Cyklister i Politiretten. (Efterskrift til Politivennen).

 Det koster altid folk penge når politiet møder med et eller andet nyt reglement. Man husker endnu da for et par år siden et kørselsreglement trådte i kraft: den offentlige politirets lille lokale, forsal og trappegang vrimlede af arbejds- og droskekuske der blev kaldt frem for skranken en halv snes stykker ad gangen og måtte betale et par kroner eller mere i lærepenge, inden de lærte at dreje i en kort bue, en lang bue, og at have på vognen et navn og nummer der målte de reglementerede tommer.

For nylig er et nyt kørselsreglement trådt i kraft, og nu er det især cyklisternes tur at ofre bøder til rettens kasse: 2 kr. for at dreje om hjørnet i en kort bue, for at køre midt på gaden eller i den fejle side, 4 kr. for at køre uden tændt lygte, når det er mørkt. Kun en enkelt cyklist måtte bøde 25 kr. fordi han havde opgivet falsk navn og adresse. Men det var nærmest sket af ungdommelig letsindighed. Herefter vil han være mere alvorlig. I går da han var i rette, fyldte han nemlig 18 år. Indtil i går har ca. 70 cyklister mødt i retten.

Det nye kørselsreglement rammer imidlertid også arbejds- og droskekuske. Politiet går og kigger med et skarpt blik efter cyklister, og får det øje på en kusk i kort bue eller midt på gaden, bliver han stoppet, skrevet op og sendt i retten, og de gamle scener fra kørselsreglementets første dage opføres atter.

Man skulle tro at alene den offentlige politiret var nok til at gøre alle københavnere til oppositionsfolk. 

(Social-Demokraten, 2. september 1896).

Ladegaardsaaens Overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Overdækningen strider rask frem. Man har paabegyndt Arbejdet paa to Steder, ved Evaldsgade og ved Broen ud for Blaagaardsgade og er allerede efter en Uges Arbejde naaet et godt Stykke frem begge Steder, saaledes at man snart kan mødes paa Midten af denne Strækning.

Langs Nørrebrosiden bliver der gravet en Rende, gennem hvilken Ladegaardsaaens Vand for Fremtiden skal ledes ind i Peblingesøen. Den ny underjordiske Ladegaardsaa saa vel som en overdækket Brønd ved Evaldsgade bliver bygget af tykke Brædder. Denne ny Ledning er allerede taget i Brug, og den gamle Ladegaardsaa er saaledes sat ud af Virksomhed paa den nævnte Strækning.

Ved Opfyldningen, der foretages for Magistratens Regning, er ca. 30 Vognmandskøretøjer i Virksomhed, og hvis man fremdeles fortsætter som i den forløbne Uge, vil det ikke vare længe, før den uhyggelige og bakterieholdige Aa helt maa vige Pladsen for en ny og tidssvarende Boulevard. Efterhaanden som Fylden bliver væltet ned og Vandet ledes ud af Aalejet, skyder der et grønlig gult Slam op fra Bunden som et Vidnesbyrd om den Raaddenskab, der har været gemt i det gamle Vandløb.

Og de mange Tilskuere, der samles for at iagttage det betydelige Arbejde, vil i hvert Fald, naar de ser dette grøngule Bundfald, være paa det rene med, at Ladegaardsaaens Overdækning er en betimelig Ting.

(Social-Demokraten 27. august 1896).

Et nyt Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En Pige føder i Dølgsmaal og kvæler Barnet.

En Tjenestepige i Petersens Passage har Natten til i Forgaars født i Dølgsmaal og kvalt Barnet.

Den 21-aarige Anna Louise Petersen fra Randersegnen kom ved Nyaarstid til at tjene hos en i nævnte Gade boende Haandværkerfamilie, som satte megen Pris paa hende, og hos hvem hun følte sig hjemme. Mod Husets smaa Børn var hun ualmindelig god og kærlig, naar hun i Moderens Fraværelse skulde passe dem. En lille et-aarig Pige var hendes Øjesten, og den Lille hang ved Tjenestepigen med Barnets hele Hengivenhed. Anna havde været forlovet, før hun kom i sin sidste Plads, men Forlovelsen var nok gaaet i Stykker lige for Nyaar. Siden den Tid har hun levet meget stille, gik næsten aldrig ud og kendte ikke nogen bedre Fornøjelse end den at lege med Familiens Børn.

Fruen i Huset og Mandens Moder, som stadig opholdt sig her, havde længe anet, at Pigen maatte være frugtsommelig. Den gamle, 78-aarige Kone havde gentagne Gange talt med hende derom, men Anna nægtede det og skjulte sin Tilstand, saa godt hun kunde. Som Følge heraf tænkte Ingen paa, at Fødslen var nær forestaaende. Natten mellem Mandag og Tirsdag har hun imidlertid ude i Køkkenet, hvor hun havde sin Seng, født et Barn og kvalt det i Sengetøjet. Skønt Dørene stod aabne mellem alle Lokaler i Lejligheden, havde dog kun den gamle Kone lagt Mærke til, at der var noget usædvanligt paa Færde. Den Gamle mener i hvert Fald nu bagefter, at hun ud paa Natten hørte et Menneske jamre sig, men hun troede, at det var et af Børnene, som plejede at "snakke i Søvne".

