Formand Hamann, Kristianshavns Fængsel arresteret for Utugt. (Efterskrift til Politivennen)

Formand Hamann arresteret!

Utugt i Kristianshavns Fængsel

I Gaar Morges arresteredes en af de mandlige Funktionærer ved Arresthuset for kvinder paa Kristianshavn, Opsynsmand Hamann, han er anklaget for at have staaet i Forhold til de kvindelige Fanger i Arresthuset.

Det store Fængselskompleks paa Kristianshavn bestaa, som bekendt af to fuldstændig adskilte Bygninger, det omtalte Arresthus, der huser kvindelige Varetægtsarrestanter og hvor Hamann er ansat, samt Straffeanstalten, der dirigeres af Inspektør From, og hvor domfældte kvindelige Fanger afsoner deres Straf.

Det er to prostituerede Kvinder, som for Tiden sidder i Straffeanstalten, der ufrivillig har røbet Hamanns Meriter, hvorved Skandalerne fra Arresthuset er bleven afsløret.

De to Kvinder sladrede af Skole til deres Medfanger, hvem de fortalte om det lystige Leben, de havde ført i Arresthuset under Opsynsmandens Regimente. Hr Hamann aflagde nemlig ofte Besøg i Kvindernes Celler, under Paaskud af, at han skulde føre Tilsyn med deres Arbejde. Ved disse Besøg var det, at han bedrev Utugt med dem.

Kvindernes Fortællinger kom Opsynet for Øre og rapporteredes videre til Inspektør From, og Sagen anmældtes til Chefen for Opdagelsespolitiet, Inspektør Madsen, der i Gaar Morges lod Opsynsformanden anholde.

I det foreløbige Forhør, som Inspektør Madsen afholdt, tilstod Hamann straks sin Brøde. Han paastod, at det kun var de prostituerede Kvinder mellem Arresthusets Fanger, som han havde staaet i Forhold til, og at det kun var i Løbet af det sidste Aarstid, han havde indladt sig paa disse Meriter.

Saasnart Hamann havde aflagt Tilstaaelse, blev han afskediget fra sin Plads og blev samtidig belagt med Arrest.

For at faa konstateret i hvor lang Tid og i hvor stort Omfang Hamann har forseet sig, vil Politiet lade foretage en Afhøring af samtlige de prostituerede Kvinder, der i den sidste Aarrække har siddet i Arresthuset paa Kristianshavn.

Hamann er 38 Aar og har været ansat i Arresthuset fra 1889, altsaa i 9 Aar, i hvilket Tidsrum han i Øvrigt har opført sig upaaklageligt. Han et gift og har 4 Børn, og Familien staar altsaa nu brødløs, som Følge af Forsørgerens Ubesindighed.

Straffelovens § 167 bestemmer, at naar en Opsynsmand ved et Fængsel øver Utugt med Kvinder, der staar under hans Opsigt, straffes han med Fængsel eller under skærpende Omstændigheder med Strafarbejde indtil 2 Aar.

(Social-Demokraten 3. april 1898).

Skandalen i Fængslet.

Formand Hamanns Arrestation.

Sagen angaaende den i Søndags omtalte arresterede Opsyns-Formand Hamann fra Kristianshavns Arresthus er nu overgivet et Kriminalkammer til nærmere Undersøgelse.

Opsyns-Formanden var tilligemed Vagtmesteren, Hr. Ludvigsen, det eneste mandlige Personale i Arresthusets det øvrige Opsynspersonale bestaaer udelukkende af kvinder.

Dette kvindelige Opsyn patruljerer stadig paa Sangene udenfor Cellerne, i hvis Døre der er Kighuller, gennem hvilke der kan holdes Øje med Fangerne. Naar Opsyns-Formand Hamann aflagde sine dristige Visiter hos de kvindelige Fanger, stod han altsaa hvert Øjeblik i Fare for at blive opdaget. Det falder da ganske uforklarligt, at Hamann i et længere Tidsrum - efter hans egen Tilstaaelse i hvert Fald i et Aar - har kunnet uhindret drive sine Meriter, uden at han nogensinde er bleven overrasket af Opsynet eller at der er fattet Mistanke til ham, paa Grund af hans paafaldende langvarige Besøg i Cellerne.

