Bespisning i Cirkus. (Efterskrift til Politivennen)

Gratis Middag i Cirkus

I Dag Kl. 11 begynder Bespisningsforeningen for Vesterbro - ingen "Samaritan"; af forskellige Grunde holder Bestyrelsen ikke af dette Navn - sin Virksomhed.

Den endelige Beslutning om at starte dette velgørende Foretagende blev taget i et Møde paa Skydebanen for næppe fjorten Dage siden. Og det er udelukkende den store Velvilje, Planen har mødt fra alle Kanter, der har gjort, at der kan tages fat saa snart.

Direktør Rasmussen har stillet Cirkuskaféens store Lokaler og Køkken til Disposition, Tivolis Direktion har udlaant de nødvendige Borde og Bænke Borgmester Jacobi har paa forskellig vis ydet værdifuld Assistance, og talrige private Personer har lovet at hjælpe, baade med personlig Bistand msd Pengebidrag og Inventarium.

Endvidere har Direktørerne for Tivolis Variété, Concert du Boulevard og Cirkus Variété med velvillig Bistand af Artister og Funktionærer givet Forestillinger til Bedste for Sagen.

Men dermed er ikke alt gjort.

Kun hvis Folk vedblivende hjælper med det, de kan afsé - lidt eller meget - vil det være muligt at gennemføre denne storstilede og saa nødvendige Velgørenhed i disse sidste Vintermaaneder.

(København 13. februar 1892).

Fattigbespisningen i Cirkuskaféen.

Der kommer efterhaanden virkelig god Gænge i vor Fattighjælp.

Medens hidtil Præst og Politi alene har hjulpet de værdige trængende, gaar Stemningen nu i Retning af, at de, der sulter skal mættes, enten de stjæler eller omhyggelig overholder Buddene, enten de er gode Kristne eller arge Socialister, maaske med et stille Henblik paa, at Folk nu en Gang er mest tilbøjelige til at blive Tyveknægte og Samfundsomvæltere, naar Tarmene skriger saa højt, at Samvittighedens Røst kun har smaa Chancer for at blive hørt.

"Samaritanen" lagde for og viste, at det kunde gaa. Nu dukkede de op det ene Sted efter det andet, disse Bespisningssteder med Vandgrød, Smørrebrød og Mælk, saa meget de fattige mægter at stoppe i sig.

I Gaar begyndte de i Cirkuskaféen. Med tre tusind Kroner i rede Penge og Støtte fra Borgmester og private, gav den Kreds af Borgere paa Vesterbro, der ellers om Vinteren lod de fattige hente Mad, sig i Lag med Fattigbespisningen

Formiddagen igennem fik henved to tusind Mennesker Mad. Da Grøden slap op, gav man dem Smørrebrød og Mælk - men mætte blev de alle, og efterhaanden som de Mænd, der lader det, bedre kan bedømme, hvor meget der skal til, bliver der Grød til hele Skaren.

Om ellers Folk vil give Sagen den Støtte, som den fortjener.

For det maa siges og siges igen. Det er godt, det der bliver gjort, men det er langt fra tilstrækkeligt.

De vil let se det, om De selv lægger Vejen forbi et af Spisestederne.

Ud paa Gaden staar de i en stor og tæt Skare, gustne og udmagrede, og hver Gang Døren bliver aabnet er der et helt lille Slagsmaal for at bane sig Vej.

Og saa se dem døsige og mætte stille nyde de sidste Mundfulde og med sløv Velbehag indsuge Lokalets fede Mados.

Det turde da være, at de fleste vilde foretrække at sende deres Hjælpeskilling til en af disse Bespisningsanstalter fremfor at lade Præsterne honorere deres Sognebørn for deres Tro eller indkøbe moralske Lommetørklæder til Zulubørnene eller uldne Trøjer til de stakkels Negere.

For der er Folk, mange Folk, der sulter herhjemme

Kurt

Der blev i Gaar bespist ialt 1980 Mænd, Kvinder og Børn. Størsteparten var Mænd, dernæst kom Børnene, færrest var Kvinderne. Der blev drukket 1000 Potter varm Mælk og spist 100 Rugbrød. Desuden medgik til Maden 900 Pund Gryn og 48 Pund Margarine.

I Gaar havde man for lidt Gryn, men paa Tirsdag vil man være fuldt rustet til at modtage alle og enhver.

Komitéen beder om Penge. Enhver, der har én 10 eller 25 Øre tilovers, bør skænke den til Vesterbros Bespisningsforening for trængende, hellere end at give dem til de professionelle Tiggere.

(København 14. februar 1892).

Hvornår og hvorfor Vesterbros Bespisningsforening ophørte, har jeg ikke kunnet finde ud af. I en publikation om velgørenhed i København 1903 fremgår at der fandtes bespisningsforeninger på Nørrebro, Christianshavn og Østerbro. Mens "Samaritan" var på Christianshavn, Nørrebro og Vesterbro. Den største var dog Københavns Bespisningsanstalt i Sølvgade. På Vesterbro uddeltes langt færre end de andre steder. 

Banegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelokaler og Fyrbøderlokaler.

var for kort Tid siden i Helsingør. Med ikke ringe Forbavselse betragtede vi den store, yderst elegante Banegaard, mod hvilken Københavns samtlige Banegaarde er nogle elendige huller. Navnlig om Aftenen, naar den svømmer i et Hav af elektrisk Lys, tager den sig imponerende ud med sine kasetterede Lofter, gyldenlæders Tapeter, store Spejle og mageligt-elegante Møbler. Mindst af alt skulde man tro, det var en Banegaard, langt snarere et kongeligt Slot eller en gammel Ridderborg, og det er vist ikke saa lidt tvivlsomt om en Bygning, der i sit Ydre paafaldende ligner Rosenborg, og hvis Indre tildels er holdt i Stil dermed - om den i arkitektonisk Henseende kan siges at svare til det, man kræver af en Banegaard. Men afset herfra er den bygget og udstyret med en Flothed og Rundhaandethed, som staar i den skarpeste Modsætning til den Karrighed, tom Regeringsmyndighederne kun alt for ofte viser, naar det kommer an paa at anvende Statens Midler til Formaal, der i videste Forstand kommer den Del af Folket tilgode, som trænger mest.

