04 marts 2025

Harald Emil Larsenius Holm 1848-1903. (Efterskrift til Politivennen)

Harald Emil Larsenius Holm (1848-1903) var født i København. Som student underviste han bl. a. som huslærer hos Sofus Høgsbro (1822-1902) der påvirkede ham i grundtvigianisk retning. Fra 1872 skrev Holm artikler til Høgsbros Dansk Folketidende og var medredaktør 1878-1883. Han skrev bl. a. en tid for Morgenbladet og fra 1894 korrespondent til en del provinsblade, korrespondancer til Bjørnstjerne Bjørnsons Norsk folkeblad og norske og svenske blade. 

1878 tog han sammen med bl.a. digteren J. C.Hostrup som også blev udnævnt til æresmedlem, initiativ til Københavns højskoleforening som Holm blev formand for: 

"Kiøbenhavns Højskoleforening". Denne Forening, som maaskee turde være de Fleste ubekjendt, blev if. "Hors. Av." stiftet ifjor derovre i Kjøbenhavn, i April Maaned med Folkethingsmand Harald Holm som Formand. Dens Formaal er at danne et Samlingssted, et Slags Hjem for Militaire og andre unge Mennesker, der for kortere eller længere Tid opholde sig derovre og som ikke have andre Steder at søge hen, uden til de offenlige Forlystelser o. Lign. ; ligeledes søger Foreningen at vække de unge Mænds Sands for det Smukke, Ædle og Folkelige og ved, at de komme sammen med andre unge livsglade Mennesker, indvirke paa dem til det Gode, saa at de ikke, medens de ere i Kjøbenhavn, skulle blive beheftede med Snavs, hvortil der jo alle Steder, og i Særdeleshed der, er let Adgang.

Foreningen, hvis Lokaler nu ere i Store Fiolstræde Nr. 17, 1ste Sal over Gaarden, er siden, den blev stiftet, gaaet godt fremad; dens Medlems Antal beløber sig til omtrent 140, Bidragene ere 1 Kr. maanedlig og saa kunne desuden 5 pCt. faae fri Adgang og 10 pCt. til halv Betaling. Møder holdes regelmæssig hver Løverdag Aften, dog staae Lokalerne naturligviis ogsaa til andre Tider til Afbenyttelse, og naar disse Møder holdes, bliver enten et eller andet Spørgssmaal underkastet Behandling, eller forskjellige Mænd holde Foredrag, saaledes have i Vinter Mænd talt som: Bjørnstjerne Bjørnson, A. D. Jørgensen, Kand. polyt. A. Kornerup (om hans Reise i Grønland), Dr. Rosenberg, Folkethingsmand Termansen og Flere, tillige er der i Foreningen fremlagt en heel Deel Blade. Tidsskrifter og Bøger, saaledes foruden de kjøbenhavnske Dagblade, en heel Deel fra Provindserne, samt "Nordslesvigs Søndagsblad". "Kirketidende", "Budstikken" og flere illustrerede Blade; saa at en Time, tilbragt der, gaaer let og hurtig, og, hvad mere er, Tiden er gaaet med en sund og aandsvækkende Beskjæfligelse, hvorfor Indsenderen herved anmoder alle unge Mænd og Andre, som interessere sig for Høiskolesagen, og som muligviis en Gang skulde komme der til Byen, om at komme op og tage Foreningen i nærmere Betragtning, han tør idetmindste paa Forhaand byde dem velkommen.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. juni 1879).

Foreningen holdt i de første tyve år til i forskellige adresser: Fiolstræde, Rømersgade og Colbjørnsensgade. 

1887 oprettedes højskolehjemmet i Helgolandsgade 14 som han var daglig bestyrer for til sin død sammen med sin hustru Gudrun (Høgsbro).  Formålet var oprindeligt at være hjemsted for mænd der aftjente deres værnepligt i hovedstaden, men der blev også afholdt foredrag og diskussioner for tidligere højskoleelever og en del københavnske arbejdere. Noget gennembrud for højskoletanken i København blev det ikke. Foreningen havde indtil 1898 haft omkring 6.000 medlemmer med et middeltal på 3-400.

1890 var han med til at oprette Københavns valgmenighed og blev senere dens kasserer.

Holms politiske karriere startede i 1876 hvor han opstillede til Folketinget for Venstre i Kertemindekredsen uden at blive valgt. Det gjorde han til gengæld i Verningekredsen i oktober 1876 ved et suppleringsvalg, og den kreds holdt han til sin død. Holm repræsenterede Høgsbro-Bojsen-fløjen i Venstre (De Moderate). Mod de fleste af sine partifæller havde han i 1881 stillet forslag om kvinders kommunale valgret og blev fortaler for borgerligt ægteskab. 


Christian Rasmus Neuhaus: Harald Holm (1848-1903). Politiker, cand. theol. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Verningekredsen.

Folkethingsmand Harald Holm holdt igear sit tredie Vælgermøde i Fangel Kro, hvor der var mødt ca. 130-140 Mennesker. Ved den ved Mødets Slutning foretagne Afstemning var Ingen, der stemte imod Holm, Mange stemte ikke.

Af Mødet bringe vi følgende

Referat

Folkethingsmand Harald Holm bød Velkommen og foreslog Lærer Frederiksen til Dirigent, han valgtes og modtog Valget med det Forbehold, at han maatte have Lov til at deltage i Diskussionen.

Har. Holm holdt samme Indledningsforedrag som i Sdr.-Næraa og N.-Lyndelse, hvor han dog stærkere pointerede, at Landsthinget stod ved Siden af Folkethinget, og at han altid stærkt havde fremhævet dette og betragtede Provisoriet som en Ulykke, hved enten det anvendtes af Højre. Venstre eller Socialdemokratiet, senere rettede han et ret stærkt Angreb paa Agrarerne i Verningekredsen, særligt i Anledning af deres Spørgsmaal til ham. Han oplyste ogsaa at af Folkethingets Medlemmer havde 1/3 kun været der i denne Valgperiode, 1/3 henimod 7 Aar og 1/3 i flere Aar. Det var farligt at skifte hvert Øjeblik og at gjennemføre Klassepolitiken; toge Gaardmændene nu en Kandidat, fordi han var Gaardmand, saa vilde Husmændene og Arbejderne snart møde med Kravet om at faae en af deres Egne. Vi maa arbejde paa hele Samfundets Tarv.

Lærer Larsen (Stenløse) vilde angaaende det storpolitiske Spørgsmaal sige, at det ikke var Befolkningen, men Førerne, der havde rejst det. Forfatningen var som en Dampkjedel, hvor Folkethinget og Landsthinget hver især vilde passe Sikkerhedsventilen, og det endte med, at vor Frihed stod i Fare, og derfor bare Førerne Skylden. Nu anker jeg over, at Førerne vente paa, hvad vi herhjemme i de smaa Samfund lave, og først saa komme Førerne, nu gaaer vi i stærk Stemning igjennem Landbruget, og det drager dem til os. Mulig at Socialdemokratiet senere vil tage Forfatningskampen op. Ved Reformlovene er ikke Alt saa rart, se nu Alderdomsloven, der er og var Stemning for, at der skulde Selvhjælp til Hjelpen f. Ex. 10 pCt. af Lønnen, med Hjælp fra Stat og Kommune (Modsigelse). Nu ligger det for at faae at vide, hvad vi i den nærmeste Tid kunne vente af vor Rigsdag.

Holm indrømmer Førernes Skyld Forfatningskampen, men troer, at Larsen undervurderer Vælgerbefolkningen. I 1866 tog man store Rettigheder fra den, men senere kom Regjeringen for at trodse Grundloven, og alt dette følte Vælgerbefolknikngen særlig godt; i 1877 sagde Taleren, at Regjeringen skulde komme ud af det med begge Thing, og betonede, at det ikke hjalp Noget, om  Folkethinget gav efter, saa vilde der komne andre" Førere. Taleren vil ikke fralægge sig og sit Parti Skylden, men Kampes stod om Befolkningens Ret, og der maatte Enhver tage Parti. Taleren betragtede den midlertidige Finanslov som Ventilen, og da den fastnagledes, sprang Dampkjedlerne; først skjeldte vi ud, senere reparerede vi og nu er den i Orden igjen siden Forliget; om det holder, vide vi ikke, men det gaaer jo saa i alle Forhold, se blot paa Fredstraktaterne, hvor Evigheden kun varer i en halv Snes Aar. Ingen har Fred længere, end hans Nabo vil, men vi skulle se at komme bort fra at føre Politik som Krig af Alle mod Alle, vi skule prøve at hjælpe hinanden. Den politiske Kamp var en sørgelig Historie, som Taleren ikke ønskede igjen, men derom ere vist Alle enige.

Mejeriejer Jens Nielsen, Bellingebro, var Tillidsmand for Agrarerne i Sognet og Holms gamle Stiller og vilde fremdeles være det, fordi han stadig havde fulgt Holms Politik og billiget den. Han vilde virke af alle Kræfter for Holms Valg, men han vilde ikke være med til at sætte sin politiske Frakke paa Assistenshuset; vi maa ikke fordre Rigsdagsmænd, der helt ville gaa bort fra Storpolitikken. Nu have vi foruden Holm to Repræsentanter, hvoraf M. Chr. Jensen for 8 Dage siden lovede at være Holms Stiller, saa den Kandidat vejer ikke meget. Taleren anbefalede stærkt Holms Valg og særlig at vælge ham denne Gang; lad os komme bort fra det Slagord, at det skal være en Bonde. Holm havde virket godt tiltrods for, at han havde havt store økonomiske Tab derved.

