Astrid Berg Nævning i Henckel-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

Valdemar Henckel (1877-1953) var en industrimand og spekulant. Under 1. Verdenskrig beskæftigede han sig bl. a. med driftige, men også tvivlsomme aktiespekulationer, lidt som "minutmillionær" (gullaschbaron): I oktober 1918 indviedes Kalundborg Skibsværft. Henckels koncern slog i januar  januar 1921 benene væk under Kalundborg og Omegns Bank, og Henckels selskaber gik konkurs ét efter ét. Henckel var december 1921 til august 1922 varetægtsfængslet mens en undersøgelseskommission arbejdede til 1923. Retssagen maj 1923 mod ham (og andre) foregik ved et nævningeting. Valdemar Henckel idømtes tre års forbedringshus for bedrageri og svigagtige forhold.

Nævninger var en nyskabelse fra retsplejereformen i 1919. De skulle være et folkeligt værn mod de strenge dommere, navnlig hvad politiske forbrydelser angik. Samtidig sikredes at domme ikke afsiges af en lukket kreds uden kontakt til det omgivende samfund. Afdøde indenrigsminister Sigurd Bergs enke Astrid Berg var nævning i sagen:

14 Dage i Nævningetinget.

Udtalelser af Fru Astrid Berg.

Det længste Nævningeting, vi har haft herhjemme, er sluttet. Fjorten Dage har Offentligheden været optaget af Proceduren i den store Henckel-Sag.

"København" har bedt Fru Astrid Berg, Indenrigsminister Sigurd Bergs Enke, der var blandt Nævningene, om at fortælle lidt herom, og refererer:

"Hvordan er det at være Nævning?" spørger vi Fru Berg.

"Det er for det første ret anstrengende, fysisk set. Navnlig de første Dage var de fleste af os trætte, fordi vi uafbrudt maatte anspænde vor Opmærksomhed til det alleryderste. for at Ikke nogen Detaille skulde gaa tabt under Proceduren eller Vidneførselen. Senere gjorde vi jo den Erfaring, at det hele blev repeteret og præciseret saa omhyggeligt, at man altid, naar man skulde træffe Afgørelse, var tilstrækkelig orienteret".

Ansvaret føles tungt.

"Føles Ansvaret ved Nævningehvervet tungt?"

"Jeg tror at kunne sige, at vi alle gik til Arbejdet med Alvor og med Vilje til at træffe vor Afgørelse strengt retsindigt. Mange af os gik sikkert ogsaa ind til det med Bekymring for, om vi nu ogsaa skulde kunne trænge Ind til Forstaaelsen af den i sig selv vanskelige Sag".

"Har Sagen været meget vanskelig at sætte sig ind i for læge Nævninge?"

"Ja, det synes jeg, man maa sige. Der har været ikke saa faa Tilfælde, hvor det har været vanskeligt at vælge imellem de to Alternativer: Skyldig eller ikke skyldig, og det er ikke med let Sind, man i saa Tilfælde sidder til Doms over Menneskers Livsskæbne. Det kan ikke undgaas, at ens Sind paavirkes stærkt deraf - baade i det Øjeblik, Voteringen varer, og" - tilføjer Fru Berg efter en lille Pavse - "bagefter!"

Paavirkes Nævningene af Veltalenhed og Appel til Følelser?

VI stiller Fru Berg det Spørgsmaal:

"Paavirkes Nævningene stærkt af Proceduren? Har De Indtryk af, at udpræget Veltalenhed eller Appel til Følelser fra Advokaternes Side spiller en stor Rolle over for Nævningene?"

Fruen svarer:

"Nej, egentlig ikke. Der var i den Sag, i hvilken jeg har gjort mine Erfaringer, fremragende dygtige Advokater paa begge Sider; men det var ikke Veltalenheden, der paa noget Punkt gjorde Udslaget. Sagen blev dygtigt og grundigt belyst fra begge Sider, og derefter kom saa Retsformandens meget omstændelige Belæringer. Af alt dette havde der dannet sig et Grundlag, paa hvilket jeg tror, at hvert enkelt Medlem af Nævningetinget søgte at danne sig et objektivt Skøn, upaavirket af Følelser og Sympatier".

"Der har i Pressen været paastaaet, at Statsadvokatens Aktorat har været voldsomt, og at Nævningene skulde have reageret her over for, og at dette skulde have givet sig Udslag i nogle af Frifindelserne".

"Det tror jeg slet ikke", siger Fru Berg. "Hr. Statsadvokat Thomsen virkede sympatisk paa Nævningene. Man syntes godt om hans kraftfulde og Impulsive Maade at tale paa. Og naar Nævningetinget frifandt de anklagede i adskillige Tilfælde, ligger der heri Intet personligt Nederlag for Statsadvokaten".

Indtrykket af Henckel.

"Hvorledes virkede Henckel? Han har Ord for at være en stor Charmeur".

"Det er han ogsaa. Han gør Indtryk af at være, hvad man plejer at kalde et Mandfolk. Selv i denne alvorlige Sag bevarede han Humøret og kunde nu og da le og more sig. Han virkede altsaa ikke personlig usympatisk; men jeg tror ikke, hans personlige Optræden udøvede nogen Virkning paa Afgørelserne. De blev byggede paa Bevismaterialet, og det var ikke til at tage fejl af".

"Hvorledes tog Nævningene Dommen, da den faldt? Overraskede den?"

"Jeg tror nok, de fleste var overraskede over, at Henckels Straf blev saa haard".

Spiller sociale Momenter ind?

