I Politivennen anvendes ordet "pøbel" om mennesker - det være sig enkeltpersoner, små grupper eller mængder - som udøver vold og krænkelser "opad": Det er som oftest folk fra "de laveste klasser" og drenge som fx bestiger monumentet for Slaget på Reden, forskrækker, udler eller truer borgere eller opholder sig steder der er forbeholdt borgerne.
I modsætning hertil gik betegnelsen "folkestimler" på nysgerrige, ørkesløse, arbejdskarle, kuske, tjenere o. lign. og sågar folk af en mere dannet, af en mere tænkende og mere for borgerens rettigheder følende klasse.Der var opførslen til forskel: Når almuen ikke opførte sig "honnet", på den plads de var tiltænkt af den herskende samfundsorden - enevælden - blev de af Politivennen til tider anklaget for at anstifte "uordener". Hvis det udartede sig, måske endda "pøbel". Var man tyende, bondekarl, (lære)dreng, arbejdsmand, fattiglem forventedes det at man opførte sig derefter. "De lavere klasser" blev anset som mindre begavede, selv "skyld" i at de befandt sig i en lavere liggende position i samfundet.
Selve ordet "pøbel" var indtil o. 1830 forbeholdt optrin i andre lande. Enevælden forsøgte at opretholde en facade af de fredelige tilstande. Men så brugtes ordet sporadisk om højrøstede tilskuere på teatret, eller om optøjer i forbindelse med grundstensnedlæggelsen af Synagogen i 1830, fx i Kjøbenhavnsposten. For alvor bruges ordet dog først fra slutningen af 1830'erne. Ordet var fx forbundet med hårrejsende beskrivelser som i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 9. maj 1839:
Kieler Corr. fortæller, at skandaløse Optrin have fundet Sted ved det sidste Hestemarked i Cappeln. Pøbelen dominerede i videste Omfang. Den tvang formelig Hestehandlerne til for Løiers Skyld at mønstre deres Heste, og i Eiernes Overværelse bleve Halerne skaarne af flere Heste. Politieøvrigheden blev rigtignok kaldt til Hjelp, men da den indfandt sig, blev den af nogle Karle tvungen til først at spadsere med dem ind i et Værtshuus og tractere paa dem! Derpaa modtog Man Politiebetjenten med et Hurra, og denne maatte finde sig i, at En af den raae Hob at blive greben under Armen og ledsaget hjem
Men man kan roligt gå ud fra at almuen også opførte sig "pøbelagtigt" før 1830. Politivennens fornemste opgave var netop at vise almuen hvordan den skulle opføre sig, dvs indordne sig under enevældens orden. Enevældens almindelige svar på at løse konflikter var vold. Her kunne det så være delte meninger om i hvilket omfang, og især når denne vold også ramte "honnette" og "velklædte". Stokkeprygl var emnet for en artikelserie i de allerførste numre af Politivennen. Vold var accepteret så længe den gik nedad, ikke opad. Når den gik nedefra opad, altså fx mod autoriteterne, skabte det uro og "højere" klasser som politivennerne tilhørte, kunne anse det for pøbeladfærd.
Enevælden kontrollerede gennem daglige, ugentlige og lejlighedsvise hyldninger af sig selv om befolkningen bakkede op: Ved gudstjenester, teaterforestillinger, fødselsdage, vielser, bogudgivelser osv. forventedes det at der var hyldest til kongen, at folk viste deres hengivenhed til landsfaderen og autoriteterne. De "højere klasser" svigtede ikke. Ved specielle lejligheder blandede de "lavere" klasser sig ofte på en måde som "man" ikke forventede: Uroligheder ved kongens fødselsdag var ikke ualmindelige, men kunne dog kontrolleres med vold.
Om "pøbelen" havde nogen talerør, ved vi ikke. Borgerne kunne bruge den i det omfang det tjente deres formål. Men i forbindelse med jødefejderne havde det vist sig som et farligt træk som kunne give bagslag for borgerne. For almuen var jo ikke dumme. De brugte blot anledningen til at selvstændiggøre sig. Hvad der omtales som pøbeloptøjer er interessante, fordi de udtrykker almindelige menneskers ønsker om en forandring, ikke bare mod enevælden, men også imod de klasser som kom til magten i 1849.
Politivennen kommenterede "pøbeloptøjer" som foregik nærmest som en vane: Der var tilsyneladende altid ballade på kongens fødselsdag, ved fornemme folks begravelse, på Skuespilhuset. Så for eksemplets skyld bringer Politivennen Live Blogging nogle "uordener" som opstod i anledning af Christian VIII og dronning Caroline Amalies sølvbryllup og stabelafløbning samme dag af linjeskibet "Christian den Ottende”, 22. maj 1840. Nogle af de første reaktioner som udtrykte utilfredshed med den gældende samfundsorden. Den skal måske ses i lyset af at det fandt sted mindre end en uge før en anden, mindre officiel fejring den 28. maj - en fejring som var indstiftet i anledning af indkaldelsen af stænderforsamlingerne.
Samtlige aviser fordømte naturligvis hændelserne: Berlingske Tidende bragte de nærmere detaljer. Sammen med Dagen var den kongehusets og regeringens talerør, støttet af kongen. Det førende "oppositionsblad" var Fædrelandet, mens Kiøbenhavnsposten havde "venstredrejede" synspunkter. Derudover Dansk Folkeblad og Den Frisindede som dog ikke er tilgængelige på Mediestream. Alle fordømte optøjerne. Dagen fordømte også nogle af oppositionsbladenes holdninger, men bekræftede på samme tid at det de skrev om begivenhederne, reelt også fandt sted. Det som er interessant, er imidlertid hvor bange de blev for hvad de kunne udvikle sig til, og hvad de herskende klasser burde gøre for at få bragt en ende på dem.
I det hele taget må det have set ud som en gentagelse af de ukontrollerede optøjer der foregik kun 5 måneder før ved Frederik 6.'s begravelse, og som må have opskræmt ikke bare enevælden, men også borgerskabet.
Avisartiklerne udtrykker på ingen måde almuen. Tværtimod kan det være meget svært at afkode hvad alle disse aktioner gik ud på. Hvad lå bag dem? Hvad er symbolikken i dem, og hvorfor var det vigtigt for politiet og enevælden at slå ned på dem? Specielt er det når det eneste der beskrives af pøbelen er når de foretager sig noget forkert ifølge gængse regler. Noget vi ofte selv i dag kan undre os over. Hvad det nedenstående eksempel dog også viser er, at i samtiden var det mindst lige så vigtigt hvad "pøbelen" ikke gjorde, fx fejrede kongen. Så var der for alvor bekymring hos borgerskabet.
Forventninger og optakt
For at forstå reaktionen mod "pøbeloptøjerne" kan det være nyttigt at kikke på hvilke forventninger man egentlig havde til festlighederne den 28. maj. Et indlæg før hændelserne udtrykte den vildrede man var i. Ordet "Folk" skal forstås som de dannede, ikke almuen. I bedste fald måtte Almuen se sig repræsenteret af "Folket", næsten profetisk for det Folketing som inden udrindelsen af årtiet skulle overtage regeringen, og som repræsenterede en snæver del af den velbjergede elite. Regimet byggede fra top til bund på vold, hvor "Folket" anså det for legitimt og nødvendigt at anvende vold imod "lavere" klasser (almuen), til nød mod ligesindede i det omfang de opførte sig på niveau med almuen.28de Mai.
Med denne Dag i 1831 begyndte et nyt Tidsrum i Danmarks Historie, hvoraf vi vel endnu har seet for Lidt, til at kunne fastsætte dets Kiendings-Navn, men som aabenbar dog enten maa blive folkeligt eller pøbelagtigt, og hvad Rigets sande Venner, baade høie og lave, maae ønske, følger af sig selv. Ansaae vi derfor end den Stemme-Frihed, Kong Frederik den Sjette lod udraabe, for en Ulykke, saa burde vi dog see, den hørde nu til de uundgaaelige Ulykker, man langt heller maa gaae kjækt imøde end i Flugten gribes af; men skjøndt der altid er Fare ved Frihed, ligesom ved Livet, er den dog saa kostelig en Sag, at vi ligesaalidt kan misunde Trælle deres Sikkerhed, som Døde deres Ro, og er der et Folk under Solen, hvis virkelige Stemme man uden al Frygt maatte ønske løftet, hørt og fulgt, da er det danske Folk, med sin naturlige Mildhed, Beskedenhed og Føielighed, netop et Saadant, og fortjener nogen Folke-Stemme at opelskes og opmuntres af Regjerigen, da er det unægtelig den, hvorved Danmarks Konge fik Enevolds-Magt, naturligviis ikke til at bruge imod men efter Folkets Hjerte.
Det er derfor Skade, at der endnu er gjort saalidt fra Regjeringens Side for at opelske en virkelig levende men fredelig, frimodig med beskeden Folke-Stemme, hvortil vist ingensteds er bedre Anlæg, men det er endnu større skade, at man, udenfor Opposition, næsten ikke i de høiere og dannede Kredse har sporet mindste Kjærlighed til den spæde Folke-Stemme, der dog maa omhyggelig pleies og opvoxe i got Selskab, om den ikke skal vantrives eller vanarte; thi denne Mangel paa Opmærksomhed for Folke-Stemmen, denne fornemme Ligegyldighed, om ikke noget Værre, hvormed den 28de Mai og Alt hvad dermed staaer i Forbindelse, hidtil synes betragtet af Kongens høitstaaende Mænd, af Adelen og de fleste Videnskabsmænd og vel i det Hele af Embeds-Standen, den alene maa det tilskrives, at vore Døgnblades Opposition, skjøndt saalangt fra Folkets Hjerte, som Paris fra Kjøbenhavn, dog stedse mere synes at have Folke-Stemme for sig.
Det gaaer nemlig med Folket i det Hele, som med hver Enkelt, at Enhver er sig selv nærmest, og saalænge Oppositionen er den Eneste, der lægger Vægt paa Folkestemmen, fremhæver den som nødvendig til Rigets Velfærd og paastaaer, den bør have voxende Indflydelse paa det Hele, saalænge nødes Folket til at betragte Oppositionen som sine Friheders og Rettigheders eneste Støtte, om Det end tusind Gange ønskede sig en bedre, og saalænge forblindes Folkets Øie nødvendig for den Tomhed og Herskesyge, der skjuler sig under dunkle eller høitravende og smigrende Ord; thi først ved at faa den ægte frisindede Folkelighed, lærer man at kjende og ringeagte den Anden. Vil vi conservere alle vore nedarvede Fordomme, alle vore Indbildninger om høiere Borgerværd enten for vor Byrds, vore Kundskabers eller vor Dannelses Skyld og conservere Alt hvad der end er tilbage af Folke-Trældom, indvortes og udvortes, da sætte vi os i Opposition til Folket, og hvem der opponerer mod os, vil være Folkets Mand, til vi er revet ned, om han saa end selv i Grunden var den største Tyran, hvis Seier vilde være Folkets største Ulykke. Dette er ikke blot Historiens Spaadom, men det er en nødvendig Følge af Menneske-Naturens Love, og hvorliden Rimelighed der end er for, at Advarselen fra mig vil frugte Noget i Kredse, der er mig meer end fremmede, tør jeg dog ikke holde den tilbage, da jeg anden Anden Veed, som vil give den, og maa dog vise mig til Enden som hvad jeg har været fra Begyndelsen: en erklæret Ven af den Danske Konges Enevolds-Magt, og en erklæret Fjende ei blot ad Vold og Oprør, men ogsaa ad alt det Constitutions-Mageri, og al den Gjennemhegling af Øvrighed og Embedsmænd, der nu gjælder for Frihed, men vilde i Danmark bestemt ikke gjælde derfor et Øieblik længere naar de der kalde sig Venner af Kongedømmet, af Orden, af Frem og Sømmelighed, viiste sig som Venner af ægte Folke-Frihed, der ikke blot kan bestaae med Enevolds-Magten, men kan og skal i den finde sin bedste Støtte og saamegen Sikkerhed, som der i denne Verden er muelig for Sligt. Naar man nemlig paa den ene Side savner Sikkerhed mod frihedens Misbrug, og ønsker den derfor borte, da bærer man sig netop ad ligesom de, der paa den anden side savner Sikkerhed mod Enevoldsmagtens misbrug, og ønske den derfor borte, uagtet vi Alle, hver Morgen vi staae op, maae lade det komme an paa en Prøve, om vi beholde Livet til aften, og ved alle de løse Hånder, der omringe os, lade det komme derpaa an, om de vil misbruge deres Magt, og selv øbe den Fare, som deraf flyder. De som virkelig er bange for Enevoldsmagtens Misbrug, skulde derfor berolige sig med, at Øvrigheden, der altid maa have Magt, fristes aldrig mindre til at misbruge den, end hver dens Myndighed er uindskrænket, vover heller ingensteds mere ved at misbruge Enevoldsmagten, end hvor den, som i Danmark, er en Frugt af Folkets Kjærlighed, og et dyrebart Pant paa dets barnlige Tillid; men de, som er bange for den fri Folkestemmes Misbrug, de skulde virkelig ogsaa berolige sig med, at da Folket dog altid har en Stemme, maa den fri Stemme altid være Øvrigheden gunstigere end den undertrykte, og at jo friere et Folk føler sig i Stilling og Bevægelse, deslettere vil det indsee, at Friheden for at beholdes i Fred af Fattige saavel som Rige, af Lave saavelsom Høie, trænger til en vældig Arm, der er over Alle, og løber mindst Fare hos en Enevolds-Konge, der baade selv kan skjønne paa Frihedens Værd, staaer ophøiet over alle smaalige Fristelser til at udvide sig paa Næstens Bekostning, og har den videst Udsigt til udødelig Ære eller uslukkelig Skam, alt som Han bruger sin Magt og Myndighed efter Folkets Hjerte eller til dets Harme, som en Fader eller som en Fangevogter. Er man derimod ikke bange for Misbrugen men for Brugen, som man kun kalder en Misbrug, fordi man derved hindres fra at misbruge sin Magt eller sin Frihed, da er der vistnok intet Raab, da kan man ikke berolige sig, men maa fægte til man falder, og faaer da at see, hvad man vinder, men det vil med Guds Hjelp paa ingen af Siderne blive Tilfældet i Danmark, hvor Enevoldsmagten og den fri Folkestemme, som Rigets urokkelige Grundlov, aabner de blideste Udsigter.
