I
For nogen Tid siden var vi oppe i Nordsjælland og vor Vej førte os da forbi Hellebæk Fabriker. Disse ligger saa isoleret og saa langt borte, at Kritiken kun sjældent slipper inden Dørene, og Følgen er da game, at Forholdene for Arbejderne er særlig slette. Derfor fik vi Lyst til at se dem paa nært Hold og gik Fabrikerne igennem.
Bygningerne er af saa ny Datum, at man skulde tro de bød Arbejderne ret gode Lokaler, men det er saare langt fra at være Tilfældet. Saaledes i det første Fabriksrum vi kom ind i. Naar man kommer indenfor Døren, er det ligesom Aandedrættet i samme Nu besvaredes, saa tung, støvfyldt og stinkende er Luften. Det er et stort Lokale, men der er lavt til Loftet og rundt om staar der store Maskiner, som krasser og karter Ulden og som sender en uafladelig Støvsky ud til alle Sider. Navnlig lagde vi Mærke til noget gammelt Stof, som krassedes op igen, og hvor Bomulden var brændt bort med Syre, - det lavede en infernalsk Atmosfære rundt omkring. Arbejderne i disse Lokaler saa alle som en i høj Grad blege og sygelige ud, og paa vort Spørgsmaal erfarede vi, at kun de allerstærkeste kan udholde dette Arbejde i længere Tid. Folk, hvis Lunger ikke er sunde, er straks ødelagt. Dertil var de alle i høj Grad overdryssede med Støv og Snavs fra Arbejdsmaterialet, noget, som paa mange Maader skader Sundheden og forkorter Livet. Ogsaa var der her en modbydelig Oliestank, vistnok hidrørende fra slet Olie, hvormed Ulden fedtes. Paa Gulvet var der et næsten tommetykt Lag af Snavs og gammel Fedt.
Det gælder her, hvad vi saa ofte skrev i vore Artikler om "Arbejder-Mord", at der intet gøres for Arbejdernes Sundhed, ikke engang dette, at skaffe dem frisk Luft. Det er uforsvarligt, at en Fabrik, der ligger paa aaben Mark, klods op af Øresund og Kattegat, hvor Luften udenfor er saa ren og frist, - at den har mange Lokaler, som er komplette Pesthuler. Der er ikke gjort det fjærneste for Ventilation. Skal Luften fornyes, maa Vinduer og Døre lukkes op, og i de vekslende Aarstider med Storm, Regn og Sne ind fra Søen kan dette ofte ikke lade sig gere. Det Offenlige er i de senere Aar endelig kommen i Tanker om, at der hører andet til for at skaffe en god Luftforsyning end lukke et Vindue op. Det ny Kvindefængsel paa Nytorv er saaledes forsynet med et udmærket Ventilationsapparat, som uafbrudt pumper frisk opvarmet Luft ind i alle Værelser og suger den daarlige Luft ud. Den ny Fattigstiftelse ved Nørre Alle har et Ventilationsapparat, som fornyer Luften 6 Gange i Timen overalt Bygningen. Hvor uforsvarligt er det da ikke, at Arbejderen, som gaar og træller fra Morgen til Aften for at skabe Kapitalisternes Rigdom, skal leve de halve Døgn i en pestagtig Luft og fylde sine Lunger med store Støvmasser, som avler særlige Sygdomme og forkorter hans Liv.
Under Udstillingen i 1888 var der af Fabriken "Hamlet" i Helsingør opstillet et Sugeapparat, som transporterede alle Bødkerspaanerne ud af Fabrikslokalet. Det var forbavsende at se, med hvilken Lethed og hvor fuldstændigt det kunde suge alle de store Spaaner, alt Smul og Støv bort fra Maskinerne. Hvis der i Fabrikslokalerne anvendes lignende, men mindre voldsomme Sugere til at fjærne det skadelige Støv, vilde der lægges mange Aar til Arbejdernes Liv. Baade dette og en kunstig Luftfornyelse vilde saadanne Steder som paa Hellebæk Fabriker kunne gøres uden store Bekostninger, da der jo forud baade er Damp- og Maflinkraft i alle Rum. Men det ligger nu engang ikke til vore Kapitalister frivilligt at gøre Sligt, - for dem er det ligegyldigt, om Arbejderne kreperer nogle Aar for eller senere, der er billig Afløsning nok at faa.
