Emma Gad ( 1852-1921). (Efterskrift til Politivennen).

Fru Emma Gad

"Er også mit værk kun spøg og tant.
så flygtig som døgnet, der kom og svandt;
jeg regner det ikke for ganske tabt,
i fald mine skrevne ord har skabt
mig ubevidst her og hist en Ben,
som vi siger: vi træffes vel snart igen,"

Disse linjer har forfatterinden fru Emma Gad skrevet under sit billede i sidste års "Juleroser", og der er i dem noget af en karakteristik af hendes egen forfattervirksomhed: hun er den lette, lykkelige sprogs forfatterinde; næppe nogen nulevende dansk forfatter kan i så henseende måle sig med hende. Og i triste, trætte tider, da folk næppe kan slå et smil af hinanden "med en vognkæp", som det gamle ord siger, i sådanne tider kommer en spøgefugl som Emma Gad svært til pas. For nogle år siden strev hun skuespillet "Et sølvbryllup"; det er gået over brædderne mangfoldige gange både i København og i provinserne og er vist nok kendt af mange af vore læsere.

Nu i fjor efterår kom "Tro som guld", der endnu "trækker hus" på Slotsteatret og morer folk. Hendes første dramatiske arbejde hed for resten "Et aftenbesøg"; det opførtes første gang i 1886, senere kom "Et stridspunkt" og "Fælles sag" samt de allerede nævnte.

Skuepladsen for disse arbejder er gerne middelstandens hjem, som fru Gad har studeret grundigt. Hun har opdaget disses svage sider og lægger dem blot til almindelig moro. Ikke så ondskabsfuldt som gamle Holberg, ikke efter hans storslåede målestok, ikke så ubarmhjertigt, snarere sådan, at skønt man godt ser de optrædendes skavanker og fejl og umuligt kan lade være at le af dem, så holder man dog samtidig af dem for deres godmodighed og øvrige hjertevindende egenskaber. Fru Gad er som sagt den godmodige, lyse spogs og  vids forfatterinde, ingen bliver vred på hende, selv om hun rammer med sin lystigt knaldende snert, for man kan ikke lade være at le med, for "sådan er nu en gang københavnerne", hedder det med rette i "den kære familie"; det samme kan vel til en vis grad siges om danskerne i almindelighed, og det er langt fra det værste der kan siges om os.

Emma Gad er ellers født i København den 21. januar 1852, og er datter af en grosserer; på moderens side er hun i slægt med den afdøde norske digter Munch, en snes år gammel blev hun gift med daværende løjtnant, nuværende kommander i marinen Gad.

Bosat i en af de små sjællandske provinsbyer, overladt til sig selv, medens manden ofte var fraværende i tjenesteanliggender, siges det, at hun fandt på at forsøge sig som forfatterinde for at få tiden til at gå; og det lykkedes så godt så hun nu, forlængst besat i København, ventelig vil vedblive med sine vittige, spøgefulde skildringer der så godt evner at "komme folk til at le".

(Næstved Tidende, 9. marts 1894)

Emma Gad

Blandt de ikke få skrivende damer, vort lille land rummer, indtager fru Emma Gad en smuk stilling. Hun holder sig nemlig i sin produktion lige langt fra den guvernantestil, der især tidligere har præget de fleste skrivende damers arbejder, og gjort dem mere velmente end vellykkede, og fra den forlorne "dristighed", hvorved ikke få af forfatterindernes yngste har søgt at vinde en døgnberømmelse. Fru Gad har givet os en række ædruelige og underholdende - ofte vittige, undertiden ret bidende - skildringer fra det københavnske bourgeoisi, som hun kender ud og ind, og som hun, fortrinsvis i dramatiske arbejder, har ført lyslevende frem for læserne - eller tilskuerne.

Enkelte af hendes stykker, ikke mindst "Et sølvbryllup", har gjort endog ganske ualmindelig lykke.

Fru Emma Gad er født i Kobenhavn 2. januar 1852 og tilhører den bekendte og ansete Halkier'ske slægt. Tyve år gammel blev hun gift med marineløjtnant - nu admiral - Gad.

Foruden sin forfattervirksomhed har fru Emma Gad udfoldet et omfattende arbejde i velgørenhedens tjeneste, og har været en finfølende og forstående forkæmperinde for kvindesagen.

Denne har hun taget praktisk op. I resolutions-agitationen, og hvad dertil hører, har hun kun taget ringe del. Men i foretagender som kvindernes køkken og lignende, hvor målet har været at dygtiggøre kvinden, har Emma Gad udført et betydeligt og frugtbringende arbejde.

(Slagelse-Postens Søndagsblad, 11. marts 1906)

Emma Gad

21. januar 1852 - januar 1921

Med Emma Gad er en kvinde gået bort, der i udpræget grad har tilhørt vor tid og vor by ved sin personlighed og ved hele sit virke. Hun besad en lykkelig hånd til til at forene det gamle og det nye: indenfor en svunden tids faste og fornemme rammer evnede hun at lade en ny tids tanker og ønsker gro frem.

Da hun som en statelig, ung pige, grosserer P. Halkiers datter, for henved et halvt århundrede siden dansede ind  i de udsøgte københavnske bourgeoisikredse, var hendes position udad fastslået og styrkedes senere yderligt ved ægteskabet med den elegante søofficer, senere admiral Urban Gad. Men Emma Gad var for lyst et hoved og for virksom en sjæl til blot som tilskuer at ville tage til takke med retterne ved livets bord. Hun havde et åbent blik for tomheden og fraserne i det højere selskabsliv, og skønt hendes milde sind og medfødte godmodighed hindrede hende at blive en oprører og hvas kritiker af det samfund, hun tilhørte ved fødsel og opdragelse, udvikledes hos hende en satirisk sans overfor livets små latterligheder og en aldrig svigtende bonsens.

