25 september 2014

Om de elendige Forestillinger af den 2. april i Landemærket

De herrer Kørner og Zirn der hos det københavnske publikum som erindrer sig en Pierres duelighed, som mekanikere ikke kunne få bedre titel end fuskere, synes dog efter deres avertissementer at dømme, at måtte have ikke så lidt tilløb. Og virkelig har man så ofte haft sådanne eksempler at man ikke misunder dem deres penge, hvis de blot ville afholde sig fra, med vanhellige hænder at røre vores nations hæder, fra at gøre den jammerligste og mest falske forestilling af den 2. aprils kamp. Denne foregribelse kan vel næppe revses af statspolitiet, men derfor burde den nok ikke slippe, så længe der er mænd som det tilkommer at våge over nationens dekorum. 

Disse folk ville vel påberåbe sig at de har kongelig tilladelse, men det kunne let bevises at de ikke har kongelig tilladelse til at vise det de viser. Tilladelsens ord hjemler dem vist ikke ret til at give falske og nationen fornærmende forestillinger.

Det er mere begribeligt at engelske kobberstikkere forsøger at give en falsk forestilling af den 2. aprils hændelser, og tro at de løgne de indgraverer i kobber kunne døve og kvæle de sandheder erfaringen i Kongedybet indgraverede i de engelske søfolks minde, fra Nelsons til den mest ringe matros’. Enhver som vil se hvorvidt engelsk uforskammethed kan gå lige såvel i stik som på prent, og ikke vil købe de 5 velstukne løgnetryk, som er kommet her til byen, kan se dem i konditor Komerabilis stue, hvor de er ophængt til skam.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3035-3037)

Bekendtgørelse fra Ebeltoft

For at forebygge at ingen bliver forledt til at gøre sig et urigtig forestilling om Ebeltoft, ud fra en annonce indrykket under Bekendtgørelse i Københavns Adresseaviser for dette år nr. 341,  angående en gård der her udbydes til salg, finder man det nødvendigt at oplyse følgende:

Ebeltoft ligger 6 mil fra Århus. Der er ikke strand rundt om den, men kun en fjord går ind til den. Der er kun en lille skov på den ene side ½ fjerding vej herfra. Skoven selv kan gås igennem på et halvt kvarter. Gården er bygget for 14-15 år siden, med henblik på at blive udlejet til de garnisonschefer, der opholder sig her. Her er ingen havn hvor udover man har udsigt, og kun 3 fartøjer hører til byen. Byens egne skibe må hver vinter ligge i havn i Århus. Ebeltoft er ikke et let levested. I de nærliggende Århus og Randers er det meste langt lettere. Fx når talg der koster 10 mark, koster den her 14 mark. Når kødet der koster 5 mark lpd, koster det her 7 mark. Ingen familie, hvor lille den end er, kan leve simpelt og tarveligt for ringere end mellem 4-500 rigsdaler årligt. Derfor må de fleste som ingen midler selv har, foruden deres levebrød søge anden næringsvej, fx kommissioner, informationer osv. Når undtages husly som kan fås årligt for 40 rigsdaler og brændet til 4 rigsdaler favnen, og fortrinlig god rug, er det øvrige dyrere end i København. 

Fiskeri er her næsten intet af. Kun nogle små flyndere kaldet isinger fås engang imellem. Og som en sjældenhed lidt torsk. Uagtet alt det en og anden virksom mand har gjort til at fremme fiskeriet, og uagtet et helt selskab er dannet af folk fra byen og egnen, for at ville understøtte med en anselig sum penge og skrifter, er det dog ikke blevet til virkelighed. Det ses altså heraf, at Ebeltoft hører blandt de byer, som ligger i deres sidste dødskamp og snart vil opgive ånden, eller iføre sig en anden skikkelse og blive til landsbyer. Dog kan den på grund af dens fortrinlige til handels og skibsfarts bekvemme beliggenhed fremmes. Hvorledes dette kan ske, er man villig til at oplyse på forlangende.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 190, 12. december 1801, s. 3030-3032)

24 september 2014

Om det færøske Stenkul

Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.

I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.

Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.

Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.

Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet

Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.

Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.

Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)

Bogsamlinger for Bønder

(Efter meddelt)

Da regeringens højpriselige bestræbelser sigter til landalmuens oplysning, så var det meget at ønske, at der i hvert sogn i Danmark blev oprettet et læseselskab. Bekostningerne til disse måtte bestemmes til 2 skilling for hvert menneske som mødte ved bryllupper, barsler, begravelser og alle andre højtideligheder. Disse penge skulle indsamles i en sparebøsse med lås på, hvortil præsten burde have nøglen, og det skulle betales af skoledistriktets største og næststørste lodsejer uden at de fik godtgørelse for det. Denne sparebøsse skulle åbnes af præsten i overværelse af medhjælperne, sognefogden og hver bys oldermænd, som ombærer sparebøssen, og præsten skulle for dem foreslå hvilke bøger der burde indkøbes der kunne sigte til kristelig oplysning, indsigt i landvæsnet og haveanlæg. Bøgerne burde opbevares i et skab, betalt af største og næststørste lodsejer i skoledistriktet med nøgle og lås for. Dette skab skulle forblive i sognepræsten forvaring. Han var forpligtet at holde en protokol over bøgerne, hvori fremgik for bispen og provsten ved hver visitation, til hvad tid bøgerne er udlånte og hvornår de kommer tilbage.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3011-3012)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen udtrykker formentlig en trend i tiden. I hvert fald beretter Aalborg Stiftstidende den 21. december 1839 om noget lignende:

 

23 september 2014

En stor Uorden ved et Pakhus i Kattesundet

Fra det pakhus som ligger i Kattesundet mellem hjørnehuset til Frederiksberggade og nr. 115 forøves ind i mellem uordener, som bør påtales. Fx torsdag den 12. i denne måned om formiddagen kl 11 stod en karl i færd med at nedkaste et stort stykke brænde fra loftslugen. Og det var blot med en alvorlig påtale, man fik ham til at holde op med denne for forbigående så farlige gerning. Jeg vil ikke omtale den skade som stenbroen fik ved det. Det skal det være sædvane på dette sted at hejse brænde op med bindetovet, hvorved der ofte på vejen op falder et stykke ud efter det andet og udsætter folk for fare for at blive lemlæstet, ja endog slået ihjel. Dette, såvel som hvert øjeblik at at overstænkes af nogle grove knolde, som fejer gaden, er uordener som man kunne ønske at ejeren at det nævnte pakhus, som sikkert hidtil var været uvidende om det, ville sætter en stopper for. Herved ville han ikke alene retfærdiggøre sig selv, men gøre publikum en sand tjeneste.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2996-2997)

Redacteurens Anmærkning

Kattesundet 115 er vore dages Kattesundet 8. Huset er opført 1799-1800 for snedker Christian Fridrich Graubner. Huset mellem denne bygning og hjørnehuset må vel så være nr. 6 idet nr. 4 ligger på den anden side af Frederiksberggade. Denne bygning er ligeledes fra ca. 1800.

