01 november 2024

Generaldirektør C. Svendsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Dag for 5 Aar siden traadte Cand. jur. C. Svendsen ind i Postvæsenets Tjeneste som Assistent og Fuldmægtig ved Sællands Stiftsamt og blev 1. Januar 1874 Assistent i Indenrigsministeriet, hvor han gjorde en efter danske Forhold glimrende Karriere, idet han efter 9 Aars Forløb blev Postinspektør for Nørre-Jylland, 1886 for Østifterne, indtil han endelig den 27. Januar 1894 naaede at blive Chef for det danske Postvæsen. Netop de 25 Aar, i hvilke han har staaet i Postvæsenets Tieneste betegne en aldeles fænomenal Udvikling af alt Befordringsvæsen i hele Verden og fornemmelig i Danmark, der først rigtig er kommet med i det Tidsrum. Sammen med Castberg, Lund og H. G. Petersen har Svendsen arbejdet og arbejdet godt paa at bringe det danske Postvæsen frem til et "europæisk" Standpunkt. Da N. H. Lund døde 1894, næsten 80 Aar gammel, stod Svendsen uomtvistet som den Eneste, der kunde være alvorlig Tale om at betro Embedet.

Generaldirektør Svendsen er af Ydre en statelig Mand, der holder sig ungdommelig rank og har et ejendommelig vindende Udtryk i Ansigtet, og hans Indre svarer dertil. Der er ikke Spor af bureaukratisk Tilbageholdenhed hos ham. Enhver kan tale med ham og være vis paa altid at faae tydelig og klar Besked paa en venlig og hjertelig Maade, uden at han dog i sin Optræden strander paa det Skjær, som populære Embedsmænd ellers lidt løbe paa: den altfor kammeratlige og derfor let misforstaaede Tone og Optræden. Det er just et Særtræk for den nuværende Generaldirektør: man misforstaaer ham aldrig. Om det er Ondt eller Godt, han har at sige, altid siger han det klart og aldrig saarende.

Det er indlysende, at Generaldirektøren har deltaget i mange Kongresser og Konferencer over verdenspostforeningen, saaledes i den seneste i Washington, samt at han er dekoreret med adskillige Ordener. De ere vist velfortjente, men hans høieste Udmærkelse og, tro vi, den hans i bedste Forstand demokratiske, Sind sætter mest Pris paa, er dog vist den uskrømtede Hengivenhed og urokkelige Tillid, hans Underordnede fra først til sidst nære til ham.

(Nationaltidende 1. januar 1899).


Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919): Generaldirektør, post- og befordringsvæsenet Christen Svendsen (24.8.1847-27.10.1904). 1885-1904. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Han er begravet på Frederiksberg Kirkegård.


Christen Svendsen (1847 - 1904) var cand. jur. fra 1872, derefter ansat bl. a. på Sjællandske Stiftsamts Kontor, 1878 fuldmægtig p. Sjællands Stiftamts Kontor, 1882 fungerende Fuldmægtig i Indenrigsministeriet,  overbestyrelsen for Post- og Befordringsvæsenet, 1883 Postinspektør for Nørrejylland, 1886 Postinspektør for Østifterne, 1894 Generaldirektør for det Kgl. Post- og Befordringsvæsen. Han var Danmarks Delegerede på Verdenspostkongressen i Washington. Under hans ledelse gennemførtes Reglementet for indenlandske Posttjeneste, Postbudenes Pensionslov, 1902 den ny Postlov 20/3 03, 1904 Posteksamen. Generaldirektør Christen Svendsens Slægtstavle (1925).

30 oktober 2024

Røveri i Store Nygade. (Efterskrift til Politivennen).

En gammel Mand udplyndret i sit Hjem.

En 68-aarig Kontrollør ved det kongelige Teater, Hansen Ellegaard, der boer i Store Nygade 43 paa Amager, har i Mandags Aftes i sit Hjem været Genstand for et ualmindelig raat Overfald, forbunden med Røveri. Voldsmanden er en yngre ubekendt Person, der kalder sig Snedkersvend Petersen, et Navn, der sandsynligvis er fingeret.

