og har således "langt frem, som kællingen sagde. Hun så sig tilbage"

Ikke en gang en politisk fremtid vil L. fuldstændig renoncere på. Uden nøjere her at komme ind på hvorledes, tænker han på ny muligheder, når der er gået en valgperiode til foruden denne.

Det er første gang, L. besøger Norge. Oppe i  bjergenes klare luft, fjernt fra de store byer, vil han foreløbig skrive sine memoirer. Sikkert vil de blive ret indholdsrige. Mens han deroppe arbejder som skribent, vil hans forretningsstatus fremkomme i bladene hernede. Han mener at enhver vil kunne få sit. Også forskellige aktiver - deriblandt en del aktier i blade - vil i tiden lette balancen.

Om den tid, han har siddet i fængsel, udtaler han sig uden synderlig bitterhed. Vagtmesteren var en elskværdig mand, og assessor Ussings redelige dygtighed anerkender han.

"M. G. Melchior" ligger nu stille ud for Helsingør, og færgebåden kæmper sig op på siden. Et håndtryk, et håb om bedre tid - og J. K. Lauridsen sejler videre mod Kristiania

(Herning Folkeblad, 18. september 1895))

Mens Lauridsen resten af sit liv (indtil 1905) beskæftigede sig med mere eller mindre tvivlsomme forretninger, blev Sarah Scharffenberg gift igen 1898 med Cai Christian Magnues Christopher Nicolaus Brockdorff, som hun dog også senere blev skilt fra. I 1904 forsøgte Scharffenberg sig med en debut på scenen: 

Baronesse v. Brockdorff hysses ud i kisten.

For et overfyldt parket, hvori den fine verden og halvverdenen var ligelig repræsenteret, debuterede i aftes i Tivolis variete baronesse v. Brockdorff, født Scharfenberg.

Mens mægtige blomsterkurve og buketter dængedes op på scenen, trådte baronessen ind og sang rystende af angst en vise, hvori hendes excentriske liv rulledes op. Fru Brockdorff der i modsætning til så mange baronesser på varietetribunen virkelig er baronesse, har ønsket at ende sine dage på tribunen - som hun selv siger: Det er ikke af sensationslyst jeg må optræde, men kun af nød. Det må desværre siges at baronessen mindede om kameliadamen i femte akts sidste scene, end ikke den gribende hofte savnedes. 

Da frk. Brockdorff trak sig tilbage, rystede salen af piben og hyssen og med et sørgmodigt smil sprang hun atter frem, samlede en buket op og forsvandt.

Det gjorde et trist indtryk på publikum at Sarah Scharfenberg, generalens datter der var født til noget bedre, skulle undergå den skæbne.

H.

(Aftenbladet (København), 9. november 1904).

En baronesse i gældsfængslet.

København, mandag.

En herboende snedkermester med det borgerlige navn Hansen har været så raffineret ondskabsfuld at han i dag har ladet baronesse Sarah Scharffenberg v. Brockdorff hensætte i gældsarrest.

Nævnte baronesse der er velkendt i det lystige København, har for længst købt sig et nyt, elegant møblement hos snedker Hansen, men penge har snedkeren ikke kunnet få.

Så anlagde han sag mod baronessen der også blev dømt til at betale, men hertil tog hun ikke det ringeste hensyn.

Snedkeren tabte imidlertid tålmodigheden, og i dag lod han hende indsætte "på et ærligt sted", som det hedder i loven, det vil sige i fængslet.

Her skal Sarah Scharffenberg v. Brockdorff nu sidde til hun betaler, eller til snedkeren bliver ked af at betale udgifterne ved arrestationen, idet der skal betales 4 kr. 58 øre pr. dag. 

Baronessens gale streger er utallige. Man vil således erindre at hun for nogle år siden arrangerede sin egen begravelse.

En skøn dag indeholdt "Berlingske Tidende" en dødsannonce hvori det meddeltes at Sarah Scharffenberg v. Brockdorff blidt og stille var hensovet, og at begravelsen foregik fredag den 7. sept. kl. 2 på Assistens Kirkegård.

