Oda Nielsen 1851-1936. 5/9: 25-Aars jubilæum (1895). (Efterskrift til Politivennen)

Skuespillerinde, Fru Oda Nielsen kan den Ilte Maj sejre 25-Aarsdagen for sin første Optræden paa Theatret. Hun havde vel havt Lyst til at blive Skuespillerinde, hvad hendes Fader, der var Skibskaptajn, og med hvem hun ofte foer tilsøes, dog ikke syntes om. Hun var ogsaa bleven forlovet med Telegrafist Petersen, der var bleven ansat ved store nordiske Selskabs Station i Nysted i Finland, og deres Bryllup var nær forestaaende. Da traf det sig, at Frk. Oda Larsen - hendes Pigenavn - kom i Besøg hos Skuespiller Wulffs Familie i Kjøbenhavn og dennes Søster, med hvem hun var Veninde, foreslog i Spøg, at hun skulde assistere Broderen til hans Benefice for at skaffe fuldt Hus. Frk. Larsen optog Sagen i Alvor og da Dagen var bestemt, besluttede hun med Moderens Samtykke at assistere Wulff. Saaledes gik det til, at hun den 11te Maj 1870 kom til at debutere i "Et enfoldigt Pigebarn". Debutantinden gjorde ved sit Talent, den ungdommelige Ynde og den Skjønhed, hvormed hun udførte Rollen, kolossol Lykke, og Kasinodirektionen gjorde strax Skridt til at sikkre sig den opdukkende Stjerne paa Theaterhimlen. Frk. Larsen lod sig overtale og havde 1870-71 en glimrende Sæson paa Kasino, hvor hun sejrede Triumf efter Triumf, men saa forlod hun Scenen for at indgaa Ægtessab og drog med sin Mand til Finland, en Plan, som dengang sagdes væsentlig skyldtes en af vore mest fremragende Finantsmænd. Fra Nysted blev Telegrafist Petersen forsat til Paris, hvor hans Hustru fik rig Lejlighed til at studere fransk Theaterkunst. Efter nogle Aars Ægteskab døde Petersen og som Enke vendte Fru Petersen tilbage til Kjøbenhavn, hvor der strax blev gjort hende de fordelagtigste Engagementstilbud fra Kasino. Hun optraadte nu her, men viste sig strax at være bleven en helt Anden end i 1870. Hun var fuldstændig gaaet op i den franske Skole og den vindende Naturligjed, hvormed hun debuterede, var afløst af en mere gjennemstuderet Kunst. Det forsonede Publikum sig hurtigt med og Fruen gjenvandt snart sin gamle Plads i Publikums Gunst. Alle vare enige om, at et saadant Talent hørte hjemme paa det kgl. Theater, og Kammerherre Fallesen engagerede hende. Hendes Virksomhed paa det kgl. Theater var hendes livlige Aand ikke tilstrækkelig og hun lod sig engagere til Dagmartheatret, der da lededes af Th. Andersen og hos hvem hun bl. A. som Nitouche opnaaede en hidtil ukjendt Sukces. Efterat være bleven gift med Martinius Nielsen, vendte hun dog som Fru Oda Nielsen tilbage til det kgl. Theater oq har nu i en Aarrække været en af dettes mest fremragende og feterede Skuespillerinder. Hendes sidste Sukces var som Ritra i "Lille Eyolf", der enstemmig af Publikum og Kritiken blev betegnet som en af den nyere Tids allerypperste Præstationer og som har bidraget Sit til den Lykke, Stykket har gjort her. Ogsaa udenfor Scenen er Fru Oda Nielsen meget populær og den Forestilling i velgjørende Øjemed, som hun har tilsagt sin Assistance, er man altid sikker paa samler fuldt Hus.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 11. maj 1895)

Efter teaterchef Fallesens død i 1894 havde godsejer Christian Conrad Sophus greve Danneskiold-Samsøe (1836-1908) overtaget stillingen som direktør for Det kongelige Teater 1894-1908. "Teatergreven" blev han kaldt af nogen.

Et par år efter hans tiltræden var der store konflikter mellem direktør og personale, bl.a. om den kunstneriske retning. Ministeriet genindførte herefter tidligere tiders opdeling af embedet i en administrativ del og en kunstnerisk del ("kommitteret"). Peter Hansen blev kommitteret indtil 1899, herefter Einar Christiansen (1899-1909). 

KunstforlæggerE. Harnisch & Co. Harnisch, Heinrich Julius Evald (9.3.1861-22.7.1944): Oda Laurenze Helmine Nielsen f. Larsen (7.8.1851-11.9.1936) skuespillerinde (Født: Larsen eller Larssen). 1890-1930. Det kongelige Bibliotek.

Den Store Sædelighedsskandale: Borgerrepræsentationen 6. maj 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Grunden til at justitsministeren blev inddraget af oppositionen, var den at selv om Københavns Politi blev finansieret af københavnerne (ca. 1 mill. kr. årligt), hørte politiet under justitsministeren og dennes repræsentant, politidirektøren. Formanden for Borgerrepræsentationen aflyste mødet den 29. april. Diskussionen om oppositionens forslag var ellers blevet afvist på mødet den 22. april pga. formelle regler og man kunne måske forvente en hurtig diskussion derefter, men det ønskede Magistraten formentlig ikke. 

Borgerrepræsentanterne 

vil, efter hvad vi erfarer, ingenlunde af den officielle erklæring i "Berlingske"s gårsnummer lade sig afholde fra at forlange sædelighedsskandalen undersøgt ved en kommission. Sagen vil blive drøftet på mandag og resolutionen om kommissionen rimeligvis så godt som enstemmig vedtaget.

Måske vil Magistraten finde sig foranlediget til at gå imod resolutionen - borgerrepræsentanterne vil sikkert vide at følge den vej borgerne med enestående enstemmighed og pressen i sluttet trop har anvist.

Vi gad så se, hvad politidirektøren og hr. Nellemann vil sige til det!

(København 30. april 1895) 

Borgerrepræsentationen mødtes i rådhuset på Nytorv, nu domhuset. Kbhbilleder har et foto fra mødesalen. 

Sædelighedssagen.

København, den 7. maj.

Lige så stor opmærksomhed, sædelighedssagen uomtvistelig har vakt i hovedstaden, ligeså stor uklarhed har der hersket i den offentlige mening om, hvad der burde gøres, og hvorledes sagen bedst burde gribes an.

