Clara Olsen og Else Bredal. (Efterskrift til Politivennen)

Mord m. m. Under en ved Kriminolog Politiretten d. 1. ds. paadømt Sag var Arrestantinden Olsen tiltalt for ovennævnte Forbrydelse samt Forsøg derpaa og Tyveri. Sagens Omstændigheder vare følgende:

Arrestantinden var fra 1. Oktober f. A. fæstet som Enepige af Handelsfuldmægtig Søren Bredal og dennes Hustru og tjente hos dem, indtil hun i Slutningen af Januar d. A. anholdtes under nærværende Sag. I nævnte Tidsrum har hun i 5 forskjellige Gange fra Steder i Ledigheden, hvortil hun havde uhindret Adgang, stjaalet kontante Beløb af ialt 3 Kr. 69 Øre samt en til 25 Øre vurderet Portemonnæe.

Endvidere har hun tilstaaet, at hun i November f. A. 2 Gange har forsøgt at skille sit Herskabs den 14. Oktober f. A. fødte Barn Else Bredal ved Livet, hvilke Forsøg dog mislykkedes, og at hun derefter i December f. A. forsætlig har ombragt Barnet. Omstændighederne herved have ifølge Arrestantindens Forklaring og det iøvrigt Oplyste været følgende :

Om Eftermiddagen d. 25. Novbr. besluttede Arrestantinden at ombringe Barnet ved at indgive hende Opiumsdraaber og samme Eftermiddag Kl. 3½ iværksatte hun Beslutning, idet hun gik ind i sit Herskabs Sovekammer, hvor hun af en Medicinkasse fremtog en Flaske med Opiumsdraaber, som, hun vidste, beroede sammesteds. Af disse Draaber heldte hun 3 a 4 i en Theske, hvilken hun først kom lidt Vand, hvorefter hun, der antog, at en saadan Dosis vilde virke dræbende paa et Barn i Elses Alder, gik ind i Spisestuen, hvor Else laa og sov og heldte Skeens Indhold i Munden paa Barnet, som sank Indholdet. I Løbet af Eftermiddagen blev Else døsig og om Aftenen Kl. 8 a 9 blev hun blaa i Ansigtet og gav nogle Suk fra sig, hvorfor Moderen troede, at hun skulde dø; men efter at have faaet nogle Hofmannsdraaber og noget Portvin kom hun sig i Løbet af Natten. Arrestantindens Forklaring gaaer ud paa, at Tanken om at skille Barnet ved Livet, opstod hos hende den nævnte Eftermiddag ved Ettiden at hun saa at sige strax besluttede at ombringe Barnet ved at indgive det Opiumsdraaber, naar Leilighed dertil gaves, at hun i den Tid, der forløb, indtil hu i iværksatte Beslutningen, ikke tænkte paa at opgive samme, og at hun, da hun indgav Barnet Draaberne var ret rolig, om hun end rystede lidt paa Haanden. Angaaende Motivet til dette Drabsforsøg ligesom ogsaa til det lignende Forsøg, hun to Dage efter foretog og til det fuldbyrdede Drab, hun begik i Decbr. f. A har Arrestantinden oprindelig forklaret, at hun har handlet som skeet fordi hun vidste, at Barnets Forældre ikke levede i god Forstaaelse med hinanden, at hun derfor mente at det Bedste, der kunde ske, var, at Barnet døde. Hendes seneste Forklaring gaaer imidlertid ud paa, at Tanken om at ombringe Barnet vaktes hos hende derved, at hun mente at kunne mærke, at ingen af Forældrene brød sig synderligt om Else, og at Øiemedet, hun tilsigtede ved at handle som skeet, var ved Elses Død at blive befriet for en Del af den Byrde, der i Tjenesten hvilede paa hende, i hvilken Henseende hun nærmere har forklaret, at hun ved Siden af sin øvrige Gjerning i Huset om Dagen skulde passe baade Else og hendes ældre Søster, Karen, og hun en halv Snes Dage efter Elses Fødsel tillige havde paataget sig om Natten at passe Else, hvilket sidstnævnte Hverv hun nødigt vilde frasige sig, da hun selv havde paataget sig at besørge det. Denne sidste Forklaring blev lagt til Grund ved Paadømmelsen.

Tidligt om Eftermiddagen den 27. November besluttede Arrestantinden paany, naar hun i Dagens Løb fandt Leilighed dertil, at indgive Else Opiumsdraaber, for at hun skulde dø deraf, og samme Eftermiddag Kl 5 a 6 iværksatte hun uden Sindsbevægelse denne Beslutning, idet hun, der i Mellemtiden stadig vil have fastholdt samme, benyttede en ganske lignende Fremgangsmaade som ved det første Forsøg. Ud paa Aftenen blev Else syg, og en sent paa Aftenen tilkaldt Læge fandt Barnet som den Gang tillige havde Bronchitis, kortaandet, hostende, af blaalig Ansigtsfarve og meget lidende. Han ordinerede et varmt Bad men hverken han eller Familiens Huslæge der den følgende Morgen tilsaae Else og fandt hende liggende med kølige Extremiteter, blaalig Farve, kontraherede Pupiller, tør Tunge, hurtig Puls og rallende Lyd i Lungerne, stillede Diagnosen Opiumsforgiftning. Da Huslægen om Aftenen den 28. November tilsaae Else, som foruden med det omtalte Bad var bleven behandlet med Hofmannsdraaber og Vin, var hendes Tilstand imidlertid bedret, og efterhaanden kom hun sig fuldstændigt.

Ved Synet af de Lidelser, Else gjennemgik som Følge af den hende den 27. November indgivne Gift, vil Arrestantinden have lovet sig selv aldrig oftere at gjentage Forsøget, og efter sin Forklaring bortkastede hun Flasken med Opiumsdraaberne for ikke at komme i Fristelse. I den følgende Tid vil hun heller ikke forinden den 21. December have tænkt paa at ombringe Else; men sidstnævnte Dag besluttede hun atter at gjøre dette og har herom afgivet følgende Forklaring; Den 21. December havde Bredals Hustru faaet Diarrhoe, og i den Anledning medtog hun, da hun engang i Dagens Løb gik i Byen, den Recept, hvorefter hendes Mand i sin Tid havde faaet de ovenfor omtalte Opiumsdraaber udleverede. Da Arrestantinden nu forudsaae, at der paany vilde komme Opiumsdraaber i Huset, begyndte hun atter at beskjæftige sig med Tanken om at ombringe Barnet. Ved sin Tilbagekomst havde Bredals Hustru imidlertid ingen Opiumsdraaber med sig hjem, og Arrestantinden tænkte, at det var godt, da hun ellers vilde styrte sig i Ulykke; men om Aftenen mellem Kl. 8 og 8½ da Bredals Hustru, der atter havde været i Byen, kom hjem, gav hun Arrestantinden Ordre til samtidigt med, at hun besørgede et andet Ærinde, at gaa hen paa Apotheket paa Kultorvet for at hente de Opiumsdraaber hun havde bestilt efter ovennævnte Recept. Da Arrestantinden havde hentet Draaberne, opstod den Tanke hos hende, at hun nu alligevel vilde give Else nogle af Draaberne, for at hun skulde dø deraf; men strax efter syntes hun, at det var Synd, og paa Hjemveien tænkte hun snart, at hun vilde give Barnet af Draaberne, og snart at hun ikke vilde. Ved sin Hjemkomst afleverede hun strax Draaberne til Bredals Hustru som tog nogle af dem og derpaa satte Flasken fra sig i det lille Værelse, hvor Arrestantinden og Else pleiede at sove om Natten, og hvor Else nu laa i sin Seng. Da Arrestantinden saae dette, besluttede hun at ombringe Barnet, saa snart hun blev ene med det, og, da Bredals Hustru efter nogle Minuters Forløb forlod Værelset, iværksatte Arrestantinden sin Plan, idet hun, der, efter at hun havde fattet Beslutningen, uden Vaklen astholdt samme og ikke var i nogen stærk Sindsbevægelse, tog Flasken og af dens Indhold heldte omtrent 10 Draaber i en Theske, om hun hentede i Spisestuen, og hvori hun først kom lidt Vand. Hun, der ansaae det for sikkert, at Else vilde dø af den nævnte Dosis, gik derpaa hen til Else, der laa vaagen i Sengen, og aabnede hendes Mund, og, idet hun holdt paa hendes Hoved, hældte hun Skeens Indhold ind i Munden paa Else, der sank Indholdet, idet hun samtidig udstødte et Skrig. I den Tid, der forløb, fra hun indgav Barnet Giften, og indtil den virkede, var hun tilmode som særvanlig, hvad hun ogsaa havde være da hun de to forrige Gange forsøgte at forgive Else.

