Premierløjtnant Hans Fenger, Finlandskorpset. (Efterskrift til Politivennen).

De første danskere som faldt i 2. verdenskrig, var nogle af de ca. 1.000 "finlandsfrivillige" som deltog i vinterkrigen 30. november 1939-marts 1940 på Finlands side. Om dette spørgsmål havde statsminister Stauning i sin nytårstale 1939/40 udtalt:

Nu har vi krigen, og den har endda fået uhyggeligere udfoldelse end man måske forud forestillede sig ... Store tab og hårde lidelser er allerede påført de neutrale, særlig gennem skibsfarten, og jeg har ingen tro på at en bedring forestår. Jeg mener at man bør nære tillid til de aftaler man indgår, og jeg tror derfor på holdbarheden af traktater som er indgået med Danmark. Det er forståeligt om nogle har fået rokket ved deres tro ved den skæbne som er undergået Finland, og vi her i de nordiske lande føler det naturligvis meget pinligt ... jeg og mine meningsfæller har ventet at de aftaler der forelå mellem Rusland og Nordens lande skulle bevare deres gyldighed, og det er en bitter skuffelse vi har oplevet. 

I starten af krigen var det ikke tilladt for danskere og danske officerer at melde sig frivilligt i finsk krigstjeneste, men nogle gjorde det alligevel. Oberst Alf Erland Giersing (1882-1968), chef for gardehusarregimentet (1934-1942), havde derfor sendt et åbent brev til Stauning, som besvarede dette den 12 januar:

"Landets kræfter skal selvfølgelig sættes ind for at afværge angreb på landets neutralitet - når jeg ikke har betonet dette i mine udtalelser ved årsskiftet, var det for at undgå selvfølgeligheder". 

Giersings støtter opfattede det som at man ville forsvare Danmark, og udtalelsen skabte derfor en følelse af forræderi fra regeringens side da Danmark blev besat den 9. april. Også blandt de Finlandsfrivillige som generelt følte en beundring for finnernes modstand, og tilsvarende afsky over for den danske regering der ikke havde ydet særlig megen modstand. Ca. 500 Finlandsfrivillige vendte tilbage til Danmark. Nogle af de frivillige kom tilbage til Danmark efter den tyske besættelse. Tyskerne ville så give dem en heltemodtagelse, men nogle havde det svært med det. 

Fengers gravmæle findes tilsyneladende ikke længere på Vestre Kirkegård, men en anden finlandskæmper - Carl Knut Kalmberg - har stadig sit på Garnisonskirkegården, se teksten nedenfor. På stenen står: Søløjtnant Carl Knut Kalmberg. Født 12.1.1913. Faldet 13.2.1940. For Finland. Han steg saa fro mod overmagt. Som fugl mod morgenrøden. Til med et smil af ringeagt. Han mødte selve (?) døden. Rejst af kammerater i den danske flaade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De finlandsfrivillige kom ikke i kamp, bortset fra ti danske militærflyvere, hvoraf seks blev skudt ned: løjtnant Fritz Rasmussen, søløjtnant Knut Kalmberg, flyverløjtnant Erhard Krag-Juel-Vind-Frijs, premierløjtnant Hans Fenger og flyverløjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen. 21. marts skiftede korpset navn til Den Danske Finlandsbataillon. Hans Fenger (1914-1940) gjorde tjeneste ved Nylands dragoner og faldt 17. februar 1940 ved Ladogasøen. Han blev indsat i Svenska Friviligkåren og kom til Nylands Dragonregiment den 19. januar. Den 16. februar 1940 blev  han indsat i kampene på det Karelske Næs, hvor han efter få minutter inde i den første træfning blev ramt af en maskingeværsalve. 

"Dagligt liv ved regimentet". Heri er også et billede af premierløjtnant Hans Fenger. Det finske Hufvudstadsbladet,  4. April 1940:

"Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. "Mottirensning" (en finsk Benævnelse for de "Fælder", som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:

"Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......

Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.

Mannerheim."

I Fædrelandet blev hans begravelse på Vestre Kirkegård beskrevet:

En af regimentets officerer, premierløjtnant Hans Fenger, forlod i december 1939 i utålmodighed regimentet og landet uden rejsetilladelse for at melde sig som frivillig i Finland, men mange ansøgninger fra regimentets hjemsendte personel om sådan rejsetilladelse blev giver ...

Hans død vakte sorg overalt, ikke kun ved regimenet; divisionschefen udtalte således over for regimentschefen: "I anledning af det smertelige tab, som Garderhusarregimentet har lidt ved Premierløjtnant H. Fengers død på ærens mark i kamp for Finlands og Nordens frihed og ret, udtaler jeg over for Gardehusarregimentets divisionens og min personlige, dybeste deltagelse. Premierløjtnant Fenger gav efter for et dybtfølt kald og faldt under udøvelsen af dette som en tapper og rask soldat til ære for vort land og vor hær og som et forbillede for os alle. Jeg udtaler på divisionens vegne et: Æret være hans minde."

Den danske Finlandskæmper Flyverløjtnant Fengers Bisættelse i Gaar.

Oberst Giersing taler om den usle Regering ved Graven.

Den hede danske sommerdag var som selve moderlandets varme hjerte, der i går drog den tapre danske flyverløjtnant Fenger ind til sig. Som den skarpeste modsætning til krigens iskolde gru, som han havde oplevet den i Finlands polarnætter tog nu den varme danske muld imod hans urne på Vestre Kirkegård. Løjtnant Fengers urne - ham, der vidste, at livet ikke er det at leve, men først og fremmest det, der giver det Indhold og gør det skønt, - selv om det først er bagefter .... når det er forbi.

Den blide luftning greb af og til i silkefanens folder - fik dannebrog til at vifte et lydløst farvel - og tak for den ære og glans, du nu også har været med til at skabe om mig.

 

Ved graven talte bl.a. oberst Giersing:

- Det er en mand som løjtnant Fenger, dansk ungdom i dag har at se op til som ideal. Han var en god soldat og vi er stolt over ham. Hans ritmester sagde engang, at det var den bedste løjtnant, han havde haft. Og det var en gammel ritmester.

Videre udtalte obersten:

- Ved juletid sagde Fenger, at han ville til Finland. Han ville være med til at kæmpe for Nordens frihed - og han havde på fornemmelsen, at regeringen ikke ville benytte sig af den danske hær! Og så rejste han.

Idet Oberst Giersing let berørte begivenhederne den 9. april og sigtede til regeringens skændige handlinger, sagde han:

- Selv ved et åbent gravsted må man skamme sig over en sådan ussel regering.

En repræsentant for familien takkede for den mægtige sympati og deltagelse, der havde været dem til en stor trøst i deres sorg.

ove.

(Fædrelandet, 5. juni 1940.)

