Operasanger Otta Brønnum: På turne i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Se også øvrige indslag om Otta Brønnum.

En opgaaende Stjerne.

Koncertsæsonen synes at skulle blive rig paa Nyheder i Aar. Assisteret af en forslagen Impressario og en kraftig Reklame gjør udenlandske Sangerinder, som man her næppe har kjendt af Navn, glimrende Forretninger. Glædeligt er det dog at se, at en dansk Kunstnerinde ogsaa kan samle fuldt Hus til en Koncert, saaledes som det var Tilfældet i Aftes, da Frk. Otta Brønnum, efter flere Aars Fravær, sang for Hovedstadens Publikum i Koncertpalæet.

Allerede som Barn vakte hun ved sin Sang vor nuværende Kongefamilies Beundring, og da hun, efter at have modtaget en grundig Uddannelse i Paris, for 4-5 Aar siden sang paa Folketeatret og Kasino, maatte vor Musikkritik yde hende den mest uforbeholdne Anerkjendelse. Siden den Tid har navnlig Britterne nydt godt af hendes ypperlige Sangkunst, idet hun, foruden Hovedpartierne i de populæreste Operaer, har sunget danske Folkeviser med en Ynde, der i høj Grad har vakt Udlandets Interesse for dansk Musik.

Nu har hun besluttet at glæde sine Landsmænd med sin Kunst, og naar hun i Løbet af Efteraaret drager gjennem Landets større Provinsbyer - en Rejse hun glæder sig meget til - , vil hendes Tourné upaatvivlelig blive et lille Triumftog.

Hendes Koncert i Aftes var i hvert Fald et godt Varsel. Publikum var helt betaget over denne fuldendte rene og klare Sopran, hvis Sikkerhed er ganske enestaaende. Hvad enten hun synger Fransk, Italiensk eller Engelsk, er Intonationen lige fuldkommen, Stemmeføringen lige vidunderlig. Det enstemmige og begejstrede Bifald, der lønnede hver enkelt Præstation, var derfor paa ingen Maade nogen overdreven Hyldest, og da Koncerten var sluttet, var der sikkert kun en Mening om, at man her stod over for en opgaaende Stjerne, der vil komme til at straale omkap med Udlandets berømteste Sangstjerner.

Man maa haabe, at var Opera i Tide sikrer sig denne Kapacitet; Frk. Brønnum vil blive en Pryd for den. At Musikforeningerne rundt om i Landet ikke vil forsømme at skaffe bered Medlemmer og det store Publikum den udsøgte Nydelse at høre hende, er vel hævet over al Tvivl.

(Aarhus Amtstidende 4. november 1893).

Otta Brønnum. Fra "Hvad vi vil" (De samlede Kvindeforeninger) 15. oktober 1893.

Otta Brønnum-Koncerten.

Som man ser af ovenstaaende Annonce, vil Frk. Otta Brønnum synge i Hjøring Theatersal Mandag Aften Kl. 8. Hun assisteres af ingen ringere end den fremragende Pianist Hr. Anton Hartvigson, der indtager en saa betydelig Position i Musikverdenen, at man ogsaa tør betegne hans Besøg i Hjøring som en sjælden Ære. Han vil ikke blot akkompagnere til Sangene, men foredrager forskjellige Solonumre. Se iøvrigt omstaaende Programannonce

-

Det er sjældent, at danske Sangerinder slaa igjennem i Udlandet og blive hædrede og hyldede af Høje og Lave. Dette er dog Tilfældet med den unge Dame, hvis Billede "Vendsyssel Tidende" tidligere har bragt. Frøken Brønnum er optraadt paa de første Operascener i Frankrig og England og har overalt vundet stormende Bifald. Frøkenen har nu i nogen Tid gjæstet sin Fødeby Kjøbenhavn, hun har bl. A. sunget i Koncertpalæet, hvor hun begejstrede de mange, som havde indfundet sig, ved sin særdeles smukke Stemme og sit dygtige Foredrag. Et Hovedstadsblad benytter Lejligheden til at give et kort Omrids af hendes Liv:

Otta Brønnum er født i Kjøbenhavn men kom allerede i sit femte Aar til Paris hvor hun blev opdraget i et dansk Hjem. Det var ved et Tilfælde, at hendes Stemme og musikalske Begavelse blev opdaget af en svensk Sangerinde, som besøgte Familien. Nævnte Sangerinde havde en Aften sunget nogle svenske Folkeviser, og medens Familien passiarede, gik Barnet hen til Klaveret og begyndte nu rent og tydeligt at gjentage de Sange hun nylig havde hørt, og saaledes opdagedes hendes kunstneriske Anlæg. Hun fik nu Undervisning i Klaver. Sang og Deklamation af bekjendte Kapaciteter, bl. A. Carlotta Patti.

I Skolen var Otta B. meget flittig og modtog aarlig Præmier, skjøndt det var en katholsk Skole og hun var Udlænding og Protestant. Hendes Slægtninge ønskede, at hun skulde konfirmeres i Danmark. og hun blev derfor sendt til Ollerup paa Fyn, hvor Pastor Brandt forberedte hende til Konfirmationen. Da hun var tretten Aar gammel, sang hun første Gang t Danmark, og kan i Aar fejre 10 Aarsdagen for sin første Fremtræden paa sin alt saa rige Kunstnerbane. Det var et udsøgt Selskab, hun sang for den 30te Oktober 1883 paa Fredensborg Slot, thi det var Kongehuset og dets talrige Gjæster. I December samme Aar en sang hun første Gang offentlig for en indbuden Kreds i Kasinos lille Sal.

Frk. Brønnum medvirkede flere Gange ved Kirkekoncerter i velgiørende Øjemed, men vendte derpaa tilbage til Paris, hvor hun med stor Iver fortsatte sine Studier. Hun havde sunget ved forskjellige Koncerter, da hun 1888 blev engageret til at optræde ved Sullivans populære Koncerter i de større engelske Byer. Ved et Besøg i Hjemmet 1889 sang hun ved flere Koncerter og vandt stort Bifald, den 9de Februar assisterede hun ved en Koncert paa Folketheatret til Fordel for enligtstillede Kvinders Sommerophold paa Landet; 14 Dage senere ved en stor Koncert i Kasino, som Musikdirektør Balduin Dahl arrangerede, og den 31te Marts optraadte hun ved en Hoffest paa Amalienborg, hvor hun af Deres Majestæter modtog et smukt Armbaand. Hds Maj. Dronningen, som specielt er Ynder af Sang og Musik, har stadigt interesseret sig levende for den unge Sangerinde.

I November 1889 var Otta Brønnum i London, og sang paa Conventgardens Operascene Amor i Glücks "Orpheus". I August 1889 var hun atter i Paris og sang Hovedpartiet i Flotows "Martha". 1891 var hun med et bekjendt Operaselskab i Liverpool. 1892 optraadte hun i en Del af Englands, Skotlands og Irlands største Byer, bl. A. som Margrethe i "Faust", Rosina i "Barberen i Sevilla", Lucia i "Søvngjængersken" og i flere andre store Partier.

Overalt vakte hendes henrivende Sang stormende Bifald, og fyrstelige Personer have kappedes om at vise hende deres Hyldest; al denne Virak har dog ikke fordærvet den unge Sangerinde, der er vedbleven at være en vakker, beskeden ung Dame.

Det er et meget stort Antal Mennesker, der i Tidens Løb have havt Lejlighed til at glæde sig over Otta Brønnums Sang, thi hun er optraadt i Lokaler, af hvilke enkelte kunne rumme indtil 15.000 Mennesker.

En af hendes mest skattede Numre er J. P. E. Hartmanns Vuggevise, og over hovedet sætter Frøkenen stor Pris paa vor store gamle Komponists Sange, hvilket hun bl. A. har bevist ved, at hun 12. Juli 1893 i London arrangerede en Koncert, ved hvilken der udelukkende blev udført Hartmannske Kompositioner. Man fortæller, at Prinsesse Alexandra blev dybt rørt ved at høre den unge Sangerindes Foredrag af disse hjemlige Sange.

