August Witzel (1865?-1896). (Efterskrift til Politivennen)

En borgerlig Begravelse

I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.

Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden. 

Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.

Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.

(København 13. januar 1896).

Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet. 

Arbejderne og Præsterne.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn, den 12. Januar.

Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.

For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.

Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.

Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.

Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".

Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.

Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.

* * *

Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.

Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)

Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."

Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:

Præster og Begravelse.

At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.

"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".

Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.

Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.

Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.

Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.

Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.

Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.

Henning Jensen

(København 16. januar 1896).

Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.

Oluf August Nielsen (1838-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Oluf Nielsen.

Det er ikke mange Maaneder siden, der her i Bladet stod en Meddelelse om den brave Vendelbo-Bonde med de mange historiske Interesser. Sognefoged A. P. Gaardbøl dødelige Afgang. Hans Virksomhed, og da særlig som historisk-topografisk Forfatter, var skildret af Kjøbenhavns Raadhus-Arkivar, Dr. phil. O. Nielsen.

Nu have Bladene meldt, at ogsaa han er bortkaldt; og han har godt Krav paa ved sin Død at mindes i et Blad som Jyllandsposten, da hans Interesser i videnskabelig Henseende fra første Færd af lige til det sidste for en stor Del drejede sig om Jylland, og dr særlig Vestjylland, selv om den betydeligste Del af hans Forfattervirksomhed kom til at bevæge sig paa kjøbenhavnske Enemærker.

Oluf August Nielsen var født 1838 paa Endrupholm ved Varde og var Søn af daværende Proprietær, senere Branddirektør A. C Nielsen. en i sin Tid i den Egn meget anset Mand. som i en Del Aar var Landstingsmand. I nogle Aar gik han i Ribe Latinskole, men her synes han ikke ret at have følt sig tilpas, saa han ingen rigtig Fremgang kunde gjøre. En af hans daværende Lærere, den bekjendte Historiker, Ribes Topograf, afdøde Overlærer Kinch, der senere kom til at sætte overordentlig stor Pris paa ham. har en Gang sagt til mig. at man egentlig i hans Skoletid tvivlede om. at han nogen Sinde blev til Noget, og mindst paa den videnskabelige Bane. Han blev da taget ud af Skolen og 1857 privat dimitteret.

1863 tog han Magisterkonferens i de nordiske Sprog, men allerede forinden havde han begyndt sin Forfattervirksomhed. som han fortsatte lige til sin Død. 1862 udgav han nemlig "Historiske Efterretninger om Skads Herred"; det var sin Fødeegn, han gjorde til Gjenstand for Beskrivelse, og ikke alene havde han til den i fuldt Maal benyttet sit Fjendskab fra Barndomsdagene, men ogsaa gjort Brug af Arkiverne, baade Gehejmearkivet i Kjøbenhavn og Stiftsarkivet i Ribe, - et Ungdomsarbejde, der gav gode Løfter for Fremtiden, hvilke han i rigt Maal indfriede.

Kort efter at have underkastet sig Magisterkonferensen blev han ansat som Assistent i Kongerigets Arkiv. 1867 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om det indtil da altfor lidet paaagtede Æmne "Sysselinddelingen i Danmark", i hvilket Værk han fremdrager adskillige nye Synspunkter. 1869 blev han udnævnt til Arkivar ved Kjøbenhavns Raadhus-Arkiv, i hvilken Stilling han vedblev at virke til sin Død. Her laa der en vid og for største Delen uopdyrket Mark for hans Virksomhed. Ganske vist havde Kjøbenhavn mange Gange været gjort til Gjenstand for Beskrivelser, større eller mindre, men alle mere eller mindre utilfredsstillende, fordi Forfatterne ikke vare gaaede til Bunds, idet der ikke var øst af de Kilder, en Topograf nødigst af Alt maa lade ubenyttede, de skrevne Aktstykker i Arkiverne. Det gjorde han, og ikke alene af Raadhus-Arkivet, men alle andre Steder fra fremdrog han det, der kom til at danne den egentlige Grundvold for hans Beskrivelse af Kjøbenhavn, nemlig det kolossale Værk "Kjøbenhavns Diplomatarium". Saa kom efterhaanden i Aarenes Løb "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra de ældste Tider indtil 1728 i ti Bind (det sidste udgivet 1892), hvortil slutter sig det i 1 884. Tohundredaaret efter Holbergs Fødsel, udgivne illustrerede Værk "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Som Grunden til. at han er standset ved Frederik den Fjerdes Død, eller rettere ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, angiver han selv, at "det mest Tiltrækkende for min Granskning har altid været at faa Noget ud af mangelfulde Kilder". Og han har ikke alene faaet Noget, men Meget ud af det. der forelaa fra Tiden for 1728, da saa mangfoldige Dokumenter, der kunde have kastet Lys over de svundne Dage, gik op i Luer. Mangt og Meget, som vist nok ellers vilde have været skjult for andre Forskere, har han fremdraget, og med al Anerkendelse af Carl Bruuns illustrerede Beskrivelse af Kjøbenhavn tør det vist nok paastaaes. at den næppe vilde være bleven til, hvad den er, en fortrinlig Bog, hvis ikke O. Nielsens Bøger havde foreligget som Forarbejder.