N. F. S. Grundtvig.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. maj 1840)
Det er måske i lyset af disse forventninger til den 28. maj man skal se at fejringerne af kongefamilien knap en uge før udviklede sig til ugunst for kongen. Under enevælden var paradigmet at befolkningen, eller i hvert fald Folkets (borgerskabets), vel afhænger af om den gudbenådede hersker har det godt. Det var denne holdning man så udtryk i det kongetro Berlingske, brylluppet skulle skabe håb:
Den 22de Mai 1840
Vi finde ingen Ord værdigere til at indlede vor Avis for idag med, end følgende, af det idag udkomne "Folkeblad" tagne Ord:
"Idag høitideligholder vort ophøiede Herskerpar sin Sølvbryllupsfest. Denne Fest har Betydning for Folket, der med Rette er medfølende ved sin Fyrstes Vel og Vee; men den har tillige en Betydning, som ligger Folkets egen Interesse nærmere. I det huuslige Liv skulle vi efter Naturens Orden have vort Rodfæste. Der søge vi Hvile, Kraft og Trøst, der næres og for en stor Deel bestemmes det Gemyt, der skal besjæle vore Handlinger i den videre Kreds. Derfor er et Fyrstepars lykkelige Forbindelse et af de Varsler, hvoraf Folket spaaer om sin Skjebne. Naar en Fyrste ved sin regjerings Tiltrædelse formæler sig, har Folket et dobbelt Haab og med det samme en dobbelt Uvished: om hans Fremtid som Huusfader og som Landsfader. Os bringer denne Fest, der ligger nær ved vor Konges Thronbestigelse, i sine Tilbageerindringer Erfaringens Vished istedetfor det ene Haab; og vi bede Gud fremdeles at holde sin Haand over vor Konge og Dronning, saa at de maae leve længe og lykkeligen med Hinanden. Men lad os ogsaa bede Gud om, at hvad der endnu kun er til i det Haab, hvormed de hilsedes paa Thronen af dett oprigtigt hengivne Folk, maa finde Virkeliggjørelse, saa at de maae føle sig lykkelige ved Folket, og Folket ved dem!"
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. maj 1840)
Efter denne Indledning, gaaer Hr. R. over til at fortælle, "at om Eftermiddagen løb et Linieskib af Stabelen, men at dette skete uden hans Hjælp, eftersom han ikke kunne faae sat Stød paa sine Støvler, da hans Skomager havde saa travlt med at sye Sko til en Dame, der ei havde faaet Stunder til at indsmugle franske Sko, at R. ei kunde blive betjent af ham. Det gik da Hr. R som det ved en anden Leilighed gik Originalen Sibbern med hans Skræder. Colossen gled i Vandet uden alt Hurraraab, skjøndt Tilskuerne ved slige Leiligheder pleie at udbryde i høi Jubel, dette reiste sig enten af taus Beundring, eller af Vemod over Rheden, hvor et Par Færgebaade og nogle Lystskonnerter og andet saadant Pilleri just ikke gjorde stor Opsigt paa de Danskes Vei til Roes og Magt."
Sølvbryllup og stabelafløbning
Man forventede som i nutidige diktaturstater at "undersåtterne" hyldede herskeren hvis status nærmest var guddommelig. Skete dette ikke, var det en foruroligende situation og tegn på opsætsighed. Det var præcis hvad der skete ved stabelafløbningen. Med fare for utidige historiske sammenligninger kan man måske sammenligne det med den rumænske diktator Ceaucescus sidste optrædender, hvor han mod forventning blev buhet og piftet væk fra den talerstol hvor han forventede at blive hyldet. Ved stabelafløbningen fortsatte mængden til kendte oppositionelle og "hyldede" dem i stedet for. At publikum opførte sig "ukorrekt" ved stabelafløbningen, fremgik af en serie artikler i aviser flere uger efter, her først fra det kongetro blad:Efter denne Indledning, gaaer Hr. R. over til at fortælle, "at om Eftermiddagen løb et Linieskib af Stabelen, men at dette skete uden hans Hjælp, eftersom han ikke kunne faae sat Stød paa sine Støvler, da hans Skomager havde saa travlt med at sye Sko til en Dame, der ei havde faaet Stunder til at indsmugle franske Sko, at R. ei kunde blive betjent af ham. Det gik da Hr. R som det ved en anden Leilighed gik Originalen Sibbern med hans Skræder. Colossen gled i Vandet uden alt Hurraraab, skjøndt Tilskuerne ved slige Leiligheder pleie at udbryde i høi Jubel, dette reiste sig enten af taus Beundring, eller af Vemod over Rheden, hvor et Par Færgebaade og nogle Lystskonnerter og andet saadant Pilleri just ikke gjorde stor Opsigt paa de Danskes Vei til Roes og Magt."
(Dagen, 6. juni 1840 (uddrag)
De franske sko var en slet skjult hentydning til umådeholden luksus. Mange mennesker forholdt sig altså tavse, stik mod kongens forventninger. Det var et alvorligt anslag mod kongen. Og skal have lagt en dæmper på majestætens humør til ballet på Christiansborg samme aften. Det blev formentlig ikke bedre af at der nu startede uro i gaderne og foran slottet, i form af råben, nedrivning af illumination og hurraråb uden for liberale personers boliger. Der blev kastet med sten mod den russiske gesandts bolig, man råbte mod jøderne, og man sloges med politiet.
Politivennens klager over ballade og pøbeloptøjer ved salg af teaterbilletter er omfattende. Også disse kunne udvikle sig til "pøbeloptøjer" hvor hovedvagten og militæret måtte indsættes for at skabe ro og orden.
Allerede i dagene efter urolighederne havde oppositionspressen travlt med at lægge afstand til "pøbelen":
Kiøbenhavn den 24de Mai 1840. - Nogle ligesaa oprørende som beklagelsesværdige Optrin have igaar Aftes forstyrret den hidtil vante Orden og Rolighed her i Staden, idet en ildesindet Menneskemasse tog Anledning af den Conflux af Mennesker, som Hoffestiviteterne i Theatret havde foranlediget til at begaae en Deel indignerende Excesser og fredsforstyrrende Optøier. Beklageligt er det i høieste Grad, at sligt kan finde Sted her hos os, hvor en rolig lovmæssige Fremskriden paa den sociale Udviklings Bane er alle retsindige Borgeres værdige Formaal.
Allerede i dagene efter urolighederne havde oppositionspressen travlt med at lægge afstand til "pøbelen":
Kiøbenhavn den 24de Mai 1840. - Nogle ligesaa oprørende som beklagelsesværdige Optrin have igaar Aftes forstyrret den hidtil vante Orden og Rolighed her i Staden, idet en ildesindet Menneskemasse tog Anledning af den Conflux af Mennesker, som Hoffestiviteterne i Theatret havde foranlediget til at begaae en Deel indignerende Excesser og fredsforstyrrende Optøier. Beklageligt er det i høieste Grad, at sligt kan finde Sted her hos os, hvor en rolig lovmæssige Fremskriden paa den sociale Udviklings Bane er alle retsindige Borgeres værdige Formaal.
(Kiøbenhavnsposten, 24. maj 1840.)
Af senere beskrivelser fortsatte den tavse modtagelse af kongen og de kongelige i teatret, indirekte omtalt i Dagen, 9. juni 1840 (uddrag). Her antydes endvidere at kongens støtter ikke turde vise deres respekt af frygt for mængden:
Hr. R. vedbliver nu at berette sine udenbyes Abonnenter, "hvorledes Deres Majestæter den næste Aften efter Sølvbrylluppet tog paa Comoedie og hvorledes Publicum ved den Lelighed iagttog en traurig Opmærksomhed, fri for enhver Glædesyttring. Det gamle Hurra syntes at være udpryglet af Sproget, ja saa stor var Respecten for Politiets Stokke, at kun Faa i den hele store Masse vovede at tage Hatten af til en undersaatlig Hilsen, muligen for ei at blive anseet for at svinge den ud til et Jubelraab."
Af senere beskrivelser fortsatte den tavse modtagelse af kongen og de kongelige i teatret, indirekte omtalt i Dagen, 9. juni 1840 (uddrag). Her antydes endvidere at kongens støtter ikke turde vise deres respekt af frygt for mængden:
Hr. R. vedbliver nu at berette sine udenbyes Abonnenter, "hvorledes Deres Majestæter den næste Aften efter Sølvbrylluppet tog paa Comoedie og hvorledes Publicum ved den Lelighed iagttog en traurig Opmærksomhed, fri for enhver Glædesyttring. Det gamle Hurra syntes at være udpryglet af Sproget, ja saa stor var Respecten for Politiets Stokke, at kun Faa i den hele store Masse vovede at tage Hatten af til en undersaatlig Hilsen, muligen for ei at blive anseet for at svinge den ud til et Jubelraab."
(Dagen, 9. juni 1840 (uddrag)
Dagen benægtede ikke at det er sket. Men årsagen til den manglende fejring skyldes frygt for politiet. Hvilket omvendt bekræfter at disse havde været i sving før kongen gik i teatret.
Under den Sammenstimling af Folk, der, som sædvanlig ved slige Leiligheder, foranledigedes af Festiviteterne i de sidste Dage, gav sig alt i Fredags Aftes en Tilbøielighed tilkjende til Gadeuordener. Paa Slotspladsen bleve endeel Beegkrandse kastede omkuld, og Politiet maatte henved Kl. 11 med Magt adskille Folkestimlen. - Medens det kongelige Herskab var i Løverdags Aftes paa Theateret og Illuminationen arrangeredes paa Kongens Nytorv, vare der atter iblandt den store masse Mennesker, Nogle, som omreve Beegkrandsene udenfor Thotts Palai, ved hvilken leilighed nogle Ruder der udsloges. Efterat Kongehuset havde forladt Theatret og Følget var passeret, strømmede en store Skare Mennesker bagefter under Hurraraab og Støien til Amalienborg. Der ophørte man med disse Raab, begav sig derimod igiennem Bredgaden tilbage til Kongens Nytorv og standsede noget udenfor Hovedvagten. Man tog nu, med en Flok Drenge i Spidsen, Veien ned ad Østergade og naaede under Sang og Hujen Regentsen, udenfor hvilken et Hurra blev udbragt. Toget traf derpaa til Nørregade, hvor den blandede Mængde udbrød i et flere Gange gjentaget Hurra udenfor Prokurator Christensens Bopæl. Lignende Raab gjentoges atter paa lille Kjøbmagergade, hvorfra Toget gik til Hauserpladsen. Her fandt Politiet sig foranlediget til med Magt at adsplitte Folkehoben. Paa Veien derfra søgte den flere Gange at samle sig, standsede ogsaa paa Amagertorv, men blev der atter med physisk Magt henved Kl. 12 aldeles adsplittet. Igaar Aftes sporedes Intet til slige Optrin.
Dagen benægtede ikke at det er sket. Men årsagen til den manglende fejring skyldes frygt for politiet. Hvilket omvendt bekræfter at disse havde været i sving før kongen gik i teatret.
Under den Sammenstimling af Folk, der, som sædvanlig ved slige Leiligheder, foranledigedes af Festiviteterne i de sidste Dage, gav sig alt i Fredags Aftes en Tilbøielighed tilkjende til Gadeuordener. Paa Slotspladsen bleve endeel Beegkrandse kastede omkuld, og Politiet maatte henved Kl. 11 med Magt adskille Folkestimlen. - Medens det kongelige Herskab var i Løverdags Aftes paa Theateret og Illuminationen arrangeredes paa Kongens Nytorv, vare der atter iblandt den store masse Mennesker, Nogle, som omreve Beegkrandsene udenfor Thotts Palai, ved hvilken leilighed nogle Ruder der udsloges. Efterat Kongehuset havde forladt Theatret og Følget var passeret, strømmede en store Skare Mennesker bagefter under Hurraraab og Støien til Amalienborg. Der ophørte man med disse Raab, begav sig derimod igiennem Bredgaden tilbage til Kongens Nytorv og standsede noget udenfor Hovedvagten. Man tog nu, med en Flok Drenge i Spidsen, Veien ned ad Østergade og naaede under Sang og Hujen Regentsen, udenfor hvilken et Hurra blev udbragt. Toget traf derpaa til Nørregade, hvor den blandede Mængde udbrød i et flere Gange gjentaget Hurra udenfor Prokurator Christensens Bopæl. Lignende Raab gjentoges atter paa lille Kjøbmagergade, hvorfra Toget gik til Hauserpladsen. Her fandt Politiet sig foranlediget til med Magt at adsplitte Folkehoben. Paa Veien derfra søgte den flere Gange at samle sig, standsede ogsaa paa Amagertorv, men blev der atter med physisk Magt henved Kl. 12 aldeles adsplittet. Igaar Aftes sporedes Intet til slige Optrin.
Man har paastaaet, at flere velklædte Personer skulle have deeltaget i disse excesser, men ligesom vi i det Hele maae modsige dette som ubeføiet, saaledes maae vi navnligen afvise slig Relation for de academiske Borgeres Vedkommende. Dette hæderlige Samfund har altid lagt Tact for Orden og Sømmelighed for Dagen, og ville derfor heller ikke ved slig Leilighed fornedre sig til at begaae Excesser.
Idag har Politidirektøren ved udstædt Bekjendtgjørelse advaret imod Deeltagelse saavel i Gadeuordener i Almindelighed, som i Særdeleshed imod Optog, der ikke i Forveien ere anmeldte for Politiet.- Vi maae med "Fædrelandet" beklage, at saadan Advarsel ikke er udgaaet alt for nogle Uger siden, da Anledning dertil gaves.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 25. maj 1840)
(En opfølgende artikel blev bragt den 27. maj 1840). Landsover- samt Hof- og Stadsretsprokurator B. M. Christensen havde i et privat selskab i Trykkefrihedsselskabet fremført nogle yttringer om et par lovbud som han ikke syntes om, se Kiøbenhavnsposten, 5. juni 1840. Han boede dengang på Nørregade 242. Denne matrikel er vanskelig at lokalisere).
Årsagen til at vælte begkransene fremgik af en artikel i Dagen 10. juni 1840 (uddrag). Illumination var forbeholdt kongen så han kunne køre gennem en oplyst by fra teatret til Amalienborg. Nu måtte det foregå i mørke:
Jeg vender tilbage til Hr. M. Med synlig Glæde vedbliver han at fortælle "hvorledes Begkrandse synes at have vundet Pøbelens Mishag, først Balnatten og siden Comoedieaftenen udenfor Thotts Palais. Begkrandsene væltedes, Ruder og Lygter itusloges, og da Deres Majestæter kjørte forbi, var der ganske mørkt, hvorved Charlottenborgs Transparent erholdt behørigt Relief, saa dens Virkning forstærkedes. Siden drog en Sværm af den laveste Pøbel gjennem Kjøbmagergade, Kannikestræde, Nørregade og raabte Vivat uden for Regensen, Christensen og Lehmann, indtil Colonnen af Politiet blev afbrudt paa Kultorvet."