Atter noget om Københavns mangfoldige Hunde

Hundenes antal tager hele tiden til. Da disse dyr er meget frugtbare og forplanter deres art så flittigt på alle hjørner, så kan man snart forvente at dette antal bliver lige så stort som folketallet. Københavnerne elsker umådeligt disse for det meste unyttige dyr, og det synes at høre til god tone at man har en stor skiden loppefuld køter i sit følge. Hver vognmandskarl eller kusk tror sig berettiget til at have en hund på vognen som er nær ved at bide de forbigående i næsen, til stor fornøjelse for ejeren, som roser vagtsomheden. I de fleste huse er mindst et par stykker, som forretter stank og urenlighed på trapperne. Samt små angreb på de ankommendes ben, og ofte hænder det, at den ankommende ikke får lov at tale før husets favorit er lukket væk. Alt ofte er dette omtalt i dette blad, men hidtil kun til lidt nytte. Årsagen må nok være at disse unyttige ædere, som fortærer en ikke ubetydelig del fødevarer, hvoraf adskillige fattige familier kunne leve, har hver sin protektor og med mange protektorer som har en årsag, er det ikke godt at have at gøre. Imidlertid var det at ønske at tallet måtte blive formindsket, og det tror man kunne bedst ske ved hvad allerede mange er foreslået, en afgift af alle de som ikke er nødvendige i byen. Og dette tal er stort.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2994-2996)

Om Illumination i Anledning af Freden

Der var for nyligt en almindeligt frygt for at man ved jubelårets begyndelse skulle blive tvunget til at illuminere enten man havde lyst eller ej. Regeringen gjorde ende på den frygt ved offentligt at bekendtgøre at hans majestæt ikke ønskede illuminationen. Nu befinder mange indbyggere sig i en lignende frygt i anledning af en fred, som man siger vi har fået. Ingen god borger foretrækker en uvis krig for en anstændig fred, og om han frivilligt illuminerer for det, så er der ikke noget at sige til det. Men naboen der enten ikke har så mange lys til overs, eller ikke kan fordrage sådan damp i sine værelser, eller endog - hvad også må stå en fri borger åbent - ikke har lyst til at illuminere, bør heller ikke lastes, og endnu mindre af frygt for en ubændig pøbel nødes til at illuminere med. Det var derfor at ønske, at politikammeret offentligt bekendtgjorde i tilfælde af at der foregik en sådan illumination, at ingen som ikke har lyst til at illuminere behøver at have den mindste frygt, da der er truffet anstalter til så hyppige patruljer, at de der vovede at slå vinduer ind, straks vil blive pågrebet for at blive straffet alvorligt.

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 188, 28. november 1801, s. 2993-2994)

22 september 2014

Spørgsmål om Opsyn med Slaverne

Fredag den 13. november kl kvart over fire om eftermiddagen i skumringen, stod to slaver sammen på volden mellem Nørre og Østerport. De var begge uden gevaldiger og uden opsyn, og den ene af slaverne stod med et gevær i hånden. Spørges: Tør det tillades de, som for en misgerning har tabt deres frihed, og altså har så lidt at tabe, at være uden opsyn, med et morderisk våben i hånden?

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 186, 14. november 1801, s. 2970-2971)

Et par Ord til Bedste for Musikelskere

Man har ofte bebrejdet vores nation, at den ikke var musikelskende. Og det må desværre tilstås, at parterrets og parkettets adfærd næsten hver spilleaften vidner om denne bebrejdelses sandhed. Man hører folk såvel i parket som parterre fortsætte deres samtaler under den bedst udførte musik mellem akterne. Hvor højt de må opløfte røsten for at gøre sig forståelig under en 10-12 fortestemmer i orkestret er let at forstå. Det Kongelige Kapel gør sig al umage for at give publikum udsøgte ting og med en nøjagtig udførelse. Men det må vist være højst ubehageligt for kunstneren, når han af den høje snakken, der næsten forhindrer ham i fornemmelse af sine kollegers spil, må konstatere at han for det meste spiller for ører, hvis trommehinder er for tykke. Man skulle ikke tro, at det var nødvendigt for folk af opdragelse at bemærke, at om man selv synes bedre om en musiceren af en stegvender end af et godt besat orkester, så bør man dog ikke ved sin snakken fratage andre, der har rigtigere organer, den fornøjelse de kunne nyde.

Endelig vil jeg gerne ønske at teaterledelsen selv ville selv hædre orkesteret, bidrage til musikkens agtelse, og få mange sande musikelskere, ved at vedtage herefter om muligt den regel at lade orkestret spille et begyndt stykke ud, inden tæppet blev trukket op.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 185, 7. november 1801, s. 2949-2951)

Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb

En færge fra Assens til Årøsund er efter anordning at betale med 16 mark. Og en færge fra Årøsund til Assens med det samme. Hr. Bøg i Årøsund har imidlertid haft den besynderlige dristighed at fordre og modtage mere, og det under påskud at han skulle betales i slesvigholstenske penge, og altså efter den ufordelagtige kurs 12 procent over taksten. Anmelderen har i hænde en kvittering der lyder således:
Af hr. **** er betalt fragt for en smakke fra Årøsund til Assens med 16 mark danske og i mangel af slesvigholstenske kurant med lagio 32 skilling. Det er i alt 3 rigsbankdaler banko sedler AssenseTesterer Jens Knudsen Skipper ved Årøsund
Det er vel sandt at den der skal have 16 mark under en ufordelagtig kurs, taber ved at få dem betalt i danske banksedler. Men forunderligt ville det være om satte takster skulle stige og falde med kursen, og endnu meget mere forunderligt om en mand der bor på den ene side af et lille bælt, skulle have mere ret til skadesholdelse end den der bor på den anden, skønt denne lige så vel som den anden er borger i samme stat, ja bidrager endog mere til dens vedligeholdelse.

Man tvivler ikke om at denne sag er værdig til højeres opmærksomhed, da det anførte er bevisligt.

(Politivennen nr. 185, Den 7 November 1801. s. 2945-2947)

Redacteurens Anmærkning

Sagen udviklede sig i "Svar paa den i Politivennen No. 185 indrykkede Forespørgsel angaaende Aarøsunds Færgeløb", Politivennen, nr. 186, 14 November 1801, s.2961-2964. Heri gør en skribent gældende at Aarøsund ligger i Slesvig. Dette gav dog ikke Seidelin anledning til at ændre synspunkt. 

Det var denne artikel der udløste at Seidelin blev idømt livslang censur. Fordi det var anden gang han blev dømt for noget sådant. Dommen lød sådan:

     Den paaankede af Indstevnte Bogtrykker K. H. Seidelin i den fremlagt No. 185 af Bladet Politievennen, udgivet den 7de Nov. 1801, fremførte fornærmelige Beskyldning imod Citanten Postmester Bøeg i Aarøsund bør død og magtesløs at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse paa Embede, Ære, eller gode Navn og Rygte i nogen Maade, hvorimod Indstævnte for dette sit lovstridige Forhold bør bøde Halvtredsindstyve Rigsdaler til Kiøbenhvans Fattigvæsens Hoved-Kasse, samt betale til Citantens beskikkede Sagfører Procuratør Beyer i Salarium Ti Rigsdaler. Det idømte udredes inden Femten Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven. 

21 september 2014

Forslag til en bedre Bygningskunsts Indførelse i Provinserne

Den danske håndværker er berøvet det betydelige hjælpemiddel til sin uddannelse som kunstner, som andre lande yder deres kunstnere på deres sprog og i et fatteligt foredrag *). Den danske håndværker er generelt af fattig fødsel, og man kan altså ikke i almindelighed fordre af ham, at han ved indsigt i fremmede sprog skulle kunne benytte sig af deres skrifter. Så meget desto mere er det at ønske, at der må gøres så meget som muligt til hans fuldkommelse, fra statens side.

Et ypperligt Uddannelsesmiddel har kongen givet Københavns håndværkere ved den fri undervisning på Charlottenborg akademi. Og virkningen deraf er ikke udeblevet. Men provinsernes kunstnere er desværre udelukkede fra denne velgerning.