Ved det kriminelle Forhør vil denne Side af Sagen antagelig blive oplyst; har en saadan Mistanke virkelig foreligget, saa har Opsynet maaske ikke vovet at fremsætte den, af Mangel paa Beviser til at dokumentere en saa dristig Anklage mod en Foresat. Hamann har vel ligeledes stolet paa, at ingen af hans Underordnede turde driste sig til at kigge ind i Cellen, mens han, deres Formand, inspicerede - der føres jo en jærnhaard Disciplin indenfor Fængslets Mure ogsaa for selve Personalets Vedkommende, - og heri ligger sandsynligvis Forklaringen af, at den Slags Skandaler har kunnet passere i Kvindefængslet, og endda kun opdagedes ved et rent Tilfælde.

Det omtalte prostituerede Fruentimmer, der gav Anledning til Skandalens Afsløring, havde nemlig en Dag i forrige Uge diverteret sin Opsynskone med en Række Historier fra sit "frie" Liv indenfor Fængslet; det endte med, at Fangen pralede af, at det omtalte "frie" Liv ogsaa kunde fortsættes indenfor Fængslets Mure og at Opsyns-Formand Hamann ikke var bange for at indlade sig med Fangerne. Da Opsynskonen udtalte sin Tvivl herom, bandte og svor Fruentimret paa, at hvad hun fortalte var Sandhed, og hun henviste til, at en anden kvindelig Fange ligeledes havde staaet i forhold til Hamann. Ved at forhøre denne Fange viste det sig straks, at Forklaringen var rigtig, og det var nu afgjort, at Hamann var skyldig.

I Lørdags Morges tog Opdagelsespolitiets Chef, Inspektør Madsen, personligt ud til Arresthuset og forhørte Hamann. Da denne erfarede, at han var afsløret, og at der var to Kvinder som Vidner imod ham, blev han som lynslaaet og tilstod straks sin Brøde.

Hamanns Plads som Opsyns-Formand er endnu ikke besat.

(Social-Demokraten 5. april 1898).

Politidirektøren besluttede efterfølgende at ansætte en kvindelig overopsyn.

Udsnit fra hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt f. Petersen (1866-1931): Ca. 60 små portrætter, Københavns Politi, 1 Feb. 1912. Henrik Madsen fra Opdagelsespolitiet undersøgte Hamanns sag. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Henrik Madsen var 1895-1919 chef for opdagelsespolitiet der dengang bestod af ca. 50 mand. Han stod bag opklaringen af en række store danske kriminalsager - bl.a. Bulloti-sagen (1908) og  Alberti-sagen (1908). Han introducerede i 1900 den biometriske efterforskning i Danmark, dvs. målinger af øre, fod, venstre mellemfinger, venstre albue oghøjde. Disse identifikationsmetoder blev allerede i 1904 afløst af fingeraftrykssystemet. 

Københavns Whitechapel. (Efterskrift til Politivennen).

I en artikel, der handler om politistationerne i København, har "Vort Land" bragt nogle ganske interessante skildringer og billeder fra det såkaldte "Brøndstrædekvarter", som ligger midt hovedstadens hjerte og hvor dens værste udskud af bøller og forbrydere holder til. Vi gengiver et afsnit af artiklen.

Der er jo det mærkelige og for politiet heldige ved dette udskuds liv og færden, at de i en forunderlig grad er konservative i deres tilbøjeligheder. I det kvarter, hvor de en gang er sunket til bunds, bliver de boende. Den beværtning, hvor de hyppigst har uddelt og savet prygl, hvor de først er blevet anholdt, hvorfra de det fleste antal gange er blevet smidt ud; den står med et vist rosenskær over sig for dem. Her har de tilhold, i denne søle er deres hjem.

Så stærkt holder disse fyre på sentensen: "my house is my castle", at de end ikke tillade bøller fra andre kvarterer i byen at slå sig ned i deres eget. De har som sjakalerne deres "revir", hvor de ikke tåler andre; hvis et af de "kendte navne" fra "Blodkoppen" eller "Tordenfluen" i Farvergade viser sig i "Dukkehjemmet" eller "Tyskekjælderen", bliver der alvorlig "fest"!

