Tjenestepiger. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have modtaget Følgende

Med stor Glæde har jeg læst Hr. C. & 10s Indlæg i ovennævnte Sag. Med Glæde - fordi jegfinder, at hans Artikel indeholder saa meget godt, og fordi jeg troer, at denne Sag, som enhver anden, kun kan gavnes, ved at den kommer frem for Offenligheden. 

Det er imidlertid ikke, som Opfordringen lyder, for at imødegaa de fremsatte Anskuelser, tvertimod det er for at sige Hr. C. & 10, at hans Principer slet ikke ere saa uforenelige med Praxis, som han synes at mene. Naar man altsaa skal søge efter Skylden for de ulykkelige Tyendeforhold, da troer jeg, at Feilen fra først af ligger hos Husmødrene; og i de Hjem, hvor Konen ikke selv kan styre sine Piger, og hvor Manden agerer Bussemand, ja der bliver det om muligt endnu værre. Hvor kunne vi, som i alle Forhold er heldigere og lykkeligere stillet end vore Piger, hvor kunne vi forlange Troskab og Hengivenhed af dem, naar vi ikke selv opdrager dem dertil i Kjærlighed.

Hvis vi tænkte den Tanke fuldt ud, at Ulykken en Dag ramte vort hus, at begge Forældre døde, at vor unge Datter var henvist til at søge Plads som Tjenestepige, ja jaa troer jeg, de fleste Husmødre vilde give mig Ret i, at den Tanke er uudholdelig - Mange ville maaske trøste mig med, at jeg sætter Sagen paa Spidsen, og at det aldrig gaar saa vidt at en dannet Pige behøver at tage ud som almindelig Pige. Aa jo desværre, det kan hænde, jeg kjender l hvert Fald et Exempel, hvor det hed sig, at den unge Pige skulde blive betragtet som hørende til Familien, og denne smukke Tanke blev realiseret derhen, at hun to Gange om Ugen skulde skure Trapper liggende paa sine Knæ og at hun Kl. 3 om Natten skulde hente Husets Datter fra Bal. Hvorfor skulle vi dog ikke gjøre os Umage for at gøre Livet saa lyst som muligt for den unge Pige, som for en ringe Løn arbeider for os den hele Dag.

I endel Aar har jeg ført Hus og har i den Tid kun en Gang havt den sørgelige Erfaring, at mine Bestræbelser mislykkedes. Grunden var i dette Tilfælde, at Pigen ved slette Konditioner var bleven mistroisk og falsk, det var ikke muligt at erhverve hendes Fortrolighed. Efter fire Maaneders Kamp maatte jeg give slip paa hende til Sorg for mig selv; jeg var kommen under Veir med, at hun var letfærdig, og tænker nu ofte paa hvad hendes Lod er blevet. Saasnart hun var ene hjemme, opførte hun saadanne Orgier, at Husets Beboere beklagede sig; af den Grund blev jeg nødt til at lade hende reise. Og dog var der paa Bunden af denne Piges Sjæl noget Godt, men hun var bleven ødelagt ved haard og hensynsløs Behandling.

Ellers har jeg kun havt Glæde af mine Piger, mange har jeg rigtignok ikke havt, da jeg nødig skifter. Hr. C. & 10 anfører meget korrekt strax en af de væsentligste Grunde for, at Forholdet er saa ganske anderledes end der var; og det er, at det Patriarkalske mangler. Han siger, hvis man nu om Stunder ville tage sin Pige ind i Stuen, vilde man blive betragtet som absurd; nu vel, saa maa man udsætte sig for denne Ulykke, som jeg kun smiler af i Bevidsthed om, at det er den sikreste Vei til at lære Pigens Karakter at kjende, saa at jeg paa den Maade seer mig i Stand til al have Indflydelse paa manglende Dannelse, paa Taktløshed etc. etc.

I lige Maade kunde det aldrig falde mig ind at nægte min Pige Omgang med Slægt og Venner; kort sagt, hvad man kan gjøre til at gjøre Sindet mildt og blødt det bør man gjøre. Selvfølgelig trænger hun til en Gang imellem at komme i Theatret, og tilbyder der sig et Bal eller en Maskerade i en net Forening, hvori hun kan deltage med sin Broder eller kjæreste, saa er det mig en sand Fornøielse at hjælpe hende i Stadsen.

