Alex Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør Alex Christiansens Jordefærd

Onsdag eftermiddag begravedes på Vestre Kirkegård den tidligere Leder af den socialdemokratiske Provinspresses Korrespondancebureau i København, Chefen for Ministeriernes Pressesekretariat, Redaktør Alex Christiansen, der i fredags så pludseligt afgik ved døden kun 44 år gammel.

Et stort og meget repræsentativt følge var mødt frem for at vise Alex Christiansen den sidste ære han fik en jordefærd, ikke mange danske pressemænd får. I følget sås de fire ministre Bording, Kjærbøl, Laur. Hansen og Halfdan Hendriksen og de forhenværende ministre Buhl, H. P. Hansen og Alsing Andersen og en mængde repræsentanter for organisationer og institutioner.

Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" talte pastor Oluf Rothe smukt ud fra lignelsen om sæden, der bliver lagt i jorden, og som vokser sit eget underfulde liv, uden at nogen kan forklare hvordan og hvorfor.

Bording om vennen Alex Christiansen.

Derefter talte landbrugsminister Bording bevæget om vennen Alex Christiansen: 

“Det er altid tungt at sige farvel for sidste gang til en god ven, og det er dobbelt tungt at sige farvel til en ven, der går bort i en ung alder. Alex Christiansen døde midt i sit store, fortjenstfulde arbejde, inden han var nået sit livs middagshøjde. Jeg har kendt Alex Christiansen i næsten 20 år, fra den gang han som ung mand kom her til byen, og trods den store forskel i vore forudsætninger blev han hurtigt en af mine allerbedste venner og medarbejdere i den store by. Det blev et venskab og en fortrolighed, der aldrig svækkedes. Arbejdet for den socialdemokratiske politik og arbejdet for at bedre forholdene for de mennesker, der har det dårligst her i livet, var Alex Christiansens livsopgave, og han gik fuldt og helt op i dette arbejde - mere end hans kræfter kunne holde til. Skønt han havde levet hele sit liv i byen, havde han den fulde forståelse af samhørsforholdet mellem land og by, og han var en af de ivrigste penne ved løsningen af landbrugskrisen for 10 år siden, og ganske naturligt blev han leder af samlingsministeriets pressesekretariat. Alex Christiansen ville altid lære, han søgte altid at sætte sig ind i problemerne og i motiverne til menneskenes handlinger. Han var den bedste kammerat og den mest trofaste ven, man kunne ønske sig. Kære Alex, som vi, dine nærmeste, altid kaldte dig, vi siger dig tak for dit store arbejde, dit venlige smil og dit gode hjerte. Du ofrede din arbejdskraft for dit fædreland som en god dansk mand. Vort land har mistet en god Søn. Tungest vil savnet være for din hustru og din ganske unge søn. Gerne ville jeg sige trøstens ord til dem, men næppe nogensinde har mine ord været fattigere som ved denne lejlighed. Men mindet vil kaste sit forsonende skær over sorgen, og vi er mange, der vil holde dit minde i ære i den tid, der følger efter. 

Han havde drengesindet i behold -

Dernæst talte formanden for den socialdemokratiske provinspresses bureau, borgmesteren i Slagelse, redaktør Vilhelm Melgaard, der først mindedes den gang, da Alex Christiansen som purung mand blev hans medarbejder:

“Han kom med sit drengesind i behold, og han mistede det aldrig. Vi lagde mærke til hans rige evner og hans ildhu, og samtidig så vi, med hvilken lethed han gik til arbejdet. Jeg har fulgt ham gennem årene og set hans store, betydningsfulde arbejde i Vestsjælland og ved bureauet i København. Han kunne påtage sig alle de store opgaver, og hver gang løste han opgaven. Han blev sine blade en god tjener og sparede aldrig sig selv. Så snart arbejdet kaldte, tog han intet hensyn til helbredet, men gik op i gerningen. Hans ildhu gjorde, at han var lige så ferm til sit arbejde i den tidlige morgenstund efter en lang nats venten, som han var det i den daglige arbejdstid. Nu er han død i en alt for ung alder. Hans ildhu har utvivlsomt bidraget til at forkorte hans dage. Jeg bringer dig en personlig tak for alle gode minder, og jeg bringer dig vor tak på den socialdemokratiske presses vegne. Din gerning har været overordentlig betydningsfuld, og dit minde vil blive bevaret.

Efter at kgl. operasangerinde Julie Winding havde sunget, bar repræsentanter for de forskellige arbejdsteder, Alex Christiansen har haft, kisten ud, mens tonerne af "Dejlig er jorden" lød. Ved graven bragte manufakturhandler Saro Mogensen, Glamsbjerg på Fyn, der er gift med Alex Christiansens søster, følget familiens tak.