Detalje fra Helsingør Station. Foto Erik Nicolaisen Høy 2023.

Det, som især drager Opmærksomheden paa sig ved Helsingørs ny Banegaard, er den Ødselhed, hvormed de kongelige Ventesale er udstyrede. Den gaar over alle Grænser og vidner fuldt ud om, at det er en Minister, som selv staar for Statskassen, der har godkendt den. Den i højeste Grad af Luksus, der kan tænkes anvendt paa en Ventesal, er her ødslet ud med fulde Hænder. Og dobbelt grelt tager det sig ud, naar man betænker, at disse pragtfulde Sale staar aflaasede og ubenyttede de 364 Dage af Aaret. Thi mere end 1 Dag om Aaret kommer Kongefamilien næppe til Helsingør, nu da den ikke længere har nogen Slægtning der. Men at Statsborgernes Penge kastes ud til saa taabelig Pragt for at en Familie en Dag om Aaret kan spejle deres Storhed i al denne Glimmer, det passer kun altfor godt til den forlorne Loyalitet, det Mavekryberi og den servile krummen Ryg, der nu sidder til Højbords i Landet.

Da havde set al denne Herlighed for dem, som kun kan nyde, bad vi om o. at se, hvor de opholdt sig, som skal yde: Jærnbanefunktionærerne. Vi kender nemlig vore Pappenheimere. Vi ved, at i vort nuværende Samfund har Medaljen al Tid baade sin Avers og sin Revers - og vi tog ikke Fejl. Skandaløsere Vilkaar end der bydes Funktionærerne paa Helsingørs nye Banegaard, skal man vist lede om paa samtlige Landets Stationer.

Vi skal som Eksempel tage dem, af hvem det rejsende Publikums Liv og Lemmer først og fremmest er afhængige: Maskinfolkene. Vi har saa ofte før fremhævet det aldeles uforsvarlige i, at de Funktionærer, hos hvem Manglen paa Agtpaagivenhed, Kraft og Anspændeljen af alle Ævner kan blive af skæbnesvanger Betydning, at netop de i høj Grad overanstrenges og sløves ved lang Arbejdstid og daarlige Forhold i det hele taget.

Langt nede paa den anden Ende af Banegaardsterrenet ligger Maskinhuset, hvor Maskinfolkene ogsaa har deres Værelser. Det er et nyt Hus, der udvendig ser nok saa anselig ud. Først kom vi ind i Lokomotivrummet, en stor Hal, hvori Maskinerne staar i den Tid, de er i Helsingør. Her pudses og renses de og her fyres der op før Kørslen skal gaa for sig. Der er som Følge heraf rigeligt med Støv, Snavs og Kulos og det kunde være det det var, hvis man ikke havde fundet det passende at byde Arbejderne det samme Rum til Opholds- og Spisestue. I en Krog er der anbragt et langt Bord med et Par Bænke, og her skal de indtage alle deres Maaltider. Bordpladen var bedækket med et tal Lag af det fine Kulstøv, som bestandig fylder Luften herinde, kommende fra de mange Maskiner. Vi strøg med Haanden hen over Pladen og blev sort som en Skorstensfejer. Under saadanne Forhold skal Statens Arbejdere spise deres Mad i Statens Hus. Desuden var der en ulidelig Træk. Af Hensyn til Opfyringen i Lokomotiverne var man nødt til at anbringe mange store Ventiler i Taget, men de gjorde Opholdet saa utaaleligt, det baade sneede og regnede derigennem i den Grad, at man har maattet dække dem til igen med Brædder. Nu sidder Arbejderne og maa sluge al Stanken og Kulrøgen sammen med Maden.

Saa gik vi op for at se paa Soveværelserne og det Værelse, som er bestemt til Hvile under kortere Ophold end en hel Nat. 13 Fyrbødere, som kører mellem København og Helsingør, har et lillebitte smalt Værelse som et jævnt stort Pigekammer. Her var ubeskriveligt skiddent. Da den ny Bygning var færdig, flyttede man ganske simpelt det usle Inventar derover fra den gamle Banegaard uden saa meget som at satte en Lap paa en Stump af alle de Laser, der findes. Vaggene driver af Fugt i det nye vaade Hus, og fra de stbebe, skidne Flader slog raa Luft og uhygge i Forening os i Møde. Der staar 2 Træbrikse med læderbetrukne Madrasser. Disse var saa lasede, at baade Lærred og Fyld hvert Øjeblik stak igennem det revnede Betræk. Over dem laa en Del Tæpper. De var græsselige. Man maa huske paa, at det er Folk, som Dag og Nat staar foran en Dampkedels Ildsted, i et Lokomotivs Røgsky - der skal ligge her. De er ikke hvide og rene, naar de kommer i Hus. Men desuagtet forsikrede flere af dem os, at disse Tæpper i det mindste de sidste 8 a 10 Aar ikke har været rensede eller blot bankede ud. De var selvfølgelig sorte som Jorden, og det er et stift Stykke, at Staten byder sine Funktionærer et saadant Svineri.