Ellegaard, der i en Aarrække har været ansat hos Grev Frijs Frijsenborg som Taffeldækker, men nu lever af en lille Pension, traf for nogen Tid siden den Ubekendte paa en Beværtning i Nærheden af det kgl. Teater, hvor de kom i Snak ved et Glas Øl. Da Ellegaard havde fortalt baade hvor han boede og om sin tidligere Stilling, præsenterede den Ubekendte, der var særdeles velklædt, sig som Snedkersvend Petersen fra Boller i Jylland, og gav det Udseende af. at han udmærket godt kendte Forholdene paa Grevens Slot, 

Der opstod herved et Slags Bekendtskab, som den Ubekendte, der sandsynligvis har været en professionel Bondefanger, straks besluttede at udnytte, i den Tro, at Ellegaard var velhavende. Han aflagde fiere Gange - formodentlig for at orientere sig - Besøg i det Hus, hvor Ellegaard boer, uden at træffe ham hjemme, indtil det endelig i Mandags lykkedes. Ellegaard, der ganske ene beboer en Lejlighed i Stueetagen, blev naturligvis noget overrasket ved denne uventede Visit saa sent paa Aftenen, men han bød dog gæstfrit Manden indenfor til en Bajer. Ellegaard saa nu. at hans Gæst var yderst lurvet klædt, med laset Frakke og hullede Sko. Han var naturligvis ikke ganske glad over denne mystiske Selskabsbroder, ene som han var i Huset, der foruden ham kun beboes af Værten, Husejer Andersen, som tilligemed et Par voksne Døtre beboer en Lejlighed paa 1. Sal.

Efter Bajeren serverede den Gamle med Toddy, indtil det endelig blev Midnat og han erklærede, at han vilde gaa til Sengs, Men nu kastede den Fremmede pludselig sin Venskabsmaske. Han sprang op, greb fat i den gamle Mand og forlangte, at han skulde give ham Penge. Da Ellegaard forsøgte at gøre Indvendinger, tog den Fremmede en Støbejærns-Støvleknægt og truede med at slaa ham ihjæl, i Fald han gjorde Modstand. Den gamle Mand blev saa bestyrtet over disse vilde trusler, at han stod stille som en Mus; Røveren undersøgte nu Møblerne og tog, hvad der fandtes af Sølvløj og Penge samt et Lommeuhr og en Overfrakke, ja selv Guldnaalen i Ellegaards Slips. Tilsidst var Røveren saa fræk, at han rolig satte sig paa en Stol, smed sine egne bundløse Sko og iførte sig Ellegaards nye Støvler ...

I dette Moment, da Røveren bøjede sig ned for at trække Støvlerne paa, tog Ellegaard Mod til sig, løb hen til Døren og raabte ud i Gangen om Hjælp. Værten, der endnu ikke var gaaet til Sengs. hørte Raabene og kom kort efter til Stede - men da var Røveren allerede forsvunden med sit Bytte. Da han mærkede, at der var Fare paa Færde, havde han hurtigt lukket Vinduet op og var sprunget ud i Haven, hvor det faldt ham let at gøre sig usynlig.

Sagen er anmeldt til Politiet, der har taget Røverens efterladte Sko i Forvaring, for mulig ad den Vej at komme paa Sporet. Ellegaard, der i Aftes mødte hos Politiet for at der kunde tages Rapport, fortæller, at den Fremmede var høj, havde mørkt Overskæg og var ca. 28 Aar gammel. Men der er næppe stor Sandsynlighed for, at det lykkes at paagribe ham efter dette Signalement.

(Social-Demokraten 24. december 1898).

28 oktober 2024

Blegdamshospitalet. (Efterskrift til Politivennen)

Mislighederne paa Blegdamshospitalet.

Det har vakt betydelig Opsigt i Kjøbenhavn, at Magistraten har ladet indlede kriminel Undersøgelse mod Forvalteren ved Blegdamshospitalet, Kancelliraad Hermann, i Anledning af forskjellige Misligheder, som i flere Aar er gaaet i Svang paa Hospitalet. Der existerer her, som ved flere andre offentlige Institutioner den Uskik, at Funktionærerne kan faa allehaande Husholdningsartikler til den Pris, som vedkommende Anstalt selv betaler for dem, saa at de slipper for at betale den almindelige Handelsavance.

Nu meddeler Hospitalets "Økonoma", Fru Andreasen, at Kancelliraad Hermann eller rettere hans Frue, i flere Aar dels skriftligt, dels pr. Telefon, har rekvireret Varer, som hun har "glemt" at betale. Anmelderinden synes imidlertid selv at være medskyldig, idet hun saa længe har vedblevet at udlevere Varerne uden at gjøre Indsigelse. Det menes nu, at en privat Uoverensstemmelse er Skyld i, at Sagen er kommen Magistraten for Øre.