(Fredericia Social-Demokrat, 22. januar 1943)

Alex Christiansen spillede under Stauning en væsentlig rolle i samarbejdspolitikkens udformning. Det fremgår i hvert fald af "Bilag til beretning for Folketinget afgivet af den af tinget under 8. januar 1948 nedsatte kommission i henhold til Grundlovens § 45". Eller med andre ord den omfattende materialesamling som var en del af retsopgøret efter besættelsen. Heri er Alex Christiansen nævnt adskillige gange. 

Bl.a. i afhøringen af Henning Dalsgaard. Sommeren 1940 henvendelse fra Alex Christiansen, statsministeriets pressesekretariat. Her skal han have udtrykt sin private mening om at hvis arbejderbevægelsen viste vilje til samarbejde med tyskerne, ville disse næppe gøre Frits Clausen til statschef. Alex Christiansen skal her have deltaget i sammensætningen af arbejderrejserne til Tyskland. Alex Christiansen fungerede som forbindelsesled til Stauning som bad om at han og Bollerup Madsen kom med som personlige observatører.

Henning Dalsgård er også refereret i et strengt fortroligt referat af et møde 13. oktober 1945 på Vestre Fængsel hvor han sad. Han fortalte at denne på et tidspunkt havde givet ham ret i at det havde været farligt for arbejderbevægelsen at den før 9. april havde ført en så hård anti-nazistisk propaganda. Afhøringerne kom også ind på hvorvidt tyskerne arbejdede for at få Stauning fjernet som statsminister.

I en afhøring af Niels Tornø Lindberg fremgik at Alex Christiansen havde været på rejse i november 1941 sammen med en række repræsentanter fra arbejderbevægelsen. 

Valdemar Albert Svensson (1897-1942). (Efterskrift til Politivennen).

To ofre for eksplosions-ulykken bisat i går.

Fyrbøder Valdemar Albert Svensson, der var et af ofrene ved den store eksplosionsulykke i Valby forleden, bisattes i går fra det store kapel på Bispebjerg Kirkegård. Kapellet var helt fyldt, og kranse og blomster lå i stort tal op langs gulvet til listen, som var pyntet med et sort klæde, hvorpå der lå buketter af efterårets skønneste blomster. Efter salmen "Lyksalig, lyksalig" talte pastor Kr. Bindeballe fra Johannes Døbers Kirke. Præsten talte om den store tragedie, der havde ramt det lille hjem. Fyrbøder Svenssons to små piger gik i søndagsskolen hos pastor Bindeballe. I øvrigt formede pastoren sin smukke tale ud fra Romerbrevet, hvori der står: "Er Gud for os, hvem kan da være imod ham". Følget sang herefter "Den store hvide flok", og pastor Bindeballe foretog jordpåkastelsen, hvorefter slægt og venner førte kisten til krematoriet. På søndag nedsættes urnen på familiegravstedet på Vestre Kirkegård.

(Nationaltidende, 11. september 1942.)

Valdemar Albert Svensson (1897-1942) var gift med Dagny Augusta Christa Svensson, og havde som nævnt to børn. 

Det er uvist hvad "eksplosionsulykken" var for noget. Svensson var fyrbøder, så det er nærliggende at gætte på en kedel der er sprunget. Den er imidlertid ikke registreret nogen togulykke som jeg har kunnet finde. 

Den 2. september 1942 havde statsminister Buhl holdt sin "antisabotage-tale". Dagen efter den første jernbanesabotage ved Snekkersten 1. september 1942 - et atypisk sted da de fleste fandt sted i Jylland.

Dyrlæge Carl Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Gribende højtidelighed i aftes i Tønder.

Tusinder af mennesker fulgte dyrlæge Jensens og hans datters båre til banegården.

Tusinde af Tønder Bys borgere og omegnens landmænd fulgte i aftes dyrlæge Carl Jensen og hans 15-årige datter Inge, der begge blev dræbt ved luftangrebet på Tønder lørdag, fra sygehusets kapel til banegaarden, hvor bårerne blev sat ind i en jernbanevogn for at blive ført til København. Forinden holdtes der en sørgehøjtidelighed i kapellet der indlededes med salmen "Befal du dine Veje"

Faldt på sin post.

Pastor Hans Magle, Tønder, talte ud fra ordet: "Jeg er opstandelsen og livet, og hver den, der tror på mig, skal leve, om han end dør" Pastor Magle sagde bl.a.:

- Det er under usædvanlige omstændigheder, at vi i aften siger farvel til dyrlæge Carl Jensen og Inge. Vi håber på at der kommer andre og lysere dage for vort folk og land. Vi vil sige dyrlæge Jensen tak for trofast arbejde i grænselandet gennem mange år for Danmark. Han faldt på sin post og hans minde vil leve i lange tider blandt danske hernede. Ej heller vil vi glemme Inge, hans høje, lyse datter med de åbne, spørgende øjne, det stille væsen og det kønne smil. Det er ydmygende at vore hænder ikke magtede at beskytte dem, men vi ved at der er en stærkere hånd, Guds hånd, som ikke viger tilbage for nogen magt på jorden, ej heller for døden.

