08 december 2025

Gabriel Jensen (1861-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kommunelærer Gabriel Jensen (1861-1924) var ansat ved Skolen på Enghave Plads (Ditlevsens Skole) hvis inspektør Sophus Bagger i 1901 begyndte at arrangere udflugter for Vesterbros arbejderbørn til Søndermarken så de kunne få frisk luft og lære om dyr og planter. Det udviklede sig i 1905 til Vesterbros Friluftsforening med det formål at give "børn og unge mennesker på Vesterbro lejlighed til nyttig og munter beskæftigelse og derved drage dem bort fra gaderne og kælderhalsenes dårlige luft og lys og gadens mange fristelser ud til skolehavegerning, leg og boldspil i fri luft”. Gabriel Jensen blev foreningens formand i 1908. Gabriel Jensen var desuden med i Dansk Cyklist Forbunds første bestyrelse 1906 som næstformand, fra 1910 fungerende formand. 

I 1911 deltog over 1.100 børn, året efter 2.000, i 1916 4.600. Han fortsatte med at arrangere dagsudflugter og andre underholdende aktiviteter for børn, der måtte tilbringe skolernes sommerferie i hovedstaden. Efterhånden omfattede aktiviteterne desuden ugeophold på institutionens egne feriekolonier i Klampenborg, Hundige, Rågeleje og Dragør. 

Fra Vesterbro Friluftsforenings Skovtur.

Fra Skrænten ved Skodsborg.

Vi har modtaget dette Billede fra Vesterbro Friluftsforenings energiske ledende Mand, Kommunelærer Gabriel Jensen.

Og vi imødekommer med Glæde hans Ønske om, at det maa blive bragt videre til RIGET's Læsere, og at der samtidig hos dem maa blive lagt et godt Ord ind for Foreningen og dens Virksomhed.

Foreningens Navn lyder af Sport. I Virkeligheden har den intet som helst med Sporten at skaffe. Det er et rent filantropisk Foretagende, startet for en halv Snes Aar siden af nogle faa Mænd med Interesse for de mange fattige Børn i Vesterbros mange Sidegader. Man lagde Mærke til, at der i Ferietiden altid tumlede en Del Børn rundt i Gaderne. De var dobbelt forknytte, fordi de ikke ligesom deres Kammerater var kommet ud paa Landet, og mange af dem forslog rent ud sagt Tiden med Gavtyvestreger. Saa tænkte man: var det ikke muligt at gøre noget for disse Børn? Og Resultatet blev, at man forsøgte at arrangere smaa Skovture for dem. Hr. Gabriel Jensen og hans udmærkede Hustru, der ogsaa er knyttet til det kommunale Skolevæsen, paatog sig Broderparten af Besværet med at være "Skovforældre" for Børnene. De samlede 40-50 Børn hver Morgen i Ferietiden og gik med dem ud i Omegnens Skove. Hvert Barn havde sin Madpakke med og de, der ingen havde, fik lidt hos Kammeraterne. I de i Skoven vankede der saa en Kop Kaffe og et Stykke Wienerbrød. Det løb ikke op i mange Penge, og Foreningens Medlemmer kunde selv afholde Udgifterne derved. Det hele beholdt derved et ganske privat Præg, og Foreningens Navn kom kun frem for Offentligheden, naar en københavnsk Journalist tilfældig saa Børneoptoget, og tog mod Hr. Gabriel Jensens altid parate Indbydelse til at slaa Følge.

Den Gang kom de smaa Vesterbrofolk ofte i Skoven. De var da endnu ikke saa mange. Men Tiderne er blevet stærkt forværrede ogsaa i den Henseende. Antallet af Børn i de københavnske Kommuneskoler vokser bestandig, og der er snarest Nedgang i Antallet af Børn, der kan faas Ferieophold til ude i Provinsen. Der bliver derfor flere og flere Børn tilbage i København i Ferietiden.

Det har Vesterbro Friluftsforening faaet at føle. Ganske vist har man efterhaanden udstrakt Virksomheden ogsaa til andre københavnske Distrikter med stor Arbejderbefolkning. Men Tilstrømningen er ogsaa taget saadan til. at der f. Eks. i Aar har meldt sig ikke mindre end tre Tusinde Børn, som gierne vil med paa Turene. Dette har atter til Følge, at der nu kun kan skaffes hvert Barn to Udflugts-Dage - og at der trods al Sparsommelighed gaar en hel Del Penge med. Foreningen er derfor tvunget til at henvende sig til Offentligheden om Støtte. Og det er denne Henvendelse, RIGET gærne vil medgive sin bedste Anbefaling.

Virksomheden er smuk, og den er nyttig. Man kunde maa ske mene, at Børnene selv kunde hitte ud af at løbe udenfor Byen til Skov og Strand for at faa frisk Luft. Men ganske bortset fra, at en saadan Invasion af Børn uden Opsigt næppe vilde være til Held for Skovene, er det en Kendsgerning, at der blandt disse fattige Børn er en Mængde, som aldrig kommer udenfor deres Kvarters lumre Gader, undtagen naar Gabriel Jensen fører dem derud. Skovturen er derfor en hel Oplevelse for dem, og de tæller Dagene og Timerne til den Morgen. de skal med. De følger deres Lærer troligt og stilfærdigt, det er ikke en skraalende Bande Gavtyve, der slippes løs. De to Skovtursdage opdrager dem maaske lige saa meget som mange Maaneders Skolegang med tilhørende Lektieterpning.
P.p.