Bredals Hustru har forklaret, at hun hverken mindes, at hun den 21. December har afleveret den ommeldte Recept paa Apotheket, eller at hun samme Dag har sendt Arrestant inden hen paa Apotheket for at hente Opiumsdraaber, saalidt som hun mindes den Aften selv at have indtaget saadanne Draaber hvorfor hun er mere tilbøielig til at tro, at Arrestantinden paa egen Haand har hentet Draaberne. Hun har imidlertid tillige erklæret, at den Mulighed ikke er udelukket, at hun kan have glemt de nævnte Begivenheder, idet hun nemlig den paagjældende Dag var i høi Grad nervøs som Følge af et Brev, hun havde modtaget og hvori hendes Mand beskyldtes for ægteskabelig Utroskab paa hvilken Beskyldning hun den Gang troede, medens det senere viste sig, at Beskyldningen var Opspind, og at det var Arrestantinden, som havde skrevet og afsendt Brevet, hvad Arrestantinden ogsaa under Sagen har erkjendt, idet hun som Grund til denne Handling har anført, at hun troede, at Bredals Hustru ønskede at stilles fra sin Mand, men ikke havde nogen gyldig Skilsmissegrund. Da Bredals Hustru saaledes ikke bestemt kunde modsige Arrestantindens Forklaring, blev den lagt til Grund.

Strax, efter at Else havde faaet Draaberne kom hendes Moder, der havde hørt hendes Skrig, tilstede, og, da Barnet efter en halv Snes Minutters Forløb blev blaa i Ansigtet, og hendes Tilstand efterhaanden forværredes, skjøndt hun fik Hofmannsdraaber og Portvin, gik Moderen efter Huslægen. Hun traf ham imidlertid ikke, og efter sin Tilbagekomst lod hun Else faae et varmt Bad. Da Huslægen den følgende Morgen tilsaae Barnet, fandt han det liggende i en lignende Tilstand som den 28. November, navnlig og paa med kontraherede Pupiller, tør Tunge og rallende Lyd i begge Lunger, og han, der heller ikke denne Dag fattede Mistanke om, at der forelaa en Opiumsforgiftning, skjønnede, at Barnet var døende. Da han samme Dags Aften atter tilsaae Else, fandt han hendes Tilstand uforandret. Natten mellem den 22. og 23. December laae Bredals Hustru hos sine Forældre, medens en af hendes Søstre opholdt sig i hendes Lejlighed for at være Arrestantinden behjælpelig med at vaage hos Else. Faderen gik tilsengs Kl. 3, og Arrestantinden vaagede derefter alene indtil Kl 5, da Bredals nævnte Svigerinde vaagnede og vækkede Bredal. De gav nu Else, hvis Tilstand syntes yderligere forværret, et varmt Bad, hvorefter hun atter blev lagt tilsengs. Om hvad der derefter passerede, har Arrestantinden forklaret, at hun syntes, at hun ikke længere kunde udholde at see Else lide, og hun besluttede da, for hurtigere at gjøre Ende paa hendes Lidelser, at indgive hende nogle Opiumsdraaber. Hun havde tidligere om Natten tænkt derpaa, idet hun gik ud fra, at Else dog vilde dø, selv om hun ikke fik mere Opium, og, da Bredals Svigerinde vel en halv Snes Minutter efter, at Arrestantinden havde fattet Beslutningen, forlod Værelset, hvor Else laa, og Bredal, der sad i en Lænestol, sov, iværksatte Arrestantinden Beslutningen, idet hun hentede Opiumsflasken i Herskabets Soveværelse, og deraf gav Barnet en lignende Dosis som den 21. Dcbr. Da Else nu blev mat, tog Arrestantinden hende op af Sengen og sad med hende paa Skjødet, og efter en Times Forløb troer hun, at Barnet døde.

Bredal og hans Svigerinde have udtalt, at de ere tilbøjelige til at tro, at Arrestantinden har indgivet Else den sidste Dosis, forinden de vaagnede Kl. henad 5, da Bredal ikke troer, at han har blundet, fra Else var i Bad og til Arrestantinden tog hende op af Sengen, og hans Svigerinde betvivler, at hun i det ommeldte Tidsrum har været saa længe borte fra Værelset, at Arrestantinden kan have faaet Tid til at udføre, hvad hun under hendes Fraværelse vil have udført; men da Urigtigheden af Arrestantindens Forklaring ikke kunde bevises, maatte den lægges til Grund. I Dødsattesten betegnede Huslægen Dødsaarsagen som Bronchupneumonia duplex (Betændelse i begge Lunger) men efterat Liget, som den 27. December var bleven begravet, den 10. Februar atter var opgravet, oplystes det ved en den følgende Dag foretagen legale Sektion, at Dødsaarsagen ikke havde været den nævnte. Ved en derefter paa Forhørsdommerens Foranledning foretagen kemisk Analyse af Ligets Mave og Tarmkanal paavistes vel ikke Bestanddele af opium i Indvoldene, men Retslægen har under Sagen erklæret, at Opiumsforgiftning, der i Reglen er temmelig langvarig, ofte medføre, at Giften absorberes fra Tarmkanalen og ikke længere lader paavise, at der, da det maa antages, at Barnet har levet mindst en Timestid, efterat det om Morgenen den 23. Decbr. ved 5-Tiden har faaet en halv Snes Opiumsdraaber, intet paafaldende er i, at den kemiske Analyse ikke har kunnet paavise Opium, og at Arrestantindens Forklaring om til den angivne Tid at have givet Barnet et saadant Kvantum Opiumsdraaber finder Bekræftelse i de Paagjældendes Bestrivelse af Barnets Tilstand.

Retslægen har derhos erklæret, at de sygelige Tilstande, som Else har frembudt Natten mellem den 25. og 26. Novbr. samt Natten mellem den 27. og 28. f. A. maa antages at have været foraarsagede ved de Opiumsdraaber, som Arrestantinden har erkjendt at have givet Barnet den 25. og 27. November, og at herfor taler Sygdommens Forløb samt Oplysningerne om de indtrufne Symptomer, at den Mængde Opium, et 1 Maaned gl. Barn kan taale, er noget forskjellig, idet der haves Exempler paa, at 3-4 Draaber tinctura thebaica har foraarsaget Død eller alvorlige Forgiftninger i denne Alder medens der ogsaa haves Exempler paa, at denne Dosis kan taales uden Livsfare, at en saadan Dosis Opiumsdraaber, som Arretantinden har forklaret at have indgivet Barnet om Aftenen den 21. December, ansees for livsfarlig for et 2 Maaneders Barn, at et saadant Barns Modstandsevne overfor Forgiftning er meget forskjellig, at Barnet i nærværende Tilfælde synes at have Havt megen Modstandsevne, da det har levet til om Morgenen den 23. December, uden at man dog deraf kan slutte, at Barnet vilde have levet, hvis der ikke var kommet Mere til, og at det, da Barnet om Morgenen den 23. December har faaet en fornyet Dosis Gift, let forklares, at det paavirket af den første Dosis døer temmelig hurtigt efterat have faaet den sidste Dosis.

