Københavns Whitechapel. (Efterskrift til Politivennen).

I en artikel, der handler om politistationerne i København, har "Vort Land" bragt nogle ganske interessante skildringer og billeder fra det såkaldte "Brøndstrædekvarter", som ligger midt hovedstadens hjerte og hvor dens værste udskud af bøller og forbrydere holder til. Vi gengiver et afsnit af artiklen.

Der er jo det mærkelige og for politiet heldige ved dette udskuds liv og færden, at de i en forunderlig grad er konservative i deres tilbøjeligheder. I det kvarter, hvor de en gang er sunket til bunds, bliver de boende. Den beværtning, hvor de hyppigst har uddelt og savet prygl, hvor de først er blevet anholdt, hvorfra de det fleste antal gange er blevet smidt ud; den står med et vist rosenskær over sig for dem. Her har de tilhold, i denne søle er deres hjem.

Så stærkt holder disse fyre på sentensen: "my house is my castle", at de end ikke tillade bøller fra andre kvarterer i byen at slå sig ned i deres eget. De har som sjakalerne deres "revir", hvor de ikke tåler andre; hvis et af de "kendte navne" fra "Blodkoppen" eller "Tordenfluen" i Farvergade viser sig i "Dukkehjemmet" eller "Tyskekjælderen", bliver der alvorlig "fest"!

Alle disse slagsbrødre, tiggere og flæskesjovere har som andre velrenommerede forbrydere, deres ofte meget malende øgenavne. I de to sidstnævnte kældre nævner vi blandt "stamgæsterne": "Bræddestabelen" og hans broder "Fløjtedrengen", "Peter Saft", "Gnistersmeden", Peter Ordrup", "Singlekarl", "Tyskejens" osv.

Ved siden af disse bøller, hvis liv kun er "fægteriet', d. v. s. det tilfældige tiggeri og sjov, møder samme steds en anden bande, der dog driver en profession, nemlig bondefangeriet. Herned lokker de den unge rekrut, som kommer lige hjemme fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, eller den lille gårdmand, der vil ind på et billigt værtshus.

En Bøllemenu.

"Tyskekjælderen" har fået dette navn efter sin indehaver, en tysker, medens "Dukkehjemmet" er opkaldt efter et fruentimmer, der har sit tilhold her, og blandt hvis specialiteter er den at være ganske overordentlig lille af vægt. Derfor kaldte de herrer hende "Dukkebarnet". Indtil fornylig hængte på væggen i "Dukkehjemmet" en plakat hvorpå læstes følgende der udmærket karakteriserer ånden hernede: "De ærede gæster anmodes om ikke at ituslå møblementet. Der står knipler bag kakkelovnen". Og bag ovnen fandt man så i nødsfald en stor samling itubrækkede stoleben!

Det er naturligvis ikke nogen særlig stor frokost - dette er for disse folk dagens eneste måltid - der bydes på i disse kældre. Som et eksempel kan vi tage frokosten i "Nordpolen", en lignende snask i Vognmagergade.

Frokosten er her 17 øre og for denne pris serveres for 2 øre yver, for 22 øre sauce, 1 pægl brændevin, et meget lille glas øl og en rundtenom rugbrød. Møblementet består af øltræer, over hvilke der ligger brædder.

Madammen bag buffeten.

Imidlertid - de 17 øre skal jo også skaffes. Og på en mærkelig, tilsyneladende noget upraktisk måde, men en måde der har vundet hævd, skaffer fyrene da de nødvendige penge til veje.

Om dagen sammentigger de her og der en del mad på køkkentrapperne, og når det så er blevet aften, stiller de i kælderen med rovet. Her sælger de det sammentiggede brød for en billig penge til madammen, der lægger det, sirlig ordnet, op på disken for eventuelle lysthavende. Dog leveres der ikke penge, men brændevin for maden, og aftenen går nu i et glad sold sammen med "R»de An", "Tæskomarie", "Hummerpigen" osv., indtil de da endelig om natten dingler afsted til logishuse, gratis-herberger eller om sommeren til Fælleden.

Ved morgengry komme de atter tilbage til kælderen og for de småpenge, de i løbet af natten - "Å, go' Herre, har De ikke lidt til en rejsende håndværkersvend?" - har "fægtet" sig sammen, køber de nu det gamle smørrebrød de solgte aftenen i forvejen tilbage! Man vil indse at dette ikke er nogen dårlig geschæft for madammen, men stillingen er jo også noget udsat. For der er øjeblikke hvor disse herrer ikke vil finde sig i nægtelse af kredit. Forleden sparkede en af bøllerne benet ver på madammen i en sådan anledning og en anden gang tog de en uhyggelig hævn over "Tyskekælderen" af lignende grunde.