Der er et Spørgsmaal, som det under Diskussionen om Nævningeinstitutionen har Interesse at faa klaret, nemlig det, om politiske og sociale Momenter har spillet ind i Nævningenes Raadslagninger før Voteringen. Et Nævningeting er jo sammensat af 12 Mennesker, Mænd og Kvinder fra de mest forskellige sociale Lag. En Arbejderhustru bliver ved Loddets Luner anbragt Side om Side med en Videnskabsmand, Bourgeoisidamen ved Siden af Lygtetænderen. Giver disse Forskelligheder i Milieu, Levevilkaar og deraf følgende Samfundsopfattelse sig Udslag, naar disse Mennesker skal fælde deres Dom i et juridisk eller kriminelt Tilfælde? Vi retter et Spørgsmaal herom til Fru Astrid Berg, der svarer:

"Jeg har Intet saadant sporet. Og i denne Sag, hvor Henckel jo har været en offentlig omstridt Person, kunde man maaske netop frygte saadanne Udslag. Det er klart, at i en Forsamling paa 12 Mennesker er der nogle, som anlægger en strengere Maalestok paa Fejltrin. Lovovertrædelser. Forbrydelser o. s. v. end andre; men jeg har ikke gjort den Erfaring, at dette rent menneskelige Skøn er afhængigt af sociale Hensyn eller politiske Anskuelser. Jeg kan ikke komme nærmere ind herpaa; men min Mening er kort og godt, at Arbejderen og Smaamanden ikke dømmer mildere om Lovovertrædelser end Folk af de mere velhavende Klasser. De er i Virkeligheden lige saa kompetente som de sidstnævnte til at bestride et Nævningehverv. I mange Tilfælde - og det gælder maaske ikke mindst Kvinderne - er de mere fortrolige med det praktiske Livs Spørgsmaal end Folk fra velstaaende og højt kultiverede Hjem. De fleste af de Jævne Folk, jeg stiftede Bekendtskab med i Nævningetinget, var forøvrigt skolede i offentligt Arbejde, mange af dem gennem Værgeraadsinstitutionen eller lignende".

Personligt Samvær.

"Fik Nævningene lejlighed til at komme hinanden personlig ind paa Livet?"

"Ja. I høj Grad under denne lange Sag. Vi spiste Frokost sammen hver Dag i en Time og spadserede sammen i Retsbygningens Gaard - Haven er desværre forbeholdt Dommerne og Retsembedsmændene. De fleste Nævninge havde deres Frokostpakke med. Under denne Times dagligt Samvær lærte vi ganske godt hinanden at kende".

Nævningene og Pressen. 

"Hvorledes virker Pressens Kommentarer fra Dag til Dag paa et Nævningeting?"

Fru Berg smiler, medens hun siger:

"Vi lo engang imellem af de Misforstaaelser, vi kunde læse i Aviserne, og vi syntes ærlig talt, at vi var bedre inde i Sagen end Aviserne, der skrev om den; men for Resten maa jeg sige, at Forhørene og Kommentarerne i Nævningesagen var næsten det eneste, vi læste i de Dage. Det gælder i hvert Fald for mit Vedkommende".

"Hvad sagde man om Angrebene paa Nævningetinget?«

»Det, man mest talte om, var Angrebene paa Statsadvokaten, og dem syntes man ikke om. Og saa var man forbitret over de personlige Stiklerier til enkelte Nævninge og deres Paaklædning, som enkelte Blade har tilladt sig. Disse Skriverier fandt man taktløse og ubillige. Herregud, det var dog paatvunget Arbejde, som Folk er nødt til at udføre i det Tøj, de bar. Betalingen er 6 Kroner om Dagen"

Nævningetinget bag Kulisserne. 

"Fortæl lidt", siger vi til Fru Berg, "om Nævningetinget bag Kulisserne. Hvordan gaar det til, naar der voteres?"

Fru Berg siger:

"Først vælger Nævningene en Formand. Det gaar en Smule hovedkulds og formløst til. Naar Nævningene er opraabt og anbragt paa deres Pladser i selve Retssalen, beder Retsformanden dem udpege en Formand. Det maa man gøre straks og uden Forhandling. Da man ikke kender hinanden, bliver det let tilfældigt, og det forekommer mig uheldigt, selv om Formandsskabet jo kun indskrænker sig til at lede Forhandlingerne mellem Nævningene, naar de har trukket sig tilbage for at votere, og derefter afgive Svarene, naar de er vendt tilbage".

"Hvordan foregaar Voteringen?"

"Nævningene trækker sig tilbage og anbringer sig omkring et Bord i et Lokale i Retsbygningen. Man sidder i en bestemt Orden og stemmer i samme Orden. Men først diskuterer man Tingene. Det foregaar under særdeles tvangfri Former. Jævnlig kom Diskussionen blive livlig naar Meningerne staar stærkt delte, og en Afgørelse truer med at komme til at staa lige paa Vippen. Selve Voteringen foregaar paa den Maade, at Formanden i en bestemt Orden spørger hver enkelt Nævning om hans Votum. Først voteres over den strengeste Paragraf, der kan være Tale om at bringe i Anvendelse, dernæst om den mildere. Formanden voterer altid sidst. Og der skal som be' ndt 8 Stemmer af 12 votere skyldig, for at en anklaget kan dømmes.

Og, siger Fru Astrid Berg "nu tror Jeg. Jeg har fortalt Dem alt om Nævningetinget, som jeg har Lov til at sige. Det har været 14 trættende Dage, men ogsaa Dage, i hvilke jeg har haft Lejlighed til at faa Indblik i Forhold og Menneskeskæbner, som ikke glemmes i Hast. Mit Hovedindtryk af Nævningeinstitutionen er, at man vel kan giver den Opgaver, som den kan forløfte sig paa; men i det store og hele er den en Vinding for vor Retspleje."

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 26. maj 1923).

 I Vridsløselille statsfængsel blev Henckel meget syg. Og ved Grundlovens 75 års jubilæum i juni 1924 var han en af de 39 straffefanger der fik amnesti.

Se også indslag om Astrid Bergs mand, Sigurd Berg på denne blog.

Sigurd Berg 1868-1921 og Astrid Berg - gravsted på Vestre kirkegård. Afdeling 6, rk. 25, nr. 38. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Geyser" Katastrofen 1923. (Efterskrift til Politivennen).

Den uhyggelige katastrofe på "Geyser"

Der er i alt 56 sårede, deraf 16 hårdt.

Enkelte er så medtagne at der er fare for deres liv.

Krydseren "Geyser"

Om den telegrafist meddelte ulykke ved Sjællands sydspids foreligger nu følgende nærmere enkeltheder:

Da eksplosionen skete.

Katastrofen skete fredag morgen ved 8-tiden.

