Kvindernes Udstilling. (Efterskrift til Politivennen)

En Kvindekrig.

Stridens Anledning.

Den store Damekomite, som forbereder Kvindernes Udstilling i Kjøbenhavn til Sommer, har i de sidste Dage gjennemgaaet en Krise, der tegnede til at blive ret ondartet, men sandsynligvis nu vil blive bilagt paa mindelig Maade. Anledningen til det hele Postyr var denne, at Præsidenten, Kammerherreinde Oxholm følte sig indigneret over, at et Komitemedlem, Fru Johanne Meyer nærede radikale Anskuelser; hun anmodede derfor Fru Meyer om at træde ud af Literaturudvalget, som hun var Medlem af. Dette gjorde hun ogsaa, men da Udvalget ønskede, at Fruen skulde komme tilbage igjen, fejede hun det. Herover blev Præsidentinden saa fortørnet, at hun nedlagde sit ansvarsfulde Hværv, og der blev fuldstændig Revolution indenfor Komiteen. I Fredags Aftes afholdtes i Kjøbenhavn et Møde, hvori over 200 Damer deltog, for at tage Bestemmelse om, hvad der skal gjøres, og vi bringer efter "Polit." følgende Referat:

Mødet indledes.

Paa Slaget 6½ svingede Dirigenten, Frøken Grundtvig, Klokken og gav Ordet til Kommandørinde Emma Gad, som med udmærket Foredrag meddelte alt, hvad Læseverdenen i Forgaars erfarede gjennem "Politiken". Fru Gad sluttede med at oplyse, at Kammerherreinde Oxholm havde nedlagt sit Mandat. Denne Meddelelse syntes ikke at vække videre Bevægelse.

Derpaa fremtraadte Generalinde Harbou, som oplæste en meget lang Redegjørelse, der ikke fangede Damernes Interesse. Den udmærkede Generalinde, der har et saa smukt Navn i den kjøbenhavnske Godgjørenhed, ønskede at øve Ret og Skjel til alle Sider. Hun hævdede, at Dronningens Naade ikke absolut var knyttet til den afgaaede Kammerherreindes Navn. Ogsaa Kammerherreindens Arvtager vilde nyde godt af Naaden. Men før man skred til at vælge denne Arvtager, fandt Gemalinden, at Kammerherreinden burde have en Adresse. Hun oplæste en saadan, der var meget hensynsfuld i Affattelsen og øjensynlig ikke ganske faldt i de tilstedeværende Damers Smag. Da Gemalinden havde sluttet, satte Frøken Grundtvig Adressen under Diskussion.

Fru L. J. Grøn (M. E. Grøn & Søn) foreslog at vælge 5 Damer, som grundigt skulde undersøge Stridsspørgsmaalet, før man traf en Afgjørelse. Dette Forslag sattes strax under Afstemning, men forkastedes med en svimlende Majoritet.

Den jyske Afdeling protesterer.

Frøken Grundtvig oplæste derpaa et Brev fra Formandinden for den lyste Afdeling, Fru Polly Ahlefeldt Laurvigen, der var vred over, at Hovekomiteen ikke havde holdt de jyske Damer a jour med Slagets Gang. Fru Laurvigen udtalte - om end med andre Ord - at Præsidentskiftet var kommet over hende som Juleaftenen paa .... nok sagt. Hun nedlagde sit Mandat.

Spørgsmaalet Fru Meyer.

Fru Astrid Christensen: Kammerherreinden udtalte i sin Tid, at det var uheldigt, at man havde optaget en Socialdemokrat i Literatur-Udvalget. Dette vilde støde Kongen og specielt Dronningen. Med den Motivering strøg Kammerherreinden Johanne Meyers Navn af Listen. Dette Skridt havde til Følge, at Literatur-Udvalget opløste sig. Der blev kun et Par Medlemmer tilbage, nemlig Fruerne Laura Kieler og Camilla Eegholm (Munterhed). Men da Præsidenten var gaaet af, bad Literatur-Udvalget Fru Johanne Meyer om at gaa ind igjen, og det gjorde hun. Fru Meyer havde optraadt yderst loyalt i denne Sag (Bifald).

Fru Johanne Meyer: Da Kammerherreinde Oxholm opfordrede mig til at træde tilbage, gjorde jeg det, fordi jeg satte Udstillingen over min Person. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg fandt, at Kammerherreinden havde nogen Ret til et saadant Forlangende. Da Udvalget ønskede, at jeg skulde komme tilbage, saa kom jeg, og gjenoptager nu paa ny mit Arbejde (stærkt demonstrativt Bifald).

Bliver det Prinsesse Marie?

Frøken Ida Falbe-Hansen: Lad os ikke spilde mere Tid med at tale om Kammerherreinden. Udstillingen frem for alt. Lad os holde paa den og overlade til Hovedbestyrelsen at vælge en ny Præsident. (Bifald).

Derefter oplæste Fru Lund et Brev fra Udstillingens Garanter, som man troede havde bundet sig til Kammerherrinde Oxholm. Stor Glæde vakte det derfor i Forsamlingen, da det af Brevet fremgik, at Garanterne intet havde imod, at Damerne valgte en anden Præsident.

Mødet havde nu varet i 3 Timer, og man skred til Afstemning over Generalinde Harbous Adresse. Denne vedtoges, dog først efter at den havde faaet en stærkt ændret Redaktion.

Sluttelig vedtog Forsamlingen, at Arbejdet skal fortsættes og Udstillingen finde Sted. Det overlades til Hovedbestyrelsen, at vælge en anden Præsident.

Valget vil foregaa en af de første Dage. To Navne var i Forgaars Aftes fremme mellem Damerne: Prinsesse Marie og Baronesse Reedtz-Thott. Prinsessen kommer hjem paa Tirsdag, og overtager hun Præsidiet, saa vil Damernes Udstilling blive den største mondaine Begivenhed man i lang Tid har set i Kjøbenhavn.

(Aarhus Amtstidende 14. januar 1895).

Verdensudstillingen i Chicago 1893 var inspiration til Kvindernes Udstilling fra Fortid og Nutid i 1895. Den blev afholdt i henholdsvis Industriforeningen og i Den Fries Udstillingsbygning i København. Den omfattede 4.500 genstande inden for kunst, håndværk, husholdning med mere produceret af kvinder. Samt afholdelse af koncerter, gymnastikopvisninger, festforestillinger, foredrag m. m. 

Den første præsident, kammerherreinde Sophie Oxholm gik af i januar 1895. Hendes modvilje mod Johanne Meyer skyldtes bl. a. at hun som formand i "Kvindelig Fremskriftsforening" havde været med i en deputation som havde besøgt Social-Demokraten redaktør Wiinblad da han blev løsladt fra fængslet. Hun efterfulgtes af gehejmerådinde Bertha Buch.  Kommandørinde Emma Gad var vicepræsident, etatsrådinde Emma Gamél formand for finansudvalget. Komiteen var fortrinsvis adelige, godsejere og forretningsmænd uden egentlig tilknytning til kvinderetsforkæmpere. Der var dog også personer fra kvindebevægelsen. 

Udstillingens overskud på godt 13.000 kr. gik til startkapital til opførelse af en Kvindernes Bygning i København. Den blev indviet i 1936.

Snedkermester Cathrine Mathilde Horsbøl. (Efterskrift til Politivennen)

Snedkermester Cathrine Mathilde Horsbøl (10. juni 1872 - 4. maj 1947) var datter af lærer Jens Christian Horsbøl (1828-1904) og Cathrine Mathilde Müller (1834-76). Som 15 årig blev hun lærling i fødebyen Ribe og uddannede sig supplerende på Axel Mikkelsens Sløjdskole i København. Hun fik hun arbejde hos snedkermester J. P. Mørck på Vesterbro. Hun blev svend i 1893 og fik broncemedalje for sit svendestykke. Hun arbejdede som svend på møbelfabrikant C. B. Hansens snedkerier og rejste derefter på valsen til udlandet: Et halvt år i Berlin, dernæst Paris. Her lykkedes det dog ikke at få arbejde hos en fransk mester. I Berlin optrådte hun med moderne, kort hår og glat hat, og var således en af de kvinder som dengang gjorde op med datidens herskende normer for både udseende og livsførelse. 

En kvindelig Snedker

Rejsebreve fra Berlin og Paris.

Af

Cathrine Horsbøl,

Snedkersvend

En ung kvindelig dansk Snedker, Frøken Cathrine Horsbøl, er i disse Dage vendt tilbage til København fra en Udenlandsrejse, under hvilken hun har arbejdet paa sin Profession baade i Berlin, Paris og London.

Under Opholdet i Udlandet har Frøken Horsbøl i nogle Breve til Hjemmet, som har været offenliggjort i "Kvinden og Samfundet", givet en Skildring af sine Oplevelser paa de forskællige Arbejdssteder, hvor hun altsaa arbejdede paa Værksted sammen med Mænd. I Berlin vakte denne sjældne Fremtoning, en kvindelig Snedker, stor Opsigt; Frøken Horsbøl blev endog paa Værkstedet hos en af Byens største Mestre interwievet af Journalister og hendes Portræt kom i Bladene.

Den unge energiske Dame, der nu er 21 Aar, er født i Ribe; hendes Fader er Lærer og Kordegn ved Domkirken. Allerede i 15 Aars Alderen erklærede hun bestemt, at hun vilde være Snedker og intet andet; trods alle Protester og Indvendinger om det upassende og ukvindelige osv. i dette Forlangende, fik hun sat igennem, at hun foreløbig kom paa Prøve hos en af Byens Snedkermestre.

Hun viste straks et saa afgjort Haandelag for Snedkeriet, at det paa Forhaand var givet, hun vilde kunne bringe det til noget fuldkomment i dette Fag. Efter nogen Tids Forløb rejste hun til København og fortsatte sin Læretid paa Axel Mikkelsens Sløjdskole, og fra denne kom hun saa endelig i fast Lære hos Snedkermester Mørch paa Vesterbro. Her gjordes hun efter 5 Aars Læretid til Svend, og i Januar f. A. fejrede hun sit Svendegilde.