Det var disse egenskaber, som i forbindelse med en god portlon lune og et betydeligt dramatisk håndelag gennem en række år gjorde Emma Gad til borgerskabets yndede lystspilforfatterinde. Efter nogle mindre forsøg slog hun sit store slag i 1890 med komedien "Et sølvbryllup", der ved hele den tone, som skaber musikken, ved sit veltrufne miljø, sin godlidende satire og sit humør, vakte en hyggestemning hos det borgerskab, som den gang var vore teatres bedste kunder, ved at genkende sine egne vinduer. Og hun fortsatte gennem en snes år denne sejr. "Tro som guld", "I rørte vande", "Gadens Børn" og hvad de nu alle hedder, disse mere eller mindre vellykkede fostre af en lystspillets muse, som Emma Gad elskede og dyrkede. Det var hende lidt af en hjertesorg, at visse litterære kredse netop i disse år fornemt så ned på lystspillet og ikke ret ville anerkende hende. ..Lever vi da ikke i Holbergs fædreland?" spurgte hun flere gange med en let bitterhed - thi vred blev Emma Gad aldrig - i stemmen.

Kun i et af disse sceniske arbejder - "For åbent visir" eller "Barnets ret", om det i en omarbejdelse kom til at hedde - rører hun ved alvorligere strenge, det udenfor ægteskabet fødte barns vanskelige stilling, og dermed åbner hun for en anden side i sin natur, som de, der kendte Emma Gad nøjere og havde lejlighed til at arbejde sammen med hende, hurtigt opdagede: hendes gode hjerte og medfølende sind, hendes hjælpsomhed og lyst til at tage fat med, hvor hun skønnede at kunne være til nogen nytte. Emma Gad var ladet med en uendelig virksomhedstrang, til sin sjæls inderste fiber var hun fuld af energi. Utallige er de institutioner og foretagender, hun har rakt en hjælpende hånd, utallige er de komitésammenkomster og bestyrelsesmøder, hun har deltaget i, aldrig trættet, aldrig krævende noget for sig selv. Hun blev stifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening, hun var ledende sjæl i deres kunstflidsforening, hun ordnede og arrangerede udstillinger, og med sit elskværdige væsen, sin beskedne fornemhed, sin naturlige frimodighed var hun den fødte repræsentant til at gøre les honneurs ved modtagelse og fornemt besøg. Aldrig krævende noget for sig selv, ganske usnobbet, næsten spartansk i sin ydre fremtræden, fraterniserede Emma Gad lige så godt med høj og lav, med fornem og ringe. Hun sad længe i forfatterforeningens bestyrelse og var en virksom formand for danske Dramatikeres Forbund. Selv om hun ikke altid evnede at gå helt til bunds de mange sager, hun havde hånd med i - aldrig trættedes hun, aldrig beklagede hun sig, aldrig gav hun op. Kom en stund, hvor hun ikke syntes, hun havde arbejde nok, søgte hun det ligefrem op - hendes hoved og hjerte var altid fuld af ideer til andres bedste. Fortjenstmedaljen i guld var i sandhed på sin plads på Emma Gads bryst.

Snart skal hun for stedse forlade de stuer i Dronningens Tværgade, hun så mange år beboede, og hvor hun havde skabt så skønt et hjem, hvor hun elskede at samle sine gamle og unge venner til beskedne, men altid skønhedsbårne små fester. Endnu for nogle måneder siden havde hun stævnet en kreds hid for at lytte til hendes minder fra de unge dage, fra et København så vidt forskelligt i fysiognomi og kultur fra det nuværende. Selv havde hun vidst at bevare alt det værdifulde af det gamle sit liv i nuet.

Hos Emma Gad - den fødte fornemme dame, men som ingen, der kendte hende, faldt på at tiltale med rang og titel gled det svundne og det vundne på en lykkelig måde sammen. I al sin travlhed, i al sin optagethed, blev hun et elskeligt, et harmonisk menneske.

Julius Clausen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 8. januar 1921).

Emma Gad in memoriam.

Admiralinde Gad havde kun få uger til sin 69-årige fødselsdag, der falder i disse dage. Den afdøde forfatterindes skolekammerat og ungdomsveninde, fru Johanne Godfred Christensen har sendt os følgende smukke mindeord om den unge Emma Gad. f. Halkier. der allerede i ungpigedagene vandt sig så mange trofaste venner for livet

Jeg har kendt Emma Gad fra hendes 8. år. Min søster og jeg gik i professor Bjerrings Skole ved Holmens Kanal (Erichsens Palæ). Som 7-årige kom vi ind i en lille, hyggelig forberedelsesklasse, året efter kom vi op i 1. klasse, og det var her, at døren en skønne dag gik op, og ind trådte en sortklædt dame med en lille pige, også ganske klædt i sort. Hun var meget bleg, havde markerede træk og livlige øjne. Det var Emma Gad, f. Halkier; hun havde den gang lige mistet sin far. Min søster og jeg fik straks stor deltagelse og sympati for denne lille pige, og vi sluttede et ubrydeligt venskab, som har varet gennem disse mange år.

Emma Gad havde fire brødre, Godfred, Herman, Nicolai og Peter Halkier. Hun kom nogle år bagefter disse drenge, og den dag, hun fødtes, havde de en engelsk ven i besøg, Brøchner, tror jeg han hed. Brødrene var meget fornærmede over den lille piges indtrædelse i deres mandlige verden. Den engelske ven trøstede dem og sagde: "Ah, well, den kan jo dø!" Men Gud ske lov. Emma Gad levede i mange år til glæde for os alle, som har kendt hende. Brødrene forgudede hende da også. Hun var den sidste af de fem søskende, som gik bort.

