Sult og Kulde. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

Medens Ekscellencen lader vente paa sig, fryser og sulter de arbejdsløse Arbejdsmænd og deres Familie.

Vi skrev for nogle Dage siden, at Formanden for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, Hr. Johs. Nielsen, havde rettet en Henvendelse til Indenrigsminister Kragh om ekstra ordinær Hjælp til de marine frysende og sultende Arbejdsmænd og deres Familier.

De Tilstande, der hersker i mange Hjem, er saa forfærdelige, at man skulde have troet, at Ekscellencen straks vilde have sammenkaldt Rigsdagsudvalget, og der forelagt et Forslag om saa hurtigt som muligt at lukke op for Hjælpen til disse Mennesker, der uforskyldt er kommet i Nød. Men vi indrømmer nu. at vi havde forregnet os, thi endnu 14 Dage efter er der Intet sket for at stille disse Mænd, Kvinder og Børns Sult. Ganske vist har Ekscellencen indkaldt Rigsdagsudvalget til Møde den 24. Januar, altsaa paa Torsdag - ca. 3 Uger efter, at han fik den forfærdelige Statistik fra Arbejdsløshedskassen - men sultne Mennesker kan nu en Gang ikke blive mætte af, at man meddeler dem, at det Udvalg, der skal Afgørelsen, vil blive Indkaldt i Løbet af 3 Uger. Det er en blodig Haan mod disse Mennesker, en urimelig Maade at optræde paa, som ikke kan fordømmes stærkt nok.

Interview med Jobs. Nielsen.

Vi spurgte i Gaar Johs Nielsen om der var sket noget nyt med Hensyn til den Henvendelse, han havde rettet til Ministeren?

- Ikke ud over, at Udvalget er kaldt sammen til Møde den 24. Januar.

- Hvordan er Situationen blandt de Arbejdsløse?

- Nærmest forfærdelig. Jeg bliver saa bedrøvet, naar Jeg tænker paa al den Elendighed, disse Mennesker maa gennemgaa, men jeg staar magtesløs overfor Ministeren. Jeg kan jo desværre ikke selv træffe Afgørelse om Udbetaling af Hjælp, ellers kan De tro, at dette var sket for længe siden.

- Er det nødvendigt for Ministeren at have saa lang Betænkningstid?

- Det maa det jo være, ellers ved jeg ikke. hvorfor det trækker saa længe ud, men forfærdeligt er det for disse ulykkelige Mennesker - men jeg kan godt tilgive Ministeren han Langsommelighed, saafremt han vil gøre sit Forslag saa fyldigt som muligt, saaledes at alle de Arbejdsløse kommer ind under Lovens § 31.

- - -

Saaledes er Situationen I Dag. Vi skal blot gentage: Arbejdsmændene sulter, Hr. Kragh!

(Klokken 5 (København) 19. januar 1924).

En krisefond blev den 1. februar 1924 åbnet op for 30.000 arbejdsmænd og 2.500 landarbejdere. Den gav 80 øre, dertil 42 øre pr. barn, pr. dag. Dette var hvad der var blevet bedt om.

De uden Bolig. (Efterskrift til Politivennen)

En Familie med 5 smaa Børn i 10 Graders Kulde uden Kakkelovn.

Uhyggelige Boligforhold for de Husvilde paa Frederiksberg.

Forleden inviterede Frederiksberg Kommunes Administration Kommunens Beboere til nt aflægge et Besøg i det smukke nye Hjem, man nu har faaet indrettet for de Aldersstøttede

Og det maa siges, at alle, der efterkom Indbydelsen, gik hjem med det Indtryk, at. Frederiksberg for at skabe de bedst mulige Forhold for dem, Kommunen tager sig af.

Det var heldigt at Kommunens Ledere ikke samtidig inviterede paa Besøg de Steder, hvor de Husvilde er anbragt. I saa Fald vilde Kritiken over Kommunens Humanitet have meget Stof - uhyggelig meget Stof - at arbejde med.

