Sundhedsfarlige Forhold ved kongens Enghave. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Paa Kongens Enghave mellem Statens Værksteder og Frederiksholms Havn strækker sig et hyggeligt, veltilvokset Havekvarter. Havelejerne er her Arbejdere, de efter endt Daggerning søger Hvile ved at pusle om og hyggeliggøre denne lille Plet Jord for dem og deres Familier.

Opholdet i disse Haver er nu i den bedste Del af Sommeren indtil Dato gjort uudholdeligt for de mange Arbejderfamilier paa Grund af den Stank, som den i Nærheden liggende Kødfoderfabrik udsender. Fabriken har altid været en Plage for Havekvarteret, og man troede, at i Sommer skulde man endelig være den kvit, da den er nedbrændt; men det er blevet det modsatte Forhold. Fabriken har nemlig lige før og efter Branden faaet tilkørt Hundredvis af Tønder raadne Kartofler, som ikke alene opfylder Fabrikspladsen, men ogsaa, hvor utænkelig det end lyder, den halve Bredde af Vejen langs Fabriken, som Havelejerne skal passere. Da Fabriken ligger stille, faar disse Hundreder af Tønder Kartofler midt i Sommerens Hede Lov til uden videre at raadne op, mens Bunkerne for hver Dag synker sammen, og den raadne Kartoffelsaft løber ud paa Vejen. - Man behøver vist ikke at udvikle, hvor forfærdelig en Stank denne Pestbunke, som Tusindvis af Fluer og Masser af Rotter tumler rundt i, udsender over dette Havekvarter. Hvor er Sundhedspolitiet henne?

Her tyer Arbejderen med sin Familie uden for Byen for at indaande en Smule frisk Luft, og her skulde hans Børn, som i Sommerferien ikke kan komme paa Landet, opholde sig; men denne forpestede og med Fluerne sygdomsbefængte Atmosfære forhindrer alt dette. Derfor stiller disse mange Arbejderfamilier dette Krav: Fjærn disse sygdomsbefængte, raadne Kartoffelbunker, at vi Havelejere dog Resten af Sommeren kan nyde vore Haver.

En Havelejer
i Haveforeningen "D. S. B."

(Social-Demokraten 1. juli 1919).

Det gamle Bomhus paa Lyngbyvej. (Efterskrift til Politivennen)

I vore Dage, da alle Bomme sprænges, er det jo heller ikke saa underligt at de Afspærringer, hvor man afkrævede de kørende Kjøbenhavnere Bompenge efterhaanden er forsvundne. Længst og haardest stod Kampen om Amager Bom, det er ikke saa forfærdelig mange Aar siden, at de Amager-Bønder endnu kørte lange Omveje for at undgaa at betale den forhadte Afgift.

Nu river man det gamle Bomhus paa Lyngbyvej, hvor Bommanden sad i sin lille gemytlige Kahyt for sig selv, ned, vort Billede viser det, efter at dets Dage er talte. Det er næsten Synd at gøre det, for det er dog et hyggeligt Minde om svundne Dages Mangel paa praktisk Sans.

Endnu har vi da kun Bommandens Hus ved Indkørselen til Charlottenlund fra Strandvejen tilbage. Den sidste Bommand dér var en streng Herre, som meget nødig paa Somersøndage indlod sig paa at tage Tur og Retur paa een Gang; derfor holdt Vognene, dog især paa Væddeløbsdage, i lange, utaalmodige Rækker, indtil det økonomiske var klaret. Det var til liden Glæde for Vognenes Passagerer, men Charlottenlunds faste Beboere skulde gerne om Søndagen ned til Bommen for at se paa de fine Folk, der kom i Vognene; bagefter gik de saa til Grøndalshuset for at se deres egne Tjenestepiger danse med Skovshovedfiskerne paa den dertil indrettede Estrade.

Blandt de faste Tilskuere begge Steder var Kong Frederik den Ottende, der allerede som Kronprins havde arrangeret sig en Udsigtshøj lige overfor Bommandens Hus, hvor han var en sikker Mand hver Søndag Imellem 2 og 4. Lad endelig ikke Charlottenlunds Bombus gaa samme Vej, som Lyngbyvejens nu gaar; dertil er det for kønt, og der er hyggeligt derinde i de lave Stuer; det kan bl. a. Fru Dagmar Heinemann bevidne, hun har boet dér i mange Somre, medens hun optraadte i "Over Stalden".

Om Bomhuset ved Lyngbyvejen fortælles en morsom Historie fra de Dage, da man begyndte at køre paa Cykle her i landet. Det var de bekendte høje Cykler med det store Forhjul. Blandt de første, der vovede sig ud ad Lyngbyvjen paa saadant et Bæst var Fabrikejer Bjørn Stephensen, der da var en meget skattet Studenterskuespiiler; han havde nok læst paa den malede Tavle, at Enspændere betalte saa meget, Flerspand mere. Og nu skelede han til Bommanden og spurgte: "Hvor meget koster det saa for mig at slippe igennem med denne Herskabsvogn?"

"Ingenting", svarede Bommanden haanligt, "dem regner vi for Barnevogne!"

Knud Bokkenheuser

(B. T. 26. juni 1919).

Christian Sophus Christiansen død. 1865-1919. (Efterskrift til Politivennen)

Christian Sophus Christiansen døde den 13. juni 1919. Han var da borgmester i København. Landstingsmand, medlem af borgerrepræsentationen fra 1912, formand for Københavns Borgerrepræsentation, borgmester 1917-1919.

Christensen var udlært møbelsnedker. Fra 1884 deltog han i det faglige organisationsarbejde, 1885 som medlem af bestyrelsen for Snedkernes og stolemagernes fagforening hvor han var formand 1893-98. Han stod i 1896 sammen med en kollega for fagets første priskurant for møbelarbejde. 1898-1901 var han forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark. Under den store arbejdskamp 1899 spillede han en fremtrædende rolle. 

1901-10 var han snedkermester. 1910-17 forretningsfører for den socialdemokratiske presse. 1902-17 medlem af Københavns borgerrepræsentation: 1903 ordfører budgetudvalget og 1913 formand. Han blev 1917 borgmester for den nye 5. afdeling under magistraten (belysningsvæsenet, vandforsyningen, sporvejene, kørsel m.m. Han nåede altså kun at have denne post i 2 år før han døde.

Han var siden 1891 gift med Hedevig Sophie Christine Lauritzen (1865-1950).

Christian Sophus Christiansen (1865-1919). Ukendt fotograd. Wikipedia. Public Domain. Fotoet figurerer i flere af de nedenstående nekrologer.

Borgmester Chr. Christiansen paa Dødslejet.

Med virkelig Sorg vil Københavns Borgere modtage Meddelelsen om, at Borgmester Chr. Christiansen henligger paa Dødsleiet.

Borgmester Christiansen vil blive yderst vanskelig at erstatte.

En saa dygtig, rettænkende og gennemnobel Mand er ikke let at finde.

Allerede som Borgerrepræsentsaionens Formand fik Christiansen Lejlighed til at lægge sine fremragende Evner og Egenskaber for Dagen, og de kom til fuld Udfoldelse, da han for nogle faa Aar siden blev valgt til Borgmester.

Dette vigtige Embede bestred Christiansen med den største Dygtighed, og han vil ved sin Bortgang blive haardt savnet.

