Det danske Kuba. (Efterskrift til Politivennen)

Vore hjemlige Patentpatrioter som Kolonisatorer.

For 110 Aar siden, i Aaret 1788, afskaffedes i Danmark Stavnsbaandet. Bonden skulde ikke længere være bunden til at leve og dø i det Sogn, hvori han var født og indrulleret. Den Dag i Dag existerer Stavnsbaandet i det danske Biland, der hedder Grønland.

Hvis der blev skrevet en Bog, en sanddru Bog om Grønland og dets indfødte Befolkning, vilde den begynde med at fastslaa, at i det 19. Aarhundredes Slutning herskede der i Grønland det mest ubetingede Stavnsbaand.

En grønlandsk Eskimo maa ikke forlade sit Land uden den danske Regerings, d. v. s. den grønlandske Handels Tilladelse.

Han maa ikke og han kan ikke, thi ved de strængeste Forholdsregler er Grønland afspærret fra Yderverdenen. Ingen andre end "Grønlandsk Handel" maa drive Handel paa Grønland. Intet andet Skib end "Handelens" maa lægge til eller nærme sig Grønlands Kyster. Intet andet Skib maa have den mindste Forbindelse med Land. Eskimoerne, om de saa ti Gange havde Lyst til at udvandre, kan ikke.

De er spærrede inde, hvor de er. Saa konsekvent er "Handelen" gaaet frem, at de unge Grønlændere hver Sommer bringes til København for at lære et eller andet Haandværk, især Bødkeriet, Snedkeriet og Smedning, og som er anbragte ude i det bekendte Hus paa Kalkbrænderivej, øjeblikkelig sendes tilbage til Grønland, naar de er udlærte. Der er ikke Tale om, at de faar Lov at blive her.

Den danske Regering har naturligvis en Undskyldning. Den kan, siger den, ikke tillade Udvandring, fordi Grønland saa bliver affolket. Den Undskyldning havde Herremændene ogsaa, da de protesterede mod Stavnsbaandets Løsning. Men om det er ti Gange sandt, hvad rager det saa Grønlænderen. Hans fri Vilje skal slaas ned af Hensyn til Landet, han uheldigvis er født i.

Dette er jo det komplette Livegenskab, hvor en civiliseret Stat ligefrem erklærer, at den ejer sine Borgeres Liv som en Mand ejer en Drift Køer eller en Flok Svin.

"Handelens" Monopol er ogsaa den rene Fordærv for de indfødte. Man tænker sig - bemærker "Aftenbl." - noget saa skævt og latterligt i vore Tider, som at 12,000 Mennesker tvinges til kun at maatte handle med den og den.

"Handelen" fastsætter de Priser, den vil give for Eskimoernes Produkter. Den kan gøre det, thi der er ingen, der kan overbyde den.

Med Hud og Haar er Grønlænderen solgt til "Handelen". Og alle, der kommer fra Grønland, og som, notabene, ikke har været Embedsmænd, og altsaa ikke har faaet Mundkurv paa, fortæller og bekræfter alle, at Forholdene efter Haanden bliver de, at Grønlænderne bliver fattigere og fattigere, mens der i "Handelens" Tjeneste stadig kan anbringes flere og flere Embedsmænd, kongelig danske Embedsmænd.

Er det ikke saare karakteristisk, at af samtlige Bilande og Kolonier er Grønland det eneste, der betaler sig, og at knap 12,000 Eskimoer kan underbolde en hel Sværm paa Hundreder af Kolonibestyrere, Missionærer, Præster, Læger, Skibsførere og Skibsbesætninger, Kontorchefer, Departementschefer, Justitsraader. Fuldmægtige, Opkøbere, Assistenter og Skrivere og Forvaltere og Herren ved hvem flere.

Til at besørge Handelen paa Grønland er der ansat en Sværm af Embedsmænd, og der er ikke mere at gøre, end at en halv Snes driftige islandske Købmænd kunde besørge det - adskilligt billigere for Eskimoerne.

Men Grønland er endnu, hvad den hele danske Stat var i gamle Dage, en Embedsmændenes Malkeko, hvor det gælder om at hænge sig fast og klemme Yveret dygtigt.

Af denne den civiliserede Verdens Goder har Grønlænderne kun faaet lidet eller intet. Det skulde da være, at de Kryolitarbejdere, der fra Danmark sendes derop, har udbredt Syfilis mellem Grønlænderne.

Lidet eller intet godt har dette taalmodige, nøjsomme, beskedne Folk, der i Ishavets Mørke og Kulde kæmper for Tilværelsen, hentet fra Danmark.

En eneste brav Mand er af Uegennytte draget derop, og han saa, at selv den allerhelligste Konge og det allerkristeligste Fædreland lod ham i Stikken, da man opdagede, at Grønland "ikke kunde betale sig."

Saa laa Landet i Fred i nogle Aartier, til man fandt den Maade, hvorpaa Landet skulde udbyttes og udnyttes. Fra det Øjeblik af blev Grønland, hvad det nu er: Den danske Stats Livegne.

(Demokraten (Århus) 26. august 1898).

Lehmann 1: Eskimofamilie. Farvelitografi på karton med kantforstærkning. Nederst til venstre: påklæbet seddel: Lehmann: Etnografisk Bill.Nr.1. Eskimo. Ny forbedret udgave omtales i Schulwart sep 1911 s. 131. Ældste udgave omtalt i annonce i Danmarks Lærerforenings medlemsblad maj 1883. 29. 1900. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Korups Have ved Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

 Et par glimt fra livet i Korups Have omkring århundredskiftet 1900:

Søndagens store ulykke.

En gynge med 8 mennesker styrter ned.

Søndagslivet og søndagsglæden medførte i går en stor ulykke ude i Valby. I Korups Have, hvor det ægte, gamle, frederiksbergske folkeliv florerer, blev glæden ved ottetiden brat afbrudt af en frygtelig hvinen og skrigen, der lød henne fra Kaffegyngen.

Mens dennes båd. hvori det sad 3 damer, 3 herrer og to små børn, var højt oppe i luften, gtk tovene, der holdt den, fra, og båden blev slynget langt væk og styrtede til jorden, hvor den splintredes.

En ung mand fik sin kind flænget slemt. Barnet, som han sad med på skødet, slap nogenlunde uskadt fra faldet; men hans kæreste faldt ud af båden og lige ned med ryggen over et stakit og blev liggende som død.

Den anden unge mand brækkede sin arm, mens de to af damerne slap nogenlunde let fra det frygtelige fald.

De blev alle liggende på jorden ude af stand til at røre sig straks, og da man ikke anede ulykkens størrelse. opstod der et frygteligt røre mellem publikum.

Man fik de tilskadekomne båret op i restaurationen, hvor Doktor Duurloo fra Valby anlagde foreløbige forbindinger og sendte begge herrerne og den mest medtagne dame til hospitalet.

Restaurator Andreasen har lejet såvel karrusellen som gyngen ud til samme mand, og om det end i første række må påhvile denne at se efter om gyngen er sikker, må hr. A. dog også bære en del af ansvaret for hvad der findes i hans have.

Her viste det sig bagefter, at det var selve gyngen, som var pilrådden. Vi håber, at denne sørgelige ulykke må give anledning til et almindeligt eftersyn af gyngerne i haverne på Frederiksberg

(Folket Avis - København 1. august 1898.)

Frederik Riise: Indgangen til Korups Have, set fra Valby Langgade. Frederiksberg Stadsarkiv. Public Domain. Kbhbilleder.

"Korups Have". Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.

(Dagbladet (København) 19. november 1901.)

Korups Have solgt. I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.

(Social-Demokraten 17. december 1901.)

Efter  forlængelsen af de elektriske sporvogne i 1901, blev Korups Have et populært udflugtsmål for Københavnerne. Korups Have fik et populært udendørs sommerteater, bl.a. med skuespilleren Schilør Linck (1878 – 1952) som direktør. I forbindelse med de socialdemokratiske grundløvsmøder m. v. var Korups Have ofte et yndet sted at tage hen. Det gik ikke altid stille af sig:

Batalje i Valby Langgade.

En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.

En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.

Der blev foretaget en anholdelse.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1903.)

I 1904 blev Korups Have købt af P. Henrichsen, der ejede det indtil 1934. Korups Have lukkede og blev totalt nedrevet i 1936

Telefonarbejdernes fest.

I dag åbnes telefonarbejdernes fest i Korups Have ved Søndermarken, og der er gjort alle forberedelser til at skaffe de besøgende en fornøjelig underholdning.

Korups Have er en af de yderst få hyggelige og rummelige lysthaver, som endnu står til rådighed for afholdelse af folkefester, og beliggenheden er endda med nutidens kommunikationsmidler for intet at regne. For 10 øre og i en snup kommer man selv fra de fjerneste dele af byen ud til den skønne Søndermark og Korups Have.

Under overlevelse af linjebygmester Peter Jensen og formand Christiansen har telefonarbejderne Nielsen, Boisen og Knudsen stillet det store arrangement på benene.

Ved siden af havens så populære forlystelser med gynge, karussel etc. er der variete, Ueberbrett'l og optræden af kendte navne fra skuespillerverdenen. De to cirkus, Orlando og Beketow har tilladt nogle af deres fortræffelige artister at optræde, Arenateatrets Schultz har også strakt sig vidt i imødekommenhed, og d'hrr. Schmidt & Godthælpsen vil præsentere brydekamp.

Telefonarbejder Hartwich optræder som sanger, og telefonarbejderne vil i al almindelighed vise hvorledes deres erhverv øves.

Stor tiltrækning vil sandsynligvis tombolaen og lotteriet øve. Der er skænket værdifulde gaver. Den heldigste kan trække hjem med en tyr som er mere værdifuld og billigere end en bjørn.

Når solen i eftermiddag går ned bag Valby Bakke, vil folk vrimle ind i Korups Have, og værre bliver det selvfølgelig lørdag og søndag.

For god musik er der sørget - som det så smukt hedder i gammeldags annoncestil.

Og hele udbyttet tilfalder telefonarbejdernes alderdoms- og byggefond.

-C-

(Social-Demokraten 2. juni 1905)

Korups Have. Restauratør P. Henriksen, ejeren af det bekendte traktørsted i Valby, har af trafikministeriet fået tilladelse til at åbne en indgang direkte fra Søndermarken til haven. Dette vil navnlig være en betydelig lettelse for de mange som medbringer madkurve og spiser på plænerne i Søndermarken, når de vil hente et eller andet drikkeligt fra restauranten.

(Dannebrog (København) 6. juni 1906.)

"Korups Have" har til sit øvrige program føjet sangeren hr. Rolf Wøldicke, hvis smukke stemme får hjertet til at banke i brystet på mange små frøkener fra Valby og Vesterbro, fru Elna From og hr. Otto Petersen er programmets grundpiller. De har hver for sig og en for begge, henholdsvis når de optræder solo og som duettister sammen, erhvervet en stor popularitet der også udstrækker sig til det flinke lille orkester der under hr. Feldhusens ledelse stundom præsterer fantastiske underværker.

(København 14. juli 1908.)

Korups ældste datter Marie Sophie Amalie Korup (1839-1917) drev traktørstedet Korups Have efter faderens død. Hun overtog også hans opgaver som postmester - hun er således Danmarks første kvindelige sådan. Kort før sin død i 1917 blev der lavet et interview med hende som kan ses andetsteds på denne blog.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke nemt at finde vej på Vestre Kirkegård.

Der kommer nu fx et mindre ligfølge med en barnekiste. Men hvor går vejen? På den forreste runddel manglede der i går en kirkegårdsbetjent, som burde stå der for at vise et følge vej. Resultatet heraf var, at man næsten måtte gå kirkegården rund, før graven fandtes.

Det er nu kedeligt nok, men sådant kunne jo til dels afværges herved at der var anbragt vejvisere på kirkegården, ganske almindelige landevejspæle med anførelse af vejen, der fører til kirkegårdens forskellige afdelinger. Ligeledes havde det sin interesse, om der var vejpæle, som fx pegede mod den retning, man skal gå når vejen atter lægges tilbage. Nogle mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden på kirkegårdens træbeplantede stier og alleer, kan man have møje nok med hurtigt at finde den rette vej.

En reform i den her anførte retning ville sikkert møde påskønnelse hos adskillige mennesker, der kun en sjælden gang besøger Vestre Kirkegård for at sige en afdød farvel.

En anden forbedring, som tiltrænges, er anbringelsen af flere bænke. For folk, særlig de ubemidlede, der ikke kører til og fra kirkegården, ville det være en behagelighed, om der på de lange spadsereture var håb om at finde en ledig bænk. Vestre Kirkegård er så smuk, at den alene af den grund indbyder til hvile, og der er jo særlig om søndagen stor tilstrømning til gravene af de afdødes slægtninge og bekendte. Til glæde for dem bør vi have flere bænke, og det ikke mindst på vejene op mod kirkegården. Her er nu slet ikke et eneste sted, hvor gamle og svagelige folk kan hvile sig, når de søger ud til deres afdødes grave.

M

(Social-Demokraten 31. juli 1898)

Rosa Heath - 1898. (Efterskrift til Politivennen)

Rosa Heath.

Mange vil endnu erindre en lille Englænderinde Miss Rosa Heath, der i Sommeren 1890 optraadte i Arenatheatret og sang og dandsede sig ind i Alles Hjerter.

Hun var ung (kun 18 Aar), smuk og bevogtedes af en nidkjær Moder, der ikke vilde se sin lille Guldfugl i den første den bedste Fuglefængers Næt.

Altid saa man de to sammen, den slanke unge Pige med Smilehullerne i de runde Kinder og den let graanende Moder, en værdig Dame, der et Par Aar senere giftede sig med en engelsk Artist.

Rosa Heath lo og smilte til Alle. hun kjendte, men foretrak Ingen fremfor de Andre og gjorde i det Hele taget Indtrykket af den uangribeligste Dyd. Selv forhærdede Don Juan er opgav Ævret og stod flaue og flade overfor det forbausende Blik i den unge Piges blaa Øine.

Saa kom imidlertid den, der blev hendes Skjæbne.

Han var Svensker, ung, rig, Adelsmand og Officer i et svensk Husar regiment.

Den flotte unge Kavaller med det solbrændte Ansigt og den lyse Snurbart tog den lille Rosas Hjerte fangen. Hun elskede ham og havde kun Øie for ham, naar hun oppe paa Scenen bøiede sit smidige Legeme i den vuggende Dands.

Da den unge Officer efter nogle Ugers Ophold her reiste tilbage til Sverig, fulgte Rosa med ham. En skjøn Dag var de begge forsvundne, og Rosas Moder satte forgjæves Himmel og Jord i Bevægelse for at faa sin Guldfugl tilbage.

Efter et fjorten Dages Ophold i Sverig sammen med den Elskede fik Rosa at vide, at han var gift. Slaget var overvældende, den unge Pige sank fuldstændig sammen og hendes Aand formørkedes.

Hendes Moder, der imidlertid havde faaet hendes Opholdssted at vide, reiste over for at hente hende og vendte tilbage med en vanvittig Stakkel, der sad hensunken i sløv Apathi og stirrede med glandsløse Øine frem for sig.

Det var, hvad der var tilbage af den forhen saa glade og venlige Rosa Heath.

Hun blev bragt til England, hvor hun har tilbragt de mellemliggende otte Aar i et Galehus. Hun er uhelbredelig sindssyg, men Sygdommen har nu antaget en mildere, mere afdæmpet Form, der gjør, at Moderen har kunnet tage hende ud af Sindssygeanstalten.

For Tiden opholder de sig begge i Kjøbenhavn. Forleden Aften var de i Cirkus, hvor de, der kjendte hende, med Deltagelse lagde Mærke til den unge Pige, der sad aandsfraværende og i grublende Taushed ved sin Moders Side.

Hendes Tanker kredser endnu uafbrudt om hendes første Kjærlighed og den troløse Elsker, der sveg hende saa hjerteløst.

Rosa Heath kommer aldrig til at synge og dandse mere. Hun dandsede glad som en Lærke i Ulykkens Favn, den sorte Ulykke, hvis kolde, klamme Arme for stedse har kvalt al Glæde og Livslyst i den unge, indtagende Englænderindes Sjæl. (St. Av.)

(Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1898)

Rosa Heath.

Den sidste farlige Kur.

Blandt de Beviser, vi stadig modtaget paa Folks Tillid er ogsaa det, at man daglig kommer til os oq beder os rette og gøre god igen den Uret, som det dumme Aftenblad begaar.

I Gaar var det Fru Heath fra London og hendes Datter, Frk Rosa Heath, der kom for at beklage sig.

Rosa Heath er en ung dansk-engelsk Dame som i Sommeren 1890 optraadte paa Arenateatret.

Hun høstede megen Beundring og vandt sig mange Venner, og hendes bekendte sørgelige Skæbne gik alle nær til Hjærte.

Man husker sikkert, hvorledes hun tilIidsfuldt og opfyldt af Kærlighed til en svensk Husarofficer, en Adelsmand, opgav sit Engagement og rejste med ham, for saa Dage senere at opdage, at han havde bedraget hende paa det skændigste.

Fru Heath fandt sin Datter som en sindssyg Stakkel, bragte hende til England og lagde hende ind paa et Internat.

Sidst var hun bleven behandlet af den bekendte Sindssygelæge, Professor Forbes Winslow, der har ment, at en Rejse hertil og til Stockholm, hvor hun muligvis kan komme til at se sin første Ungdomselskede igen, vil bringe hende helt ud over den apathiste Sløvhed, hvori hun i de forløbne 8 Aar har været hensunken.

Miss Rosa sad ganske stille og tankefuld, da hun og Moderen besøgte os - det syntes hende saa uendelig ligegyldigt, hvad Bladene skrev om hende.

Men hendes Moder, en aldrende Dame, fuld af Liv, Elskværdighed og Energi, var meget ked af en aldeles vildledende Artikel, der havde staaet i "Aftenbladet" forleden Søndag.

Blandt andet bad hun os oplyse, at det var aldeles urigtigt, at hun et Par Aar efter Rosas Optræden i København havde giftet sig med en engelsk Artist. Hun var endnu den Dag i Dag gift med den engelske Ingeniør Heath, som hun var det den Gang. Han levede endnu og var 81 Aar gammel.

Nu rejser Rosa Heath, der en Gang var kendt og beundret af alle Københavnere til Stockholm for ved at rive op paany i det gamle Saar muligvis helt at kunne blive sjælelig frisk igen.

Vi ønskede Mrs og Miss Heath alt muligt Held med den farlige kur.

Men selv om hun vilde blive helt kureret, til Scenen gaar hun ikke.

(Folkets Avis - København 22. juli 1898).

Der bor for øjeblikket en englænder i København som for otte år siden var byens samtaleemne i hele Norden. Rosa Heath, dengang kun 18 år gammel, optrådte som solodanser på Arena Teatret og sang sig samtidig ind i alles hjerter, for hun favoriserede ingen, og alle angreb på den smukke brites lille hjerte blev nådesløst afvist. Der mødte hun en svensk husarofficer som endda fandt nåde i øjnene af hendes strenge mor, som altid var med hende. Det varede ikke længe ​​før hun blev lidenskabeligt forelsket i ham, og selv når hun svingede i dansen på scenen, tog hun aldrig øjnene fra ham. Pludselig brød Miss Heath sin kontrakt med Arena Teatret og forsvandt med den smukke husarløjtnant. Hendes mor satte alle myndigheder i gang - forgæves; parret var ingen steder at finde. Efter at Miss Heath havde tilbragt fjorten dage i Sverige, erfarede hun, at hendes idol var ægteskab. Denne nyhed knuste alle hendes håb på én gang, og den stakkels piges sind blev formørket. Hun blev bragt tilbage til England, hvor hun kom til at tilbringe otte år på et asyl. Nu er hun på vej mod bedring, og hendes første ønske var at besøge byen, hvor hun mødte den troløse mand, der stadig holder om hendes hjerte og hver eneste tanke.

Zur Zeit weilt in Kopenhagen eine Engländerin, die vor acht Jahren das Tagesgespräch im ganzen Norden bildete. Rosa Heath, die damals erst 18 Lenze zählte, trat im Arenatheater als Solotänzerin auf und sang sich gleichzeitig in Aller Herzen, denn sie bevorzuate Keinen und alle Attacken auf das kleine Herz der schönen Britin wurden erbarmunaslos abgeschlagen. Da lernte sie einen schwedischen Husarenoffizier kennen, der selbst in den Augen der strengen Mutter, die stets bei ihr weilte, Gesallen fand. Es dauerte gar nicht lange, so liebte sie ihn leidenschaftlich, und selbſt wenn sie auf der Bühne sich im Tanze wiegte, wandte sie keinen Blick von ihm. Ploötlich brach Miß Heath ihren Kontrakt mit dem Arenatheater und verschwand mit dem hübschen Husarenlieutenant. Die Mutter setzte alle Behörden in Bewegung — umsonst, nirgends war das Pärchen zu finden. Nachdem Miß Heatt sich 14 Tage in Schweden aufgehalten hatte, erfuhr sie, daß ihr Ideal — verheirathet war. Diese Nachricht vernichtete alle Hoffnungen mit einem Schlage und der Geist des armen Mͤädchens umnachtete ſich. Sie vurde nach England zurückeschafft, we sie acht Jahre im Irrenhause zubringen müßte. Jetzt befindet sie sich wieder auf dem Wege der Besserung und ihr erster Wunsch war, die Stadt aufzusuchen, in der sie den treulosen Mann kennen lernte, dem noch heute ihr Herz und jeder ihrer Gedanten gehört.

(Vorwärts, 31. juli 1898, Milwaukee)

Ernst Linder blev senere en kendt krigshelt, fx her i Aarhus Amtstidende 24. april 1918. Som det ses ligner hans uniform faktisk dragonløjtnant Sixten Sparre, den mandlige part i dramaet om Elvira Madigan.

Rosa Heaths skæbne levede på mange måder op til hvad bl. a. filosoffer, præster og læger mente om kvinder: en lavere rangerende status som svag, syg og ufuldkommen som menneske. En rolle som kvinder tvunget af omstændighederne, accepterede, og som de reagerede over for fx gennem sygdom.

Vi har atter Sorg over Provst Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes Murarbejdsmand Jensen Spür fra Mathæus Kirke. Som gammelt Medlem af "den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds," havde han ønsket at Foreningens Banner fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Foreningens Bestyrelse mødte med Banneret og anbragte dette foran Kisten, men Provst Levinsen nedlagde straks Forbud herimod og befalede, at Banneret ikke maatte være til Stede, naar dets Motto ikke var tilsløret.

Foreningens Formand gjorde ham opmærksom paa, at Foreningen ikke havde noget Slør til dette Brug, og at Mottoet og den øvrige Inskription selvfølgelig var anbragt, for at det skulde ses.

Paa dette Tidspunkt var Kirken optagen til sidste Plads af Partifæller og Kolleger, der vilde vise den Afdøde Sympathi. Alligevel gav Provst Levinsen Ordre til, at 13. Kreds Banner skulde fjernes fra Kirken. Dette vakte selvfølgelig Forargelse, og en Del af Følget forlod Kirken tillige med Banneret. Udenfor Kirken samledes derefter en talrig Skare Partifæller, som fulgte 13. Kreds Fane til Kirkegaarden.

Provst Levinsen har herved atter vist, at han er en af de Præster, der sætter Rekord med Hensyn til gejstlig Opblæsthed og Dumhed.

Fanen's Motto lyder "Folkets Vilje er den højeste Lov." Dette anerkender Grundloven, men ikke Provsten. Han maa dog indrømme, at naar Folket har erobret den politiske Magt, er det ogsaa Folkets Vilje, som Præster og andre Statstjenere maa underkaste sig.

Hr Levinsen fremhævede i sin Tale, at vi Mennesker skulle have Kærlighed og øve Retfærdighed mod hinanden; men hvorledes vil han have dette udført i det praktiske Liv, naar han ikke selv tager Hensyn til andre Menneskers Overbevisning; thi det er ikke Retfærdighed. at han benytter sin Magt overfor Anderledestænkende paa en brutal Maade.

Jeg beklager det skete, saa meget mere som den afdøde Partifælle altid har fulgt 13. Kreds Banner med Stolthed og i Bevidstheden om, at under dette Banner vil der blive skabt lykkeligere Samfundsforhold.

J. P. J.

(Social-Demokraten 16. juli 1898).