Børnemishandling i Rosenborggade. (Efterskrift til Politivennen)

Børnemishandlerne fra Rosenborggade dømt.

Det dømte Ægtepar Madsen-Wedin. I Midten Forsvareren, Overretssagfører Bohn-Christiansen paa Domhusets Trappe.

I Gaar faldt Dommen over det mærkelige Ægtepar, Madsen-Wedin fra Rosenborggade, der den 13. April paa en oprørende brutal Maade mishandlede deres lille seksaarige Pige, idet Faderen gennempryglede Barnet paa det nøgne Legeme med en Hundepisk, medens Moderen holdt hende. Ægteparret havde privat engageret Overretssagfører Bohn-Christiansen som Forsvarer, men det var en meget utaknemlig Opgave denne havde faaet. Han havde forlangt en yderligere Vidneafhoring af Doktor Fogh fra Retsmedicinsk Institut, der først havde behandlet Barnet, men det viste sig at være et fælt Misgreb. Doktorens Forklaring tjente kun til yderligere at understrege Forældrenes raa Brutalitet, og efter dette faldt Rohn-Christiansens i sig selv meget spagfærdige Forsvarsargumenter ganske til Jorden. Han paaberaabte sig en Højesteretsdom fra 1893, hvor de Tiltalte i et lignende Tilfælde var blevet frikendt, men Dommeren oplyste ham om, at der forelaa fem Højesteretsdomme af senere Dato, der sagde det stik modsatte, saa ogsaa her var han meget uheldig.

Dommer Troels-Lund gav de unaturlige Forældre hver 30 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost, en Dom der forefaldt tilhørerne meget mild, saa det kunde derfor kun forbavse, at de dømte efter Konference med deres Sagfører, appelerede til Østre Landsret

- - -

VI havde senere en Samtale med Hr. Troels-Lund, der udtalte:

Jeg mener egentlig ikke selv at Dommen er mild - 30 Dage paa sædvanlig Fangekost svarer jo til ca 120 Dages simpelt Fængsel, men den er afsagt efter nøje Overvejelse. Jeg har forresten drøftet Sagen med Stadsadvokaten, og jeg mener Dommen er saadan, at en højere Instans hverken vil mildne eller skærpe den, men derimod give den Stadfæstelse.

(Aftenbladet (København)  4. juni 1924).

Voldshandlingen blev udført palmesøndag den 13. april 1924 mod Ebba Lisa Wedins barn Anna Lisa (6 år) af første ægteskab fordi hun havde taget en kjole forkert på og spildt en kop vand på køkkengulvet. Hun ville ikke bede om forladelse. 

Efter dommen anmeldte ægteparret den unge pige Ebba Lundin som havde foranlediget voldssagen. Hun var i mellemtiden rejst hjem til Sverige, og anklagen om at hun skulle havde stjålet nogle af fru Wedins pleureuser og bedraget parret for 4 kroner, blev afvist. 

Landsretten fordoblede den 26. juni 1924 straffen til 2 måneder. Ægteparret sproglærer Richard og Ebba Lisa ansøgte om benådning. Der blev ført en stærk agitation til støtte for ægteparret, henvendelse til justitsministeren og  Landsretten. Justitsminister Steincke nedsatte efterfølgende straffen fra 2 til 1 måneds fængsel.

Barnet blev anbragt i pleje i Nordsjælland. 

Jægerhuset forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil ligesom give et lille Stik i mangen gæv gammel Vesterbroborgers Hjerte, naar han hører, at Jægerhuset nu synger paa sit sidste Vers.

Jægerhuset er den lille lave Rønne, der ligger paa Hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej. I gamle Dage laa her i Kongens Enghave et Traktørsted, hvor Jagtbetjentene holdt til, naar der fra Frederiksberg Slot blev afholdt Jagter i Enghaven. Senere i den første Jernbanes Tid, var Jægerhuset Ledvogterhus, og derefter blev det Restauration igen i den gode, gamle Stil med Keglebane og Lysthuse i Haven, hvortil Familierne inde fra Vesterbro kom dragende med Barnevogn og Madkurv. Vesterbro strakte sig den Gang ikke saa langt ud som nu, og det var en hel lille Skovtur at tage ud i Jægerhuset.

Jægerhuset laa frit og aabent, omgivet af Træer. Da Enghavevejen blev hævet for at gaa over den nuværende Banestrækning, forsvandt Jægerhuset halvvejs i Dybet, hvor det laa i den lille Stump Have, der var bleven tilbage, og kippede med de øverste Vinduer ud mod Gaden. Efterhaanden voksede der høje Bygninger op rundt om det, og nu forsvinder det helt for at give Plads for en moderne Hjørneejendom med Butiker og Bankealtaner m. m., men Mindet om det vil vedblive at leve hos den ældre Generation paa Vesterbro, til hvis nøjsomme Glæde det hørte at faa en Pot Kegler i Jægerhusets Have, medens Mutter dækkede Bord i et Lysthus og Børnene dansede til de ikke altid lige rene Toner af et Fortepiano og en Violin, der om Sommeraftenerne og Søndag Eftermiddag leverede Musiken derude.