(En opfølgende artikel blev bragt den 27. maj 1840). Landsover- samt Hof- og Stadsretsprokurator B. M. Christensen havde i et privat selskab i Trykkefrihedsselskabet fremført nogle yttringer om et par lovbud som han ikke syntes om, se Kiøbenhavnsposten, 5. juni 1840. Han boede dengang på Nørregade 242. Denne matrikel er vanskelig at lokalisere).
Årsagen til at vælte begkransene fremgik af en artikel i Dagen 10. juni 1840 (uddrag). Illumination var forbeholdt kongen så han kunne køre gennem en oplyst by fra teatret til Amalienborg. Nu måtte det foregå i mørke:
Jeg vender tilbage til Hr. M. Med synlig Glæde vedbliver han at fortælle "hvorledes Begkrandse synes at have vundet Pøbelens Mishag, først Balnatten og siden Comoedieaftenen udenfor Thotts Palais. Begkrandsene væltedes, Ruder og Lygter itusloges, og da Deres Majestæter kjørte forbi, var der ganske mørkt, hvorved Charlottenborgs Transparent erholdt behørigt Relief, saa dens Virkning forstærkedes. Siden drog en Sværm af den laveste Pøbel gjennem Kjøbmagergade, Kannikestræde, Nørregade og raabte Vivat uden for Regensen, Christensen og Lehmann, indtil Colonnen af Politiet blev afbrudt paa Kultorvet."
(Dagen 10. juni 1840 (uddrag)
Thotts Palæ på Kongens Nytorv. Den kongelige karet må have passeret bygningen højre om fra eller til Skuespilhuset.
Bekjendtgjørelse fra Politiet.
De igaaraftes og inat her i Staden forefaldne Excesser foranledige Politiet til at indskjærpe Anordningernes Bud angaaende Opløb, ifølge hvilke ei alene slige Uordener under Straf forbydes, men ogsaa enhver Uvedkommende har at fjerne sig fra de Steder "hvor saadanne finde Sted, til almindelig Efterlevelse, samt derhos at opfordre alle gode Borgere, oog navnligen alle Huusfædre og Læremestere, til Hver især at bidrage sit til at forhindre slige den almindelige Rolighed forstyrrende Optrin, i Særdeleshed ved at afholde deres undergivne fra at deeltage deri eller derved at indfinde sig.
Bekjendtgjørelse fra Politiet.
De igaaraftes og inat her i Staden forefaldne Excesser foranledige Politiet til at indskjærpe Anordningernes Bud angaaende Opløb, ifølge hvilke ei alene slige Uordener under Straf forbydes, men ogsaa enhver Uvedkommende har at fjerne sig fra de Steder "hvor saadanne finde Sted, til almindelig Efterlevelse, samt derhos at opfordre alle gode Borgere, oog navnligen alle Huusfædre og Læremestere, til Hver især at bidrage sit til at forhindre slige den almindelige Rolighed forstyrrende Optrin, i Særdeleshed ved at afholde deres undergivne fra at deeltage deri eller derved at indfinde sig.
Tillige finder man det paa Grund af de igaaraftes samt ellers i den senere Tid forefaldne Begivenheder, hvorved Folkeforsamlinger eller Optog have fundet Sted paa offenlige Gade for at udtrykke Meninger eller Følelser mod enkelte Personer, fornødent at gjøre Alle og enhver opmærksomme paa, at saadanne af Private eller i privat Anledning foranstaltede Optog eller Samlinger ere ifølge Politianordningernes almindelige Bestemmelse at ansee som stridende mod den gode Orden, der bør finde Sted paa Gaderne, og at de derfor, saafremt de ikke efter foregaaende Anmældelse til Politiet maatte være blevne tilladte, ville ligesom anden Gadeuorden blive behandlede overeensstemmende med Anordningerne, saa at de deri Deeltagende, som ikke efter Advarsel afstaae fra deres Forehavende, ville blive adsplittede ved Anvendelsen af den offentlige Magt, og efter Omstændighederne endog yderligere dragne til Ansvar.
Kjøbenhavns Politikammer, den 24de Mai, 1840.
Bræstrup.
(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. maj 1840)
Den 22de og 23de Mai.
Det er endnu kun ganske kort Tid siden vi af Opløbene udenfor Magens og Scholtens Boliger toge Anledning til at gjøre opmærksom paa, hvortil Sligt kunde føre; dengang tog man sig Sagen let og beskyldte os for at gjøre en Flue til en Elephant fordi vi droge vore Slutninger fra den eneste bestandige Erfaring, som gives her i Verden, nemlig historien, der altid har været, ligesom den ogsaa i dette Tilfælde maatte være i Strid med Theoretikernes Theorier. Siden den Tid have Omstændighederne imidlertid forandret sig, og forandret sig saaledes, at sikkert de Fleste ville indrømme Sandheden af vore Ord og Rigtigheden af de Slutninger, vi droge af Erfaringer. Vi opfordre derfor nu enhver retsindig og veltænkende Fædrelandsven, til at overveie, hvad der er skeet paa Kiøbenhavns Gader disse to aftner, hvad det var for Mennesker, der handlede, og hvorvidt de vare voxne fra Stokken. Vi tvivle da ikke paa at alle Veltænkende jo nu ville være enige med os om, at Pøblen maa modarbeides, og at dertil behøvedes en sindig og rolig Sammenholden af de Velsindede I saa Fald kan den der derom tvivler nu sikkert Ingen føre til alvorlige Begivenheder, som altid kunne leve en Følge af at raa og udannet Pøbel sætter sig op imod Borgernes Værn, Politiet, der dog vel maa vogte sig for at ville ære andet: da vil det altid finde Medhold hos alle Fornuftige og Velsindede.
Den 22de og 23de Mai.
Det er endnu kun ganske kort Tid siden vi af Opløbene udenfor Magens og Scholtens Boliger toge Anledning til at gjøre opmærksom paa, hvortil Sligt kunde føre; dengang tog man sig Sagen let og beskyldte os for at gjøre en Flue til en Elephant fordi vi droge vore Slutninger fra den eneste bestandige Erfaring, som gives her i Verden, nemlig historien, der altid har været, ligesom den ogsaa i dette Tilfælde maatte være i Strid med Theoretikernes Theorier. Siden den Tid have Omstændighederne imidlertid forandret sig, og forandret sig saaledes, at sikkert de Fleste ville indrømme Sandheden af vore Ord og Rigtigheden af de Slutninger, vi droge af Erfaringer. Vi opfordre derfor nu enhver retsindig og veltænkende Fædrelandsven, til at overveie, hvad der er skeet paa Kiøbenhavns Gader disse to aftner, hvad det var for Mennesker, der handlede, og hvorvidt de vare voxne fra Stokken. Vi tvivle da ikke paa at alle Veltænkende jo nu ville være enige med os om, at Pøblen maa modarbeides, og at dertil behøvedes en sindig og rolig Sammenholden af de Velsindede I saa Fald kan den der derom tvivler nu sikkert Ingen føre til alvorlige Begivenheder, som altid kunne leve en Følge af at raa og udannet Pøbel sætter sig op imod Borgernes Værn, Politiet, der dog vel maa vogte sig for at ville ære andet: da vil det altid finde Medhold hos alle Fornuftige og Velsindede.
(Dagen, 25. maj 1840)
Bemærk udtrykket "voxne fra Stokken" som hentyder til at i børneopdragelsen indgik tæsk og prygl som en ganske naturlig del, og at det var tegn på at man stadig var barn hvis man havde fortjent en dragt prygl.
Sent om natten samledes en del mennesker på Amagertorv, men her blev de med fysisk magt splittet ad henad kl. 12.
Også oppositionen tog afstand fra "excesser", men også fra at det skulle være nødvendigt for politiet at anvende vold:
Kjøbenhavn den 25de Mai 1840.
- Hvad der passerede i Løverdags Aftes her i Staden, idet en temmelig talrig Hob høist ubesindige Mennesker drog om i Gaderne og paa enkelte Steder udbragte et Hurra, hvorved det ikke gik af uden en eller anden mindre betydelig Exces, saasom nogle Vinduesruders Ituslaaen, har i disse Dage naturligviis givet rigt Stof til Conversation. Den almindelige Indignation, hvormed dette Gadeopløb blandt alle Klasser omtales, afgiver imidlertid en tilstrækkelig Garanti for, at der af dette vistnok sørgelig, men enkeltstaaende Faktum aldeles ikke kan være nogen Anledning til at udlede nogen Frygt for, at den offentlige Orden og Sikkerhed er i ringeste Fare, ligesom ogsaa denne almindelige Misbilligelse af hine Optrin synes at maatte gjøre Anvendelsen af enhversomhest Forholdsregel til at forebygge Gjentagelsen af lignende eller tænkelige værre Uordener, unødvendig, med Undtagelse af de almindelige bestaaende Politianordningers Indskærpelse, hvilket da ogsaa sees idag at være skeet ved Publicationer paa Gadehjørnerne og i Adresseavisen. Vi haabe imidlertid, at saavel dette som at de resp. Vagtmandskaber forstærkes, saaledes som det var Tilfældet i Aftes, snart vil vise sig at være overflødigt.
Bemærk udtrykket "voxne fra Stokken" som hentyder til at i børneopdragelsen indgik tæsk og prygl som en ganske naturlig del, og at det var tegn på at man stadig var barn hvis man havde fortjent en dragt prygl.
Også oppositionen tog afstand fra "excesser", men også fra at det skulle være nødvendigt for politiet at anvende vold:
Kjøbenhavn den 25de Mai 1840.
- Hvad der passerede i Løverdags Aftes her i Staden, idet en temmelig talrig Hob høist ubesindige Mennesker drog om i Gaderne og paa enkelte Steder udbragte et Hurra, hvorved det ikke gik af uden en eller anden mindre betydelig Exces, saasom nogle Vinduesruders Ituslaaen, har i disse Dage naturligviis givet rigt Stof til Conversation. Den almindelige Indignation, hvormed dette Gadeopløb blandt alle Klasser omtales, afgiver imidlertid en tilstrækkelig Garanti for, at der af dette vistnok sørgelig, men enkeltstaaende Faktum aldeles ikke kan være nogen Anledning til at udlede nogen Frygt for, at den offentlige Orden og Sikkerhed er i ringeste Fare, ligesom ogsaa denne almindelige Misbilligelse af hine Optrin synes at maatte gjøre Anvendelsen af enhversomhest Forholdsregel til at forebygge Gjentagelsen af lignende eller tænkelige værre Uordener, unødvendig, med Undtagelse af de almindelige bestaaende Politianordningers Indskærpelse, hvilket da ogsaa sees idag at være skeet ved Publicationer paa Gadehjørnerne og i Adresseavisen. Vi haabe imidlertid, at saavel dette som at de resp. Vagtmandskaber forstærkes, saaledes som det var Tilfældet i Aftes, snart vil vise sig at være overflødigt.
(Københavnsposten 25. maj 1840)
Videre debat i Kiøbenhavnsposten, 30. maj 1840. Side 582f.
Med dyb Bedrøvelse have vi erfaret, at der i Løverdags Aftes ere forøvede Excesser, der vel i og for sig ikke have været af stor betydning, men som derimod, hvis de skulde gientage sig, kunde have de sørgeligste Følger. Uagtet det er Alle vitterligt, at hele vor Tids Stræben netop gaaer ud paa at sætte Lovens Herredømme i Stedet for den personlige Vilkaarlighed, vitterligt, at Eiendomssikkerhed, for hvis Skyld vi stræbe efter Skattebevillingsret, ingen værre Fiende har end Pøbelregimente, og den frie Discussion, for hvilken vi fordre Tele- og Trykkefrihed, ingen bittrere Modstandere end den raae brutale Magt, saa vil det dog sikkert ikke feile, at ogsaa hos os Frihedens Fiender i saadanne Uordener ville see et velkomment Paaskud til at fremstille det som betænkeligt, eller endog ligefrem farligt at indrømme Folket den friere Udvikling af dets Samfundsforhold, Danmark venter af Christian den Ottende. Det er derfor i den lovlige Friheds Navn, at vi opfordre alle Fremskridtets Venner til at gjøre Alt, hvad der staaer i deres Magt til at forekomme enhver Uorden, der kunde give vore Fiender Vaaben i Hænderne, og til at afværge selv saadanne offentlige Meningsytringer, mod hvis Lovlighed der vel intet kunde indvendes, men som Mistydningen dog kunde søge at sammenblande med saadanne Udskeeielser, der ere Friheden ligesaa uværdige, som de ere den farlige.
Redactionen.
Videre debat i Kiøbenhavnsposten, 30. maj 1840. Side 582f.
Med dyb Bedrøvelse have vi erfaret, at der i Løverdags Aftes ere forøvede Excesser, der vel i og for sig ikke have været af stor betydning, men som derimod, hvis de skulde gientage sig, kunde have de sørgeligste Følger. Uagtet det er Alle vitterligt, at hele vor Tids Stræben netop gaaer ud paa at sætte Lovens Herredømme i Stedet for den personlige Vilkaarlighed, vitterligt, at Eiendomssikkerhed, for hvis Skyld vi stræbe efter Skattebevillingsret, ingen værre Fiende har end Pøbelregimente, og den frie Discussion, for hvilken vi fordre Tele- og Trykkefrihed, ingen bittrere Modstandere end den raae brutale Magt, saa vil det dog sikkert ikke feile, at ogsaa hos os Frihedens Fiender i saadanne Uordener ville see et velkomment Paaskud til at fremstille det som betænkeligt, eller endog ligefrem farligt at indrømme Folket den friere Udvikling af dets Samfundsforhold, Danmark venter af Christian den Ottende. Det er derfor i den lovlige Friheds Navn, at vi opfordre alle Fremskridtets Venner til at gjøre Alt, hvad der staaer i deres Magt til at forekomme enhver Uorden, der kunde give vore Fiender Vaaben i Hænderne, og til at afværge selv saadanne offentlige Meningsytringer, mod hvis Lovlighed der vel intet kunde indvendes, men som Mistydningen dog kunde søge at sammenblande med saadanne Udskeeielser, der ere Friheden ligesaa uværdige, som de ere den farlige.
Redactionen.
(Fædrelandet, 25. maj 1840.)
Under sang og hujen nåede mængden til Regensen, udenfor hvilken der blev udbragt et Hurra. Symbolikken er vel at udtrykke opbakning til oppositionen der.