Hvor store Summer det drejer sig om, vides endnu ikke; det vil den kriminelle Undersøgelse give Bested om. Men Sagen synes at indeholde en alvorlig Opfordring til snarest muligt at komme bort fra et System, der vanskelig kan undgå at hidføre Misbrug og Svig.

(Aarhus Amtstidende 19. november 1898).


Udsigt fra Sankt Johannes Kirkes tårn mod nord juli 1915. I forgrunden th. Blegdamshospitalet. I midten Nørre Allé. Kbhbilleder. Public domain.

Epidemihospitalet Blegdamshospitalet (1879) lå hvor nu Panuminstituttet ligger på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej. Modsat Kommunehospitalet (der varet blokhospital: trefløjet anlæg med tre-etages sidekorridorbygninger) blev Blegdamshospitalet pga. infektionsspredning bygget som lave pavilloner med god afstand. Blandt hospitalets store opgaver var Den Spanske Syge fra 1918, polio (1952) Det blev nedrevet fra 1974.

Kancelliråd (på daværende tidspunkt en ærestitel) F. J. Hermann var forvalter på hospitalet 1881-1899. Hans venner inden for frimurerne fik ham løsladt mod kaution efter han havde tilstået. Hermann begik selvmord natten mellem den 2. og 3. januar 1899 på et tidspunkt hvor det stod ret klart at han ville blive tiltalt for bedrageri. Kautionen blev betalt til hans enke og børn. 

Fru Hermann blev ved kriminalretten april 1899 frikendt, men fik af magistraten frakendt sin pension, hvilket stadfæstedes ved en Højesteretsdom i november 1901. Andreasen blev tiltalt og afskediget fra hospitalet samt dømt til at betale sagens omkostninger.

Jøderne og Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Grundlovens § 77

lyder:

"Ingen er Pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen; dog skal enhver, der ikke godtgjør at være Medlem af et i Landet anerkjendt Trossamfund, til Skolevæsenet svare de til Folkekirken lovbefalede personlige Afgifter."

Fortolkningen af denne Paragraf var Pointen i den civile Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og hvis Udfald vil have Interesse overalt i Landet, hvor der findes Jøder.

Efter at Højtidsofferet paa Frederiksberg i 1894 var bleven aflast, blev der i Slutningen af 1893 afkrævet Rigsdagsstenograf Jul. Salomon Bidrag til denne Offerafløsning, 14 Øre pr. Skatteportion eller for 24 Portioner 3 Kr. 36 Ø. Han betalte under Reservation, idet han senere ved Gjældskommissionen krævede Beløbet tilbagebetalt, da han hørte til det mosaiske Trossamfund og betalte Bidrag hertil. Gjældskommissionen frifandt dog Frederiksberg Kommunalbestyrelse, idet den mente, at § 77 kun vedrørte personlige Ydelser, ikke almindelige Bidrag til folkelige Formaal.

Salomon appellerede til Højesteret, hvor han i Gaar gav Møde ved Højesteretssagfører Arntzen, medens Hr. Asmussen mødte for Kommunalbestyrelsen

Proceduren.

Arntzen: Spørgsmaalet er, om Hr. Salomon, der i Følge Grundlovens § 77 var fritaget for at yde Bidrag til Højtidsofferet, om han nu, efter at Højtidsofferet er bleven afløst, er forpligtet til at yde Bidrag til det Vederlag, som Kommunen betaler til Præsterne. Da Offeret for nogle Aar siden blev afløst, blev Afløsningssummen sat noget højere end det Beløb, som Højtidsofferet beløb sig til, idet det var Meningen, at det overskydende skulde anvendes til Opførelsen af nye Kirker. Er en saadan Ordning nu lovmedholdelig? Ja, Modparten gjør gjældende, at Kommunen har en ubegrænset Ret til at paatage sig saa store Udgifter, den vil, og ligne dem paa alle Beboerne. Men denne Ret maa dog selvfølgelig ikke stride mod Grundloven.