(København 3. juni 1924)

Jægerhuset havde allerede i 1917 fået sin dødsdom. Stedet var vist berømt for æggekage og store dramme, kaffepunser mm. Foto fra Folkets Avis - København 25. september 1917.

Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Naar Trafiken gaar over Vandet. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Langebro har været svinget ud i fire Minutter.

Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke lyder Veraab over de fortvivlede Færdselsforhold ved Knippels- og Langebro. 

At disse Klager er fuldt berettiget, har selv Byens Myndigheder indrømmet. Men en hel anden Ting er at faa dem ændret. Da nuværende Borgmester, daværende Havnebygmester Møller i sin Tid projekterede disse Broer, drømte han ikke om den rivende Udvikling, Trafiken skulde tage i Løbet af en Snes Aar. Men nu er man altsaa saadan stillet, at Forbindelsen med Amager maa siges at være Hovedstaden uværdig.

Der tales og diskuteres om hvad  der skal gøres. Der udarbejdes Planer, som atter henlægges, og i Mellemtiden bryder Trafiken sammen Gang paa Gang og der spildes Tid, som ikke er til at indhente igen.

Et Forslag, som har Myndighedernes Øren, fordi det intet koster, gaar ud paa, at henvise alle Hestekøretøjer og Trækkevogne til Knippelsbro, saa Automobiltratiken udelukkende førtes over Langebro, som derved kunde befares langt hurtigere end nu, hvor det er det langsomste Køretøj - ofte en Trækkevogn -, der bestemmer Hastigheden.

En yderligere Forbedring af dette Forslag gaar ud paa at lægge  en Træpromenade paa hver Side af Broen til Brug for Fodgængere.  De nuværende Fortove skulle da benyttes af Cyklister, for hvem det nu nærmest er livsfarligt at køre over Broen og Automobilerne kunde da yderligere forcere Farten.

Af ovenstaaende Billeder fremgaar det, hvorledes Vognene hobes op, efter af Langebro har været svinget ud i blot fire Minutter. Køretøjerne maa holde i tre Korsoer, som saa af den posterede Betjent efterhaanden ledes ind over Broen.

At Situationen med den stadig øgede Trafik er uholdbar, siger sig selv.

Endnu svæver Højbroen fra Dybbølsgade til Skydebaneterrænet nærmest i Luften. Der vil vel forløbe adskillige Aar, før dette Projekt  bliver til Virkelighed. Men hvorledes kal det gaa i Mellemtiden? Ja. der sker vel intet, før Handelsstanden rejser sig til enstemmig Protest, som de høje Myndigheder ikke kan sidde overhørig.

Tid er Penge, og af dem spildes der altsaa mange under de forhaandenværende Forhold.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1924).

I 1927 forsøgte man at ordne forholdene ved at forbyde trækkevogne at passere på kørebanen. De skulle holde sig til fortovet. Foto fra Aftenbladet (København) 25. januar 1927.

Foraar i Saksogade. (Efterskrift til Politivennen)

En af "Klokken 5"s Medarbejdere skildrer her en Vandring gennem Saxogade, hvor han paa sin Vej møder Dagens Slider, den krogede Arbejderske, der kæmper for sit Hjem, Nattens Kavalleri og de Fattige i den store graa Gade.

Solen skinner over Byen, endnu er den bleg og kold, men den lyser dog op - og selv Saxogade synes lys, denne lange, høje Gade, hvis graa - og sortsmudsede Husfacader ellers kaster et trist og dystert Skær over Gaden, som i sine Lejekaserner rummer lige saa mange Indvaanere som en middelstor dansk Provinsby.

Hus ligger klinet op ad Hus, Forretning ligger ved Forretning, Kafé ved Kafé. Hist er en Kirke, her en Læsesal, der har Kristeligt Studenter-Settlement sit Hovedkvarter og her dominerer Frelsens Hær med sit store Herberge, der om Natten indfanger Storbyens brudte Skæbner - og overalt er der Mennesker paa Færde - mange Slags Mennesker.

Saxogades Mennesker.

Der er ikke megen Overdrivelse i at hævde, at alle Samfundslag er repræsenterede i Saxogade. Her bor den armeste Mand og Dør om Dør med ham den rigeste Gnier. Den fattige kan ikke faa et Måltid varmt Mad hver Dag, fordi Pengene Ikke kan slaa til, og den rige nænner ikke at spise fordi det koster Penge og fordi Penge, den Følelse at have Penge, er mere for ham end at leve sundt og ordenligt. Der bor Folk, som trolig vandrer i Kirke hver Søndag Formiddag, som begynder Og ender deres Dag med Fadervor, der bor Folk, som giver Pokker i al Moral og Tro, som lever i Nuet, lever med, lever stærkt, der bor Folk i Pjalter og Laser og der bor Folk i Silke og Zobel, de bor Side om Side med hæderlige, retskafne Mennesker, der strider og slæber for at skaffe til Livets Udkomme. Og der bor mange andre Mennesker, mange andre Typer.

