15 juli 2026

Bombeangrebet på Gestapos Hovedkvarter i Aarhus, 31. Oktober 1944. (Efterskrift til Politivennen)

Den tyske SS-sturmbannführer Eugen Schwitzgebel (1900–1944) var øverstbefalende for Gestapo i Aarhus. Han kom fra en lille landsby i Saarland. Før nazisternes magtovertagelse var han startet på en karriere indenfor politiet og nåede at blive Kriminalrat (senioropdager, en mellemhøj rang i kriminalpolitiet). Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 meldte han sig frivilligt til Sicherheitsdienst (SD) og var da medlem af nazistpartiet (NSDAP). Så han må have haft nazisympatier allerede dengang. Der vides ikke meget om hans aktiviteter ellers før krigen. Han arbejdede også for Gestapo og opnåede rang af SS-Sturmbannführer (svarer til major i den tyske hær). Hvilket normalt betød at han havde aflagt troskabsed til Hitler og hans racistiske og ideologiske principper. 

Da han både var i Gestapo og Kriminalrat kunne han nemt overflyttes til opgaver i de besatte områder: Han blev udnævnt til leder af Gestapos afdeling i Århus i december 1943. Her samarbejdede han med Sicherheitsdienst i bekæmpelse af modstandsbevægelsen der. Hovedkvarteret lå på Aarhus Universitet. Han fik bl.a. arresteret den britiske faldskærmsman Jakob Jensen 13. december 1943 som afslørede lokale modstandsceller. Schwitzgebels aktiviteter var brutalt effektive. 

Han overværede bl. a. den 3. december 1943 henrettelse af 5 sabotører på Skæring Hede. De blev hemmeligt begravet nær Oksbøl. Den 31. december 1943 blev modstandsmanden Alf Toldboe Jensen henrettet. Dernæst optrævledes to større modstandsgrupper i Århus og Randers i begyndelsen af november 1943. Han ledede personligt en aktion mod modstandsmanden Leo Kæraas i Risskov hvorunder konen Doris blev dræbt for øjnene af sine børn. Leo Kæraas blev deporteret til kz-lejren Neuengamme og kom hjem med de hvide busser til Sverige 26. april 1945. Efter Langåbroernes sabotering blev 5 modstandsfolk arresteret og henrettet den 2. december 1943.

Efter mordet på Kaj Munk den 4. januar 1944, kørte morderne til Aarhus og blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Schwitzgebels strategi var at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus. Han  stod også bag afsløringen og arrestationen af Hvidstengruppen 11. marts 1944. 

Schwitzgebel rådede over 40-50 Gestapofolk og satte især ind over for kurerer, bl. a. ved hjælp af lokale kollaboratører, Resultatet var et højt antal arresterede modstandfolk og sabotører og fik efterhånden næsten stoppet for modstandsaktiviteterne i løbet af første halvår af 1944. Modstandsbevægelsen var kommet undervejrs med at Gestapo planlagde et altødelæggende slag mod modstandsbevægelsen og advarede den 15. oktober 1944 London og bad om at intervenere. Dette skete med et angreb af RAF den 31 October 1944. Raidet ødelagde Gestapos arkiver, dræbte Schwitzgebel og 38 andre agenter, 20 tyske soldater, samt - udenfor hensigten - omkring 10 danske civile

Dræbt blev også SS-Obersturmführer Lonechun fra Sicherheitsdienst og mindst 27 andre Gestapo officers, 39 Gestapofolk og 18 soldater. De undgik derfor efterkrigstidens retsforfølgelser.

Aktionen blev en succes i den fortand at det eliminerede Gestapo i Århus. Men fik senere repressalier. Det varede dog lidt som følge af det vakuum der opstod for Gestapo efter bombardementet. 