Forsvarsbrødrene bar to hvide bårer ud til rustvognen. Foran strøede Inges skolekammerater blomster. Bagefter rustvognen førtes Forsvarsbrødrenes og Skyttekredsens floromvundne faner.

I det store følge sås amtmand lensgreve O. D. Schack, garnisonskommandanten, oberst Gullaksen og politimester Martensen-Larsen, alle i galla. Overalt på sørgetogets vej vajede dannebrog på halv stang. Det kendtes at der er sorg i den fredelige og idylliske marskby. 

Ved banegården tolkede formanden for Sønderjydsk Dyrlægeforening, dyrlæge Rasmussen, Haderslev, danske dyrlægers sidste hilsen og tak til dyrlæge Jensen. Jordfæstelsen finder sted lørdag på Vestre Kirkegård i København.

Den omkomne lokomotivfører Andersen begraves i Aabenraa i eftermiddag. Katastrofens øvrige tre ofre skal begraves i Tønder.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 15. juli 1942.)

Bombeofre fra Tønder bisættes den 17. juli 1942. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

To engelske jagerfly var den 11. juni 1942 kommet ud af kurs, og troede at de var i Niebüll ved Sild, altså et oplagt bombemål.  18:58 kastede de fra 50 meters højde 500 punds sprængbomber, og det ene fly vendte tilbage til England. En bombe eksploderede i Jernbanegade 10 hvor også en anden bombe eksploderede. Det andet fly fortsatte langs jernbanen nordpå hvor det 19.10 kastede bomber mod et tog mellem Døstrup og Skærbæk. Lokomotivføreren døde på stedet, fyrbøderen et par dage senere. 5 minutter senere blev flyet skudt ned af en jager og styrtede ned ved Rejsby. I alt 4 personer blev dræbt og 16 såret, heriblandt dyrlægen og hans datter, der egentlig var flyttet, men blot var vendt tilbage for at rydde op. (Dengang)

Skibskirkegården får ny facade. (Efterskrift til Politivennen)

Da man første gang satte hegn om Holmens Kirkegård.

MAN har i Landstinget i anledning af forslaget om forlængelse af retten til begravelser på Holmens Kirkegård foreslået, at der opsættes en anstændig facade om kirkegården i stedet for det frønnede trægitter, der nu omhegner den smukke kirkegård, og denne sag er nu taget under alvorlig overvejelse.

Denne kirkegård, der er byens ældste, og den femte i rækken af de Holmens kirkegårde, byen har haft, har desværre ikke altid kunnet prale med pyntelighed eller videre orden. I gamle dage, da den kaldtes Skibskirkegården, tog man det ikke alt for nøje, om der var gitter eller indhegning om arealet, derom vidner følgende beskrivelse om opsætningen af en Indhegning. I 1733 beklagede borgerne, at kirkegården udenfor Østerport lå så uindhegnet, at køerne og svinene fra gårdene i omegnen trampede og sparkede over de dødes hvilesteder, og at svinene rodede op i gravene. Man besluttede da at råde bod på dette onde og sætte et hegn om pladsen, men det må ikke have hjulpet synderligt, for i 1769 gik man et stort skridt videre, og der blev gravet grøfter om terrænet, for, som det hedder i beskrivelsen, "at hindre kreaturernes overløb", 

Da Skibskirkegården var overfyldt.

HOLMENS Kirkegård er næsten hundrede år ældre end den anden ærværdige kirkegård i København, nemlig Assistens Kirkegård på Nørrebro, der blev indviet i 1760. I 1662 fik en oberst Henrik Rüse kongelig befaling til at udvise og afmåle en plads til to kirkegårde, hvoraf den ene skulle ligge udenfor Østerport, hvor det bekvemmest kunne ske, som det hed i befalingen. At den gode oberst efter den tids sæd og skik ikke forhastede sig viser, at det varede fire år, før alt var i orden til indvielsen. Det skete i 1666 på Sct Laurenti Dag, og det hedder i de gamle registre over begravelser, at den ny Holmens Kirkegård udenfor Østerport blev indviet til begravelser af kgl. betjenteres lig, som ikke har middel til at lade sig begrave i byen, og at den første begravelse her var en bådsmand, Mogens Andersen Mørchtue.

Efter den kgl. bestemmelse skulle Skibskirkegården være en fattigkirkegård for de i den kongelige tjeneste stående uformuende matroser samt deres "koner og børn, og det blev strengt overholdt af kirkepatronen, at ingen af Holmens "betjentere", hvis efterladte havde midler til en betalt begravelse, blev jordet her. Men dette førte til, at den lille kirkegård. hvis omfang var en hel del mindre, end den er i dag, snart blev overfyldt. Under pesten i 1711, hvor man måtte anlægge en mængde små assistenskirkegårde i den gamle by indenfor voldene, lyste det hvide kors på mange gadedøre i Nyboder. Ud gennem Østerport skumplede ligvognene med dynger af ulykkelige, der var bukket under for den snigende pest, ofte næsten nøgne, eller når de efterladte havde haft midler til det, i en dårlig sammentømret sort fyrretræskiste Man tog ikke hensyn til, om der var plads eller ej, og ligene dyngedes sammen på den lille kirkegård på samme måde som på de øvrige kirkegårde inde i byen. 

