Pastor Gades Voldtægt af 15aarig Pige. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst som Sædelighedsforbryder

Til "Ritzaus Bureau" telegraferes i Gaar:

Nibe, den 9de Septbr. Sognepræst Niels Peter Andersen Gade, Østerhornum, er i Aftes efter afholdt Forhør bleven arresteret som sigtet for Sædelighedsforbrydelse samt for Forsøg vaa Forledelse til falsk Forklaring for Retten. - Pastor Gade er født 1854; han blev teologisk Kandidat 1886 og Sognepræst til Østerhornum 1887.

Denne Arrestation har vakt almindelig Sensation paa Egnen. Rygterne om Præstens Nærgaaenhed mod en 15aarig Pige, der gik til Konfirmationsforberedelse hos ham, har allerede i nogen Tid cirkuleret blandt Beboerne, men det er først ved Præstens Arrestation at man har faaet Vished for, at det er mere end Sladder, hvad der blev sagt om hans Optræden overfor den unge Pige.

Hun var allerede i Fredags i Forhør. Det var et langt Retsmøde og først henad Aften slap Pigen fri, dødstræt af den lange Eksamination. Resultatet heraf blev, at Pastor Gade blev tilsagt til Forhør i Onsdags og efter dette arresteredes han, som i Telegrammet angivet, sigtet ikke alene for Sædelighedsforbrydelsen, men ogsaa for Forsøg paa at forlede en ung Pige til at vidne i hans Favør, med andre Ord falsk Forklaring for Retten.

Gade er Indremissionsmand og Søn af en Skolelærer i Aalborgegnen.

I Følge senere Telegram til Ritzaus Bureau er Pastor Gade suspenderet fra sit Embede.

Privattelegram.

Vi modtog sent i Aftes følgende Privattelegram med yderligere Oplysninger i Sagen :

Aalborg, den 9. Septbr. Den 15aarige Pige, som den arresterede Pastor Gade sigtes for at have begaaet Sædelighedsforbrydelse mod, er Datter af en anset Haandværksmester her i Aalborg. Den unge Pige havde Ophold i Præstens Hus under Forberedelsen til Konfirmationen, og her skal Præsten ved Nattetid have forøvet sin Udaad mod hende. Pigen har skrevet hjem til sine Forældre og meddelt dem Enkelthederne ved det forefaldne.

Efter Pigens Beretning havde Pastor Gade den paagældende Dag været i Nibe, og da han ved Aftenstid kom hjem til Østerhornum, var Pigen gaaet i Seng. Præsten klædte sig af, og da Pigen noget efter var falden i Søvn, listede han sig ind i hendes Værelse, krøb op i Sengen og lagde sig hos den sovende.

Pigens Forældre blev naturligvis i høj Grad bestyrtede over, hvad de erfarede om den Guds Tjener, i hvis Hænder de havde betroet deres Dalter, og Faderen gjorde straks Anmældelse til Politiet i Nibe. Men Politiet vægrede sig ved at arrestere Præsten, inden der forelaa nærmere Oplysninger.

Der blev derfor afholdt en Række Forhør over Folk der fra Egnen, deriiblandt flere af Byens mest ansete Gaardmænd. og her fremkom der efter Forlydende meget graverende Oplysninger om Præstens Forhold ogsaa overfor flere andre Kvinder, særlig hans Tjenestepiger. Han sigtes for at have gjort Forsøg paa at forlede en af disse Tjenestepiger til falsk Forklaring for Retten.

*

Pastor Gade er Indremissionsmand. Det bliver snart uhyggeligt med alle de Sædelighedsforbrydelser, som rundt omkring i Landet knytter sig til Indre Mission, og som synes at staa i uløselig Forbindelse med denne overspændte religiøse Retning. En Forbindelse, der beror paa det Faktum, at overspændt Religiøsitet i mange Tilfælde kun er et Udtryk for overspændt Sanselighed.

Vore Forfattere har i den senere Tid været opmærksomme paa Fænomenet. En P. E. Benzon, har i sin Roman "Det sjætte Bud" - som i sin Tid omtaltes udførligt her i Bladet - givet en Skildring af den Usædelighed, der hyppig gaar i Svang blandt Indremissionsfolk under Broder- og Søsterskabets Maske.

Det er ingenlunde, forbi alle de saakaldte "Hellige" er bevidste Hyklere. Aldeles ikke. Men det er som sagt i mange Tilfælde Mennesker med voldsomme Drifter, og det er netop disse Drifter, der hyppigt driver dem over i Missionen. De føler sig som store Syndere, der er fordømte til Helvede, og saa bliver de Troende. Men selv om man driver Naturen ud med en Høtyv, kommer den dog igen. Og Livet i de indremissionære Menigheder, hvor alle Mænd og Kvinder er "Brødre og Søstre", er i høj Grad egnet til at opægge Sanseligheden, samtidig med at den fordømmes som Djævelens Fristelse.

Desuden præker Indre Mission jo den Lære, at det ikke kommer an paa Gerningerne, men paa Troen. Alle Synder, alle Forbrydelser, kan tilgives, naar man blot tror. I Tillid til denne absolute Syndsforladelse tager de "Hellige" det ikke al Tid saa nøje med en Overtrædelse mere eller mindre, Naar blot de angrer kraftigt bagefter, saa er der Tilgivelse selv for den største Synd.

S. Schandorph har i sin sidste Roman "Frigjort" skildret en Indremissionspræst, som er typisk for hele denne Retning. Det er en jysk Bondestudent, Kristen Kristensen, som er bleven Kapellan og er oprigtigt troende. Alle dem, der ikke tror, fordømmer han med Nidkærhed til Helvede. Men han har selve Pælen i Kødet og lider dybt derunder. Han staar i Forhold til to gifte Koner, og han krymper sig som en Orm under de Fristelser, hans voldsomme Sanselighed forvolder ham, og som han ikke formaar at modstaa. I Nattens Mulm og Mørke qaar han ind i Kirken, tænder Lys. kaster sig ned paa Gulvet foran Alterbordet og stønner:

"Skal jeg da aldrig blive sikker i Naadestanden? . . . Skal jeg aldrig blive fri for at føle Djævelen slide i mit Kos . . . Hvorfor har Du, o Gud, ikke gjort mig til dem, som Skriften kalder Gildinger fra Moders Liv? . . . Hvorfor kan jeg aldrig se paa en Kvinde uden med uren Attraa? . . . Herre, Herre, led mig ikke i Fristelse! . . . Herre, hvorfor forstader Du min Sjæl og skjuler Dit Ansigt for mig? . . . Skal jeg støde de Kvinders Sjæle bort, som kalder paa mig, for at jeg skal forkynde dem det Ord, som de hungrer og torfter efter?... Bøj dog en troende Kvindes Hjærte til mig, at jeg kan blive som Dit Redskab, Morten Luther, ham, der helligede sit Kød, saa det blev Dig en Velbehagelighed ... Du ved jo, Du maa jo vide, at jeg tror paa hver Tøddel af Dit hellige Ord, og at jeg forkynder det rent og purt uden Menneskefrygt . . . Driv da Djævelen ud af mit ulykkelige Legeme, hvor han huserer som en nagende Kræft!"

Han vred sig som en Orm, der troedes paa, rejste sig paa sine Knæ, slæbte dem henad Altergulvet, løftede atter sit Hoved mod Krucifikset . . .

Schandorph har forstaaet denne Præst; han har haft en vis Medlidenhed og Sympati med ham, skønt han ikke deler hans Livssyn, og han har ikke fordømt ham, men søgt at forklare den Sjælekamp, han er Bytte for. - Paa samme Maade kan man have Medlidenhed med Pastor Gade i Nibe, der maaske har lidt eller i hvert Fald nu lider noget lignende og har kæmpet den samme Kamp mod kødelige Lyster, som var stærkere end hans Tro.

Vi kan have en vis Medlidenhed med de "Hellige", naar de falder som Ofre for den "Djævel", de vil bekæmpe. Men lad os huske paa, at de aldrig har Medlidenhed med os andre, som ikke deler deres Tro. Os fordømmer de uden Naade og Barmhjærtighed til Helvede. Lad os derfor al Tid være skaanselløse Modstandere af den barbariske Lære, de forkynder! Disse Folk, som kalder sig "hellige", er selv de bedste Beviser paa, hvor naturstridig og umenneskelig Indre Mission er i sin Grundvold.

(Social-Demokraten 10. september 1897).

Pastor Gades Sædelighedsforbrydelse.

Han har tilstaaet.

Sagen med den himmerlandske Præst, der paa en saa oprørende og skamløs Maade har voldtaget og skamskændet en 15½ Aars Pige, vækker saavel paa selve Egnen, hvor Forbrydelsen er begaaet, som i Aalborg, hvor Offerets Forældre boer, den største Opsigt, og, som rimeligt er, almindelig Indignation.