Vi tænker navnlig paa det gamle fattighus, Stationsvej 19, som trods alt hvad der offentlig er fremført om denne Bygning, stadig af Kommunen anvendes til Bolig for Boligløse

"Aftenbladet" har Gang paa Gang medtaget Henvendelser fra de Familier, der er anbragt i Fattighuset, og vi har ved flere Lejligheder ved Selvsyn forvisset os om, at Forholdene der langtfra vil gode.

Igen i Gaar blev vi kaldt derud. Det var en familie med 5 smaa Bern. der nu ikke længers kunde holde ud at leve i

Loftsværelserne med utætte Vinduer og uden Kakkelovn.

Vor Medarbejdet fandt Bygningens Tagetage i ganske samme Tilstand som forrige Gang, Klagerne lød derude fra.

Endnu maa 8 Husmødre lave Mad i det Rum, der kaldes Køkken, men som ikke en Gang har Gas. Klods op ad hinanden maa de staa med deres Petroleumsapparater, og de kan ikke en Gang lukke Døren ud til Gangen, for Døren er nemlig taget af og fjernet -- den har manglet det sidste halve Aar, blev der sagt.

Vi lader Chauffør A. Jensens Hustru fortælle lidt om. hvorledes hun, hendes Mand og deres 5 smaa Børn befinder sig paa Fattighusloftet i 10 Graders Kulde uden Kakkelovnen.

Ulykken er, siger Fru Jensen, at vi er fra Provinsen. Derfor, siger de til os paa Kontoret, maa vi nøjes med det, man kan byde os. Men vi synes at rigtignok, man maatte kunne byde os lidt mere menneskelige Forhold at leve under. Vi vil gerne betale for en bedre Lejlighed, og vi kan betale, da min Mand her fast Arbejde ude paa Soyakagefabriken. Her er Lejen 6 Kr. 70 Øre om Ugen, ikke saa lidt i Betragtning af forholdene.

Vi har tidligere boet i Holstebro, men saa mistede min Mand sin Beskæftigelse, og hans Moder, der bor paa Folkvarsvej, tilbød da at han kunde komme over hos hende. Hun mente, at der maatte være noget for ham, som har kørt Automobil i 15 Aar, at faa fat paa i København og hun tilbød, at vi kunde bo hos hende, til vi fandt en Leilighed. For et Aar siden kom vi hertil og i 5 Maaneder boede vi hos min Svigermoder. Men saa vilde Værten Ikke finde sig i, at vi boede der længere, og da vi skulde sættes paa Gaden, maatte vi melde os til Husvildeafdelingen. Vi har boet her paa Loftet siden i Sommer og Gang paa Gang bedt om en anden Lejlighed, men altsaa ingen faaet. For at Børnene ikke skal bliv syge, maa vi fyre i vor lille Petroleumsovn bele Dagen, men den Fyring koster os op imod en Krone om Dagen, og Luften bliver saa daarlig. Min lille pige - 1½ Aar - er forkølet og har meget Slim i Brystet; det er slemt for hende.

Det har længe regnet igennem Tagbrædderne (Loftet bærer tydelige Mærker deraf), men nu er de værste Huller vistnok stoppet, men naar Sneen, der ligger deroppe, en Gang smelter, gaar Vandet formodentlig ned til os igen. 

Fru Jensen meddeleer, at Lejerforeningen har talt Familiens Sag overfor Kommunens Administration, men endnu har denne altsaa ikke set sig i Stand til at skaffe andet Opholdssted for de smaa Børn, hvis Forældre baade kan og vil betale for en menneskelig Lejlighed.

(Aftenbladet (København) 17. januar 1924)

Stationsvej hedder i dag Solbjergvej. På Stationsvej 19 er en villa der er opført i 1890. 

Nye Lejligheder til de frederiksbergske Husvilde.

Paa Onsdag begynder Indflytningen. - Samtidig rømmes Tagværelserne i det gamle Fattighus.

