Hold Moder og Barn sammen. (Efterskrift til Politivennen)

Den bedste Hjælp mod Børnedødeligheden.

Besøg paa to Mødrehjem.

Mødre og Børn i Lyngby.

- Hvad mener De, spørger jeg den kendte Børnelæge, Dr. Aage Bojesen, om det, der nede paa Nyborg Strand er fremkommet om den store Stigning i Danmarks Børnedødelighed?

- Jeg kommer, svarer Doktoren og ser alvorligt paa mig, jeg kommer netop lige fra Generalforsamling i "Mødrehjælpen". De véd, hvad "Mødrehjælpen" er, ikke sandt? En Sammenslutning af de to Foreninger: "Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede, nødlidende Mødre" og "Foreningen til Hjælp for enligt stillede, nødlidende Kvinder med Børn", med Kontor Farvergade 27, 1. Sal.

"Mødrehjælpen" tager sig af den ulykkelige, ugifte Moder baade før og efter Fødslen, og vi ser vor store Opgave i at holde Mor og Barn sammen i Barnets første Leveaar og lade Barnet faa sin naturlige sunde Ernæring, nemlig Modermælken.

- Men er det i Længden ikke svært at praktisere?

- Det kan gøres paa een Maade, nemlig gennem Mødrehjem. Vort Maal er: 

Mange smaa Hjem,

hvor Moderen bor med sit lille Barn det første Aar efter Fødslen, passer det, giver det Die, og kun gennem sin stadige Arbejdskraft i Hjemmets daglige Husførelse betaler sit og Barnets Ophold.

- Har "Mødrehjælpen" saadanne Hjem?

- Værsaagod! siger Doktoren med et Smil; sæt Dem op i min Vogn, den holder dér. de kommer netop, som jeg skal ud at se til vore to Mødrehjem i Raadvad og i Lyngby, og nu kører De med, ikke sandt? Flere saadanne Hjem - smaa, beskedne, ikke dyre - er Maalet, og netop nu paa Generalforsamlingen har vi vedtaget at sætte alle Kræfter ind paa at

vække Samfundets Interesse

for denne Sag, der i Virkeligheden betyder saa uendelig meget.

En Institution, der udretter et saa mægtigt Arbejde, som "Mødrehjælpen" ved sin praktiske Hjælp til ulykkeligt stillede Kvinder med Børn, og som ogsaa ordner Plejehjem, Adoptioner, Stævning af Fædre o. s. v. kan Samfundet faktisk slet ikke være bekendt skal have et betydeligt Underskud - og det har vi, hvad enhver kan se af vort offentliggjorte Aarsregnskab.

Vi suser gennem det danske Sommer land, og vi standser paa en idyllisk Plet midt i Skoven;; Solen skinner ned over en Have, som er fuld af Barnevogne med leende, jublende, pludrende eller ogsaa trygt sovende Smaapuslinger.

Tænk dog, hvor den Familie maa have Masser af Børn, siger jeg forbavset til mig selv - og i ramme Sekund siger Dr Bojesen:

- Ja, det er altsaa Mødrehjemmet Raadvad og to Damer i hvidt fra Top til Taa tager imod os, det er For￾standerinden, den dygtige Frøken Nielsen, der før har ræret Overøygeplejerske paa Rigshoøpitalets Børneafdeling, og bendes Assiøtent.

Bagved flokkes de unge Mødre om døre« smaa.

Præmiebørn.

Jeg gaar rundt og øer paa hvert af Børnene, hver eneste Mor følger mig med spændte Blikke: Hvad vil jeg sige om hendes Barn? Hun retter paa den rene Hagesmæk, vil jeg se Barnet? Jeg ser dem alle, og mine Beundringsudbrud kommer fra Hjertet, for jeg har set mange Børnehjem - fortræffelige, nydelige men aldrig har jeg set Spædbørn saa tykke, saa solbrune, saa gennemsunde og saa nydeligt rene noget andet Sted, end hvor Moderen selv ammer og plejer sit eget lille Barn - samtidig med at hele Huset og alle Børnene er sat i System og styres af en dygtig Oversygeplejerske.