Bygningskunsten, der er så vigtig, der giver os boliger af de bekvemmeligste og varigste emner, under de smukkeste og nyttigste former, findes næsten ikke uden for hovedstaden. Næsten overalt ser man krumme og skæve, for små og for store, ubekvemme og uanselige, åbne og kolde, men især uvarige bygninger. En sammenflikning af tømmer og sten, eller af tømmer og ubrændt ler. Og hvorfor? Ikke fordi bekvemme, smukke, tætte og varige huse koster mere, men fordi håndværkerne ikke kan bygge anderledes. Og fordi bygherrerne ingen model har så øjne ellers kunne få tegning og overslag af disse.

Hvis der i enhver købstad for stadens regning blev bygget af grundmur et beboelseshus med tilhørende stalde, vognremise osv. alt efter den bedste (ikke kostbareste) indretning, så ville håndværkerne her have et mønster at følge mere eller mindre. Bygherrerne ville have noget at give anvisning efter, og virkningen på de senere bygninger ville sikkert vise sig.

Staten ville heller ikke tabe ved det, da der altid ville være købere til mønsterbyggeri. Og når tillige regnskabet for denne bygnings omkostninger siden nedlagdes i stadens arkiv, med NB frit til alles eftersyn, så ville man overbevises om, at en smuk og varig bygning ikke koster mere, end de jammerlige boliger, man nu ser overalt uden for København.

*) Med længsel imødeser man det skrift for håndværkerne, som bestyrerne af det Rejersenske Legat vil udgive.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 184, 31. oktober 1801, s. 2939-2941)

Et nyt Slags Opkøb

Foretagsomheden i handelen er nu kommet så vidt hos os, at spækhøkerne endog møder med vogne på Toldbodvejen for der at opkøbe alt det tømmeraffald eller såkaldt brændeaffald som arbejderne på Holmen tager med sig derfra når de går fra arbejde.

Det var hidtil de mindre og fattigere familiers daglige trøst ved denne lejlighed for nogle få skillinger at få det så nødvendige brændsel. Og til en bedre pris end det ellers var muligt. Nu vil det ved at være slut, hvis ikke som man dog håber, høkerne vil skamme sig ved at bruge deres større formuenhed til at fjerne disse brændebundter lige for de fattige køberes næse, for siden at udpinde dem i mindre og dyrere portioner til dem i deres spækhøkerbod.

Det forstår sig at denne nærsomhed nok vil tages i forsvar af mange, ligesom ethvert andet opkøb. Det kan vel heller ikke ligefrem forbydes, eller straffes. Imidlertid skal dog dette blad, hvis denne handel fortsættes, offentlig nævne de høkere, der er slet tænkende nok til at drive den, og måske kan dette hjælpe. Man ved at mangen handler slet, men kun få vil vedkende sig at de handler slet.

Den revsede høker vil vel sige. Hvorfor skal jeg alene nævnes. Hvorfor nævner Politivennen ikke hver kornpuger, der på torvet og før torvet opkøber kornet. Hver hørkræmmer, der opkøber smør, gæs og fødevarer for siden at prange dermed. Hver en af de vakre mænd der vandrer ud for at møde torvevognene på landevejene. Hver stenkulspuger. Hver brændekniber. Jeg svarer: Skaf beviser for enhver sådan handling, så skal gerningsmanden også straks blive nævnt.


(Politivennen. Hefte 15. Nr. 183, 24. oktober 1801, s.2922-2924)

20 september 2014

Om Rakkerkulen.

Den så almindelig yndede promenade fra Kastellet forbi konferensråd Classens Have til gamle og nye Øster Kalkfabrik, den eneste promenade hovedstaden har langs havet og Reden har den ubehagelighed at man passerer forbi ådselskulen hvor der i denne hede tid henlægges en usædvanlig mængde af flåede og uflåede hunde. Alle i en bunke uden at blive nedgravet, hvilket forårsager en så gennemtrængende stank at alt i nærheden må flygte med afsky. Det medicinske kollegium må overlades at bedømme hvorvidt det kan skade de der bor deromkring. Hvoraf nogle huse kun ligger 2 til 300 skridt derfra. Lugten kan fornemmes over 2.000 skridt derfra, og i min have cirka 400 skridt fra kulen, kan lugten efter 3 dages forkøb endnu fornemmes når man berører planter eller træer. Dette må jeg tillige anmærke at for nogle år siden da ådsler af heste blev henlagte, indfandt sig store flokke af ravne og krager, men bliver nu en enkelt ved stanken lokket til, flygter den straks uden at berøre noget, hvilket man temmelig sikkert antager som bevis at ådsler af hunde må være ulige giftigere end af heste eller hornkvæg. Dem man dog iblandt alle kultiverede nationer søger at skjule i jorden hvor det er muligt. Og hvor let er dette her gørligt når natmanden fulgte den ordre som efter sigende skal være ham givet af magistraten. Dette har jeg som en ven af mennesker og sundhed ikke kunnet undlade at gøre de ansvarlige opmærksomme på.

Den 21. august 1801
J. Karlebye.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2877-2879)

Gadelysning i mørkt Maanskin.

Den 30. september om aftenen kl. halv tolv kom jeg sammen med et par andre venner gående fra et familieselskab på Nørregade, på gaden var mørket så stærk at man havde ondt med at vejlede sig. Men vej gik gennem Skidenstræde hvor jeg måtte stage mig frem ved en stok af frygt for at komme under rendestenen eller også at blive overkørt af de kørende. Jeg råbte på vægterne og spurgte hvad årsagen var, hvorfor lygterne ikke var tændt i et så ubehageligt mørke, idet jeg formodede at sådant måtte være en efterladenhed af dem. Men de svarede mig at de ingen ordre havde til at tænde lygterne. Min vej blev altså videre fortsat gennem Landemærket, Slippen og Gothersgade. Men fandt heller ikke der nogle lygter tændt. Den frygt jeg gik i forinden jeg nåede min bopæl, for at blive kørt over, overfaldet af drukne mennesker, samt for fald og stød, tillod mig kun denne tanke at hovedstaden i dette øjeblik lignede en af de usleste købstæder i provinserne.

Måtte dog engang den indretning træffes at lygterne ikke blot tændtes når månen ikke kan lyse, men også når den virkelig ikke lyser! Skulle den nu svarende lygteskat hvor klækkelig den end synes, ikke forslå til det, så tror jeg at de skatteydende foretrak hellere at give mere for at nyde lys så ofte det behøves end som nu at svare lygteskat og dog gå i mørke.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2876-2877)

Redacteurens Anmærkning

En lignende artikel "Om det mørke Maaneskin." findes i Politivennen, nr. 237, [7 November 1802], s. 3781-3784

Om udlejede Klasse-Lotterisedler.

Ikke så meget for at læserne af jøden Juda Jacobsens bekendtgørelse i Adressekontorets Efterretninger angående den af ham begåede fejltagelse med at udleje nr. 28596 og 28847, om anledningen til disse uforståelige avertissementer med lige så uforståelige senere indrykkede forklaringer over samme, men meget mere for at advare den eller de som muligvis kunne falde på at prøve lykken med at leje lotterisedler af nævnte Jakobsen eller andre, om derved at iagttage den fornødne forsigtighed, er det jeg herved vil bekendtgøre denne sags sammenhæng.

Tirsdag den 22. september sidste går jeg efter anmodning af nogle venner til klasselotterikollektør Juda Jakobsen for at leje nogle numre til den påfølgende dags trækning. Han var straks ved hånden med at levere mig seks sedler, NB ikke originalsedler, men af ham selv udstedte, hvorved han forbandt sig at udlevere originalsedlerne i tilfælde de på disse sedler skrevne numre den 23. september udkom med gevinst. Og han forsikrede derfor mundtlig at ingen af de numre han udleverede til mig, var udtrukket, hvilket naturligvis også måtte være conditio sine qva non. Og for at gøre mig så meget mulig sikker i at denne hans forsikring medførte sandhed, viste han mig at han af kontrolløren ved lotteriet, dagligt fik de numre som af hans kollektion var udtrukket.