Efter politiinspektør Korns selvmord var det naturligt at politidirektøren lod nøje undersøge, om det skyldtes misligheder i hans embedsførelse. Politidirektøren stillede sig straks på den strenge retfærdigheds standpunkt, og det er ganske karakteristisk, at han forbød politimandskabet at gå til Korns begravelse i uniform. Der forelå på dette tidspunkt ingen vanærende sigtelser mod Korn, om hvis navn der endog stod megen sympati, men politidirektøren lod sig ikke lede af følsomme stemninger; han betragtede det som et i høj grad beklageligt eksempel at foregå med for en overordnet embedsmand i en stor institution med mange underordnede, og tillige som en besmittelse af politiets enemærker, at Korn havde valgt at tage sig af dage i sit embedslokale, og når man sammenholder hans ordre til politipersonalet om at møde civil ved begravelsen med de ydre tilkendegivelser, der fandt sted da en gardeofficer, der havde skudt sig, for et par år siden fulgtes til jorden, vil det springe i øjnene at politidirektøren fra første færd har villet optræde i strengeste forstand korrekt. Han beordrede da hurtigt en undersøgelse iværksat ved den nye politiinspektør, der var konstitueret i Korns embede. Denne mand er den hidtilværende politiassistent på Store Kongensgades Station, cand. jur. Stephensen. Det er en ung mand på et par og tredive år, men han har allerede længe haft lejlighed til at vise sig som en dygtig, besindig og strengt retfærdig politimand. Han har været assistent på Christianshavn, kom derefter til Nørrebro og senest til St. Kongensgades Station, da hr. Smit havde fået embede på Bornholm. Til sine øvrige gode egenskaber føjer hr. Stephensen den sikkerhed, som privat formue altid giver. Han gav sig hurtigt til at undersøge forholdene i Sund- og Sædelighedspolitiet, og han havde selvfølgelig den allerstørste opfordring til at gøre det med al mulig energi, da det måtte være af betydning for ham at have ren grund at stå på i sin nye virksomhed Da hans undersøgelse var tilendebragt, konstateredes det, at der var bevist en underbalance hos afdøde Korn og en gavemodtagere for overbetjent Meyers vedkommende, hidrørende fra en såkaldt privat udført tjeneste mod en værtinde i et utugthus. Imidlertid ansås det dog for heldigt, at undersøgelsen blev ført videre, og den eneste vej, der da var at gå, var at henvise sagen til behandling ved et kriminalkammer.

Dette skete, og assessor Ussing er for tiden ivrigt beskæftiget både med de to oplyste punkter og med en række beskyldninger, der er fremsat mod Sædelighedspolitiet i herværende småblade. Disse beskyldninger føres for størstedelen tilbage til skøger, og dels er disse jo i og for sig ikke gode vidner, dels er det en kendsgerning, at de som regel ikke er i god overensstemmelse med sandheden. Man kan spørge hvilken som helst læge man vil, af dem som har haft med den slags ulykkelige kvinder at gøre på hospitalerne, og man vil få det svar, at de i almindelighed ikke taler sandhed, sålænge de kan finde på løgn. Men det er dog ikke udelukket, at retten ved deres udsagn kan blive ledt på et eller andet spor. Assessor Ussing samler omhyggeligt enhver antydning, og hans forarbejde går bl. a. ud på at afhøre de journalister, der har udkastet beskyldninger, for at erfare deres kilder. Forsåvidt der måtte være begået misligheder, ville disse altså komme frem for retten og eventuelt blive pådømte af de fem voterende assessorer. Anderledes kunne der ikke være tale om at gå frem med hensyn til sagens kriminelle side, og når seks oppositionelle borgerrepræsentanter har villet haft denne opgave lagt i en civil kommissions hænder, har de befundet sig i en mærkelig vildfarelse. En kommission, der skulle være udrustet med rettens myndighed, ville være i strid med vor lovgivning. En helt anden side af sædelighedssagen er en undersøgelse af hele prostitutionssystemets virksomhed, og angående denne besluttede borgerrepræsentationen i aftes at andrage om en kommissions nedsættelse. Der var enighed i forsamlingen om det ønskelige heri og forhåbentlig vil det nu lykkes at få denne sag ind i et spor, der passer bedre med guddommelige og humane love og med hele tidsånden end det system, der nu har lovmæssig hævd, og på hvilket der med rette rejses stærke angreb som en stor forargelse.

*)  Her er dog det at bemærke at den nævnte gardeofficer utvivlsomt dræbte sig i et anfald af sindssyge.

Red. bem.

(Viborg Stifts-Tidende, 8. maj 1895).

Der er tale om Carl Theodor Ussing (1857-1934) der 1891 var blevet assessor ved Københavns kriminal- og politiret. 

 Kommissionen 

i

Prostitutionssagen.

Fra Borgerrepræsentationens møde mandag aften bringer "Avisen" følgende: referat.

Formanden stillede de seks medlemmers forslag under debat. Dets ordlyd var:

"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "

Boghandler Philipsen skulle som ordfører søge at tale roligt om denne sag, som havde sat Københavns borgere i så stærk bevægelse. Det var en vanskelig opgave, så meget vanskeligere som den måde, hvorpå autoriteterne havde behandlet denne sag, ikke opfordrede til ro. Dette gjaldt heller ikke den omstændighed, at man ved ikke at holde møde sidste mandag - enten det nu var sket efter indstilling fra politidirektøren eller fra anden side - på en næsten officiel måde havde hindret forsamlingen i tidligere at drosle sagen.

Man burde allerede for længst have været videre, end man var nået indtil nu. Det havde i lang tid været givet, at man i denne sag ikke kunne nøjes med en administrativ undersøgelse. I hvert fald var dette aldeles givet, da borgmesteren for fjorten dage siden fremsatte sine bekendte oplysninger.

Man må nødvendig fremsætte et ønske om en indgående undersøgelse af de fremkomne beskyldninger, forsåvidt de danner det nødvendige grundlag for en undersøgelse, og dette var efter talerens opfattelse utvivlsomt.

Man havde først kendsgerningerne: Korns selvmord og dernæst dette, at det var oplyst, at Korns private liv havde vist overtrædelse af sædelighedslovene. Taleren var imod, at en embedsmands private liv således fremdroges, men i dette tilfælde var sagen en ganske særegen, for hvilken garanti havde man for at de underordnede betjente ikke misbrugte deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang, når den øverste foresatte viste et sådant eksempel. Hvilken autoritet havde Korn til at hindre betjentene i at optræde som anført? Justitsministeren havde i Rigsdagen flere gange forsvaret den nuværende ordning med henvisning til den udmærkede personlighed, der stod i spidsen for Sædelighedspolitiet. Denne garanti var nu bortfaldet! Ved siden heraf stod Korns kassemangel, som syntes større end oplyst, i hvert fald når private forretningsforhold toges med. Også herved faldt garantien.

I næste række mødte man de beskyldninger, der var rettede mod betjente i Sædelighedspolitiet. Det var bestemt oplyst, at en overbetjent havde stået i et meget intimt forhold til en bordelværtinde og havde modtaget en betydelig gave derfor. Det var i et interview (i "Avisen") oplyst, at overbetjenten havde fået pengene for at skaffe bordelværtinden ud af et uheldigt forhold. Det var derved konstateret, at overbetjenten altså påtog sig sådanne forretninger, og det var i det hele en bekendt sag, at overbetjent Meyer var en meget benyttet privat mellemmand, som privat opdager, til fremskaffelse af oplysninger ved skilsmisser etc.

Det var meddelt taleren, at ved salget af en ejendom her i byen var der blevet forlangt et meget højt kommissionærhonorar. Da man protesterede, havde kommissionæren oplyst, at han skulle afgive halvdelen af honoraret til vedkommende embedsmand for at få den til ejendommen hørende bordelleringsbevilling bibeholdt.