Dejlige Raadvadbørn.

- De Mødre holder da af deres Børn - siger jeg til Forstanderinden, medens jeg beser de pæne Soveværelser, Køkken, Toiletrum, Vaskerhus, Rullestue o. s. v.

- Det kommer de alle til. alle, saa snart de blot har været kort Tid sammen med Barnet herude. Selv de, der maaske er mest kede af dem. naar de kommer. Vi har jo ogsaa Plejebørn uden Mudre, men ogsaa de har dog haft

Mor i 14 Dage.

Vi tager nemlig intet Barn, uden at Moderen følger med herud fra Fødselsstiftelsen og bliver her 14 Dage, til Barnet langsomt er vænnet fra, og Moderen selv har faaet lidt Barselshvile; og selv om Moderen saa rejser, saa slipper hun sjældent helt det Barn, hun boede 14 Dage med herude.

Mødrehjemmet I Lyngby.

Og saa suser vi til Lyngby til d«t mukke Mødrehjem paa Thorsvej. Ogsaa her hedder den hvidklædte, sympatisk Forstanderinde, der er uddannet Sygeplejerske. Frøken Nielsen. Stille gaar vi rundt fra Soveetue til Sovestue, her er to-tre Mødre med deres egne smaa maaske et af Plejebørnene. Saa hvidt, saa rent, saa nyvasket sover hver Pusling. Mor. der har gjort sin - trods alt- dyreste Skat i Stand til Natten, venter ved Sengen, hun rødmer undseligt. men dog stolt over min Ros til disse skønne, sunde, store Børn. , 

De flotte Vægtkurver.

- Se, siger Dr. Bojesen og peger paa en Journal over hver Seng. se de stigende Kurver - det er Vægten, se, det er Stigninger, hvad!

Jeg beser det fortrinligt indrettede Hjem, til Slut kikker jeg endnu en Gang ind til en stor, tyk 9 Maaneders Dreng, der er blevet min Yndling, han er vaagnet, han ler, han spræller, han rækker begge Arme Imod mig. - Nej, min Ven, afgør jeg, bliv du her, saa længe du maa, den Luft, de Forhold kan vi Ikke give dig inde i Byen. Gunver.

(B. T. 1. juli 1926).

Foreningen til Hjælp for ulykkelige stillede Mødre stiftet 1905 havde 3 mødrehjem: Thorsvej 2 i Lyngby med plads til 10 mødre og 13 plejebørn, Hauserplads 7 med plads til 10 mødre og 1 plejebarn samt Lyngbygade 24 med plads til 6 mødre og 1 plejebarn. Foreningens kontor lå i Pustervig 5. Foreningen havde da hjulpet 5.367 mødre.

Herreløs Hund. (Efterskrift til Politivennen)

Den sørgende ven.

På Assistens Kirkegård i København har der i det sidste par uger dag og nat opholdt sig en herreløs hund som strejfer omkring mellem gravene. Det menes at hundens herre er død, og at den nu søger hans grav, og da dyret - en stor prægtig ulvehund - i hele dette tidsrum tilsyneladende ikke har taget næring til sig og nu er meget afmagret, eftersøger kirkegårdsbestyrelsen offentligt eventuelle pårørende til ejermanden.

(Viborg Stifts-Stidende, 23. juni 1926).

Det gamle Kunstnerhjem paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Kgl. Skuespiller Waldemar Kollings Enke fylder 80.

Fru Almina Kolling.

- Ude paa Landet er der maaske nok flere, der tilbringer hele deres Liv i samme Gaard; men jeg tror nok, jeg er den eneste Københavnerinde, der kan holde 80 Aars Fødselsdag paa sit Fødested, og aldrig har boet andre Steder, siger den gamle Fru Almina Kolling, der i Dag, rask, rørig og fuld af godt Humør runder de fire Snese.

Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her opad, hvor Vesterbrogade er vokset op - den Gang saa her jo anderledes ud. Det var et udpræget Slagterkvarter, og Trommesalen laa jo skraas overfor. Her, hvor dette Hus nu ligger, havde Fader en stor Stald, og Privathjemmet laa nede paa Bagbygningens Plads, men da jeg var fire Aar gammel byggede Far Ejendommen her, hvor vi saa flyttede ind, og siden har jeg ikke haft anden Bopæl. Da jeg blev gift i 1867, flyttede min Mand og jeg ind i denne Lejlighed, og her blev vi. Den Gang brød Folk sig ikke om Forandring. Kolling var ogsaa trofast mod sit Teater; han var ved den kongelige Scene fra 1854 til han tog sin Afsked i 1897. Og her i disse Stuer samledes Kammeraterne. alle Datidens kendte Kunstnernavne. - lh bevares, hvis disse lægge kunde tale! - Fru Kolling smiler stolt og glad. - De kan tro Almina Kollings Aftensbord stod højt anskrevet! Det var tit og ofte mig der inviterede, uden at min Mand anede det, og naar han saa kom hjem fra Teatret, var Vennerne allerede samlet, og saa blev han saa glad. Her sad de, Phister og Frue, Høedt, Hultmann, Michael Wiehe, Olaf Poulsen, Fru Sødring, alle de kære Mennesker. - Ja nu er de døde og borte allesammenl Men Minderne hænger her rundt om paa Væggene!

Vi ser os om og ser overalt Billeder af den kongelige Scenes berømte Navne, private og i Kostume. - Og se her, siger den gamle Dame, der hænger et Skovparti, det har saamænd Olaf Poulsen malet. og det store Scenebillede der fra "Den Vægelsindede", det er ogsaa hans Værk. De to Blomster- og Frugtmalerier er af Sophus Petersen, og det Landskab der er et Arbejde af Hultmann! Det var dejlige Mennesker allesammen, og saa senere, da vores eneste Datter blev gift med Otto Borchsenius, saa kom her jo en ny Kreds af interessante Mennesker ind i Hjemmet. Er det forresten ikke morsomt - min Svigersøn og jeg var jo jævnaldrende, ja han var ovenikøbet to Aar ældre end jeg; vi traf hinanden første Gang hos Fru Sødring, da jeg var nygift, og han blev præsenteret for mig som "den unge Student Borchsenius"! Da skulde nogen blot have sagt, at det var min vordende Svigersøn jeg hilste paa! Med ham fik vi som sagt nye kære Venner, Holger Drachmann, Schandorff, Peter Hansen o. m. fl. Jeg har haft et interessant og indholdsrigt Liv, og har Minder, der ikke gør det vanskeligt at fylde 80. Der er noget at leve paa.

- Fruen interesseret sig stadog for Teatret? spørger vi.

- Ih ja. - det kan man da ikke lade være med, og de har ho da heldigvis stadig dygtige Folk derinde paa Teatret. Ja, undskyld, for mig er "Teatret" jo først og fremmest det kongelige - men det er jo saa naturligt. De har dugtige Folk, men de har alligevel ingen Michael Wiehe - ham er der ingen, der naar. Naa, enhver synes vel bedst om sin Samtid, men jeg har saamænd ingen Grund til ikke ogsaa at synes om Nutiden. Jeg er heldigvis glad ved Livet!

Vi  tog Afsked med den charmerende gamle Dame, hvem det har været lidt af en Oplevelse at hilse paa.

O-k.

(Aftenbladet (København) 30. juni 1926)

GAMLE MINDER. 

Fru Almina Kolling, Enke efter Skuespiller Valdemar Kolling, bor i et gammelt smukt Hjem paa Vesterbrogade i København og er endnu rank og statelig, ungdommelig og smilende trods sine 80 Aar. 

