Some Suicidal Sisters. (Efterskrift til Politivennen).

Their Meteoric Career in Paris, Berlin, and Buda-Pesth — Noble Idiots Blow Out Their Brains Tor Them—Hearst's and Pulitzer's Indecent Pictures.

I use the term " suicidal " as above advisedly. By that I do not mean that the little Barrison sisters have any intention of committing suicide themselves. For it is my observation that the more worthless a woman, the more tenaciously she clings to life. But I call them ''suicidal" because their manager and brother-in-law ostentatiously bills them as the cause of several suicides in Europe.

The little Barrison sisters have been alternately presented by Europe to America, by America to Europe, and by Europe back to America again. Like the seven cities which repudiated Homer when he was a beggar, several continents seem disinclined to harbor these young ladies. In America they are called Europeans, and in Europe they are called Americans. It would be rather hard to tell what they are, but their infancy and childhood were spent in America, and they may be looked upon as gutter-flowers of New York. 

The five Barrison sisters were born in Copenhagen, Denmark, and came here as little children. Their father was a drunken umbrella maker. They made their debut on the stage in 1891, when De Wolf Hopper was running the so-called opera of " Wang," which had a great success in New York and ran through the entire summer season. Those who saw it will remember the little Barrisons as being the most brazen of that very brazen lot of chorus-girls. In 1893, William Fleron, who was then with Pearl Eytinge, took them up. He married the eldest, Lona, and has since acted as husband, manager, and brother-in-law to the five. Their names are Lona, Sophia, Inger, Olga, and Gertrude. Lona, the eldest, is twenty-six, and the youngest, Gertrude, is sixteen. Sister Ethel has been added to the lot since they left America, but Ethel belongs to another litter. 

When William Fleron married the Barrison sisters, he took them abroad, after a brief season at Koster & Bial's. Shortly afterwards, echoes of their remarkable career began to hark back from Europe, and New York was pained to hear that it had allowed such wicked little sisters to escape from this very wicked city. The first sensation they caused was the elopement of Sister Sophia from Berlin with Count Willie Bernstorff, scion of a noble Prussian family. Count Willie and Sophia fled to London, and tried to get married. But it was necessary to get the indorsement of the German Embassy before the marriage could be legal, and the embassy cabled the Bernstorffs in Berlin. As a result, Count Willie's elder brother rushed over to London, and succeeded in plucking him from the grasp of the greedy little Barrison. She succeeded, however, in extorting a large sum of money from the family before she told Count Willie that she did not love him. 

Another victim of the sisters was Count von Wedel, a young officer of a swell Berlin regiment and also of noble family. He spent all his money, went into debt, pawned his jewelry, and it is even rumored that he stole some jewelry from other members of the family to satisfy the insatiable demands of his particular little Barrison. This attracted the attention of Emperor William, and, on investigating the matter, he found that all the officers of the Berlin garrison were crazy about the little Barrisons. The emperor settled the matter in short order by expelling them at once from his capital. 

From Berlin the Barrisons went to Paris. There they attracted but little attention, as young ladies who have nothing but wickedness and visible underwear are a drug in Paris. One can see more wickedness there in a day than almost anywhere else in a week, and as for feminine underwear, the display of that at the theatres, at the cafe concerts, and at the students' balls, is so lavish that it makes one wonder why some of these high-kicking young women do not wear their intimate garments on the outside. Therefore the Barrisons had only a success of esteem in Paris— a success which prevailed principally in the journals, and not in the box-office. But the Parisian journalists did not fail to chronicle all the movements of the little Barrisons, and a well-known chronicler thus wrote one day about the managerial brother-in-law. ,( Mr. Fleron is the pearl of husbands. I saw him two days ago at the Folies-Bergeres. He was looking after his brood. He examined to see if the stockings of Gertrude fitted well, and if the skirts of Sophia puffed out properly. Everything went to perfection; the skirts of Sophia acquitted themselves of their duties; the stockings of Gertrude did not show a wrinkle." The French journalist was right in ascribing importance to these functions of Mr. Fleron, for the stockings and skirts of the little Barrison sisters seem to be their chief stock in trade. 