I en artikel af oberst Langberg: "Erindringsglimt fra besættelsestiden", udtrykkes en lignende harme over regeringen over 9. april: 

"Jeg var godt frustreret, havde mister respekten for foresatte, måske uretfærdigt, det var dog regeringen, der havde ansvaret for landets politik. Der var heldigvis også lyspunkter: Oberst Helge Bennike, der tog med dele af sit regiment til Sverige og oberst Giersings forsøg på at samle Gardehusarregimentet i Nordsjælland."

Landbrugernes Dagblad (Maribo), 20. september 1941: Løjtnant Jørgen Hagemann, faldet i Finland bisættes. 

De finlandsfrivllige gik vidt forskellige veje. En del gik over de de engelske styrker i Norge. En mindre del finlandsfrivillige blev senere medlemmer af modstandsgruppen Holger Danske (nok så bekendt er "Citronen" Jørgen Hagen-Schmidt) og Josef "Tom" Søndergaard), en større del kom under nazistisk indflydelse, og af disse deltog en del i tysk krigstjeneste på østfronten i Frikorps Danmark anført at officeren Christian Frederik von Schalburg der faldt 2. juni 1942 i kamp under tysk ledelse.

Arne Bang: "En Falden (Kriger)". Efterskrift til Politivennen).

Ung Billedhugger faar Akademiets store Guldmedaille.

Kun uddelt til to Billedhuggere det sidste halve Aarhundrede.

Stentøjskunstneren Arne Bang fik i Gaar tildelt den sjældne og hæderfulde Udmærkelse for Skulpturen "En falden Kriger".

AKADEMIET uddelte i Gaar den store Guldmedaille til en Billedhugger. En ung og af Offentligheden næsten ukendt Kunstner, Billedhuggeren Arne Bang, fik tildelt den overordentlig sjældne Udmærkelse, som i det sidste halve Aarhundrede kun to Gange tidligere er faldet i en Billedhuggers Lod. Som Hædersbevisning kan en dansk Kunstner ikke ønske sig nogen fornemmere, og praktisk betyder den et Rejsestipendium paa fem Tusinde Kroner. Det Arbejde, der skaffede Arne Bang Medaillen, er legemsstor Skulptur, der forestiller en dræbt Soldat, og bærer Titlen: "En falden Kriger".

Stentøjs-Kunstner paa Holmegaard.

De to forudgaaende Billedhuggere, der siden Aarhundredskiftet har faaet den store Guldmedaille, er Axel Poulsen i 1913 og Erik Rahr i 1930. Den nye Guldmedaillevinder er 32 Aar gammel, Københavner, og har det meste af sit Liv boet her i Byen

Billedhuggeren Arne Bang

Men da den store Nyhed i Gaar spredtes i Kunstnerkredse, var Arne Bang en af de sidste, der fik den at høre. Han har de senere Aar boet paa Holmegaards Glasværk, der aabenbart synes at være blevet Danmarks aandelige Centrum. Man tænke blot paa Dramatikeren Karl Schlüter. Her arbejder han med Stentøj - idet det er ham, der har "indført" denne Industri paa Holmegaard. Saa snart han havde erfaret den glædelige Nyhed, tog han Imidlertid til København for at fejre Begivenheden, og her havde vi Lejlighed til at træffe ham.

- Jeg vil hellere udtale mig i Marmor og Ler end i Ord, var det første, den unge Billedhugger svarede, da vi bad ham fortælle lidt om sig selv, sine Planer og sine Idéer.

Da Marselisborg-Komitéen udskrev Konkurrence.

Som mange Kunstnere - og ikke de daarligste - er Arne Bang faamælt, og hvad Arbejdet angaar nærmest tavs.

"En falden Kriger", Skulpturen, der skaffede Arne Bang den store Guldmedaille.

Talentet udfolder sig paa andre Omraader. Bevægelsen over Medaillen var synlig. Under hele Samtalen sad han nervøst med en Tændstikæske og strøg Svovlstikker paa de forunderligste Maader; der var hvert Øjeblik ved at gaa Ild i de fine Fingre.

- De har været Utzon Franks Elev, sagde vi.

- Det har jeg, ja ....

- Har han spillet en stor Rolle for Dem?

- Det har han ja. Baade for mig og for alle de Unge paa Akademiet. "En falden Kriger" er til Dels mit Afgangsarbejde derindefra. Det blev lavet for fire Aar siden, men siden har jeg jo arbejdet det om og forbedret det. Ideen kom til mig fra Konkurrencen om Marselisborg-Monumentet. Det skulde være en ung Dansker, falden i Krigen ....

- Har De udført andre store Arbejder?

- Mit Omraade har næsten udelukkende - været Stentøjet. Dyrefigurer mest. Til at begynde med arbejdede jeg sammen med Carl Haller, senere blev det Holmegaard, hvor min Broder, Arkitekten Jacob Bang, ogsaa er. En Del af Tingene har været paa Charlottenborg og paa Kunstnernes Efteraarsudstilling. 

- De maler ikke?

- Nej, jeg er først og fremmest Billedhugger, og det er da i Grunden mindst lige saa godt. Man foretrækker altid Malerier - i Stuerne og andre Steder - og de har selvfølgelig ogsaa .... Farve og alt det der. Men man skal gøre mere for Billedhuggerkunsten. Vi har jo mange fortræffelige Billedhuggere herhjemme.

- Hvilke?

- Det vilde blive altfor mange Navne, og iøvrigt har jeg ikke forstand paa Kunst. Jeg kan se, naar jeg selv har lavet noget godt, og somme Tider, naar mine Venner har det - hvis de viser mig det, - ellers kender jeg ikke saa meget.

- Men nu rejser De ud og ser paa det?

- Til Paris, ja. Det vil sige, jeg maa jo først tage min Kone med paa Raad, men da hun snart skal have en ny Hat, bliver det nok Paris.

- Det er særlig franske Billedhuggerkunst ....?

- Jeg gaar ikke paa Museer - noget videre, men selvfølgelig er der Rodin. Iøvrigt er Verden fuld af dejlige Ting, og bortset fra en Statue af Sophus Claussen, der betød meget for mig, har jeg absolut ingen Fremtidsideer.

Cadio. 

(Dagens Nyheder, 15. november 1932).

Ny Skulptur ved Vestre Kirkegaard.

"En Falden", af Arne Bang.

Ved Borgerrepræsentationens Møde i Morgen foreligger Forslag fra Fællesudvalget for Fonden til kulturelle Formaals Fremme om Anskaffelse af en ny Skulptur til Opstilling i København.

Det drejer sig om et Værk af Billedhugger Arne Bang, dets Titel er "En Falden", og det har faaet Akademiets store Guldmedaille. I Øjeblikket er Skulpturen opstillet i Billedhuggerskolens Have paa Charlottenborg, men det er Kommunens Hensigt at anbringe Værket ved Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Prisen for Skulpturen, der er udført i Bronce og staar paa en Sokkel af Kunststen, er 6000 Kr., hvortil kommer 800 Kr. til Inskription, Fundamentering og Opstilling.

(Social-Demokraten, 29. maj 1940).