Et andet Lokale, hvor Forholdet ogsaa er yderst slet, er Farveriet. Som oftest staar alt her i en uigennemtrængelig Damp og Taage og Arbejderne gaar bestandig med vaade Fødder, hvilket for en Del har sin Skyld i, at Afløbene for Vandet er daarlige. Lokalet er snævert og skummelt, og en af Arbejderne havde Ret, da han betegnede det som det værste Svinehul paa Fabriken. De stakkels Mennester, som fra Kl. 6 til 6 her maa ase for det daglige Brød, tjener 11 Kr., siger og skriver 11 Kroner, om Ugen. Vi tænker ikke nogen misunder dem.
Overalt hvor vi kom var der daarlig Luft, Støv og mange Maskiner pakkede saa tæt sammen, som paa nogen Maade muligt. Den, der aldrig har været paa en Klædefabrik eller et Bomuldsvæveri, aner ikke hvilket Helvede det i Grunden er. En af Kapitalisternes egne Fruer, en af de rigtig nervøse, hvem den mindste Støj bringer til at fare sammen og jamre sig, skulde blot opholde sig i en Væversal en eneste Time. Hun vilde sandsynligvis dø med det samme.
For den, der ikke er vant til at færdes her bestandig, gør det et overvældende Indtryk pludselig at befinde lig i den Helvedslarm, som disse Hundreder af Dampvæve gør. Det er et saa infernalsk Spektakel, at man slet ikke kan tale sammen, ja kun med den yderste Møje er i Stand til at raabe et forstaaeligt Ord ind i hinandens Øre. Og hvilken Støv, navnlig i Bomuldsvæveriet. Det staar som en Damp op fra de larmende Væve og fylder Øjne, Næse og Mund paa de Kvinder, som Dagen lang skal staa bøjet over dem. Vi har før under Omtale af Crome & Goldchmidt og Rubens Fabriker udviklet, hvor skadeligt dette Arbejde er for de Hundreder af Kvinder, som stuves sammen i disse Væversale. Vi har paavist, hvor fordærveligt det kan blive under Svangerkabsperioder baade for Moder og Barn, hvor det selv under Menstruationen kan have skadelige Følger, og hvilken Masse Gift der indaandes med det anilinfarvede Støv.
Det er da ogsaa et sørgeligt Syn at se ned igennem en saadan Sal, og se alle de blege Kvinder med flove, matte Øjne og gusten Hudfarve febrilsk anspændte passe paa det Virvar af Traade og Maskindele, som kræver deres Opmærksomhed. Og det er mange, thi Udbytningens Hyæne har ikke nøjedes med lidt, da den spændte disse ulykkelige Kvinder i Arbejdsselen. De har nemlig ikke hver sin Væv at passe, men de har hele to. Uafladelig maa de vende sig fra den ene til den anden. Deres Blik er aldrig rolig et Sekund, det flakker uafbrudt over de Tusinder af Traade, for at opdage naar en af dem brister eller der sker andet som kan afstedkomme Uorden i Arbejdet. Vævene staar ikke ved Siden af men ligeoverfor hinanden, saa Væversken staar imellem dem, og der er to og to Væversker i samme Række, saa de to Kvinder altsaa staar mellem 4 jagende, støjende Dampvæve. Salene er paa Hellebæk ikke saa store som hos Crome & Goldschmidt, hvor der var 400 Væve i én Sal, her varierer Tallet fra 50 til 90-100 i samme Lokale. Vi lagde Mærke til, at de fleste af Væverskerne var svenske. Paaklædning vidnede om, at de ikke havde opholdt sig ret længe her i Landet.