Men knapt var pesten så nogenlunde overstået, før en ny ulykke truede byen og fyldte endnu et lag over den overbelastede Skibskirkegård. Flåden var under Gyldenløve ankret op på Reden og lå med sine brøstfældige skibe og uden proviant og med 3000 syge matroser ombord, der var angrebne af skørbug og smitsomme sygdomme. De stakkels mennesker døde som fluer, og kort tid efter at døden havde huseret i byen og mejet tusinder af mennesker ned, blev dødens høst fra disse skibe ført til Skibskirkegården udenfor Østerport. I 1712, pesten varede fra juni 1711 til marts 1712, afgav man et skøn over forholdene og konstaterede at over en halv snes lig kun var dækket med tre tommer jord, og at kirkegården var mere end uhyggeligt overfyldt. 

Fattigkirkegården blev fornem,

NU skyldes denne sundhedsfarlige overfyldning ikke blot de uhyggelige perioder i byens historie, men havde i nogen grad sin grund deri, at man lod sig lokke af de gratis begravelser. Det var efterhånden blevet almindeligt, at begravelserne foregik med pomp og pragt på Skibskirkegården, og med store følger og lange ligtaler. Det var ofte ikke alene Holmens fattige matros og jævne mand der blev jordet, men også velmeriterede skippere, kaptajner og løjtnanter, der tjente under flåden Da dette gik for vidt, blev man tvunget til at udstede anordninger, hvorefter alle, der havde råd til det, skulle betale, hvorimod sådanne folk som matroser, bøsseskytter og rughuggere, hvis dagløn ikke var meget mere end til at holde sulten fra døren og knap nok, skulle have fri begravelse. At man ikke formåede at sondre skarpt mellem gratister og ærlige fattige, ser man af regnskabet, idet der i årene 1732 til 73 foretoges tre til fire tusinder begravelser, men kirkegården indbragte knap 10 rbd årligt. 

Da russerne blev jordet.

MEN når man nu går gennem Øster Farimagsgade og ser over det kriminelle trægitterværk, kan man iagttage, hvor stilfuld og smuk den nuværende Holmens Kirkegård er, en mindelund for mange gode og berømmelige navne og begivenheder i historien. Men der er også minder af en hel anden art, der vidner om fortidens ligegyldighed for en jævn sømands død og jordefærd. Det hændte i slutningen af det 18. århundrede, at en russisk eskadre lå på reden og der udbrød smitsomme sygdomme ombord blandt mandskabet. En masse sømænd blev ofre for soten, og disse russere skulle jordes på Skibskirkegården.

Nu foregik begravelserne om natten, mens Københavns borgere lå i deres senge og næppe havde lyst til at stå op for at trave udenfor Østerport for at se nogle russeres begravelse. Men nogen tid senere klagede samme borgere over. at de løst sammentømrede kistebrædder knap nok var dækket af muld, og at det første og bedste regnskyl ville være i stand til at blotte dem, foruden at mange af de arme afdøde matroser kun var indsyet i måtter.

Om 13 år er begravelsernes tid forbi her, og den gamle skibskirkegård vil når den forhåbentlig får en ny og smuk facade, have andre og smukkere minder at gemme på.

Urias.

(Social-Demokraten, 26. maj 1942).

Lige numre over for Holmens Kirkegård, Øster Farimagsgade. Fotograf Emil Stæhr (1827-1912). Til højre ses at der er ganske åbent mod kirkegården. Andre fotoer viser plankeværket. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Olga Eggers: "Kamptegnet" vs Daell. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er en del af en artikelserie om Olga Eggers som kan findes ved at følge dette tag. 

Olga Eggers var redaktør på det racistiske og antijødiske blad "Kamptegnet", og opgav offentligt navne på personer der var "hel-, halv- eller kvartjøder". Bladets erklærede formål var bl.a. at skabe “et nyt og bedre racebevidst Danmark”. Kamptegnet hængte P. M. Daells jødiske sekretær Ella Wassermann ud som en der styrede Daells Varehus, og ført en kampagne imod hende. Bl.a. uddelte hun løbesedler. Herfor blev hun dømt for bagvaskelse, fik 1942 fjernet sin forfatterstøtte på finansloven og fjernet fra Kraks Blå Bog, dog nåede hun at komme med i 1942-udgaven.

Dommen ved Østre Landsret maj 1942 lød på 2 gange 60 dages hæfte og 2 gange 40 dages fængsel for bagvaskelse, og til en erstatning til grosserer Daell 4.000 kr. og frk. Wassermann 2.000, endelig 1.700 i sagsomkostninger. Efter straffelovens paragraffer 267 og 268:

 

 Sagsanlæg i dag mod antijødisk blad.

Fru Olga Eggers, redaktør af "Kamptegnet", sagsøges af grosserer P. M. Daell og hans sekretær.