Her komme vi til et nyt Spørgsmaal som utallige Fruer stille den Pige, de fæste: "De er da ikke forlovet?" Enten er Pigen saa sandhedskjærlig, at hun siger "Jo", i saa Fald faar hun ikke Pladsen, eller hun tænker mindre ærligt og siger derfor: "Nei" og søger saa senere ved allehaande Kneb at narre sin Frue. Hvorfor i al Verden er det saa forfærdeligt, at en ung Pige forlover sig. Flere af mine Piger have været forlovede, Kjæresten er kommet hver eller hveranden Aften, og vi have aldrig mærket Spor af Gene. Naar man paa denne Maade legitimerer et Forhold, føle de Paagjældende sig ubetinget forpligtede til at opføre sig honnet.

Atter et andet Forhold vil jeg omtale, og det er det fortvivlede Nøglesystem. Hos mig er Intet aflaaset, og aldrig har jeg havt Grund til at fortryde denne Fremgangsmaade. Jeg ved nøiagtigt, hvor meget jeg har af hver enkelt Ting det være sig Sølvtøi, Glas, Gangklæder, Madvarer, og aldrig er den mindste Bagatel forsvunden hos os. Jeg er overbevist om at Tillid afføder Tillid og mangen en mistroisk og nøglebehængt Frue vil sikkert forbandes, naar hun fik at høre hvilken Grad, man kan udvikle den økonomiske Sans hos en Pige, naar man betror hende Alt, saa at hun føler sit Ansvar.

Endelig et sidste Spørgsmaal: Fritiden; jeg synes, det vilde være umenneskeligt, om mine Piger ikke idetmindste daglig havde 1 a 2 a 3 Timer fri, varierende efter det Arbeide Huset kræver.

Jeg Indrømmer, at jeg er meget heldig stillet, idet vort Hus kun bestaaer af min Mand og mig; selvfølgelig er det ulige sværere at indrette sig, naar "en" Pige skal overkomme Arbeidet i et Hjem, hvor der findes 4 a 6 Personer. Derfor vil jeg ogsaa kun holde mig til de Hjem, der er ligestillede med mit.

Jeg vover dristigt at paastaa, jeg taler nemlig af Erfaring at der i mange saadanne Hjem findes Piger, som leve et Hundeliv. Grunden hertil kan være mange og forskjellige, en af de væsentligste er uvenlig Omgang en anden, at den daglige og ugentlige Gjerning ikke er ordentlig indrettet og fordelt; som et lille Exempel, blot dette: at en Pige som oftest maa rende i Byen mangen en Gang fra en 4. Sal 5 a 6 Gange daglig, for at udrette de Byærinder, som magelig kunne besørges i 2 Indkjøb. Hvorfor? Fordi Husmoderen ikke tænker for sin Pige; Konen behøver imidlertid kun at gjøre det i et Par Maaneder; er Maskineriet først i Gang gaar det støt i en Rælke af Aar - Paa denne og lignende Maade spildes den gode Tid, som bedre udnyttet kan være Pigens Fritid.

I vort Hus gjør Pigen al Gjærningen, hun har slet ingen Hjælp, hverken til Vadsk, Strygning eller Hovedrengjøring, og dog faaer hun Tid til at sy alt sit Tøi, endogsaa sine Kjoler; selvfølgelig sidder hun saa inde hos mig med sit Arbeide fra 7--9 og naar min Mand saa kommer hjem, og vi har spist vor Aftensmad, læser enten han eller jeg højt; hertil vælger vi selvfølgelig den gamle Literatur.

Hvis nogen ved at læse disse Linier, skulde faa den Anskuelse, at jeg er glad for mig selv, saa vil jeg dertil ærligt svare: "Ja, - det vil sige. - jeg er glad over at jeg ved min Mands Bistand er kommen til den Overbevisning, at man føler sig lykkelig ved at leve sit Liv i Fred og Harmoni, og tro mig, det gjør man, naar man er fri for Pigesorger."

Fru Ilse.