For dette Arbejde er Betalingen paa Bomuldsvæveriet gennemsnitlig 10 a 11 Kroner om Ugen og paa Klædefabriken 9 Kr., ligegyldigt om det er Mænd eller Kvinder. Vi skal tilføje, at ved Spindemaskinerne lønnes Kvinderne med fra 8 Kr. 50 Øre til 7 Kr. 50 Øre, 6 Kr., 4 Kr. og 3 Kr. om Ugen. Dette er kun for voksne, i al Fald konfirmerede Kvinder.
Af de øvrige Arbejdslokaler skal vi endnu omtale Valkeriet og det saakaldte "Rueri". Det er ikke morsomt at opholde sig her, hvad Enhver vil kunne forstaa, naar han hører, at de til Arbejdet her paa en Dag bruger 12 til 14 Spande Urin, foruden Amoniakvand og andre Syrer. Stanken heraf er modbydelig. Gulvet er al Tid som en Sø, idet Vandet gaar i Strømme derover. Der er ganske vist en 3-4 Rendestene, men de er altfor utilstrækkelige til at bortfare Spildevandet. Hvor sundhedsfarligt det er for Arbejderne, navnlig om Vinteren, at vade i alt dette Vand, behøver vi næppe at paavise.
Paa Loftet, hvor der ogsaa er Arbejdslokaler, klager Arbejderne over at Taget er saa slet, at det regner ret alvorligt ned paa dem, men det tages der i Lighed med alt øvrigt intet Hensyn til.
Dette er i store Træk selve Fabrikerne. Forholdene er, som man ser slet, mm det faar dobbelt Vægt, naar dette sammenholdes nied, at Arbejderne ogsaa udenfor den Tid, de maa gaa under Arbejdsaaget, opholder sig og lever under saare slette Betingelser.
Hellebæk Fabriker har nemlig saakaldte Arbejderboliger til sine Arbejdere, og her bor de gifte og ugifte. Mænd og Kvinder under skandaløse Forhold, som vi skal udvikle nærmere i næste Artikel.
(Social-Demokraten 28. maj 1891).
II.
Hellebæk Fabrikers Arbejdere bor paa ganske enkelte Undtagelser nær i Fabrikernes Arbejderboliger. Dette Husly udgør en Del af deres Arbejdsfortjeneste. Hvor højt Fabrikerne vurderer den Bolig, de saaledes overlader deres Arbejdere, fremgaar af, at de, som ikke bor dér, faar udbetalt i Huslejegodtgørelse om Ugen 35 Øre for Kvinder og 50 Øre for Mænd.
Men saa er Boligerne rigtignok ogsaa derefter. Der er to Slags: nogle gamle Huse i selve Hellebæk og en Koloni af nyere Bygninger, som ligger midt i Skoven og bærer det aparte Navn "Figaro". Det er vanskeligt at afgøre, hvilke der er de sletteste De er nemlig slette alle tilhobe.
Det aldeles overvejende Antal er 1 Værelses Lejligheder, nogle med Køkken og andre uden Køkken. Vi tager først et af de bedre i Stueetagen. Det er et lille snævert, hvidkalket og paa alle Maader yderst tarveligt Rum, hvor der er "fuldt Hus", naar der er 3 eller 4 Mennesker. Fugtigt er der, saa Vandet driver ned af Væggene, og Køkkenet svarer i et og alt til "Salonen". Arbejderne er dertil forpligtede selv at vedligeholde Lejligheden med Kalkning, Malning, Reparationer osv.
Ovenpaa er der endnu snævrere Plads. Her er det "Værelser" eller rettere Tagkamre, hvor næsten hele den ene Væg kun er et skraat Tag. Vinduet er i bedste Tilfælde et smalt Gavl- eller Kvistvindue, men de allerfleste er kun ganske almindelige Tagvinduer af den Slags, som findes paa ethvert Loft. Og i saadanne "Boliger", hvis flade Loft ofte ikke er 1, siger og skriver en Alen bredt, og som ikke har andet Køkken end en Kakkelovn, der hos nogle jævnlig falder ned, i saadanne Boliger bor der 2 eller 3 Mennesker.