Gade er en Mand i sine bedste Aar, født 1854, høj og kraftig af Vækst med fyldigt Haar og Skæg, blegt fedt Ansigt og grove sanselige Læber ligner han en gammel Munk.

Som Præst virkede han højst uappetitligt ved sin unaturlig salvelsesfulde Maade at optræde paa. Dertil kom, at hans Tale var meget indremissionsk, nærmest i Moesk Lignelse. Det kunde saaledes godt falde ham ind at holde haarde fordømmende Ligtaler.

Han var ivrig Befæstningsven og undlod aldrig at bruge den fadeste Smiger om Kongehuset, naar Talen faldt paa dette.

Saadan talte og gebærdede den Mand sig, hvis Navn nu forbandes af en hæderlig og i alle Henseender respektabel Borgerfamilie i Aalborg. Denne Familie har faaet at mærke og det grundigt, hvad Kaliber denne retfærdige og fanatiske Højrepræst var af.

Familien i Aalborg havde i Foraaret en Datter ved Navn Ane, som havde gennemgaaet et Kursus i Madlavning i Menighedshjemmet. En Dag talte man med Diakonissen og efter hendes Raad blev man enige om at søge en Plads hos en Præstefamilie paa Landet til Pigen, som nylig havde fyldt 15 Aar. Man indrykkede i den Anledning følgende Avertissement i "Aalborg Stiftstidende":

En ung Pige

paa 15 Aar af kraftig Vækst, Datter af Haandværksfolk, søger Plads hos en Lærer- eller Præstefamilie paa Landet. Billet mrkt. osv.

Der indløb ca. 30 Billetter, og blandt disse en fra Pastor Gade. Da han boede saa nær Aalborg, valgte man til al Ulykke hans Tilbud og skrev til ham.

Et Par Dage efter indfandt han sig i Hjemmet og lod sig Pigen forestille.

I mit Hus, sagde Præsten, skal ingen sjælelig eller legemlig Fare true hende. Vi skal behandle hende, som var hun vort eget Barn, og med Guds Hjælp skal hun blive en sand Engel.

I Præstens Hus blev Ane kort efter Enepige. Forældrene skrev til Præsten, at Ane ikke maatte overbebyrdes, og efter nogen Tids Forlob blev Forholdene da ogsaa taaleligere.

I al denne Tid havde Præsten søgt kønslig Omgang med Pigen naar hun sov, og hver Gang tvang han hende til at tie.

Han forbød hende saaledes at skrive og tale til og med nogen og passede hende op ved alle tænkelige Lejligheder.

Den ulykkelige Pige saae dog en Dag sit Snit til at tale med Lærerens Hustru.

Denne Kone udviste imidlertid den næsten utrolige Fejghed og Hensynsløshed at svare Pigen:

For Gud i Himlens Skyld, sig intet! Præsten kunde jo risikere sin Afsked, og hvad vilde der saa blive af hans stakkels Kone og Børn.

Pigen lod sig dog ikke nøje med den Besked, men nogen Tid efter fortalte hun Forpagterens Forlovede, at Præsten vilde være Kæreste med hende, og herfra gik Historien videre til Smeden i Øster Hornum, der øjeblikkelig anmeldte Sagen til Herredsfogden i Nibe og samtidig besørgede et Brev, Pigen havde skrevet til Forældrene.

Brevet, der fyldte 8 tætskrevne Sider, gav en omstændelig og gribende Skildring af de Kvaler, hun havde maattet udstaa, de Ydmygelser, hun havde maattet lide, og den Fornedrelse, hun var kommen i.

Næppe havde man faaet Brevet læst til Ende, før Pastor Gade gled ind af Døren, fed, glinsende og myndig.

Pigens Moder var nær besvimet ved Synet af den Mand, der paa en saa lumpen Maade havde krænket Datterens Ære, men han var fræk. Med foldede Hænder og i den mest salvelsesfulde Tone af Verden gav han sig til at fortælle om Datterens udmærkede Egenskaber, og at hun nu kunde trænge til at komme hjem, da hun havde en daarlig Fod osv.

- - -

Men nu foer Faderen bleg og skælvende af Bevægelse op og udbrød:

"Slyngel! Og De vover - - "

"Hva-ba ?"

"De har opført Dem som en Usling, voldtaget vor Datter - tilstaa !"

"De maa jo være gal," udbrød Præsten. 

"Tilstaa!" raabte Faderen, "eller De skal blive arresteret og komme i Bladene."

"Dette er jo et simpelt Forsøg paa Pengeafpresning," svarede Præsten. 

"Hvad vover De? Ud af mit Hus, hører De!"

Præsten gik.

Desværre maa det efter de alt foretagne Undersøgelser anses for givet, at den 15½aarige Pige er frugtsommelig.

*

I Torsdags indfandt Provst Rasmussen i Fellen sig i Arresten hos Pastor Gade for at formaa ham til at aflægge Tilstaaelse. Gade nægtede imidlertid, at han havde gjort sig skyldig i noget som helst. Det er dog bevisligt, at han har truet den unge Pige med evig Fortabelse, hvis hun ikke lod ham faa sin Villie; hvis hun derimod var føjelig, lovede han hende at bestride Omkostningerne, der var forbundet med at tage Lærerindeeksamen.

Det er i det hele taget hans Princip under saadanne Forhold at love i det uendelige, og bagefter nægter han planmæssig alt.

Faderen til den voldtagne Pige var i Søndags i Kirken, mens Gade prædikede; Gade var i Begyndelsen meget nervøs og rystede synligt, men tog sig snart sammen og talte, som om intet var forefaldet.

Til Ritzaus Bureau telegraferes:

Nibe, den 11. Septbr. I et i Formiddags af Herredsfoged Dændler afholdt Forhør har Sognepræst Gade tilstaaet sig skyldig i Overtrædelse af Straffelovens § 174.

*

Om Tilstaaelsen modtog vi i Aftes følgende Privattelegram:

Aarhus, den 12. September.

De sidste Forhør blev skæbnesvangert for Gade. Under det 5 Timers lange Forhør i Fredags Morges begyndte Selvmodsigelserne og da om Eftermiddagen Lærerinden, der havde staaet i intimt Forhold til Præsten, aflagde en uforbeholden Forklaring om alle Præstens erotiske Forvildelser, blev Gade komfus.

Forbrugsforeningens Uddeler havde endvidere i Forhøret oplyst, at han og flere andre i Kikkert havde set Præsten og Lærerinden kysses. Præsten havde af hende ventet Vidneudsagn til Gunst for sig, men det blev det modsatte. Lærerinden, der ikke gør noget fordelagtigt Indtryk, gjorde ingen Røverkule af sit Hjærte og i et Par Timer opvartede hun med saa haarrejsende Historier, at de gamle Retsvidner rødmede af Undseelse. Efter en kort Konfrontation tilstod Præsten derpaa, at han, Natten efter at den 15aars Pige var kommen i Huset, trængte sig nøgen ind i Kammeret og tvang hende til Samleje, ligesom han under Pigens 5 Uger lange Sygdom hvert Døgn havde plejet Samleje med hende. Efter Tilstaaelsen græd han som et Barn, slog sig for Brystet og forbandede den Time, da han var født.

(Social-Demokraten 12. september 1897).

Præsten fik sin suspension forkyndt i arresten den 9. september 1897 og en kommission nedsat. Den dømte ham til at have sit kald forbrudt, forbedringshus i 1 år, samt erstatning til den umyndige N. N. 1.100 kr. Dommen blev i april 1898 stadfæstet ved Højesteret. Niels Peter Andersen Gade døde 1935, 80 år gammel. Han var gift med Dorothea Elisabeth Andersen Gade (1855-1928). Parret havde 8 børn. 

Edvard, Theodor og Harald, julen 1899. Foto fra artiklen i "Hanen". Niels Nørgaard Nielsen. Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

Hustruen lod sig separere og da Gade i 1901 blev løsladt, udvandrede han til Amerika. På sine gamle dage vendte han tilbage til Danmark og slog sig ned i Kolding.

