Katoliker paa Island.
Det hører til Sjældenhederne, at vort lille Land bliver omtalt i Udlandets Presse. Som Regel sker det kun ved to Lejligheder: Zarens Ankomst og Socialismens Fremskridt. Hvert Aar naar Zaren kommer, telegraferer de officielle Telegrambureauer intetsigende Nyheder Evropa rundt om denne Begivenhed, og naar der er Valgdag, kommer der endelig et Pust fra Danmark som paa en alvorligere Maade minder Verden om Landets Eksistens.
Ellers er der saa temmelig stille om os.
Nu just i disse Dage er vi imidlertid bleven opdagede paa en tredie Kant, hvorfra vi mindst skulde vente det, nemlig fra Island. For Aar tilbage kunde man i Verdenspressen læse, at Islænderne var misfornøjede med den danske Højre-Regering, navnlig med Nellemann, og udvandrede til Nordamerika i store Skarer, saa at Øen truedes med at affolkes.
Denne Gang er Nyheden af en ligesaa glædeløs Art, og hermed hænger det kort fortalt saaledes sammen.
Der er i Frankrig forefaldet et Tilfælde af Spedalskhed, som man tilskriver franske Fiskeres Besøg paa Island, hvor denne Sygdom har et af sine Arnesteder, og Regeringsbladet le Temps henleder i den Anledning Opmærksomheden paa Øen og paa den Omstændighed, at den danske Regering siden 1848 har overladt de derværende Spedalske til deres egne Skæbne uden at oprette saa meget som en Anstalt for dem; ja, tør man tro Bladet ejer Island end ikke et Hospital.
Le Temps oplyser først, at Hovedpunkterne for Spedalskheden findes i Spanien, Portugal, Italien, Tyrkiet, Norge og Island. I Frankrig har man for længe siden faaet Bugt med den grufulde Sygdom og nedlagt de særlige Hospitaler, som man i sin Tid oprettede til dens Bekæmpelse. I andre Lande har man ligeledes gjort i alt Fald noget, særlig i Norge, hvor Spedalskheden har raset værst. Men ét Land er der, hvor Regeringen "intet har gjort", skriver Bladet ordret, og det er Island, skønt denne danske Ø ligefrem er befængt med Spedalskhed, og skønt den ved sine Fiskerier har en stærk Berøring med andre Lande, navnlig da med Frankrig, som hvert Aar sender hele Flaader af Fiskere op til Island. Øen har - vi citerer atter ordret - "hverken Sygehuse for Spedalske eller Hospitaler".
Der findes i Norge ca. 800 Spedalske, paa Island 400, og da nu Norge har 1,730,000 Indbyggere, men Island kun 75,000 (det franske Blad tager endda her noget fejl, thi Øens Befolkning er som anført gaaet tilbage ved Udvandring), saa har Sygdommen altsaa naaet en forfærdelig Udbredelse blandt Islænderne. Og Bladet gentager med et Udraabstegn: "hverken Sygehuse for Spedalske eller Hospitaler!" Den danske Regering har, siger det videre, "intet foretaget siden 1848", da man begik den Uforsigtighed at nedlægge de fire Anstalter for Spedalske, som Øen den Gang havde.
Artiklens Forfatter, Charles Morice, anfører, at han om denne Sag har faaet en Del Oplysninger bl. a. fra den bekendte københavnske Læge Or. Ehlers, der særlig har studeret Spedalskheden, og at disse Oplysninger er af "den mest gribende Interesse". Han nævner dernæst, at der absolut bør gøres noget, men han er taktfuld nok til ikke at nævne den danske Regering i denne Sammenhæng. Formodentlig mener han - og med Rette - at der er mere Anledning for danske Blade til at gøre dette. Derimod oplyser han, at noget er der allerede paabegyndt, og fra en Side vi hos os sidst skulde tænke os, nemlig fra den katolske Kirke Danmark. Statskirkepræsterne omtales ikke i Artiklen, men det anføres, al den apostoliske Vikar i Danmark, Biskop Euch, efter Samraad med Pave Leo den Trettende har besluttet at sende en Mission til Island med det Formaal at pleje de Spedalske. At Missionen tillige har religiøse Formaal er vel rimeligt, men man kan alligevel ikke frakende de katolske Præster Æren af at have taget den anden smukke Opgave paa sig. Der findes i Følge Le Temps kun en eneste katolsk Familie paa Island, Resten hører til Statskirken i København. Som Leder af den paatænkte Mission opgives Islænderen Pastor Sveinsson, der for Tiden er ansat ved Sankt Andreas Skolen i Ordrup-, han skal ledsages af tre franske Kvinder, endvidere af en belgisk og en dansk Dame, selvfølgelig alle Katoliker, men som nu opofrer sig med det specielle Formaal at pleje de Spedalske paa Island. Hensigten er at bygge en Anstalt, og hertil menes der at ville medgaa en Sum af ca. 200,000 Franks (140,000 Kr.), der endnu ikke er tilvejebragte. De danske Præster kan altsaa komme med endnu, om end ikke som Opdagere, saa dog stadig paa en smuk Maade, nemlig som Bidragsydere.