Otta Brønnum har altsaa et stort Virkefelt, ligefra Hovedpartierne i de største Operaer til de smaa danske Sange, men paa ethvert Omraade griber den høje lyse Sopran Sindene med en sælsom Tryllemagt. Den unge Dame har et stort medfødt Talent, men hun har ogsaa arbejdet energisk paa stadigt at uddanne sil under de bedste udenlandske Lærere; Staten har gjentagne Gange bevilget hende Stipendium.

Efter at have givet Koncert i Hovedstaden, vil Frøken Brønnum besøge Provindserne.

Den unge Sangerinde har forhaabentlig en lang og smuk kunstnerisk Bane for sig 

H. H.

(Vendsyssel Tidende 21. april 1894).

Den omtalte annonce i Vendsyssel Tidende.

Musikforeningen gav i Aftes sin 3. Koncert i denne Sæson. Da  Programmet bød paa 2 saa udmærkede Kræfter som Sangerinden Frk. Otta Brønnum, hvis Navn har en god Klang ogsaa i Udlandet, og den bekendte Pianist Hr. Anton Hartvigson, var det ikke til at undres over, at Haandværkerforeningens Sal var fyldt med et talrigt elegant og meget interesseret Publikum, hvis Præg ikke blev mindre tiltalende ved det store Kontingent af smukke, unge Damer, som Musikforeningens Medlemmer ydede. Det maa siges, at Præstationerne ikke skuffede de store Forventninger, som man i en Provinsby nærer overfor Kunstnere, som man ved skattet i de store Kredse, Efter en Sonate af Beethoven, som, trods Mangler ved Flygelet, blev udmærket dygtigt gengivet af Hr. Hartvigson, sang Frk. Otta Brønnum Kavatinen af "Barberen i Sevilla" et Numer, der kræver store Stemmemidler, og det begejstrede Bifald viste, at Publikum paaskønnede den Mande, paa hvilken Sangerinden løste sin Opgave. Efter dette Numer blev der overrakt Frk. Brønnum 2 Buketter fra Venner af hendes Kunst.

Af de følgende Numre kan særlig fremhæves Liszts: "Au lac de Wallenstadt", "Liebestraum" og "Ungarsk Rhapsodie", udførte af Hr. Hartvigson, der lønnedes med stærkt Bifald, og efter det sidste Numer nødtes til at give et elegant lille Extranumer, samt Frk. Brønnums nydelige Foredrag af "Ablerseelen", samt en skotsk Folkevise: "Twas within a mile o' Edinbora 'town", hvis skælmske Omkvæd Frk. Brønnum gav saa meget Liv, at vedvarende Jubel nødte hende til et Extranumer.

Til Slut gaves 2 Nyheder - en Romance af Granjeans Opera "Olaf" og Cleopatras Arie af August Ennas saa meget omtvistede Opera "Cleopatra". Hr. Ejnar Christiansens ildfulde, farverige Ord blev i Frk. Brønnums Mund til en saa fuldttonende, lokkende Sang, at Bifaldet ikke hvilede før Frøkenen med sin og ægte Følelse havde sunget den gamle, uopslidelige: "Farvel, lille Grethe", og havde givet sit sprudlende Skælmeri frit Løb i den bekendte "Latterarie".

Allerede Kl. 9½ sluttede den yderst vellykkede Koncert.

(Aalborg Amtstidende 25. april 1894).

Den ny Guvenør. St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

Den forhenværende Stormagt Danmark har som bekendt nogle Besiddelser ovre i det fjærne Vesten, de dansk-vestindiske Øer S t. Thomas, St. Croix og St Jan. Det smager dog altid lidt af Stormagt, at vi har Kolonialbesiddelser, og dette maa formodentlig være den nærmeste Grund til, at vi ikke har søgt at blive af med Øerne. Thi de har kun bragt Statskassen Tab og det i Aaringer.

I disse Dage er Opmærksomheden atter bleven henledet paa vore Kolonier, idet en Ingeniørofficer, nemlig Kaptajn Carl Emil Hedemann, er bleven udnævnt til Guvernør over

Øerne.