Københavns offentlige Liv bliver en sjælden Personlighed fattigere.

- - -

Borgmester Christiansen er født her i København den 17. Juli 1865. Faderen var Snedkermester, og Sønnen kom i 14- Aar Alderen i lære hos Møbelsnedkerne Severin & Andreas Jensen.

I 84 blev han Svend, og den unge Mand, der allerede i en ung Alder lagde Førerevner for Dagen, blev kort efter indvalgt i sin Organisations Bestyrelse, for hvilken han var Formand fra 1860 til 98. Omtrent i den samme Periode var han iøvrigt leder af Skibssnedkernes Fagforening; og fra 98 til 1901 bestred han Hvervet om Forretningsfører for Snedkerforbundet i Danmark.

I 1901 grundede Christiansen sin egen Forretning; men han opgav den i 1910 for at overtaget Hvervet som Socialdemokratiets Forretningsfører, og han blev saa endelig i 1917 valgt til Borgmester for Magistratens 5 Afdeling.

Iøvrigt var Christiansen fra 1902 til 1917 Medlem af Borgerrepræsentationen og i de sidste fire Aar af denne Periode dens Formand. Sin politiske Virketrang nedlagde han i Aarene 1906-18 i Landstinget; og til det sidste var C. Medlem baade al Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og Bryggeriet Stjernen.

(Folkets Avis (København) 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

Vi maa i Dag bringe vore Læsere det Sorgens Budskab, at Borgmester S. Chr. Christiansen  Dag er afgaaet ved Døden kun 54 Aar gammel.

Meddelelsen vil vække dyb Sorg i vide Kredse, og den vil ogsaa vække Overraskelse for de fleste, thi Chr. Christiansen stod endnu for faa Maaneder siden i sin fulde Kraft, og alle troede, at der endnu var beskaaret ham et langt og daadrigt Liv.

For et Par Uger siden maatte han imidlertid lade sig indlægge paa Kommunehospitalet, Grundlovsdagen blev han opereret, og her konstaterede man den haabløse Sygdom, som vor gode Ven og Kammerat nu er bukket under for.

Christiansens Død vil vække dyb Sorg hos alle, der kendte denne fortræffelige og højtbegavede Mand, og enhver Socialdemokrat vil føle Smerte, fordi Partiet her har mistet en af sine allerbedste og dygtigste Forkæmpere, af hvem man ventede sig saa meget i det Opbygningsarbejde, som Fremtiden maa bringe.

Christiansen tilhørte Socialdemokratiet fra sin tidligste Ungdom, og han vandt tidlig sine Kammeraters Tillid.

I en ganske ung Alder valgtes han 1885 ind l Bestyrelsen for Snedker- og Stolemagernes Fagforening, og l 1893 valgtes han til Formand, hvilken Stilling han beklædte til 1908. Han var Formand for Skibssnedkernes Fagforening fra 1890 til 95, og i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedkerforbundet.

Det var i Fagorganisationens haardeste Kamptid, at man betroede den rolige, klare og handlekraftige Mand denne vanskelige Opgave, og Christiansen ledede saaledes Snedkerforbundet under den store Lock'out, i hvilken Tid Arbejdsgiverne beærede ham med særlig voldsomme Angreb.

I 1902 valgtes Christiansen ind i Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var i 4 Aar. I 1906 valgtes han til Medlem af Landsthinget, og 1 1910 overtog han den vigtige Stilling som finansiel Leder af den socialdemokratiske Presse.

Denne Stilling forlod han 1. Juli 1917, da han valgtes til Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. 

Kun 54 Aar gammel er Christiansen gaaet bort, og dog har han saaledes haft en stor og glimrende Arbejdsperiode.

Paa de faglige og de politiske som de kommunale Felter har han tjent den Samfundsklasse, han repræsenterede, og alle Vegne er hans Arbejde kendt og skattet.

Han kunde ikke nøjes med at fungere, nej, han maatte reformere og skabe.

Han havde ringe Interesse for det deklamatoriske, thi hans Hjerte og Forstand hang med Realiteterne. Han elskede sin Barndomsby, og hans højeste Lyst var at skaffe denne By fine Parker, Asfalt og engelsk Brolægning, gode Kloaker, fine Sporvogne og moderne Bygninger med alle Nutidens Bekvemmeligheder.

Tidens Opfindelser og Teknik begejstrede Christiansen, og han havde den Lykke at blive Borgmester netop for den tekniske Afdeling.

Med al sin Manddoms Kraft og Energi gik han ind til denne Stilling, og han ofrede al sin Tid paa det Embede, der var ham betroet, og som han havde saa kær, ja, han tog sig ikke en Gang en Ferie.

Overgivent sagde han i Fjor til den, der skriver disse Linjer: Hvad skal jeg have Ferie for. Jeg har aldrig haft Ferie, og jeg kan ikke være borte fra København i 4 Uger.

I Sommer talte han for første Gang om Ferie, og han traf Forberedelser til at rejse bort fra Byen naar han kom ud fra Hospitalet.

Christiansen var Inderst inde en ægte københavnsk Haandværkssvend. Han var altid i godt Humør, og det var hans Glæde at samles med gode Venner og Kammerater.

Han var da den første til Skæmt og Sang, og hans jævnaldrende vil aldrig glemme hans Haandværksviser og glade Sange, der altid kastede Glans og Livsglæde over Vennekredsen.

Vor gode Ven og Partifælle er ikke mere. Et flittigt og smukt Liv er afsluttet. En kær Kammerat og et ejegodt Menneske har forladt os alt for tidlig.

VI bøjer os i Sorg og takker ham for alt det gode, han gav os.

-X

(Klokken 5 (København) 13. juni 1919)

Borgmester Chr. Christiansen død.

Borgmester Chr. Christiansen er i Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Kommunehospitalet, hvor han for godt 14 Dage siden lod sig indlægge paa Grund al en Mavelidelse, for hvilken han allerede i længere Tid havde søgt Helbredelse, Grundlovsdagen blev han underkastet en Operation af Overlæge P. N. Hansen Det stod imidlertid lægerne klart, at Sygdommen - en Kræftlidelse vilde medføre Døden der nu er kommen som en Befrielse.

Borgmester Christiansen blev omtrent 54 Aar gammel, han var født heri Kjøbenhavn den 17 Juli 1865 lærte Møbelsnedkeriet hos Severin og Andreas Jensen og kom hurtig til at indtage en ledende Stilling indenfor sit Fag, i 1898 valgtes han til Forretningsfører for Snedforbundet i Danmark, hvilken Stilling han beklædte under den store Lock out i 1899.

Siden 1902 har Christiansen været Medlem af Kommunalbestyrelsen, i 15 Aar Medlem af Borgerrepræsentationen, hvis Formand han var fra 1913-17, og siden Sommeren 1917 Borgmester for Magistratens 5te Afdeling. I Borgerrepræsentationen udførte Christiansen et stort Arbejde for sit Parti baade i Udvalgene og i Salen, gennem en længere Aarrække havde han Sæde i Budgetudvalget hvis Ordfører og Formand han var. Med det indgaaende Kendskab, han herigennem erhvervede sit til Kommunens Anliggender, og den Interesse, han stadig lagde for Dagen for disse, var han selvskreven til at Indtræde i Magistraten som Repræsentant for sin Gruppe, da den partielle Forfatningsforandring gennemførtes i 1917. Allerede tidligere, efter Borgmester Knudsen Død i 1910, var han sit Parti Kandidat til Embedet som Borgmester for 3die Afdeling.