Men Toppunktet af disse skandaløse Beboelsesforhold er dog ikke naaet hermed. Hidtil har dog hver Familie faaet Lov til at bo for sig selv i sit Hul. Men nu har Fabrikerne faaet en ny Bestyrer, og han forlanger intet mindre, end at der for Eftertiden skal bo 2 Familier i 1 Værelse. Det er utroligt, hvad Kapitalisterne vover at byde deres Arbejdere, Kilden til al deres Rigdom. Den, som skriver delte, har før set 2 Familier bo i et Værelse, men det var i Schlesien, hvor de ulykkelige polske Kulgrubearbejdere levede som Dyr mellem hinanden og kun havde en Kridtstreg paa Gulvet til Skæl mellem deres Territorier og Ejendele. Vi havde dog ikke troet, at danske Arbejdskøbere vilde byde noget lignende.
Et Værelse, som vi nøjagtigt maalte op, var 3 Alen 10 Tommer højt, 5 Alen og 20 Tommer bredt og 6 Alen og ca. 13 Tommer langt. Men en Entré ved Døren borttog ca. 3 Kvadratalen af Gulvfladen og berøvede Værelset en stor Del af Pladsen til at bevæge sig paa. Her boede en Kvinde med sine 2 Børn. og til hende forlangte man, at en anden fuldstændig fremmed Kvinde med et Barn skulde flytte ind Værelset er saa fugtigt, at Vandet til sine Tider rinder i Strømme ned ad Væggen, og her skal der saa være Plads til 6 Mennesker, 3 Senge og de nødvendigste Møbler. Størstedelen af Møblerne er der selvfølgelig ikke Plads til, og spørger Arbejderne saa Bestyreren hvor de skal gøre af disse Møbler og af deres Madvarer, saa svarer han dem, at de kan sætte det paa Loftet Og er der et Sted, hvor Sengene ikke kan saa Plads i Stuen, faar de den Besked, at saa kan de sætte dem i Køkkenet - hvis der da er noget Køkken.
I en anden Lejlighed var Forholdene ligesaa elendige. Værelset var her 3 Alen 7 Tommer højt, 5 Al. 13 Tom bredt og 8 Al. 14 Tom. langt. Heri skulde der bo 2 Familier paa tilsammen 7 Personer, og der skulde staa 4 Senge. Fugtigheden var den samme som de andre Steder, og alt i alt. vil vi rette den indtrængende Opfordring til Sundhedskommissionen for Tikøb Sogn eventuelt til Sogneraadet eller højere Avtoriteler at de tager sig lidt af Beboelsesforholdene paa Hellebæk Fabriker. De er saavist en Skandale.
Vi skal nu anføre et Eksempel paa den Grad af Humanitet, hvormed Fabrikbestyrelsen optræder som Vært over for Arbejderne i disse Boliger. I en af de smaa Lejligheder ovenpaa "Figaro" boede der et Ægtepar. Konen var Arbejderske paa Fabriken, hvor hun passede en Maskine. Saa blev hun frugtsommelig, og som Følge deraf en kort Tid ude af Stand til at arbejde. Selvfølgelig fik hun da heller ingen Løn, men de menneskekærlige Arbejdskøbere ræsonnerede endvidere, at Boligen var en Del af Lønnen, og da hun ikke kunde arbejde nogle Uger, skulde hun heller ikke have Bolig i disse Uger, og Resultatet blev, at hun blev smidt ud af Lejligheden. Det var om Sommeren. Hellebæk var fuld af Badegæster, hvert Hul var optaget og det var ikke muligt for den stakkels frugtsommelige Kone at faa Tag over Hovedet. Da forbarmede en af de andre Arbejdere paa Fabriken sig over hende og tog hende, uagtet der var knap Plads i Forvejen, ind i den Stue, hvor der var Husrum, fordi der var Hjærterum.