(Dagens Nyheder 29. februar 1892).

Bespisning i Cirkus. (Efterskrift til Politivennen)

Gratis Middag i Cirkus

I Dag Kl. 11 begynder Bespisningsforeningen for Vesterbro - ingen "Samaritan"; af forskellige Grunde holder Bestyrelsen ikke af dette Navn - sin Virksomhed.

Den endelige Beslutning om at starte dette velgørende Foretagende blev taget i et Møde paa Skydebanen for næppe fjorten Dage siden. Og det er udelukkende den store Velvilje, Planen har mødt fra alle Kanter, der har gjort, at der kan tages fat saa snart.

Direktør Rasmussen har stillet Cirkuskaféens store Lokaler og Køkken til Disposition, Tivolis Direktion har udlaant de nødvendige Borde og Bænke Borgmester Jacobi har paa forskellig vis ydet værdifuld Assistance, og talrige private Personer har lovet at hjælpe, baade med personlig Bistand msd Pengebidrag og Inventarium.

Endvidere har Direktørerne for Tivolis Variété, Concert du Boulevard og Cirkus Variété med velvillig Bistand af Artister og Funktionærer givet Forestillinger til Bedste for Sagen.

Men dermed er ikke alt gjort.

Kun hvis Folk vedblivende hjælper med det, de kan afsé - lidt eller meget - vil det være muligt at gennemføre denne storstilede og saa nødvendige Velgørenhed i disse sidste Vintermaaneder.

(København 13. februar 1892).

Fattigbespisningen i Cirkuskaféen.

Der kommer efterhaanden virkelig god Gænge i vor Fattighjælp.

Medens hidtil Præst og Politi alene har hjulpet de værdige trængende, gaar Stemningen nu i Retning af, at de, der sulter skal mættes, enten de stjæler eller omhyggelig overholder Buddene, enten de er gode Kristne eller arge Socialister, maaske med et stille Henblik paa, at Folk nu en Gang er mest tilbøjelige til at blive Tyveknægte og Samfundsomvæltere, naar Tarmene skriger saa højt, at Samvittighedens Røst kun har smaa Chancer for at blive hørt.

"Samaritanen" lagde for og viste, at det kunde gaa. Nu dukkede de op det ene Sted efter det andet, disse Bespisningssteder med Vandgrød, Smørrebrød og Mælk, saa meget de fattige mægter at stoppe i sig.

I Gaar begyndte de i Cirkuskaféen. Med tre tusind Kroner i rede Penge og Støtte fra Borgmester og private, gav den Kreds af Borgere paa Vesterbro, der ellers om Vinteren lod de fattige hente Mad, sig i Lag med Fattigbespisningen

Formiddagen igennem fik henved to tusind Mennesker Mad. Da Grøden slap op, gav man dem Smørrebrød og Mælk - men mætte blev de alle, og efterhaanden som de Mænd, der lader det, bedre kan bedømme, hvor meget der skal til, bliver der Grød til hele Skaren.

Om ellers Folk vil give Sagen den Støtte, som den fortjener.

For det maa siges og siges igen. Det er godt, det der bliver gjort, men det er langt fra tilstrækkeligt.

De vil let se det, om De selv lægger Vejen forbi et af Spisestederne.

Ud paa Gaden staar de i en stor og tæt Skare, gustne og udmagrede, og hver Gang Døren bliver aabnet er der et helt lille Slagsmaal for at bane sig Vej.

Og saa se dem døsige og mætte stille nyde de sidste Mundfulde og med sløv Velbehag indsuge Lokalets fede Mados.

Det turde da være, at de fleste vilde foretrække at sende deres Hjælpeskilling til en af disse Bespisningsanstalter fremfor at lade Præsterne honorere deres Sognebørn for deres Tro eller indkøbe moralske Lommetørklæder til Zulubørnene eller uldne Trøjer til de stakkels Negere.

For der er Folk, mange Folk, der sulter herhjemme

Kurt

Der blev i Gaar bespist ialt 1980 Mænd, Kvinder og Børn. Størsteparten var Mænd, dernæst kom Børnene, færrest var Kvinderne. Der blev drukket 1000 Potter varm Mælk og spist 100 Rugbrød. Desuden medgik til Maden 900 Pund Gryn og 48 Pund Margarine.