Da de var blevet smidt ud, hentede de fra gården i nærheden en serie latrintønder ud og styrtede disse ned i kælderen, ad trapperne og vinduerne. Hver har sin måde at ekspedere rykkere på! 

Idyllen

Dog må man ikke tro, at disse bøller slet ikke kender idyllen. Forleden opdagede nogle betjente denne på en ganske aparte måde. Man ledte efter en fyr der skulle arresteres, og om hvem man vidste, at han havde tilhold med en af de kendte bøller i Brøndstrædekvarteret. På sin jagt nåede man da dennes bopæl, et tagkammer i Aabenraa til 1½ krone om måneden. Døren var så lav at betjentene måtte krybe ind på alle fire. Og inde i hullet, hvor en gammel madras var det eneste møblement, fandt de så en 5-6 personer, der lå omkring en flaske brændevin og en kande mælk. Bøllen havde fødselsdag og havde derfor inviteret sine venner hjem til hjemmets hygge frem for Tyskekælderens elegance. Man bliver så ked af det kafeliv!

(Aarhuus Stiftstidende, onsdag den 23. marts 1898).

Lindevangshjemmet 4/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet.

Hvor Lindevangen ligger, er der maaske ikke saa Mange, som veed. Det idylliske Navn peger ud over de sædvanlige befærdede Strøg i Kjøbenhavn og Frederiksberg. Helt gjennem Smallegade og ud ad Peter Bangs Vej og forbi Diakonissestiftelsen og endda over Jernbanesporet, saa kommer den Privatvej, hvor Lindevangshjemmet ligger. Den hyggelige og ret statelige Bygning, som her ligger omgivet af sin Have, blev for godt en Snes Aar siden indviet til at være en af de Redningsstationer, der ere ligesaa uundværlige i det store Samfunds Liv som de, der anlægges for de Skibbrudne ved Havets Kyst.

Lindevangshjemmet er et Asyl for unge, straffede Kvinder. Det er kristen Tro og Kjærlighed, som har sat Virksomheden i Gang, og denne er fornemmelig rettet paa de Unge og Yngste. Man optager Piger, som udgaa fra Arresthusene og Fængslerne, helst i Alderen fra fjorten til atten Aar, naar de give Haab om at kunne uddannes til dygtige Tjenestepiger og saaledes vende tilbage til Samfundet som nyttige Mennesker. Undtagelsesvis kunne ogsaa Piger optages, der ikke have været straffede, men have gjort sig skyldige i lovstridigt Forhold.

Naar Ordet "Hjem" danner et Led i Asylets Navn, saa er hermed antydet, hvorledes man søger at befæste de unge Piger i det Gode. Det er indrettet som et stort Hjem, og det er ingen Straffeanstalt. Ligesom i et andet Hjem arbejdes der paa at vænne de Unge til et ordentligt og regelmæssigt Liv og til at finde deres Glæde i Arbejdet, medens Samlivets Aand skal løfte Sindene mod Gud og hans Rige, uden at der derfor skal lægges nogen Tynge eller Indsnævring over ungdommelige Hjerter. Ved Siden af Vejledningen til Arbejde og Husorden og ved Siden af Omsorgen for den aandelige Udvikling i højere Forstand, bliver der ogsaa givet Undervisning i Haandarbejde, Læsning, Skrivning og Regning. Og ligesom et andet Hjem holder det ogsaa Øje med sine Døtre, naar de udgaa derfra, og vil give dem Raad og Vejledning og yde dem Tilhold i deres senere Forhold. Som Regel varer Uddannelsestiden i tre Aar - dog kan den i de enkelte Tilfælde forkortes eller forlænges af Hensyn til Pigernes Vel efter Bestyrelsens bedste Skjøn.

Foruden Tilskud og Aarsbidrag fra det Offentlige og fra Private opholdes Hjemmet ved Pigernes Arbejdsfortjeneste og ved Betalingen for deres Ophold. Denne er sat til 60 Kroner om Aaret; der maa altsaa komme meget til fra andre Sider. Hs. Maj. Kongen og den kongelige Familie gaa i Spidsen med store Bidrag; Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret yder et betydeligt Tilskud, ligesom det Spannjerske Legat. Forskjellige Byraad staa sammen med de private Bidragydere om at støtte Hjemmet, som foruden Penge ogsaa modtager Fødemidler og Brugsgenstande fra sine Venner.