Alle disse slagsbrødre, tiggere og flæskesjovere har som andre velrenommerede forbrydere, deres ofte meget malende øgenavne. I de to sidstnævnte kældre nævner vi blandt "stamgæsterne": "Bræddestabelen" og hans broder "Fløjtedrengen", "Peter Saft", "Gnistersmeden", Peter Ordrup", "Singlekarl", "Tyskejens" osv.

Ved siden af disse bøller, hvis liv kun er "fægteriet', d. v. s. det tilfældige tiggeri og sjov, møder samme steds en anden bande, der dog driver en profession, nemlig bondefangeriet. Herned lokker de den unge rekrut, som kommer lige hjemme fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, eller den lille gårdmand, der vil ind på et billigt værtshus.

En Bøllemenu.

"Tyskekjælderen" har fået dette navn efter sin indehaver, en tysker, medens "Dukkehjemmet" er opkaldt efter et fruentimmer, der har sit tilhold her, og blandt hvis specialiteter er den at være ganske overordentlig lille af vægt. Derfor kaldte de herrer hende "Dukkebarnet". Indtil fornylig hængte på væggen i "Dukkehjemmet" en plakat hvorpå læstes følgende der udmærket karakteriserer ånden hernede: "De ærede gæster anmodes om ikke at ituslå møblementet. Der står knipler bag kakkelovnen". Og bag ovnen fandt man så i nødsfald en stor samling itubrækkede stoleben!

Det er naturligvis ikke nogen særlig stor frokost - dette er for disse folk dagens eneste måltid - der bydes på i disse kældre. Som et eksempel kan vi tage frokosten i "Nordpolen", en lignende snask i Vognmagergade.

Frokosten er her 17 øre og for denne pris serveres for 2 øre yver, for 22 øre sauce, 1 pægl brændevin, et meget lille glas øl og en rundtenom rugbrød. Møblementet består af øltræer, over hvilke der ligger brædder.

Madammen bag buffeten.

Imidlertid - de 17 øre skal jo også skaffes. Og på en mærkelig, tilsyneladende noget upraktisk måde, men en måde der har vundet hævd, skaffer fyrene da de nødvendige penge til veje.

Om dagen sammentigger de her og der en del mad på køkkentrapperne, og når det så er blevet aften, stiller de i kælderen med rovet. Her sælger de det sammentiggede brød for en billig penge til madammen, der lægger det, sirlig ordnet, op på disken for eventuelle lysthavende. Dog leveres der ikke penge, men brændevin for maden, og aftenen går nu i et glad sold sammen med "R»de An", "Tæskomarie", "Hummerpigen" osv., indtil de da endelig om natten dingler afsted til logishuse, gratis-herberger eller om sommeren til Fælleden.

Ved morgengry komme de atter tilbage til kælderen og for de småpenge, de i løbet af natten - "Å, go' Herre, har De ikke lidt til en rejsende håndværkersvend?" - har "fægtet" sig sammen, køber de nu det gamle smørrebrød de solgte aftenen i forvejen tilbage! Man vil indse at dette ikke er nogen dårlig geschæft for madammen, men stillingen er jo også noget udsat. For der er øjeblikke hvor disse herrer ikke vil finde sig i nægtelse af kredit. Forleden sparkede en af bøllerne benet ver på madammen i en sådan anledning og en anden gang tog de en uhyggelig hævn over "Tyskekælderen" af lignende grunde.

Da de var blevet smidt ud, hentede de fra gården i nærheden en serie latrintønder ud og styrtede disse ned i kælderen, ad trapperne og vinduerne. Hver har sin måde at ekspedere rykkere på! 

Idyllen

Dog må man ikke tro, at disse bøller slet ikke kender idyllen. Forleden opdagede nogle betjente denne på en ganske aparte måde. Man ledte efter en fyr der skulle arresteres, og om hvem man vidste, at han havde tilhold med en af de kendte bøller i Brøndstrædekvarteret. På sin jagt nåede man da dennes bopæl, et tagkammer i Aabenraa til 1½ krone om måneden. Døren var så lav at betjentene måtte krybe ind på alle fire. Og inde i hullet, hvor en gammel madras var det eneste møblement, fandt de så en 5-6 personer, der lå omkring en flaske brændevin og en kande mælk. Bøllen havde fødselsdag og havde derfor inviteret sine venner hjem til hjemmets hygge frem for Tyskekælderens elegance. Man bliver så ked af det kafeliv!