I Gaar havde man for lidt Gryn, men paa Tirsdag vil man være fuldt rustet til at modtage alle og enhver.

Komitéen beder om Penge. Enhver, der har én 10 eller 25 Øre tilovers, bør skænke den til Vesterbros Bespisningsforening for trængende, hellere end at give dem til de professionelle Tiggere.

(København 14. februar 1892).

Hvornår og hvorfor Vesterbros Bespisningsforening ophørte, har jeg ikke kunnet finde ud af. I en publikation om velgørenhed i København 1903 fremgår at der fandtes bespisningsforeninger på Nørrebro, Christianshavn og Østerbro. Mens "Samaritan" var på Christianshavn, Nørrebro og Vesterbro. Den største var dog Københavns Bespisningsanstalt i Sølvgade. På Vesterbro uddeltes langt færre end de andre steder. 

Banegaardsforhold. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelokaler og Fyrbøderlokaler.

var for kort Tid siden i Helsingør. Med ikke ringe Forbavselse betragtede vi den store, yderst elegante Banegaard, mod hvilken Københavns samtlige Banegaarde er nogle elendige huller. Navnlig om Aftenen, naar den svømmer i et Hav af elektrisk Lys, tager den sig imponerende ud med sine kasetterede Lofter, gyldenlæders Tapeter, store Spejle og mageligt-elegante Møbler. Mindst af alt skulde man tro, det var en Banegaard, langt snarere et kongeligt Slot eller en gammel Ridderborg, og det er vist ikke saa lidt tvivlsomt om en Bygning, der i sit Ydre paafaldende ligner Rosenborg, og hvis Indre tildels er holdt i Stil dermed - om den i arkitektonisk Henseende kan siges at svare til det, man kræver af en Banegaard. Men afset herfra er den bygget og udstyret med en Flothed og Rundhaandethed, som staar i den skarpeste Modsætning til den Karrighed, tom Regeringsmyndighederne kun alt for ofte viser, naar det kommer an paa at anvende Statens Midler til Formaal, der i videste Forstand kommer den Del af Folket tilgode, som trænger mest.

Detalje fra Helsingør Station. Foto Erik Nicolaisen Høy 2023.

Det, som især drager Opmærksomheden paa sig ved Helsingørs ny Banegaard, er den Ødselhed, hvormed de kongelige Ventesale er udstyrede. Den gaar over alle Grænser og vidner fuldt ud om, at det er en Minister, som selv staar for Statskassen, der har godkendt den. Den i højeste Grad af Luksus, der kan tænkes anvendt paa en Ventesal, er her ødslet ud med fulde Hænder. Og dobbelt grelt tager det sig ud, naar man betænker, at disse pragtfulde Sale staar aflaasede og ubenyttede de 364 Dage af Aaret. Thi mere end 1 Dag om Aaret kommer Kongefamilien næppe til Helsingør, nu da den ikke længere har nogen Slægtning der. Men at Statsborgernes Penge kastes ud til saa taabelig Pragt for at en Familie en Dag om Aaret kan spejle deres Storhed i al denne Glimmer, det passer kun altfor godt til den forlorne Loyalitet, det Mavekryberi og den servile krummen Ryg, der nu sidder til Højbords i Landet.

Da havde set al denne Herlighed for dem, som kun kan nyde, bad vi om o. at se, hvor de opholdt sig, som skal yde: Jærnbanefunktionærerne. Vi kender nemlig vore Pappenheimere. Vi ved, at i vort nuværende Samfund har Medaljen al Tid baade sin Avers og sin Revers - og vi tog ikke Fejl. Skandaløsere Vilkaar end der bydes Funktionærerne paa Helsingørs nye Banegaard, skal man vist lede om paa samtlige Landets Stationer.

Vi skal som Eksempel tage dem, af hvem det rejsende Publikums Liv og Lemmer først og fremmest er afhængige: Maskinfolkene. Vi har saa ofte før fremhævet det aldeles uforsvarlige i, at de Funktionærer, hos hvem Manglen paa Agtpaagivenhed, Kraft og Anspændeljen af alle Ævner kan blive af skæbnesvanger Betydning, at netop de i høj Grad overanstrenges og sløves ved lang Arbejdstid og daarlige Forhold i det hele taget.