Holm takkede Jens Nielsen og fremdrog som paa de andre Møder Agrarforeningens Optræden ved Forligets Afslutning og oplyste, at M. Chr. Jensen havde skrevet til en af Talerens Venner, at han vilde støtte Holms Valg. Taleren troede, at M. Chr. Jensen blot havde lovet at ville være Agrarforforeningens Kandidat, men for Resten var det Hele "meget fint". Hvis Jensen faaer de fleste Stemmer ved Soneafstemningen, maa vi huske, at Agrarerne kun ere en Trediedel of Kredsens Vælgere, men lad Sogneafstemningen endelig gaa sin Gang, forat Sagen endmere skal blive forplumret; nu ligner det Historien om Molboernes Ben.

Jens Melsen: Kun Medlemmerne Agrarforeningen for 1898 kunne afgive stemme, men selv om Holm falder ved Afstemningen nu, vilde Taleren dog stærkt anbefale Holms Valg og bad Vælgerne i Fangel blive tilbage efter Mødet.

Lærer Frederiksen har været Medlem af Agrarforeningen fra først af og forstod ikke, at Tillidsmænderes Flertal var utilfreds med Holm, dernæst forstod han ikke, at de kunde rette saadanne Spørgsmaal, thi een Nar kan spørge om mere, end ti Vise kunne svare paa. Taleren var bange for, at Agrarforeningen var en Højreforening og vilde takke Holm for Svaret; han opfordrede stærkt til at gjenvælge Holm. Det vil være en Skamplet paa Valgkredsen at vrage ham.

H. Holm vilde tage Agrarforeningen lidt i Forsvar. Agrarsagen er en god Sag, og lad os passe paa, at den ikke tager Skade. Taleren raadede til at føre Foreningen ind i at sundt Spor. Han havde hele sin Rigsdagstid ønsket at gaa lempeligt frem.

Joh. Madsen, Stige, glædede sig over, at Agrarbevægelsen har ramt Holm, fordi han var den Mand paa Fyen, der bedst kunde taale det, men det er fortjent, og Taleren haabede, at det ogsaa maatte hjelpe paa Agrarbevægelsen, saa den kommer indenfor sine rette Grænser. Taleren fremsatte derefter Reformpartiets Krav, berørte Misfornøjelsen med Holm og kom ind paa Storpolitikens vilde Veje.

H. Holm vilde gjerne udsætte en Præmie for at faae paaviist Forskjellen mellem Reformpartiets og de Moderates Arbejde. Taleren raadede til at søge at overvinde Landsthinget ved at erobre det, ikke ved at snakke derom; deri ligger en Opgave for Agrarpartiet. Efter nogle Repliker mellem Holm og Madsen (hvorunder en Stemme fra Salens Baggrund under megen Munterhed raaber: Holm er ren Højremand) afsluttede Dirigenten Mødet med at forlange Afstemning, hvor ingen stemte mod Holm. Mange undlod at stemme. (Hurra for Holm og hans Sejr paa Valgdagen!)

Holm udbragte et Leve for Fædrelandet.

(Fyens Stiftstidende 13. januar 1898).


I Folketinget var Holm 1890–95 finansordfører, formand for toldudvalg og statsrevisor 1893–95. Forligstilhængernes nederlag ved valget 1895 fik ham til at søge forstanderstillingen ved Jonstrup seminarium, uden at få den. 


Harald Holm død.

Endnu for faa Dage siden deltog Folkethingsmand Harald Holm med megen Energi i Debatten i Folkethingssalen om det borgerlige Ægteskab. Uventet kommer derfor Efterretningen om, at han i Gaar Nat er afgaaet ved Døden af Bughindebetændelse i Forbindelse med Sukkersyge, kun 54 Aar gl.

Harald Holm var en velbegavet Mand med gode Evner til Deltagelse i det offentlige Liv; i den Aandernes Lilleput-Stat, som Folkethinget er sunket ned til at være, ragede han derfor højt op, saaledes som de moderate Førere jo overhovedet gjøre. For saa vidt betyder hans Bortgang i dette Øjeblik et tab for den Forsamling, der i saglig, politisk og almen Intelligens er udstyret saa karrigt, at den sandelig Intet har at undvære; men politisk var han saa temmelig isoleret, der er ingen ledig Førertrone at tage i Arv efter ham. Han hørte til de faa Politikere, for hvem Fr. Bojsens Forligspolitik var mere end en taktisk Vending, og som derfor heller ikke efter Systemskiftet vilde falde i Knæ for de nye Magthavere. Indenfor sit eget Parti, saa længe dette existerede i Folkethinget, beklædte han nok en formel Formandsstilling, men de andre Førere med Neergaard i Spidsen, hvem Magtens Kjødgryder vinkede, var de stærkeste; efter Valget i Skive fremtvang de Partiets Opløsning, og Har. Holm stod tilbage saa godt som ene; Dalsgaard var jo tidligere vandret over i Landsthinget for at tage Plads ved Jørg. Pedersens Side. Har. Holms Død i dette Øjeblik er derfor uden politisk Betydning; den vil maaske rent personlig lette de andre Førere den Bevægelse henimod Radikalismen. som han ikke vilde være med til, men som han ikke mere kunde standse Og forresten vil der paa hans Plads sandsynligvis komme til at sidde en af de Undermaalere. som der i Forvejen er Overflod paa. Det er Alt.

Harald Emil Larsenius Holm var Søn af en Musiker paa Christianshavn; han blev efter sin Konfirmation gratis undervist til Studenter examen af sine Lærere i det forenede Velgjørenhedsselskabs Drengeskole Og efter at være bleven Student ansattes han som Lærer i Sofus Høgsbros Hus; senere blev han som bekjendt gift med en af denne Politikers Døtre. I Høgsbros Hus vaktes hans Interesse for Politiken og Folkehøjskolen, og senere kom han i Forbindelse med Grundtvig. Han blev theologisk Kandidat i 1875, og Aaret efter valgtes han til Folketingsmand for Verningekredsen, som han senere uafbrudt har repræsenteret. I Rigsdagen beskjæftigede han sig særlig med Kirke- og Skolespørgsmaal, men desuden udfoldede han en stor agitatorisk Virksomhed, dels paa en Mængde Møder (i 1886 talte han paa over 100 Møder) og dels i Pressen, først i "Dansk Folketidende", hvis Medredaktør han var, senere i en Række Flyveskrifter og som Korrespondent til den moderate Presse, saa længe denne endnu existerede. I Forligsperioden var han Statsrevisor. Udenfor Rigsdagen var det Højskolerne, der særlig optog ham; han har holdt Taler og Foredrag paa de fleste af dem, var med til at stifte Kjøbenhavns Højskoleforening, hvis Formand han var, og styrede dens Højskolehjem, og var ogsaa stærkt interesseret i den kjøbenhavnske Valgmenigheds Dannelse; han sad i Bestyrelserne for de nordiske Skolemøder i Christiania 1885 og Stockholm 1895, var Bestyrelsesmedlem i Dansk Skolemuseum. Dansk Skoleforening, Dansk Folkemuseum og Dansk Husflidsselskab. Han var i sin Tid Medlem af den dansk norske Kommission om Forfatterret og Kunstnerret. Noget udenfor det Felt, hvorpaa hans Interesser var koncentreret, var det, at han i 1891 blev Medlem af Kjøbenhavns Havneraad.

Han var Ridder af Dannebrog og af den norske St. Olafs Orden.

(Jyllandsposten 10. februar 1903).


En Karakteristik af Harald Holm.

Hos Folkethingsmand Klavs Berntsen

Vi aflagde i Gaar et Besøg hos Folkethingsmand. Direktør Klavs Berntsen, en af de Mænd iblandt den moderate Politiks Ledere, som har staaet Harald Holm nærmest, som med Interesse har iagttaget hans Udvikling gennem Aarene, og som lige til det sidste har havt Lejlighed til at følge hans Færd Paa vor Anmodning udtalte Hr. Berntsen om sin afdøde Ven omtrent følgende:

"Det var den for nogle Aar siden afdøde, i grundtvigianske Kredse kendte og fremtrædende Mand, Villiam Jacobsen, der hjalp Harald Holm frem. Jacobsen havde Blikket aabent for, hvilke udmærkede Evner Harald Holm sad inde med, han bragte ham i Forbindelse med en Række betydende Mand og støttede ham, hvor han kunde.

Som ganske ung kom Holm i den Høgsbroske Familie - han blev jo senere gift med en Datter af afdøde Sofus Høgsbro. Her vaktes hans Interesse, som udvikledes gennem Aarene og faldt sammen med hans Optagethed for alle aandelige Spørgsmaal. Jeg har kun kendt faa Mænd, som i den Grad som Harald Holm var optaget af de aandelige Strømninger f. Ex. i Kirke og Skole og fulgte dem med en saa levende Interesse.

Da jeg lærte Holm at kende, var han ganske ung. Jeg holdt ham paa en Maade over den politiske Daab, idet jeg, der den Gang var bosiddende i Verningekredsen paa Fyen, deltog i hans første Valgkampagne i denne Kreds og paa Valgdagen optraadte som hans første ordførende Stiller. Det var ved et Suppleringsvalg i 1876, han kom ind paa Rigsdagen, og han var den Gang kun 28 Aar. Siden hen er han jo stadig bleven genvalgt. Nu og da har der jo nok vist sig nogen Utilfredshed med, at Verningekredsen, denne rene Landsbykreds, skulde repræsenteres af en københavnsk Akademiker. Men denne Utilfredshed har ikke formaaet at svække den Hengivenhed og Tillid, som hans Vælgere nærede til ham. Der blev særlig ved Valget i 1898 fra Agrarernes Side gjort Forsøg paa at faa ham afløst af en Landmand, og han havde den Gang foruden en radikal Kandidat tillige en af sine egne tidligere Stillere, en i Kredsen meget anset Mand, Sogneraadsformand, Gaardejer M. E. Jensen imod sig paa Valgtribunen. Men han opnaaede trods alt et ret betydeligt Flertal. Han vilde uden Tvivl ogsaa være bleven genvalgt til Sommer, om han havde levet, skønt de Radikale jo sikkert vilde have rejst stærk Modstand overfor ham.

