Nyt revolverdrama. (Efterskrift til Politivennen)

 En ung piges historie.
Sædelighedspolitiet igen på færde.

I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverskud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.

Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.

Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.

Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!

Sædelighedspolitiets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af  herrebesøg.

En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.

Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.

I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.

En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.

Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.

Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"

Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.

(Social-Demokraten, 10. oktober 1896)

Rygter om Politidirektørens Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

 Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhøjelse af Politietatens Lønninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingenting ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing taler ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Hjemlige Retstilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Det synes, som om man i den sidste Tid indenfor Opdagelsespolitiet og ved Kriminalkamrene er ifærd med at komme ind paa den Praxis rask væk at foretage Anholdelser, selv for ubetydelige Forseelser, naar en Tiltalt ikke strax vil indrømme Rigtigheden af den Rapport, en eller anden Politibetjent har indgivet over ham eller hende.

Vi have saaledes i Øieblikket liggende for os en Udskrift af en Retssag, under hvilken en gift Kone, Madam B., har været tiltalt for at have brugt fornærmelige Udtalelser mod en Politibetjent, Udtalelser, som hun ikke vilde vedkjende sig overfor Overbetjent Klein, som optog Rapport i Sagen paa Politikamret. Ikke desto mindre, eller maaske rettere just derfor, lod Politiinspektør Henrik Madsen Konen anholde, og ved det senere afholdte Grundlovsforhør blev hun arresteret.

Sagens Sammenhæng er i Korthed følgende. Den omtalte Madam B., der boer paa Vesterbro sammen med sin Mand, hvor de have en Cigarforretning, havde taget en Pige i Huset, hvem de kendte fra tidligere Tid, men som i den senere Tid havde ført et saae letsindigt Liv, at hun var kommen i Konflikt med Politiets 3. Afdeling. For atter at faa den unge Pige ind paa et bedre Liv, havde B. og hans Kone taget sig af hende.

En Dag i afvigte Juni Maaned kom imidlertid en Herre ind i B.s Cigarforretning og forlangte at komme til at tale med vedkommende Pige. Hans Optræden var meget brøsig, men Madam B. var dog ikke strax paa det Rene med, at det var en Politimand fra 3. Afdeling, hun havde for sig, hvilket senere viste sig at være Tilfældet.

Hun gik imidlertid ind i et Værelse ved Siden af, og da hun var bleven klar over Mandens Hensigt, at afhente den unge Pige, for at hun kunde afsone en Straf, hun var ifalden for en fra hendes Side viist Forsømmelighed, laa blev Madam B. noget hidsig og lod falde Udtalelser om, at selv om en ung Pige øjerne vilde føre et ordentligt Liv, saa gjorde Politiet, hvad det kunde, for atter at trække hende ned i Skidtet.

Denne Udtalelse blev af Betjenten, som stod udenfor Værelset, opfattet, som om Madam B. havde sagt, at Politiet var noget Skidt osv. Paa Basis heraf indgav han Rapport over det Passerede.

En skjøn Dag fik B. og hans Kone saa en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret. Her toges først Madam B. og senere hendes Mand i Forhør af Overbetjent Klein, der, særlig overfor Madam B. langtfra optraadte med udsøgt Høflighed. Efterat Rapporten var optagen til hvilken Madam B. ikke vilde tilstaa, at hun havde betegnet Politiet som noget Skidt, blev hun erklæret for anholdt efter en Konference mellem Politiinspektør Henrik Madsen og Overbetjent Klein.

Hun blev nu sat hen i en Krog paa Politikammeret, hvor hun sad indtil henad Kl 4 - Kl. 10 havde hun givet Møde - uden at faae hverken Vaadt eller Tørt, udsat for de Tilstedeværendes haanende Bemærkninger.

Ved 4-Tiden kom Madam B. i Grundlovsforhør hos Assessor Birch, som oplæste Rapporten for hende. Da hun vedkjendte sig det af hende Forklarede, erklæredes hun for Arrestant. Derefter førtes hun over i Arresten ved Raadhuset for al afvente Transporten til Christianshavns Kvindefængsel. Da hun i Arresten bad om Noget at spise, hun havde Intet nydt hele Dagen, fik hun et Stykke tørt Rugbrød paa 2 Pund, hvilket hun ikke kunde taale at spise. Da hun græd over den megen Modgang, udtalte Opsynskonen, at hun havde ikke Noget at græde over, nu skulde hun jo snart ud at kjøre med Salatfadet; det var en Fornøielse, hun næppe før havde havt.