From Paris the little Barrisons went to Buda-Pesth. There they created a sensation very similar to that they made in Berlin. There, too, they had a victim. Count Arthur Pallavicini was a member of a noble Hungarian family, young, handsome, and popular. He fell in love with Ethel Barrison, and after discovering that she was false to him (how could he ever suspect that she was not, I wonder?), he shot himself. A photograph of Ethel Barrison was clutched in his left hand, and a slip of paper lay on the table, whereon was written a request that she come and kiss him in his coffin. 

Mr. Fleron never loses a tip. Miss Ethel Barrison went to the funeral, clad in deep mourning, and weeping bitterly. That night the theatre was crowded to the doors. 

With this halo of suicide and wickedness about them, it is needless to state that the return of the little Barrisons to their semi-native land has been an event—that is to say, a newspaper event. Mr. Hearst and Mr. Pulitzer—the two great men who direct the newspaper destinies of this town had their offices keyed up to the highest pitch awaiting the advent of the little Barrisons. When the Havel arrived the other day, battalions and phalanxes of artists and reporters awaited her. The little Barrisons were all interviewed, en masse and singly, and pictures of them printed on entire pages by these two enterprising newspapers, the World and the Journal. 

Mr. Hearst is easily first, however. Realizing at once the vital part of the Barrisons' arrival, he printed a gigantic picture of the Barrison ladies' legs—and nothing else—extending clear across an entire page of that invaluable family newspaper, the Journal. It is true there were other pictures in other parts of his paper, but this row of ten legs, with merely a fringe of underwear above them, and no other indication as to which particular Barrison each particular pair of legs belonged to, was indeed a journalistic triumph. It is true that elsewhere Mr. Hearst devoted an entire page to pictures of Miss Lona Barrison undressing herself, which she certainly does very thoroughly. But as a matter of journalistic pride, this can not compare with Mr. Hearst's achievement in printing the ten Barrison legs across his front page as large as life.

It is but fair to both Mr. Hearst and Mr. Pulitzer to say that while they printed these pictures, they both of them were much shocked. Mr. Hearst headed his life-like study of legs with this heading: "The Five Wicked Barrison Sisters Startle New York, The Shocking Trail of Both Ruin and Scandal They Have Left Behind Them in Europe." And at the lop of another page, Mr. Hearst has eight successive pictures, showing the gradual progress of Miss Lona Barrison from a dude with an overcoat to a young woman " mit nodings on," as Hans Breitman says. Over the salacious pictures on his page, emanating from the giddy Mr. Hearst, occur lines of the sternest morality, coming from the puritanic Mr. Hearst. "Has Public Taste Sunk To This Degrading Level?" asks the moral Mr. Hearst. " If the New York Theatre-Goers Unblushingly Flock To See A Vulgar Young Woman Undress Herself On The Stage, What May We Expect Next?" asks the chaste Mr. Hearst. It is true that immediately beneath occur most minute pictures of the vulgar young woman undressing herself. But the sternest moralist could find nothing to cavil at in the large headings which I have just quoted. 

In order to take the curse off his pictures, Mr. Hearst further prints an interview with Dr. Parkhurst, in which the doctor says : "Laughter at dirty fun means demoralization of the worst kind." There is also an interview with Mrs. Charlotte Smith, the president of the Woman's Christian Temperance Union, in which she says : 

"I never saw an exhibition in any theatre more suggestive, lewd, and indecent. The whole aim of these women seemed to be to excite, the base emotions of the audience. Their dresses had been constructed with this one object in view, and all their motions were simply vicious and libidinous. Before the curtain went up the ten legs of these Barrisons could be seen under the edge of the curtain, indecently twisting and wriggling. This was designed to whet the appetite of the spectators. The elder Barrison girl undressed on the stage, and gave an exhibition on horseback that was even more disgraceful than that of her sisters. 