(Efter: Grokipedia)


Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. Vestre Kirkegård tysk afdeling B/666-665. Se nederst en liste over andre som blev dræbt ved angrebet den 31. oktober 1944. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Tirsdag den 31. oktober 1944 blev Gestapos hovedkvarter i Århus bombet af engelske flyvere. Nedenfor nogle samtidige kilder:

Onsdag den 1. November 1944.

Luftangrebet paa Aarhus. Tirsdag Formiddag Kl. 11,41 rettede en Snes engelske Maskiner et Bombeangreb paa Aarhus Universitetsby. Af Maskinerne var dog kun 6-8 bombeførende. Der dræbtes herunder ifølge Opgivelse fra den tyske Presseofficer ca. 110 Tyskere, hvoraf 90 er identificerede. Antallet af saarede kendes ikke, men har efter Ambulanceudrykningerne at dømme været stort. Tyskerne var netop forsamlede til Spisning, da Angrebet fandt Sted.

De dræbte Danskere er efter den foreløbige Opgivelse følgende: Tømrersvend Christian Jeremias Laursen, Falstersgade 7, Ewald Aabenhus, Adresse ukendt, Fru Installatør Paaske Petersen, Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21, Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesgade, Kontorist Kalle Sørensen, Balagervej 70, Viby, Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortvej 6. Desuden er der dræbt to uidentificerede Kvinder.

Der opgives endvidere at være 15 haardtsaarede Danske og et lignende Antal lettere saarede. En Del har kunnet føres til deres Hjem.

Fra Udenrigsministeriet foreligger i Dag følgende samlede Oversigt over Begivenhederne:

Kl. 11,41 blev der varslet Alarmtilstand, og knap to Minutter efter hørtes voldsom Motorlarm. Endnu inden Folk havde gjort sig klart, at det drejede sig om allierede Maskiner, lød de første Detonatianer. Der udspillede sig i den vestlige og nordlige Bydel ret panikagtige Scener, medens Mødrene fik deres Børn ind fra Legepladser og Gaarde.

Det opgives, at ca. en Snes Maskiner deltog i Angrebet, men det menes, at kun 6-8 har været bombeførende. Angrebet fandt Sted i tre Bølger, og der opgives ialt at være kastet 24 Bomber, deraf flere - maaske alle - 500 Pounds. Disse Bomber fordelte sig saaledes: I Universitetets Hovedbygning 6 Bomber (plus én Forsager), i Kollegium Nr. 1 og 2 en Bombe hvert Sted, i Kollegium Nr. 4, to Bomber, i Kollegium Nr. 5 en Bombe. I Langelandsgades Kaserne fem Bomber og to Forsagere, i en Villa paa C. F. Richsvej Nr. 5 en Bombe og i Villakvarteret Palludan Müllersvej-Chr. Wintersvej en Bombe. Endelig faldt to Forsagere i Universitetsparken.

Universitetets Hovedbygning er endnu under Opførelse, og der befandt sig en Del Arbejdere og tre Arkitekter i Bygningen, deriblandt Universitetets Arkitekt, C. F. Møller. Arkitekten og en Del Arbejdere befandt sig i Kantinen, da de første Bomber faldt og sprængte Aulaen. De løb mod Beskyttelsesrummet, og nogle af dem var naaet derned, da den næste Fuldtræffer kom; denne ramte lige ved eller i Beskyttelsesrummet. To Arbejdere, der sad sammen med Arkitekten, blev dræbt. Selv kom Arkitekten i Klemme under nogle Bjælker. Han var imidlertid ved Bevidsthed og kunde gøre sig bemærket, da den første Hjælp kom. Da man fik ham befriet, viste det sig, at han bl. a. havde faaet det ene Ben brækket. Han var imidlertid ualmindelig koldblodig, og gav nøgternt Redningsmandskabet sine Ordrer og Besked om, hvor andre laa begravet. De to andre Arkitekter, Carl Windelef og Max Boye Rasmussen blev saaret. Den sidste har dog atter kunnet udskrives. Der arbejdede mange Arbejdere paa Universitetet i disse Dage, men man ved ikke, hvor mange der var til Stede under Angrebet. Ambulancer kørte de saarede og dræbte over til det kun 100 Meter borte liggende Ortopædiske Hospital. Efter ca. 1 1/2 Times Arbejde maatte man regne med ikke at kunne finde flere i Live, hvorfor Arbejdet blev afbrudt, da der var Fare for, at en Del af Forsagerne var tidsindstillede; efter at disse var demonteret, blev Arbejdet fortsat. Under Demonteringen maatte et større Omraade evakueres, og Socialtjenesten oprettede Luftværnskvarter paa Skovvangsskolen, medens Hospitalets Patienter maatte forblive i Beskyttelsesrummene.