Da han opgav at føre Kjøbenhavns Beskrivelse længere ned mod Nutiden, tog han med Iver fat paa Jyllands Topografi: hans første Arbejde, det oven omtalte om Skads Herred, var i Aarenes Løb bleven efterfulgt af flere, der dels udkom særskilt, som Malt Herreds Beskrivelse, dels trykte i det desværre ikke længere existerende Tidsskrift Danske Samlinger for Historie. Topografi, Personal- og Literatur historie", blandt hvis Udgivere har var i en Del Aar. Nu var det hans Agt at levere Topografier af de Herreder i Ribe og Ringkjøbing Amter, han hidtil ikke havde haft under Behandling, og 1894 udkom Beskrivelse af Skodborg og Vandfuld. 1895 af Hjerm og Ginding Herreder; paa begge disse har jeg tidligere haft Lejlighed til her i Bladet at henlede Læsernes Opmærksomhed. De ere skrevne, som Alt, hvad han har leveret, med stor Grundighed og Nøjagtighed, saa de ville komme til at danne et godt Grundlag for den nye Udgave af Traps Danmarks Beskrivelse, til hvilken han havde tilsagt sin værdifulde Bistand; Ribe og Ringkjøbing Amter ville maaske, takket være hans Forarbejder, blive nogle af de grundigst bearbejdede i den nye "Trap"; endnu manglede der enkelte Herreder, som han ikke havde topograferet. da Døden afbrød hans Gjerning.

Desuden har han udgivet ikke faa andre Værker, saaledes flere Diplomatorier, Kong Valdemars Jordebog. "Samling af Adkomster. Indtægtsangivelser og kirkelige Vedtægter for Ribe Domkapitel og Bispetol, nedskrevet 1290-1518, kaldet Oldemoder (Aria IHtensis); i forskjellige Tidsskrifter. saaledes i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", har han leveret værdifulde Bidrag, og ligesom han var en meget benyttet Medarbejder af Brickas Biografisk Lexikon, især naturligvis angaaende de Personer, der stode i Forbindelse med Ribe Stift og med Kjøbenhavn ; endnu maa tilføjes, at han var i Bestyrelsen for "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie" og Medlem af dettes Skriftudvalg, samt Overbibliothekar ved Kjøbenhavns Kommunes Folkebibliotheker. 1893 blev han Ridder af Dannebrog.

Det er en stor og fortjenstfuld Virksomhed, han har øvet som Udgiver og som Forfatter; som ovenfor anført, udmærke hans Bøger sig ved Grundighed og Nøjagtighed: aldrig gik han paa Akkord med Fantasterier. Men der er tillige noget Tørt over dem og noget underlig Ubehjælpsomt i hans Stil. Det er ikke mig, der har hittet paa at sige det nu ved hans Død; men selv har han oftere i sine Skrifter hentydet til denne Mangel hos sig, og heller ikke i Samtale lagde han Skjul derpaa; beskeden og fordringsløs som han i høj Grad var, satte han maaske snarest sine Skrifter og sin Virksomhed for lavt; men altid var han rede til at lade dem, der ønskede Oplysninger hos ham, faa saadanne i rigt Maal af hans store Kundskabs Fylde. Ved personlig at lære ham at kjende. maatte man uvilkaarlig komme til at holde af ham; derfor ville Mange rundt om i Landet nu beklage hans forholdsvis tidlige Død.