Holm var en livlig og slagfærdig Taler, og denne sin Livlighed og spænstighed bevarede han usvækket lige til det sidste. I Møderne omkring i Landet deltog Holm flittigt, og han forstod altid som faa at finde de Radikales svage Sider. Djærvt og Uforbeholdent lagde han sin Mening - og den generede ofte de Radikale. Derfor var han ogsaa saa forkætret af disse, som det har vist sig. Endnu ved Suppleringsvalget fornylig i Skivekredsen deltog han livligt i Agitationen for den mederate Kandidat Sloth, hvem han fulgte omkring paa Møderne.

Inde paa Rigsdagen var han et flittigt og dygtigt Medlem. I en stor Del Aar havde han Sæde i Finensudvalget og i Forligsperioden, da de Moderate var Folkethingets største truppe, var han sammen med Neergaard Gruppens Ordfører ved Finanslovforhandlingen.

Han var i egenligst Forstand en positiv Natur. Han hørte til dem, der satte sin Personlighed ind paa at faa udrettet noget. Derfor følte han sig i Grunden ikke rigtig hjemme i Visnepolitikkens golde Tider og derfor traadte han stærkere i Forgrunden i Forligsperioden da der førtes en virkelig Forhandlingspolittk. I de senere Aar besad han jo ikke den Indflydelse, som hans Evner kunde gøre Krav paa. Man maatte beklage dette, ikke mindst, naar man saa hen til, at Folk med langt ringere Dygtighed beklædte Pladser, som han havde vattet udmærket egnet til.

I Folkethinget affødte den sidste Debat, hvori han deltog og hvori han talte med megen Kraft og Dygtighed - Forhandlingerne om det tvungne borgerlige Ægteskab - et lille Sammenstød med mig. Besynderligt nok Skulde det danne Afslutningen paa vor mangeaarige politiske Samvirken.

Dansk Politik har næppe ejet nogen mere ideel Karakter end Harald Holm. Skønt han til sin afsluttende Examen havde en meget fin 1. Karakter og skønt han mange Gange fristede trange Kaar kunde man dag aldrig formaa ham til at søge Embede, fordi han helt og fuldt ønskede at leve for sine Opgaver paa det politiske som paa det almindelige aandelige Omraade. Han var tilfreds med sin Gerning som Leder og Bestyrer af Højskolehjemmet i København, som han selv havde oprettet, og hvor han fik Leilighed til at ofre en Del af sine Kræfter og Evner til Ungdommens Gavn. Som Bestyrer af Høiskolehjemmet havde han forøvrigt paa Høiskoleforeningernes Vegne maattet løse Gæstgiver-Borgerskab, og dette fik han ofte at høre i Agitationen ude i Landet. Fra radikal Side blev han hyppigt haanende benævnet Gæstgiver Holm. 

- Hans sygdom kom overraskende for hans Venner som for ham selv. I Fjor var han bleven undersøgt af sin Læge, der erklærede, at han intet fejlede, men var fuldstændig rask. I de sidste Maaneder havde han nu og da klaget til sin Hustru over, at han følte Træthed under Arbejdet - noget, der ellers aldrig var Tilfældet. Men ingen anede, at denne Træthed var en Forløber for Døden. I Torsdags maatte han imidlertid gaa til Sengs og Sygdommen skred nu rask frem. Sidste Dag han levede - I Søndags - var han uden Bevidsthed og om Natten herefter døde han.

- - -

Da Talen derefter ledes hen paa Valgene til Sommer, spørger vi FoIkethingsmand Berntsen om, hvilken Stilling de moderate antagelig vil indtage i Verningekredsen efter Harald Holms Død. Vil de vedblivende tilkendegive, at de er noget for sig selv eller kan det tænkes, de smelter sammen med Reformvenstre?

Svaret lyder, at det maa betragtes som en Selvfølge, at Verninge-Kredsen bliver en Kampkreds, hvor de moderate og de radikale tager Livtag om, hvem der skal repræsentere Kredsen. Efter at Reformvenstre ved en Partibeslutning har tilkendegivet, at alle de Venstremænd, der har havt Del i Forligets Afslutning, skal slaas ned, maa de moderate nødvendigvis møde med en særlig Kandidat i Verninge. Hvis ikke meget forandrer sig inden den Tid - tilføjer Hr. Berntsen.

- - -

Da vi tager Afsked, falder Talen atter paa Harald Holm og Hr. Berntsen sammenfatter sit Syn paa den afdøde Politiker i disse Ord:

Han var en vindende Karakter, en trofast Ven i det daglige Samarbejde, en god Kammerat, der ikke svigtede, naar det gjaldt.

(Nationaltidende 10. februar 1903, 2. udgave)

Klaus Berntsen havde tilhørt det moderate Venstre


Harald Holm død.

Folkethingsmand Harald Holm er i Gaar Morges tidlig død af Bughindebetændelse, efter faa Dages Sygdom, kun 55 Aar gammel.

Med ham forsvinder den sidste Grundtvigianer af det politiske Liv.

Harald Holm var født i København den 19. April 1848, Søn af en Musiker, blev Student i 1867 og kom meget i Grundtvigs og Sofus Høgsbros Hjem. Han blev i religiøs og folkelig Henseende Grundtvigianer, i politisk Henseende Venstremand, og vakte ved sine efter Datidens Forhold meget radikale Anskuelser betydelig Forargelse i de raadende akademiske Kredse. For Københavnerne stod den Gang Grundtvigianisme og Højskolevæsen som den rene Latterlighed, og Venstre som et plumpt, kulturfornægtende, modstræbende Almuesparti. Carl Ploug sendte sine Stinkpotter efter Bønderne, og Studenterforeningsmanden Knud Valløe persisterede i "Æmtejægerne" med ulige større Vid den folkelige Grundtvigianisme.

Harald Holm tog i ungdommelig Idealisme Kampen op med den bornette Studenterdannelse og de nationalliberale Bourgois-Interesser. Han skrev Korrespondancer til Venstres spæde og svage Provinspresse, holdt Foredrag paa Højskolerne og deltog i politiske Møder. Venstre trængte den Gang til Akademikere, Bønderne manglede Selvfølelse og modtog derfor Mænd som Frede Bojsen og R. I. Larsen, Hørup og Harald Holm med aabne Arme og gjorde dem til sine Førere i Kampen mod den hovmodige "Intelligens".

I 1875 blev Harald Holm teologisk Kandidat og søgte allerede i April 1876 Valg i Kertemindekredsen, men faldt. I Oktober samme Aar valgtes han imidlertid, kun 28 Aar gammel, ved et Udfyldningsvalg i Verningekredsen, og har siden uafbrudt repræsenteret denne fynske Valgkreds.

Aaret efter, i 1877, ægtede han Sofus Høgsbros 21-aarige Datter Gudrun - de giftede sig væsenlig paa Rigsdagsgagen. Det var ungdommelig modigt. Senere opgav Harald Holm noget af sin ægte grundtvigianske Afsky for "de visse Levebrød". Idealismen gik sin naturlige Kødets Gang, og Harald Holm blev baade Statsrevisor og Gæstgiver, fastlønnet Censor, Ridder af Dannebrog og af St. Olafsordenen.

Hans Radikalisme var ikke af Flintestenens Art, men dansk Voks, der bøjedes og smæltede ved den nationale og religiøse Frases lumre Pust. Paa Rigsdagen blev Holm Bojsens haandgangne Mand og var ved enhver Sprængning af Venstre paa den moderate Side. Det var netop under Forligspolitiken, fra 1890 til 1895, at Harald Holm naaede en ledende Stilling i dansk Politik. Han blev Ordfører i de vigtigste Kirke- og Skolespørgsmaal samt for en Del af Finansloven, Forfatter af Partiets politiske Proklamationer, Udgiver af de i stærkt moderat Aand affattede Rigsdagsoversigter, - der i øvrigt var udarbejdede med megen Flid og Dygtighed.

Forligsmodstandernes uventede Sejr den 9. April 1895 gjorde brat Ende paa Harald Holms tilsyneladende saa sikre Stilen mod Kultusministeriets bløde Hynder. Han søgte ikke - som Svigerfaderen Sofus Høgsbro, Svogeren Svend Høgsbro eller Alberti - over i det opadstigende Reformparti, men nærmede sig snarere Højre, blev i hvert Fald stadig mere konservativ. Selv da Venstrereformpartiet sejrede og besatte Ministerposterne, bøjede han ikke - som sine moderate Medførere R. I. Larsen og Neergaard - Knæ for de ny Magthavere. Paa et fynsk Vælgermøde angreb han Ministeriet Deuntzer, fordi det ikke var grundtvigiansk.

Holm havde hele sit Liv tænkt sig den første Venstreregering som et overvejende Højskoleministerium, ligesom han ikke kunde tænke sig Folkethinget anderledes end væsenlig grundtvigiansk.

Og saa skete der det, at han selv i de to seneste Samlinger stod som - den eneste og sidste Grundtvigianer paa Rigsdagen!

Saa vel ved Debatten om Kirkelovene i Fjor, som ved Almenskolelovens Behandling i Aar rejste han en hæslig og dygtig Opposition mod Christensen-Stadil ud fra et gammelgrundtvigiansk Stade. Men han blev svigtet af sine egne politiske Meningsfæller - N. I. Larsen stemplede ham endogsaa som "kirkelig Anarkist". Harald Holm stod ganske ene, og N. I. Larsen gottede sig over, at Holms Tro paa det evigt grundtvigianske danske Folkething endelig havde faaet Dødsstødet.

