Lindevangshjemmet 6/8. (Efterskrift til Politivennen).

 Stiftsdame Frk. Regitze Barner

50 Aar i Menneskekærlighedens Tjeneste

Avisoriginalens uskarpe foto er erstattet af dette. J. Petersen: Regitze Barner. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Dag fylder Stiftsdame, Frk. Regitze Barner, 70 Aar.

Regitze Barner var kun 19 Aar gammel, da det religiøse Gennembrud fandt Sted i hendes Liv. Og Frugten heraf blev en brændende Trang til at afhjælpe Nøden, hvor denne fandtes. Kort efter begyndte hun i Køge, hvor hun boede, at gaa rundt til fattige, syge og til dem, der var kommen paa Kant med Samfundet.

Disse Samfundets udstødte blev ved at leve i hendes Tanke, og da hun i sit 25. Aar kom til København, begyndte hendes offentlige Virksomhed ogsaa med, at hun blev Medlem af Fængselsselskabet og nogle Aar senere Direktrice. Derved kom hun i personlig Forbindelse med Fangerne. Under Arbejdet mellem dem opstod Tanken om det første Hjem, hun grundede, "Lindevangshjemmet", som indviedes i 1878 - et Optagelseshus for 20 unge, straffede Kvinder, som der i to Aar uddannes til Tjenestepiger.

Derefter stiftedes "Foreningen til Børn for enligt stillede Kvinder", for hvilken Frk. Barner nu i 24 Aar har været Forstanderinde.

Men det var ikke blot de unge Kvinder, Frk. Barner ønskede at værne mod de Farer og Fristelser, som truer dem. Trangen til at værne de ældre mod den Forladthed, som ofte formørker deres sidste Aar, levede ogsaa i hendes Hjerte I mange Aar har der i Børnehjemmet hver Juleaften været Fest for henved 100 enlige gamle, og adskillige af dem har hun eller hendes Hjælpersker i Mellemtiden besøgt. Men hun ønskede at gøre mere - og dette Ønske ligger til Grund for det sidste Hjem, hendes varme Energi har rejst, det smukke, anseelige "Vesterled" med sine 22 Lejligheder og sin hyggelige hjemlige Indretning.

Det vilde føre for vidt blot nogenlunde al skildre den store, forskelligartede Virksomhed, Frk. Barner har skabt. Men maa her nøjes med disse løse Antydninger. Saa meget skal endnu blot siges, at naar hun nu fylder 70, betyder det, at hun i 50 Aar eller lidt derover har staaet i Menneskekærlighedens Tjeneste.

*

I Anledning af Fødselsdagen afholdes der i Dag Kl. 11½ i Kvindernes Værnehjem i Helgolandsgade en lille Festlighed, ved hvilken nuværende og tidligere Beboere af Hjemmet vil skænke hende en Buste af Frk. Barner, dets Stifter og Forstanderinde. Busten, der er tilvejebragt ved Indsamling blandt den Kreds af Kvinder, der har været knyttet til Hjemmet, er udført af den norske Billedhuggerinde, Fru Finne Døvle. Talen holdes af Snedkermester, Cathrine Horsbøll. En Sang er skrevet til Festen af Hr. Alfr. Ibsen.

(Dagens Nyheder 28. februar 1904)

Regitze Vilhelmine Lovise Augusta Barner (1834-1911) trak sig tilbage fra alle sine hverv og flyttede permanent til Vallø Slot. Hun er begravet på Vallø Stifts Kirkegård.

På denne side findes en biografi af Hilda Anine Andersen (f. 1885) som opholdt sig på hjemmet 1906. 

Den dræbte Smedesvends Ulykkesforsikring. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Barn faar ingen Ting.

Forrige Onsdag styrtede en 22 aarig Smedesvend Charles Petersen under sit Arbejde paa den elektriske Lysstation i Gothersgade ned fra et Stillads i 58 Fods Højde. I Nattens Løb døde han paa Hospitalet.