Det øvrige Møblement i Værelset bestod af et usselt lillebitte Bord og 4 Træstole. Og her er Opholdsted, Nat som Dag, for 13 Mennesker, der trætte og anstrengte skal søge Hvile efter deres ansvarsfulde Gerning. Der opholder sig ofte 4 af dem samtidig i dette Hul. Deres Arbejdstid er aldrig under 15 Timer i Døgnet, ofte er den 13 Timer, men 2 Gange i hver 5 Uger er den 20 Timer, i hvilken Tid de ikke er af Klæderne og uafbrudt er i Tjeneste med Undtagelse af de korte Ophold, hvori de kan lægge sig lidt og faa et Par Timers Søvn mellem to Tog. Og denne Hvile skal disse til Mishandling overanstrengte Mennesker søge paa den elendige Briks.

Saa er der Soveværelserne, hvor de Fyrbødere ligger, som skal overnatte i Helsingør af og til. Det er Værelser akkurat som det andet: fugtige og fyldte med den raa, usunde Luft, som om Vinteren strømmer ud fra vaade Mure. Flere Arbejdere er da ogsaa bleven syge af at sove her om Natten. Der stod 2 Senge i hvert Rum. Det var rigtige Fattighussenge med kulsorte Madrasser og skidne Lagner. Saa utroligt det lyder, byder Statsbanerne disse Funktionærer det Svineri, at alle de forskellige Mennesker skiftevis maa ligge i de samme Lagner. Den ene Nat ligger der én Mand i Sengen, den næste kommer der en ham ganske fremmed og indtager hans Plads. Den ene er maaske en proper Mand, som omhyggelig vasker sig, inden han gaar i Seng, den anden eller tredie, fjerde osv. er maaske saa træt, at han kryber i Fjerene lige saa sort han kommer fra Maskinen. Og alt dette kan Staten være bekendt overfor sine Funktionerer.

Postvæsenets Folk, som ogsaa maa overnatte udenfor deres eget Hjem, har dog drevet det dertil, at hver Mand har sine særlige lagner, som kun han ligger i. Men hos Fyrbøderne, hvor det er langt nødvendigere paa Grund af deres Arbejdes Beskaffenhed, lever Statssvineriet højt den Dag i Dag paa den ny Banegaard.

Møblementet svarede til Sengene. Der var ikke Spor af Bekvemmeligheder. Hverken Vandtøj eller en Karaffel til Drikkevand. Fattigere og elendigere kunde Staten i det hele taget ikke indkvartere sine Arbejdere.

Men hvilket slaaende Billede af det hele Samfund giver ikke denne Danmarks nyeste og fineste Banegaard. Inde under "Slottets" Tag pragtfulde Værelser for dem, som boer paa Solsiden i Livet. Luksus og al mulig Komfort for dem, som maaske ikke én Dag om Aaret har Brug derfor. Og inde i "Baghuset" det elendigste Svineri for de flittige Arbejdsbier, som under 20 Timers Tjeneste ikke har et Sted, hvor de kan hvile godt eller blot anstændigt.

Og naar begge Parter forlader Banegaarden og de forskellige Vilkaar den byder dem, saa ligger den ene Part paa bløde Hynder i en lun Kupé, medens den anden Part staar i Storm, Slud og Sne paa et ophedet Lokomotiv og maa anspænde Opmærksomheden og Arbejdsevnen til det yderste, for at ikke dem i Kupéen skal blive maset i tusinde Stumper.

(Social-Demokraten 12. februar 1892).

Et uorganiseret Fag. (Efterskrift til Politivennen)

Af større Ølaftapningsanstalter findes der her i Byen en Del, som næsten alle er rentable Forretninger. Næppe nogen Arbejdsbranche er dog saa slet stillede i enhver Henseende som netop Ølaftapnings- Arbejderne. Her som paa saa mange andre Omraader bekræfter det sig, at jo større Arbejdskøberens Udbytte er, desto mindre er Arbejdernes Fortjeneste. En lang Arbejdstid og en ussel Betaling, er hvad Arbejderne erholder i de store Ølaftapnings-Forretninger.

Vi skal fremdrage et Eksempel, hentet fra Øltapper P. A. Freilevs store Forretning, Pilestræde Nr 18. Her er Arbejdstiden fra 6 Morgen, det meste af Aaret til 8 Aften, undertiden endogsaa længere. Naar der har været travlt i Forretningen, navnlig Sommerdage, har det hændet, at Arbejderne har maattet holde ud til Klokken har været over 9 uden Ekstragodtgørelse.

Hviletiderne er kun 5/4 Time daglig, 1 Time og 15 Min. Hvil paa en Arbejdsdag, der begynder Kl. 6 Morgen og varer ved til henad 9 Aften, er hvad Hr Freilev finder tilstrækkelig for sine Arbejdere.

For et Aars Tid siden, da hans Forretning gik særlig strygende og Arbejdstiden forlængedes mere og mere, blev det dog Arbejderne for haardt; de tog Mod til sig og forlangte Arbejdstiden forkortet. Hr. Freilev indgik paa, at Arbejdstiden herefter kun skulle være fra 6-7 og han indrømmede samtidig en Middagstid paa 1 Time. Dette Indgreb i hans "Rettigheder" glemte han dog ikke. Alle de, som havde talt paa Kammeraternes Vegne, blev lejlighedsvis afskediget, og de, som blev tilbage, fandt sig saa i, at Arbejdstiden atter blev forlænget.

Lønnen er ussel. Skønt Folkene om Hverdagene maa arbejde fra 6-8 a 9 og det meste af Søndagen med, er det for en Løn af 13 Kr ugenlig eller 15 3/4 Øre i Timen.

Ihvorvel det ikke tages saa nøje med at beholde Arbejderne om Aftenen, er Hr. F. dog stræng, naar en Arbejder kommer lidt for sent om Morgenen, saa skal der betales Mulkt.

