Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing taler ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Hjemlige Retstilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Det synes, som om man i den sidste Tid indenfor Opdagelsespolitiet og ved Kriminalkamrene er ifærd med at komme ind paa den Praxis rask væk at foretage Anholdelser, selv for ubetydelige Forseelser, naar en Tiltalt ikke strax vil indrømme Rigtigheden af den Rapport, en eller anden Politibetjent har indgivet over ham eller hende.

Vi have saaledes i Øieblikket liggende for os en Udskrift af en Retssag, under hvilken en gift Kone, Madam B., har været tiltalt for at have brugt fornærmelige Udtalelser mod en Politibetjent, Udtalelser, som hun ikke vilde vedkjende sig overfor Overbetjent Klein, som optog Rapport i Sagen paa Politikamret. Ikke desto mindre, eller maaske rettere just derfor, lod Politiinspektør Henrik Madsen Konen anholde, og ved det senere afholdte Grundlovsforhør blev hun arresteret.

Sagens Sammenhæng er i Korthed følgende. Den omtalte Madam B., der boer paa Vesterbro sammen med sin Mand, hvor de have en Cigarforretning, havde taget en Pige i Huset, hvem de kendte fra tidligere Tid, men som i den senere Tid havde ført et saae letsindigt Liv, at hun var kommen i Konflikt med Politiets 3. Afdeling. For atter at faa den unge Pige ind paa et bedre Liv, havde B. og hans Kone taget sig af hende.

En Dag i afvigte Juni Maaned kom imidlertid en Herre ind i B.s Cigarforretning og forlangte at komme til at tale med vedkommende Pige. Hans Optræden var meget brøsig, men Madam B. var dog ikke strax paa det Rene med, at det var en Politimand fra 3. Afdeling, hun havde for sig, hvilket senere viste sig at være Tilfældet.

Hun gik imidlertid ind i et Værelse ved Siden af, og da hun var bleven klar over Mandens Hensigt, at afhente den unge Pige, for at hun kunde afsone en Straf, hun var ifalden for en fra hendes Side viist Forsømmelighed, laa blev Madam B. noget hidsig og lod falde Udtalelser om, at selv om en ung Pige øjerne vilde føre et ordentligt Liv, saa gjorde Politiet, hvad det kunde, for atter at trække hende ned i Skidtet.

Denne Udtalelse blev af Betjenten, som stod udenfor Værelset, opfattet, som om Madam B. havde sagt, at Politiet var noget Skidt osv. Paa Basis heraf indgav han Rapport over det Passerede.

En skjøn Dag fik B. og hans Kone saa en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret. Her toges først Madam B. og senere hendes Mand i Forhør af Overbetjent Klein, der, særlig overfor Madam B. langtfra optraadte med udsøgt Høflighed. Efterat Rapporten var optagen til hvilken Madam B. ikke vilde tilstaa, at hun havde betegnet Politiet som noget Skidt, blev hun erklæret for anholdt efter en Konference mellem Politiinspektør Henrik Madsen og Overbetjent Klein.

Hun blev nu sat hen i en Krog paa Politikammeret, hvor hun sad indtil henad Kl 4 - Kl. 10 havde hun givet Møde - uden at faae hverken Vaadt eller Tørt, udsat for de Tilstedeværendes haanende Bemærkninger.

Ved 4-Tiden kom Madam B. i Grundlovsforhør hos Assessor Birch, som oplæste Rapporten for hende. Da hun vedkjendte sig det af hende Forklarede, erklæredes hun for Arrestant. Derefter førtes hun over i Arresten ved Raadhuset for al afvente Transporten til Christianshavns Kvindefængsel. Da hun i Arresten bad om Noget at spise, hun havde Intet nydt hele Dagen, fik hun et Stykke tørt Rugbrød paa 2 Pund, hvilket hun ikke kunde taale at spise. Da hun græd over den megen Modgang, udtalte Opsynskonen, at hun havde ikke Noget at græde over, nu skulde hun jo snart ud at kjøre med Salatfadet; det var en Fornøielse, hun næppe før havde havt.

I Christianshavns Fængsel sad Madam B. saa fra Onsdag til Lørdag. Hun kan ikke noksom rose den elskværdige Forekommenhed, hvormed Arrestvagtmesteren her optraadte. Iøvrigt led hun, der er af en svagelig Konstitution, meget i Arresten, og hun besluttede her, at naar hun kom i Forhør, vilde hun sige Ja til Alt, hvad man forlangte, blot hun kunde komme paa fri Fod.

Om Lørdagen kjørtes hun atter til Raadhuset. Her forhørtes hun ved 2. Kriminalkammer af Assessor Finsen, overfor hvem hun indrømmede, at hun maaske i Hidsighed kunde have brugt de paaklagede Udtryk - Madam B. fastholder imidlertid nu, at hun aldrig har brugt dem - Efter en Konference med Politidirektøren spurgte Assessoren hende derefter, om hun vilde afgjøre Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 150 Kr. at betale inden 14. Dage. Madam B. gik ind herpaa, da det lovedes hende, at hun saa strax vilde blive løsladt.

Umiddelbart efter, at hun var kommen ud af Arresten, indgav hun Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af den hende idømte Bøde, idet hun fremstillede Sagens Sammenhæng. Paa denne Ansøgning fik hun imidlertid aldrig noget Svar. En Dag fik hun Tilsigelse til igjen at møde ved 2. Kriminelkammer, hvor en underordnet Betjent en passant oplyste hende om, at Ansøgningen var afslaaet. Iøvrigt blev hun spurgt om hun havde de 150 Kr. med. Da hun naturligvis ikke havde det, blev hun Dagen efter ført ud til Christianshavns Fængsel, hvor hun afsonede Bøden med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Vi have refereret denne Sag saa udførligt for at vise, hvorledes man fra Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Men selv om Madam B. havde sagt om Politiet, at det var noget Skidt saa var dette dog næppe tilstrækkeligt til at belægge hende med Arrest Der var ingen Fare for, at hun, som er gift og har Børn, ikke skulde være tilstede under Sagen her i Byen. Og Hensigten med Varetægtsarrest er jo særlig at sikre sig Folks Tilstedeblivelse.

(Dagens Nyheder 23. september 1896).

Hjemlige Retstilstande.