Efterat Arrestantinden har næret indlagt til Observation under Overlæge Pontoppidan, har denne erklæret, at der mangler Holdepunkter for at erklære hende som sjælelig abnorm i lægevidenskabelig Forstand.

I Henhold til Ovenstaaende blev Arrestantinden der er født den 26. November 1873 og tidligere 4 Gange straf et dels for Tyveri, dels for Bedrageri, anseet efter Straffelovens § 190, jfr. tildels § 46, med Livsstraf, hvorved den forskyldte Straf for de af hende begaaede Tyverier absorberedes.

(Dagens Nyheder 2. august 1896).

Clara Olsen og Røntgenstraalerne.

Ude paa Kommunehospitalet foretog man forleden en helt moderne Undersøgelse ved Hjælp af Røntgenstraalerne.

Den dødsdømte Barnemorderske Clara Olsen, der som bekendt ligger paa Hospitalet lidende af en Underlivssygdom, har i de sidste Dage fortalt Politilægen, at der sad en Naal inde i hendes Bryst. Lægen troede først, det var en fiks Ide hos den meget hysteriske Kvinde, men hun holdt paa, at hun en Dag i vestre Fængsel var kommet til at stikke en Naal i Brystet, den var brækket over og havde nu efterhaanden arbejdet sig dybere ind i Kødet.

Hvad var nu naturligere end at anvende de alsidige Røntgenstraaler for at finde Naalen!

Der blev altsaa taget et Billede af Barnemorderskens Bryst ved Hjælp af det mærkelige Kathodelys, og det lykkedes at konstatere, at der virkelig sad en Metalspids i Brystet. Foreløbig har man dog ikke kunnet fjærne Naalen.

Paa Hospitalet udspredte der sig selvfølgelig allehaande Rygter om, al Clara havde stukket en lang Naal i Brystet for at berøve sig Livet. Sandheden er dog vist, som hun har forklaret, at Naalen efterhånden selv har boret sig ind i hendes Bryst.

(København 2. december 1896).

Højesteretsbehandlingen stod i Ringsted Folketidende 9. december 1896. Den stadfæstede dødsdommen over den 23-årige tjenestepige Clara Olsen i december 1896 og indstillede samtidig enstemmigt til benådning. Hun blev udskrevet fra Kommunehospitalet den 10 december 1896 og fik dommen forkyndt i fængslet på Christianshavn. Benådningen kom ved statsrådsmødet 21. december 1896 hvorefter straffen var tugthus på livstid i Christianshavn.

Strejken paa Gersdorfslund. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en paalidelig Mand, som i Gaar har talt personlig baade med Hr. Forpagter Bech og Arbejdernes Formand, Hr. Ole Olesen, og noteret paa Stedet begges Forklaringer, har vi forflaffet os følgende nærmere Oplysninger om den i Gaar omtalte Høstarbejderstrejke paa Gersdorfslund:

Hr. Forpagter Bech fortalte, at han for ca. 1 Maaned siden erfarede, at Gaardens Arbejdere havde været med til et Møde, hvor Spørgsmaalet om en Strejke paa Gersdorfslund var bleven drøftet. Ogsaa Arbejderformanden paa Gaarden, Ole Olesen, havde været med. O. Olesen havde været hos Forpagter Bech i 8-9 Aar; han var en dygtig og paalidelig Arbejder, som fik 100 Kr. extra om Aaret som Arbejdsformand eller Forkarl.

En Dags Tid efter Mødet talte Hr. Bech med Ole Olesen paa Marken om Mødet, og da B. havde erfaret, at O. ikke alene var Medlem af den socialistiske Landarbejderforening i Hou, men denne Forenings Formand, bemærkede B.: "Nej, hør nu, Ole, det gaar dog for vidt. Du faar 100 Kr. extra for at varetage mine Interesser og er dog Formand for en Forening, der forhandler om en Strejke hos mig. Lad os saa skilles til Efteraaret."

Resultatet af nævnte Forhandling har imidlertid været, at man ikke fandt Anledning til nogen Strejke, og O. havde hævdet denne Betragtning ved Mødet, idet han ikke fandt, at der var noget at udsætte paa den Løn og Behandling i det hele, der bødes Arbejderne paa Gersdorfslund i Forhold til den Løn og Behandling, der blev budt Arbejderne paa andre Herregaarde.

Til B.s Bemærkning om at skilles til Efteraaret svarede O., at Opsigelsen maatte han indberette til Fagforeningen, og det var saa ikke godt at vide, hvad dette kunde føre til. Hertil svarede Hr. B.: "Ja, det faar ikke nytte, jeg maa have Lov til at opsige min Kontrakt, naar den ikke passer mig længere".

"I Søndags", beretter Hr. Bech videre, "var der saa atter Møde hos Peder Albrechtsen, og Mandag Morgen fik jeg overbragt en Skrivelse fra Arbejderne, hvori de forlangte 25 Øre mere om Dagen og ½ Times kortere Arbejdstid samt Afskaffelse af Akkordarbejde. Svar forlangtes til Tirsdag Middag, i modsat Fald vilde Arbejderne bruge alle lovlige Midler for at føre deres Fordring igjennem.

Om Mandagen udtalte Hr. Bech til Ole Olesen: "Jeg holder mig til vor gjensidigt indgaaede Overenskomst; jeg lader mig ikke tvinge. Mit Svar er et bestemt Nej."

Tirsdag Aften indfandt Forretningsfører Abrahamsen af Horsens sig hos Forpagter Bech og bad om Lov til at mægle mellem ham og Arbejderne. B. svarede: "Jeg anser mine Folk for fri Arbejdere. Jeg er selv en ærlig Mand, der holder, hvad jeg har lovet. Vil Arbejderne bryde indgaaede Forpligtelser, kan jeg jo ikke forhindre det; men det bliver paa deres eget Ansvar". Nogen Mægling vilde B. ikke indgaa paa, da han ansaa det af Arbejderne foretagne Skridt for ulovligt. - I Gaar Morges spurgte O. Olesen Forpagter Bech om han vilde lægge til Daglønnen. B. svarede "Nej, jeg lader mig ikke presse, men mine Forpligtelser overfor Arbejderne skal jeg nok holde". O. Olesen erklærede da, at Arbejdet nedlagdes, hvorpaa 40 Arbejdere forlod Gaarden. 16 af disse vare stadige Arbejdere paa Gaarden, Medlemmer af Landboforeningen i Hou. De øvrige 24 vare ny fæstede Høstarbejdere, som rejste bort med Toget 2,20 Eftm. fra Hou.

Arbejdet fortsættes af Gaardens Tyende og en Husmand, som havde underskrevet skriftlig Kontrakt. De øvrige faste Husmænd havde ogsaa tidligere haft skriftlig Kontrakt, men den skulde fornyes med Underskrift hvert Halvaar, og sidste Halvaar havde de øvrige Husmænd ikke villet underskrive.

Til Gersdorfslund hører ca. 600 Tdr. Land ypperlig Jord, saa der foreligger et meget stort Høstarbejde. Saa vidt erindres er der til Gaarden en Selvbinder-Mejemaskine og to ikke bindende Mejemaskiner.

O. Olesens Beretning var i Realiteten i god Overensstemmelse med Forpagter Bechs.

O. betonede, at det var Opsigelsen paa Grund af Organisationsretten, der var den væsentligste Foranledning til Strejken. "Forpagter Bech havde mildest talt indirekte forsøgt at forhindre Arbejderne i at bruge deres grundlovmæssige Foreningsret", dette var den væsentligste Aarsag til Strejken, der selvfølgelig var godkjendt af Fagforeningen. Om Lønningsforhøjelsen havde Arbejderne gjentagende tilbudt at forhandle, og de vare ogsaa tilbøjelige til at indgaa paa en mindre end den forlangte. Da Forpagter Bech ikke vilde forhandle om en Løsning med Forretningsfører Abrahamsen, samledes han med Arbejderne Tirsdag Aften, og den Bestemmelse, som blev indført Onsdag Morgen, blev saa taget ved dette Møde.