Ombord på krydseren "Geyser", der er kommandoskib i en øvelseseskadre, bestående af en række torpedobåde og minestrygere, afholdtes forsøg med de såkaldte "tågebomber", der ved hjælp af fosfor fremkalder kunstig tåge til anvendelse i krigsøjemed, og de fleste af eskadrens officerer overværede forsøgene. En tågebombe eksploderede for tidligt, og virkningerne var frygtelige. 52 personer af de omkringstående ramtes og såredes mere eller mindre hårdt. Der opstod panik ombord, og flere sprang i vandet, andre faldt om på dækket.

Da der var tilvejebragt nogenlunde overblik over den frygtelige situation, gav eskadrens chef, kommandør Wenck, straks ordre til de nærliggende torpedobåde om at yde hjælp, og redningsarbejdet begyndte straks. De sårede bragtes ombord i torpedobådene og førtes til Masnedsund.

Marineministeriet var imidlertid blevet underrettet pr. trådløs, og ministeriet foranledigede straks, at samtlige disponible læger og sygeplejersker i Vordingborg afgik til Masnedsund, hvor et af statsbanernes sanitetstog holdt parat. Efterhånden, som de sårede bragtes i land, førtes de til Vordingborg og indlagdes dels på det kommunale sygehus, dels på Garnisonssygehuset, hvor lægerne begyndte deres arbejde.

De sårede.

I løbet af to timer var alle de sårede forbundne, og eskadrens chef telegraferede til Marineministeriet, at der næppe var fare for nogens liv, men senere på dagen forværredes tilstanden hos 4-5 af de sårede, hvis liv man mente var i fare.

Blandt de hårdest sårede er "Geyser"s chef, orlogskaptajn Godtfred Hansen, kongens mangeårige adjudant og kendt som polarforsker.

Ombord på krydseren befandt sig bl. a. kronprins Frederik, der er næstkommanderende på torpedobåden "Delfinen", men kronprinsen kom ikke til skade.

Der forelå endnu hen på eftermiddagen intet om den tekniske årsag til ulykken, men fra Marineministeriet vil der fremkomme en officiel redegørelse.

I København vakte de første meddelelser om ulykken den største bestyrtelse, og hele dagen kimede redaktionernes telefoner med anmodninger om nærmere meddelelser eller navne på slægt og venner, der befandt sig blandt de tilstadekomne.

Ved 5-tiden udsendte Marineministeriet fortegnelsen over de tilskadekomne.

De hårdest medtagne er som meddelt: Orlogskaptajnerne Godtfred Hansen og P. Ipsen, kaptajn P. Jensen, kaptajnløjtnanterne Nellemose, Rützou, Nørgaard, Vest, Westermann og Krarup, søløjtnanterne af 1. grad Hammerich, Dahl og Bornemann, maskinmester Hauschultz, undermaskinmester Borg, artillerimester Hemmingsen og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Orlogskaptajn P. Ipsen.

Ulykken vakte stor deltagelse overalt i København, da meddelelsen blev bekendt, hvilket imidlertid først skete hen på eftermiddagen.

Der gik mange forkerte rygter om, både hvad der var sket, og hvad der skulle ske i anledning af ulykken. Således hed det sig, at kronprinsen, der er næstkommanderende på en af bådene, var mellem de sårede. Dette er jo urigtigt. Derimod er kronprinsens chef, kaptajnløjtn. Rützou, som man ser af den offentliggjorte liste, mellem de hårdest medtagne.

Årsagen til ulykken.

I et københavnsk blad meddeles, at der nu skal nedsættes en undersøgelseskommission til at fremskaffe oplysninger om årsagerne til ulykken og skaffe klarhed over, hvorledes denne er gået for sig.

Dette er imidlertid, efter hvad vi erfarer ved forespørgsel hos ministeren, ikke rigtigt.

- Der er, siger ministeren, naturligvis snarest afgået både læger og sagkyndige til fornøden hjælp og undersøgelse, ligesom generalauditør Giørtz straks er afrejst, og det er jo meget antageligt, at der kan skaffes fuld klarhed uden nedsættelse af nogen kommission. Man ved da på forhånd, at den direkte årsag til ulykken er eksplosion af en af de såkaldte tågebomber, der blev demonstrerede af et privat firma for skibets officerer og for at vise mandskabet, - hvorledes et skib lader sig indhylle i en regntåge fx for under en farlig situation lettere at kunne komme en fjende ind på livet eller måske lettere undlade.

Chefen for sø-artilleriet, kommandør Saabye, udtaler:

Først i fjor begyndte den danske marine at anvende tågebomber. Man købte et svensk patent af opfinderen Jarnberg. Man anvendte hans system hele forrige år, uden at der skete et eneste ulykkestilfælde. Man kan derfor heller ikke foreløbig udtale sig om grunden til den ulykkelige begivenhed, der nu er sket.

Tågebomben består af en cylinder, der indeholder 10 kg fosfor, der stemmes op med en jernbøjle. Man antænder en lunte, der tænder ild i tændsatsen, som igen opvarmer fosforet, der flyder ned på en jernplade og derefter udvikler en voldsom tyk, hvid røg; men der skal selvfølgelig ikke kunne ske en stærkere eksplosion end netop den der kræves til at opvarme fosforet, og anvendelsen af tågebomber skulle da være ganske farefri.

Når der i dag var kommet så mange torpedobådschefer ombord på "Geyser", skyldes det, at torpedobådene hvert år skifter chef, således at de nye befalingsmænd ikke kendte tågebomberne, men før eskadren sejlede ud på øvelse, var samtlige torpedobåde blevet forsynede med tågebomber. Disse vil selvfølgelig ikke mere blive anvendte, men på det sømilitære laboratorium vil man søge at få tågebomberne til at eksplodere, naturligvis i mindre grad og under iagttagelse af enhver forsigtighedsregel. Først gennem en sådan undersøgelse mener man, at det er muligt at komme til klarhed over årsagen til ulykken.