Under denne Overskrift har Deres ærede Blad refereret en Sag mod en Mdm B., der var sigtet for at have sagt om Politiet, at det var noget Skidt, og Artiklen ender med, at denne Sag er refereret saa udførligt for at vise, hvorledes man fru Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk, der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Det er meget fortjenstligt af Pressen, om den til Stadighed vilde referere alle de Tilfælde, hvor der fra Politiets Side fares uforsvarlig frem mod uberygtede Folk. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan vække Folk til Handling, saa at der tilsidst hæver sig et enstemmigt Raab: Vi ville ikke have et brutalt Politi. Politiet skal ikke være en Svøbe for Folket, men dets gode Hjælper overfor Forbrydere. 

Men - hvorfor er det kommet saa vidt med Politiet? Det har jo dog at staa Dommerne til Ansvar. Ja det er netop Ulykken. Forhørsdommerne vise saa ofte den samme uforsvarlige Adfærd. Og i dette Tilfælde oplyser Artiklen, at Forhørsdommeren Assessor Birch ved Grundlovsforhøret erklærede hende for Arrestant. Hvor er nu det muligt, spørger mangen Lægmand. Det er jo en aabenbar Krænkelse af Grundlovens § 80, "hvorefter Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel"; thi Mdm. B. kunde da i det Høieste straffes efter § 101 med Fængsel eller Bøder. Men Lægmanden overseer det lille Ord "simpel" i Grundlovens 80, og at der i Strf. § 101 kun staaer "Fængsel". Herved har Dommeren Ret til ogsaa at idømme Fængsel paa Vand og Brød, og saa slutter han ganske ugenert, at saa har han ogsaa Ret til i saadant Tilfælde at afsige Arrestdekret.

Dette er nu aldeles galt. Højesteret har nogle Gange udtalt at det er en uforsvarlig Maade at gaa frem paa. Et Exempel som ligner Mdm. B. 's Tilfælde, findes i H. R. Tid. i for 1882 p. 141 og i Ugeskr. f. R. p. 682. En i Holstebro bosiddende 72-aarig Mand vilde en Dag afhente sin Plejedatter i den offenlige Skole, men da Barnet skulde sidde over, svarede Læreren, at han ikke kunde faae Barnet med. Herover blev den gamle Mand hidsig og kaldte Læreren for en Skidager. Underdommeren afsagde Arrestdekret over ham og holdt ham fængslet i 4 Dage.

Overretten udtalte i den Anledning: "Det maa alvorlig misbilliges, at Tiltalte under Sagen har været belagt med Arrest, ligesom hans Anholdelse efter Beskaffenheden af den mod ham reiste Sigtelse ei heller kan ansees at have været begrundet." Se dette er meget godt, men nu kommer det Sørgelige, det Demoraliserende. I Steden for at Dommeren burde have været straffet med mindst lige saa mange Dages Fængsel, som han havde ladet den 72-aarige Mand lide, saa hedder det i Dommen: "Der findes dog ikke tilstrækkelig Føie til at paalægge Underdommeren Ansvar".

Men nu Høiesteret? Ja Høiesterets Dom billiger fuldstændig i Et og Alt Overretsdommen og statuerer "at der burde ikke være afsagt Fængslingskendelse over ham og at end ikke den efter det første Forhør iværksatte og i 2 Dage fortsatte Anholdelse var tilstrækkelig begrundet, hvorved bemærkes at Tiltalte ikke tidligere var tiltalt eller straffet og var en i Byen bosiddende Mand". Men - mirabile dictu - saa tilføier H. Ret. "at Overrettens Misbilligelse af Fængslingsksendelsen er udtalt noget skarpere end nødvendigt".

Efter denne Udtalelse af H. Ret vil det kunne forstaaes, at Politi og Forhørsdommere ikke ere forknytte for at anholde og fængsle. Thi det Høieste, der risikeres, er en  Misbilligelse. Men den personlige Frihed, hvor bliver den af? Den er = Nul her i Danmark. Der er ikke En her i Danmark der er beskyttet i sin personlige Frihed. Medens vi Borgere ellers med Tryghed kunne gaa til Høiesteret og faae en saa retfærdig Afgjørelse for vore Sager, som menneskelig Skrøbelighed og Ufuldkommenhed kan give, saa staa vi uden Værn for vor personlige Frihed.

Idag mig, imorgen Dig. Her er et Punkt i vor Lovgivning, som trænger til at blive taget under alvorlig Behandling. Kunde dog Høire og Venstre, Radikale og Socialdemokrater for en Gangs Skyld mødes og være enige om dette: den personlige Frihed staaer over Alt, den maa vi værne saa godt, som det er muligt.

Den 23. September 1896.

H. F. Møller.

(Dagens Nyheder 25. september 1896).

Den omtalte B var Berendt. Flere indlæg - nu mere på det mere overordnede plan - fulgte i Dagens Nyheder den 26. september 1896 (underskrevet "Jurist"). Et referat af den officielle forhørsprotokol Dagens Nyheder 28. og 29. september 1896, med redaktionens kritiske kommentar. "Den liberale Vælgerforening" afholdt et møde den 30. september i protest mod politiovergreb. med 3-4.000 deltagere i Lørups Ridehus. Ligeledes havde "Det unge Høire" i "Kongen Klub" et diskusionsmøde om retstilstandene og politiet. 

Et uheldigt Svar af Politiet.

Hr. Redaktør !

Som en af dem, der - uden Opfordring fra den endog modstræbende Madam Behrendts Side - har bidraget til at bringe hendes Sag frem for Offentligheden, er jeg saa fri at bede om Tilladelse til at give Gjensvar paa en Artikel i "Berlingske Tidende", for saa vidt den vedrører Madam B. Det vil vist allerede være Enhver paafaldende, at ud af de 54 Linier, som omhandle hendes Sag, ere de 36 Linier helligede Pigen Bettys Forhold, hvilke jo ere Sagen ret uvedkommende. Dog fremgaaer det af den lange Indledning, at Pigen Betty, saa længe hun var under Madam B.s Tag, ikke har forsyndet sig mod Straffelovens § 180.