Ingen Pige optages i Asylet imod hendes eget Ønske; hun bliver ogsaa forud gjort bekjendt med Husordenen og hvad hun i det Hele forpligter sig til i Hjemmet. Husordenen er god og smuk, i bedste Overensstemmelse med et kristeligt Hjems Krav, hvor der skal arbejdes flittigt. Tidligt op om Morgenen, i sommertiden Kl. 5½ og om Vinteren Kl. 6, saaledes som Tjenestepiger og helst mange andre med bør være vænnede til. Kl. 7 samles Alle til Morgenmaaltidet, hvorefter der holdes en kort Andagt, forinden man gaaer hver til sit Arbejde. Desværre vil mangen en Pige komme til at savne dette siden hen, naar hun faaer sin Plads ude i Livet, hvor Husandagten er kommen i Forfald og svunden bort endog fra mange kristelige Hjem, hvor ellers Guds Ord og Bøn hører til del Uundværlige for Familiens medlemmer i Lønkammeret og i Kirken. Man skulde nødig tænke, at det kun er i et Redningshjem, at den fælles Andagtsøvelse hører sig til, forinden Dagens Gjerning begynder. Ej heller skulde det holdes for Pietistisk, hvad der er god gammel luthersk Skik og forøvrigt har sine Rødder tilbage i det, som er endnu ældre.

Kl. 1 holdes Middag. Derefter fortsætter Arbejdet indtil Aftensmaaltidet, og som Regel kunne Pigerne sidde nogle Timer sammen med Forstanderinden og Medhjælperinderne og beskjæftige sig med Haandarbejde, Læsning o. lign. Hjemmet har Rum for de uskyldige Glæder og den Munterhed, som et godt Privathjem kan byde: Oplæsning, Foredrag, Sang, Leg; i denne Henseende har Hjemmet ogsaa sine Venner, som bidrage til at glæde de Unge. Kl. 9 om Aftenen holdes Andagt, og en halv Time efter skulle Pigerne være i Seng. Søndagen er almindelig Fridag, om hvilken det hedder i Husordenen, at ligesom hele Institutionen er bygget paa kristelig Grund, søger man ogsaa at anvende denne Dag i Overensstemmelse dermed.

Omend det altsaa er et rigtigt Hjem og ingen Straffeanstalt, følger det af sig selv, at Øjemedet, at befæste de unge Piger, som med godt Forsæt komme ud af Fængslet, medfører visse ubetingede Krav og visse Indskrænkninger i Friheden. Der kræves ubetinget Lydighed i Hjemmet og Villighed til Arbejdets Udførelse. Udgangstilladelse gives, men kun naar de ved deres Opførsel og øvrige Forhold have gjort sig fortjente dertil. Besøg maa modtages om Søndagen i visse Timer, men kun ved Henvendelse til Forstanderinden. Overtrædelse af Husordenen straffes med Indskrænkning i Friheden, eventuelt med Udvisning af Asylet. Og naar Piger paa egen Haand forlade Hjemmet, optages de som Regel ikke mere. Den, som har opført sig til Tilfredshed og gaaer i en Kondition, som er tilbudt af Hjemmet, har Adkomst til at faa et passende Udstyr af Klæder efter Forstanderindens Indstilling. Forstanderinden er Husmoderen, som fører Overtilsynet med det Hele! hun assisteres af Medhjælperinder, der ligesom hun selv have frit Ophold og Gage. I Spidsen for Institutionen staaer en Bestyrelse, som bestaaer af fire Mænd, hvoraf en skal være Præst og to Kvinder. Den vælger selv sin Formand. For Tiden beklædes Formandsposten af Kammerherre S. Barner, og Direktør Edv. Blad er Kasserer.

Bestyrelsen har nylig gjort opmærksom paa, at af de to og tyve Pladser, hvorover Hjemmet raader, vare i Januar Maaned kun de tolv optagne, og har derfor udtalt Ønsket om, at denne kristelige Kjærlighedsgjerning maa finde mere og mere Forstaaelse og Tiltrækning i vort Fædreland. Paa Forstaaelse vil det sikkert ikke mangle, naar kun Kjendskabet til Lindevangshjemmet og dets Gjerning bliver tilstrækkelig udbredt. Bestyrelsen anmoder alle Vedkommende om at sende Pigerne til Hjemmel strax efter Løsladelsen af Fængslet, for at de ikke skulle komme ind i løse og usædelige Forhold, hvortil Erfaringen viser, at de ere stærkt fristede; usædelige Kvinder kan nemlig Lindevangshjemmet ikke optage for den moralske Smittefares Skyld.