Hen på eftermiddagen er der afholdt forhør, og det er herved konstateret, at ulykken skete ved 9-tiden, og at praktisk talt hele flådens officerer med undtagelse af de næstkommanderende, deriblandt kronprinsen, var ombord på "Geyser" for at overvære demonstrationen. Det var den hårdtsårede undermaskinmester Borg, der tændte bomben, og det er konstateret, at han har anvendt den reglementerede fremgangsmåde, og så vidt man har kunnet konstatere, må ulykken derfor skyldes en konstruktionsfejl ved bomben. 

Det var Godtfred Hansen, der faldt over bord.

Der var to af skibets mandskab, der faldt over bord ved eksplosionen, formentlig på grund af lufttrykket. De blev dog begge reddede straks.

Efter hvad vi erfarer, var den ene af dem, der blev slynget over bord orlogskaptajn Godtfred Hansen.

Kongen har flittigt holdt sig underrettet.

Så snart meddelelsen om ulykken var nået til kongen, der jo opholder sig paa "Klitgaarden" ved Skagen, kom der øjeblikkelig anmodning fra majestæten om at blive holdt nærmere underrettet om ulykken; der er også i eftermiddags fra Marineministeriet tilgået kongen et langt

telegram med udførlig fremstilling af det passerede og meddelelse om de såredes tilstand.

33 mand ligger på sygehuset.

I alt kom der 56 mand til skade ved ulykken, men 23 af dem er ikke mere medtaget, end at de efter forbindingen kunne finde tilbage til flåden, hvilket skete i løbet af aftenen. Derimod må 33 mand, hovedsagelig officerer og underofficerer, blive liggende på sygehuset.

Næsten alle er kommet til skade ved at blive forbrændt af fosforet, og øjenvidner fortæller, at dette stof formelig åd sig ind i kødet.

Den mest medtagne er kaptajn Rützou, men også kaptajnerne Nellemose og Nørgaard samt undermaskinmester Borg og den menige Andersen er meget slemt forbrændt. Kaptajn Rützou er søn af sagfører Rützou i Nakskov og ca. 33 år gl.

Vordingborg kondolerer flåden.

I løbet af eftermiddagen har borgmester, redaktør Andersen, Vordingborg, været om bord i eskadren for at udtrykke deltagelse over ulykken

Øvelserne er indstillet.

Eskadrens øvelser er blevet indstillet, da jo næsten hele staben af officerer og underofficerer er kommet mere eller mindre til Skade.

Melding fra Vordingborg.

De såredes tilstand er uforandret.

Vordingborg, fredag.

I Masnedsund Havn henlå fredag aften alle de ved øvelserne i Smålandshavet deltagende fartøjer med undtagelse af krydseren "Geyser" og torpedobåden "Lossen", der ligger et godt stykke ude i farvandet, ved en i aften foretagen tælling af samtlige mandskaber er det konstateret, at der ingen savnes. Der har hele dagen gået rygter om, at en mand i vildelse skulle være sprunget over bord og druknet. Det er altså nu afkræftet.

De 23 mand, der har forladt sygehuset, vil senere blive ført til marinehospitalet, da deres sår stadig skal være under kontrol.

Lægerne udtaler deres ros over det udmærkede arbejde, der præsteredes af Masnedsund jernbanestations personale, som var til stor hjælp for lægerne under transporten af de sårede marinere.

Kronprins Frederik har et par gange, senest kl. 9 i aften, aflagt besøg hos de sårede.

Ved 10-tiden blev det opgivet at de såredes tilstand var delvis uforandret. Som hårdest medtaget opgives stadig kaptajnløjtnant Rützou og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Mange af de såredes familier er i aftenens løb ankommet til Vordingborg, hvor de fra officersforeningens og underofficersforeningens foranstaltning er blevet indkvarteret hos byens borgere.

Sidste efterretninger om de sårede.

Alle er ved bevidsthed. 

København, lørdag.

"København" har sent i nat haft en samtale med Vordingborg Sygehus, som meddelte, at kaptajnløjtnant Rützou havde det dårligere end om eftermiddagen.

_ _ _

Rit. Bur. har ved forespørgsel på Vordingborg Sygehus lørdag morgen kl. 7½ erfaret at der ingen egentlig forandring er indtrådt i de såredes tilstand. De er alle ved bevidsthed, og ingen klager sig.

Fosforets giftige virkninger neutraliseret.

Generallæge Bornemann har til "Kbhvn." udtalt, at der ikke synes at være fare for forgiftning ved den brændende fosfor, idet man ved anvendelsen af kalkvand menes at have neutraliseret fosforens giftige virkninger.

(Randers Dagblad 26. maj 1923).

Den uhyggelige eksplosionsulykke.

Torpedobåde i Masnedsund Havn

Der kondoleres.

Også fra udlandet.

Kongen af Sverige har overfor kongen udtalt sin deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Til den danske flådes kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, har de svenske marineforvaltning lørdag afsendt følgende telegram:

"Den kongelige svenske marineforvaltning udtaler sin dybe beklagelse af den sørgelige ulykke, der har ramt den danske marines personale under dets arbejde i fædrelandets tjeneste. (sign.) Lindberg."

- Kongen har fra dronning Alexandra og kejserinde Dagmar modtaget telegrammer, i hvilke disse udtaler deres hjertelige deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Islands førsteminister Eggerz har i et telegram til hs. maj. kongen udtalt deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Den kommanderende admiral har i anledning af ulykken på "Geyser" modtaget telegrammer med udtryk for deltagelse fra kongen af Norge, chefen for den finske flåde, hertugen og hertuginden af Vestergøtland, prins Carl og prinsesse Ingeborg, og fra den kommanderende admiral i Norge.

Foruden de allerede tidligere nævnte telegrammer har marineministeriet modtaget telegrammer fra et stort antal privatpersoner og en række foreninger og institutioner, der har udtalt deres deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

I bedring.

Rützou kan nu tale med sin hustru.

Vordingborg, søndag.

De sårede fra ulykken på "Geyser", som henligger på Garnisons Sygehus i Vordingborg, befandt sig søndag eftermiddag alle vel. Kaptajnløjtnant Rützou har hele tiden været ved fuld bevidsthed og har kunnet tale med sin hustru, som opholder sig på sygehuset.