To Dage efter - om Fredagen - skulde han have haft Bryllup. I Stedet for at sætte Brudekransen paa sit eget Hovede kom hans Kæreste nu til at lægge en Krans paa sin afdøde Vens Kiste.

I Tirsdags blev han begravet fra Nordre Kapel paa Vestre Kirkegaard. En talrig Skare af Kammerater og Direktørerne for Aktieselskabet Smith, Mygind & Hattemeyer, som han havde arbejdet for ved sin Død, fulgte ham til Graven. Og foruden samledes om hans Kiste den gamle, sørgende Moder, hans Brødre, Kæresten - og hans og hendes lille Dreng.

Petersen var ulykkesforsikret, som alle udsatte Arbejdere, men de Par Tusind Kroner, som hans Hustru og Barn kunde have saaet, bliver nu nægtet dem, fordi Ulykken var kommen to Dage før det berammede Bryllup.

Hvad havde vel været rimeligere end at udbetale Pengene til hans Kæreste og Barn? Nu faar de ingen Ting.

Forhaabenlig vil Petersens "lovlige" Arvinger, som nu faar Pengene udbetalt, huske paa disse to, der dog stod ham nærmest, hans Barn og hans Barns Moder.

(Aftenbladet (København) 16. januar 1904).

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 3/6. Efterskrift til Politivennen)

 Telegrafonen.

"Politiken" og dens Reklamering.

Pressen var forleden indbudt til at tage Ingeniør V. Poulsens Telegrafon i Øjesyn.

Vi har tidligere omtalt Opfindelsen; Telegrafonen er et Apparat, der opskriver Tale. Det kan forbindes med en Telefon, og naar ingen er hjemme, modtager Apparatet Besked, som man saa kan høre ved Hjemkomsten. Eller det kan indrettes med en løs Plade, paa hvilken ens Tale opskrives; Pladen kan tages af og bringes hen til et andet Apparat, hvor den da kan afhøres.

I teoretisk Henseende er Opfindelsen meget smuk. I Praksis lider den endnu, hvor meget den end er blevet forbedret, af to Mangler; det Apparat, der virker i Forbindelse med Telefonen, er meget stort, og det er dyrt; dels Pris varierer fra 200 til 1000 Kr. De største Udsigter synes den anden Anvendelse af Opfindelsen, Apparatet med den løse Plade og at have; den vil nemlig kunne erstatte al Forretnings-Stenografering.

En Forretningschef kan diktere sine Breve til Pladen, Pladen flyttes over til et andet Apparat, som staar ved Skrivemaskinen; her afskrives det af Skriveren, til hvis Øren to Hørerør sættes fast med en Bøjle. Det sagdes os af Bestyrelsens Formand, Hr. Lemvig-Fog, at Bankmænd havde udtalt, at Apparatet var uvurderligt for dem; det maa formodentlig være Princippet i det, medens Udførelsen endnu maa lide af visse Mangler, thi paa vort Spørgsmaal om Apparatet var i Brug i nogen større Forretning eller Institution her i Byen, svaredes der benægtende.

Ingeniør Poulsen arbejder fremdeles med flere Medhjælpere paa Opfindelsens Fuldkommengørelse, og naar man ser den store Valse, han udstillede paa Pariser Udstillingen i 1900, og sammenligner den med det nuværende Trin, Opfindelsen er naaet til, da er der gjort store Fremskridt, og forhaabentlig vil han med Tiden overvinde alle praktiske Hindringer.

Telegrafon-Aktieselskabet.