Arne Bang fik gulmedaljen for skulpturen i 1932. Pengene blev skaffet fra Eibeschütz' Legat til Stadens Almindelige Bedste og blev opstillet 31. juli 1940.

Foto fra Nationaltidende, 10. april 1943. Aviserne fotograferede flittigt blomsterfloret ved mindemærket hver 9. april under krigsårene.

Foto fra Social-Demokraten 11. april 1944 som viser mindesmærket den 9. april 1944.

Monumentet var en torn i øjet på det nazistiske blad, Fædrelandet:

Mindemærket paa Vestre Kirkegaard.

Mindet om Heltene af 9. April er ikke det hæslige Monument, der er opstillet paa Vestre Kirkegaard, men et Minde, der vil leve i Fremtidens Historie. Den 9. April 1940 vaagnede det danske Folk af Tornerosesøvnen og tog Afsked med et System, der førte vort Land mod Fornedrelse og Skændsel. Kun naar man klart erkender dette, kan man med tryg Samvittighed erklære, at Heltene, der faldt den 9. April, ikke bragte deres Offer forgæves, erkender man ikke dette, vil deres Død have været en Meningsløshed.

Monumentet paa Vestre Kirkegaard: den liggende, nøgne Mand, som vrider sig i Krampe, er som Monument over den Tid, der førte til den 9. April, ganske karakteristisk og kunde i al sin Hæslighed slet ikke være valgt bedre. Det kunde med rette betitles: "Destruktionskomplekset".

Et Monument over dansk Daad og Indsats, Heroisme og Offervilje er det selvfølgelig ikke. Man behøver blot at sammenligne det med "Den tapre Landsoldat", der er rejst i Fredericia til Minde om 6. Juli eller Bissens "Istedløven", som begge paa en mesterlig Maade udtrykker de Følelser, der besjæler enhver Landsmand ved Mindet om dansk Soldaterdaad; Handlekraft, Beslutsomhed, Tapperhed og Trods. - Det er bestemt ikke de Karaktertræk, Monumentet paa Vestre Kirkegaard giver Udtryk for. 

(Fædrelandet (København), 12. april 1944. Uddrag).

Arne Bangs "En Falden" er et erindringssted hvor der hvert år den 9. april lægges blomster. På det tidspunkt er græsplænen bag statuen normalt fyldt med krokus. Et meget smukt syn. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Arne Bang (1901-1983) var uddannet billedhugger, men mest kendt som formgiver af stentøj, sølv og tin. Bror til glasdesigner og arkitekt Jacob E. Bang (1899-1965) der var kunstnerisk leder ved Holmegaard Glasværk 1928-1941, hvor også Arne Bang blev ansat 1929. Ideen til statuen fik Arne Bang fra en konkurrence om Marselisborg-Monumentet og skulle forestille en ung dansker, faldet i krigen. Som modeller brugte han unge arbejdere fra glasværket. 

Kort efter besættelsen var der rygter om at tyskerne ville sætte et minde om de omkomne, men det blev altså kommet i forkøbet. Den 25. maj meddelte Politiken at kommunen havde købt skulpturen for 6.000 kr. Siden skulle den støbes. Den blev indviet 31. juli 1940 - Arne Bang mødte op for sent, fordi hans tog var forsinket en halv time.

Patruljebåd V 701 Forlis 21. Oktober 1939. (Efterskrift til Politivennen)

Tyskerne udlagde efter udbruddet af 2. verdenskrig 1. september 1939 miner for at forhindre englænderne i at gå ind i Østersøen. Minerne begyndte at drive rundt, og drev bl. a. i land på Møn. Den 21. oktober 1939 ramte den tysk patruljebåd V 701 (en tidligere fiskerbåd ved navn "Este") en af minerne. Måske tyskernes første skibstab i krigen. Af besætningen på 55 mand reddede en sig selv, mens 4 blev reddet af danske vandfly og skibe. 28 blev fundet omkomne og 23 savnet. 

En af de omkomne var i følge en internetside "Estes" oprindelige kaptajn, Karl Mewes (1895-1939, Vestre Kirkegård B 434-433) som var ombord som matros:

Hej, jeg er meget overrasket og rørt over at finde så meget om "Este" her. Min bedstefar, Karl Martin Hinrich Mewes, som jeg desværre aldrig nåede at møde, var blandt ofrene. Jeg vil gerne bemærke, at han i fredstid var kaptajn på trawleren "Este". I besætningslisten er Karl Mewes opført som matros. Uanset hvad, død er død.

Han efterlod sin kone Marie Mewes og 9! børn, 7 piger og 2 drenge - den næstældste er min mor Edith (født 1922). Min mor døde i november 2018 i en alder af 96 år. Jeg kan sige, at det indtil hendes død (og i stigende grad i hendes alderdom) generede min mor meget at hendes far måtte forlade dem så tidligt. Endnu i sommeren 1939? fik hun lov til at tage på fisketur med en veninde som hun ofte fortalte mig om. Kvinder var faktisk tabu om bord. Det bringer ulykke! Ja, hvad kan man sige...

Jeg vil gerne lave en lille rettelse - min bedstefar er ikke født i Puttgarden, men på Elben-øen Finkenwerder (som sagt den 11. november 1895).

Det er tragisk at hans far, kaptajn Kai Johannes Hinrich Mewes, døde på samme måde i Første Verdenskrig. Den 2. juli 1917 ramte han også en mine med sin trawler "Altona". Intet medlem af besætningen overlevede. Han efterlod sin kone og 11! børn.

Fra nutidens perspektiv er det ikke overraskende at min mor, der dengang ofte som et mantra for os unge, blev ved med at sige: Aldrig mere krig! I dag vil jeg gerne gentage min mors ord af hele mit hjerte. Jeg ville elske at have mødt min bedstefar!

Desværre kan jeg ikke sige noget om andre medlemmer af Estes besætning. Jeg kan godt forstå, at børnebørn gerne vil vide mere om deres bedstefars skæbne. Da hun blev pensioneret, lavede min mor en masse slægtsforskning og efterlod os meget præcise slægtsbøger. Det takker jeg min mor for!

Hallo, ich bin ganz überrascht und gerührt hier soviel über die "Este" zu finden. Mein Großvater, Karl Martin Hinrich Mewes, den ich leider nie kennenlernen durfte, war unter den Opfern. Anmerken möchte ich, dass er in Friedenszeiten Kapitän des Fischdampfers "Este" war. Hier in der Liste der Besatzung wird Karl Mewes als Matrose aufgeführt. Was soll's, tot ist tot.

Er hinterließ seine Frau Marie Mewes und 9! Kinder, 7 Mädchen und 2 Jungen - als zweitälteste meine Mutter Edith (geb. 1922). Meine Mutter verstarb im November 2018 im Alter von 96 Jahren. Ich kann sagen, dass es meine Mutter bis zu ihrem Tod (und im hohen Alter zunehmend) sehr beschäftigt hat, dass ihr Vater so früh von ihnen gehen musste. Noch im Sommer des Jahres 1939? durfte sie mit einer Freundin an einer Fangreise teilnehmen, von der sie mir oft erzählt hat. Eigentlich waren Frauen an Bord ein Tabu. Das bringt Unglück! Ja, was soll man da sagen...