(Aarhuus Stiftstidende, onsdag den 23. marts 1898).

Lindevangshjemmet 4/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet.

Hvor Lindevangen ligger, er der maaske ikke saa Mange, som veed. Det idylliske Navn peger ud over de sædvanlige befærdede Strøg i Kjøbenhavn og Frederiksberg. Helt gjennem Smallegade og ud ad Peter Bangs Vej og forbi Diakonissestiftelsen og endda over Jernbanesporet, saa kommer den Privatvej, hvor Lindevangshjemmet ligger. Den hyggelige og ret statelige Bygning, som her ligger omgivet af sin Have, blev for godt en Snes Aar siden indviet til at være en af de Redningsstationer, der ere ligesaa uundværlige i det store Samfunds Liv som de, der anlægges for de Skibbrudne ved Havets Kyst.

Lindevangshjemmet er et Asyl for unge, straffede Kvinder. Det er kristen Tro og Kjærlighed, som har sat Virksomheden i Gang, og denne er fornemmelig rettet paa de Unge og Yngste. Man optager Piger, som udgaa fra Arresthusene og Fængslerne, helst i Alderen fra fjorten til atten Aar, naar de give Haab om at kunne uddannes til dygtige Tjenestepiger og saaledes vende tilbage til Samfundet som nyttige Mennesker. Undtagelsesvis kunne ogsaa Piger optages, der ikke have været straffede, men have gjort sig skyldige i lovstridigt Forhold.

Naar Ordet "Hjem" danner et Led i Asylets Navn, saa er hermed antydet, hvorledes man søger at befæste de unge Piger i det Gode. Det er indrettet som et stort Hjem, og det er ingen Straffeanstalt. Ligesom i et andet Hjem arbejdes der paa at vænne de Unge til et ordentligt og regelmæssigt Liv og til at finde deres Glæde i Arbejdet, medens Samlivets Aand skal løfte Sindene mod Gud og hans Rige, uden at der derfor skal lægges nogen Tynge eller Indsnævring over ungdommelige Hjerter. Ved Siden af Vejledningen til Arbejde og Husorden og ved Siden af Omsorgen for den aandelige Udvikling i højere Forstand, bliver der ogsaa givet Undervisning i Haandarbejde, Læsning, Skrivning og Regning. Og ligesom et andet Hjem holder det ogsaa Øje med sine Døtre, naar de udgaa derfra, og vil give dem Raad og Vejledning og yde dem Tilhold i deres senere Forhold. Som Regel varer Uddannelsestiden i tre Aar - dog kan den i de enkelte Tilfælde forkortes eller forlænges af Hensyn til Pigernes Vel efter Bestyrelsens bedste Skjøn.

Foruden Tilskud og Aarsbidrag fra det Offentlige og fra Private opholdes Hjemmet ved Pigernes Arbejdsfortjeneste og ved Betalingen for deres Ophold. Denne er sat til 60 Kroner om Aaret; der maa altsaa komme meget til fra andre Sider. Hs. Maj. Kongen og den kongelige Familie gaa i Spidsen med store Bidrag; Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret yder et betydeligt Tilskud, ligesom det Spannjerske Legat. Forskjellige Byraad staa sammen med de private Bidragydere om at støtte Hjemmet, som foruden Penge ogsaa modtager Fødemidler og Brugsgenstande fra sine Venner.

Ingen Pige optages i Asylet imod hendes eget Ønske; hun bliver ogsaa forud gjort bekjendt med Husordenen og hvad hun i det Hele forpligter sig til i Hjemmet. Husordenen er god og smuk, i bedste Overensstemmelse med et kristeligt Hjems Krav, hvor der skal arbejdes flittigt. Tidligt op om Morgenen, i sommertiden Kl. 5½ og om Vinteren Kl. 6, saaledes som Tjenestepiger og helst mange andre med bør være vænnede til. Kl. 7 samles Alle til Morgenmaaltidet, hvorefter der holdes en kort Andagt, forinden man gaaer hver til sit Arbejde. Desværre vil mangen en Pige komme til at savne dette siden hen, naar hun faaer sin Plads ude i Livet, hvor Husandagten er kommen i Forfald og svunden bort endog fra mange kristelige Hjem, hvor ellers Guds Ord og Bøn hører til del Uundværlige for Familiens medlemmer i Lønkammeret og i Kirken. Man skulde nødig tænke, at det kun er i et Redningshjem, at den fælles Andagtsøvelse hører sig til, forinden Dagens Gjerning begynder. Ej heller skulde det holdes for Pietistisk, hvad der er god gammel luthersk Skik og forøvrigt har sine Rødder tilbage i det, som er endnu ældre.