Øverst: Facaden mod Vejen. Nederst: Gaardinteriør med Haandværkerne, der lægger sidste Haand paa Værket.

Netop som Klageraabene fra de Husvilde lyder stærkest paa Frederiksberg, kommer ogsaa Meddelelsen om, at Forholdene er i Færd med at bedres.

Der er efterhaanden vokset en stor By frem paa Frederiksberg Kommunes udstrakte Grunde ude imellem Peder Bangsvej og Finsensvej; - de Husvildes By.

Husvikle-Byens sidste Udvidelse ses paa ovenstaaende Billede. Det er en enetages, grundmuret Bygning. indeholdende 28 Lejligheder, 14 Etværelses. 13 Toværelse og en Treværelses.

Del er udmærkede Lejligheder, og Frisen, Kommunen forlanger, kan ikke siges at være høj. To store Værelser, Kokken og et lille Kammer kostet 35 Kr om Maaneden, uden Kammer 33 Kr., og Etværelserne udlejes for 20 Kr. De sidste har Køkkener, der er sjælden smukt og praktisk indrettede. For Husmødre, der kommer fra de gamle Lejligheder ved Stationsvej, maa Forandringen være mere end glædelig.

Naturligvis er det de Familjer der længst har været husvilde, der nu rykker ind i de nye Lejligheder. Men deres Indflytning paa Onsdag vil bevirke, at den uhyggelige Tagetage i det gamle Fattighus nu vil kunne rømmes.

Det er for øvrigt nu udelukkende Kommunens Forsørgelsesvæsen, der har at gøre med Anbringelsen af de Husvilde. Det er denne Afdeling. der bestemmer, hvem der skal have Lejlighederne, og hvilke Lejligheder de forskellige Familjer skal have tildelt.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1924).

Husvildeboligerne lå på en stor grund mellem Finsensvej, Sønderjyllands Allé, Chr. Paulsens Vej og Nis Lorenzens Vej. Se foto fra Kbhbilleder. Desuden findes en film om området fra Frederiksberg Stadsarkiv. Byggeriet var startet med syv blokke i december 1916 at opføre de første syv blokke. I 1919 kom tre tilsvarende blokke til på den anden side af Nis Lorenzens Vej, og det omtalte i 1924 opførtes (tre sammenbyggede fløje med forhaver og stuer).

Blomsterkoner. (Efterskrift til Politivennen)

De fattige Blomsterkoners Kamp for Tilværelsen

Bøderne regner ned over dem, og de trues med Fængselsstraf, men de er fast besluttet paa at føre deres kamp igennem.
Blomsterkonen der ikke kom i Avdiens og de forgyldte Ekscellencer.

Skal denne Moder med de 9 Børn miste Adgangen til det daglige Brød?

Man maa ikke sige om en Dom, at den er uretfærdig. Hvad maa man da sige om den Dom, Landsretten afsagde over de to fattige Blomsterkoner Astrid Aline Hansen og Rosalie Jensine Hansen? 

De blev hver især idømt 75 Kr. i Bøde. Hvorfor? Fordi de paa en højhellig Søndag havde taget plads ved Kommunehospitalets Port cg falbudt Blomster til de besøgende. Det gjorde de to Kvinder, ikke for at trodse Lov og Ret, ikke for at udæske Domsmagten eller Politiet, men for at skaffe det daglige Brød til Børnene derhjemmei det fattige Hjem. Derfor idømte Landsretten dem hver især 75 Kroner i Bøde. 

Sket var Retfærdigheden. Thi Lov er Lov, og Lov skal holdes!

Et talende Tidsbillede.

Det var ogsaa Retfærdighed, da den selv samme høje Landsret, med den samme høje Dommer som Retsformand erklærede, at Landmandens bankens "fine" Spidser var uskyldshvide som Sne.