Det er et stort Arbejde, der har hvilet paa Christiansens Skuldre, navnlig i Krigsaarene, baade som Medlem af Kommunalbestyrelsen og som Medlem af Prisreguleringskomrnissionen og Velfærdsudvalget. Hans store Arbeidsevne og praktiske Dygtighed fandt Anerkendelse fra alle Sider.

Personlig var Christiansen en imødekommende og rolig Mand, behagelig fri for al Bureaukratisme; han var tillige en rettænkende Mand, paa hvis Ord man kunde stole, og som hans politiske Modstandere satte Pris paa at forhandle med. Og han var en Mand som ogsaa kunde optræde med Myndighed overfor sine egne politiske Meningsfæller,

Fra alle sider indenfor Kommunalbestyrelsen - det samme gælder hans store Stab af Medarbejdere indenfor Administrationen - vil man beklage, at det ikke blev ham forundt fuld Arbejdsdygtig at vende tilbage til sin Gerning. 

Fra 1906-18 var Christiansen Landstingsmand for Kjøbenhavn og fra 1910-17 Forretningsfører for "Social-Demokraten", endvidere var han Medlem af Bestyrelsen for Arbejderne Fællesbageri og for Bryggeriet "Stjernen".

Borgerrepræsentationen, eller rettere sagt, den socialdemokratiske Gruppe, hvoraf han var indstillet, staar altsaa nu overfor Valget af en ny Borgmester, og Valget vil sikkert her komme til at staa mellem Borgerrepræsentationens Formand, Hr. Anthon Andersen, Budgetudvalgets Ordfører, Sekretær Hedebol, og Ingeniør Rump.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansen død.

f en forholdsvis tidlig Alder - endnu ikke fyldt 54 Aar - er Borgmester Chr. Christiansen, i Dag afgaaet ved Døden.

Christiansen var saa at sige groet op med det danske Socialdemokrati. Hans Barndomsaar - han blev født her i København 1865 - faldt sammen med de første Forsøg paa at omplante "Internationale" paa dansk Grund. Da han i 1884 var blevet Snedkersvend - ligesom Faderen - var ogsaa Socialdemokratiet vokset til Selvstændighed; netop det Aar valgtes de to første socialdemokratiske Rigsdagsmænd. Og den unge Haandværkssvend kastede sig med Iver ud i Arbejdet for Partiet. Kun 20 Aar gammel blev han Bestyrelsesmedlem i sin Fagforening, og han virkede her - tilsidst som Snedkerforbundets Formand da han selv blev Mester.

Aaret efter blev Christiansen valgt til Borgerrepræsentationen. Og efterhaanden som det tyndede ud i Rækkerne af de gamle Førere, var hans Vej givet. I 1906 blev han Landstingsmand, i 1913 Formand for Borgerrepræsentationen, i 1917 endelig Borgmester for Magistratens 5. Afdeling. Fra 1910 til 1917 var han tillige Forretningsfører ved "Social-Demokraten".

I denne korte Angivelse af Borgmester Christiansens Livsbane ligger allerede et tydeligt Vidnesbyrd om hans Dygtighed og Paalidelighed som Tillidsmand. Og dette understreges yderligere derved, at han ingen Sinde var de store Ords og Fagters Mand. Han vandt frem, fordi man havde Tillid til hans Evner og Karakter. Og han vandt altsaa langt frem.

Der var hos Christiansen saa lidt som muligt af Popularitetsjageri eller Bestræbelser for at agere ved sin ydre Fremtræden. Tværtimod mindede han mest af alt om Typen paa den jævne, velsituerede Borger. Men netop derved har han i særlig Grad egnet sig til ad Forhandlingens Vej at varetage sit Partis og sine Partifællers Interesser baade i det politiske og det kommunale Liv.

Christiansen har udført et stort Arbejde baade i Borgerrepræsentationen og Rigsdagen. Han var desuden medlem af Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesbageri og Overformynderiels Laanebestyrelse, og han var ligeledes Medlem af den kommunale Skattekommission af 1910.

Som Formand ledede Chr. Christiansen Borgerrepræsentationen paa en Maade, der vandt Anerkendelse, og her og i Borgmestervirksomheden kom hans repræsentative Tilsnit ham til stor Nytte.

(Nationaltidende 13. juni 1919).

Chr. Christiansen.

Han var det prægtigste Menneske, den redeligste Karakter, den braveste Kammerat.

Han hadede Vrøvl. Veltalende i den store Stil - en Bebels eller en Jaures' - var han ikke. Han holdt heIler ikke af at holde store eller lange Taler. Man maatte presse ham stærkt for at faa ham ud til et Møde en sjælden Gang. Men hørte man ham i Landsthing eller Borgerrepræsentation - altid om et hestemt Anliggende, altid positivt beskæftiget med det foreliggende Stof - eller i Kontrahentforsamlingen, altid ladet med Tal, beundrede man den stringente, præcise Form, han gav sine klare Tanker.

I en ligesom forbigaaende Bemærkning, eller i en rap Replik kunde han med en mærkværdig Klarhed og Skarphed feje Vrøvlet til Side. Sarkasmen, som Marx haandterede saa mesterligt, var ogsaa Christiansens Yndlingsvaaben i Polemiken, men dog iklædt dansk Godmodighed. Han ramte Vrøvlet, men undgik saa vidt muligt at saare den personligt, der gjorde sig skyldig deri.

Hans ligefremme Udtryksmaade skabte ham alligevel en Del Fjender. Alt Demagogi, al Bejlen til Bifald laa ham fuldkomment fjærnt. Hvor underligt det end lyder var det derfor under megen Modstand og til sidst nærmest ved et Tilfælde, at han kom ind i Borgerrepræsentationen for snart en Snes Aar siden. Det var Vennerne, som kendte ham, der førte ham frem, og de fortrød det ikke. Thi hvor fyldte han ikke sin Plads, da han først havde Sæde derinde. Og de, der havde modarbejdet ham ved det første Valg, stemte alle paa ham ved de næste.

Kom man til ham i en eller anden Sag og begyndte med Betragtninger, tog han hurtigt sin lille Lommebog frem og omsatte Almindelighederne i Tal. Disse tørre Krabater forekom nu ham at være det bedste Grundlag for en Diskussion.

Han har vist aldrig selv holdt Ferie og arbejdede selv for en meget beskeden Løn. Hans Gage som Forretningsfører for "Socialdemokraten", der dog er et Millionforetagende, var lavere end Faktorens og de bedst lønnede Typografers. Kan man undre sig over, at han var lidt reserveret, naar Medarbejderne kom med deres Løn- og Feriekrav? Lommebogen frem. Nogle Tal. Nogle flere Tal. Hvad betyder de for Budgettet? Men han undte alle sine Medarbejdere det bedste, og Forhandlingerne endte da ogsaa altid tilfredsstillende.