Et Par Mand, som har arbejdet hos Hr. F i længere Tid, blev for en halv Snes Dage siden afskediget, fordi de kom for sent, endskønt de begge gav tilkende, at de havde været utilpas.

Senere, da de afhentede deres Anbefaling, der lød paa Duelighed og Flid, fik de at vide, at de havde været af dem, der havde standset hans Forretning (forlangt Arbejdstiden forkortet), og den Slags Folk kunde han ikke bruge.

Den ene af dem, en ung Mand, kom i Sommer uden egen Skyld til Skade i Hr. F's Forretning, idet han fik skaaret en Finger paa højre Haand. Han havde ikke Raad til at lægge sig syg, og maatte derfor arbejde med den daarlige Finger. Følgen er blevet, at han nu sandsynligvis aldrig opnaar fuldstændig Brug af sin højre Haand.

Og denne Mand, der er bleven gjort uarbejdsdygtig i Hr. Freilevs Tjeneste, afskediges nu, midt i Vinterens trangeste Tid.

Som Grund til denne Mands Afskedigelse angives Indskrænkning af Folkehold. Derimod taler imidlertid den Omstændighed, at der et Par Dage iforvejen var antaget flere nye Folk. Nej, den egentlige Grund og Hensigt er sandsynligvis at sætte Skræk i de andre.

Det er dog mest sandsynlig, at hans Arbejdere, harmfulde over det passerede, gaar en anden Vej og indmælder dem i Arbejdsmændenes Organisation. Er de først der, kunde det jo hænde, at de organiserede Arbejdere talte et Ord med, naar Hr. Freilev eller Forretningskolleger foruretter deres Arbejdere.

Chr. Hansen. Aug. Pedersen.

*  *  *

Efter ovenstaaende Fremstilling af de Arbejdsvilkaar, som Ølaftapnings-Arbejderne slider under, tøver vi ikke med at opfordre enhver ved Ølaftapning beskæftiget Arbejder til at indmælde sig i vor Organisation. Staar Ølaftapningsarbejderne indrulleret i vore Rækker, da har de i Følge vore Organisationsregler Krav paa Hjælp for enhver organiseret Arbejder baade her i Byen og over hele Landet. De kan da gennemføre deres Fordringer, thi hvilken Øltapper vil i Længden kunne bestaa, naar Arbejderne nægter at drikke hans Øl?

Bestyrelsen for Arbejdsmændenes Forbund.

(Social-Demokraten 5. februar 1892.).

Ølaftapningsarbejdere kunne indmelde sig i Arbejdsmændenes Forbund. De forsøgte i maj 1899 at danne en fagforening som kunne indmeldes i "Dansk Arbejdsmands Forbund".

Peter Andersen Freilev (3. december 1841-4. april 1918) var født på Lolland (Freilev), kom til København hvor han arbejdede med anlægget af hovedbanegården og på Gyldendals Boghandel. Sammen med konen startede han øltapperi der blev et af de største. Han var formand for "Ølhandlerforeningen af 1875" fra 1875 og beholdt posten i hvert fald indtil 1911. Han var indehaver af mineralvandfabrikken "Najaden". 

Anbefalinger fra over 900 hollandske læger af Lans Hollandske Porter skulle ifølge en annonce fra P. A. Freilev, Pilestræde 18 være et "nervestyrkende Middel for Syge og særlig reconvalescenter" (Bibliotek for Læger 1894). Han solgte desuden Horsens Maltøl som blev anvendt på sygehuse og anbefaledes af en mængde læger der anså det for at være styrkende og et fortrinligt diætisk præparat. 

Ifølge "København" optrådte Freilev i anledning af valget til Borgerrepræsentationen på et valgkampagnemøde for Borgerlisten (Højre) i Cirkus marts 1896 der tilsyneladende druknede i kaos og larm. (Se referat fra Nationaltidende 30. marts 1896). Han var da formand for Ølhandlerforeningen. Han sad i Borgerrepræsentationen for Højre 1896-1898. Her blev han bl. a. valgt til session - en post som almindeligvis blev anset for en straf. Han fik bl. a. vedtaget en resolution om afskaffelse af hesteskatten i oktober 1897 - hans virksomhed brugte en del heste. Han var i 1905 medlem af "Den antisocialistiske kommunale Vælgerforening for Borgerrepræsentantvalget Marts 1905".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 9. april 1918.

Hjørnet af Antonigade (th) og Pilestræde 18 hvor Freilevs ølhandel formodes have ligget. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2022.

Barnemord og Selvmord. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden fandtes - som i Gaar meddelt - imellem Tangen paa Stranden syd for Frederikhavns Havn et Barnelig, der, som det syntes, nylig maatte være kastet i Havet Da alt tydede paa, at der forelaa et Mord, udsendte Politiet i Følge "Aalb Amtstd" straks en Del Slikbreve, hvori udlovedes en Belønning af 50 Kr. til den, der kunde skaffe Oplysninger i Sagen.

En Tjenestepige i Frederikshavn kom derved i Tanker om, at der i det Værtshus, hvor hun tjente, forleden havde logeret en Bondepige, som om Eftermiddagen, da hun spurgte om Logis, havde en Pakke under Armen, men efter at være gaaet en Tur i Byen, var vendt tilbage uden bemeldte Pakke. Endvidere at den fremmede, da Tjenestepigen om Aftenen viste hende op paa sit Værelse, havde været vaad om Fødderne og paa den nederste Del af Kjolen.

Politiet, der straks blev underrettet herom, fik hurtig fat i Vedkommendes Adresse, hvilken ogsaa viste sig at føre lige til Maalet.