Her har vi Tidsbilledet - straalende stærkeste Farver, raabende til hele den forbavsede Samtid: Saaledes er dansk Retfærdighed! Og tvi over dem, der taler ondt herom.

Højesteret, mente noget andet om Millionsammenbrudets Mænd end Landsretten. Maaske mener Højesteret ogsaa noget andet, om de fattige Blomsterkoner. I hvert fald kender vi en Domstol, der mener noget andet. Det er Folkets Domstol.

Offentlighedens Begreber om Menneskets Ret til det daglige Brød hentes ikke i støvede Lovregler eller i gulnede Folianter - men i det daglige Liv.

Det er Kampen for Tilværelsen, for Brødet, for Husly, for Klæder, Varme - og nu og da en stakket Glæde for de mange. Det er et Liv i Overflod, Luksus og Udskejelser for de faa.

Læser!

Se paa Billedet over disse Linier. Denne Moder, der staar her, omgivet af sine Børn er den ene af dem, der blev idømt 75 Kroner i Bude, fordi hun forsøgte at tjene det, daglige Brød til sine Børn ved at forhandle Blomster ved den Port, der førte ind til de syge. Men hun begik den Brøde at staa ved Hospitalets Port en Søndag - den Dag i Ugen, der var Udsigt til at tjene mest. Derfor blev hun dømt. Men Sagen vilde straks have været en anden, hvis hun ikke havde været en fattig Moder med 9 Børn, der hver Dag skal have Mad. Hendes Stilling vilde have været en anden, hvis hun havde haft en Forretning, en Butik, hvorfra hun forhandlede sine Blomster. I saa Fald tillod Loven hende at holde Forretningen aaben og sælge Blomster til Klokken 12 Søndag Middag .... Men nu var hun bare en fattig Kvinde, der stod ved Hospitalets Port med en Kurv med Blomster, og hun havde hare det Ønske: at tjene saa meget - naar hun stod der i Kulde og Sne, Regn og Blæst - at der kunde blive lidt tilovers til dem derhjemme - til de 9 Børn!

Giv den fattige Kone den samme Chance som Blomsterhandlerne. Gør Loven ens for alle. Er det ikke Retfærdighed?

Det fortvivlede Resultat af 1 Aars Forfølgelse! Bøder og Udsigt til Fængselsstraf!

Gadehandlerne er organiserede Handelsfolkenes Forening af 1894. Og denne Organisation har med megen Energi taget sig af Blomstersælgernes Sag. Omkring ved de forskellige Hospitaler findes 40 Mænd og Kvinder, der sælger Blomster - Kvinderne, Enker og Enligstillede, er i Flertal. Mange af dem har en stor Børneflok. I nogle Hjem har Sygdommen holdt sit Indtog, saaledes at Hjemmets Opretholdelse afhænger fuldstændig af Indtægten af Blomstersalget udenfor Hospitalet. Mange af disse Mænd og Kvinder har solgt deres Blomster i over 20 Aar, uden at nogen har lagt dem et Halmstraa i Vejen. Men i Løbet af det sidste Aar har der været iværksat en systematisk Forfølgelse mod dem. Bøderne regner ned over dem, og Fortvivlelsens graa Svøbe lægger sig over de mange smaa Hjem.

Blomsterhandlerne, der er etablerede i Butiker, har ifølge Lukkeloven Tilladelse til at handle paa Søn- og Helligdage til Kl. 12 Middag. Denne Ændring i Lukkeloven er sket for at give Folk Iejlighed til at købe Blomster og Kranse til de Syge og Døde. Denne Bestemmelse ' bør selvfølgelig ogsaa omfatter de Blomsterhandlere, der ikke har nogen Forretning, men er henvist til at handle foran Hospitalerne. Det gør den ikke - og de "rigtige" Blomsterhandlere, der har et Hovedkontor paa Vesterbro, har pudset Politiet paa de fattige Kvinder og Mænd. Søndag efter Søndag har de indgivet deres grimme Anmeldelser, og derefter er Bøderne haglet ned. Det drejer sig om Tusinder af Kroner, som Smaafolk er dømt til at udrede. Uge efter Uge har de lidt Nød og følt Afsavn for at afdrage Bøderne, og nye Bøder har ramt dem. Truslen om Afsoning af Bøderne hænger over deres Hoveder, hvert Øjeblik møder en uniformeret Betjent i et af de fattige Hjem med en ny Jobspost, med Krav om Bodernes Betaling - eller Truslen om Fængselsstraf.