Kl. 1 holdes Middag. Derefter fortsætter Arbejdet indtil Aftensmaaltidet, og som Regel kunne Pigerne sidde nogle Timer sammen med Forstanderinden og Medhjælperinderne og beskjæftige sig med Haandarbejde, Læsning o. lign. Hjemmet har Rum for de uskyldige Glæder og den Munterhed, som et godt Privathjem kan byde: Oplæsning, Foredrag, Sang, Leg; i denne Henseende har Hjemmet ogsaa sine Venner, som bidrage til at glæde de Unge. Kl. 9 om Aftenen holdes Andagt, og en halv Time efter skulle Pigerne være i Seng. Søndagen er almindelig Fridag, om hvilken det hedder i Husordenen, at ligesom hele Institutionen er bygget paa kristelig Grund, søger man ogsaa at anvende denne Dag i Overensstemmelse dermed.

Omend det altsaa er et rigtigt Hjem og ingen Straffeanstalt, følger det af sig selv, at Øjemedet, at befæste de unge Piger, som med godt Forsæt komme ud af Fængslet, medfører visse ubetingede Krav og visse Indskrænkninger i Friheden. Der kræves ubetinget Lydighed i Hjemmet og Villighed til Arbejdets Udførelse. Udgangstilladelse gives, men kun naar de ved deres Opførsel og øvrige Forhold have gjort sig fortjente dertil. Besøg maa modtages om Søndagen i visse Timer, men kun ved Henvendelse til Forstanderinden. Overtrædelse af Husordenen straffes med Indskrænkning i Friheden, eventuelt med Udvisning af Asylet. Og naar Piger paa egen Haand forlade Hjemmet, optages de som Regel ikke mere. Den, som har opført sig til Tilfredshed og gaaer i en Kondition, som er tilbudt af Hjemmet, har Adkomst til at faa et passende Udstyr af Klæder efter Forstanderindens Indstilling. Forstanderinden er Husmoderen, som fører Overtilsynet med det Hele! hun assisteres af Medhjælperinder, der ligesom hun selv have frit Ophold og Gage. I Spidsen for Institutionen staaer en Bestyrelse, som bestaaer af fire Mænd, hvoraf en skal være Præst og to Kvinder. Den vælger selv sin Formand. For Tiden beklædes Formandsposten af Kammerherre S. Barner, og Direktør Edv. Blad er Kasserer.

Bestyrelsen har nylig gjort opmærksom paa, at af de to og tyve Pladser, hvorover Hjemmet raader, vare i Januar Maaned kun de tolv optagne, og har derfor udtalt Ønsket om, at denne kristelige Kjærlighedsgjerning maa finde mere og mere Forstaaelse og Tiltrækning i vort Fædreland. Paa Forstaaelse vil det sikkert ikke mangle, naar kun Kjendskabet til Lindevangshjemmet og dets Gjerning bliver tilstrækkelig udbredt. Bestyrelsen anmoder alle Vedkommende om at sende Pigerne til Hjemmel strax efter Løsladelsen af Fængslet, for at de ikke skulle komme ind i løse og usædelige Forhold, hvortil Erfaringen viser, at de ere stærkt fristede; usædelige Kvinder kan nemlig Lindevangshjemmet ikke optage for den moralske Smittefares Skyld.