But vulgar as the exhibition itself was, the pictures in these papers were even more vulgar. It is hard to say at what these papers would draw the line. I am informed that since the Journal and the World have been running a race in salacious pictures, the sales of Mr. Richard K. Fox's Police Gazette have fallen off heavily in New York city. 

New York, October 12, 1896. Flaneur.

(The Argonaut 26. oktober 1896).

Et Besøg paa "Holsteinsminde". (Efterskrift til Politivennen).

Forstander Buddes Opraab.

Indre Mission erobrer Børnehjemmeet.

Man vil omstaaende finde en Anmodning fra Forstander L. Budde paa "Holsteinsminde" om at yde Bidrag til en ny Opdragelsesanstalt for fattige Børn, som han agter at oprette paa Himmelbjærg-Gaarden. Anledningen til dette Opraab er bekendt: Hr. Budde forlader nu til 1. Juli "Holsteinsminde", hvor han har virket i 17 Aar, efter Ønske af Anstaltens "Patron", Grev Holstein Holsteinborg, som er en fanatisk Tilhænger af Indre-Mission og vil ansætte en af sine Venner indenfor denne Retning, maaske den berygtede Pastor Moe, som Forstander i Hr. Buddes Sted.

Vi besøgte forleden Dag "Holsteinsminde" og erfarede af Hr. Buddes egen Mund Sagens nærmere Sammenhæng. Hr. Budde havde i længere Tid haft Fornemmelsen af, at Grev Holstein - som overtog Holsteinborg ved sin Faders Død i 1892 og er en Mand paa ca. 40 Aar uden kendte Ævner eller Fortjenester i nogen Retning - stillede sig uvillig overfor ham og hans Virksomhed. Greven søger væsenlig sin Omgang blandt Indremissionsfolk, og Hr. Budde staar denne Retning fjærnt. Han havde dog ingen Anelse om, at Greven vilde tvinge ham bort fra den Post, han omfatter med saa megen Kærlighed, før han ved en Samtale nu i Sommer fik utvetydig Besked.

Hr. Budde søgte Greven for at anmode ham at bekoste nogle Forbedringer ved Anstaltens Vaskehus. Fru Budde havde nemlig Vanskelighed ved at overkomme Vasken for det bestandig stigende Antal Børn og ønskede en større Kedel indsat. Greven besvarede Anmodningen med et bestemt Afslag, og da Hr. Budde spurgte, hvad hans Hustru da skulde gøre, hvis hun ikke kunde bestride Vasken med det forhaandenværende Apparat, svarede Greven: "Hvis De er misfornøjet, kan vi jo skilles - det ser jeg forøvrigt ogsaa helst!" Hr. Budde spurgte straks, hvornaar Greven ønskede, at denne Forandring skulde ske, og Greven svarede: "Nu til Foraaret!" Paa Hr. Buddes Indvending, at han med saa kort Frist næppe var i Stand til at faa Flytningen i Orden, lod Grevens korte Svar: "Saa siger vi til 1ste Juli." Og derved blev det.

- - - Forstander Budde og hans udmærkede Hustru nødes altsaa nu til Sommer til at forlade "Holsteinsminde", som de i 17 Aar har forestaaet og ledet med opofrende Interesse og med en fra alle Sider anerkendt Dygtighed. Et Magtsprog fra Holsteinborgs Herre fordriver dem fra det Hjem, i hvilket de i disse 17 Aar har opdraget mange Hundrede Børn, som ellers vilde være prisgivet Hjemløshedens Ulykker, og som senere i Livet med Taknemlighed har mindedes deres Barndom hos "Forældrene" paa Holsteinsminde - Budde og hans Hustru er hver paa sin Vis fortrinligt egnede til den Plads de beklæder. Budde er nu en Mand paa 60 Aar, men hans Personlighed har bevaret en elskværdig Ungdommelighed og Alderen har kun i ringe Grad præget det ejendommeligt fine Digterhoved med den mægtige Løvemanke. Hele hans Liv har været viet Opdragerens Gærning - han var Højskolelærer, først paa Hindholm, senere i Karise og ved Pigehjemmet paa Jægerspris, før han i 1879 blev Forstander paa Holsteinsminde - og i den digteriske Produktion, som han ved Siden af sin Lærervirksomhed og sine matematiske Studier har faaet Tid til, lægger hans Kærlighed til Børn, hans Forstaaelse af Barnehjærteet, sig paa den smukkeste Maade for Tagen. I sine bekendte Smaafortællinger om Skoledrenge har han tegnet en Række nydelige Billeder af de uskyldige Barnestreger, som et mørkere Livssyn med Strænghed fordømmer, og "En Historie fra fattige Steder" bærer Vidnesbyrd om hans rørende Medfølelse med de Mishandlede i Samfundet.