(Riget. Illustreret Dagblad (København) 20. juni 1913).



Billede fra Social-Demokraten 27. juni 1913 af Gabriel Jensen og hans medhjælper med 500 børn foran Københavns Rådhus. I samme avis var der den 3. juli et billede fra en udflugt for 240 drenge til Malmø med dampskibet "Gefion". Dagen efter at 240 piger havde været i Helsingør. Hver sommer bragte aviserne flittigt reportager med fotoer af turene.


Frilufts-Udflugterne.

Kommunelærer Gabriel Jensen.

Kommunelærer Gabriel Jensens Udflugter med de Skolebørn, der ikke kommer paa Landet I Sommerferien, har fra Smaature med ganske faa Børn fra en enkelt Skole udviklet sig til i Aar at omfatte 47 Kommuneskoler med 10,000 Børn indtegnede til Turene.

Enhver kan forstaa Hr. Gabriel Jensens store Arbejde med at organisere disse Ture, hvor der bliver tilsagt indtil 600 Børn til hver Tur. I Aar som i Fjor for første Omgangs Vedkommende med Ture baade Formiddag og Eftermiddag.

Kommunelærer Gabriel Jensen, der Aar efter Aar ofrer sin egen Sommerferie for at glæde de fattige Børn, fortjener den største Tak og Paaskønnelse for sit uegennyttige Arbejde. Takken faar han ved at se de glade Børn, der herved faar lidt Del i Sommerens Sol og den friske Luft, og Paaskønnelse faar han ved, at Arbejderne stadig husker paa ham med Bidrag til et lille Traktement til Børnene. Aar efter Aar er Bidragene strømmet rigeligere ind, men samtidig er Børneantallet ogsaa vokset, og Dyrtiden har bevirket, at Pengene "bliver mindre". Hr. Gabriel Jensens største Sorg vilde være, om han af Mangel paa Penge blev nødt til at afknappe Turene.

I første Omgang kommer Børnene i Zoologisk Have, der, ved Direktør Dreyers Velvilje, beses gratis, og efter en lille Leg j Søndermarken eller Frederiksberg Have ender Turene hos Restavratør G. Petersen, Pileallé 16, der for en moderat Betaling serverer Sodavand, Chokolade og Wienerbrød. Man forstaar, hvad det vil sige at faa 5-600 Børn til Bords paa én Gang, men Hr. Petersen og hans elskværdige Personale forstaar at ordne dette paa en forbavsende hurtig og ekspedit Maade. I Iøbet af et Kvarters Tid har alle Børnene faaet deres Ration, og saa bruges Resten af Tiden - til KL 1 eller 5, eftersom det er Formiddags- eller Eftermiddagshold - med Gyngen, Vippen og Balanceøvelser.

Hr. Gabriel Jensen har en ualmindelig Evne til at styre en saa stor Flok Børn. 500 Skolebørn, især Drenge samlet fra forskellige Skoler, er vanskelige at styre, men Hr. Gabriel Jensens Fløjte er tilstrækkelig til at holde Orden i Flokken, uden at Børnene føler det som en Tvang - alt gaar som en Leg.

Arbejderne bør derfor paa Lønningsdagene erindre at glæde Hr. Gabriel Jensen med et Bidrag. Husk paa, det er Arbejdernes Børn, han ofrer sin Ferie: medens hans Kolleger kan nyde deres velfortjente Sommerferle ved Skov og Strand, udfører Hr. Gabriel Jensen et stort Arbejde i København for at kunne glæde flere Hundrede Børn daglig.

Altsaa: Hver lønningsdag husker en rask Mand paa hvert Værk-steg og Arbejdsplads paa, at Hr. Gabriel Jensen, ligesom Børnenes Kontor, faar sit Bidrag.
Ad. H.

(Social-Demokraten 6. juli 1919).



Billede af Gabriel Jensen i Social-Demokraten 19. juni 1921.

Gabriel Jensens Jordefærd


Øverst: Kisten bæres ud af Kapellet. Nederst: Paa Vej til Graven.

I Gaar Kl. 2 blev alle københavnske Kommuneskolebørns Ven, Gabriel Jensen, begravet fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Gabriel Jensen, Manden med det kærlige Hjærte, fik en Jordefærd, der vidnede smukt om, hvor mange Hjerters Kærlighed han havde formaaet at vinde. I det hundredtallige Følge, der trængtes om hver nok saa lille Plads i Kapellets store Rum, saas en Mængde Arbejdere, Arbejderhustruer og Børn fra Storbyens Sidegader, Børn, som ofte ved Gabriel Jensens Haand var vandret ud i Lyset og Luften, ud til Sol og duftende Blomster.

Der burde have skinnet en Sol over Gabriel Jensens Begravelse; men selv i det graa Regnvejr var foraaret til Stede, Forløberen for den Sommer, hvis Glæder det havde været den afdødes Livsmaal at føre Børnene ud i. Men Blomster var der. Blomsterfloret dækkede Kisten, og en Bølge af smukke Kranse gled gennem Midtergangen. Og Inskriptionerne paa Silkebaandene fortalte en Del om den Dødes Livsværk: "Fra taknemlige Elever i Valby Kommuneskole", "Fra Elever i 7. Klasse A", "En sidste Hilsen fra 5. Klasse B." Fra Børn i Sundbyvester Skole, Haderslevgades Skole, Svanholm Forberedelsesskole, Børnehjemmet, Peter Bangsvej, Børnene i Dyssen, Dansk Frøbelforening, Enghavejens og andre Skoler, Kollegerne paa Enghavevejens Skole, De mandlige Arbejdere paa Carlsberg Aftapningsanstalt, Kvindelige Bryggerarbejdere paa Carlsberg, Københavns Kommunelærerforening osv.