Siden 1892 er der optaget 48 Piger; mange flere bleve anmeldte, men maatte afvises paa Grund af usædeligt Levned. 16 forlode Hjemmet uden at blive deres tre Aar til Ende. Til Forklaring heraf mindes der om, at disse unge Piger alle komme i en Tilstand af stor aandelig Sløvhed, med næsten helt udviskede Begreber om Godt og Ondt! i mange af dem er der et trodsigt Sind. som gjør det svært for dem at underkaste sig et ordnet Hjems nødvendige Krav, og da forlade de Hjemmet. Et Par af dem begjærede Gjenoptagelse, hvilket dog af Hensyn til de øvrige Piger ikke kunde indrømmes dem. Fem synes helt at være faldne tilbage til deres forrige Liv; om de Andre vides intet Ondt, og Erfaringen viser, at af dem, der komme Hjemmet af Syne, kunne nogle igjen komme til Syne som Mennesker, der ere komne til Ro i et ordentligt Liv. Fjorten ere blevne anbragte i Tjenester, og af dem staa de ti i vedvarende god og glædelig Forbindelse med Hjemmet og nære en stor Taknemmelighed mod det Sted, der modtog dem i deres mørkeste Tid. Enkelte af Pigerne ere lykkelig gifte. En af dem broderede før sin Afrejse paa et lille Stykke Tøj de Ord: "Gud velsigne vort Hjem", lod det indramme for sine Sparepenge og bad om at maatte faa det ophængt i den fælles Dagligstue "til Minde om en Pige, som næst Herren takker Hjemmet for sin Redning."

Sorger og Skuffelser maa nødvendigvis komme paa en Anstalt som Lindevangshjemmet, hvor Kjærligheden maa være den egentlig bindende Magt, og hvor der hersker al den Frihed, som kan forenes med Hjemmels Tugt og Orden. Glæderne høre til de bedste, en Kristen kan faa; det er af dem, hvori Himmelen selv har Andel; thi i Himmelen er der større Glæde over een Synder, som omvender sig, end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov.

Saaledes anbefaler Hjemmet og dets smukke Gjerning sig af sig selv til kristelige Læseres Interesse og Kjærlighed. Alle, som have Sands for Sjæles Værd, og som tilige have Blik for det Store i at faa Mennesker som vare faldne, rejste og ikke alene "frelste" i religiøs Betydning, men ogsaa dygtiggjorte til det jordiske Livs Gjerning, ville venligst komme Lindevangshjemmet i Hu c: baade medvirke til, at Pladserne heri blive benyttede, og yde Bidrag til Hjemmets Underhold.

M.

(Dagens Nyheder 13. marts 1898. Tillæg).

Adjunkt Georg Sick. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Chikago skrives til det danskamerikanske Blad "Nordlyset" (New-York):

Den danske Kolonis - ja vel ogsaa den norskes - mest begavede, under alle Omstændigheder mest kundskabsrige og gennemdannede Medlem gaar den Dag i Dag om her i Byen og fører en Tilværelse fra Haanden til Munden, Der er noget uendelig sørgeligt i at se sligt. Sult er hans mest trofaste Ven. Han er cand. polit. med 1. Karakter, har nydt en glimrende Opdragelse, har rejst i Frankrig, Tyskland, Rusland, Japan - helt hertil : for at "vinde". En finere Sprogmand findes ikke her; Fransk, Tysk, Russisk taler han som en dannet indfødt, han er overordentlig musikalsk, inde i enhver Literaturgenre, aandrig, vittig, begavet, men - gammel, svag og "uheldig". Mens talentløse Stympere fylder Lommerne med Pengestykker, maa han være glad ved at friste Livet, han, en Ridder i Aand og Tanke I begavede og I idealsogende, bliv fra denne By! Den byder Jer intet. Manden, jeg taler om, er cand. polit, Georg Sick, i sin Tid russisk Officer, senere Adjunkt i Fransk ved Aalborg Latinskole. Han er henimod 50 Aar gammel.

(Nordjyllands Arbejderblad, 17. februar 1898).

Georg Julius Sick (født 1872) blev 29. oktober 1896 præst for en dansk evangelisk luthersk menighed i Racine Wisconsin i N. Amerika. Artiklen er skrevet umiddelbart før han 1. marts 1898 blev præst for den danske Menighed i Watsonville (med Annekser Salinas og Ghualar) i det sydlige Californien. Han vendte tilbage til Danmark 10 Maj 1901. 24. september 1901 blev han udnævnt til sognepræst i Nørre Felding og Tvis. Her skulle han blive involveret i dramatiske begivenheder, som det vil fremgå af denne serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Strejke paa Augustinus' Tobaksfabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Strejkende Børn

50 Drenge nedlægger Arbejdet i Augustinus' Tobaksfabrik.

I Gaar Middags har ca. 50 Drenge, der arbejder i Augustinus' Tobaksfabrik paa Gl. Kongevej Nr. 5, nedlagt Arbejdet samt stillet Krav om en ugenlig Lønforhøjelse af 50 Øre.