Hvad der altid har karakteriseret Emma, var hendes udprægede pligtfølelse og hendes store trofasthed. Hun blev opdraget i et kærligt, men meget uroligt og selskabeligt hjem. Hendes moder, fru Halkier, f. Munch, var et talentfuldt livligt menneske, som elskede at se gæster hos sig. Hun kunne, ligesom Emma, overkomme det utrolige. Hun malede smukt på porcelæn, hun spillede klaver, hun var i virksomhed fra morgen til aften. Der var mange stor selskaber i det smukke hjem i Bredgade. Halkier beboede en af de gamle patricierlejligheder i et af de store huse lige overfor Sct Annæplads. Værelserne var meget store, og der var mindst 7 a 8. En meget stor spisestue husker jeg, og ved siden af denne et stort sovekammer. Når der var selskab, blev dette værelse indrettet til anretterstue, og tjeneren arrangerede sig med borde og stole, til tallerkener, fade o. s. v. Emma lod sig sig dog ikke forstyrre. Hun fik et skærmbræt sat op i hjørnet af den store stue, og når kl. var henad 9, klædte hun sig af i sin krog, gik i seng og sov sødeligt. Tidlig næste morgen var hun på benene; selv sørgede hun for alt til skolen, posen blev pakket og afsted gik det i flyvende fart til Holmens Kanal. Hun kunne næsten altid sine lektier, kneb det en gang imellem, var hun med sit klare hoved aldrig i forlegenhed for svar.

Halkiers havde et yndigt landsted, Søvang kaldet. Der var stor have med vidunderlig frugt, strandjord, hvor en ko græssede (vi børn kaldte den md. Halkier), badehus var der også. Ejendommen lå på den nuværende Strandboulevard, ved siden af Johanne Louise Heibergs villa. Mangen en aften tilbragte vi hos den berømte kunstnerinde. Hvor var der henrivende i de lange alleer, når lindene sprang ud og nattergalene sang i de lyse nætter. 

Min søster og jeg boede ofte på Søvang om sommeren, hvilken lyksalighed for os tre småpiger at tumle os i den herlige have. Jeg ser Emma for mig en morgen i jordbærtiden. Som altid i sit liv ville hun gøre nytte. Tidlig var hun oppe, mens duggen lå på alle bladene. Hun iførte sig træsko og en gammel fløjlstrøje; så lå hun i timevis i de våde bede og plukkede jordbær til os alle.

Jeg mindes de henrivende morgener, når vi vandrede til skolen, belæssede med frugt og blomster til vore lærerinder. I Kastellet, hvorigennem vi gik, blæste soldaterne Bjørneborgernes March.

Så gik årene, og Emma blev ung pige. En dag, da vi sidder på verandaen, ser vi en høj, smuk, ung mand komme gående op gennem haven. Emma stirrede betaget på hans herlige skikkelse og friske og solbrændte sømandsansigt. Det var marineløjtnant Urban Gad. Emma var "væk" fra samme stund. Kort tid efter blev forlovelse deklareret mellem det unge par, og ikke længe efter stod brylluppet i hjemmet i Bredgade. Veninderne var henrykte; de var brudepiger. De nygiftes første hjem var ved Østervold; der var hyggeligt, som alle steder, hvor Emma færdedes. Senere flyttede de til Haregade, hvor de boede i et af de små Nyboderhuse. Mange glade timer har vennerne tilbragt dér, morsomt og hyggeligt var der altid hos Emma og Urban Gad. Trods den store virksomhed, Emma udfoldede, så havde hun dog altid stunder til at tale med folk, som søgte hende. Kom man en dag kl. 3, flk man en herlig kop te og en lun passiar.

Sidste gang, jeg besøgte min kære veninde, var kort før jul, da lå hun i sin seng, eller rettere hun sad op, omgivet af bøger og skriverier. På væggen lige for sengen hang et temmelig stort maleri af hendes kære, afdøde mand, malet af sønnen, Peter Urban. Man ser Gad, frisk og solbrændt, som en kæk sømand, iført stor, gul stråhat. Dette kønne billede minder om de glade dage i Humlebæk, hvor Emma og Gad havde skabt en yndig sommerbolig. - Ingen af os anede, hvor syg Emma allerede var den dag, hun var ved godt mod, hun sagde til mig: "Jeg ligger og læser din mors bog, og opfrisker gamle minder; jeg får en del at gøre, da jeg har lovet Gyldendal en bog til foråret." - Jeg bad Emma om dog at skåne sig lidt nu herefter. "Ja, når jeg er færdig med den bog," sagde hun, "så skal jeg tænke på at hvile." - Det var sidste gang jeg talte med Emma Gad; hun gik bort midt i sin gerning, alle vil vi savne hende, vi, som havde hende kær. Et kærligt, virksomt og originalt menneske har vi mistet, men mindet om hende lever, det Gad'ske hjem glemmes ikke.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 30. januar 1921).

 Sentimentaliteten og grinet.

---

Emme Gad ... en af den gamle tids skribenter

(Af forfatteren, forlagsboghandler Kai Woel).

---

Emma Gad er en af de forfattere fra firserne, der viste os et nyt lag i samfundet, påviste det og gav det en plads i litteraturen, og vil man beskæftige sig med den tidsperiode og være sikker på at have fået alting med, er det lige så nødvendigt at stifte bekendtskab med den lange række skuespil, som forfatterinden, klogt, har ladet trykke, og som nu repræsenterer hendes litterære efterladenskaber.

Emma Gad skildrede bourgeoisiet, men et andet end Otto Benzon. Hans samfundsklasse var en handelsoverklasse, Emma Gads en embeds- og adelskreds, og fru Gad viser os disse mennesker, der højt oppe på tilværelsens rangstige ikke har synderlig adkomst til at være placeret der. Det gik i de "gode, gamle Tider", da dagene drev som fredelige skyer over livets himmel; men Emma Gad stiller dem nu op mod sin tid, og hendes indsats blev så meget mere værdifuld derved, at hun selv forstod og følte med sin tid, medens hun var midt i den. Hun stiller en række af disse forvænte, lidt selskabstomme og festglanende mennesker over for tidens problemer, noget ubehageligt, de må tage standpunkt til; men hun er ikke doktrinær, hun er mere end en problemdigter.