På den fastsatte tid mødte en del honoratiores, men særlig en stor del af baronessens mandlige bekendte, med kranse og blomster ude ved kapellet.

De fandt ingen kiste, ej heller nogen grav, bestemt for baronessen, hvorfor de måtte vende tilbage med blomsterne. Sarah Scharffenberg v. Brockdorff og en veninde overværede hele optrinnet, idet de havde skjult sig bag nogle buske.

Om aftenen fejrede de sammen med venner et drabeligt begravelsesgilde, og det vakte vild jubel da flere af ligfølget indfandt sig med kransene og blomsterne.

Der er ingen tvivl om at byen oplever en ny gemytlig nat når baronessen atter slipper ud af fængslet.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. maj 1915).

For at erfare noget nærmere om baronessen og hendes forhold henvendte vi os til justitsråd Sofus Elvius, lederen af Nyt Genealogisk Institut, der gav os følgende oplysninger.

Den pågældende dame er sikkert ingen v. Brockdorff, sagde justitsråden. Der lever kun en familie af det navn her i landet, nemlig Juul-Brockdorff, og her hører hun absolut ikke til. En svag mulighed er der for at hun i Tyskland, hvor hun har færdedes meget, har været gift med en Brockdorff, men jeg tror det ikke.

Hun er datter af en nu afdød toldembedsmand Scharffenberg i Herluf Trollesgade og var allerede fra sin tidligste ungdom en stærkt omtalt kvinde.

(Uddrag af en længere artikel i København, 11. maj 1915)

Heri tog "eksperten" altså fejl. Den 29. maj 1915 meddelte Lolland-Falsters stiftstidende at hun stadig sad på Christianshavn, men at snedker Hansen var blevet underlagt pres dels fra hans egen advokat (Klubien & Wulff), dels fra politimyndighedernes side. Hvis han gav efter, havde han ikke længere noget krav på hende for de 100 kr.  Hvis han lod hende sidde tiden ud (71 dage), havde han dog krav på at få udleveret møblerne som hun havde deponeret hos Salicath. Efter denne historie er det svært at tro denne dødsannonce, men den var god nok: 

At min mand, løjtnant, fideikommisbesidder

Cai von Brockdorff,

er afgået ved døden på Frederiksberg Hospital, bekendtgøres herved af hans hustru.

Sarah von Brockdorff

født von Scharffenberg.

Ligbrændingen har fundet sted.

(Nationaltidende, 11. juli 1915)

Sarah var gift med Kai Cristian Magnus Christopher Nicolaus von Brockdorff (1867-1916/15?), mor til Cai von Brockdorff (1898-1901). 

Henning Jensen om Københavns Gejstlige. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Det nedenstående eksempel fra den periode hvor han var medarbejder for Social-Demokraten og for avisen København om at lave nogle karakteristikker af ....

Københavns Gejstlige

Indledning.

Naar Københavnerne se en Præst med sine lange sorte Klæder, sin møllestensformede Pibekrave og sin høje Hat gaa igennem Gaden, da betages de af forskellige Følelser. For de Troende er han en Repræsentant for Kristus, en Ihændehaver af den absoluts Sandhed, en Mand der taler "Guds Ord".

De bevidste Tvivlere ser paa ham med et spørgende Smil. Er han Hykler, en Ulv i Faareklæder, der med Bevidsthed bedrager andre, eller er han selv Genstand for et Aartusinder gammelt Bedrag?

Den storø Mængde ser paa ham med en Blanding af Mistillid og Frygt. Er det Løgn eller Sandhed han siger? Er der et Himmerige og et Helvede, og gaar han med Nøglerne i Lommen?

Og den Gejstlige, som véd, at han er Genstand for disse forskellige Følelser og Betragtninger, sér sig omkring med et usikkert famlende Blik. Han befinder sig ikke vel i Gadernes Vrimmel. Med lange Skridt skynder han sig afsted. Først naar han er kommen ind i Huset, hvor man venter ham, eller ind under Kirkens høje Hvælvinger med det mystiske Halvmørke, befinder han sig vel. Her er ikke disse spejdende Blikke, disse skeptiske Smil. Her aander han frit. Hans Ansigt mister det spændte Udtryk, og han ser sig om med et alvorligt, velvilligt Smil.