Siden 1892 er der optaget 48 Piger; mange flere bleve anmeldte, men maatte afvises paa Grund af usædeligt Levned. 16 forlode Hjemmet uden at blive deres tre Aar til Ende. Til Forklaring heraf mindes der om, at disse unge Piger alle komme i en Tilstand af stor aandelig Sløvhed, med næsten helt udviskede Begreber om Godt og Ondt! i mange af dem er der et trodsigt Sind. som gjør det svært for dem at underkaste sig et ordnet Hjems nødvendige Krav, og da forlade de Hjemmet. Et Par af dem begjærede Gjenoptagelse, hvilket dog af Hensyn til de øvrige Piger ikke kunde indrømmes dem. Fem synes helt at være faldne tilbage til deres forrige Liv; om de Andre vides intet Ondt, og Erfaringen viser, at af dem, der komme Hjemmet af Syne, kunne nogle igjen komme til Syne som Mennesker, der ere komne til Ro i et ordentligt Liv. Fjorten ere blevne anbragte i Tjenester, og af dem staa de ti i vedvarende god og glædelig Forbindelse med Hjemmet og nære en stor Taknemmelighed mod det Sted, der modtog dem i deres mørkeste Tid. Enkelte af Pigerne ere lykkelig gifte. En af dem broderede før sin Afrejse paa et lille Stykke Tøj de Ord: "Gud velsigne vort Hjem", lod det indramme for sine Sparepenge og bad om at maatte faa det ophængt i den fælles Dagligstue "til Minde om en Pige, som næst Herren takker Hjemmet for sin Redning."

Sorger og Skuffelser maa nødvendigvis komme paa en Anstalt som Lindevangshjemmet, hvor Kjærligheden maa være den egentlig bindende Magt, og hvor der hersker al den Frihed, som kan forenes med Hjemmels Tugt og Orden. Glæderne høre til de bedste, en Kristen kan faa; det er af dem, hvori Himmelen selv har Andel; thi i Himmelen er der større Glæde over een Synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov.

Saaledes anbefaler Hjemmet og dets smukke Gjerning sig af sig selv til kristelige Læseres Interesse og Kjærlighed. Alle, som have Sands for Sjæles Værd, og som tilige have Blik for det Store i at faa Mennesker som vare faldne, rejste og ikke alene "frelste" i religiøs Betydning, men ogsaa dygtiggjorte til det jordiske Livs Gjerning, ville venligst komme Lindevangshjemmet i Hu c: baade medvirke til, at Pladserne heri blive benyttede, og yde Bidrag til Hjemmets Underhold.

M.

(Dagens Nyheder 13. marts 1898. Tillæg).

Adjunkt Georg Sick. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Chikago skrives til det danskamerikanske Blad "Nordlyset" (New-York):

Den danske Kolonis - ja vel ogsaa den norskes - mest begavede, under alle Omstændigheder mest kundskabsrige og gennemdannede Medlem gaar den Dag i Dag om her i Byen og fører en Tilværelse fra Haanden til Munden, Der er noget uendelig sørgeligt i at se sligt. Sult er hans mest trofaste Ven. Han er cand. polit. med 1. Karakter, har nydt en glimrende Opdragelse, har rejst i Frankrig, Tyskland, Rusland, Japan - helt hertil : for at "vinde". En finere Sprogmand findes ikke her; Fransk, Tysk, Russisk taler han som en dannet indfødt, han er overordentlig musikalsk, inde i enhver Literaturgenre, aandrig, vittig, begavet, men - gammel, svag og "uheldig". Mens talentløse Stympere fylder Lommerne med Pengestykker, maa han være glad ved at friste Livet, han, en Ridder i Aand og Tanke I begavede og I idealsogende, bliv fra denne By! Den byder Jer intet. Manden, jeg taler om, er cand. polit, Georg Sick, i sin Tid russisk Officer, senere Adjunkt i Fransk ved Aalborg Latinskole. Han er henimod 50 Aar gammel.

(Nordjyllands Arbejderblad, 17. februar 1898).

Georg Julius Sick (født 1872) blev 29. oktober 1896 præst for en dansk evangelisk luthersk menighed i Racine Wisconsin i N. Amerika. Artiklen er skrevet umiddelbart før han 1. marts 1898 blev præst for den danske Menighed i Watsonville (med Annekser Salinas og Ghualar) i det sydlige Californien. Han vendte tilbage til Danmark 10 Maj 1901. 24. september 1901 blev han udnævnt til sognepræst i Nørre Felding og Tvis. Her skulle han blive involveret i dramatiske begivenheder, som det vil fremgå af denne serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

En Barrison-affære i Slagelse (Januar 1898). (Efterskrift til Politivennen)

"Rigtige" og "urigtige" Barrisons.