En gammel præstegård brændte samtidig med en stor brand i 1889 og en ny opført. En længere artikel om hans kone Dorothea Gade står i Hanen. Nye tidener om gamle emner. Lokalhistorisk Forening for Støvring Kommune, nr. 10 2006. Nedenfor bringes et kort uddrag af denne artikel:

 

Thea Gade efter skilsmissen

Da Niels Peter Andersen Gade 9. sep. 1897 bliver arresteret for utugt og nogle dage senere tilstår, skriver Thea i et brev dateret 15/9 1897 til Provst Rasmussen og beder ham om en samtale om mange ting, først og fremmest skilsmisse. Det stod mig klart, at jeg umuligt turde vove længere at være hans hustru, og at hans opførsel imod mig for Gud og mennesker, har løst mit troskabsløfte, så jeg fra det øjeblik af ikke har betragtet ham som min mand. Senere i samme brev skriver Thea selv er jeg til mode, som om jeg var sluppet ud af slaveriet. Alle viser mig kærlighed og deltagelse, og jeg bor atter, som den sumeriske kvinde sagde "midt iblandt mit folk". Efter flere besværligheder, verdslig og gejstlig mægling, protester fra Niels Peter, men ved god hjælp af hendes farbror provst Marcus Wøldike, Brahetrolleborg og Provst Rasmussen, Gudum bevilges skilsmissen i december 1897. Marcus Wøldike skriver således i et brev 28/10 1897 til provst Rasmussen: at skilsmissen ikke for længst er bevilget - eller snarest befalet – forstår jeg aldeles ikke.

(Doro)Thea Gade. Foto fra artiklen i "Hanen". Niels Nørgaard Nielsen. Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.

Thea er nu alene med 7 børn, Elisabeth, 18 år, Gurli 15 år, Otto 14 år, Andreas 11 år, Harald 9 år, Edvard 7 år og den yngste Theodor 1 år. Andreas på 11 år, er åndssvag og kommer på Ebberødgaard. Det er nu slemt, at jeg skal forvolde så megen ulejlighed i verden, men Herren ske Tak som giver gode mennesker vilje til at hjælpe, skriver Thea i et brev til Provst Rasmussen, da han sammen med kære gamle pastor Blicher (Ravnkilde?), har sørget for at Andreas optages på Ebberødgård.

N.P.A. Gade suspenderes 16.sep. og embedet passes i første omgang af pastor Barfod i Sønderholm.

Den 22. oktober 1897 skriver Thea i er brev til Provst Rasmussen, at pastor Barfod har været her med en ny pastor Vested, som jeg forstår, er udset til vikar her, og som jeg måske snart kan vente hertil. Måtte det nu blive til Guds Ære. Christian Frederik Vested konstitueres i embedet og bliver til megen gavn for Thea. 

- - -

Thea befinder sig godt i præstegården og forpagteren viser hende megen velvilje. Hun "glædede sig over at være ene med børnene og at kunne trække vejret let i sit kære barndomshjem og trøstede sig i Herren som hendes sol og skjold". Befolkningen i Øster Hornum viser hende også megen sympati og "venner fjernt og nær lader hende ikke lide nød".

I april 1898 afskediges N. P. A. Gade og pastor Vested kaldes til embedet 1/8 1898. Thea skal nu forlade præstegården.

- - -

Thea har forberedt sig godt på at komme videre i tilværelsen. Hun sætter en del af indboet i præstegården på auktion gennem en annonce i Aalborg Stiftstidende, hun lejer en lille forretning i Kolding, fra oktober 1898 og inden de flytter fra Øster Hornum rejser hun til København for i et par måneder, at lære noget om mode. I oktober 1898 åbner hun så en modehandel i Søndergade 14, de små drenge Harald, Edvard og Theodor flytter med hende.

Thea Gades modeforretning lå på dette sted. Foto af Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune (2025).

Datteren Elisabeth er lærerinde på Albæk Hovedgård i Suldrup sogn. Otto er muligvis i lære i Hjørring, han skriver nemlig i et brev dateret 24/12 1899 til pastor Vested, at han er så glad for sin plads i Herning, meget bedre end den han havde i Hjørring. Hans Principal Dalgaard er så flink ved ham, og har foræret ham 10 kr. i julegave. Gurli er sikkert i huset et eller andet sted. Ved juletid 1899 er hun i nærheden af Kolding.

- - -

I april 1912 kommer Niels Peter hjem fra USA, og da Thea i 1928 dør, sidder han i uskiftet bo, hvorfor de må have giftet sig igen.

(Hanen. Nye tidener om gamle emner. Lokalhistorisk Forening for Støvring Kommune, nr. 10 2006. Uddrag).

Bedrageri med Adoptivbørn. (Efterskrift til Politivennen)

 Plejebørn.

En ny "Plejemoder" afsløret.

Politiet har i disse Dage faaet Fingre i en Dame, Enkefru F.. der sigtes for forskellige Misligheder overfor de Plejebørn, som har været betroet til hendes Omsorg, og Sagen er henvist til kriminel Behandling.

Allerede for et Par Aar siden, da Fru F., der forøvrigt lejlighedsvis ogsaa optræder under sit Pigenavn, boede i en af Vesterbros Sidegader, indløb der til Sundhedspolitiet Klager over den Maade, hvorpaa hun behandlede sine Plejebørn. Siden den Tid har Politiet haft hende stærkt i Kikkerten; forleden, da Sagen rejstes mod den arresterede Plejemoder Fru Christensen-Hummeluhr fra Viktoriagade, gav det Anledning til et almindeligt Eftersyn af alle mistænkelige Plejebarns Forhold her i Byen, og ved dette kom der ret artige Ting frem om Fru F.

Politiet har konstateret, at hun drev en lignende Trafik som Fru Hummeluhr, nemlig med at "adoptere" Børn for snarest muligt at stille sig af med dem. For Fru F.'s Vedkommende er der dog foreløbig kun oplyst et enkelt Tilfælde. Fru F., der senere er flyttet ud paa Frederiksberg, havde for et Aars Tid siden taget et Plejebarn for en større Sum en Gang for alle, altsaa som et Slags "Adoptivbarn", men ikke saa saare havde hun modtaget Pengene, flere Hundrede Kroner, før hun skilte sig af med Barnet ved at sætte det i Pleje hos nogle Folk, for hvem hun var fuldstændig ubekendt og for hvem hun falskelig opgav at være Barnets Moder.

De ny Plejeforældre fik kun en halv Snes Kroner paa Haanden for Barnet, og da Plejepengene senere fuldstændig udeblev og Fru F.'s Adresse var ubekendt, maatte Plejeforældrene aflevere Barnet til Fattigvæsnet, der i et Aars Tid har maattet forsørge det.

Nu, ved et rent Tilfælde, opdagedes det altsaa, hvor Barnet hørte til, nemlig hos Fru F. da Sundhedspolitiet fandt, at dette mislige Forhold trængte til nærmere Undersøgelse, er Sagen henvist til Behandling ved 2. Kriminelkammer hos Assessor Finsen, hos hvem den anden Plejemoder, Fru Hummeluhr, sidder arresteret.

Forøvrigt er der sikkert ikke faa Tilfælde, hvor de saakaldte "Adoptivbørn" er udsat for at vandre fra Haand til Haand for tilsidstat ende paa Fattigvæsenet. Gangen er sædvanligvis den, at Bladene indeholder en Annonce af følgende Indhold:

Adoptivbarn.

Et lille Barn ønskes mod en mindre Udbetaling en Gang for alle. Billet mrkt. modtager Kontoret.

Vedkommende Barns Moder henvender sig efter Annoncen i Tillid til, at Bevilling til en saadan Adoption virkelig kan erholdes og uden at ane, at den tværtimod er meget vanskelig at erhverve. I Reglen er det Hele Humbug. Barnet overtages sædvanlig for en Sum af 300 Kr. en Gang for alle - men Adoptionen bliver der ikke noget af, og kort efter sættes Barnet i Pleje under et fingeret Navn og paa et Sted, hvor Plejemoderen er ukendt, indtil Barnet tilsidst havner hos Fattigvæsenet.

Resultatet bliver saaledes, at det Barn, man troede var adopteret og optaget i en Familie som dettes eget, vandrer ud i Verden som et Fattighusbarn.

Fru Christensen Hummeluhr.

Undersøgelsen mod den anden Plejemoder, Fru Christensen-Hummeluhr fra Viktoriagade, er nu snart bragt til Ende, saa at Sagen kan gaa til Doms.

Som det vil erindres, er Fru Hummeluhr ogsaa tiltalt for Rufferi, og bl. a. blev et Par af hendes Stamgæster, en herværende større Forretningsmand tillige med dennes 20aarige Steddatter, arresteret som sigtet for Blodskam. Parret havde i længere Tid havt deres Sammenkomster i Fru Hummeluhrs Lejlighed i Viktoriagade. Den unge Pige var allerede for et Aars Tid siden bleven besvangret af sin unge Stedfader, uden at hendes Moder anede, hvem der var Barnefaderen.

Baade Forretningsmanden og den unge Pige har tilstaaet deres Brøde, der selv under formildende Omstændigheder vil skaffe dem mindst en Maaneds simpelt Fængsel. For Tiden er de begge løsladt mod en betydelig Kavtion, indtil Undersøgelsen mod Fru Hummeluhr er afsluttet.

(Social-Demoraten 9. september 1897).

Enkefru Christensen Hummeluhr, født Marie Jensen, blev arresteret den 23. juli 1897. Kriminalretten idømte hende 3 års forbedringshusarbejde i november 1897.