I løbet af dagen er 2 af de sårede overført til Garnisons Sygehus i København.

Norge og Godfred Hansen.

Christiania, lørdag.

I anledning af eksplosionsulykken ombord på krydseren "Geyser" skriver "Aftenposten" i dag: Med sorg og dyb beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om den forfærdelige ulykke, som er overgået den danske marine og en del af dens flinke mandskab. Ikke mindst den norske sømandsstand og den norske flådes officerer og besætning vil føle med i den sorg, som er overgået Danmark. Med særlig beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om, at kaptajn Godfred Hansen er blandt de hårdest sårede. Hans navn er for stedse indskrevet mellem de udlændinge, som Norge står i særlig taknemmelighed til.

Kongen kommer i dag.

Skagen, mandag.

Kongen afsluttede søndag eftermiddag sit pinsebesøg på Skagen og afrejste kl 3,55 sydpå over Frederikshavn, ledsaget af adjudant, kapt. Dahlberg. Dronningen bliver endnu i nogen tid på Klitgaarden.

Når kongen i dag har givet audiens her i København, afrejser han i eftermiddag til Vordingborg. I aften afrejser han til Aarhus for at overvære grev Frijs' bisættelse.

Et besøg på sygehuset.

En mængde blomster og en meget udstrakt hjælpsomhed.

(Privat).

Vordingborg har på en storstilet måde vist sin hjælpsomhed i anledning af den beklagelige ulykke, ikke således at forstå, at byen som sådan har stillet midler til rådighed; det er slet ikke sagen, men der strømmer en hjælpsomhed og enestående venlighed alle i møde, der på en eller anden måde er berørt af den triste ulykke. Det mærkes straks på Garnisonssygehuset, hvor et væld af blomster liver op i gangene og på sygestuerne. Blomsterne er hovedsagelig bragt til sygehuset af unge damer fra byen, og selv ude fra omegnens gårde er der sendt blomster ind.

Garnisonens underofficerer har frivilligt taget vagt på sygehuset for at være til rede med hjælp og bistand for de såredes pårørende, så lægerne og deres hjælpere kan være fritaget for dette ofte anstrengende arbejde. Det er nemlig et meget stort antal hustruer, søskende eller venner, der er rejst til Vordingborg for at se til de syge.

Såvel officererne som underofficererne har på sygehuset et bureau, hvor disses pårørende straks får anvist logi ganske uden nogen udgift. Der er somme steder, hvor en familie har taget mod en indkvartering på hele syv personer.

De fleste af de sårede er gifte, og alle de unge hustruer befinder sig naturligvis i Vordingborg. De holder sig tapper i selve sygeværelserne, men så snart de er udenfor sygestuen, står humøret naturligvis meget lavt.

I går havde værnepligtig Carl Andersen, der ligger på samme stue som bl. a. undermaskinmester Borg og kaptajnløjtnant Nellemose, besøg af sin fader, moder og broder. Andersen er ret medtaget, men var alligevel nogenlunde tilpas i går. Imidlertid skulle forældrene af sted, og moderen i sagde da til Andersen, at nu rejste hans fader og broder, mens hun blev tilbage. Da rejste Andersen, der ligger med bind for øjnene, sig op i sengen, og sagde, så det skar i hjerterne: "Jeg vil se dem først. Jeg vil se dem". En sygeplejerske kom til og fik ham beroliget, men den lille episode gjorde dog et meget stærkt Indtryk på de tilstedeværende.

To af de sårede som atter har meldt sig til tjeneste om bord på en af torpedobådene.

Selv kaptajnløjtnant Nellemoses tapre hustru, der roligt og praktisk har passet sin mand, støttet og plejet ham med en beundringsværdig ro, fik tårer i øjnene.

Overlægen må naturligvis besvare en mængde forespørgsler, de telefoniske tager underofficererne sig af, men mange spørger jo ængsteligt overlægen: "Hvordan går det?" Og han svarer hver eneste elskværdigt og stilfærdigt.

Lykkeligvis ser det ud til, at ulykken i hvert fald næppe skal koste menneskeliv. Selv kaptajnløjtnant Rützou, der jo er meget hårdt medtaget, synes at være i bedring. Alle patienterne er blevet undersøgt på øjnene, og heldigvis ser det også på dette område ud til, at ulykken ikke får følger; så vidt man på dette tidspunkt kan skønne, vil alle de sårede beholde synet. Derimod slipper de naturligvis ikke for nogle svære ar i ansigtet efter brandsårene.

Ved middagstid i dag udstedtes den officielle bulletin, der udtaler, at alle patienterne er i bedring og nu må anses for at være udenfor fare.

Kongen har i formiddags aflagt besøg på marinehospitalet i København, hvor de lettest sårede jo befinder sig. Man venter i Vordingborg kongens ankomst kl. 5 med ekstratog, og på banegården vil han blive modtaget af kommandør Wenck, oberst Schwartz og borgmester Andersen, og på hospitalet bliver kongen modtaget af overlæge Lundstein og formanden for byens hospitalsudvalg, red. Olsen.

De såredes tilstand.

København, mandag.

I den mandag morgen gennem marineministeriet udsendte bulletin angående de på Garnisons Sygehus i Vordingborg liggende sårede hedder det, at for de flestes vedkommende er feberen lavere i dag end i går, og at sårene er ved at rense sig. Kaptajnløjtnant Rützou har sovet et godt og befinder sig noget bedre. Det højre øje er stadig meget medtaget.

Værnepligtig Carl Andersen, der i øjeblikket nok er den dårligste; lidt uklar og urolig; men iøvrigt lidt bedre.

For alle de øvriges vedkommende må meldingerne betegnes som tilfredsstillende.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. maj 1923)

Den 11. juni 1923 døde Poul Rützou af sine kvæstelser.

Kaptajn Poul Rützou, dræbt under militærets eksperimenter, føres til ligkapellet ved Holmens Kirke. Foto fra Social-Demokraten, 13. juni 1923.

Kisten bæres ud af kirken. Foto fra København, 16. juni 1923.

Følget forlader Holmens Kirke for i regn og slud at begive sig til kirkegården (Garnisonskirkegård). Foto fra Social-Demokraten 16. juni 1923.