Guvernørpostens Besættelse giver Anledning til at dvæle lidt ved Spørgsmaalet om, hvilken Interesse den danske Stat egentlig har af at holde paa Øerne og betale Forvaltningen af dem

i dyre Domme.

Guvernøren er Underkonge paa de tre Øer, og "han holder om ikke Hof, saa dog en betydelig Stab af Embedsmænd og et talrigt Tjenerstab," siger et Højreblad.

Naturligvis koster dette mange Penge, og da Guvernøren har 38,000 Kr. om Aaret, bør man vide, om der udrettes noget af Betydning for vort Land ved denne Udgift, og om vi iøvrigt har nogen Nytte af de fjærne Besiddelser.

Det er meget muligt, at Guvernøren har fuldtop at gøre, maaske et rent Sisyfosarbejde, men det er lige uproduktivt for Danmarks Finanskasse. Thi ser man bort fra de rent juridiske Hverv, Guvernøren har, altsaa at haandhæve Lovens Ord, er Resten ikke meget værd. Det giver ingen økonomisk Vinding for Danmark, at Guvernør en spiller Diplomat overfor de store Magters Repræsentanter og de under dansk Flag boende udenlandske Plantere eller Handelsmænd. Hvad man vil have at vide er, om det ikke var allerbedst hverken at have Øer eller Guvernør.

Derpaa gives der hvert Aar Svar i Betænkningen over Statsregnstabet.

Hvert Finansaars Betænkning viser, at vi har mange Penge til Gode i Vestindien. Mellemværendet med Kolonialkassen er efter Statsregnskabet for 1861-92 stegen fra ca. 4 Mill. Kr. til henved 4 ½ Mill, og i Følge det sidst aflagte Regnstab er Mellemværendet vokset til næsten 5 Mill. Stigningen er saaledes ca. 1/1 Mill. om Aaret; Staten har udestaaende Tilgodehavende hos Private i Vestindien paa over 600,000 Kr., og i Følge Statsrevisorernes Betænkning var de usikre Fordringer i Vestindien den 31. Marts 1892 ca. 400,000 Kroner

I Forvejen er der i Aarenes Løb afskrevet meget betydelige Kapitaler, fordi de var uerholdelige. Fællessukkerkogerierne paa St. Croix har i Henhold til Lov af 25. Febr. 1876 modtaget et Laan, stort ca 1 ½ Mill Kr. Renterestancerne af dette Laan var den 31. Marts 1892 vokset til omtr. 600,000 Kr. Og et Resttilgodehavende af et den 16 Juni 1876 til St. Croix Kommune ydet Laan udgør ligeledes op imod 600,000 Kr. Renterestancerne af dette Laan udgjorde den 31. Marts 1892 henved et Par hundrede tusinde Kroner.

Til alt dette kommer endnu nogle mindre Summer, som Øerne skylder os. I a I t har Staten til Gode paa de vestindiske Øer over 8 ½ Mill. Kr.

Hverken af Laanet til Fællessukkerkogerierne eller Laanet til St Croix Kommune har Statskassen faaet nogen Renter. Det hedder monotont i Regnskabet for Sukkerkogerierne, at "da Regnskabet for Driftsaaret fra 1. Sept. 1896 til 3l. Avg. 1891 er afsluttet med et Underskud af 117,016 Kr. 11 Øre, Har intet kunnet afskrives som Renter paa Selskabets Gæld". Og om Laanet til St. Croix Kommune hedder det endnu mere kortfattet bedrøveligt: "Der er ingen Rente kommen til Indtægt i Statsregnskabet".

De dansk-vestindiske Øer bidrager saaledes kun til at lænse Statskassen for Penge. Der vanker ingen Renter, men Underskud, og de Penge, Staten har laant Øerne, er for evig tabte.

Aarsagerne hertil ligger ikke mindst i uheldige Bestemmelser, som bestaar for Arbejdet paa Sukkerplantagerne, samt i høje Administrationsomkostninger og forældet Produktionsmetode Det var i alt Fald Tilfældet for en halv Snes Aar siden, og de aarlige Underskud viser, at alt væsentlig gaar ved det gamle.