I Følget saas alle den afdøde Kolleger fra Enghavevej Skole med Inspektør Frk. Ulrich i Spidsen, Fmd. for Dansk Frøbelforenings Repræsentantskab, Kabinetssekretær C. P. N. Hansen, Inspektør for Kommunens Fortsættelseskursus A. K. Andersen. Forretningsfører for Kommunelærernes Feriekolonier Kjartan Andersen, Viceskoledirektør Arild Sørensen, fhv. Kriminalretsassessor Rüdinger, Fmd. for Kbhvns. Kommunelærerforening Thorkild Jensen, Forstander Møller Lund, Skoleinspektørerne Skarvig, Lundby, Dr. Bonnichsen, C. A. Jørgensen og fhv. Skoleinspektør Bagger, første Formand for Vesterbros Feriekolonier, Bogholder Vald. Petersen, Faktor Adolf Hansen og mange andre. 

I Kapellet.

Efter Salmen: "Lyksalig, lyksalig - " talte Pastor Just Christensen fra Matthæus-Kirken.

Taleren tog sit Udgangspunkt fra nogle Ord i det ny Testamente: "Den, som giver en af disse smaa et Bæger koldt Vand at drikke, han skal ingenlunde miste sin Løn," og "Uden at I omvender Eder og bIive som Børn, skal l ingenlunde komme ind i Himmerigs Rige." Navnet Gabriel Jensen og Børnene er nøje knyttede til hinanden. Det blev hans Ungdoms Gærning at tage et Arbejde op for Børnene, og han var hele Livet en Opdrager og Vejleder for Børn. Han lod sig dog ikke nøje med sin Livsgærning, men tog et meget mere omfattende Arbejde op. Han ofrede sin Fritid for at føre Lys og Glæde ind i Børnenes Hjærter, og han tog ogsaa Del i den mere officielle Børnesag. Han var en Mand mod et forunderlig kærligt Hjærte overfor Børn, og han havde en sjælden Ævne til at se, hvad der var tilbage af Ly og Godhed i Barnehjærtet. Det var fordi han selv havde saa uendelig meget af Barnesindet i sig. Hans Død var et Tab for det store Samfund, og han vil blive savnet, fordi han havde særlige Ævner til sin Gjerning. Han vil blive savnet baade af sine KoIeger og sine Elever paa Enghavevejens Skole, og han vil først og sidst blive savnet i sit Hjem.

Det dybeste i hans Liv var, at han bevarede Barnesindet. Han lagde ringe Vægt paa ydre Ære og Anseelse; men den Gærning, der gøres med Trofasthed og Kærlighed, bærer sin Løn i sig selv. Hans Navn vil blive bevaret i store Kredse.

Præsten sluttede sin Tale mod en Tak til den afdøde fra alle de Tusind Børn, fra Skolen og fra Hjemmet.

Efter Salmen: "Lær mig, o Skov, at visne glad" sang Operasanger Lindahl et stemningsfuldt Farvel.

Ved Graven.

Derefter blev Kisten af den afdødes Kolleger baaret ud af Kapellet. Ved Graven sang et Drengekor fra Enghavevejens Skole: "Altid frejdig, naar Du gaar", og efter at Forfatteren, Kommunelærer Hans Kurre havde takket paa Familiens Vegne for Deltagelsen, skiltes det store Følge.

Børnene følger Gabriel Jensen.

(Social-Demokraten 25. marts 1924)


Kommunelærer A. Johansen (med den bløde filthat) og Gabriel Jensens hjælper, typograf Gundorph-Sørensen (den anden ældre herre) fortsatte rejserne i 1925, her på et billede fra Aftenbladet 7. juli 1925.

I 1925 besluttedes det at ændre navnet Vesterbros Friluftsforening til Gabriel Jensens Ferieudflugter. Den eksisterer endnu, og ledes af en bestyrelse hvor Københavns Kommune og Københavns Lærerforening skal være repræsenteret. Arbejdet finansieres af tilskud fra Københavns Kommune, legater og fonde.


Gabriel Jensens gravsted på Vestre Kirkegård hører til de nummerede, udvalgte grave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

07 december 2025

100 nye Lejligheder for Kommunens Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Et stort kommunalt Huskompleks i Stefansgade.

Ude i Stefansgade har Kommunen opført en stor Bygningskarré med godt 100 Lejligheder, langt overvejende 3 Værelsers. Denne Bygning er nu færdig, og i Dagene fra d 24. til d. 31 d. M. vil Beboerne flytte ind.

De nye Beboere er, efter hvad Inspektør Lütz-Høppermann oplyser, alle Familier, der hidtil har været indkvarterede I Kommunens Husvildeboliger, saaledes, at en Familie har delt en 2-Værelsers Lejlighed med en anden.

For længere Tid siden opslog Kommunen i Husvildehusene Meddelelse om, at de Familier, der ønskede at komme i Betragtning ved Tildeling af de nye Lejligheder, skulde indsende Ansøgning.

Der indkom godt 550 Ansøgninger eller fra ca. en Fjerdedel af de 2,2000 Familier, som Kommunen i Øieblikket giver Husly.