Denne skandaløse Historie satte, som rimeligt var, ondt Blod, og Følgen heraf blev til Gengæld, at Konen ikke kunde faa Arbejde, da hun kom igen. I lange Tider gik hun uden Beskæftigelse, og hvor hun senere er bleven af aner vi ikke. Men et véd vi, at dette er en ypperlig Illustration til den Interesse og Kærlighed Kapitalisternes store Flertal nærer for deres Arbejdere. Men det er jo ikke første Gang Hellebæk Fabrikers Indehavere har lagt disse Principer for Dagen. For et Aarstid siden forsøgte de - som vi den Gang meddelte - under en Lønkonflikt, med et Slag at kaste alle deres Arbejdere ud af Boligerne eller i bogstavelig Forstand ud paa Gaden. Heldigvis blev det forhindret i Tide.
At det ikke al Tid gaar saa strængt til, naar det gælder Folk af en "vis" Slags, skal vi give et Bevis paa. I Følge det i Lokalerne ophængte Reglement skal den, som gør sig skyldig i Slagsmaal, Klammeri, Overfald eller lignende straks have sin Beboelsesret forbrudt og fraflytte Lejligheden. En af Skruebrækkerne fra sidste Strejke tillod sig en Dag at gøre sig skyldig i denne Overtrædelse af Reglementet. Han overfaldt og slog i Arbejdstiden en af sine Medarbejdere paa en Maade, om just ikte var egnet til at opvække Sympati. Det blev meldt til Bestyreren, og denne var nødt til efter Reglementet at opsige ham til øjeblikkelig Fraflytning. Men det viste sig snart, at det kun var for et Syns Skyld, for at redde Skinnet, thi den kære Skruebrækker kom ikke til at flytte. Derimod blev Fagforeningens Formand uden Naade og Barmhjærtighed smidt ud uden at have forbrudt sig mod noget Reglement. Nu skal man høre hvorfor.'
Den 3. Avgust afholdt den københavnske Væverforening sammen med Kolleger i Helsingør og Hellebæk en Fest i Helsingør. Dagen efter blev Formanden for Fagforeningen i Hellebæk tillige med hans Hustru, der ogsaa arbejdede paa Fabriken, opsagte fra deres Pladser og fik desuden Ordre til at rømme deres Lejlighed i Løbet af 14 Dage Grunden til Opsigelsen og Udsmidningen blev angivet at være, at "Fagforeningen i Hellebæk havde for megen Samkvem med andre Foreninger". Det vil sige med socialdemokratiske Foreninger, thi med konservative Klubber og Højres saakaldte Arbejderforeninger maa Arbejderne helst have saa inderligt Samkvem, at de melder sig ind som Medlemmer.
Vi lagde Mærke til, at der lige udenfor Indgangen til Fabriken og andre Steder var opslaaet Plakater, som opfordrede til Indbetaling i en eller anden af Højres Krigskasser, og Mestrene driver efter højere Ordrer en ivrig Agitation for at hværve Proselyter.
Men som sagt Formanden havde for meget Samkvem med de "forkerte" Foreninger, derfor maatte han ud paa Gaden. Skruebrækkerne, som naturlig vis er i de "rigtige" Foreninger, faar derimod uhindret Lov til at bo, selv om de overfalder andre Mennesker paa Bøllevis. Dette er altsaa, naar det udføres af de rette Folk, ikke nær saa strafbar en Ting, som naar en hæderlig Arbejderske og gift Kone bliver frugtsommelig og derved en kort Tid uarbejdsdygtig.
I næste og sidste Artikel skal vi fremdrage den tredie Side af Arbejdsforholdene paa Hellebæk Fabriker.
(Social-Demokraten 29. maj 1891).
Forbud fra Hellebæk Fabriker.
Vore Artikler om Hellebæk Fabriker har foranlediget Formanden for det Aktieselskab, der eier Fabrikerne, Hr. Hamann, til at sætte Kongens Foged i Bevægelse for at faa nedlagt Forbud mod yderligere Omtale af Fabrikerne.