Aktieselskabet har en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr.; om denne er indbetalt delt eller delvis, derom ved vi ikke Besked. Pengene er anvendt til Køb af Opfindelsen, til Indrettelse og Drift af Laboratoriet, til Udtagelse af Patenter, til Rejser og anden Reklame for at gøre Opfindelsen bekendt. Pengene skal forrentes ved det, der kommer ind, naar Patentet sælges. Ifjor var der Tale om at sælge Verdenspatentet til Amerika, forrige Aar om at sælge Patentet i England, men ingen af disse Salg er dog blevet til noget. I Aar meddeler Bestyrelsen, at den har solgt Patentet til Tyskland, ikke for en bestemt Sum, men for Andel i Udbyttet; til Amerika er Patentet ogsaa solgt, dels for en kontant Sum, dels for Aktier, hvis Værdi imidlertid afhænger af Udbyttet; endelig er Patentet for Danmark solgt til en Del af Aktionærerne, som har dannet et nyt Aktieselskab til Fabrikation af Apparaterne og har betalt 50,000 Kr. for Patentet; dette Arrangement blev truffet, da der ikke var flere Penge at arbejde med. De Penge, der er kommet ind, er alle medgaaede til Driften, og der kan derfor intet Udbytte gives til Aktionærerne.

"Politiken" og Reklamen.

"Politiken" omtalte i Søndags Telegrafonen saaledes:

"Lidt mindre hurtigt, end man havde tænkt, men forhaabentlig des sikrere arbejder Ingeniør Poulsens geniale Opfindelse, Telegrafonen, sig frem. Trompetfanfarerne der i sin Tid forkyndte, hvilke uhyre Kapitaler Telegrafonen vilde kaste af sig, var maaske sat et Par Toner for højt op, men selv de største Opfindelser foragter jo ikke Reklamen.

Men forøvrigt ligger det jo i Sagens Natur, at en saa gennemgribende Opfindelse maa tage Tid, og at de, der har sat deres Penge i Foretagendet, maa have nogen Taalmodighed."

Men hvem var det, der udstødte de saa skingrende Trompetfanfarer?

Det var netop "Politiken", der for et Aar siden lavede en Reklame for Telegrafonen, saa tyk, at den maatte falde for Brystet. Det var "Politiken", der lancerede Bestyrelsens Afslag om det amerikanske Millionbud, fordi dette betragtedes som lavt. Amerikanerne havde efter Sigende tilbudt Aktiernes Paalydende i Penge og desuden det 6-7 dobbelte Beløb i amerikanske Aktier. Dette udlagdes af "Politiken" derhen, at de danske Aktier var det 6-7-dobbelte Værd. Bladet skrev følgende:

"Det fortaltes paa Generalforsamlingen, at en ung Lensgrevinde af sine Naalepenge havde købt for 5000 Kr. Aktier, og at Lensgreven nu købte dem af hende for 25.000 Kr. Vi ved ikke, om denne Historie er sand; er den det, saa har Lensgreven gjort en god Forretning."

Altsaa "Politiken" fortalte Folk at det var en god Forretning at betale Aktierne med det 5-dobbelte!

Men vi skrev: de amerikanske Millioner er blot og bart Papir, først Overskudet ved Salget af Telegrafonen vil bestemme deres Værdi; de kan ligesaa godt kaldes 6 Mill., som 2 eller 12, de eksisterer nemlig kun som Papir.

Og vi skrev endvidere: Det er muligt, der engang vil tjenes store Penge paa Telegrafonen, godt, saa lad dem, der satte Penge i Telegrafonen, vente til den Tid og da indkassere Fortjenesten, men lad dem ikke bilde Publikum ind, at Papir er Penge og ved at sælge til opsvindlede Kurser indkassere en stor Fortjeneste allerede nu, hvor ingen ved, hvad det bliver til, og saaledes vælte Risikoen overpaa Publikum.

Og Begivenhederne har givet os Ret og har tvunget "Politiken" til selv at afsløre, til hvilken usund Reklame det lader sig bruge.

(Social-Demokraten 7. november 1903, 2. udgave)

Damernes Blad - Hjemmet. (Efterskrift til Politivennen)

"Damernes Blad".

I Løbet af sidste Aar har man hyppigere og hyppigere i de gode Hjem fundet "Damernes Blad" paa Familjebordet, og Allevegne, hvor det er kommet til Huse, har man kun hørt Lovord over det. Fra en temmeligt udemærket Tilværelse i nogle Aar, har det nu i den senere Tid voxed sig ind i det store Publikums Bevidsthed og Ho? skaffet sig et Abonnentantal, der staar langt over de fleste andre Ugeblades.