Højtidsofferet er efter Kirkeretten et Bidrag, der skal svares af Menighedens konfirmerede Medlemmer, og Jøderne kan alene af den Grund ikke være pligtige at betale dertil. Men hertil kommer, at Salomon bevislig har betalt Bidrag til sit eget Trossamfund. Det har selvfølgelig ikke været Grundlovens Mening, at det, at høre til et andet Trossamfund, skal være en Luxus, saaledes at de paagjældende skulde betale to Steder. Meningen var tydeligt nok den, at ingen skulde betale til anden Gudsdyrkelse end hans egen. Og denne Ordning kan man selvfølgelig ikke komme ud over ved at konvertere Højtidsofferet til et fast Beløb, som Kommunen udreder.

Hr. Arntzen hævdede med Styrke, at hans Standpunkt ikke blot er logisk uangribeligt, men tillige det eneste juridisk forsvarlige, samt at alle moralske Hensyn maa føre til det samme Resultat. Saa vel Kultusministeriet som Indenrigsministeriet har ogsaa gjennem mange Aar hævdet den samme Opfattelse, indtil man i 1885, ved kgl. Resolution bestemte, at Offerafløsningen kunde finde Sted saaledes, at Afløsningsvederlaget lignedes paa alle Skatteyderne. Kultusministeriet har i dette Spørgsmaal bøjet sig for Indenrigsministeriet; men det har dog stadig anset det for ubilligt at forlange Bidrag ogsaa af dem, der stod udenfor Folkekirken. Man har imidlertid henvist dem, som var misfornøjede, til at gaa til Domstolene, og det er det, Salomon har gjort.

Hr. Artzen sluttede med at nedlægge Paastand paa, at den indankede Dom blev omstødt, saaledes at Kommunen til pligtedes at tilbagebetale Salomon de 3 Kr. 36 Øre, han havde betalt for meget.

Asmussen maatte gjøre opmærksom paa, at Kommunen havde handlet i Overensstemmelse med den kgl. Resolution, og at denne skulde være stridende mod Grundloven, var lidet rimeligt. Den var jo opstaaet efter Forhandling mellem Kultus- og Indenrigsministeriet, efter at Justitsministeriet havde opgivet den gamle Ordning om særlig Ligning paa Folkekirkens Medlemmer, fordi Udpantningen voldte Vanskeligheder.

Det er jo en ganske administrativ Sag, hvor meget Kommunerne paaligner Borgerne i Skat, en Sag som ikke vedrører Domstolene. Alene af den Grund maatte Hr. Asmussen paastaa Sagen afvist. Han kunde ikke erkjende, at Salomon havde betalt noget særligt til Præsterne; det gjør de enkelte Skatteydere i det hele taget ikke. Det er Kommunen, der betaler det hele, da Højtidsofferet existerer i det hele taget ikke mere; det er ude at Verden for længe siden.

Grundlovens § 77 kan altsaa slet ikke komme til Anvendelse i dette Tilfælde, thi der er aldeles ikke lagt nogen ny Byrde paa Skatteyderne. Ganske vist har Oppositionen i Frederiksberg Kommunalbestyrelse forlangt fremhævet, at af Skatten skulde 14 Øre pr. Halvaar anses som Bidrag til Folkekirken; men det var ganske meningsløst at sønderlemme den samlede Skat paa den Maade.

Hr. Asmussen maatte desuden hævde, at i Odense og mange andre Provinsbyer fandt Kommunalbestyrelsen ingen Betænkelighed ved at paaligne alle Kommunens Indbyggere Bidrag til kirkelige Øjemed. Nu skulde alt dette pludselig være grundlovstridigt! Det troede Taleren ikke, om han end maatte erkjende, at det ikke var fuldt ud stemmende med de Ønsker, som var udtrykt i § 77. Der foregaar jo næsten hver Dag Afløsning af Højtidsofferet; skulde nu alt dette gjøres om igjen, saa vilde der opstaa en uhyre Forvirring rundt om i Landet med Tilbagebetaling osv.

Hr. Asmussen sluttede derfor med at nedlægge Paastand paa, principalt, at Sagen afvises fra Gjældskommissionen, subsidielt, at Gjældskommissionens Dom stadfæstes.

Hr. Arntzen replicerede kort. Fordi Ministrene var bleven enige om en ny Ordning, kunde man ikke derfor betragte det som givet, at denne Ordning ikke var grundlovstridig; thi Regeringen har jo i mange Aar hævdet den modsatte Opfattelse netop af Hensyn til Grundlovens § 77. Naar Modparten gjør gjældende, at Salomon ikke har betalt til Folkekirken, saa er det naturligvis galt; naar Kommunen anvender 30,000 Kr. til kirkelige Øjemed, saa maa det have disse 30,000 mere ind i Kassen, og den kan kun saa dem fra Skatteyderne.