Som Bevis for, hvor fortrinlig Frøken Horsbøls Svendestykke var lavet, kan anføres, at hun som Udmærkelse fik tildelt Sølvmedaille. Der var indleveret 20 Svendestykker til Bedømmelse ved Konkurrencen, derimellem altsaa Frøken Horsbøls som den eneste Kvindes. Af de 6 uddelte Medailler blev den ene tildelt den kvindelige Snedkersvend.

Som Svend har Frøken Horsbøl arbejdet en Tid hos Hofstolemager E. B. Hansen, indtil hun i Juli f. A. besluttede at søge yderligere Uddannelse i Udlandet. I Berlin henvendte hun sig først til en dansk Snedkermester om Arbejde, men han troede hun var gal og blev først beroliget, da han saae hendes Svendebrev og deraf erfarede, at hun virkelig var Snedkersvend. Hun fik dog tilsidst Arbejde, og herom fortæller hun selv i de følgende Breve.

Berlin, den 20. Juli 94.

Jeg har nu faaet Arbejde, og jeg tror nok, det skal gaa Jeg kan nok mærke, at jeg er blev i forvent med Hensyn til Materiale. Her maa jeg gaa omkring paa Værkstedet og finde mig et Stykke Finer et eller andet Sted Lige saa med Træ. Saa er mit Værktøj saa daarligt, at jeg næsten ikke kan arbejde med det, og ved at jeg saadan skal søge mig Stumper og Stykker op, maa jeg lime og sætte sammen i en Uendelighed. Dog er jeg saa glad, saa glad ved at arbeide, thi naar jeg bliver bedre kendt og kan lidt mere af Sproget, skal det nok gaa lettere. Naar jeg nu har det første Stykke færdigt, gaar jeg til Mesteren og minder ham om det Værktøj, jeg skal have, thi jeg har naturligvis sagt ham det, men det kender jeg nok, det maa siges ofte.

Svendene er rigtig flinke og i alle Mander pæne imod mig, de begyndte jo ikke saa godt, men da de saa, jeg var en ordenlig Pige, gik det over, og nu gaar det lige saa godt som hos Hansen Jeg var kun 3 Steder i Wilhelmstrasse for at søge Arbejde, det var det hele. I Løbet af 2 Timer havde jeg Arbejde. Det vilde nu heller ikke have været saa rart for mig at gaa længe og søge, thi her arbejder Mesteren selv med, og saa skulde man jo gaa lige ind paa Værkstederne.

I Gaar, da jeg gik til Middag, stod der en ung Mand og ventede paa mig paa Gaden. Det var et ungt Menneske jeg havde arbejdet sammen med hos Mørchs. Han havde set i en Avis, at jeg arbejdede hos Aschenbach og vilde nu hen at hilse paa mig. Han var meget forbavset over mit Held, thi Aschenbach gaar for at være en af Berlins bedste Snedkere, sagde han.

Her skal jeg ikke saa tidlig op. Kl 7 skal vi være paa Værkstedet, vi arbejder kun 9 Timer; jeg vil se at komme paa Aftenskole eller ogsaa bruge mine Aftener til at læse Sprog.

Berlin, den 31. Juli 94.

Jeg er saa glad for den Familie, jeg bor hos, det er en Enke, hun er saa flink, næsten moderlig imod mig, og Datteren er en stille ung Pige, der maa arbejde haardt. Sætterske er hun, jeg har været oppe at se hendes Arbejdslokale, et start Rum til en 30 a 40 unge Piger. Da jeg kom derind, gøs det i mig, jeg følte at det var langt strængere Arbejde end Snedkeri. Strængt ved den uforandret staaende Stilling og ved det monotone Arbeide; fra Morgen til 7 til 6½ Aften kun flytte Bogstaver; intet Under, at hun om Aftenen ser bleg og daarlig ud.

Forleden Dag, da jeg stod og arbejdede, kom der en Journalist op paa Værkstedet; han vilde gærne skrive lidt om mig og spurgte derfor godt ud. Da jeg om Aftenen kom hjem, kom der en Journalist fra et illustreret Blad, som gærne vilde have mit Billede. Naa skade mig kan det vel ikke, jeg lod ham derfor tage Billedet.

Det gaar alt andet end godt til at begynde med paa Værkstedet, Mesteren er et forskrækkelig hidsigt Menneske, der gaar ikke en Dag, hvor jeg ikke bliver skældt ud og kun fordi jeg har været for længe om mit Arbejde. Det er jeg ogsaa, men han maa tage i Betragtning, at det er det første, og han har kun ældre Svende, saa han er vel vant til, at det maa gaa hurtigt. I Mandags, da han kom paa Værkstedet, blev han aldeles rasende ved at se, at jeg ikke en Gang var saa langt, som han troede. Det er et lille Skab men det koster meget Arbejde. Han kom farende, rev Arbejdet fra mig, kylede det henad Gulvet, og det var ganske rart, at jeg ikke forstod et Muk af, hvad han sagde. Drevet har jeg rigtignok ikke; naar jeg med det elendige Værktøj sled, saa Sveden drev i Strømme, saa kunde Mester komme farende og raabe "es muss forter gehen" og saa en hel Masse mere. Hvorledes Arbejdet er gjort taler han aldrig om Gud naade mig, hvis det ikke var ordenligt.

Naa, da han saa havde kylet mit Skab hen ad Gulvet tænkte jeg "nu er det vist bedst, Du gaar, saadan kan det da ikke blive ved". Jeg samlede mit Værktøj og tog min Hat frem og lavede mig til at gaa. En kold Gysen gik igennem mig ved Tanken om atter at skulle søge Arbejde, det vilde ogsaa blive langt sværere anden Gang, thi det var jo ikke anbefalende, saa hurtig at komme fra et Sted. Mesteren var gaaet ud af Værkstedet, da jeg mærkede en Haand paa min Skulder og venlige Ord lød i mine Øren. Tænk Dig, disse Svende, der den første Dag morede sig med at genere mig, de kom nu til mig, tog min Hat og mit Værktøj fra mig og bad mig blive. Jeg kunde bekæmpe mine Taarer, da der kun lød haarde Ord, men nu brast jeg i Graad.

Aldrig vil jeg glemme disse Svende i den Time, ikke en var der, som var ligegyldig, og da jeg holdt paa at ville gaa, skrev de Adresser op paa gode Værksteder. Da kom Mester igen og sagde vredt, at jeg skulde gøre mit Skab færdig først. Da fik jeg endelig Munden paa Gled, spurgte ham, hvad jeg havde gjort og føjede til: "ikke i min hele Læretid har jeg hørt saa mange Ukvemsord som her i 14 Dage, det, De kalder Værktøj, er saa slet, saa den halve Tid er gaaet med at lave det i Stand." Lidt efter kom Karlen og skulde spørge, hvad Værktøj jeg manglede og skrev det op. Arbejdet bliver jeg færdig med i Morgen, giver Mester mig saa nyt, tager jeg trods alt med Glæde derimod Værkstedet er godt, Svendene flinke, jeg synes allerede, jeg har lært ikke saa lidt og faar jeg et andet Stykke, skal det nok gaa hurtigere

Berlin, den 30. Septbr. 94.

Da jeg kom paa Værkstedet i Onsdags, gik alle Mændene og drev, de havde ingen Arbejde, hvert Øjeblik ventede de, at Hr Aschenbach skulde komme og give dem deres Afsked; de vidste, han havde ikke noget til dem. Han nøjedes dog med at lade dem "spasere" til Lørdag, saa lavede de noget Magasinarbejde. Den Svend, der havde arbeidet 3 Aar i Paris, sagde, at nu var det netop den bedste Tid dér, fra nu af og til Nytaar, han raadede mig bestemt til at rejse netop nu; da jeg er godt tilfreds med den Tid, jeg har været her, har lært ikke saa lidt, tænkte jeg, at der var meget vundet, hvis jeg kunde være heldig og faa godt Arbejde i Paris. Jeg tænker altsaa at rejse den 13 Oktober. Jeg har taget Afsked med Værkstedet, jeg har faaet en pæn Anbefaling fra Hr Aschenbach. I Lørdags havde en af Svendene, som stod ved Siden af mig, skrevet sin Adresse op og bad om jeg vilde skrive til ham fra Paris og fortælle, hvordan det gik mig. Han har været overordenlig flink imod mig, og da jeg godt kan forstaa, mine Kammerater har Lyst til at vide, hvorledes det vil gaa mig, sagde jeg ja; der kan da ikke være noget ondt i, at jeg skriver et Brev til nogle Svende, der har de handlet mig saa net som disse.

Frøken Horsbøl kom til Paris den 14. Oktober, og her viste det sig meget vanskeligt for hende at skaffe sig Arbejde. De danske Mestre vilde ikke have hende, en af dem sagde, at hans Svende stod alle paa Dagløn, og han frygtede for, naar der kom en kvindelig Svend paa Værkstedet, at de da vilde forsømme deres Arbejde og i Stedet staa og kigge paa deres nve Kollega. De franske Mestre svarede ogsaa Nej, de fandt ikke det Arbejde passende for en Dame. Tilsidst henvendte hun sig til de tyske Mestre, og her lykkedes det hende endelig at blive antaget.

Hun skriver herom:

Paris, den 13. Novbr. 1894.

. . . Franskmændene forstaar mig slet ikke, de tror rentud, jeg er forrykt. Ingen vilfe give mig Arbejde, og saa gik jeg til de tyske Mestre; jeg har ogsaa været hos en dansk Mester, - han lo ad mig og vilde ikke en Gang give mig Adresser paa tyske. Dog, de tyske fandt jeg alligevel og var saa heldig at blive ansat paa et Værksted for franske Luksusmøbler.

Jeg er overordenlig godt tilfreds der, og min Mester er ogsaa tilfreds med mig. Det bedste er, at jeg kan tjene aldeles det samme som mine mandlige Kammerater, i den første Uge havde jeg 40 Francs, og jeg tror næsten at kunne drive det til 50 Francs om Ugen. Det er meget mere end jeg behøver, saa her i Parts har jeg det godt med Penge.