Men Harald Holm genvandt i disse sine sidste Kampe noget af den Sympathi - ikke for sine Anskuelser, men for sin Personlighed - , som var tabt gennem Moderations- og Forligsaarene. I Dygtighed, Klarhed og Veltalenhed overgik han langt Christensen-Stadil, og han tog i disse Skole- og Kirkespørgsmaal ikke politiske Hensyn. Lige saa energisk han bekæmpede Christensen-Stadils statskirkelige Menighedsraad, ligesaa varmt anbefalede han den samme Ministers Lovforslag om almindeligt borgerligt Ægteskab.

Han hævdede her Grundtvigs fri Opfattelse overfor Missionsmanden Søren Svendsen og sin politiske Meningsfælle, "Grundtvigianeren" Klavs Berntsen.

Det blev Harald Holms sidste Tale. Han stod tilsyneladende i fuld legemlig og aandelig Kraft - nu har en ondartet Mavesygdom pludselig og uventet revet ham bort.

Holm var den sidste Hindring for de Moderates fuldstændige Opgaaen i Reformpartiet. Efter næste Valg vil der kun være et Venstreparti i Landet, i Pressen og paa Rigsdagen, - indtil denne mægtige, altfor mægtige "Klump" en Gang revner og der danner sig et nyt radikalt Parti.

(Social-Demokraten 10. februar 1903).


Harald Holm.

19de April 1848-9de Februar 1903.

Døden har i denne Vinter gjort en mærkelig og sørgelig rig Høst blandt Rigsdagens Medlemmer; i Løbet af de sidste tre Maaneder har den bortrevet én Landstingsmand : Borgmester Borup, og tre Folketingsmand: først P. Andersen-Jydstrup, saa for knap to Uger siden J. Christensen-Grønholt og nu i Gaar Morges Harald Holm.

Som de tre foregaaende kommer ogsaa dette Dødsfald brat og uventet. Først gennem "Dannebrog'"s Meddelelse, skrevet Søndag Aften, erfarede man i den politiske Verden, at Harald Holm var angrebet af en livsfarlig Sygdom, og samtidig med Meddelelsen om hans Sygdom bredte sig allerede Efterretningen om hans Død. I Tirsdags følte han sig syg og gik til Sengs i sit Hjem i Helgolandsgade; under de faa og ganske korte Møder, Folketinget har holdt i den sidst forløbne Uge, blev hans Fraværelse fra Rigsdagen ikke bemærket, og selv hans nærmeste Venner derude anede intet om, at han, der saa at sige aldrig havde været syg, nu laa paa sit Dødsleje. En Bughindebetændelse i Forbindelse med en pludselig optrædende Sukkersyge fik hurtig Bugt med hans ellers saa kraftige Konstitution. Siden Lørdag Morgen laa han bevidstløs hen, og da hans Svoger, Dr. Olav Høgsbro, der allerede i Fredags havde tilkaldt Professer Tscherning, i Søndags paa ny bad denne sammen med Professor Israel Rosenthal undersøge Patienten, var Tilstanden haabløs. Uden at være kommet til Bevidsthed sov Harald Holm stille hen i Gaar Morges Kl. 4.

Nu ved sin Død indtog Harald Holm en stærkt isoleret Stilling i Folketinget. Hans gamle Parti, hvis Formand han siden Bojsens Udtræden af det politiske Liv havde været, var opløst, og i den sidste Sag, han kom til at beskæftige sig med: Loven om det borgerlige Ægteskab, stod han endda i afgjort Modstand til sine egne tidligere Partifæller. Han havde altsaa Krig til alle Sider, men det var saa langt fra, at denne Stilling gjorde ham mismodig eller svækkede hans Lyst til Deltagelse i Folketingets Forhandlinger, at han tværtimod nu paa den sidste Tid syntes mere kampivrig og arbejdslysten end nogen Sinde før. Heller ikke skabte hans isolerede Stilling med det frie Slag til alie Sider, som han ivrig udnyttede, nogen personlig Bitterhed mod ham; han var jo Bravheden selv og talte ud fra den redeligste overbevisning om, at det, han kæmpede for, var det sande og rette.

En arbejdsivrig og virksom Mand har Harald Holm været hele sit Liv igennem. Som ung theologisk Kandidat, kun 28 Aar gl., valgles han for første Gang ind i Folketinget af Verninge-Kredsen, som han nu ved sin Død havde repræsenteret i 27 Aar. Stærkt paavirket af Grundtvig, i hvis Hus han som ung var en hyppig Gæst, sluttede han sig tidlig til dennes kirkelige Retning, til hvis mest fremtrædende Repræsentanter han vedblev at høre, og hele hans omfattende Virksomhed i det politiske Liv og for Kirkens og Skolens Interesser fik sit varige og stærke Præg herfra. Som den livlig interesserede og fortrinlig begavede Mand, han var, kastede han sig tidlig med Lyst og Kraft ind i de Opgaver, der naturlig laa for ham; han lærte at bruge sin Pen i det af hans Svigerfader, Sofus Høgsbro, udgivne Ugeblad "Dansk Folketidende" og vedblev at være en flittig Medarbejder ved det forhandlende Venstres Presse i Provinserne; han var en ivrig Deltager i offenlige Forsamlinger, hvor Skolens Interesser drøftedes, og blev Medlem af Bestyrelserne for Dansk Skoleforening, som han var med til at stifte, og "Dansk Skolemuseum"; han var en af de ledende Mænd i Kjøbenhavns Valgmenighed, og som Formand i "Kjøbenhavns Højskoleforening fik han megen Betydning for de grundtvigske Kredse i Hovedstaden; han var et virksomt Medlem af Bestyrelsen for "Dansk Husflidsselskab" og "Dansk Folkemuseum"; han var endelig en over hele Landet stærkt søgt og skattet Foredragsholder, et Felt, paa hvilket hans gode historiske Kundskaber og medfødte Veltalenhed gav ham Lejlighed til at udrette noget virkelig betydeligt.

Harald Holms Virksomhed paa Rigsdagen er jo saa almenkendt og ligger disse Dage saa nær, at vi her kun skal minde om den fremtrædende Rolle, han kom til at spille i det forhandlende Venstre fra Forhandlingspolitikens Indledning indtil Forliget i 1894: hans Flid og Grundighed i Arbejdet gjorde ham den Gang til en af sit Partis mest bemærkede Førere, men for ham som for hans nærmeste politiske Venner gjorde Forliget Ende paa Førerskabet og Indflydelsen.

Men selv om Harald Holms politiske Fremtidshaab brast i 1894, forstod han dog at hævde sig en vis Position i det politiske Liv, og med Rette vedblev han at være anerkendt som en Mand. hvis Evner og Arbejde i mange Mange Maader var kommet Folkelivet i Danmark til gode.

I forrige og ogsaa i indeværende Rigsdagssamling havde Harald Holm ved adskillige Lejligheder stillet sig i skarp Modstrid med Regeringen og Folketingets Flertal. Det laa i hans Natur, at han slog saa stærkt, han kunde, til dem, han mente at maatte gaa imod. Men den samme Ærlighed, der havde præget hans Optræden mod Regeringen i andre Sager, tilsagde ham at bruge ikke mindre skarpe Vaaben, hvor han efter sin Overbevisning stillede sig paa dens Side imod egne tidligere Venner og Partifæller. Det var saaledes Tilfældet ved 3die Behandling af Lovforslaget om borgerligt Ægteskab. Under denne Debat i Folketinget den 28de Januar holdt han sin sidste Tale; med en Kraft og Varme, som uvilkaarlig maatte gøre et stærkt Indtryk, forsvarede han Regeringens Forslag; den dybe og alvorlige Kærlighed til den danske Folkekirke, som han havde næret fra sin Ungdom af, lyste ud af hans Ord - og da han havde sluttet, gik Kultusministeren hen til hans Plads, rakte ham Haanden og sagde ham Tak, et Exempel, som strax fulgtes af mange andre af Harald Holms politiske Modstandere. Det var tydeligt at se, at dette beredte Harald Holm en stor Glæde, og nu, da han er død, faar denne lille Scene, der hidtil ikke er blevet draget frem, sin Betydning: de, som ellers stod ham imod paa Rigsdagen, hvor han har nedlagt den største Del af sit Livs Arbejde, havde rakt ham Haanden til Tak, da han talte for sidste Gang.

(Dannebrog 10. februar 1903)


Harald Holm.

I Gaar Morges modtog vi følgende Telegram:

Folkethingsmand Harald Holm er død i Nat Kl. 3, 54 Aar gammel, af Bughindebetændelse i forbindelse med Sukkersyge.

Dette Dødsbudskab kommer ganske uformodet, kommer som et Lyn fra klar Himmel. Det har ikke været Almenheden bekjendt, at Harald Holm led af nogen Sygdom, og man vidste heller ikke. at han var syg nu. Men, som det fremgaar af Telegrammet, har afdøde haft Sukkersyge.- dertil er saa kommet et pludseligt Sygdomsanfald af farlig Art (Bughindebetændelse), og han bukkede under for Sygdommen, inden man endnu ude i Landet vidste noget om. at han var kastet paa Sygelejet.

Budskabet om Harald Holms Død vil blive modtoget med Vemod i alle Venstrekredse og tillige med Sorg i de Hjem, hvor man ønsker dansk Politik præget af den grundtvigske Livsopfattelse; og hvor man af Overbevisning slutter sig til den sindige Arbejdspolitik, som Harald Holm var en af Hovedmandene for, da det forhandlende Venstre havde Ledelsen.

Harald Holm havde en dyb Forstaaelse af Grundtvigs Syn paa Kirke- og Skolespørgsmaal, og han blev siaaende fast i sin Overbevisning om, at Grundtvig havde set ret, og at det var lykkeligst for Befolkningen at reformere Kirke og Skole i grundtvigsk Aand. Og naar afdøde ved flittig Granskning havde dannet sig en Overbevisning, saa var han rede til at bryde en Lanse derfor. Harald Holm forsvarede enhver Sag. han fik kjær, med en Varme, der vidnede om en Hjertets fulde Hengivenhed. og han kunde i Kamp for en Sag, han havde kjær, blive lidt hensynsløs overfor Modstandere, uagtet han ellers var en sjælden elskværdig og imødekommende Mand overfor alle.