3 af de 16 strejkende Arbejdere fra Egnen bo i Huse tilhørende Forpagter Bech, om disse foreløbig blive boende her, eller hvorledes den Sag skal ordnes, er endnu ikke opklaret. Nogle Arbejdere kom i Gaar med Toget til Hou for at søge Arbejde paa Gersdorfslund; men da de hørte, at der var Strejke, rejste de tilbage med næste Tog.

Nogen hyggelig Begivenhed midt i den travle Høst er denne Strejke ikke. Den Velsignelse, der er groet paa Marken, har hverken Arbejder eller Arbejdsgiver Raad til at lade raadne paa Stedet. Lad os ordne vort Mellemværende med gjensidig Fordragelighed, uden med Flid at udsætte store Værdier for Ødelæggelse til Gavn for ingen. De, der søge ved slige Lejligheder yderligere at opfanatisere Modstanderne, enten det nu er paa den ene eller den anden Side, fortjener ikke rettænkende Menneskers Tak.

I Dag til Morgen har Hofjægermester von Holstein Rathlou, Rathlousdal, efter Forlydende sendt 40 Høstfolk pr. Vogne til Gersdorfslund. Der har været Forespørgsel hos Mekanikus Petersen, Odder, fra Forpagter Bech, om han kan sende Høstmaskiner, men Petersen havde ingen flere paa Lager.

(Aarhus Amtstidende 30. juli 1896).

Strejfen paa Gersdorfslund endt.

Pludselig og aldeles uventet kommer der Meddelelse om Gersdorffslundstrejkens Afslutning. Paa et meget bevæget Møde i Lørdags Aftes i Hou kom det efter fem Timers Forhandling til en Overenskomst, men da Diskussionen ikke maatte offentliggjøres maa vi nøjes med 

det officielle Referat,

der ser saaledes ud: Journalist Sabroe lagde for med et Foredrag, i hvilket han hævdede Arbejdernes Ret til at nedlægge Arbejdet, da Forpagter Beck formentlig havde traadt deres Foreningsfrihed lovlig nær ved at opsige Ole Olesen fordi han var Formand for Arbejdsmændenes Fagforening for Gosmer-Halling Sogne og Omegn.

Forpagter Beck hævdede, at han ikke, hvis Ole Olesen havde staaet i hans Tjeneste som almindelig Arbejder, i mindste Maade vilde have haft noget imod, at han var Medlem af eller Formand for Fagforeningen, lige som han ikke heller over for sine øvrige Arbejdere havde lagt Baand paa deres personlige Frihed, og dette hævdede Forpagter Beck gentagne Gange og uimodsagt; han havde kun opsagt Ole Olesen, fordi han fandt, at det særlige Tillidsforhold, hvori Ole Olesen stod til ham; var uforeneligt med hans Stilling som Fagforeningens Formand.

Ole Olesen hævdede, at han havde opfattet Forp. Becks Udtalelser saaledes, at han opsagdes fordi han var Medlem af Fagforeningen.

Efter en længere Diskussion, under hvilken det til Tider gik meget varmt til, oplystes det, at Ole Olesen ikke maatte have forstaaet Forpagter Beck paa rette Maade og at der paa Gersdorffslund havde bestaaet et Tillidsforhold mellem Forpagteren og hans Arbejdere, og herved var det væsentligst i det, som havde fremkaldt Konflikten, bortryddet.

Under den paafølgende Debat hævdede Forpagter Beck, at man selvfølgelig ikke kunde sammenstille Forholdene i Byerne med dem paa Landet, og det indrømmedes fra anden Side, at Strejker paa Landet maatte undgaas i Høstens Tid. Denne Tid burde være nevtral, og i andre for Landmanden vanskelige Tider af Aaret burde en Konflikt ikke rejses.

Efter at dette var slaget fast, naaede man forholdsvis let til det Forlig, som søgtes af Arbejderne og deres Tillidsmænd, og paa Forslag af Indbyderen nedsattes et Udvalg, bestaaende af Journalist Sabroe og Formændene Ole Olesen og Laurits Sørensen, Gersdorffslund, Arbejdsmand Chr. Sørensen, Aarhus, og Redaktør Videbæk, Odder, paa den ene Side og Herredsfoged Nanke, Odder, Hofjægermester o. Holstein-Rathlau, H. v. Holstein-Rathlou. Hou, Forpagter Beck og Redaktør Kjeldsen, Odder, paa den anden Side.

Mødet hævedes derefter med et af Indbyderen udbragt Leve for Danmark.

Overenskomsten

mellem Forpagter Bech og Arbejdernes Tillidsmænd, der er underskrevet af det nedsatte Udvalg, lyder:

1. Strejken paa Gersdorffslund hæves, idet det fra alle Sider erkjendes, at det maa anses fordømmeligt, at der i Høstens Tid og paa andre Tider af Aaret, hvor Vejrliget og Tidsforholdene stiller Arbejdsgiverne under særligt uheldige og ikke med Arbejderne lige stillede Vilkaar, rejses Konflikter med kort Varsel.

2. Det erkjendes af alle Underskriverne som ønskeligt, at det slaas fast, at Forandringer i Kontrakter mellem Arbejdsgiver og Arbejder kun maa kunne fordres med 3 Maaneders Varsel fra den Parts Side, som ønsker Forandringen.

3. De Husmænd og Daglejere, som hidtil har haft fast Arbejde paa Gersdorffslund, gjenoptager senest i Morgen Arbejdet paa samme Vilkaar som hidtil, hvilke er gjældende til 1. Maj næste Aar, med mindre Enighed om ny kontrakter er opnaaet forinden.

4. De Arbejdere, som Forpagter Bech allerede har antaget eller maatte antage, maa, hvad enten de hører til Fagforeningen eller ikke, ikke paa nogen Maade forulæmpes af de under Punkt 3 nævnte Arbejdere, ligesom disse ikke maa forulæmpes af hine.

5. Arbejdernes Ret til at være Medlemmer af Fagforeningen, hvilken Ret Forpagter Bech aldrig har bestridt anerkjendes.

6. De Sager, som Forpagter Bech har paastævnet mod 4 af fine Arbejdere, inkamineres ikke, og Sager, som nogen af Underskriverne heraf maatte have til Hensigt at anlægge i Anledning af Udtalelser, der er faldne under Strejken, maa ikke anlægges.

7. Der vedtoges et Referat af Mødet i Hou i Forgaars Aftes, som anerkjendes af alle Underskriverne, og disse forpligter sig til ikke at offentliggjøre noget andet Referat af Mødet.

Sluttelig udtaltes der fra Arbejdsgiverne Ønsket om, at de under Punkt 1 og 2 omhandlede Spørgsmaal føres frem paa den Kongres, som Arbejdsmændenes Forbund snart agter at afholde, medens der fra Arbejdernes Side udtales Ønske om, at Arbejdsgiverne snarest ville organisere sig.

Et Møde i Odder.

Paa Odder Afholdshotel afholdtes i Gaar Eftermiddags et Møde, ved hvilket Journalist Sabro, Aarhus, for en Forsamling paa 60-70 Mennesker gav en Fremstilling af den Afslutning af Strejken paa Gersdorffslund, som findes refereret ovenfor. Det skal siges, at Hr. Sabro refererede loyalt til begge Sider. Han ansaa det for heldigt, at det ved Forliget bliver konstateret, at Arbejderne ikke vil Arbejdsgiverne til Livs, men blot fordre en rimelig Medbestemmelsesret ved Ordningen af deres Forhold til Arbejdsgiveren. De fordre deres Organisationsret respekteret, men opfordre ogsaa Arbejdsgiverne til at organisere sig. Paa den Maade kan man ved Tillidsmænd fra begge Sider faa en mere rolig og saglig Forhandling i Gang og efterhaanden en mere rimelig, forstandig og ensartet Ordning af Forholdet. Ved den fastsatte Frist af 3 Maaneder for en fra en af Siderne ønsket Ændring i Kontraktforholdet kan træde i Kraft, har man konstateret, at man ogsaa fra Arbejdernes Side vil være med til at modarbejde Strejker med kort Varsel i den travle Høsttid. Arbejdsvægelsen paa Landet er ung, og det er tilgiveligt, om der kan begaas en lille Fejl. Vi vil ikke Krig, men Medvirkning til, at der kan skabes gode og sunde Forhold, som vi ere tjente med paa begge Sider. Den opnaaede Overenskomst paa Gersdorffslund, som man øjensynligt er glad ved paa begge Sider, tør sikkert betragtes som et Skridt i den rigtige Retning. Taleren sluttede med at opfordre til kraftig Sammenslutning paa begge Sider.