Dernæst måtte undersøgelsen kræves af hensyn til de fremkomne oplysninger om at sædelighedspolitibetjente havde misbrugt deres stilling til at skaffe sig kønslig omgang. Ved en vidneforklaring i slutningen af politiinspektør Thorsens funktion var det bl. a. oplyst, at dette faktisk var sket. I et tilfælde havde en sædelighedsbetjent jaget en kvindes kæreste ud af sengen, hvor han lå ved siden af hende, og havde derefter ganske rolig indtaget hans plads. Det var også oplyst, at politiet ikke havde haft mere respekt for de optagne vidneforklaringer, end at det bagefter havde optaget rapport over vidnerne, prostituerede kvinder, og derved brugt sin særlige magt over disse. Dette burde man erindre ved denne sag og ved dens forløb.

Endelig skulle taleren pege på den uheldige kvindejagt, Sædelighedspolitiet anstillede, som kunne gå ud over uskyldige, og som også var gået ud over uskyldige, i et enkelt tilfælde over en dame, der nu var provinsskuespillerinde. Med henblik på alt dette var det, man krævede nedsættelsen af en kommission, og man bestyrkedes i dette ønske ved en betragtning af hele den nuværende på mange punkter uheldige ordning af vort prostitutionsvæsen. Således dusørsystemet, som fristede betjentene til at skaffe så mange faldne kvinder frem som muligt og fik dem til - som kaptajn Wagner havde peget på i Folketinget - at optræde som en slags agents provocateurs, derved, at de søgte at forføre kvinder og betale dem for på den måde at bevise deres skyld.

Hvorledes kommissionens sammensætning blev, var ikke hovedsagen, men hovedsagen var, at en kommission blev i stand til at skaffe et værdifuldt materiale til stede og skaffe oplysninger, som kun kunne ventes fremsatte overfor en kommission. Taleren vidste positivt, at der var mænd, der ville fremkomme med vigtige oplysninger, og hvis man kunne nævne deres navne, ville man forstå, at det var vægtige vidnesbyrd.

Nu stod man jo overfor det omvendte forhold, at der allerede var sket henvisning til en kriminalretsassessor, uden at det dog vidstes, hvad og hvor meget denne skulle undersøge. Det så jo lidt mærkeligt ud, at de samme autoriteter, der erklærede, at der intet var, skred til en undersøgelse, og så, at man begyndte at forhøre bladenes medarbejdere. Det var da vel ikke meningen, at det skulle gå ligesom i den ryderske sag, hvor man til sidst glemte denne for at kaste sig over en bladmand?

Taleren anbefalede sluttelig forsamlingen at slutte sig til det foreliggende forslag

Formanden: Når der ikke holdtes møde i mandags, var det, fordi jeg vidste, at der skulle holdes møde i dag, så at jeg mente, at der kunde ventes indtil nu. Der er ikke fra anden side sket nogen som helst henvendelse til mig fra nogen side om ikke at holde møde i mandags. Skylden må altså alene lægges på mig. 

Højesteretsassor Koch anså, ligesom Philipsen, den foreliggende sag for at være overordentlig vigtig, og han ønskede meget, at der kunne komme til at foreligge en enstemmig og fælles indstilling fra forsamlingen. Dette lod sig imidlertid vanskeligt gøre, hvis man skulle holde sig til forslaget. En kommission, tiltrådt af lægmænd, lå udenfor vor lovgivning. Den ville jo komme til at undersøge kriminelle forhold, og der forelå i hvert fald to forhold, som måtte kriminelt undersøges: Korns kassemangel og Meyers modtagelse af en gave på 15.000 kr. Når der desuden fremkom så stærke beskyldninger, da stod man også her overfor således, at der måtte ønskes en kriminel undersøgelse. Taleren var derfor enig i, at man havde henvist sagen til kriminalretten, det var sikkert den bedste vej. Det kunne med rette bebrejdes politidirektøren, at det ikke var sket før. Der var ingen grund til den månedlange forudgående undersøgelse fra politiets side. Nu var krimininalretsundersøgelsen i gang, og taleren fandt det rimeligt, at man søgte de vidner, bladene erklærede at have. Ganske vist kunne en del af de vidner, særlig de prostituerede kvinder, der kunne ventes i denne sag, ikke kaldes gode vidner, men der kunne måske komme så mange vidner, at der bødedes derpå. Kriminalretsundersøgelsen var den naturlige vej og den vej, der kunne være gået straks.

På dette punkt kunne taleren altså ikke følge forslagsstillerne. Derimod var han fuldstændig enig med forslagsstillerne i, at der var al grund til at benytte den forhåndenværende stemning til at få, hvad vi i mange år havde ønsket, en revision af sædelighedslovene, af det nugældende i mange henseender højst uheldige regulativ, som tilmed var blevet benyttet af politidirektøren på en måde, som man måtte virke imod. Taleren sigtede særlig til hele den nuværende ordning af bordelleringen, som i mange henseender var således, at den var skikket til at udbrede den moralske smitte, disse forhold førte med sig. Han tænkte særlig på forøgelsen af de fritboende kvinders tal. Det var rigtigt nok, at man ved henvisningen til bordel gjorde det noget vanskeligere for disse kvinder at vende tilbage til et hæderligt liv, men samtidig med, at man gik bort fra bordellerne, lettede man overgangen, udslettede man kløften mellem andre kvinder og offentlige kvinder. Det er overhovedet i disse forhold yderst vanskeligt at finde det rette, men taleren ønskede alligevel en undersøgelse, altså en kommission.

Der er tre veje at gå: En forandring således, at det gøres strafbart at søge erhverv ved utugt, men dette er en utopisk tanke; det er aldeles umuligt at nå frem ad denne vej, det har til alle tider i alle civiliserede stater, ja i alle uciviliserede med, været således, at kvinderne solgte sig. Hvis man ville have en sådan straffebestemmelse, ville man fuldstændig prisgive kvinderne til politiets vilkårlighed. Den anden vej var den, man havde betrådt i England, fuldstændig at hæve prostitutionen, at sige i hele dette forhold kommer ikke staten ved. Men taleren troede også at det var uheldigt. Det havde vist sig alle steder, hvor man havde forsøgt at nå frem ad denne vej at det både af hygiejniske og moralske grunde var utilrådeligt således at hæve alt tilsyn. Den tredje vej var den, der fulgtes her i landet. Man var inde på det rette spor, men der krævedes en reform, og taleren stillede derfor følgende forslag:

"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."

Taleren troede, at man, hvis man ville følge ham, ville nå videst.

Formanden meddelte, at professor Lange havde stillet følgende forslag :

"Borgerrepræsentationen beslutter at nedsætte et udvalg til undersøgelse af sædelighedsforholdene og til at fremkomme med forslag til reformer".