Sørgetoget gennem byen. (Lige bag kisten ses kronprinsen). Foto fra København, 16, juni 1923.

55 blev såret ved eksplosionen: 21 søofficerer, 14 dæksofficerer og dæksassistenter, 2 midlertidige befalingsmænd, 12 faste menige og 6 værnepligtige. Kun 2 af de sårede kunne samme dag genoptage deres tjeneste om bord. 21 af de sårede blev 26. maj overført til Marinehospitalet i København, mens de 32 hårdest medtagne forblev på Garnisonssygehuset i Vordingborg. Flere af de sårede blev mærket for livstid.

Maskinmester E. Borg, der havde forestået demonstrationen, blev blind, og adskillige fik store, smertende og vansirende sår i ansigtet, på halsen, armene og kroppen. Det tog år og mange smertefulde operationer, inden sårene var helet nogenlunde. Flere af de involverede blev mærket for livstid af vansiringer og ar, som selv de dygtigste kirurger i Danmark og England kun til en vis grad kunne hjælpe, ved hjælp af plastiske operationer. Premierløjtnant Kai Hammerich gennemgik mere end 3 års behandlinger og 14 plastiske operationer i både Danmark og England.

Kammerater fra Søofficerskorpset opsatte på årsdagen for Rützous død en mindesten på hans grav, hvor der stod. "Poul Rützou, Kaptajnløjtnant i Flaaden, 1. Dec. 1892, 11. Juni 1923. Søofficerskammerater rejste dette Minde." Til stede var flere af de sårede, kaptajnløjtnant Nørgaard, kaptajnerne Bondesen og Scheibel, kaptajnløjtnant Poulsen, søløjtnant Dinesen, professor Ehlers med frue og grosserer Knud Wulff. Foto fra København 12. juni 1924.

Poul Rützous mindesten og anker på Garnisonskirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2021.

Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).

Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 4/4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923). (Efterskrift til Politivennen).

Dette er fjerde og sidste del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Efter sin aviskarriere fungerede R. P. Jensen en tid som sekretær i Københavns liberale vælgerforening. Forløberen for Det Radikale Venstre i København, stiftet i slutningen af 1883. Den slog sig i 1892 sammen med Frederiks Liberale Vælgerforening, og ændrede i 1908 navn til Københavns radikale Venstreforening. I 1896 nævnes R. P. Jensen i forbindelse med valget, men siden bemærkes han ikke i aviserne:

Efter Valby-Valget.

Kjøbenhavn, den 2. Februar.

Det er næppe nogen Overdrivere at sige, at den ene Valgsejr i Aftes har vakt lige saa stor Glæde blandt Kjøbenhavns frisindede Befolkning, som alle Erobringerne ved det sidste almindeligt Folkethingsvalg. Stemningen var jo bleven opagiteret til en ualmindelig Højde; Højrebladene hovererede forud og var utrættelige i at haane den "ubetydelige" Oppositionskandidat, der dog viste sig betydelig nok til paa tre Uger at blive en af Hovedstadens populæreste Mænd, til at naa fuldt paa Højde med Herman Bings beundringsværdige Valgagitation og til at berede Højres Bedstemand det ynkeligste Nederlag.

Næst Kandidatens eget solide Arbejde er det de oppositionelle Vælgerforeninger, man kan takke for Resultatet. Navnlig arbejdede den liberale Vælgerforenings Apparat fortræffeligt under Ledelse af den tidligere Redaktør af Ringsted Folketidende, R. P. Jensen. Allerede midt under Valghandlingen kunde han konstatere, at Oppositionen havde dobbelt saa mange Amagere i Behold paa Valgstedet, som der i Fjor stemte paa Bing. "1600 Stemmer skal vi slaa", sagde han, og det slog til. Glimrende var Afstemningen arrangeret med det Formaal at trække Tiden ud til Aften. Listeførerne skældte og mukkede, fordi Folk kun vilde stemme ved et Bord ad Gangen: men Oppositionens Vælgere skældte igen og diskuterede - det hjalp jo altsammen til at hale Tiden ud. Lidt efter Kl 6 kom Arbejderne i Stormmarsch lige fra Værkstedet. Det var paa høje Tid! Scavenius havde Majoritet; men nu kunde Højre ikke skrabe flere Stemmer sammen, og saa svingede Sejren over til Oppositionen.

Ogsaa "Dannebrog" og "København" har arbejdet utrætteligt og loyalt for Oscar Hansen. Medens "København" daglig holdt Arbejderne i Aande ved at gennemgaa Scavenius' grovere Synderegister, tog "Dannebrog" noget finere paa Sagen, og dets politiske Artikler blev hver Dag paa den liberalt Vælgerforenings Foranstaltning destribueret til Valgkredsens Højrevælgere. Man forstaar derfor, at det var ærligt ment, da "det unge Højre" paa sit Møde i "Kongens Klub" i Aftes samlede al sin Harme i et fnysende "Ned med "Dannebrog"! - Og gamle Dannebroge har dog ellers altid været deres eget Symbol!

Højrebladene tager yderst forskelligt paa Nederlaget. Berlingske Tidende er fornuftigst, idet Bladet indskrænker sig til at meddele Valgresultatet uden Kommentar.

Ferslew'erne er dybt nedslaaede. "Efter dette Udfald maa det antages at være slaaet saa temmelig fast, at Højre i Valgkredsen, uanset hvem der optræder som Partiets Kandidat, i det højeste raader over henimod 1600 St.", siger de, og de slutter saaledes: "Hvis de saakaldte "ledende" Mænd i Højre ikke ved Udfaldet af dette Valg faar Øjnene op for, hvorledes vi sidde i det, saa kan Ævret, i alt Fald her i Kjøbenhavn, opgives lige saa godt først som sidst."

"Avisen" er som sædvanlig mest uforknyt. Bladet vil "lægge ud paany" og trøster sig med, at paa Højres Genrejsningsmøde i Aften "vil ingen svigte". I Længden vil Højres opløste Hær dog sikkert føle sig lidet tilfredsstillet ved altid at "sejre" imellem Valgdagene, naar deres Kandidater lige saa sikkert dumper paa selve Valgdagen. Det er vist ogsaa Overdrivelse - med et mildt Udtryk -, naar "Avisen" i Dag paastaar, at paa "det unge Højres" Møde efter Valget "var Stemningen saa ypperlig som næppe nogensinde før" Saa maa den i hvert Fald have været sløj siden.