I hendes sceniske arbejder er de altid agitation, og hendes sympati i agitationen er bestandig hos underklassen; men det forbyder hende ikke at føle med sine egne; hun erkender det tåbelige i, at den stor direktør, der tjener en million om året, lukker sin fabrik, fordi hans arbejdere vil have 2 øre mere om dagen; men hun søger også at finde årsagen til denne tåbelighed. Hun forstår, at fødsel og opvækst i et bestemt miljø, hvis tankeverden gennem generationer har været begrænset til et rent egoistisk velvære, har sin store skyld i, at ræsonnementerne og synspunkterne er, som de er. Men foruden dette defensorat for sin stand viser hun os disse mennesker som det, de også er inderst inde bag rang og titel, stand og fordom, nemlig mennesker, underkastet det mål af glæde og smerte, som skæbnen har tildelt os alle.

Selv opvokset i et hjem, der tilhørte handelsoverklassen, og gennem sit ægteskab knyttet til den højere embedsstand, har det sikkert ikke altid været hende lige let at fremsætte de synspunkter, hendes forfatterskab giver udtryk for. Det var i allerhøjeste grad sine "egne", hun raillerede over, og man kan ofte, særlig i de første arbejder, lytte sig til en antydning af selvforsvar gennem den tilsyneladende let hånlig henkastede foragt for kunstneren, som hun lægger sine mest udprægede klasserepræsentanter i munden. Når hun dog ikke vakte større forargelse i sin egen kreds, skyldes det de forskellige egenskaber, hun lægger for dagen ved løsningen af sine opgave: Hendes retsindighed er uomtvistelig, hendes loyalitet opad og nedad i samfundet altid hævet over og uberørt af hendes agitation, og endelig - og ikke mindst - bærer det sunde lune og den medfødte elskværdighed, der kendetegner alle hendes arbejder, hende over de vanskelige punkter. Emma Gads evne er et mærkeligt konglomerat af disse egenskaber, der i hendes person forenes, så hun bliver en slags litterær samfundsregulator, hvis opgave det er at rydde de værste hindringer for en storre livsudfoldelse en større og friere livsform, af vejen.

- - -

Emma Gad debuterede på Det kongelige Teater med en lille enakter: "Et aftenbesøg" (1886). Hun havde da fået et par skuespil kasseret, bl. a. "Fælles sag", som siden blev opført på Dagmarteatret (1889). Hendes navn stod ikke på plakaten, men kom først frem ved arbejdets udsendelse i bogform.

Hun viser i dette debutarbejde en sikker skikkelsesdannende evne, en rammende og vittig replik, der helt er samhørig med personerne. Hverken dette arbejde eller de efterfølgende udmærker sig dog ved nogen særlig dybde i betragtningen, men giver et levende og plastisk billede af det samfundslag, der fremstilles.

I "Fælles sag" er der en tone af alvor; satiren kommer først helt frem i lystspillet "I veldædigt øjemed" (1891), der er absolut karakteristisk for Emma Gad. Den på en mager pension vegeterende oberstinde har, for at føre sin datter ind i vedstillede kredse, i den hensigt at få hende godt og rigt gift, udfoldet en overordentlig foretagsomhed i veldædig retning, og i hendes spartanske saloner mødes en række typer i det højere bourgeoisi, der alle af forskellig årsag spekulerer i veldædighed. Fabrikant Kvist er en forfængelig festtaler, der søger lejlighed til at sætte sin person i relief og samtidig nærer et stille håb om, at man fra højere steder skal belønne hans foretagsomhed; fru Kvist er en stadig vandrende tevisit-dame, der adspreder sig med at intrigere, for derved selv at komme frem i første række under festlighederne; datteren Fanny, løjtnant Friis og flere opfatter al velgørenhedsfest som en forlystelse, festdekorator Wulff er en smart forretningsmand, der udnytter den forhåndenværende situation. Ingen tænker på de fattige. Ingen har tid til at tage sig af den sølle madam Sørensen; hun forlader sin vaskebalje, hvor hun karrigt tjener føden til de mange børn, for at ansøge komiteen om en lirekasse til sin fordrukne mand. Lidt grelt er det stillet op, Temaets understregning lovlig tydelig, men situationerne er levende og med en dramatisk tilspidsning, der ikke er uden virkning.

Nærmest dette arbejde ligger "Gadens børn" (med indlagte sange af Edvard Søderberg), hvor dog emnets gennemførelse er langt svagere. En hel række arbejder behandler pengenes indflydelse; dette tema er overordentlig varieret, morsomst i lystspillene "Tro som guld" (1893) og "Dydens belønning" (1900), der også indeholder en satire over den udvendige religiøsitet, "Den mystiske Arv" (1906) og "Guldfuglen" (1908) viser på forskellig måde mennesker og penge i relation til hinanden. I "Åbent visir" (1898), senere omarbejdet og udgivet under titlen "Barnets ret" (1911), drøftes spørgsmålet om det uægte barn i dets forhold til moderen; i de to skuespil "Et sølvbryllup" (1890) og "Ægtestand" (1913) er det ægteskabsspørgsmålet, der er genstand for diskussion. "Et Sølvbryllup" er det arbejde af Emma Gad, der gjorde mest lykke. Fra 1890-95 opførtes det 100 gange. Det er det mest kraftige i formen, måske lidt plumpt i karaktertegning og indhold, og dets folkelige yndest er forstandigt; men adskillige andre af fruens arbejder er både morsommere og sikrere gjort. Emma Gads dramatiske form er svagest i de første arbejder. Efterhånden lærer hun alle teatrets fif og kan til sidst opvise en jonglerende drevenhed i tilrettelæggelsen af de skiftende scener, ligesom hendes replikform stedse bliver sikrere. Lystspil som "Fruens politik", "Guldfuglen" og "Ægtestand" overbeviser om, at fruen har lært meget af det franske lystspil (Emma Gad oversatte i 1894 Sardons "Madame Sans-Gene", der samme år opførtes på Folketeatret og blev en stor succes - 110 opførelser i samme sæson), ofte så meget, at de mere alvorlige bevæggrunde forsvinder, og det hele kun bliver lystspil: en samling morsomme mennesker i en række morsomme situationer, muntert gjort, elskværdigt spillet, smil og sund latter hos publikum, og det hele glemt i overmorgen.