Og dog hilses han af de Forbigaaende med særlig Ærbødigbed. Thi det véd alle her i Landet, at Kirken er en Stormagt, og at den, som aabenbart lægger sig ud med Kirken, er en Umulighed. Og Præsten véd det ogsaa. Han véd, at intet politisk Parti tør tage Kirkens Bekæmpelse op i sit Program. Han véd, at hans Tilhængere, de kirkelig Ortodokse, er velkomne Gæster selv i de radikaleste Partier, og at han selv, hvis han vilde gøre et saadant Parti den Ære at melde sig ind, vilde blive betragtet som et Hædersmedlem, hvem man skyldte udsøgt Opmærksomhed.

Hvorfor befinder han sig da ilde i Gadernes Vrimmel midt i et Folk, hvor de "Troende" med høj Røst udraaber deres Tro, men hvor næsten ingen tør være sin "Vantro" bekendt ?

Fordi han har en Fornemmelse af, at der er en Løgn i hele hans Magtstilling. Han véd, at de mange, som ærbødigt hilser ham, og som af mange Grunde ikke vil eller tør offenlig vedkende sig, at de har brudt med Kirkens Tro, og at de anser dens Magt som en Ulykke, - de gnider sig i Hænderne hver Gang den bliver angrebet. Thi ganske vist kan Kirkens Mænd endnu faa stemplet deres Angribere som Samfundets Udskud, de kan spærre Vejene for dem baade list og her, - men de kan ikke forhindre, at Tusinder, som offenlgt tager Afstand fra Kirkefjenderne, de glæder sig hemmeligt over hvert et velrettet Skud, der rammer den store aandelige Tyran.

Og Gejstligheden véd, at der vil komme en Tid, da denne hemmelige Opposition vover sig from for Dagens Lys ogsaa her i Landet. Den behøver ikke at frygte nogen voldsom Opposition. Den Martyrkrone, som den altid drømmer om, og som den vilde flygte for, hvis den virkelig kom, - den vil den aldrig naa. Det eneste Martyrium, der venter den er det, at Folket vil miste sin overtroiske Rædsel for den, smile ad dens Trusler og trække paa Skuldrene ad dens Urimeligheder.

Men for Mænd, hvis Lyst det er at herske over Aanden og kue alle frie Tanker, kan det Martyrium være haardt nok.

Det er "Københavns" Mening at lade en Række Portrætter af Hovedstadens mest bekendte Gejstlige fremkomme i Bladet, og Redaktionen har anmodet mig om at skrive Teksten.

Som det sig hør og bør begynder vi i Morgen med Sjællands Biskop.

Henning Jensen

(København 13. juli 1895).

Biskop Rørdam

Et underligt tørt Ansigt med skarpe Linier som skaarne ud i Træ. De tæt sammensluttede Læber tyder paa en kraftig Vilje, men ogsaa paa den ortodokse Gejstliges Bornerthed og Uimodtagelighed for nye, friske Tanker og Indtryk. De gode, venlige Øjne viser, at de sjællandske Præster og Præstefruer uden Skælven kan imødese den betydningsfulde Dag, da Biskoppen kommer paa Visitats. Han vil være en mild og elskværdig Dommer baade ved Præstens Prædiken i Kirken og over Fruens Suppe, Fisk og Steg ved den paafølgende Middag i Præstegaarden. Men hvis Præsten dristede sig til at skeje ud fra den sande Tro og den rene lutherske Lære, da vilde Bispens Læber knibe sig endnu tættere sammen, der vilde komme et Glimt i Øjet, der ikke varslede godt, Suppen Fisken og Stegen vilde blive nydte under en trykkende Tavshed, og naar Nabopræsterne var tagne hjem fra Visitatsen, vilde den ulykkelige  Synder under fire Øjne i studerekammeret blive taget alvorligt i Skole. Thi den ortodokse Gejstlige kan være nok saa god og elskværdig en Mand, hans Kærlighed vil altid være begrænset af de tre Trosartikler og den Augsburgske Konfession. Hvad der ligger derudenfor er af den Onde.