Mødrene drøfter Dagens Begivenheder efter at have hentet deres Børn fra Asyl og Pleje,

Fra Morgen til Morgen.

Døgnet igennem, uafbrudt, er der Færdsel og Travlhed i Saxogade. Tidligt om Morgenen tørner Arbejderne ud for at vandre til deres Arbejdspladser, noget efter kommer de smaa Kontordamer og Ekspeditricer trippende, Konerne gaar ud med Klud og Spand, store Børn gaar i Byen, passer deres Skole, deres Pladser, deres Hjem, og de mindre er sendt ned for at lege.

Saxogade er aldrig stille. Altid færdes der Mennesker, altid er der færdsel. Tungt læssede Arbejdsvogne, Lastbiler og Trækvogne befarer Gaden Dagen igennem - og om Natten er det Taxavogne og Lillebiler, der strømmer til - for at hente og aflevere.

Jazz Bands, Øl og Portvin.

Det vrimler med Kafeer, store som smaa, og fra dem alle lyder der Aftenen igennem Musik, hæslig og skrigende Jazz-Musik, enten fra en Magnavox-Gramofon eller fra et "Orkester" paa et Par Mand, som betjener indtil en halv Snes Instrumenter, inklusive tomme Hvidtølsflasker og Grydelaag.

Der er Gang i Musiken, der er Gang i Gæsterne. Nogle sidder dorske og dvaske, halvsøvnige og kedelige over deres Øl, medens andre støjer op, synger med, danser eller dog i hvert Fald konverserer de Afdelings-Repræsentanter, som Gadens lette Kavalleri ved en højere Skæbnes Tilskikkelse har sendt ind netop i den paagældende Kafe.

Damerne drikker baade Øl og Portvin, men Portvin bliver foretrukket. Sjusser synes dog ogsaa at falde i Smag. Der er det mærkelige Forhold, at der er mere Kritik af hvad der skal nydes, end af ham, der spiller Greve og optræder som ædel Giver.

Baggaardens Børn.

Det vrimler med Børn i Saxogade, baade paa Gaderne og i de mange Gaarde. Fra de mange Trapper, der fører ned til hver Gaard, kommer Børnene marcherende. En stor Del af deres Tid, maaske den største, tilbringer de i Baggaarden. Der er ingen hjemme om Dagen hos disse Børn. Enten er Faderen borte fra dem, ukendt eller død, eller han er paa Arbejde. Og ogsaa Moderen er paa Arbejde. Der maa slides haardt, ikke mindst af den enligt stillede Moder for at holde Hjemmet oppe, for at skaffe Mad til Børnene. Disse smaa rnaa saa til Gengæld skøtte sig selv Dagen Igennem - altid er det Ikke lige heldigt, men det er desværre for hendet nødvendigt.

Baggaardens Børn - hvor har man ondt af dem. Dagen igennem er de i den triste Baggaard, Dag efter Dag maa de søge deres Glæde der mellem de høje, graa og forfaldne Mure. i Sol og Regn, i Kulde og Varme maa de være ude. De hærdes vel, men Hærdningen er ofte saa slem, at de knækkes.

Paa Baggårdenes toppede Sten faar mangt et Barn sit første Knæk enten sundhedsmæssigt eller moralsk.

Det er Livets ubønhørlige Lov i Baggaardene.

Frelsens Hærs Herberge.

Mange Børn kommer ikke ud fra Gaden, de lever og dør I Saxogade, andre svinger sig ud, kommer frem. Og for de sidste har den haarde Skole i Baggaardene haft sin Betydning.

Men foruden de svage, der er vokset op og gaaet til Bunds i Saxogade, huser den mange andre lige stillede. En stor Del af disse har deres Tilflugt i Frelsens Hærs Herberge og Arbejdshjem. Her er baade Opholdsstuer, Spisesal og Sovesale. Man Kan komme og gaa som man vil - blot Sengetiden overholdes. 

- - -Nu er det Foraar, og Solens Sølverstænk laver ogsaa lyse Striber i den graa Gade. Saksogade er en Mindelse om Fortidens Byggemaade. Det gjaldt bare om at smække Kaserner op, om at stuve saa mange Mennesker som muligt sammen uden smaaligt Hensyn til Sundhed, Sol og Lys .... Men gaa Gaden igennem - og Du henter mange sære, brogede og blandede, lyse og mørke Indtryk - og Du staar pludselig paa store, lyse Pladser med nye, røde, venligt smilende Huse - den ny By, saaledes som den bliver til under et nyt Styre, dér hvor Fortid og Nutid mødes: Kontrasten mellem Kaserne og Hjem.

Peter Poul.

Den store graa Gade i hele dens Længde.

(Klokken 5 (København) 14. maj 1924)