Et interview.

Slagelse har som bekendt de sidste par søndage haft den tvivlsomme ære at have variete; på vor klassiske scene har to gyselige klovner, en betydelig bedre jonglør og fire engelske sangerinder, der talte tysk og vistnok ikke stod uforskånende overfor det danske sprogs finesser, forlystet et gennemgående mere ungdommeligt end kritisk publikum.

De fire damer optrådte under navnet "Sisters Barrison", hvilket navn vil være kendt selv af dem, der ikke nærer nogen overvældende interesse for denne gren af "kunsten". 

At de fire her optrædende damer var søstrene Barrison, var der ingen "sagkyndig" der troede. Vi skulle heller ikke have dvælet ved deres præstationer, på vor "Ej blot til Lyst"-scene, hvis der ikke i går var sket noget, som på det nærmeste bragte alle vor bys skorstene til at ryste.

I går eftermiddags ved 6-tiden standser en landauer udenfor "Kasino", og ud træder tre damer - to unge og en . . . mindre ung ; de lader sig indskrive i hotellets rejsebog som 

"Fru Barrison med to døtre, Kalundborg". 

Stor forbavselse! Fire Barrisons plus to giver seks. Men de to sidst ankomne påstod på det bestemteste, at de fire, som havde optrådt her i Slagelse under direktion af en hr. Kørner, ikke var spor af Barrisons ... De to sidstankomne var derimod de rigtige Barrisons, og i kraft heraf ville de nu have nedlagt fogedforbud mod optræden af hr. Kørners "Barrisons". De henvendte sig derfor til hr. overretssagfører Balle. Men der var den vanskelighed ved dette forbuds nedlæggelse, at de tre af Kørners Barrisons i forgårs havde forladt hans selskab i Ringsted!

Hvad nu! Hvor der ingen urigtige Barrisons er, har de rigtige dog jo tabt deres ret! De to Sisters tog imidlertid det passive parti at iagttage forestillingen i aftes fra logen. Og hr. Balle, hvis tilstedeværelse selvfølgelig havde vakt megen opsigt, trak sig derefter tilbage.

For at klare det højst indviklede spørgsmål, der i Slagelse næsten til rang med Dreyfus-affæren, interviewede vi i formiddag de to rigtige Sisters. De var yderst indignerede over, at nogen kunne finde på at benytte sig af deres uskyldige navn. Den højeste (og formentlig ældste) har ordet:

"Vi var på besøg hos vor familie i Kalundborg og var netop til en diner da det blev sagt at vore søstre optrådte i Slagelse. Det stod i Slagelse-aviserne. Da vore søstre .... undtagen fru Fleron -  er i Svejts, sandt vi dog, at det var en skandale . . ."

"Ja, en skandale!" - supplerer den anden søster.

"...en skandale, at disse damer optrådte under vort og vore søstres navn. Derfor besluttede vi straks at leje en vogn og køre herned til Slagelse. De kan tro, det var ingen morsom tur . . ."

"Nej, det var ingen morsom tur . . ." tilføjer den yngre i en højst alvorlig tone.

Men det kunne blive en dyr historie for hr. Kørner. "Nede i Dresden var der forleden en direktør, der havde benyttet vort navn; han måtte betale 3000 mark. Redaktøren af "Artist" har måttet "3 måneder og 5 gange 5 dage" i fængsel, fordi han har skrevet afskyeligt om os. Vi har søgt hvile i nogen tid, fordi vi syntes, vi kunne trænge til det, før vi atter optrådte. Men vi vil ikke skade hr. Kørner . . ."

"Nej, skade ham vil vi ikke", supplerer den yngre.

"Det har vi ingen fornøjelse af. Men vi må dog forlange, at han erklærer i bladene, at det ikke er os, der har optrådt her. Vi har netop aldrig - for vor families skyld - optrådt i Danmark. Vi er jo nemlig fra Danmark, men har været 14 år i New York. Og nu var vi i besøg hos vor familie i Kalundborg, da vi hørte dette. Og nu skal det være forbi . . ."

"Ja, det skal det" - supplerer den yngre søster, idet hun ryster energisk på sit blonde hoved.

Undertegnede mistroiske medarbejder indskyder en bemærkning om, at vi har haft den fornøjelse at se fotografier af de rigtige Barrisons i pariserblade.

"Ah - i Le Figaro?"

- Eller i Le Panorama? Men når vi er i kostume ligner det jo ikke, som når vi er civile . . ."

Vi må i sandhedens interesse tilføje, at Le Panorama virkelig har haft billeder af Barrison'erne. 