Fogden var straks Hr. Sagfører Hamanns Sagfører "følgagtig', og nedlagde i Fredags Forbud mod,
"at der i "Social-Demokraten" optages eller indrykkes nogen Meddelelse, der med eller uden Navns Underskrift, direkte eller indirekte omtalter Aktieselskabet "Hellebæk Fabrikers" indre Forhold eller Virksomhed paa en saadan Maade, at Aktieselskabets Bestyrelses Privatlivs Fred derved krænkes eller ubeføjede injurierende Sigtelser mod Selskabets Bestyrelse derved fremføres."
I Rekvisitionen til Kongens Foged hvori vore Artikler om Hellebæk Fabriker omtales, hedder det:
"Da der ved disse Fremstillinger, der gennemgaaende er usande og urigtige, ikke blot tilføjes Aktieselskabet Skade, eftersom Publikum, der læser de anmeldte Artikler, maa formene, at de af Fabrikerne leverede Varer er af en ringere Kvalitet end de udgives for, og eftersom Personer, der ellers vil lade sig antage som Arbejdere paa Fabrikerne, ved de anmeldte Skildringer afholder sig derfra, hvorfor Fabrikerne stilles vanskeligere ved at skaffe sig det fornødne Arbejdspersonale, og der tillige fremføres injurierende Sigtelser mod Aktieselskabets Bestyrelse, og der i ethvert Fald finder en Krænkelse Sted af den Retsbeskyttelse for Privatlivets Fred, som ogsaa maa tilkomme Aktieselskabets Bestyrelse, og da det af Artiklerne fremgaar, at yderligere Meddelelser vil fremkomme, beder jeg Deres Velbaarenhed nedlægge Forbud mod osv."
Endskøndt Forbudet nedlagdes i Fredags, kom Ordlyden deraf dog først i Gaar til vor Kundskab.
Ved dette sidste Skridt mod vort Blad er Forbudssagerne indtraadt i et nyt Stadium. Tidligere har det været Strejkemeddelelser, der var Genstand for Forbudene, men nu er man slaaet ind paa at forbyde rent objektive Meddelelser om Forholdene paa en Fabrik, uden at der er Strejke paa Stedet, og uden at Tilgang deriil paa nogen som helst Maade søges forhindret.
Dette er et endnu voldsommere Tryk paa Pressefriheden her i Landet end de tidligere nedlagte Forbud, og selvfølgelig lader vi det ikke have sit Forblivende ved Fogdens Afgørelse af dette Spørgsmaal, men lader Sagen gaa til Domstolene. Det vil have sin Interesse at se, om Hof- og Stadsretten eller eventuelt Højesteret vil sanktionere den Fremgangsmaade, der i Følge dette Forbud agtes anvendt mod Pressen. Erkendes et saadant Forbud for "lovligt", da kan Arbejdskøbere for Fremtiden behandle deres Arbejdere fuldstændig efter Forgodtbefindende, og saavel Arbejderne selv som enhver anden er afskaaren fra offenlig at kunne klage derover. Arbejderne er med andre Ord fuldstændig bleven Slaver.
Hr. Hamann paastaar, at vore Fremstillinger i Artiklerne er "usande og urigtige". Dette er Hr. Homanns Mening, og hvorvidt denne er korrekt eller ikke, vilde han jo have faaet konstateret ved en Sagsanlæggelse. En saadan Fremgangsmaade har Hjemmel i Presselovgivningen, men hverken Grundloven eller Presseloven indeholder noget om Forbud mod Udtalelser i Pressen, selv om den Person, disse omhandler, anser dem for "usande og urigtige". Det samme gælder, naar Vedkommende mener at have været Genstand for "injurierende Sigtelser".
Forbudet er endvidere, ligesom adskillige andre af de mod os rettede Forbud, baseret paa "Krænkelse af Privatlivets Fred", men der er den Forskel, at der her er Tale om et Aktieselskabs "Privatliv". Man har ondt ved at forstaa, at Forholdet mellem en enkel Arbejdskøber og hans Arbejdere hører ind under Arbejdskøberens Privatliv, men værre bliver det, naar der er Tale om et Aktieselskab. Et saadant bestaar til forskellige Tider af højst forskellige Personer, eftersom Aktiernes Omsætning paa Børsen er mere eller mindre livlig, og hverken Selskabet selv eller dets Bestyrelse staa i et saadant Forhold til Arbejderne, at disse kan komme ind under Selskabets eller Bestyrelsens "Privatliv".