Disse 550 Ansøgninger blev nu gennemgaaet af de to Mænd, der vel nok har det mest indgaaende Kendskab til Københavns Husvilde, nemlig Inspektør Lütz-Høppermann og fuldmægtig paa Sundholm, Dujardin.

Ved Udvælgelsen kom to Ting først og fremmest i Betragtning.

Den ene var Familiens, om man saa maa sige. Anciennitet som Husvild. De, der længst havde været uden noget rigtigt Hjem blev foretrukket. Dog maatte der her tages noget Hensyn til Familiens Betalingsevne. Havde den ikke kunnet klare af betale den tidligere Leje, der gennemsnitlig var 63.3 Øre pr Dag eller en Snes Kroner pr. Maaned, kunde man ikke forudsætte, at de nu pludselig skulde kunne betale 50 Kr.

Det andet Forhold, der vejede tungt i Vægtskaalen var Familiens Sundhedstilstand. Her lagdes en Lægeerklæring til Grund saaledes at hvis der blandt Ansøgerne f. Eks. var en Familie, hvis Medlemmer var angrebet af Tuberkulose. saa maatte den selvfølgelig saa vidt mulig foretrækkes for en fuldt ud sund Familie.

Da de to Herrer med streng Retfærdighed havde udarbejdet deres Liste blev den sendt til Borgmester Viggo Christensen, der meget nøje overvejede hver enkelts Kvalifikationer. Derefter afgik saa den endelige Liste til Magistratens 2 Afdeling under hvem Kommunens Ejendomme jo hører.

Og saa fik endelig de Iykkelige Budskab om at nu kunde de endelig faa deres egen gode Lejlighed.

Paa denne Maade er der altsaa skaffet Plads for ca 100 nye husvilde Familier, desværre kun en Brøkdel af de ca. 2000 Familier der nu bor rundt om paa Pulterkamre i Lysthuse o lign. steder.

Imidlertid bliver ikke alle 100 Lejligheder straks ledige. Ca 60 Værelser skal først gennemgaa en højst nødvendig Reparation, men Resten er altsaa disponibel straks.

(Aftenbladet (København) 19. marts 1924).

Socialdemokraterne vil have kommunalt Blomsterudsalg paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det skal trykke de private Udsalgs Priser.

Paa Torsdag bliver der sikkert i Borgerrepræsentationen en større Debat angaaende Begravelsesvæsenets Budget for 1924-25. Der foreligger Erklæring herom fra det paagældende Udvalg, hvis Formand og Ordfører er Ingeniør Rump.

Udvalgsflertallet - Socialdemokraterne - stiller Forslag om at opfordre Begravelsesvæsenet til sammen med næste Aars Budget at forelægge et Forslag om Anlæg af en Blomsterkiosk ved Indgangen til Vestre Kirkegaard. Man anfører, at de private Blomsterudsalg udenfor Kirkegaardene tager meget høje Priser af Publikum, og man mener forsøgsvis paa Vestre Kirkegaard at burde indrette et kommunalt Blomsterudsalg, dels for at "trykke" de udenfor værende private Blomsterudsalgs Priser, dels for at tilføre det paa Vestre Kirkegaard beliggende Blomstergartneri, hvis Drift betyder Tab for Begravelsesvæsenet, "en godt betalende Kundekreds".

Udvalgets Mindretal (Frk Augusta Kiær, Læge Wanscher og Dommer Jesper Simonsen) tiltræder ikke denne Anmodning om at faa fremsat Forslag til et kommunalt Blomsterudsalg paa selve Kirkegaarden.

Begravelsesvæsenets Bestyrelseskommission mener vel, at et saadant Udsalg - med de normale Detailpriser - i nogen Grad vil kunne virke regulerende paa Priserne i de private Udsalg udenfor Kirkegaardsindgangen, hvad der efter forebragte Klager til Tider kunde være ønskeligt. Men man fremhæver, at Sagens Gennemførelse vil støde paa visse Vanskeligheder. Gartneriet maa saaledes udvides betydeligt, og der maa foretages en Række Nyansættelser af Folk med Pensionsret.

Begravelsesvæsenet har foreslaaet Taksten for Vedligeholdelse af Gravsteder nedsat med ca. 25 pCt. Socialdemokraterne hævder, at denne Reduktion, om Budgettet skal være forsvarligt, maa opgives for i Aar.

Frk. Kiær og Læge Wanscher (den borgerlige Gruppe) kan kun gaa med til en saadan Udskydelse under den Forudsætning, at der træffes Foranstaltninger til, at Takstnedsætteisen kan træde i Kraft fra l. Januar 1925, hvis de økonomiske Forhold i Løbet af Aaret bedres og afklares. Et andet Mindretal, Dommer Simonsen, foreslaar Takstnedsættelsen indført nu.

(Nationaltidende 15. marts 1924).

To Danskere arresteret i Moskva. (Efterskrift til Politivennen)

Direktør Hjalmar Hartmann og Arkitekt Gotfred Tvede har været arresteret i Moskva. En Samtale med Fru Hartmann og Fru Tvede. 