For LANDSRETTENS 4. afdeling indbringes i dag, efter hvad "Jyllandsposten" meddeler, en sag, der af grosserer P. M. Daell og sekretær i firmaet Daells Varehus frk. Ella Wassermann er anlagt imod den ansvarshavende redaktør af ugebladet "Kamptegnet" fru Olga von Eggers, som har bragt en artikel, der efter sagsøgernes mening er ærerørig. Der vil blive nedlagt påstand om dom for bagvaskelse, mortifikation af de fremsatte udtalelser samt idømmelse af en erstatning efter rettens skøn til hver af sagsøgerne.

Den pågældende artikel er optaget i bladet for den 15. januar under overskriften "Flere og flere går om ad Nørregade for at se jødelakajen P. M. Daell".

I artiklen rettes der angreb mod  grossereren for hans stilling til Finlandshjælpen, og det antydes, at han har ændret opfattelse under indflydelse af sin privatsekretær, frk. Wassermann, der er jøde. Det hævdes, at hun skalter og valter med personalet, som hun lyster, og at der ikke er plads for andre meninger end dem, hun dikterer.

I dagene efter udsendelsen blev der foran Daells Varehus uddelt løbesedler med teksten: "Læs om jødinden Wassermann i "Kamptegnet", og der blev uddelt såvel blade som løbesedler til personalet i selve varehuset. Det blev grosserer P. M. Daell for meget, og han gik til højesteretssagfører Bondo Svane, som udtog stævning mod fru Eggers. Også frk. Wassermann følte sig brøstholden, og hun henvendte sig til højesteretssagfører Steglich Petersen, der ligeledes udtog stævning mod fruen.

I sagsfremstillingen hedder det, at grosserer Daell af hensyn til sin familie, sin forretning og for sit personale på ca. 700 fastansatte og hele sin offentlige position, mener, at artiklen ikke kan passere upåtalt. Angrebet betegnes som værende af særdeles grov karakter og fuldstændig grundløst.

I begge de udtagne stævninger nedlægges påstand om dom for bagvaskelse, og at straffen bliver sat til fængsel eller hæfte.

Med hensyn til grosserer Daells erstatningsspørgsmål gøres gældende, at det af artiklens indhold fremgår, at det bl. a. har været bladets hensigt at afholde læserne fra at handle i varehuset. Det tilføjes, at det er sagsøgerens agt at skænke det erstatningsbeløb, der vil blive ham tilkendt, til hjælpen for finske børn.

(Horsens Social-Demokrat, 19. februar 1942):

Formålet med omtalen af Daells Varehus var kun at angribe jøderne.

Sagen mod Olga Eggers og Aage H. Andersen for Landsretten i går.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skriver på en særlig måde, men i en politisk, ideologisk kamp er tonen friere end ellers.

Der var stor tilstrømning til landsretten da man i går i 4. afdeling påbegyndte behandlingen af sagen mod "Kamptegnet". Grosserer P. M. Daell var repræsenteret ved højesteretssagfører Bondo Svane, mens hans sekretær, jødinden Ellen Wassermann var repræsenteret ved højesteretssagfører Steglich-Petersen. For fru Olga Eggers mødte landsretssagfører W. Waltenburg og for Aage H. Andersen sekretær Reinholdt Jacobsen. Dommersædet beklædtes af retsformand Rosendahl samt landsdommerne Spang Hansen og Preisler Knudsen.

HRS Bondo Svane krævede de to sagsøgte dømt for bagvaskelse efter straffelovens paragraffer 267 og 268 samt til in solidum at udrede en erstatning efter rettens skøn, ikke over 10.000 kr. Sigtelserne kræves kendt ubeføjede og endelig forlanges det at de to tiltalte skal betale sagens omkostninger og offentliggørelse af dommen. 

LRS Waltenburg nedlagde for fru Eggers påstand om lovens mildeste straf, og med hensyn til erstatning et mindre beløb eller frifindelse. Landsretssagføreren fremhævede, at han på sin klients vegne havde fremsat forligsforslag, der imidlertid var blevet afslået, fordi det var fremsat for sent.

Også for Aage H. Andersen blev der nedlagt påstand om frifindelse. 

Proceduren.

HRS Bondo Svane indledte sin procedure med en præsentation af sagens parter, idet han bl.a. oplyste at fru Eggers nyder en forfatterunderstøttelse fra staten, og at hun var redaktør af "Kamptegnet" da sagen blev rejst. Om Aage H. Andersen oplyste højesteretssagføreren at han er leder af "Dansk Anti-jødisk Liga" og at han betegnes som "Jødernes Fjende nr. 1". Desuden fremhævedes det at grosserer Daell har gjort en meget stor indsats for det sønderjyske arbejde og hjælpen til Finland under den forrige krig. Han er en mand med et uplettet navn. Angrebene i "Kamptegnet" karakteriserede højesteretssagføreren som "et skoleeksempe på bagvaskelse". Hvis man nu kommer med en undskyldning, så siger vi afgjort Nej, udtalte han. Der er også det at hvis sagen blev afgjort med en undskyldning, så ville der uden tvivl opstå rygter om at der nok alligevel var noget om det. Dette v er grunden ti at man har afslået forligstilbuddene.