Efter det løfte jeg havde givet mine venner om at være øjenvidne til den os muligvis forestående lykke, går jeg den 23. september op på Rosenborg Slot for at se på lotteriets trækning, og jeg erfarede da straks af hr. kontrollør Hansen at de to før nævnte og mig lejede numre allerede var udtrukket som frilodder. Den ene den 18 september og den anden den 21 næstefter.

Så snart trækningen den dag var forbi, går jeg til jøden Jakobsen og siger ham min mening om hans forhold med tillæg at jeg i aviserne vil bekendtgøre samme til advarsel for andre. Efter at jeg således har fremsat anledningen til førnævnte hans bekendtgørelser, må jeg endnu anmærke et tilfælde som muligvis kan indtræffe med disse lejesedler. Dersom fx en stor gevinst udkom på en sådan lejeseddel, vat det muligt at når man meldte sig med sit interimsbevis for at å originalsedlen at få til svar at det ar en fejltagelse af numre, og at man derfor kunne få sine udlagte penge tilbage. Dette var nemlig Jakobsens svar til mig i henseende til de to numre som var udtrukne.

Og for at undgå en sådan fejltagelse var det forsigtigst at originalsedlen blev deponeret hos en tredje mand.

Endnu må jeg tilføje at jeg ikke af Jakobsen har villet modtage de 2 rigsdaler han tilbød mig for nævnte 2 sedler. Men er sindet at tiltale ham for domstolen til tilbagebetaling af de 6 rigsdaler han fik for alle seks sedler. Og desuden påstå ham straffet for hans urigtige forhold. Og jeg mener at han er pligtig at give mig pengene tilbage for alle sedler, på grund af at disse er mig overdragne uno actu, og da han i henseende til de to ikke kan præstere akkorden vil den hele kontrakt efter min påstand blive kendt ugyldig.

Og at han for hans urigtige forhold vil blive kendt strafskyldig, er efter min mening lige så indlysende. For dersom foregivende af fejltagelse kunne fritage for straf, da ville endog grove forbrydere vide at undgå samme.

Chr. Fred. Dahl
Candidatus Juris
Antonistræde nr. 323.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 180, 3 October 1801, s. 2872-2875)


Redacteurens Anmærkning

Der faldt som i denne sag som blev offentliggjort i Politivennen. nr. 182, 17 October 1801, s. 2900-2902. Hvidberg mente ikke Jakobsen var vidende om at sedlerne var udtrukket, og blev dømt til kun at tilbagebetale 2 rigsdaler.

Om de Hovedstaden saa beskæmmende Slagterier paa Vesterbro.

København indtager i folkemængde og størrelse næppe den sekstende plads mellem Europas store stæder. London, Paris, Wien, Rom, Konstantinopel, Amsterdam, Berlin, Madrid, Petersbord, Lissabon og flere overgår den i de egenskaber. Men i skønhed, sundhed, sikkerhed, gode indretninger, i borgerlig ånd og tone er Københavns rang langt højere.

I de sidste tyve år er gjort uendelig meget til at forskønne staden og forøge indbyggernes bekvemmeligheder. Man behøver imellem andet blot at nævne vejene og alleerne gennem og ved forstæderne, og enhver der kan huske gennem hvilke snævre, mørke, halsbrækkende og moradsige gyder man før måtte arbejde sig ind till landets hovedstad, må tilstå Københavns magistrat den største ære for disse så nyttige som smagfulde foranstaltninger.

Desto mere må man forundre sig over at en indretning der strider mod skønhed, sundhed og moral, en indretning der må nedsætte os uendelig dybt hos alle fremmede der vil bedømme vores smag og kultur, at denne indretning kan finde sted i den største og mest besøgte af alle stadens forstæder.

Denne afskyelige indretning er den at hele Vesterbros hovedgade fra Frihedsstenen til Frederiksbergs alleport er besat på begge sider af slagterier og det ikke i slagtertiden eller en kort tid af året alene, men gennem alle tolv måneder i året.

Hvad begreb om en stads indbyggeres renlighed, smag, følelse for det anstændige og værdige og om deres sædelighed selv, må en rejsende fatte, hvad tanker må han gøre sig om den hele nation hvis hovedstad han besøger når han ser sig pludselig ført ind i en gade der uagtet sin bredde og husenes lavhed er besat med den ækleste luft, når hans øje hvor han end vender det hen, intet møder undtagen slagterværtsteder i hver port, med alt det væmmelige, urenlige og grusomme dertil hører, og når han ser velklædte folk og de højeste standspersoner på begge sider vade over lutter bække af blod og uhumskhed!

Skulle man tro at dette var hovedindfartsvejen til kongen af Danmarks residensstad, at dette var den daglige vej for alle dem af stadens indbyggere der måtte have ved hoffet at forrette, for alle de hoffolk der besøger deres venner i staden, for alle dem der i Frederiksberg Have vil forfriske sig fra dagens arbejder, eller på selve Vesterbro i renere luft nyde den aften de ene har tilovers - ja er det umuligt at han kan forestille sig at dette er vejen for kongen og hans søn fra deres sommerophold til deres vinterbolig, til landets kollegier og til stedet for deres vigtigste sysler.

Dog hvad behøver vi at sætte os i den fremmedes sted? Uskikken er vel så stor at vi kunne føle den selv! hvem af os har ikke følt den største modbydelighed så ofte han, dels for vejens korthed, dels for Farimagsvejens skidenheds skyld, er nødt til at vandre langs det vederstyggelige Vesterbros fortorv hvor uhumskhed i portene, uhumskhed i de stagnerende rendesten og uhumskhed under hert andet fjed forpester luften. Hvem har ikke i de brændende sommerdage fordoblet sine skridt for snart at komme ud i en renere luft.

Men ikke blot ækel i den højeste grad er det man i denne umenneskelige gade er udsat for. Den som har svage nerver, den hvis konstitution hælder til putride febere, er udsat for alvorlige følger. Og den kærlige fader, den ømme moder der i det kæreste selskab omringet af unge sønner og døtre, forlader byen for at nyde naturens forædlende betragtning, hvor ængstelig må de føre deres små venner fordi disse mangfoldige rettersteder der ikke viser andet end rå, halvvilde, dræbende mennesker, og døde eller under det sidste slag stønnende kreaturer! Det er ikke sådanne syn der bestyrker de bøjelige hjerter i blidhed, medlidenhed og menneskelig!

Oprindelsen til denne slagterkoloni var meget uskyldig. Man tillod i en vis måned at slagte i forstæderne til lettelse for indbyggernes vinterproviantering. Dengang var antallet af de der slagtede kun lille mod nu. De slagtede kun en kort tid, i en kold årstid, og der tænktes aldrig på at slagte om sommeren. Dengang var her heller ikke nogen spadseregang undtagen i den mest tørre tid, og siden forstaden i det hele var ussel og styg, var der intet tabt i skønheden. Alt dette er nu det modsatte.

Intet er lettere end at skaffe disse slagterier en plads lige så bekvem for dem og for byen uden derfor at skæmme staden og ækle dens beboere. Man behøver blot at anlægge en gade ned til stranden enten ved reberbanerne eller et andet sted hvor tillige rendestenens hældning blev gjort betydelig større. Dette var ligeså nær som nu, og uden alle de ubehageligheder som nu finder sted.

Husejerne på den store gade ville snart ved logerende godtgøres for det lille tab de led ved ikke længere at leje deres porte ud til slagterne. Et tab som desuden ikke kunne være nogen bevæggrund hvorfor det hele skulle lide. Ligeså lidt som udgifterne til den nye gades anlæg bør komme i betragtning, imod en så nødvendig forbedring.