Der er i Gaar kommet et Telegram hertil fra Moskva, som fortæller, at vore to udmærkede Landsmænd, Direktør Hjalmar Hartmann, der er Indehaver af det store Frøfirma af samme Navn, og Arkitekt Gotfred Tvede er blevet arresteret i Moskva, fordi de fik rundt i Byens Gader og fotograferede. Som alle ved. der har været i Rusland eller følger med i russiske Forhold, et dette paa det allerstrengeste forbudt - ja var det bl. a. i 1914, da den, der skriver disse Linier, var paa Rejse i Ruslaud. Dette maa de to Danskere have glemt, og Politiet tog dem saa. Kort efter blev de dog sat paa fri Fod igen, fordi de henvendte sig til Landbrugsraadet som kendte dem vel. Men trods dette kan det jo have været en ret ubehagelig Oplevelse. - Jeg kan tale lidt ned af Erfaring. Da jeg i 1918 var paa en ensom Fodtur ved Boden i Sverrig, blev jeg sat i Fængsel, fordi jeg var kommet ind paa Fæstningsterrænet. Det var ikke morsomt, og glad var jeg, da Journalistforeningens Formand Andreas Buntzen hjalp mig ud. Men langt værre end et svensk Fangehul er sikkert det russiske.

- Hvad siger De til den Historie, spurgte vi i Gaar Fru Gerda Hartmann, f. Godfred Christensen, som altid forveksles med Overlæge Hartmanns frue, der ogsaa hedder Gerda, men er født Lehhmann.

-Aa, jeg er ikke nervøs. Jeg fik Telegram fra min Mand i Gaar, og alt var vel.

- Naar var det afsendt?

- Tidlig i Gaar Morges, og jeg fik det mellem et og to.

- Hvornaar rejste Deres Mand?

- For tre Uger siden. Han har man Gange været i Moskva, og har et stort og betydende Personalbekendtskab derovre. Det hele er en Bagatel sikkert. Det kan have været lidt ubehageligt lige straks, men senere er det en ganske morsom Oplevelse. Moskva er jo en interessant gammel By, det har fristet min Mand og Arkitekt Gotfred Tvede, og saa er det gaaet galt.

- Er De to alene derovre?

- Nej, de er sammen med den bekendte Statsraad Kofoed fra Tula-Guvernementet. De tre rejser sammen.

- Hvad skal De derovre?

- Det ved jeg næsten ikke om jeg maa sige; men lad gaa. De er derovre her Indbydelse fra Sovjet for at se paa en del Ejendomme i Moskva og Omegn. Det er Ejendomme til Brug for Frihavn, Lagre, Magasiner - og ligeledes nogle, der skal indrettes til Landbrug, hvis min Mand og Arkitekt Tvede mener, de er vel egnet dertil. De har samledes de allerbedste Kort paa Haanden, og jeg er ikke det mindste nervøs.

- - Senere talte vi med Arkitekt Tvedes Frue, der saa lige saa optimistisk paa Situationen.

- Ogsaa jeg er ganske rolig, men finder jo nok, at lidt større Forsigtighed havde været paa sin Plads. Selv om der er kønt i Moskva, bør man dog ikke tage Billeder, naar det er forbudt.

- Naar venter De Deres Mand hjem?

- Baade han og Direktør Hartmann kommer om en Uges Tid, om alt gaar vel. Og det haaber vi.

Jonas.

(Nationaltidende 13. marts 1924).


Arkitekt Christen Gotfred Tvede (1863-1947) hvis forældre var arkitekt Vilhelm Tvede (1826-1891) og Marie Ostermann, stod bag en lang række herregårde og villaer tegnet i nybarok stil for adel og borgerskab. Han var desuden arkitekt for Østasiatisk Kompagni og Det Classenske Fideicommis. Tegnestue var blandt de største. 


Hørbygård på Tuse Næse ved Holbæk Fjord (1900-01). Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Blandt hans kan nævnes: Charlottenlund Travbane (1891), sygehjem i De Gamles By (1897-1901, sidefløj senere forlænget), Frederiksberg Gasværksarbejders Byggeforenings huse ("Den hvide by på Frederiksberg"), Finsens medicinske Lysinstitut, klinik og administrationsbygning, Rosenvængets Hovedvej 4 (1900-01) ØKs tidligere hovedbygning, Holbergsgade 2 (1907-08), Ordrupgaard (1916-19, sammen med Therkel Hjejle), Finseninstituttets hovedbygning, Strandboulevarden 49 (1919-21). Arbejderboliger i Rørdal, Aalborg (1899-1901, sammen med Olaf Schmidth), Silkeborg Papirfabrik (1910, senere udvidet), Gramhus, enkesæde til Gram Slot, nu Jørgen Overbys Tegnestue, Slotsvej 46, Gram (1939).


Christen Gotfred og Bodil Marie Tvede er begravet sammen med deres (sviger)forældre. De blev gift 1895: J. E. S. Dorph-Petersen * 9 april 1845 + 20 decbr 1927. Rose Dorph-Petersen født Sødring * 12 april 1850 + 24 april 1927. * Gotfred Tvede * 7 oktbr 1863 + 30 decbr. 1947. Bodil Marie Tvede, født Dorph-Petersen * 24 decbr 1873 + 8 marts 1964. Gravsted på Vestre Kirkegård. Afdeling M, rk. 17, nr. 30. . Foto Erik Nicolaisen Høy. 2019.