Den, der saae ham uden at vide, hvem han var, vilde vistnok i Reglen gjætte paa, at man havde en brav jydsk Forpagter for sig; der var noget saa jævnt, saa ligefrem over hans hele Person, ja, der kan vel egentlig siges noget rigtig jydsk; og man skulde tænke, at han, der saae ud som Sundheden selv, maatte efter al menneskelig Beregning have et langt Liv liggende for sig. Men efter for et Par Aar siden at have været syg, blev han aldrig rigtig rask igjen, og 5. Januar gjorde en Lungebetændelse Ende paa hans virksomme Liv efter et kort Sygeleje. Han har to Gange været gift, og han efterlader sig en Enke og flere Børn.

Vilhelm Bang

(Jyllands-Posten 9. januar 1896).

Carl Peter Herman Most (1826-1900): Rådstuearkivar, dr. phil. Oluf August Nielsen (4. 4. 1838-5. 1. 1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

OLUF NIELSEN.

Af C. KLITGAARD.

Raadstuearkivar Oluf August Nielsen blev født den 24. April 1838 paa Endrupholm i Skadst Herred som Søn af Proprietær, Branddirektør August Carl Nicolaj Nielsen (1809—85) og Hustru Henriette Georgine Meyer (1813—98). Han ægtede 1. Gang den 10. August 1865 i Faaborg, Ribe Amt, Sofie Brünnich, født den 4. Maj 1845 i Assens, Datter af Toldassistent Christian Gregers Brünnich (1820—76) og Hustru Frederikke Rasmussen (1828—1902), død den 10. September 1878. 2. Gang blev han gift i København den 17. Oktober 1879 med Mathilde Margrethe Agathe Grüner, født den 10. Februar 1861 i Husum som Datter af Borgmester Hakon Harald Grüner (1815—1900) og Hustru Margaretha Agatha Mathilde Jacobsen (1835—95). Han døde den 5. Januar 1896 paa Frederiksberg, og hans Enke den 15. Februar 1934. Han er jordet paa Vestre Kirkegaard.

Oluf Nielsen blev Student 1857, privat dimitteret, og begyndte at studere Teologi, men opgav snart dette Studium for nordisk Oldhistorie og tog 1863 Magisterkonferens i nordisk Sprog, hvorefter han s. A. blev Assistent i Kongerigets Arkiv.

Allerede i Studieaarene havde Oluf Nielsen kastet sig over sin Hjemstavns historiske Forhold: Topografi, Stednavne, Personalhistorie m. v., og 1860 debuterede han paa sin historiske Forfatterbane med "Herregaarden Plovstrup“ ("Annaler for nord. Oldkyndighed“ 1860), hvorefter der i en lang Aarrække fulgte Publikationer som „Historiske Efterretninger“ om vestjyske Herreder: Skadst Herred (1862), Vester Horne H. (1866), Slavs H. (1868), Malt H. (1870), Gørding H. (1872), Skodborg og Vandfuld H. (1894) og Hjerm og Ginding H. (1895). Af disse Egnsbeskrivelser staar hans Arbejder fra Ungdomsaarene betydeligt over de senere, der i nogen Grad bærer Præg af at være Hastværksarbejde.

Efter at være blevet Arkivassistent fik Nielsen af Generalstaben overdraget at korrigere Stednavneformerne paa Stabens nye Kort, og 1864 blev han Medarbejder ved Udgivelsen af Registeret til Langebeks "Scriptores rerum Danicarum“ (1878), hvorved han i højere Grad end 14idtil førtes ind paa Studiet af Danmarks indre Historie i Middelalderen; Frugter af disse Studier var bl. a. hans Doktordisputats 1867 "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark“, "Ribe Oldemoder“ (1869), "Dueholms Diplomatarium“ (1872), "Kong Valdemar den Andens Jordebog“ (1873), "Codex Esromensis“ (1880—81), "Gamle jydske Tingsvidner“ (1882) (til Belysning af Sproget i Ribe Amt, før et fælles Skriftsprog havde fæstnet sig), "Olddanske Personnavne“ (1883) og „Harsyssels Diplomatarium“ ( 1893).