Hvad vi ville protestere mod, var Politiets Optræden mod Madam B. (dette Punkt ofrer Berlingske 15 Linier). Den første Rapports Ufuldstændighed (ignoreres af Bladet), Assessor Birchs Arrestdekret (der begrundes i Artiklens sidste tre Linier), Assessor Finsens enorme Bøde, trods Betjent Larsens nye og berigtigende Erklæringer, Madam B.s Behandling i Arresten endelig Justitsministeriets Afslag - motiveret ved Politidirektørens Skrivelse - af det til Kongen stilede Benaadningsandragende. At "Berlingske Tidende" ikke finder et eneste Ord til Forsvar for disse Hovedanker, er i dets stumme Sprog talende nok: Alt Forsvar opgivet! Og nu de 18 Linier, der behandle Sagens Realitet:

"Berlingske Tidende" skriver Da Betjenten afhentede det nævnte Fruentimmer hos Madam B., lod denne sig henrive (efter Betjentens Rapport) til nogle grove Skjældsord og Beskyldninger.

Ved at læse dette paa Tryk, er jeg i høi Grad forbavset, thi i de sidste otte Dage er det jo Gang paa Gang blevet gjentaget med Politibetjent Nr. 150 Larsens egne Ord ud af hans egne om end sildige Erklæring til Assessor Finsen i Retten, at de nævnte - og omstridte - Ytringer ikke var henvendte til ham (Betjenten), men til Madam B.s Mand og til Betty. Her er altsaa ikke Tale om Overfald paa Politiet. Hertil kommer, at Madam B. aldeles bestemt hævder, at Betjenten ikke var i Stuen, men udenfor i en lille Korridor. "Berlingske Tid." skriver: Betjenten opholdt sig i samme Rum. Den opmærksomme Læser vil her spørge, hvorfor Ordet Rum bruges og ikke Værelse. Ja her ligger en lille "Snedighed" gjemt.

Madam B. har Ret: Betjenten var ikke i det samme Værelse. Betjenten har Ret: Han var i samme Rum. Sagen er den, at et større Rum var skildret af til Butik, Værelse, Korridor. Men kan Politidirektører, virkelig være bekjendt i en saa alvorlig Sag og om et af dens Kjernepunkter offentlig at skrive "Betjenten opholdt sig i samme Rum", naar han faktisk ikke var i samme Værelse.

Naar Betjent Larsen selv i Retten erklærer, at ytringerne ikke vare henvendte til ham, og naar han samtidig opholdt sig udenfor Værelset, hvor bliver da Forsyndelsen mod § 101 (Overfald med Skjældsord paa Politiet) af?

Har Konen da ikke Ret, naar hun ligeoverfor Assessor Birch nægter at have overfaldet Politiet med Skjældsord, og har Assessor Birch ikke dekreteret Arrest for at aftvinge Tilstaaelse om en Forbrydelse, der ikke var begaaet?

"Berlingske Tidende" skriver: "Der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at hun ikke har brugt disse Ytringer". Det er der jo netop, da alle tre Tilstedeværende nægte det, og den angivende Betjent, der har staaet i Korridoren, næppe tydeligt har kunnet skjelne mellem de opbragte Kvinders Stemmer. "Berlingske Tidende" skriver: "og der er ikke mindste Tvivl om, at Ytringerne ere strafbare efter Straffeloven". Atter er her en kjedelig Lakune, thi Bladet glemmer at sige, efter hvilken Paragraf i Lovens selvfølgelig er en injurierende Omtale af Politiet strafbar efter Straffeloven, men at § 101 skulde kunne anvendes, er mere end usandsynligt.

Selvfølgelig har Bladet Ret i, at man ikke maa gjøre Politiet ansvarligt for den nuværende Retsforfatnings Mangler, med andre Ord lad Assessor Birch klare for sit Arrestdekret og Finsen for sine 150 Kroner og Justitsministeriet for sit Afslag paa Benaadningsandragendet.

Men saa Meget tør man dristig paastaa i denne Sag, at hvis Betjenten hin 11. Juni var kommen ind og havde sagt: jeg er Politibetjent Larsen, jeg har Ordre til al afhente Pigen Betty, der har undladt at give Møde, som hun burde, da vilde Madam B. og Hr. B. ikke have knyet, men saa var der jo heller ingen Rapport bleven ud deraf.

Deres ærbødigste

Borger.

(Dagens Nyheder 3. oktober 1896).

Strejke hos Jakob Holms Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

85 Kvinder strejker - skandaløse Arbejdsforhold.

I Gaar har samtlige Kvinder i Spinderierne paa Jacob Holms Sonners Reberbane paa Amager nedlagt Arbejdet. Strejken omfatter 85 Kvinder, og Grunden til Strejken er følgende: Lønnen har i flere Aar været 7 Kr. 20 Øre om Ugen for 10 Timers Arbejde daglig, altsaa 12 Øre i Timen for et meget strængt og ubehageligt Arbejde; desuden var der paa Fabriken indført et meget vilkaarligt Mulktsystem, som ikke alene anvendtes, naar Kunderne kom for sent om Morgenen, men som ganske efter Mesters og Bestyrers Forgodtbefindende blev benyttet  saasnart Kvinderne af en eller anden Grund ikke var dem tilpas. Det var endog gaaet saa vidt, at der var indført Tegn for dem der skulde et nødvendigt Ærinde i Gaarden, og der udleveredes kun indtil 4 Tegn ad Gangen, blev en af de fire saa for længe borte, blev alle fire mulkterede. Disse Mulkter anvendtes bl. a. paa den mærkelige Maade, at Jacob Holms Sønner gav Pengene til Samaritanen, ikke som Arbejdernes, men som Firmaets Bidrag til Velgørenheden.

For nogen Tid siden henvendte Kvinderne sig til Firmaet og bad om at Lønnen maatte blive forhøjet til 9 Kr. ugenlig = 15 Øre i Timen, dog at den de første 6 Uger, en Kvinde arbejdede i Fabriken, kun sattes til 8 Kr. ugenlig. Desuden forlangte de det vilkaarlige Mulktsystem afskaffet, ligesom de krævede, at de ikke i Fremtiden vilde have Tegn, naar de skulde i Gaarden. Dernæst anmodede de om at forskellige Mangler ved Lokaliteterne maatte blive afhjulpne.