Ich möchte noch eine kleine Korrektur anbringen - mein Großvater ist nicht in Puttgarden geboren, sondern auf der Elbinsel Finkenwerder (am11.11.1895 wie angegeben).

Tragisch ist, dass sein Vater, Kapitän Kai Johannes Hinrich Mewes im ersten Weltkrieg auf gleiche Weise ums Leben kam. Am 02.07.1917 lief er mit seinem Fischdampfer "Altona" ebenfalls auf eine Mine. Kein Mitglied der Besatzung überlebte.Er hinterließ seine Frau und 11! Kinder.

Aus jetziger Sicht nicht verwunderlich, dass meine Mutter, für uns Junge damals oft gebetsmühlenhaft, immer wieder sagte : Nie wieder Krieg! Heute möchte ich mich den Worten meiner Mutter aus vollem Herzen anschließen. Sehr gerne hätte ich meinen Großvater noch kennengelernt!

Zu anderen Mitgliedern der Besatzung der Este kann ich leider nichts sagen. Ich kann gut nachvollziehen, dass Enkel mehr über das Schicksal ihres Großvaters erfahren möchten. Meine Mutter hat sich im Rentenalter sehr mit Ahnenforschung beschäftigt und uns sehr genaue Ahnentafeln hinterlassen. Ich danke meiner Mutter dafür!

Skibet var en del af 7. Vorpostenflottille som var blevet dannet 22. september 1939. Den bestod af 8 tidligere fiskerdampere. Dens første chef var korvettenkapitän Erich Schuster (1888-1939) som omkom under ulykken (Vestre Kirkegård B 461-462). Flotillen blev opløst i september 1944. 

Kaptajn på V 701 var kaptajnløjtnant Bruno Wilhelm Ferdinand Kindt (1896-1939). Han deltog i 1. verdenskrig som officer på torpedobådene S18 og V1. I mellemkrigstiden tog han PhD i kemi, og blev i 1930erne en højtstående person i Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG (VLG). Hans villa var tegnet af den berømte arkitekt Ernst Neufert - selskabets interne arkitekt. Neufert var fra Bauhaus-skolen og assistent for Walter Gropius. Nazisterne forfulgte Bauhausfolkene og lukkede højskolen. Neufert fortsatte i en privat skole der blev tvunget til at lukke 1934, og blev samme år han arkitekt for VLG:

Flere glasværker, en porcelænsfabrik og et brunkulsudvindingsanlæg forblev i Weisswasser. Designekspertisen kom også fra AEG. Efter 1933 byggedes under ledelse af dr. Bruno Kindt i samarbejde med forskellige kunstnere som Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz en moderne industrifacilitet med en forskningsfacilitet, centrallager og det stadig eksisterende hjem for dr. Kindt med farvede glasvinduer af Crodel som er tegnet af Ernst Neufert, VLGs fabriksarkitekt. Indtil udbruddet af 2. Verdenskrig var Vereinigte Lausitzer Glaswerke den største producent af bægerglas i Tyskland. I 1935 ansatte bestyrelsen Karl Mey Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) som virksomhedens kunstneriske leder. Han havde stor indflydelse på udformningen af ​​produkterne i de følgende år. Det skete gennem hans egne designs og ved at bestille eksterne designere, men frem for alt gennem tæt samarbejde med de glaspustere og glasmagere, der motiverede Wagenfeld til at opnå toppræstationer.

Fra 1936 til 1944 var Ernst Neufert VLGs interne arkitekt. Han tegnede direktørboligen Dr. Kindt (med farvet glas af Charles Crodel) overtog design og byggeledelse af bosættelser, kontorbygninger og fabrikker i Weißwasser, Tschernitz og Kamenz. Bogen Building Design Theory udsprang også fra denne aktivitet. En håndbog for byggespecialister, bygherrer, lærere og studerende fra 15. marts 1936, som stadig er et standardværk.

In Weisswasser verblieben mehrere Glaswerke, eine Porzellanmanufaktur und ein Werk zum Abbau von Braunkohle. Von der AEG stammte auch die Designkompetenz. Nach 1933 entstand unter der Leitung von Dr. Bruno Kindt in Zusammenarbeit mit verschiedenen Künstlern wie Charles Crodel, Josef Hoffmann, Richard L.F. Schulz[3] eine moderne Industrieanlage mit Forschungsstätte, Zentrallager und dem erhaltenen Wohnhaus Dr. Kindt mit Farbglasfenstern von Crodel, die von Ernst Neufert als Werksarchitekt der VLG entworfen wurden.[4] Bis zum Ausbruch des Zweiten Weltkrieges waren die Vereinigten Lausitzer Glaswerke der größte Kelchglasproduzent in Deutschland. Aufsichtsrat Karl Mey[5][6] stellte 1935 Wilhelm Wagenfeld (1900–1990) als künstlerischen Leiter der Firma ein, der das Design der Produkte in den folgenden Jahren maßgeblich prägte. Dies geschah durch eigene Entwürfe und durch Beauftragung externer Gestalter, vor allem aber durch enge Kooperation mit den ausführenden Glasbläsern und Glasmachern, die Wagenfeld zu Höchstleistungen motivierte.

Von 1936 bis 1944 war Ernst Neufert Hausarchitekt der VLG. Er entwarf das Direktorenwohnhaus Dr. Kindt (mit Farbglas von Charles Crodel), übernahm den Entwurf und Bauleitung von Siedlungen, Bürohäusern und Fabrikanlagen in Weißwasser, Tschernitz und Kamenz. Aus dieser Tätigkeit ging auch das Buch Bauentwurfslehre. Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden vom 15. März 1936 hervor, das bis heute als Standardwerk.

Indtil i dag betragtes den berømte "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38. udgave, 2005) af den tyske arkitekt Ernst Neufert, blot kaldet "The Neufert", som benchmark for tysk arkitektur. Ernst Neufert var også arkitekten bag Kindt-huset. Han studerede på Bauhaus-universitetet, arbejdede i den berømte Walter Gropius' studie og var lærer ved akademiet Bauhochschule Weimar. Hans arbejde i Øvre Lausitz er dog langt mindre kendt. I 1930'erne blev Neufert fast arkitekt for glasværket i Weißwasser, hvor han arbejdede sammen med glasdesigneren Wilhelm Wagenfeld. De to kendte hinanden fra deres dage på Bauhaus. I 1936 tegnede Neufert det private hjem for direktøren for fabrikken, dr. Bruno Kindt. Huset er ret simpelt i stilen, men det var oprindeligt udstyret med nogle ret sofistikerede detaljer, såsom de udtrækbare vinduer i stuen. Det er et eksempel på hr. Neuferts udvikling af yderst teknisk og funktionel arkitektur. Under nationalsocialismens æra blev han udnævnt til "kommissær for standardisering ved den generelle bygningsinspektør for rigshovedstaden Albert Speer". Efter krigen tegnede Neufert postordrelageret Quelle i Nürnberg (1955) blandt andre meget andet.