Sammen med Chr. Bruun og A. Petersen stiftede Oluf Nielsen 1865 Tidsskriftet „Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie“, ved hvilket han til dets Ophør 1879 var en flittig Medarbejder; endvidere var han 1879 Medstifter af "Universitetsjubilæets danske Samfund“ og s. A. af "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie“, i hvis Bestyrelse han sad til sin Død. Han var ogsaa 1877 Medstifter af "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie“, og for dette saavel som for "Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“, i hvilket han 1871 optoges som Medlem, samt for "Universitetsjubilæets danske Samfund“ er flere af hans Arbejder udgivet.

1. Januar 1869 blev Oluf Nielsen Arkivar ved Københavns Raadstuearkiv, og fra 1885 var han tillige Overbestyrer af Københavns Kommunes Folkebogsamlinger, et Arbejde, han omfattede med stor Interesse. Stillingen som Raadstuearkivar medførte, at Nielsen ogsaa kom ind paa et nyt litterært Arbejdsfelt; 1872—87 udgav han for Kommunalbestyrelsen den uundværlige Kildesamling "Kjøbenhavns Diplomatarium“ indtil 1728 (otte Bind og to Registerbind), og 1877—92 udgav han endvidere den vægtige og værdifulde "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse“ indtil 1730 (seks Bind), der endnu i en uoverskuelig Tid vil blive staaende som et Hovedværk. Beslægtet med disse Arbejder er hans "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid“ (1884), det lettest læste af hans Skrifter, "Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse“ (1875), "Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn“ (1896, i Forening med P. Købke) og flere. I en Diskussion med A. D. Jørgensen paaviste Nielsen, at det ældste "Havn“ var en agerdyrkende Landsby.

Oluf Nielsen var en overordentlig flittig Skribent og en stille, beskeden Forsker, der gerne stillede sin omfattende Viden til Raadighed for andre Historikere, men med en saa stor Produktion, som han i Aarenes Løb præsterede, fulgte naturligvis ogsaa, at den ikke altid kunde være af samme betydelige Lødighed, og at der til Tider savnes en egentlig Behandling af hans indsamlede Stof. Der kan i øvrigt tilføjes, at Nielsen almindeligvis — og med Rette — stillede sig skeptisk over for stedlige Traditioners og saakaldte Folkesagns Beretninger om tidligere Tiders Forhold. I nærværende Biografi er kun nævnt de vigtigste af hans Arbejder, men talrige  andre findes spredt i en Mængde forskellige Tidsskrifter.

Efterladte Samlinger i Nationalmuseet. — R. 1893. — For Tiden er et Mindesmærke for Oluf Nielsen, der rejses ved Endrupholm af "Historisk Samfund for Ribe Amt“, under Arbejde.

Af Oluf Nielsens tre Sønner, Kommunaldirektør August Nielsen (f. 1870), Stabslæge, Dr. phil. Kristian Brünnich Nielsen (1872—1942) og Arkivar ved Dansk Folkemindesamling Hakon Grüner-Nielsen (f. 1881), har førstnævnte, August K. N. Nielsen, 1887—94 fungeret som Assistent i Raadstuearkivet. 1896—98 var han konstitueret som Overbibliotekar ved Kommunens Folkebiblioteker og 1898—1905 Bibliotekar ved samme. 1914 blev han Chef for Magistratens 1. Afdelings Sekretariat og 1930 Direktør for Københavns Begravelsesvæsen (indtil 1940). Fra hans Haand foreligger bl. a. en Afhandling om Assistens Kirkegaards Historie til 1880 (1938), ligesom han 1904—37 redigerede den vigtige Samling af Bestemmelser vedrørende Københavns Kommune.