I Fabriken beskæftiges ialt ca. 50 Drenge. Størsteparten Skolebørn i 10-14 Aars Alderen og fordelt saaledes, at de 30 møder om Formiddagen og den anden Halvpart om Eftermiddagen.

Arbejdstiden er i Sommerhalvaaret fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Middag, og for Eftermiddagsholdet til Kl. 6 Aften, med en Pavse paa en halv Time; i Vintertiden mødes der Kl. 7 Morgen.

Ugelønnen er 1 Kr. 50 Øre - en Betaling, som Drengene mente var for lav for 6 Dages Arbejde. Det bliver jo ogsaa kun 25 Øre for den halve Dag, tilbragt ved et særlig for Børn usundt Arbejde.

Drengene blev derfor enige om at forlange et ugenligt Løntillæg af 50 Øre; i Gaar Formiddags holdt de i Frokostpavsen fra Kl. 8½- 9 Møde i Fabrikens Gaard, og her besluttedes det enstemmig, at Arbejdet skulde nedlægges ved Middagstid, og at man skulde søge at faa Kammeraterne i Eftermiddagsholdet til at gøre fælles Sag med de Strejkende. Størsteparten af Forsamlingen havde mest Lyst til at gaa med det samme, og i det Øjemed bavde de taget deres Overtøj og Huer med ned til Gaardmødet, men Fabrikporten var aflaaset, og de blev af Bestyreren atter sendt op til Arbejdet.

Imidlertid havde Fabrikanten meddelt Politiet det forefaldne, og ved Middagstid, da Drengene i sluttet Trop forlod Fabriken, stod et Par Betjente (deriblandt en civilklædt Opdager) paa Post udenfor Fabriksporten og ryddede i en Fart Gaden for at hindre Drengene i at træffe Aftaler med Eftermiddagsholdet.

Drengene bragte Fabrikanten et rungende Hurra og forsvandt derpaa i de tilstødende Gader, hvor det hurtigt lykkedes dem at komme i Rapport med det nu mødende Eftermiddagshold. Resultatet blev, at disse sluttede sig til de Strejkende med Undtagelse af en halv Snes Stykker, der gik ind paa Fabrikken og fortsatte Arbejdet.

Folgen af Strejken var, at i Gaar Eftermiddags de paa Fabriken beskæftigede Kvinder maatte overtage Drengenes Arbejde. I Aftes, da de 10 Smaafyre, der havde svigtet deres Kammerater, forlod Fabriken, var der atter posteret Politi, der skulde "beskytte" dem mod mulige Forulempelser af de udstillede "Strejkevagter". Og rundt om i Porte og Gadedøre saas de Strejkende i ivrig Diskussion med jævnaldrende Kammerater, særlig Mælkeforsyningsdrenge, for at drøfte Strejkens Udfald og Kammeratskabets og Sammenholdets Nytte.

(Social-Demokraten 3. februar 1898).

De strejkende Drenge.

Drenge-Strejken paa Augustinus' Tobaksfabrik vedvarede endnu i Gaar. Om Formiddagen samledes Drengene paa "Svineryggen", hvorfra de sendte en Deputation, bestaaende af to af de flinkeste Drenge, til Fabrikanten, for hvem de fremsatte deres Fordring om et ugenligt Løntillæg af 50 Øre.

De fik imidlertid et afslaaende Svar. Efter hvad vi erfarer, har de paa Fabriken beskæftigede Kvinder nægtet at udføre Drengenes Arbejde.

*

Forøvrigt hidrører Drengenes Misfornøjelse fra et Løste om Lønforhøjelse, som Hr. Augustinus formentlig gav dem den 1ste December f. A., men som ikke er bleven opfyldt.