Kollegierne Nr. 4 og 5 var Hovedkvarter for Gestapo i Jylland. Disse Bygninger blev fuldstændig ødelagt. Det opgives, at Chefen for Gestapo i Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, ligesom hans Næstkommanderende skal være omkommet. Det meddeles, at Bombardementet fandt Sted kort efter, at samtlige danske Fanger var ført til deres Fængsler for at spise, saaledes at der ikke skulde befinde sig danske Fanger i de sammenstyrtede Kollegier. Ogsaa Kollegierne Nr. 1 og 2 blev stærkt ødelagt.

Langelandsgades Kaserne benyttedes af den tyske Værnemagt. Hele Kasernen er ødelagt, værst er det gaaet ud over Officersfløjen og et Depot mod Gaarden. Man regner med, at der ikke var mange Mennesker i denne Kaserne, da Bombardementet fandt Sted.

Der faldt en Bombe i en lille Villa C. F. Richsvej 5, tilhørende Elektriker Paaske Petersen. Han selv laa paa Kommunehospitalet, og hans lille Søn var i Skole, saa Fru Petersen var alene gaaet ned i Beskyttelsesrummet. Huset fik en Fuldtræffer, og Fru Petersen blev dræbt under Ruinerne. En anden Bombe faldt i Villakvarteret tæt ved, hvor der anrettedes stor Ravage, men ingen Mennesker synes dræbt ved dette Bombe nedslag.

En af de engelske Maskiner blev ramt af Antiluftskytset og kom ned i Aarhusbugten. Besætningens Skæbne er ukendt.

Samtlige andre Bygninger i Universitetsparken og de omliggende Kvarterer led større eller mindre Skader, hovedsagelig blev Tage og Vinduer ødelagt.

Torsdag den 2. November 1944.

Antallet af dræbte Danskere ved Luftangrebet paa Aarhus er nu opgjort til 17, desuden er der paa Kommunehospitalet indlagt 25 saarede. Af de dræbte er yderligere identificeret: Ellen Hansen, Møllevej 39 (eller Møllevangsvej 34); Elly Jensen, Silkeborgvej 19, Murer Anders Kristian Jørgensen, Peder Skramsgade 42, Murer Harald Jørgensen, Stadionallé 9, Knud K. Olesen, Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Guldbergsgade 141, Else Johanne Johansen, Klostergade 70, Elektriker Evald Severin Sørensen, Borupsgade 18.

Det er godtgjort, at Gestapochefen for Jylland, Schwitzgibel, er dræbt, idet man Onsdag Formiddag har fremdraget hans Lig blandt Ruinerne. Ogsaa hans Næstkommanderende, Rothenburg, er dræbt. Fra tysk Side bevares Tavshed med Hensyn til Antallet af dræbte, ligesom der intet foreligger oplyst om dræbte Danskere i Kollegium 4 og 5. Dels har der her opholdt sig en Del Danskere i tysk Tjeneste, dels formenes der ogsaa at have været nogle danske Fanger.

Fredag den 3. november 1944

Luftangrebet paa Aarhus Universitetsby. Blandt de saarede Danske ved Luftangrebet er ogsaa Kjeld Helweg Larsen, der har været ansat ved "Fædrelandet".