Udgiveren har før adskillige gange forgæves talt mod denne skændige indretning. Han er imidlertid atter således blevet opfordret til på ny at skrive derimod, at han anså det som en uopsættelig pligt. Og han nærer det håb at have gjort det for sidste gang, og at Københavns magistrat snart også med kraft ved ophæve en uorden som i så høj grad mishager enhver dansk, fra de højeste ned til de allerringeste personer!!!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2857-2862)


Redacteurens Anmærkning

Ifølge sidste afsnit må det være redaktør K. H. Seidelin der har skrevet dette indlæg. I Politivennen nr. 209, 24 April 1802, s. 3359 blev bekendtgjort følgende:

Bekjendtgørelse.

Under 23 April er gennem det danske kancelli udfærdiget et reskript til politimesteren hvorved alle dem som på stadens broer eller grund udøver slagteri, forbydes at foretage samme i åbne porte eller at lade urenligheden eller blodet udskylle på fortorvet eller gaden, da dermed skal forholdes efter plakaten af 1. december 1776, hvorimod udsalg af kødet tillades som før i portene. Overtrædelse heraf straffes med mulkt af 2 til 10 rigsdaler og urenligheden bortføres på hans bekostning.

Vesterbros Mangel på offentlige Herberger

Natten mellem den 19. og 20. september kom et selskab her til byen lige efter at portene blev lukket. En del af selskabet, som var på en postvogn, fandt det for pinagtigt at tilbringe en kold nat under åben himmel og forsøgte derfor at komme ind et sted på Vesterbro, men forgæves. På Skydebanen blev svaret: "Jeg holder ikke Nachtgesellschaften". I Bjørnsdal spurgte en stemme indefra, efter at de længe havde hørt talt med pigen, hvad der var på færde? Og da hun svarede, at det var et selskab, som var kommet for sent til porten og ønskede et værelse, hvori det kunne tilbringe natten, gentog stemmen: "Er det ikke andet, så lad dem kun stå".

I Slotskroen blev bandet på, at der ikke blev åbnet før kl. 6. Omsider rådede vægteren dem, at køre til fru Kierulff på Frederiksberg, hvor de blev modtaget med megen beredvillighed og fik alle de forfriskninger de forlangte.

Dette er ikke den eneste begivenhed af denne slags. Det sker ikke sjældent, at rejsende anstrenger sig for i det mindste at nå staden før natten, om de ikke før portlukning kunne nå staden selv, og man kan let forestille sig, hvor harmeligt det må være at se sig jaget tilbage på den mest ugæstfri måde.

Ligesom den gamle skik, at holde portene lukkede lige så tit i fred som i krig, straks, da den havde været årsag til den rædsomste tildragelse, blev ophævet. Således er der ingen tvivl om, at dersom engang et læs rejsende, efter forgæves at søge natteherberg på Vesterbro, og efter at have fundet Frederiksbergs herberger fulde, og været nødt til at tilbringe natten under åben himmel, fryser ihjel i en hård vinternat. Der er da lige så lidt tvivl om at der bliver oprettet herberger på Vesterbro, pålagt nogle af de mangfoldige udskænkere at modtage dem, som ikke kunne rummes i herberger, ja endog indsat en slags øvrighed, eller nogen man kunne søge ret hos i forstæderne, der om natten, når al kommunikation mellem dem og deres rette øvrighed er afskåret, kunne anses for at leve i et fuldkomment anarki. Men det var ønskeligere at forebygge sørgelige tilfælde, end at bruge dem som sine lærere.


(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s.2854 -2856)

Redakteurens Anmærkning

En af de legendariske værter var Lars Mathiesen (Allegade 7). Han skal have været en jovial person i sit forlystelsessted. Han var bl.a. ufrivillig vært for englænderne under bombardementet 1807. Hvor han dog nægtede at sidde for bordenden og drikke med. Han blev i køkkenet og satte priserne op til det dobbelt. Englænderne anså ham for en gemytlig person. Han smed en løjtnant i grøften efter at han havde gjort nar af Christian 7. Og et forsøg på at drikke ham under bordet skal ikke være endt godt. 

Den Sorte Hest lå på Vesterbrogade 148. (Forhuset fra 1771 eksisterer stadig).

Kraks Vejviser 1825 nævner tre hoteller, Hotel Royal (Gammelstrand 152, nu Ved Stranden 18?), Hotel d'Angleterre (skiftende lokationer) og Hotel du Grand Nord med den første offentlige badeanstalt fra 1816 (-1860, hvor nu Magasin du Nord ligger). Derudover nogle gæstgivergårde,  Stadt Lauenburg (Store Strandstræde 78 nævnt i Politivennen, 31. juli 1819), Stadt Flensburg (Lille Strandstræde 74), De tre Kroner (Tornebuskegade 255), Gammel Avlsgaard (Suhmsgade 196 & 197 B), Rosengården 123, Rosengården 126 & 127 Christian Bentzen, Den Forgyldte Nøgle (Nørregade 25), De Tre Ruller (Nørregade 47), Den Hvide Svane (Studiestræde 62), Det Hvide Lam (Studiestræde 84), De Tre Roser (Studiestræde 91), Rosen (Vestergade 8), Garvergården (Vestergade 11), De Tre Hiorter (Vestergade 12, 1668-1936), Skibet (Vestergade 14),Gardergaarden (Vestergade 15), Viinkanden (Vestergade 16), Farvegaarden (Vestergade 17), Prindsen (Vestergade 21), Den Hvide Hane (Vestervold 209), Store Norske Løve (Vestervold 58), Knapsteds Gaard (Halmtorvet 64, omtalt i Politivennen 9. februar 1822), Holger Danske (Farvegade 139). Desuden logihuse, hvoraf det mest berømte/berygtede var Pjaltenborg på hjørnet af Rosenborggade og Åbenrå (-1850)

Militært Spørgsmål

Mandag den 21. september om aftenen ved 5-6 tiden så man borgerskabet med fane og klingende spil marchere gennem Frederiksberggade og dreje om til Halmtorvet. Da de kom ud på Frederiksberggade blev der gjort holdt, og skildvagten råbte Vesterports hovedvagt ud. Men skønt officer og soldater kom ud, blev dog ikke gjort den ringeste honnør. Man så derpå en borgerskabsofficer ride hen til hovedvagten og tale med officeren. Men hvad han sagde hørte man ikke, ligesom han også straks red tilbage og borgerskabet marcherede videre, uden at nyde nogen honnør. Tilskueren heraf, der nylig ved Nørreport har set den derværende hovedvagt gøre honnør til optoget ved at præsentere, kunne ikke nok så meget forundre sig over, at dette ikke skete ved Vesterport. Han ønsker sig oplyst, om en hovedvagt ikke bør honorere en fane. Vil man svare at den kun gik forbi hovedvagten fra siden og at det da ikke bør ske, hvorfor honorerede så Nørreportsvagten, som den også kun gik forbi fra siden. Tilskueren mener, at en af disse vagthavende officerer må have gjort for lidt eller den anden for meget.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26. september 1801, s. 2853-2854)

Uorden med Tobaksomløbere.

Disse omløbere har nu tiltaget så stærkt med at sælge tobak så den almindelige mand ved deres handel bedrages meget. For de som køber af de omløbende, ved ikke hvad de har købt, før de åbner karduserne. Så er det første de erfarer at det er muggent, fordærvet, ja stinker og er meget skadelig for brystet og helbredet. Man tror at sådanne mennesker burde forbydes at omløbe med sådanne fordærvede tobakker, for da ellers alle fordærvede varer fratages omløbere, hvorfor så ikke fordærvede tobakker. Allerhelst da her i staden kan fås alle tobakssorter hos tobaksfabrikørerne såvel af gode boniteter som rimelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 179, 26 September 1801, s. 2852)

Erklæring.

