18 oktober 2024

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke nemt at finde vej på Vestre Kirkegård.

Der kommer nu fx et mindre ligfølge med en barnekiste. Men hvor går vejen? På den forreste runddel manglede der i går en kirkegårdsbetjent, som burde stå der for at vise et følge vej. Resultatet heraf var, at man næsten måtte gå kirkegården rund, før graven fandtes.

Det er nu kedeligt nok, men sådant kunne jo til dels afværges herved at der var anbragt vejvisere på kirkegården, ganske almindelige landevejspæle med anførelse af vejen, der fører til kirkegårdens forskellige afdelinger. Ligeledes havde det sin interesse, om der var vejpæle, som fx pegede mod den retning, man skal gå når vejen atter lægges tilbage. Nogle mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden på kirkegårdens træbeplantede stier og alleer, kan man have møje nok med hurtigt at finde den rette vej.

En reform i den her anførte retning ville sikkert møde påskønnelse hos adskillige mennesker, der kun en sjælden gang besøger Vestre Kirkegård for at sige en afdød farvel.

En anden forbedring, som tiltrænges, er anbringelsen af flere bænke. For folk, særlig de ubemidlede, der ikke kører til og fra kirkegården, ville det være en behagelighed, om der på de lange spadsereture var håb om at finde en ledig bænk. Vestre Kirkegård er så smuk, at den alene af den grund indbyder til hvile, og der er jo særlig om søndagen stor tilstrømning til gravene af de afdødes slægtninge og bekendte. Til glæde for dem bør vi have flere bænke, og det ikke mindst på vejene op mod kirkegården. Her er nu slet ikke et eneste sted, hvor gamle og svagelige folk kan hvile sig, når de søger ud til deres afdødes grave.

M

(Social-Demokraten 31. juli 1898)

Rosa Heath - 1898. (Efterskrift til Politivennen)

Rosa Heath.

Mange vil endnu erindre en lille Englænderinde Miss Rosa Heath, der i Sommeren 1890 optraadte i Arenatheatret og sang og dandsede sig ind i Alles Hjerter.

Hun var ung (kun 18 Aar), smuk og bevogtedes af en nidkjær Moder, der ikke vilde se sin lille Guldfugl i den første den bedste Fuglefængers Næt.

Altid saa man de to sammen, den slanke unge Pige med Smilehullerne i de runde Kinder og den let graanende Moder, en værdig Dame, der et Par Aar senere giftede sig med en engelsk Artist.

Rosa Heath lo og smilte til Alle. hun kjendte, men foretrak Ingen fremfor de Andre og gjorde i det Hele taget Indtrykket af den uangribeligste Dyd. Selv forhærdede Don Juan er opgav Ævret og stod flaue og flade overfor det forbausende Blik i den unge Piges blaa Øine.

Saa kom imidlertid den, der blev hendes Skjæbne.

Han var Svensker, ung, rig, Adelsmand og Officer i et svensk Husar regiment.

Den flotte unge Kavaller med det solbrændte Ansigt og den lyse Snurbart tog den lille Rosas Hjerte fangen. Hun elskede ham og havde kun Øie for ham, naar hun oppe paa Scenen bøiede sit smidige Legeme i den vuggende Dands.

Da den unge Officer efter nogle Ugers Ophold her reiste tilbage til Sverig, fulgte Rosa med ham. En skjøn Dag var de begge forsvundne, og Rosas Moder satte forgjæves Himmel og Jord i Bevægelse for at faa sin Guldfugl tilbage.

Efter et fjorten Dages Ophold i Sverig sammen med den Elskede fik Rosa at vide, at han var gift. Slaget var overvældende, den unge Pige sank fuldstændig sammen og hendes Aand formørkedes.

Hendes Moder, der imidlertid havde faaet hendes Opholdssted at vide, reiste over for at hente hende og vendte tilbage med en vanvittig Stakkel, der sad hensunken i sløv Apathi og stirrede med glandsløse Øine frem for sig.

Det var, hvad der var tilbage af den forhen saa glade og venlige Rosa Heath.

Hun blev bragt til England, hvor hun har tilbragt de mellemliggende otte Aar i et Galehus. Hun er uhelbredelig sindssyg, men Sygdommen har nu antaget en mildere, mere afdæmpet Form, der gjør, at Moderen har kunnet tage hende ud af Sindssygeanstalten.

For Tiden opholder de sig begge i Kjøbenhavn. Forleden Aften var de i Cirkus, hvor de, der kjendte hende, med Deltagelse lagde Mærke til den unge Pige, der sad aandsfraværende og i grublende Taushed ved sin Moders Side.

Hendes Tanker kredser endnu uafbrudt om hendes første Kjærlighed og den troløse Elsker, der sveg hende saa hjerteløst.