Jacob Ahrend Peters og Skrivemaskinen. (Efterskift til Politivennen)

Jacob Ahrend Peters blev født 18. oktober 1834 i Nieblum på Føhr. Han var først beslagsmed, senere - 1859 - uddannet som lærer på Skaarup seminarium. Han blev herefter kantor på Føhr. I 1864 var han ansat ved kommuneskolen (Monrad og Holsts danske Skole?) i Flensborg. Da østrigerne rykkkede ind i byen, fjernede han det tyske flag som de havde hængt op i kirketårnet. Han blev afsat og blev fotograf. Senere flyttede han til København hvor han bl.a. underviste ved Skolen i Nansensgade, og syge børn på Almindeligt Hospital. 1876-1918 organist ved arbejdsanstalten Sundholm. Indtil 1911 var han desuden kantor eller organist på Ladegårdskirken. Gennem sit liv var han kancelliråd, organiset, kommunelærer, translatør (som 48-årig). Han boede forskellige steder i København: Schacksgade 8 (ca. 1910-1912). Han skal være blevet tunghør på sine ældre dage og boede hos sin datter og svigersøn.

Efter hans død 10. marts 1924 skrev en professor ved polyteknisk Læreanstalt (Harald Immanuel Hannover) en lang artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1924 hvori han omtalte Peters som opfinder af skrivemaskinen. Anstaltens teknologiske samling havde nemlig af assistent ved dens teknisk kemiske laboratorium, cand. polyt. Ahrend Larsen fået en overdel til en skrivekugle som han erklærede at hans bedstefar havde opfundet før Malling Hansen. Hans redegørelse affødte artikler i næsten samtlige større aviser landet over: 


Skrivemaskinens Opfinder død.

Han fik Intet som helst for sin Opfindelse.

Den næsten 90 aartge Kancelliraad Jacob Ahrend Peters er død. Den gamle Peters, der boede paa Frederiksberg, var oprindelig Lærer og Organist. Herved tjente han sine Penge, men i sin Fritid syslede han med forskellige Opfindelser, og en af disse var - Skrivemaskinen.

Indtil for kort Tid siden var det ukendt for enhver at Peters, en Dansker, havde opfundet Skrivemaskinen, men det er, efter hvad Professor Hannover ved Polyteknisk Læreanstalt har konstateret, alligevel en Kendsgerning.

Peters' System er det hvorover Remington-Maskinen er bygget. Allerede i April 1868 havde Peters sin Maskine færdig, og først senere fik Amerikanerne Patent paa en lignende Maskine, den, der lagde Grunden til Remington-Fabrikernes store Forretning.

Peters selv fik aldrig noget for sin Opfindelse. Han var ikke selv nogen smart Mand, der havde Forstaaelsen af den Betydning Opfindelsen havde, og heller ingen af hans Venner kunde fortælle ham det.

Da Professor Hannover havde konstateret at Jacob Peters Maskine var den første Skrivemaskine i Verden, fik han et Legat til at bevilge Peters, der da levede i Nød, 800 Kr. Det er de eneste Penge Peters har faaet paa den Konto.

Om det er Peters Idé, der er stjaalet og overført til Amerika eller om det er en Opfindelse analog med Peters, der er gjort omtrent samtidig, har man ikke kunnen konstatere.

(Klokken 5 (København) 12. marts 1924).

Lignende artikler med samme indhold blev optrykt i talrige aviser landet over. Hannovers iagttagelser byggede bl.a. på en artikel i Berlingske Tidende fra 1868:

En Skrivemaskine, der er opfunden og construeret af Lærer J. A. Peters i Flensborg, udmærker sig ved en saa sindrig Mechanisme, at den allerede af den Grund fortjener offentlig Omtale, selv om om dei i praktiske Anvendelighed endnu skulde lade Et og Andet tilbage at ønske. Uden at træde Opfinderen for nær troe vi at kunne meddele Følgende om Maskinens Udseende, om den Maade, hvorpaa den benyttes, og de Resultater, som derved opnaaes. Skrivemaskinen har et Omfang som et middelstort rundt Bord og ligner i sin ydre Form de saakaldte taffetformige Pianoforter. Foruden nogle Hiul og Skruer og en Tavle med et Ark Papir sees der kun et i en Halvkreds ordnet Claviatur. Den Skrivende anslaaer Tangenterne: Papiret bevæger sig frem og tilbage. Bogstaver komme frem derpaa og blive til Ord, og den ene Linie følger efter den anden. Skriften er som den, der udgaaer fra Bogtrykkerpressen (de samme Slags Tegn, hvert Bogstav i behørig Afstand fra de andre, ligesaa hvert Ord og hver Linie: store og smaa Bogstaver, afbrudte og dele Linier, mager og fed Skrift, gothisk Skrift og Antigua - Alt efter den Skrivendes Behag). Skrivemaskinen arbeider saa let og rask, at man med liden Øvelse ved dens Hiælp kan skrive ligesaa hurtigt med Bogtryk som en almindelig Skriver med Pen og Blæk, og naar den, der sætter Maskinen i Bevægelse, er fuldstændigt øvet i at behandle den, vil den ile langt forud for Skriveren. Det er iøvrigt hverken mere eller mindre end en heel Omvæltning, der ved dette Instrument bringes ind i Skrivekunsten. Denne har som bekjendt fra Arildstid hvilet paa eet og samme Princip, hvor forskjelligt det Materiale end har været, der til forskjellige Tider blev brugt til dens Udøvelse. Hvad enten man skrev med skarpt Stempel paa Palmeblade, med Rør paa Papyrus, med Stilud paa Voxtavler eller med Gaasefjer paa Pergament, saa har den Flade der modtog Skriften, altid ligget stille, imedens Haanden med Skriveredskabet bevægede sig hen over den. Her er det derimod omvendt: her er det Papiret, som bevæger sig hen under Skriveredskabet, som - det tør vel siges uden Indiscretion - bestaaer af smaa Vægtstænger, paa hvis Ende der er anbragt Typer, som umiddelbart for Brugen sværte sig selv. Ved Skrivemaskinens Benyttelse bliver den venstre Haand liggende paa eet Sted, saa at de fem Fingre hvile paa de med de vigtigste Vocaltegn betegnede Tangenter, medens den høire Haand anslaaer Consonant-Tangenterne, der ere ordnede efter de forskjellige Consonantlyds Natur. - Praktisk Anvendelse vil Skrivemaskinen kunne finde i ethvert Contoir og navnlig paa Telegraphstationer, hvor man ved den vilde kunne meddele Telegrammerne paa Tryk istedetfor haandskrevne med Blyant. Vil man tage lithographisk Overtryk til Hjælp, kan man i Hast mangfoldiggøre det Skrevne, og ved istedetfor Papir at benytte en tyk, blød Masse (papier mache), i hvilken Skriften kommer til at staae fordybet, vil man faae en Matrice til Metatafstøbning som Stereotyp. Paa denne Maade vilde der kunne leveres trykte Sager langt hurtigere end ved Sætterens Arbeide. Lige siden Guttenbergs Dage har Sætteren staaet bøiet over sin Skriftkasse og møisommelig samlet Bogstav for Bogstav. Hvor stor en Færdighed han end besidder, kunne hans Fingre dog ikke snappe hver enkelt Type og stille den i Vinkelhagen, saa hurtigt som hans Øie og Tanke gjerne vilde. Ved Skrivemaskinen gjælder det derimod kun om at trykke paa en Tangent. Ogsaa med Hensyn til Skriften er der opnaaet den største Økonomi; thi medens en Sætter behøver mange Pd. Typer, kræves her kun nogle faa af et mere holdbart Materiale. Aflægning finder ikke Sted, og i det Hele spares her omtrent to Tredjedele af den Tid, der medgaaer til almindeligt Sætterarbeide, og desuden fritages man for forskjellige med dette forbundne Ulemper. - I Forbindelse med Skrivemaskinen har Lærer J. A. Peters opfundet en Hurtigskrivemaskine, som adskiller sig fra den førstnævnte baade med Hensyn til Construction og Anvendelse. En øvet Skriver vil ved den kunne maale sig imod en Stenograph i Hurtighed og tillige producere en for Enhver læselig Skrift, som ikke udkræver nogen Reenskriviiing. Ved denne sidste Maskine trykkes der til hvert Ord med saa mange Fingre, som der er Bogstaver i Ordet. Længere (som oftest fremmede) Ord maae deles i Stavelser, som anslaaes hver for sig: men dette Tidstab indhentes igjen, og det rigeligt, derved, at flere paa hinanden følgende Smaaord kunne tages med eet Greb. Saa meget om disse sindrige Maskiner, hvis væsentligste Overeensstemmelser og Uovereensstemmelser med Sørensens Sættemaskine allerede fremgaaer af det Ovenanførte. Vi ville ikke sige, at Opfindelsen er fuldbaaren; tværtimod klæber der sikkert endnu mange Mangler ved den, men saa Meget er dog allerede her gjennemført og virkeliggjort, at man tør sige, at der ligger en rigtig og praktisk anvendelig Tanke til Grund for Skrivemaskinen. Under alle Omstændigheder er der her givet Beviis paa en Opfindsomhed og et mechanisk Talent, som fortjente at understøttes af de til saadanne Øjemed bestemte Fonds.

H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1868).


Apparatet var også et par år senere blevet nærmere beskrevet i Illustrierte Zeitung i 1872 med tilhørende illustration:

Polytechnische Mittheilungen.

Der Peters'sche Schnellschreib- und Druckapparat.

In Nr. 1503 der Illustrirten Zeitung und Abbildung einer von Malling Hansen in Kopenhagen erfundenen Schnelldruck- und Schreibmaschine, welche überall das lebhafteste Interesse wachgerufen hat. Eine ähnliche, bereits im Jahr 1868 vom Lehrer J. A. Peters in Flensburg, jetzt in Kopenhagen, erfundene und in Dänemark patentirte Schnellschreib- und Druckmaschine führt unsere heutige Nummer in einer Durchschnittszeichnung vor. Wie die Malling Hansen'sche Maschine, beruht auch ihre Vorgängerin, die Veters'sche, auf dem System der Klaviatur. Durch das Niederdrücken der Tasten, welche die einzelnen Buchstaben vertreten, wird eine innerhalb des Apparats befindliche Papierfläche mittels Typen bedeckt. Wäh rend aber in dem Malling Hansen'schen Apparat die Stempel (Tasten) radien förmig auf einer Halbkugel angebracht sind und in eine schräge Bewegung nach einem gemeinschaftlichen Gentrum gesezt werden, stehen die Tasten des Peters schen Apparats rechtwinkelig auf einer geraden, freis- oder ovalrunden Fläche in einer Anordnung, welche der natürlichen Lage der zehn Finger entspricht.

Die Tasten a) stehen mittels Wagebalken oder starken Schnüren um ihre Rollen b) in Verbindung mit ebenso vielen ungleicharmigen Hebeln d. Diese denke man sich in einem Kreise herumstehend, und zwar so, daß sie, um ihre Achse fich drehend, wechselweise das Centrum c) suchen. In jedem einzelnen Hebel ist oben wie in deine Type oder wie in e eine Scheibe mit mehrern Typen so angebracht, daß legtere, durchs Centrum gehend, abwechselnd das darunterliegende Papier bedrucken können.