I anledning af det i disse blades nr. 172 indrykkede stykke under titlen: Spørgsmål til borgerofficererne blev udgiveren indstævnet for politiretten hvor han afgav følgende skriftlige erklæring:

Til den høje politiret i København!

Til yderligere udvikling af mit mundtlige i protokollen dikterede svar i lørdags den 15. d. på det af det kongelige danske kancelli gennem retten mig forelagte spørgsmål, hvad hensigte var med den af mig i Politivennen s. 2751 nedskrevne ytring: Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og fordrer en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud? har jeg den ære at bede retten gøre det høje justitskollegium opmærksom på følgende:

1) Det hele bidrag hvoraf den ovenfor anførte citerede er taget, læst i sammenhæng viser at min hensigt har været at gøre borgerofficererne opmærksomme på at de vel i henseende til krigskunsten selv, men ingenlunde i henseende til de gemenes behandling burde søge at efterligne officererne ved en arme af soldater.

2) Denne hensigt kan ikke opnås uden at nævne de egenskaber såvel ved det militært borgerskab som ved en arme af soldater der giver de stærkeste motiver til forskellige begegnelse fra de vedkommende officerers side.

3) Frivillighed hos borgerskabet (jeg har blot ment Københavns borgerskab der ikke har behøvet en kongelig forordning for at underkaste sig militære øvelser og altså i den reneste forstand kan kaldes frivilligt) er en egenskab der forudsætter hos den gemene den største lyst til at gøre sin pligt og giver ham følgelig ret til den mildeste adfærd. 

4) Soldaten er derimod ikke i besiddelse af denne egenskab. For så vidt han er udskrevet af bondestanden kan han umuligt kaldes frivillig da et bud fra fyrsten, en tvangspligt bringer ham i armeen. Selv den hvervede soldat fortjener næppe (når man taler generelt) at kaldes frivillig når man ved hvorledes det almindeligvis går til ved hvervning. I det mindste er den hvervede soldats frivillighed langt under den københavnske borgers.

5) Men borgerofficeren har endnu flere motiver til en mildere og for at bruge mit eget udtryk, ganske anden behandling af sin gemene end en armeens officer. Da den almindelige borger tillige er hans ligemand uden for øvelserne, ikke alene i stand, men også i indsigter, duelighed og moral.

6) Alt dette måtte jeg efter min hensigt pæge på, og troede ikke at kunne gøre det bedre end ved at klassificere soldaten generelt som almuesmand eller som hvervet i fremmede lande og altså som den mindre gode del eller udskuddet af den fremmede nation.

7) Som almuesmand står soldaten usigelig tilbage i kundskab for sin officer der af en højere stand har nydt en bedre opdragelse. Som hvervet kan han stå tilbage i kundskab, men står altid tilbage i sædelighed, hvilket jeg tror enhver vil tilstå uden at kræve nøjere udvikling.

8) Ordet udskud, hvilket jeg holder for ensbetydende med den mindre gode del, skal ikke forstås uden som en hentydning til en mindre moralitetsgrad. Bogstavelig, udskyder ellers enhver regering der tillader fremmed hvervning, den mindre agtede del af sine undersåtter.

9) Jeg har altså med den her omhandlede tirade ene og alene villet sige: At en armes officerer kan meget rigtigt bruge en ganske anden begegnelse mod den almindelige soldat der ikke kan kaldes frivillig, der tillige i stand, vilkår, oplysning og dels sædelighed er langt under officeren, end den der kan egne en københavnsk borgerofficer mod en borgermenig der er en frivillig, mand og på ingen måde ringere mand end han selv, enten i stand, kår, kundskab eller sædelig værd.

10) Jeg behøver ikke for en oplyst ret eller for det høje kancellis indsigtsfulde mænd at anføre jeg i sådan en hastig sammenligning ikke kan indlade mig i at klassificere soldaten mere specialiter eller i at gøre undtagelser der desuden svækkede mit argument, da det vel altid vil tros om mig at jeg tilstår enhver rimelig undtagelse.

Jeg er derfor også vis på at hverken retten, det kongelige danske kancelli eller nogen i armeen vil tiltro mig en så slet hensigt som den at ville på mindste måde forhåne noget lands (for jeg har ikke nævnt noget) soldaterstand, endsige mit eget elskede fædrelands.
Jeg har med glæde i dette selvsamme blad på andre steder omtalt vor armes bedrifter og fortjenester gennem hele historien.

Og jeg er højst villig til at indrykke denne erklæring i et følgende nummer dersom det kongelige danske kancelli måtte finde sådan indrykkelse tjenlig eller passelig.

Ærbødigst

K. H. Seidelin.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838)

En urigtig og lovstridig Handling af Ejeren af store Vibens-Huus.

I sidste uge havde jeg en drift lam bestående af 21 styk på Nørre Fælled. Ved min drengs uforsigtighed kom lammene af vanvare ind på omtalte persons ager uden at gøre skade. Da drengen indberettede det passerede til mig, sendte jeg en af mine svende ud for at erfare om lammene havde gjort nogen skade, men han fandt at ingen skade var sket. Nævnte svend anmodede ejeren af Store Vibenhus at udlevere lammene til ham, men han svarede at han ville have 5 rigsdaler fordi han havde optaget dem, som er tværtimod Danske Lov som siger at når fæ kommer i anden mands ager, da skal skaden som det har gjort, vurderes af uvildige mænd og da af dets ejer erstattes. Men denne ædle mand vidste at jeg ikke kunne lade ham holde lammene på grund af standsning i min næringsvej (2-3 tegn mangler) til vi ved domstolen kunne fået en kendelse som vist ikke vilde være faldet ud til hans fordel, og jeg tror at skylde mine medborgere at bekendtgøre dette med advarsel at deres fæ ikke kommer ind i denne mands ager.

G. L. Schmidt.
Slagtermester
Borgergade nr. 114.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2814-2815)

Til den Schimmelmanske Hammermølles Foresatte.

Ved at gøre en tur fra Helsingør til Kronborg Geværfabrik tilhørende det Schimmelmanske fidei kommis for at bese samme, skød jeg en genvej ad en almindelig gangsti forbi et hus, såkaldt Hammeren, hvor et stort hjul drives ved vand, hvis løb hvad enten slusen er åben eller ej, er meget stærkt. Gangstien går over dette vandløb som før skal have været forsynet såvel med gode planker som rækværk ved siderne til sikkerhed for gående. Men da der nu kun ligger en enkelt planke ½ alen bred over vandløbet hvor slusen er og 2 halvt forrådnede stumper over det andet vandløb hvis fart når slusen er lukket er henrivende stærk, må man endog ved højlys dag bruge al forsigtighed for ikke at vakle og gøre et forkert trin da et menneske ved nedfald næppe ville være at redde og hvor meget større er ikke faren for børn og alle i mørke? Måtte dog den ansvarlige gøres opmærksom på det og i tide sørge for sikkerheden før et uheld vil bringe dem til ansvar og tvinge dem dertil!

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 176, 5 September 1801, s. 2808-2809)

19 september 2014

Noget om Badning ved Tømmer-Pladsen og Køkken-Kurven samt Skyde-Øvelserne uden for Vester-Port.