Chefen for Forretningen, Etatsraad, Grosserer Chr. Holm, en meget myndig Handelsfyrste, der sikkert mere kan takke sine Forfædres Handelstalent end egen Dygtighed for den Rigdom, han besidder, værdigede imidlertid ikke "Det kvindelige Arbejderforbund", der paa Ardejderskernes Vegne havde indsendt Anmodningen, et Svar. Først da en Deputation af Kvinderne kom til ham, erklærede han, at han ikke vilde indgaa paa nogen af de stillede Fordringer, og for Resten kunde han ikke forhandle "med alle og enhver fra Gaden", en Bemærkning, der var ganske overflødig, da alle Arbejderskerne sammen med Forbundets Bestyrelse havde underskrevet Anmodningen.

Den rige Etatsraad fortalte dernæst Arbejderne, at nu skulde de til at arbejde i Akkord, og det var nok rimeligt, at de vilde tjene mindre i Begyndelsen, men det maatte de finde sig i. Saa gik der nogen Tid. Firmaet anskaffede sig Kontrolapparater til Maskinerne og begyndte med Akkordarbejdet. Det viste sig straks, at Etatsraadens Profeti om den mindre Fortjeneste slog til. Kvinderne tjente nemlig kun fra 5½ til 7½ Kr. om Ugen. Kun i et Par enkelte Tilfælde naaede Fortjenesten op til 9 Kr. om Ugen, men at det ikke var Meningen, at Kvinder maatte tjene saa meget, bevistes derved, at da en havde tjent 2 Kr. paa en Dag, blev Akkordprisen straks sat ned til det halve. Det forhadte Mulkt- og Tegnsystem blev videre udviklet, ja det gik endog saa vidt, at den saakaldte Spindemester og Formanden fulgte Kvinderne helt ud til Retiraderne og saa stillede sig indenfor Døren til Arbejdslokalet, den ene med Uhret og den anden med en Bog i Haanden for at kontrollere, hvorlænge Kvinderne blev borte og for at mulktere dem.

Efter at dette var gaaet i ca. 14 Dage og efter at Akkorderne endog var trykket ned til et saadant Minimum som en Fortjeneste af fra 50 til 70 Øre pr. Dag, blev det Kvinderne for grovt, og i Lørdags samledes de til et Møde i Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvej for at tage en afgørende Beslutning.

Hvad der her fremkom af Enkeltheder kommer vi rimeligvis senere tilbage til, men Resultatet af Forhandlingerne blev en enstemmig Beslutning om, at et Udvalg Mandag Middag skulde henvende sig til Grosserer Chr. Holm og bestemt forlange en Løn af 9 Kr. ugenlig og Afskaffelsen af Mulkt- og Retirade-Tegn-Systemet. For det Tilfælde Grossereren vilde opretholde Akkordsystemet, forlangte man de 9 Kr. garanteret. Svaret lød paa, at Grossereren ikke vilde forhøje Lønnen, og vilde de danske Kvinder ikke, saa maatte han sende Bud til Tyskland efter Kvinder, de var meget dygtigere og meget mere nøjsomme! Mulktsystemet vilde han ikke have noget med at gøre, det maatte ordnes af Bestyreren paa Fabriken. Den nævnte Bestyrer gjorde saa Kvinderne den Indrømmelse, at de foreløbig skulde blive fri for Retiradetegnene, Mulktsystemet skulde derimod opretholdes og Akkorderne kunde ikke forhøjes, hvorfor samtlige, baade i det gamle og det ny Spinderi beskæftigede Kvinder, i Gaar Formiddags forlod deres Arbejde.

Vi tror at denne Strejke er fuldt berettiget, baade naar henses til de Fordringer, der fra Arbejdernes Side er stillet, og til den Behandlingsmaade, der hidtil er bleven dem til Del, og vi haaber at ingen Kvinde udefra vil optage Arbejdet forend Grosserer Holm har indrammet hvad der er forlangt. Vel ved vi der er stor Nød mellem Kvinderne, og at mange tvinges til at arbejde for en ussel Løn, men derfor gælder det ogsaa om at gøre et alvorligt Forsøg paa at hæve Kvindernes Løn, og i denne Kamp har vi et naturligt Krav paa alles Støtte. Nærmere Oplysninger om Forholdene erholdes paa Kløvermarksvej 3 hver Dag mellem II og 2.

Bestyrelsen for Det kvindelige Arbejderforbund

(Social-Demokraten 17. september 1896).

Jacob Holms Sønners Fabrik.

En Slaveanstalt.

Etatsraad, Grosserer Chr. Holm meddelte for nogen Tid siden en Repræsentant for Arbejdernes Organisation, at Seglgarnsspinderiet paa Amager, hvor Arbejdet nu er nedlagt, var en ganske ny Virksomhed, som slet ikke var indarbejdet, hvorfor det var naturligt, at Kvinderne ikke tjente saa meget; de skulde endnu lære. Vi skal i den Anledning oplyse, at det ny Seglgarnsspinderi har været i Virksomhed i 4 Aar, medens det saakaldte "gamle Spinderi", har gaaet i mindst 40 Aar, og af de 21 Kvinder, som var beskæftiget i det gamle Spinderi har ingen været der mindre end 2 a 3 Aar, de fleste endog en halv Snes Aar og enkelte over 20 Aar. I det ny Spinderi har mange været beskæftiget baade 2 og 3 Aar. Det store Flertal af Kvinderne baade i det gamle og det ny Spinderi er derfor meget vel indøvet i deres Arbejde, men desuagtet kan de ved Akkordarbejde kun tjene 5-7 Kr. om Ugen, dels fordi Fabriken sætter Priserne saa lavt - om at forhandle med Arbejderne om Prisen har der naturligvis ikke været tale - , og dels fordi Arbejdet ikke foregaar regelmæssigt i Fabriken. Det hænder nemlig ofte, at den Arbejderske, der har haft Akkord 3-4 Timer en Dag, for Resten maa arbejde i Dagløn, fordi der mangler Tene til hendes Maskine eller ogsaa fordi de nødvendige Forarbejder ikke er færdige. Dette hænger sammen med at Spinderierne enten ikke raader over fornødent Materiel eller ogsaa at Ledelsen derude har saa travlt med at mulktere og passe paa de enkelte Arbejderes Gøren og Laden, at den glemmer at passe Fabrikens fornuftige Gang.