Det oplyses, at der stadig arbejdes med Udgravningsarbejde i Ruinerne af Kollegierne 4 og 5, hvor man i Løbet af Onsdagen skal have fremdraget Ligene af 15 Danskere. Luftangrebet har krævet sit 18. Offer blandt Aarhusianerne, idet Tømrer Hilmer Michael Ancher, Gertrud Rasks Vej 1, er død af sine Kvæstelser. De øvrige saarede med Undtagelse af en enkelt befinder sig efter Omstændighederne godt.

(Daglige Beretninger om begivenheder under den tyske besættelse).

Hvad angår de dræbte danskere, står på Mindetavlen på Aarhus Universitet:

Murerformand Harald Jørgensen, Stadion Alle 9.
Murer Anders Chr. Jørgensen, Peder Skramsgade 42.
Murer Chr. Andersen Krogh, Falstersgade 5.
Tømrer Hilmer Mikael Ancher, Gertrud Raskvej 4.
Tømrer Carl Emil Jeppesen.
Tømrer Svend Jeppesen, Lundbyesggade.
Tømrersvend Jeremias Chr. Laursen, Falstersgade 7.
Elektriker Ivan Severin Sørensen, Borupsgade 18.
Gartner Marinus Sørensen.
Marketenderske på universitetet, frk. Lilli Laursen, Chr. Wærumsgade 5.

En kilde (Kolding Folkeblad 3. november 1944) nævner yderligere:

Else Johanne Johansen, Klostergade 70.
Knud K. Olesen, Aarhus.
Ellen Hansen, Møllevangs Alle 39.
Elly Jensen, Silkeborgvej 19.
Fru Paaske Petersen, Palludan Müllersvej.
Murer Anton Marius Andersen, Samsøgade 21.
Arbejdsmand Søren Marius Sørensen, Høegh Guldbergsgade 41.
Kontorist Palle Sørensen, Balagervej 70, Viby.
Repræsentant Poul Helmer Jensen, Solsortevej 6.

På den liste er også en som samarbejdede med tyskerne (se nedenfor):

Ewald Aabenhus, Aarhus.

På Vestre Kirkegård findes et område med 29 personer der døde den 31. 0ktober 1944 eller dagene efter: 14 er nævnt døde i kilder under bombardementet. De er forsynet med: RAF. De andre 15 er formentlig også iblandt de dræbte.

Paul Bauer, Sturmscharführer 1.11.1896-31.10.1944. RAF. B/ 664-663
Erich Kössling, Hauptwachtmeister der Polizei 6.4.1906-31.10.1944. RAF. B/ 664-663
Erdmann Mulach, Oberscharführer 23.8.1913-31.10.1944. B/666-665
Eugen Schwitzgebel, Sturmbannführer 1.10.1900-31.10.1944. RAF. B/666-665
Vagn Oest, Unterscharführer 24.12.1920-31.10.1944. B/668-667
Arthur Schulz, Scharführer 28.6.1902-31.10.1944. RAF. B/668-667
Hans Raeder, Sturmmann 10.10.1916-31.10.1944 B/670-669
Gustav Johannesson, Unterscharführer 17.10.1912-31.10.1944. B/670-669
Ingeborg Siebers 7.9.1914-31.10.1944. B/ 672-671
Willi Oestergreen, Wachtmeister 2.9.1921-1.11.1944. B/ 672-671
Paul Jensen, Rottenführer 16.1.1924-31.10.1944. RAF. Dansker. B/691-692
Werner Kniesa, Unteroffizier. 28.10.1901-31.10.1944. B/691-692
Ernst Wassersteiner, Hauptscharführer 18.6.1913-31.10.1944. RAF. B/693-694
Heinrich Völker, Oberscharführer 7.12.1912-31.10.1944. RAF. B/693-694
Richard Falck, Rottenführer 3.8.1904-31.10.1944. RAF. B/695-696.
Hans Werner, Sturmscharführer 22.10.1902-31.10.1944. RAF. B/695-696
Heinrich Lönneker, Obersturmführer, 17.12.1909-31.10.1944. RAF. B/697-698
Heinrich Lessmeister, Obersturmführer 26.8.1904-31.10.1944. RAF. B/697-698
Ewald Aabenhus 21.5.1909-31.10.1944. Dansker. RAF. B/699-700.
Ernst Schlaphoff, Oberwachtmeister. 21.9.1895-6.11.1944. B/699-700.
Hermann Heinrich Anton Rothenberg 25.1.1906-31.10.1944, SS-Hauptscharführer, Gestapo. RAF. B/720-719
Adolf Lutz SS-Unterscharführer. Krim. Angestellter Stapoleitstelle Hamburg. RAF10.6.1884-31.10.1944. B/720-719
Ernst Bluhm, Untersturmführer 4.6.1903-31.10.1944. B/722-721
Günther Loose, (SS) Hauptstürmführer 25.10.1907-31.10.1944. B/722-721
Paul Wettemann, Unterscharführer 29.6.1907-31.10.1944. B/724-723
Heinrich Decker, Oberscharführer 5.9.1910-31.10.1944. B/724-723
Kamal Alijew, Soldat 20.3.1920-31.10.1944. B/726-725
Peter Neisser, Soldat 29.4.1917-31.10.1944. B/726-725
Hans Mücke, Polizei-Assistent 15.12.1912-31.10.1944. B/727.