Det vil erkjendes ogsaa af Modstandere, at Harald Holm var en Overbevisningens Mand. Med de store Evner, han havde, kunde han naaet højt paa Embedsstigen (han var Theolog), men han valgte under de for Venstre vanskelige Forhold i Midten af Halvfjerserne at tjene Demokratiets Sag. og han vedblev trofast dermed, skjønt det medførte, at han med sin Familje maatte leve under trange Kaar. Endelig i 1891 fik han som vel fortjent Løn for dygtigt og trofast Arbejde i sit Partis Tieneste en Statsrevisorpost, men denne ofrede han for sin politiske Overbevisning, idet han mistede den, fordi han gik med til Forliget i 1894, hvilket han nok kunde forudse, men for Harald Holm var Sagen altid Nr. 1 og de personlige Interesser Nr. 2.

Alle. der har fulgt med i Politik i de bevægede Kampens Aar i Halvfjerserne og Firserne, mindes Harald Holm som den djærve, uforsagte, altid stagfærdige Forkæmper for Venstres Sag. Han var veltalende som faa, og i politisk Viden kunde ingen nuværrnde Rigsdagsmand staa Maal med ham. Dertil kom, at han i udpræget Grad var en forstandig og støt Politiker og en meget snild og behændig Debattør. Han blev ogsaa i Kampaarene stærkt benyttet som Taler ved politiske Møder, og han slog altid godt an, livlig, veltalende og stærkt interesseret, som han var. Harald Holm talte sit Partis Sag med stor Varme og med en overbevisende Inderlighed, og hans Foredrag var altid lagt godt til Rette. Modstanderne var ogsaa altid villige til at tage Hatten af for hans Dygtighed og varme Overbevisning, men elskede ham gjorde de ikke, thi det var just ikke morsomt at være Skive for hans velrettede, paagaaende Angreb.

Hele Venstre staar i stor Taknemlighedsgjæld til Harald Holm for hans Deltagelse i de politiske Kampe i Halvfjerdserne og Firserne, og Tilhængerne af Forhandlingspolitiken er ham ikke mindre takskyldige for hans værdifulde Bidrag til denne Politiks Seir baade i Folkething og Landsthing.

Afdøde var, som alt antydet, en hensynsfuld og imødekommende Natur, og i Overensstemmelse dermed gik han altid til den moderate Side i Venstre, ogsaa selv om det rykkede i Familjebaandene, som ved Forliget i 1894, da han politisk maatte bryde med sin Svigerfader, gamle Høgsbro.

Harald Holm havde hast en sjælden god politisk Forskole som Medarbejder ved Høgsbros "Dansk Folketidende", og da han i 1876 valgtes til Folkethingsmand for Verningekredsen, som han siden uafbrudt har repræsenteret, var han, skjønt kun 28 Aar gl., saa vel bevandret i Politik som kun faa ældre Rigsdagsmænd. Intet Under der for, at han af Venstre blev meget benyttet som Udvalgsordfører og fik Sæde i alle vigtigere Udvalg, særlig naar det dreiede sig om Kirke- og Skolesager, og ogsaa af Finansudvalget har afdøde været Medlem i en lang Aarrække og tildeltes i Aarene 1892-95 en Del af Ordførerskabet, som han udførte med overlegen Dygtighed.

Foruden det store og dygtige Arbejde, afdøde har udrørt paa Rigsdagen og som politisk Taler, har han tillige virket meget som politisk Skribent. Da han varmt interesserede sig for at skabe et godt Forhold mellem Danmark og de skandinaviske Lande, korrespenderede han i Aarene 1871-82 flittigt til norske og svenske Blade,- i en Aarrække var han Medredaktør  ved "Dansk Folketidende", og fra 1894 skrev han i nogle Aar Breve fra Rigsdagen til det forvandlende Venstres Blade. Og endelig udgav han i en Aarrække hvert Aar en Oversigt over Rigsdagsarbejdet, hvori man kan søge solid Oplysning om de politiske Forteelser i de Aar.

Harald Holm har gjort et større politisk Arbejde end nogen nuværende Rigsdagsmand, og han var en god, folkelig, virkelig frisindet Mand. Han var en af de Politikere, der ragede op over Mængden, og hans Bortgang er et stort Tab for Folkethinget.

- - -

Harald Emil Larsenius Holm var født den 19. April 1848 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader var Musiker. Han dimitteredes privat som Student i 1867 og blev theologisk Kandidat 1876. Ved som Student at være hyppig Gjæst i Grundtvigs og Sophus Høgsbros Hjem blev han stærkt interesseret for kirkeligt og politisk Liv, og allerede Aaret ester, at han havde taget Embedsexamen, blev han valgt til Folkethingsmand i Verninge. - 1892 valgtes afdøde til Medlem af Regeringskommissionen ang. en Række offentlige Byggeforetagender i Kjøbenhavn; samme Aar blev han Medlem af den Kommission, hvori Norge og Danmark sammen forhandlede Spørgsmaalet om Beskyttelse af den litterære Eiendomsret, og i 1894 valgtes han af Folkethinget til Medlem af Kjøbenhavns Havneraad. De to sidste Hverv forskaffede ham Ridderkorset af Dannebrog og af den norske St. Olafsorden.

Ogsaa uden for Rigsdagen lagde Skolens Interesser stærkt Beslag paa Harald Holm. Han var i 1887 med til at stifte Dansk Skoleforening og har hele Tiden siden haft Sæde i dens Bestyrelse. Fremdeles deltog han i de nordiske Skolemøder i Kristiania i 1885 og i Stockholm 1895 som Foredragsholder, og han var til sin Død Medlem af Bestyrelsen for Dansk Skolemusæum. Hans store Interesse og Virksomhed for Skolens Opgaver var vel Aarsagen til, at han forleden Aar udnævntes til Censor i Historie ved Skolelærerexamen. - Afdøde har ogsaa interesseret sig varmt for Husflidssagen og var i flere Aar Medlem af Dansk Husflidsselskabs Bestyrelse; siden 1900 var han Selskabets Næstformand og Kasserer.

I Kiøbenhavns grundtvigske Kredse har Harald Holm gjort et betydeligt Arbeide. Han var Sekretær og Kasserer for Kjøbenhavns Valgmenighed, og paa hans Initiativ stiftedes i 1878 Kjøbenhavns Højskoleforening, som han hele Tiden siden har været Formand for, og han og Hustru, en Datter af Sophus Høgsbro, har siden 1887 ledet Foreningens Høiskolehjem i Helgolandsgade, der er kjendt over det ganske Land som et godt og hjemligt Sted at tage ind, naar man kom til Kjøbenhavn.

- - -

Harald Holm har foruden det store og dygtige politiske Arbejde og Arbejdet for Skolens Opgaver gjort et meget fortjenstfuldt Arbejde for Folkeoplysning. Han har nemlig i mange Vintre været med til at foranstalte ugentlige Søndags Foredrag for Arbejdere. ligesom han har holdt en Mængde Foredrag af upolitisk Art omkring i Landet.

Harald Holm har i Sandhed ført et jævnt og virksomt, muntert Liv paa Jord. Med ham er en af Danmarks bedste Mænd gaaet bort, og Folkethinget taber ved hans Død langt mere end 1/114 af dets Intelligens og politiske Indsigt. H. Kofoed.

(Skive Folkeblad 10. februar 1903).


Harald Holms Begravelse.

I Frederiksberg Valgmenigheds eller Immanuelskirken fandt i Gaar Middags en stor og stemningsfuld Sørgehøjtid Sted, idet Folkethingsmand Harald Holm skude føres herfra til Grav paa Vestre Kirkegaard ved Siden af Svigerfaderens, Sofus Høgsbros.

Paa Kisten, mens den stod i den nævnte Kirke med en hel Skov af Palmegrene over Laaget, bemærkedes særligt de to Sølvkranse fra Folkethinget og fra den afdødes Valgkreds, Verning paa Fyen. Men iøvrigt var der naturligvis en stor Mængde Kranse med mærkede Baand fra forskellige Valgmenigheder, Frimenigheder, Højskoler og Højskoleforstandere saavel som Foreninger, Blade, (især moderate), Seminarier, Foredrags- og Velgørenhedsselskaber hele Landet over, endvidere Københavns Havnevæsen, Børnehjemmet "Kana", Studenterkredse o. s. v. - deriblandt fra Norge og Sverrig.

I Følget var Ministrene I. C. Christensen, O. Hansen og Enevold Sørensen samt en Repræsentant for Marineministeren, Landsthingets og Folkethingets Formænd, mange Medlemmer - fra alle Lejre - af Rigsdagen, dog mest Folkethinget, fhv. Folkethingsmand Fr. Bojsen, Havnekaptajn Drechsel og Grosserer O. Muus o. s. fr.

Først talte Pastor Jungersen: "Harald Holm, tidlig bleven paavirket af den grundtvigske Bevægelse, var og blev præget og baaret af dens Aand og Ideer. Han indtog imidlertid en Særstilling som Københavner mellem det overvejende Flertal af Mænd fra Landet; dette viste sig udadtil i hans lette Livlighed, hans Slagfærdighed i Repliken o. a. m. Da han var sig denne Særstilling bevidst, følte han det som en kærlig Opgave at modarbejde den Fare, som Hovedstaden med sin Stenlægning og Asfaltering kan mediøre. Meget i hans Livs gerning bærer jo Mærker heraf.

I den højt ansete, nu længst afdøde, theologiske Kandidat Vill. Jacobsen fandt Harald Holm en faderlig Ven og Vejleder. Ved ham førtes han derhos i nærmere Berøring med Sofus Høgsbro og dennes Hustru, i hvis Hjem hans ungdommelige Friskhed skattedes højt, mens han selv tog Lære af den klage, gamle Politiker.