Man maa imidlertid ikke tro, at disse Forhold medfører let Arbejde for Kvinderne. Dette er saa langtfra Tilfældet, som Arbejdet Aar for Aar bliver sværere, medens Lønnen nu skal trykkes længere ned. Som Eksempler i den Retning skal vi nævne, at der tidligere var 3 Kvinder beskæftiget ved Hejle-maskinen, nu er der kun 2, tidligere var der en ved hver Polermaskine, nu maa en 18aarig Pige passe to Maskiner. Ved Spindemaskinen var der for en Kvinde til at passe "Kanderne", og en til at pille Manille op, nu maa Spinderne selv besørge dette Arbejde. Til Hejlemaskinen leveredes Hampen tidligere renset, til hvilket Arbejde der anvendtes Arbejdsmænd, en kommer Hampen fuldstændig raa fra Laden og gaar i Maskinen, hvad der gør Arbejdet meget strængere og mere snavset. Desuden er der til flere Maskiner sat større Remskiver, hvorved Hastigheden er forøget omtrent til det dobbelte, hvad selvfølgelig ogsaa betyder dobbelt Arbejde for dem, der passer Maskinerne.

Altsaa Arbejdet forceres, der forlanges mere af den enkelte, men Lønnen forringes. Ja det er endog gaaet saavidt, at 3 Kvinder, som var kommen op paa en Ugeløn af 9 Kr. efter at de havde faaet Akkord, blev sat ned til 7 Kr. 20 Ø., naar de arbejdede i Dagløn.

Med Hensyn til Behandlingsmaaden skal vi supplere Oplysningerne fra Gaar med følgende karakteristiske Træk: Fabriken har haft et Par Spindemestre, som optraadte humant overfor Arbejderne, men de holdt kun deres Pladser i meget kort Tid. Derimod syntes en Tysker ved Navn Wesner en Tid lang at staa særlig godt med Ledelsen derude; thi han var ikke bange for ligefrem at prygle Kvinderne. Der blev flere Gange klaget over, at han slog dem endog med et saa farligt Vaaben som en Skruenøgle, men Bestyreren tog sig ikke noget af den Sag.

Den nuværende Spindemester, der for Resten først skal lære sin Haandtering som saadan, har derimod et godt Greb paa at tumle med Arbejderne, hvilket Fabrikens Ledelse synes at sætte mere Pris paa end paa Kendskab til Faget. Han slaar ikke Kvinderne, men han skælder ud og mulkterer. Synes han, at en af Arbejderskerne et Øjeblik ser for gemytlig ud, saa 10, 15, 25, ja 75 Øre i Mulkt. En Kvinde bad forleden Dag om at maatte gaa Kl. 5 i Stedet for Kl. 6; hun maatte betale 15 Øre i Mulkt for Forseelsen. For at komme blot 1 Minut for sent Morgen eller Middag 10 Øre i Mulkt. Er en Arbejderske uheldig at blive syg og ikke kan faa Bud til Fabriken inden Kl. 6 om Morgenen, og da mange bor langt borte, er dette ofte vanskeligt, maa hun betale 15 Øre i Mulkt. - Men selvfølgelig er det jo rart for Fabrikens Ledelse at kunne optræde som Samaritan- og Asyl-Velgørere med store Summer, der i Form af Mulkter er tilbageholdt af Kvindernes elendige Løn. Det kan nemlig nok behøves, at der er Samaritaner og Asyler, hvor fattige Børn kan faa lidt Mad, naar deres Mestre maa arbejde for en saa ussel Betaling som den, Etatsraad Chr. Holm byder sine kvindelige Arbejdere.

De Strejkende holder Møde hver Dag Kl. 11 i Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvej.

Bestyrelsen for det kvindelige Arbejderforbund

(Social-Demokraten 18. september 1896).

Politiafspærringerne paa Kristianshavn og Amager.

Vi modtog i Gaar flere Klager over den Maade, hvorpaa Politiet optræder paa Amagerbrogade og Kristianshavn for at beskytte de 3 Hjælpersker, Jacob Holms Sønner har faaet i Striden med deres kvindelige Arbejdere.

Allerede Kl. 5½ afspærres Amagerbrogade udfor Fabriken; ingen kan komme frem eller tilbage i Løbet af ca. 20 Minutter. Endvidere var der ved Hjælp af 4 Betjente i Eftermiddag Kl. 5 3/4 afspærret mellem Torvegade og Prinsessegade. Folk, der fluide vil Byen, blev vist om ad Langebro. Ved Børnehusbroen afspærres ligeledes med 4 Mand og ved Strandgade med 3 Mand. Mange Mennesker, som skulde til Byen, blev paa denne Maade forsinket i indtil en halv Time, bare fordi Politiet skal hjælpe det rige Firme mod dets fattige Arbejdersker.

Der patroljerer ogsaa hver Aften adskillige civile Betjente derude, og der fortælles en Del Historier om, hvorledes de svinger med deres solide Spaserestokke. Var det ikke rimeligere, om Myndighederne henstillede til de rige Fabriksherrer, at de betale deres Arbejdere en ordenlig Løn i Stedet for at hente Kvinder fra Sverig, som der skal en hel Politistyrke til at passe paa, eller kunde man ikke tænke sig en noget mindre opsigtsvækkende Transport af disse 3 Damer end den, at der, som ved Konge- og Kejserbesøg, skal holdes store Strækninger afspærrede til Gene for den offenlige Færdsel.

Vi henstiller dette til Politidirektørens Overvejelse; han maa dog kunne indse, at det hele er baade latterligt og brutalt, og paa Strejkens Gang har det ingen anden Indflydelse end at forøge Sympatien for Arbejderne.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896).

Strejken hos Jacob & Sønner sluttet

I Mandags opnaaedes der Overenskomst mellem Firmaet Jacob Holm & Sønner og de strejkende Kvinder paa Seglgarnsspinderiet paa Amager, hvorved Strejken, der har varet i over 7 Uger, sluttede, og Arbejdet for Flertallets Vedkommende genoptoges Tirsdag. Resten vil blive genantagne saa snart de ventede Materialier ankommer fra Italien.

Af den sluttede Overenskomst skal vi anføre følgende Hovedpunkter:

Det hidtil benyttede Mulktsystem bortfalder med Undtagelse af Mulkter for at komme for sent om Morgenen. Herfor betales 5 Øre for 5 Minuter og 10 Øre for længere Tid, dog at der intet betales for de første 5 Minuter efter 6.