Københavns Borgerrepræsentation var enig i at det ikke var nødvendigt med yderligere foranstaltninger:
Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter. Den 25de holdtes et extraordinairt Møde, som Overpræsidenten havde anmodet Formanden om at sammenkalde, for at han umiddelbart kunde giøre Borgerrepræsentanterne en Meddelelse. - Med Hensyn til hvad der i dette Møde er passeret, er der i Forsamlingens Forhandlingsprotocol antegnet følgende: "Overpræsidenten indfandt sig i Forsamlingen, hvor han yttrede, at han troede med Aabenhed og Tillid at burde henvende sig til Stadens Borgerrepræsentanter i Anledning af de Uordener, der i de sidste Dage havde fundet Sted her i Staden, paa hvilke han vel ikke lagde særdeles Vægt, da de vare udgaaede fra den laveste Klasse, men som han dog troede ikke burde oversees, da de vidnede om en Krænkelse af Autoriteternes Betydning. Han opfordrede derfor Forsamlingens Medlemmer til, saavidt det stod til enhver af dem, at virke mod den Aand, hvorfra disse beklagelige Optrin maatte antages at være udgaaede. - Formanden svarede, at han paa Forsamlingens Vegne modtog den af Overpræsidenten gjorte Meddelelse, at han holdt sig forvisset om, at den Tillid, som vistes Forsamlingen, altid vilde finde Paaskjønnelse, og at han vilde foranledige, at Forsamlingen tog Overpræsidentens Meddelelse under nærmere Overveielse for om der i den Anledning maatte være noget at foretage sig fra Forsamlingens Side. - Efter at Overpræsidenten havde forladt Forsamlingen, blev det udtalt som almindelig Anskuelse, at - hvormeget Forsamlingen end misbilligede, og hvor høiligen den end beklagede de Uordener og excesser, som have fundet Sted - kunde den dog ikke tillægge dem nogen saadan Betydenhed, at der var Anledning til fra Forsamlingen Side at foretage noget videre Skridt."
Københavns Borgerrepræsentation var enig i at det ikke var nødvendigt med yderligere foranstaltninger:
Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter. Den 25de holdtes et extraordinairt Møde, som Overpræsidenten havde anmodet Formanden om at sammenkalde, for at han umiddelbart kunde giøre Borgerrepræsentanterne en Meddelelse. - Med Hensyn til hvad der i dette Møde er passeret, er der i Forsamlingens Forhandlingsprotocol antegnet følgende: "Overpræsidenten indfandt sig i Forsamlingen, hvor han yttrede, at han troede med Aabenhed og Tillid at burde henvende sig til Stadens Borgerrepræsentanter i Anledning af de Uordener, der i de sidste Dage havde fundet Sted her i Staden, paa hvilke han vel ikke lagde særdeles Vægt, da de vare udgaaede fra den laveste Klasse, men som han dog troede ikke burde oversees, da de vidnede om en Krænkelse af Autoriteternes Betydning. Han opfordrede derfor Forsamlingens Medlemmer til, saavidt det stod til enhver af dem, at virke mod den Aand, hvorfra disse beklagelige Optrin maatte antages at være udgaaede. - Formanden svarede, at han paa Forsamlingens Vegne modtog den af Overpræsidenten gjorte Meddelelse, at han holdt sig forvisset om, at den Tillid, som vistes Forsamlingen, altid vilde finde Paaskjønnelse, og at han vilde foranledige, at Forsamlingen tog Overpræsidentens Meddelelse under nærmere Overveielse for om der i den Anledning maatte være noget at foretage sig fra Forsamlingens Side. - Efter at Overpræsidenten havde forladt Forsamlingen, blev det udtalt som almindelig Anskuelse, at - hvormeget Forsamlingen end misbilligede, og hvor høiligen den end beklagede de Uordener og excesser, som have fundet Sted - kunde den dog ikke tillægge dem nogen saadan Betydenhed, at der var Anledning til fra Forsamlingen Side at foretage noget videre Skridt."
(Fædrelandet, 26. maj 1840.)
Prokurator Christensen i Nørregade havde i en sluttet kreds udtrykt sig kritisk om nogle love, og det bonnede ud i at en blandet mængde udbrød i et flere gange gentaget hurra udenfor hans bopæl. Hvor præcis den var, har det ikke været mig muligt at bestemme.
Det kongetro Berlingske var uenig med "Fædrelandet" i at der var nogen grund til at tvivle på kongens vilje til reformer:
Pressen har i disse Dage udtalt sig med fuld Indignation over de excesser og Pøbeloptrin, som fandt Sted i Fredags og Løverdags Aftes, og finder deri Gjenklang i enhver retsindig Borgers Følelse Paa samme Maade har også Borgerrepræsentationen udtalt sig, imedens den dog i det Skete ikke har seet nogen tilstrækkelig Anledning til nogen Indskriden. Vi maae aldeles sande Fædrelandets Ord om disse Excesser, at de vel "i og for sig ikke have været af Betydenhed, men derimod, hvis de skulde gjentage sig, kunde have de sørgeligste Følger", saa at alle Midler bør anvendes til at forebygge dette. Iblandt disse Midler er Pressen et af de bedst skikkede. Enhver, hvem Danmarks Vel ligger paa Hjerte, flydere den Frygt fra sig - og langt fra os være det at troe, at nogen udenfor den laveste og raaeste Klasse vilde deeltage i eller billige slige Pøbeloptrin. Tvertimod føle vi os overbeviste om, at alle Pressens og den ægte Fremskridens Venner ville række de offentlige Autoriteter Haanden til at modarbeide slige Optrin, saafremt det skulde nogensinde blive fornødent. Heller ikke see vi Anledning til, at der iblandt besindige Medborgere skulde være nogen Grund forhaanden til en spændt Stemning, eller nogen Følelse, som kunde have Trang til at yttre sig paa lignende Maade. Vel har det nylig været yttret ("Fædrelandet" S. 1281) at "Stemningen ikke i mange Aar har været saa ugunstig mod Regjeringen som netop nu," - men hvor findes nogen fornuftig Grund til Sligt? Hvad er skeet siden Christian den Ottendes Thronbestigelse, som kunde svække de Forventninger, der saavel af Oppositionen som af alle Danske bleve knyttede til den? Hvad er skeet, spørge vi, som kunde fremkalde mistillid til Hans Ord eller Gjerning? Lad os være oprigtige og ærlige mod os selv i dette Spørgsmaals Besvarelse. Af Alt det Meget, om Regjeringen har forberedet ved kyndige Mænds Undersøgelser, eller som endnu forhandles, vide vi ikkun, hvad Konge har gjort til Opgave for disse Prøvelser, og det er umuligt deri ikke at finde Støtter for den Forventning, at man vil handle i Folkets Aand og efter hvad Tidens Tarv kræver. Af det, der i Christians den Ottendes Tid allerede er fuldmodnet, have vi kunnet overbevise os om, at en liberal og sand folkelig Aand ligger til Grund for den endelige Afgjørelse af vore Anliggender. Hvad er der da vel, som skulde ængstige os eller sætte Folk i en urolig Stemning? Det er vist nok, at det havde været endnu bedre, saafremt endnu flere Reformer allerede vare i Gang, eller allerede laae fuldendte for Folkets Øine; men det er for enhver, der vil eftertænke, hvad der udkræves til Udførelsen af meget omfattende Planer, saare let at indsee, at end ikke Tiden har kunnet tillade dette. Skulde vi da ængstes, fordi ikke endnu er skeet, hvad der endnu ikke kunde skee? Skulde vi ængste os fordi almeenomfattende Foranstaltninger bør grundlægges efter moden Prøvelse? Nei; vi holde os med usvækket Tillid til Kongens Ord og Løfter, som han har givet og gjentaget ved flere Leiligheder, og næsten til alle Stænder, og vi ere fuldkommen overbeviste om, at en ikke længere fjern Fremtid vil tilintetgjøre alle slige løse Bekymringer og gjøre de "lidet Troende" til Skamme, som lade sig ængstes uden Grund. Men ved Siden af denne Tillid nære vi, og fornægte det ingenlunde, den Overbeviisning, at fortsat Fremskriden af Regjeringen paa den valgte Reformbane er ønskelig og velgjørende, ja nødvendig ikke alene for Folket, men ogsaa for Regjeringens Ære og Lykke.
Det kongetro Berlingske var uenig med "Fædrelandet" i at der var nogen grund til at tvivle på kongens vilje til reformer:
Pressen har i disse Dage udtalt sig med fuld Indignation over de excesser og Pøbeloptrin, som fandt Sted i Fredags og Løverdags Aftes, og finder deri Gjenklang i enhver retsindig Borgers Følelse Paa samme Maade har også Borgerrepræsentationen udtalt sig, imedens den dog i det Skete ikke har seet nogen tilstrækkelig Anledning til nogen Indskriden. Vi maae aldeles sande Fædrelandets Ord om disse Excesser, at de vel "i og for sig ikke have været af Betydenhed, men derimod, hvis de skulde gjentage sig, kunde have de sørgeligste Følger", saa at alle Midler bør anvendes til at forebygge dette. Iblandt disse Midler er Pressen et af de bedst skikkede. Enhver, hvem Danmarks Vel ligger paa Hjerte, flydere den Frygt fra sig - og langt fra os være det at troe, at nogen udenfor den laveste og raaeste Klasse vilde deeltage i eller billige slige Pøbeloptrin. Tvertimod føle vi os overbeviste om, at alle Pressens og den ægte Fremskridens Venner ville række de offentlige Autoriteter Haanden til at modarbeide slige Optrin, saafremt det skulde nogensinde blive fornødent. Heller ikke see vi Anledning til, at der iblandt besindige Medborgere skulde være nogen Grund forhaanden til en spændt Stemning, eller nogen Følelse, som kunde have Trang til at yttre sig paa lignende Maade. Vel har det nylig været yttret ("Fædrelandet" S. 1281) at "Stemningen ikke i mange Aar har været saa ugunstig mod Regjeringen som netop nu," - men hvor findes nogen fornuftig Grund til Sligt? Hvad er skeet siden Christian den Ottendes Thronbestigelse, som kunde svække de Forventninger, der saavel af Oppositionen som af alle Danske bleve knyttede til den? Hvad er skeet, spørge vi, som kunde fremkalde mistillid til Hans Ord eller Gjerning? Lad os være oprigtige og ærlige mod os selv i dette Spørgsmaals Besvarelse. Af Alt det Meget, om Regjeringen har forberedet ved kyndige Mænds Undersøgelser, eller som endnu forhandles, vide vi ikkun, hvad Konge har gjort til Opgave for disse Prøvelser, og det er umuligt deri ikke at finde Støtter for den Forventning, at man vil handle i Folkets Aand og efter hvad Tidens Tarv kræver. Af det, der i Christians den Ottendes Tid allerede er fuldmodnet, have vi kunnet overbevise os om, at en liberal og sand folkelig Aand ligger til Grund for den endelige Afgjørelse af vore Anliggender. Hvad er der da vel, som skulde ængstige os eller sætte Folk i en urolig Stemning? Det er vist nok, at det havde været endnu bedre, saafremt endnu flere Reformer allerede vare i Gang, eller allerede laae fuldendte for Folkets Øine; men det er for enhver, der vil eftertænke, hvad der udkræves til Udførelsen af meget omfattende Planer, saare let at indsee, at end ikke Tiden har kunnet tillade dette. Skulde vi da ængstes, fordi ikke endnu er skeet, hvad der endnu ikke kunde skee? Skulde vi ængste os fordi almeenomfattende Foranstaltninger bør grundlægges efter moden Prøvelse? Nei; vi holde os med usvækket Tillid til Kongens Ord og Løfter, som han har givet og gjentaget ved flere Leiligheder, og næsten til alle Stænder, og vi ere fuldkommen overbeviste om, at en ikke længere fjern Fremtid vil tilintetgjøre alle slige løse Bekymringer og gjøre de "lidet Troende" til Skamme, som lade sig ængstes uden Grund. Men ved Siden af denne Tillid nære vi, og fornægte det ingenlunde, den Overbeviisning, at fortsat Fremskriden af Regjeringen paa den valgte Reformbane er ønskelig og velgjørende, ja nødvendig ikke alene for Folket, men ogsaa for Regjeringens Ære og Lykke.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. maj 1840.)
Kultorvet. Billedet viser den udsigt som mængden må have stilet imod da de kom fra (lille) Købmagergade med kurs mod Hauser Plads, til højre i billeder. På Købmagergade havde mængden gentagne gange råbt hurra uden for Orla Lehmanns bopæl, lille Købmagergade 189.
Festen den 28. maj referedes, og efter gengivelse af en række hyldest- og skåltaler, omtalte professor Clausen pøbelen i sin tale:
Festen den 28. maj referedes, og efter gengivelse af en række hyldest- og skåltaler, omtalte professor Clausen pøbelen i sin tale:
Vi have allerede paa festlig Maade ihukommet Dem, til hvilket Folket vender sig hen med Ønske og Forhaabninger: Kongens og hans Stænder. Men saa gjerne som vi hengive os til den Tro, at Folkets Stemme vil der blive hørt villigt og opmærksomt, saa vigtigt er det, at denne Stemme selv maa lyde for at kunne gjælde som Gjenklang af den danske Folkestemme?
Mindst er det Folkets Stemme, der klinger gjennem de vilde, af Mørke omhyllede Skrig, der kalde Loven frem imod sig, ja endogsaa - med Ret eller Skin af Ret - væbne en Magt imod sig, hvis Udøvelse er Skjændsel for enhver fribaaren Mand. Saadanne Udbrud af Raahed, der kun ere skikkede til at kaste Vanære eller Mistanke paa den Sag, i hvis Navn de udføres, vil Ingen for Alvor ansee som Yttring af Folkets Stemning; og det forekommer mig derfor at være en lav og fornedrende Tanke, naar det er blevet yttret om Regjeringen, hvad der vilde være Fornærmelse mod enhver Mand af ædlere Art; at slige Optrin sklde kuunne have Indflydelse paa Regjeringens Handlemaade, da det mueligen skulde kunde holde den tilbage paa den Vei, den engang havde betraadt til at fremme Folkets Vel. Men naar enhver Forsamling i Folkets Midte paa Folkets Festdag kan gjelde som en Repræsentation af Folket, da sømmer det sig i denne Forsamling udtrykkeligt at forsvare Folket imod at sammenblandes med Pøbelen. Heller ikke er det Folkets Stemme, der træder frem i Tale og Skrift med buldrende Raab, med skjærende Overdrivelser eller tomtklingende Declamation. Folket er sig ret vel bevidst at hvad det trænger til, er klar og grundig Kundskab om de vigtige Anliggender, der ere Gjenstand for Dagens Forhandling; Folket søger Belærelse og erkjender, men hvilken Omsigt der maa gaaes frem ved at omdanne de vigtigste Forhold. Det hører ikke til vor Folkecharacteer at nøies med Ord uden tilsvarende Gjerning og ligesaa lidt at give Ord uden klare Tanker. Men - saavidt som det danske Folk, ved at see tilbage i Fortiden og om sig i Nutiden, kommer mere og mere til Bevidsthed om, at det endnu mangler hos os paa frie og frodig Udvikling af mange Kræfter i mange Retninger, at det i Prøvelsens Tider, som ere førte over Landet, har manglet paa den Nationalkraft, den Selvfølelse, den Selvstændigheds-Aand, den Virksomheds-Drift, som kun trives der, hvor Borgerne ere Mere end blot lydende og ydende; saa vist som Folket, ved at see ind i Fremtiden, mere og mere føler Trang til betryggende Former, der, saavidt som Menneskelivet formaaer, kunne sikkre mod bratte Omvexlinger som Følge af Forandring i personlig Forhold; saa vist tør vi sige, at enhver Stemme, som med Sandhed, fri og uforbeholden, med Tillid til Regjeringen og Agtelse for Loven, tolker denne Bevidsthed og denne Trang, som henvender sig med dertil sigtende Ønske og Andragende til Konge, Stænder, eller Medborgere, vil gjelde og blive erkjendt som Gjenklang af Folkets Stemme; og den vil som saadan heller ikke forfeile sin Virkning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 29. maj 1840.)