I Christianshavns Fængsel sad Madam B. saa fra Onsdag til Lørdag. Hun kan ikke noksom rose den elskværdige Forekommenhed, hvormed Arrestvagtmesteren her optraadte. Iøvrigt led hun, der er af en svagelig Konstitution, meget i Arresten, og hun besluttede her, at naar hun kom i Forhør, vilde hun sige Ja til Alt, hvad man forlangte, blot hun kunde komme paa fri Fod.

Om Lørdagen kjørtes hun atter til Raadhuset. Her forhørtes hun ved 2. Kriminalkammer af Assessor Finsen, overfor hvem hun indrømmede, at hun maaske i Hidsighed kunde have brugt de paaklagede Udtryk - Madam B. fastholder imidlertid nu, at hun aldrig har brugt dem - Efter en Konference med Politidirektøren spurgte Assessoren hende derefter, om hun vilde afgjøre Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 150 Kr. at betale inden 14. Dage. Madam B. gik ind herpaa, da det lovedes hende, at hun saa strax vilde blive løsladt.

Umiddelbart efter, at hun var kommen ud af Arresten, indgav hun Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af den hende idømte Bøde, idet hun fremstillede Sagens Sammenhæng. Paa denne Ansøgning fik hun imidlertid aldrig noget Svar. En Dag fik hun Tilsigelse til igjen at møde ved 2. Kriminelkammer, hvor en underordnet Betjent en passant oplyste hende om, at Ansøgningen var afslaaet. Iøvrigt blev hun spurgt om hun havde de 150 Kr. med. Da hun naturligvis ikke havde det, blev hun Dagen efter ført ud til Christianshavns Fængsel, hvor hun afsonede Bøden med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Vi have refereret denne Sag saa udførligt for at vise, hvorledes man fra Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Men selv om Madam B. havde sagt om Politiet, at det var noget Skidt saa var dette dog næppe tilstrækkeligt til at belægge hende med Arrest Der var ingen Fare for, at hun, som er gift og har Børn, ikke skulde være tilstede under Sagen her i Byen. Og Hensigten med Varetægtsarrest er jo særlig at sikre sig Folks Tilstedeblivelse.

(Dagens Nyheder 23. september 1896).

Hjemlige Retstilstande.

Under denne Overskrift har Deres ærede Blad refereret en Sag mod en Mdm B., der var sigtet for at have sagt om Politiet, at det var noget Skidt, og Artiklen ender med, at denne Sag er refereret saa udførligt for at vise, hvorledes man fru Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk, der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.

Det er meget fortjenstligt af Pressen, om den til Stadighed vilde referere alle de Tilfælde, hvor der fra Politiets Side fares uforsvarlig frem mod uberygtede Folk. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan vække Folk til Handling, saa at der tilsidst hæver sig et enstemmigt Raab: Vi ville ikke have et brutalt Politi. Politiet skal ikke være en Svøbe for Folket, men dets gode Hjælper overfor Forbrydere. 

Men - hvorfor er det kommet saa vidt med Politiet? Det har jo dog at staa Dommerne til Ansvar. Ja det er netop Ulykken. Forhørsdommerne vise saa ofte den samme uforsvarlige Adfærd. Og i dette Tilfælde oplyser Artiklen, at Forhørsdommeren Assessor Birch ved Grundlovsforhøret erklærede hende for Arrestant. Hvor er nu det muligt, spørger mangen Lægmand. Det er jo en aabenbar Krænkelse af Grundlovens § 80, "hvorefter Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel"; thi Mdm. B. kunde da i det Høieste straffes efter § 101 med Fængsel eller Bøder. Men Lægmanden overseer det lille Ord "simpel" i Grundlovens 80, og at der i Strf. § 101 kun staaer "Fængsel". Herved har Dommeren Ret til ogsaa at idømme Fængsel paa Vand og Brød, og saa slutter han ganske ugenert, at saa har han ogsaa Ret til i saadant Tilfælde at afsige Arrestdekret.