Han var et Arbejdsmenneske. Saa lidt som til Ferie kendte han til 8-Timers-Dagen for sit eget Vedkommende, hvor ivrig han end var baade i sin Tid som Fagforeningsmand, derpaa som Bladets Forretningsfører, som Borgerrepræsentant og sidst som Borgmester for at faa Arbejdsvilkaarene forbedret for alle Kammeraterne. Han indsaa jo, at Chefstillingen med dens Ansvar og ringe Adgang til egenlig Hvile, bærer en særlig Løn i Glæden ved Initiativet og Ledelsen.

Praktisk var han, født Administrator. Hvor sørgeligt, at denne Mand kun skulde beklæde det Borgmesterembede, der var som skabt for ham, i to Aar. Sjælden var et Dødsfald forekommet den, der skriver disse Linjer, saa tragisk som Chr. Christiansens. Ikke for hans egen Skyld. Han var jo ingenlunde rask indtil for et halvt Aar siden, og selv i den sidste Tid vidste han ikke selv, hvilken Sygdom han bar paa. Da Lægerne foretog Operationen, viste det sig straks, at Kræften var for langt fremskreden til at der var noget Haab. Men for hans Partis Skyld, for den danske Arbejderklasses Skyld, for hvilken han var en fuldgod Repræsentant. Og for hans Families Skyld, thi smukkere Familieliv end Christiansens er sjælden at se. Han elskede sin Hustru og sine Børn mod en stille, mandig Kærlighed, og de elskede og agtede ham med ubegrænset Tillid.

Han døde efter et lykkeligt, arbejdsomt og resultatrigt Livsarbejde - men hvilken Tomhed er der ikke blevet i Familien, i hans Vennekreds og i vort Parti. Og man spørger, men uden Svar, hvorfor saa ofte de bedste og braveste skal gaa bort saa altfor tidligt.

Arbejde kunde han, og det var hans Lyst. Men glædes over Nuet i muntert Vennelag kunde han ogsaa - Kammeraterne kaldte ham en Gang den glade Høvl. Der blev festligt i Stuen, naar han sang de Drachmann'ske Haandværkersange eller Overbyes Proletarvise eller nogle - som oftest ret forældede - Revyvers, der imidlertid paany blev friske, naar Christiansen foredrog dem. Megen Tid til at gaa i Teater havde han ikke, heller ikke særlig stor Lyst. Men han huskede godt - ogsaa de Sange, han havde hørt i Ungdommen.

Chr, Christiansen havde det bedste af den gamle Tids Haandværkssvend i sig og havde forenet det med Socialismen, der for ham i første Linje var Respekt for det ærlige Arbejde og dets Mænd. At forme et smukt Stykke Bohave havde i Svendedagene været ham en virkelig Glæde. Propert, retskaffent Arbejde skulde det være At lave et Stykke fagligt, politisk eller kommunalt Arbejde blev ham en lignende Glæde. Han vilde se Resultat af Arbejdet - propert og retskaffent skulde Resultatet være smukt og solidt paa én Gang.

Hans eget Livsløb blev smukt og redeligt Arbejde. Den danske Arbejderklasse vil længe mindes det i Taknemlighed. Vor By, som han holdt saa meget af, har mistet en af sine bedste Borgere, det danske Samfund en af sine bedste Sønner.

F. J. B.

(Social-Demokraten 19. juni 1919).

Borgmester Chr. Christiansens blomstersmykkede Baare. Foto fra Folkets Avis (København) 20. juni 1919.

Chr. Christiansen blev bisat fra krematoriet i overværelse af en menneskemængde som fyldte pladsen foran kapellet. Mindetalen blev hioldt af minister Thorvald Stauning.

Minister Th. Stauning:

Det Dødsfald, der har samlet os om denne Baare, minder os om den Utryghed, hvori vi Mennesker lever.

For faa Maaneder siden betragtede vi Chr. Christiansen som en Mand, der vilde staa urokkeligt langt frem i Tiden og saa kom den snigende Sygdom, der paa saa kort Tid lagde vort Haab og hans Liv øde.

Dot er nu blevet mig, der skal udtrykke de manges Farvel.

Det er med Smerte, jeg her skal sige vor døde Kammerat Farvel og jeg kan kun fattigt udtrykke min Sorg og bringe hans nærmeste den Trøst, hvortil de trænger. Mange Minder om Chr. Christiansen har i disse Dage passeret vor Erindring og alle Minderne har Lysets og Solens og Godhedens Glans, over sig.

Personlig har jeg mange Aars Samarbejde og Venskab med den Afdøde at se tilbage paa, Aar i hvilke Christiansen udfoldede sine Evner, Aar i hvilke han ikke trættedes af et brydsomt Arbejde, men tog sin Part til Fordel for den Klasse, hvorfra han udgik.

Vi har virket sammen i Rigsdag, Borgerrepræsentation, Partibestyrelse og vi har gaaet sammen 1 Livets Skole.

Jeg har de bedste Minder om Christiansen som Raadgiver for andre.

Han tog med Glæde det Arbejde op som skulde gøres i Arbejderklassens eller det hele Samfunds Tjeneste, men stod han ude i Livets Strid, glædede han sig atter til Hjemkomsten, kan hænde, som Bjørnson har udtrykt i et Digt ved en Vens Død, 

"han kendte en eneste Havn Familielivets Forsoner."

De af os som stod ham nær, ved, st han elskede sit Hjem, sin Familie, at han længtes til sin Hustru og sine Børn. Og vi husker ham, naar nan sad i Hjemmets Ro, naar Venner samledes, vi husker hans straalende Øjenpar, der udtrykte Glæde over Hjemmets og Familielivets Lykke - saa sang han sine gladeste Viser, saa delte han Glæden over Livet mod alle, der samledes ved hang Bord.

Men han ejede Hjertets Rigdom og derfor var han Ikke en ensom Mand udenfor Hjemmet. Alle lærte at vurdere Chr. Christiansens Bravhed og Troskab, fra alle Sider lød Deltagelsens Ord, da han forlod os, thi alle vidste, at Chr. Christiansen var loyal og ærlig, grundmuret hæderlig og opfyldt af levende Sans for Almenvellet.

Tabet ramte derfor vidt, men smerteligst ramte det hans Hjem og dernæst den Klasse og det Parti, han tilhørte.

Snedkersvenden, der i de unge Aar blev Kammeraternes Tillidsmand, misbrugte aldrig Tilliden og glemte aldrig det Ansvar han bar.

Trygt lagde hans Klassefæller og hans Parti Opgaver i hans Hænder - vi vidste altid, at de da var i gode Hænder.

Trygt betroedes der vor Ven store Hverv i Samfundets Tjeneste, alle vidste de blev røgtet godt og ikke mindst i de ulykkelige Krigsaar, der stillede saa store Krav til vort lille Land, laste han med praktisk Sans en Række Problemer, der havde den største Betydning for hele vor Bys Befolkning.

Haandværkssvenden fra det lille Arbejderhjem var nu i Kraft af solide Evner og sine Klassefællers Tillid naaet frem til den støre Poet som Borgmester i den By, hvori han var født.

Med aldrig svigtende Interesse varetog han denne Gærning med den dygtige, praktiske Mands Erfaring stod han i Spidsen for væsentlige Dele af Byens Administration, og alle vidste, at han med Hæder vilde magte, hvad der var betroet ham.