Da ingen efterkom Talerens Henstilling om at tage Ordet, sluttede Hr. Sabro Mødet med et Leve for Arbejdernes Organisation.

(Aarhus Amtstidende 3. august 1896).

Gersdorfslund ligger ved den østjyske færge- og havneby Hou. Rathlousdal og Gersdorffslund blev opkaldt efter ejerne Gregorius Rathlou og Margrethe Gersdorff. De to herregårde forblev samlet under adelsslægten Rathlou.

Brydekampen iGaar. (Efterskrift til Politivennen)

Lad os lige saa godt sige det strax: Bech-Olsen overvandt Tydskeren Pohl og erhvervede sig derved dennes "Verdensmesterskab". Men før man uanede saavidt var der so rigtignok forskjellige Kampe at bestaa, ikke alene for Bryderne, ogsaa for Publikum.

Med hvor megen Spænding man i visse Kredse af Kjøbenhavns Befolkning havde imødeset Udfaldet af Brydningen, fremgik af den overmaade store Mængde Mennesker - flere Tusinder, - der havde begivet sig ud i Frederiksberg Alle til St. Thomas, hvor Slaget skulde staa Kl. 4 om Eftermiddagen. Allerede længe, før det gik løs, var hver Plads optagen, skjønt det kostede 2 og 3 Kr. at komme til at sidde ned. Tilstrømningen var saa livlig, at Publikum tilsidst dannede en kompakt Masse. Men ikke desto mindre solgte den entreprenante Bestyrelse for "Dansk Bryderklub" alligevel rask væk Billetter uden at tænke paa, om Folk nu virkelig ogsaa kunde komme ind. Der var dem, der havde spenderet 3 Kr. paa et Adgangskort, og som ikke en Gang kunde naa indenfor Laagen. Saadan noget maa Bryderne ikke gjøre en anden Gang; thi ellers bliver Publikum kjed af at se paa deres Kunster. De maa heller ikke saa gjerne ansætte Kontrollører, der ikke har Begreb om at kontrollere, eller værne saa daarlig om de for Pressen reserverede Pladser, at de stormes af Folk, der har givet enten slet Ingen eller kun den laveste Entree, men hvis Fædre alligevel aabenbart ikke allesammen har været Glasmestre. Vi nægte ikke, at det til Tider faldt os lidt vanskeligt at følge Kampen paa de Brædder, der her virkelig betød Verden; det er nemlig saa sin Sag at være lutter Øie naar man har en halv Snes Mennesker stillede op paa Stole lige for Næsen, saa og saa mange Albuer trykkede ind i Bryst og Side og et Hundrede velvoxne Personer hængende paa Ryggen. Trængslen var saa stærk, at selv Bech-Olsen vilde have givet tabt overfor den, og det var derfor heller ikke underligt, at et Par pæne frederiksbergske Politibetjente ikke viste sig som Situationens Herrer, men maatte indskrænke sig til at rydde et skrøbeligt Lysthustag, hvor en stor Flok Letsindige havde taget Opstilling for bedre at se, og hvorfra enkelte maatte trækkes ned ved Benene af Betjentene. Hvilket ikke forhindrede, at Taget lidt efter var fuldt besat igjen og - da ogsaa delvis styrtede sammen.

I det Hele taget maa det siges, at D'hrr. Arrangører blandt Bryderne ikke har deres Styrke i det Organisatoriske; ja, vi drister os endda - selv med Fare for at blive slaaet fordærvet ved første givne Leilighed - til at paastaa, at D'hrr. sidder inde med Verdensmesterskabet for daarlig Ordning af en Forestilling som den, vi nu endelig kan gaa over til at omtale.

Der stod i det lidt overflødige Program, man for en 10-Øre kunde kiøbe, at første Omgang ikke maatte vare mere end en halv Time. Paa 25 Minutter var Kampen afgjort. Egentlig var den, saa vidt vi kunde se, ikke spændende; Bech-Olsen fik flere Gange sin Modstander med den ene Skulder til Jorden, men kom ikke et Øieblik selv i den kritiske Situation. Morsomt var det at se Tydskeren - en kraftig Karl, smidig, adræt og durkdreven, men ikke saa drabelig at skue og heller ikke saa stærk som Danskeren - sno sig fra de farlige Stillinger. Særlig drillede han Bech-Olsen med at staa paa Hovedet og dreie rundt som en Top. En Tid lang diverterede Bech-Olsen Publikum og Modstanderen ved at ligge paa Maven og gjøre sig saa tung, at den anden med alle sine Kræfter ikke kunde løfte eller vælte ham om, som han aabenbart havde spekuleret paa.

Kampens Udfald hilstes naturligvis med øredøvende Jubel og Hurraraab for Seirherren der højtidelig proklameredes som "Verdensmester". Ogsaa den overvundne Tysker ydede man al Anerkjendelse for hans dygtige Præstation ved at klappe ham frem. Han erklærede da, at han om nogen Tid vilde tage Revanche og udbetale Bech-Olsen 500 Kr., saafremt han saa ikke seirede.

Dermed er det verdenshistoriske Livtag forbi i hvilket Dansken har Sejr fundet, og der begynder nu blandt Tilskuerne en ikke saa reglementeret Brydekamp for at naa ud til mindre trykkede Forhold, til Albuerum, til en Smule Luft og til meget Øl.

(Dagens Nyheder 20. juli 1896).

Udgravningen af Fyld ved Gamle Carlsberg. (Efterskrift til Politivennen)

Det kan have sin Interesse at kaste et Blik paa disse Udgravninger, som om føie vil have omændret det hidtil saa maleriske Terræn i betydelig Grad, De fleste af vore Kunstnere kjender godt det kjønne og tiltalende Motiv som aabnede sig for Enden af den gamle Jernbanevold eller rigtigere der, hvor Volden forsvandt og tabte sig i en lang snorlige Vei hvor fordum Banen kjørte. De høie Skrænter paa begge Sider af Veien ere forbundne med en af Etatsraad Herholdt opført Bro - maaske den smukkeste Bro, vi eie herhjemme. Broen er nu i stærkt Forfald, men benyttes dog endnu foreløbig som Forbindelsesled til Vestre Kirkegaard. Under denne Bro aabnede sig mellem de høie Buer et særdeles smukt og tiltalende Motiv, høit oppe paa Skrænten tilhøire ligger Gamle Carlsberg, og langs Voldens Grænse mod den blaa Luft aftegnede sig Tagene af en Mængde Villaer, blandt andre Historikmaler Schwartz' bekjendte Villa med de ældgamle Gavle, som Kunstneren erhvervede sig i Odense, da en gammel Bygning blev nedreven. Begge Skrænterne vare endnu for kort Tid siden begroede med Buskvæxter, høit Græs og vilde Roser i Masse - her kom sjeldent et Menneske, en enkelte Ged græssede Voldkanten, og en enlig Maler tog i Ny og Næ en Skitse, ellers var Alt roligt som i den mest fredelige Idyl, nu er det anderledes. Gaa derud en Dag. I Hulveien ligger nu et Dobbeltspor, hvorpaa de smaa, travle Lokomotiver føre Tipvognene frem og tilbage: prustende og stønnende arbeider Gravemaskinen, medens den med graadig Tand æder sig frem i den venstre Skraaning, Tog paa Tog fører den udgravede Jord til Kalveboderne, som Fyld til den nye Godsbanegaard - det er nu engang denne Jords Bestemmelse, at den skal bruges til Baneanlæg. Veien, hvor paa Banelegemet skal hvile, begynder allerede at forme sig ud af det mærkelige Kaos - Skraaningen tilhøire, op mod Gamle Carlsberg er jevnet til en plan, glat Flade, der foreløbig ligger graa og tør op mod den Sommerdag. Græs og Buske ere borte, og det vil vel vare en Tid, før det atter spirer frem - vel ikke før Banen er færdig.