En Journalist har interviewet hende og Fru Kolling fortæller: Jeg har boet her hele mit Liv. Min Fader, Slagtermester Neiiendam, ejede Grundene her, hvor Vesterbrogade senere er vokset op. Markerne var derude, hvor Istedgade nu ligger, og bagved laa Vandet, der den Gang gik meget højere op end nu. Jeg kan huske saa langt tilbage som til Troppernes Hjemkomst i 1848-50, de begivenhedsrige Tider. Da blev der her udenfor Huset bygget en interemistisk Balustrade, og der sad Folk med Kurve, fyldt med Blomster, Bagværk og Forfriskninger til de hjemvendende Soldater. De fik Lov til at bryde ud af Rækkerne og tage mod de velkomne Sager. Tiden gik og jeg voksede til. 

Og saa kom Forlovelsen. Jeg var til Kasinomaskerade. Vi var en lille privat Kreds, og jeg anede ikke, at han skulde komme. Men saa saa jeg ham pludselig inde i Salen som Kavaller for Fru Sødrings Døtre. Saa opdagede han mig. Han fik ved Tegn gjort mig opmærksom paa, at han saa gerne vilde tale med mig alene - og saa - ja, saa "stak vi af" fra vore Selskaber, ler Fru Kolling muntert, og vi fik en dejlig Aften ud af det; vi blev nemlig forlovet, om end hemmeligt i den første Tid.

Der kom mange i vort Hjem, bl. a. Olaf Povlsen og Hr. og Fru Phister. Aa, ja, det var i de gode gamle Dage, da man havde en hel Steg paa Bordet, en And og en hjemmelavet Rullepølse foruden mange andre gode Sager.

Naa, Aarene gik, Tiderne skiftede, ny Folk kom til, og vi syntes ikke mere, det var som "den Gang".. Men det synes man vel altid, naar "de gamle Tider" er borte. Men min Mand var en lykkelig Natur. Han blev ikke "gammel", træt og gnaven. Han var saa mildt dømmende, saa stille og fin. Og nu lever jeg kun i Minderne om de svundne, lykkelige Aar.

(Middelfart Avis 20. august 1926).

Andre del af interviewet:

Digterne samledes.

- Hvor gjorde De Deres Mands Bekendtskab?

- Det var hos min Faders Fætter, den store Købmand Johan A. Neiiendam. Han førte stort, aabent Hus. Hele Venstrekredsen, Berg, Hørup, N. J. Larsen og Tutein samledes dér. Han og hans Hjem spillede en stor Rolle for den gryende Venstrebevægelse. I den Kreds dér kom ogsaa mange Kunstnere og Forfattere. Jeg husker blandt, andre tydeligt Schandorph og Drachmann. De Fester, Johan A., som han slet og ret kaldtes, gjorde, ansaas i de Tider for storstilet, - hvor ikke alene den gode Mad og Bourgognen, der "flød i Strømme", satte Stemningen op, men hvor tillige Aand og Vid og Lune satte Præg paa det hele .... dér saa jeg den unge Kolling.

- - -

Den fine Kalvekrøs

... Jeg passede og holdt selv min Mands Tøj, og min Mand var saa glad for det. Jeg husker at en af mine Specialiteter var at stive Kalvekrøs; det kan nok være, at det var fint, naar min Mand for Eksempel var Markis med det elegante Kalvekrøs. Ja, det var endog saa godt lavet, at Hultmann stadig udfrittede min Mand om, hvem der var hans Vaskerkone.

Min Mand vilde længe ikke sige det, for han troede ikke, jeg vilde holde af, at de andre vidste det. Men en Dag, da han igen blev spurgt, sagde han: "Det er saa mænd min Kone". Saa en Dag, jeg staar paa Fisketorvet og gør Indkøb, kommer Hultmann forbi, fin og pyntelig og med høj, graa Hat. Den svinger han i en stor Bue, idet han med et dybt Buk siger: "De har min største Agtelse!" Det kan nok være, at Fiskerkonen maabede.

Guldalderens Kunstnere.