Anne Maria Bjerredahl 1906-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Bjerredahl, Anna MariaF: 15. december 1906 i København under pigenavnet Ritzau-Christensen. Ansat hos det tyske sikkerhedspoliti i København med en månedsløn på 539 kr. For at få jobbet skrev hun blandt andet under på, at “jeg ikke er kendt med fakta eller forhold, som berettiger til den antagelse, at jeg nedstammer fra jødiske forældre eller bedsteforældre” samt følgende ed til Adolf Hitler: “Ich gelobe dem Führer des Grossdeutschen Reiches und Volkes, treu und gehorsam zu sein.” Hun blev senere afskediget fra det tyske sikkerhedspoliti pga. uregelmæssigheder og likvideret i Fiolstræde i København den 31. oktober 1944 af Holger Danske.

Tirsdag Eftermiddag Kl. 15.30 likvideredes i Fiolstræde 13 en meget farlig Stikker, Fru Tulle Bjerredahl. Tulle Bjerredahl var ca 40 Aar gammel. Hun var en Eventyrnatur, der altid var i Pengetrang. Tidligere har hun været indblandet i en Hæleriaffære, og hun anvendte alle Kneb for at komme til Penge. Som en af de første meldte hun sig til Tjeneste hos Gestapo, der betalte hendes Gæld. Det blev hende ganske øjensynlig en Sport at ramme sine Landsmænd. Hun anvendte sit store Personalkendskab og sine mange Kærester til at skaffe sig Oplysninger om det patriotiske Arbejde. Hun var aldeles skaanselsløs i sine Bestræbelser for at ramme sine Landsmænd og deltog personligt i mange Razziaer. Under Jødeforfølgelserne hjalp hun flere Gange Gestapo med at finde Jøder. For et Par Maaneder siden afskedigede Gestapo hende paa Grund af Forsømmelighed, og siden gik hun i stadig Angst for Gengældelse. Da tre Mænd Tirsdag Eftermiddag indfandt sig hos hende, var hun klar over, hvad det gjaldt. Hun forsøgte først et pludseligt Angreb og dernæst Flugt, men hun blev ramt af 6 Kugler.

(Information nr. 322, 1. november 1944).

"Tulle" dækkede over navnet Anna Maria Bjerredahl (1906-1944). Hun var ansat hos det tyske sikkerhedspoliti i København med en månedsløn på 539 kr. Hun blev som nævnt i artiklen senere afskediget pga. uregelmæssigheder. Hun blev skudt den 31. oktober 1944 i sin lejlighed af to ukendte mænd fra Holger Danske, 1. komp. afd. Kromann.