En "Guldgrube".

Men Blomstersælgerne har ikke givet op. De er besjælet af den levende Overbevisning, at de kæmper for deres Ret - og at de har Ret, uanset Bøder, Politi og Dommere . . . . Handelsfolkenes Forening har økonomisk understøttet denne Kamp ved at paaligne de offervillige Medlemmer Ekstrakontingent til Betaling af Bøderne .. men Bøderne vokser for hver Gang og Forholdene i de fattige Hjem bliver stedse mere fortvivlede. Alene paa en eneste Dag faldt der Bøder til et Beløb af 700 Kroner. Disse mange Bøder vil Foreningen nu søge eftergivet ved Henvendelse til Justitsministeriet.

Overretssagfører Arne Sundbo har lovet at fremsende Begæringen herom. Hvis Justitsminister Rytter ikke efterkommer denne Bøn fra de fattige Blomstersælgere, betyder det, at 'mange Mødre og Forsørgere maa vandre i Fængsel for at afsone Bøderne - og imens opløses de smaa Hjem. Børnene er berøvet deres Moder.

Tør Hr. Rytter paatage sig dette Ansvar?

- Politiet, der har handlet efter Tilskyndelse af Blomsterhandlerforeningen, har ment, at Blomstersalget foran Hospitalerne var en Guldgrube! Sandheden er denne, at det daglige Salg af Blomster beløber sig til 5-10 Kroner. Om Søndagen er Salget det bedste. Da kommer der flest Besøgende, og Blomsterhandlerne har deres største Indtægt. Den gennemsnitlige ugentlige Fortjeneste er alt ialt 30-40 Kroner. Det er det hele. Blomstersælgerne mener med fuld Ret, at de bør komme ind under Lukkelovens Undtagelsesbestemmelser for Blomsterhandlere. . og hvis ikke dette kan lade sig gennemføre, heder de om Dispensation fra Loven, indtil Loven er ændret, saaledes, at den beskytter dem mod Overgreb. I sin Tid indgik Handelsfolkenes Forening til Landsthingsudvalget med et Andragende herom. Landsthingsmand C. F. Sørensen, der havde Sæde i Udvalget, talte Blomstersælgernes Sag. Men Flertallet, Venstre og Højre, laante ham ikke Øre, og siden da har Bøderne fortsat regnet ned.

Blomsterkonerne og Kongen. - Da Ekscellencerne blev forgyldte, medens Konerne gik med uforrettet Sag.

Den ene af de Kvinder, der nylig ramtes af Landsrettens Dom, Fru Rosalie Hansen, bor Wildersgade 52, 1. Sal. Det er i et af de gamle Huse med mørke og snævre Trappeopgange og lavt til Loftet. Men inde i Fru Hansens Stuer er der pænt og hyggeligt. I alle Kroge vrimler Børnene frem - 9 ialt. Den allermindste er 3 Maaneder og ligger i den lille Barneseng og græder. Fru Hansen er en flittig Arbejderhustru og en opofrende Moder for sine Børn. I de lange Perioder, der tvang Manden ud i ufrivillig Lediggang, tog hun en Blomsterkurv paa Armen og gik sin daglige Tur rundt til Hospitalerne. Og om Aftenen vendte hun hjem med Dagens Indtægt. Ved dette utrættelige Slid lykkedes det Fru Hansen at holde Hjemmet sammen i mørke og modgangsfulde Tider.