- - -

Savner dette forfatterskab således den store dybde, det gennemførte perspektiv - det giver sin tid helt. Det var jo en tid "mellem slagene". En overgangstid, hvor København fra at være en større provinsby blev en verdensby, og hvor dønningerne fra det åndelige europa svagt nåede frem. Det var den samme tid, hvor Strindberg skrev for døve øren, og hvor livets gemytlige og fredsomme pulseren nok kunne tillade, at man prikkede samvittighedens elefant med knappenåle, men større angreb tåltes ikke gerne.

Emma Gad forstod godt livets tragedie, tilværelsens mangelfulde opfyldelse af de forhåbninger, menneskene satte til den, men både tiden, hun levede i, og miljøet hun var rundet af, bød hende at fare med lempe. Hun har følt for menneskene, at det var synd, men hendes sind var brændende nok til, at hun formåede at skabe det evigtgyldige udtryk derfor. Hun var ikke kunstner nok. Hun slog til ro med lidt mondæn satire. Hendes overklassehjerte har sikkert banket både i frygt og fryd ved tanken om, hvor hun måtte forarge sin stand. Mere blev det ikke til. Men hun gav os, mere levende end de fleste andre, fordi hun er kvinde og derfor pr. instinkt ved besked med meget, som mænd ikke får med, et klart detaljeret billede af sit samfundslag, af livet, som det levedes i de tider, fruens håndbog i "Takt og Tone" (1918; 20. oplag 1929) viser bedre end alle de sceniske arbejder, hvor sikker hun var i sin viden.

Emma Gad.

(Kallundborg Avis, 26. juli 1930).

Emma Gad er i dag næsten entydigt associeret med hendes bog "Takt og tone" (1918). Men sådan var det ikke da hun levede.

Emma Gad var gennem næsten 3 årtier forfatter til en række skue- og lystspil (1886-1913) som blev opført mange gange på Københavns største teatre, Det Kongelige Teater og Dagmar.

Hun skrev eller oversætte 2 etikettebøger (1886).

Hun var vicepræsident for Kvindernes Udstilling (1895), var medstifter i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (1898), formand i Dansk Kunstflidsforening (1900), formand for Danske Dramatikeres Forbund (1914-21).

I hendes hjem kom Georg Brandes.

Hendes Søn Urban Gad blev gift med Asta Nielsen og blev filminstruktør.

Saxoly. (Efterskrift til Politivennen)

"Saxoly"

Fru Nanna Trojel og hendes Fritidshjem

-De maa ikke kalde det for mit Hjem."

Vi sidder overfor Fru Nanna Trojel i et lille, hyggeligt Værelse paa en mørk Førstesal lige midt i Saksogades Hjerte. Og det er Fruen selv, som smilende ryster paa Hovedet og kommer med ovennævnte Indvending.

- Hvorfor dog ikke? Det er jo dog. . .

"Mig, der har faaet Ideen .... Javel! Men maa jeg nu ikke have Lov til at fortælle Dem det hele lige fra Grunden af.

Ser De.

Jeg har altid elsket Børn og ganske unge Mennesker. Jeg er selv Moder til fem, men jeg har aldrig hørt til de Kvinder, der bare tænker paa deres egne. Nej, jeg har haft det saadan, at netop dette, at jeg og mine var saadan stillet her i Livet, var saadan paa Solsiden, at vi aldrig behøvede at mangle noget, har fyldt mig med en endnu større Trang til at bringe Hjælp til alle de stakkels Børn, som har det ondt her i Verden, som sulter og fryser og bliver hundsede af en Far og Mor, som de kun er til Besvær! Til Besvær, fordi de overhovedet lever, skal have Mad og Klæder - koster Penge. Aa, hvor har de det ondt, ondt mange smaa Børn!

I tyve Aar har jeg boet i Ejendommen oppe paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogode (lige over min Mands Forretning). Men ogsaa oppe fra den Ende af Saksogade kan man lære Nøden her omkring i Baggaarde og Sidehuse at kende. Naar man da har Øjne at se med og vil bruge dem. 

Saa blev jeg Værgeraadsmedlem og kom ind i Bestyrelsen af "Foreningen til Hjælp af enligstillede Kvinder med Børn". Og det er den Forening, som ejer Fritidshjemmet her.

Jeg er et ret praktisk og nøgternt Menneske, og ved godt, at det er umuligt at hjælpe alle, samt at den Hjælp, man yder, ofte kun er en Draabe i Havet. Men jeg ved ogsaa, at hvis vi allesammen gør, hvad der staar i vor Magt, saa kan der blive udrettet slet ikke helt lidt endda.

Jeg har i Aarevis gaaet og haft Kig paa en Knejpe, der laa i Stueetagen her i Ejendommen. En af de allerværste i sin Slags, en Udklækningsanstalt for Kvarterets "Piger" og Alfonser. Længe, længe har jeg gaaet og syslet med Tanken om at skabe denne Fordærvelsens Boplads om til en lun og værnende Rede for Kvarterets Børn og purunge Mennesker.