Han er selv en barnlig og følsom Natur, hvis Religiøsitet er mild og human, vidt fra Helvedlærens Hjærteløshed. Og den Aand, der præger Livet paa "Holsteinsminde" er den samme, som man møder hos ham selv og i hans Skrifter, en i god Forstand kristelig Mand; - men Haanden, som leder og styrer det Hele, er maaske i nok saa høj Grad hans Hustrus. Fru Mathilde Budde, som er en Plejedatter af Børnehjemmets første Forstander, Anders Stephansen, gør Indtryk af en i sjælden Grad intelligent og dygtig Kvinde, hvis praktiske Sans og organisatoriske Talent det utvivlsomt i første Række skyldes, at "Holsteinsminde" med sine forholdsvis knappe Midler er saa fortræffeligt ordnet, som det er. Fru Budde er i dette Øjeblik Husmoder for 142 Drenge, hvis Forplejning, Beklædning, Vask og Renlighed hun forestaar - og man kan, som vi gjorde det forleden, komme bumpende ned paa "Holsteinsminde" en Regnvejrsdag og finde alt i den mønsterværdigte Orden, baade ude og inde!

---"Holsteinsminde" ligger som bekendt midtvejs mellem Næstved og Skelskør, i Nærheden af Fuglebjærg. Anstalten bestaar af et lille Kompleks af Bygninger; en lang Poppelalle fører fra Landevejen ind dertil. Den ældste af Bygningerne er det gamle Fuirendal, som den nuværende Greves Bedstefader i 1833 indrettede til Børnehjem under Forstanderskab af en ovennævnte Stephansen, en mærkelig og højtbegavet Mand, Børnesagens egenlige Fader her i Landet. Han begyndte med 10 Børn fra Grevskabet, senere kom der fra København 12 Gadedrenge, der af Politiet var betegnede som nogle af de mest "moralsk fordærvede" - en Opfattelse, som Stephansen i hele sin Virksomhed kæmpede imod. Efter Grevens Død i 1836 fik Stephansen af den Holsteinske Familje 6000 Rdlr., for hvilken Sum han oprettede det nuværende "Holsteinsminde". Under Kamp med trange Kaar arbejdede han og hans Hustru Anstalten frem imod det Maal, de havde sat sig: at skabe et kærligt Tilflugtssted for Folkets fattige og hjemløse Børn. Og i samme Aand blev Arbejdet efter hans Død i 1870 fortsat først af Chr. Nielsen, senere af Budde.

Efterhaanden som Børneantallet voksede, blev de gamle Bygninger for trange, og i Buddes Tid er der ved Hjælp af dels offenlige, dels private Tilskud og Bidrag blevet opført et Par nye. Den ene, som kaldes det "lille Hjem", og hvor de mindste Børn boer, er bygget af det Classen'ske Fideikommis, og den anden, en større Bygning med velindrettede Skolestuer og Sovesale, har Budde selv ladet opføre. Desuden er der i hans Tid bygget et stort, fortrinligt Gymnastikhus

Vi vandrer rundt med Hr. Budde og hans Hustru i disse forskellige Bygninger paa "Holsteinsminde". Overalt er der mylrende fuldt af Drenge - Drenge, som spiser, Drenge, som er i Skole, Drenge, som gør rent, vasker Gulv og vasker op - Drenge i alle Aldre, ned til smaa Purke paa 3-4 Aar; det hænder endog undertiden, at der kommer Børn paa et Aar ud til "Holsteinsminde", hjemløse Verdensborgere, som her bliver beklædt, bespist, opdragne og underviste, til de skal konfirmeres og ud at staa paa egne Ben i Livet. For nogle Dage siden traf en lille Dreng paa 6 Aar uformodet sammen herude med sin to Aar ældre Broder, som han ikke havde set i flere Maaneder inde i København.