Den Store Sædelighedsskandale 1895: Kommissionens Rapport 1897. (Efterskrift til Politivennen)

Efter et år - september 1897 - fremkom Sædelighedskommissionen med sin rapport hvis indhold var så vagt at det ikke længere skabte de store overskrifter. 

Sædeligheds-Kommissionen.

Den i 1896 nedsatte Kommission til Prøvelse af de gældende Bestemmelser om Tilsynet med Prostitutionen i Kjøbenhavn, hvilken kommission bestod af professor Rudolph Bergh, borgmester H. N. Hansen, overretsassessor Hastrup, etatsraad H. Hoff, justitiarius Ingerslev, borgmester Jacobi, højesteretsassessor Koch, politidirektør Eugen Petersen, boghandler G. Philipsen og dr. med. Ørum har afgivet betænkning, hvis hovedindhold i følge Ritz. Bur. er følgende :

Kommissionen bemærker, at den har forstået sin opgave således, at spørgsmålet, om staten overhovedet bør etablere sundhedskontrol og polititilsyn med prostitutionens udøvere eller ej, lå udenfor opgaven, men at kommissionen derimod med den bestående ordning som grundlag skulle først og fremmest prøve de bestående administrative bestemmelser om tilsynet med prostitutionen i København, og dernæst eventuelt også stille forslag om ændringer i enkelte af selve lovgivningens bestemmelser. Dog bemærker Hastrup, Jacobi og Philipsen, at såfremt spørgsmålet om kontrolsystemets fuldstændige afskaffelse havde foreligget til behandling, ville de have stemt for en sådan afskaffelse.

Allerede under den første almindelige forhandling viste det sig, at alle kommissionens medlemmer var så temmelig enige i, at de gældende administrative bestemmelser, altså navnlig regulativet af 9. marts 1877, i alt væsentligt måtte anses for tilfredsstillende og derfor ikke burde undergives større forandringer, med mindre der også skete forandringer i selve lovgivningen. Angående denne side af sagen, altså om der er grund til at foretage ændringer i lovgivningen, har kommissionen delt sig i et flertal, bestående af Bergh, Hoff, Ingerslev, Koch, Philipsen og Ørum, der foreslår indførelsen af ikke ubetydelige lovændringer og stille et dertil sigtende lovforslag, samt i et mindretal, der ikke mener, at der er grund til at foretage forandringer i lovgivningen. Flertallet fremhæver særlig som uheldig bestemmelsen i straffelovens § 180 om, at kvinder, som imod politiets advarsel søger erhverv ved utugt straffes, idet advarslen altså kan gives på mistanke, uden at der behøver at foreligge bevis for, at vedkommende kvinde har forset sig. Med hensyn til sundhedskontrollen bemærker flertallet, at det er fuldt forsvarligt, at den kvinde, der bevisligt driver utugt som erhverv, underkastes sanitær kontrol og polititilsyn, men at de gældende ordenspolitimæssige bestemmelser sikkert ofte er for strenge. Flertallet foreslår derfor en skarpere sondring mellem disse to klasser og stiller et forslag, hvis hovedtræk er følgende: Enhver kvinde, der driver utugt som erhverv, er pligtig at underkaste sig kontrol, bestående dels i regelmæssig lægeundersøgelse, dels i forpligtelse til for politiet at anmelde enhver forandring af bopæl samt til at rette sig efter visse nærmere angivne ordensforskrifter. Den, som uden at have underkastet sig den nævnte Kontrol, driver utugt som erhverv, tiltales ved politiretten og dømmes, hvis hendes brøde bevises, til straf, dog at dommeren, ligesom ved andre politiforseelser, efter omstændighederne kan lade en advarsel træde i stedet for straffen. Findes hun på ny skyldig i samme forseelse, dømmes hun til at sættes under kontrol og kan i forbindelse dermed idømmes straf. Den kontrollerede kvinde, der gentagne gange er straffet for overtrædelse af tilholdet, kan ved beslutning af politimesteren undergives regulativets forskrifter (altså undergives de vilkår, under hvilke for tiden alle indskrevne offentlige fruentimmer lever.)

Af forslagets enkelte bestemmelser kan i øvrigt fremhæves: Det bliver dommeren, der bestemmer, om den sigtede skal underkastes lægeundersøgelse. De kvinder, der er underkastede det mildere lægetilsyn, har lov til at benytte privat læge, de andre kvinder ikke. Ingen kvinde under 18 år kan undergives tilsyn. Den mand, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der driver utugt som erhverv, straffes med fængsel på vand og brød eller med tvangsarbejde, i gentagelsestilfælde med strafarbejde indtil 2 år. Som følge af de foreslåede forandringer vil straffelovens § 180 og Lov af 10. April 1874 §§ 3 - 8 være at ophæve.

Mindretallet finder, at det ved den af flertallet foreslåede indbringelse af spørgsmålet for retten i stedet for den hidtil anvendte administrative advarsel vil blive meget vanskeligt i de enkelte tilfælde at skaffe bevis mod den tiltalte kvinde, og foretrækker ligeledes den nugældende ordning, ifølge hvilken alle kvinder, der kontrolleres, også er regulativet undergivne. Den frihed fx til at bo og færdes, hvor de vil, som efter flertallets forslag vil tilkomme de kvinder af den mildere art, som vel kontrolleres, men dog ikke underkastes regulativets bestemmelser, mener mindretallet vil kunne blive farlig. Derimod tiltræder mindretallet den foreslåede straffebestemmelse mod soutenørerne.

(Jyllands-Posten, onsdag den 8. september 1897).

Ved folketingsvalget 1901 fik Venstre 76 mandater, De Moderate 15, Socialdemokratiet 14 og Højre 8. Allerede før valget havde en række Højrefolk, fx ØKs direktør H. N. Andersen, set skriften på væggen, og presset den stokkonservative konge Christian 9. til at afskedige Højreministeriet Sehested, til fordel for J. H. Deuntzer. Dermed var det såkaldte Systemskifte en realitet. Regeringer kunne for fremtiden ikke udnævnes/overleve hvis et flertal i Folketinget gik imod, ligesom kongen ikke længere kunne udnævne ministerier uafhængigt af folketingsflertallet. 

Samme år blev tilladelse til at holde bordel blev ophævet i 1901. I 1906 blev det samlede kontrolsystem ophævet. 

Fra Pipers Sogn. En Tur langs Mølleaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Gaar man fra Lyngby langs Aaen til dens Udløb i Øresund ved Strandmøllen, er der rig Lejlighed til allehaande Betragtninger.

Det første Stykke fra Lyngby til Fuglevad er jo af Hr. Proprietær Mürer, Formand for den stedlige Sundhedskommission, erklæret for at være et livsfarligt Opholdssted for Fisk. Allerede der er Vandet ikke frisk. Dammen ved Fuglevad er saa opfyldt af Snavs, at det er vanskeligt at forstaa, at Vandet overhovedet kan skaffe sig Vej derigennem. Over et rørbevokset og surt Morads løber Aaen videre til Brede, hvor man er i Færd med at rense Dammen, den er dog langtfra ren endnu. En Hovedrendesten, der løber langs Arbejderboligerne ved Fuglevadsvejen, var meget slem, forleden da vi saa den, laa der sine Steder 4 Tommer Snavs i den. Mærkelig nok føres Spildevandet frem foran Buen, saaledes at det en Gang til skal passere Boligerne sammen med Vandet i Strømmen. Det burde være en Regel ved alle Fabrikerne, at Rendestenene fik Udløb i Bagstrømmene. , Her er langt stærkere Strøm og sjælden beboede Bygninger i Nærheden. Forbi Ørholm, hvor Dammen omtrent er ren, men hvor der er saa lidt Vand, eller rettere saa meget Mudder, at Bunden snart naar Vandskorpen flere Steder, kommer man til Nymølle. Her er Dammen lige saa slem som ved Fuglevad, men da Husene her saa vel som ved Ørholm ikke er de slemme Kaserner og ikke ligger klods op ad Dammen, gør det ikke saa meget, naar undtages, at Aaens Vand bliver endnu mere forpestet, end det er i Forvejen. Saa naaes den gyselige Stampedam, hvor Fiskene i de senere Dage begynder at dø og flyder ovenpaa Vandet, udsendende en modbydelig Stank. Derefter kommer Raavad. Lad os gaa udenom, ellers møder Hr. Læge Brodersen med en ny Erklæring. Og endelig kommer Strandmølledammen, der langtfra er ren men ikke saa sundhedsfarlig, da Arbejderboligerne ligger langt derfra.

Hvad bør der gøres for, at Opholdet ved disse Fabriker kan blive nogenlunde sundt for Arbejderne?