... Han, den store Kunstner og Charmeur, var ikke alene fejret paa Scenen, men han var alle Datidens unge Pigers stille Sværmeri. Ak, hvor har jeg dog set mange af de store paa Scenen. Jeg var næppe mere end 12-13 Aar, da jeg fik Lov til at komme i Det kgl Teater . . . den Gang havde et Barn Tilladelse til at staa op foran en voksen til Forestillingerne. Jeg saa Guldalderens Kunstnere, Michael Wiehe, C. N. Rosenkilde, Fru Hejberg og Høedt, og den Gang anede jeg ikke, at jeg senere skulde lære de Mennesker nærmere at kende, som var min Barndoms Helte og Idealer.

- - -

(Middelfart Avis 3. september 1926. I uddrag, idet interviewet indeholdt de allerede viste artikler fra andre blade)

Almina Kolling boede på Vesterbrogade 27, 2. sal. Her flyttede hun og manden ind kort efter de var blevet gift. Hun døde september 1935. Valdemar Ludvig Christian Kolling (1834-1915) spilede på Det Kongelige Teater 1854-1907. Datteren Johanne Louise Kolling (død 23. maj 1921) blev gift med Otto Borchsenius (1844-1925). Han er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Huset er revet ned, og i det nuværende nyere byggeri er Hotel Comfort, Vesterbrogade 23-29.

Dagrenovation og Hygiejne. (Efterskrift til Politivennen)

Samtale med Kørselsdirektøren om Mulighederne for en Bedring af Forholdene.

Kommunen og Grundejerne.

Dagrenovationen er et Spørgsmaal, der optager Københavnerne stærkt. I Indlæg til "Byens Talerstol" har der gentagne Gange været klaget over den forældede Form for Bortføringen af Renovationen, der stadig anvendes, saa vel som over, at Skraldevognene kører den ganske Dag igennem. Og man kan kun give Indsenderne Ret. Det er hverken hygiejnisk eller flatterende at føre en aaben "Skraldevogn" gennnem en i Formiddags- og Morgentimerne stærkt befærdet By. Den Regn af Aske og Snavs, der oftest staar fra disse Vogne, staar ikke helt i Samklang med de mange Lovord, der lyder over København som en renlig og soigneret By.

Vi kan simpelt hen ikke være disse Tilstande bekendt. Men kan de da ændres? Bunder de i Nødvendigheden, eller skyldes de kun et Udslag af Sparetendenser?

Kørselsdirektøren giver Klagerne Ret.

For at faa dette Spørgsmaal klaret, har vi henvendt os til Direktøren for Københavns Kommunes Kørselsafdeling, Hans Jensen. Og han er ikke utilbøjelig til at give Klagerne Ret.

- Vi har gentagne Gange hørt saadanne Klager, udtaler han, og jeg kan ikke sige, de er ubeføjede. Men maa jeg forklare lidt om Forholdene, som de er. Dagrenovationen i København er spaltet i to Dele, Kommunen bortfjerner Renovationen fra de i første Klasse beliggende Gader, derimod skal Grundejerne selv sørge for at faa fjernet Renovationen fra Gader i anden og tredie Klasse og fra Privatveje og -gader. Dernæst har Kommunen bortforpagtet en Part af Dagrenovationen til 80 private Vognmænd, der hver kører med en Vogn, medens de private Grundejere antageligt raader over et lignende Antal. Medens vi skal have tilendebragt Kørselen Kl. 11½ Formiddag, har de "private" Vogne Lov at køre hele Dagen, idet Politivedtægten ingen Bestemmelser indeholder herom. - Men kan de kommunale Vogne ikke blive færdige før. Det vilde da gavne Hovedgaderne.

Det kan vi ikke. Vi begynder Kl. 5 om Morgenen, og før kan vi ikke begynde, bl. a. fordi Gadefejningen, der ogsaa skal fjernes, først skal være tilendebragt Kl. 7 Morgen om Sommeren og Kl. 8 om Vinteren.

Lukkede Beholdere vil koste 1 Mill. Kr. mere.

- Kunde der da ikke findes paa en mere hygiejnisk Facon at fjerne Renovationen paa? Smaa lukkede Beholdere for Eksempel i Stedet for de aabne Vogne?