Og dér synes virkelig Brug for Hjælp. Artiklen i det meget ansete og i den Art Sager paalidelige franske Regeringsblad fortæller bl. a., at der paa Island findes Spedalske, som har gaaet i 4-5 Aar uden Pleje; da Sygdommen i Reglen først viser sig i den voksne Alder vil det altsaa sige, at Folk deroppe gaar og bliver gamle med den, uden at der fra det Offenliges Side tages Notits af dem. I Mose Lov fandtes der den Bestemmelse, at de Spedalske skulde holdes afsondrede fra det øvrige Folk, det vil sige overlades til sig selv. Forholdene er endnu næsten lige saa barbariske paa Island; en Spedalsk fjærnes straks, for saa vidt Familien har Raad til det, og han eller hun anbringes saa i Kost hos en Familie, der er fattigere, og hos hvem Vedkommende fører et Udskudsliv Resten af sine Dage uden Pleje.
Le Temps har Ret i, at Sygdommen er smitsom. Saa meget uforsvarligere bliver det, at Danmark har ladet disse Ulykkelige skøtte sig selv siden 1848 - og vi har dog i alle de Aar haft et Ministerium for Island. Dets mest bekendte Indehaver var som sagt Hr. Nellemann.
Som den paatænkte Missions Forkæmpere nævnes sluttelig Dr. med. Ehlers og den katolske Præst Sveinsson. Dr. Ehlers' Nærværelse her tyder paa, at selv Ikke-Katoliker, saaledes f. Eks vore Præster, rolig kan støtte denne Mission, hvis væsenlige Opgave utvivlsomt er den rent humane at bringe Hjælp til ulykkelige Stakler, som man i et Par Menneskealdre aldeles synes at have glemt.
K.
(Social-Demokraten 2. september 1896).
Der er formentlig tale om Jón Stefán Sveinsson, "Nonni" (1857-1944). Han var børnebogsforfatter og medlem af jesuitterordenen.
De Spedalske.
Dr. Ehlers udtaler sig.
I Anledning af vor Artikel om de Spedalske paa Island, henvendte vi os i Gaar til Dr. Ehlers og bad ham udtale sig om de lidet smigrende Oplysninger, det franske Blad Le Temps bragte om den danske Regerings Mangel paa Energi overfor den grufulde Sygdom.
Dr. Ehlers erklærede, at det er rigtigt, at den islandske Regering i 1848 nedlagde de 4 da bestaaende Hospitaler for Spedalske. Der udbrød da en hæftig Mæslingeepidemi, og den gjorde det af med næsten alle de Spedalske. Siden den Tid har Sygdommen faaet Lov at brede sig, saa at jeg ved mine Undersøgelsesrejser optalte 158 Patienter, og jeg har vel ikke nær faaet alle med, og tør selvfølgelig ikke omstøde det Tal Le Temps nævner - 400.
Hvad Isolation betyder, ser man bedst deraf, at i Norge gik Antallet af spedalske Patienter ned fra 1600 til 900 ved en Isolation, der var saa daarlig gennemført, at Patienterne i Sommerferien fik Lov til at besøge Slægtninge og Venner. Naar Le Temps siger, at der ikke findes Hospitaler paa Island, saa er det urigtigt. Der findes et Hospital i Reykjavik og et i Norland, men til disse faar spedalske Patienter ikke Adgang.