Ja, først maa Bygningerne, særlig de paa Stampen og Raavad underkastes en grundig Forbedring. Alle de Huse, der ligger paa og ved Sumpe bør rives ned og andre grundmurede Bygninger opføres, saaledes indrettede, at der ingen Lejligheder bliver i underste Etage. Det er en Sag, som selv de vilde Folkestammer i Afrika, der beboer sumpede Egne, forstaar. For at undgaa Feberen, bygger de deres Hytter paa høje Pæle, saaledes at de altid boer 5-9 Alen over Jorden. Som flere af Bygningerne nu er, burde det ikke tillades Mennesker at bo i dem; mange Steder ligger Gulvet i Stuen under Dammens Overflade, og der er saa fugtigt, at Vandet løber i Strømme ned ad Væggene.

Dernæst maa Aaen og Dammene renses grundig. Det er ikke tilstrækkeligt, at en Del af det Snavs, der flyder oven paa, kommer bort. Nej, Mudderet bør fjærnes eller i hvert Fald saa meget af det, at Dammene atter bliver taalelig dybde. Og Fabrikerne vil, hvor nødig de end skrider til det, blive tvungne til denne Oprensning en Gang. Aar efter Aar danner de raadnende Plantedele fra Aaen det ene Lag Dynd efter det andet, selvfølgelig vil Dammenes Bunde stige, disse vil lidt efter lidt blive omdannet til Sumpe og senere til Enge. Dette vil ikke være til Fabrikernes Gavn. Dammene maa være foran disse, som et Opsamlingssted for Vandet, saaledes at den nødvendige Kraft altid kan være tilstede. Fabrikerne maa før eller senere skride til Oprensning, og Bekostningerne vil ikke blive saa enorme. Da Størsteparten af Mudderet er forraadnede Plantedele, altsaa det samme som danner vore Tørvemoser, vil dette lagt op paa en Slette og tørret, udmærket kunde afgive Tørv. en Handelsvare, der vil kunne betale en god Del af Omkostningerne ved Rensningen.

For det tredie bør der af Sundhedskommissionen stilles langt større Fordringer til Renligheden i disse Fabriksbyer, end der gøres nu. Der er stor Forskel paa disse med deres kaserneagtige Bygninger og paa almindelige Landsbyer, hvor det samme Antal Mennesker boer paa en ti Gange saa stor Grund. Der bør anskaffes lukkede Beholdere til Dagrenovationen, og disse bør tømmes til bestemte Tider. Det bør ikke tillades, at Skarnet - som nu - kastes i en aaben Bunke midt i Byen og faar Lov at ligge her i halve Aar. Andre Renovationsforhold bør ligeledes ændres, det kan vel næppe siges at befordre Sundheden, at en stor Del af Arbejderne, som f. Eks. paa Raavad, ofte er tvungne til at benytte den omkringliggende Skov til Retirade.

Maatte vi blot snart opleve at se disse Forbedringer indførte. Kunde den udbrudte Epidemi skræmme Autoriteterne op af deres aarslange Døs, saa har den i hvert Fald gjort den Nytte.

Det undrer mig meget, at Aktieselskabet "Stampen" endnu ikke er mødt op med en eneste Attest eller Erklæring fra en eller anden Autoritet om, at den Bygning, jeg forleden omtalte i Artiklen: "Raavad og Stampen", var fuldstændig farefri for Beboerne. Har Aktieselskabet ikke kunnet skaffe en saadan, eller hvad er Grunden? Et havde jeg for Resten glemt i Artiklen: Det er kun Halvdelen af Bygningen, der er ombygget til Lejligheder, den anden Halvdel skal være Lager. Her skal sandsynligvis Uldballerne opbevares. Siden Skodsborg Klædefabrik brændte sidste Gang, har Ejeren maattet bygge en ildfast Kælder til at opbevare Raamaterialet i, da alle var enige om, at Ilden var opstaaet ved Selvantændelse i Ulden. Saadan kan det jo ogsaa gaa her, og hvad Følgerne vil blive af en Ildebrand her, har jeg tidligere vist.

Hans Petersen

(Social-Demokraten 2. september 1897).

Raadvad. Ifølge et foto af Vilhelm Tillge (1834-1896) lå der i stedet for de kaserneagtige fabriksbygninger med påskriften "A/S Raadvad Knivfabriker" nogle lave beboelsesejendomme umiddelbart ned til dammen. Fabrikken var i 1895 blevet et aktieselskab. En øget produktion under 1.Verdenskrig fik fabrikken til at bygge flere boliger til de mange nye medarbejdere og deres familier. Foto Erik Nicolaisen Høy (2016).

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (4/6). (Efterskrift til Politivennen)

Ifølge Politiets registerblade boede Bech på følgende adresser: 1. 5. 1893 Tordenskjoldsgade 27, 1. 1. november 1893 Gl. Strand 36, 1. 1. november 1894 Ny Vestergade 19, 1. 1. november 1895 Købmagergade 11, 3. 1. november 1896 Havnegade 3, 3. Ifølge et andet registerblad på Rørholmsgade hvorfra han flyttede til Rosengården. 1897-1905 Horsens Tugthus. Da han døde i 1909 havde han adresse på Vesterbrogade 21, 2. Men som det fremgår nedenfor var det på Almindeligt Hospital.

Højesteretsdom nr. 223, 17. januar 1895

Højesteretssagfører Shaw contra Søren Peter Jensen Bech (Def. Jensen)

der tiltales for Overtrædelse af den under 14/9 91 af Justitsministeriet stadfæstede Sundhedsvedtægt for Lyngby Sogn.

Kjøbenhavns Amts Nordre Birks Politirets Dom af 11 August 1893: Søren Peter Jensen Bech bør under en Kjøbenhavns Amtsfattigkasse tilfaldende Bøde paa 10 Kr. for hver Dag, han sidder denne Dom overhørig, inden 14 Dags efter denne Doms lovlige Forkyndelse fra sine bebyggede Ejendomme, Matr.-Nr. 21d og 21e i Lyngby, tilvejebringe et efter Sundhedskommissionens nærmere Bestemmelse fyldestgjørende Afløb for Regnvand, Spildevand, Grundvand og deslige. Tillige bør Tiltalte betale Sagens Omkostninger, men forøvrigt for det Offentliges Tiltale under denne Sag fri at være. At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af 27 Marts 1894: Tiltalte, Kaptajn Søren Peter Jensen Bech, bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger, derunder Salær til Aktor for Overretten, Prokurator Meyer, 20 Kr. udredes af det Offentlige.

Højesterets Dom.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde

kjendes for Ret:

Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Højesteretssagførerne Shaw og Jensen tillægges der i Salarium for Høiesteret hver 40 Kr., som udredes af det Offentlige.

(Herefter følger en ca. 2 sider lang redegørelse for grundenes kloak- og vandforhold).

I august 1897 blev kaptajnen arresteret for et voldeligt overfald på garvermester Thaulow i København:

Det morderiske Overfald.

Voldsmanden, Kapt. Bech arresteret.

Det er i Lørdags efter et energisk Arbejde Iykkedes Opdagelsesbetjent Jepsen at anholde Gjerningsmanden til det i Tirsdags Eftermiddag mod Garvermester Thaulow forøvede morderiske Overfald.

Som vi meddelte for nogle Dage siden fik Politiet af Th. udleveret det Billede, som Voldsmanden havde foregivet, han vilde have tilbage fra Th., fordi han kunde sælge det til en meget højere Pris end den, han havde faaet for det. Ved en grundig Undersøgelse, i hvilken dette Billede ogsaa spillede en Rolle kom Opdagelsesbetjenten i Fredags til det overraskende Resultat, at den som havde solgt Billedet til Garvermester Thaulow maatte være - Kaptajn S. P. J. Bech, Faderen til den i sin Tid saa berømte Asger Bech.

Efter at Hr. Jepsen havde konferreret med Politiassistent Gyldenfeldt, besluttedes det, at man om Lørdagen skulde søge Kaptajn Bech i dennes Hjem i Havnegade Nr. 3. Lørdag, Middag Kl. 1 indfandt Opdagelsesbetjenten sig i Bechs Hjem. hvor han traf Kaptajnen. Denne nægtede paa Opdagelsesbetjentens Forespørgsel at have Noget som helst med det omtalte Billede at gjøre. Da Kaptajn Bech saaledes strax blev grebet i en Usandhed, betænkte Politimanden sig ikke længe, men opfordrede ham til ufortøvet at følge med til Svendsgades Politistation.

Der blev herfra sendt Bud efter Garvermester Thaulow, som da han konfronteredes med Bech, strax erklærede, at det var Manden, som havde solgt ham Billedet, og som havde forøvet det morderiske Overfald paa ham. Efter at Th. dernæst var demitteret, toges Kaptajn Bech i skarpt Forhør. Under dette indrømmede han saa, at han havde været oppe hos Th. Tirsdag Eftermiddag, samt at han her havde krævet at faa det meget omtalte Billede tilbage. 