Og man kan see paa Børnene, at de har det godt paa dette sted; det hænder da ogsaa kun yderst sjældent, at en forsøger at løbe sin Vej. Alle de 142 Drengeansigter, vi ser, lyser af Tilfredshed. Der holdes nemlig stort "Kartoffelgilde" i Anledning af, at man for nylig er bleven færdig med Kartoffeloptagningen, og uhyre Masser af Høstens Frugter fortæres med glubende Appetit. Sygdom kendes saa godt som ikke paa "Holsteinsminde", takket være den friske Luft og den gennemførte Renlighed. Det er en Fornøjelse at se, hvor propre Sovestuerne med de mange smaa Senge er; at der er lidt lavt til Loftet i nogle af dem er de gamle Bygningers Skyld. Man har det bestemte Indtryk at Hr. Budde og hans Hustru har indrettet Børnehjemmet saa godt, som det under de givne Forhold lod sig gøre, og at der imellem dem, Lærerne og Børnene hersker det venligste og fortroligste Forhold. Drengene faar naturligvis saa meget som muligt Lov til at tumle sig i det Fri; hver Afdeling har sin Plads at lege paa, grave, bygge Dueslag osv. Om Sommeren kommer et Hold ad Gangen i en tre Ugers Tid ud ved Stranden og holder Ferie i et lille Hus som tilhører Anstalten. Pigeafdelingen, hvor der for Øjeblikket er 30 Børn, er indrettet paa "Skovgaard", en halv Mils Vej fra "Holsteinsminde".

- - Nu skal Indre-Mission altsaa lægge sine mørke Skygger over det lyse og venlige Børnehjem, hvor Ægteparret Buddes Aand hidtil har raadet. Hvilken Ulykke det vil være for Hjemmet, kan enhver indse. Børnenes Sind vil blive forgiftede af Helvedlærens Dragesæd, og Hykleriet vil under den skræmmende og forkuende Indflydelse skyde frodig Vækst og kvæle den Fortrolighed, som naturligt hører hjemme imellem Børn og deres Opdragere. Hvis Forstanderen ikke bliver Pastor Moe, bliver det en anden Missionsmand - Resultatet kommer ud paa et.

Det mest oprørende heri er den Maade, hvorpaa Grev Holstein benytter sig af sin "Patronatsret" over Børnehjemmet. Den Holsteinske Familje har som ovenfor sagt i sin Tid ydet 8000 Rdl. til Hjælp til Anstaltens Opførelse; den nuværende Greves Fader gav et aarligt Tilskud paa 400 Kroner, og hans Søn har givet et lignende Beløb - men disse Penge er selvfølgelig kun en Brøkdel af den Sum, der aarlig udkræves til Børnehjemmets Vedligeholdelse. Resten indkommer dels igennem et aarligt Statstilskud (som er steget til 12,000 Kr.), dels gennem Fonds, Legater og Fideikommis'er, dels gennem private Gaver. Endvidere betaler Københavns Kommune 180 Kr., andre Kommuner i Landet 160 kr. om Aaret for hvert Barn, der sendes til Holsteinsminde.