Til venstre hæver det store Kapel paa Vestre Kirkegaard sit Spir, det er fra Skrænten ind mod Kirkegaarden Fylden tages, og det er derfor ogsaa særlig her, at Forandringen gjør sig gjældende i vældige Masser af Jord er der allerede udgravede, og mere vil følge efter, men om faa Aar, naar Banen er færdig, vil igjen fængsle Øjet - med større Former og mere Lys, men uden at den oprindelige Grundkarakter vil være synderlig forandret.

(Dagens Nyheder 2. juli 1896).

Ukendt fotograf. Broen ved Carlsberg. Kbhbilleder. Broen ser som beskrevet stærkt forfalden, og man ser tydeligt at udgravningerne på kirkegårdssiden er startet, mens skrænterne ind mod Carlsberg er ryddet. Dobbeltsporet til Kalveboderne er anlagt.

Den første bro blev bygget i 1847 over jernbanen omtrent på samme sted som den nuværende viadukt. 50 år efter var den temmelig forvitret og blev nedrevet pga. jernbaneudvidelser umiddelbart forud for opførelsen af den eksisterende i 1899. Den gamle jernbane åbnede i 1897 og blev benyttet til at transportere skærver og grus fra en grusgrav i Hedehusene. Vigerslev Alle blev anlagt langs med den sydlige side. Den nye viadukt stod formentlig færdig i 1899. I en plakat af 15. januar 1906 for første gang officielt blev navngivet Vigerslev Alle og som dengang var næsten færdig. I 1905 diskuterede Borgerrepræsentationen stadig navnet, nogle foretrak det mest brugte, men aldrig officielt anerkendte Valby Alle. Der blev bevilliget penge til en gangsti op til viadukten i 1906.

Protestmøde mod flere Kirker paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Flere Kirker! Arbejderne paa Vesterbro protesterer mod Kirkebyggeriet

Et stormfuldt Møde. - Borgmester Jacoby taler. - En Præst, der pibes ud. - Protest mod Kirkebyggeriet. 
Paa Enghavevej,

i Arbejdernes store Forsamlingshus, afholdtes der i Gaar Aftes et af en mægtig Forsamling besøgt Protestmøde, hvortil den socialdemokratiske Forening i 13de Kreds havde indbudt. Protesten gjaldt Kirkebyggeriet, og den blev udført med en Kraft og Fyndighed, som Intet lod tilbage at ønske.

Vi giver et - paa Grund af kneben Plads - stærkt sammentrængt Referat af det bevægede Møde.

Referat.

Foreningens Formand, Typograf Louw:

- Velkommen til Mødet! Vi har indkaldt det paa Grund af det Opraab, der er udstedt om at yde Frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker her paa Vesterbro. Mange af Opraabets Underskrivere er efter vor Indbydelse kommen til Stede!

Enstemmigt vælges Tapetserer Jønsson til Dirigent. 

Folketingsmand A. C. Meyer tager saa Ordet:

Man siger, vi lider Kirkenød herude. At her er Nød, det veed jeg, det har der været længe, men det er Fattigdommen, vi lider under! Vi har gjort, hvad vi kunde, for at komme Nøden til Livs, men Præsterne har ikke villet hjælpe os, de tænker kun paa den aandelige Nød. Jeg tror nu, der er Plads nok i Matthæus Kirken til dem, der har Trang til at høre Præster (Bifald). Jeg er en Modstander af, at Alle uden Hensyn til, om de ønsker Kirker eller ej, skal betale til Kirkens Opførelse (Bravo !) Jeg er saa meget mere en Modstander deraf, som jeg ikke rigtig ved, om det er for Gudsrigets Skyld eller for deres egen Skyld, at Præsterne vil have flere Kirker (stærkt Bifald). Lad d'Herrer og deres Venner selv bygge Kirkerne, men ikke komme til Stat, Kommune og forlange Skatteborgernes Penge til Kirkebyggeriet ! (Bifald). Overfor denne Anmasselse er det, vi protesterer!

Borgmester Jacoby træder derefter frem paa Talerstolen. Han taler under stor Opmærksomhed :

- Jeg ved nok, der er megen Nød - jeg gør selv mit Bedste for at afhjælpe den. Men, Spørgsmaalet er, om der ikke ogsaa er Kirkenød. Det betyder Intet, a nogle af Kirkerne staar tomme, det kan ligge i, at vedkommende Præster ikke har Evnen til at til at drage Folk til Huse.

- Provst Levinsen:

Dette Lokale er meget smukt, men religiøse Mennesker kommer der vist ingen af her (Fy! Fy!) Det kan ikke nytte, at I holder Protestmøder! (Aah!) Nej, vi har en Overbevisning, der ikke rokkes af Protester. (Latter.) Præsterne angribes, fordi de ikke vil medvirke ved Fritænkeres Begravelse, men, maa jeg spørge: Naar Fritænkerne modarbejder Kirken og angriber Præsterne, hvorfor skal vi saa staa paa Pinde for disse Folk? (Stor Uro, Piben og Hyssen )

- Pastor Mynster:

Vi Præster agiterer ligesom Socialisterne for vor Sag - kan man bebrejde os dette ?

Efter at Hr. A. C. Meyer har imødegaaet Borgmester Jacobys Udtalelse og hævdet, at Arbejderne aldrig vil søge Statskirkens Præster, fortsættes den bevægede Diskussion endnu et Tid og først henad Midnat vedtoges med alle Stemmer mod 2 en Resolution, hvori det hedder:

1. Da det er vor Overbevisning, at der ikke er Trang til flere Kirker paa Vesterbro, opfordres Stat og Kommune til ikke at yde Bidrag til Opførelse af flere Kirker.

2. Derimod opfordres Magistrat og Borgerrepræsentation til hurtigst muligt at fremme det fra 7300 Beboere paa Vesterbro indsendte Andragende om Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

(København 1. juli 1896).

Adolph Frederik Charles Meyer (1858-1938) journalist ved Social-Demokraten. Medstifter af Socialdemokratisk forbund 1878. Valgt for Socialdemokratiet til folketinget 1895-1932. Han var på det tidspunkt (og senere) kendt for sine digte. I 1886 idømt fængsel for udgivelse af en arbejdersangbog (dog frifundet ved Højesteret). En vej på Teglholmen i København er opkaldt efter ham.

Hugo Adolph Jacobi (1844-1917), sagfører og borgmester 1891-1908 i magistratens 3. afdeling for fattig- og forsørgelsessager. 

Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922), Matthæus Kirke 1889-1921. Han var i 1899 med til at danne det midtsøgende Kirkeligt Centrum (nedlagt 2020). Henning Jensen fra avisen København mente ved en opdeling at vide at 4/5 af hans tilhørere var kvinder.

Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro. I følge Københavns Stift var gennemsnittet for hele stiftet for deltagere i en gudstjeneste et pænt sted under 100, nemlig 65 i 2018. Jeg har ikke kunnet finde nogen statistik for de enkelte kirker på Vesterbro. Men hvis det holder, er der god plads i Sct. Matthæus Kirke - den har plads til 1.000. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Vesterbros Protest mod Kirkebyggeriet.