Langt nede paa den anden Ende af Banegaardsterrenet ligger Maskinhuset, hvor Maskinfolkene ogsaa har deres Værelser. Det er et nyt Hus, der udvendig ser nok saa anselig ud. Først kom vi ind i Lokomotivrummet, en stor Hal, hvori Maskinerne staar i den Tid, de er i Helsingør. Her pudses og renses de og her fyres der op før Kørslen skal gaa for sig. Der er som Følge heraf rigeligt med Støv, Snavs og Kulos og det kunde være det det var, hvis man ikke havde fundet det passende at byde Arbejderne det samme Rum til Opholds- og Spisestue. I en Krog er der anbragt et langt Bord med et Par Bænke, og her skal de indtage alle deres Maaltider. Bordpladen var bedækket med et tal Lag af det fine Kulstøv, som bestandig fylder Luften herinde, kommende fra de mange Maskiner. Vi strøg med Haanden hen over Pladen og blev sort som en Skorstensfejer. Under saadanne Forhold skal Statens Arbejdere spise deres Mad i Statens Hus. Desuden var der en ulidelig Træk. Af Hensyn til Opfyringen i Lokomotiverne var man nødt til at anbringe mange store Ventiler i Taget, men de gjorde Opholdet saa utaaleligt, det baade sneede og regnede derigennem i den Grad, at man har maattet dække dem til igen med Brædder. Nu sidder Arbejderne og maa sluge al Stanken og Kulrøgen sammen med Maden.

Saa gik vi op for at se paa Soveværelserne og det Værelse, som er bestemt til Hvile under kortere Ophold end en hel Nat. 13 Fyrbødere, som kører mellem København og Helsingør, har et lillebitte smalt Værelse som et jævnt stort Pigekammer. Her var ubeskriveligt skiddent. Da den ny Bygning var færdig, flyttede man ganske simpelt det usle Inventar derover fra den gamle Banegaard uden saa meget som at satte en Lap paa en Stump af alle de Laser, der findes. Vaggene driver af Fugt i det nye vaade Hus, og fra de stbebe, skidne Flader slog raa Luft og uhygge i Forening os i Møde. Der staar 2 Træbrikse med læderbetrukne Madrasser. Disse var saa lasede, at baade Lærred og Fyld hvert Øjeblik stak igennem det revnede Betræk. Over dem laa en Del Tæpper. De var græsselige. Man maa huske paa, at det er Folk, som Dag og Nat staar foran en Dampkedels Ildsted, i et Lokomotivs Røgsky - der skal ligge her. De er ikke hvide og rene, naar de kommer i Hus. Men desuagtet forsikrede flere af dem os, at disse Tæpper i det mindste de sidste 8 a 10 Aar ikke har været rensede eller blot bankede ud. De var selvfølgelig sorte som Jorden, og det er et stift Stykke, at Staten byder sine Funktionærer et saadant Svineri.

Det øvrige Møblement i Værelset bestod af et usselt lillebitte Bord og 4 Træstole. Og her er Opholdsted, Nat som Dag, for 13 Mennesker, der trætte og anstrengte skal søge Hvile efter deres ansvarsfulde Gerning. Der opholder sig ofte 4 af dem samtidig i dette Hul. Deres Arbejdstid er aldrig under 15 Timer i Døgnet, ofte er den 13 Timer, men 2 Gange i hver 5 Uger er den 20 Timer, i hvilken Tid de ikke er af Klæderne og uafbrudt er i Tjeneste med Undtagelse af de korte Ophold, hvori de kan lægge sig lidt og faa et Par Timers Søvn mellem to Tog. Og denne Hvile skal disse til Mishandling overanstrengte Mennesker søge paa den elendige Briks.