Hr. Asmussen indvendte, at naar Regeringen havde forandret sin Praxis overfor dette Spørgsmaal, saa var det sket efter aarlange, grundige Overvejelser. Hvad tre Ministerier efter saadanne Overvejelser har besluttet, kan ikke godt antages at være grundlovsstridigt.

Dermed blev Sagen indladt til Votering, og Domsafsigelse finder Sted i Morgen.

(Aarhus Amtstidende 2. november 1898)


Jøderne og Folkekirken.

Efter en meget langvarig Votering kom Højesteret i Gaar Middags til det Resultat, at den af Ministrene Bardenfleth og Hørring trufne Ordning, hvorefter Vederlag for Højtidsofferets Afløsning kunde lignes paa en Kommunes samtlige Medlemmer uden Hensyn til, om de hører til Folkekirken eller ej, er grundlovsstridig.

Det hedder i Dommens Præmisser:

"Foreløbig bemærkes, at det i den indankede Dom med Føje er antaget, at Sagen henhører under Domstolenes Paakjendelse.

Af Grundlovens § 77 følger, at der ikke kan afkræves Medlemmer af det mosaiske Trossamfund Højtidsoffer til Folkekirkens Funktionærer eller Vederlag for saadant Offer, og det har derfor ikke været foreneligt med nævnte Bestemmelse at inddrage den i Sagen ommeldte Afløsningssum under den almindelige, samtlige Skatteydere omfattende Ligning paa Formue og Lejlighed i Kommunen."

Som Følge deraf tilpligtedes Frederiksberg Kommunalbestyrelse at tilbagebetale Rigsdagsstenograf Salomon det omprocederede Beløb samt at betale Sagens Omkostninger for begge Instanser.

Efter denne Dom er det saaledes ulovmedholdeligt, naar en Række Kommuner rundt om i Landet har afkrævet Jøder Bidrag til Vederlaget for Højtidsofferets Afløsning, og man kan maaske nu vente en Række Processer om Tilbagebetaling af de erlagte Beløb, i hvert Fald hvis Vedkommende kun har betalt "under Reservation".

For Regeringen er Dommen alt andet end behagelig. Det viste sig, at Hr. Asmussen havde for god Tro til Ministrenes Grundlovsfortolkninger, naar han i Forgaars betragtede det som givet, at en Ordning, som tre Ministre - Rump var ogsaa med - havde truffet, ikke godt kunde være grundlovsstridig. 

(Aarhus Amtstidende 3. november 1898).

De tyske Socialdemokrater og Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

De 4 Møder i Morgen.

I Søndags antydede vi, at det tyske Socialdemokrati stod fuldstændig sammen med det danske i Spørgsmaalet om at Protestere mod de brutale Udvisninger af Danske i Slesvig, og vi tilføjede, at vort Broderparti vilde rejse Sagen i den tyske Rigsdag.

Herom foreligger der følgende Breve.

Vi afsendte i Fredags et Brev til den socialdemokratiske Folkethingsmand v. Elm i Altona, altsaa i Hertugdømmerne, med Forespørgsel om, hvorvidt vort tyske Broderparti vilde protestere mod Udvisningen af Danske i Sønderjylland.

v. Elm svarer:

Kære Partifælle!

Udvisningerne har indenfor det tyske Socialdemokrati vakt den mest levende Harme. Det er en Skændsel for vort Aarhundrede, at man i Kraft af nationale Frasegrunde krænker Nationaliteten. Jeg kan allerede sige dem, at vi vil rejse Sagen i den tyske Rigsdag. Bebel er anmodet om at være Ordfører.

Med soc. Hilsen og Haandslag
v. Elm.

Fra Liebknecht, der, foruden at være indflydelsesrigt Medlem af den tyske Rigsdag, tillige er Hovedredaktgren af "Vorwärts", har vi modtaget følgende:

Kære Partifælle!