Lørdag Eftermiddag arriverede en Politibetjent fra Frederikshavn til Sæby for i Følge med Politibetjenten herfra at køre ud til Gaarden "Tveden" i Albæk, hvor Pigen tjente.

Ved at gaa lige løs paa Sagen med et: Nu har vi fundet Barnet!" svarede hun betuttet: "Naa, har I det!"

Hendes Forklaring gaar i øvrigt ud paa følgende:

Efter at hun over for sin Husbond gentagende gange havde nægtet, at hendes Upassenhed skyldtes Svangerskab, udbad hun sig for nogen id siden Tilladelse til at maatte rejse hiem til Emb, hvor hun er fra Hun fik ogsaa Lov til at tage afsted, men reiste ikke længere end til Jordemoderen i Sæby, hvem hun bad om at maatte være hos i nogen Tid, og over for hvem hun paa Spørgsmaat derom indrømmede at være frugtsommelig.

Efter at være bleven anbragt hos en Enkekone fødte hun for en fjerten Dages Tid siden et lille Pigebarn, med hvilket hun paa ellevte Dagen efter begav sig til Frederikshavn for at tage med Toget til sit Hjem, hvor man i Følge et modlaget Brev ventede hende med Barnet.

Imidlertid døde det lille Væsen under Vejs i Postvognen, og hun besluttede saa at skille sig af med Liget ved at kaste det i Havet.

At denne Forklaring ikke passer, er let at se. Imidlertid faar man nøjes med den, thi da Arrestforvareren i Frederikshavn i Søndags Morges indfandt sig i Cellen, havde Pigen hængt sig. Stiv og kold hang hun i et Forklæde.

Den Ulykkelige var 26 Aar gammel og forlovet med en Karl i Randersegnen, medens en Karl i Albert derimod var Fader til Barnet.

(Social-Demokraten 3. februar 1892).

Frederikshavn arrest i Danmarksgade 6 er fra 1846 og er den ældste igangværende arrest i Danmark.

Samaritanen i Ravnsborg Tværgade Nr. 3. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt fattige.

"Samaritanen" er Navnet paa en Afdeling af "Evangelisk Frimission", der har slaaet sig ned ude paa Nørrebro i Ravnsborg Tværgade, og som ved Siden af sin Missionsgjerning tillige søger at afhjælpe lidt af den store Fattigdom og Nød, der i Vintermaanederne hersker blandt Nørrebros fattige Arbejderbefolkning. Det er andet Aar, "Samaritanen" har virket, og det er ikke smaa Resultater, der er naaet, til Trods for, at Midlerne som Regel kun er flydt sparsomt i Pengekassen. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag er der sort af Mennesker i den lille Gaard, hvor "Samaritanen" har Lokale, og langt ud paa Gaden staar de pjaltede, frysende Fattige og længes efter, at Turen skal komme til dem. Uden nogen som helst Kontrol tilstedes alle Adgang. I Hold bliver de lukket ind i de forskjellige Spisesale; Kvinderne og Børnene spiser for sig selv i Stueetagen, Mændene i en Sal ovenover. Kosten er hver Dag den samme: Grød og varm Mælk og saa meget Smørrebrød, de kan spise. Den 12te Januar, da Bespisningen i Aar begyndte, fik ikke mindre end 2156 Personer gratis Middagsmad, og i Gaar bespistes 6181. Det lyder utroligt, men er sandt. Hvert Hold faar 25 Minutter til at spise og gjøre sig i Stand; saa maa de rømme Salen for at give Plads for det næste Hold. Som Regel sluttes Bespisningen Kl. 5, og der bliver da slukket under de mægtige Kjedler i Køkkenet. Dct hænder jo imidlertid af og til, at en forsinket Efternøler ogsaa efter den Tid banker paa "Samaritanen"s Dør og beder om at faa sin Sult stillet, og han bliver ikke alvist. Kun maa han nøjes med Smørrebrød og Mælk.

"Samaritanen" uddeler ogsaa Billetter til disse Maaltider, og de, der er forsynede med Billet, faar først Adgang. Man har ment, at det var behageligt for Kjøbenhavns Borgere at kunne give Tiggere ved Dørene en saadan Billet i Stedet for Penge; og mange af Foreningens Bidragydere udbeder sig stadig et større eller mindre Antal Billetter tilsendte.

Den unge Forstander, med hvem vi i Gaar efter Indbydelse havde en længere Samtale om Virksomheden, meddelte os, at det var hans fulde og faste Overbevisning, at kun virkelig Trængende bankede paa "Samaritanen"s Dør, og vi tror det gjærne. De Mænd og Kvinder, vi i Gaar saa opstillede i Gaarden for at vente paa Tur, havde alle Fattigdommens. Sultens og Nødens Stempel i Ansigterne. Men beskedent og roligt ventede enhver paa sin Plads, ingen højrøstet Passiar, ingen Raaben eller Støjen i kun Øjnene stift fæstede paa den lille Dør, der skal aabne dem Vej til at faa deres stærke Sult tilfredsstillet. At der bruges store Kvanta Fødevarer en saadan Bespisningsdag, vil enhver let kunne forstaa, naar man mindes de før nævnte Tal. Der bruges saaledes 2000 Potter Mælk, 250 Rugbrød og 70 a 80 Pund Margarine. Og ikke desto mindre koster et saa kolossalt Indkjøb knapt 300 Kr., og for disse Penge kan "Samaritanen" altsaa mætte 6000 sultne Sjæle. I Sandhed et Foretagende, der nok er værd at støtte.