Dette er nu aldeles galt. Højesteret har nogle Gange udtalt at det er en uforsvarlig Maade at gaa frem paa. Et Exempel som ligner Mdm. B. 's Tilfælde, findes i H. R. Tid. i for 1882 p. 141 og i Ugeskr. f. R. p. 682. En i Holstebro bosiddende 72-aarig Mand vilde en Dag afhente sin Plejedatter i den offenlige Skole, men da Barnet skulde sidde over, svarede Læreren, at han ikke kunde faae Barnet med. Herover blev den gamle Mand hidsig og kaldte Læreren for en Skidager. Underdommeren afsagde Arrestdekret over ham og holdt ham fængslet i 4 Dage.

Overretten udtalte i den Anledning: "Det maa alvorlig misbilliges, at Tiltalte under Sagen har været belagt med Arrest, ligesom hans Anholdelse efter Beskaffenheden af den mod ham reiste Sigtelse ei heller kan ansees at have været begrundet." Se dette er meget godt, men nu kommer det Sørgelige, det Demoraliserende. I Steden for at Dommeren burde have været straffet med mindst lige saa mange Dages Fængsel, som han havde ladet den 72-aarige Mand lide, saa hedder det i Dommen: "Der findes dog ikke tilstrækkelig Føie til at paalægge Underdommeren Ansvar".

Men nu Høiesteret? Ja Høiesterets Dom billiger fuldstændig i Et og Alt Overretsdommen og statuerer "at der burde ikke være afsagt Fængslingskendelse over ham og at end ikke den efter det første Forhør iværksatte og i 2 Dage fortsatte Anholdelse var tilstrækkelig begrundet, hvorved bemærkes at Tiltalte ikke tidligere var tiltalt eller straffet og var en i Byen bosiddende Mand". Men - mirabile dictu - saa tilføier H. Ret. "at Overrettens Misbilligelse af Fængslingsksendelsen er udtalt noget skarpere end nødvendigt".

Efter denne Udtalelse af H. Ret vil det kunne forstaaes, at Politi og Forhørsdommere ikke ere forknytte for at anholde og fængsle. Thi det Høieste, der risikeres, er en  Misbilligelse. Men den personlige Frihed, hvor bliver den af? Den er = Nul her i Danmark. Der er ikke En her i Danmark der er beskyttet i sin personlige Frihed. Medens vi Borgere ellers med Tryghed kunne gaa til Høiesteret og faae en saa retfærdig Afgjørelse for vore Sager, som menneskelig Skrøbelighed og Ufuldkommenhed kan give, saa staa vi uden Værn for vor personlige Frihed.

Idag mig, imorgen Dig. Her er et Punkt i vor Lovgivning, som trænger til at blive taget under alvorlig Behandling. Kunde dog Høire og Venstre, Radikale og Socialdemokrater for en Gangs Skyld mødes og være enige om dette: den personlige Frihed staaer over Alt, den maa vi værne saa godt, som det er muligt.

Den 23. September 1896.

H. F. Møller.

(Dagens Nyheder 25. september 1896).

Den omtalte B var Berendt. Flere indlæg - nu mere på det mere overordnede plan - fulgte i Dagens Nyheder den 26. september 1896 (underskrevet "Jurist"). Et referat af den officielle forhørsprotokol Dagens Nyheder 28. og 29. september 1896, med redaktionens kritiske kommentar. "Den liberale Vælgerforening" afholdt et møde den 30. september i protest mod politiovergreb. med 3-4.000 deltagere i Lørups Ridehus. Ligeledes havde "Det unge Høire" i "Kongen Klub" et diskusionsmøde om retstilstandene og politiet. 

Et uheldigt Svar af Politiet.

Hr. Redaktør !

Som en af dem, der - uden Opfordring fra den endog modstræbende Madam Behrendts Side - har bidraget til at bringe hendes Sag frem for Offentligheden, er jeg saa fri at bede om Tilladelse til at give Gjensvar paa en Artikel i "Berlingske Tidende", for saa vidt den vedrører Madam B. Det vil vist allerede være Enhver paafaldende, at ud af de 54 Linier, som omhandle hendes Sag, ere de 36 Linier helligede Pigen Bettys Forhold, hvilke jo ere Sagen ret uvedkommende. Dog fremgaaer det af den lange Indledning, at Pigen Betty, saa længe hun var under Madam B.s Tag, ikke har forsyndet sig mod Straffelovens § 180.