Grev Holstein støtter sig imidlertid til den gamle Fundats, som blev oprettet i 1840, og ved hvilken Patronatet over Holsteinsminde for Fremtiden skulde tilfalde Grevskabet Holsteinborgs Besidder - "naar denne har Interesse for Stiftelsen og vil med Kærlighed paalage sig Byrderne ved dette Velgørenheds Værk." Dette Patronat er altsaa en Slags Gengæld for de 6000 Rdlr., som Grevskabet i sin Tid ydede til Anstaltens Oprettelse, og i Kraft af disse 6000 Rdlr., som hans Bedstemoder har skænket, vil Grev Holstein nu tiltvinge sig Enebestemmelsesret over Børnehjemmet, skønt dette som sagt væsenlig bestaar ved Statens Støtte! Grev Holstein har allerede sørget for at faa Budde og hans Hustru fjærnet fra Anstalten. Skulde han gøre Alvor af sin Bestemmelse og indsætte Pastor Moe eller en anden lige saa fanatisk Indremissionsmand til Forstander paa "Holsteinsminde", saa maa det blive Statens Sag at gribe regulerende ind, saavist som Børneopdragelsen - hvad ogsaa Hr. Budde selv fremhæver i sit omstaaende Opraab - fremfor noget andet er en Sag, som hele Samfundet er interesseret i.

(Social-Demokraten 29. oktober 1896).

E. Larsen Demuth (1904-1925) boghandel. Boghandler, grosserer Erik Frederik Larsen Demuth (1876-1947): Holsteinsminde. Det kongelige Bibliotek.

Forstanderparret Carl Christian Leopold Gether Budde (1836 - 1902) og Mathilde Budde var pionerer indenfor børnesagen i Danmark og for støtte til børnehjem for ”vanskelige” børn. Han var senere medlem af kommissionen for statstilsyn med børneopdragelse som efter hans død udmøntede sig i Børneloven (værgerådsloven) Lov af 14/4 1905 Børneloven (værgerådsloven).​

Som nævnt fortsatte parret deres virke på en gammel bondegård Himmelbjerggården som de købte i 1896 købte for 17.000 kr. De fik opført nye bygninger, herunder blandt andet Himmelbjerggårdens nuværende hovedbygning og omdannede gården til børneopdragelsesanstalt og skolehjem. Forældre til 42 børn på Holsteinsminde ønskede at deres børn flyttede til Himmelbjerggården. I det første år af opdragelsesanstalten og skolehjemmets levetid var tilstrømningen stå stor at man kunne udvide til yderligere 50 børn. Hvilket fortsatte i en årrække: Efter tre år var der plads til 150 elever. I 1900 og 1901 kom en skolebygning og gymnastiksal til. Leopold Budde døde i 1902 før projektet var færdigt. Herefter overtog staten i 1903 Himmelbjergsgården, stedet blev en selvejende stiftelse, ledet af en forstander og under tilsyn af et af kulturministeriet udpeget tilsynsråd på 3 medlemmer.

Som forstanderpar tl Holsteinsminde valgte Grev Holstein det indremissionske forstanderpar Mads Lind (kaldet "Spanskrørets apostel") og Sira Lind. Mads Lind udtalte ved et kredsmøde for børnegudstjenestesagen den 11. november 1897 bl. a. følgende:

- Men hvorledes skal vi saa stille det frem, som Børn skal efterligne? Det skal vi gjøre ved at lære dem at bede, ved at male Frelserens Naade for dem, saa de faar let ved at sige Nej til Livets og Kjødets Lyst og at sige Ja til at gjøre Guds Vilje. Vi skal ikke alene tale om, at Børnene skal gjøre det og det, men vi skal selv gjøre det, selv sætte os paa Børneskammelen og lære dem, til hvilket de skal sige Ja og til hvilket Nej. Det er godt og skjønt at bede for vore Børn, men det er meget bedre og skjønnere at bede med Børnene, bede med dem om Guds Kjærlighed og Barmhjærtighed.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 12. november 1897)

Det indremissionske forstanderpar holdt mindre end et år. I april 1898 meddelte aviserne at lærerne på enten havde forladt stedet eller nedlagt arbejdet, mens kommuner der ikke var styret af Indre Mission fravalgte anstalten, som blev affolket. Elevtallet faldt fra 150 til 42. Greven måtte erkende at have foretaget et fejlgreb og parret fratrådte i juli 1898. Økonomisk øges statstilskuddet ikke som forventet, men derimod hævede patronen sit årlige bidrag fra 400-1900 kr. 