Saa er der Soveværelserne, hvor de Fyrbødere ligger, som skal overnatte i Helsingør af og til. Det er Værelser akkurat som det andet: fugtige og fyldte med den raa, usunde Luft, som om Vinteren strømmer ud fra vaade Mure. Flere Arbejdere er da ogsaa bleven syge af at sove her om Natten. Der stod 2 Senge i hvert Rum. Det var rigtige Fattighussenge med kulsorte Madrasser og skidne Lagner. Saa utroligt det lyder, byder Statsbanerne disse Funktionærer det Svineri, at alle de forskellige Mennesker skiftevis maa ligge i de samme Lagner. Den ene Nat ligger der én Mand i Sengen, den næste kommer der en ham ganske fremmed og indtager hans Plads. Den ene er maaske en proper Mand, som omhyggelig vasker sig, inden han gaar i Seng, den anden eller tredie, fjerde osv. er maaske saa træt, at han kryber i Fjerene lige saa sort han kommer fra Maskinen. Og alt dette kan Staten være bekendt overfor sine Funktionerer.

Postvæsenets Folk, som ogsaa maa overnatte udenfor deres eget Hjem, har dog drevet det dertil, at hver Mand har sine særlige lagner, som kun han ligger i. Men hos Fyrbøderne, hvor det er langt nødvendigere paa Grund af deres Arbejdes Beskaffenhed, lever Statssvineriet højt den Dag i Dag paa den ny Banegaard.

Møblementet svarede til Sengene. Der var ikke Spor af Bekvemmeligheder. Hverken Vandtøj eller en Karaffel til Drikkevand. Fattigere og elendigere kunde Staten i det hele taget ikke indkvartere sine Arbejdere.

Men hvilket slaaende Billede af det hele Samfund giver ikke denne Danmarks nyeste og fineste Banegaard. Inde under "Slottets" Tag pragtfulde Værelser for dem, som boer paa Solsiden i Livet. Luksus og al mulig Komfort for dem, som maaske ikke én Dag om Aaret har Brug derfor. Og inde i "Baghuset" det elendigste Svineri for de flittige Arbejdsbier, som under 20 Timers Tjeneste ikke har et Sted, hvor de kan hvile godt eller blot anstændigt.

Og naar begge Parter forlader Banegaarden og de forskellige Vilkaar den byder dem, saa ligger den ene Part paa bløde Hynder i en lun Kupé, medens den anden Part staar i Storm, Slud og Sne paa et ophedet Lokomotiv og maa anspænde Opmærksomheden og Arbejdsevnen til det yderste, for at ikke dem i Kupéen skal blive maset i tusinde Stumper.

(Social-Demokraten 12. februar 1892).

Et uorganiseret Fag. (Efterskrift til Politivennen)

Af større Ølaftapningsanstalter findes der her i Byen en Del, som næsten alle er rentable Forretninger. Næppe nogen Arbejdsbranche er dog saa slet stillede i enhver Henseende som netop Ølaftapnings- Arbejderne. Her som paa saa mange andre Omraader bekræfter det sig, at jo større Arbejdskøberens Udbytte er, desto mindre er Arbejdernes Fortjeneste. En lang Arbejdstid og en ussel Betaling, er hvad Arbejderne erholder i de store Ølaftapnings-Forretninger.

Vi skal fremdrage et Eksempel, hentet fra Øltapper P. A. Freilevs store Forretning, Pilestræde Nr 18. Her er Arbejdstiden fra 6 Morgen, det meste af Aaret til 8 Aften, undertiden endogsaa længere. Naar der har været travlt i Forretningen, navnlig Sommerdage, har det hændet, at Arbejderne har maattet holde ud til Klokken har været over 9 uden Ekstragodtgørelse.

Hviletiderne er kun 5/4 Time daglig, 1 Time og 15 Min. Hvil paa en Arbejdsdag, der begynder Kl. 6 Morgen og varer ved til henad 9 Aften, er hvad Hr Freilev finder tilstrækkelig for sine Arbejdere.

For et Aars Tid siden, da hans Forretning gik særlig strygende og Arbejdstiden forlængedes mere og mere, blev det dog Arbejderne for haardt; de tog Mod til sig og forlangte Arbejdstiden forkortet. Hr. Freilev indgik paa, at Arbejdstiden herefter kun skulle være fra 6-7 og han indrømmede samtidig en Middagstid paa 1 Time. Dette Indgreb i hans "Rettigheder" glemte han dog ikke. Alle de, som havde talt paa Kammeraternes Vegne, blev lejlighedsvis afskediget, og de, som blev tilbage, fandt sig saa i, at Arbejdstiden atter blev forlænget.