Hvad vi ville protestere mod, var Politiets Optræden mod Madam B. (dette Punkt ofrer Berlingske 15 Linier). Den første Rapports Ufuldstændighed (ignoreres af Bladet), Assessor Birchs Arrestdekret (der begrundes i Artiklens sidste tre Linier), Assessor Finsens enorme Bøde, trods Betjent Larsens nye og berigtigende Erklæringer, Madam B.s Behandling i Arresten endelig Justitsministeriets Afslag - motiveret ved Politidirektørens Skrivelse - af det til Kongen stilede Benaadningsandragende. At "Berlingske Tidende" ikke finder et eneste Ord til Forsvar for disse Hovedanker, er i dets stumme Sprog talende nok: Alt Forsvar opgivet! Og nu de 18 Linier, der behandle Sagens Realitet:

"Berlingske Tidende" skriver Da Betjenten afhentede det nævnte Fruentimmer hos Madam B., lod denne sig henrive (efter Betjentens Rapport) til nogle grove Skjældsord og Beskyldninger.

Ved at læse dette paa Tryk, er jeg i høi Grad forbavset, thi i de sidste otte Dage er det jo Gang paa Gang blevet gjentaget med Politibetjent Nr. 150 Larsens egne Ord ud af hans egne om end sildige Erklæring til Assessor Finsen i Retten, at de nævnte - og omstridte - Ytringer ikke var henvendte til ham (Betjenten), men til Madam B.s Mand og til Betty. Her er altsaa ikke Tale om Overfald paa Politiet. Hertil kommer, at Madam B. aldeles bestemt hævder, at Betjenten ikke var i Stuen, men udenfor i en lille Korridor. "Berlingske Tid." skriver: Betjenten opholdt sig i samme Rum. Den opmærksomme Læser vil her spørge, hvorfor Ordet Rum bruges og ikke Værelse. Ja her ligger en lille "Snedighed" gjemt.

Madam B. har Ret: Betjenten var ikke i det samme Værelse. Betjenten har Ret: Han var i samme Rum. Sagen er den, at et større Rum var skildret af til Butik, Værelse, Korridor. Men kan Politidirektører, virkelig være bekjendt i en saa alvorlig Sag og om et af dens Kjernepunkter offentlig at skrive "Betjenten opholdt sig i samme Rum", naar han faktisk ikke var i samme Værelse.

Naar Betjent Larsen selv i Retten erklærer, at ytringerne ikke vare henvendte til ham, og naar han samtidig opholdt sig udenfor Værelset, hvor bliver da Forsyndelsen mod § 101 (Overfald med Skjældsord paa Politiet) af?

Har Konen da ikke Ret, naar hun ligeoverfor Assessor Birch nægter at have overfaldet Politiet med Skjældsord, og har Assessor Birch ikke dekreteret Arrest for at aftvinge Tilstaaelse om en Forbrydelse, der ikke var begaaet?

"Berlingske Tidende" skriver: "Der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at hun ikke har brugt disse Ytringer". Det er der jo netop, da alle tre Tilstedeværende nægte det, og den angivende Betjent, der har staaet i Korridoren, næppe tydeligt har kunnet skjelne mellem de opbragte Kvinders Stemmer. "Berlingske Tidende" skriver: "og der er ikke mindste Tvivl om, at Ytringerne ere strafbare efter Straffeloven". Atter er her en kjedelig Lakune, thi Bladet glemmer at sige, efter hvilken Paragraf i Lovens selvfølgelig er en injurierende Omtale af Politiet strafbar efter Straffeloven, men at § 101 skulde kunne anvendes, er mere end usandsynligt.

Selvfølgelig har Bladet Ret i, at man ikke maa gjøre Politiet ansvarligt for den nuværende Retsforfatnings Mangler, med andre Ord lad Assessor Birch klare for sit Arrestdekret og Finsen for sine 150 Kroner og Justitsministeriet for sit Afslag paa Benaadningsandragendet.

Men saa Meget tør man dristig paastaa i denne Sag, at hvis Betjenten hin 11. Juni var kommen ind og havde sagt: jeg er Politibetjent Larsen, jeg har Ordre til al afhente Pigen Betty, der har undladt at give Møde, som hun burde, da vilde Madam B. og Hr. B. ikke have knyet, men saa var der jo heller ingen Rapport bleven ud deraf.