Paa Værkstedet er der franske, tyske, hollandske, danske Svende og en Svend fra Afrika. Vi er tre danske Svende ("Trekløveret"), og vi holder naturligvis sammen. Vi spiser sammen paa det Hotel, jeg boer, og til daglig er det min eneste Omgang. Det Forhold, der er imellem os tre, er rigtigt som jeg har tænkt mig Forholdet skulde være mellem unge Mænd og Kvinder. Gemytlig, naturlig, ingen Snerperi, men dog ogsaa saadan, som Tonen er mellem unge pæne Mænd. Naar vi ikke er sammen alle tre, eller naar vi er sammen med tyske, saa er det ikke rigtigt som det skal være. Jeg kunde godt lide, at en Aften, da de vilde have mig med hen paa en pæn Kafé og drikke et eller andet, mens vi hørte paa Musik, og jeg ingen Lyst havde, saa blev vi hjemme alle tre.

Arbejdstiden er fra 7-7 med en Times Middag, men naar de franske Svende har spist deres Mad Kl 7, saa gaar de paa Værkstedet igen og arbejder til 12-1 Nat, og saa dertil den hele Søndag. Jeg forstaar ikke de Svende, at de ikke føler Trang til en lille Smule andet end lige Arbejdet. Det gaar ikke saadan til her som paa Værkstederne hjemme, hvor man kan arbejde lidt og passiare lidt. Nej. Arbejdet skal helst være færdig med det samme, vi faar det i Hænderne.

Hvordan de franske Svende vilde have været overfor mig, hvis jeg havde noget med dem at gøre, det véd jeg ikke. De har ingen Tid til at se paa mig og endnu mindre Tid til at gøre Bemærkninger om mig. Nej kun det at faa saa meget færdigt som muligt. Vi danske arbejder fra 7-7 og har derved rigeligt, saa det kan ikke falde os ind at arbejde om Natten eller Søndagen, naar vi kan blive fri. I Berlin har jeg fundet gode Kammerater paa Værkstedet; der stad jeg kun mellem tyske. Det var helt underligt for mig, da jeg tog bort, at tænke paa de første Dage og de sidste. De første Dage Kampen for at sætte mig i Respekt og de sidste Dag, en Smule Vemod ved at skulle skilles fra brave Kammerater. Jeg er kommen til det Resultat at en ung Pige kan meget godt staa paa et Værksted hvor som helst, naar hun blot vil passe sig selv. Det Værksted i Berlin havde jeg taget fra Vejviseren, saa jeg havde slet ingen Garanti for, at de var bedre Svende end Svende i Almindelighed der var.

Hvor godt jeg har det her, rejser jeg dog over London hjem til Nytaar Jeg længes etter mit eget lille Værksted. Jeg har ogsaa Hovedet fuldt af Ideer paa Snedkeriets Omraade, hvis de ellers kan lade sig realisere.

(Social-Demokraten 9. januar 1895)

En kvindelig Snedker.

Langt ude paa Vesterbro i Valdemarsgade har hun opslaaet sin Bopæl i et lyst, stort Rum, opstillet sine Høvlebænke, den unge Pige, Frøken Horsbøl fra Ribe, der alt fra sin Barndom har haft en saa brændende Lyst til at lære Snedkerprofessionen.

Hendes Liv er som et helt Eventyr, men et Eventyr med strængt, ihærdigt Arbejde for, naar de slidsomme Aar var omme, at vinde Skatten, som Dragen ruger over, den Kundskabs Skat, som tilforn ej havedes af Kvinder.

Hun holdt ud, og hun vandt den.

Femten Aar gammel kom hun i Lære i Ribe, men det gik ikke, og efter tre Maaneders Forløb blev hun sendt over til en Præstegaard paa Sjælland, hvor hun skulde være ung Pige i Huset.

Men hendes brændende Hu lod hende ikke nøjes med den Lod. Hun skrev ind til Frøken Kirstine Frederiksen, om hun mulig kunde Skaffe hende en Plads som Lærling.

Og det gjorde Kirstine Frederiksen.

Hun skaffede hende ind paa Axel Mikkelsens Sløjdskole, hvor hun var i halvandet Aar; men da hun gjerne vilde paa et rigtigt Snedkerværksted, lykkedes det hende ogsaa at komme paa et saadant hos Snedkermester Mørck paa Vesterbro, hvor hun stod i Lære i 3½ Aar - gjorde Svendestykke, var senere fire Maaneder hos C. B. Hansen og rejste saa udenlands.

Hun arbejdede først i Berlin, derpaa i Paris, hvor hun vel sagtens havde været endnu, hvis ikke Rygtet om Kvindernes Udstilling var naaet ned til hende, og hun forstod da, at nu eller aldrig var det rette Øjeblik til at træde frem herhjemme og gjøre sig gjældende.

Og hun kom hjem, just da Tiden var inde.

Hun fik først til Laans 1000 Kr rentefrit og mod at betale Afdrag efterhaanden, naar hun kom frem. Saa lejede hun sig Værksted, og inden hun saa sig ret for, var Snedkermesteren færdig, og hun kunde tage imod Arbejde.

Frøken Regitze Barner, der har oprettet Barnehjemmet og flere filantropiske Foretagender, kendte hende fra hun under sin Læretid boede paa Hjemmet og har været hende en trofast Velynderinde.

Først bragte hun den ringe Begynder Bestilling paa et Skab i Rokokostil til Kronprinsessen. Professor Amberg leverede Tegningen, der approberedes, og Arbejdet kan altsaa begynde.

Der er ingen Tvivl om, at dette Skab, fremstillet paa kvindernes Udstilling, vil være en Pryd for denne og et godt Bevis for den unge kvindelige Mesters Dygtighed.

Fra hendes Haand vil der desuden blive udstillet et Bogskab af bonet Nøddetræ og Asketræ, bestilt af Grosserer Ebert.

Endnu et ærefuldt Hverv er bleven hende overdraget, nemlig at forfærdige de Møbler, der skal bruges til den literære Afdelings Værelse paa Udstillingen. Disse skal være af Fyrretræ efter Tegning af Fru Slot-Møller, der ogsaa skal udføre eller i alt Fald lede Malingen af disse.

Dersom man nu tror i Frøken Horsbøl at finde en stor, kraftig Kvinde med et mandhaftigt Udseende, saa tager man mærkeligt fejl, vor kvindelige Snedker er lille og fintbygget, men Musklerne er udviklede ved Arbejdet. Hovedet er lille med kort klippet Haar, Øjnene store og straalende med et klogt og tillige barnligt Udtryk, Munden vel formet med smukke Tænder.

Da jeg opsøgte hende, stod hun ved sin Høvlebænk med den just fuldførte Tegning til det bestilte Bogskab - i Forbigaaende maa bemærkes, at denne Tegning, der forekom meget vellykket, var udført af hende selv. - Hun var iført en klædelig Kjole af Bomuldstøj med Bluseliv samt et Snedkerforklæde.

Det var med straalende Glæde, hun fortalte om, hvor elskværdige og imødekommende alle Mennesker var imod hende, om hvorledes de handlende. Hos hvem hun kjøbte Træ, Fineer m. v., tilbød hende Kredit og sagde, at hun behøvede først at betale, naar hun selv fik Betaling.

"Det morsomste er dog", vedblev hun, "at komme paa Tømmerpladserne og kjøbe Træ og saa se Folkenes Studsen og Undren, naar de hører, at Snedkermesteren det er mig.

Ja, det forstaar man saa vel, kjender ogsaa en Smule dertil.

Det er Frøken Horsbøls Mening at antage kvindelige Lærlinge, foreløbig maa hun hjælpe sig med mandlige Svende. Da jeg spurgte hende, om hun nu lod Svendene giøre Forarbejdet, det tungeste og sværeste, svarede hun:

"Nej, der er kun en om et Stykke Møbel. Laver jeg et Skab, saa laver jeg det fra dets Begyndelse og til det er færdigt."

Hun har forøvrigt Lærlinge. Paa Hjemmet for vansire har hun fem Drenge, hun skal uddanne til Snedkersvende, "og de kan blive det", siger hun, "trods det, en af dem mangler de fire Fingre paa den ene Haand, og de andres Hænder er misdannede paa forskjellig Maade. De skal gjøre Svendestykke, som andre Lærlinge".

Men paa Udstillingen faar vi at se Mesterens Mesterstykke.

S. H.

(Aarhus Amtstidende 4. februar 1895)

Cathrine Horsbøl tilbragte en del af sin læretid i frk. Barners værnehjem "Bethania"

Ukendt fotograf: Bredgade nr. 28 med møblement som værksted tilhørende Cathrine Horsbøl. "Udført, efter Bestilling, paa mit Værksted Cathr. Horsbøl", står der ved fotografiet. Det kongelige Bibliotek.

Hun udstillede på Kvindernes Udstilling 1895. Det var med til at gøre hende kendt. Hun nedsatte sig som selvstændig mester og blev en af de to første kvindelige snedkermestre (Sophy A. Christensen var den første). Næringsloven af 1857 gjorde det muligt for ugifte kvinder at få ret til næringsbrev på samme vilkår som mænd. I 1931 fik gifte kvinder ret til at beholde et allerede opnået næringsbrev efter giftermål og fortsætte som selvstændige erhvervsdrivende. Først i 1978 kom en lov om ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

Cathrine Horsbøls første værksted var i Valdemarsgade 51 hvor hun selv boede. Hun flyttede derefter til Bredgade og havde på sit højeste 30 ansatte. Møblerne var til dels tegnet af hende selv, og havde ret tunge former og megen anvendelse af dekorative elementer. 

Den første kvindelige Haaadværksmester.

Frøken Cathrine Horsbøll.

"Hvor længe har De nu arbeidet som Snedkermester, Frøken?"

"Fire Aar - jeg stod 5 Aar i Lære, var Svend i to Aar og blev Mester i mit tre og tyvende. Rigtignok kun med to Svende, men det gik hurtig fremad. Nu har jeg to Værksteder, Arkitekt Leuning Borch er knyttet fast til mit Etablissement, jeg har atten Svende, tre Drenge og kvindelige Elever."

"Mandlige Svende? Kan De regere dem?"

"Det er slet ikke nødvendigt at regere. Tonen er ganske kammeratlig mellem os, og vi komme altid godt ud af det."

"Men i gamle Dage, da De selv var Svend, hvordan vare Kammeraterne der?"