Og nu er Begyndelsen gjort - men ogsaa kun Begyndelsen! Det er mit Haaab og min Tro, at vi skal naa langt, langt frem, at vi med vor Institution maa kunne arbejde os op gennem Huset, drage Etage for Etage ind under vor Virksomhed. Endnu er vi kun Herrer over Stuen og Førstesalen.

Vi har Fritidshjem og Asyl og vi holder Ungdomsklubber! To Gange om Ugen for Drenge, to Gange for Piger, delt hver i et stort og lille Hold! Men mit Maal er naturligvis, at vi maa naa

til at kunne holde Lokalerne aabne dernede hver eneste Aften i Ugen, saadan at vore Drenge og Piger kan komme herhen, naar de vil, og læse, synge, passiare eller arbejde med deres Sløjd og Haandarbejde.

Selv tager jeg mig af de store Drenge hver Torsdag Aften, assisteret af en sløjdlærer. Nogle Damer og Herrer hjælper mig med de andre Hold.

Men saa er det Asylet, og det Fristed, som dette Hus skulde være for enhver lille Sjæl, som staar ene og forladt - og det er der saa mange, saa mange, der gør! Dér skorter det endnu. Jeg mangler en Kvinde, som af Kærlighed og Interesse for Sagen vil paatage sig Arbejdet her. Vil bo her og tage sig af alle dem, der kommer for at blive hjulpet og trøstet paa den ene eller anden Maade.

Jeg ved godt, at det er saare svært at finde en saadan Kvinde, thi de Egenskaber, hun skal være i Besiddelse af, maa være mange og store. Hun skal være af virkelig Dannelse og Kultur, og hun maa ikke være "nervøs", maa kunne taale Børns Støjen og Banken uden

straks at kalde dem "uartige" og dele Lussinger ud til højre og venstre. Og hun maa intet Øjeblik glemme, at mange af de Børn, som kommer her, er stakkels smaa aandeligt og legemligt misrøgtede Væsener, som trænger til al den Kærlighed al den Overbærenhed,

al den Moderømhed, et Kvindehjerte kan skænke.

Her bor allerede en Dame, en Enkefrue med sin lille Søn. Hun er et prægtigt Menneske med virkelig Forstaaelse af det Arbejde, jeg gerne vil gøre, og hun tager levende Del i det. Men under hende sorterer alt det praktiske. Og det er umuligt at forlange, at hun skal kunne overkomme mere, end hun gør.

Frøken Thulin-Petersen, som De maaske kender inde fra "Nødlidende Kvinder"s Kontor, bor her ogsaa lige for Tiden sammen med en lille forældreløs Pige, hun har taget til sig; et af "vore" Børn for Resten! Men hun er et lidt ældre Menneske og en Del nervøs og ved saa godt selv, at hun slet ikke egner sig til at være "Mor" for en større Flok Saksogadeungdom. Hun holder inderligt af Arbejdet her og har gjort en mægtig Indsats i Foreningen, har bragt mange personlige Ofre, er os i det hele taget ganske uundværlig - men hun har sin Begrænsning, som De og jeg har vore, hun kender den selv og ved, at hendes Plads ikke er her i Saksogade. . . .

Og her er jo Nød nok at lindre, nok at tage fat i.

Foruden den lille Pige, Frk. Thulin-Petersen har taget til sig, har vi endnu een lille forældreløs - eller rettere sagt: forladt - Pige i Huset. Dog kun midlertidig, til hun bliver anbragt paa et Børnehjem. 

Der er tre smaa Søskende paa ca. 5 og 6 Aar samt 9 Maaneder. Deres Far er død, og deres Mor er gaaet fra dem. Gaaet paa Dansebal simpelthen. En ung, køn Kone paa 23 Aar! Hun bryder sig ikke det mindste om Børnene, de er hende en Klods om Benet. Hun danser i Dansesalonerne og lever af Mandfolkene der. Sine Børn undte hun knap Føden endsige Renlighed eller anden Pasning, de laa saa at sige Dag og Nat ene i hendes usle Logis. Der fandt Værgeraadet dem efter en Klage fra Husbeboerne, som hørte dem græde Dag

og Nat.

Det er det mellemste af Børnene, som er her. En yndig lille Pige med gult Haar og brune Øjne, nu sød og tillidsfuld og glad, men da vi fik hende et lille forskræmt og hundset Væsen, der, blot man talte til hende, for hen i en Krog og gemte sig, angst for Klø og Spark.

Jeg ved godt, at Misantroperne siger; "Ja. nu har De hjulpet hende, men der er Hundreder af Børn, der lider! Tænk paa Moderen, der kastede sit 5-aarige Barn i Vandet i Hellerup! Tænk paa en Dagmar Overby - og alle de Mødre, som betinger en Dagmar Overbys Eksistens"

Men jeg giver dem ikke helt Ret. Thi, som jeg begyndte med at sige: Naar blot vi hver vil gere sit, hver vil hjælpe efter sin Evne, saa bliver der udrettet ikke saa helt lidt. Her skal blot mange

Penge til, det er det værste. Og jeg kan ikke med Tiggeri! Men derfor bliver jog naturligvis alligevel glad, hvis een, der læser disse Iinier, faar Lyst at hjælpe mig - ogsaa økonomisk!" slutter Fru Trojel med et Smil.

E. D. 

(Nationaltidende 5. januar 1921).

Nationaltidende bragte igen 12. april 1922 en lignende reportage med interview af Trojel fra et besøg i Saxoly.

Fritidshjemmet i Saxogade

Glade Smaa i "Saxoly". I Baggrunden staar en af de ledende Damer, Fru Nielsen.

Ikke ret mange véd, at der midt i Saxogade - i en af de store, graa Lejekaserner - findes et Fritidshjem for Børn, kaldet "Saxoly". Ingen kan fra Gaden se, at her er en Slags Børnehave, hvor 30-40 Børn under 7 Aar fra Kl. 7 Morgen til 5 Eftermiddag kan have et Hljem, mens  Moderen er paa Arbejde.