Og Støtte trænger det til. Man maa indskrænke sig paa alle Maader; de medvirkende faar en lille eller slet ingen Løn for deres anstrængende Gjerning. Men de er jo ogsaa alle Venner af Missionsgjerningen og gjør det af Kjærlighed til Sagen. Men yderligere Støtte maa der til; vi opfordrer Godgørenheden til at tænke paa "Samaritanen" og dens Virksomhed. Den vil ikke skade nogen af de hidtil bestaaende velgjørende Foreninger, men tager sig jo netop væsenligst af de Fattige, som ikke kan henvende sig andetsteds, der, hvor der spørges ud om Personens Forhold og Værdighed eller Ikke-Værdighed. "Samaritanen" gaar ud fra den Betragtning, at ethvert Individ, der sulter, har Ret til at fordre, at Samfundet skal hjælpe ham. om han saa end har begaaet et eller andet, der har bragt ham i Konflikt med Lovene.

Lad os tilsidst kortelig omtale Bygningens Indretning og Anvendelse: Set fra Gaarden, tager den lille graa Bygning sig ret uanselig ud, og tarveligt, uden Prydelser af nogen Art, er det hele Indrettet, men hyggeligt og renligt er der overalt. Strax til venstre for Hovedindgangen findes Kontoret, et lille,  tarveligt møbleret Værelse med kalkede Vægge, og for Enden af Gangen findes den store Sal, hvori Kvinderne og Børnene bespises, og som ogsaa bruges til Afholdelsen af religiøse Foredrag. I det Øjemed er der i Baggrunden rejst en net lille Talerstol, og naar Bespisningen er endt, flyttes en Mængde Bænke ind i Salen, der kan rumme et Par Hundrede Mennesker. Om Aftenen holdes her saa som Regel Andagt under Ledelse af Forstanderen.

Ovenpaa, lige under Taget, findes den anden Sal, hvori Mændene spiser. Den er endnu mere tarveligt udstyret end den nedenunder, men ogsaa her er alt saa propert og net, at det er en Fornøielse at se det.

Bagved den førstnævnte Sal ligger det ret store Køkken, hvori der Bespisningsdagen hersker febrilsk  Travlhed, men som de andre Dage i Ugen straaler renskuret med fine blanktpolerede, kæmpemæssige Kar og Gryder.

Som vi ovenfor nævnede, kan enhver, der henvender sig til "Samaritanen", faa gratis Middagsmad; men han skal spise den paa Stedet, Ingen faar Lov til at tage Maden med hjem; kun i ganske enkelte Tilfælde, som naar baade Mand og Kone er syge, saa de ingen Bud kan sende afsted, sker der Undtagelser fra Reglen, idet "Samaritanen" da lader Maden bringe hen i Hjemmet.

Vi kan paa det bedste anbefale "Samaritanen" til Godgjørenheden. Det er en Institution, der - hvor ung den end er - har vist, at den fortjener at støttes.

(Morgenbladet (København) 29. januar 1892).

Ravnsborg Tværgade 3. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2026.

Den barmhjærtige Samaritan.

Vi overværede i Gaar Middags den Maduddeling til Fattige, der foregaar i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i et derværende lille Frimenighedslokale: "Samaritanen". Der var mødt ca. 5000 Nødlidende.

Gennem en tæt stuvet Mængde fattige Mænd, Kvinder og Børn, der stod i Række ude fra Gaden gennem Porten og Gaarden, ventende paa deres Tur til at indlades, kom vi ind i Missionssalen, hvis eneste religiøse Prydelse er Prækestolen med Biblen og den paa Væggen bagved over et Kors anbragte Indskrift: "Gud er Kærlighed".

Paa Prækestolen var stablet store Bakker med Masser af skaaret Smørrebrød, og rundt om stod Skaale med Grød og Spande med kogt, varm Mælk.

I et Hjørne af Salen er en Del Kvinder i travl Beskæftigelse med at skære Smørrebrød, og i det store Køkken, der støder umiddelbart op til Salen, koger Gryderne med Mælk og Grød.

Dørene aabnes og ind strømmer Kvinder og Børn. I en Fart er de lange Træbænke fyldt og Maden serveres af flinke Hænder. Her er ingen Salmesang eller Præken. Der øves ingen som helst Kritik overfor disse Fattige, der spørges ikke om deres Trang eller Værdighed, deres religiøse eller politiske Anskuelser, Familieforhold, om de er unge eller gamle, om de er arbejdsløse osv. osv. Kortsagt: alle de Formularer og Omsvøb, som de Fattige ellers i Reglen maa gennemgaa som en Skærsild, naar de henvender sig til vort Fattigvæsen eller Understøttelsesforeningerne, bruges ikke her. Enhver som helst, der selv anser sig for trængende, kan frit gaa ind og spise sig mæt.

Hver Person faar først en Skaal Grød med varm Mælk, og derefter sættes de store Smørrebrødsstabler paa Bordet, hvoraf kan spises efter Behov, og hvortil der atter leveres en Skaal Mælk.

Det er en Fornøjelse at se den Venlighed og Hjærtelighed, hvormed hele Arrangementet ledes. Tæt sammenstuvede ved Bordene spiser og spiser alle de sultne Mennesker. Mødre har endog deres Diebørn med, og i lange Rækker sidder Skolebørn, store og smaa. Drenge og Piger; de har deres Bøger under Armen og er enten lige kommen fra Skole eller stal i Skole. Det varme, mættende Maaltid liver op i Barneansigterne, og der lyder en glad, ustanselig Summen fra de Smaa.

Vi gaar ovenpaa, hvor Loftet er indrettet til Spiselokale for Mændene. Her er mere primitivt med skraat Tag og Bjælker, men det Hele er hvidtet, lyst og rent. Ved Bordene sidder baade affældige gamle Mænd og ganske unge Mennesker, de fleste yderligt fattigt klædt. Men der er ogsaa enkelte bedre klædte, rimeligvis Haandvarkere uden Erhverv, der her en Dag faar Sulten stillet.