Saa blev han selv Rigsdagsmand og kom som saadan til at virke i de mange Aar. Af Folkethingets Formand blev det forleden sagt, og det er fra mange Sider vidnet i disse Dage, at Harald Holm fyldte sin Plads i Thinget saaledes, at der maa tilkendes hans politiske Virksomhed en ikke ringe Værdi. Denne hang nøje sammen med de personlige Egenskaber hos ham, der fortrinsvis i de senere Tider, mens han stod mere ensom, traadte tydeligt frem for alle, navnlig at hans Stræben ikke var ledet af personlig Egennytte, ej heller af Parti- og Magthensyn, men af Ideer eller at en Overbevisning, der lod ham bevare sin Styrke, selv om han stod helt alene.

Den grundtvigianske Indflydelse paa Harald Holm gjorde sig fremdeles i høj Grad gældende i kristelig og kirkelig Henseende. Den Valgmenighed, i hvis Kirke hans Kiste nu stod, skyldte ham særdeles meget i flere Retninger, ogsaa hvad den øonomiske Ledelse angaar, og han vil her vanskelig kunne erstattes.

Han samlede forskellige af de Ideer, hvori han gik op, i den Virksomhed for Højskolefolket, som han med varm Interesse og megen Offervillighed paatog sig for at berede Højskole-Ungdom hjemlige Forhold her i Hovedstaden. Paa dette som paa flere Omraader stred han ofte under vanskelige Forhold, men stedse ufortrøden, idet han jo ikke benyttede sin theologiske Embedsexamen til at blive Præst. I de senere Aar stod det imidlertid som en Mulighed for ham, at han maatte søge Kald, men han ængstedes derved, fordi han - som han udtalte det - ikke var sikker paa at kunne besejre al Tvivl om, at han eventuelt vilde betræde denne Bane blot af ideale Bevæggrunde. Lad det derfor lyde som Tak ved hans Død, at han, der har ført saa virksomt og frugtbringende et Liv i fuld Overbevisning, endte sine Dage uden at den nys nævnte Tvivl kom til at gøre sig gældende med paatrængende Krav til at besejres!

En Svoger af den afdøde, Pastor Kjeldstrup, føjede til Jungersens Tale varme Ord om Harald Holm, set fra mere personlige Synspunkter, særlig som Husfader, idet han til Trods for al sin Travlhed tog sig Tid til at være sig Tid til at være saare meget for sit Hjem, ogsaa for den Ungdom, der andetsteds fra samlede sig deri.

Folkethingets Finansudvalg bar Kisten ud gennem Kirken. To Faner, Højskoleforeningens og Ungdomsforeningens, havde paraderet ved Kisten og førtes efter Ligvognen, da denne kørte til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet (København) 17. februar 1903).

Begravelsen blev også omtalt i Lemvig Folkeblad 18. februar 1903Folketingsmand Svend Høgsbro (1855-1910) blev valgt til at efterfølge Harald Holm som formand. Han var søn af Sofus Høgsbro. Han sad til 1909. Han er ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.

Harald Holms gravsten på Vestre Kirkegård, Afd 6, rk. 25, nr. 3Mindemærket blev indviet store bededag den 29. april 1904 og blev til efter initiativ af Københavns Højskoleforening. På stenen står: "Formand for Københavns Højskoleforening i 25 Aar. Lægger de alting i Herrens Haand, lyttende ydmygt til Herrens Aand, blev han for aandelig frihed en Tolk, som i Guds Kirke saa i vort Folk." Stenen nævner desuden hans kone, Gudrun Holm, f. Høgsbro. Stenen blev leveret af "De forenede Granitbrud og Stenhuggerier" i Rønne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

03 marts 2025

En kendt Valbyborgers død og begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle dage siden afgik en bekendt grundejer i Valby ved døden efter kun en dags sygeleje. Det var markmand Andersen der ofte er nævnt i forbindelse med Valby gamle grundejerforening hvis næstformand han var til sin død.

Han har i en årrække været ansat under Københavns Magistrat og fulgte således sin chef borgmester Borup i graven.

For nogle år siden byggede han sig en villa på Trekronergade, og fra den tid blev han en kendt og afholdt personlighed i Valby, hvor han i nævnte grundejerforening hurtig indtog en fremskudt plads. Hans beskedne og ligefremme væsen skaffede ham kun venner, og uagtet han aldrig lagde skjul på sit konservative sindelag, forstod han dog at vinde sine modstandere for sig. Han gik med sine kolleger i foreningen altid med iver løs på gennemførelsen af sager der tjente Valbys interesser. Det har derfor hos alle som kendte ham, og navnlig hos grundejerne, vakt dyb beklagelse at den kun 54-årige mand måtte bukke under for en pludselig indtrædende underlivssygdom der gjorde en operation nødvendig.

I går middags blev han under stor deltagelse begravet på Vestre Kirkegård tæt ved hans villa. Pastor Ussing talte. I følget sås et stort antal af Valbys grundejere og af funktionærer under Københavns Magistrat. Ved kisten sås to floromvundne faner henholdsvis fra Valby gamle Grundejerforening og Foreningen af konservative Arbejdere; og båren dækkedes af et væld af blomster og signerede kranse.

(Dagbladet (København) 27. januar 1903.)

C. Andersen boede på Trekronergade nr. 19, ifølge Kraks sammen med H. J. Hansen, assistent. Foto Erik Nicolaisen Høy.

02 marts 2025

Kløverbladet i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 

Nutidigt foto af Kløverbladet, Foto Erik Nicolaisen Høy.

“Kløverbladet". En Arbejderkoloni i Valby.

København er ved at løbe ud ad Køge til. Man får et indtryk heraf, når man fra Valby Langgade passerer den solide gangbro, der fører over jernbaneterrænet til det nye Valby på den anden side, hvor der bag bryggeriet “Trekroner" har rejst sig en hel koloni.

Mest fremtrædende blandt disse villahuse er de af Byggeforeningen “Kløverbladet" opførte. De hvide mure og sorte tage med front specierne tiltrækker sig straks opmærksomhed. Denne koloni består for øjeblikket af 12 dobbelthuse, tilhørende 24 ejere, som er gruppevis solidarisk forbundne og har til opgave at bygge videre efter samme system for at skaffe arbejdere gode. sunde og smukke Boliger.

Kolonien ligger nær Køge Landevej, et stykke længere ude end Vigerslev, foran sig skimter man Kalvebod Strands grå vover. I umiddelbar nærhed af kolonien agter Københavns Kommune at anlægge sit nye gasværk, som foreløbig vil lægge beslag på 8 mio. kr. Noget længere henne skal Valby have sin nye jernbanestation, og det er da givet, at der på denne kant af storbyen København vil rejse sig endnu flere arbejderboliger, muligvis endda kommunale, hvorved Valbys folketal og Københavns udvidelse mod sydvest vil øges betydeligt.

Byggeselskabet “Kløverbladet" stiftedes den 30. marts 1899 med det formål at opføre 50 arbejderboliger. De store vanskelige boligforhold i arbejderkvartererne havde jo skabt en række byggeforeninger, som søgte statslån. “Kløverbladet" kom for sent med sin ansøgning, men fik pengeforholdene ordnede alligevel ved hjælp af apoteker Alfred Benzon og overretssagførerne Zeuthen og Edstrup. Opførelsen af de første 12 huse tog nu sin begyndelse i april 1901. Den næste serie bygninger er taget i brug i efteråret og har flere forbedringer, idet ministeriet ved deres opførelse har tilladt suspension fra byggeloven, så at hvert hus nu har 3 etager. Derved opnås, at de to etager kan udlejes, og arbejdere med nogenlunde sikker indtægt kan skaffe sig et hus på meget lempelige vilkår. Der betales 50 kr. ved indtrædelsen i det kooperative Selskab. 50 ved påbegyndelsen af arbejdet og 100 kr. ved overtagelsen. Skødet på ejendommen udleveres, når papirerne er i orden.

Arbejderen er således husejer og kan en gang ad åre have huset kvit og frit.

Vi besøgte denne koloni i går og fik et overmåde godt indtryk af forholdene. Husene er solidt byggede og vel indrettede. Stue og 1. sal hver på 3 store værelser med pigekammer og køkken. Den hyggelige kvist på 2 værelser og køkken. Til hver lejlighed hører et stykke have, en uvurderlig ting for familier med børn. Borgerrepræsentant J. Jønson som er en af husejerne, dyrker kartofler etc. i sin have, holder høns og duer og føler sig lykkelig ved livet herude i den fri natur. Denne følelse er almindelig. Det er beundringsværdigt at se hvor meget arbejderen kan få ud af sit hjem når han har noget som han kalder sit, og hvor han kan lægge kræfterne i for at skabe skønhed og hygge. Vi beså et sådant arbejderhjem, tilhørende en bygningssnedker, som havde forbedret sine noble stuer med høje fodpaneler og kasetlofter. Men hvilken maler, snedker eller anden håndværker ville nogensinde finde på at gøre sin husværts hus hyggeligere, de høje mure kaster skygge ind i hans hjem, og der er knapt nok den gård hvor han tør lade sine børn lege?

"Kløverbladet" påbegynder i marts opførelsen af 16 huse af samme type som de sidst omtalte. De skal stå færdig til oktober flyttedag.

Arbejdet er udført af murermester Wildt og tømrermester Weng. Tegningerne er leveret af arkitekt Blytmann.

Det er forholdsvis let at komme her udefra og ind til byen. Den elektriske sporvogn kører fra Valby til Højbro på et kvarters tid, og fra Trekronergade til Valby Langgade er der kun ca. 5 minutters vej.

Til den sidste nye række huse søges endnu nogle få interessenter. Lysthavende kan desangående henvende sig til købmand Petersen, Trekronergade 42, Valby.

(Social-Demokraten 18. januar 1903.)