I Aftes afholdtes efter Indbydelse af den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds et overordenlig vellykket Møde om Kirkebyggeriet paa Vesterbro. Allerede før Tiden var den store Sal stuvende fuld af et Publikum, som med stor Interesse hørte de lange Taler. Præsterne paa Vesterbro var mødt fuldtallig med Provst Levinsen i Spidsen, og af de Lægmænd, som havde udstedt Opraabet om den kirkelige Selvbeskatning, var der ligeledes mødt en "Mængde, som havde kaaret Københavns Fattigborgmester, Hr. Jacoby, til deres Ordfører.

De to Herrer nød ikke samme Skæbne. Borgmester Jacoby talte under Dødsstilhed og lod da ogsaa Arbejderpartiets Fortjenester nyde fuld Retfærdighed.

Anderledes med Provst Levinsen. Denne Mand var taktløs nok til at begynde paa et Forsvar for sin Handlemaade ved Begravelse af Mennesker, der er borgerlig viede. Her mødte ham imidlertid en saadan Storm af Uvilje, at han hurtigst muligt sluttede sin Tale, meget mindre udfordrende end han begyndte den.

Det vellykkede Møde endte med Vedtagelsen af nedenstaaende Protest mod Kirkebyggeriet.

Referat.

Vælgerforeningens Formand, Typograf Louw, bød Velkommen. Anledningen til Mødet var det Opraab, som ansete Mænd paa Vesterbro havde udstedt om at yde frivillige Bidrag til Opførelse af 2 ny Kirker i denne Del af Staden. Vi har troet del var rigtigt, at Vesterbros Beboere ogsaa fik et Ord med i Laget. Vi har indbudt dem, som har udstedt Opraabet, og en Mængde af dem har modtaget den Indbydelse.

Tapetserer Jonsson valgtes med Akklamation til Ordstyrer. Han manede til Ro og gav derpaa Ordet til Indlederen.

A. C. Meyer (Bifald): Jeg har lovet at tale her i Dag, fordi jeg repræsenterer denne Kreds, og fordi jeg hører til det Sogn, der efter d'Hrr.s Mening er i Kirkenød. Vi har for kendt Nøden herude, men det var Fattigdommen, og det Parti, jeg tilhører, har gjort, hvad der kunde gøres, for at udrydde Aarsagerne til Nøden, og man skulde dog tænke, at Socialdemokraterne i denne Virksomhed kunde gaa Haand i Haand med Præsterne, der skal udbrede Guds Rige her paa Jorden. Dog, det er jo ikke den fysiske, men den aandelige Nød, Præsterne vil udrydde. De paastaar, at det ikke kan lade sig gøre at skaffe Plads til de Kristne herude, hvor Menighedens Tal er steget fra 27,000 til 63,000. I 1884 paastod man ligeledes at der var Kirkenød i København, og da paatog Socialdemokraterne at paavise, at der var rigelig Plads i Kirkerne. Jeg trøster mig til at paastaa, at der ogsaa nu kan skaffes Plads i Mathæus Kirke for dem, der har Lyst til at besøge Kirken, og saa længe dette er Tilfældet, anerkender jeg ikke nogen Kirkenød. - Vi er Modstandere af Kirkebyggeriet, fordi man tvinger Folk, der staar Kirken fjærnt, til at yde Bidrag dertil, og saa længe Kirken ikke er skilt fra Staten, ved man ikke engang, om det er for Guds Skyld eller af Hensyn til dem selv, at Præsterne vil have flere Kirker og flere Præster (Hør! Hør!). Ser man hen til Præsternes Optræden i den sidste Tid, saa bør d'Hrr. ikke forarges over, at Arbejderne kun ugærne giver en Øre til ny Kirker og ny Præster (Hør!). Før stod Kirken paa de Fattiges og Forurettedes Side. Nu er det anderledes, og vi hævder derfor vedblivende, at Religionen skal være en privat Sag uden Forpligtelse for Stat og Kommune. Denne Bygning, hvori vi staar, er et Arbejdets Tempel, hvor der skal prædikes en højere Moral. Dette smukke Hus er rejst for Arbejdernes fattige Øre; Stat og Kommune har intet bidraget dertil, lønner ikke heller Tjenerne i dette Tempel. Jeg vil raade Præsterne, naar de siden tager Ordet, da at tænke paa dette Forhold og tage Eksempel derefter (Bifald). Hvis Kirken ejer Livskraft, da maa det mm en let Sag for dem, der iblandt deres nærmeste Venner tæller dem, der samlede en halv Mill. Kr. ind til militære Øjemed: til Landets Forsvar. Kunde de samle saa mange Penge til krigeriske Øjemed, hvor meget kunde de da ikke samle ind til den Fredens Gærning, som skal øves i Kirken? Saa længe man vedbliver at forlange, at Stat og Kommune skal levere Bidrag til Kirkerne, saa længe vedbliver vi at protestere mod Kirkebyggeriet. (Stærkt Bifald.)

Atelier Henning Jensens Døtre: A. C. Meyer (1858-1938). Han var politiker, journalist og forfatter. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Borgmester Jacoby: Det almindelige Spørgsmaal er jo, om der er Trang til ny Kirker her i Byen. At der ellers er megen Nød her i Byen, det ved jeg bedst, men jeg haaber ogsaa, at man vil indrømme mig, at jeg gør, hvad jeg kan, for at lindre den. Man siger nu, at Kirkerne ikke er fyldt, men man glemmer, at der ogsaa mellem Præsterne er Konkurrence. Nogle af dem kan bedre end andre trække Kunderne til sig. Derfor er nogle Kirker stadig fyldt, medens andre stadig staar forholdsvis tomme. Derfor trænger vi til flere Kirker, for at flere af de Præster, der formår at tale til Folket, kan faa en Prædikestol. Man siger, at Folk føler ikke Trang til Kirker. Nej, det er rigtigt; men man kender jo ogsaa Folk, der er meget snavsede, men som slet ikke føler Trang til at vaske sig. Det samme gælder om Religionstrangen. Den er maaske størst der, hvor den slet ikke føles. Noget positivt Bevis kan ikke fremskaffes. Det er min Overbevisning, at der er Trang til Sted. Derfor har jeg underskrevet Opraabet. Nu siger man, at Præsterne er et, og Kristendommen noget ganske andet. (Hør! Hør!) Ja det er rigtigt. (Vældig Bifald.) Ja, Præsterne er ikke saa gode, som de burde være, thi det er ingen Mennesker, men Vorherre skal nok gøre dem bedre, det haaber jeg da. Man siger nu, at Præsterne kan bygge selv, som Arbejderne har gjort ved dette smukke Hus; men det er nu en Gang god Skik her i Landet, at Stat og Kommune træder hjælpende til, hvor der skal bygges Kirker, medens man ikke kan give noget til Opførelse af Forsamlingshuse. I Modsætning hertil giver Stat og Kommune store Summer ud til Arbejderne. (Nej! Nej!) Jo husk de store Summer, der aarlig udgives til Skolevæsenet og meget andet. Tænk Dem nu om, og husk paa, at De ikke behøver at spørge Deres Forening, da De maa holde af Vorherre.

Stolemager Hansen rettede et stærkt Angreb paa Præsterne, der kun kunde undskyldes efter den gamle Doktrin, at den der sover, synder mindst. Vil Præsterne afskaffe Djævelen og bringe Bibelen i Overensstemmelse med Videnskabernes Resultater?

Provst Levinsen: Dette Møde er jo ikke noget offenligt Møde, som der staar i Indbydelsen, men derimod et Protestmøde. Det holdes jo ogsaa i et Lokale, som virkelig er smukt og godt, men hvor kirkelig sindede som Regel ikke gærne kommer. (Fy! Fy!) Jeg mener nu ikke, at dette Møde vil faa nogen særlig Betydning, det faar Protestmøder ikke; thi vi kirkeligsindede har en Overbevisning, som ikke kan rokkes ved nok saa mange Protester. Jeg er kommen til Stede, fordi jeg mente, at jeg mulig kunde være saa heldig, at et af mine Ord kunde finde Øre hos Forsamlingen. Man angriber Præsterne, fordi de ikke vil bistaa ved Fritænkeres Begravelse;  man tillader sig alligevel at unddrage den samme Kirke al Støtte. Kort sagt, man vil have Ret til at angribe Præster og Kirker til enhver Tid, og saa fordrer man endda, at de skal staa paa Pinde for sine Fjender til enhver Tid. I Matthæus Sogn boer der nu 1/34 Del af Landets Befolkning, og det er nu saaledes, at vi er henvist til at røgte vor Sjælesørgergærning alene ved Ordets Forkyndelse.