Deres ærbødigste

Borger.

(Dagens Nyheder 3. oktober 1896).

Strejke hos Jakob Holms Sønner. (Efterskrift til Politivennen)

85 Kvinder strejker - skandaløse Arbejdsforhold.

I Gaar har samtlige Kvinder i Spinderierne paa Jacob Holms Sonners Reberbane paa Amager nedlagt Arbejdet. Strejken omfatter 85 Kvinder, og Grunden til Strejken er følgende: Lønnen har i flere Aar været 7 Kr. 20 Øre om Ugen for 10 Timers Arbejde daglig, altsaa 12 Øre i Timen for et meget strængt og ubehageligt Arbejde; desuden var der paa Fabriken indført et meget vilkaarligt Mulktsystem, som ikke alene anvendtes, naar Kunderne kom for sent om Morgenen, men som ganske efter Mesters og Bestyrers Forgodtbefindende blev benyttet  saasnart Kvinderne af en eller anden Grund ikke var dem tilpas. Det var endog gaaet saa vidt, at der var indført Tegn for dem der skulde et nødvendigt Ærinde i Gaarden, og der udleveredes kun indtil 4 Tegn ad Gangen, blev en af de fire saa for længe borte, blev alle fire mulkterede. Disse Mulkter anvendtes bl. a. paa den mærkelige Maade, at Jacob Holms Sønner gav Pengene til Samaritanen, ikke som Arbejdernes, men som Firmaets Bidrag til Velgørenheden.

For nogen Tid siden henvendte Kvinderne sig til Firmaet og bad om at Lønnen maatte blive forhøjet til 9 Kr. ugenlig = 15 Øre i Timen, dog at den de første 6 Uger, en Kvinde arbejdede i Fabriken, kun sattes til 8 Kr. ugenlig. Desuden forlangte de det vilkaarlige Mulktsystem afskaffet, ligesom de krævede, at de ikke i Fremtiden vilde have Tegn, naar de skulde i Gaarden. Dernæst anmodede de om at forskellige Mangler ved Lokaliteterne maatte blive afhjulpne.

Chefen for Forretningen, Etatsraad, Grosserer Chr. Holm, en meget myndig Handelsfyrste, der sikkert mere kan takke sine Forfædres Handelstalent end egen Dygtighed for den Rigdom, han besidder, værdigede imidlertid ikke "Det kvindelige Arbejderforbund", der paa Ardejderskernes Vegne havde indsendt Anmodningen, et Svar. Først da en Deputation af Kvinderne kom til ham, erklærede han, at han ikke vilde indgaa paa nogen af de stillede Fordringer, og for Resten kunde han ikke forhandle "med alle og enhver fra Gaden", en Bemærkning, der var ganske overflødig, da alle Arbejderskerne sammen med Forbundets Bestyrelse havde underskrevet Anmodningen.

Den rige Etatsraad fortalte dernæst Arbejderne, at nu skulde de til at arbejde i Akkord, og det var nok rimeligt, at de vilde tjene mindre i Begyndelsen, men det maatte de finde sig i. Saa gik der nogen Tid. Firmaet anskaffede sig Kontrolapparater til Maskinerne og begyndte med Akkordarbejdet. Det viste sig straks, at Etatsraadens Profeti om den mindre Fortjeneste slog til. Kvinderne tjente nemlig kun fra 5½ til 7½ Kr. om Ugen. Kun i et Par enkelte Tilfælde naaede Fortjenesten op til 9 Kr. om Ugen, men at det ikke var Meningen, at Kvinder maatte tjene saa meget, bevistes derved, at da en havde tjent 2 Kr. paa en Dag, blev Akkordprisen straks sat ned til det halve. Det forhadte Mulkt- og Tegnsystem blev videre udviklet, ja det gik endog saa vidt, at den saakaldte Spindemester og Formanden fulgte Kvinderne helt ud til Retiraderne og saa stillede sig indenfor Døren til Arbejdslokalet, den ene med Uhret og den anden med en Bog i Haanden for at kontrollere, hvorlænge Kvinderne blev borte og for at mulktere dem.

Efter at dette var gaaet i ca. 14 Dage og efter at Akkorderne endog var trykket ned til et saadant Minimum som en Fortjeneste af fra 50 til 70 Øre pr. Dag, blev det Kvinderne for grovt, og i Lørdags samledes de til et Møde i Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvej for at tage en afgørende Beslutning.