Angaaende selve Overfaldet vilde Bech ikke indrømme, at dette var begaaet i nogen forbryderisk Hensigt. Naar han havde slaaet Thaulow, hvilket han indrømmede at han havde gjort, så var dette sket i Hidsighed under den Ordstrid, der var opstaaet mellem de To angaaende Billedet. Bech vilde ikke ud med, hvad det var for et Instrument, han havde slaaet med, men Alt tyder paa, at det har været en Todtenschlæger eller maaske en Jernkno.

Efter disse Indrømmelser førtes Kaptajn Bech seent Lørdag Aften til Politikammeret hvorfra han, efter at være fremstillet for Politiinspektør Madsen, førtes til Arresthuset Nytorv. Samtidig gik der Melding til Fru Bech om at hendes Mand foreløbig var tagen i Forvaring af Politiet.

Igaar Formiddags havde vi en Samtale med den dybt nedbøjede Fru Bech om det Passerede. Hun fortalte, at hendes Mand i Tirsdags Eftermiddags var kommen hjem i en noget ophidset Tilstand. Hun havde spurgt ham, hvad der var gaaet ham imod, og han havde da fortalt hende, at han paa Gaden havde havl en heftig Ordstrid med en Mand til hvem han havde solgt et Maleri. At der havde fundet Voldsomheder Sted imellem de To havde Kaptajn Bech dog ikke fortalt. Da han saa i Lørdags var bleven afhentet af Politiet, havde Fru Bech nok havt en Anelse om, at dette stod i Forbindelse med hendes Mands ophidsede Sindstilstand i Tirsdags Eftermiddag.

Igaar Formiddags blev Fru Bech kaldt op til Politiinspektør Madsen paa Politikammeret, hvor denne meddelte hende, at hendes Mand var anholdt som sigtet for at have overfaldet en Mand Politiinspektøren fremstillede dog Sagen for Fru Bech som ret ubetydelig. Der vilde høist kunne blive Tale om, at hendes Mand idømtes en større Bøde, havde Politiitinspektøren sagt. Paa dette Punkt er Politiinspektør Midjen dog ikke i Overensstemmelse med erfarne Politimænd af Opdagelsespolitiet, som have havt Lejlighed til at sætte sig ind i Sagen, og med hvem vi igaar talte. Deres Mening var, at Kaptajn Bech utvivlsomt har forøvet Overfaldet i den Hensigt at faa Lejlighed til at bestjæle Thaulow. Men dette vil jo nok blive opklaret, naar Sagen mod Kaptajn Bech nu, efter at denne igaar er arresteret ved Grundlovsforhøret bliver henvist til et af Rettens Kriminalkamre

De omtalte Politimænd gaa endog saa vidt i deres Opfattelse af Sagens alvorlige Karakter, af de mistænkte Kaptajn Bech for at være Gjerningsmanden til et Overfald, der for nogle Aar siden blev forøvet her i Byen under lignende Forhold, som det nu for nylig hos Taulow udøvede.

Angaaende Kaptajn Bechs økonomiske Forhold kan det oplyses, at han, der tidligere har været en velstaaende Mand, nu sidder Smaat i det.

(Nationaltidende 30. august 1897)

Kaptajn Bech som Voldsmand

Millionær og Voldsmand Asger Bechs Fader.

Kaptajnen overbevist om at have forøvet Overfaldet paa Garvermester Thaulow.

Arresteret.

Samtale med Kaptajn Bech.

Vore Læsere vil erindre de forskellige Meddelelser, vi har bragt om hint mærkelige Overfald, der Tirsdag Eftermiddag, omtrent ved Sekstiden, fandt Sted i Vesterbrogade 71, hvor en Handelsmand pludselig voldslog den gamle Garvermester Thaulow i dennes Hjem, og derefter skyndsomt begav sig paa Flugt.

Der forelaa kun faa og vage Oplysninger om denne Sag, da Politiet fik den sin Haand.

Med et stort, gabende, blødende Saar oven i Hovedet rendte den overfaldne Garvermester selv til Politiet og anmeldte Forbrydelsen. Men, hvem Forbryderen var, derom kunde han ikke give Besked. Det var en Mand, af hvem han havde købt et Billede, og som havde forsøgt at laane Penge af ham. Andet vidste han ikke.

Handelsmanden var øjensynlig bleven rasende over, at Thaulow ikke vilde ud med Pengene, men derimod sagde til ham: "Nu skal De gaa !" Og da den gamle Mand i det samme satte sig ned for at trække sine Støvler paa, var det, at han fik det voldsomme Slag i Hovedet . . .

Den gamle Thaulow,

der bor ganske alene, og hvis Særhed navnlig bestaar i en ren Mani for at samle gamle Billeder og Malerler, blev efter dette Overfald helt umedgørlig.

Han lukkede sin Dør af med dobbelte Laase, ja, barrikaderede sig formelig i sin Lejlighed. Kun hans allernærmeste Slægtninge fik - om end med Besvær - Lov at se ind i Lejligheden. Han talte vildt og usammenhængende. Hans Skræk steg til et halvt Forfølgelsesvanvid, saa frygteligt var hans Nervesystem blevet rystet ved det Skete.

Som en Følge heraf var det ikke stort bevendt med de Forklaringer, som Garvermesteren kunde give Politiet. Det var altsammen hen i Vind og Vejr.

Derimod kunde han give Politiet en Genstand, der havde Betydning for Undersøgelsen: Det Billede, han havde købt af Voldsmanden, et forøvrigt meget tarveligt Litografi, som Garvermesteren havde købt til altfor høj Pris.

Politiet,

anført af den flinke Opdager. Hr. Jepsen, gik nu paa Jagt efter den formentlige Sælger af dette Billede.

Det Resultat, som Hr. Jepsen efter vidtløftige Undersøgelser kom til, var saa overraskende, at han ikke selv turde tro paa det.

Saavidt han kunde forstaa, maatte det nemlig være Kaptajn, Grosserer S. P. J. Bech, R. D., der havde solgt Garvermester Thaulow Billedet.

Den Tanke, at en Kaptajn, en Grosserer, en Ridder af Dannebrog, skulle afsløres som gemen Voldsmand, slog imidlertid Opdagelsesbetjenten med en saadan Forfærdelse, at han blev ganske bleg om Næbbet.

Han gik derefter til Politiassistent Gyldenfeldt, med hvem han havde en længere Konference om, hvad der nu skulde gøres.

Politiassistenten mente, der var ikke andet at gøre end at opsøge Kaptajn Bech og præsentere Billedet for ham.

I Kaptajn Bechs Hjem.

Nu vel. Hr. Jepsen begiver sig altsaa til Kaptajnens Hjem, Havnegade Nr. 3, hvor han ogsaa var saa lykkelig at træffe Hr. Bech.

Hr. Jepsen afslører Billedet, idet han spørger:

- "Har De solgt dette Billede?" '

- "Nej", svarede Kaptejnen, "jeg har aldrig set det Billede, kender det ikke".

- "Er De aldeles sikker paa det?"

- "Ja vel er jeg sikker paa det. Troer De jeg lyver?" foer Kaptejnen op. 

-"Nej", svarer Politimanden, "men naar De nægter at have haft Noget med Billedet at gøre, bliver jeg nødt til at anmode Dem om at følge med mig".

Kaptajnen gjorde Indvendinger. Dog, det nyttede ikke. Han maatte ifølge Betjenten, og i en Droske kørte de ud til Politistationen i Svendsgade

En sammenkomst. Bekendelse og Arrestation

Saasnart Kaptajnen var kommen til Stede paa Stationen, blev der straks sendt Bud efter Garvermester Thaulow.

Straks, da han saa' Kaptejnen, udbrød han:

- "Ja, det er Manden."

Og de to Modstandere maalte hinanden med Blikke, der var kemisk rensede for Kristenkærlighed.

Thaulow blev derpaa afskediget, og nu kom det til en længere Samtale mellem Politiassistenten og Kaptejnen.

Bech havde øjensynlig tabt sin Bitterhed og Herredømmet over sig selv. Han gik hurtigt til Bekendelse.

- ja, han havde slaaet Thaulow.

Men det var ikke noget planlagt Overfald, hævdede han. Nej, han var kommen i et hastigt Skænderi med Thaulow, og i sin Hidsighed havde han da slaaet til.

Men, hvilket Instrument, havde Kaptejnen brugt?

Han vilde han ikke forklare sig. Dog, Alt tyder paa, at det har været en Jærnkno eller en saakaldt "Todtenslæger," han har benyttet. Derom vil han sikkert ogsaa nok senere blive tvungen til at afgive tilfredsstillende Forklaring.