Up to the present day, the famous "Manual for the Construction Expert, the Teacher and the Learner" (Handbuch für den Baufachmann, Bauherren, Lehrenden und Lernenden, 38th edition, 2005) by the German architect Ernst Neufert, simply called "The Neufert", is considered the benchmark of German architecture. Ernst Neufert was also the architect of the Kindt House. He studied at the Bauhaus university, worked in the studio of the famous Walter Gropius, and was a teacher at the academy Bauhochschule Weimar. His work in Upper Lusatia, however, is far less known. In the 1930s, Neufert became the resident architect for the glassworks in Weißwasser, where he worked together with the glass designer Wilhelm Wagenfeld. The two knew each other from their days at Bauhaus. In 1936, Neufert designed the private home for the director of the factory, Dr. Bruno Kindt. The house is rather simple in style, yet it was originally equipped with some rather sophisticated details, such as the retractable windows in the living room. It is an example of Mr. Neufert's development of highly technical and functional architecture. During the era of National Socialism he was appointed as »Commissioner for Standardization at the General Building Inspector for the Reich Capital Albert Speer«. After the war, Neufert designed the Quelle mail order warehouse in Nürnberg (1955) among other many others.

Neufert lod sig i 1938 hyre som rådgiver af Hitlers "byplanlægger" Albert Speer og udtænkte standarder som under krigen blev brugt til at anlægge byer for den "ariske" befolkning, bl.a. i de besatte områder. Omkring 25.000 boliger blev opført efter disse. Han blev dog ikke stillet til ansvar for disse projekter.

Kindt blev ansat på I. G. Farben som var blevet etableret i 1925 og hurtigt blev verdens førende kemikoncern og Tysklands største virksomhed. I 1933 knyttede selskabet tætte bånd med nazisterne, bl.a. blev alle jødiske funktionærer afskediget.  En kilde antyder at Kindt var involveret i nazistisk virksomhed. Om rigsdagsbranden 27. februar 1933:

Eksistensen af ​​et SA-brandhold, der udførte brandattentater ved hjælp af en meget brandfarlig væske et stykke tid før Rigsdagsbranden, er bevist af andre hidtil ukendte kilder og vidneudsagn. Forfatternes forskning understøtter mistanken o, at den daværende SA-leder Hans Georg Gewehr, en ven af ​​Berlin SA-gruppelederen Karl Ernst som blev skudt den 30. juni 1934, også tilhørte denne kommando. Gewehr blev i 1946 nævnt af den tidligere Gestapo-medarbejder og senere medsammensvorne af 20. juli 1944, Hans Bernd Gisevius, som teknisk leder af ildspåsættelsen. Ifølge hans egne udsagn (som blev overleveret af den kendte Bauhaus-designer prof. Wilhelm Wagenfeld) var den senere leder af Vereinigte Lausitzer Glaswerke (VLG), dr. Bruno Kindt involveret i forberedelserne. Den kvalificerede kemiker krediterede Wagenfeld for korrekt at have beregnet den nødvendige mængde brandmateriale.

Die Existenz eines SA-Brandstifterkommandos, das einige Zeit vor dem Reichstagsbrand Brandanschläge mittels einer leichtentzündlichen Flüssigkeit durchgeführt hatte, wird durch weitere bisher unbekannte Quellen und Zeugenaussagen belegt. Recherchen der Autoren stützen den Verdacht, daß zu diesem Kommando auch der damalige SA-Führer Hans Georg Gewehr gehörte, ein Freund des am 30. Juni 1934 erschossenen Berliner SA-Gruppenführers Karl Ernst. Gewehr war 1946 von dem früheren Gestapo-Mitarbeiter und späteren Mitverschwörer des 20. Juli 1944 Hans Bernd Gisevius als technischer Leiter der Brandstiftung genannt worden. In die Vorbereitungen der Brandstiftung verwickelt war nach seinen eigenen Aussagen (die von dem bekannten Bauhaus-Designer Prof. Wilhelm Wagenfeld überliefert wurden) auch der spätere Betriebsführer der Vereinigten Lausitzer Glaswerke (VLG) Dr. Bruno Kindt. Der studierte Chemiker rechnete es sich gegenüber Wagenfeld als Verdienst an, die benötigte Menge an Brandmaterial richtig vorausberechnet zu haben.

Han omtales  af Otto Riesser (1882-1949), en tysk farmakolog af jødisk afstamning som i 1934 blev afskediget efter Nürnberglovene. Han emigrerede først til Schweiz, i 1939 til Holland. Efter krigen vendte han tilbage til sin familie i Tyskland. I Riessers erindringer omtaltes Kindt således:

Riesser mødte doktor i kemi Bruno Kindt (1896-1939) og beskrev ham som en "særlig behagelig og respekteret medarbejder". Han var en uorganisk videnskabsmand der arbejdede sammen med ham på instituttet fra 1926 til 1927 og primært undersøgte silicametabolismens fysiologi. Efter et par vellykkede studier flyttede Kindt til Osram glasværk i Weißwasser, hvor han overtog ledelsen af ​​værkerne som direktør: "Hans energiske, klare natur, hans organisatoriske talent og hans evner forudbestemte ham til en lederstilling." Ved krigsudbrud meldte Kindt der allerede havde været løjtnant til søs under 1. Verdenskrig, sig frivilligt til flåden og blev dræbt i en af ​​sine første missioner: ”Jeg ville have givet meget for igen at stå ansigt til ansigt med denne fremragende mand som jeg kun så igen en gang efter tiden i Greifswald.” Samtidig med Pels-Leusden og Kindt kom også kemikerne Fritz Lehmann og Walter Stamm der havde doktorgrader, til hans laboratorium. Ingen af ​​dem blev længe, ​​og mens Lehmann flyttede til Sächsische Serumwerke i Dresden, blev Stamm ansat hos I.G. Farben.

Mens Riesser skrev disse linjer, vidste han allerede om Kindts død. Ifølge oplysninger fra "det tyske kontor for underretning af pårørende til faldne soldater fra den tidligere tyske Wehrmacht" døde Kindt som kaptajnløjtnant og besætningsmedlem på forpostbåden "Vp 701", da den sank i Nordsøen i oktober 21, 1939. En måned senere blev hans lig skyllet i land ud for Atlandshage, Danmark.