I Mændenes Lokale er der mere tyst. Anretningen er her den samme, men noget rigeligere. Maden spises i Stilhed og Ro, kun afbrudt af de betjenende Funktionærers venlige: "Velbekomme" idet de passerer forbi de spisendes Rækker. Naar Maaltidet er færdigt, rejser Mændene sig alvorlige, en for en, og forlader Lokalet med et høfligt: "Tak for Mad!"

Der er beregnet c. 20 Minuters Spisetid for hvert Hold (flere hundrede Mennesker), og lige saa hurtig Lokalet er tømt, strømmer der nye sultne Skarer ind, og saaledes bespises Tusinder de 3 Dage om Ugen: Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 11-13.

Hele Foretagendet er arrangeret og ledes af en ung, energisk Mand, Forstander Schrøder, og er udelukkende baseret paa frivillige Bidrag fra Private. Han begyndte forrige Vinter, og der bespistes den Gang 17,000 Mennesker. I Aar aabnedes der den 12te Januar, og med i Gaar - den 8de Bespisningsdag - var der allerede naaet til det betydelige Antal ca. 38,000 Personer. Det største Antal paa én Dag var mødt i Tirsdags, nemlig 5,853. Hver Portion Mad anslaas til en Udgift af ca. 15 Øre.

Hvad der er særdeles tiltalende ved denne Bespisning, er som sagt den ukendte Liberalitet og Venlighed, hvormed Døren aabnes for enhver, der ønsker sin Sult stillet. Hvad mon Fattigborgmester Jacobi har tænkt herom, da han i Gaar gjorde sin Runde gennem Lokalerne?

"Vi øser ud med aabne Hænder," sagde Forstander Schrøder til os. - og vi tror ikke, at vor Godhed bliver misbrugt. Forleden Dag kom der en fattigklædt Arbejder og vilde spise. Da han var færdig, kom han glad ind paa Kontoret til mig og takkede for Maden. Han fortalte, at han var arbejdsløs, men han havde endnu en Krone i Lommen, og den vilde han med Glæde indbetale som sit Bidrag til Bespisningen. Naar blot de Velhavende vilde være forholdsvis lige saa rundhaandede som denne fattige Arbejder, saa kunde vi med Lethed bespise endnu flere Tusinder."

(Social-Demokraten 29. januar 1892).

Fra "Samaritanen" i Ravnsborg Tværgade. Mands-Afdelingen paa Loften - Afdelingen for Kvinder og Børn i Salen. Illustreret Tidende nr. 19, 7. februar 1892. 

"Samaritanen".

Det er en bekjendt Sag, at der [i den] gode By Kjøbenhavn udøves en ikke ubetydelig Godgiørenhed, men det er lige faa [bekjendt at] der mod Maaden, hvorpaa den udøves, [-] kan reises berettigede Indvendinger, og [navn]lig kan man hyppig fristes til at spørge, om der ikke uden Skade kunde indføres betydelige Besparelser i Henseende til de velgjørenheds-Institutioners Administration. Vi skulle blot exempelvis henpege paa de iøvrigt meget store Aarsberetninger, der koste en betydelig Sum. Medens dette paa den ene ide er en [Feil?] som klæber ved ben almindelige Godgjørenhed, saa er der i en anden Retning en Fare, som ikke er mindre betydende: Faren for, at de med Møie indsamlede Penge ikke kommer til Anvendelse i Overensstemmelse med Formaalet. Trods den nøiagtigst mulige Undersøgelse vil saaledes kontant Hjælp hyppigt blive anvendt paa en saadan Maade, at Giveren, hvis de kjendte den, vilde føle sig i høj Grad skuffede.

Vi forudskikke disse Bemærkninger [som] Indledning til en Omtale af en ny Institution i Godgjørenhedens Tjeneste, fordi denne Institution ikke mindst forekommer os anbefalelsesværdig af den Grund, at den frembyder meget ringe Muligbed for, at Fejl som de paapegede kunne faa Indflydelse. Det er "Samaritanen"s Bespisning for Fattige i Ravnsborg Tværgade Nr. 3.

"Samaritanen" er en "evangelisk Institution", dannet af nogle religiøst vakte unge Mænd, som særligt have rettet deres Bestræbelser paa at faa Tag i Samfundets [daarligst?] stillede Medlemmer, dem, der tilbringe Sommernætterne under aaben Himmel og Vinteren i de sletteste Logis'er. "Samaritanen" har faaet sit Hjem i Ravnsborg Tværgade Nr. 3 i en Bagbygning, hvor der tidligere var en Hestestald, men nu er indrettet et tarveligt Missionslokale, i hvilket den samler sine Adepter til Bønnemøder to Gange om Ugen.

I Forbindelse dermed have disse Missionærer - deres Formand eller Forstander hedder E. F. Schrøder - taget Bespisningen af de Fattige op, og de have grebet Sagen an paa den mest ligefremme Maade. Tre Gange om Ugen bespise de i Lokalet saa mange Fattige. som de have Mad til, [med] tarvelig, men nærende Mad: Byggrynsgrød, varm Mælk og Smørrebrød. Den nydes paa Stedet, saa her er ikke Tale om, at den kommer Andre end selve den sultne Fattige, hvem man vil hjælpe, til Gode, og Maden er ikke saa lukullist, at den frister Andre end dem der virkeligt trænge. Disses Antal er da ogsaa stort nok. Indtil henimod [-] Mennesker have Missionærerne i "Samaritanen" bespist paa een Dag, arbeidsløse og arbeidsudygtige Mænd cg Kvinder mellem hinanden, Børn og Oldinge, Krøblinge og Sunde, naar de blot vare sultne. Hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag Kl 12-3 [-] de i talrig Skare, iførte de forskjelligste Klæder, for en stor Del i tynde Pjalter, samles ved Porten i Ravnsborg Tværgade.