Fru Hansen viser os et helt lille Bjærg af "Anklageskrifter" og "Tilsigelser". Hun "tiltales for at have falbudt Blomster til forbipasserende." Denne Ytring vender atter og atter tilbage, men Bøderne vokser hver Gang.

- Uge efter Uge har jeg maattet afbetale Bøderne, fortæller Fru Hansen. Vi har selv maattet savne mangt og meget af den Grund. Men Summerne blev saa uoverkommeligt store... Jeg besluttede da for nogen Tid siden at gaa til Kongen og bede ham hjælpe mig ud af alt delte. En af mine Kolleger fulgte med. Det var lige i Dagene efter det kongelige Sølvbryllup - jeg tænkte, at Kongen saa maaske var i særlig godt Humør. Vi kom altsaa til Amalienborg. Men Kongen kom vi ikke til at tale med. Der blev nægtet os Adgang til Avdiensen, og vi opnaaede ikke noget. Men da vi forlod Kongens Slot, saa vi, at Ministrene kom ud fra Palæet, vi saa deres mange Ordner og Medaljer - og vi læste jo senere, af de var bleven dekoreret med endnu flere Ordener - det skete altsaa den samme Dag, vi blev afvist!

Vi lader denne Hændelse tale for sig selv. Paa den ene Side de forgyldte Ekscellencer, der forlader Amalienborg med al deres gyldne Flitter. Paa den anden Side de to fattige Blomsterkoner, der ulykkelige og ydmygede forbier Kongens Palads!!!

Skal Fru Hansen og hendes 3 Maaneder gamle Barn i Fængsel?

Fru Hansen smiler stilfærdig efter Beretningen om sit Besøg paa Amalienborg. Saa tilføjer hun: 

- Nogen Tid senere flk jeg Besøg af en uniformeret Betjent - jeg er jo snart vant til denne Visit - han kom fra Strandgades Station, og han sagde: "Fru Hansen, nu maa De snart se at faa betalt Bøderne - det gaar ikke i Længden dette her." Jeg laa da i Barselseng med den mindste her. Betjenten tilføjede: "Jeg forstaar jo, at De først maa have Fødslen overstaaet." Derfor blev Afsoningen udsat. Men senere har jeg haft nyt Politibesøg, og det er bleven meddelt mig, at jeg maa være parat til at gaa i Fængsel - og saa maa jeg tage mit lille Barn med her - det faar jo Bryst.

Det er saadanne Udsigter, der aabenbarer sig for Fru Hansen: / Fængsel med hende og hendes spæde barn! Bort fra det daglige hæderlige Arbejde, hjem til de kolde Stuer og til de ulykkelige Børn - eller i Fængsel.

I Sandhed! Den danske Underklasse friser lykkelige Kaar.

To Interviews. - Venstre og Hojre afviste de fattige. Hr. Rytter?

Efter vort Besøg hos Fru Hansen, hvor vor Fotograf tog ovenstaaende Billede, rettede vi dette Spørgsmaal til Hr. Rytter:

- Vil De virke for, at disse fattige Kvinder faar Bøderne eftergivet?

- Det kan jeg ikke sige, førend jeg kender selve Sagen. Under Benaadningsspørgsmaalet gør saa mange Hensyn sig gældende. Men Forseelsen synes jo ikke at være særlig slem.

Mere kunde Hr. Rytter ikke sige

Hr. Rytters Kollega. Hr. Kragh, var ikke til at faa i Tale i Gaar. Selve Spørgsmaalet om Lukkeloven sorterer under Indenrigsministeriet.

Vor Partifælle, C. F. Sørensen. der var Medlem af Iandsthingsudvalget, angaaende Revision af Lukkeloven, stiller sig fuldt og helt paa Blomsterkonernes Side.