Vi takker for de modtagne oplysninger og trækker os tilbage. Hvorefter vi henvender os til hr. overretssagfører Balle.

Han havde allerede fået sagen ordnet. De to Sisters var på dir. Kørners anmodning gået ind på at lade sagen falde til i dag. På hr. Balles kontor blev der da i dag affattet annoncer til "Slagelseposten" og "Sorø Amtstidende" og til et Kalundborg blad, hvori hr. Kørner højtidelig erklærer, at han uden spor af ret har ladet sine "kunstnerinder" optræde under navnet Barrison. Såvidt vi erfarede skal disse bekendtgørelser dog ikke offentliggøres før i morgen.

Men faktum er faktum.

Og vi siger et hjerteligt profit til den Barrison-begejstrede Slagelse-ungdom der er taget så lystigt ved næsen - - - - mens byen fik noget at tale om.

Vigand.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 31. januar 1898). 

Dementiet stod ganske rigtigt fx i Slagelse-Posten 1. februar 1898:

General Goeben i Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel fra Dansk Tidsskrift 1895 blev skrevet i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben. Det nævnes at han også skrev om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Referatet af disse brev kan sammenlignes med et længere udvalg af disse breve på denne blog. Ca. 180 sider med breve til familien i bind 1 handler om Krigen 1864. De indeholder også en lillebitte brøkdel om Danmark, danskere og lokalbefolkningen som kan findes på denne blog til sammenligning af nedenstående:

Af de Officerer, der deltog i det preussiske Felttog mod Danmark 1864, har ingen senere vundet et smukkere Navn end General August v. Goeben. Han førte i Krigen mod Danmark en westfalsk Brigade; ved dens Slutning blev han forfremmet til Divisionsgeneral i en Alder af kun 48 Aar. I den preussisk-østerrigske Krig 1866 førte han en Division i "Mainhæren" under General Vogel v. Falckenstein og kæmpede mod Hannoveranerne og Østerrigs sydtyske Forbundsfæller. Under Felttoget i Frankrig 1870-71 var han først Chef for det 8. preussiske Hærkorps (Rhinlændere), men forfremmedes siden til Chef for "den første Armé", kæmpede i Spidsen for denne under Paris'es Belejring mod den franske Nordhær under General Faidherbe og vandt over ham den glimrende Sejr ved St. Quentin. Efter Krigens Slutning var Goeben atter kommanderende General i Koblenz (8. Hærkorps) til sin Død 1880.

Denne Hærførers Levned er nu skildret i et stort Værk: G. Zernin: Das Leben des königlich preussischen Generals der Infanterie, August v. Goeben. Berlin 1895–97, 2 Bind. Som Tillæg til denne Skildring er der føjet en Række Breve, som Goeben i Aarenes Løb har skrevet til sin Hustru. Fra Felttoget i Sønderjylland foreligger der Breve næsten fra hver eneste Dag (Vaabenstilstandene undtagne). Disse Breve indeholde mange Ytringer af Interesse for Danske, dels om Goebens egen Stemning mod Danmark og mod Slesvig-Holsten, dels om den danske Krigsførelse. Disse Udtalelser udfyldes endelig paa en værdifuld Maade ved, hvad Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved, og de har begge givet ham det Vidnesbyrd, at han var en ridderlig, højsindet Fjende, der over for dem aldrig skjulte sin Hjertens Mening.

Billede af general Goeben fra trebindsværket, se nederst.

Her skal der gives nogle korte Uddrag af Goebens Breve, udfyldte med enkelte karakteristiske Træk, som de to danske Præster har meddelt.

Goeben deltog i Krigen uden nogen som helst personlig Lidenskab; den lagde kun Beslag paa hans rent militære Interesse; dens politiske Side var ham temmelig ligegyldig. Fra første Færd kunde han ikke lide Slesvigholstenismen, og jo nærmere han lærte den at kende, des strengere bliver hans Dom om den. Han lyttede gerne til sine danske Værters Oplysninger om Sønderjyllands Nationalitet og Historie, og hans Dom om det dansk-tyske Stridsspørgsmaal paavirkedes kendelig derigennem. Hele Krigen blev ham af den Grund mere og mere imod. Ved Rygtet om Vaabenstilstand skrev han til sin Hustru: "Jeg er til Freds dermed, fordi denne Krig mod det lille Danmark overhovedet ikke tiltaler mig. Jeg har Medlidenhed med den svage Modstander. - - - Den augustenborgske Historie har aldrig haft min Sympati, vi kan ikke tage det (Hertugdømmerne) uden en almindelig Krig. Derfor forekommer et Forlig med Danmark, hvorved den tyske Befolknings Rettigheder og Friheder sikres, mig at være langt det fornuftigste." Allerede før Dybbøls Fald hedder det: "Jeg haaber, at det under de øvrige Magters Paavirkning og Tryk maa komme til en virkelig retfærdig Fred, som definitivt giver Danmark, hvad der virkelig er dansk c: hele Nordslesvig, og som forener det tyske Sydslesvig med Holsten. Hvad der da skal blive af dette ledige tyske Land, maa klogere Folk bestemme. For Danmark selv er det vel bedst, at der finder en fuldstændig Adskillelse Sted, saa at for Fremtiden intet Tysk kommer til at staa i nogen som helst Sammenhæng med Danmark. - Og senere: "Den Fordring, at nu hele Slesvig, hvis nordlige Del er rent dansk og kun i nogle faa Stæder har et ringe Antal tyske Borgere, skal tilfalde Tyskland i Forening med Holsten, kan efter min Opfattelse slet ikke begrundes."