Basis for Arbejdslønnen er Akkord. Akkordpriserne fastsættes saaledes, at der af øvede Arbejdersker ved jævn Flid kan tjenes mellem 1 Kr. 50 Øre og 2 Kr. i en 10 Timers Arbejdsdag.

Minimumsdaglønnen fastsættes til 1 Kr. 40 Øre (tidligere 1 Kr. 20 Øre.) Denne gælder ogsaa for Akkord, naar Priserne mulig maatte være ansatte saa lavt, at der ikke kan tjenes den almindelige Akkordløn pr. Dag.

Den ovennævnte Dagløn gælder dog ikke for nyantagne Kvinder de første 6 Uger, i hvilken Tid Lønnen er 1 Kr. pr. Dag.

Arbejdstiden med de i denne indeholdte Spise- og Hviletider forbliver som hidtil.

De saakaldte Retiradetegn bortfalder.

*

Overenskomsten er gældende til 1. Maj 1898 og fremdeles 1 Aar ad Gangen, indtil den med 3 Maaneders Varsel fra en af Parterne: Firmaet eller "De samvirkende Fagforeninger" (Det kvindelige Arbejderforbund) opsiges til Ophør en 1ste Maj. Efter Opsigelse af Overenskomsten skal der føres Forhandling om Stridspunkterne mellem Firmaet og Organisationerne forinden Fabriken maa lukkes eller Arbejdet standses.

*

Samtidig med denne Overenskomst har Firmaet hævet den mod Bestyrelsen for Det kvindelige Arbejderforbund anlagde Sag, idet Bestyrelsen gennem sin Formandinde har erklæret, at det ikke har været Hensigten med de i Social-Demokraten" offenliggjorte Artikler at sigte Firmaets Chefer for at være hensynsløse og inhumane Arbejdsgivere, hvad ogsaa de førte Forhandlinger har vist, at der ikke var nogen Anledning til. Vi beklager derfor, om Artiklerne skulde være blevne opfattede paa anden Maade.

Bestyrelsen

for Det kvindelige Arbejderforbund

(Social_Demokraten 5. november 1896).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jacob Holm & Sønner. Sæbefabrikken. 1894. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Tupsy Clement (1871-1959) og Edvard Munch. (Efterskrift til Politivennen)

Martha Caroline Clement, kaldt Tupsy, født Jebe, (født 13. april 1871 i Trondheim, død 5. september 1959 i København) var en norsk kunstmaler. Hun var af major Hakon Jebe og Hedvig Klingenberg. Hun studerede under Hans Heyerdahl i Oslo (1896) og under Christoph Roth i München (1898–99) inden hun læste videre i Paris. 

Hans Olaf Heyerdahl (1857-1913) malede et portræt af Tupsy Jebe omkring 1890. Edward Munch malede Tupsy Jepe, dels i en skitse mellem 1892 og 1896 og dels et portræt af Tupsy Jebe. Bernhard ôsterman (1870-1938) malede et portræt af Tupsy Jebe i 1899.

Forholdet mellem Munchs skitse, portrættet og Heyerdahls maleri får følgende kommentar på Munch-museets hjemmeside:

Wove paper. 170 × 270 × 0,2 mm (h × b × t). Denne tegningen er et lite mysterium. Den ligger så tett opp til et malt portrett av Tupsy Jebe – attribuert til Hans Heyerdahl – at enten har de to kunstnerne portrettert henne samtidig, eller så har den ene kopiert den andre. Vi kjenner ikke dateringen på Heyerdahls bilde, men hun var hans elev i Kristiania i 1896, før hun dro til Paris, hvor hun ble sammen med Munch en kort periode. Muligens har Tupsy hatt med seg portrettet til Paris og forært det til Munch, for det var blant verkene som fulgte med Munchs testamentariske gave til Oslo kommune. Munch kan altså ha tegnet etter Heyerdahls maleri, men å kopiere andre kunstnere var noe han sjelden gjorde, og den andre skissen av Tupsy i samme bok (MM.T.00129-47-recto) viser mer av overkroppen enn både denne tegningen og Heyerdahls maleri. Det kan tyde på at den er tegnet etter levende modell, ikke etter maleriet. For å komplisere forholdet ytterligere, har Gerd Woll pekt på at maleriet av Tupsy Jebe er utført på en treplate med samme mål som Munchs "Piken ved vinduet" (PE.M.00363) fra 1896–97. Siden maleriet av Tupsy ikke er signert, siden det var i Munchs eie ved hans død og siden det altså er en materiell kobling til et maleri av Munch, utført mens, eller like etter at Munch var sammen med Tupsy, ville en del brikker falle på plass dersom maleriet var utført av Munch, ikke av Heyerdahl. Det ligger imidlertid utenfor dette prosjektets mandat å mene noe om dette. Uansett, Munchs forhold til Jebe i 1896 er vanskelig å forene med skissebokens klare tilknytning til Nice 1891–92. Mest sannsynlig har han funnet frem til noen blanke sider på et senere tidspunkt. (MB)

Portrayed: Tupsy Jebe (norsk, 1871–1959)

Den dengang 25-årige Tupsy Jebe mødte Edvard Munch i Paris 1896. Hun gik på Colarossis kunstskole i rue de la Grande Chaumière. I Paris blev Anitra i Peer Gynt danset af can can-danseren Jane Avril (kendt gennem Lautrecs plakat). Med hende dansede en snes fra den norske koloni klædt i nationaldragter, bl. a. Tupsy og Edvard Munch. Samme år som hun debuterede på Efterårsudstillingen i Kristiania (Oslo). De indledte et forhold hvor de gik arm i arm på boulevarderne. Hun blev opfattet som livsglad og frygtløs uden respekt for Munchs traumer. De skrev breve til hinanden. Hun tog på besøg i Trondhjem. Tupsy beklagede sig over den borgerlige livsstil. Omkring den 23. juli 1896 var hun sammen med sine forældre i minebyen Røros hvor de boede på Fahlstrøms Hotel. Maleren Johannes Müller havde et sommerhus der med tilhørende vinkælder som han lejede ud til Tupsy som skrev i et brev:

"Allerkæreste ven. Jeg skammer mig. Her går jeg og bestiller ingenting om dagen, er rastløs, synger fem minutter, læser fem. Jeg tager vist en lille tur til Røros med far og mor. Det bliver nok kedeligt, der er så grimt der. Ja, jeg må hellere fortælle hvilke rygter, der går om mig her i byen. Tænk, de siger, at Heyerdahl og frue skal skilles, og at H. vil gifte sig med mig! Uden at jeg selv ved det mindste om det! Du behøver ikke tage noget med, når du kommer, malersager og et par strømper kan du låne af mig, og du er da vist ikke så forfærdelig fattig."