Man skulde tro, det var vanskeligt at vedligeholde Ro og Order i denne Masse; men det er ikke Tilfældet. Til Trods for, at ogsaa mange mindre gode Elementer give Møde, forstyrres Ordenen ikke. Med Taalmodighed venter Enhver indtil hans eller hendes Tur kommer til at faa den trods sin Tarvelighed for disse Mennesker velsmagende Kost. For Kvinder og Børn serveres den i selve Missionslokalet, for Mændene i et Lokale ovenpaa, og for dem Alle gjælder det, at de kunne spise, til de ere mætte.

Hvor megen velsignelse, der spredes gjennem denne Institution, som kun sætter Vedkommendes Sult som Betingelse for sin Hjælp, vil Enhver kunne tænke sig; men Enhver vil ogsaa være paa det Rene med, at dens fortsatte Drift kræver Penge. Vel kan hver Person her gjennemsnitligt mættes for ca. 7-8 Øre, men alene det bliver 5000 Mennesker 400 Kr. - en ikke ringe Sum at have disponibel tre Gange om Ugen. Og "Samaritanen" vil gjerne, saa vidt dens Midler strække, hjælpe de Failige med lidt Mere end Maden, med lidt Brændsel og lidt gamle Klæder. Ogsaa det koster Penge.

Hidtil har man staaet sig igjennem, væsenligt ved Bidrag fra en stor Mængde Smaafolk, selv om ogsaa enkelte større Bidrag ere indkomne. Vinteren er imidlertid lang og der maa derfor haabes paa Hjælp i større Udstrækning. Vi ville derfor med denne Omtale af "Samaritanen"s Bespisning med at opfordre Alle, der selv have det fornødne, til at give et lille Bidrag, og dem, der have mere end det Fornødne, til at hjælpe i større Stil. Bidragene kunne sendes direkte til "Samaritanen". Ravnsborg Tværgade 3, og de ville - derom føle vi os efter at have gjort Bekjendtskab med Anstalten, fuldt overbeviste - blive anvendte godt.

Derom vil jo forøvrigt Enhver, som besøger "Samaritanen" paa en af Bespisningsdagene kunne overbevise sig.

(Dagens Nyheder 4. februar 1892. Enkelte ord i slutningen af linjer ulæselige).

Fattiges Bespisning. Forstanderen for "Samaritanen" paa Nørrebro. C F. Schrøder, holdt i Aftes i Wittmacks Lokale Foredrag om den Virksomhed, der udfoldes derude, og om hvilken vi i en Artikel for nogle Dage siden har givet vore Læsere fuld og klar Besked. Han forsvarede den Maade, hvorpaa Virksomheden dreves og forsvarede særlig den Fremgangsmaade, at give Mad til enhver, der sulter, uden Hensyn til den sultnes Værdighed eller Ikke-Værdighed. Siden den 12te Januar i Aar har "Samaritanen" bespist 57,630 Personer. Bidragene er strømmet ind i Beløb fra 15 Øre til 200 Kr. En Velynder havde lovet en betydelig Sum foreløbig til Hiælp til Oprettelsen af en Filial af "Samaritanen" paa Kristianshavn, og man vilde nu se, om der er Stemning for at støtte et saadant Foretagende, som Taleren varmt anbefalede, idet han takkede Pressen for den Velvilje, den i det hele taget havde vist hans Gjerning, og bad den støtte ham fremdeles. Han havde omtrent sikret sig et Lokale paa Kristianshavn; Anstalten kunde rejses for en Sum af 12-1400 Kr. Kunde disse skaffes til Veje. vilde Anstalten blive aabnet om fjorten Dage.

Gjæstgiver Møller vilde gjærne vide, om Filialerne ogsaa skulde benyttes til Missionslokaler, saaledes som Tilfældet var paa Nørrebro. Han var ikke ganske tilfreds med den Maade, hvorpaa "Samaritanen" arbejdede. Han foreslog Oprettelsen af et Blad, der arbejdede for Sagen.

Schrøder: Et saadant Blad var paatænkt. Missionsgjerningen bør drives ved Siden af Bespisningen.

Hr. Steenberg (Formand for Kristianshavns Bespisningsforening) mente, at denne Forening trods det, at den holdt paa Undersøgelsessystemet, gavnede de virkelig nødlidende. Det gik ikke an at give Penge til enhver, der blot strakte Haanden ud efter dem. Ganske vist er den uorganiserede Velgjørenhed den nemmeste, men næppe den rigtigste. 

Schrøder: De vil ikke skade nogen af de bestaaende Foreninger. "Samaritanen" bespiser tre Gange saa mange som Bespisningsforeningen.

Drejermester Thomsen anbefalede en Forening med et lignende Foretagende paa Vesterbro, der skal begyndes i Cirkusbygningen i næste Uge.

Ved en derpaa foretagen Indsamling indkom et Beløb af 60 Kr , og der gaves Tilsagn om yderligere Støtte.

(Morgenbladet (København) 6. februar 1892).

Wittmacks Lokaler lå i Holmens Kanal 17 (Havnegade 3). De blev nedrevet i 1913 i forbindelse med frasalg til en udvidelse af Nationalbanken.

Se også indslagene Bespisning i Cirkus.   (februar 1892) og Frederiksberg Samaritan lukker op  (januar 1924). I 1910 var der blevet oprettet 3 Samaritanen: Foruden Ravnsborggade 3, i Prinsessegade 7 (Christianshavn) og Allegade 9 (Frederiksberg).