Bladet hedder nu en Gang "Damernes Blad", men strængt taget burde det hedde "Familjens Blad", thi vel indeholder det en Rigdom af belærende og uddannende Stof for Kvinder, og særlig for Husmoderen, for hvem det er en ypperlig prøvet og erfaren Raadgiver for Hus og Hjem, for Køkken og Børnepleje, men Texten og den Rigdom af Billeder, som pryder og, levendegør den, er valgt saaledes, at Familjens mandlige Medlemmer har fuldt saa megen Interesse af at studere den. "Damernes Blad" dyrker nemlig med særlig Paapasselighed Aktualiteten, netop det, der herhjemme og ude i den store Verden har dannet Samtaleemnet og vakt Interesse, behandler "Damernes Blad" i instruktive, paalidelige og kvikt skrevne Artikler, og altid kan man være sikker paa, at "Damernes Blad" har en Fremstilling, der stammer fra de flinkeste journalistiske Penne og fra de bedste og sikreste Kilder.

Aarsagen til dette Blads eget betydelige Udvikling i det sidste Par Aar og den almindelige Anerkendelse, som det har høstet, baade blandt det store Publikum og i Dagspressen, der forstaaer at vurdere det gode, journalistiske Arbejde, dette Blad Uge for Uge formaar at lægge for Dagen, maa i første Række søges i, at "Damernes Blad" nu redigeres af en virkelig Journalist. Redaktøren er som bekendt en Kvinde, Frk. Valborg Andersen, der i Kraft af sit frodige og mangesidede Talent har formaaet at vinde Respekt for sit Arbejde og erhvervet Anerkendelse. Frk. Andersen er den fødte Journalist, hendes Stil er let og sikker, hendes Iagttagelsesevne giver hende det rigeste Stof, og altid forstaar hun at finde Pointen i det, der ligger for, og som hun journalistisk behandler, det er en Dame med betydelige kunstneriske Talenter med store aandelige Interesser og med Hjartet paa det rette Sted. Stadig søger hun i sit Blad at slaa til Lyd for de store samfundsnyttige Reformer, og tit og ofte er hun gaaet i Brechen for de fattigste og ulykkeligste vort Samfund, og altid med det Held, som følger det virkelige Talent, der lægger al sin Kraft ind paa at naa sit Maal.

Ved disse Egenskaber er det lykkedes Frk. Valborg Andersen at give sit Blad en kulturel Mission; der er Alvor i dets Arbejde, og uden dette fortjener ikke noget Blad at blive Husven i de gode Hjem. Det bygger op, virker opdragende og belærende paa den behageligste og kvik feste Maade, som ønskes kan. Derfor tør vi trygt anbefale netop dette Blad og ønske det Fremgang Samfundslag, hvor man steller Kultur og Oplysning højere end Gobtkøbs Underholdning og Mælkebrøds-Romangenren.

- "Damernes Blad"s Billeder bør særlig omtales. De udmærker sig altid ved en overordentlig omhyggelig Reproduktion, og Trykningen og Bladets hele nitide Udstyrelse giver det bedste Bevis for, at det udgaar fra et af vore allerbedste og allerfineste Trykkerier.

- - -

Fremgang og Anerkendelse giver Lyst til at bryde nye Baner og vinde endnu videre frem. Gang efter Gang har Bladet draget nye Omraader, nye Æmner ind i sit Stof. Særlig Lykke har de gratis Snitmønstre gjort hos alle økonomiske Husmødre. Ved Hjælp af dem kan enhver Moder sy sit eget og sine Børns Tøj, en Gevinst, som er mangedobbel for et Hjem, særlig hvor der er Børn. Nu er der yderligere sket en Udvidelse i denne Retning, som sikkert vil blive af stor Betydning for Bladets fremtidige Væxt og Udbredelse, idet Bilagenes Antal er meget forøget, saaledes at der i Løbet af hvert Kvartal medgives 6 gratis Snitmønstre, 10 Romanbilag og Haandarbejdsbilag, altsaa i alt 19 Bilag i Kvartalet. Endvidere et stort Kunstblad en Gang aarlig.