Endnu saa ung, endnu saa livsglad, tilsyneladende saa kraftig, stod han midt i sin Gærning, da Sygdommen ligesom et giftigt Slangebid berøvede ham Ungdom, Livsglæde og Kraft - ja ogsaa Livet.

Med dybtfølt Sorg samles Hustru og Børn, Arbejdsfæller og Venner, ved denne Baare, og Sorgen deles af Titusinder, som tillidsfuldt betroede vor djærve Kammerat Varetagelse af deres vigtigste Interesser.

Ingen Trøst evner jeg at yde i Sergen, selv opfyldt af Sorg over det store Tab.

Mindet om Christian vil leve langt ud i Tiden hos os, Mindet om en oprigtig Talsmand for Arbejderklassen vil blive bevaret af det Parti og den Klasse, han tilhørte, og Mindet om en brav Borger i Landets Hovedstad vil leve til sene Tider.

Paa de mange Tusinders Vegne udtrykker jeg da en Tak for vor afdøde Kampfælle Borgmester Christiansens Virken her 1 Livet og en Tak til hans Hustru og Børn for den Lykke, de skænkede ham til Styrkelse af hans Kraft og Vilje.

Nu sover han her i Fred, men udenfor vil den Sæd vokse, som han saaede i sit rige, men altfor korte Liv.

Æret være Christiansens Minde!

Efter en sang af A. C. Meyer talte:

Valdemar Friis er Formand for Snedker og Stolemagernes Fagforening og har som saadan i mange Aar arbejdet sammen med den Afdøde. Han træder nu op paa Talerstolen og siger:

Chr. Christiansen! Her ved din Baare, hvor vi skal sige Farvel til Dig, skal der lyde en Tak fra de danske Snedkere. Du kom til os med din fulde Arbejdskraft og dine store Ævner, og vi trængte til dem.

Vi udnyttede Dig, men Du var lykkelig over, hvad Du evnede at udrette, og vi var glade for alt det, Du gav os.

Du tog fra os for at gaa til Løsningen af større Opgaver, men Du glemte os ikke. Vi danske Snedkere glemte heller ikke Dig, og vi vil altid mindes Dig med Tak og Ærbødighed. Hvil i Fred!

*

Koncertsanger Max Freuler synger nu: Dejlig er Jorden, og derefter bærer københavnske Snedkere Kisten ud af Kapellet, og til Tonerne af Chopins Sørgemarsch defilerer den gennem Fanealléen og forbi hele Følget til den store Ventesal i Stuen, medens alle blotter Hovedet.

Ligbrændingen vil senere Sted. Hans Legeme vil blive Flammernes Bytte, men Mindet om hans Livs Gerning vil vi bevare i [ord mangler, måske trofast?] fast Minde. G. C.

(Social-Demokraten 20. juni 1919. Uddrag).

Chr. Christiansens efterfølger blev socialdemokraten Anthon Andersen. (1869-1936). Han var husmandssøn og udlært bødker, forretningsfører i Bødkerforbundet 1902-1917 hvorefter han var sekretær i De samvirkende Fagforbund 1917-1919. Han blev valgt til Borgerrepræsentationen i 1910, 1917 formand. Han var borgmester 1919-1936 og ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.

En gade i Sydhavnen er opkaldt efter ham: Borgmester Christiansens Gade

Borgmester Chr. Christiansen *17. juli 1865. + 13. juni 1919. Hedvig Chrisiansen *18. december 1865. + 31. marts 1950. Rejst af Partifæller. Gravsten på Vestre Kirkegård. Det var ved denne mindesten som Thorvald Stauning i april 1921 skulle have holdt en tale for da hans kone blev påkørt og dræbt af en taxa på Nørresøgade. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henning Jensens Afsked fra Avisen København. (Efterskrift til Politiven nen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Et stykke inde i 1900-tallet skrev Jensen flere andre fortællinger og Psykisk Forskning. Livets og Dødens Gaade (1916). Desuden udgav han en del populære skrifter og delvis, selvbiografiske romaner. I "Min sidste Bog" (1919), mærkes en stærk interesse for spiritismen.

S. Juncker-Jensen (1859-1940): Henning Jensen 1926 (1838-1929). Præst, politiker, forfatter, journalist, fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Henning Jensen.

Jeg kan ikke fortælle Henning Jensens Historie. Det er en gammel Historie, og jeg er ikke inde i Enkelthederne. Vi, der ved, at Verdens Skabelse - eller Undergang - begyndte i 1914 gaar forbi Hørup i Kongens Have uden at høre saa meget som en Hvislen. Og dog har Kunstneren gjort hans Mund til et stort Skraal. Ja, det skal være gaaet livligt til her i Landet i vore Fædres Tid, og Henning Jensen var nok endda rørigere end saa mange andre der troede som han, at Landet kunde sættes paa den anden Ende. Han afstak ikke sin præstelige og politiske Bane efter en Linie; han havde ikke engang Pasgænger-Hæderlighedens Afsky for skarpe Kurver. Han mistede et Præstekald, hvad jeg i Betragtning af at han selv var ude om det, ikke kan se noget mærkelig i, navnlig da han beholdt en Pension. Men den Gang var Martyriet paa Moden; Georg Brandes havde lagt for, og Henning Jensen fik en smuk Charge blandt hans Efterfølgere. Jeg tror nok, at "Politiken" ønskede saavel Videnskaben som Skønlitteraturen til Lykke med hans Forfatterskab; men det kan godt være at, "Politiken" har glemt det. Saa husker "Social-Demokraten" bedre; den hyldede en Gang imellem Henning Jensens Overbevisningstroskab ved at aftrykke gamle Artikler, hvis Indhold og Form viser, at der for godt en Snes Aar siden var en politisk Skribent ved Bladet

Men, som sagt, noget nærmere om Henning Jensens Stortid som Aandskæmpe og Banebryder ved jeg ikke. Da jeg lærte ham at kende, var han Redaktør og polemisk Pennefører ved "København". For det meste beskæftigede han sig med "Politiken"; han skrev altid Navnet "Pol", maaske fordi han skrev det saa tidt, men maaske ogsaa - det har jeg ham mistænkt for, fordi han opfattede det som et Slags Papegøjenavn. At det var ham en sand Svir at drille Poppedrengen, er i det mindste hævet over al Tvivl 

Jeg vilde udtrykke mig ærbødigere om en saa gammel Mand som Henning Jensen, hvis jeg ikke vidste, hvor ung han er. Dengang jeg kom til "København" som grøn Medarbejder, var han 66. Da jeg forlod Bladet, var han kun 80. Han var Redaktionens bedste Fodgænger, og naar han kom tilbage fra sin Sommerferie som en solbarket Lohals-Rødhud, var han endnu mere end ellers dens Stolthed. Sandsynligvis har han engang haft Albuer som alle andre Folk, der ved hvad det betyder for Verden, at de kommer frem. Men jeg har kun kendt ham som en beskeden ung Mand, der aldrig talte først, og var en Salomo i venlig Visdom, naar man gjorde ham den Ære at indlade sig med ham. Det er ingen Overdrivelse; en lang og bevæget Sejlads har ført Henning Jensen til den Ankerplads hvor man ikke pløjer Bølgerne, men lytter til dem. Hvad Navn, jeg skal give Stedet, véd jeg ikke. "Social-Demokraten" har oftere stemplet det som et af Reaktionens onde stinkende Smuthuller. Men "Social-Demokraten" tager nu altid Munden saa fuld.