"Altid flinke! Og jeg blev dog stillet fuldt ud i Klasse med dem - der blev ingen Forskjel gjort.

Min Snedkerbane begyndte med, at jeg i Skolen var den dygtigste i Sløidtimerne. Hjemme lavede jeg selv mine Syskrin og Penalhuse, og saa sagde de altid til mig: "Du skulde blive Snedker, Cathrine!"

"Ja, lad mig saa blive Snedker da - I har selv foreslaaet det", sagde jeg, den Gang jeg blev konfirmeret. Men det var ikke saa let at blive det. Hele Ribe gik ud af sit gode Skind - jo, for det var i Ribe jeg gik i Skole - da det rygtedes, at jeg vilde være Haandværker.

Saa blev jeg sendt til Kjøbenhavn. og der kom jeg paa Axel Mikkelsens Snedkerskole. Jeg stod i Lære mellem de andre Drenge, eller mellem Drengene, hvad De nu vil kalde det, og jeg maatte gjøre samme Gavn som de. En Dag bleve vi sendte i Byen med et stort Skab, en Dreng og jeg, paa en Trækvogn. Vi tabte det paa Vesterbrogade. Det var et kritisk Øjeblik; Drengen masede, og jeg sled, men der var ikke Tale om, vi kunde flytte Skabet af Pletten. Saa kom der en Mand og hjalp os, og ham gav jeg alle mine rede Penge - ti Øre. Lykkeligvis havde jeg Penge den Dag. saa mange gik jeg ellers aldrig med.

Jeg stod nemlig paa egne Ben, og jeg tjente kun femten kroner om Maaneden."

"Det kan man da ikke leve for?

"Med Lethed! Jeg boede paa Værnehjemmet - og jeg fortæller Dem dette for at faa Leilighed til at omtale det Hjem - der havde jeg for mine femten Kroner om Maaneden fuldstændigt Ophold med sund og god Kost. 

Jeg boede der i mine fem Læreaar. Hos Snedkermester Mørch gjorde jeg Svendestykke, og saa arbeidede jeg dels paa hans Værksted og dels paa C. B. Hansens." 

"Var De ogsaa i Fagforening?"

"Nei, det behøver kvindelige Haandværkere ikke at være, saa længe der ikke ere flere. Mine Mestre sagde saa tidt: "Ja a, det er nu her hos os, De kan være, men De kan ikke arbeide paa et hvilket som helst Værksted. Her tage Svendene Hensyn til Dem; det vilde de ikke gjøre allevegne. Naar De blot er borte herfra et Par Timer, er Tonen en ganske anden."

"Saa synes jeg, der var al mulig Grund til aldrig at lave Dem forlade Værkstedet!"

"Det svarede jeg - akkurat. Det glæder mig, sagde jeg, at jeg kan indvirke saadan paa mine mandlige Kammerater. Jeg har aldrig haft noget Sammenstød med nogen Arbeidskammerat, og alle have været pæne imod mig, fra det Øieblik de saa, jeg kunde arbeide ligesaa godt som de.

Som ung Svend laante jeg Tusind Kroner. De tre Hundrede reiste jeg op - jeg var i Berlin, Paris og London som almindelig vandrende Haandværkssvend - og med syv Hundrede begyndte jeg min Forretning. Det viser da, at en Kvinde ikke behøver saa uhyre en Driftskapital for at komme i Vei, hvad der ellers raades paa."

"Hvordan var Deres Vandreaar?"

"Det var kun et halvt - men det var saa indholdsrigt, at jeg var bleven ved at vandre et Par Aar til, hvis ikke Kvindernes Udstilling var kommen. Jeg vilde hjem til den - det, jeg udstillede, kjøbte Kronprinsessen.

I Berlin vakte jeg en uhyre Omsigt. Jeg gik fra Værksted til Værksted og søgte Arbeide. Det er ikke Deres Alvor lille Frøken! sagde Mestrene og lo til mig den første Dag. Næste Dag tog jeg min Arbeidskittel med. Paa det første Værksted, jeg kom til, tog jeg den paa og viste, at jeg kunde bestille noget.

Det var saadan en brav og brillant Mester. Han tog mig som Reklame et Par Dage efter var jeg i Aviserne med Portræt og i Vittighedsbladene. Der udkom en Vise om mig med mit Billede udenpaa og Fotograferne kom og tog Plader af mig ved min Høvlebænk, som de skiltede med. Men ingen var ondskabsfulde - det var altsammen godmodigt og elskværdigt.

I Paris og London arbeidede jeg inkognito - der meldte jeg mig slet ikke til, som man egentlig skal, saa der var mindre Halløi, men heller ikke der havde man kvindelige Haandværkere. Man har i de store Byer Værnehjem ligesom her, paa dem boede jeg for næsten intet, mod at jeg gik til Haande i Kjøkkenet, naar jeg ikke havde Arbeide som Snedker."

"Men det var det Skrivebord, vi skulde tale om Frøken! De arbeider jo paa at indføre - Møbler efter særegne Tegninger vil De vise mig nogle Tegninger?

Frøken Horsbøl henter nogle store Mapper frem, og vi begynde at blade Leuning Borchs stilfulde Udkast.

(Natt.)

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 21. november 1898).'

Forretningen gik så godt, at hun fik råd til et natursted ved Bure Sø. Her boede hun iom sommeren iført ridebukser og stor cigar. Hun cyklede frem og tilbage mellem sommerhus og forretning. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 9. oktober 1909, 2. udgave.

Cathrine Horsbøl var aktiv i Dansk Kvindesamfund. Under storlockouten i 1899 vægrede hun sig ved at tilslutte sig. Hun havde også et snedkerværksted i St. Hansgade. Her var en værkfører og 15-16 svende samt en del lærlinge. hvor der i februar 1904 udbrød en mindre brand. Der skete ikke synderlig skade.

Besøg paa Værkstedet

Hos Frk. Cathrine Horsbøl

Mellem kvindelige Snedkersvende.

Ung, smilende, med det Præg af klædelig Selvbevidsthed, en selfmade Kvinde bør have, staar Snedkermester Frk. Cathrine Horsbøl i sit store Værksted. Det er helt ude i St. Hansgade paa Nørrebro, paa 3die Sal i en Værkstedsbygning, der rummer lutter Snedkere. Høvlene hvisler mod Træet, Spaanerne flyver til Vejrs, og Savene synger deres muntre Melodi . . . man mærker i dette Værksted ikke Spor til Maskiner, thi Frk. Horsbøl er Tilhænger af det sunde og gode Princip, at Haandens Arbejde staar over alt! Kun fornemmer man dybt under sig en evindelig snurrende, brummende Lyd af Dampmaskinen, der besørger det grove Arbejde, op igennem Huset Det er en Lyd, der for Erindringen fremkalder Minder om det salig rullende Fortov.

... Fyraften nærmer sig. Frk Horsbøls atten mandlige Svende staar bøjede over Arbejdet under de flakkende Gasblus. Og mellem de unge Mænd ser vi tre-fire kvindelige Lærlinge, unge Piger først i Tyverne, der haandterer Høvl og Sav saa flinkt og adræt som nogen af deres mandlige Kolleger. Iførte en lige saa bekvem som klædelig Arbejdsdragt - en stor Bluse og Forklæde - synes disse raske feminine Snedkere at gaa fuldstændig op i deres Dont. Frk. Horsbøl fortæller med Stolthed, at hun blandt sine kvindelige Lærlinge for Tiden har en Datter af den bekendte Forpagter U. til Rosendal, og at hun til Nytaar endog venter en Godsejerdatter paa Værkstedet Tempora mutantur! Man ser heraf, at det nu overvejende er de saakaldte "bedre Folks Børn som søger en praktisk, selvstændig Livsgerning som denne.

Men naturligvis har ikke alle disse kommende kvindelige Snedkere deres flinke Mesters Energi.  

"Saadanne unge Damer - forklarer Frk. Horsbøl - véd jo mangen Gang ikke, hvad de skal faa Tiden til at gaa med. Saa en skønne Dag faar de Lyst til at bliv Snedkere. Men de har sjælden videre Begreb om at bestille noget rigtigt! Den lange bundne Arbejdstid gør dem kede af det Jeg tror, jeg har haft over 20, som senere er gaaede fra det."

Sagen er, at der for at drive det til noget i et Fag som dette foruden stor Energi selvfølgelig kræver Held.

Frk. Horsbøl selv har i rigt Maal nydt godt heraf:

"Al Ting har formet sig saa godt og glat for mig, siger hun "Lykken - det er at være tilfreds med sin Gerning!

- Vi gaar rundt i det store Værksted, og Frk. Horsbøl standser nu og da for at vise os alle de mange smukke Møbler, der er under Arbejde hos hende. Frk. Horsbøl hører - som Snedkermester - til de ivrigste Forkæmpere af den rigtige Tanke, at Kunsten og Haandværket skal arbejde Haand i Haand for at frembringe gode Resultater. I Arkitekt Leuning-Borch har hun en kunstnerisk Medarbejder, hvis smagfulde Tegninger her under Svendenes Hænder formes til de kønne og fintstemte Interiører, som er adgaaede fra Værkstedet i St. Hansgade og har skabt "Danmarks første kvindelige Snedker" et Navn. Saaledes arbejder Kunstner og Haandværker i Fællesskab hen imod at skabe i god Forstand smukke og moderne Hjem med Harmoni og Smag over Bohavet.

Særlig stolt er Frk Horsbøl - med Rette - over den betydelig Leverance, hun for Tiden har under Arbejde til Kjøbenhavns nye Raadhus.

"Er det ikke ganske morsomt, siger hun, at man her har ladet mig vederfares samme Ret som de mandlige Snedkere. Det er det første offenlige Arbejde, jeg har haft," slutter den elskværdige Snedkermester. Ikke uden Selvfølelse.

Som bekendt, har Raadhusets geniale Bygmester Martin Nyrop selv ønsket at give alle dessein'erne til hele Møblementet indenfor sit Storværk. Forskellige Firmaer som Plum, GrouIe & Rasmussen har allerede leveret deres Del af Arbejdet. Nu kommer Frk. Horsbøl med en Mængde smukke og karakteristiske Kontor-Møbler, Skrivepulte med store Opsatser og Reoler etc, bl. a. til Magistratens forskellige Afdelinger. I Slutningen af næste Maaned skal hele Leverancen være færdig. Man genkender overalt paa disse Møbler, ikke mindst hvad Dekoreringen angaar, den ejendommelige Nyropske Stil.