Fra Svendsgadestationen førtes Kaptejnen sent om Aftenen til Politikammeret, hvor han kom i et kort Forhør af Politiinspektør Madsen, der afsagde Arrestdekretet over Manden og lod ham føre til Arresthuset paa Nytorv.

Kaptajn Bech

Hvem er nu denne Kaptajn Bech, der saa uventet er afsløret som Voldsmand?

Han er en bekendt Skikkelse her i København, men mindre anset end bekendt.

Som en endnu ung Mand deltog han i Krigen 1864, hvor han blev Premierløjtnant. Han blev saaret, fik Ridderkorset og Afskedspatent som Kaptajn.

Senere ansøgte han om og opnaaede Tilladelse til at regnes til de "Afskedigede Officerer, der har Tilladelse til at bære Uniform som Krigsinvalider".

Efter sin Deltagelse i Krigen, hvor Bech viste sig som en særdeles tapper og uforfærdet Soldat, førte han et meget æventyrligt og bevæget Liv.

Han blev Spekulant og Projektmager i stor Stil, og i sine omfattende Spekulationer viste han sig som en Mand, der ikke tog smaalige Hensyn.

Han, der ikke ejede en rød Øre til at begynde med, slog sig paa en Gang voldsomt op, gav Partiet som den store Matador.

Han var en uforbederlig Pralhans, og hans Veltalenhed var ofte saa bestikkende og imponerende, at den kunde trække selv klogere Folk ved Næsen.

Han spekulerede især i Landejendomme.

I Skaane købte han uhyre Landstrækninger, Skove, Marker, Fabriker.

For godtroende Danskere fremstillede han saa Forholdene paa disse Ejendomme i den mest glimrende Belysning. Det var et formeligt jordisk Paradis, han oprullede for Liebhavernes Øjne, og Jorden solgtes for fabelagtig billige Priser.

Saa afsluttedes der store Handeler, mens Champagnen flød omkap med Veltalenhedens Strøm.

Siden sit de ulykkelige Landsmænd andet at føle. De gjorde de allerbitreste Erfaringer med disse ufrugtbare, uopdyrkede, øde Marker, værdiløse lige meget paa Grund af Jordens Ufrugtbarhed, den svage Befolkning og Stedets Mangel paa Samfærdselsmidler.

Ogsaa her i Landet spekulerede den driftige Kaptajn.

Endnu den Dag i Dag ejer han en Villa-Ejendom i Kongens Lyngby, paa Jærnbanevejen, som han vistnok adskillige Gange forgæves har forsøgt at afhænde.

For henved en Snes Aar siden var han endog Hotelejer i Lyngby, idet han "købte" det bekendte "Hotel Rustenborg".

Kaptajnen havde store Planer med dette Hotel - selvfølgelig mislykkedes de allesammen og Ejendommen gik over i andre Hænder.

Efterhaanden gik det mere og mere tilbage for ham. Han blev for godt kendt, og Folk blev forsigtige med at afstutte Handeler med ham.

Klasselotterikollektør.

For et halvt Aars Tid siden var Kaptajn Bech utvivlsomt i den Grad paa Knæerne, at han led Nød. Saa skete der Noget, som i visse Kredse vakte den største Opsigt.

Den gamle, syge Frk. Michelsens Klasselotterikollektion i Frederiksborggade skulde overgaa paa andre Hænder, og, som saa mange af de gamle, store Kollektioner, blev den delt i flere Stykker.

En af disse fik Kaptajn Bech. Der blev rettet mange Indvendinger mod Mandens Ansættelse som Klasselotterikollektør, men Alt var forgæves; det hed sig, at selv Hs. Maj. Kongen havde lagt et godt Ord ind for ham. Kaptajnen fik Kollektionen, og han har den endnu den Dag i Dag, den har Lokale i Nr. 16 Ved Stranden, og den antages at indbringe sin Indehaver ca. 2000 Kroner om Aaret.

Samtale med Kapt. Bech.

Den, der nedskriver disse Linjer, havde i Onsdags - Dagen efter at Overfaldet paa Garvermester Thaulow fandt Sted - tilfældigvis en Samtale med Kaptajn Bech.

Han standsede os i Nygade idet han, hæftigt gestikulerende, søgte at lare sine store Planer med en Ejendom i Nærheden af Snekkersten, ved Lave Skov, hvor han agtede at opføre et mægtigt Badehotel. 

Bech var altid opfyldt af store Projekter.

Han anmodede os indtrængende om at strive en længere Artikel til Anbefaling for hans Ide, og han antydede - altfor tydeligt - at vor Umage skulde blive belønnet

- "Jeg har jo", sagde han, "Lov til at sende Dem 5000 Kroner i et anbefalet Brev".

Dette ærefulde Tilbud, som vi kun altfor høfligt afslog, er betegnende for Mandens Karakter.

Overhovedet var Kaptajn Bech - Asger Bechs Fader - en grov, meget brutal, hidsig, i sin Optræden brovtende og ubehageligt stortalende Person, om hvem man i og for sig nok kan tro, at han i Hidsighed kan falde over og skamslaa en gammel Mand, med hvem han var kommen i Trætte.

Muligt er det derfor, at Kaptajnen faar Held til at gennemføre sin Forklarring om, at hans Overfald er Udslaget af en øjeblikkelig Hidsighed og ikke en planlagt Forbrydelse. Bekræfter dette sig, vil han vel slippe noget billigere fra Historien, end det straks saa ud.

Pax.

(København 30. august 1897).

Nationaltidende 1. september 1897, 2. udgave havde besøgt Thaulow i Vesterbrogade 71. Han fortalte at kaptajn Bech flere gange havde besøgt ham og vidste at han havde en betydelig mængde sølvpræmier i et pengeskab. Her fortalte han også om slaget han havde fået i hovedet. Den 1. september skulle Thaulow have været forhørt, men han viste sig ikke. Thaulows fætter, Albert havde også givet møde og i København 2. september 1897 udtalte han sig til fordel for sin fætter. 

Den 2. september dukkede Thaulow så op. Han mente at kunne huske at Bech havde forsøgt at aflede hans opmærksomhed ved at pege på et formodet dyr på gulvet for at få Thaulow til at dukke sig. Bech på sin side påstod at det var Thaulow der havde slået først. Se fx Socialdemokraten 3. september 1897. De første forhør drejede sig udelukkende om overfaldet.

Ved forhøret den 6. september blev dr. Brynjolfsson forhørt. Han havde forbundet Thaulow og konstateret at slaget havde været af en uhyre kraft. 

Forhøret 11. september 1897 handlede om Bechs økonomiske forhold og pengetrang. Her var hans hustru og datter mødt for at fortælle om hans rasende udfald mod sine omgivelser. Herefter fik Bech lejlighed til at fortælle et rosenrødt billede af sin økonomi. Under sagen kom det også frem at Bech for 13 år siden havde overfaldet sin vært grosserer Jorck da han ville opkræve husleje. Men sagen blev dengang frafaldet. 

Under sagen blev det også undersøgt om det var Bech der havde dræbt Lars Hansen i Pilestræde 61 i 1893. Denne sag er behandlet på bloggen. Her kom det dog i oktober 1897 frem at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet.

Den 1. oktober 1897 dukkede kriminalretten op på Vesterbrogade 18 hos den 83-årige enke fru Petersen. Hun havde tilsyneladende haft besøg af kaptajn Bech flere gange under påskud af at han havde gået i skole med en slægtning til hende. Han havde også udspurgt hende om hendes pengeforhold. Han havde herefter senere opsøgt hende, men var blevet afvist. Senest søndagen før overfaldet på Thaulow (om tirsdagen). Se Nationaltidende 2. oktober 1897, 2. udgave.

Den 11. oktober begærede restauratør Wittmack hos kongens foged kaptajn Bech udsat. Bech havde lejet en 3. sals lejlighed i Havnegade 3 siden 14. oktober 1896. Men lejen var ikke blevet betalt. Bech havde lovet Wittmach vin fra hans lager, men senere viste det sig at der slet ikke var nogen vinforretning. Fru Bech gjorde uden held indsigelse, og udsættelsesforretningen gik sin gang.

Ved retsmødet den 1. november 1897 tilstod Bech i sin hustru og datters nærværelse det røveriske overfald.

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Hos Thaulow.

Ligesom vi aflagde et Besøg hos Garver Thaulow umiddelbart efter, at han havde været Gjenstand for Kaptajn Bechs Overfald, saaledes have vi ogsaa nu besøgt ham, da hele Sagens sammenhæng er opklaret.

Medens vi ved vort første Besøg hos Thaulow havde den største Vanskelighed ved at faa Adgang til ham, fordi han den Gang havde spærret sig inde i den første Skræk efter det Overfald, han havde været Gjenstand for, saa var Adgangen til hans Lejlighed nu ligesaa let som til enhver anden Mands Bolig. Vi bankede svagt paa Køkkendøren med den berømte Lukkemekanisme; strax efter kom Gamle Thaulow selv med smilende Ansigt og lukkede op for os.