Naturligvis, saa ung som Henning Jensen holder man sig ikke for sine Dyders Skyld jeg véd nok, at Henning Jensen tror paa et bedre Hinsides, der ikke er befængt med radikal Skvalder, og hvor de folkekirkelige Forhold desuagtet er endnu rummeligere end i Vaalse. Men paa den anden Side føler jeg mig forvisset om at hans syndige Sjæl endnu vanskelig vil kunne løsrive sig fra Jorderig med saadanne Tillokkelser som "Politiken" og stud. theol. F. J. Borgbjerg. Henning Jensen er Verdens liberaleste Teolog, og dog vilde han aldrig have valgt Teologien, dersom han ikke havde vidst at den aldrig slaar Haanden af sine Dyrkere, men netop tager deres Anlæg i Brug, træner dem, som man træner en Jagtfalk og altid har en Fanden parat for en rask Mand med et Blækhus.

Derfor er Henning Jensen ogsaa stolt af at være Teolog. Og har han end som saa mangen anden Kondottier baaret mere og mere end een Farve til Kamp stod hans Hu under dem alle. Vil man bebrejde ham, at han sommetider har brugt en jesuitisk Stilet i Stedet for et ridderligt Slagsværd, saa vil han svare med et grumt Smil, at han i alt Fald aldrig har været en Stymper, der søgte Aflad, førend han langede ud.

Jeg forestiller mig, at han altid har foretrukket et Liv efter Lyst og Temperament, efter Had og Venskab for et velvilligt Eftermæle, og at han i Anfægtelsesøjeblikke har spurgt med Linedanseren i Sankt Hansaften-Spil, om "de andre" ikke ogsaa var nogle Bengler. Et er jeg vis paa: hvis Henning Jensen var blevet til, uden at give et offentligt Kny fra sig, hvis han aldrig havde betraadt en Talerstol eller skrevet en Avisartikel saa vilde han have naaet nøjagtigt lige saa meget og lise saa lidt som nu. For ham har Livet som offentlig Personlighed nærmest kun været Omkostninger; sin betydelige Intelligens, sin Kundskabsfylde, sIn Livserfaring, har han ikke omsat i et Livsresultat, i hvilket han lægger sig til Hvile som den ægyptiske Konge i sin Pyramide. Men ung har han holdt sig ved Kamp og ved Søgen. Han fører endnu sin Pen til Misundelse for mangen Konkurrent, naar han vil; til et lille, rask Krydstogt sætter han med Fornøjelse Sejl den Dag i Dag. Og da onde Tunger sagde, at han ikke havde flere Standpunkter at revidere, saa blev denne Pastor emeritus Aandemaner. Hans Begrundelse var ikke ilde: har han Uret i at Materialismen er Tidens Pest, og at Kirkeklokkerne har svært ved at ringe den af Lande? Vist tror Henning Jensen paa Aander; om Videnskaben er ham en saa sikker Forbundsfælle, som han gaar ud fra, og om han har mange Meningsfæller blandt "København"s Læsere, skal jeg ikke kunde sige. Men hvor ihærdigt og udholdende har han ikke slaaet til Lyd for sin Opfattelse! Og hvor overbevist sikker har han ikke været i sin Sag!

Henning Jensen er ikke mere Redaktør ved "København". Han har forladt sin Post med en stilfærdig Tak til Bladets Chefredaktør, og Takken er bleven gengældt. To hedere Hoveder end Hennings Jensens og Witzanskys har sjældent rendt Panderne sammen. Og to Mænd ender ikke altid i saa roligt og tillidsfuldt Venskab. Selv i Henning Jensens Liv er 20 Aar et Stykke Tid. Hans 20 Aar ved "København" blev en Arbejdsdag, der langsomt og uden bratte Udgange ebbede ud i Hvile.

Og hvad kan en gammel Mand forlange mere? vil Henning Jensen tænke. Indtil han en Dag læser i "København", at Kirkeligt Landsforbund har vedtaget en Resolution, som kun en meget gammel Teolog kan bekræfte.

Anders Vigen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 3. maj 1919)

Anders Vigen (1879-1957) journalist. Ansat 1905 ved avisen København. Avisen var da uafhængigt borgerlig, stærkt forsvarsvenlig, skarpt antisocialistisk. I sin tid på København skrev Vigen stærkt polemiske lederartikler. Da Witzansky 1918 solgte det til en gruppe af industriens hovedmænd med Alexander Foss i spidsen, blev han politisk medarbejder ved Berlingske Tidende, dog kun til 1919 hvor han blev medleder af Erhvervenes pressesekretariat der var oprettet af Industrirådet og arbejdsgiverforeningen. For igen efter den politiske krise 1920 at indgå i Berlingskes redaktion som politisk hovedmedarbejder. Disse to stillinger havde han indtil årsskiftet 1926-27 fratrådte. Nytår 1928 politisk redaktør i chefredaktionen for Berlingskes morgen- og aftenudgave.

Dagmar Olrik og Raadhusgobelinerne. (Efterskrift til Politivennen)

Dagmar Olrik: uddannet 1879-80 på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder.  Derefter blev hun undervist af sin fader, senere af maleren Viggo Pedersen. På en studierejse i Tyskland, Frankrig og Italien, og i Rom og Firenze lærte hun 1900 gobelinvævning og restaurering af gobeliner. I 1902 blev hun leder af værkstedet for vævningen af gobeliner til Københavns nye rådhus. På initiativ af broderen Axel Olrik ville man hylde maleren Lorenz Frølich på hans 80-års fødselsdag ved at udsmykke rådhuset med gobeliner udført efter hans kartoner, der havde motiver fra den nordiske mytologi. Lorenz Frølich (1820-1908) var internationalt kendt som børnebogstegner. Han udførte 1900 kartoner til billedtæpper med motiver fra Fabricius' Danmarkshistorie. Arbejdet tog 18 år. 1902-10 bistod søsteren hende i arbejdet på værkstedet, hvor Dagmar Olrik oplærte mange elever. 

Fotograf Valdemar Alfred Poulsen (1859-1923): Væverske Dagmar Olrik (1860-1932). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det næste Gobelin.

Man mindes sin Grimm paa Vej op til Stedet, hvor det næste Gobelin bliver til. Borgens Gange bliver snevrere og snevrere og mere og mere snørklede. Den Vandrendes Trin lyder hult, og Genlyden kommer tilbage fra lierne Hvælvinger. Under Bjælkeloftet tærer Hus- og Korsedderkoppen paa Sommerens Fangst, og del siges, at Taarnfalken har til Huse deroppe et Sted, hvor Tømret danner Labyrinth.

Bandt Rhinen sit grønblaa Baand dybt dernede ved Borgens Fod, og havde Tidens Tand gnavet Mur og Bindingsvært, kunde den svære, dobbelte Jerndør, hvis Bolte nu med Larm og Raslen løftes af Lejet, vel tænkes at føre ind til Feen, der - stadig jævnføres Grimm - ynder at slaa den gyldne Ten i slige sære Kroge.