Hvad der her fremkom af Enkeltheder kommer vi rimeligvis senere tilbage til, men Resultatet af Forhandlingerne blev en enstemmig Beslutning om, at et Udvalg Mandag Middag skulde henvende sig til Grosserer Chr. Holm og bestemt forlange en Løn af 9 Kr. ugenlig og Afskaffelsen af Mulkt- og Retirade-Tegn-Systemet. For det Tilfælde Grossereren vilde opretholde Akkordsystemet, forlangte man de 9 Kr. garanteret. Svaret lød paa, at Grossereren ikke vilde forhøje Lønnen, og vilde de danske Kvinder ikke, saa maatte han sende Bud til Tyskland efter Kvinder, de var meget dygtigere og meget mere nøjsomme! Mulktsystemet vilde han ikke have noget med at gøre, det maatte ordnes af Bestyreren paa Fabriken. Den nævnte Bestyrer gjorde saa Kvinderne den Indrømmelse, at de foreløbig skulde blive fri for Retiradetegnene, Mulktsystemet skulde derimod opretholdes og Akkorderne kunde ikke forhøjes, hvorfor samtlige, baade i det gamle og det ny Spinderi beskæftigede Kvinder, i Gaar Formiddags forlod deres Arbejde.

Vi tror at denne Strejke er fuldt berettiget, baade naar henses til de Fordringer, der fra Arbejdernes Side er stillet, og til den Behandlingsmaade, der hidtil er bleven dem til Del, og vi haaber at ingen Kvinde udefra vil optage Arbejdet forend Grosserer Holm har indrammet hvad der er forlangt. Vel ved vi der er stor Nød mellem Kvinderne, og at mange tvinges til at arbejde for en ussel Løn, men derfor gælder det ogsaa om at gøre et alvorligt Forsøg paa at hæve Kvindernes Løn, og i denne Kamp har vi et naturligt Krav paa alles Støtte. Nærmere Oplysninger om Forholdene erholdes paa Kløvermarksvej 3 hver Dag mellem II og 2.

Bestyrelsen for Det kvindelige Arbejderforbund

(Social-Demokraten 17. september 1896).

Jacob Holms Sønners Fabrik.

En Slaveanstalt.

Etatsraad, Grosserer Chr. Holm meddelte for nogen Tid siden en Repræsentant for Arbejdernes Organisation, at Seglgarnsspinderiet paa Amager, hvor Arbejdet nu er nedlagt, var en ganske ny Virksomhed, som slet ikke var indarbejdet, hvorfor det var naturligt, at Kvinderne ikke tjente saa meget; de skulde endnu lære. Vi skal i den Anledning oplyse, at det ny Seglgarnsspinderi har været i Virksomhed i 4 Aar, medens det saakaldte "gamle Spinderi", har gaaet i mindst 40 Aar, og af de 21 Kvinder, som var beskæftiget i det gamle Spinderi har ingen været der mindre end 2 a 3 Aar, de fleste endog en halv Snes Aar og enkelte over 20 Aar. I det ny Spinderi har mange været beskæftiget baade 2 og 3 Aar. Det store Flertal af Kvinderne baade i det gamle og det ny Spinderi er derfor meget vel indøvet i deres Arbejde, men desuagtet kan de ved Akkordarbejde kun tjene 5-7 Kr. om Ugen, dels fordi Fabriken sætter Priserne saa lavt - om at forhandle med Arbejderne om Prisen har der naturligvis ikke været tale - , og dels fordi Arbejdet ikke foregaar regelmæssigt i Fabriken. Det hænder nemlig ofte, at den Arbejderske, der har haft Akkord 3-4 Timer en Dag, for Resten maa arbejde i Dagløn, fordi der mangler Tene til hendes Maskine eller ogsaa fordi de nødvendige Forarbejder ikke er færdige. Dette hænger sammen med at Spinderierne enten ikke raader over fornødent Materiel eller ogsaa at Ledelsen derude har saa travlt med at mulktere og passe paa de enkelte Arbejderes Gøren og Laden, at den glemmer at passe Fabrikens fornuftige Gang.