Om Morgenen Kl. 7, da Manden og Konen stod op, var Pigen for længst oppe og havde fjærnet ethvert Spor af Fødselen. Der var intet usædvanligt at mærke paa hende, men hun forklarede uopfordret for sin Madmoder, at hun om Natten havde været plaget af et Maveonde og af ualmindelig stærkt Næseblod. Da Pigen ellers saae ud som sædvanlig, anede Fruen intet ondt.

Resten af Dagen var baade hun og Manden borte. Pigen passede sit Arbejde som sædvanlig hele Tirsdagen og traf Forberedelser til at holde Storvask om Onsdagen. Ester at hun saaledes havde udført ualmindelig meget anstrængende Arbejde, gik hun af egen fri Vilje om Eftermiddagen en Tur med Børnene i Ørstedsparken og var som sædvanlig overordenlig god og venlig mod de Smaa.

Den gamle Kone havde imidlertid anet Uraad. Det forekom hende, at Pigens Udseende var forandret, og da Manden Kl. 6 kom hjem fra Arbejde, meddelte hun ham sine Iagttagelser. Han bad hende tale med Pigen i Enrum om det. Der foregik nu en rørende Scene mellem den gamle Kone og den unge Pige. Saa snart den Gamle havde fremsat sin Anklage, faldt Pigen hende om Halsen og tilstod alt. Hun kunde ikke selv forstaa, hvorledes det var gaaet til, at hun dræbte Barnet. Det var et Øjebliks Indskydelse, fremkaldt af de store Smærter og Ensomheden. Hun havde straks fortrudt det og bad den Gamle om Tilgivelse for den Uro, hun nu bragte over Huset. Manden mældte derefter det opdagede Barnemord paa Politistationen i Svendsgade, og sammen med en Opdager herfra hentede Pigen Barneliget, som hun havde lagt nede i Kælderen i den Hensigt at skaffe det bort senere.

Betjenten førte baade Pigen og Barneliget til Politistationen. Liget bragtes senere til St. Johannes Stiftelses Lighus, hvor det vil blive obduceret. Pigen førtes foreløbig til Fødselsstiftelsen, men derfra vil hun naturligvis blive overført til Arresten.

Ude i Barnemorderskens hidtilværende Hjem gik det lille etaars Barn i Gaar og fremstammede sit kaldende: "Anna", og Annas Herskab mener nærmest, at hun, som var saa ualmindelig glad ved Smaabørn, kun kan have dræbt sit eget Barn i et Anfald af Utilregnelighed.

(Social-Demokraten 27. august 1896).

Fotoet af en ukendt fotograf viser ikke som sådan Petersens Passage, men kvarteret, Vesterbrogade mellem Stenosgade og Petersens Passage (fra 1899 Sankt Jørgens Allé). Brolagt kørebane med sporvognsskinner og mand opstillet til fotografering. Tv. hjørnet af Stenosgade på hjørnet Valdemar Wulffs Udstyrs- og Isenkramforretning. I baggrunden tv. Jesu Hjerte Kirke. 1895. Kbhbilleder.

En Arbejder-Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den borgerlige Begravelse i Søndags fra Folkets Hus paa Enghavevejen skulde finde Sted Kl. 1, men allerede Kl. 12 var en stor Mængde Mennesker mødt. Alle Havens mange Flag var sænkede paa halv Stang, og da Ligvognen ankom lidt før Kl. 1 var Havens forreste Del fyldt af en talrig Skare, navnlig repræsenterende Arbejderstanden.

Lars Olsens Kiste blev straks af hans tidligere Arbejdskammerater baaret ind paa den ved Siden af den egenlige Have beliggende grønne Plads, hvor den smykkedes med Kranse fra Venner og Fagfæller.