Dr. med. Lange anbefalede dette forslag. Han kunne ikke slutte sig til kravet om en kommission, allerede af den grund at dette krav, som det var stillet af de seks medlemmer, kom for sildigt. Justitsministeren måtte allerede have undersøgt spørgsmålet om en kommission, og han ville nu sikkert svare, at der var sket henvisning til kriminalretten, og at man måtte afvente resultatet derfra. Hvis ministeren alligevel besluttede at nedsætte kommissionen og at standse undersøgelsen ved retten, ville ministeren så sammensætte kommissionen således, at kommunalbestyrelsen blev repræsenteret i den, eller på en sådan måde, at det var i overensstemmelse med vore ønsker? Vi ønsker ikke give sagen fra os, men selv nedsætte en kommission eller et udvalg hovedsagen var efter talerens opfattelse ikke at få undersøgt de øjeblikkelige misligheder - om en eller flere betjente blev straffede eller afskedigede, var ikke spørgsmålet - men at få udarbejdet forslag til reformer, og det lå i et udvalgs magt. Et udvalg, sammensat af borgerrepræsentanter ville være det rette medium til tilvejebringelsen af en heldig forandring. Udvalget burde ikke være et fællesudvalg, men bestå alene af borgerrepræsentanter.

Professor Torp ville ønske, at han fra først af kunne have sluttet sig til de seks medlemmers forslag. Hele forsamlingen havde sikkert en følelse af usikkerhed, og han ønskede, at de skyldige, om de fandtes, ville blive draget frem. Når han ikke kunne tilslutte sig forslaget, var det af hensyn til de af Koch anførte grunde. En kommission, som den af de seks medlemmer krævede kunne ikke tænkes, for skulle der gives den retslige myndighed, kom den i strid med lovene, og blev den ikke udrustet med særlig myndighed, kom den ikke til at svare til hensigten. Han opfordrede derfor stærkt til at følge Koch og at vedtage hans forslag. Han så meget gerne, at hele forsamlingen sluttede sig hertil, samtidig med, at man beklagede den behandling, hele sagen hidtil havde fået, særlig fra politidirektørens side. Det var naturligere at kræve en kommission end at følge Lange og nedsætte et udvalg. En kommissjon fik større myndighed. Naturligvis kunne kommunalbestyrelsen gerne nedsætte et rådgivende udvalg, men kommissionen måtte kræves alligevel, for sagen måtte betragtes som helhed og ikke med henblik på København alene. Der var ingen som helst grund til at opgive kravet om en kommission, så længe der var håb om at få den, og det troede taleren der var, ligesom han heller ikke kunne se nogen som helst fornuftig grund til, at justitsministeren ikke skulle efterkomme Borgerrepræsentationens ønske om at blive repræsenteret i kommissionen.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). Fotograf Frederik Riise (1863-1933). Jens Jensen blev en meget indflydelsesrig socialdemokrat, og landets første socialdemokratiske borgmester. Han var på daværende tidspunkt angivet som journalist fordi han var medarbejder ved Social-Demokraten 1887-1903. Oprindelig var han formand for Malernes Fagforening (1883-1888). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Journalist J. Jensen beklagede meget, at forsamlingen ikke var blevet kaldt til møde i mandags, og at politidirektøren, der forud i en måned havde ladet sagen hvile, netop havde fået den henvist til kriminalretten i mellemtiden, mens det havde været rimeligt at han når han havde ventet så længe, havde afventet borgerrepræsentationens udtalelse. Taleren var bestemt imod Langes forslag. Et udvalg ville være aldeles utilstrækkeligt, og det ville være henvist til gennem Magistraten at søge sine oplysninger hos politidirektøren. Men heller ikke Kochs forslag kunne taleren finde tilfredsstillende. Det havde den allerstørste interesse at få - ved kommissionens hjælp - nøjagtige oplysninger om, hvorledes Sædelighedspolitiet har virket. I anledning af nogle bemærkninger af Koch hævdede taleren, at man skulle vogte sig for i almindelighed at sætte uhæderlighedsstemplet på den, der lever af utugt. Han var imod bordelleringssystemet og imod, at man i det hele gik ud fra, at de og de mennesker skulle føle, at de hørte til en pariakaste. Han fandt det oprørende at berøve mennesker deres frihed, således som det skete ved bordelleringen. Det var desuden ikke sanitære grunde, som talte for bordeller, da antallet af sygetilfælde var større blandt de herværende kvinder end blandt de fritboende. Det var talerens håb og ønske, at man fuldstændig ophævede det nuværende system, og det var i håbet herom, at han stemte for det af Philipsen anbefalede forslag.

Formanden udtalte, at han ikke havde kendt beslutningen om henvisning til kriminalretten, før end den forelå.

Borgmester Hansen: Når man kræver en kommission er dette dikteret af dette: Vi har ikke tillid til politidirektøren, vi har ikke tillid til justitsministeren, vi har ikke tillid til kriminalretten, og det synes jeg er en dristig position, og derfor synes jeg, at de seks medlemmers forslag er så betænkeligt. Han syntes, at det der var sket, var rigtigt. Højesteretsassessor Koch havde heller ikke ret i at bebrejde politidirektøren, at han havde ladet hengå så lang tid. Der var ikke sket andet end den naturlige fremgangsmåde overfor forseelser. At man skulle gå til en kommission, et velfærdsudvalg, kunne han ikke tilråde. Læs den franske revolutions historie - taleren havde netop læst den i disse dage - og man vil se, hvad velfærdsudvalg fører til (Munterhed). Hvad er der sket? Jeg ved intet. Der er sket Korns selvmord, kassemangelen, gaven til Meyer, men ud derover er der kun beskyldninger, ikke fakta. Nu kan man sige: Der er meget svineri i disse forhold, ja, det er der, men det ligger jo i sagens natur. Korn blev jo rost i alle blade ved sit jubilæum, og justitsministeren havde udtalt sig overmåde rosende om ham. Hvor kan så alle nu sige, at alt, hele Korns embedsvirksomhed er svineri! Jeg forstår ikke den tankegang. Jeg forstår, at man kan skrive det i bladene, men jeg forstår ikke, at alle vi andre kan tænke på samme måde. Når man spørger om beviser, kommer man med historien om Prochowsky - det var 1886 og 87 - men hvorfor sagde Borgerrepræsentationen ingenting den gang. Borgerrepræsentationen burde møde de seks herrers forslag ved en bestemt afvisning. "Det var det. Så slår jeg en lang streg og går over til spørgsmålet i almindelighed." Her ville han finde det heldigt, om man lod sagen hvile til roligere tider - det var vanskelige forhold, og han ville for så vidt ønske, at d'hrr ville sige: Det haster ikke, lad os give lidt respit. Han forbeholdt sig sin stilling.

Philipsen ville ligesom borgmesteren dele sine udtalelser med en lang streg mellem borgmesterens udtalelser og medlemmernes udtalelser. Han havde oprigtig medfølelse med den stilling, borgmester Hansen indtog i denne sag. Borgmesteren talte om, at det var en tåbelig bevægelse, og han ville skyde det hele over på bladene. Det virkelige forhold var det, at der i København hos befolkningen i mange år var opsamlet en stærk stemning imod det nuværende system, og bladene modtog ganske sikkert mange flere udslag af denne stemning, end der offentliggjordes. Medlemmernes udtalelser - nu kom han til stregen - havde en hel anden karakter, og han glædede sig over den. Principielt stod jo nemlig alle, selv professor Lange, der stod fjernest, som enige. Taleren havde ikke tillid til kriminalretten. Han troede gerne, at den pågældende assessor havde den bedste vilje, men han var aldeles overbevist om, at retten ikke var i stand til at tilvejebringe det materiale, som måtte ønskes. Han ville hellere end at gå med borgmesteren til den franske revolution, gå til Panamakommissionen; den fik jo dog en del udrettet. Ville man ikke her beslutte at andrage om en kommission, var man udsat for, at Rigsdagen besluttede nedsættelsen af en parlamentarisk kommission, og i den blev Københavns interesser måske ikke repræsenterede.  Han stillede sig således, at han naturligvis holdt på sit eget barn, det af ham stillede forslag, men han ville subsidiært stemme for Kochs forslag.