Als einen "besonders angenehmen und geachteten Mitarbeiter“ lernte Riesser den promovierten Chemiker Bruno Kindt (1896-1939) kennen. Dieser war Anorganiker, arbeitete von 1926 bis 1927 bei ihm am Institut und untersuchte vor allem die Physiologie des Kieselsäure-Stoffwechsels. Nach einigen erfolgreichen Studien wechselte Kindt zu den Osram-Glaswerken nach Weißwasser, wo er als Direktor die Leitung der Werke übernahm: „Seine energische, klare Art, sein Organisationstalent und sein Können prädestinierten ihn zu einer leitenden Stellung.“ Mit dem Ausbruch des Krieges meldete sich Kindt, der schon im Ersten Weltkrieg Leutnant zur See war, freiwillig bei der Marine und er fiel direkt bei einem seiner ersten Einsätze: „Ich hätte viel drum gegeben, diesem trefflichen Mann, den ich nach der Greifswalder Zeit nur einmal noch wiedersah, nochmals in die Augen zu sehen.“ Zum gleichen Zeitraum wie Pels-Leusden und Kindt kamen in sein Labor noch die promovierten Chemiker Fritz Lehmann und Walter Stamm hinzu. Beide blieben aber nicht lange und während Lehmann zu den Sächsischen Serumwerken nach Dresden wechselte, wurde Stamm bei der I.G. Farbenindustrie tätig. 

---

Während Riesser diese Zeilen schrieb, wusste er bereits von Kindt’s Tod. Laut Auskunft der „Deutschen Dienststelle für die Benachrichtigung der nächsten Angehörigen von Gefallenen der ehemaligen deutschen Wehrmacht“ fiel Kindt als Kapitänleutnant und Besatzungsangehöriger des Vorpostenbootes „Vp 701“ bei dessen Untergang in der Nordsee am 21.10.1939. Einen Monat später wurde sein Leichnam vor Atlandshage (Dänemark) ans Land getrieben.

(Biographie des Pharmakologen Otto Riesser. Aus dem Universitätsklinikum Münster Institut für Ethik, Geschichte und Theorie der Medizin-Direktor: s. 42)

Som nævnt meldte Kindt sig ved krigsudbruddet som frivillig og blev kaptajn på patruljebåden V 701 (et tidligere fiskerfartøj med navnet "Este"). 

Bruno Kindts gravsted på Vestre Kirkegård. Han skyllede senere i land ved Amagers Aflandshage. Kindts gravsten står på Vestre Kirkegård (B 378). Bag ham ud mod Sjælør Boulevard ligger stort set resten af besætningen, se listen nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under krigen profiterede I. G. Farben på sprængstoffer og fremstillede bl.a. giftgassen Zyklon som blev benyttet til massedrab af jøder og andre koncentrationslejrfanger.

Fra begravelsen i Stege af de fundne omkomne efter V 701's forlis ud for Møn.

Danske aviser skrev en del om ulykke, ligesom der blev optaget en film om begravelsen af 28 af de døde. Wiki. med dramatisk underlægningsmusik. Til stede var også gesandt von Renthe-Finck. "Hele Stege fulgte ligtoget til den store fællesgrav". Tyske flag med hagekors vajer sammen med dannebrog på kirkegården og på kransene, og de fire overlevende tyskere viste nazihilsen ved gravens rand. 28 af de fundne besætningsmedlemmer blev begravet i Stege. De blev i juli 1944 flyttet til Vestre Kirkegård i København (se listen nederst).

Foto taget fra begravelsen af 28 af de omkomne i Stege, 29. oktober 1939: "8 deutsche Seeleute in dänischer Erde bestattet. Associated Press (1846-) amerikansk nyhedsbureau. Unser Bild zeigt vier der Geretteten (in Regenmänteln) mit der Besatzung des dänischen Flugzeuges, die diese Vier retteten, während der Beisetzungsfeierlichkeit. 29.10.39". Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret. Der findes endnu et par fotoer på Det kongelige Bibliotek.

En polsk side giver nogle oplysninger (i bearbejdet Google Translates udgave):

- Oplysningerne om forliset af det lille tyske patruljeskib V 701 den 21. oktober 1939 i Østersøen spredte sig næsten over hele verden. Den opmærksomhed i datidens aviser som denne i det væsentlige mindre hændelse, skyldtes utvivlsomt det store antal ofre og en vis grad af mystik omstændigheder, og især det danske kongehofs involvering i det efterfølgende begivenhedsforløb. 

***

Patruljefartøj ("Vorpostenboot") V 701 blev bygget i 1934 som dampfisketrawler med navnet "Este", 426 BRT og en længde på 48 meter. Det blev armeret i august 1939 med en 88 mm kanon og antiluftskytskanoner i lille kaliber artillerivåben (20 og 40 mm) og maskingeværer. Patruljeringen begyndte den 22. september 1939 i 7. "Vorpostenbootflotille" med base i Kiel. Flotillen bestod af seks tidligere trawlere hvis opgave var at patruljere Øresund og de omkringliggende farvande hver dag med tilsyn defensive minefelter placeret der og detonering af løsrevne ankerminer.

Krigsmarinekommandoen meddelte den 22. oktober 1939 at patruljefartøjet V 701 var forsvundet i Østersøen, idet den ikke var vendt tilbage til basen til den dato. Senere kom nyheder fra Danmark om en kæmpeeksplosion på havet nær Møn den 21. oktober 1939. Et dansk Heinkel HE8-vandfly fra basen på Amager lykkedes trods meget dårlige vejrforhold at finde en tømmerflåde der drev i det barske hav. Piloten trodsede faren fra de høje bølge, og landede ved siden af ​​flåden som fire overlevende desperat klamrede sig til. De blev herefter overflyttet til flyets flydere. En anden Heinkel ledte en redningsenhed til dette sted som fik de overlevende op af vandet ti timer efter eksplosionen. 

Et andet overlevende medlem af V 701-besætningen nåede den danske kyst på egen hånd og i en tilstand af ekstrem udmattelse. Dagen efter at danske fiskere de fiskede syv lig af tyske sømænd ud. Den 24. september blev der fundet yderligere 50 lig på strandene.

Af de 76 besætning overlevede kun 5. Ofrenes begravelse fandt sted i Danmark under overværelse af regeringsrepræsentanter dansk og ambassadør for Det Tredje Rige. De faldne blev begravet i en fælles grav, og deres minde blev hædret med et monument. Begge vandflyvepiloter modtog rosende breve fra kongen af ​​Danmark, Christian X.

Kommandanten for den uheldige V 701 var en erfaren søofficer, kaptajnløjtnant dr. Bruno Kindt (født 1896). Under 1. Verdenskrig han gjorde tjeneste med rang af søløjtnant som vagtofficer på torpedobådene S 18 og V 1. Han trak sig tilbage til det civile liv den 31. marts 1919 og afsluttede derefter sine studier universitet og opnåede en doktorgrad i kemiske videnskaber. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig havde han en direktørstilling i virksomheden OSRAM, men meldte sig frivilligt til at tjene i Krigsmarinen. Hans lig blev fundet en måned efter katastrofen, skyllet ud af havet Amagers sydlige bred.