- Mit Standpunkt i Udvalget var dette, at Blomstersælgerne bør have samme Ret som Blomsterforretningerne. Man kan jo f. Eks. give dem Stader, ligesom Avishandlerne har det, saaledes at Politimyndighederne ordner det hver især i deres Kreds. Det er meningsløst at forbyde Blomsterkonerne at handle, medens Blomsterforretningerne maa holde aabent, og medens Blomsterboderne i "Tivoli" om Sommeren forhandler Blomster til ublu Priser. Jeg har fremført mine Synspunkter i Landsthingets Udvalg. Men de fattige Menneskers Anmodninger om Dispensation fra Loven blev afvist af Venstre og Højre.

Ved disse rammende Udtalelser af vor Partifælle standser vi i Dag. C. F. Sørensens Udtalelser viser os Venstres og Højres Kærlighed til de Fattige i bengalsk Belysning. Vi slutter i Dag, men denne Sag er ikke afsluttet med disse Linjer. Der vil om kort Tid blive indkaldt til et stort Protestmøde, hvor der møder nogle af Underklassens bedste Talsmænd som Talere for at kaste fuldstændigt Lys over denne brutale Forfølgelse af de fattige Blomsterkoner.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten, 17. januar 1924).

Vil De med, Hr. Rytter?

Vi indbyder Ekscellencen til at følge med ud i de fattige Blomsterkoners Hjem. - Vi hr. Rytter afslå Indbydelsen?

Skal denne Moder, der har 8 Børn, miste Adgangen til det daglige Brød?

Denne Artikel har Adresse til Landets Justitsminister, til Ekscellencen Hr. Rytter. Justitsministeren er gennem Artikler i "Social-Demokraten" og gennem Samtale med en af vore Medarbejdere gjort bekendt med den fortvivlede Kamp, dø fattige Blomstersælgere fører for Tilværelsen. De er stillede overfor det uhyggelige Valg: enten at ophøre med deres hæderlige Handel med Blomster og at gaa til Grunde, eller al fortsætte med Handelen og tage de forfærdelige Følger: ubetalelige Bøder eller Fængselstraf! 

Blomstersælgerne har, tvunget af den bitre Nød, foretrukket at tage Kampen op, for mod Offentlighedens Bistand at gøre deres retfærdige Krav gældende. 1 første Række vil der derfor blive rettet en Anmodning til Justitsministeren om Eftergivelse af de idømte Boder, der beløber sig til mange Tusinde Kroner. Og dernæst rejses Kravet om, at Blomsterkonernes Eeksistens sikres gennem Loven.

En Indbydelse. 

For at Hr. Rytter kan blive aldeles overbevist om, at her er Tale om en Række fattige Hjem, som vil gaa aldeles til Grunde, hvis Forfølgelsen fortsættes, og hvis Boderne skal betales, indbyder vi Ekscellencen til en Tur med os rundt i disse fattige Hjem. Dørene skal være aabnede allevegne, alt skal blive fremlagt, og Hr. Rytter skal faa Adgang til at gøre alle de Iagttagelser, han finder formaalstjenlige. 

Vil De med, Hr. Rytter? 

I saa Fald behøver De blot at sende et Brevkort, og vi skal være til Deres Disposition. 

Eller vil de afslaa denne Invitation?

Har Ekscellencen maaske allerede gennem de Artikler, "Social-Demokraten" har bragt, og gennem de Billeder, vi viser Offentligheden fra de fattige Blomsterkoners Hjem, hentet den Overbevisning, at her er Bøder og Fængselstraf ikke paa sin Plads. Det drejer sig om Mænd og Kvinder, der gør et ærligt Arbejde for at holde Hjemmene oppe, og de spørger med fult Ret: Er det en Forbrydelse?