Tupsy Jebes håb om at Edvard Munch ville rejse efter hende, gik ikke i opfyldelse. Han blev snarere så opskræmt af hendes breve at han ikke turde rejse tilbage til Norge. Han tog i stedet til Paris i august 1896, men fandt byen uudholdelig og rejste til Belgien (Knokke-sur-mer). Senere på året skrev hun:

Allerkæreste ven. Ja, nu går jeg altså til bekendelse. Jeg synes, du må føle dig forfærdelig smigret, men tiden falder gruelig lang. Jeg kom her til Trondheim, kan næsten ikke huske hvordan. Jeg føler det, som om jeg med en voldsom kraft er blevet revet ud af alt det, jeg holder af, hvor jeg trives og har lyst til at foretage mig noget. Jeg føler, at alle disse mennesker tænker anderledes end jeg, og jeg er svag, forstår du, så svag, at jeg bøjer mig under det. Du må gerne skænde på mig, jeg fortjener en masse skænd. Stakkels lille Edvard, der bliver forgiftet med så meget vrøvl. Man skal ikke belemre andre med sine sorger, men når jeg kommer herop, bliver jeg et helt andet menneske, stille og forknyt, dum og kedelig. Er det ikke væmmelig varmt at arbejde på dit atelier nu? Jeg kan godt lide, at du laver raderinger og litografier, min ven. Du maler så meget grimt. Hvor er jeg dog modig. Du er vel fnysende arrig nu. Din Tupsy.

Munch trak sig mere og mere fra Tupsy. Men de malede dog en dobbeltradering sammen. Munch skildrede hende liggende i en seng, parat til sex, mens Tupsy beskrev Munch nærmest neutral: Han sidder med en cigaret med venstre hånd under kinden, fjern og uopnåelig.

Min kæreste. Jeg har mistet min portemonnæ med 16 francs, og jeg har ikke fået nogen kærestebreve fra dig. Der er vist smukt i Åsgårdstrand. Kom til Bretagne en tur, det vil snart være for sent. Jeg har sådan en dejlig tyrkisk tobak, men har i øvrigt ikke andet morsomt end mit gode selskab at byde på, men det er vel også godt nok. Maler du store billeder? Skriv et par ord til mig og fortæl lidt om, hvad du laver. Alors au revoir. Mange hilsener din Tupsy.

Men Munch bliver mere og mere utilnærmelig:

Er der så forfærdelig hyggeligt på månen, at man glemmer alle andre? Eller hvor du nu er. Er det tilladt at spørge, hvad tænker du, troløse mand? Er dine omstændigheder lykkelige og vel indtrufne? Fortæl mig lidt om hende, der er kommet efter mig, og som er blevet min stedfortræderske. Min kære, meget gamle Edvard. Müller er meget tilfreds med gobelinen. Han rejste væk en uges tid og overlod sit hus til mig, inklusive en masse flasker vin etc., så du skal være glad, hvis du ikke genfinder mig som drukkenbolt. Jeg drak i tavshed din skål, sad i hans fineste møbler, røg cigaretter liggende på hans chaiselong og havde det så godt, som det er muligt, når man er henvist til at være alene.

Min kæreste ven. Jeg spekulerer på, om jeg ikke engang kan blive ordentlig vred på dig. Jeg føler mig så alene, har du ikke lyst til at sidde her hos mig, og have det hyggeligt? Eller er du anderswo engagiert, for så kan du drage til Bloksbjerg mit eins. Ja, som du ser, sidder jeg her helt solo for mig selv og tænker på dig og på os for et år siden, på Paris og på alt, hvad der er lyst og godt, og så føler jeg, at jeg bliver endnu mere alene. Hvor har du alle dine billeder? Udstiller du i Bruxelles? Hvorfor går du ud fra, at vi er venner som før? Er du ofte sammen med Borghild? Hvordan skal jeg nu komme herfra? Her er en hel del nordmænd, den ene værre end den anden, de solder hele tiden, og jeg orker ikke at være sammen med dem. Kommer du ikke snart, Edvard? Det var da forfærdelig trist med hungersnøden, du ligner vel et spøgelse nu. Og jeg, der er blevet så forfærdelig tyk. Les extrêmes se touchent. Kan Mag og jeg måske læse lidt tysk eller fransk for dig når du kommer? På den måde kan du tjene mange penge og blive en rig mand. Nu sidder jeg og glor på dig, så jeg helt glemmer at skrive. Jeg har den lillebitte radering, som jeg lavede af dig, på væggen lige foran mig. Hvordan kan du finde på at have det grimme billede af mig på væggen? Helt så grim er jeg da vel ikke. Kalder du mig en sommerfugl? Jeg læser dine breve med mistro. Kære Edvard, jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde kan have været så forfærdelig dum at tro, at du ville komme hertil, selvom du havde lovet det. Nej, du må jo heller lade være, når du ikke har lyst. Jeg vil ikke krybe for dig. Der er vist piger nok i Braunschweig, eller hvor det er, du vil hen. Du er forfærdelig lumpen. Hvis jeg troede på dig, ville jeg ikke skrive sådan. Men det er løgn i din hals, at du er bedre end alle de ulve, jeg har omkring mig her, og som på alle måder forsøger at ødelægge mig. Hvorfor skal du overhovedet være andre steder end der, hvor jeg er? Du kunne måske forklare mig det? Fik du et kort fra mig herfra? Her bor vi sammen med Krag, der tager sig meget af os. Vi spiser hos Ferkel, hvor du har soldet så forfærdeligt. Jo, jeg har hørt om det. Det interesserede mig levende. Vi er her sammen med en italiensk maler, som trods die kurze zeit allerede elsker mig. I går var vi på udstilling hele dagen. Italieneren var med, han er fra Sicilien, og vi skal måske besøge ham der. Jeg spekulerer på, om jeg kan tage dig med! Helge Rode mindede sådan om dig. Himmel, hvilke flegmatikere. Han sagde næsten ikke et ord. Nu skal du ikke blive vred, for du er i grunden så forfærdelig sød. Dette mystiske brev har jeg vandret rundt med i lommen nogle dage, men nu fik jeg lyst til alligevel at sende det, torsk som jeg er. I gør hørte vi den samme slags musik som dengang i St. Cloud. Kan du huske den lille skitse, jeg malede i fjor, da vi blev uvenner, den som jeg var så glad for? Tænk, min far har revet den i stykker, fordi der var en nøgen kvinde på den anden side. Du kan tro, jeg sørger. Er det ikke skammeligt? Hvad maler du? Kommer du snart? Jeg har pludselig mistet tommelfingeren. Tror du, det er farligt? Den faldt for min kniv. Jeg ville egentlig bare sige, at du er forfærdelig lumpen. Resten kan du få næste gang. Agter du slet ikke at besvare mit sidste brev?.