J. Jensen protesterede imod den opfattelse, borgmesteren havde ladet skimte igennem, at man ikke skulle tage hensyn til, hvad der fremkom i pressen. Borgerrepræsentationen ville ikke stå uforskånende overfor, hvad der rørte sig i befolkningen, og hvad særlig pressen angik, da skyldtes der den store fremskridt.

Borgmester Hansen ville ikke have udtalt sig således 

Overretsassessor Lassen hævdede, at man kunde vente en fuldt tilfredsstillende undersøgelse af kriminalretten. Han anbefalede Kochs forslag.

Højesteretsassessor Koch fastholdt overfor borgmesteren, at det var uhensigtsmæssigt og uheldigt af politidirektøren at lade så lang tid hengå. I øvrigt fandt han at man netop burde benytte det øjeblik nu da stemningen var oppe, til at få en reform. Borgmesterens henstilling om at give tid, kunne han ikke tiltræde 

Philipsen præciserede, at den af de seks medlemmer ønskede kommission ikke skulle foretage en kriminel undersøgelse, men kun indhente oplysninger.

Koch: Men så kunne d'hrr. jo tiltræde mit forslag. Også efter dette kan kommissionen fremskaffe alle ønskede oplysninger.

Lassen sluttede sig hertil.

Man skred derefter til afstemning.

Der stemtes først over Kochs forslag, betragtet som ændring. Det vedtoges med 25 st. mod 5 (de seks undtagen Trier). Kochs forslag vedtoges derefter som helhed med 30 st. (Lange undlod at stemme). De seks medlemmers forslag og Langes forslag var dermed bortfaldne.

(Herning Folkeblad - Vestjylland, 8. maj 1895).

Mødet er også refereret i Social-Demokraten 7. maj 1895, med enkelte afvigelser, ikke i indhold, men udvalg af hvad der blev sagt. 

Borgerrepræsentationen bestod i 1895 af 36 medlemmer. Valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling. Dens indflydelse var dog stærkt begrænset. 

De i artiklen omtalte medlemmer er:

Højesteretsadvokat Hans Nicolai Hansen, borgmester for 1. afd. 1873-1897. 

Boghandler Gustav Philipsen (1853-1925). Folketingsmedlem, cand. jur. BR 1893-1904. Rådmand i Magistratens 4. afd. 1904-1925 

Højesteretsassessor Peter Frederik Koch (1832-1907). BR 1882-1898. Formand 1885-1895.

Dr. med. C. G. Lange. BR 1883-1897.

Professor Carl Torp, dr. jur. BR 1894-1900.

Journalist Jens Jensen (1859-1928). BR 1893-1903 (Socialdemokratiet). Han blev den første socialdemokratiske borgmester, først for 2. afd. 1903-1924, senere overpræsident 1924-1928.

Overretsassessor,N. K. P. Lassen (1848-1923). dr. jur. BR 1889-1897.

Cand phil. Herman Trier (1845-1925). BR 1893-1917 (Det Radikale Venstre). Formand 1898-1907. Landstingsmedlem.

Knud Pontoppidan om Nathanson. (Efterskrift til Politivennen)

Tilfældet angaar en sindssyg Mand, en jysk Hestehandler Nathansen, hvem det ved Autoriteternes Overbærenhed blev muligt i en Række Aar at spille en vis Rolle her i Landet og at foranledige en Masse Skandaler. Han begyndte som Projektmager i stor Stil, navnlig med Planer til Hesteavlens Fremme; men efter at han under en Exaltations-Paroxysme var bleven „indespærret" i en Daareanstalt og senere paa Alm. Hosp., der den Gang svarede til det nuværende Kommunehospital, gjorde han det til sit Livs Hovedopgave at bringe Lys i denne „Skændselssag". Alle de, der ved denne og senere Lejligheder havde afgivet Forklaringer eller Erklæringer, dannede et Komplot med den Opgave at aflægge falske Vidnesbyrd angaaende hans mentale Tilstand. I en længere Aarrække optraadte han nu som en hensynsløs Kværulant, løb Autoriteterne paa Dørene for at fremtvinge nye Undersøgelser, fyldte Bladene med de taabeligste og mest uforskammede Inserater og udgav en hel Række af Smaaskrifter om den himmelraabende Uret, der var overgaaet ham. I nogle af disse gaar det mest ud over hans hippologiske Modstandere, navnlig en enkelt, hvem han mistænker for at have en Finger med overalt og beskylder for at „arbejde hen paa at blive Kammerraad" (se saaledes: „Recenscenten og Dyrene eller Dyrlæge Neergaard og mine Hingste"); men det er dog navnlig Lægerne, der maa holde for, saavel i hans Selvbiografi, der udkom 1859 og er tilegnet det danske Folk, som i Pjecerne „Et Lægekomplot" og „Arkiv for Læger". D'Hrr. Læger ere jo altid rede til at dække hverandres Fejl; det er dem, der har konspireret og faaet ham indespærret som gal. „Dr. N. har nemlig villet hjælpe Dr. C., Dr. G. vilde hjælpe Dr. B., Dr. G. vilde atter hjælpe Dr. N." o. s. v. Han aftrykker samvittighedsfuldt som Bilag de officielle Erklæringer, i hvilke han stemples som en forrykt Mand; men det falder ham ikke svært at afkræfte deres Betydning. Den indlæggende Læges Attest er „galt affattet"; Overlægen paa Almindeligt Hospital har ingen Ret til at tale med, eftersom han er indviklet i Fjendernes Komplot og har underkastet Patienten en saakaldet Kur, der hverken har været mere eller mindre end en planmæssig Mishandling, anlagt paa enten at berøve ham Forstanden eller i det mindste at tirre ham til Ubesindigheder, som kunde retfærdiggøre yderligere Foranstaltninger. „Denne snu og rænkefulde Doktor" har da „i sin Befippelse" heller ikke kunnet fremsætte andet end lutter „naragtige Paastande". Det Skøn, Overlægen paa Bidstrupgaard afgav, var „meget latterligt og forviklet affattet". Hvad endelig Sundhedskollegiets Erklæring angaar, udtaler han sig deromsaaledes: „Disse 10 Professorer, alle Medlemmer af Sundhedskollegiet, har ikke alene, for at søge at retfærdiggøre for det danske Folk de mod mig udøvede Handlinger af deres Kolleger, offentliggjort i deres saakaldte „Bibliothek for Læger", Juni-Heftet 1840, deres løjerlige Dokument, men de har tillige affattet dette latterlige Papir af den for Kollegiet vistnok snilde Skingrund o. s. v. Men hvad gør man ikke for at redde sine Kollegers enfoldige og ubetænksomme Adfærd?"