Tæt på Kløverbladet opførtes denne bygning i Trekronergade 64 i 1903. Skiltet mellem vinduerne reklamerer med at her lå engang en viktualieforretning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Ussing nægter også at vie en fraskilt. (Efterskrift til Politivennen)

En mand i Valby der var fraskilt, ønskede at indgå nyt ægteskab og henvendte sig derfor til sognepræsten, pastor Ussing ved Jesuskirken.

Men både hr. Ussing og hans kollega hr. Holmer der er præst ved samme kirke, nægtede at vie parret.

Holmer erklærede kort og godt at han ikke ville forrette vielsen, selv om det skulle koste ham hans embede. Og Ussing var lige så stejl. Først gav han manden en religiøs bog med pålæg om at læse den, indtil han (manden) “fandt Jesus". Når dette var sket - præsten mente der kun ville medgå en 8 dage - så kunne manden komme til ham. Ussing ville så besørge tillysning i Jesuskirken. For øvrigt lovede han at henvise manden til en anden præst på Vesterbro, der var mindre kras og sikkert vil vie ham.

Manden ville dog ikke indlade sig på eksperimentet med at “finde Jesus". Ussing anbefalede ham så at udmelde sig af kirken og tage borgerlig vielse. Eller også, tilføjede han, kan De henvende Dem til “Social-Demokraten" og klage over mig ligesom over pastor Ifversen og forsøge at få mig fjernet fra mit embede. - -

Her er altså et ganske lignende tilfælde som den bekendte affære på Nørrebro, hvor Ifversen nægter at vie mureren. Manden fra Valby har, ligesom mureren, bevilling fra kongen med tilladelse til at indgå ægteskab, og bevillingen forbyder alle og enhver at lægge hindringer i vejen for vielsen.

Men hvad bryder præsterne sig om lovens anordninger?

Dette eksempel viser på ny at der i høj grad tiltrænges en ny ordning på dette område, og undersøgelsen mod Ifversen vil forhåbentlig bringe det ønskede resultat.

(Social-Demokraten 17. januar 1903).

01 marts 2025

Mordet paa Bodil Cathrine Christiansen. (Efterskrift til Politivennen)

Et nyt Kvindemord.

Atter i Randers-Egnen.
Morderen er paagreben og har tilstaaet.
Det er ikke Hjortshøj-Morderen.

Gjennem Ritz. Bureau indløb der i Gaar Formiddags Meddelelse fra Randers om, at der atter havde fundet et Kvindemord Sted i Kammerjunker Honnens' Jurisdiktion. Men mens Hjortshøj Mordets Skueplads laa i Jurisdiktionens sydligste Udkant, var Forbrydelsen denne Gang øvet i den meget udstrakte Jurisdiktions nordlige Hjørne, tæt ved Randersfjordens Udløb i Kattegat. Mordet har fundet Sted tæt udenfor Ørsted By, ved en Vej, der fra Ørsted fører til Udflyttergaarden Bundhøj, der ligger nede i nogle Engdrag Den Myrdede er en 18aarig Pige, der tjente paa Bundhøy. Hun fandtes i Morges med overskaaret Hals.

Mordet maa være begaaet Tirsdag Eftermiddag henimod Mørkningen. Den Myrdede blev sidst set i Sandgaarden ved Ørsted; hun skulde da hjem for at malke. Da hun ikke kom hjem, blev hun eftersøgt om Aftenen, men forgjæves, og Eftersøgningen fortsattes da i Gaar Morges, indtil man fandt hendes Lig. Hovedet var ved et frygteligt Snit næsten skilt fra Kroppen.

Af Fodsporene kunde man se, at Pigen er løbet over Marken ned mod Vejen. Ved dennes ene Side er et Gjærde og bag dette en Grøft. Liget fandtes liggende paa den modsatte Side af Vejen. Af Omstændighederne fremgik det, at Morderen har villet øve Voldtægt, og at hun har sat sig kraftigt til Modværge. En Kurv, hun havde baaret paa Armen, var slynget noget bort, og de Smaating, den indeholdt, var spredt omkring paa Jorden.

1 det stærkt lerede Jordlag kunde man ganske tydeligt se Sporene af en Mandsfod i Træsko og en Strømpefod, og saa stærke var disse Spor, at man endogsaa kunne tælle Maskerne i Strømperne.

Kammerjunker Honnens, der strax fik Underretning om dette nye Mord, begav sig strax pr. Vogn til Ørsted, hvortil ban ankom ved Ettiden.

* * *

Strax efter Modtagelsen af disse Telegrammer afsendte vi en Medararbejder til Ørsted. Fra denne 

vor udsendte Korrespondent

modtog vi i Aftes følgende Telegram :

Randers, 7. Januar.

Atter et Kvindemord ! Og tilmed i Nabolaget til den Egn, der sidste Foraar blev opskræmmet ved Hjortshøjmordet.

Man forstaar, at det maatte fremkalde den største Bestyrtelse, tilmed da meget ved første Øjekast tydede paa, at det atter var Hjortshøjmordets mystiske Gjærningsmand, der var paa Færde.

Men heldigvis er da Sløret hurtig blevet hævet fra denne sidste Forbrydelse. Morderen sidder ikke blot bag Laas og Slaa; han har ogsaa aflagt fuldstændig Tilstaaelse.

Landsbyen, ved hvilken Forbrydelsen er begaaet, hedder Ørsted og ligger en halv Mil fra Allingaabro Station. Fra den store Landsby løber en Vej ud fra Byen i østlig Retning, og ved denne Vej og en Fjerdingvej fra Byen ligger Bundhøj, den Bondegaard, paa hvilken den Myrdede tjente. Til Gaarden fører dog ogsaa en Markvej; og ved denne er det at Mordet har fundet Sted.

Da jeg besøgte Mordstedet, som ligger 1000 Alen fra Byen, var det saa mørkt, at man kun ved Hjælp af en elektrisk Lampe kunde finde den vaddige Blodpøl. Mere var der heller ikke at se; alle Spor vare selvfølgelig udslettede af de Mange, der havde været paa Mordstedet i Dagens Løb.

Ved Henvendelse til Stedets Distriktslæge, Hr. Frandsen, fik jeg dog fuldstændig detaillerede Oplysninger om Liget, da det fandtes. Han udtalte :

"Jeg blev kaldt til Mordstedet Kl. 10 i Formiddags. Liget fandt jeg 4 Alen fra Markvejen, paa bar Pløjemark. Det var fuldt paaklædt og laa halvvejs paa Maven og paa venstre Side. Panden hvilede mod Jorden, og Hænderne laa overkors paa Hyggen. Paa Halsens højre Side og knap begyndende ved Struben fandtes et 4 Tommer langt Saar til om bag Øret. Det var ført saa kraftigt, at det var trængt ind til Halshvirvlerne og havde overskaaret den store Aare. Foran paa Struben fandtes ti tolv mindre Snit og mer eller mindre dybe Saar; den venstre Halsside var derimod ikke beskadiget. Det store Saar er ført i flere Snit og med en tilsyneladende sløv Kniv. Endvidere fandtes to mindre Stiksaar i venstre Bryst. Endelig er der Hudafskrabninger og blodunderløbne Pletter rundt paa Legemet, saaledes paa Panden, Laarene og højre Arm. Den Myrdedes Benklæder vare trukne ned og laa mellem Fødderne, men var altsaa ikke tagne helt af hende. Der var revet et Stykke af Særken, og Forklædet var revet af hende. Hendes Hat og Kurven med de Ting, hun havde kjøbt i Byen, laa omkring hende i Uorden. I den bløde Jord fandt man paa Markvejen kun Spor af hendes Støvler Derimod fandtes paa Hovedvejen et Træskospor af en Mand. Han er gaaet et Stykke ud mod Bundhøj og er saa gaaet over Marken og ad en Omvej over til Markvejen, ad hvilken Pigen kom. Ved Mødet har han altsaa angrebet hende; hun er kastet til Jorden, og han har revet Undertøjet af hende. Men hun er kommet op og er flygtet ind paa Marken, men er der snublet i Benklæderne, og da har han dræbt hende. Saa ser man et Spor af en Træsko og en Strømpefod videre over Marken op til en Mergelgrav, hvor Morderen har vasket sig, og tilbage til den Myrdede for at hente Træskoen, af hvilken forøvrigt en Stump Hæl fandtes ved Liget. Fra Liget kunde Sporet ikke føres videre."

- -

Morderen fandt man dog hurtigt, ogsaa uden Sporet. Man vidste nemlig, at der i Byen drev en ung Fyr omkring, Søn af en Arbejdsmand Johannes Nielsen, kaldet Stryge Denne Knægt, der hedder Hans og er 16½ Aar gl., har en meget ondartet Fortid, som strax henledte Opmærksomheden paa ham. Han er fornylig straffet for uterlig Adfærd mod en lille Pige, forøvrigt en Søster til den Myrdedes Madmoder, og en Gang tidligere har han gjort sig skyldig i et lignende Forhold overfor et andet Barn. 1 begge Tilfælde har han truet med at ville slaa dem ihjel, hvis de fortalte noget til deres Forældre. Han har fornyligt ogsaa gjort sig skyldig i et Pengetyveri fra Mejeriet og er i det Hele taget en daarlig Fyr, der har forvoldt Forældrene megen Sorg.

Landbetjenten konstaterede hurtigt, at Hans havde været fraværende fra Hjemmet i Gaar ved Firetiden, altsaa paa den Tid, da Mordet er forøvet. Endvidere havde han brændt sin ene Træsko, den venstre, og en Strømpe, der var stærk jordet under Fodsaalen, havde han hængt til Tørring ved Kakkelovnen. Men hvad der var det Vigtigste: Det viste sig, at den usædvanlig store Træsko og Strømpefoden passede i Aftrykkene i den opblødte Jord.