Han erstattede dem med den indremissionske cand. Theo Viggo Mollerup som det lykkedes at få elevtallet op til 97 i 1903. Han blev kendt for sine brutale opdragelsesmetoder og efterhånden en belastning for stiftelsen. Blandt andet revsede journalisten Peter Sabroe Holsteinsminde for dette i 1906-07. Han måtte gå af 1. november 1907 og blev maj 1908 ansat som forstander på Bøggildgård Opdragelsesanstalt.

Greven sidst konstituerede forstander cand. Theol Einer Kiilerich, men kort efter blev Holsteinsminde en selvejende institution, patronsystemet blev afskaffet og forstanderen herefter valgt af en bestyrelse.

Polakkerne breder sig. (Efterskrift til Politivennen).

Godsejernes Fædrelandskærlighed. - Hans Heste, hans Arbejdersker.

Nu anvendes polske Arbejdere ogsaa ved Arbejdet paa Hofjægermester Winds Ejendomme paa Fyn.

Paa Rønnebogaard, beliggende tæt ved Langeskov og tilhørende Hr. Hofjægermester Wind, Sanderumgaard, arbejder 10 Polakker, deraf nogle faa Mænd i 14 til 18 Aars Alderen. Resten er Kvinder. De er indkvarterede paa Rønnebogaard og har Soverum i en Tværlade. I den ene Ende af Laden er der Kostald og langs med den ene Side en Mødding. Det Rum, hvori de har Natteophold, oplyses af to smaa Vinduer. Gulvet er belagt med Mursten og langs Side- og Endevæggen er opslaaet nogle sammenhængende Trækasser, hvor de tilbringer deres korte Sovetid. Sengklæderne bestaar af en Halmsæk og et Tæppe, men der findes ingen Lagener.

De polske Piger udfører alt Arbejde lige fra at binde Halm ved Damptærskeværket, rense Gødningen ud under Kalve og sprede Gødning paa Marken. Forleden, da en af vore Medarbejdere besøgte Stedet, tog de Roer op i Marken tæt ved Sanderumgaard og gik bare det kolde Efteraarsvejr.

Lønnen er noget forskellig for disse fremmede Kvinder. Den varierer fra 90 til 1 Kr. 15 Øre paa egen Kost.

De maa møde til Arbeide hver Morgen selv om Roerne er vaade af Natteduggen.

Opsynet over de 20 Polakker føres af en af deres Landsmænd, som Egnens Folk kalder "Bestyrer", medens han selv fører den tyske Titel "Aufseher". Hans Hustru besørger Rengøringen i det Rum, hvor Pigerne sover. Fruen har ogsaa den Opgave at fyre i det Komfur, hvorpaa Pigerne koger deres Kartofler. Dette Komfur er ikke forsynet med Kogehuller. De mange Kasseroller med Kartofler anbringes umiddelbart ovenpaa Jærnpladsen, under hvilken der fyres. Pigerne betaler Konen for at udføre dette Arbejde. Folk fortæller endog, at hver Pige maa give 25 Øre om Dagen for disse Udenomsbekvemmeligheder.

Bestyreren forsyner for Betaling sine Undergivne med Blærefedt, Brød og lidt "Kaffe", hvorpaa han oppebærer Procenter hos de Handlende.

I Fjor, da der ligeledes paa Sanderumgaard var en Del polske Piger, maatte disse slet ikke købe noget selv. Den daværende "Aufseher" anskaffede alle Fornødenheder. Pigerne klagede da over, at de intet maatte købe selv. Den Købmand, hos hvem Bestyreren handlede, fortæller, at da nogle Perlekranse, som Bestyreren købte for 25 Øre Stykket, blev sendt tilbage, var de mærket med en Seddel, hvorpaa der stod 50 Øre. Det synes altsaa at være den pris Pigerne maatte betale.

Og Pigerne klagede den Gang over, at de maatte give 45 Øre for et lille Hvedebrød, der ellers koster 25 Øre.