- Det kunde der godt .... men det er et Spørgsmaal om Penge. Nu koster Dagrenovationen Kommunen ca. 1 Million Kroner om Aaret, skulde der benyttes Beholdere, vilde dette Beløb blive fordoblet, foruden at der skulde sættes mange Penge i Materiel. Og det vilde jo atter gaa ud over Skatteborgerne .... Vi saa det gerne gjort, jo før jo hellere; men Budgetudvalget er næppe af helt samme Mening .... Forøvrigt tror jeg, at Kommunen ofte bliver skældt ud for noget, der skyldes den private Dagrenovation. Vore Vogne bliver ofte set efter, deres Tæthed undersøges, Hestenes Fodringetilstand ligeledes .... Derimod har vi ikke Spor af Indsigt med den private Afdeling. Det burde vi selvfølgelig have af sanitære Grunde, ganske som paa Frederiksberg og i Gentofte .... Alt ialt tør jeg dog sige, at København paa Dagrenovationens Omraade staar fuldt paa Højde med de allerfleste af Europas øvrige Storbyer.

Kloakrensningen moderniseres.

- Der har ogsaa lydt Klager over Kloakoprensningen. Blandt andet over, at den Mand, der renser op, lader Oprensningen ligge til Afhentning - saaledes at den meget hurtigt af Bilerne bliver kørt ned i Kloakerne igen. Kan den ikke fjernes med det samme?

Dette Forhold er ved at undergaa en Ændring, og snart vil det helt ophøre, idet Kommunens store Vandvogn nu benyttes til at skylle alt ned i Kloakerne, saaledes at Oprensning bliver overflødig. Kun enkelte Steder anvendes denne endnu.

Mr. Nobody

(B. T. 29. juni 1926).

Solodanser John Andersen 1899-1926. (Efterskrift til Politivennen)

John Andersen debuterede december 1916 som studenten i "Den lille Idas blomster". I 1921 blev han udnævnt til solodanser.

Den lille Idas Blomster. Fotograf Holger Damgaard (1870-1945): Karl Merrild (1889-1973), dansk balletdanser, skuespiller Elna Jørgen-Jensen (1890-1969), dansk solodanser, balletdanser John Andersen (1899-1926). 1916-1917. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

På en rejse fra København den 11. juni 1926 til USA med "United States" blev solodanseren John Andersen den 19. juni 1926 syg og måtte opereres for blindtarmsbetændelse. Instrumenterne skulle først samles og koges i kabyssen og servietter, håndklæder m.m. steriliseres. Den vagthavende officer havde tilbudt at standse skibet så det kunne ligge roligt under operationen. Det viste sig imidletid at der var koldbrand i blindtarmen samt lokal bughindebetændelse. To dage efter lagde skibet til i Halifax hvor han blev bragt på sygehuset, men han døde få dage efter. Han blev 27 år gammel.

Solodanser John Andersen

Da Kisten førtes fra "Hellig Olav" til Holmens Kirke.

Den blomstersmykkede Kiste i Holmens Kirkes Kapel

Der er gaaet seks Uger siden den unge Solodanser ved Det kgl. Tealer John Andersen døde i Halifax. Da "Hellig Oluf" i Aftes ved 8-Tiden lagde til ved Østkajen i Frihavnen, havde den hans Kiste med om Bord.

I Menneskemylderet nede paa Kajen stod den Afdødes unge Enke, hans Moder og Søskende, hans nære Ven, Danseren Svend Aage Larsen og, som Repræsentation for Den kgl.Ballet: Fru Elna Jørgen-Jensen, Richard Jensen, Georg Berthelsen og Kaj Smith.

Efter at Passagererne havde forladt Skibet, hejstes en stor, grønmalet Kasse, der omsluttede Kisten, fra Borde. I et af de store Pakhuse fjernede man Kassen - hvilket tog en rum Tid - og John Andersens Slægt og Venner, der alle var dybt bevægede, smykkede Kisten med Blomster. Mellem disse var der en Krans, hvis røde og hvide Baand bar Indskriften: "Fra dine Kammerater ved Balletten. Tak for alt."