- - -

Saa er den lille Ronde til Ende, Fabrikpiben lyder, og Arbejdet standser Frk Horsbøl byder os ind i sit hyggelige og stilfulde lille Privatkontor, og her fremdrager hun en Række Fotografier, som gengiver nogle af de mukke Interiører, hvortil Møblementet er udgaaet fra hendes Værksted.

Der er en henrivende Stue fra Grosserer Carl Melchiors Villa Henriksholm - "english style!" - et Interiør, der ved sin Smagfuldhed leder Tanken hen paa de Afbildninger af rige kunstforstandige Amerikaneres home, man finder i det fine og højt ansete illustrerede Blad "Truth". Der er endvidere et nydeligt Møblement i Empirestil fra Grosserer Vald. Davidsens Hjem og et allerkæreste Interiør hos Overretssagfører Nathansen (rene engelske Motiver). Hvad Frk. Horsbøl selv anser for det bedste, hun har præsteret, er et Kontormøblement til GI. Carlsberg, udført i en ny rød Træsort "Paduc".

"Fortælle lidt om mit Liv? siger Frk. Horsbøl, da vi har beundrer de smukke Billeder, "véd De hvad, det er saamænd gjort saa tidt! Jeg er en Skolelærerdatter fra Ribe, og det var i Husflidsskolen derhjemme at jeg fik Lyst til Snedkervirksomheden. Jeg var den Gang 15 Aar.

Først blev jeg Lærling og tjente saa et Aar mit Bred som Svend. Jeg arbejdede i Paris og Berlin i nogle Maaneder - i den sidste By nød jeg den Ære at blive besunget i "Lustige Blätter", et forøvrigt meget morsomt Digt, der hed "Die schöne Tischlerin" - og endelig i 95 blev jeg selvstændig. Jeg begyndte ude i Valdemarsgade - med én Høvlebænk. Tomt og trist var det hele, og jeg stod muttersene og lavede lidt Reoler. Saa søgte jeg - og fik - det Spannjerske Legat, og da jeg stod med de 400 Kr. i Lommen, fandt jeg absolut, at Forretningen maatte udvides! Jeg lejede en Butik til 1200 i Bredgade, den samme, jeg har endnu; for Resten skal jeg til April hen i en større. - Vil De vide, hvordan Dagen gaar for mig? Jeg er 8 Timer i uafbrudt Aktivitet. Kl. 7 staar jeg op, møder saa her Kl. 8, fører mine Regnskaber, gaar min Runde, konfererer med Værkføreren og min Arkitekt; saa ud til mine Kunder; fra 2 til 4 skal jeg være i Butiken i Bredgade; saa igen paa Vækstedet og Kontoret. Kl. 6 har vi Fyraften, og saa vil jeg indrømme, at det ikke altid er Arbejdet, der fængsler mig!"

- - Unægtelig, den flinke Snedkermester har en Normalarbejdsdag, som næppe nile hendes mandlige Kolleger kan opvise Magen til. Dertil kommer, at Frk. Horsbøl gør Indtryk af at omfatte sit Arbejde og sin Gerning med den største Interesse og Energi; en usædvanlig sund og harmonisk Naturs Iver og Glæde over at virke i det godes og nyttiges Tjeneste sisar én i Møde fra hendes Væsen og Ord. Og saa er hun ved Siden af saa fuldt ud kvindelig - i god Forstand - at Ordet "emanciperet" her vilde være yderst malapropos.

Endog de unge kvindelige Lærlinges theoretiske Uddannelse ligger Frk. Horsbøl paa Hjærtet.

"Som Forholdene nu er, siger hun, "maa mine unge kvindelige Lærlinge privat skaffe sig theoretisk Undervisning, og det er en dyr Historie. Det er en stor Skam, at de kvindelige Haandværkere ikke kan faa Lov til at uddanne sig paa teknisk Skole lige saa godt som de unge Mænd. Og ser det ikke underligt ud, at flere store Provinsbyer - Aarhus bl. a. - giver Kvinderne denne Adgang, medens de her i Kjøbenhavn, hvor der er mange flere Kvinder, som trænger til theoretisk Uddannelse, holdes ude. Tænk, hvor mange kvindelige Haandværkere der gives nu til Dags; I Bogbinderfaget, Snedkere osv. - Efter hvad man siger, er det jo ikke muligt, at Forberedelsesskolen til Akademiet vil blive henlagt under teknisk Skole; ogsaa dette vilde jo kunne komme Haandværkerne - ikke mindst de kvindelige - til gode.

Frk. Horsbøl udvikler livlig for os sin Yndlingsidé: at unge Mænd g unge Kvinder selvfølgelig saa udmærket godt kan arbejde sammen som gode "Kammerater", og uden at en usund "Flirt" behøver at skade Forholdet. Erfaringen viser dette, bl a. fra talrige Skoler rundt om i Landet. Frk. Horsbøl vil lige Ret ved Undervisning og Arbejde for Mand og Kvinde, hverken mere eller mindre. Og da vi til slutning eper er hende ligefrem: 

"Hvad mener De om Mændene, kort og godt? falder hendes Svar nøjagtig, som vi havde ventet det:

"Jeg mener, at Kvinderne et fuldt ud lige saa dygtige!"

Viggo

(Dannebrog 13. november 1900).

Det omtalte digt på tysk udkom ikke blot i Lustige Blätter:

Die schöne Tischlerin.

Aus der "Liedern eines Verschmähten"

Der erste weibliche Tischlergeselle in Berlin ist jetzt in der Kunsttischlerei von Siebert und Achenbach in Thätigkeit getreten.

Ich sah ein Mädchen jung und schlank,
Höchst distinguirt und nobel,
Die stand an einer Hobelbank
Und hobelt mit dem Hobel!

Ein Anblick zum Entzücken schier,
Ein Augenschmaus für Götter;
Ich wünschte gleich im Stillen mir
„"O, wär ich eins der Bretter!"

Drum trat zur Hobelbank ich hin
Ganz schüchtern und ganz leise,
Und sprach zur schönen Tischlerin
Nach ihres Handwerks Weise:

„Sieh diesen Jüngling reich und ein,
Sein Herz an Dich verlor er,
Dein Bild drang ihm ins Herz hinein
Als wie ein spiker Bohrer!

Und nach Liebe steht mein Sinn,
Ich frag' nicht nach Vermögen,
Du bringst mir ja als Tischlerin
Ins Haus viel Glück und Segen!

Verlass' die alte Hobelbank,
Erhör' mich, holde Schöne,
Drum sträub' und ziere dich nicht lang
Und mach' nicht solche Späne!

Bist Du mit Recht als Tischlerin
Erfüllt mit zünft'gem Stolze,
So glaube mir! auch ich, ich bin
Ein Mann von echtem Holze."

Da hob das Herz des Mägdelein 
Sich stürmisch unter'm Mieder,
Sie schlug zwei große Nägel ein 
Und dann die Augen nieder.

Doch als grad auf des Nagels Kopf 
Ihr Hammer niederhagelt,
Sprach sie zu mir: "Du blöder Tropf,
So bist auch Du vernagelt!

Ja, wärest stattlich Du und nett,
Würd' ich mich wohl bequemen,
Doch so ein schwaches dünnes Brett
Wird nie ein Tischler nehmen!

Denn würd' ich wirklich deine Frau,
Obgleich es ganz unmöglich,
So müßt' ich , das weiß ich genau,
Dich Schwachkopf leimen täglich!"

Da floh ich von der Hobelbank,
Weil mich ihr Troß sehr kränkte,
Und weil sie auch den Zollstock lang 
Nach mir bedrohlich schwenkte!

Drum warn ich jeden jungen Mann,
Wenn er nicht will blamirt sein:
Fang' nie mit Tischlermädchen an,
Sonst wirst du bald lackirt sein!

(Nürnberger Volksblätter für jedermann nr. 36, 1894

I 1909 opstillede hun til borgerrepræsentationen for den radikale liste.

I 1919 solgte Cathrine Horsbøl sin forretning til fordel for andre opgaver. Hun flyttede på landet, hvor hun også fik lejlighed til at dyrke sin interesse for snedkerfaget på ikke-kommerciel basis. 

Hun var medlem af Indenrigsministeriets Patentkommission omkring århundredskiftet. Hun havde selv patenteret et materiale der kunne bruges som underlag for sæder i møbler: to lag finer med et mellemliggende lag sejldug, lærred eller lignende vævet stof. De tre lag var forbundet med hinanden ved hjælp af almindelig snedkerlim. Materialet kunne udskæres i strimler, af hvilke der kunne flettes sæder til stole og andre møbler. 

Hun blev begravet på Solbjerg (Park)kirkegård.

Estrid Hilarius-Kalkau var udlært hos snedkermester Horsbøl. Hun blev svend i 1916.Hendes firma blev videreført af snedkermester Th. G. Madsen i Bredgade 28 fra 1913. Værkstedet lå i Haslegade 1. Det fremstillede kun efter bestilling og mest til kendte kunstnere.

Karen Andersdatter (1794-1894). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Andersdatter død. Fra Jersie skrives til os den 3. ds.: Karen Andersdatter døde den 1. December. Havde hun levet til den 8., havde hun fyldt 100 Aar, nu skal hun begraves den 8. December paa hendes 100-aarige Fødselsdag, hvilket jo er en stor Mærkelighed. Hun var født i Ølsemagle den 8. December 1794; hendes Forældre vare Gaardmand Anders Olsen og Hustru Mette Andersdatter, hendes Mand var Gaardmand Lars Jensen, Jersie, der døde den 16 Januar 1864; han har altsaa været Enke i 31 Aar. De havde 2 Børn i deres Ægteskab, en Søn og en Datter. Sidstnævnte blev gift i sit 20de Aar 1846, men døde 1½ Aar efter uden Børn; hendes Søn, Gaardmand Anders Larsen, Jersie, var gift med Abelone Petersen, de havde 3 Børn i deres Atgtestab, to Døttre og en Søn. Anders Larsen døde for 8½ Aar siden, og den gamle Kone har altsaa overlevet begge sine Børn. Hun boede nu hos sin Søns Hustru og hos sin Sønnesøn. 