Pigenavnet havde han fra sin far, grosserer og fabrikant Hans Sigfred Peter Christensen og mor Marie Ritzau, som var datter af stifteren af Ritzaus Bureau Erik Nicolai Ritzau.

Clara Schultz 1862-1963. (Efterskrift til Politivennen)

Clara Schultz, født Petit (8. juli 1862- 3. april 1963). Født på Sankt Thomas (dengang Dansk Vestindien) af fransk-jødisk slægt. Familien ejede en stor villa på et højdedrag over byen. "En stor begivenhed for os var prins Valdemars (søn af Christian IX og Dronning Louise, red.) ophold, da han som nybagt officer kom ud til os med korvetten "Dagmar" i 1879-1880," skrev Clara senere i nogle upublicerede erindringer. Gift med officeren Johannes H. Schultz 1898. Bopæl på Østerbro. To døtre, 1899 Ellinor og 1901 Ingeborg, begge døbt kristne. I maj 1909 blev hun dekoreret som Officier d'academie af den tyrkiske chefakat ordens 2. klasse.

Johannes Schultz blev chef for krydseren "Heimdal", udnævnt til kommandør. Efter hans død i  1934 levede Clara alene med sine to døtre.

Efter den tyske besættelse fandt tyskerne frem til fandt 3. oktober 1943 frem til Clara og hendes to ugifte døtre i Østbanegade 11. Døtrene var undtaget fra jødeaktionen, idet tyskerne havde bestemt, at børn af ægteskab mellem jøder og kristne ikke skulle deporteres. Men de nægtede at forlade deres nu 81-årige mor. De blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.. De danske jøder var uden at ane det undtaget fra at blive sendt til Auschwitz-Birkenau. Livet i Theresienstadt var et helvede af sult, utøj, snavs og sygdom. Mange døde af sygdomme og underernæring, heriblandt 51 danske jøder. Clara beskrives af den danske jøde Ralph Oppenhejm, der også var fange i lejren, i en erindringsroman. Hun nævnes som en fornem kvinde, der vandt alles hjerter og tillid ved sit fornemme væsen.

Fra opslagsværket Ghetto-theresienstadt findes ovenstående fra "Prominentenalbum der Jüdischen Selbstverwaltung" fra 1. Januar 1944:

"Clara Schultz, geb. Petite wurde am 8. Juli 1862 auf der Insel St. Thomas/Westindien geboren. Sie war dänische Staatsbürgerin, verwitwet nach dem 1934 verstorbenen Johannes Hermann Schultz, Arier. Aus der Ehe entstammten zwei Kinder, Mischlinge ersten Grades.

In Theresienstadt seit dem 5. Oktober 1943.

Ehemann Johann Hermann Schultz war Flotten-Kommandeur der dänischen Flotte. Inhaber von 12 Dekorationen, darunter den höchsten dänischen Orden, der Verdienstmedaille in Gold, des dänischen Kommandeursordens 1. Klasse, des italienischen Rettungsordens und des türkischen Scheferkat-Ordens."

Arveprins Knud, søn af Christian 10. og dronning Alexandrine, intervenerede sammen med en række højt dekorerede søofficerer for at få frigivet Clara Schultz og hendes døtre og andre fanger. Det lykkedes ikke med Clara, da begge hendes forældre var jøder, men Ellinor og Ingeborg blev den 4. januar 1944 i en gruppe bestående af 5 danskere løsladt og kom til Danmark under den betingelse, at de intet måtte sige om forholdene i Theresienstadt. Hvad de heller ikke gjorde. Sandsynligheden for, at mor og døtre ville se hinanden igen, var minimal. 16. januar 1944 ankom døtrene til København.