De øvrige taler afspejler en bekymring for at pøbelen skal løbe løbsk hvis ikke der sker ændringer. Omend meget indirekte. Referaterne af talerne fortsatte i øvrigt i de følgende dage til 1. juni.
Fra Kultorvet, bagest i billedet, kom folketoget til Hauser Plads (forrest i billedet). Her geb politiet ind og splittede med magt mængden.
Saaledes som det lod sig vente, har Tilstrømningen til 28de Mai-Festen i Aar været saa stor, at Listerne allerede meget tidligt maatte sluttes, og at Mangfoldige, der ønskede at deeltage i samme, ikke have kunnet erholde Plads, men paa den anden Side har Øieblikket ikke været gavnligt for en ret fri og uforbeholden Udtalelse af de Ønsker og Anskuelser, der bevæge sig i Folket; thi skjønt de Scener, der netop i disse Dage ere forefaldne paa flere Steder omkring i Kjøbenhavn, kun ere af liden Betydenhed og navnlig uden alt Sammenhæng med de constitutionelle Bestræbelser, saa er det dog forklarlig nok, at de have paalagt de Mænd, der ved denne Leilighed have ført Ordet, en Tilbageholdenhed, der vel ikke har undertrykket deres Overbeviisnings frimodige Yttring, men dog har bevirket, at Et og Andet er blevet sagt og Et og Andet ikke sagt af Grunde, der kun have en blot øieblikkelig Gyldighed. Stemningen i det Hele var derimod i høi Grad ønskelig, og de Meninger, der i en saa stor Forsamling af anseete Mænd ere bleve optagne med saa stort og udeelt Bifald, kunne derfor kun vinde i Styrke og Mod. Talerne meddele vi i et Tillægsblad.
(Fædrelandet, 29. maj 1840)
Skamstøtten på hvad der dengang hed Ulfelds plads stod lidt til venstre for midten i dette foto. Nysgerrige, drenge, den lavere klasse forsamlede sig her omkring skamstøtten, indtil politiet splittede dem ad kl. 12 nat.
- Allerede tidlig om Eftermiddagen igaar havde en Deel Folk af den lavere Classe i Forening med en Deel Drenge indfundet sig paa Ulfeldts Plads, og flere Nysgierrige passerede også Pladsen for at see om der virkelig vilde blive foretaget noget med Støtten. Disse Vandringer vedvarede til henimod Kl. 12, og tilsidst saae Politiet sig nødsaget til at adsplitte de paa Pladsen sig opholdende Personer, hvorefter Alt blev roligt.
De øvrige taler afspejler en bekymring for at pøbelen skal løbe løbsk hvis ikke der sker ændringer. Omend meget indirekte. Referaterne af talerne fortsatte i øvrigt i de følgende dage til 1. juni.
Saaledes som det lod sig vente, har Tilstrømningen til 28de Mai-Festen i Aar været saa stor, at Listerne allerede meget tidligt maatte sluttes, og at Mangfoldige, der ønskede at deeltage i samme, ikke have kunnet erholde Plads, men paa den anden Side har Øieblikket ikke været gavnligt for en ret fri og uforbeholden Udtalelse af de Ønsker og Anskuelser, der bevæge sig i Folket; thi skjønt de Scener, der netop i disse Dage ere forefaldne paa flere Steder omkring i Kjøbenhavn, kun ere af liden Betydenhed og navnlig uden alt Sammenhæng med de constitutionelle Bestræbelser, saa er det dog forklarlig nok, at de have paalagt de Mænd, der ved denne Leilighed have ført Ordet, en Tilbageholdenhed, der vel ikke har undertrykket deres Overbeviisnings frimodige Yttring, men dog har bevirket, at Et og Andet er blevet sagt og Et og Andet ikke sagt af Grunde, der kun have en blot øieblikkelig Gyldighed. Stemningen i det Hele var derimod i høi Grad ønskelig, og de Meninger, der i en saa stor Forsamling af anseete Mænd ere bleve optagne med saa stort og udeelt Bifald, kunne derfor kun vinde i Styrke og Mod. Talerne meddele vi i et Tillægsblad.
(Fædrelandet, 29. maj 1840)
28. maj urolighederne: Skamstøtten
Urolighederne fortsatte 28. maj – årsdagen for Stænderforordningen. Ikke usædvanligt for enevælden rettede man vreden mod skamstøtten på Ulfeldts Plads (Gråbrødretorv). Hvor politiet splittede demonstrationen. Men efter det blev støtten fjernet. Angiveligt var det unge mennesker, læredrenge, arbejdere. Dog havde H. C. Ørsted forsøgt at holde studenterne fra gaderne.
- Allerede tidlig om Eftermiddagen igaar havde en Deel Folk af den lavere Classe i Forening med en Deel Drenge indfundet sig paa Ulfeldts Plads, og flere Nysgierrige passerede også Pladsen for at see om der virkelig vilde blive foretaget noget med Støtten. Disse Vandringer vedvarede til henimod Kl. 12, og tilsidst saae Politiet sig nødsaget til at adsplitte de paa Pladsen sig opholdende Personer, hvorefter Alt blev roligt.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 29. maj 1840)
Igaar havde der paa flere Steder været opslaaet Placater, som opfordrede "alle raske Gutter" til at møde paa Ulfeldts Plads for at rive Støtten ned. Her forsamledes da ogsaa en stor Mængde Mennesker, som med spændt Opmærksomhed betragtede den tause Støtte, men videre Uordener forebyggede Politiet. Ganske forunderligt og hartad comisk forekommer det os, hvad der kan bevæge de "raske Gutter" til at rive Ulfeldts Støtten ned; hvor ønskeligt det ogsaa var, om den kom bort, og hvor stor en Skam den end maa synes at være, baade for vort Aarhundredes Smag og Tolerantse, saa skulde man dog ikke vente slige Følelser hos de "raske Gutter", hvem det da vel ogsaa kun har været om Optøierne at gjøre.
Igaar havde der paa flere Steder været opslaaet Placater, som opfordrede "alle raske Gutter" til at møde paa Ulfeldts Plads for at rive Støtten ned. Her forsamledes da ogsaa en stor Mængde Mennesker, som med spændt Opmærksomhed betragtede den tause Støtte, men videre Uordener forebyggede Politiet. Ganske forunderligt og hartad comisk forekommer det os, hvad der kan bevæge de "raske Gutter" til at rive Ulfeldts Støtten ned; hvor ønskeligt det ogsaa var, om den kom bort, og hvor stor en Skam den end maa synes at være, baade for vort Aarhundredes Smag og Tolerantse, saa skulde man dog ikke vente slige Følelser hos de "raske Gutter", hvem det da vel ogsaa kun har været om Optøierne at gjøre.
(Dagen, 29. maj 1840.)
Støtten paa Ulfeldtplads har i den senere Tid og især efterat den blev brugt til en noksom bekjendt Sammenstilling i en offentlig holdt Tale, som vi vel skulle vogte os for at gjentage, ikke alene være Gjenstand for almindelig Omtale, men tillige for Politiets omhyggelige, specielle Opsyn; navnlig har saaledes paa bemeldte Plads igaar Aftes været en stor Forsamling af Politiets Officianter, der hele Aftenen holdt deres Ronde om Støtten, og derved bevirkede at der efterhaanden samlede sig en temmelig stor Menneskemasse for at see hvad der paa denne patriotiske Fest-Aften kunde have foranlediget hiin resp. Forsamling netop paa det Sted. Vi kunne ikke indsee Grunden til noget Frygt for, at man skulde ville udøve en eller anden Voldsgjerning imod bemeldte Skamstøtte, der i flere Henseender staaer som et historiske Monument, og kunne derfor heller ikke forklare Aarsagen til nævnte Conflux af Politiet. En større Sammenstrømning af Folk maa imidlertid i dette Tilfælde ansees at være bleven bevirket ved samme, og den rolige Orden, som alle gode Borgere efter bedste Evne stræbe at fremme, derved mindre fuldstændigt opretholdt.
Støtten paa Ulfeldtplads har i den senere Tid og især efterat den blev brugt til en noksom bekjendt Sammenstilling i en offentlig holdt Tale, som vi vel skulle vogte os for at gjentage, ikke alene være Gjenstand for almindelig Omtale, men tillige for Politiets omhyggelige, specielle Opsyn; navnlig har saaledes paa bemeldte Plads igaar Aftes været en stor Forsamling af Politiets Officianter, der hele Aftenen holdt deres Ronde om Støtten, og derved bevirkede at der efterhaanden samlede sig en temmelig stor Menneskemasse for at see hvad der paa denne patriotiske Fest-Aften kunde have foranlediget hiin resp. Forsamling netop paa det Sted. Vi kunne ikke indsee Grunden til noget Frygt for, at man skulde ville udøve en eller anden Voldsgjerning imod bemeldte Skamstøtte, der i flere Henseender staaer som et historiske Monument, og kunne derfor heller ikke forklare Aarsagen til nævnte Conflux af Politiet. En større Sammenstrømning af Folk maa imidlertid i dette Tilfælde ansees at være bleven bevirket ved samme, og den rolige Orden, som alle gode Borgere efter bedste Evne stræbe at fremme, derved mindre fuldstændigt opretholdt.
(Kiøbenhavnsposten, 29. maj 1840.)
I Anledning af et Stykke i "Dagen" Bededagsaften.
Det synes at de sidste beklagelsesværdige Begivenheder i Kjøbenhavn have bragt nye Penne i Bevægelse, hvilket ei kan andet, naar disse Penne bruges godt, end glæde Enhver, der vil sit Land vel; thi til hvad kunne saadanne Natteoptøier føre, uden til at skade den Sag, som den oplyste Deel af Folket, næsten uden Undtagelse, ønskeer fremmet. Man kan ei ofte nok sige den tankeløse Hob, at et natligt Hurraraab fra den ikke kan hædre, ikke kan glæde den i Sandhed oplyste Mand, der vil sit Land vel; at et saadant Hurraraab tvertimod maa vække Modbydelighed hos en Saadan. Man kan ei ofte nok sig den, at langt fra, at Excesser styrker det Parti, der ønsker Reformer, svækkes dette endog derved, da de, der alt tildeels vare vundne derfor, vende om, tilligemed de Frygtsomme, og søge Beskyttelse bag det Bestaaende mod det, som de mene, alt sig visende Pøbelregimente; at den Steen, der muligen kunde kastes mod en Rude eller mod en af dem, hvis Pligt det er at opretholde Orden, kan amme vor unge Frihed, og give den et, den vanskabende Saar, Og dem, der ægge til saadan Udaad, kan man ikke noksom lægge paa Hjertet, at naar Massernes Lidenskaber engang ere fremkaldte, veed Ingen hvorhen de kunne føre...
Efterdønninger
I Anledning af et Stykke i "Dagen" Bededagsaften.
Det synes at de sidste beklagelsesværdige Begivenheder i Kjøbenhavn have bragt nye Penne i Bevægelse, hvilket ei kan andet, naar disse Penne bruges godt, end glæde Enhver, der vil sit Land vel; thi til hvad kunne saadanne Natteoptøier føre, uden til at skade den Sag, som den oplyste Deel af Folket, næsten uden Undtagelse, ønskeer fremmet. Man kan ei ofte nok sige den tankeløse Hob, at et natligt Hurraraab fra den ikke kan hædre, ikke kan glæde den i Sandhed oplyste Mand, der vil sit Land vel; at et saadant Hurraraab tvertimod maa vække Modbydelighed hos en Saadan. Man kan ei ofte nok sig den, at langt fra, at Excesser styrker det Parti, der ønsker Reformer, svækkes dette endog derved, da de, der alt tildeels vare vundne derfor, vende om, tilligemed de Frygtsomme, og søge Beskyttelse bag det Bestaaende mod det, som de mene, alt sig visende Pøbelregimente; at den Steen, der muligen kunde kastes mod en Rude eller mod en af dem, hvis Pligt det er at opretholde Orden, kan amme vor unge Frihed, og give den et, den vanskabende Saar, Og dem, der ægge til saadan Udaad, kan man ikke noksom lægge paa Hjertet, at naar Massernes Lidenskaber engang ere fremkaldte, veed Ingen hvorhen de kunne føre...
(Kiøbenhavnsposten, 5. juni 1840 (uddrag).