Litt.: Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1867, S. 205—08. A. Heise i Saml, til jydsk Hist, og Topogr., 3. Rk., I, 1896, S. 103 ff. Fortid og Nutid, II, 1919, S. 200—05. Fra Ribe Amt, VII, 1931, S. 650—66; VIII, 1932, S. 132—37. Hardsyssels Aarbog, XXVI, s. A., S. 86—98. J. Aarsbo: Bibliotekerne og Samfundet, 1935, S. 72 ff.

(Nogle Meddelelser fra Københavns Stadsarkiv (Raadstuearkivet) 1817-1942, s. 49-52)

O. A. Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den nylig ansatte Betjent i Dragør har i Lørdags opdaget, at en Pige fra St. Magleby har født i Dølgsmaal og sandsynligvis ombragt Barnet.

Pigen, Mathilde Nilsson, som er 21 Aar og svensk af Fødsel, har noget over et 9Iar tjent hos Jordbruger Isbrand Jensen i St. Magleby som Husholderske. For ca. 3 Uger siden har hun født Barnet en Aften, da hun var alene hjemme. Hvorledes hun derefter har forholdt sig med den Nyfødte, er endnu ikke fuldt opklaret. Hendes Forklaring er selvmodsigende paa dette Punkt; hun paastaar, at Barnet slet ikke eller kun i meget ringe Grad viste Livstegn. Men hun har i hvert Fald skaffet det af Vejen ved at lægge Liget ind under Grukedlen, hvorunder der blev fyret i Anledning af Storvasken til Julen.

For at hendes Figur ikke skulde vække Opmærksomhed har hun før Fødslen snøret sig stærkt, og efter at Fødslen var overstaaet har hun ved Udstopninger under Klæderne søgt at skjule Forandringen. Dette lykkedes dog lige saa lidt for hende som for andre, der har forsøgt sig i den Kunst. Det rygtedes i Byen, at der maatte være noget galt med hende, og da dette Rygte kom Betjenten for Øre, udbad han sig en Samtale med hende i Enrum. Hun nægtede imidlertid alt og ved en Undersøgelse af hende, Kamme og Ejendele kunde Betjenten ikke finde noget Spor af Fødslen eller Barnet. Han førte hende derfor til Jordemoderen, som hurtigt konstaterede, at Mathilde havde født. Betjenten tog hende derefter med til Birkekontoret, hvor hun i Forhøret maatte vedgaa Fødslen og at Barnet var skaffet af Vejen. Men de nærmere Omstændigheder er som sagt endnu ikke fuldt opklarede. Det er ikke udelukket, at der kan være Medvidere i Forbrydelsen. Men over dette Spørgsmaal saavel som over selve den uhyggelige Forbrydelse, vil Forhørene antagelig kaste Lys i de nærmeste Dage.

Mathilde Nilsson var forlovet i sin Hjemstavn, før hun rejste til Danmark, denne Forlovelse havde hun ikke hævet. Hun skildres af sine Omgivelser som en blid og overfor sine Undergivne meget godmodig Kvinde. For alle, der kendte hende, staar det derfor som en Gaade, at hun kunde begaa en saa uhyggelig Gærning.

(Social-Demokraten 7. januar 1896).

Søndergade i Store Magleby. Det fremgår ikke af artiklen på hvilken gård hun tjente. Foto Erik Nicolaisen Høy (2025).

Kristianshavns Samaritan i Søkvæsthulet. (Efterskrift til Politivennen)

Kristianshavns Samaritan, som sidste Vinter havde Lokale i Etablissementet "Vennelyst" paa Amagerbrogade, har af Marineministeriet faaet Lov til at benytte et stort Lokale i Søkvæsthuset til Bespisning af de Fattige. Søkvæsthuset er beliggende i Overgade Nr. 58. Det er en gammel Bygning. der stammer fra Midten af forrige Aarhundrede og oprindelig var Opfostringshus. Fra 1777, efter at Opfostringshuset var henflyttet til en Gaard l Store Kongensgade, benyttedes saa Bygningerne i Overgaden som Søkvæsthus, d. v. s for Saarede (Kvæstede) og Syge. Det første Søkvæsthus byggedes under Frederik den Tredie paa Bremerholm (Gammelholm) og var beregnet for saarede Matroser og Soldater. I 1682 henflyttedes det til en Gaard ved Stranden ud mod Toldboden (nuværende Kvæsthusgade) og bestemtes udelukkende til Brug for Søetaten. Bygningerne i Overgaden tjente sammen med Søetatens Hospital i Nyboder som Sygehus, og de elendigst stillede indlagdes l Overgadens Kvæsthus.