Lige meget, at man hører de elektriske Sporvognes Klokkekimen for Borgens Fod, og lad være, at det nye Raadhus' Siobning endnu ikke er anløben, Stedet er det bedst mulige Atelier i hele Hovedstaden, for Kongen over Eventyrriget, Skaberen af Alfer og Nisser, den gamle Mester Lorenz Frølich, Manden, der kan fejle Fantasiens Skude paa grundere Vand end alle andre Navigatører i dette daarlig afmærkede Løb.

* * *

Allerede i flere Aar, fra Arbejdet blev begyndt paa de første Raadhusgobelin, har Lorenz Frølich havt Atelier heroppe paa Raadhusets Loft i samme store Rum hvor Frøken Dagmar Olrik har opstillet sine Væve.

Ved et pynteligt Tremmeværk i halv nyengelsk Stil er Stuen delt i to Dele, hvoraf den nærmest Indgangen giver Plads for en Del af Raadhussamlingerne. Bag det grønne Gitter residerer saa den gamle Kunstner og den meget talentfulde Dame. Det Arbejde, som nu er l Gang, forestiller "Uffe hin Spage". Frølich har malet  Situationen umiddelbart efter Uffes Kamp med den holstenske Kongesøn og hans bedste Kæmpe paa Ejderøen. For Uffes Fødder ligger den med Vermunds gamle Sværd Skræp fældede Prins. De danner tilsammen Billedets Hovedfigur. Vermund har just af sine Ledsagere hørt Kampens Udfald og kommer nu ilende sin Søn i Møde med udbredte Arme. Der forestaar endnu forskellige Forandringer med Uffeskikkelsen, som sikkert ogsaa kan blive noget friskere og livligere; det bør mere pointeres, at han er vaagnet til nyt og daadrigt Liv. Kompositionen er som Helhed fortrinlig, og Vermundfiguren kommer højt op mellem Frølichs Frembringelser. Det rent koloristiske maa selvfølgelig ses i Forhold til Bestemmelsen, at genstøbes i Gobelinet og saaledes bedømmes, naar Arbejdet om Aar bliver fuldt færdigt.

Taalmodighed og Udholdenhed maa den have faaet i Vuggegave, der skal gengive Scenen er i Garn. Selv med anspændt Energi stæder Arbejdet sig frem Linie for Linie, og naar den korte Vinterdag er svunden, er man maaske naaet en Kvadraltomme videre, end da man begyndte om Morgenen.

Foran den store, høje Væv staar Frølichs Billeder og Udkast, saaledes at den, der væver, stadig har Kunstnerens Farvenuancer for Øje. Linierne kalkeres med sort Farve fra Billedet over paa Forsiden af Vævens lange, hvide Traade. Da Vævningen foregaar paa den anden Side Væven, hvorfra man altsaa ikke kan se de overførte Konturer, bliver der stillet et Spejl op foran, og gennem dette følger Væversken Omridsene. Allerede dette synes uhyre besværligt. Men det forsikres, at Øjet hurtig vænner sig til at arbejde efter Spejlbilledet, og at man, for ret at se Vanskelighederne, bør gaa om paa Vrangen.

Set herfra frembyder Væven et enestaaende Billede paa Forvirring. Hundreder af de smaa kniplepindelignende Træskytter, omvundne med Garn i snart sagt alle Farver, sidder tæt op mod Vævens hvide Garn, saa tæt, at det næsten ikke synes muligt at bevæge den ene for den anden.

Man er netop i Færd med at væve en Kvadrattomme Brynje. Det tilsvarende Stykke ses paa Billedet i en blaagraagrønlig Metalfarve. Til Genfremstillingen af blot denne Kvadrattomme er flere Snese forskellige Garnvindsler i Brug. Undertiden skifter Farverne med næppe synlige Mellemrum, og Blikket er paa evig Vandring mellem Vindslerne, Spejlet og Kunstnerens Billede. Endda gaar det af og til galt alligevel, og det med meget Besvær vævede lille Stykke maa atter pilles op.

* * *

Frøken Dagmar Olrik, der leder hele Væverarbejdet, som Stykke for Stykke approberes af Frølich, har til Hjælp to unge Damer, der arbejder ved Vævene, og en ganske ung Pige, der sætter Garnet paa Vindsler.

Frøken Olrik har i Florents lært den tekniske Side af Arbejdet til Fuldkommenhed. Det, som ikke kan læres, men maa ejes paa Forhaand og kun kan udvikles og skærpes, det rent kunstneriske, Blikket for Nuancer og Evnen til at bedømme Forholdet mellem Penslen og Garnets Kolorit, har hun allerede vist, at hun var i Besiddelse af ved sit første store Raadhusgobelin.

Det ene er ikke mindre nødvendigt end det andet. Blot det at indkøbe Garnet kræver Aars Erfaring og et fintmærkende Øje. Det Garn, Gobelinvæveriet kræver, gaar man ikke ned og køber i nærmeste Manufakturhandlerbutik, men køber det overhovedet saare sjældent der i Landet.

Det meste faar Frøken Olrik fra Lund, hvor der findes et over Hundrede Aar gammelt Farveri, der tilvirker Garnet paa rette Maade og har det rette Udvalg. Findes det ikke i Lund, gaar Turen til Norge, hvor der ogsaa findes enkelte brugbare Farverier. For visse Farvers Vedkommende maa man søge til Paris, og det kan naturligvis afgøres ved en vidtløftig Korrespondances Frem- og Tilbagesendinger, men det bedste er og bliver, naar Frøkenen selv kan vælge Farverne paa Stedet.

Ikke til at undres over, at Gobelinsvæveriet saa hurtig uddøde her i Landet. Den smukke Kunst stiller saa store Fordringer til Udøverne i Retning af Indsigt, Smag og Farvesans, at allerede det kun er de færreste givet. Dertil en Taalmodighed, der om den end ikke behøver at være som Danaidernes, saa dog næsten som hin gode Fees, der sad i det ensomme Taarnkammer og spandt og spandt, uden at nogen vidste, hvor længe hun havde siddet det.

(Nationaltidende 17. januar 1907)

Den vanskelige Kunst

Det er i Dag, det sidst fuldførte Gobelin afleveres til Raadhuset af den Komité, der samler ind til de kønne Vægdekorationer. Et Øjebliks Hvile indtræder oppe i de store Taarnværelser, hvor Vævene nu har gaaet med faa Afbrydelser i en halv Snes Aar, indtil man tager fat paa at omsætte den næste Kartons Farver i kulørt Garn.

Højt over Byen, afsides fra den travle Summen i den store Bygning, gemt væk paa Bunden af snørklede Gange og kun tilgængelig af knirkende Trapper, der alt synes at have faaet Ærværdighedens Ælde, der ligger Gobelinsvæveriet, som Frøken Dagmar Olrik leder.

Det var udmærket, at man havde Lorenz Frølichs Kompositioner, da man bestemte sig til at lave Raadhusgobelinerne, det var et Held, at denne fremragende Kunstner selv var i Live og kunde yde sin Hjælp i de første vanskelige Aar, men det er dog et Spørgsmaal, om Planen kunde være virkeligjort, hvis man ikke ogsaa havde havde havt Frøken Dagmar Olrik.