Lønnen er ussel. Skønt Folkene om Hverdagene maa arbejde fra 6-8 a 9 og det meste af Søndagen med, er det for en Løn af 13 Kr ugenlig eller 15 3/4 Øre i Timen.

Ihvorvel det ikke tages saa nøje med at beholde Arbejderne om Aftenen, er Hr. F. dog stræng, naar en Arbejder kommer lidt for sent om Morgenen, saa skal der betales Mulkt.

Et Par Mand, som har arbejdet hos Hr. F i længere Tid, blev for en halv Snes Dage siden afskediget, fordi de kom for sent, endskønt de begge gav tilkende, at de havde været utilpas.

Senere, da de afhentede deres Anbefaling, der lød paa Duelighed og Flid, fik de at vide, at de havde været af dem, der havde standset hans Forretning (forlangt Arbejdstiden forkortet), og den Slags Folk kunde han ikke bruge.

Den ene af dem, en ung Mand, kom i Sommer uden egen Skyld til Skade i Hr. F's Forretning, idet han fik skaaret en Finger paa højre Haand. Han havde ikke Raad til at lægge sig syg, og maatte derfor arbejde med den daarlige Finger. Følgen er blevet, at han nu sandsynligvis aldrig opnaar fuldstændig Brug af sin højre Haand.

Og denne Mand, der er bleven gjort uarbejdsdygtig i Hr. Freilevs Tjeneste, afskediges nu, midt i Vinterens trangeste Tid.

Som Grund til denne Mands Afskedigelse angives Indskrænkning af Folkehold. Derimod taler imidlertid den Omstændighed, at der et Par Dage iforvejen var antaget flere nye Folk. Nej, den egentlige Grund og Hensigt er sandsynligvis at sætte Skræk i de andre.

Det er dog mest sandsynlig, at hans Arbejdere, harmfulde over det passerede, gaar en anden Vej og indmælder dem i Arbejdsmændenes Organisation. Er de først der, kunde det jo hænde, at de organiserede Arbejdere talte et Ord med, naar Hr. Freilev eller Forretningskolleger foruretter deres Arbejdere.

Chr. Hansen. Aug. Pedersen.

*  *  *

Efter ovenstaaende Fremstilling af de Arbejdsvilkaar, som Ølaftapnings-Arbejderne slider under, tøver vi ikke med at opfordre enhver ved Ølaftapning beskæftiget Arbejder til at indmælde sig i vor Organisation. Staar Ølaftapningsarbejderne indrulleret i vore Rækker, da har de i Følge vore Organisationsregler Krav paa Hjælp for enhver organiseret Arbejder baade her i Byen og over hele Landet. De kan da gennemføre deres Fordringer, thi hvilken Øltapper vil i Længden kunne bestaa, naar Arbejderne nægter at drikke hans Øl?

Bestyrelsen for Arbejdsmændenes Forbund.

(Social-Demokraten 5. februar 1892.).

Ølaftapningsarbejdere kunne indmelde sig i Arbejdsmændenes Forbund. De forsøgte i maj 1899 at danne en fagforening som kunne indmeldes i "Dansk Arbejdsmands Forbund".

Peter Andersen Freilev (3. december 1841-4. april 1918) var født på Lolland (Freilev), kom til København hvor han arbejdede med anlægget af hovedbanegården og på Gyldendals Boghandel. Sammen med konen startede han øltapperi der blev et af de største. Han var formand for "Ølhandlerforeningen af 1875" fra 1875 og beholdt posten i hvert fald indtil 1911. Han var indehaver af mineralvandfabrikken "Najaden". 

Anbefalinger fra over 900 hollandske læger af Lans Hollandske Porter skulle ifølge en annonce fra P. A. Freilev, Pilestræde 18 være et "nervestyrkende Middel for Syge og særlig reconvalescenter" (Bibliotek for Læger 1894). Han solgte desuden Horsens Maltøl som blev anvendt på sygehuse og anbefaledes af en mængde læger der anså det for at være styrkende og et fortrinligt diætisk præparat. 