Højesteretssagføreren dokumenterede de påstande, der er fremkommet i "Kamptegnet", og han gjorde gældende, at begge de sagsøgte har ansvaret for sigtelsen for intimt forhold mellem sagsøgerne de sagsøgte har ansvaret for sigtel // være det mest graverende i angrebet.

Endvidere gjordes det gældende, at det værste for grosserer Daell havde været de værste beskyldninger, der var rettet imod ham i forbindelse med Finlandshjælpen. Hans kærlighed til Finland er uforandret, men forholdene er ændrede. I den første krig stod Finland alene - i den anden har Finland store stærke magter ved sin side.

Endelig mindede højesteretssagføreren om, at bladets løbesedler var blevet uddelt i Daells egen forretning. Kampagnen havde skadet firmaet økonomisk. Et katalog, der var sendt til Aarhus, kom tilbage med påskriften: "Iæs Kamptegnet".

Højesteretssagfører Steglich Petersen, der som nævnt mødte for jødinden Ellen Wassermann, henholdt sig i hovedsagen til sin kollegas procedure, men fremhævede det ærekrænkende i at blive kaldt "chefens private godte". Endvidere udtalte højesteretssagføreren, at der ikke var nogen undskyldning for sigtelser, der provokerer til gadeoptøjer.

Landsretssagfører Waltenburg meddelte, at fru Olga Eggers havde ønsket, at denne sag der ikke havde politisk grundlag, skulle behandles ganske sagligt af en uhildet sagfører, og han mente, at han opfyldte denne betingelse, da han aldrig havde tilhørt noget parti. Landsretssagføreren omtalte forligsforhandlingerne for at få sagen ud af verden på sædvanlig vis, men det blev afvist.

Landsretssagføreren gjorde gældende, at fru Eggers ikke kendte de pågældende artikler, før de var fremkommet i bladet. Bladets tendens var ikke at skrive ondsindet om den enkelte, men at angribe jøderne. Han erkendte, at udtrykkene havde været stærke, så han ville frafalde en principiel påstand om frifindelse Men af hensyn til fru Eggers vandel og alder indstillede han hende til mildeste straf. Hvis det blev en frihedsstraf, henstilledes det, at den blev gjort betinget.

Landsretssagføreren tilføjede med hensyn til løbesedlerne, at de ikke var udsendt af bladet, så dem havde fru Eggers ikke ansvaret for. Til erstatningen erklæredes, al der ikke forelå dokumentation for økonomisk tab og økonomisk boykot. Erstatningerne må komme ned på intet eller noget ganske ringe når man ønsker at benytte beløbet i velgørende øjemed, mener jeg ikke, der i dette tilfælde kan gives erstatning.

Redaktionssekretær Reinholdt Jacobsen udtalte på sin redaktørs vegne, at Aage Andersen ikke havde ansvar for artikler forud for den 26. februar, han havde ikke påtaget sig noget ansvar for, hvad der Iå forud for hans tiltræden.

Den nye presselov fastslår redaktørens ansvar. Der er et selvstændigt ansvar for hver af redaktørerne. "Kamptegnet" er nu engang et kampblad og kan ikke tage de hårfine hensyn, som andre steder kan være på sin plads.

Heinholdt Jacobsen kom nærmere ind på, at angrebet ikke var rettet mod grosserer Daell, men mod frk. Wassermann, fordi hun var jøde. Det var jøderne, man ville bekæmpe som en ulykke for vort samfund.

En Henvisning til Hitlers tale

Endvidere dokumenterede hr.  Reinholdt Jacobsen en skrivelse af 26. april fra Aage H. Andersen til højesteretssagfører Bondo Svane, hvori der stod:

Med hensyn til at påberåbe Dem den mig tidligere overgåede dom angående Mosaisk Trossamfund, kan jeg selvfølgelig Ikke hindre Dem heri, hvis De absolut vil gøre Dem selv umulig i det fremtidige Europa. Jeg gør Dem imidlertid udtrykkelig opmærksom på, at jødedommen med dens synagoger og såkaldte trossamfund efter nyeuropæisk opfattelse kun er en international forbryderisk sammensværgelse mod den øvrige menneskehed.

Endelig henviste hr. Reinholdt Jacobsen til rigskansler Hitlers sidste tale og udtalte, at det var alle mænd i nøglestillinger, man skulle have opmærksomheden rettet imod. Man nærede ingen mistanke til Daells fædrelandskærlighed. Man fandt kun, at han havde svigtet i Finlandssagen. Der havde været rig anledning til at hjælpe gennem Frikorps Danmark og Waffen SS. Reinholdt Jacobsen hævdede, at Aage Andersen ikke havde gentaget den anden beskyldning mod Daell.