Pladsforholdene er indskrænkede; det er nemlig en tidligere Beværtning, der er lavet om til to store Stuer, hvor Børnene om Morgenen faar Sødgrød og Mælk og ved Middagstid spiser deres medbragte Mad, for hen paa Eftermiddagen atter at faa Mælk.

I Mellemtiden beskæftiges de Smaa med Papirsløjd og Leg. Den sidste drives helst, hvis Vejret blot nogenlunde tillader det, enten paa den nærmeste Legeplads eller i Søndermarken.

Men hvor Børnene saa end er og hvad de saa end foretager sig, saa er de tilsyneladende meget glade ved det altsammen. For dem er det alt Leg og Glæden bliver endnu større for de smaa Piger naar den elskede Dkke kan være med i det, hvad den heldigvis kan.

Desværre kan Bestyrerinden, Frk. Nanna Trojel og de daglige Ledere, Fru Nielsen og Frk. Madsen, ikke se saa mange smaa Gæster, som de gerne vilde. Dertil er Pladsen for indskænket, og de man med Sorg sige Nej til dette børnerige Kvarters mange Mødre, der gerne vil betale den 25 Øre pr. Dag hvorfor de kan skaffe deres Børn et godt Ophold, medens de selv er paa Arbejde.

For øvrigt er "Saxoly" ogsaa om Aftenen et Hjem for større Drenge og Piger, som her kan tilbringer Tiden med Læsning, forskellige Spil o. lign., medens unge Studenter ofte underholder dem paa forskellig Maade.

"Saxoly" er for 3-4 Aar siden oprettet af Foreningen til Hjælp for enligtstillede Kvinder med Børn, men bliver fra Nytaar en selvstændig institution, der bør finde al mulig Støtte hos enhver, der har Øjet aabent for, hvor meget et saadant Hjem er værd for dette Kvarters Børn.

(Aftenbladet (København) 21. november 1923).

Et Besøg i Saxoly

Fru Nanna Trojels Fritidshjem i Saxogade.

Dagen i "Saxoly" gaar med Arbejde, Leg og Sang ...

Midt i Saxogade, i en af de store, triste Lejekaserner, har Fru Nanna Trojel indrettet et Asyl og Fritidshjem i nogle Lokaler, hvor tidligere en Beværtning var til Huse. Fru Trojel havde selv sit Hjem paa Hjørnet af Saxogade og Vesterbrogade, og hun havde derfor rig Lejlighed til at iagttage, hvorledes det overbefolkede Kvarters Smaabøm, mens deres Fædre og Mødre var paa Arbejde, "Dagen igennem var overladt til dem selv, og hvordan de, efterhaanden som de voksede til, blev paavirkede af Omgivelserne.

Og saa fik jeg en brændende Lyst til at starte et Asyl og Fritidshjem for Saxogades Smaabøm, fortæller Fru Trojel mig en Dag, jeg er ude at aflægge hendes Virksomhed et Besøg. - Det var jo imidlertid i Bolignødens allerværste Dage, saa hvorledes jeg skulde faa et Lokale, der var egne til mit Formaal, anede jeg ikke. Men Tilfældet kom mig til Hjælp. Den omtalte "Snask" blev nedlagt, og jeg skyndte mig at sikre mig Lokalerne, som saa blev istandsat. Det. er nu ca. 4 Aar siden, og hvor jeg siden da har drevet mit Asyl, først i Samarbejde med Foreningen "Ulykkeligt stillede enlige Kvinder med Børn" og, efter at denne Forening er blevet slaaet sammen med "Ulykkeligt stillede Mødre" ,som selvstændig Virksomhed.

- Men Pengene?

- Ja, dem kniber det somme Tider med! Men de kommer jo! Jeg har nogen Hjælp fra Kommunen og en Del Bidragydere, som staar mig bi. Og selv maa jeg jeg jo saa se at gøre, hvad jeg kan for at holde det gaaende. Forresten betaler Mødrene ogsaa en lille Smule for at faa deres Børn anbragt her om Dagen, 25 Øre. Desuden skal de smaa have en Madpakke med.

- Og hvordan gaar Dagen her for dem?

- Klokken 7 om Morgenen aabner "Saxoly" sine Døre. Det vil sige, det bliver i Virkeligheden Kl. 6! thi mange af Mødrene skal jo stille paa deres Arbejdsplads Kl. 7, saa de maa af med de smaa lidt tidligere for at naa det.

Straks naar Børnene er kommet, faar de Havregrød med en stor Kop sød Mælk til. Ved 11-Tiden spiser de deres medbragte Mad, hvortil vi ogsaa giver dem sød Mælk, og om Eftermiddagen ved 4-Tiden trakterer vi dem med The eller Kakao og Brød. Klokken 5 kommer Mødrene og henter dem igen.

Ved Morgenbordet.

Og ind imellem Maaltiderne bliver der spaseret lange Ture med dem, der bliver leget, sunget og læst højt, eller de bliver beskæftiget med lette Børnehavearbejder. Og jeg tør jo nok paastaa, at mange Forældre og Børn er glade for Arrangementet De smaa morer sig storartet hos os, og Forældrene er jo under Arbejdstiden saa rart trygge med Hensyn til, at der ikke tilstøder de smaa nogen Ulykker.

Jeg mener jo, slutter Fru Trojel, at denne lille Virksomhed i al Beskedenhed har en stor moralsk Opgave at løse i disse Tider, hvor Bolignøden ofte gør, at Forældrene ligefrem er nødt til at lade Børnene løbe paa egen Haand og lege paa Gader og Stræder, naar de Ikke netop spiser eller sover, og hvor de økonomiske Tilstande tvinger en saa stor Del af Mødrene til at forlade Hjemmet for at erhverve til dets Opretholdelse. Jeg har allerede i Løbet af disse Par Aar set adskillige Eksempler paa, at Børn, som var ved at komme paa gale Veje er blevet bragt paa ret Køl igen ved, at Hjemmet her har taget sig af dem og skærmet dem mod Gadens Fristelser. - Maatte vi nu blot faa Raad og Evne til at fortsætte og maaske udvide Arbejdet

(Klokken 5, 27. september 1924)

Fritidshjemmet "Saxoly".