(efter meddelt)

At fornøje sig på en lovlig og tilladelig måde uden at enten det offentlige eller private lider derved, tror jeg ikke bør nægtes nogen. Hvorfor jeg også meget ønskede at det måtte undes publikum at benytte sig af de 2 badesteder i nærheden af Langebro, nemlig ved tømmerpladsen og Køkkenkurven, på grund af deres nærhed til København da ikke alle finder behag i badehusene og endnu færre har tid til at gå en lang vej for at komme til at bade i åben sø. At adgangen til disse steder undertiden nægtes, kan vist nok ikke være efter guvernørens befaling, for ellers måtte den vel nægtes hver dag og ikke af og til tillades. Ikke heller kan man indse nogen grund hvorfor guvernøren skulle nægte det københavnske publikum denne så uskyldige fornøjelse. Heller må man altså efter min mening søge grunden dertil i en eller anden underofficers nykkker som ikke har forstået sin ordre rigtigt og dog vil udføre den med yderste strenghed.

Ifølge det før anførte princip antager man det også for meget tilladeligt, ja endog nyttigt, at fornøje sig med skydeøvelser, dog således at ingen derved forstyrres i sin lige så tilladelige fornøjelse, ja endog udsættes for livsfare. Dette kunne let finde sted forleden uge. 

Indsenderen leejde sammen med et par gode venner en båd ved Langebro for at more os ved roning og tillige bade os, da det af føromtalte grund så vidt man ved ikke kan lade sig gøre i nærheden af København. Da vi kom ud for den gamle skydebane, hvor en lang smal pynt forsynet med et slags bolværk og en trappe til at gå i fartøjet, går ud i søen og just ville lægge til for at bade os, da bunden her var renest, kom uformodentlig 2 til 3 kugler pibende forbi og slog kort fra os ned i vandet, omtrent hvor vi nylig var roet forbi skuddene kom fra en af de reberbaner som ligger på denne side af den gamle skydebane. Om dette er tilladeligt eller ikke, således at skyde uden mur bag ved skiven og uden at advare de forbiroende, og derved udsætte dem for unødvendig livsfare, henstiller jeg til de herrers egen bedømmelse som tog del i skydningen, idet jeg anmoder dem på min og fleres vegne at ændre det, og hvis det ikke imod formodning skulle ske, anmodes de ansvarlige som kan have noget at sige i denne sag, at afværge en fornøjeles misbrug, hvorved den almindelige sikkerhed tabes så ganske af syne.

Det føromtalte hændte nu os som kun roede for at fornøje os, men det samme kan ske for enhver fisker eller ålestanger i det nødtørftges erhvervelse, er det ikke ret for egen fornøjelse skyld at udsætte andre i deres fornøjelses nydelse for livsfare, så anser jeg det for endnu mere urimeligt at udsætte disse driftige og nyttige folk derfor i deres nødvendige forretninger.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2791-2793)

Til Københavns Gouvernement.

Var det ikke godt der blev anvist et andet og afsidesliggende sted til det brug som jeg med flere så torsdag aften den 13. i denne måned omtrent kl. 9 hvor stadsgraven bruges ved Vesterport og det for adskillige årsagers skyld. 

Da jeg i selskab med nogle bekendte som lige såvel som jeg var ude af byen for at nyde en sundere og renere luft, kom sammen på vejen for at gå hjem, mødte os en særdeles ubehagelig stank på den første bro fra vejen til byen, dernæst blev vi meget forskrækkede og opmærksomme ved en sammenstimlen af mennesker da vi troede at nogen af vanvare eller fortvivlelse var faldet i stadsgraven. Men da vi kom nærmere, så vi der var nogle slaver som tømte store kar der var fyldt med menneskeskarn, ud over broen i stadsgraven. At stadsgravene ikke må eller bør forurenes med sådant, kan nok så meget sluttes deraf at den indretning der var før under stadsbroerne med vandhuse er afskaffet.

Lichtenstein
Skriver
Kompagnistræde 52

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2789-2790)

Om den forestaaende Qvarantaine paa Østerfælled.

Man ved at et skib som har vores vestindiske tropper ombord, nærmer sig til os. Rygtet har sagt at en del af dette mandskab skal være befængt med en smitsom sygdom. Af den forberedelse at telte til at modtage dem, er slået på Øster Fælled, ser man at sagen virkelig forholder sig så. Dette giver udgiveren anledning til at fremlægge et forslag til karantænekommissionens nærmere bedømmelse.

Det er sjældent tilfældet at en ødelæggende epidemisk sygdom bryder frem på flere steder samtidig i et land der ikke er hjemsøgt af hungersnød eller lignende plager. Tværtimod lærer erfaring at anledningen til sådanne epidemier næsten altid ligger deri at man ikke i tide har taget omsorg nok for at afsondre enkelte syge fra alt samkvem med sunde mennesker, og at som en følge heraf tid efter anden er flere ubemærket blevet smittet indtil endelig ingen menneskelig magt har været i stand til at sætte grænser for sygens videre udbredelse. En handske, et tørklæde tabt af en syg eller hans opvarter og optaget af et sundt menneske har således ofte været den eneste anledning til smittens udbredelse over hele byer og provinser.

Uagtet man ikke tvivler på at karantænekommissionen jo til fulde kender vigtigheden af sådanne erfaringer der også for nylig ved den sidste epidemi i Spanien er blevet nok så meget bekræftet, og uagtet man som en følge heraf er overbevist om at der vil bæres al mulig omsorg for at alt samkvem afskæres mellem de smittede tropper og andre, som ikke er nødvendige til disses pleje, så har man dog hørt mange medborgere ytre uro og frygt ved det rygte at en af hovedstadens praktiserende læger hvis embede går hans daglige tilstedeværelse i byen nødvendig, vil blive udnævnt til at have tilsyn med nævnte tropper. Dette rygte kan nu være sandt eller ej, så kan det ikke nægtes at sygdommen jo lige såvel kan udbredes videre ved lægen som ved nogen anden, og at endog dens udbredelse ved en sådan mand er desto mere at befrygte jo større den cirkel er han besøger, og jo vissere det er at de som lider af anden sygdom, lettere modtager smitten. En sådan læges ansættelse ved de hjemkommende tropper, turde derfor næppe kunne bestå med gode karantæneforanstaltninger, allermindst når han som embedsmand til samme tid måtte have et hospital eller andet sygehus under sin bestyrelse. Så vidt man ved lønnede staten altid en regimentsfeltskær på hver af sine øer. Disse må vel komme hjem med og det er jo lige så unægteligt deres pligt at påtage sig opsynet og omsorgen for mandskabets helbred, hvis beskikkede og lønnede læger de er, og altså i den tid at forblive hos disse i karantænen som det kunne anses for en forhånelse hvis man deri ville forbigå dem.

Skulle dette forslag findes upassende, da mener man at der let mod et rundeligt tillæg i lønnen, kunne formås en eller et par duelige underkirurger af byens regimenter hvor de i fredstid let kunne undværes til at flytte ud i karantænen og at forblive der indtil de ved deres flid og omhu havde standset epidemien.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 175, 29 August 1801, s. 2785-2788)

Opkøbere paa Landet.

Der er indløbet mangfoldige efterretninger om det overhåndtagende opkøb på landet allevegne fra. Hvoraf her kun følgende fremsættes:

Lille Næstved den 12. august
-- Her på egnen kører en 15 til 16 valbyere omkring. De opkøber alt smør, æg og overhovedet alle mulige føde- og spisevarer, hvoraf efter deres eget sigende den mindste del kommer (endog således på anden hånd) til torvs i København. Herremændene, forvalterne og forpagterne opkøber på kap. Ærøboerne stripper også om i samme henseende eller lejer bønder til det. Kort sagt, det synes som om der var kommet et almindeligt raseri over alle folk efter at købe for landmandens dør de varer af ham som det var så ønskeligt at han selv bragte til torvs.