I den berygtede tyske propagandafilm fra september 1944 om Theresienstadt der skulle vise, at jøderne i Theresienstadt havde gode forhold, optræder flere danske jøder. Den oprindelige 90 minutter lange film eksisterer nu kun i de brudstykker som blev vist i nyhedsrevyerne. Clara optræder i en scene med den daværende danske overrabbiner, Max Friediger. Filmen beskrives på Filmportal.de således:

"Theresienstadt", also known as "Der Führer schenkt den Juden eine Stadt", is one of the most cynical and despicable Nazi propaganda films. The film presents a totally made-up version of life in the death camp: Inmates in civil clothing are shown in a normal environment, enjoying work and play.

The film was a project of the SS and the "Zentralamt zur Regelung der Judenfrage in Böhmen und Mähren". Its hideous purpose was to deceive the foreign public and the International Red Cross about the horrific reality of the camps and to cover up the ongoing organized genocide of the Holocaust. After being deported to Theresienstadt, Jewish director and actor Kurt Gerron was forced to oversee the production of the film. Most of the participants were actual inmates of the camp, and nearly all of them – including Gerron – were later murdered in Auschwitz.

Theresienstadt was never released in its original form, only a few scenes were used in Nazi newsreels in 1944.

Efter eget udsagn var det en medalje der reddede hendes liv. Hun havde nået at få mandens medalje med, og den bar hun i KZ-lejren. Tyskerne kaldte hende Frau Kommandantin. 

Clara Schultz kom hjem med de hvide busser i april 1945. Hendes grandniece, Anne Labrosse, beskrev hende som barn i tiden efter krigen: "Hun var i sandhed en meget lille og spinkel dame, næsten sart, men levende og smilende, altid iklædt gammeldags kjoler i tyndt, sort, blødt stof. Hun talte altid så venligt til os børn. Hun var blid og god ved alle, aldrig et ondt ord om andre." 

Clara Schultz omtalte aldrig senere Theresienstadt. Hun skrev intet om det i 1962 i sine erindringer til Nationalmuseet, de handlede kun om Dansk Vestindien. Da hun fyldte 100 8. juli 1962, nævnte hun heller ikke Theresienstadt.

Hun blev ikke begravet på jødiske Vestre Begravelsesplads, men på Vestre Kirkegård, tæt på sin mand. På gravstenen står: "Kommandør Johannes Herman Schultz 9.2. 1861- 25.4 1934. Clara Schultz f. Petit . Ingeborg Schultz 26.2 1901- 16.6 1975. Ellinor Schultz 2.7. 1899- 15.2 1988."

Kilde: Goldberg. I en anden version i Berlingske Tidende 

14 juli 2026

Kurt Petterson 1925-1944. (Efterskrift til Politivennen)

 Kurt Petterson. Født 5. februar 1925 i København. Dræbt 28. august 1944. Begravet den 31. august 1944 på Vestre Kirkegård A/100-99Schalburgmand. Pol. Wachmann with Bef. d. Sipo .u. d. S. D. Kopenhagen. Sabotagevagt og mistænkt for at have tilknytning til det tyske sikkerhedspoliti. Likvideret den 28. august på Dæmningen i Vanløse af modstandsbevægelsen.

Kl. 8,25 melder Station 8, at en Person, der var paa Cykel, kort forinden er blevet nedskudt paa Hjørnet af Hyltebjerg Allé ved Damhussøen. Det viste sig at være Marinevægter Helge Kurt Petterson, f. den 5. Februar 1925 i København, boende Lucernevej 10. Han er bagfra blevet skudt af 2 Cyklister. 

(Politidirektørens beretninger 28. august 1944) 

De Provokationer, man maatte regne med, er begyndt. Skønt der er givet Modstandsbevægelsens aktive Grupper Ordre til at forholde sig i Ro, er der i Nat og i Morges sket Nedskydninger af Tyskere eller tyskvenlige sandsynligvis “upaalidelige Elementer”. --- Kl 8,20 fandt man en død Mand liggende ved Dæmningen nær Damhussøen. Han havde Jyllandspas paa eet Navn, tysk Ausweis paa et andet Navn, og identificeredes som Marinevægter Helge Kurt Petterson. ---

(Information nr. 262, 28. august 1944).