Generalen ser ogsaa, hvor Grænselinien bør drages, og at den eneste virkelige Vanskelighed er, om det tysktalende, men overvejende dansksindede Flensborg skal ligge nord eller syd for Linien, der bør udgaa fra denne By tværs over Landet. 3 Uger efter Overgangen til Als skriver han: "Jeg er nu en afgjort Fredsfanatiker....; og endelig har Krigen mod det lille Danmark nu aldeles ingen Tillokkelse længer for mig, da jeg personlig dog ikke mere vilde komme i en Virksomhed, som kunde tiltale mig. Jeg har Medlidenhed med Danmark og vilde nu gerne overlade det saa meget som muligt, d. e. alt virkelig dansk Land." Endelig hedder det i et Brev fra Slesvig By d. 1. August: "Jeg ønsker, som hele Hæren, en Fredsslutning. Jeg ønsker fremdeles, som i øvrigt ikke hele Hæren -, at vi over for det svage Danmark skal være saa højmodige, som Krigens Formaal tillader, at vi derfor ogsaa skal lade Danmark beholde, hvad der virkelig efter Afstamning, Sprog og Sindelag er dansk, og ikke nu som Sejrherrer fastholde alt, hvad vi paa nogen Maade kan faa, og hvad Skrighalsene derhjemme, som selv intet gøre, nu kræve under Straf for Landsforræderi. Dermed lægge vi efter min Overbevisning kun Grunden til videre eller rettere til ny Konflikter af omvendt Art." - Man kan ikke sige andet, end at de gæve Præster i Ullerup og Satrup har haft Ære af deres Lærling.

I samme Grad, som Goebens velvillige Stemning mod Danmark vokser, øges hans Uvilje og Ringeagt for Slesvigholstenerne. Han er snart bleven klar over, at der vel var en udpræget danskfjendtlig Stemning i Holsten og Sydslesvig, men at den hele augustenborgske Bevægelse var kunstig fremkaldt af enkelte ivrige Agitatorer. Han forbyder Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som blev sungen i hans Kvarter i Stenbjærg i Angel, og ved Efterretningen om tyske Pøbeloptøjer i Flensborg skriver han senere: "Havde jeg i Aftes været i Flensborg, saa havde jeg samlet min Bataillon og ladet Kolberne arbejde dygtigt; Pøbelen har nemlig slaaet Vinduerne ind hos de Danske o. S. V." Han advarer sin Hustru mod at tro de tyske Løgne om den danske Krigsførelse: "Dumme Løgne skrives der altid. For nylig meddelte "Kölnische Zeitung" fra Satrup, at de danske Soldater, der blev fangne ved Ragebøl den 19. (Marts), igen havde grebet deres Geværer og beskudt os i Ryggen. Der er ikke forefaldet det ringeste, som kunde give Anledning til en saadan Opdigtelse. I Gaar læste jeg i den (c: "Köln. Zeit."): De Danske har paa den skændigste Maade anvendt de fangne til Skansearbejde i den heftigste Ild. I Gaar undveg 8 Østerrigere og 2 Husarer mellem Skanserne, 7 Østerrigere var bleven skudte ihjel o. S. V. Der er ikke et sandt Ord heri. Vore faa Fanger blive lige saa godt behandlede af de Danske, som deres af os."