Foranlediget af nogle ved og i Rosenborg Have i Søndags Aftes forefaldne Pøbel-Excesser, hvis egentlige Ophav endnu ikke tilstrækkeligen er bleven oplyst, men som have bestaaet i Fornærmelser imod de i Haven musicerende Regimentshoboister etc., samt den ved Indgangen posterede Skildvagt og som først standsede ved Didsendelsen af en Vagtpiquet, har H. M. Kongen i Mandags befalet, at Haven herefter skal lukkes ½ Time efter Solens Nedgang, ligesom ogsaa endeel Politibetjente ere blevne beordrede derhen de paafølgende Dage. Det er høiligen at beklage, at Afbenyttelsen af Hovedstadens eneste offentlige Spadseregang, der, som bekjendt, den største Tid af Dagen næsten udelukkende benyttes af aldrende Folk og Børn, ved nogle uvorne Personers Kaadhed, er bleven deels indskrænket, deels inficeret med Ubehageligheden af et specielt Tilsyn. Skjøndt den nærværende Aarstid vel kunde gjjøre det ønskeligt, at Haven, som hidtil, stod aaben noget længere ud paa Aftenen, maa man dog især beklage, at den kgl. Befaling ikke strax er bleven bragt til offenlig Kundskab, thi var dette sket, da vide ikke i de sidste Aftener de roligt Spadserende der, uden at vide af hvad Grund, være blevne drevne ud af Haven et Par Timer før den hidtil bestemte Tid til dens Lukning. Dog, denne Mangel paa Opmærksomhed for Publikum (hvilken forøvrigt ikke kan tilskrives Slotsgartneren, der først igaar har erholdt Bemyndigelsen til at offentliggjøre den kgl. Ordre) er desværre ikke noget Nyt hertillands - det er en gammel Uvane, hvis radikale Afhjelpning Tiden og Folkets vakte Selvfølelse af sig selv ville føre med sig.
Foranlediget af nogle ved og i Rosenborg Have i Søndags Aftes forefaldne Pøbel-Excesser, hvis egentlige Ophav endnu ikke tilstrækkeligen er bleven oplyst, men som have bestaaet i Fornærmelser imod de i Haven musicerende Regimentshoboister etc., samt den ved Indgangen posterede Skildvagt og som først standsede ved Didsendelsen af en Vagtpiquet, har H. M. Kongen i Mandags befalet, at Haven herefter skal lukkes ½ Time efter Solens Nedgang, ligesom ogsaa endeel Politibetjente ere blevne beordrede derhen de paafølgende Dage. Det er høiligen at beklage, at Afbenyttelsen af Hovedstadens eneste offentlige Spadseregang, der, som bekjendt, den største Tid af Dagen næsten udelukkende benyttes af aldrende Folk og Børn, ved nogle uvorne Personers Kaadhed, er bleven deels indskrænket, deels inficeret med Ubehageligheden af et specielt Tilsyn. Skjøndt den nærværende Aarstid vel kunde gjjøre det ønskeligt, at Haven, som hidtil, stod aaben noget længere ud paa Aftenen, maa man dog især beklage, at den kgl. Befaling ikke strax er bleven bragt til offenlig Kundskab, thi var dette sket, da vide ikke i de sidste Aftener de roligt Spadserende der, uden at vide af hvad Grund, være blevne drevne ud af Haven et Par Timer før den hidtil bestemte Tid til dens Lukning. Dog, denne Mangel paa Opmærksomhed for Publikum (hvilken forøvrigt ikke kan tilskrives Slotsgartneren, der først igaar har erholdt Bemyndigelsen til at offentliggjøre den kgl. Ordre) er desværre ikke noget Nyt hertillands - det er en gammel Uvane, hvis radikale Afhjelpning Tiden og Folkets vakte Selvfølelse af sig selv ville føre med sig.
(Kiøbenhavnsposten 18. juni 1840.)
Til alt held for kongen fandt kroningshøjtideligheden den 28. juni 1849 sted i Hillerød, Frederiksborg Slot. Der var ellers kritik af hvorfor det virkelig var nødvendigt, og lokale klager over begivenheden blev flittigt citeret i københavnerpressen.
Søndag den 28. juni 1840 blev Christian 8. kronet på Frederiksborg i Hillerød. Her langt fra hovedstaden foregik alt i god ro og orden, og i København mærkedes formentlig ikke ret meget til det. I Hillerød klagede borgere over gratis at skulle indlogere de talrige gæster og de store prisstigninger. Efter kroningsfesten havde man åbenbart lært af erfaringerne. En artikel i Kiøbenhavnsposten antydede at man havde betalt mandskab fra søetaten til at sikre hurraer for de kongelige og at køreturene var nøje beskyttet af militær og politi. Og slutsætningen antyder at Kiøbenhavnspostens fokus nu rettedes mod det slesvigske spørgsmål:
"Syvsoverdagens" første Opførelse igaar Aftes paa det kgl. Theater var, som bekjendt, bestemt til at bivaanes af Deres Majestæter, der paa Henveien til Theatret, derved, for første Gang efter deres Tilbagekomst fra Salvingen i Frederiksborg, viste sig her i Hovedstaden. Af Søetatens Mandskab som igaar havde modtaget den tidligere omtalte Penge-Gratifications anden og sidste Nation, bestaaende af 3 Rbmk., havde endeel indfundet sig og omgav og ledsagede Vognen med Hurraraab til Theatret. Henimod Kl. 10 kom samme Mandskab trækkende med den tomme kgl. Vogn til Theatret, og, efterat D. M. vare indstegne, trak de den med fortsat Hurraraab til Amalienborg. Uheldigviis indtraf til samme Tid et temmeligt stærkt Regnveir; men forresten forholdte det overordentligt talrigt tilstedeværende Publicum sig meget ordentligt og roligt og vi have ikke hørt, at ringeste Exces er foregaaet eller at Politiet har faaet Anledning til nogen Mellemkomst. Til ydermere Sikkerhed for Rolighedens Vedligeholdelse var en Piquet Husarer og en betydelig Deel Politibetjente placerede inde i Charlottenborgs Gaard og Kongens Nytorv saavidt muligt gjort ryddeligt for løse Stene. I Skuespilhuset bleve Deres Majestæter modtagne med en Velkomstsang af Prof. Heiberg, paa Melodien:
Danmarks deiligst Vang og Vænge
Lukt med Bølgen blaa
Denne smukke Melodi synes nu alt meer og meer at blive en Nationalsang, ligesom ogsaa de dertil skrevne Sange sædvanlig begynde med samme tvende Linier, hvorimod Digterne stedse udelade det betydningsfude Omqvæd:
Een Ting mangler ved den Have,
Ledet er af Lave.
Søndag den 28. juni 1840 blev Christian 8. kronet på Frederiksborg i Hillerød. Her langt fra hovedstaden foregik alt i god ro og orden, og i København mærkedes formentlig ikke ret meget til det. I Hillerød klagede borgere over gratis at skulle indlogere de talrige gæster og de store prisstigninger. Efter kroningsfesten havde man åbenbart lært af erfaringerne. En artikel i Kiøbenhavnsposten antydede at man havde betalt mandskab fra søetaten til at sikre hurraer for de kongelige og at køreturene var nøje beskyttet af militær og politi. Og slutsætningen antyder at Kiøbenhavnspostens fokus nu rettedes mod det slesvigske spørgsmål:
"Syvsoverdagens" første Opførelse igaar Aftes paa det kgl. Theater var, som bekjendt, bestemt til at bivaanes af Deres Majestæter, der paa Henveien til Theatret, derved, for første Gang efter deres Tilbagekomst fra Salvingen i Frederiksborg, viste sig her i Hovedstaden. Af Søetatens Mandskab som igaar havde modtaget den tidligere omtalte Penge-Gratifications anden og sidste Nation, bestaaende af 3 Rbmk., havde endeel indfundet sig og omgav og ledsagede Vognen med Hurraraab til Theatret. Henimod Kl. 10 kom samme Mandskab trækkende med den tomme kgl. Vogn til Theatret, og, efterat D. M. vare indstegne, trak de den med fortsat Hurraraab til Amalienborg. Uheldigviis indtraf til samme Tid et temmeligt stærkt Regnveir; men forresten forholdte det overordentligt talrigt tilstedeværende Publicum sig meget ordentligt og roligt og vi have ikke hørt, at ringeste Exces er foregaaet eller at Politiet har faaet Anledning til nogen Mellemkomst. Til ydermere Sikkerhed for Rolighedens Vedligeholdelse var en Piquet Husarer og en betydelig Deel Politibetjente placerede inde i Charlottenborgs Gaard og Kongens Nytorv saavidt muligt gjort ryddeligt for løse Stene. I Skuespilhuset bleve Deres Majestæter modtagne med en Velkomstsang af Prof. Heiberg, paa Melodien:
Danmarks deiligst Vang og Vænge
Lukt med Bølgen blaa
Denne smukke Melodi synes nu alt meer og meer at blive en Nationalsang, ligesom ogsaa de dertil skrevne Sange sædvanlig begynde med samme tvende Linier, hvorimod Digterne stedse udelade det betydningsfude Omqvæd:
Een Ting mangler ved den Have,
Ledet er af Lave.
(Kiøbenhavnsposten 2. juli 1840.)
Til sikkerhed for opretholdese af ro og orden var en piquet Husarer og en betydelig del politibetjente placerede inde i Charlottenborgs Gård (tv), og Kongens Nytorv (bagest til højre) var blevet ryddet for løse sten.
Hvis en artikel i Kiøbenhavnsposten 12 juli ellers skal stå til troende, bør bøndernes opbakning bag kongemagten tages med et endog stort gran salt. Heraf fremgår det at embedsmænd, fx en amtmand, henvendte sig til herredfogeden, som skrev til sognefogederne der formentlig mere har set det som en ordre end en opfordring. Disse har dernæst aktiveret bønderne. Dette tema tages op igen af Kiøbenhavnsposten, 7. august 1840:
Nedenstaaende interessante Artikel om Kongens Reise i Jylland, tillade vi os her at optage efter "Jyllandsposten", for at bidrage til Ligevægten af Udbredelse, som altfor meget hæves ved at de større kjøbenhavnske Blade kun om den omhandlede Gjenstand meddele saadanne Beretninger fra Provindserne, der have en mere blendende, eensfarvet Tendets: "Kongens person er hellig. Denne Sandhed må enhver Statsborger i Landet være indtaget af, og kun den Borger, der er gjennemtrængt af denne Overbeviisning, formaaer i det rette Lys at vurdere saavel de Bifalds- som Mishagsyttringer, der snart her, snart der gives tilkjende af Folket, hvor Kongens Personlighed viser sig. Det ere noksom i alle Blade, selv af forskjellige Farver, saaledes fremhævet, at tidligere i Hovedstaden begaaede Excesser eenstemmigen ere blevne misbilligede og ansete for sande Pøbelhandlinger; men lige beklageligt var det at see, ifølge Beretningen i "Fædrelandet", hvilke Midler man havde benyttet sig af, for at fremtvinge den Jubel, som fandt Sted ved Majestæternes Frem- og Tilbagereise fra Theatret, faa Dage efter Kroningen, og hvortil det lader, bemeldte Blad endog beviisligen, paa Opfordring, kan godtgjøre Ophavet, hvilket, efter hvad erfares, vistnok neppe vilde være vanskeligt. Det var derfor ei for meget, om saadan Adfærd blev afblottet, da enhver dog vil indrømme, at Kongens Person er for hellig til, af slige forud udseete Hænder at lade sig trække igjennem Hovedstadens Gader, og man desuden ved saadan Oplysning kom til Kundskab, om denne Beretning var falsk, som enkelte af vore Blade her i Provindsen paa en Maade have hentydet til. Kan Gadedrengens Piben ved saadan Leilighed revoltere den gode Borgers Følelser, da formaaer enhversomhelst Farce, den være længe nok ledsaget med kunstlet Jubel, ikke mindre at opbringe vort Indre. Den dannede Borger vil derfor vistnok ei længe være uenig med sig selv, om han, ved at beskue sin Konge, kjørende i en Vogn, skal forholde sig taus, hurraende eller misbilligende, i Særdeleshed hvor kappende Anstrengelser fra et af Partierne give Tonen an ved den simplere Folkehob. Når imidlertid den "Berlingske Avis" beretter, at Kongens og Dronningens Reise igjennem Landet har været et sandt Triumphtog, da maa vistnok Enhver væmmes ved sligt Spytslikkeri. Hvem der kjender Forholdet i Provindserne, vil snart see dybere i Tingene; hvo der blot vil efterforske Kilden til de tilsyneladende Hædersbeviisninger, vil snart komme til den Kundskab, at Borgerfolket som oftest, ja næsten almindeligen, ere aldeles uvidende om de Foranstaltninger, som uden videre, ifølge Øvrighedens Ordre, blive iværksatte, imod at Borgerne senere betale samme. Vi behøve saaledes blot at nævne Illuminationerne i vore Kjøbstæder. Spørge vi nemlig Borgerne: hvorledes ere disse blevne til? lyder Svarer: dertil vare vi nødsagede, da Politiet, som begav sig fra Mand til Mand, har tilkjendegivet, at saadant vilde finde Sted. Spørger man om Oprindelsen til Æresportene, vil man ligeledes erfare, at disses Opreisning ingenlunde ere Borgernes Værk, da de tvertimod aldeles ei ere blevne spurgte derom, imedens de dog senere nyde den Ære at bidrage til Udbredelsen af Omkostningerne. Ved Festiviteterne i Klublokalerne synes man imidlertid at have affordret en rigtigere Fremgangsmaade, ved nemlig her at have affordret enhver Mødende en bestemt Betaling, ihvorvel denne paa sine Steder faldt saare trykkende. Saaledes skal hver Couvert i Horsens være beregnet fra 10-15 Rbd., som Følge af, at hele den kongelige Suite frit serveredes. At Embedsclassen næsten udelukkende deri deeltog, vil deraf godtgjøres, at ikkun 6 af Horsens Borgere deeltoge i dette Maaltid, hvilket vel ogsaa kan være begrundet i den høist utidige Maade, kun at lade Planen præsentere for de Udvalgte, vedkommende Bestyrere behage at lade Naaden falde paa, uden at lade denne paa offenlige Steder henligge til Paategning for enhversomhelst Borger. Man vil saaledes af alle disse Anstalter og Anretninger snart erholde det Resultat, at naar Talen er om Triumphtog, gaaer Triumphen, i det mindste i oeconomisk Henseende, ud over Borgerfolket. Det var derfor at ønske, at vore Øvrighedsperssoner - saavel med som uden Decorationer - baade i Kjøbstæder og paa Landet, aldeles afholdt sig fra i enhversomhelst Retning ved saadan Leilighed at indblande sig i deslige Foranstaltninger, som udelukkende ene og alene ere Borgernes Sag, idet man aldeles overlod til disses eget forgodtbefindende at handle efter eget Valg. (Artiklen fortsætter med nogle eksempler, ikke uden ironi).