"Damernes Blad" er ubetinget nu et af vore aller bedste Ugeblade, og der er al Grund til at spaa det en glimrende Fremtid. X.

(Horsens Folkeblad 17. oktober 1903)

"Damernes Blad" blev overtaget af Egmont H. Petersen i 1901. Det skiftede i 1904 navn til Hjemmet i 1904. Valborg Andersen var redaktør 1902-1927. Det var især hendes fortjeneste at oplaget i den periode steg fra 1.400, i 1908 55.000, i 1913 155.000 til 500.000 eksemplar. Indhold bestod bl.a. af madopskrifter, tips og ideer til boligen, helse og velvære, noveller og krydsogtværs.

Valborg Andersen (1868-1941) var af en børnerig brolæggerfamilie på Christianshavn. 1893-1897 var hun operasanger på Det Kongelige Teater. I 1896 fik hun en datter (Mariotta) med hendes i mellemtiden afdøde forlovede, lægen Axel Thomsen. I 1897 blev hun ansat på Casino. Hun fik sønnen Ole med den gifte Henrik Cavling (fra 1905 redaktør på Politiken) og forlod operaen til fordel for journalistik: 1898 på Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser, samt for Kvindernes Blad. 

Valborg Andersen var blandt iniativtagerne til Kvindehjemmet i Læssøesgade 1902, der fra 1945 kom til at ligge på Jagtvej i København, hvor det stadig ligger. (Se Politivennen Live Blogging "Kvindehjemmet i Læssøesgade" 1927). I 1901 blev hun redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, i 1902 redaktør ved Damernes Blad. Efter at bladet var købt af bogtrykker Egmont H. Petersen, ændredes navnet til Hjemmet. Det gav i starten stort underskud, men Egmont H. Petersen køb af en billedrotationspresse og Valborg Andersens nye redaktionelle linje til at gøre det til et familieblad til "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet", steg oplaget.

Hendes børn blev sat i pleje. Mariotta blev siden sygeplejerske, Ole blev journalist. Hun var medlem af Teosofisk Samfund (1902), Selskabet for Psykisk Forskning (1905) og interesserede sig for okkultismen. På trods af hendes indsats og indflydelse, foretrak hun at leve anonymt, og lade andre som Egmont H. Petersen få æren. Hun efterlod sig stort set intet kildemateriale. I tråd med det blev hun begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

Thora Vilhelmine Jensen (1838-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Thora Vilhelmine Hansen, blev født den 15. november 1838 i København. Her levede hun tilsyneladende til sin død 10. september 1903. Hun døde i De Gamles By "efter et langt smærtefuldt sygeleje" som det stod i dødsannoncen (se nederst).

Hun var datter af en arbejdsmand, siden vægter Cay Daniel Hansen Christine Larsen (Folketællingen 1840). Den 6. august 1858 blev hun gift i Trinitatis Kirke med tømrersvend Niels Jens Langdahl Jensen. Han var født  13. marts 1835 i København og døde den 29. april 1898 i Skt. Johannes Stiftelsen. Hans far var tømrersvend Peder Jensen.

Ved folketællingen i 1860 boede de i Murergade 6 på Nørrebro (ejendommen er nedrevet). Og havde da fået et barn, deres førstefødte. Tyve år efter, ved folketællingen i 1880 boede hun med sine 3 børn i Saxogade 17. Også denne ejendom er nedrevet - den lå tæt på kirken. Nu kaldte hun sig enke, og ernærede sig ved håndarbejde.

De fik i alt tre børn: Athemar Anton Langdahl Jensen, født 19. okt. 1858 i Murergade, døbt i Frue Kirke. Hjalmar Langdahl Jensen, født 2. jan. 1864 i Klerkegade 12, døbt i Skt. Pauls. -Hed(e)vig Langdahl Jensen, født ca. 1868 i Kbh. - Athemar var formersvend i 1885. Hjalmar var smedesvend i 1880.