Rosa Heath kommer aldrig til at synge og dandse mere. Hun dandsede glad som en Lærke i Ulykkens Favn, den sorte Ulykke, hvis kolde, klamme Arme for stedse har kvalt al Glæde og Livslyst i den unge, indtagende Englænderindes Sjæl. (St. Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1898)


Rosa Heath.

Den sidste farlige Kur.

Blandt de Beviser, vi stadig modtaget paa Folks Tillid er ogsaa det, at man daglig kommer til os oq beder os rette og gøre god igen den Uret, som det dumme Aftenblad begaar.

I Gaar var det Fru Heath fra London og hendes Datter, Frk Rosa Heath, der kom for at beklage sig.

Rosa Heath er en ung dansk-engelsk Dame som i Sommeren 1890 optraadte paa Arenateatret.

Hun høstede megen Beundring og vandt sig mange Venner, og hendes bekendte sørgelige Skæbne gik alle nær til Hjærte.

Man husker sikkert, hvorledes hun tilIidsfuldt og opfyldt af Kærlighed til en svensk Husarofficer, en Adelsmand, opgav sit Engagement og rejste med ham, for saa Dage senere at opdage, at han havde bedraget hende paa det skændigste.

Fru Heath fandt sin Datter som en sindssyg Stakkel, bragte hende til England og lagde hende ind paa et Internat.

Sidst var hun bleven behandlet af den bekendte Sindssygelæge, Professor Forbes Winslow, der har ment, at en Rejse hertil og til Stockholm, hvor hun muligvis kan komme til at se sin første Ungdomselskede igen, vil bringe hende helt ud over den apathiste Sløvhed, hvori hun i de forløbne 8 Aar har været hensunken.

Miss Rosa sad ganske stille og tankefuld, da hun og Moderen besøgte os - det syntes hende saa uendelig ligegyldigt, hvad Bladene skrev om hende.

Men hendes Moder, en aldrende Dame, fuld af Liv, Elskværdighed og Energi, var meget ked af en aldeles vildledende Artikel, der havde staaet i "Aftenbladet" forleden Søndag.

Blandt andet bad hun os oplyse, at det var aldeles urigtigt, at hun et Par Aar efter Rosas Optræden i København havde giftet sig med en engelsk Artist. Hun var endnu den Dag i Dag gift med den engelske Ingeniør Heath, som hun var det den Gang. Han levede endnu og var 81 Aar gammel.

Nu rejser Rosa Heath, der en Gang var kendt og beundret af alle Københavnere til Stockholm for ved at rive op paany i det gamle Saar muligvis helt at kunne blive sjælelig frisk igen.

Vi ønskede Mrs og Miss Heath alt muligt Held med den farlige kur.

Men selv om hun vilde blive helt kureret, til Scenen gaar hun ikke.

(Folkets Avis - København 22. juli 1898).


Der bor for øjeblikket en englænder i København som for otte år siden var byens samtaleemne i hele Norden. Rosa Heath, dengang kun 18 år gammel, optrådte som solodanser på Arena Teatret og sang sig samtidig ind i alles hjerter, for hun favoriserede ingen, og alle angreb på den smukke brites lille hjerte blev nådesløst afvist. Der mødte hun en svensk husarofficer som endda fandt nåde i øjnene af hendes strenge mor, som altid var med hende. Det varede ikke længe ​​før hun blev lidenskabeligt forelsket i ham, og selv når hun svingede i dansen på scenen, tog hun aldrig øjnene fra ham. Pludselig brød Miss Heath sin kontrakt med Arena Teatret og forsvandt med den smukke husarløjtnant. Hendes mor satte alle myndigheder i gang - forgæves; parret var ingen steder at finde. Efter at Miss Heath havde tilbragt fjorten dage i Sverige, erfarede hun, at hendes idol var ægteskab. Denne nyhed knuste alle hendes håb på én gang, og den stakkels piges sind blev formørket. Hun blev bragt tilbage til England, hvor hun kom til at tilbringe otte år på et asyl. Nu er hun på vej mod bedring, og hendes første ønske var at besøge byen, hvor hun mødte den troløse mand, der stadig holder om hendes hjerte og hver eneste tanke.

Zur Zeit weilt in Kopenhagen eine Engländerin, die vor acht Jahren das Tagesgespräch im ganzen Norden bildete. Rosa Heath, die damals erst 18 Lenze zählte, trat im Arenatheater als Solotänzerin auf und sang sich gleichzeitig in Aller Herzen, denn sie bevorzuate Keinen und alle Attacken auf das kleine Herz der schönen Britin wurden erbarmunaslos abgeschlagen. Da lernte sie einen schwedischen Husarenoffizier kennen, der selbst in den Augen der strengen Mutter, die stets bei ihr weilte, Gesallen fand. Es dauerte gar nicht lange, so liebte sie ihn leidenschaftlich, und selbſt wenn sie auf der Bühne sich im Tanze wiegte, wandte sie keinen Blick von ihm. Ploötlich brach Miß Heath ihren Kontrakt mit dem Arenatheater und verschwand mit dem hübschen Husarenlieutenant. Die Mutter setzte alle Behörden in Bewegung — umsonst, nirgends war das Pärchen zu finden. Nachdem Miß Heatt sich 14 Tage in Schweden aufgehalten hatte, erfuhr sie, daß ihr Ideal — verheirathet war. Diese Nachricht vernichtete alle Hoffnungen mit einem Schlage und der Geist des armen Mͤädchens umnachtete ſich. Sie vurde nach England zurückeschafft, we sie acht Jahre im Irrenhause zubringen müßte. Jetzt befindet sie sich wieder auf dem Wege der Besserung und ihr erster Wunsch war, die Stadt aufzusuchen, in der sie den treulosen Mann kennen lernte, dem noch heute ihr Herz und jeder ihrer Gedanten gehört.

(Vorwärts, 31. juli 1898, Milwaukee)

Ernst Linder blev senere en kendt krigshelt, fx her i Aarhus Amtstidende 24. april 1918. Som det ses ligner hans uniform faktisk dragonløjtnant Sixten Sparre, den mandlige part i dramaet om Elvira Madigan.

Rosa Heaths skæbne levede på mange måder op til hvad bl. a. filosoffer, præster og læger mente om kvinder: en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle som kvinder tvunget af omstændighederne, accepterede, og som de reagerede over for fx gennem sygdom.

17 oktober 2024

Vi har atter Sorg over Provst Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes Murarbejdsmand Jensen Spür fra Mathæus Kirke. Som gammelt Medlem af "den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds," havde han ønsket at Foreningens Banner fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Foreningens Bestyrelse mødte med Banneret og anbragte dette foran Kisten, men Provst Levinsen nedlagde straks Forbud herimod og befalede, at Banneret ikke maatte være til Stede, naar dets Motto ikke var tilsløret.

Foreningens Formand gjorde ham opmærksom paa, at Foreningen ikke havde noget Slør til dette Brug, og at Mottoet og den øvrige Inskription selvfølgelig var anbragt, for at det skulde ses.

Paa dette Tidspunkt var Kirken optagen til sidste Plads af Partifæller og Kolleger, der vilde vise den Afdøde Sympathi. Alligevel gav Provst Levinsen Ordre til, at 13. Kreds Banner skulde fjernes fra Kirken. Dette vakte selvfølgelig Forargelse, og en Del af Følget forlod Kirken tillige med Banneret. Udenfor Kirken samledes derefter en talrig Skare Partifæller, som fulgte 13. Kreds Fane til Kirkegaarden.

Provst Levinsen har herved atter vist, at han er en af de Præster, der sætter Rekord med Hensyn til gejstlig Opblæsthed og Dumhed.

Fanen's Motto lyder "Folkets Vilje er den højeste Lov." Dette anerkender Grundloven, men ikke Provsten. Han maa dog indrømme, at naar Folket har erobret den politiske Magt, er det ogsaa Folkets Vilje, som Præster og andre Statstjenere maa underkaste sig.

Hr Levinsen fremhævede i sin Tale, at vi Mennesker skulle have Kærlighed og øve Retfærdighed mod hinanden; men hvorledes vil han have dette udført i det praktiske Liv, naar han ikke selv tager Hensyn til andre Menneskers Overbevisning; thi det er ikke Retfærdighed. at han benytter sin Magt overfor Anderledestænkende paa en brutal Maade.

Jeg beklager det skete, saa meget mere som den afdøde Partifælle altid har fulgt 13. Kreds Banner med Stolthed og i Bevidstheden om, at under dette Banner vil der blive skabt lykkeligere Samfundsforhold.

J. P. J.

(Social-Demokraten 16. juli 1898).

P. Holms Arrestation. (Efterskrift til Politivennen)

De kriminelle Forhør.

Kan Holm og Larsen straffes? De fleste mener Nej. Andre, som tror paa Muligheden af Straf, støtter sig paa § 251 og § 257, der lyder saaledes:

§ 251. Den, som svigagtig modtager, hvad en anden paa Grund af urigtig Kendskab til Omstændighederne tror sig pligtig til at betale eller afgive til ham, eller som ved falske Foregivender forleder nogen til at købe eller paa anden lignende Maade at modtage en Genstand for noget væsenligt andet og værdifuldere end den er - - straffes med Fængsel paa Vand og Brød ikke under 5 Dage eller med Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar, og kan Straffen under særdeles skærpende Omstændigheder, ligesom naar Forbrydelsen gentages, stige indtil 6 Aars Strafarbejde.

§ 257. Svigagtige Handlinger, der vel er beslægtede med de i § 251 omhandlede, men dog ikke ganske kunne sættes ved Siden af disse, straffes med Bøder eller Fængsel.

Hvorvidt Dommeren anser Sagen for kriminel, vil finde sin Afgørelse i Dag, da Larsen enten skal løslades eller erklæres for Arrestant. Flere Tegn tyder paa, at han vil blive arresteret.

Til Forhørene i Gaar Formiddags var tilsagt Bagerkonsortiets juridiske Konsulent, Sagfører Hedegaard. Desuden var Larsen hentet op fra Arresten.

Forhøret drejede sig udelukkende om, hvorvidt Larsen ved Købet af "Grysgaard" og "Fornæsgaard" var at betragte som Kommunens Tillidsmand.

Larsen fastholdt, at han ved Slutsedlen med Bagerkonsortiet var bleven Ejer af de to Gaarde og derfor direkte Sælger til Kommunen.

Efter Forhørets Slutning havde Assessor Kock en længere Konference med Borgmester Borup paa dennes Kontor. Ogsaa J. Jensen havde en Konference med Assessoren.

I Aftes fortsattes Forhørene. Til sagt var Overretssagfører Guthmann, som fik "Hulgaard", "Østergaard" og "Vestergaard" solgt for 450,000 Kr. og deraf selv skulde have de 50,000 Kr. Han fastholdt overfor Assessoren, at han ansaa Handelen for lovlig gjort og gav forøvrigt den samme Forklaring til Protokollen, som findes i vort Tirsdagsnummer.

Holm eftersøges

I Tirsdags Aftes forlod Holm Silkeborg med Toget sydpaa. Han havde boet derovre Mandag og Tirsdag uden at hverken det københavnske Politi eller det lokale tilsyneladende havde skænket hans Ophold en Tanke.

Men da Assessor Koch i Gaar i "Folkets Avis" læste, at Holm var rejst fra Silkeborg, fik han pludselig travlt. Han lod forhøre hos os, om vi havde sendt Holm noget Telegram, hvilket vi naturligvis ikke havde. Derefter gav Hr. Koch sig til selv at telegrafere forskellige Steder hen, og det samme gjorde alle Bladredaktioner, saa Holms Navn hele Eftermiddagen for gennem alle Landets Telegraftraade.

Samtidig svirrede allehaande Rygter og alle Slags Forespørgsler gennem Luften. Vor Redaktion var belejret som paa en Valgdag.

Indtil sent i Aftes havde vi kun erfaret, at Holm ikke var til at finde. Fra Esbjærg forelaa Efterretning om, at han hverken opholdt sig i denne By eller var gaaet derfra ombord paa noget Skib. Han var heller ikke gaaet over Vamdrup. Et Rygte om, at han skulde være kommen til København, havde intet paa sig.

Men vi opgiver ikke Haabet om, at Hr. Holm møder saavel hos Hr. Koch, som hos Udvalget, saa snart han erfarer, at man ønsker at tale med ham. For sin egen Skyld saa vel som for sit Partis Skyld vil han gøre det, hvor tung denne Gang end bliver ham.

(Social-Demokraten 21. juli 1898).


Fagforeningsmand og politiker Peter Thygesen Holm (1848-1898) var udlært skrædder. I 1873 var han medstifter af Skræddernes Fagforening som han var formand for 1874-75 og 1876-81. Efter Pios og Geleffs afrejse var han med til at reorganisere den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Fra 1878 i partiets hovedbestyrelse. I 1884 indvalgtes han og Chr. Hørdum (1846-1911) som Folketingets første socialdemokrater. 


Skandalen i Kjøbenhavn.

Holms Anholdelse og Udlevering. - Et mystisk Punkt. - Politiske Følger - Forhørene.

Vor Korrespondent skriver til os den 22. Juli: Den Opdagelsesbetjent, som arresterede P. Holm i Hamborg, Andersen, er i Formiddags ankommen her til Byen og har givet en kort Skildring af, hvorledes Arrestationen gik for sig.

Han fortæller, at han selv blev meget forundret ved at erfare, at Holm endnu var Hamborg, da han langt om længe naaede dertil. Han var saa heldig at faa fat i den Drager, der skulde bringe Holms Tøj til hans Logis, og da Adressen stod paa Garantisedlen, havde han forholdsvis let ved at finde Holms Bopæl.

Andersen ventede saa i flere Timer ude paa Gaden, inden Holm viste sig. Han var nemlig bange for, at det fortvivlede Menneske skulde gjøre en Ulykke paa sig selv, hvis han forsøgte at tage ham paa hans Værelse.

Holm blev da ogsaa som ude af sig selv af Skræk, da Betjenten hilste paa ham med et: "Goddag, Hr. Holm!" Skjønt han ikke kjendte Andersen, var han dog hurtig paa det rene med Sagens Sammenhæng, og da han havde fattet sig nogenlunde, fulgte han uden Modstand med Opdageren til Politistationen.

Nu drages det imidlertid i Tvivl, hvorvidt Tyskerne atter vil udlevere Holm, og dette Spørgsmaals Besvarelse kommer vel til at afhænge af, hvorledes man her vil motivere hans Arrestation.

Man kan ikke godt motivere den ved, at han har vægret sig ved at møde til Forhør, thi Tilsigelsen fremkom først efter, at han havde paabegyndt sin Rejse.

Man maa altsaa motivere den med, at han har gjort sig skyldig i en kriminel Forbrydelse eller været Medvider deri, og her er man saa ved det mest mystiske Punkt i den hele Affære.

Hvilken er nemlig Holms Forbrydelse?

Borgmester Borup har ikke en, men flere Gange udtalt, at han ikke havde tænkt paa at kjøbe de Gaarde, Larsen tilbød ham, før J. Jensen henledte hans Opmærksomhed paa dem. Borgmesteren har altsaa ingen Planer haft i den Retning, og følgelig kan Holm ikke have røbet hans Planer for Larsen.

Spørgsmaalet er saa, om der da med Hensyn til de Guthmannske Ejendomme har foreligget Planer, som Holm har røbet, og det maa vel sagtens antages at have været Tilfældet, skjønt det saa paa den anden Side er mærkeligt, at Borgmesteren ikke kjøbte Ejendommene den Gang, han kunde faa dem til billigere Pris.

Som sagt, det egentlige kriminelle i Holms Forseelse har man hidtil haft noget vanskeligt ved at faa fat i, og Aarsagen hertil er maaske den, at Borgmesteren endnu ikke er bleven opkaldt som Vidne; Forhørsdommeren har indskrænket sig til at "konferere" med ham paa hans Kontor, og paa den Maade faar man jo ikke store Sager at vide.

At der iøvrigt bliver slaaet politisk Kapital af Sagen, er jo ikke mere, end hvad man kunde vente. Højres Arbejder- og Vælgerforening har gjort Begyndelsen ved skyndsomst at udsende trykte Opfordringer til Vælgerne om at melde sig ind i den stærkt hensygnende Forening, saa at denne kan staa kraftigt rustet til allerede ved de kommende Valgmandsvalg at drage Fordel af "Socialdemokratiets uheldige Optræden, ikke mindst i den seneste Tid".

Det er rimeligt nok, at Skandalen vil virke som en Opstrammer for Højre, men det er ikke meget sandsynligt, at den vil fremkalde noget større Frafald i Socialdemokratiet.

Dermed være dog ikke sagt, at Skandalen ikke godt kan faa en temmelig vidtrækkende politisk Virkning. Der ymtes nemlig stærkt om, at de Liberale, som længe har været betænkelige eller misfornøjede med Alliancen, her har faaet et velkomment Paaskud til at slippe ud af den. Hvormange de er, er naturligvis ikke godt at vide, da man jo ikke kan ransage Folks Hjærter og Nyrer, men den Holdning, som de store liberale Hovedstadsblade har indtaget under hele denne Affære, tyder paa, at de ikke er saa faa. Forholdet mellem de to Partier er faktisk for Tiden mere spændt, end det har været i lange Tider.

Det kommunale Undersøgelsesudvalg har i Eftermiddag afæsket Kontorchef Stockfleth i Magistraten en Forklaring angaaende den ovenfor omtalte Grund ved Østbanegaarden. Man har nemlig sigtet ogsaa Hr. Stockfleth for at have været aabenmundet, idet han paa et meget tidligt Stadium skulde have givet Murmester Schjoldan et Vink om, at den nævnte Grund var at faa til Kjøbs for 50 Kr. pr. Kvadratalen. Forseelsen synes dog ikke stor, naar man hører, at det hemmelige Konsortium har faaet Tilsagn om at faa dem for 45 Kr. pr. Kvadratalen. For øvrigt er Hr. Stockfleth Chef for Kommunens Økonomikontor og maa som saadan antages at kunne give Undersøgelsesudvalget adskillige værdifulde Oplysninger.

I 3. Kriminalkammer har Larsens Kassererske i Møbelforretningen i Formiddag været i Forhør; hun har dog næppe kunnet give Forklaringer, der har synderlig offentlig Interesse.

(Aarhus Amtstidende 23. juli 1898).


Holm forblev i arrest i Hamborg indtil 9. august for at udleveringspapirerne kunne komme i orden. Han blev så under politieskorte ført til Kiel og ankom den 11. august 1898 til København. I mellemtiden havde han sendt en redegørelse til Borgerrepræsentation og assessor Koch om hans udlægning af sagen. Holms kone blev interviewet i flere aviser hvor hun udtalte at selv om det kunne se ud som en flugt, så var det hele ikke særlig planlagt og at det først gik op for dem da de kom til Hamborg at det kunne se ud som en flugt. Den 28. august 1898 var Koch færdig med forhørerne og afleverede sagen til politidirektøren.

Efter samtale med Sigvald Olsen nedlagde Holm sine mandater som folketingsmand, borgerrepræsentant (efterfulgtes af P. Knudsen) og medlem af Social-Demokratens kontrolkomite.

Aviserne ville også vide at Holms forbrydelse skulle have bestået i at han til borgmester Borup havde oplyst at de tre gårde som Larsen solgte til kommunen, var den bedste pris, selvom Holm vidste at Larsen havde givet 50.000 kr. mindre for dem.

Holm blev indlagt på hospitalsafdelingen på Vestre Fængsel pga. årebetændelse. Imens fortsatte byggespekulationen som ingensinde før i København.

Se fortsættelsen i indslagene om P. Holms sidste dage og død, samt begravelsen.

16 oktober 2024

3 fattige Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Hverken Fader eller Moder.
Drengene forsørger en lille Søster.
(Social-Dem.)

I vor Artikel forleden om Uddelingen af Tøj til Feriebørn, nævnede vi i Forbigaaende nogle Børn i Borgergade. Faderen vor død. Moderen gaaet sin Vej, Børnene overladte til sig selv.

Hvilket rørende Billede af Fattigdoms Liv er ikke disse tre Søskendes Tilværelse!

De har holdt sammen efterat have mistet baade Fader og Moder. Man vilde ellers kun kunne have tænkt sig, at St. Johannesstiftelsen tog dem til sig, eller at fremmede Mennesker sørgede for dem. Men nej! Her er Tale om en 12-Aars Dreng, Carl, og en 9-Aars Dreng, Otto, som begge har faaet Pladser og ved deres forenede Indtægter, 4 Kr. om Ugen, forsørger sig selv og deres lille Søster Ida, der kun er 8 Aar gammel.

De boer sammen som en Familie, disse 3 Børn, betaler 6 Kr. om Maaneden i Husleje for Kvistværelset i Borgergade 29 og har kun Resten af den lille Fortjeneste at leve af. Et Par Kroner om Ugen til Føde for 3 Børn!

Tænk Dig, Du lykkelige Moder, at dine egne Børn, som glæder sig ved god Mad og et hyggeligt Hjem, dine Børn, der klynger sig til Dig, og hvis Leg Du fryder Dig ved - tænk Dig, at disse Børn pludselig blev stødt ud i den store, fremmede Verden, dømte til at undvære din Moderfavn!

Vilde det undre Dig, om de stod grædende og vildfarne paa den aabne Gade, indtil den offentlige Barmhjærtigheds ikke altfor varme Haand tog dem ved Armen!

Men se nu her. De to Brødre beslutter at ville blive hos hinanden og sørge for den lille Søster. Det er et rørende Træk af Søskendekjærlighed. De faar begge Arbejde, hvorved de kan tjene til Husly og - det tørre Brød. De faar en Lejlighed, de indretter sig alle 3 som Familie, Brødrene gaar paa Arbejde, Søsteren, den lille 8aarige, passer Huset.

Dette er Heroisme, et Vidnesbyrd om, at der hos disse Børn bor en Energi, som en Gang vil sætte sig store Maal.

Om de da ikke forinden er opslidte, tilintetgjorte af det fattigste Liv, Menneskeskabningen maa føre i denne store By.

Vi fik det første Nys om disse Børns Tilværelse gjennem en Marskandiserkone, som bor i somme Hus. Konen havde taget sig af de smaa Stakler. Hun forsøgte nu at faa lidt Tøj til den lille Pige, hvem hun havde taget med op paa Kontoret. Lille Ida saa frem for sig med de store alvorlige, blaa Øjne. Hun var fattigere klædt end et Barn har Lov at være, manglede næsten ganske Undertøj og havde daarligt Ydertøj. Selv Skolekammeraterne i Friskolen fandt hende fæl, og saa gik hun alene i Skolegaarden, ligegyldig for Leg, ordknap og uden et Smil.

Hun sultede ogsaa. Brødrene, som gaar i Skole den halve Dag og paa Arbejde den anden halve, skal dele Brødet med hende. De 2 Kr. om Ugen forslaar kun saa lidt til at skaffe god Mad til tre Munde. En Dag, da Ida fortalte, at hun var sulten og kun havde tørt Brød, gav den ældre Broder hende en Tiøre. "For den kan Du kjøbe Radiser, og dem kan man godt spise til tørt Rugbrød".

Lille Ida kjøbte Radiser og spiste. Mon hun blev mæt?

De to Drenge er sande Virtuoser i at drive Økonomi. Ellers var de vel ogsaa sultede hurtigt ihjel sammen med deres lille Søster. De regner Skillingerne ud, kjøber de billigste Fødemidler, som kan faas i Kvarteret og sulter, naar Pengene ikke længer kan strække til. De er mindre forknytte end Søsteren, men heller ikke de tænker paa Leg. Kampen for Tilværelsen har gjort dem gamle for Tiden.

Forleden aflagde vi et Besøg i Børnenes Hjem. Op ad de snævre Trapper i det gamle Hus, op til Kvistlejligheden under Taget. Ved Værelsets ene Væg stod en gammel Træseng, bred nok til, at de tre Søskende kunde sove i den. Paa modsat Side stod et hvidt Fyrretræsbord og ved Vinduet en Køkkenbænk. Det var hele Indboet - Arven efter den bortrømte Moder.

Væggene var oliemalede og Gulvet nylig skuret.

"Hvem vasker Gulvet her?" spurgte vi.

"Jeg har vasket det", svarede den lille, alvorlige Pige.

Vi spurgte hende ud om hendes Fader og Moder. Hun fortalte, at Faderen var død for længe siden, og hun erindrer ham vel knap rigtig. Og hun forstaar endnu ikke, hvorfor hendes Moder er gaaet bort. De boede for i Klærkegade, men Moderen lejede saa Værelset i Borgergade, anbragte Børnene der, men flyttede ikke selv med. Hun lever sammen med en Mand, og hendes Hengivenhed for ham har dræbt hin Moderfølelse, der ellers fremstilles som den stærkeste og mest opoffrende Egenskab hos Kvinden.

Marskandiserkonen i Ejendommen hjælper Børnene lidt til Rette, stikker vel ogsaa en Smule til dem i Ny og Næ. Men disse Børn burde jo hjælpes ganske anderledes. Den store Virksomhed, der specielt udfoldes for at hjælpe fattige Børn, maatte vel kunne finde de tre Søskende, skaffe dem et nyt Hjem og lade dem blive sammen. Modigt har de kæmpet for at slaa sig igjennem.

Om man kunde have hørt disse Børns Samtale efter at Moderen forlod dem, vilde man deri finde Stoffet til alt det, der gjør Mennesket ædelt og stort. Disse Brødre har talt om deres lille Søster, de har vidst, at de kunde miste hende, de har udtalt deres Frygt for, at Fattigvæsenet skulde ordne Sagerne, og derfor tog de en Beslutning. De vilde arbejde, bo sammen, lide Nød sammen.

Men om der er Godhed i Verden, er dette den sidste Dag, de skal være henvist til at stole paa deres egne smaa Kræfter. Inden ret længe vilde dog de kække Drenge blive tvungne til at opgive Kampen. Men intet Samfund forlanger, at forældreløse Børn skal være deres egne Forsørgere. Det tager selv Forsørgelsen paa sig og gjennemfører den humant.

(Aarhus Amtstidende 9. juli 1898).


De 3 Børn.

Børnene er anbragte.
Moderen besøger os.

I de sidste Dage er der indløbet flere nye Tilbud fra velsindede Mennesker, som ønsker de fattige Børn i Borgergade anbragt hos sig. Der har ligefrem været Rift om dem. Pigen Ida er kommen i Huset hos en Snedker i Prins Jørgensgade, og i Gaar erfarede vi, at den yngste Dreng, Otto, var kommen til en Arbejder i Øhlenschlagersgade. Ogsaa den ældste, Carl, som er Bydreng hos en Snedkermester i Adelgade, bliver der nu sørget for, idet Mesteren vil overtage hans Forplejning og sætte ham i Lære hos sig, naar Drengen er konfirmeret. Maaske vil Ordningen af Børnenes Forhold dog kun kunne ske med Moderens Samtykke.

Denne Moder synes iøvrigt at være bleven ret levende i de sidste Dage.

I Onsdags havde hun indfundet sig i Børnenes Hjem og opholdt sig mod Sædvane her en stor Del af Dagen. Der kom adskillige Mennesker, som vilde se Børnene og yde dem Hjælp. Moderen tog Pengene og beholdt dem. Havde Marskandiserkonen i Stuen ikke faaet Haand i Hanke med, var den mærkelige Moder antagelig bleven Indehaver af alt det, der var tiltænkt Børnene. Dette er utvivlsomt en ganske ulovlig Optræden fra Moderens Side, men nu er hun jo, efter Børnenes Anbringelse, forhindret i at fortsætte den Trafik. Hvad der er givet til Børnene blev ikke givet med den Mening, at hun skulde forvalte Beløbet. Hvem kan vel have Tillid til en Kvinde, som forlader sine Børn og lader dem sejle deres egen Sø.