Hvis en artikel i Kiøbenhavnsposten 12 juli ellers skal stå til troende, bør bøndernes opbakning bag kongemagten tages med et endog stort gran salt. Heraf fremgår det at embedsmænd, fx en amtmand, henvendte sig til herredfogeden, som skrev til sognefogederne der formentlig mere har set det som en ordre end en opfordring. Disse har dernæst aktiveret bønderne. Dette tema tages op igen af Kiøbenhavnsposten, 7. august 1840:
Nedenstaaende interessante Artikel om Kongens Reise i Jylland, tillade vi os her at optage efter "Jyllandsposten", for at bidrage til Ligevægten af Udbredelse, som altfor meget hæves ved at de større kjøbenhavnske Blade kun om den omhandlede Gjenstand meddele saadanne Beretninger fra Provindserne, der have en mere blendende, eensfarvet Tendets: "Kongens person er hellig. Denne Sandhed må enhver Statsborger i Landet være indtaget af, og kun den Borger, der er gjennemtrængt af denne Overbeviisning, formaaer i det rette Lys at vurdere saavel de Bifalds- som Mishagsyttringer, der snart her, snart der gives tilkjende af Folket, hvor Kongens Personlighed viser sig. Det ere noksom i alle Blade, selv af forskjellige Farver, saaledes fremhævet, at tidligere i Hovedstaden begaaede Excesser eenstemmigen ere blevne misbilligede og ansete for sande Pøbelhandlinger; men lige beklageligt var det at see, ifølge Beretningen i "Fædrelandet", hvilke Midler man havde benyttet sig af, for at fremtvinge den Jubel, som fandt Sted ved Majestæternes Frem- og Tilbagereise fra Theatret, faa Dage efter Kroningen, og hvortil det lader, bemeldte Blad endog beviisligen, paa Opfordring, kan godtgjøre Ophavet, hvilket, efter hvad erfares, vistnok neppe vilde være vanskeligt. Det var derfor ei for meget, om saadan Adfærd blev afblottet, da enhver dog vil indrømme, at Kongens Person er for hellig til, af slige forud udseete Hænder at lade sig trække igjennem Hovedstadens Gader, og man desuden ved saadan Oplysning kom til Kundskab, om denne Beretning var falsk, som enkelte af vore Blade her i Provindsen paa en Maade have hentydet til. Kan Gadedrengens Piben ved saadan Leilighed revoltere den gode Borgers Følelser, da formaaer enhversomhelst Farce, den være længe nok ledsaget med kunstlet Jubel, ikke mindre at opbringe vort Indre. Den dannede Borger vil derfor vistnok ei længe være uenig med sig selv, om han, ved at beskue sin Konge, kjørende i en Vogn, skal forholde sig taus, hurraende eller misbilligende, i Særdeleshed hvor kappende Anstrengelser fra et af Partierne give Tonen an ved den simplere Folkehob. Når imidlertid den "Berlingske Avis" beretter, at Kongens og Dronningens Reise igjennem Landet har været et sandt Triumphtog, da maa vistnok Enhver væmmes ved sligt Spytslikkeri. Hvem der kjender Forholdet i Provindserne, vil snart see dybere i Tingene; hvo der blot vil efterforske Kilden til de tilsyneladende Hædersbeviisninger, vil snart komme til den Kundskab, at Borgerfolket som oftest, ja næsten almindeligen, ere aldeles uvidende om de Foranstaltninger, som uden videre, ifølge Øvrighedens Ordre, blive iværksatte, imod at Borgerne senere betale samme. Vi behøve saaledes blot at nævne Illuminationerne i vore Kjøbstæder. Spørge vi nemlig Borgerne: hvorledes ere disse blevne til? lyder Svarer: dertil vare vi nødsagede, da Politiet, som begav sig fra Mand til Mand, har tilkjendegivet, at saadant vilde finde Sted. Spørger man om Oprindelsen til Æresportene, vil man ligeledes erfare, at disses Opreisning ingenlunde ere Borgernes Værk, da de tvertimod aldeles ei ere blevne spurgte derom, imedens de dog senere nyde den Ære at bidrage til Udbredelsen af Omkostningerne. Ved Festiviteterne i Klublokalerne synes man imidlertid at have affordret en rigtigere Fremgangsmaade, ved nemlig her at have affordret enhver Mødende en bestemt Betaling, ihvorvel denne paa sine Steder faldt saare trykkende. Saaledes skal hver Couvert i Horsens være beregnet fra 10-15 Rbd., som Følge af, at hele den kongelige Suite frit serveredes. At Embedsclassen næsten udelukkende deri deeltog, vil deraf godtgjøres, at ikkun 6 af Horsens Borgere deeltoge i dette Maaltid, hvilket vel ogsaa kan være begrundet i den høist utidige Maade, kun at lade Planen præsentere for de Udvalgte, vedkommende Bestyrere behage at lade Naaden falde paa, uden at lade denne paa offenlige Steder henligge til Paategning for enhversomhelst Borger. Man vil saaledes af alle disse Anstalter og Anretninger snart erholde det Resultat, at naar Talen er om Triumphtog, gaaer Triumphen, i det mindste i oeconomisk Henseende, ud over Borgerfolket. Det var derfor at ønske, at vore Øvrighedsperssoner - saavel med som uden Decorationer - baade i Kjøbstæder og paa Landet, aldeles afholdt sig fra i enhversomhelst Retning ved saadan Leilighed at indblande sig i deslige Foranstaltninger, som udelukkende ene og alene ere Borgernes Sag, idet man aldeles overlod til disses eget forgodtbefindende at handle efter eget Valg. (Artiklen fortsætter med nogle eksempler, ikke uden ironi).
(Kiøbenhavnsposten, 7. august 1840)
At kongen ikke ville gentage ydmygelsen fra maj, fremgik af en artikel Kiøbenhavnsposten 6. oktober 1840 i anledningen af at kongefamiien vendte tilbage fra Holstein til København. Her hed det bl.a.:
Naar det saaledes i bemeldte Avis blandt Andet hedder: "Vestrebro og de Gader, som Deres Majestæter passerede, vare illuminerede ... Hestene spændtes fra Vognen og Folket trak D. M. til Amalienborg, hvor de af den forsamlede Mængde hilsedes med en Nationalsang og ofte gjentagne Jubelraab" - saa kunde vi vel overlade alle Relexioner over denne Beretning til de Tusinder af forbausede Tilskuere, der paa hele Veien gieennem Byens Gadere dannede Rammen til Toget og iagttog den Klynge, der omgav og trak Deres Majestæters fraspændte Vogn fra Vesterport til Amalienborg; men vi skulle dog ikke undlade dertil at bemærke, at det ved en saadan Leilighed, hvor Kongen, saa at sige, ganske har overgivet sig i den ham omgivende Hobs Hænder, maa ansees for ligesaa nødvendigt ssom ønskeligt, at Gaderne, paa hvad Maade det end skeer oplyses, saa tilstrækkeligt at det bliver lyst nok til at iagttage hvem det er, der omgiver og trækker den kfl. Vogn. At dette ikke var Tilfældet, hverken ved Hjelp af den paa mange Steder meget sparsomme Illumination eller ved de faa Personer, der rede langt foran eller bagved med Fakler, vil vist Mange ikke uden Ængstelse have bemærket. Vi ansee det derhos for vor Pligt at protestere imod, at Adresseavise eller nogen anden Tidende betegner som "Folket" den Hob, der, efter saaledes at have ført D. M. til Amalienborg, først inde i Palaiets Gaard og derefter udenfor paa Pladsen vedblev en Tidlang med Sang og Hurraraab, blandede med saa usømmelige Skrig som "Kongen frem!" o.s.v. - Den forsamlede Mængde paa Amalienborg forholdt sig tvertimod anstændig og rolig. Det var vistnok heller ikke hiin ubetydelige Hobs Forlangende, der bevægede Hs. Maj. til at træde frem paa Balkonen, og sige: "Jeg takker Dem for Deres hengivnhed, Kjærlighed og Trosskab! Det er mig kjært igjen at være i Kjøbenhavn, omringet af mine troe Kjøbenhavnere." - Den forsamlede Mængde adspredte sig derpaa rolig, med Undtagelse af den Klynge, der havde holdt ved med Sang og Skrigen, indtil den af Pollitiet blev adsplittet.
At kongen ikke ville gentage ydmygelsen fra maj, fremgik af en artikel Kiøbenhavnsposten 6. oktober 1840 i anledningen af at kongefamiien vendte tilbage fra Holstein til København. Her hed det bl.a.:
Naar det saaledes i bemeldte Avis blandt Andet hedder: "Vestrebro og de Gader, som Deres Majestæter passerede, vare illuminerede ... Hestene spændtes fra Vognen og Folket trak D. M. til Amalienborg, hvor de af den forsamlede Mængde hilsedes med en Nationalsang og ofte gjentagne Jubelraab" - saa kunde vi vel overlade alle Relexioner over denne Beretning til de Tusinder af forbausede Tilskuere, der paa hele Veien gieennem Byens Gadere dannede Rammen til Toget og iagttog den Klynge, der omgav og trak Deres Majestæters fraspændte Vogn fra Vesterport til Amalienborg; men vi skulle dog ikke undlade dertil at bemærke, at det ved en saadan Leilighed, hvor Kongen, saa at sige, ganske har overgivet sig i den ham omgivende Hobs Hænder, maa ansees for ligesaa nødvendigt ssom ønskeligt, at Gaderne, paa hvad Maade det end skeer oplyses, saa tilstrækkeligt at det bliver lyst nok til at iagttage hvem det er, der omgiver og trækker den kfl. Vogn. At dette ikke var Tilfældet, hverken ved Hjelp af den paa mange Steder meget sparsomme Illumination eller ved de faa Personer, der rede langt foran eller bagved med Fakler, vil vist Mange ikke uden Ængstelse have bemærket. Vi ansee det derhos for vor Pligt at protestere imod, at Adresseavise eller nogen anden Tidende betegner som "Folket" den Hob, der, efter saaledes at have ført D. M. til Amalienborg, først inde i Palaiets Gaard og derefter udenfor paa Pladsen vedblev en Tidlang med Sang og Hurraraab, blandede med saa usømmelige Skrig som "Kongen frem!" o.s.v. - Den forsamlede Mængde paa Amalienborg forholdt sig tvertimod anstændig og rolig. Det var vistnok heller ikke hiin ubetydelige Hobs Forlangende, der bevægede Hs. Maj. til at træde frem paa Balkonen, og sige: "Jeg takker Dem for Deres hengivnhed, Kjærlighed og Trosskab! Det er mig kjært igjen at være i Kjøbenhavn, omringet af mine troe Kjøbenhavnere." - Den forsamlede Mængde adspredte sig derpaa rolig, med Undtagelse af den Klynge, der havde holdt ved med Sang og Skrigen, indtil den af Pollitiet blev adsplittet.
(Kiøbenhavnsposten 6. oktober 1840.)
32 Indvaanere heri Staden, der eie eller beboe de til Ulfeldtspladsen stødende Bygninger, havde udbedet sig Communalbestyrelsens Anbefaling paa en Ansøgning til Hans Majestæt Kongen, hvori de yttre det Ønske, at den paa bemeldte Plads opreiste Skamstøtte maa blive borttagen og de derværende Boutiker flyttede og Pladsen derved blive gjort til et behageligt Opholdssted og til en Prydelse for Staden, samt deres Huse og Leiligheder for dem fordeelagtigere og beqvemmere. Repræsentanterne erklærede i denne Anledning, at de med Ansøgerne vare enige i, at baade Støtten og Boutikerne ere til stor Vanzir for Pladsen og at de derfor ogsaa ønskede, at Hans Majestæt vilde samtykke i det Ansøgte, hvad Støttens Borttagelse angaaer, samt derhos antoge, at der heller ikke fra Communens Side og navnligen nu, da det er paatænkt at opføre endeel Udsalgsboder paa Pladsen vved Nicolai Taarn, vil være noget til Hinder for, at Ulfeltsplads gaaer et anstændigere Udseende derved, at de derværende Boutiker bortflyttes.
Efterspil: Skamstøtten fjernes 1841
Forsvaret og et mere positivt syn på Ulfeldt fortsatte i løbet af det næste år. I en artikel i Kjøbenhavnsposten 20. marts 1841 beskrives Ulfeldt under dække af at ville skildre Otto Sperlings liv, som en person der blev uretfærdigt behandlet af kongehuset (bl.a. horrible beskyldninger). Den giver også udtryk for sympati for at han i stedet anvendte sine vener til fordel for Carl Gustav under Københavns belejring 1658-1660. Avisen skrev:Ulfeld lod sig af Forbittrelse mod Kongehuset, der vistnok ikke havde behandlet ham efter Fortjeneste, forlede til Skridt imod sit Fædreland, som gjøre ham fortjent til enhver dansk Mands bittre Daddel; men ved Freden blev han fritagen for Ansvar og gjenindsat i sine Eiendomme. Ikkedestomindre blev han tilligemed hans Gemalinde sat i et haardt Fængsel paa Bornholm, fra hvilket han dog slap fri med Tilladelse til at opholde sig paa sine Godser i Fyen ...Herefter fulgte dog fornyede, ubeviste anklager:
Man lod ham ved Høiesteret fradømme Ære, Live og Gods. Man benyttede Prædikestolene til at fremstille ham for Folket som et forbryderis Uhyre, man opreiste en Skjændselsstøtte, der med Foragt skulde bringe hans Navn til Efterverdenen ....