Karen Andersdalter var aandsfrisk til sin Død, hun har ligget i Sengen i de sidste 14 Maaneder, den øvrige Tid var hun rask og rørig: det var morsomt at høre hende fortalle om Begivenheder fra gammel Tid, særlig da Englænderne vare i Land 1807. Hun var meget glad, naar hendes Børnebørn og Børnebørnebørn kom hjem og saae til hende.

(Roskilde Avis 5. december 1894).

Om hundred' Aar . . .

Forleden døde i Jesie ved Havdrup Station en gammel Kone, Karen Andersdatter. Paa Lørdag er det hendes Fødselsdag, og hun vilde da have fyldt 100 Aar.

Nu bliver hun i Stedet for begravet.

Hun holdt sig aandsfrisk til det sidste og hendes Omgivelser havde megen Fornøjelse af den livlige gamle Kones Fortællinger.

Vor Meddeler erindrer saaledes, at Karen Andersdatter i sit syvende Aar paa nært Hold observerede Københavns Belejring sammen med sin Fader, der til Tak for sin Nysgærrighed blev saaret af en Granatstump.

I deres Gaard ved Køgebugt brød Englænderne ind og forlangte højrøstet :

- Bier! Bier!

Hendes Moder stod da og bryggede Øl. Hun greb Tappen i Haanden og for løs paa de tørstige Soldater.

- Bier, nej, I kan tro nej. I kan faa ligesaa meget Spise og Drikkelse I vil, men Bierne, dem skal I Fanden gale mig lade være i Fred, forstaar i det?

Englænderne, der havde de strengeste Ordre til ikke at foretage nogen Plyndring, maatte trække sig tilbage uden Øl.

Med stort Lune fortalte den Gamle om, hvorledes hun med sin Fader af og til rejste ind til København.

En saadan Rejse tog da en tre Dage gemenlig. De logerede i "Skibet", den Gæstgivergaard, der laa paa Vestergade, der, hvor nu Jørgen Jensens Ejendom ligger.

Logiet kostede dem nu ikke videre. Samtlige Gæster blev nemlig anbragt paa Loftet over Stalden uden om Lemmen ned til samme. Hovedet laa inde mod Høet, Benene ud mod Lemmen. Saaledes anbragte kostede Nattelejet dem intet.

Der var naturligvis den Ubehagelighed ved denne primitive Seng, at man, hvis man Iaa for uroligt, kunde risikere at dratte ned fra Loftet og saaledes blive Barberen eller Feltskæreren en artig Penge skyldig. "Men noget saadant skete sjældent.

Paa den sidste Tid, - Karen Andersdatter har i 30 Aar været Enke - passede hun med stor Omhu en betydelig Frugthave, hvis Avl hun selv bjærgede og omsatte. Og det er ikke umulig, kære Læser, at De, hvis De i dette Øjeblik gaar hen og køber Dem en Pære, kommer til at købe den sidste af Karen Andersdatters.

Saa vil det interessere Dem at vide, at hun blev 100 Aar gammel 

(København 6. december 1894).

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør !

Tillad ogsaa mig at omtale den Skandale, som finder Sted ved den af Havnevæsenet paa Grund af Knippelsbros Utjenstdygtighed etablerede Færgefart mellem Kjøbenhavn og Kristianshavn. Dette for sin Tid virkelige Mesterværk af en Bro blev desværre lagt skjævt for Strømmen, og naar denne er stærk, er der altid Fare for, at den kan tage Styret fra det Skib, som skal gjennem Broen, og saa bliver denne paaseilet, hvad jo tidligere er skeet gjentagne Gange og nu ved den i Mandags skete Paaseiling siges at ville standse Trafiken i ca. 3 Uger. Den Færgefart, som Havnevæsenet i den Anledning har etableret, er imidlertid lidet tilfredsstillende for det store Publikum, som nødvendigvis, endog flere Gange daglig, skal fra den ene Bydel til den anden, og som ikke har Tid tilovers til al lægge Veien om ad Langebro, og den er omtrent umulig for ældre og svagelige Personer. Man har udlagt et Par Flaader, men saa lavt liggende, at Vandet skyller over dem, og fra dette lave og slibrige Sted skal man gjøre et Skridt opad paa en Alen eller mere for at naae enten op i Forenden af Færgebaadene eller op paa Rælingen af de anvendte Bugserbaade, thi de til dette Brug enkeltvis anbragte Skamler ere aldeles utilskrækkelige; fra Rælingen af Dampbaadene skal man atter gjøre et dybt Skridt eller et Spring nedad for at faae Fodfæste paa en Bænk. Ved Ankomsten til den anden Side har man de samme Besværligheder for at komme ud af Fartøiet og dumpe ned paa den af Vand overskyllede Flydebro. Denne Overfart, inkl. Ventetid, tager let en halv Time og undertiden længere Tid, i hvilken uden Personsanseelse fine Damer og Samfundets mest lurvet klædte Personer sammenstuves under Politiets nivellerende Haand. Havnevæsenets Opmærksomhed skal være bleven henledet paa Nødvendigheden af at udlægge en Pontonbro i Lighed med den mindre, som for kort Tid siden anvendtes ved Langebro, men dels mangler nok Havnevæsenet Pontoner, dels har dets Bestyrelse forskjellige Betænkeligheder, hentede fra den stærke Strøm m. M. Jeg er ikke sagkyndig nok til at bedømme disse formentlige Hindringer, men jeg tillader mig dog at tro, at de manglende Pontoner med Lethed ville kunne faaes fra Ingeniørkorpset, og at dette Korps vel endog vilde gjøre sig en Fornøjelse af paa nogle Timer at slaa en Pontonbro over Strømløbet. Hvis der ikke var det uheldige Forhold, at Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse er udelukket fra at tage Bestemmelse om Forholdene i Kjøbenhavns Havn, vilde der sikkert være truffet bedre Foranstaltninger allerede for flere Dage siden: Havnevæsenet, der tager hele Indtægten af Broen, tænker sagtens mere paa denne end paa Publikum.

Den 23. November 1894.

B

(Dagens Nyheder 26. november 1894).

Vore sorte Landsmænd: Cavling om Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

I 1894 udgav Henrik Cavling en bog om sit besøg i Dansk Vestindien. Henrik Cavling (1858-1933) startede med at skrive for Dagsavisen og Morgenbladet (omkring 1882). Efter politiken blev stiftet 1885, blev han fast medarbejder her 1886 (bl. a. under mærket Ignotus). Han rejste til USA (1888), Dansk Vestindien (1894), Cuba (1896). Han blev i 1905 redaktør ved Politiken. Fra bogen der efter datidens forhold blev trykt i ganske mange eksemplarer, bringes nedenfor afsnit om befolkningen. 

Hvad angår menneskesynet, så må Henrik Cavlings beskrivelser set med nutidens øjne opfattes som stærkt racistiske. Det har formentlig dannet kilde for mange danskeres opfattelse af forholdene på øen, især da de i forhold til andre samtidige var mindre racistiske. Alene dette at beskræftige sig med dem, var noget nyt. Når danske aviser anvendte ord som "befolkning", hentydede de for det meste til plantageejerne og den hvide overklasse.

Ruins left by negro uprising. Fra artiklen "Black Peril of the Danish Isles", Omaha daily bee,16 marts 1902

I bogen indgik et kapitel med en beskrivelse af arbejdernes forhold som formentlig har været nyt for læserne i Danmark. Han beskrev utilfredshed gennem strejke og sympatien ligger her på arbejdernes side. Noget som man et par årtier senere skulle se mere til. I forhold til at opfattelsen i Danmark ofte var at der var tale om blodige opstande som om fornødent skulle bekæmpes militært, kan det også have været nyt.

Illustration uden undertekst fra bogen. I teksten hentydes der dog til tegningen: "Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse." 

Vore sorte Landsmænd.

Dansk Vestindien er jo egenlig en lille Negerrepublik med en af Hs. Majestæt Kongen udnævnt Guvernør. Uden Negre vilde det - skønt det lyder som en Modsigelse - se sort ud for vore Embedsmænd. Hvis Negrene en skønne Dag flyttede til Portorico eller dersom de blev hvide, saa vilde Embedsmændene sidde net i det med deres Regeringsbygninger, deres Sekretærer, Fuldmægtige og Kopister, ikke at tale om hele det militære Apparat. Lad os være glade for de Sorte. Uden dem blev vi ikke af med vore Penge i Vestindien!

De følgende Linier være da helliget disse vore lidet kendte Landsmænd.

Fælles for dem alle er deres tykke Uldhaar, som beskytter Issen mod Solen, og deres kulsorte Hudfarve, en Farvesammensætning i Huden, der holder Varmen ude, deres tykke Læber, dito Hjerneskal og daarlige Ben. Negrene har ikke mange Kræfter undtagen i Halsen, der dog er meget tynd. De bærer Alt paa Hovedet, lige fra et Brev, som de lægger en Stén ovenpaa, og til et Klaver, som fire Mand transporterer med de fire Klaverben staaende paa de fire Hoveder. Kvinderne inddeles af de Hvide i fladbrystede og rundbrystede. De Første er hæslige, de Sidste tit af en yppig Skønhed, navnlig for en farveblind Betragter. De er alle stolte, naar de kan faa langt Haar, som de i saa Fald gerne lader hænge i en Pisk. I deres: Paaklædning ynder de stærkt spraglede Farver, bærer brandgule, flammende Turbaner, store Ringe paa Fingrene, Ørenringe med Koraller og Halsbaand med uægte Stene. Om Søndagen pynter de sig, gaar paa Strøget og sliber sig om Eftermiddagen en Skraber under Pastor Johansens Præken i den danske Kirke.