I Aaret 1816 ophørte Bygningerne at tjene som Hospital, og da Børnehuset afbrændte i 1817, blev Søkvæsthusets Hovedbygning benyttet til Straffeanstalt for Kvinder, en Sidefløj til Straffeanstalt for Mænd. Men senere hen toges de tildels i Brug i militære Øjemed. idet Hovedbygningen benyttedes som Kaserne for en Del af det til Flaaden indkaldte Mandskab.

For nogle Aar tilbage var der paa Søkvæsthuset en kristianshavnsk "Almindelighed", men dette Forhold er nu forandret, og den ene Fløj har staaet helt ubenyttet Det maa da siges at være en god Anvendelse, der gøres af Bygningen, ved at overlade den til "Samaritanen". Et Sorgens og Affældighedens Sted har Huset været i mange Aar, nu træder den atter i Menneskekærlighedens Tjeneste ved at lægge Balsam paa de Saar, som Fattigdommen og den sociale Krig har slaaet.

Til Bespisningen har Kristianshavns Samaritan faaet anvist en stor Sal, som trods Bygningens gamle Stil er hyggelig og udmærket egnet til Øjemedet. Der er højt til Loftet, som hviler paa solide Bjælker. Lokalet er pudset op. Samaritanens Komité har afskildret det, saaledes at der bliver Plads for de ventende Skarer, der derved befries for det ofte ubehagelige Ophold under aaben Himmel. Der kan bespises ca. 150 Mennesker ad Gangen, ekstraordinært ca. 180, og alt staar parat til at medtage de fattige Gæster.

Tidligere har Kristianshavns Samaritan faaet Maden fra Modersamaritanen paa Nørrebro. Nu tilbereder den selv sin Mad i en Kælder i Søkvæsthuset. Her er opstillet en fritstaaende Dampkedel, som besørger Tilberedningen. Dampen ledes ned i Mælken eller Grøden, og det skal eksempelvis oplyses, at man paa 5-6 Minuter koger 30 Potter Mælk. Det er en udmærket praktisk og renlig Methode, der er opnaaet ved Hjælp af Dampkogningen, og man kommer uvilkaarlig til at drage Sammenligningen mellem dette Køkkenarbejde og det, som slider paa Husmødrenes Tid og Kræfter i de tusinde Hjem.

Samaritanen paa Kristianshavn virker efter samme Princip som de andre Samaritaner. Den begyndte sin Virksomhed i Fjor den 19. Februar og har altsaa kun arbejdet i en Sæson. Men at dér var Trang til den, vil fremgaa deraf, at man hver Bespisningsdag skaffede Mad til gennemsnitlig 1167 Personer. Ialt leveredes i 18 Bespisningsdage 21,005 Portioner Mad.

Nu gælder det om at skaffe Midler til Fremme af det smukke Foretagende. Søkvæsthusets Omdannelse til Samaritan har selvfølgelig kostet ret betydeligt, men alt er nu saa godt indrettet som intet andet Steds. Forhaabenlig vil da Bidragene ogsaa flyde rigeligt ind.

Komiteens Kasserer er Urtekræmmer Chr. Petersen, lille Torvegade 25.

(Social-Demokraten 4. janaur 1896).

Vennelyst var et sommerforlystelsessted på Amagerbrogade 1.

Lindevangshjemmet 3/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet

Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.

Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.

De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde 

Frk. Thalbitzer.

Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.

Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :

Hr. Redaktør!

Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -

Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -

Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."

Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.

Amerikansk Fedtebrød.

Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.

Man skriver saaledes følgende til os:

- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -

Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.

Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.

Et Selvmordsforsøg.

- - -

Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .

Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:

. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.

Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.

Fængselsselskabet.

Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:

"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.

Arbejdet og Hjælpen.

Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - - 

Brevet slutter:

Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - - 

Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver  kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.

- - -

Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.

Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.

Josva

(København 2. januar 1896)