Denne forrykte Mand kan tilsidst ikke tænke paa andet end sin Tvangsindlæggelse og Indespærring; „saa længe der flyder Blod i mine Aarer, vil denne Skændselsdag (nemlig Indlæggelsesdagen) stedse være i frisk Minde." Hans Intellektualitet absorberes ganske af de fixe Ideer, og han indvikler sig derfor i den ene Proces mere endeløs end den anden. Og „alle disse Bryderier og Udgifter, som det Offentlige bebyrdes med, foranlediget ved enfoldige „lægekyndige Skøn", alle de lidte Kvaler, som jeg med Familie i mangfoldige Aar maatte gjennemgaa, kunde have været sparede, dersom Dumhed og Ondskab i Aaret 1839 ikke havde forøvet lovløse Handlinger mod mig."

I en Række Aar vedblev Myndighederne med en mærkelig Overbærenhed at finde sig i denne Mands vanvittige Færd og at lempe sig ud over de dels fortrædelige, dels ligefrem forargelige Sager, han i sin Hævngerrighed stillede paa Benene; de fleste af dem udjævnedes og sluttedes, og Patienten blev tilsidst praktiseret bort til Brasilien. Dette Skridt var imidlertid til liden Baade for Lægerne, da den gale Mand naturligvis i sine Afskeds-Publikationer lod forstaa, at det kun skete „for ej at kompromittere de implicerede Læger." Disse stode i Virkeligheden værgeløse overfor de Injurier og Bagvaskelser, med hvilke han i sin Harme overfaldt dem. At tage de Repressalier, der ligger i en Sagsøgeise, vare de fornuftigvis afskaarne fra. Anlæggelsen af en Proces forudsætter jo nemlig, at den Sagsøgte er juridisk ansvarlig for sine Handlinger, og er altsaa en Uting mod en vanvittig Mand. Og den er det dobbelt for de Læger, der paa Embedsvegne have maattet afgive Erklæring om hans Sindssygdom, fordi denne indirekte har involveret Injuriantens Utilregnelighed. De kan ikke anlægge Sag uden stiltiende at indrømme Ugyldigheden af deres egen Erklæring, de kan ikke værne deres Navn og Rygte ved at slaa sig selv paa Munden.

Jeg har refereret denne Nathansen'ske Affære temmelig udførligt, fordi den kan tjene som Paradigma for talrige lignende Sager, saa at de Betragtninger, til hvilke den giver Anledning, har en mere almindelig Gyldighed. Hvad for det første Lægernes Stilling til Sagen angaar, kan der rejses Spørgsmaal om Rigtigheden af det Resultat, til hvilket de ere komne ved Bedømmelsen af N.s mentale Tilstand. Der er jo nemlig Ingen, der vil paastaa, at Lægerne ere ufejlbare. Man kan imidlertid sige, at der her er tilvejebragt saa stor Sikkerhed, som man overhovedet kan opnaa i menneskelige Ting. Forskellige Læger have erklæret Patienten for sindssyg, en Specialkollega har paa en Sindssygeanstalt verificeret Diagnosen, og Landets øverste lægevidenskabelige Autoritet, Sundhedskollegiet, har givet de tidligere faglige Instanser Medhold. Det er jo tænkeligt, at man 100 Aar tidligere eller 100 Aar senere ikke vilde kalde det Sindssygdom; men under de givne historiske Forudsætninger var Nathansen sindssyg.

Der er iøvrigt ingen Grund til at komme nærmere ind paa den videnskabelige Undersøgelse af Diagnosens Berettigelse. Det fremdragne Tilfælde har sin væsentligste Interesse ved det Indblik, det giver i det store Publikums Fordomme, hvor Talen er om Sindssygdom. Og i denne Henseende ere vi stillede nu til Dags omtrent ligesom for 50 Aar siden. Endnu bestandig maa vi spørge os selv, hvorfra den indgroede Tro kommer, at vi Sindssygelæger skulde have nogen Interesse af at gøre Folk sindssyge i større Udstrækning, end de er det. Dersom det insinueredes, at vi lode os underkøbe til at holde Patienterne indespærrede, vilde Misforstaaelsen være forklarlig. Men da vi dog vel som Regel ikke mistænkes for noget saadant, er det ikke let at se, hvad der egentlig skulde bevæge os til at holde Patienterne tilbage i Sindssygeanstalterne imod deres Ønske længere end vor Pligt og vort Ansvar byder det. De paagældende Sager ere altid saa ubehagelige og besværlige, at Patienterne ingenlunde gør os nogen Tjeneste ved deres Nærværelse; vi slap dem sandelig gerne jo før jo heller.

Jeg taler her, mine Herrer, af personlig Erfaring fra min Virksomhed i en Lægeplads, der hører til de mest fremskudte og derfor ogsaa til de stærkest exponerede. De egentlige Sindssygeanstalter, hvor Patientens „Indespærring" er bleven et fait accompli og alle hans Forhold bragte i Ro og Orden, have en gunstigere Stilling. Men paa en Receptionsafdeling som denne, hvor vi har Publikum saa nært paa Livet og skal tage Stød af til alle Sider, bliver vor Opgave nødvendigvis meget utaknemmelig. Nogle skal gøres gale, Andre maa ikke være det, og hvad der saa sker, har vi ikke andet end Utak for det. Intetsteds er der nærmere Adgang til Indblanding fra selvbestaltede „Tillidsmænds Side end her, hvor Indlæggelse eller Overflytning kan komme til at foregaa under Hujen og Protest, hvor der skal handles hurtigt og afgørende, og hvor Virksomheden derfor under Omstændigheder former sig som en ren Profosbestilling. Det er derhos utroligt, hvad man paa et Sted som dette faar Ord for at have sagt og gjort, og skulde jeg berigtige alle de fejlagtige Meddelelser, der bringes Offentligheden her fra Afdelingen, fik jeg for meget at bestille. Der er altsaa ikke andet for end at uddanne sig til Pachyderm, saa at intet længer bider paa En; der hører nu en Gang til en Stilling som denne en lidt haard Hud og en stiv Rygrad.

Saa vist altsaa som den Art Sager kan have sine Ubehageligheder, saa er det alligevel ikke os Sindssygelæger, man mest skal beklage; os gør det ikke noget, vi ere hærdede. Nej, mine Herrer, hvem det er Synd for, det er først og fremmest Patienten. Det er Synd for en saadan Stakkel, at han gør sig til Skive for Offentlighedens nysgerrige Opmærksomhed og stiller sin sørgelige Sygdom til Skue. Men hvem bærer Hovedskylden derfor? Det gør disse uforstandige Venner og disse den saakaldte offentlige Menings Talsmænd, der giver hans sygelige Ideer Næring ved deres Tilslutning og hidser den Syge op til den meningsløse Kværuleren. Patienten selv rammes ikke af nogen Bebrejdelse; men desto stærkere maa den rettes imod dem, der uden at have Forudsætninger for Bedømmelsen tage Parti i Sagen.