Kisten blev nu sat op i den sort-tilhyllede Hustvogn, der kørte gennem Frihavnen og ind igennem Byen, fulgt af en Række Automobiler. Sørgetoget passerede Store Kongensgade 70, hvor John Andersen havde sit Hjem, som han forlod frisk og glad for at drage ud paa Amerikarejsen. Langsomt kørte man videre, over Kongens Nytorv, forbi Det kgl. Teater til Holmens Kirke. Foruden de tidligere nævnte, fulgte Kaptajn Holst fra Skand.-Amerikalinien med til Kirken.

Først ved Halv elleve-Tiden naaede man hertil. Vognene kørte ind gennem den gamle Kirkegaardshave ad den smalle Gang mellem Træerne, gennem hvis Kroner man skimtede Augustaftenens funklende Stjerner. Slægtninge og Venner fra Balletten bar Kisten op ad de faa Trin til det store, dybe Kapel, hvor den blev hensat paa en sortklædt Baare midt paa Gulvet. Man havde vistnok tænkt sig, at en af John Andersens Kammerater fra Balletten her der skulde have talt nogle Mindeord; men den unge Enke var saa betaget af Smerte, at hun højt hulkende førtes ud af Kapeller af nogle Venner, og man skiltes da hurtig.

Ved Begravelseshøjtideligheden i Morgen Kl.. 12 i Holmens Kirke taler Pastor Hornbeck, der paa Balletskolen har været John Andersens Lærer i Historie og i Religion og som for fire Aar siden viede ham og hans Hustru.

(Nationaltidende 4. august 1926).

Pastor Harald Geltzer Hornbech (1864-1947) var 1. kapellan ved Holmens Kirke 1915, 1930-1934 sognepræst og senere provst for Holmens Provsti. Han var præst og sjælesørger for den kongelige familie.

En Taktløshed.

Da "Hellig Olav" ankom med Solodanser John Andersens Lig.

Som fornylig meddelt døde den unge danske Solodanser John Andersen paa Vejen til Amerika. "Hellig Olav", der i Aftes ankom til København, havde Liget ombord, og i den Anledning var saavel Familien som en stor Repræsentation for Det kgl. Teater til Stede.

Det vakte Forbavselse, at Skibets Flag i Agterstavnen vajede paa hel Stang; men Forbavselsen afløstes af Harme, da Skibsorkestret istemte en moderne Dansemelodi. Mange af de Tilstedeværende hyssede, men uden Resultat.

Ikke alene de sørgeklædte Mennesker, men saa godt som hele Publikum følte sig meget ilde berørt over den Taktløshed, som udvistes fra Skibets Side.

(Fredericia Social-Demokrat 6. august 1926).

Solodanser John Andersens Jordefærd.

Den unge Solodanser John Andersen, som døde efter en Operation ombord paa en Amerikadamper, begravedes igaar under mægtig Deltagelse fra Holmens Kirke. Denne var fuldt af Mennesker, og endnu flere stod. Efter at Pastor Hornbeck havde talt ved Baaren, hvortil der var sendt et Utal af Kranse, og Helge Sissen havde sunget, førtes Kisten til Vestre Kirkegaard, ledsaget af store Menneskemængder. Der ude, ved Graven, holdt den Afdødes Ven, Danseren Svend Aage Larsen, en smuk Tale, hvorigennem han bragte John Andersen en Tak for alt, hvad denne hånde været for ham og de øvrige Kammerater fra Det kgl. Teaters Ballet. Paa Billedet ser man Svend Aage Larsen ifærd med at tale. Tilhøjre staar den Afdødes Hustru og øvrige nære Familie.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1926).

Svend Aage Larsen blev senere balletmester og instruktør på udenlandske scener. I begyndelsen af 1930'erne dannede han sammen med udelukkede og utilfredse balledansere fra Det kongelige Teater (Gertrud Jensen og Kaj Smith) samt Ole Willumsen et mere moderne ensemble som havde stor succes i provinsen og København.