Jeg har modtaget Deres Brev om Brutaliteterne i Nordslesvig. Jeg vil bringe Sagen frem i "Vorwärts", men jeg beder Dem yderligere om at skaffe mig noget Materiale til Brug i Rigsdagen. Der udretter vi mere og opnaar en større Virkning end den danske Rigsdagsmand, hvor brav han end er. Rigsdagen træder sammen senest om 19 Dage. Jeg maa altsaa inden den Tid have Materialet, for at det kan fremdrages straks ved Finanslovsbehandlingen.

Med hjærtelig Hilsen til Dem og de øvrige Partifæller.
Den 10. November 98.
Deres
W. Liebknecht.

"Nationaltidende" har allerede i Marts sat sig i Forbindelse med det tyske Socialdemokrati og modtaget følgende Skrivelser:

Deres Spørgsmaal kan jeg ikke besvare saa indgaaende, som jeg ønskede, da jeg er overlæsset med Arbejde og derfor ikke er i Stand til at underkaste det omfangsrige Materiale, som navnlig kommer i Betragtning ved det andet Spørgsmaals Besvarelse, en Gennemarbejdelse. Uden at indlade mig paa de statsretslige og politiske Synspunkter i Deres ærede Skrivelse, indskrænker jeg mig til at fremkomme med nogle korte Bemærkninger om Nationalitetsspørgsmaalet, og er jeg, i fuld Overensstemmelse med Dem, af den Mening, at det staar i ligefrem Modstrid med det moderne Statslivs humane og civilisatoriske Grundsætninger at indskrænke eller hindre en Folkestamme i Brugen af sit Modersmaal.

Det er en af Kulturens mest elementære Fordringer at give alle Statsborgere den fulde Frihed i Brugen af deres Modersmaal og drage Omsorg for, at Kirken, Skolen, Lovgivningen og Forvaltningen er saaledes indrettede, at der ikke bestaar nogen Hindring for Forstaaelsen af det Sprog, som tales af en til Statssamfundet hørende fremmed Folkestamme. Forudsat, at Deres Skildring er rigtig, saa er den prøjsiske Regerings Adfærd: at vanskeliggøre Statsborgere af dansk Afstamning Brugen af deres Modersmaal i offentlige og Retsanliggender, ikke forenelig med den principielle Fordring om Ligeberettigelse, som kræver en uindskrænket Frihed i Brugen af Modersmaalet, der har sin Rod i Sæder og Skikke og dermed er blevet til en uangribelig Ret.

Med Højagtelse
Paul Singer.

Vor Partifælle Avgust Bebel, der nu vil rejse det slesvigske Spørgsmaal i den tyske Rigsdag, svarer:

Min Tid tillader mig kun at svare kort paa Deres Spørgsmaal. Ethvert Folk og enhver Folkedel, som taler et andet Modersmaal end det herskende Folks, kan i Følge deres Menneskerettighed, saa vel som fra de almindelige Kulturinteressere Standpunkt, fordre at blive underviste paa deres Modersmaal og ligeledes at erholde Lov og Dom udtalt i dette Maal. I Sproget legemliggøres et Folks ejendommelige Væsen, det, hvorved det adskiller sig fra ethvert andet Folk. Gennem Sproget bringer det sine Følelser og Fornødenheder til Udtryk i deres eneste sande Form. At tvinge et Folk til at give sine Følelser og Fornødenheder Udtryk i et fremmed Sprog er at agte lige med en Lemlæstelse af dets inderste Væsen.

Det er visselig ingen Skade til, naar et Folk kommer i den Situation ogsaa at maatte lære et andet Kulturfolks Sprog, med hvilket det staar i Samkvem; men det maa kun ikke ske paa Bekostning af dets eget Modersmaal.

Jeg betragter enhver Skade, der tilføjes et Folk paa dets Modersmaal som en Forulæmpelse af almindelige Kulturinteresser, og en Nation, der vil staa paa Højde med sin Tid, maa ikke gøre sig skyldig i en saadan Handlemaade. Her gælder mere end i hundrede andre Tilfælde den Sætning: Hvad Du ikke vil, at Andre skal gøre imod Dig, det skal Du heller ikke gøre imod dem.

A. Bebel.

*

Den tyske Partipresse udtaler sig i de skarpeste Ord om de stedfindende Udvisninger.

Vort Broderorgan "Hamburger Echo" skriver:

"Tysklands Anseelse i Udlandet vil sandelig ikke vinde ved denne Politik, som man søger at retfærdiggøre ved at kalde den national."