Der er navnlig to Punkter, hvor Opinionens Holdning under en opsigtsvækkende Sag som denne maa frappere ved sin Uforstand, og begge belyses godt ved det Exempel, jeg har valgt at fremstille. Det ene Punkt angaar den gængse Misforstaaelse med Hensyn til, hvorledes man i en Erfaringsvidenskab som Psykiatrien tilvejebringer det fornødne Bevismateriale. Nathansen samlede naturligvis ivrigt paa Vidnesbyrd, der kunde bruges til at slaa Beskyldningen for Sindssygdom ned, og overfor Lægernes Udtalelser stillede han en Række af Attester, der gik ud paa at vise, at han ingenting fejlede. Disse undlod ikke at gøre den forønskede Virkning, endskøndt de stammede fra' Personer, der ikke blot manglede enhver Sagkundskab, men som end ikke kunde antages at være i Besiddelse af særlig god Iagttagelsesevne. Og endnu bestandig er det disse Hjælpetropper, der rykke i Marken mod Lægerne; endnu bestandig maa vi høre det Argument, at Skræder X eller Skomager Y „ikke kan forstaa", at den Paagældende er sindssyg, hvortil der egentlig kun kan svares, at det maa regnes til det meget andet, Skrædere og Skomagere ikke forstaa.

Ikke mindre forbausende er det at være Vidne til, hvorledes Folk uden videre tror, hvad en saadan Patient kan finde paa at fortælle om sine imaginære Forfølgelser. „Hvad jeg har lidt i hine 14 ulykkelige Døgn vilde være utroligt at beskrive," siger Nathansen; men ikke desto mindre giver han i sit Ugeblad „Korvetten Politivennen" detaillerede Skildringer af „allehaande uhørte kvalfulde Mishandlinger". Tillige lægger han Lægerne dé taabeligste Yttringer i Munden og har den Dristighed med Citationstegn at indføre dem ordret talende. Det ubegribelige er nu, at dette virkelig tages for gode Varer af Publikum; en saa ubetinget Tillid har Folk til, at de „har set det paa Tryk", skøndt dette ofte skulde synes en Grund mere til ikke at tro det. Saaledes bliver den Nathansenske Sag ikke i første Række en Ubehagelighed for de implicerede Læger, men først og fremmest en Ulykke for den Syge, og dernæst et sørgeligt Vidnesbyrd om den saakaldte oplyste Almenheds Uforstand. Og dertil kommer det nedtrykkende i at se, at Indignationen er ganske forloren, saa at den ikke varer længere, end til en ny Skandalehistorie har lagt Beslag paa Offentlighedens Opmærksomhed.

Den Nathansen'ske Affære blev i sin Tid — dog inden den var fuldt afsluttet — gjort til Genstand for en indgaaende psykopatologisk Studie af Selmer, vor første og hidtil største Autoritet paa Psykiatriens Omraade. S. ender sin Afhandling, der er offentliggjort i „Bibl. f. Læger" 1848, med følgende Passus:

„Dette Hof- og Stadsrettens Felttog mod en gal Mand er i Sandhed den bittreste Persiflage over vor Retspleje; og vi kommer saaledes tilbage til den Sætning, som dannede Udgangspunktet for nærværende Skildring, at Nathansens Historie afgiver det skarpeste Bevis for Vigtigheden af en Daarelovgivning, som tager Hensyn til alle de Forhold, hvori de Afsindige kunne træde til Samfundet, være sig i borgerlig Henseende eller for de civile og kriminelle Domstole, og som ikke blot faststiller Samfundets Forpligtelser mod disse Ulykkelige, men ogsaa dets vel begrundede Rettigheder lige overfor dem."

Denne Udtalelse har fuld Gyldighed den Dag i Dag og saa tidt en ny Sag af denne Art vækker en stærk Opinion til Live. Det er fremdeles en Sindssygelov, vi trænge til, og vi Læger ere trods Nogen interesserede i at faa den, fordi det er den eneste Maade at blive fri for den evige Mistænkeliggørelse. Kunde saadanne Pamfleter som de Nathansen'ske bidrage til hurtigere at skaffe os den ønskede Lov, vare de ikke skrevne forgæves. Men der kan næppe tillægges dem megen Betydning ud over den øjeblikkelige.

Knud Pontoppidan: Psykiatriske forelæsninger og studier. København 1895. Side 19-26. Findes digitaliseret hos Det Kongelige Bibliotek.

En Folketingsmand i den offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen hævet.

Den nyvalgte socialdemokratiske Folketingsmand Sigvald Olsen var bleven meldt i Kjøbenhavn for Værtshusuorden, og Sagen foretoges i Forgaars i den offentlige Politiret. "Nationaltid." bringer følgende Referat :

Mødte var: Tiltalte, Cigarfabrikant Sigvald Olsen, Anmelderen, Kontorbud Otto Jensen og Vidnet, Værtshusholder Handest. Et andet Vidne, Folketingsmand Har. Jensen, var ikke mødt, men fra denne forelaa et Brev.

Assessoren oplæste først Rapporten, der gik ud paa, at Sigv. Olsen den 19de April Kl. 7½ om Morgenen havde slaaet Anmelderen to Slag i Ansigtet.

Sigvald Olsen benægtede Rigtigheden. Han var den paagjældende Morgen, ledsaget af en Meningsfælle - de kom begge tidligt fra Jærnbanen - kommet ind i Handests Beværtning paa Vandkunsten. Otto Jensen havde her budt paa bajersk Øl, men da Sigv. Olsen fandt, at Jensen ikke var ganske ædru, nægtede han at modtage det. Jensen havde derefter skjældt ham ud, bl. a. for socialistisk Levebrødsmand, og skjønt Olsen flere Gange bad ham forføje sig bort, vilde han dog ikke gaa. Olsen rejste sig derfor sluttelig, og idet han skubbede Jensen til Side, gik han ind i et andet Lokale.

Assessoren: Ja, men i Rapporten staar, at De har slaaet ham to Gange i Ansigtet.

Sigv. Olsen: Det er ikke sandt.

Betjenten var tilkaldt, efter at det omhandlede var passeret, han kunde Intet sige.

Kontorbud Otto Jensen indrømmede, at han havde været noget beruset. Den Tanke var opstaaet hos ham, da Værten, Hr. Handest, havde udbrudt  "der kommer vor nyvalgte Folketingsmand", at han vilde tale med denne. Hvad han havde sagt, kunde han ikke rigtig huske.

Assessoren: Der havde jo været Fest den Nat. Var De med der?

Otto Jensen: Nej, jeg havde været til Fest med mig selv. Da jeg blev ved at tale til Olsen, slog denne mig to dog ikke stærke Slag i Ansigtet og rustede i mig, idet han sagde, at hvis jeg ikke passede mig selv, saa skulde jeg faa. Derefter var det, at jeg hentede en Betjent.

Værtshusholder Handest henholdt sig til Olsens Forklaring. Olsen og Har. Jensen vare komne ind i hans Beværtning, hvor der var blevet serveret for dem. Otto Jensen havde væltet sig ind paa dem og kaldt dem Levebrødsmænd. Olsen havde derefter rejst sig og skubbet Jensen tilside. Slagene havde Handest ikke set noget til. Desuden var Jensen en Time senere kommet ind i Beværtningen, og han havde erklæret, at Slagene ikke vare til at mærke.

Assessoren: Er De blevet slaaet, Jensen?

Otto Jensen: Ja det er jeg stadig overbevist om, Olsen har ogsaa sagt til Handest, at han beklagede, hvis han havde slaaet Jensen.

