Et virksomt Liv.
Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.
Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.
Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han
et æventyrligt Liv.
Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.
Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.
Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.
En ny Journalistik.
Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro".
Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,
Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".
Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.
Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.
I Vælten.
Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.
Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.
Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.
Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel
En heldig Teaterdirektør.
Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.
Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.
Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.
Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.
I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.
Som Person.
Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.
Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.
En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.
(København 12. juni 1894).
Robert watt's Begravelse.
I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.
Kransene.
Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.
Kendte Navne.
Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.
Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.
Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes
Talen
af kgl. Konfessionarius Paulli:
"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.
Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:
»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.
Den gaar til Guds evige Rige«.
Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.
(København 17. juni 1894).