Ja, Ja, sagde han, det er jo godt, at han nu har tilstaaet, saa kan Folk da se, at jeg ikke har fortalt Usandhed. Da vi udtalte den formening, at Ingen havde tvivlet om hans Ord, svarede han, jo der var nogle Blade, der skrev, at det vist ikke hang rigtigt sammen med min Fremstilling af Sagen, og det gjorde mig saa ondt. Men nu kan da Alle se, at del var Kaptajnen, som løj.

Ja, fortsatte den Gamle, jeg har nu ingen rigtig Tillid til den Kaptajn Bech, og da vi indrømmede, at vi saa godt kunde forstaa, at hans Tillid til Kaptajnen var bleven noget svækket ved de fremkomne Tilstaaelser, vedblev han: Jo seer De, jeg er kommen til at tænke paa, at han vist en Gang har havt i Sinde at forgive mig. Det var en Dag, han vilde traktere mig med nogen Vin; men jeg vilde ikke have den. Nu er jeg kommen til at tænke paa, at der maaste har været Gift i den Vin, saa det var da rigtig godt, at jeg ikke drak af den.

Sømand Jensen er ogsaa til Stede, hans Ansigt straaler af Glæde over, at hans gamle Ven er sluppen saa godt fra alle de truende Farer, og han forsikrer atter og atter den Gamle om, at der saamænd aldrig har været Nogen som har mistroet ham, og at Alle nu kun tænke paa ham med Sympathi, Noget vi ogsaa forsikre, er vor fuldeste Overbevisning. Men Thaulow vedbliver med sit: Ja, Ja, det var dog godt, han tilstod, for saa kom det dog klart for Dagen, at jeg ikke har fortalt Assessoren nogen Usandhed.

Men siger Thaulow pludselig, idet han gyser, hvad kunde der ikke være skeet, om jeg ikke den Dag havde sat Kaptajnen ned ad Køkkentrappen. Havde jeg, som min første Tanke var, kastet ham ned ad den stejle Hovedtrappe, saa havde han formodentlig slaaet sig fordærvet, og saa havde det vel været mig, som nu havde siddet i Arresten, mistænkt for Mord. Ak ja. Ak ja! Assessoren sagde rigtignok, at det havde saamænd ikke gjort Noget, om jeg havde slaaet Kaptajnen fordærvet oven paa den Historie; men jeg er nu alligevel glad ved, at det gik, som det gik. 

I Thaulows Lejlighed staaer Alt stadig urørt paa samme Plads, hvor det stod, den Dag Overfaldet skete. Under Stolen, paa hvilken han sad, da Slaget førtes, staa nu Støvlerne, som han den Gang var i Færd med at trække paa. Ved Siden af staaer Pengeskabet, der har lokket Kaptajn Bech til den forbryderiske Handling. Om han havde vidst, at det den Dag, han slog Thaulow, kun indeholdt ca. 100 Kr. i Kontanter, vilde det næppe være bleven Garver Thaulow, som var blevet Offeret for Forbrydelsen. Idet vi tage Afsked med den gamle Garver, siger han: Aa ja, men det gjør mig dog saa ondt for den stakkels Fru Bech og Datteren; mon der dog ikke er Nogen, der vil komme dem til Hjælp i deres store Nød og Sorg. Den gamles menneskekjærlige Hjerte fornægter ham ikke.

(Nationaltidende 2. november 1897, 2. udgave)

Overfaldet paa Garver Thaulow.

Bedragerier med Klasselotteriet.

Igaar var Kaptajn Bech atter i et Forhør, som i»rit sluttede sent paa Eftermiddagen. Han maatte særlig giøre Rede for sine Penge forhold i det sidste Halvaarstid, hvor han overfaldt Garver Thaulow. Bech fortalte da, at han lige fra det Øjeblik da han i April Maaned overtog den ham tildelte Klasselotterikollektion, har forgrebet sig paa Lotteriets Penge. Strax da han fik Penge for Lodsedlerne af dem, der spillede hos ham begyndte han at bruge af disse til private Formaal. Da han saa skulde indbetale Penge til Lotteriet for viste Trækning, dækkede han sine Besvigelser paa den Maade, at han undlod at udbetale de Gevinster paa under 200 Kr., der vare faldne hos ham indtil han ved Fornyelsen af Lodsedler til anden Trækning havde faaet de fornødne Penge ind. Den Sum, disse Gevinster udgjøre, skulle Kollektørerne nemlig ikke indbetale til Lotteriet.

Saaledes holdt Kaptajn Bech det gaaende indtil femte Trækning, da Skæbnen vilde, at der i hans Kollektion kun faldt et forsvindende Antal af Gevinster under 200 Kr. Det Beløb, han kunde lade være at indbetale til Lotteriet, blev saaledes kun meget ringe. Hvad han havde taget af Lotteriets Penge overskred langt denne Sum. Paa dette Tidspunkt var det, at Bech begyndte for Alvor at spekulere paa at skaffe sig Penge for enhver Pris, selv om det skulde koste et Menneskeliv.

Kaptajn Bech indrømmede, at han ofte, lige fra den første Gang han havde forgrebet sig paa Lotteriets Penge, havde siddet med sin Todtenschlæger - den han stadig paastaaer, at han oprindelig har kjøbt til Selvforsvar mod Bøller - i Haanden og tænkt paa, at med den kunde han, hvis det skulde komme til det Værste, bedøve etter dræbe et Menneske saaledes at han kunde faa Penge. Mange Gange havde han været ene med Folk, som han vidste laa inde med Penge, og Lejligheden havde været gunstig til et røverisk Overfald; men han havde ladet den ubenyttet, enten fordi han syntes, han dog vilde se Tiden an, eller forbi han var bange for at udøve Forbrydelsen.

Men saa kom 5. Trækning og med den Udsigten til Opdagelse af Besvigelserne mod Lotteriet. Nu fæstedes Beslutningen sig hos Bech om, at han maatte skaffe sig Penge ved Røveri. Om Besøget hos Fru Petersen paa Vesterbrogade siger han, at han var gaaet ud til hende denne Gang, som flere Gange før, for at forsøge at formaa den gamle Dame til at laane sig Penge; men han indrømmer, at den Mulighed ikke var udelulket, at han kunde have besluttet sig til at overfalde hende, hvis hun havde nægtet ham Laanet hin Søndag. Nu kom Bech jo imidlertid slet ikke ind hos Fru Petersen, og dermed var det Spørgsmaal bortfaldet.

Tirsdagen efter den Søndag, da han havde søgt Fru Petersen, var det saa at Kaptajn Bech overfaldt Garver Thaulow. Angaaende Enkelthederne ved dette Overfald er der under de sidste Forhør fremkommet et nyt Moment. Kaptajn Bech indrømmer nemlig nu, at den Løgnehistorie, han blev saa forbitret over, ikke var den saa ofte omtalte Sømandshistorie, men derimod Thanlows Paastand om, at hans Rengjøringskone havde Nøglen til Pengeskabet i Forvaring. Da Thaulow sad og bandt sine Støvler, spurgte Bech ham endnu en Gang, om han ikke havde faaet Nøglen til Pengeskabet. Men Thaulow svarede med det sædvanlige: "Den har min Rengøringskone". "Det er Løgn Din forbandede gamle Skurk", brølede Kaptajn Bech, og i det Samme slog han Thaulow i Hovedet. Naar Thaulow ikke har meddelt Retten dette, saa er det antagelig fordi han ikke husker denne Scene, der foregik næsten i samme Øjeblik, han fik det voldsomme Slag.

Hvad Proprietær Lakier, Grosserer Schmidt og flere Andre angaaer, af hvilke Bech har villet laane Penge, da erklærer han paa det Bestemteste, at han intet Øjeblik har tænkt paa at ombringe disse Mennesker, dem har han kun søgt for om mulig at saa Laan af dem. Hans Spørgsmaal om deres Pengeforhold var en ganske naturlig Følge af, at hans egne Tanker kun drejede sig om det Ene - Penge!

Efter Forhøret Igaar er Sagen nu saa fuldt belyst, at Assessor Winther paatænker med det Første at slutte Undersøgelsen.

(Nationaltidende 5. november 1897, 2. udgave)

Der gik nu et par måneders tid før sagen blev taget til doms den 4. januar 1898. I mellemtiden blev Bech idømt en bøde på 50 kr. for at have udskældt grosserer Severin Sandberg (Ved Stranden). I mellemtiden spekulerede flere aviser over sager som Bech også kunne have begået. Ved Højesteret idømtes han i mellemtiden den 30 november til at udrede frk. Levinsen 19,800 kr. Den 19. januar 1898 blev han så idømt 10 års tugthusarbejde. Han appellerede herefter sagen til Højesteret.