Sigv. Olsen: Jeg har kun gjort, hvad der var nødvendigt for at komme bort fra Jensen. Hvis han havde faaet Slag af mig, vilde han ikke for Retten kunnet konstatere, at han ikke kunde huske det.

Assessoren: Ja, efter det saaledes oplyste erklærer jeg Sagen for hævet.

(Aarhus Amtstidende 3. maj 1895).

Ukendt fotograf: Vandkunsten. Cafe Aug. Handest. 1905. Det kunne være August Handest "himself" som står i døren? Konen ser ud til at holde en flaske. Kbhbilleder. Public Domain.

Strejken paa Frederiksholms Teglværker. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags, mens Arbejderklassen Verden over demonstrerede for en forkortet Arbejdsdag, har det samme Spørgsmaal fremkaldt en større delvis Strejke ude paa det store "Frederiksholms Teglværk". For nogle Aar siden var Arbejdstiden derude fra 5 Morgen til 8 Aften. Denne umenneskelig lange Arbejdejdstid blev senere indskrænket saaledes at Arbejdstiden sidste Sommer var fra 5 Morgen til 6 Aften uden Vesperkost. Saa paabegyndte Arbejdsmændenes Forbund en energisk Agitation mellem Arbejderne paa de herværende Teglværker, og Arbejderne paa Frederiksholm blev derved organiserede. Ved Forhandling mellem Forbundet og Frederiksholms Teglværks Direktør, den kendte og agtede Murermester Vilh. Køhler, blev Arbejdstiden straks sidste Sommer forkortet med 3/4 Time, saaledes at der derefter kun arbejdedes fra 5½ Morgen til 6 Aften med 1/4 Times Vesperkost. For at undgaa Kamp rejstes der da ikke videre Krav fra Organisationens Side, medens det dog mellem Undertegnede og Hr. Kohler var en Aftale, at for saa vidt det i Almindelighed holdt Stik, at Arbejderne trods den stedfundne Forkortelse af Arbejdstiden var i Stand til at præstere det samme Kvantum Arbejde, skulde Arbejdstiden i Aar yderligere blive forkortet til del her i Byen gængse. Da denne Forudsætning fuldt ud blev opfyldt, indførte Hr. Køhler saa i Aar ved Kampagnens Begyndelse den normerede Arbejdstid fra 6-6 med 1½ Times Hviletid. Det tegnede saaledes til, at det rejste Spørgsmaal ved Forbundets moderate Optræden og Hr. Køhlers venlige Imødekommenhed skulde blive løst uden nogen Konflikt. Det er desværre ikke blevet Tilfældet.

Værkets Arbejdsleder, Hr. Forvalter von Halle, en ældre, ilter Mand med gammeldags Syn paa Nutidsforhold, har slet ikke kunnet forlige sig med de nye Arbejdsforhold og vel sagtens af den Grund overfor Folkene stillet sig noget akave. Han forlangte strængt overholdt, at alle Folkene skulde præstere fuldtud det samme Kvantum Arbejde som før med den 1½ Times længere Arbejdstid. Arbejderne, der var glade for den indførte Reform, anspændte alle deres Arbejdsævner og præsenterede virkelig hvad han forlangte paa nogle enkelte Arbejdshold nær, nemlig Ovnfolkene. Disse Folk, hvis Arbejde bestaar i at indsætte og udtage Sten af de stærkt ophedede Ovne, der som oftest er saa varme, at de svider Træet paa Trillebørene, havde mest ondt ved at følge med. De havde helt igennem arbejdet i Akkord med trykkede Priser og i Forvejen inden Arbejdstidens Forkortelse drevet deres Arbejdsydelse op til det yderste, de sakkede bagud og maatte have Ekstrahjælp. Saa kulminerede Hr. von Halles Indignation, og i Fredags forlangte han af det Hold Ovnfolk, der var længst tilbage, at de skulde forpligtige sig til at arbejde før og efter Arbejdstid, hvis det gjordes nødvendigt for at følge med. Oprørte over dette Forsøg paa at berøve dem den forkortede Arbejdstid nægtede de dette, hvorefter de straks paa en brydsk og udfordrende Maade blev afskedigede.

Efter at alle Forsøg paa at bringe Hr. von Halle til at indse den Uret, han havde begaaet, var strandet, og efter at Hr. Køhler havde erklæret intet at ville paalægge den gammeldags Forvalter i saa Henseende, nedlagde, som nævnt, alle Ovnfolkene, ca. 50 Mand, Arbejdet Onsdags Morges.

De strejkendes Fordring er nu, at deres 8 afskedigede Kammerater skal antages igen og at der gives en Forhøjelse af Ovnenes Akkordpriser, saaledes at den gamle Fortjeneste kan holdes.

Et efter Forholdene fuldt berettiget Forlangende.

Ophidselsen mellem Værkets øvrige ca. 400 Arbejdere er meget stor. Kun ved Arbejdsmændenes Forbunds Indflydelse er det lykkedes at forhindre en Strejke over hele Værket.

I Gaar har von Halle endnu mere ophidset Stemningen ved yderligere at afskedige 7 Mand, fordi disse ikke vilde gaa i de strejkendes Arbejde.

I alt har denne ensidige Mand ved sin latterlige stritten imod Tidens store Krav naaet at faa afskediget 15 Mand, som, det bør bemærket, har arbejdet fra 1 til 13 Aar paa Teglværket. Forbitrelsen imod ham er herved blevet saa enorm, at man trøstig kan sige, at vel næppe noget Menneske her i København i Øjeblikket har saa mange Fjender som han.

Da Værkets 400 Arbejdere ikke alle er i Arbejdsmændenes Forbund, er det ikke sikkert, at Organisationens Indflydelse er stærk nok til at hindre hele Værkets Standsning, hvis Striden yderligere tilspidses.

Det er imidlertid at haabe, at Hr. Køhler, der som Murermester er kendt som en human Arbejdsgiver, vil gøre en hurtig Ende paa Striden i Stedet for ved en Forlængelse af denne at gaa glip af den Ros, han i øvrigt fortjener for sin hidtidige udviste Medgørlighed.

Lyngsie,

f. T. Formand for Arbejdsmændenes Forbund.

(Social-Demokraten 3. maj 1895).

Ukendt Fotograf: Frederiksholms Teglværk Kongens Enghave, Frederiksholms Teglværk set mod nordvest. Kildetekst (transskription af tekst på bagside eller fra album): Frederiksholms Kalk- og Teglværker blev grundlagt Aar 1871 paa den af Murermester Vilh. Køhler købte Eiendom Frederiksholm (123 Tdr. Land) som Frederiksholms Teglværk. Aar 1873 overgik Foretagendet til et Aktieselskab, der antog det nuværende Navn, efter at der i Aaret 1884 paa Eiendommen var opdaget rige Kalkleier. (Mariboe). Fotoet er taget fra hjørnet Borgbjergsvej-Peter Sabroes Gade.  Kbhbilleder.

Fredag den 3. maj 1895 blev der med direktør Køhler indgået en overenskomst. Arbejdet blev herefter genoptaget, og de 15 afskedigede blev genansat. Under den 3 dage lange konflikt var der 4 betjente stationeret fra Svendsgade politistation.