(Randers Dagblad og Folketidende 27. februar 1896).

Herman Bing er omtalt andetsteds på denne blog. Han nåede ikke at være valgt så længe, da han døde samme år. I Valby Tidende er der et interview med den slagne Højre-kandidat, Scavenius. 

Herefter bliver der stille i aviserne omkring R. P. Jensen. Først da han i 1923 fik et slagtilfælde og blev indlagt på Frederiksberg Hospital eller Rigshospitalet (aviserne angiver forskellige steder) og døde 22. april 1923 blev der igen omtale. R. P. Jensen blev begravet af Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Typografernes gamle Gutenberg-banner og Dansk Typograf-Forbund havde lagt kranse.

R. P. Jensen død.

Atter er en af de gamle Kæmper fra Provisorietiden gaaet bort. En fælles Kending meddeler os i Dag, at gamle R. P. Jensen, forhenværende Redaktør af dette Blad, i Gaar, Søndag, er afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital, hvor han for faa Dage siden blev indlagt, ramt af et apoplektisk Tilfælde og lidende af en alvorlig Bronchitis. R. P. Jensen blev 78 Aar gl. Han var født paa Falster, hvor hans Fader var Kroholder ved det daværende Gaabense Færgested.

Han lærte Typografi ved "Stubbekøbing Avis", kom derfra til København, hvor han fik Arbejde ved "Morgenbladet"; mens han stod ved Sætterkassen var han virksom for sit Fags Organisation; Typografforbundet i Danmark betegner ham vistnok som sin Stifter og viste ham derfor megen Hæder, da det for nogle Aar siden fejrede et Jubilæum. Fra Sætteriet gik hans Vej til Redaktionslokalerne, han blev bl. a. "Morgenbladet"s Rigsdagsreferent og kom i et nært personligt Forhold til flere af de Tiders ledende Venstrepolitikere.

Og "Folketidende"s daværende Udgiver. Folketingsmand P. Chr. Zahle, fik ham til Ringsted som Redaktør af Bladet (1878), altsaa i Aar for 45 Aar siden. R. P. Jensen var en paa sin Vis dygtig Redaktør. Ældre Samtidige berømmer ham for hans Evne til at klippe en Nyhedsruhrik sammen. Han skrev ikke meget selv, men han gav frit Løb for andres, ikke altid vel overvejede Udgydelser. Og som den politiske Kamp tilspidsede sig blev "Folketid." i stedse stærkere Grad Organ for Anskuelser, som i Virkeligheden Ikke deltes af den almindelige Venstrebefolkning. Bladet voxede i Udbredelse, dets Indtægter var betydelige. Men havde P. C. Zahle ikke været nogen fremragende Økonom, saa blev Vanskelighederne større under R. P. Jensens Ledelse. Da Bladet samtidig - midt i 80'eme - indvikledes i en Række Processer, der paadrog det Erstatningsbeløb til flere Tusinde Kroner, blev det Alvor med ældre Planer om, at Egnens Befolkning ved et Aktieselskab skulde overtage Bladet. Man paatog sig de deraf følg. Procesudgifter (2000 Kr.), men man var enig om, R. P. Jensen skulde fratræde Redaktionen, hvilket skete Nytår 1888.

R. P. Jensen rettede gennem Organet for sine gamle Modstandere, "Sjællandsposten", et hæftigt Angreb paa de Mænd, der havde sat sig i Spidsen for Reorganisationen af "Folketid." Men han havde Uret, Og Offentligheden var klar over dette. R. P. Jensen kom ikke mere til at virke som Leder i den danske Dagspresse.

Han savnede vistnok noget den aandelige Overlegenhed. Et Forsøg paa at føre et Blad i Maribo igennem mislykkedes. Og hans Vllkaar var derefter vanskelige, baade i den ene og den anden Retning. I en Del Aar varetog han en lille Stilling i Københavns liberale Vælgerforening. Omkring

Hundredaarsskiftet var han en Tid Rigsdagsmedarbejder ved "København", senere var han en Tid knyttet til "Nationaltidende"s økonomiafdeling og varetog andre Smaahverv.

Hans sidste Aar har ikke været gode. Han var af Naturen en stejl Mand, og hans Karakter ændrede sig ikke væsentligt med Aarene. Dog forelaa der Udtryk for hans Taknemlighed, da hans gamle Blad og gamle Kolleger i Fjor viste ham en Opmærksomhed.

Hans journalistiske Livsværk endte som en Tragedie. Deri var han ikke selv uden Skyld. Men han følte sig forurettet. Det gik ligesom i Staa for ham.

Men hist og her i Midtsjælland sidder der endnu Folk, som ved hans Bortgang vil sende ham en venlig Tanke og som i hvert Fald vil mindes ham med Bevidstheden om, at han altid kæmpede for sin Overbevisning.

(Ringsted Folketidende 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død.

En i sin Tid i politiske Kredse meget kendt Personlighed, Redakter R. P. Jensen, er i Gaar Morges afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital. Den Afdøde blev 78 Aar.

Redaktør R. P. Jensen ramtes for nogle Dage siden af et apoplektisk Tilfælde i den gamle Bræddehytte", hvor han som sædvanlig var gaaet ind for at nyde sin The og passiare med gamle Venner om Dagens Politik, som han levende interesserede sig for, yderst radikal, som han vedblev at være indtil sin Død.

R, P. Jensen var oprindelig Typograf, og med den klare Hjerne og udmærkede Begavelse, han var i Besiddelse af kom han hurtig I Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han kaldtes "Præsident".

Efter en tabt Strejke i 1876 forlod R. P. Jensen Typograferne. Han sluttede sig nu til den radikale "Onsdagsforening", hvor alle Datidens Venstre-Rigsdagsmænd og andre radikale Politikere samledes. Folketingsmand K. M. Klausen var i hine Dage Kasserer i Onsdags foreningen".