Negrene er store Børn. De pludrer og skændes, hvadenten man møder dem paa St. Thomas Gader eller i deres tarvelige, men altid renlige Hjem, der sædvanlig bestaar af en lille Træhytte, sammentømret af gamle Pakkasser og beslaaet med udspilede Sardindaaser. I Enrum taler Negren altid med sig selv, og taler han med Andre, understreger han gerne Talen med ejendommelige Haandbevægelser og uskønne Fagter. Han anvender ofte stærke Ord, saasom Djævel og Helvede og andre Kraftudtryk. Tit kan han sige meget morsomme Ting, som Tilhørerne gotter sig over med deres ubeskrivelige Grin.

Negrenes Dagløn er sædvanlig 50 Cents, men faar de noget Ekstraarbejde, henfører de det under den populære Benævnelse „Job", og saa faar de Hvide Lov til at betale, om de ikke i Forvejen har gjort Akkord. I Pengesager mellem Sorte og Hvide er det sædvanlig de Hvide, der maa op med Mønten. Til Gengæld taaler den Sorte gerne Principalens grove Ord.

Negren er meget doven, saa doven at han næsten ikke gider slaa en Spyflue af sin egen Næse. Han er letsindig til det yderste og tænker aldrig paa den næste Dag, selv om han mangler Brød. Han er løgnagtig overfor de Hvide og en Praler og Skryder overfor sine egne. Civilisationen fordærver ham. Fra Karakterens Side staar Bynegren i St. Thomas under Marknegren paa St. Croix.

Bynegrenes Usædelighed er en saadan, at den burde bringe en Neger til at rødme. Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse. At en Mulatneger gifter sig med en fuldstændig sort betragtes som en Mesalliance. Overhovedet ser en Neger med Foragt ned paa Enhver, der har en lidt mørkere Hudfarve end han selv, og pudsigt er det at høre den ene Sorte udskælde den anden Sorte for „en sort Tamp."

Negren elsker Rom, men har sædvanlig ikke saa mange Penge, at han kan tage sig en Rus. Baade Mænd og Kvinder er lige ivrige Tobaksrøgere. Negerinderne ryger Kridtpibe og Cigar paa Gaden. Af denne Grund betragtes Røgning, selv af den uskyldigste Cigaret, som upassende for Vestindiens hvide Damer.

Børneopdragelsen er yderst mangelfuld, ofte grusom. Man gaar ikke gennem Negerbyen uden at iagttage Mødre, der paa en barbarisk Maade pisker deres Børn med Læderremme, og da Børnene løber om saa godt som nøgne, er der frit Slag. I sædelig Henseende vaager Negerforældrene ikke over deres Døtre, men er snarere stolte, naar en Datter faar et lyst uægte Barn. Al Vækst og Udvikling, ogsaa Menneskets, foregaar med forbavsende Hurtighed. Man ser 12 Aars Piger, der bærer et diende Barn ved Brystet. Ofte gifter Negerinderne sig, naar de er 14 Aar.

Næsten Halvdelen af Børnene dør i deres første Leveaar og begraves uden Ligsyn. Sædvanlige Børnesygdomme er Diarrhoe og Dysenteri, saa godt som aldrig Difteritis. Voksnes og Børns Hovednæringsmiddeler Majsmelgrød med Sukker, samt Bananer og Brød og fremfor alt den saakaldte Kreolsuppe, c: Suppe kogt paa lidt Flæsk (for 1 Cent) og forskellige Sorter Blade, Frugter og Bønner.

De fleste Negre i St. Thomas lever af at bære Kul om Bord i Damperne. Dette Arbejde er meget strengt og lønnes derfor med 1 Dollar pr. Dag, altsaa det dobbelte af, hvad Bynegren faar for en Dags Arbejde i Land. Men til Gengæld er Kulbærerarbejdet ikke fast. Negren fæstes paa en Dag, og da han er tilfreds, blot han kan tjene en Dollar eller to om Ugen, saa forstaar man, at Kularbejdet, der giver let Adgang til Fridage, er det mest attraaede Negerarbejde i St. Thomas.

Nylig søgte nu Dampskibslinjerne at nedsætte den gamle Dagløn til det Halve, og i den Anledning gjorde Negrene Strejke efter evropæisk Mønster. Da de Begivenheder, der stod i Forbindelse med denne Strejke, kaster Lys over ejendommelige Forhold paa St. Thomas, skal vi i korte Træk gøre Rede for Bevægelsen.

For at forstaa, hvad der gik forud, maa man vide, at de dansk-vestindiske Øer ikke har deres egne Penge. I Kjøbenhavn forfærdiges nogle Kreditbeviser, som man kan betale Skatter med, men som ikke indløses af nogen Bank. Desuden findes der paa Øen 2 Banker, Kolonialbanken, der er engelsk, og St. Thomas Bank, der er oprettet af Kreolerne. Begge disse Banker udsteder Sedler, men saa vel disse Sedler som Bankernes Skillemønt var henimod 70erne ganske fortrængte af det meksikanske Sølv.

Man maa nu erindre, at de meksikanske Penge er en ren Handelsvare. Enhver, der ønsker det, kan sende Sølv til Meksiko og faa det præget, dog ikke i mindre Mønt end én Dollar. Disse Penge, der ikke indløses af nogen Bank, bruges især i Syd- og Mellemamerika, og alt gik udmærket, indtil Sølvet i 80erne faldt i Værdi. En meksikansk Dollar. der gjaldt for en Dollar i St. Thomas, kunde pludselig i New York købes for 50 Cents, hvilket selvfølgelig var en stor Gevinst for dem, der kunde hente deres Penge hjem fra Udlandet, altsaa for Principalerne, hvorimod Negrene, der tjente Pengene paa Stedet, blev bedragne, idet de meksikanske Dollars ved alle Indkøb kun repræsenterede Halvdelen af den tidligere Værdi.

• Samtidig kom de Handlende i den største Forlegenhed. Man erindrer, at der ikke fandtes mindre meksikansk Mønt end Dollaren. Naar nu en Neger indfandt sig i en Butik og købte for 75 Cents og betalte med en meksikansk Dollar, saa var Købmanden nødt til at give dansk-vestindisk Skillemønt igen, d. v. s. Købmanden maatte udlevere sine Varer gratis og desuden give 25 Cents i Tilgift, thi Dollaren, han havde faaet, repræsenterede jo kun en Værdi af 50 Cents.

Vilde Købmændene ikke ruineres, saa maatte de finde paa en Udvej, og de fandt derfor paa at udstede de saakaldte Checks, d. v. s. enhver Købmand lod lave Skillemønt i Blik og Kobber, som bar hans Navn og i hans Forretning gjaldt for meksikansk Mønt. Naar nu en Neger kom med sin Dollar og fik 25 Cents igen, saa fik han de 25 Cents i Købmandens egen Mønt. Paa den Maade havde man i Løbet af en meget kort Tid en Snes forskellige Møntsorter, og man forstaar, at de Sorte, der ikke forstod et Muk af det Hele, troede, at Købmændene havde sammensvoret sig for at snyde og bedrage „den kulørte Mand."

Og hvad der bestyrkede denne Opfattelse hos Negren var en Række Fallitter mellem Byens Købmænd. Naar en Neger, nu havde samlet for en halv Snes Dollars Checks, der var udstedte f. Eks. af en Købmand Brown, saa opdagede han, at han intet ejede, naar Brown en skønne Dag erklæredes Fallit. Negrene blev mere og mere opirrede, og det ikke uden Grund.

Da Forvirringen endelig - det er kun et Par Aar siden - havde naaet sit højeste, udstedte Guvernementet et Dekret om, at Købmændene fra en bestemt Dag at regne ikke længer maatte bruge Checks. Paa dette Dekret svarede Købmændene ved at erklære, at de fra den samme Dag heller ikke modtog det meksikanske Sølv. For første Gang i dette Aarhundrede blev da den lokale Mønt - Bankernes og Guvernementets Mønt - brugelig Mønt i dansk Vestindien.

Dermed havde den Historie været endt, om ikke Dampskibslinierne havde vedblevet at betale Negrene med meksikanske Penge, altsaa med Penge, som Negrene ikke kunde anvende i Butikkerne. Selvfølgelig gjorde de sorte Arbejdere Indsigelser og forlangte deres Løn udbetalt i brugelig Mønt, og efter nogen Betænkning svarede Principalerne, at de var villige hertil, dog saaledes at forstaa, at Daglønnen den meksikanske Dollar reduceredes til sin Værdi i den lokale Mønt. Derefter fik Negrene i vestindiske Penge udbetalt 50 Cents pr. Dag.

Men det fandt Negrene dog endelig var for grovt. Nu havde Arbejdsgiverne i saa mange Aar indbildt dem, at en Dollar var en Dollar, enten den var meksikansk eller vestindisk, og saa pludselig, da det stred mod Principalernes Interesser, gjorde de deres egne Ord til Skamme. Alle 10,000 Negre i St. Thomas rejste sig som en Mand, erklærede at de ikke genoptog Arbejdet uden for den gamle Dollar, og de indskrænkede sig ikke blot til dette, de forsamledes ogsaa rundt omkring i Gaderne, fægtede og slog ud med Armene og skræmmede de Forbigaaende med deres Raab og Skrig.

Et Øjeblik syntes Situationen ganske truende. Soldaterne, anførte af Overfyrværker Nielsen, trak op og lod Bajonetterne blinke for Næsen af de Sorte, der dog ikke syntes at blive videre forskrækkede. Alvorlige Uroligheder var vistnok blevet Følgen, om ikke Principalerne havde betænkt sig og i yderste Øjeblik havde givet Negrene deres Dollar. Saa genoptog de straks Arbejdet, og alt gik sin gamle Gang.

Om Negrene ved denne Lejlighed havde nogen egenlig Fører vides ikke, men af mange Kendetegn antages det, at de ikke blot havde en saadan, men at de ogsaa havde en fuldstændig Organisation.

Denne Strejke, som satte Sindene i stærk Bevægelse, er den første dansk-vestindiske Strejke, eller som en Strejke her kaldes: Negeroprør, der er endt uden at de farvede Arbejdere udgød Blod, og endda endte den med, at de hævdede deres Ret.

Fra Bynegrene vender vi os nu til de ægte, gamle, vestindiske Negre, Marknegrene paa St. Croix.

Mellem de ældste af disse finder man endnu fødte Slaver, men ikke blot over dem, ogsaa over de yngre Generationer hviler der et Skær af gamle Tider. Vil man se Negrene i Naturtilstanden, som de skildres i „Onkel Toms Hytte", maa man til St. Croix.