Det er rigtigt at "Kamptegnet" skrives på en særlig måde. Men "Kamptegnet"s tone skal ikke bedømmes af højesteretssagfører Bondo Svane, og den skal ikke stå til dom her for retten. Vi har skrevet lige ud om den jødiske smitte i Højesteret o. s v. I en Ideologisk politisk kamp er tonen friere end ellers.

Efter at have gennemgået de enkelte udtryk og ligesom Waltenburg hævdet, at der ikke var lidt noget tab, påstod han Aage Andersen frifundet.

Vidneafhøringer

Som vidne afhørtes bogtrykker Hammeken, der havde trykt løbesedlerne, og en dame, der havde været ansat i Daells Varehus. Hun erklærede, at hun havde hørt jødinden Ellen Wassermann kalde grossereren "Palle". Endelig afhørtes de to sagsøgere, der begge erklærede vidneudsagnet for opspind.

Efter duplik optoges sagen til doms.

(Fædrelandet, 29. april 1942).

Velfortjent afklapsning til fru Olga Eggers.

Hun blev idømt 120 dages fængsel, og den anden redaktør af "Kamptegnet" fik 80 dages hæfte.

København Fredag. (R. B)

I dag faldt der i Landsretten dom i den sag, grosserer P. M. Dael havde anlagt mod forfatterinden fru Olga von Eggers og redaktør Age Henning Andersen i anledning af de grove fornærmelser i bladet "Kamptegnet'. 

Ved dommen blev de ærefornærmende sigtelser kendt ubeføjede. Fru Eggers dømtes 60 dages hæfte og red. Andersen 10 dages fængsel, De dømtes endvidere til in solidum at betale 4000 kr i erstatning. 300 kr. til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen og 800 kr. i sagsomkostninger. Desuden bestemmer dommen, at dommens begrundelse skal optages i "Kamptegnet".

Under en lignende sag som frk. Ella Wassermann havde anlagt mod de samme for æresfornærmelse også i "Kamptegnet" blev fru Eggers idømt 60 dages hæfte og redaktør Andersen 40 dages fængsel. Desuden skal de i forening betale i erstatning 2000 kr, til bestridelse af omkostninger ved dommens offentliggørelse i dagspressen 300 kr samt i sagsomkostninger 800 kr

I Præmisserne siges blot, at de fremsatte sigtelser er ærekrænkende og efter det under sagen oplyste fuldstændig grundløse hvorfor de kendes ubeføjede. 

Da de sagsøgte har savnet rimelig grund til at anse dem for sande, vil de begge være at anse efter straffelovens paragraffer 267 og 268. 

De tilkendte erstatninger er for lidelse og tort og ulempe og forstyrrelse i forhold.

(Fyns Venstreblad, 16. maj 1942)

Bagvaskerne

Man kan sige, at fru Olga Eggers og Aage H. Andersen slap billigt, da de for deres beskyldninger i "Kamptegnet" fik henholdsvis 120 dages hæfte og 80 dages fængsel. På den anden side er vore dommere jo yderst utilbøjelige til at bringe bagvaskelsesparagraffen i anvendelse, i hvert fald ikke når den angrebne er en politiker. Man så det i sin tid, da hofjægermester Sehested havde slået sig på bagvaskelser. Han dømtes alligevel efter den mildere injurieparagraf. Men havde iøvrigt derefter det uheld, at offentligheden senere fik et i høj grad generende indblik i, hvilke personer han tog i sin tjeneste for derigennem at fremme de "ædle formål", han havde. Hr. Sehested opnåede altså kun en kortvarig succes, en succes han måtte betale med resterne af hans almindelige anseelse, hvis der da var rester tilbage og det var ikke urimeligt, thi det danske folk vil nemlig i almindelighed vende sig mod bagvaskelse anvendt som politisk kampmiddel, og derfor vil det også glæde sig over, at de to redaktører for "Kamptegnet" er blevet dømt.

Det var en anset mand, de var faldet over, som de overhovedet ikke kunne sige noget på, og for at gøre sagen rigtig beskidt, var også faldet over en lige så sagesløs kvinde. Under proceduren forsøgte de end ikke at føre skygge af sandhedsbevis for dens påstande. Som det står i sagens præmisser, kunne de ikke selv være uvidende om, at der var antydning af grundlag for deres beskyldninger, men naturligvis fandt de alligevel ikke på gøre afbigt. Tværtimod fortsatte "Kamptegnet" i længere tid en kampagne, og den eneste "undskyldning", som de anklagede havde, var at kvinden, de var faldet over, var jøde, hvoraf altså synes at fremgå, at de havde den opfattelse, at jøder i Danmark var retsløse, og at en hvilken som helst æreskænder kunne behandle dem, som vedkommende havde lyst. De er nu blevet belært om noget andet, og selv om de kun kommer i hæfte, henholdsvis fængsel, i 120 og 80 dage, og selv om de kun skal betale 8200 kr. i erstatning og omkostninger, så er det i hvert fald blevet fastslået, hvilke personer der er tale om, ligesom "Kamptegnet" har givet sig selv en betegnelse, det aldrig vil kunne vaske af sig.