Man maa imidlertid ikke tro, at disse Forhold medfører let Arbejde for Kvinderne. Dette er saa langtfra Tilfældet, som Arbejdet Aar for Aar bliver sværere, medens Lønnen nu skal trykkes længere ned. Som Eksempler i den Retning skal vi nævne, at der tidligere var 3 Kvinder beskæftiget ved Hejle-maskinen, nu er der kun 2, tidligere var der en ved hver Polermaskine, nu maa en 18aarig Pige passe to Maskiner. Ved Spindemaskinen var der for en Kvinde til at passe "Kanderne", og en til at pille Manille op, nu maa Spinderne selv besørge dette Arbejde. Til Hejlemaskinen leveredes Hampen tidligere renset, til hvilket Arbejde der anvendtes Arbejdsmænd, en kommer Hampen fuldstændig raa fra Laden og gaar i Maskinen, hvad der gør Arbejdet meget strængere og mere snavset. Desuden er der til flere Maskiner sat større Remskiver, hvorved Hastigheden er forøget omtrent til det dobbelte, hvad selvfølgelig ogsaa betyder dobbelt Arbejde for dem, der passer Maskinerne.

Altsaa Arbejdet forceres, der forlanges mere af den enkelte, men Lønnen forringes. Ja det er endog gaaet saavidt, at 3 Kvinder, som var kommen op paa en Ugeløn af 9 Kr. efter at de havde faaet Akkord, blev sat ned til 7 Kr. 20 Ø., naar de arbejdede i Dagløn.

Med Hensyn til Behandlingsmaaden skal vi supplere Oplysningerne fra Gaar med følgende karakteristiske Træk: Fabriken har haft et Par Spindemestre, som optraadte humant overfor Arbejderne, men de holdt kun deres Pladser i meget kort Tid. Derimod syntes en Tysker ved Navn Wesner en Tid lang at staa særlig godt med Ledelsen derude; thi han var ikke bange for ligefrem at prygle Kvinderne. Der blev flere Gange klaget over, at han slog dem endog med et saa farligt Vaaben som en Skruenøgle, men Bestyreren tog sig ikke noget af den Sag.

Den nuværende Spindemester, der for Resten først skal lære sin Haandtering som saadan, har derimod et godt Greb paa at tumle med Arbejderne, hvilket Fabrikens Ledelse synes at sætte mere Pris paa end paa Kendskab til Faget. Han slaar ikke Kvinderne, men han skælder ud og mulkterer. Synes han, at en af Arbejderskerne et Øjeblik ser for gemytlig ud, saa 10, 15, 25, ja 75 Øre i Mulkt. En Kvinde bad forleden Dag om at maatte gaa Kl. 5 i Stedet for Kl. 6; hun maatte betale 15 Øre i Mulkt for Forseelsen. For at komme blot 1 Minut for sent Morgen eller Middag 10 Øre i Mulkt. Er en Arbejderske uheldig at blive syg og ikke kan faa Bud til Fabriken inden Kl. 6 om Morgenen, og da mange bor langt borte, er dette ofte vanskeligt, maa hun betale 15 Øre i Mulkt. - Men selvfølgelig er det jo rart for Fabrikens Ledelse at kunne optræde som Samaritan- og Asyl-Velgørere med store Summer, der i Form af Mulkter er tilbageholdt af Kvindernes elendige Løn. Det kan nemlig nok behøves, at der er Samaritaner og Asyler, hvor fattige Børn kan faa lidt Mad, naar deres Mestre maa arbejde for en saa ussel Betaling som den, Etatsraad Chr. Holm byder sine kvindelige Arbejdere.

De Strejkende holder Møde hver Dag Kl. 11 i Forsamlingsbygningen paa Kløvermarksvej.

Bestyrelsen for det kvindelige Arbejderforbund

(Social-Demokraten 18. september 1896).

Politiafspærringerne paa Kristianshavn og Amager.

Vi modtog i Gaar flere Klager over den Maade, hvorpaa Politiet optræder paa Amagerbrogade og Kristianshavn for at beskytte de 3 Hjælpersker, Jacob Holms Sønner har faaet i Striden med deres kvindelige Arbejdere.