Er der mon nogen Bydel, der rummer saa rent ubegribelig mange Børn og Halvvoksne som Vesterbro? Godt, at der findes varmhjertede Kvinder, der har taget sig paa at forsøde disse Livets Stedbørns lysfattige Tilværelse. Og dette er netop "Saxoly"s Maal.

Fru N. Trojel.

Jeg træffer en al Forstanderinderne, Frk. Justesen, som fortæller mig, hvorledes denne lille Verden blev til.

- "Idyl" var der ikke paa dette Sted, inden vi kom til. Da laa der en Beværtning ved Navn "Hesteskoen". Hvad der foregik inden dens Mure, kan jeg overhovedet ikke sige Dem, saa gennemraat og forfærdeligt var det. Fru Apoteker Trojel, der er Medlem af Værgeraadet, havde godt Kendskab til disse Forhold, og ved sin Energi paavirkede hun efterhaanden Myndighederne saa stærkt, at Knejpen blev lukket. Hun lejede Lokalerne sammen med Foreningen "Ulykkeligt stillede Mødre", de arbejdede sammen i 5 Aar, men fra August 1924 slaar "Saxoly" frit. Fru Trojel er Hovedorganisatoren af det Hele, hun maatte forsøge at træde hjælpende til: hun kunde ikke glemme al den Elendighed, hun havde set.

- Hvad foretager De Dem med Børnene?

- Børnene, der alle er Fabriksarbejderskers Børn, kommer halvsyv om Morgenen og bliver til fem om Eftermiddagen. Vi underviser dem i almindelig Børnehavegerning, navnlig Pigerne, Drengene skærer ud. En Ting, der synes mig meget vigtig, er, at vi spadserer med dem 2 Timer hver Dag i en af Byens Parker. Klokken 9 faar de Havregrød med Sødmælk til, Klokken 3 enten en Ret varm Formad eIler Eftermad, alt for en Betaling af 35 øre om Dagen. Det er rørende at se disse Mødres Kærlighed til deres Unger, de kommer styrtende med dem om Morgenen, ængstelige for al komme for sent paa Fabriken, og hæsblæsende kommer de igen ved 5-Tiden for at hente dem hjem. Henrivende er det at se Børnenes Glæde, naar Mor kommer, for vel er de glade for os, men Mor er og bliver det bedste.

- - -

Fru Trojel og disse opofrende Damer behøver ikke, som saa mange af os andre, at sige til sig selv:

"Tænk paa hver Gang, to Barneøjne varme saa op til dig med Bøn om Hjælp i Nød, tænk, om du kunde aabne dine Arme, og hjælpe dem, der intet selv forbrød."

.... De øver daglig deres Kærlighedsgerning og bringer noget af Solens Lys til den snævre Sidegades Mørke, hvor de tænder Genskin fra Stjernerne i bedrøvede Barneøjne og triste unge Sind.

N. N.

(Nationaltidende 1. februar 1925).

Nanna Trojels mand havde et apotek på Vesterbro, i 1924 etablerede han Toms Fabrikker. Saxoly blev oprettet i 1920 i Saxogade 46-48, nu Saxogade 104 A, Vesterbro. Nanna Trojel var gift med en materialhandler på Vesterbro. Bygningerne er nu revet ned og området erstattet af en park. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det nuværende Saxoly Børnehus er en sammenlægning af Saxoly Vuggestue og Saxoly Børnehave til en integreret institution, som fik navnet Saxoly Børnehus. Vuggestue og børnehave blev officielt sammenlagt fra d. 1. januar 2004, men fungerede mere eller mindre som en sammenlagt institution siden sommeren 2003. Saxoly Børnehus er en selvejende institution og er tilknyttet Frie Børnehaver. Saxoly består foruden af Børnehuset også af Saxoly Fritidshjem som ligger både i stue etagen og med en afdeling på Oehlenschlægersgades Skole.

Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.

Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg tør sige det! (Efterskrift til Politivennen)

Overborgmesteren i København blev valgt på mandlige stemmer, og det er et bevis på, at vore partifæller i gruppen ikke har den tro på kvinden, som vi kunne forvente.

Jeg mener, at når så dygtig en kvinde som Edel Saunte tilsidesættes, så har vi kvinder aldrig en chance for at gøre os gældende, når mændene i den grad holder sammen. Mig bekendt har Edel Saunte været medlem af borgerrepræsentationen siden 1937 og været rådmand for 3. afd., hvor hun nu også er vraget som borgmester. Det mener jeg er en hån over for de københavnske kvinder. Vi har arbejdet med samme energi og ildhu som mændene, trods det, at mange af os har mødt modstand fra vores mænd, der mener, kvindens plads er i hjemmet, og at vort arbejde går ud over familielivet. Vi har gjort det for at kæmpe for kvindens ligeret, og derfor kan I store mandfolk ikke være dette bekendt over for os "små" kvinder.

Jeg ved, at mange kvinder står bag mig i dette spørgsmål.

Kirsten Nielsen,

Valbygårdsvej 52.

(Aktuelt, 26. marts 1962)

Som overborgmester valgtes Urban W. T. Hansen, som sad til 1976.

Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var herefter den første kvindelige borgmester i København: rådmand for magistratens 3. afd. (socialvæsnet) 1962-1974. I den periode var der stor overbelægning på hospitalerne, og hun stod for rømningen af Sofiegården på Christianshavn i 1969 som senere dannede udgangspunkt for slumstormerne.