(Illustrirte Zeitung: Leipzig, Berlin, Wien, Budapest, New York, Bind 59)

Billede fra Illustrirte Zeitung 12. oktober 1872 af Peters "Schnellschreib- und Druckapparat"


Hannovers artikel blev imødekommet og modbevist af Malling Hansens efterkommere (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1924). I mellemtiden var Hannovers sensationelle fund blevet internationalt kendt, og flere meldte sig nu på banen med personer der kunne gøre krav på at være skrivemaskinens opfinder. Fejden er beskrevet flere steder på internettetDet endte med at Hannover i en artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924 erkendte at han havde taget fejl, og at andre havde opfundet systemet før Peters:


Den første Opfinder af Skrivemaskinen

I Berlingske Morgenavis for den 12te Marts skrev jeg under Overskriften "Skrivemaskinens Opfinder død" en Nekrolog over den lige i en Alder af 89 Aar afdøde Kancelliraad J. A. Peters, Idet jeg godtgjorde, at han havde beskrevet en Maskine af den mest brugelige Konstruktion af Skrivemaskinen, Remington-typen, i Berlingske Tidende for den 18de April 1868, to Maaneder før Amerikanerne Sholes, Soulé og Glidden udtog Patent i Amerika paa den Maskine, hvis Fremstilling med nogle i Mellemtiden gjorte Forbedringer i 1873 blev overtaget af Remingtonfabriken.

Denne Nekrolog, som blev bekendt ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet, gav Anledning til, at jeg fra forskellige Sider blev gjort opmærksom paa, at ogsaa andre end Peters havde opfundet nævnte Type før de 3 anførte Amerikanere. Saaledes meddeltes det mig, at der i et Museum i Innsbruck fandtes en af en tyrolsk Snedker Mitterhofer opfunden Maskine, der var nogle Aar ældre, og som var beskrevet i nogle Bøger, f. Eks. i en mig den Gang ubekendt Bog om Skrivemaskinen: Ernst Martin: Die Schreibmaschine 1921-23. I denne Bog fandtes ogsaa nogle andre ældre Maskiner af Remingtontypen omtalt, saaledes navnlig en af en Italiener Ravizza opfunden Maskine, hvorpaa ogsaa Grev Budan i Venedig henledte min Opmærksomhed, idet han sendte mig en af ham skreven italiensk Bog om Skrivemaskinens Historie. Efter denne er Ravizzas første Model allerede anmeldt til Patentering i Italien i 1856 og efterhaanden fremstillet i 17 Modeller, af hvilke den 10de, der blev fremstillet i 1857, endnu skal eksistere. I andre lande er der ogsaa opfundet 3 eller 4 Maskiner af Remingtontypen forud for Peters'.

Da jeg som nævnt havde fundet, at Peters' Opfindelse var bekendtgjort forud for Amerikanernes, faldt det mig ikke ind, at Opfindelsen kunde være gjort endnu tidligere af andre, men jeg skylder nu Sandheden at sige, at Peters altsaa vel har opfundet Remingtontypen forud for dem, hvis Opfindelse udviklede sig til Remingtonmaskinen, saaledes som den slog igennem, men at der altsaa ogsaa er andre, der har gjort dette, og endda forud for ham.

Hver enkelt af disse har sikkert gjort Opfindelsen paa egen Haand, og det samme gælder uden Tvivl Peters, saa at Æren for ham for saa vidt ikke bliver mindre - men han er altsaa ikke den første Opfinder af Remingtontypen. 

Det er imidlertid altid vanskeligt at fastslaa, hvem der er den første med Hensyn til en Opfindelse eller Opdagelse - man ser det f. Eks. nu med Hensyn til Opdagelsen af Amerika, hvor der i denne Tid rokkes ved, at Columbus er Opdageren, saaledes som Milliarder af Mennesker har troet i over 400 Aar.

Og der har i alt Fald været det gode ved min Undersøgelse, dels at Peters, som i 1868 ingen Støtte fandt for sin smukke Opfindelse, ved Hjælp af den fik en lille Oprejsning før sin Død 56 Aar senere, dels at det nu endelig er blevet nærmere oplyst, hvorledes hans Indsats er vedrørende Skrivemaskinens Opfindelse.

H. I. Hannover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924).


Dette dementi ses dog ikke omtalt i ret mange artikler. Der er som nævnt divergerende opfattelser af hvem der opfandt den første skrivemaskine. I 1800-tallet arbejdede adskillige på at bygge en funktionel skrivemaskine. I 1864 byggede østrigeren Peter Mitterhofer (1822-) som var forud for sin tid, og flere elementer indgik senere i Sholes-maskine. Rasmus Malling-Hansen patenterede en skrivekugle i 1870. I USA anerkendes Christopher Sholes (1819-1890) som opfinder af den moderne skrivemaskine i 1873. Sholes prøvede at skaffe investorer, men mislykkedes, og solgte i stedet rettighederne til Remington Arms Company som begyndte at fremstille Remington skrivemaskiner. Sholes fortsatte med at forbedre maskinen, og introducerede i 1878 en særlig tast til at skrive med små og store bogstaver. 

På J. A. Peters gravsten på Vestre Kirkegård i København er indgraveret noget der ligner en model af skrivemaskinen. (Se nedenstående foto).


J. A. Peters. Kancelliråd. Gravsten på Vestre Kirkegård. Skrivemaskinen er antydet i tegningen nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.