Wachmann Kurt Petterson blev begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling, A/100-99. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Dr. Juris Popp-Madsen 1944. (Efterskrift il Politivennen)

 

Annonce fra Fædrelandet (København), 9. juni 1944 hvor Popp-Madsen optræder so foredragsholder, med tilmeldelse til Schalburg-Korpset.

Fremtrædende dansk jurist har ordet

Jeg håber at folket vil vende sig fra de falske profeteer.

I dag er det en anset dansk jurist der besvarer dagens spørgsmål: Er De krigstræt. Det er ekspeditionssekretær i Justitsministeriet, dr. jur. C. Popp-Madsen, som siger: 

Det er et af de lidt kedelige spørgsmål, som man ikke kan besvare med et ja eller nej, uden at svaret bliver misvisende, og det er ydermere et spørgsmål som man jo dårligt nok har lov til at svare på, når man hører hjemme i et land, der alle vore bevægede tider til trods dog ikke direkte har taget del i det store opgør. 

Naturligvis længes jeg efter, at besættelsen af de forskellige dele af vort rige må høre op, fortsætter dr. jur Popp-Madsen; naturligvis græmmer jeg mig over tabene af de uerstattelige kulturværdier, og hvorfor nægte det, naturligvis savner man nu og da de små materielle goder, som krigssituationen har berøvet os. Men at dette skulle betyde, at jeg i dag ønsker klagens ophør for enhver pris, er der fornuftigvis ingen tale om

Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed af, at jeg med hensyn til vort lands fremtid ønsker et kommende Europa med endrægtigt samvirkende stater, der med bibeholdelse af deres nationale, folkelige selvstændighed er rede til i forening at arbejde for det fælles tarv. således som tanken har været ført frem fra tysk side.

Dr. jur. Popp-Madsen

Og jeg kan ikke tænke mig, at kampen for at realisere dette ideal skulle opgives 5 minutter før 12, eller at de ofre, som også tusinder at unge danske landsmænd har bragt for at virkeliggøre den tro, der også var deres, skulle have været forgæves.

- Hvad venter De Dem af tiden efter freden?

- Ja, det ligger vel egentlig allerede i det jeg netop har sagt. Jeg ønsker en fremtid, hvor udadtil vort land får lov til at leve en værdig selvstændig tilværelse i frugtbart samarbejde med beslægtede folk, og jeg ønsker, at et rigt udbytte af dette samarbejde må muliggøres derved, at man også indadtil tager de skridt, som er nødvendige Jeg håber aldrig at vende tilbage til en politisk ordning, der førte og måtte føre til de nationale katastrofer den 9. april og den 29. august. Jeg håber aldrig økonomisk at vi skal vende tilbage i et udbytningens og usikkerhedens samfund som det, vi har kendt, hvor landets bærende erhverv rystes af voldsomme kriser, og hvor danske arbejdere lider under arbejdsløshedens og hele den økonomiske utrygheds svøbe.

Jeg tror på, siger ekspeditionssekretæren videre, at det skal lykkes at opbygge et samfund på et sandt folkestyre, hvor ledelsen er i hænderne på mænd der har evne og karakter til at røgte deres kald med deres folk og for deres folk, hvor bonden sidder trygt som herre på sin egen gård, og hvor arbejderen ikke behøver at frygte hvad morgendagen vil bringe, fordi ordnede produktionsforhold ikke blot sikrer beskæftigelse til enhver, der kan og vil tage fat, men gør det muligt for enhver dansk at nå de goder her i livet, som gør dette værd at leve

Dr. Popp-Madsen slutter med at sige: Jeg håber først og fremmest, at det må lykkes en skønne dag at rive bindet fra øjnene på vort vildførte folk, så det med foragt forlader de falske profeter og igen finder ind til sig selv

(Fædrelandet, 23. august 1944).