Munch svarede at han ville sætte betingelser, hvorpå Tupsy svarer:

Kære kommandør. Tusind tak for invitationen til at rejse på landet. Jeg må desværre straks afslå, eftersom den hidsige tone ikke gefaller mig. Jeg havde forestillet mig, at du ville tilbringe julen hos mig, men da du åbenbart er optaget, må jeg vel tage imod en indbydelse om at tilbringe juleaften i Paris hos Krag. Jeg bedaurer stadig, at vi ikke forstår hinanden skriftligt. I syv dage og syv nætter har virkningen af dit brev været så forfærdelig, at jeg fandt det mest tilrådeligt at tie. Tiden læger alle sår, forhåbentlig også det som jeg har på munden. Tupsy.

Forholdet var hermed ophørt. Alle brevcitater fra Ketil Bjørnstad: Døende kom jeg til verden. Historien om Edvard Munch.

I 1902 blev hun i Rom gift med den danske maler G. F. Clement (1867-1933). Parret bosatte sig derefter i Danmark, hvor Tupsy malede portrætter, blomsterbilleder, eksteriører og landskaber. Hun færdiggjorde sin uddannelse i Italien i 1905. Hendes mest kendte værker blev malet i Skagen hvor parret tilbragte somrene fra 1908 til 1920. Hendes maleri To piger leger ved Skagen Strand var i Christian X's eje og hang på Klitgården. Mange af hendes værker viser mandens indflydelse, men i sollyset i hendes landskabsbilleder forekommer også inspiration fra Theodor Philipsen. Efter 1920 tilbragte parret deres somre i Italien. Forholdet var barnløst.

Gravstedet for Tupsy Clement og C. F. Clement på Vestre Kirkegård, Afdeling E, Række 1, Nummer 1. Om ham står der "Maleren". Om hende - intet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Pige slæbes til Holbæk Sindssygehus. (Efterskrift til Politivennen)

I Smedelundshusene ved Holbæk blev Beboerne i Onsdags Formiddags Vidne til et højst mærkværdigt og ganske skandaløst Optrin.

En Betjent fra Arbejds- og Daareanstalten kom nede fra Holbæk By slæbende med en Pige; Hovedtøjet havde hun tabt, og Haaret hang opløst ned ad Ryggen. Hun græd og satte sig til Modværge og raabte om Hjælp, men forgæves. Betjenten tog intet Hensyn til, hvad hun sagde, og han var den stærkeste, saa hun maatte følge med. Rundt om i Døre og Vinduer stod Folk og harmedes over, hvad de saae, og et Par Kvinder græd. Men det syntes ikke, at nogen havde Mod til at blande sig i Sagen. En Mand kendte Pigen som en Datter af en afdød Husmand i Aagerup, og han spurgte, hvad hun havde forbrudt. Hertil svarede Betjenten, at han "syntes", Pigen var en af de sinddsyge fra Anstalten, men at hun var stridig og vilde ikke gaa med derud godvillig. Manden oplyste da Betjenten om, hvem Pigen var, og søgte at gøre ham begribeligt, at det jo var i sin gode Orden, at hun ikke vilde med derud, da hun ikke havde noget at skaffe der.

Betjenten slap saa Pigen, som en Kone derpaa tog sig af. Fra de tilstedeværende faldt der drøje Bemærkninger om Betjentens Optræden.

"Holbæk Amts Dagblad" skriver:

Det ser ud til, at Anstaltens Ledelse ikke sjælden er mindre heldig i Valget af Funktionærer. En Gang i Foraaret pryglede et Par af dem nogle af Arbejdslemmerne i en saadan til at afskedige dem. Og nu gaar en anden af dem hen og attraperer en sagesløs og Anstalten ganske uvedkommende Kvinde og vil med Magt føre hende ud paa Anstalten. Som før bemærket undflyldte han sig med, at han syntes, hun var en af de sindssyge, og han fortalte endvidere, at hun "havde gaaet og kigget ind i Købmandsgaardene". Men den Undskyldning gælder til Wandsbeck. Folk har jo dog Lov til at kigge ind i en Købmandsgaard for at se, om der skulde være en Vogn, som de kunde komme til at køre med hjem, og Pigens Paaklædning tydede aldeles ikke paa, at hun var en sindssyg, der var flygtet fra Anstalten.

Pigen var kommen til Holbæk for at søge Lægehjælp til sin syge Moder. Hun havde købt noget Hvedebrød, som hun vilde have med hjem til Moderen; det havde hun tabt, mens Betjenten slæbte af med hende. Hatten havde hun ligeledes tabt, men fik den igen, idet en Dreng havde fundet den og kom løbende med den. Endelig havde hun faaet Klæderne revet i Stykker og havde faaet nogle Saar paa den ene Haand, foruden at det smærtede paa de Steder, hvor Betjenten havde havt fat i hende.

Forhaabenlig bliver der draget Omsorg for, ikle blot, at Betjenten paa en eftertrykkelig Maade bliver belært om, at den Slags Ting ikke gaar, saa han for Fremtiden lader Vejfarende i Fred, men ogsaa, at han kommer til at betale Pigen en passende Erstatning.

(Social-Demokraten 11. september 1896).

Smedelundsgade er en af Holbæks tre middelalderlige hovedgader. Under industrialiseringen blev mange af de gamle bygninger revet ned og nye opført hvor især håndværkere og arbejdere flyttede ind.