Louw: Levinsen har ingen Ret til at ironisere over dette Møde og de udsendte Indbydelser. Efter en lille Annonce i "Social-Demokraten" har vi faaet denne store Sal stuvende fuld, saa der ikke kan være flere her. Saaledes er det altid, naar vi holder Møde, og vi forlanger dog ikke Hjælp, hverken fra Stat eller Kommune. (Bifald.)

Levinsen: Jeg maa fastholde, at dette Møde trods sin Fuldtallighed aldrig kan blive noget almindeligt offenligt Møde. (Hyssen.)

Pastor Mynster: Ingen i denne Sal bør undres over, at vi Præster gærne vil have ny Kirker; thi Socialisterne drager jo ogsaa ud til fjærne Egne, hvor Folk endnu ikke har hørt deres Lære, og jo mere Modstand de møder, desto ivrigere bliver de for at faa dem til at tage mod Læren. Vi bærer os ad paa samme Maade, og vi tror, at heller ikke den fysiske Nød kan lindres uden ved Troen paa Jesus Kristus.

A. C. Meyer: (Bifald.) Der er ikke her i Aften leveret noget Beviser, at der er Kirketrang paa Vesterbro. Jacoby siger, at man skal søge at vække denne Trang ved flere Præster og flere Kirker. De tager fejl, mine Herrer, thi der er kommen en Forskel mellem Præsternes og Arbejdernes Livsopfattelse, og saa længe den bestaar, saa vil Arbejderne fly Præsterne og ikke høre den Lære, som Præsterne tilfældigvis præker. Hr. Levinsen vilde forsvare, at han havde nægtet at bistaa ved Begravelse af Folk, der var udtraadt af Folkekirken, og det undrede ham, at Folk var vrede for det. De var jo frivillig udtraadt af Folkekirken. Ja, Hr. Levinsen, den Afdøde kan det sandelig være lige meget, men om nu Hustruen ikke er udtraadt af Folkekirken? Om hun nu har bevaret sin Barnetro, saa er den dog hende - den kristelig sindede - Beskæmmelsen rammer. D'Hrr. Præster har her i Aften brugt saa stærke Udtryk, at de næppe ret sømmer sig for Præster. Jeg skal besvare dem med at sige, at d'Hrr. altid skal være velkommen hos os og blive høfligt behandlet. (Stærkt Bifald.)

O. Jørgensen: Det er rigtigt, at Folk skal være ivrige for at fremme den Sag, de nu engang tror paa, men de skal gøre det paa egen Bekostning og ikke som her ved Kirkebyggeriet; thi det er, som om Socialdemokraterne vilde holde Agitationsmøder og lade Højres Arbejder- og Vælgerforening betale Omkostningerne. D'Hrr. har maaske Ret, naar de siger, at der er for lidt Præster, men saa ansæt nogle flere. Kirker er der nok af. De kan invitere et Par Gader ad Gangen og benytte Kirken hver Time, om de vil. Gør Kirken mere demokratisk, saa vinder de Terræn.

Fuldmægtig Sørensen meddelte, at den ene Kirke vilde blive rejst af Landets Præster, medens den anden skulde betales af Beboerne. For Arbejderne vilde det dog ikke blive ret meget.

Pastor Bang: Folkekirken træder ikke ud fra sit Forhold til Staten, før den bliver kastet ud, thi Kirken har et Ansvar overfor det Samfund, hvori vi virker. Hvad vi mangler i Aften ved dette Diskussionsmøde er en fælles Valplads at slaas paa. Vi forstaar ikke de samme Ting med de samme Ord.

Pastor Mynster: Der er sagt her i Aften, at hvor der var mange Kirker, der stod det i Reglen daarligt til med Oplysningen; men jeg skal erindre om, at der er flere Slags Oplysning, og det kan jo hænde, at vedkommende Beboere havde den rette og den bedste Oplysning.

Endnu taler Typograf Louw og Pastor Bang, hvorefter A. C. Meyer slutter af: Naar man hører Præsterne i Aften faar man næsten Følelsen af, at de fortryder, at de er kommen herhen. Hvad skal vi her? spørger de. Jeg skal svare: De skal høre, hvad Beboerne herude tror om den Sag, De nu har sat alt ind paa at gennemføre! Beboernes Svar bliver: "Byg lige saa mange Kirker, De vil, men byg dem for Deres egne Penge!" (Bifald).

Derefter vedtager den store Forsamling med alle Stemmer imod to af de Indbudne nedenstaaende 

Resolution.

Vesterbros Beboere - saavel Kvinder som Mænd - der er forsamlede til Møde paa Enghavevej 40, udtaler:

1. Da det er vor Overbevisning, at der for Tiden ikke trænges til flere Kirker i Matthæus Sogn, idet der ikke fra nogen Side er ført Bevis for, at de alt nu bestaaende Kirker er fyldt med Tilhørere ved Gudstjenester, og saa længe Beboerne paa Vesterbro i det store Flertal ikke ønsker flere Kirker opført herude, opfordres saavel Stat som Kommune til ikke at bevilge Midler hverken til Opførelse eller til Vedligeholdelse af flere Kirker paa Vesterbro.

2. Derimod opfordrer Forsamlingen Københavns Magistrat samt Borgerrepræsentationen til hurtigst muligt at fremme det Andragende, der fra 7300 Beboere paa Vesterbro i April Maaned blev indgivet til de nævnte Institutioner angaaende Opførelse af en Folkebadeanstalt paa Vesterbro.

Efter en Tak fra Ordstyreren for den Ro og Orden, der var vist under Mødet sluttedes dette.

Fra Forsamlingen udbragtes Leveraab for A. C. Meyer og Ordstyreren.

(Social-Demokraten 1. juli 1896)

- - -

Man kan være enig eller uenig med denne Resolution, man vil i et hvert Fald ikke kunne benægte, at der er Metode i den.

Diskussionens Udbytte var i og for sig tarveligt. De diskuterende Parter stod hver i sit Land og talte hver sit Lands Sprog. De forstod ikke hinanden, og de misforstod oftere hinanden.

Fra begge Sider førtes der kun blanke Vaaben; saa meget beklageligere var det, at den store Forsamling gentagne Gange ikke var saa sindig som dens Ledere. Den Slags Diskussioner taaler ikke godt at afbrydes af skingrende Piber og dundrende Trampen.

Men man kunde ved dette Møde ikke undlade at bemærke en Ting, og det var, at den københavnske Arbejderstand ikke alene er i Færd med at bryde ud af Kirken.

Den er udenfor - helt og holdent.

Hvad Aarsagerne hertil er, maa de Sagkyndige afgøre.

(Fyns Venstreblad (Odense) og Aalborg Amtstidende 2. juli 1896. Uddrag).

På tidspunktet for mødet fandtes der som nævnt en kirke på Vesterbro: Matthæus Kirke (1880) 1.000 siddepladser. Senere blev der bygget flere: Kristkirken (1900) finansieret af præsterne selv. Apostelkirken (1901) finansieret af rigmænd/kirkefonden. Eliaskirken (1908) 800 pladser. Mariakirken (1909) oprindelig 1040 pladser, nu 500. Enghave Kirke (1924/1960). Getsemane Kirke (1894/1916). Absalons Kirke (1934) - nedlagt som kirke.

Folkets Hus på Enghavevej stod opført 1895. Det blev i 1959 erstattet af det nuværende, nu Vega.