Mellem 1860 og 1880 gik de fra hinanden. Men historien melder ikke noget om der er sket en lovformelig skilsmisse. Hvornår fremgår heller ikke præcis, men der er dog måske en forklaring i Politiefterretninger 10. juli 1877:

Tømrersvend Niels Langdahl Jensen af Schousgade 4, 2. sal, har den 2den ds. forladt sit Hjem, uden senere at være vendt tilbage. Hans Signalement er opgivet saaledes: 42 Aar gl, meget høj, spinkel af Bygning, mørkt Haar og Ansigtsfarve, brune Øjne, fyldigt Skjæg over hele Ansigtet og iført sort Frakke, Benklæder og Vest, sort lavpullet Hat, Trætøfler, graa uldne Sokker, Bomulds Lærreds Skjorte uden Mærke og kulørt Sirtses Halstørklæde. (A 6).

Og Politiefterretninger 19. okt. 1878 meddeler nøgternt at han er afleveret til fattigvæsenet. Det fremgår ikke om han boede samme med Thora i Schousgade. Måske var de allerede flyttet fra hinanden? Måske er der tale om Schouwsgade som efter 1882 skiftede navn til Vodroffs Tværgade.

Der må være sket et eller andet i mellemtiden. Men hvorfor de blev skilt, kan vi ikke vide. Måske fortæller mandens adresser noget om det. Han boede i 1880 i Store Brøndstræde 4, et af byens værste slumkvarterer. Han oplyste at han var ugift. Det bliver værre, for ved folketællingen 1890 er han flyttet til Holmensgade 4, endnu et af byens værste slumkvarterer, og han oplyste igen at han var "ugift"

Ifølge Politiets registerblade tog han ophold i Skt. Johannes Stiftelsen 19. aug. 1893 og døde dér knap 4 år senere af kronisk nyrelidelse, 53 år gammel. Årsager til kronisk nyrelidelse er som oftest diabetes eller forhøjet blodtryk, men kan også være nyrebetændelse eller medfødte sygdomme. 

Sankt Johannes Stiftelsen eksisterede 1885-1915. Den bestod af 3 afdelinger: en optagelsesanstalt for børn, et sygehus og et arbejdshus. Sygehuset modtog primært uhelbredelige eller kronisk syge, men havde også en afdeling for hudsygdomme. De personer, der blev optaget i arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De, der ikke kunne klare arbejdet enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller til Almindelig hospital. I 1918 blev stiftelsen overflyttet til arbejdsanstalten Sundholm som særlig afdeling.

Thora overlever ham med 10 år. Hun boede ifølge folketællingen 1901 i Matthæusgade 8A. Hun oplyste at hun var blomsterhandler. Hun har nu en 14-årig plejesøn hos sig. Hvem det er, ved vi ikke, men han har alderen til at være et barnebarn. Hendes egne børn var i 1887 hvor plejesønnen blev født, ca 29, 23 og 19 år. Kort efter må hun som nu ca 64 årig være blevet overført til det sted hvor hun døde, nemlig De Gamles By.

Dødsannonce for Thora, Social-Demokraten 12. og 13. september 1903. Som det ses skete begravelsen fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, 13. september 1903 (søndag). Som det ses optræder kun Jensen'er og Hansen'er.  De sidste må formodes at være "Broder og Søster". Annoncen kan ikke have været helt billig.

Thora Vilhelmine Jensen er begravet på Vestre Kirkegård, og formentlig på grund af gravstenen, eller pladens udformning af jern er den blevet bevaret på lapidariet. Hun er således en af de meget få bevarede tidlige begravelser af fattig mennesker på kirkegården. En af hendes sønner var smedesvend, så man ikke det kan være ham som har fået fremstillet mindesmærket. Eller måske den smed Johan Rudolf Hansen som er nævnt i dødsannoncen. Foto Erik Nicolaisen Høy.