Ligeledes er det urigtigt, som Deres Korrespondent meget rigtig bemærker, naar det franske Blad angiver Islands Folkemængde til 75,000; den har efter den sidste Folketælling 70,000 Indbyggere.
Le Temps' Omtale af Katolikernes Mission paa Island er for saa vidt rigtig, som den allerede er paabegyndt; derimod bliver det næppe Pastor Sveinsson, der kommer til at lede den. Han er ganske vist Islænder og synes som saadan vel skikket til at lede et saadant Foretagende, men han hører til Jesuiterordenen og - forliges derfor ikke saa godt med vore hjemlige Katoliker. Disse har derimod sendt en af deres egne Trosfæller, Pastor Johansen, samt en tysk Præst derover for at gore Forberedelser til Oprettelsen af et Hospital for Spedalske. Naar de hertil vil anvende en saa stor Sum som 140,000 Kroner eller dobbelt saa meget, som jeg har anslaaet Udgifterne til, saa er det, fordi de vil have deres Hospital staaende ganske uafhængigt af Landskassen og Kommunerne. Af den Grund maa de have en meget stor Sum til Hospitalets Trist. Jeg har kun paaregnet at skulle bruge 70,000 Kroner til Oprettelse af et Hospital for Spedalske, idet jeg selvfølgelig gaar ud fra den Forudsætning, at Driftsudgifterne vil blive afholdt af Lands- og Kommunekasserne.
Jeg foreslog dem i sin Tid, at de skulde skaffe Pengene ved Udstedelse af Frimærker, og de fulgte mit Raad, men da de saae, at Pengene kom saa rigelig ind, saa brugte de dem til Opførelse af en Regerigsbygning og lod som før Befolkningen trækkes med de Spedalske.
Naar der endelig siges, at jeg skulde have noget at samarbejde med den katolske Mission, saa er det absolut urigtigt. Jeg har derimod arbejdet for gennem Odd Fellow Ordenen, der som bekendt er konfessionsløs, at skaffe de fornødne Midler til Veje, og jeg har det bedste Haab om, at det vil lykkes mig, da det er et Velgørenhedsværk, hvorfor alle kan interessere sig.
Dr. Ehlers omtaler endelig - ganske triumferende - at han har spredt sine Skrifter om Spedalskhed over hele Island i et Antal af 4000 Eksemplarer. Resultaterne var ikke udeblevne. Lægerne og Autoriteterne derovre havde hidtil stillet sig meget lunkne til Sagen; men nu havde man paa et Lægemøde, der fornylig afholdtes i Reykjavik, enstemmig sluttet sig til Tanken om at oprette et Hospital for Spedalske.
Sagen var, at Befolkningen, til Held for Sagen, nu var bleven saa opskræmt, at ingen mere vilde have Spedalske i Pleje, men fordrede Beskyttelse imod den frygtelige Sygdom, hvis Smittefarlighed man først i de seneste Tider har erkendt.
Inden vi tager Afsked med den energiske Doktor, viser han os Billedet af den i Le Temps omtalte Patient, der i 45 Aar har lidt af Spedalskhed. Det er en gammel Islænderinde, der led af den saakaldte glatte Spedalskhed. Hun var fuldstændig blind og alle hendes Fingre var faldet af. Et gyseligt Vidnesbyrd om den Ligegyldighed, hvormed danske og islandske Autoriteter er optraadte imod Smitsoten.
(Social-Demokraten 3. september 1896).
Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Reykjavik. Spedalskes hospital. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Læge Edvard Laurits Ehlers (26.3.1863-7.5.1937) tog medicinsk embedseksamen 1887. Han praktiserede fra 1891 som specialist i hud- og kønssygdomme i København og studerede spedalskhed (lepra), bl. a. undersøgelser over indberetningerne om spedalskheden i Island. Han kom bl. a. til den konklusion at der måtte være mindst tre gange så mange spedalske i Island som den officielle tælling udviste,, hvilket blev bekræftet på en rundrejse i Island 1894 og 1895. I 1897-1898 førte bekæmpelsen af spedalskhed til at øen blev renset for sygdommen gennem isolation af de syge på asyl. Ehlers fortsatte på De dansk-vestindiske øer med oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903, også støttet af Odd-Fellowordenen. Han blev begravet på Vestre Kirkegård, Afd. B-7-14.