Polakkernes Kost er i øvrigt meget tarvelig. De spiser mest Kartofler, som de dypper i Salt. Rugbrødet, som skæres i tommetykke Stykker, spiser de ofte bart. Kun ved særlige Lejligheder smører de Fedt paa. Som Følge af denne tarvelige kost er de ikke altid lige oplagte til Arbejdet. Men Aufseheren følger dem uafbrudt paa Marken og holder dem til Vinden.

Den forrige Aufsehers Kone synes at have været særlig snedig til at holde Pigerne til Arbejdet. Hun lod dem tage en Dosis Brændevin og det paastaas, at hun ved en enkelt Lejlighed da det Kneb med at faa Halmen bunden ved Damptærskeværket, heldte noget Peber i Brændevinen.

Sørgeligere Syn kan vanskelig tænkes end disse pjaltede og af Arbejdet tilsmudsede Væsner, som arbejder paa Kommando af en tysk Forvalter. Nogle af dem er gifte Koner. De har altsaa forladt Manden og maaske Børn for at tjene Brødet i et fremmed Land. Dette Brød, som bliver saa tarvelig tilmaalt, og den Smule Løn, som synes at smuldre bort mellem Fingeren paa dem.

En af de gifte polske kvinder, der i Fjor arbejdede ved sandrum, var frugtsommelig og maatte i den Anledning rejse hjem. Ved Afrejsen græd alle de andre, fordi de ikke maatte følge med. Og ingen af dem er vendt tilbage i Aar. De polske Arbejdere, der anvendes i Aar, var alle sammen ukendt med Forholdene, da de i Foraaret kom herover. 

Faa Skridt fra Arbejdspladsen ligger Sanderumgaard. En stor flot Herregaard med en paladslignende Hovedbygning. For Trappen holder en elegant Landauer. De forspændte Heste har aabenbart et mere lyst Syn paa Livet end de stakkels polske Piger ude i Roemarken; thi de bærer Hovedet højt og de har Grund til det, for de er smykkede med sølvbeslaaet Seletøj og de har den Ære at trække Hr. Hofjægermesteren og hans Datter. Hr. Hofjægermesteren er en Mand, der er Ejer af mindst 3 store Gaarde, og han har faaet flere Millioner i Arv. Vi ønsker oprigtig at Hr. Hofjægermesteren og den smaa Frøken Wind maa smage den Sødme, som det vel maa være at se paa disse middelalderlige Forhold. Og skønt vi ikke ønsker ondt over nogen, saa skal vi ikke nægte, at det vilde glæde os om Hr. Hofjægermesterens Datter en eneste Dag, blot en Dag, vilde møde i Roemarken sammen med disse fattige polske Kvinder, spise af deres Karkoster og deres tørre Brød og saa, naar Aftenen kom, lægge sig til Hvile paa Halmsækken i den uhyggelige Lade ved Siden af Møddingen og Kostalden.

Thi den, der en Gang har prøvet disse Forhold, vil næppe byde sine Medmennesker de Vilkaar, hvorunder Polakkerne nu maa friste Livet.

(Social-Demokraten 20. oktober 1896).

Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995): Sanderumgård. 1905-1906. Christian Andreas Vind (1794-1869) overtog i 1829. Han frasolgte en del af godsets fæstegårde til bøndernes selveje og intensiverede driften af hovedgårdens jorder. Sidst i 1830'erne bestod produktionen bl. a. af vævede hørtrøjer. Efter hans død 1841 blev en ny hovedbygning opført. tegnet af Hans Jørgen Holm. I 1870 opførtes nye avlsbygninger. Parrets yngste søn Sophus Holger Gustav Vind (1842-1913) overtog i 1872 Sanderumgaard. Vind-familien ejer stadig gården. Foto Det kongelige Bibliotek.

Nyt revolverdrama. (Efterskrift til Politivennen)

 En ung piges historie.
Sædelighedspolitiet igen på færde.

I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverskud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.

Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.

Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.

Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!

Sædelighedspolitiets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af  herrebesøg.

En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.

Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.

I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.

En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.

Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.

Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"

Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.

(Social-Demokraten, 10. oktober 1896)

Rygter om Politidirektørens Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

 Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhøjelse af Politietatens Lønninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingenting ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet.