28 oktober 2024

Continental Bodega Company. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteret.

Bodegasagen.

Højesteretssagfører Asmussen fortsatte sit gaar afbrudte Foredrag. Ifølge Kontrakten mellem Grosserer Mann og Restauratør L. Madsen overdrages der ham et Konsignationslager af Vine og Spirituosa, og han maa kun sælge "Bodega"s Varer. Derimod synes det, at han for egen Regning trakterer med Smørrebrød. Han skal hver Dag opgiøre Salget og Omsætningen med Grosserer Mann, hvis Kontrol og Tilsyn han t i enhver Tid er underkastet. Madsen lønnes med Provision, angaaende hvis Størrelse Kontrakten indeholder nærmere Bestemmelser. Kontrakten med Madsen adskiller sig kun fra en tidligere Kontrakt med Retauratør Henriksen derved, at Madsen ogsaa skal opgive, hvad der er solgt paa Kredit, medens ingen saadan Bestemmelse fandtes i Henriksens Kontrakt. Tilsyneladende er der ogsaa en Formel med Hensyn til Beregningen af Vederlaget. Der er derfor ikke nogen Væsensforskel mellem de to Kontrakter. og det er derfor umuligt at se, hvad der skulde gjøre det nuværende Forhold lovligt, medens det tidligere var ulovligt. Mann erkjender selv, at hans Firmas Interesser ere saaledes knyttede til Vinstuens Drift, at han selv kan siges at være Interessent. Forholdet er det, at Forretningen ikke blot drives med "Bodega"s Varer, men at ogsaa Mann fastsætter Prisen, hvortil der skal sælges, ligesom Madsen kun kan forsyne sig med Varer fra Bodega. Derhos beregnes Madsens Løn efter Omsætningen ikke efter Fortjenesten. Den Selvstændighed, som tilsyneladende er indrømmet Madsen, er i Virkeligheden kun et Skin. Saaledes betales Huslejen i Realiteten af Selskabet ikke af Værten. Med Hensyn til Driftsomkostningerne er Forholdet ligeledes det at det er Selskabet, som sørger for deres Afholdelse. I Virkeligheden faaer Madsen ikke som i Kontrakten anført et maanedligt Vederlag af 440 Kr., men kun 130 Kr. maanediig.

Efter endt Dokumentation nedlagde Aktor Paastand paa Skjærpelse eller Stadfæstelse af den indankede Dom.

Højesteretssagfører Shaw var Defensor. Han vilde bestemt modsige den Opfattelse, som var gjort gjældende af Aktor, at det her drejede sig om en Forretning, der pro forma drives paa en Andens Borgerskab. Spørgsmaalet er alene, om "Bodega" paa Grund af den Ordning af Kreditforholdene, som det har truffet her i Lighed med andre Steder, skulde nødvendiggjøre, at det erhverver Borgerskab. Han mindede om, at "Bodega" har drevet Forretning siden 1881, men først længe efter er man kommen i Tanker om, at den skulde være ulovlig. For "Bodega" er Sagen af største Betydning. Det Forhold, som nu foreligger, er udelukkende Forholdet til Restauratør L. Madsen, medens tidligere Ordninger aldeles ikke vedrøre Sagen. Manns og Madsens Forretninger ere fuldstændig adskilte og drives hver paa sit Borgerskab. Mann driver Vinhandel, Madsen Restauration, hvor der serveres Drikkevarer og Spisevarer. Ingen af dem gaaer udenfor deres Borgerskab. Spørgsmaalet er nu, om Mann har gjort sig skyldig i Overtrædelse af Næringsloven ved den Maade, hvorpaa han leverer sine Varer til Madsens Restauration. Alt foreligger i saa Henseende klart og Mim og her er ikke Tale om noget Proformaværk. Det er muligt, at "Bodega" ikke har Ret til at sikre sig overfor Madsen saaledes som det skeer, men Andet er her ikke at afgjøre. Det er aldeles ikke rigtigt, naar Aktor har hævdet, at "Bodega" er den virkelige Indehaver af Forretningen og Madsen kun Straamand. Madsen er netop den virkelige Indehaver, baade nominelt og reelt. Madsen har saaledes ingenlunde kun pro forma lejet Lokalet, til hvis Fremleje "Bodega" udtrykkelig har erhvervet Eierens Samtykke. Forholdet er nærmest det, at Madsen er Lejer og "Bodega" Kautionist. Lokalet er derimod ubetinget Madsens, og han er eneraadig baade over det og over Driften. Naar man dernæst vil hævde, at Madsen er uselvstændig, fordi han kun maa handle med "Bodega"s Varer, da vilde dette føre til meget forbausende Resultater, thi lignende Forhold gjøre sig ofte gjældende. "Bodega" har truffet den Ordning, som er tilstede, for at sikre sig og derfor forbeholdt sig Ejendomsretten til Konsignationslageret, over hvilket Madsen dog har ubetinget Raadighed; Mann er kun Madsens Vinleverandør. Hvis man vil dømme "Bodega", maatte dette ske efter Næringslovens § 4; men denne kan ikke anvendes, da "Bodega" slet ikke er Interessent. Hele Forholdet har alene havt til Hensigt at sikre "Bodega"; men dette Selskab kan ikke derved fra Leverandør blive Restauratør. Det sikrer sig ved den trufne Ordning ogsaa, hvad der er af største Betydning for det, at dets Vine sælges uforfalskede og til dets fastsatte Priser. Madsen driver derimod selv Forretningen, og saaledes er Kreditgivningen og Spisevarerne "Bodega" aldeles uvedkommende. Han paastod Mann frifunden.

"Kriminalrettens Dom stadfæstedes af Højesteret, fordi Højesteret efter de foreliggende Oplysninger maa anse Grosserer Mann som Ejer af Vinstueforrretningen, selv om den drives med Restauratør Madsen som Bestyrer. Mann blev altsaa idømt samme Bøde som ved Kriminal- og Politiretten.

(Nationaltidende 15. november 1898. 2. udgave).


For Højesteret

X Kjøbenhavn. den 16. Novbr.

Bodega.

I Formiddags har Højesteret været optaget af en Sag, der var anlagt mod den herværende Bestyrer af den bekjendte internationale Vinforretning "Bodega Continal Company", Hr. Mann. Han var af Kriminal- og Politiretten idømt en Bøde af 250 Kr. for 4. Gang begaaet Overtrædelse af Næringsloven og havde denne Gang faaet Lyst til at høre hvad Højesteret sagde om denne Sag.

Som Aktor mødte Højesteretssagfører Asmussen, der navnlig gjorde gjældende, at selv om Firmaet lod Udskjænkningen besørge ved en Restauratør, der havde Borgerskab - dette er nemlig Tilfældet - , var det dog selv saa væsentlig interesseret i Udskænkningen, at det ogsaa selv maatte have Borgerskab.

Som Defensor hævdede Hr. Shaw, at Aktor og Kriminalretten vel var enige om Domfældelse, men ikke om Begrundelse deraf. Aktor vilde have Mann dømt som den virkelige Indehaver af Forretningen, som om det egentlig var pro forma Værk, at den blev dreven af en anden; men dette var ingenlunde Tilfældet. Bodegakompagniet var kun Leverandør til den Restauratør, som stod for Udskænkningen og som ledede denne Del af Forretningen ganske paa egen Haand. Bodega var hverken aktiv i Forretningen eller Interessent i den. Kriminalretten havde her aabenbart forvexlet Ordet "Interessent" med Ordet "interesseret"? Bodegas Forhold til Restauratøren var et simpelt Kreditforhold, som ikke havde noget med Næringsloven at gjøre. Rundt om i Alverdens store Byer drev Bodegakompagniet Forretning paa den Maade; det vilde dog være mærkeligt, om Kjøbenhavn netop skulde være det eneste Sted, hvor det var lovstridigt. Han nedlagde dermed Paastand paa Direktør Manns Frifindelse.

Efter en meget lang Votering kom Højesteret til samme Resultat som Kriminalretten og stadfæstede Bødedommen med den Motivering, at Hr. Mann maatte anses som Ejer af Vinstuen, selv om denne blev bestyret af en anden.

Hvis altsaa Hr. Mann vil fortsatte Bodegaforretningen, maa han nu erhverve Borgerstab, hvad han imidlertid ikke kan faa, da han er født Mecklenborger og ikke har Indfødsret her i Landet. Følgen af Dommen bliver saaledes, at Bodegakompagniet maa søge en anden Bestyrer af sin københavnsk Forretning.

(Aarhus Amtstidende 16. november 1898).


Amagertorv med Continental Bodega Company i midten. 1898? Kbhbilleder. Public domain. Avisen har fået galt fat i navnet: The  Continental Bodega Company.

27 oktober 2024

Frederik August Vilhelm Bagge (2: Sejlsport 1898-1902). (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 vandt Bagge en lille båd ("La Mouette") ved Yachtklubbens bordlodning. Den deltog han med i forskellige kapsejladser samme år. Og vandt i øvrigt en ny båd i december 1895!

Januar 1896 begyndte Bagge at trykke "Tidsskrift for Hesteavl. "Sommeren 1896 købte Frederik Bagge lystkutteren "Sybelle" af godsejer Quistgaard på Egholm, og solgte samtidig bortlodningsbåden til denne for 450 kr. (den havde i sin tid kostet over 1.000). Med denne sejlede han i pinsen 1899 Sjælland rundt. Med den opnåede han de følgende mange gode placeringer i kapsejladser.


Bogtrykker Frederik Bagge, der under et Ophold i Berlin for et Par Maaneder siden blev alvorlig syg og i lang Tid har maattet holde Sengen, er nu saa vist restitueret, at han frit kan bevæge sig ude.

(Dannebrog (København) 9. november 1898).


En Kapsejler forsvundet og funden

Tyveri i Lystbaadehavnen.
Vanden strander ved Kongelunden.

Bogtrykker Fr. Bagge ejer en flot udhalet Kapsejler "Sybell", der Natten til i Gaar forsvandt fra sin Ankerplads ved Lystbaadehavnen. I Søndags var Bagermester Vald. Nielsen fra Frederiksberggade ude med Baaden, og da han ved 12-Tiden om Natten vendte tilbage, fortøjede han den ved en Bøje tæt udfor Lystbaadehavnen. I Gaar Morges var Kapsejleren forsvunden. Tyveriet anmeldtes til Politiet, men indtil i Gaar Eftermiddags var man ikke tommen paa Spor efter det forsvundne Fartøj.

Endelig i Aftes kom Kapsejleren atter til Syne - den fandtes staaende paa Grund ud for Kongelunden.

I Gaar Eftermiddags ved 6-Tiden bemærkedes "Sybell" krydsende ud for Dragør Havn. Baaden lagde til og opholdt sig en Timestid i Havnen, og en af de to Ombordværende, en yngre, mørk meget rundrygget og tarvelig klædt Person, gik i Land. Manøvreringen tydede paa at hverken han eller hans Kammerat var særlig søkyndige.

"Sybell" stak atter til Søs, uden at Dragørfolkene anede, at den var stjaalet. Senere strandede Baaden i Nærheden af Kongelunden, og der blev den staaende. Mandskabet raabte om Hjælp, og en Amagerfisker gik ud i sin Baad og reddede de to "Matroser" - han anede naturligvis heller ikke, at det var to Tyveknægte, han havde reddet fra at gaa tilbunds.

Saasnart Tyvene kom i Land, skyndte de sig bort. Men Fiskeren kan give et saa nøje Signalement, at de næppe undslipper.

(Social-Demokraten 23. juli 1902).

Bagermester Valdemar Nielsen ("Danmarks Valde") købte i 1912 en isbåd i Stockholm til issejlads i Roskilde Fjord. Den sejlede indtil marts 1996.

Frederik Bagge vandt 42 præmier med båden "Sybell". Juli 1902 deltog han i hestevæddeløb hvor han red for grev Knuth.

I november 1903 var Frederik Bagge med i et konsortium som købte "Lørups Ridehus" med henblik på at udvide det til et stort hippologisk institut, en hestebørs mm. (a la "Tattersall" i London). Lørups Ridehus lå på hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade og var opført af den kongelige overberider August Lørup i 1891. Ridehuset var efter datidens forhold af en ganske anselig størrelse. Ud over ridning blev det også brugt som forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Huset var i brug indtil 1931. Det blev nedrev et og en mondæn udlejningsejendom opført tegnet af Henning Hansen opført på stedet. 

Kvindernes eget Blad. (Efterskrift til Politivennen)

Under Titlen "Kvindernes eget Blad" er udkommet et Organ for de arbejdende Kvinders Interesser. Det redigeres af Annette Jensen, er i s -spaltet Format og vil udgaa hveranden Torsdag. Bladets Kontor er Gothersgade 48.

Forsøget fortjener den største Paaskønnelse. De arbejdende Kvinder har jo nemlig ikke noget specielt Organ, i hvilket deres Krav kan fremsættes og motiveres. Vel er "Social-Demokraten" Organ for saa vel arbejdende Kvinder som arbejdende Mænd, men vi erkender gerne, at Kvinderne burde kunne finde rigeligere Plads for deres laglige og politiske Ønsker end den, vi er i Stand til at byde, og vi ønsker derfor det nye Blad Velkommen

I sin indledende Artikel henviser "Kvindernes eget Blad" til, at der vel findes Kvindeblade, men de har desværre kun Bud til Kredse, hvor man nærer særlige Interesser for Selskabelighed og "finere" Begivenheder. Der er Modejournaler og Mønstertidender, men intet Kvindeblad for de Tusinder af Kvinder, som staar midt i en haard Kamp for Tilværelsen. Det nye Organ bebuder da at ville lægge ud i Sandhedens eg Retfærdighedens Navn til en Kamp for "en lysere og lykkeligere Tilværelse for den Samfundsklasse, der indtil denne Dag sukker under de største Savn". Som Motto for denne Opgave har det valgt: Sandheden frem. den fulde Sandhed og intet uden Sandhed!

Af det foreliggende Numer faar man det Indtryk, at der ikke alene er en særlig Vilje til Arbejdet for Kvindernes Sag, men ogsaa en virkelig Wone. Bladets forskellige Bidrag vidner om Forstaaelsen af, hvad Kampen gælder, og der tages fat paa aktuelle Spørgsmaaal, som behandles i et jævnt og ligefremt Sprog. Bl. a. er der en Artikel om "Indre Missions Basar", hvor der drages til Felts mod de fine Damers Fritidsarbejde, som forøger Arbejdsløsheden og Nøden blandt de arbejdende Kvinder.

Prisen for Bladet er 5 Øre pr. Numer.

(Social-Demokraten 8. november 1898).

Den omtalte artikel om Indre Mission:

Indre Missions Basar.

"Indre Mission" har atter haft Basar.

Aristokratiets Damer har i "Indre Mission"s Navn, for ikke at sige Kristendommens, udstedt Indbydelse til "Guds Riges Venner i By og paa Land, til alle, som have Hjærte for Hovedstadens aandelige Nød, til alle, ogsaa dem med de smaa Fritider og de smaa Midler, om at sende Bidrag og Gaver til et Udsalg til Fordel for kirkelig Forening for indre Mission i København."

Der er hertil lidt at bemærke.

Hvad disse "Gaver" angaar, da er det jo ingen Hemmelighed, at de hovedsagelig skal bestaa i mere eller mindre fine kvindelige Haandarbejder.

Missionens venlige Indbydelse bringer da, som første Følge, en velkommen Travlhed blandt Velstandens ikke overdrevent optagne Damer i vor gode By.

Til en Forandring flyttes Arbejdspladsen fra den fattige Stue til de plydsbetrukne Kabinetter.

Nu gælder det at producere billigt for at sælge billigt, saa billigt, at Rigdommens Kvinder ikke kan modstaa Fristelsen til at forsyne sig til Husbehov fra en saadan "Velgørenheds" Basar.

Den fattige Arbejderhustru, den fattige Husmoder med de mange Smaabørn, som hun nødig forlader, den enlige, ældre Kvinde, der hver for sig skal gøre deres til at skaffe dagligt Brød, — de faar ikke travlt.

Tvertimod.

Og dog er det kun saa lidt, de beder om: et lille Taalmodighedsarbejde, en lille Bifortjeneste til en 5 — 7 — 8 Øre for en Times Arbejde, som de kan faa fra Forretningerne.

Men nej. Forretningerne faa heller ikke travlt.

De kan ikke konkurere med disse fine Damers Fritidsarbejde, der tilmed kan sælges for en saa ophøjet Idé som den "aandelige Nød i København".

Nu haster det slet ikke med Arbejdet, den fattige Kvindes Arbejde.

Det købende Publikum forsyner sig i "Velgørenheds"-Basaren.

Forretningens Oplag ér egentlig allerede stort nok til at kunne tilfredsstille Sæsonens yderligere Behov.

Den fattige Kvinde maa allerhelst holde helt op.

Den anden Følge af disse Velgørenheds-Basarer er derfor nærmest Arbejdsløshed for den Slags Kvinder der saa inderlig gærne selv vil "hjælpe til", men hvem der ikke er Brug for, fordi Velgørenheden mere retter sine Øjne mod Himlens Stjærner end mod Jordens virkelige Nød.

Og Summen af disse to første Følger bliver da den tredje: flere og flere Missionærer antages.

Altsaa, fordi disse flere Missionærer koster Penge, derfor faar Samfundets rige Kvinder travlt med at tage Arbejdet fra de fattige, og det er altsammen absolut nødvendigt, for ellers kan det kristne Samfund ikke skaffe Penge nok til at kunne afhjælpe "den aandelige Nød i København", netop blandt disse selvsamme fattige, — en "Nød", som disse tilmed hovedsagelig slet ikke kender.

Ja, stands Møllehjulet, hvem der kan, og der gøres en virkelig Velgærning, ikke blot mod alle "de smaa", men mod selve det alvorlige, kristne Samfund, thi "Kristendoms"-Basarer under en saadan Form bringer noget ganske andet end Evangeliets Trøst til dem, der arbejder og er besværede.

Udsend Missionærer og lav Basarer for velstillede Kvinders Arbejde, forlang, at det store Flertal af arbejdende Kvinder skal være med dertil efter Forbilledet fra gamle Dage: den fattige, der giver sin sidste Skærv, — men forlang ikke, at det store Proletariat skal kunne forstaa, at det er Kristendom at tage Arbejdet og dermed Brødet fra de fattige for at afhjælpe en aandelig Nød, de ligesaa lidt kender, som den timelige Nød, de daglige Savn, er dem velbekendt.

Thi det kan de ikke.

(Kvindernes eget Blad 3. november 1898).


"Kvindernes eget Blad" er digitaliseret og findes på internettet.

Lærer, redaktør, forfatter og kvindesagsforkæmper Annette Jensen (1856-1942) var 1883-1884 hjælpelærerinde i håndarbejde på Rødkilde Højskole. Her kritiserede hun i 1891 godsejerfruen Christine Hvass i Dansk Husflidstidende og kritiserede Dansk Husflidsselskabs holdning til håndarbejde. Hun startede en husflidsskole i forældrenes hus i Lendemarke hvor hun underviste i alle de håndarbejdsteknikker som husflidsselskabet var modstander af: hækling, orkis, kunstbroderi osv. 15 år senere udgav hun på eget forlag en række hæfter med håndarbejdsmønstre. Hæfterne blev en stor succes og udkom i gentagne oplag fra 1906 til 1928. 

Hun flyttede til København hvor hun ernærede sig som hjemmesyerske og kæmpede for bedre vilkår for kvinder, især i industrien. Hun skrev artikler for Dansk Kvindesamfunds blad "Kvinden og Samfundet" 1899-1900 med henblik på arbejderkvinder. Derefter udgav hun bl.a. Kvindernes eget Blad (1898) og Tjenestepigernes Blad (1900). For at få økonomien til at hænge sammen udgav hun i 1906 håndarbejdshæfterne som sikrede hende økonomisk resten af livet.

I 1915 flyttede hun tilbage til Møn.

Forsømte Børn. (Efterskrift til Politivennen)

En Samfundsfare?
Hver 56de Dreng en Forbryder?
Et Opraab.

En Kreds af Mænd her i Byen er i disse Dage traadt sammen for at danne en saakaldet "kristelig Forening for offenlig tiltalte o g straffede Børns Redning", hvis Formaal skal være at frelse de mange Børn, der paa Grund af ulykkelige Forhold i Hjemmet og forsømt Opdragelse kommer ind paa Forbryderbanen.

Antallet af disse forbryderiske Børn er desværre i stadig Stigning Aar for Aar, ikke blot i Udlandet, men ogsaa herhjemme, og man føler overalt, at man her staar overfor en Samfundsulykke saa stor og faretruende, at man ikke længer kan se roligt til. men maa gribe alvorligt ind.

Det hedder i Opraabet:

Uagtet det maa antages, at kun en lille Del af Børneforbrydelser anmeldes for Øvrigheden, har der alene i København i 1896 været tiltalt for Retten 418 Børn og i 1897 524 Børn under 15 Aar, og hertil kommer et lignende stort Tal for det øvrige Land. Det er bleven godtgjort af den Kommission, som i 1893 blev nedsat af Kultusministeriet i Samraad med Justitsministeriet, at Antallet af Forbrydelser af Børn fra 10-15 Aar naar i Forhold til Befolkningen i Højde med de Voksnes, ja overgaar det, at i København 1880 hver 56de Dreng var en Forbryder, og at Antallet af domfældte Børn er i en stadig Stigen, at Antallet vokser i betydelig stærkere Grad end Folkemængden og end Antallet af domfældte af alle Aldersklasser. Disse sørgelige Forhold gælder ikke alene for København, men i lige saa høj Grad Byerne, ja endog Landdistrikterne. I 1890 var for hele Landet Antallet af Børneforbrydelser 578, deraf blev 269 Børn dømte, og Resten 309 løsladt med en Advarsel. Af disse faldt de 86 paa København, 104 paa Byerne og 79 paa Landdistrikterne.

Saadanne Børn mangler aldeles Modstandskraft og falder atter og atter tilbage, saaledes at f. Eks. en Dreng endog har været fængslet 4 Gange i godt 11 Maaned; de vokser op i et Forbryderliv. hvilket medfører, at over Halvdelen af vore Forbrydere er begyndte med Forbrydelser som Børn.

Samtidig med dette Opraab har Foreningen udsendt et lille illustreret Skrift, som indeholder en Række Eksempler paa, hvordan Børn bliver Forbrydere. Det er Pastor S. H. Nissen ved Vestre Fængsel, der fortæller. Han begynder med at skildre det Syn, der frembyder sig, naar man en Eftermiddag ved 6-Tiden staar ved Enghavevej og ser Vrimlen af Børn strømme ud fra de mange derværende Skoler for at søge hjem til de store Kaserner, der taarner sig op rundt omkring. Man kan ikke lade være, siger han, at tænke paa denne Børneskares Fremtid. Mange af dem er glade og fornøjede, men - mange bærer allerede Præg af af at have oplevet meget. Dér gaar en 13 Aars Pige rask hjemad, hun har travlt, kan man se, hun er nemlig, trods sine unge Aar, allerede en Slags Husmoder. Hun skal hjem og styre Huset, Moderen er død, nu skal hun have Maden lavet færdig, til Faderen kommer hjem fra Arbejde, og hjælpe sine yngre Søskende.

Dér gaar en, han skynder sig ikke hjem, tværtimod man mærker, han vil helst blive paa Gaden saa længe som muligt, thi der er ikke hyggeligt hjemme hos ham, der sidder en halvfuld Fader og skælder ud, Penge bringer han saa lidt af hjem, og Moderen kommer først senere hjem, træt af at have slidt hele Dagen ved Vaskebaljen. Der gaar en lille Fyr, man kan se paa dam, at han er dygtig træt, han har en Formiddagsplads hos en Købmand, og hele Dagen har han maattet bringe Pakker i Byen snart til Øster- snart til Vesterbro. Ja mange af disse Børn har oplevet og set meget, set megen Nød og mange Fristelser, og mangen en Kamp er allerede kæmpet i det lille Barnehjærte.

Som man gaar videre opfyldt af alle disse Tanker, kommer der et nyt Syn, som endnu stærkere griber en. Det er Synet af Vestre Fængsel, som nu ligger lige foran og med sit store Bygningskompleks behersker alle sine Omgivelser. Hvor taler ikke den Bygning til os om Sorg og Synd, om Fristelser og Fald. Det er mange ulykkelige Mennesker, der huses i denne store Bygning. Efter Politidirektørens Beretning for 1896 var det samlede Antal af Arrestanter i København 10,787 og Aarets Gennemsnitstal af Arrestanter var 376 daglig.

Igen dukker Billedet af den støre Børneskare frem for ens Blik. Mange af disse ulykkelige Mennesker i Fængslerne, ja langt over Halvdelen, er allerede som Børn ført ind i Forbryderlivet og er gledne længere og længere ned ad Skraaplanet. De voksede op i et daarligt Hjem og blev hurtigt førte ind paa Betleri og senere Tyveri. Mange af dem var tidlig komne ind paa Fabrikerne - dette Liv, som har været til saa stor Ulykke for Masser af Børn - og hurtig drog Fabriklivet dem nedad. Man kommer til at tænke paa de mange Familiefædre, som sidder derinde, de gaar nu ud derfra og giver deres daarlige Eksempel for deres opvoksende Bør. Men det er ikke nok med disse mørke Tanker, thi inden for Fængslets Mure gemmes en stor Skare Børn.

Pastor Nissen lukker Døren op ind til nogle af disse sørgelige Fængselsceller, hvori der sidder Børn. Han fortæller bl. a.:

En 12 Aars Dreng, der sad fængslet, fortalte, at hans Hjem var saa usselt, at han ikke kunde være der. Faderen drak og fortjente intet, og der var stadig Ustyr og Slagsmaal i Huset. Nu havde han opdaget et Hundehus, og her søgte han Ly om Natten, endskønt det var Midvinter. Da Fængselspræsten spurgte ham, hvorledes han kunde holde det ud om Natten for Kulde, forklarede han, at han og Hunden var gode Venner, og Dyret varmede ham saa dejligt, naar han sov Side om Side med det. Herfra gik han saa ud og stjal, og hans Sovefælle fik sin Part af Kosterne. Han var dog ikke ene om sit Tyvehaandværk, men var i Samlag med flere Ransmænd, som havde laget Bolig paa et Loft, hvorfra de gik ud og stjal til "fælles Bedste".

*

En 12 Aars Pige havde gentagne Gange øvet Tyveri; man nænnede ikke at holde hende i Fængsel, og hun fik derfor Lov at gaa ud og afvente sin Dom; men aldrig saa snart var hun Frihed, før hun faldt igen. En Gang sad hun fængslet lige op til Julen; Dommeren nænnede ikke at holde hende indespærret i Juledagene; han udsatte da hendes Afstraffelse til efter Helligdagene og gav hende fri saa længe. Men Juleaften, den Aften, da Børnenes Fest drager ind, da stjal Pigen igen. Efter Højtiden maatte hun saa afsone to Forbrydelser.

*

En 14 Aars Dreng var allerede meget vidt paa Forbryderbanen ... Hjemmet frembød et Syn af Fattigdom og Urenlighed, hvortil man sjældent havde set Mage, og det var derfor ikke saa underligt, at Børnene gled ud paa Forbryderbanen. Alligevel var der noget rart at læse Drengens Ansigt. Baade Dommeren og Overlæreren havde det Haab, at han kunde bjærges, dersom han havde kunne komme ind under andre og bedre Omgivelser. Drengen siger, at han stjæler, fordi h nit man savne den nødvendige Føde hjemme, og dette er vist ogsaa rigtigt.

*

En Dreng paa 13 Aar sad i Fængsel for Tiggeri. Det var en lang, mager Skikkelse, og man har sjældent eller aldrig set en saa laset og pjaltet Fyr; han frembød et saare pinligt og uhyggeligt Skue. Og der stod en næsten utaalelig Stank ud fra hans Klæder, som han sov i ude, hvor han bedst kunde finde et Leje. Han var nu en fuldkommen Løsgænger og Tigger. Denne Gang havde han været inde at tigge hos en Bager, og her havde Politiet taget ham.

*

En Purk paa 10 Aar var sat i Fængsel. Han var saa lille, at da Fængselspræsten kom ind i Cellen, kunde han ikke saa Øje paa ham og mente, at der slet ingen var derinde. Endelig opdagede han den lille Fyr, der laa og ragede paa Gulvet bag ved Bordet. Han var fængslet for Tyveri, idet han havde stjaalet Uhre, som han havde faaet solgt, og med større Kammerater havde han soldet Pengene op paa Varieteer og lignende Steder.

*

Som man ser, er det stadig de samme Aarsager, der gaar igen, til Børnenes Forbrydelser: Fattigdom, daarlige Hjem, forsømt Opdragelse. Hvad vil den "kristelige Forenig" nu foretage for at raade Bod paa disse Ulykker, som hos alle maa vække den dybeste Medfølelse? Derom siger Opraabet, at Foreningens Formaal skal være gennem et organiseret Menighedsarbejde i By og paa Land at søge at frelse enhver saadan ulykkelig Dreng eller Pige i Danmark, dels ved at hjælpe de sunkne, faldne Børn, dels ved at øve en forebyggende Gerning overfor dem der er ved at falde, idet vi vil tilstræbe at redde saadanne, der uden at være offenlig tiltalte har begyndt at vise forbryderske Tendenser. Vi vil derfor søge at anbringe disse Børn hos forstandige, kristne Mennesker paa Landet, ligesom vi ogsaa vil søge at formaa alvorlige kristne Skibskaptejner til at tage sig af saadanne Børn.

Det kan være meget godt, men indseer de kristelige Herrer ikke, at saalænge Hovedaarsagen til Forbrydelserne, nemlig Fattigdommen, vedbliver at eksistere, saalænge vil der ogsaa vedblive at mylre forbryderiske Børn ud fra de usle og elendige Hjem? Opraabets Underskrivere hører for en stor Del til Højres ivrigste Støtter, d. v. s, de er med til at opretholde den kapitalistiske Samfundsorden, som fordømmer Mænd og Kvinder til Slaveri i Fabrikerne og lader Børnene vokse op for Lud og koldt Vand paa Gader og Stræder. Hvis der var Alvor og Dybde i disse Herrers Kristendom, saa nøjedes de ikke med at gøre godt mod de ulykkelige Børn - en Bestræbelse, der naturligvis er al Ære værd - men de søgte at ramme Ondet i dets Rod ved at arbejde med paa en Samfundsreform, der umuliggjorde saadanne Tilstande som dem, hvori Børneforbrydelserne bunder.

(Social-Demokraten 2. november 1898).

26 oktober 2024

Strejkende Væversker. (Efterskrift til Politivennen)

Skandale paa en Politistation

De kvindelige [?Vævere] hos Fabrikant Gedde paa [Nørrebro]gade fortsætter deres Kamp [for] en godkendt Priskurant, men lige saa haardnakket vægrer Fabrikanten sig ved at indgaa paa Arbejderskernes Fordring. Politiet har for sit Vedkommende søgt at yde Hr. Gedde den bedst mulige Støtte, og vi har før omtalt, hvorledes man havde forsøgt at hindre de Strejkende i at passere Nørrebrogade paa Strækningen nærmest Geddes Fabrik, men denne Vilkaarlighed har dog Dommeren den offenlige Ret ikke villet godkende Han har ikke mulkteret de strejkende Arbejdersker af den Grund, men derimod har Politiet skærpet sit Opsyn og søgt at saa dem mulkteret, naar de holdt lldttg med Strejkebryderne. Man forlangte saaledes Navn og Adresse af de Strejkende, naar de kom for at at Strejkebryderne forlade Værket, skønt dette Tilsyn jo dog ingenlunde er et Indgreb i den hellige "Arbejdsfrihed". Ved Politi"Konduite" er det paa den Maade lykkedes at faa flere Strejkende noteret og slæbt op i den offenlige Ret.

I Torsdags mødte paany en Del Væversker, der var bleven noteret. Anklagen har vel nærmest været bygget paa, at de har "stimlet sammen". Men paa hvor løst Grundlag Anmældelsen hvilte, vil bedst fremgaa deraf, at Sagen mod en af Væverskerne maatte hæves, fordi hun kunde godtgøre at have besøgt en Kone i Kvarteret. For en andens Vedkommende blev Sagen udsat, da Betjenten ikke turde sige ganske bestemt, om hun havde tøvet med at sælge hans Opfordring om at gaa. Spørgsmaalet synes her at være hvor hurtigt de Strejkende skat parere Ordre. Maa de faa Respit i 5, 10 eller 15 Sekunder eller skal det ske pludseligt? For andre Strejkende blev der en Mulkt paa 10 Kroner.

*

En strejkende Væverske, Josefine J. besøgte i Onsdags Aftes et Hus i Thorupsgade, hvor da uheldigvis boer en Strejkebryderske, en ældre Madam. Nu træffer det sig, at de to løber paa hinanden lige udenfor sidstnævntes Dør, og i samme Øjeblik giver Strejkebrydersken sig uden mindste Anledning til at raabe Gevalt. Josefine J. gik da ned ad Trappen for at undgaa Spektakler, men Madamen løb efter hende, ud paa Gaden, skrigende af fuld Hals: "Stop Tyven, hun har taget mit Uhr"!

En Betjent anholdt derpaa Josefine og førte hende til Fælledvejens Station, hvor man behandlede hende ganske som om hun var en Forbryderske. En Overbetjent skældte hende ud for alskens og føjede til, at "hun skulde faa Lov at sidde til hun blev muggen"! Den ulykkelige Pige, som kun har et godt Lov paa sig og er nobel i hele sin Fremtræden, protesterede mod at have stjaalet, men desuagtet tvang man hende til at afføre sig en Del af sit Tøj for at faa Vished for, at hun ikke havde Uhret skjult paa sig.

Mens dette foregik, kom den strejkebrydende Madame fra Thorupsgade løbende og fortalte, at "nu var Uhret fundet," hvorefter hun atter forsvandt. Man lod saa Josefine J. vide, at nu kunde hun gaa. Hun erklærede imidlertid, at hun vilde have Madamen tiltalt for falsk Anmeldelse og forlangte at faa hendes Navn opgivet. Politiet syntes nu noget mere medgørligt og anmodede hende om at komme igen næste Dag. Hun indfandt sig ogsaa, men nu var Tonen paany "politimæssig", idet man i en brysk Tone foreholdt hende, at hun jo var en af de Strejkende og formodenlig dermed vilde have hende gjort begribeligt, at saa var der ingen Ret for hende. Hun lod sig dog ikke kyse hermed, men fastholdt, at hun vilde sagsøge den Strejkebryderske, som havde tyvtet hende.

Denne lille Begivenhed viser paa en Gang, at Politiet mistænker Folk paa den" løseste Anklage, lige som disse Retfærdighedsvogtere aabenbart mener, at strejkende Arbejdere skal behandles saa haardt som muligt, selv om de kun ved tilladelige Midler søger at krydse en genstridig Fabrikants Forsøg paa at skade deres Interesser. Og alt, hvad de strejkende Væversker forlanger, er kun en Garanti for at faa deres fortjente Løn.

I skøn Forening søger Kapitalisten og Politiet at lægge denne Fordrings Opfyldelse saa mange Sten i Vejen som vel muligt.

(Social-Demokraten 30. oktober 1898).


Væverskerne.

En ung Pige arresteret.
Et Par Spørgsmaal til Politiinspektør Madsen.

Siden Fredag Middag har en af de strejkende Væversker fra Geddes Fabrik, nemlig Frøken Martine Svendsen, siddet arresteret, beskyldt for at have øvet Vold mod en af Hr. Geddes Strejkebrydere.

Vi skal referere den Begivenhed, der ligger til Grund for Arrestationen. Naar vi har gjort det, nærer vi ikke ringeste Tvivl om, at alle vil give os Ret, naar vi protesterer imod Politiets Adfærd.

I Fredags Middags traf en halv Snes udelukkede Arbejdersker et Par af Geddes Strejkebrydere. De gav sig i Snak med dem, og Samtalen udartede til Skænderi. Da et Par Betjente nærmede sig, gik de Strejkende deres Vej, hvorimod Strejkebryderskerne gik Betjentene i Møde og fortalte, at den ene af de Strejkende havde slaaet dem i Hovedet med en Paraply. De geskæftige Betjente, der i denne Tid er helt tossede efter at faa sat i de udelukkede Arbejdere, var selvfølgelig straks rede til at tage Affære. I Jægergade anholdt de den omtalte Pige, der af Strejkebryderskerne blev udpeget som den, der havde øvet Vold overfor dem.

Den unge Pige protesterede, men det nyttede ikke. Hun maatte med paa Fælledvejens Station. Efter et Forhør førtes hun videre til Raadhuset, hvor hun indsattes i Arresten.

Det er i Korthed Historien, og man studser uvilkaarlig over, at en saa ringe Forseelse giver Anledning til, at en ung Pige slæbes i Arrest.

Ogsaa paa anden Vis har Politiet i denne Sag optraadt paa en i højeste Grad mærkværdig Maade. En Søster til den Arresterede henvendte sig i Lørdags til Politiinspektør Madsen og anmodede om at faa Tilladelse til at tale med Søsteren.

Af dette Besøg har vedkommende Kone givet os et Referat, som vi næsten vægrer os ved at tro paa. Vi refererer det dog, for at Hr. Madsen kan faa Anledning til at fremkomme med et Dementi. Han udtalte først i en alt andet end venlig Tone, at han skulde nok sørge før, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilte Geddes Arbejdere boer.

Dette kan vi ikke tro, at han har sagt, idet Assessor Birck har nægtet at dømme de Strejkende for Overtrædelse af de Madsen-Lundbækske Forbud.

Dernæst udtalte Hr. Madsen, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet."

Dette kan vi heller ikke tro, at Hr. Madsen har udtalt, thi i saa Tilfælde er han i Besiddelse af saa ringe Medfølelse, at han ikke passer til den høje og ansvarsfulde Stilling, han er betroet.

Endelig véd vi, at Hr. Madsen er en Mand, man overordenlig godt kan komme ud af det med, og vi kan ikke tro, at han for Eksempel gør Forskel paa Sønnen af en forhenværende Borgemester og saa en strejkende Arbejderske.

Altsaa, Hr. Politiinspektør, vi venter at høre, at Konen har misforstaaet Dem.

(Social-Demokraten 1. november 1898).


Politiet.

Nogle Udtalelser af Politiinspektør Madsen.
Giv Betjentene et Tilhold.

En af vore Medarbejdere havde i Gaar en Samtale med Politiinspektør Madsen, som udtalte sig angaaende vor Artikel i Gaarsnumret om Politiets Optræden overfor den i Fredags arresterede Væverske. Hr. Madsen mente bl. a. at han ikke havde udtalt til den arresterede Væverskes Søster, "at han skulde nok sørge for, at de Strejkende holdt sig borte fra de Gader, i hvilke Geddes Arbejdere bor." Derimod havde han udtalt, at det var rigtigst, om de Strejkende holdt sig borte fra disse Gader.

Han havde heller ikke udtalt, "at hvis det stod til ham, skulde den unge Pige dømmes til Forbedringshus og derefter jages ud af Landet." Hans Ord var faldet saaledes, at Væversken havde tilstaaet at have slaaet Strejkebrydersken med en Paraply over Armen, og for denne Forbrydelse vilde hun blive dømt og derefter rimeligvis blive udvist af Landet. Hr. Madsen føjede til, at ikke han men Lovene bestemte, om Væversken skulde dømmes for Forseelsen.

Vi henleder dog Inspektorens Opmærksomhed paa, at Pigens Forseelse er af den Art, der ellers behandles som offenlige Politisager og som da afgøres med en Mulkt paa en Snes Kroner, thi der er jo ikke sket andet, end at nogle Kvinder skændes, og under Skænderiet bliver den ene "tjattet" over Armen med en Paraply. Naar nu Hr. Madsen mener, at Tiltalte i nærværende Tilfælde skal straffes og derefter vises ud af Landet, saa fortolker Politiet Loven strængere end ellers, fordi der er Tale om en strejkende Arbejderske.

Bøllen slipper første Gang med en Mulkt, men den unge Væverske dømmes maaske til Vand og Brød.

Maa vi endelig henlede Inspektørens Opmærksomhed paa Betjentene 268 og 342. Disse to Herrer kunde nemlig have godt af at blive set lidt paa Fingrene i Anledning af deres altfor ivrige Optræden overfor de strejkende Arbejdersker.

(Social-Demokraten 2. november 1898).