Som Biskop har Hr. Rørdam endnu ikke haft Lejlighed til at vise hvad han fører i sit Skjold. Men selv blandt dem, der er hans nærmeste kirkelige Meningsfæller, Grundtvigianerne, er der dem, der frygter hans ortodokse Stædighed, og mener, at han vil indlede en kirkelig Reaktionsperiode, og under alle Omstændigheder modsætte sig ethvert Fremskridt, 

Den første Sag, i hvilken Hr. Rørdam er traadt frem for Offenligheden som Biskop, er - skal vi sige - underlig.

Det er ham "ufatteligt, at forstandige og eftertænksomme Mennesker" i Provst Schepelerns Tale kunde finde et Angreb paa Pastor Joh. Petersen og hans gejstlige Virksomhed.

I saa Fald maa alle vi, der hørte Talen, give Afkald paa Forstand og Eftertænksomhed.

Og nu kommer Pastor Elmqvist, der aabenbart er en Beundrer af Biskoppen, og erklærer, at Talen let kunde opfattes som en indirekte Dom over den Afdøde.

Enten maa Biskop Rørdams Opfattelsesævne være ualmindelig tung, eller ... Ja, Provst Schepelern er en højtstaaende Gejstlig, Biskoppens Eftermand som Holmens Provst. Og - man skal jo ikke se Skæven i sin Broders Øje.

Foruden at være Sjællands Biskop er Hr. Rørdam tillige "Ordensbiskop". Hvad dette betyder, kan vi desværre ikke oplyse. Er det selve Ordenerne, Hr. Rørdam er Biskop for, eller er det for dem, der bærer Ordener? I første Tilfælde - hvilken Virksomhed kan en Biskop udfolde overfor Ordener? I andet Tilfælde - hvorfor tvinge de, der bærer Ordener, til et specielt biskoppeligt Tilsyn? Hvorfor kan de andre Bisper ikke tage sig af dem i deres respektive Stifter, der bærer Ordener?

Vi staar her overfor en Række Gaader.

Kun saa meget er klart, - det at være "Ordensbiskop" er noget overordenlig fint. I Rangforordningen indtager Hr. Rørdam Pladsen som Numer 1 i anden Klasse.

Af Ordener har han foreløbig kun Kommandørkorset af 2den Grad og Dannebrogskorset. Men han er selvskreven til Storkorset.

"Hvo, som ikke tager sit Kors og følger mig, er mig ikke værd". (Matth. Ev. 10, 38)

Henning Jensen

(København 14. juli 1895).

Hver uge skrev han i København indtil 24. november 1895 om forskellige andre gejstlige. Bl.a.  stiftsprovst Paulli, Indre Missions yderste højrefløj. Holmens provst Schepelern, den godmodige, glade rationalistiske landsbypræst. Sognepræst ved Helligåndskirken pastor Schack, radikal ift arbejderspørgsmålet, stridende mod Rørdam. Sognepræst ved Stefanskirken pastor Volf, formand for Indre Mission i København, halvtom kirke.  Slotspræst Poulsen, fortaler for Israelsmissionen. Provst Levinsen, Mathæuskirken, 4/5 af tilhørende var damer. Pastor Sørensen, indremissionsk. Pastor Steinthat. Indre Mission, fripræst, dog til fordel for arbejderbevægelsen. Pastor Jensen, Trinitatis Kirke. Pastor Hohlenberg. Pastor Ifversen, Helligkorskirken. Pastor lic. Fenger, Garnisonskirken, Indre Mission med et anstrøg af kætteri. Pastor Steen, Johanneskirken og Bethesda, samt flere andre.

Kort efter skiftede han helt til København hvor han var redaktør 1897-1902. Social-Demokraten anså det som at han havde skiftet side til kapitalismen. Han angreb nu folkekirkens angribere og al irreligiøsitet som før mod ortodoksi og præstemyndighed uden dog at blive ortodoks. Han fortsatte ved København, dog ikke som redaktør indtil omkring 1916 og søgte at uddybe skillelinjen mellem Venstre og Socialdemokratiet.