Han nægtede strax og var meget rolig, og at Kammerjunker Honnens fik ham under Behandling, gjorde ikke særlig Indtryk paa ham. Men saa i Aften ved Syvtiden aflagde han en fuldstændig Tilstaaelse overfor Landpolitibetjent Storm og gav fuld Besked om, hvorledes han havde begaaet Forbrydelsen :

Han havde villet voldtage Pigen, og da dette mislykkedes, havde han dræbt hende af Frygt for, at hun skulde fortælle Noget derom.

Morderen hensidder nu i Fattiggaardens Arrest og skal i Morgen føres til Randers efter først at have været til Forevisning paa Gjerningsstedet.

Morderen opholdt sig, som sagt, for Tiden hjemme hos Faderen. Han havde tjent i to Aar, men vilde nu til Søs. Faderen, hvem jeg talte med, var selvfølgelig dybt nedbøjet og syntes endnu at tro paa, at Sønnen kunde være uskyldig; han indsaa dog, at Sønnens Fortid gav Anledning til Mistanke. Han forklarede, at Sønnen ganske vist var "lidt til en Side", men ikke saa meget, at han selv havde tænkt noget derved. Sønnen var fuldstændig rolig, da han kom hjem i Gaar Aftes, og han stod op i Morges Kl. 4 for at føre nogle Kreaturer til en Naboby. Da han kom hjem herfra, lagde han sig atter til at sove, og der var overhovedet ikke noget Usædvanligt at mærke paa ham.

Den dræbte Pige hedder Bodil Cathrine Christiansen. Hun var 18Aar gammel og ret høj og meget kraftig bygget. Hun er Datter af Boelsmand P. C. Christiansen i Store Størup og har tjent paa Bundhøy i 2½ Aar. Hun fik det bedste Lov paa sig af sin Madmoder og synes i det Hele at have været meget afholdt. Det tør bemærkes, at Gaar dens Folk aldrig benyttede den Markvej, ad hvilken hun er gaaet.

Den legale Obduktion finder Sted i Morgen, hvorefter Liget vil blive udleveret til Familien.

Der synes ikke at være nogen som helst Forbindelse mellem dette Mord og Hjortshøjmordet.

Pp

* * *

Officiel Bekræftelse.

Rougsø Herreds Kontor i Banders har i Aftes meddelt Ritz. Bur.:

Den anholdte Tjenestekarl Jens Stryg Nielsen har i et Forhør til staaet at have begaaet Mordet.

* * *

En mærkelig Forklaring.

En særlig Korrespondent i Banders meddeler Ritz. Bur., at Morderen har forklaret med Hensyn til de nærmere Omstændigheder ved Mordet: Han vidste, at Pigen vilde komme fra Ørsted for at begive sig til Bundhøj. Han afventede da paa Vejen hendes Komme, der fandt Sted mellem Kl. 4½ og 5½. Hans Hensigt med hende synes ikke at have været Forsøg paa Voldtægt. Morderen har gjort nogle Tilnærmelser til Pigen og har først bundet hendes Hænder paa Byggen, uden at hun - efter hans Udsagn - tilsyneladende gjorde nogen Modstand. De spaserede derefter sammen nogle faa Alen, hvorefter han tog hende om Livet og førte hende ind paa Marken ved Siden af Vejen.

Her har han da pludselig stukket hende i Brystet med sin Lommekniv, hvorefter han væltede hende om paa Siden og skar hende i højre Side af Halsen, ikke et, men mange Snit, baade store og smaa, saa at hun strax udaandede.

Morderens Forklaring synes at bekræfte det Indtryk af Utilregnelighed man faar af ham.

Det synes aldeles sikkert, at Mordet ikke har været planlagt, hvad Morderen ogsaa benægter.

(Jyllandsposten 8. januar 1903).


Om Hjortshøjmordet, se kommentar i indslaget om Jørgen Brix her på bloggen.

13-1903 Jens Stryg Jensen der den 7. januar 1903 myrdede pigen Bodil Cathrine Christiansen, 18 aar, i Ørsted, Højesteretsdom 4. januar 1904, 8 aar, Togthus ArbejdeJens Stryg Nielsen var født den 20. juli 1886. Fotografier af fanger fra Statsfængslet i Horsens 1866-1904.

Højesteret dømte Jens Stryg Nielsen til 8 års tugthusarbejde, hvilket var den højeste straf man dengang kunne idømme personer under 18 år.'

Jens Stryg.

Ørsted-Morderen for Højesteret.
Lægernes Erklæringer om Morderens Væsen og Karakter.
Overretsdommen stadfæstes.

Det var den 6te Januar i Fjor Kl 2½ om Eftermiddagen, at den 18 aarige Bodil Christiansen, der tjente hos Gaardejer Christen Bang i Bundbøje, efter sin Husbonds Anmodning begav sig til Ørsted for at gøre Indløb. Hun vendte ikke tilbage igen, og først næste Dags Formiddag Kl. 9 fandt man hendes Lig paa en Mark 6-800 Alen fra Ørsted By og nogle faa Alen mellem Ørsted og Bundhøje.

Mistanken blev henledt paa den 16 aarige Jens Stryg Nielsen, der boede hos sine Forældre i Ørsted, og som kort i Forvejen var bleven straffet med Rotting for et Tyveri, ligesom han havde faaet en alvorlig Advarsel for Uterlighed overfor Smaapiger. Han blev arresteret og tilstod efter nogle Udflugter at være Gærningsmanden. Han havde mødt Pigen paa Vejen og havde anmodet hende om Samleje, og da hun nægtede det, havde han slæbt hende ind paa Marken, kastet hende omkuld og bundet hendes Hænder sammen paa Ryggen med sit Strømpebaand, hvorefter han havde iturevet hendes Klæder og behandlet hende uterligt. Han paaslod under Forhørene, at Pigen kun havde grædt, men hverken skreget eller bedt for sig. Da han imidlertid frygtede for Følgerne, tog han en hvidskaftet "Svanekniv" frem og bibragte hende en Del Stik i Brystet samt skar næsten Halsen over paa hende. Det ene Stik i Brystet var gaaet ind i Hiærtet, hvilket forklarer, at Pigen ikke har skreget. Fra Jens Stryg traf hende paa Landevejen og indtil han forlod hendes Lig var kun gaaet et Kvarters Tid.

Medens Jens Stryg ved Rougsø m. fl Herredets Extrarets Dom blev idømt 6 Aars Forbedringshusarbejde, skærpede Overretten Straffen til 8 Aar. Den dømte erklærede sig selv tilfreds med begge Domme, medens det offenlige appellerede den første Dom til Overretten og Jens Strygs Fader den sidste til Højesteret.

Her mødte d'Hrr Nellemann og P. G. C. Jensen som Aktor og Defenfor, og de lod Sagen procedere for lukkede Døre.

Under Dokumentationen fremlagdes en Række Udtalelser fra de Præster, Lærere. Dommere og andre, som havde haft med Jens at gøre.

Stadslæge Langballe i Randers, der søgte at sætte sig ind i Morderens mentale Tilstand, siger saaledes bl. a. følgende om ham:

"Han er ikke let at blive klog paa, da han er en underlig Blanding af ondt og godt. Han gør, naar man taler med ham, et godlidende og skikkeligt Indtryk, og man faar ikke Indtryk af, at han er svagt begavet eller dum. Der synes ikke at være Tanke om, at han fortryder sin Gærning, skønt han paa direkte Spørgsmaal derom bekræfter, at det gør ham ondt, men denne Udtalelse synes ikke at komme fra Hjærtet. Han sover roligt og er smilende, naar man taler med ham. Han er sig sin Skyld fuldt bevidst, men synes som sagt ikke at angre. Man faar Indtryk af, at han er et Individ, som fuldstændig mangler moralsk Bund, men kun har sin egen Fordel for Øje, uden at tænke paa, om det gaar ud over andre".

Efter at Jens Stryg var bleven indlagt til Observation paa Aarhus Sindssygeanstalt, afgav Overlæge Hallager en udførlig Erklæring, hvori han bl. a. oplyser, at Jens Strygs Oldefader var bleven henrettet for Mord, og at hans Moder, der tidligere skal have været meget sanselig, nu er ivrig Tilhænger af Indre Mission Han udtaler iøvrigt bl. a.: 

"Som han nu er, kan jeg ikke betragte ham som sindssyg. Derimod er han fra Fødslen af defekt mangelfuldt) Individ, som navnlig udmærker sig ved moralsk Insensibilitet (Ufølsomhed) og ved Mangel paa Ævne til at gøre sædelige Modforestillinger gældende overfor kønslige og andre Tilskyndelser. I denne Mangel hos ham maa man formentlig søge Grunden til hans Forbrydelse, navnlig den sidste. Det forekom mig dog ogsaa, at man ikke kan forkaste hans Paastand om, at han udførte Mordet i en "ophidset og forstyrret Tilstand", i hvilken heller ikke andre Modforestillinger end de moralske kunde komme til at gøre sig gældende. 

Den fremhævede Mangel paa moralsk Følelse hos ham vil formentlig ogsaa gøre ham temmelig upaavirkelig af Straf. Paa den anden Side maa det ogsaa bemærkes, at der, naar han kommer paa fri Fod, stadig vil være Fare for, at han kan komme i lignende Situationer som den, der førte til hans sidste Forbrydelse, og at han da vil handle paa lignende Maade som dengang."

Efter en ganske kort Votering stadfæstede Højesteret Overrettens Dom, og Jens Stryg kan saaledes akkurat naa at faa Dommen forkyndt paa Aarsdagen for Forbrydelsens Udøvelse.

(Horsens Folkeblad 5. januar 1904)


 I tugthuset fik han tuberkulose og hans ene ben blev amputeret. Mens Jens Stryg Nielsen sad fængslet i 1911 lykkedes det ham at afvæbne en fange der overfaldt en opsynsmand, Han blev løsladt januar 1912.