Ifølge "København" optrådte Freilev i anledning af valget til Borgerrepræsentationen på et valgkampagnemøde for Borgerlisten (Højre) i Cirkus marts 1896 der tilsyneladende druknede i kaos og larm. (Se referat fra Nationaltidende 30. marts 1896). Han var da formand for Ølhandlerforeningen. Han sad i Borgerrepræsentationen for Højre 1896-1898. Her blev han bl. a. valgt til session - en post som almindeligvis blev anset for en straf. Han fik bl. a. vedtaget en resolution om afskaffelse af hesteskatten i oktober 1897 - hans virksomhed brugte en del heste. Han var i 1905 medlem af "Den antisocialistiske kommunale Vælgerforening for Borgerrepræsentantvalget Marts 1905".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård den 9. april 1918.

Hjørnet af Antonigade (th) og Pilestræde 18 hvor Freilevs ølhandel formodes have ligget. Foto Erik Nicolaisen Høy. 2022.

Barnemord og Selvmord. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Dage siden fandtes - som i Gaar meddelt - imellem Tangen paa Stranden syd for Frederikhavns Havn et Barnelig, der, som det syntes, nylig maatte være kastet i Havet Da alt tydede paa, at der forelaa et Mord, udsendte Politiet i Følge "Aalb Amtstd" straks en Del Slikbreve, hvori udlovedes en Belønning af 50 Kr. til den, der kunde skaffe Oplysninger i Sagen.

En Tjenestepige i Frederikshavn kom derved i Tanker om, at der i det Værtshus, hvor hun tjente, forleden havde logeret en Bondepige, som om Eftermiddagen, da hun spurgte om Logis, havde en Pakke under Armen, men efter at være gaaet en Tur i Byen, var vendt tilbage uden bemeldte Pakke. Endvidere at den fremmede, da Tjenestepigen om Aftenen viste hende op paa sit Værelse, havde været vaad om Fødderne og paa den nederste Del af Kjolen.

Politiet, der straks blev underrettet herom, fik hurtig fat i Vedkommendes Adresse, hvilken ogsaa viste sig at føre lige til Maalet.

Lørdag Eftermiddag arriverede en Politibetjent fra Frederikshavn til Sæby for i Følge med Politibetjenten herfra at køre ud til Gaarden "Tveden" i Albæk, hvor Pigen tjente.

Ved at gaa lige løs paa Sagen med et: Nu har vi fundet Barnet!" svarede hun betuttet: "Naa, har I det!"

Hendes Forklaring gaar i øvrigt ud paa følgende:

Efter at hun over for sin Husbond gentagende gange havde nægtet, at hendes Upassenhed skyldtes Svangerskab, udbad hun sig for nogen id siden Tilladelse til at maatte rejse hiem til Emb, hvor hun er fra Hun fik ogsaa Lov til at tage afsted, men reiste ikke længere end til Jordemoderen i Sæby, hvem hun bad om at maatte være hos i nogen Tid, og over for hvem hun paa Spørgsmaat derom indrømmede at være frugtsommelig.

Efter at være bleven anbragt hos en Enkekone fødte hun for en fjerten Dages Tid siden et lille Pigebarn, med hvilket hun paa ellevte Dagen efter begav sig til Frederikshavn for at tage med Toget til sit Hjem, hvor man i Følge et modlaget Brev ventede hende med Barnet.

Imidlertid døde det lille Væsen under Vejs i Postvognen, og hun besluttede saa at skille sig af med Liget ved at kaste det i Havet.

At denne Forklaring ikke passer, er let at se. Imidlertid faar man nøjes med den, thi da Arrestforvareren i Frederikshavn i Søndags Morges indfandt sig i Cellen, havde Pigen hængt sig. Stiv og kold hang hun i et Forklæde.

Den Ulykkelige var 26 Aar gammel og forlovet med en Karl i Randersegnen, medens en Karl i Albert derimod var Fader til Barnet.

(Social-Demokraten 3. februar 1892).

Frederikshavn arrest i Danmarksgade 6 er fra 1846 og er den ældste igangværende arrest i Danmark.