Forsamlingen fylkede sig derpaa tæt om Baaren og et Musikkorps blæste en Koral, hvorefter Sangen "Lær mig, o Skov, at visne glad" blev afsunget, akkompagneret af Musiken.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie frem foran Kisten. Efter at have mindet om, at Forsamlingen stod ved en fattig Arbejders Baare, hvis Liv og Endeligt var lige saa frist og brat som saa mange andres før ham, bad han Forsamlingen netop ved denne Lejlighed lægge sig paa Sinde Livets Usikkerhed og Forgængelighed. For 10 Dage siden var den Afdøde rask og rørig og nu stod man ved hans Kiste. Det gjaldt om altid at være klar til sin Livsopgørelse, særlig for os Arbejdere, der manglede Ævne til med Nutidens Hjælpemidler at sinke Døden i dens Færd. Døden havde overrasket Lars Olsen, men han havde sikkerlig været klar til sin Livsopgørelse, thi det skal siges om ham, at han ærlig og redelig har stræbt for sit Livsophold. Han havde været en dygtig Arbejder og en god Kammerat, da Kampens Dage kom paa Frederiksholms Teglværk, hans Arbejdsplads. Da det galdt om at værne hans Kammeraters og egen Ret, havde han trolig gjort sin Pligt, hvad ikke alle havde gjort, og fulgte Forbundets Fane, der nu stod ved hans Baare. Efter en Henvisning til Broderens Sorg, der i Dag havde set ham som Lig efter 10 Aars Adskillelse, sluttede Lyngsie med et "Fred og Ære med Lars Olsens Minde!"'

Sangforeningen "Friheden" afsang derpaa et smukt "Farvel", hvorefter Kisten af den Afdødes Kammerater og mens Musiken spillede en Sørgemarsch bares ud til Vognen, efterfulgt af Forbundets Fane og et meget talrigt Følge. Den førtes til Vestre Kirkegaard.

Det er sikkerlig træffende, naar den Afdødes Broder senere med Taarer i Øjnene erklærede, at en saadan Begravelse fik næppe nogen Lehnsmand i Sverig.

(Social-Demokraten 26. august 1896).

En ulykkelig begivenhed: Ethel Barrison udskyder Selvmord. (Efterskrift til Politivennen).

Varietésangerinderne de fem "søstre Barrison" har bestandig, hvor de så end have været - om i København eller andet sted - gjort så megen utilbørlig reklame, at man kunne være tilbøjelig til også at anse efterretningen om en ung adelsmands selvmord for et vellykket påfund, hvis ikke enkelthederne ved selvmordet og nogle efterladte breve virkelig berettigede til at antage, at en af søstrene Barrisons har spillet en vis rolle i den unge grev Pallavicinis liv.

Aviserne i Pest meddeler herom : 

Den unge grev Arthur Csaky-PaIlavicinis selvmord har vakt stor opsigt, og særlig fordi det, som det fortælles, er begået på grund af ugengældt kærlighed til en af de mange søstre Barrison. Sidste lørdag aften befandt miss Elhel Barrison sig i selskab med de to unge grever - grev Arthur stod ligesom sin broder Robert ved et husarregiment - og nogle andre unge adelsmænd på Schwabenberg da Grev Arthur pludselig trak en revolver frem og henvendt til miss Elhel sagde, at han ville skyde sig hvis hun ikke ville besvare hans kærlighed

Søndag morgen kom grev Robert ind i sin broders værelse og fandt ham svømmende i sit blod: grev Arthur havde aflivet sig med revolveren, og kuglen var gået gennem begge tindinger. Der fandtes fire breve. I det første hedder det: "Mine folk skal rykke ud til parade ved min begravelse. Jeg beder min broder Robert tilgive mig den sorg jeg forvolder ham. Han må også meddele mine forældre det".

På den anden seddel hedder det: "Sigøjneren Joseph Ballogh skal med til min begravelse og ved min grav endnu en gang synge sangen: "Når jeg i det fjerne vanker, elskte, tænk på mig!" I det tredje brev sandtes følgende ord: "Jeg beder frøken Ethel Barrison komme til min kiste og trykke et kys på den". Det fjerde brev lyder: "Min egen kære moder! Vær ikke vred på Ethel, hende kan jeg takke for, at jeg har forlænget mit liv tre dage. Uden hende kan jeg ikke leve. Tilgiv mig. Din kære søn Arthur.

Efter hvad der forlyder, skal grev Arthur, da han fra Schwabenberg vendte tilbage til sin bolig, have befalet sin tjener at give ham et fotografi af Ethel Barrison med i kisten.

Selvmorderen er 22 år og søn af en kroatisk godsejer, grev Sigmund Pallavicini. Ligesom sin broder Robert var han en overordentlig smuk og sympatisk ung mand.

Brevet til moderen taler om at Ethel Barrison har forlænget hans liv tre dage. Herefter synes det ganske vist osm om den unge greve også af andre grunde ville have taget livet af sig, og at hans beslutning er blevet udsat tre dage".

(Slagelse-Posten, 17. august 1896).

Der er ikke tale om en af de "originale" Barrison-søstre, men om Ethel Harbord, en af de to søstre som overtog Lonas plads i sommeren 1895. Den anden hed Amy og rejste rundt med et nummer der hed "Miss Tutti Frutti". Wilhelm Fleron tog Lona ud af truppen. Harbord-søstrene skulle stå i reserve hvis en eller to af søstrene meldte forfald.