Moderen har endogsaa følt sig beføjet til i Forgaars at aflægge os en Visit paa Redaktionskontoret. Hun var selvfølgelig ikke rigtig fornøjet med vore Bemærkninger om hende, men derved er nu intet at gøre. De er fremstillede paa Grundlag af Oplysninger fra det Hus, hvor ikke hun, men hendes 3 Børn boer. Og Husbeboerne vil kunne vidne om, hvor slet hun har varetaget sine Moderpligter. Samtidig vilde hun have at vide, om Marskandiserkonen havde Ret til at forvalte de i Hjemmet indkomne Penge. Ja, naturligvis! Moderen kan i al Fald ikke forvalte dem.

For de Penge, Marskandiserkonen har modtaget, er der købt Tøj til de to Drenge, som i høj Grad trængte til Ekvipering fra inderst til yderst. Vi havde iøvrigt i Forgaars Lejlighed til at tale med dem begge to. Den yngste, Otto, var indtil da beskæftiget hos en Ølhandler i Prinsensgade. Broderen er, som for nævnt, hos en Snedkermester i Adelgade.

Det er to nette Drenge, hvis ærlige, aabne Ansigter gør et godt Indtryk, og som roses for deres flinke Opførsel.

I det Hus, hvor Børnene boer, oplyste man os om, at de siden Marts Maaned har kæmpet deres sjældne Kamp for Tilværelsen. Husbeboerne fandt sig imidlertid til Slut foranlediget til at faa Sagen fremdraget og meddelte "Social-Demokraten" de nødvendige Oplysninger om de 3 Søskendes Liv.

Pigen, Ida, er allerede kommen i Huset hos sin vordende Adoptivfader, Snedker Rasmussen i Prins Jørgensgade. Vi talte forleden med ham, og han lovede en Dag i næste Uge at præsentere os Barnet, der er bleven klædt godt paa og føler sig glad ved sit nye Hjem. Hr. Rasmussen gjorde Indtryk af at være en solid og behagelig Mand. og da han og hans Hustru ingen Børn har, er de selv glade ved at kunne tage den lille Ida til sig.

Vi har modtaget følgende Bidrag til Børnene:

[Her følger en liste med navne og beløb]

I alt i rede Penge med det tidligere indkomne 59 Kr. 50 Øre.

Et smukt Bevis paa Medfølelse for Børnene fik vi i et til os sendt Brev af nedenstaaende Indhold:

Hr. Redaktør!

Hvis De skulde faa noget Tøj sendt til de stakkels tre Børn fra Borgergade, nyt eller gammelt, der skal laves om, syer jeg det gerne gratis baade til Drengene og til den lille Pige. Direkte kan vi ikke give noget, da vi har 6 Børn og min Mand er Arbejder. Men ved at sy noget Tøj til Børnene, giver vi dog en Skærv med. (Navnet).

Som det fremgaar af vor Artikel i Dag er alle 3 Børn nu saa vidt forsørgede, at deres ulykkelige Tilværelse i Borgergade 29 er endt. De har ganske vist maattet forlade hverandre, men derfor er de ikke afskaaret fra at komme sammen ved givne Lejligheder. Og hvad der er det vigtigste: de har fundet gode, venlige Hjem.

(Social-Demokraten 10. juli 1898).


Fotograf Fritz Theodor Benzen (1864 - 1945). Baghus i Borgergade. Postkort med baghus i Borgergade som motiv. Foto fra erindring af Karl Anthonsen, født 01/08/1896: "Min moders properhed omtaltes i mit plejehjem. Hendes forklæde var det hvideste og stiveste i Tivolis smørrebrøds- og kaffekøkken, hvor hun tjente. Hun havde bragt mig til verden d. 1/8 1896 på Fødselsstiftelsen i Amaliegade. Jeg er altså en ægte københavner. Min fader var klejnsmed, men han forsvandt over Atlanten. Så sad da mine plejeforældre alene tilbage med mig, thi det hvide forklæde forsvandt også – måske over Skagerrak, men hun var nu også jente. Hun havde dog set til mig nogle gange og da medbragt flødeskumskager i dyngevis, den eneste plejeløn – som Tivoli altså betalte – der nogensinde er erlagt som vederlag for de 10 år jeg husedes af Jørgen Jacobsen og hustru, begge gode og stilfærdige mennesker af arbejderstanden og bosat i det gamle København, i Borgergade 46 en gammel velholdt ejendom med 3 små værelser og køkken med muret komfur og indlagt vand og gas – men naturligvis kun en enkelt trappe, der var stejl som en hønsestige." Tekst af Karl Anthonsen. Ca. 1900-1930. Kbhbilledeer. Public domain.