Ved disse Sammenkomster stiftede R. P. Jensen Bekendtskab med den forlængst afdøde radikale Folketingsmand P. Chr. Zahle, der var Ejer og Udgiver af det nuværende moderate  Venstreblad "Ringsted Folketidende". Bekendtskabet førte til, at R. P. Jensen blev ansat som Redaktør.

Da Zahle af økonomiske Grunde saa sig nødsaget til at modtage et Præsteembede i Sydsjælland, gik "Ringted Folketidende" over til et Aktieselskab med nuværende Landstingsmand Ole Hansen i Spidsen.

Den radikale Politik, som R. P. Jensen førte, passede imidlertid ikke Storbønderne, der blev mere og mere moderate - og saa maatte R. P. Jensen fortrække. Han rejste tilbage til København, men kom ikke mere til at spille nogen politisk Rolle. I lang Tid var han ansat i de Liberales Kontor, men ernærede sig ellers ved lidt Arbejde i forskellige Bladredaktioner. Skønt han til Tider sikkert har lidt en Del under økonomiske Sorger, bevarede han dog til s in Død sit lyse Humør og sit radikale Ungdomssyn paa alle Politiske Sager.

(Social-Demokraten 23. april 1923).

Redaktør R. P. Jensen død

En gammel Pressemand er død. Ganske vist er det et Stykke Tid siden, at fhv. Redaktør R. P. Jensen har været fast knyttet til bladlig Virksomhed, men det var dog dette hans Livskald, der stadig helt og fuldt holdt hans Interesse fangen. Det er jo saadan med Journalistikken, at den, som først er kommet ind den. aldrig igen slipper helt ud deraf. Saadan var det ogsaa gaaet med R. P. Jensen - "Bedstefader" - , som han kaldtes af de yngre Udøvere al Faget, som kendte ham.

R. P. Jensen var udlært som Typograf og stod en Tid i Spidsen for Typografernes Organisation, hvor han var en af Stifterne, og hvor man benævnede ham "Præsidenten". Efter den tabte Strejke 1876 forlod Jensen Typograferne Det var i de Aar, hvor den langvarige, politiske Kamp begyndte at tilspidse sig. R. P. Jensen, der var blevet "Morgenbladet"s Folketingsreferent, sluttede sig til den saakaldte "Onsdagsforening", hvor Datidens Venstre-Ledere samledes. Her stiftede Jensen bekendtskab med den senere afdøde Folketingsmand, Pastor P. Chr. Zahle, der ejede "Ringsted Folketidende, og Zahle gjorde Jensen til Redaktør af dette blad. Da Zahle nogle Aar senere afstod Bladet, brød R. P. Jensen ogsaa op derfra og vendte tilbage til Hovedstaden, hvor han bl.a. en Tid var knyttet til KØBENHAVN.

Han har senere virket ved andre Bladforetagender, baade som Journalist og Korrekturlæser, Livet har sikkert bragt ham en Mængde Skuffelser og Modgang, men sit oprindelige. frejdige Humer bevarede den gamle Bladmand til det sidste. R. P. Jensen blev 78 Aar gammel.

(København 24. april 1923).

Fhv. Red. R. P. Jensen

begravedes Lørdag paa Vestre Kirkegaard. R. P. Jensen havde i mere end 35 Aar været uden nogen Forbindelse med Midtsjælland, men Ringsted Folketidendes nuværende Ledelse havde ønsket at vise ham en sidste Ære og lagde en Krans med signerede Baand paa hans Kiste. Paa denne laa endvidere Kranse fra Journalistforeningen og Typografforbundet, blandt hvis Stiftere R. P. Jensen har været, og hvis Fane ogsaa paraderede ved Kisten. Men ellers blev det i mange Maader en mærkelig Jordefærd. R. P. Jensen havde forlængst fuldstændig brudt med sin Slægt, og Tilnærmelser fra denne Side havde han afvist. Derfor viste det sig, da Præsten forud for Begravelseshøjtideligheden lyste efter tilstedeværende Slægtninge, der kunde være med at bestemme Salmenumrene, at der ingen Slægtninge var. En langt ude beslægtet, kontorchef A. Poulsen i Udenrigsministeriets Pressebureau, tog sig saa af denne formelle Ting. Udgifterne ved Begravelsen var afholdte af Slægten.

Følget var ogsaa faatalligt.

Af kendte Personligheder var mødt Formanden for Rigsdagens Presseloge, Red. Blicher, Formand for Journalistforeningen,

Red. Kr. Dahl, tidligere Næstformand i Typografforbundet, Folketingsmand F. K. Madsen, Skuespiller Peter Nielsen, Dagmarteatret, med Frue og Børn  og enkelte andre. Fra Midtsjælland var der ikke mødt andre end Ringsted Folketidendes Redaktør.

Efter "Tænk naar en Gang" talte Pastor Davidsen, der slet ikke kom ind paa den Afdødes personlige Egenskaber, men holdt en kort religiøs Tale, som han sluttede med Velsignelsen. Derefter afsang man "Lyksalig -", og Kisten blev baaret ud til den nye Del af Vestre Kirkegaard, hvor der er foretaget Rydninger, og hvor den ene nye Grav kupler sig ved Siden af den anden - et Vidnesbyrd om, at Døden arbejder rask. Typografforbundets Fane sænkedes over Graven. Og mens Aprilblæsten stridig og hvas rev i Træerne og viftede med Kransenes Baand, lukkede Graven sig over en stridig og urolig Natur, som ikke fik det ud af Livet, som det en Tid tegnede til.

(Ringsted Folketidende 30. april 1923)

R. P. Jensen endte ifølge aviserne her, i den daværende nye del af Vestre Kirkegård. Hvad der menes med at gravene "kupler sig ved siden af den anden" er uvist. Der tænkes måske på at nye begravelser har jordbunker. I 1923 var kirkegården blevet udvidet med to 1 km. lange terrasser ud mod Sjælør Boulevard. Hans grav er fjernet for længst. I dag ser den nordligste del af den  højest beliggende terrasse således ud. Foto Erik Nicolaisen Høy.