Ved nævnte Tidspunkt skete der nemlig en Lønrevision for Fabrikens voksne Arbejderes Vedkommende, og Drengene forstod den Gang Sagen saaledes, at Hr. Augustinus lovede dem et Tillæg af 50 Øre ugenlig, dog saaledes, at disse 50 Øre skulde tilbageholdes af Fabriken og først udbetales Drengene ved deres Konfirmation. 

Skønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning, at Pengene skulde tilbageholdes, blev de dog glade over Forhøjelsen og glædede tillige deres Forældre med denne Efterretning.

I Henhold til Løftet gik i Lørdags en af Drengene, der skal konfirmeres til Paaske, ind til Hr. Augustinus og bad om at faa udbetalt sin Part af det formentlig opsparede Løntillæg, da han nu trængte til Konfirmationshjælp. Drengen fik ganske vist udbetalt et Par Kroner, men iøvrigt gav Hr. Augustinus ham det Svar, at det Hele beroede paa en Fejltagelse; det eneste Løntillæg, der kunde være Tale om, at de fik, var 18 Øre om Ugen eller 3 Øre pr. Dag!

Efter dette Svar var det, at Drengene ansaa sig forurettede og besluttede at nedlægge Arbejdet.

Der lader forøvrigt til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabriken at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en Herre fordelte et mindre Beløb som "Strejkepenge" mellem dem.

(Social-Demokraten 4. februar 1898).

Rekrutskole.

- - -

Nu har en Flok Drenge gjort Strike paa Augustinus' Tobaksfabrik, og atter refererer Socialdemokraten dem med en Udførlighed, som stod man her over for en Strike af myndige Individer. Vi faa at vide, at Drengene have sendt en "Deputation", bestaaende af 2 af de flinkeste Drenge til Fabrikanten, for hvem de fremførte deres "Fordring" om Lønningsforhøjelse. "Fordringen" blev afvist, og derefter have Kvinderne paa Fabriken nægtet at udføre de strikende Drenges Arbejde Drengene havde "forstaaet", at en foretagen Lønrevision ogsaa skulde komme dem til Gode, og "skjønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning", som de formente skulde gjælde dem, saa vare de dog gaaede ind derpaa. Da de nu opdager deres Fejltagelse, striker de. De fik rigtignok en Løn forhøjelse, men da Fabrikantens Holdning og Svar ikke tilfredsstillede dem, "ansaa de sig forurettede og nedlagde Arbejdet". Fremdeles hedder det, at "der lader til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabrikanten at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en ældre Herre fordelte et mindre Beløb som "Strikepenge" mellem dem".

Se det er et Referat, som nok skal gjøre sin Virkning baade paa Drengene og de i Forvejen opfanatiserede socialistiske Forældre, som ikke kunne indse, at de ved Opmuntring til Sligt sætte den sidste Rest af Forældremyndigheden til over for Knægtene. Der manglede kun, at Socialdemokraten skulde have navngivet den "ældre Herre", som fordelte "Strikepengene".

Samtidig med slige Referater serverer Bladet dramatiske Situationer, hvor Tobaksdrengene og deres Paarørende fremstilles som lidende og af de nedrige Kapitalister udbyttede Skabninger. Disse dramatiske Smaating sluges naturligvis af det store ukritiske Publikum, især Kvinderne, som i disse Lag ofte maa trække langt det tungeste Læs for Udkommet, da en betydelig Del af Mandens Ugefortjeneste gaar til Strikekassen, Fagforeningen og Bajerskøllet osv. og hvis eneste Læsning og dermed aandelige Næring er Socialdemokraten. Og Virkningerne vil ikke udeblive, men det er heller ikke Skribenternes Mening.

Det kunne være paa Tide, at der fandtes Midler til at sætte en grænse for denne - den mest ondartede - Art af socialistiske Agitation.

(Jyllandsposten 8. februar 1898. Uddrag).

Ole Augustinus grundlagde i 1750 et tobaksspinderi i Frederiksborggade i København. Hans ældste søn Christian Augustinus lagde navn til virksomheden og drev virksomheden videre efter farens død i 1779. I 1942 stiftede Ludvig Augustinus Chr. Augustinus Fabrikkers Fond (Augustinus Fonden) som ejer Chr. Augustinus Fabrikker. I 1961 fusionerede tre af landets ældste tobaksspinderier til Skandinavisk Tobakskompagni, heriblandt Chr. Augustinus Fabrikker.