Derimod skal det ikke dølges, at Goeben ikke just beundrer den danske Krigsførelse. Der er i alle hans Breve ikke et eneste Ukvemsord mod det danske Folk eller den danske Hær; i saa Henseende danne de et smukt Modstykke til den store Moltkes Breve fra samme Krig. Men paa den anden Side er han meget sparsom med Anerkendelse. Han finder Rømningen af Danevirke meget fornuftig, men dadler skarpt, at Dybbølstillingen blev holdt længer, end det var forsvarligt. De Danske burde have forladt den en Uge før Stormen. Om 8. Brigades smukke Vaabendaad den 18. April: Modangrebet op ad Bjærget mod de fjendtlige Stormkolonner, har Goeben mærkelig nok ikke et rosende Ord til overs; men han var heller ikke Øjenvidne til denne Kamp; thi han stod den Dag med sin Brigade i Løbegravene langs Alssund for mulig at forsøge en Overgang under Stormen. Synet af de nedskudte Skanser har dog gjort et stærkt Indtryk paa ham. "Dèr ligger alt over og mellem hinanden. Men de danske Artillerister har dog bestandig paa ny bragt nogle Kanoner i Virksomhed og har holdt sig fortrinligt." Nogle Dage efter Stormen førte han sin Vært, Krog-Meier, om gennem Skanserne. "Jeg vilde gerne vise ham dem, især for at berolige hans patriotiske Hjerte med, at hans Landsmænd virkelig havde ydet det mest mulige under Forsvaret, og nu er han ogsaa fuldstændig beroliget."

I øvrigt er det kun Kampen i Kjær By den 29. Juni Brigaden Kaufmanns Modangreb mod den fjendtlige Landgangsstyrke efter Overgangen til Als, "første Gang, de Danske har gjort en kraftig Offensivbevægelse" der afnøder Goeben et vist Maal af Anerkendelse. Her var han selv forrest med sin Brigade og fik Hesten skudt under sig i Kampen. Her maatte Generalen springe af Hesten, da hans Folk begyndte at vakle, drage Sablen og give nogle af sine Soldater Nakkedrag med den for at drive dem frem; saa haardnakket var de Danskes Modstand.

Goeben bruger stærke Ord til at lovprise sine Preusseres glimrende Bedrifter; men det skinner dog undertiden igennem, at han ogsaa nok kunde unde sin Modstander en Sejr en Gang imellem. Mærkeligst i saa Henseende er, hvad Krog-Meier fortæller i sin Dagbog efter Træfningen ved Helgoland. Kort efter denne indtraadte Vaabenstilstanden, og Goeben forlod da sit Kvarter i Satrup Præstegaard. Krog-Meier skriver herom: "Vi vil i Sandhed savne den sjældent vakre Mand og noble Fjende, der i Gaar glædede sig saa levende over vor Søsejr, skønt der ogsaa havde været preussiske Skibe med. Da jeg spurgte ham: "Was hätten Sie gethan, wenn wir Schwarzenberg nach Kopenhagen gebracht hätten?" svarede han: "Dann hätte ich mich königlich gefreut." Han fortalte os i Gaar, at Witzleben (en af hans Regimentschefer) var bleven ganske forbavset, fordi han i Gaar Formiddag havde sagt ham, at nu var han fuldkommen "dänischgesinnt" Det er virkelig ikke Spøg, men oprigtig Alvor, at han ønsker os baade Sejr og et godt Udfald af den hele Sag."

- - Det var at ønske, at de mange Tyskere, der sikkert læse Biografien af Goeben, en af deres ypperste Helte, vil standse ved og lægge Mærke til de Ord, hvormed han slutter sine sidste Bemærkninger om den dansk-tyske Strid: "Vi kan nu faa en meget gunstig Stilling over for Danmark (ved at give det Nordslesvig); men vi vil nødvendigvis gøre det til en uforsonlig Fjende, der, selv om det ogsaa nu nødtvungent falder til Føje, dog ved første Lejlighed og ved enhver Lejlighed igen vil optræde imod os, hvis vi nu kræve de yderste Konsekvenser af Sejren."

Disse Ord af den preussiske Hærfører maatte vel endnu - en Menneskealder efter kunne gøre Indtryk paa forstandige tyske Læsere og fremhjælpe den Erkendelse hos dem, at den dansk-tyske Strid ikke i Wienerfreden fik nogen retfærdig Løsning, - fordi man ikke agtede paa den store Hærførers Advarsel, men krævede de yderste Konsekvenser af Sejren. H. L. Møller.

(Dansk Tidsskrift 1898. Side 141-144).

I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Værket findes i tre bind på Google Books. Bind 1 (Krigen 1864 er omtalt i 5. kapitel, s. 161-191. Brevene til Marianne v. Goeben under Krigen 1864 s. 215- 396), bind 2 (breve til familien i krigene 1866 og 1870-1871) og  bind 3. Se det særskilte indslag om disse breve.