Det maatte være en Dame med usædvanlige Evner, der skulde løse denne Opgave. Det var ikke nok, at hun havde den rent tekniske Viden, som mere end en kunde erhverve ved Studier, men hun maatte ogsaa have den rette kunstneriske Forstaaelse af denne specielle Opgave at virke de gamle Sagnbilleder i Væven.

Dagmar Olrik var af en Slægt, hvor Interessen for Kunst er ligesaa levende som for Historie. Den afdøde Maler, Professor Henrik Olrik er hendes Fader, Forskeren af Oldtidsminder Axel Olrik hendes Broder, Hans Olrik, Forfatteren af mangfoldige Skrifter om den tidlige Middelalder og Musæumsinspektør Jørgen Olrik, andre af hendes Brødre. Det var da for hende ikke noget nyt at skabe karakteristiske Figurer ud af Fortidens Historie, som hele hendes Familie havde dyrket fra sin Ungdom. Eller som man ogsaa kan udtrykke det, satte sig ind i Frølichs Aand og Tankegang. Samarbejdet mellem de to, Kunstneren og Væversken blev saa intimt som det kunde, og det var en af Frølichs største Glæder, at Frøken Olrik forstod ham saa fuldt ud.

Uhyre besværligt har dette Arbejde været. Hvad der er prøvet og atter vraget af Materiale er meget anseeligt. Med mange Handlende rundt om i Europa har Væveriet staaet I Forbindelse for at finde det Garn, der egnede sig. Og nu leveres Størstedelen vistnok fra et Aarhundrede gammelt svensk Farveri i Sydsverrig og fra enkelte franske Farverier.

Hvor vanskeligt er det ikke ogsaa, selv om Materialet nu er blevet saa godt som ønskeligt at ramme netop de rette Toner i Kunstnerens farvede Karton. Arbejdsmethoden er paa en Maade indirekte, thi kun et Speil i Væven fortæller Væversken om det er lykkedes hende at følge Kunstnerens Farver. Og ofte viser det sig saa, at Dagens Slid har været uden Resultat, de vævede Traade maa atter stilles og der maa begyndes forfra.

Savledes er Gobelinsvæveri ogsaa et Taalmodighedsarbejde af Rang. Det er forstaaeligt om Frk. Olrik og hendes Medhjælpersker, der nu møjsommeligt har føjet Kvadrattomme til Kvadrattomme til det sidste store Arbejde, føler Stolthed og Glæde ved at det i Dag overrækkes Byen og fra i Dag pryder Byens smukkeste Festsal. Det giver Mod og Lyst tik at fortsætte med den næste Halvdel, som vil lægge Beslag paa Damernes fulde Arbejdsevne i de næste 10 Aar.

(Nationaltidende 7. april 1913)

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. marts 1916 bragte på forsiden en kort reportage med fotoer (desværre i dårlig kvalitet) af arbejdet i vævestuen.

Peter Elfelt: Fremstilling af gobeliner på Rådhuset. 1916. To ansatte væversker stående ved store vævestole beregnet til billedvævning. Kbhbilleder. Public domain.

Den næstsidste gobelin blev afleveret i marts 1919. Den 25. oktober 1920 afleverede komiteen det endelige arbejde. I slutningen af året modtog hun fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde.

Foruden det store arbejde med rådhusgobelinerne udførte hun opgaver med restaurering af gobeliner for Nationalmuseet, Københavns Universitet, Frederiksborgmuseet samt for en række herregårde. Sine kunstneriske evner brugte hun desuden på egne værkstedsarbejder og udstillinger. Fra 1918 boede hun i Klampenborg hos søsteren og dennes ægtefælle arkitekt Carl Brummer. I 1920 blev hun hædret med Fortjenstmedaljen i guld for sit arbejde med gobelinerne.

Dagmar Olrik virkede i en periode af dansk tekstilhistorie, hvor den gamle gobelinteknik blev taget op på ny, og hvor en voksende interesse for moderne brugstekstiler bl.a. gav stødet til oprettelse af nye væveskoler. Motiverne fra folkeviser og Nordens mytologi, der prægede tiden før århundredskiftet, blev afløst af en inspiration fra museernes bondetekstiler. I denne brydningstid understregede Dagmar Olrik den nationale tekstile tradition, samtidig med at hun lagde vægt på en fornyelse af vævningen som fag.

60 Aars Fødselsdag.

Frk. Dagmar Olrik ved Væven.

Paa Onsdag bliver Frk. Dagmar Olrik, Lederen af Raadhusets Gobelin væveri, 60 Aar.

Som Datter af den afdøde Portrætmaler, Professor H. Olrik, fik Frk. Olrik sin første Interesse for Kunst i Faderens Atelier i den kendte Villa i Rahbeks Allé, hvor Væggene var smykkede med Pompeijanske Dekorationer. Hun blev først Malerinde og udstillede jevnligt paa Foraarsudstillingerne, indtil hun i 1000 efter forskellige Forsøg i dekorativ Retning fandt det Felt, hvor hun kunde udfolde hele sin Personlighed: Gobelinvævningen.

Dagmar Olrik var en af de første, som ivrigt kastede sig over denne Kunstart, der paa det Tidspunkt var fuldstændig uddød herhjemme, og hun foretog en lang Studierejse i Italien, hvor hun bl, a. kopierede Vatikanets berømte Gobeliner, og i Florenz blev vejledet af Forstanderinden for Uffiziernes Gobelinrestaurerings-Værksteder i den Kunst at restaurere gamle, brøstfældige Gobeliner, saa man end ikke kunde se at de var restaurerede. Ved Hjemkomsten overdrog man Frk. Olrik Restaureringen af Tapeterne i Frederik II's Stue paa Frederiksborg. hvilket hun udførte til overordentlig Tilfredshed, og efter den Tid er talrige Gobeliner fra vore Slotte samt et af de Knieperske Tapeter paa Nationalmuseet istandsatte af hende.

I 1902 henvendte en Kreds af Lorenz Frølichs Venner og Beundrere sig til Frk. Olrik og bad hende overtage det interessante og ærefulde Hverv at udføre Gobeliner efter Kunstnerens Tegninger til en af Salene i det nye Raadhus. Magistraten stillede beredvilligt Lokaler til Disposition paa selve Raadhuset, og Dagmar Olrik tog da - godt rustet gennem sine talrige Studier - fat paa sin Livsopgave: efter Frølichs Tegninger i Væven at give de gamle danske Helteskikkelser Liv og Farve, et mægtigt Arbejde, hvortil hun fik en Skare dygtige Medhjælpere med Frk. Louise Harboe i Spidsen.

Ved sin 60 Aars Fødselsdag kan Frk. Olrik omtrent se Fuldendelsen paa dette Værk, idet man mener at have det hele færdigt til Frølichs Hundredaarsdag den 25de Oktober.

Hun har hermed paa den smukkeste Maade sikret sit Navns Bevarelse for Efterverdenene.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. juni 1920, 2. udgave).

Dagmar Olrik  (1860-1932) er begravet på Vestre Kirkegård,  Afd. C, rk. 1, nr. 15. Stenen viser Henrik og Hermine Olriks gravsten. Dagmar Olrik angives i Kvindebiografisk Leksikon til at være begravet samme sted. Hun var datter af maleren og billedhuggeren Henrik Olrik (1830-1890) og Hermine Olrik. Graven var på optagelsestidspunktet overgroet. Foto Erik Nicolaisen Høy.