Man har derfor grund til at være grosserer P. M. Daell taknemmelig, fordi han tog det ubehag der altid er forbundet med et sagsanlæg af den art, skriver "Demokraten". Forhåbentlig vil det betyde, at "Kamptegnet" i fremtiden bliver lidt mere forsigtig mht. sine overfald på navngivne personer.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 20. maj 1942)

Christmas Møller og Olga Eggers

"Berlingske Tidende" beskæftiger sig i sin ledende artikel i går med den forfattergage, fru Olga Eggers får på finansloven. Spørgsmålet er oprindelig rejst i den konservative landstingsmand H. Steins blad "Børsen", og de to blade er enige om, at fru Fggers efter den dom, der er overgået hende i sagen mod grosserer P. M. Daell og jødinden Wassermann, også skal rammes på pengepungen. Det er værd at notere, at de to blade gør en fin hentydning til, for navnene nævnes selvfølgelig ikke, at der som bekendt foreligger fortilfælde. Forfatterne, som "Berlingske Tidende" og "Børsen" ikke kan få sig selv til at nævne, er de kommunistiske skribenter Martin Andersen-Nexø, Hans Kirk og Soya. De er strøget på finansloven af den simple grund, at den danske statsmagt af anstændigheds hensyn ikke godt kan belønne forfatterne med en statsgave, fordi deres arbejde er i strid med landets love og med den politik, der skal føres. Noget sådant er imidlertid ikke tilfældet for Olga Eggers vedkommende. Hun er ved retten dømt for nogle skriverier i sit blad "Kamptegnet", og hun har yderligere i retten erkendt, at de oplysninger, hun skrev sine artikler på, var forkerte. Derimod har vi endnu ikke hørt, at Andersen-Nexø, Kirk eller Soya har erklæret, at det, de kæmpede for, var til skade for land og folk. Alligevel trækker "Berlingske Tidende" og "Børsen" parallelen. Og da det er undervisningsminister Jørgen Jørgensen som har det afgørende ord, mobilisere også han. Olga Eggers vil ikke alene dømmes af retten, men også af staten. Vi forstår bedre, hvorfor den enestående hetz mod national-socialisterne kan fortsætte på universitetet og rundt om i skolerne mod børnene af national-socialistiske forældre. Jørgen Jørgensen er skam optaget af ganske andre ting. Det er langt vigtigere for ham at overveje, om Olga Eggers fortsat skal have 700 kroner af staten om året, eller beløbet skal stryges, end det er at skride ind mod den politiske forfølgelse i skoler, læreanstalter og på Universitetet. 

For "Berlingske Tidende"s og "Børsen"s vedkommende gælder det, at de med fru Eggers-sagen har fået noget andet at tale om. Fru Eggers er hovedpersonen i dagens Danmark. Hun kommenteres og diskuteres i systemets presse. Det var næsten en slags førelse fra højere magters side, at fru Eggers kom frem på arenaen samtidig med, at Christmas Møller flygtede til England. For så undgik de to højkonservative blade da helt at beskæftige sig med ham! Han er ganske vist konservatismens første mand i landet, men den grove forbrydelse, han har gjort sig skyldig i, kan slet ikke sammenstilles med fru Eggers, der, efter de to blades opfattelse, er endnu grovere. Ellers havde de såmænd nok haft en kommentar at gøre til Christmas Møllers flugt. De to blade opnår på denne måde at forfalske billedet, fremfor med ansvar overfor land og folk at give en nøgtern vurdering af den situation, Christmas Møller har bragt vort Land i. Forklaringen er vel til gengæld at den jødiske indflydelse er for stor for begge blades vedkommende.

Virtus

(Fædrelandet, 19. maj 1942).

Annonce i Fædrelandet, hvor Olga Eggers taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. 18. juni 1942.

Annonce i Fædrelandet, 16. oktober 1942. Olga Eggers optræder også her som taler ved et møde i Dansk Antijødisk Liga. Billetterne fik man derudover hos DNSAP, Fædrelandet.

Højesteret forhøjede 29. marts 1943 straffetiden for begge til 2 gange 80 dages hhv hæfte og fængsel, samt 2.000 kr i sagsomkostninger.  Werner Best var den øverste tysker i Danmark, og det passede ikke i hans ønske om en ændret politik. Han fjernede støtten og lukkede bladet i maj 1943. Det siger måske lidt om Eggers at hun ved Højesteret blev dømt for at gøre noget der egentlig var besættelsesmagtens officielle jødepolitik.

Eggers rejste til Tyskland som tolk. Formentlig "venligt" opfordret fra besættelsesmagten selv i Dagmarhus. Hun blev arresteret i 1945 i sit hjem i Holbergsgade 17 som en af de første og største nazister, og døde knap to uger efter i Vestre Fængsel af indtil i dag ukendte årsager.