Tyskerne gav den officielle årsag til sænkningen af ​​V 701 som at gå ind i deres eget minefelt. Danskerne antydede uofficielt, at eksplosionen var meget kraftig tydede tydeligt på en mineeksplosion om bord på fartøjet.

Lister over øvrige døde og savnede udover Mewes og Kindt.

Først de 27 på Vestre Kirkegårds tyske afdeling. Det er formentlig dem (og Mewes) som oprindelig blev begravet på Stege Kirkegård. De øvrige ligs skæbne har jeg ikke oplysninger om:

Martin Helmut Schütze. Matrose der reserve. 5.1.1915-21.10.1939 B 432-431.  Erich (Georg Walter) Helmecke. Matrose der Reserve. 26.5.1906-21.10.1939. B 317-318. Richard Barnekow. Matrose der Reserve. 28.1.1900-21.10.1939 B 488-487. Kurt Oskar Hilpmann. Signalgefreiter. 7.12.1898-21.10.1939. B 436-435. Wilhelm (Karl Fritz) Teske. Matrose der Reserve. 8.10.1914-21.10.1939. B 405-406. Johann Klein. Ober-Schreibfeldwebel. 9.6.1898-21.10.1939. B 486-485. Gustav Schulze. Matrosen-Obergefreiter. 16.12.1914-21.10.1939. B 459-460. Uwe (Peter Saul) Erichsen. Maat. 26.6.1913-21.10.1939. B 407-408. Johannes Janzen. Matrose der reserve. 24.10.1910-21.10.1939. B 490-489. Leopold Frischmann. Matrosen-Gefreier. 13.11.1900-21.10.1939 B 492-491. Gustav Werber Kühnau. Maschinen-Gefreiter der Reserve. 25.3.1915-21.10.1939 B 432-431. Walter Bresslein. Matrose der Reserve. 4.12.1915-21.10.1939. B 403-404. Willi Erdmann. Obergefreiter der Reserve. 26.11.1897-21-10.1939. B 317-318. Johann Gusek. Matrosen-Hauptgefreiter der Reserve. 20.10.1910-21.10.1939. Vestre: Obergefreiter.  B 519-520. Richard (Benne) Trenkler. Signalmeister (der Reserve). 30.10.1897-21.10.1939. B 403-404. Johannes Heinrich Plath. Matrose. 21.6.1895-21.10.1939. B 380-379. Willy (Walter Hans) Selow. Matrosen-Hauptfegreiter. 11.2.1905-21.10.1939. B 457-458. Wilhelm Vierboom. Bootmannsmaat der Reserve. 16.2.1907-21.10.1939.  B 463-464. Hans-Joachim Kettler. Leutnant zur See. 9.6.1914-21.10.1939. B 459-460. Karl Heringslake. Maschinist. 30.9.1905-21.10.1939. B 405-406. Emil Hinkfuss. Funkgefreiter. 25.5.1909-21.10.1939. B 490-489. Johann Linden. Maschinen-Hauptgefreiter. 22.1.1915-21.10.1939. B 513-514. Karl Johann Wenzel Hoffmann. Mechannikermaat. 31.5.1898-21.10.1939. B 434-433. Erwin Willi Drewes. Matrose. 20.1.1917-21.10.1939. B 515-516. Rudolf Heinrich Friedrich Stephan. Oberfunkmaat. 5.5.1913-21.10.1939 B 488-487. Konrad Fiedler. Maat. 30.8.1901-21.10.1939 B 461-462. Helmuth Peters. Gefreiter. 9.9.1904-21.10.1939 B 515-516.

Yderligere 18 (udover Schuster) som ikke er begravet på Vestre Kirkegård:

Wilhelm Anton Ochmann. Matrose der Reserve. 18.4.1917-21.10.1939. Peter Lutzebeck. Matrose der Reserve. 25.8.1914-21.10.1939. Paul Gustav Olle. Matrosen-Hauptgefreiter. 26.12.1913-21.10.1939. Hermann Sembrowski. Leutnant zur See. 31.12.1889-21.10.1939. Heinrich Friedrich. Matrose der Reserve. 6.4.1913-21.10.1939. Horst-Siegfried Jänicke. Leutnant der Reserve. 1.1.1906-21.10.1939. Peter Bauer. Matrosen-Stabsgefreitet. 19.9.1905-21.10.1939. Heinrich Wilhelm Scharnetzky. Matrose deer Reserve. 4.1.1915-21.10.1939. Erich Karl Wilhelm Rogowski. Stabsmatrose. 31.12.1913-21.10.1939. Albert Tesch. Matrose der Reserve. 28.2.1888-21.10.1939. Richard Grabzinsky. Matrose der Reserve. 19.8.1913-21.10.1939. Heinrich Urban. Overleutnant zur See. 10.1.1895-21.10.1939. Hermann Gottlieb Graaf. Matrose-Gefreiter. 23.5.1914-21.10.1939. Alfred Wohlert. Matrose. 7.3.1900-21.10.1939. Karl Eberhard. Maschinen-Hauptgefreiter. 5.6.1903-21.10.1939. Willi Otto Berger. Matrosen Hauptgefreiter. 27.10.1914-21.10.1939. Karl Hartig. Matrose der Reserve. 4.7.1914-21.10.1939. Ewald Hans Werner Wittford. Matrose-Hauptgefreiter der Reserve. 20.12.1916-21.10.1939. 

Lona Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

Den yngste af søstrene opholder sig i København,

I vor omtale af testamentet efter den tidligere så berømte danserinde Lona Barrison skrev vi at hun var den sidste af de fem søstre.

Det viser sig at den yngste, Gertrude Barrison, lever endnu og hun opholder sig endda her i København hos en familie på Østerbro. Hun kom hertil for at deltage i Lona Barrisons begravelse.

(Social-Demokraten, 25. marts 1939).

Foto fra Nationaltidende, 24. marts 1939, forestillingen Lona Barrison under en optræden i København 1901. Artiklen fortæller at ægteparret flyttede til Wien hvor de levede under 1. verdenskrig og årene efter. Efter nazisternes "Anschluss" flyttede hun til København hvor hun 18. februar 1939 døde som enkefrue. 

Barrison-søstrene.

Lona Barrison der som omtalt i går efterlader sig en formue der bliver til et legat, døde i den tro at hun var den sidste af de fem søstre. Forbindelsen mellem de fem søstre var imidlertid i de senere år glippet - på et tidspunkt da i hvert fald to søstre levede og Lona bestemte derfor at hvis en søster meldte sig, skulle hun nyde godt af renterne.

Nu viser det sig at Gertrude Barrison - en mange år fejret danserinde efter at truppen forlængst var opløst - er ankommet til København efter Lonas død. Hun har i de senere år opholdt sig i Tyrkiet og givet danseundervisning i Istanbul. Nu bliver hun, i hvert fald foreløbig, i København og udgiver sandsynligvis sine erindringer og dermed de fem danske søstres usædvanlige roman.

(Nationaltidende, 25. marts 1939).