8 sultne Munde

Vi besøgte i Gaard Blomsterhandlerske Fru Frederikke Svendsen, Borgergade 81. I de smaa Stuer under det lave Bjælkeloft bor Familiens 10 Medlemmer. De var ikke alle samlede, da vor Fotograf tog ovenstaaende Billede. Og dog taler dette Billede sit tydelige Sprog. Hvor findes det Menneske, der vil tage Ansvaret for at hente denne Moder bort fra Børnene til Afsoning af de Bøder, hun ikke evner at betale? Hver Krone denne Kvinde dømmes til at betale i Bøde for salget af Blomster tages fra de 8 Børn. Det er Billedet af et Hjem, hvor Arbejdsløshed og Sygdom har ramt Forsørgeren, og hvor den sidste Eksistensmulighed er Blomstersalget ved Hospitalerne.

Skal Familien i Borgergade miste Adgangen til det daglige Brød? Skal Moderen i Fængsel og Hjemmet gaa til Grunde?

Det er dette Spørgsmaal, vi retter til Justitsministeren, og det er dette og mange andre Spørgsmaal der vil blive belyst paa det store Protestmøde, som vi bringer nær mere Meddelelse om i Morgen.

Vi har faaet mange Beviser paa den Sympati, hvormed Offentligheden følger Blomstersælgernes Kamp. En af vore Læsere, Lagerarbejder H. Frederiksen. Baggesensgade 30, sender os følgende Linier:

Er der ikke Retfærdighed?

Angaaende Deres Omtale af de fattige Blomsterkoner vil jeg gerne gennem disse Linier udtale min dybeste Protest mod, at en fattig Kvinde med 9 Børn vandrer i Fængsel - er der ikke Spor af Retfærdighed? - Jo, naar det gælder den fine Frue, der stjæler i et Magasin - hun lider af Kleptomani, mens en fattig Kone. der falbyder sine Blomster ved et Hospital - hun skal i Fængsel som en anden Forbryder. I Sandhed en køn Lov og Ret. Men denne Kvinde skal ikke i Fængsel med sit 3 Maaneder gamle Barn; det er en raabende Uretfærdighed. Men skulde det ske, at den fattige Kone skal betale de 75 Kr., saa findes der vel nok saa mange barmhjertige Mennesker, der sammen med mig vil betale det Beløb, det drejer sig om.

Dette og lignende Breve tyder paa den Sympati, hvormed den store Offentlighed slaar Kreds om de fattige Blomstersælgere, og hvori saa tydeligt staar udtalt det Krav, der maa sættes i Forgrunden: Eftergiv Bøderne! Gør Loven ens for alle.

Kr. Krater

(Social-Demokraten, 18. januar 1924).

Social-Demokratens agitation for blomsterkonerne ses her illustreret (19. januar 1924): Den fattige blomsterkone Astrid Hansen der solgte blomster foran hospitalerne, kontra Landmandsbankens topfigur, admiral du Plessis de Richelieu som havde sat sin underskrift på bankens falske regnskab - og blev frikendt.

Den 21. januar 1924 bragte bladet endnu et portræt af en blomsterkone med børn, samt et interview med biskop Ostenfeldt, som erklærede sig rede til at han gjorde sin indflydelse overfor politidirektøren gældende, hvilken han erklærede han ville gøre. 

Fra et protestmøde den 23. januar 1924 i Folkets Hus på Enghavevej med deltagelse af ca. 2.500 mennesker blev efter flere taler vedtaget en resolution der opfordrede indenrigsministeren at ændre lukkeloven og at eftergive blomsterkonerne deres bøder.

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Snekørsel paa Kongens Nytorv. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Trækkevogne paa Rad.

Det var en Smule parodisk med den ene Trækkevogn, der kørte Sne paa Kongens Nytorv til at begynde med. Man kunde regne ud, at den ene Mand kunde vel naa at faa Bunkerne væk til Sommersolen kom. Men nu er der tre, og det hjælper jo dog altid noget. Da Sneen kun skal køres lige over Torvet til den Brønd, hvori den kastes, vilde det naturligvis være meningsløst at benytte Hestekøretøj eller Lastbil, men en lille Smule Fart er det jo ingen Skade til at anvende naar endelig den mest trafikerede Plads i København skal befries for Sneen.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1924).