32 Indvaanere heri Staden, der eie eller beboe de til Ulfeldtspladsen stødende Bygninger, havde udbedet sig Communalbestyrelsens Anbefaling paa en Ansøgning til Hans Majestæt Kongen, hvori de yttre det Ønske, at den paa bemeldte Plads opreiste Skamstøtte maa blive borttagen og de derværende Boutiker flyttede og Pladsen derved blive gjort til et behageligt Opholdssted og til en Prydelse for Staden, samt deres Huse og Leiligheder for dem fordeelagtigere og beqvemmere. Repræsentanterne erklærede i denne Anledning, at de med Ansøgerne vare enige i, at baade Støtten og Boutikerne ere til stor Vanzir for Pladsen og at de derfor ogsaa ønskede, at Hans Majestæt vilde samtykke i det Ansøgte, hvad Støttens Borttagelse angaaer, samt derhos antoge, at der heller ikke fra Communens Side og navnligen nu, da det er paatænkt at opføre endeel Udsalgsboder paa Pladsen vved Nicolai Taarn, vil være noget til Hinder for, at Ulfeltsplads gaaer et anstændigere Udseende derved, at de derværende Boutiker bortflyttes.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1841)
Da kronprinsen (den kommende Frederik VII) blev gift i 1841, var stemningen i København i følge en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. juni 1841 noget mat:
Tro ikke vore servile Blade, naar de ville bilde dig ind, at Byen var "almindelig" illumineret; det er deres sædvanlige Brouten af Alt, hvad de troe, der fylder i deres egen Skjeppe. Nei, Du, Illuminationen var virkelig sparsom og ufuldstændig ligesom den i høieste Grad var simpel; og der var paa mange afsides Steder i Byen Grund nok til at ønske Gadelygterne tændte, under hen stor Conflux af nysgjerrige og andre Mennesker, der strømmede gennem Gaderne. Maaskee deeltog 1/4 eller høit 1/3 af Byens Huse i Illuminationen; men af de enkelte Leiligheder i Husene tør jeg nok indestaae for at ikke engang 1/4 havde Lys i Vinduerne. Og, hvad vil Du vel sige, om det bekræftede sig, at mange "tændte" alene af Frygt. Jeg kan fortælle Kjendsgjerninger, som efter min Mening lade dette udenfor al Tvivl: Saagodtsom Enhver, der havde Vinduesskodder udenfra, lukkede dem i, og blandt der boede høiere, vare ikke Faa, som toge deres Vinduer af og gjemte dem paa et sikkert Sted bag Muren. Du fatter naturligviis Grunden, og Du vil ogsaa indsee, at den samme Grund maa have bevæget miindre snarrådige og mindre stærke Gemytter til "at tænde". Om den her udviste Frygt nærmest har været for Politiet (Du kjender da fra "Kjøbenhavnsposten" dets besynderlige Annonce, der baade kunde gjelde for en Opfordring og for en naiv Udtalen af en blot Forventning?!) eller for Pøbelen, skal jeg ikke sige; men een Fordeel er imidlertid herved vunden, det er den, at Menigmand dog bu er paa det Rene med, at Illumination er en fri Sag og at Afholdelse derfra ikke er istand til at paaføre ham nogen directe Ubehagelighed af Autoriteterne. Jeg vil fortælle Dig, min Ven, jeg var den Eneste i mit Huus, som havde illumineret, og der var i den hele Gade kun tre Steder foruden, som havde Lys i Vinduerne. Det gjør mig ondt at det Hele var saa kummerligt.
Da kronprinsen (den kommende Frederik VII) blev gift i 1841, var stemningen i København i følge en artikel i Kjøbenhavnsposten 28. juni 1841 noget mat:
Tro ikke vore servile Blade, naar de ville bilde dig ind, at Byen var "almindelig" illumineret; det er deres sædvanlige Brouten af Alt, hvad de troe, der fylder i deres egen Skjeppe. Nei, Du, Illuminationen var virkelig sparsom og ufuldstændig ligesom den i høieste Grad var simpel; og der var paa mange afsides Steder i Byen Grund nok til at ønske Gadelygterne tændte, under hen stor Conflux af nysgjerrige og andre Mennesker, der strømmede gennem Gaderne. Maaskee deeltog 1/4 eller høit 1/3 af Byens Huse i Illuminationen; men af de enkelte Leiligheder i Husene tør jeg nok indestaae for at ikke engang 1/4 havde Lys i Vinduerne. Og, hvad vil Du vel sige, om det bekræftede sig, at mange "tændte" alene af Frygt. Jeg kan fortælle Kjendsgjerninger, som efter min Mening lade dette udenfor al Tvivl: Saagodtsom Enhver, der havde Vinduesskodder udenfra, lukkede dem i, og blandt der boede høiere, vare ikke Faa, som toge deres Vinduer af og gjemte dem paa et sikkert Sted bag Muren. Du fatter naturligviis Grunden, og Du vil ogsaa indsee, at den samme Grund maa have bevæget miindre snarrådige og mindre stærke Gemytter til "at tænde". Om den her udviste Frygt nærmest har været for Politiet (Du kjender da fra "Kjøbenhavnsposten" dets besynderlige Annonce, der baade kunde gjelde for en Opfordring og for en naiv Udtalen af en blot Forventning?!) eller for Pøbelen, skal jeg ikke sige; men een Fordeel er imidlertid herved vunden, det er den, at Menigmand dog bu er paa det Rene med, at Illumination er en fri Sag og at Afholdelse derfra ikke er istand til at paaføre ham nogen directe Ubehagelighed af Autoriteterne. Jeg vil fortælle Dig, min Ven, jeg var den Eneste i mit Huus, som havde illumineret, og der var i den hele Gade kun tre Steder foruden, som havde Lys i Vinduerne. Det gjør mig ondt at det Hele var saa kummerligt.
(Kjøbenhavnsposten 28. juni 1841)
Indtoget. Frederik 7, dengang kronprins, og Mariane hyldes ved ankomsten til København. De var blevet gift i Neustrelitz i Tyskland (1841). Det kongelige Bibliotek.
Kjøbenhavn den 3die August 1841.
- Det er meget glædeligt at erfare, at Hs. Maj. nu har ophævet een af de Foranstaltninger, som Enevoldsmagtens Stifter, Kong Frederik den Tredie, havde bestemt at skulle vedvare "æwig". "Dagen" for igaar beretter nemlig, at ved allerh. Rescript af 31te f. M. har Hs. Maj., i Anledning af Communalbestyrelsens derom fremsatte Andragende, allern. tilladt, at ved den paatænkte Omlægning af Ulfeldtsplads den paa samme værende Steenstøtte maa nedtages og bortføres, og at Pladsen derefter maa antage sit ældre Navn af "Graabrødre-Torv". Det er rigtignok kun en af de uvæsentligere Bestemmelser af Frederik den Tredie, som Hs. Maj. ved dette Rescript har ophævet; men for Principets Skyld og som en Begyndelse betragtet er det dog ikke uvigtigt, saameget mere som man deraf seer, at Danmarks nuværende Konge ikke paa Grund af Fordomme er utilbøielig til at ophæve, hvad der maa erkjendes for at modstride vor bedre oplyste Tidsalders Fordringer, om det end af en mørkere og vankundigere Tids Herskere er stemplet til at blive en evig bestaaende Uforanderlighed.
Kjøbenhavn den 3die August 1841.
- Det er meget glædeligt at erfare, at Hs. Maj. nu har ophævet een af de Foranstaltninger, som Enevoldsmagtens Stifter, Kong Frederik den Tredie, havde bestemt at skulle vedvare "æwig". "Dagen" for igaar beretter nemlig, at ved allerh. Rescript af 31te f. M. har Hs. Maj., i Anledning af Communalbestyrelsens derom fremsatte Andragende, allern. tilladt, at ved den paatænkte Omlægning af Ulfeldtsplads den paa samme værende Steenstøtte maa nedtages og bortføres, og at Pladsen derefter maa antage sit ældre Navn af "Graabrødre-Torv". Det er rigtignok kun en af de uvæsentligere Bestemmelser af Frederik den Tredie, som Hs. Maj. ved dette Rescript har ophævet; men for Principets Skyld og som en Begyndelse betragtet er det dog ikke uvigtigt, saameget mere som man deraf seer, at Danmarks nuværende Konge ikke paa Grund af Fordomme er utilbøielig til at ophæve, hvad der maa erkjendes for at modstride vor bedre oplyste Tidsalders Fordringer, om det end af en mørkere og vankundigere Tids Herskere er stemplet til at blive en evig bestaaende Uforanderlighed.
(Kjøbenhavnsposten, 3. august 1841.)
Kjøbenhavn, den 5te August.
Kongl. Rescript. Det i vort Mandags-Nr. omtalte Kongl. rescript af 31te Juli angaaende Ulfeldtsstøtten lyer saaledes:
Kjøbenhavn, den 5te August.
Kongl. Rescript. Det i vort Mandags-Nr. omtalte Kongl. rescript af 31te Juli angaaende Ulfeldtsstøtten lyer saaledes:
I Anledning af den under 30te Juli d. A. af Vort danske Cancelli allerunderdanigst nedlagte Betænkning over et af Byens Magistrat og deputerede Borgere understøttet Andragende fra en Deel Huuseiere og Leiere paa Ulfeldtsplads, ville Vi, idet Vi desuden gjerne see Mindet om en imod Fædrenelandet begaaet Udaaad fjernet, allerunderdanigst tilladt, at, naar Hovedstadens Comunalbestyrelse til bemeldte Pladses Forskjønnelse foranstalter de dersteds opførte Boder borttagne, da ogsaa den paa Pladsen opførte Skamstøtte maa nedrives og bortføres, hvorhos det da er Vor allerhøieste Villie, at Pladsen igjengives sit ældre Navn, Graabrødre-Torv.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. august 1841)
Så nemt gik det ikke at rydde torvet. I Fædrelandet 21. januar 1841 kunne man læse at der var vanskeligheder med at anbringe de opsagte boder.Af de 29 stadelejere var der 13 slagtere med i salt 35 stader. Nogle blev flyttet ved at opsige nogle af amagernes stader ved Nikolaj Tårn. Lejemålet blev derfor forlænget. Der skulle gå yderligere et år.
For dem, der ofte have anket over det uhyggelige, ja næsten væmmelige Skue, som de røde, tildeels sammenfaldne og uden Orden henstillede Boder paa Ulfeldts Plads, eller nu Graabrødre-Torvet, have frembudt, vil det være tilfredsstillende, at see disse Kram- og Slagterboder i disse dage blive nedbrudte og forsvinde, saa at Ulfeldts Støtte snart staaer alene tilbage, berøvet de kummerlige Ruiner, som tidligere dog tildeels skjulte den. Ogsaa den vil om kort Tid blive nedtagen, og saaledes kun efterlade Mindet om, at Danmarks krænkede Enevoldsregenter, ikke tilfredse med den Dom, Historien fælder over Ulfeldts Handlemaade, ansaae det fornødent at lade en Skamstøtte igjennem halvandet Aarhundrede kneise paa den Grund, der havde baaret "Landsforrædderens" Palads, "til Skræk og Advarsel", for dem, der kunde formene at Døden skulde ende den jordiske Straf. Syv Enevoldsregenter maatte gaae hen, hvor de selv imødesee en mild og naadig Dom, førend man fandt, at Straffen nu endeligt kunde ansees at staae i et passende Forhold til Brøden, og førend endeligt en Regent besteg Thronen, der imødekom det almindeligt udtalte Ønske, at see Skamstøtten borttaget og det sekelgamle factiske Minde om en streng Dom udslettet.
Så nemt gik det ikke at rydde torvet. I Fædrelandet 21. januar 1841 kunne man læse at der var vanskeligheder med at anbringe de opsagte boder.Af de 29 stadelejere var der 13 slagtere med i salt 35 stader. Nogle blev flyttet ved at opsige nogle af amagernes stader ved Nikolaj Tårn. Lejemålet blev derfor forlænget. Der skulle gå yderligere et år.
For dem, der ofte have anket over det uhyggelige, ja næsten væmmelige Skue, som de røde, tildeels sammenfaldne og uden Orden henstillede Boder paa Ulfeldts Plads, eller nu Graabrødre-Torvet, have frembudt, vil det være tilfredsstillende, at see disse Kram- og Slagterboder i disse dage blive nedbrudte og forsvinde, saa at Ulfeldts Støtte snart staaer alene tilbage, berøvet de kummerlige Ruiner, som tidligere dog tildeels skjulte den. Ogsaa den vil om kort Tid blive nedtagen, og saaledes kun efterlade Mindet om, at Danmarks krænkede Enevoldsregenter, ikke tilfredse med den Dom, Historien fælder over Ulfeldts Handlemaade, ansaae det fornødent at lade en Skamstøtte igjennem halvandet Aarhundrede kneise paa den Grund, der havde baaret "Landsforrædderens" Palads, "til Skræk og Advarsel", for dem, der kunde formene at Døden skulde ende den jordiske Straf. Syv Enevoldsregenter maatte gaae hen, hvor de selv imødesee en mild og naadig Dom, førend man fandt, at Straffen nu endeligt kunde ansees at staae i et passende Forhold til Brøden, og førend endeligt en Regent besteg Thronen, der imødekom det almindeligt udtalte Ønske, at see Skamstøtten borttaget og det sekelgamle factiske Minde om en streng Dom udslettet.
(Kjøbenhavnsposten, 29. april 1842.)
Ulfeldts Støtte. Imorges er denne bekjendte Støtte, i Henhold til den tidligere af os meddeelte, allerhøieste Befaling, nedtaget af sit Stade paa Graabrødretorv, for hvilket den længe har været en Vansiir, og saavidt vides henbragt til Stadens Materialgaard. Da Støtten i ethvert Tilfælde har historisk Mærkværdighd, tør det vel forudsættes, at den vil blive opbevaret, i det mindste den Deel af samme, der indeholder Indskriften.
Ulfeldts Støtte. Imorges er denne bekjendte Støtte, i Henhold til den tidligere af os meddeelte, allerhøieste Befaling, nedtaget af sit Stade paa Graabrødretorv, for hvilket den længe har været en Vansiir, og saavidt vides henbragt til Stadens Materialgaard. Da Støtten i ethvert Tilfælde har historisk Mærkværdighd, tør det vel forudsættes, at den vil blive opbevaret, i det mindste den Deel af samme, der indeholder Indskriften.
(Dagen, 24. maj 1842.)
Mens Kiøbenhavnsposten den 24. maj 1842 bemærkede lakonisk: "Den famøse Ulfeldsstøtte paa Graabrødretorvet er inat bleven bortryddet."
Brostenen som er det eneste synlige minde om pøbelbegivenhederne i 1840. Den ligger på Gråbrødretorv hvor skamstøtten i sin tid stod. Om den alligevel var blevet fjernet, er svært at sige. Måske har demonstrationerne blot skubbet på en beslutning.
I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. januar 1843 gjorde Jørgen Jomtou op med opfattelsen af Ulfeld som forræder. Han anvendte nu udtryk som "en stor historisk Characteer, der, med hædrende Udmærkelse, har repræsenteret sin Konge ved de vigtigste Hoffer; mere end 20 Aar staaet ved Statsroret, og med 6,000 Svenske, som ved et Trylleslag, indtaget et heelt Kongerige ..."
(Karl Peder Pedersen omtaler i "Kontrol over København", s. 346 ff. at politiagenter allerede i juni måned overvågede værtshuse, oppositionsgrupper mm.)
Mens Kiøbenhavnsposten den 24. maj 1842 bemærkede lakonisk: "Den famøse Ulfeldsstøtte paa Graabrødretorvet er inat bleven bortryddet."
I Lolland-Falsters Stifts-Tidende, 20. januar 1843 gjorde Jørgen Jomtou op med opfattelsen af Ulfeld som forræder. Han anvendte nu udtryk som "en stor historisk Characteer, der, med hædrende Udmærkelse, har repræsenteret sin Konge ved de vigtigste Hoffer; mere end 20 Aar staaet ved Statsroret, og med 6,000 Svenske, som ved et Trylleslag, indtaget et heelt Kongerige ..."
(Karl Peder Pedersen omtaler i "Kontrol over København", s. 346 ff. at politiagenter allerede i juni måned overvågede værtshuse, oppositionsgrupper mm.)