Fra Slavetiden har enhver Plantage sine faste Negre, der bærer saadanne pudsige Navne som: Napoleon Sørensen, Scipio Petersen og Cæsar Hansen, thi i gammel Tid antog Negrene deres Principalers Efternavne. I vore Dage kan en Neger, saa tit han ønsker det, skifte Principal, men Forholdet mellem Plantageejerne og Negrene er dog baade fastere og af en mere patriarkalsk Natur end Forholdet mellem Principal og Arbejder hjemme. Hertil bidrager, at Negrene faar en Del af deres Løn udbetalt i Naturalier, at de har fri Bolig, Læge og Medicin, samt i enkelte Tilfælde Græs til et Kreatur. I den daglige Omgangstone er Forholdet vistnok som i Slavetiden. Naar Negrene hilser Forvalteren med deres respektfulde „Good Morning Massa!" faar de ingen Genhilsen. En tidligere Guvernør ønskede, at Bestyrerne af Statsplantagerne skulde besvare Negrenes Hilsen med et Nik. Men over denne utidige Høflighed blev de Sorte ligefrem fornærmede. Den stred mod deres Sædvaner, og Guvernøren fandt det snart klogest igen at indføre Landets Skik.

Paa de gamle Plantager kaldtes Negrenes Overordnede Mesterknægt, Overseer og Driver. Disse Betegnelser er nu gaaede af Brug. En moderne Plantageejer har et Par Underforvaltere, der ligesom han selv altid er til Hest, samt en sort Driver, der staar imellem Rørene og leder Arbejdet. I Negerbyen bor denne Driver i den bedste Hytte, og han har Ret til at holde Hest og Svin og Høns. Om Morgenen Kl. 6 mønstrer han sine Folk og fører dem til Arbejdet. Bagefter Flokken, der kan tælle flere Hundrede halvnøgne Mænd og Kvinder, kommer Underforvalteren ridende i sin hvide Klædning og med den store, klædelige Planterhat paa Hovedet. Det hele Optog virker malerisk i de tropiske Omgivelser.

Medens denne Flok drives ud i Marken for at skære Rør, er Plantageejeren beskæftiget med at sætte Arbejdet i Gang paa Sukkermøllen. En vestindisk Landbruger er jo paa engang Landmand og Fabrikant. Han avler Rørene paa sin Mark og fremstiller Sukker, Rom og Sirup paa sin Fabrik. Negrene, der anvendes det sidste Sted, er ikke blot særlig dygtige, men ogsaa særlig stærke Folk, thi Arbejdet ved Valseværket saa vel som inde i det hede Sukkerkogeri ved Clarifyerne er meget anstrengende. Det betales ogsaa bedre end det lette Markarbejde. Lønnen varierer fra 15-25 Cents om Dagen. Til et større Kogehus hører 16-20 Negre. Ofte gaar de splitternøgne inde i de hede Dampe. Under Arbejdet nyder de Forfriskningerne, som er ved Haanden, idet de drikker Sukkersaft og spiser af de sødeste Rør.

Om Middagen har Marknegrene 2 Timer fri, men hviler sjældent. De samler Græs til deres Kreaturer eller fisker ved at kaste Bladene af et Træ (dog wood) i det stille Vand. Disse Blade har den Indflydelse paa Fiskene, at disse bliver døsige og svømmer ovenpaa, saa Negrene kan tage dem med Hænderne.

Man tør vistnok sige, at der nu paa St. Croix ikke findes en eneste Plantage, hvor Negrene faar Prygl i Arbejdstiden. Skulde en irsk Forpagter glemme, at han har med fri, sorte Mænd at gøre, vilde disse ufravigelig mælde ham til Politiet, og Forpagteren vilde blive idømt streng Straf. Paa Grund af Embedsmændenes spændte Forhold til Plantageejerne, kan Negrene nemlig altid være sikre paa fuldt ud at faa deres Ret. Derimod klager Plantageejerne over, at de ikke nyder samme Gunst, naar Negrene f. Eks. ved at forlade Arbejdet midt i Høsten bryder deres Kontrakter og tilføjer Principalen Tab. I saa Fald skal Negren stævnes, men han er ikke altid let at finde, og selve Sagen er forbunden med en Del Besvær, som Embedsmændene selvfølgelig helst vil undgaa. Paagribes Negren, faar han nogle Dages Fængsel, d. v. s. frit Ophold uden Arbejde, og mange Negre har intet mod en saadan Straf. At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik - ligesom de fine Rejsende op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne. Paa de nærmeste engelske Øer faar Negrene Rotting, og de dansk-vestindiske Politimænd mener, at denne Straf ogsaa burde indføres paa St. Croix, dog kun for grovere Forbrydelser. De almindeligste Overtrædelser af Loven, Negrene begaar, er Tyveri af Kokusnødder, som de stjæler paa Plantagerne og sælger i Byen for en Cent Stykket. I alle saadanne Sager paastaar Negrene, at de kun har stjaalet, hvad de selv spiste. Er dette givet, kan de nemlig ikke idømmes Straf. Pudsige Retssager at overvære, er Paternitetssagerne. De Sorte skifter tit Koner, saa man forstaar, at der kan blive Uenighed om Børnene, dog kun Uenighed om, hvem der skal forsørge dem. Den Neger, der lever sammen med en sort Pige, kaldes hendes Keeper, og for Domstolene optræder Keeperen i alle borgerlige Forhold som Pigens Mand. Men der er Intet at stille op mod ham, naar han optræder som Keeper i et andet Hus eller gaar paa Omgang. Retsforhandlingen i saadanne Sager er altid rig paa mimiske Præstationer, og den blege, edderspændte Politifuldmægtig, Ansigt til Ansigt med de gemytlige Sorte, er af en ubeskrivelig Komik.

Naar Negrene om Aftenen kommer hjem fra Markarbejdet, indstiller Forvalteren de flittigste blandt dem til en Romsnaps eller Sirupslimonade. Fredag Aften udbetales Lønnen ved et Bord, som opstilles i Sukkerkogeriet. Ved Bordet sidder Planteren og Forvalteren, henholdsvis med Protokol og Kasse, og under Driverens Vejledning faar Negrene Foretræde og modtager deres lille Løn. Da Forvalteren trækker af for Regnvejrsdage, giver Udbetalingen ofte Anledning til Diskussion. Saa slaar Planteren i Bordet, og Forvalteren skælder ud, og Driveren skærer Tænder, men Negren holder paa sin Ret, og han opnaar næsten altid, hvad han ønsker, før han grinende gaar sin Vej.

Natten mellem Fredag og Lørdag, Pengenatten, føres der et syndigt Liv i Negerbyen. Fra Hytterne lyder Sang og vilde Raab. De Sorte spiser varm Mad, drikker Rom og fornøjer sig med Spil og Slagsmaal. Ret ofte denneNat aflægger Forvalteren sine Undergivne en Visit, og saa hænder det, at der i Mørket vanker nogle Prygl. Lørdag og Søndag arbejdes ikke, og af 100 Negre gaar næppe 10 ud om Mandagen.

Negrene ere meget renlige. De bader sig, børster omhyggelig deres store, hvide Hestetænder og friserer deres Krølhaarshoveder. Om Søndagen ifører de sig den bedste Puds, og om Hverdagen ser man tidt en ung Negerinde gaa paa Arbejde med lyseblaa Strømper, blodrøde Strømpebaand og Blondebesætninger om Hals og Arme. Hun har enten været til Bambula om Natten og har ikke gidet tageandet Tøj paa, eller hun har pyntet sig for at gøre Indtryk paa Forvalteren. I Forbindelse med Negrenes Omhu for deres Ydre staar deres Skræk for alle Sygdomme, særlig for de to hyppige Negersygdomme, Spedalskhed og Elefantiasis. Paa Hospitalerne, hvor de sorte Patienter nyder gratis Pleje, ser man talrige Spedalske og endnu flere, der gaar omkring paa Elefantben. Denne Sygdom er en Hudsygdom, som næsten altid sætter sig i Benene. Disse svulmer op indtil en halv Alens Tykkelse, sprækker som Elefanthud og afgiver et uhyggeligt Skue, som man dog vænner sig til i kort Tid. Man møder nemlig disse Elefantben overalt, i Husene, paa Gaderne, ja selv paa Bal. Negren kalder dem for Jamsben efter Jamsroden, der har en lignende Form.

For Negrenes Børn findes paa St. Croix 6 Skoler med sorte Lærere, der er udgaaede fra Negerseminariet paa den engelske Ø Antigua. Disse Læreres Foresatte er Skole-inspektøren Mr. Quin, der redigerer Øens Blad, St. Croix' Avis. Heldigvis er Mr. Quin bedre Pædagog end Journalist. Undervisningen i Skolerne er fortrinlig. De sorte Børn nævner Hovedstæderne, læser indenad og synger Salmer, saa det er en Gru.

En særlig Kres danner de Negre, man i Folketinget kalder „Negerhusmænd. “ Det er de saakaldte Squatters, der selv driver et lille Stykke Jord og sælger deres Rør til Regeringens Faktori. For en halv Snes Aar siden besluttede Guvernementet at sælge Jordlodder fra Statsplantagen Work and Rest. Til en Begyndelse udstykkede man Jord til henimod 30 flinke Negre. Hver fik en Snes Acres mod en ringe Udbetaling, men med Forpligtelse til aarligt i de kommende 20 Aar at afdrage Restbeløbet. Det var en god Idé. Negerhusmændene har næsten uden Undtagelse klaret Afgiften, og Faktoriet kan ikke noksom rose deres Rør. For den Rejsende er det en Fornøjelse at spore den voksende Selvfølelse hos disse Sorte, der langsomt hæves til et andet socialt Lag. Og som den Jord, de kultiverer, opnaar de selv Kultur. Udviklingen af NegerHusmandsstanden er efter Kyndiges Mening et af de Spørgsmaal, Rigsdagen først og fremmest bør beskæftige sig med, naar den skal til at reformere Forholdene paa St. Croix.

(Henrik Cavling: Det danske Vestindien. 1894. Side 62 ff.)