Allerede Kl. 5½ afspærres Amagerbrogade udfor Fabriken; ingen kan komme frem eller tilbage i Løbet af ca. 20 Minutter. Endvidere var der ved Hjælp af 4 Betjente i Eftermiddag Kl. 5 3/4 afspærret mellem Torvegade og Prinsessegade. Folk, der fluide vil Byen, blev vist om ad Langebro. Ved Børnehusbroen afspærres ligeledes med 4 Mand og ved Strandgade med 3 Mand. Mange Mennesker, som skulde til Byen, blev paa denne Maade forsinket i indtil en halv Time, bare fordi Politiet skal hjælpe det rige Firme mod dets fattige Arbejdersker.

Der patroljerer ogsaa hver Aften adskillige civile Betjente derude, og der fortælles en Del Historier om, hvorledes de svinger med deres solide Spaserestokke. Var det ikke rimeligere, om Myndighederne henstillede til de rige Fabriksherrer, at de betale deres Arbejdere en ordenlig Løn i Stedet for at hente Kvinder fra Sverig, som der skal en hel Politistyrke til at passe paa, eller kunde man ikke tænke sig en noget mindre opsigtsvækkende Transport af disse 3 Damer end den, at der, som ved Konge- og Kejserbesøg, skal holdes store Strækninger afspærrede til Gene for den offenlige Færdsel.

Vi henstiller dette til Politidirektørens Overvejelse; han maa dog kunne indse, at det hele er baade latterligt og brutalt, og paa Strejkens Gang har det ingen anden Indflydelse end at forøge Sympatien for Arbejderne.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896).

Strejken hos Jacob & Sønner sluttet

I Mandags opnaaedes der Overenskomst mellem Firmaet Jacob Holm & Sønner og de strejkende Kvinder paa Seglgarnsspinderiet paa Amager, hvorved Strejken, der har varet i over 7 Uger, sluttede, og Arbejdet for Flertallets Vedkommende genoptoges Tirsdag. Resten vil blive genantagne saa snart de ventede Materialier ankommer fra Italien.

Af den sluttede Overenskomst skal vi anføre følgende Hovedpunkter:

Det hidtil benyttede Mulktsystem bortfalder med Undtagelse af Mulkter for at komme for sent om Morgenen. Herfor betales 5 Øre for 5 Minuter og 10 Øre for længere Tid, dog at der intet betales for de første 5 Minuter efter 6.

Basis for Arbejdslønnen er Akkord. Akkordpriserne fastsættes saaledes, at der af øvede Arbejdersker ved jævn Flid kan tjenes mellem 1 Kr. 50 Øre og 2 Kr. i en 10 Timers Arbejdsdag.

Minimumsdaglønnen fastsættes til 1 Kr. 40 Øre (tidligere 1 Kr. 20 Øre.) Denne gælder ogsaa for Akkord, naar Priserne mulig maatte være ansatte saa lavt, at der ikke kan tjenes den almindelige Akkordløn pr. Dag.

Den ovennævnte Dagløn gælder dog ikke for nyantagne Kvinder de første 6 Uger, i hvilken Tid Lønnen er 1 Kr. pr. Dag.

Arbejdstiden med de i denne indeholdte Spise- og Hviletider forbliver som hidtil.

De saakaldte Retiradetegn bortfalder.

*

Overenskomsten er gældende til 1. Maj 1898 og fremdeles 1 Aar ad Gangen, indtil den med 3 Maaneders Varsel fra en af Parterne: Firmaet eller "De samvirkende Fagforeninger" (Det kvindelige Arbejderforbund) opsiges til Ophør en 1ste Maj. Efter Opsigelse af Overenskomsten skal der føres Forhandling om Stridspunkterne mellem Firmaet og Organisationerne forinden Fabriken maa lukkes eller Arbejdet standses.

*

Samtidig med denne Overenskomst har Firmaet hævet den mod Bestyrelsen for Det kvindelige Arbejderforbund anlagde Sag, idet Bestyrelsen gennem sin Formandinde har erklæret, at det ikke har været Hensigten med de i Social-Demokraten" offenliggjorte Artikler at sigte Firmaets Chefer for at være hensynsløse og inhumane Arbejdsgivere, hvad ogsaa de førte Forhandlinger har vist, at der ikke var nogen Anledning til. Vi beklager derfor, om Artiklerne skulde være blevne opfattede paa anden Maade.

Bestyrelsen

for Det kvindelige Arbejderforbund

(Social_Demokraten 5. november 1896).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Jacob Holm & Sønner. Sæbefabrikken. 1894. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.