Illustration af Lona Barrison fra Social-Demokraten, 24. marts 1939

Legat til idealister.

Der er fremkommet meddelelse om at nyligt afdøde enkefru Abelone Marie Fleron har testamenteret sin formue til et legat der fortrinsvis skal tilfalde "værdige trængende personer der i deres liv har arbejdet med idealistiske, navnlig politiske og sociale formål for øje".

Bag meddelelsen ligger et helt livs mærkelige roman. Enkefru Fleron var nemlig identisk med den yngste af de verdensberømte danske Barrison-sisters, Lona Barrison. I sin tid tændte de hjerterne i brand i alle storbyer og gengaves i postkort, porcelænsfigurer og sæbe - en berømmelse på højde med "Snehvide og Dværgene". Legatet der får navnet "Journalist og forfatter William Fleron og hustrus mindelegat", skal være meget stort. Det nævnes at det skrives med et sekscifret tal.

(Demokraten (Århus), 25. marts 1939).

Lona Barrison boede ifølge Social-Demokraten 27. oktober 1928 i en villa på Carit Etlars Vej, hvor denne forfatters villa oprindelig sted. Lona Barrison døde af en hjerneblødning på Sct. Josef Hospital februar 1939.

Jøder her og der. (Efterskrift til Politivennen).

Hans "ånd" er ej ægte.

Falsk navn

I artikler om Rumænien har man kunnet læse tvangfrit henkastede bemærkninger som: "Da den rumænske handel for 60-70 % vedkommende dirigeres af jøder, vil der Iet kunne komme til vanskeligheder ved en for stærkt drevet antisemitisme". 

Ja. det tror Pokker. Helt fraset det noget ejendommelige i at et sådant forhold eller misforhold omtales som en ganske naturlig sag, så ved enhver, at ingen er mere hævngerrig end jøden. Disse over hele jorden spredte israelitiske pengepugere står jo altid sammen, hvor det gælder om at holde på det gods, de har fået fraranet folkene, hos hvem de er trængt ind. Har en nation været naiv nok til at lade jødesjakket få den magt over erhvervslivet, som det er tilfældet i Rumænien, kan det ikke vente ikke vente nåde, hvis det prøver at optræde som herre i sit eget hus. Det viste sig jo også at den indenlandske fjende var for stærk. - foreløbig! Dette til lære og advarsel for andre lande, som i deres tåbelighed styrer samme selvmorderiske kurs. Og for at holde os til vort eget! Er det egentlig mærkeligt, at arbejdsløsheden herhjemme er stadig stigende, når vi tillader den ene skare efter den anden af omvandrende israeliter at slå sig ned ved vore desværre altfor gæstfri strande? Hvor jøden går ind, går den hvide mand ud. Det er i hvert fald en af grundene til den  voksende arbejdsløshed. At denne landsulykke passer fortræffeligt i regeringens program, er igen noget andet. Men lærerigt er det i hvert fald at se hvilke stadigt mere og mere snedige krumspring jøden bruger for at bore og fedte sig ind hos os og tage danskernes stillinger, arbejde og løn fra dem.

Den herved aftrykte artikel fra "Jødisk Ugeblad" er derfor ikke uden interesse. Nu ved vi det! De navne, der røber jødens udenlandske oprindelse, skal skjules, gode danske navne skal som lånte fjer pryde hans sorte rokkehoved. Ganske vist viser det en noget vidtdreven optimisme, når jødebladet formoder, at vi ikke skulle kunne høre forskel på noget snadrende jiddisk isprængt uforståelige danske brokker og på vort modersmål. Mon dog ikke de fleste vil formode, at disse lyde skyldes "en udlænding"? Og kunne det ikke tænkes at vække en vis opsigt, hvis en navngiven "Hansen" eller "Jensen" udtrykte sig så ejendommeligt? Mange falsknerier er vi dagligt ude for, men mon denne dog ikke er for tyk??

Men hvad der kan gøres for at bedrage de af naturen sørgeligt lettroende og tillidsfulde danskere, det skal altså gøres og bliver såvist gjort. Hertil er ingen midler for underfundige! Men det er et stærkt stykke, at et firma, der formodentlig praler med at kaldes dansk, ligefrem er med i arbejdet for at vise en uønsket og uindbuden, påtrængende fremmed nomadestamme midler og måder til at tage de retmæssige indbyggere det mest mulige ved næsen. Det er virkelig et højdepunkt af jødeluknjskhed!

Mon der skulle være håb om at bærerne af de danske navne, som det altså er meningen systematisk at tilsmudse ved at overlade dem til jiddisk brægende usurpatorer, ville tage sig sammen og nedlægge en lidenskabelig protest? Eller skal jøden også ad denne vej bore sig stadig længere ind i det danske forretnings- og handelsliv og for hvert år mere, nu også ved hjælp af falske navne, fortrænge danske kvinder og mænd fra det arbejde, de dog vel skulle formodes at eje førsteretten til?

Olga Eggers.

Oedisk Ugeblad Emigrant. skriver:

"3500 nye slægtsnavne til brug ved navneskifte, udgivet af Personalhistorisk Institut. S. Otto Brenner. 

Vi har nogle gange her i bladet slået til lyd for nødvendigheden af at mange af vore læsere burde forandre deres polsk-russiske navne til mere letflydende overfor det store samfund, thi de ovennævnte polsk-russiske navne er i høj grad en unyttig gene for Dem selv og unyttig besvær for landets befolkning. Til hvad nytte er det egentlig til at tumle rundt med et halsbrækkende polsk-russisk navn! Særlig burde ungdommen lægge sig dette stærkt på sinde for at undgå i deres opbyggende fremtid mange umulige svar på spørgsmål: "Hvor er De fra? Er De udlænding?" o. s. v. Vi kan i dag med glæde konstatere, at vore hidtidige henstillinger har båret frugt. Adskillige af vore læsere har allerede gjort alvor deraf og forkortet eller forandret deres for danske øren fremmedklingende navne gennem Personalhistorisk Institut. Kultorvet 4 og mange står sikkert i begreb med at følge efter. Vi har modtaget en fiks lille brochure indeholdende 3500 nye slægtsnavne udgivet af hr. direktør O. Brenner. Bl. a. indeholder brochuren praktisk vejledning for navneskifte og en interessant statistik over befolkningens vækst i året 1936, og over antallet af dem der har søgt navneskifte, og man erfarer, at 2000 medborgere har valgt nye praktiske navne samt ovenomtalte 3500 nye korte og velklingende navne for dem der vil søge navneforandring. Vi anbefaler endnu engang vor læsere bamle at stifte bekendtskab med Personalhistorisk Instituts nyttige brochure og at tage skridt til at forandre deres noget vanskelige navne"

Mit navn er (H)ansen

Emigrant

(Stormen, Kampblad for Dansk-Socialistisk Parti. 1. marts 1938).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag. Artiklen udtrykker bestemt ikke Redacteurens synspunkter, tværtimod tager jeg stærkt afstand fra dem.