Ved en tidligere Lejlighed har Fogden da ogsaa nægtet at nedlægge et Forbud under Henvisning til, at et Aktieselskab ikke kunde være Genstand for "Krænkelse af sit Privatliv". Det var den Gang Arbejdere, der ønskede Forbudet nedlagt, nu er det Kapitalister, og nu har Fogden ikke haft Betænkelighed ved at nedlægge Forbud paa Basis af et Aktieselskabs Bestyrelses Privatliv.
I den nærmeste Fremtid kommer Forbudene mod Strejken, ed del el til Afgørelse ved Højesteret. Det nu nedlagte Forbud mod i Almindelighed at omtale Arbejdsforholdene ved en Fabrik, vil ligeledes blive indanket for Domstolene, eventuelt Høiesteret.
(Social-Demokraten 2. juni 1891).
Aktieselskabet Hellebæk Klæde- og Tæppefabrik og en nye fabrik blev opført 1873-74. Gustav Frederik Hamann sad i bestyrelsen fra 1873, fra 1880 som formand og administrerende direktør. Fra starten var der mangel på væve, og arbejdskraft blev importeres. Et bomuldsvæveri indrettedes i den gamle geværfabrik fra 1868 ved Bondedammen i 1876 (Hellebæk Klædefabrik).
Et skrædderi lå i bygningen ”Figaro”, navnet stammede fra folkene som kom fra Dyrehavsbakken og som altid i forbindelse med pinsefesterne, tog en tur omkring Figaro. En syge- og begravelseskasse blev oprettet 1875, en skole 1894, og børnehave i 1947.
Arbejderboliger blev opført i etaper: I 1873 en samling rækkehuse (”Figaro”). Lejlighederne var små, væggene til naboerne tynde og udskiftningen af lejere stor. De blev ikke anset for særlig fine at bo i, og de hyppigste lejere var svenske piger. Boligerne betød at fabrikken havde mere styr på arbejderne, bl. a. med truslen om opsigelse af lejemål.
Hellebæk og Omegns Arbejderforening (1887) skulle dæmme op for socialistisk agitation blandt arbejderne der var begyndt at organisere sig og forsøgte at danne en fagforening. Den blev dog mere af social og selskabelig karakter. Nogle få ansatte fik i 1889 dannet en fagforening, men efter en hård og bitter strejke som blev brutalt imødegået af ledelsen, blev foreningen opløst.
Først i 1898 var der atter et forsøg på at danne en fagforening. Den fik stor tilslutning, men blev ikke anerkendt af ledelsen. Blandt ildsjælene var Betzy Jensen (Tekstilarbejderforbundet) fra Hornbæk. Gustav Frederik Hamann døde i 1919, hvor overskuddet var på sit højeste, og en epoke i fabrikkens historie var slut. Spændingerne mellem arbejdere og ledelse satte præg på 50-års jubilæet i 1923.
Den 18. august 1891 bragte Social-Demokraten en artikel fra et besøg på fabrikken. Retssagen startede oktober 1891. Under sagen førte Social-Demokraten 8 vidner som alle bekræftede at de opgivne beskrivelser af forholdene var korrekte. De stammede fra arbejdere som havde arbejdet fra 2½ til 11½ år på fabrikken. Dette på trods af at kaptajn Hamann personligt mødte op og stillede sig ansigt til ansigt med arbejderne. Hamann fremførte til fabrikkens forsvar velgørenhedsarbejde, ulykkesforsikring, badehus ved stranden, asyl og de frie boliger.
Det ser således ikke ud til at det lykkedes for Social-Demokraten at få ophævet fogedforbuddet. På den anden side bragte bladet alligevel artikler om forholdene på fabrikken - uden videre følger.