Naar nu hertil føjes, at Øernes Befolkning forlængst har ønsket at blive dansk Herredømme kvit, og at man har havt ligefrem Oprør paa St. Thomas, saa maa det indrømmes, at vi vilde staa os ved at blive af med vore Besiddelser i den anden Verdensdel.

(Social-Demokraten 28. oktober 1893)

Den 16. november 1893 havde Socialdemokraten en artikel om kolonitroppernes afsejling med sejlskibet "Freja" til de Vestindiske Øer. I alt 45 mand hvervet til 6 års militærtjeneste. Den 20. juli 1898 bragte bladet på forsiden nogle breve fra en af de hvervede som bare ønskede at komme hjem igen med livet i behold. 

I maj 1895 indløb et telegram om at der igen var udbrudt en revolte på St. Croix. Det havde dog ikke noget på sig, og fuldmægtig Hertz ved Moses & Søn E. Melchior (som havde størstedelen af den direkte forbindelse med de danske vestindiske øer) tog del i følge Vejle Amts Folkeblad 24. maj 1895 roligt. Bl.a. fordi der nu var udstationeret 120 soldater, mod 20 i 1878.

I forbindelse med det falske telegram bragte København, den 23. maj 1895 var en lang artikel om Dansk Vestindien, hvori også oprøret i 1878 blev nævnt. Artiklen stillede sig på oprørernes side, det var kun nominelt at slaveriet var afskaffet. Det gjalt i øvrigt også de vestindiske soldaters forhold. 

Aalborg Stiftstidende rapporterede den 3. august 1895 at Frederiksted "endnu for en stor del ligger i ruiner fra negeroprøret 1878"

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Carl Bøgh 1827-1893. (Efterskrift til Politivennen)

Jordefærd. Dyrmaler, Professor Carl Bøghs Jordefærd fandt Sted, ifølge "Berl. Tid.", igaar Middags Kl. 12 fra det nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var dækket med Blomster og Palmegrene, saaledes fra "Kunstnerforeningen af 18de November", og Kapellet fyldtes snart af en anseelig Sørgeskare, i hvilken naturligt saaes en Mængde kjendte Kunstnere, Bestyrelsen og Medlemmer af Kunstnerforeningen, hvis Formand den Afdøde i sin Tid var, og for hvis Byggefond han var Formand til sin Død. 

Stiftsprovst Paulli talte om det Kunstnerliv, der med den Afdøde havde fundet sin Afslutning. Et saadant gik ikke hen uden Strid. Sikkert kunde man finde megen Glæde og Fred i Studiet af Naturen, og der skulde her bringes den Afdøde en Tak for, hvad han i saa Henseende havde givet af Sandhed og Skjønhed ; men let var en Kunstners Liv ikke. Blev han gammel, var den opvoxende Generation tilbøjelig til at betragte hans Arbejder under en ny, ham ukjendt Synsvinkel og fælde haarde Domme over dem, og, hvad der var af større Betydning, det hændte hyppigt, at han under sit Arbejde maatte føle Smerte ved at sammenligne det, han ønskede at give, med det, han havde naaet. Noget Saadant havde vel ogsaa været at spore i den Afdødes Liv, men flittig og energisk havde han bestandig stræbt videre, og desuden havde han været saa lykkelig at eje et Hjem, hvis Mure havde taget adskilligt af mod Livets Storme.

Efter Slutningssalmen bare yngre Kunstnere Kisten fra Kirken til Graven, hvor Jordpaakastelsen fandt Sted.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 25. oktober 1893).

Fotograf Vilhelm Tillge (1843-1896): Maler Carl Henrik Bøgh (3.9.1827-19.10.1893). 1866-1893. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maleren Carl Bøgh (3.9.1827 - 19.10.1893) malede først folkelivsskildringer, senere dyremalerier. Flere blev malet på Gl. Estrup, hvor han årligt var gæst i 1880erne. Han blev begravet på Vestre Kirkegård. Gravstedet er formentlig nedlagt. 