"Vorwärts", det tyske Socialdemokratis Hovedorgan, bringer i Gaar en Artikel om Udvisningerne, hvori forekommer følgende Brev "fra paalidelig Haand i Nordslesvig":

"Som Følge af det sidste Landdagsvalg finder der i Nordslesvig Udvisninger Sted i Massevis, mest af danske Arbejdere og Tjenestefolk. Danske, men ikke danske Undersaatter, i hvert Fald kun for en Del, - til Dels er det ogsaa prøjsiske Undersaatter af dansk Nationalitet. De fleste af de Udviste har enten deltaget i den danske Protestkandidat Hansens Valgmøder eller givet ham deres Stemmer ved Valgene. Afstemningens Offenlighed har udleveret dem!"

"Vorwärts" skildrer derpaa de ejendommelige Forhold i Nordslesvig, hvor der er 3 Slags Danske: prøjsiske Undersaatter, danske Undersaatter og "Optanter", d. v. s. danske Undersaatter med visse traktatmæssige Garantier.

"Vorwärts" slutter:

"Disse Udvisninger er en ligefrem Forsmædelse, de stiller os lige med Rusland og vil sikkert blive bragt paa Bane i Rigsdagen."

Man ser heraf, at det er gement Valgtryk, der øves af de prøjsiske Autoriteter, ganske som det øves af vore hjemlige Godsejere og Skovridere. Men her som alle Vegne tager den socialdemokratiske Presse sig af de Forurettede. I den tyske Rigsdag vil det tyske Højre blive draget til Ansvar for sit Tyranni. Og efter Udfaldet af de sidste Rigsdagsvalg er det ikke udelukket, at der findes et Flertal (Socialdemokrater, Frisindede. Centrum, Polakker, Elsassere og Danskeren), der stiller sig paa Danskernes Side.

*

Det dansk-slesvigske Blad "Hejmdal" optrykker hele vor Artikel i Søndags om Udvisningerne fra Nordslesvig.

I Aarhus og i Esbjærg har vore Partifæller indkaldt til offenlige Møder for at drøfte Sagen.

*

Idet vi henviser til Annoncen, minder vi atter om de fire offenlige Møder, som Socialdemokratisk Forbund afholder i Morgen Aften. Mødestederne er fordelte saaledes, at vore Partifæller i København og paa Frederiksberg har let ved at deltage i dem.

Den indre By, en Del af Østerbro, Kristianshavn og Sundbyerne samles i Rømersgade 22. Vesterbros Befolkning paa Enghavevej; Nørrebros og en Del af Østerbros i "Folkets Hus" paa Jagtvejen, og Frederiksbergerne samles paa "Gimle".

(Social-Demokraten 16. november 1898).


Adolph Johann von Elm (1857-1916) var tysk tobaksarbejder, fagforenigsmand og socialdemokrat. Han flygtede 1878-1882 til USA. Han var herefter med til at organisere tobaksarbejder. 1894-1906 var han valgt i 6. slesvig-holstenske valgkreds (Elmshorn-Pinneberg) som efterfølger til Hermann Molkenbuhr i den tyske rigsdag for SPD.

Wilhelm Liebknecht (1826-1900) var en tysk politiker. Han deltog i den revolutionære bevægelse i 1840'erne og gik 1848-1849 i eksil, i Schweiz og London hvor han blev en nær bekendt af Karl Marx. Efter hans hjemkomst i 1862 stiftede han sammen med August Bebel det marxistisk orienterede Socialdemokratiske Arbejderparti (SDAP) som i 1875 var sammensluttet med Ferdinand Lassalles reformistiske Almindelige Tyske Arbejderforening til det Tyske Socialistiske Arbejderparti, senere Tysklands Socialdemokratiske Parti, SPD. Han var medlem af Nordtyske Forbunds rigsdag 1867-1870 og af Rigsdagen 1874-1890. Desuden var han i mange år redaktør af partiorganet Vorwärts. Han var far til Karl Liebknecht.

Paul Singer (1844-1911) var 27 år valgt til byrådet i Berlin, 26 år i rigsdagen, i 20 år ordfører for SPD. Han var mere handlingens mand end teoretiker. Han var blevet velhavende ved en damefrakkefabrik og brugte pengene til at hjælpe SPD ud af en mørk tid. 

Referaterne fra de 4 møder stod i Social-Demokraten 18. november 1898.