Fiskerkoner. (Efterskrift til Politivennen)

Et herværende Blad meddelte i Gaar, at Fiskerkonerne ved Gl. Strand havde faaet rejst et af en Smed paa Kristianshavn konstrueret Halvtag, hvorunder de nu sad i Tørrevejr, mens vore Avtoriteter ikke er naaet videre end til at diskutere Nytten af Fiskehaller.

Vi gik i Gaar ned for om muligt at faa dette Halvtag at se, men erfarede, at der kun er en enkelt Handelskone, som har været velhavende nok til at lade det omtalte Halvtag rejse paa sin Plads. Det store Flertal af Konerne er altfor ubemidlede til at kunne tænke paa slige Foranstaltninger, og det er altsaa noget Snak, naar det paagældende Blad taler, som om der nu var skaffet Ly og Læ for de mange Koner, der er henvist til den brydsomme Handel ved Stranden.

Om Sommeren er Konerne udsatte for Solheden og, hvad der er værre: for at faa deres Varer fordærvede. Og i den kolde eller ustadige Tid paa Aaret sidder de der udsat for raakold Blæst, Kulde og Nedbør. Det hører da ogsaa til Dagens Orden, at mange af disse Koner bliver syge og i længere Tid sættes ude af Stand til at tjene Livsopholdet.

En saadan Ordning paa en af Avtoriteterne anvist Plads er absolut skandaløs, og der burde hurtigst muligt gøres noget for at række Handelskonerne en hjælpende Haand. Anvisningen er i Virkeligheden given i det Halvtag, den enkelte Fiskerkone har rejst, kun burde det være Stadens kommunale Ledelse, som paatog sig Udgiften ved Tagenes Aflæsses og Anbringelse. Det kunde sikkert gøres uden synderlig stor Bekostning, og de Penge var sikkert godt anvendt, anvendt til Beskyttelse for ubemidlede Kvinder. Det var da altid nok saa godt som de lidt nævnte Livjægerbukser.

Det Halvtag, der er anskaffet dernede ved Gl. Strand, bestaar af galvaniserede Jærnstivere, der fastgøres paa Kanalens Stenbolværk, hævende sig et Par Alen herover, hvorefter det bøjes ud som et Halvtag. Mellem Jærnstiverne er anbragt Lærred for at skaffe Lunhed. Det Hele kan hurtig rives ned og stilles op og synes at svare godt til Hensigten.

Vil mon Kommunen ikke lade rejse slige Ly? Saa kan der jo blive god Tid til at tænke endnu nærmere over Hallerne.

(Social-Demokraten 19. oktober 1893).

Fotograf Christian Rasmus Neuhauss (1833 - 1907): Fiskerkonerne på Gammel Strand. 1890. Kbhbilleder.

Kæresteri i Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen).

I aftes klokken seks hørte spadserende på Købmagergade en højst mystisk banken på den svære dør, der lukker for Rundetårn. I den tågede, klamme luft lød den sære banken dobbelt uhyggeligt, og der samlede sig da også i løbet af et par minutter en betydelig menneskemasse, som med blege kinder og strittende ører lyttede til.

Der var ganske stille på gaden, kun den underlige banken hørtes tydeligere og tydeligere. Situationen var lige ved at blive trykkende. Hvem ved hvad enden var blevet, hvis ikke to af lovens håndhævere med den åndsnærværelse, der er disse folk egen, havde lånt en nøgle hos en urtekræmmer i nærheden og med den lukket døren op. Med høj og værdig stemme råbte nr. 203: "Er her no'en?", mens 106 med lempelig hånd ryddede pladsen foran døren.

Efter en liden stunds forløb viste sig for det undrende folk to mennesker - en mand og en kvinde. De havde nydt en stille hyrdetime i Fjerde Christians gamle observatorium; men havde glemt at komme ud, da hr. Ankjær lukkede af.

Mens 203 lukkede døren af, fjernede de sig, røde i hovederne over at deres unge kærlighed havde fået så mange vidner.

(København, 10. oktober 1893).