Fra egnen mellem Kalundborg og Korsør.
-- Købmændene i Kalundborg, Holbæk og Korsør opkøber alt det som de kan overkomme, til meget høje priser. For nu at man ikke skal tro at disse under påskud af at føre dette korn til Norge sender det til England (helst vi endnu ikke ved om vi får fred) måtte man ønske at ligesom kongen for en del år siden lod små fartøjer krydse ved Lübeck, nu nogle måtte stationeres i Skagerak for at forhindre kornets bortførsel til andre steder end det udklareredes til.

---

Udgiveren er øm over at indlade sig med noget i en materie hvorom hans landsmænd selv er så højst uenige. Næsten alle landbrugerne, fra den laveste til den højeste, ser intet hellere end at kornvarerne steg til det umådelige. De handlende tror at kornet er som en anden handelsvare, og henbringer det hvor det koster mest. Købstadsindbyggerne ser uden misundelse deres lykkeligere medborgere berige sig, men syntes kun at så meget af landets afgrøde som fortæres i landet, burde sælges till tålelige priser.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2763-2765)

Renovazionsuorden.

(Efter meddelt)

Skønt det næsten ikke er umagen værd at tale så ofte om en uorden som man så tydelig kan mærke at de ansvarlige enten ikke vil eller ikke tør hæmme, så kan jeg dog ikke undlade at bekendtgøre et skident møde som stødte mig sidste onsdag aften. Efter overlæg stræbte jeg at nå hjem før renovationsvognene begyndte at køre. Men henimod kl. 10 da jeg kom i Sankt Annæ Gade på Christianshavn, mødte jeg to belæssede vogne. Jeg råbte til kuskene om de ville holde lidt til side mens jeg kørte forbi. Men tværtimod søgte de at spærre gaden og standse min vogn. Da jeg nu kom til Vor Frelsers Kirke lykkedes det mig at komme op på siden af dem og endelig at standse den ene af kuskene og stille ham følgende spørgsmål: er det ham tilladt at køre så tidligt. Hvortil han tav. Hvem har befalet ham at køre? Min husbond Christen Larsen. Jeg kaldte på vægteren som stod på hjørnet af Veterinærskolen og Sankt Annæ Gaden og spurgte ham hvad klokken var. Kvart i 10 og bad ham erindre det. Og da jeg tvivlede på hans hukommelse, viste jeg ligeledes vægten i Prinsensgade vognene. Gjorde ham opmærksom på sporene som de efterlod, og bad ham at erindre at klokken endnu ikke var ti. Når man nu tænker på at kongen har tilladt enhver at påtale uordener, med beskedenhed, og at der i 2 år har været skrevet om og bedt om at renovationsvognene måtte udeblive til klokken var slået 10, i det mindste de varme sommermåneder, men dette dog ingenlunde kan bevirkes, så synes intet andet råd mere at være tilbage end at gøre som her er gjort, anmærke og angive såvel den kusk man måtte møde som den vægter gennem hvis gade der er blevet kørt da man bør håbe at de tilbørlig anses.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2761-2763)

Mangel af paapassende Vægtere.

Søndag den 9. august om aftenen mellem klokken 11 og 12 kom jeg fra selskab og fulgt et fruentimmer hjem som havde været i samme. Da vi kommer i Bredgade, hører vi en vild støjen af nogle (som det lod til) drukne personer, men som endnu var et godt stykke fra os. Jeg blev dog ved med at gå lige frem da jeg ikke formodede at kunne befrygte noget overfald på en offentlig gade hvor der er vægtere. Men jeg erfarede det modsatte. Da jeg kommer hen imod grev Schimmelmanns palæ, møder jeg disse personer som i alt var fire. De begyndte straks da de fik øje på os, først at udskælde os. Dette rørte mig naturligvis ikke da jeg nu tydelig så at de var drukne. Men inden jeg ved et ord af det, kommer den ene af dem hen og griber mig i kjolekraven. Jeg vendte mig om, og spurgte hvad han ville. Men i stedet for svar, fik jeg en vældig ørefigen forenet med det spørgsmål: hvad jeg havde med det fruentimmer at bestille? Jeg råbte da straks på vægteren, men der kom ingen. Ved nu at erfare at ingen kom mig til hjælp og ved at [mangler ca. 10 tegn]rige personer som hidtil havde stået i nogen afstand også kom hen mod mig, måtte jeg i hast retirere hen i Tværgaden for ikke at udsætte mig for den mest gyselige behandling. Der genfandt jeg da det fruentimmer som jeg ledsagede, næsten ude af sig selv af skræk, og således slap jeg denne gang. Dette ville jeg ikke undlade at bekendtgøre, dels for at andre kan erfare at man ikke engang i en af byens mest reelle gader kan være sikker for molest, og dels at vores årvågne politimester kan blive bragt til kundskab om at vægterne i Bredgade og Tværgade enten har sovet eller ikke har været på deres poster.

P de Sene.
Student
i Adelgade nr. 299.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2756-2757)

Klage over Københavns Sommer-Mortalitet.

Man læser med skræk i disse velsignede sommermåneder listen over de døde i København. Sommeren der opliver hele naturen, varmen der fordeler og bortjager skadelige dunster, er for den stakkels københavner en farlig periode. Indretninger fulde af fejl, skadelige fordomme (før den 2. april ville man have sagt vores nationalligegyldighed) forpester hans dunstkreds, forgifter hans vand, hans øl, lader ham fødes med brød der næsten ikke burde tjene til menneskeføde. Hvad under at en hær af sygdomme forøger mortaliteten usædvanlig meget. De snævre gader ligger ofte fulde af skarnbunker og stinkende uhumskhed. Rendestensbundfald lægges lovmæssigt dertil eller dunster af sit første opholdssted beboerne i næsen (denne beskrivelse er taget fra Fiolstræde), og viser det andet end at det er en falsk indretning at kaste på gaden hvad man skulle efter skraldens lyd straks læsse på vognen. 

Det er forbudt at holde svin. Men køer der medbringer næsten lige så megen stank, holdes i mængder. Peblingesøens vand ledes til byen i trærender, en skik der næsten overalt er afskaffet undtagen i København hvor den beholdes til nytte for tømmerhandelen, vandkikkere og brolæggere og fører et stinkende vand til indbyggerne. Det elendigste øl under et sælsomt monopol, et væmmeligt drikkevand uden humle, er de fattiges vederkvægelse, et elendigt brød i sammenligning med andre landes, hans daglige føde! Gid dog engang et medicinsk politi ville bemærke dette onde og en ivrig øvrighed opspore dets kilder og skadelige misbrug. Ja ikke engang den velhavende er i stand til at skaffe sig et velsmagende rigtigt behandlet brød. Jeg vil ikke tale om det uhyre snyderi hvorved man finder at det såkaldte franskbrød er udbagt til mod 30 rigsdaler for en tønde hvede, siden vores lyse hoveder med alvor påstår at sigtet såvel som hvedebrød er en luksusartikel. Dog når man ikke kan fordøje den klæge masse kaldet rugbrød, så må man jo ty til vores surbrød der for det meste er usmageligt, dejet og en død masse i maven, eller til hvedebrødet der altid er dårligt, ikke rasket, ikke udbagt.

Var det alene for at kildre ganen, så kunne københavneren ved sit elendige vand, øl og brød ligesom grønlænderen ved sælhunde og tran leve umisundt af alle der nyder og kender fordelen af bedre og fornuftigere indretninger. Men da disse af os så ligegyldige ting angår menneskeligheden, da deres dårlige beskaffenhed i en desuden ringe befolket stat angriber folkemasse, så er det en genstand der byder eftertanke og hastig hjælp.

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 173, 15 August 1801, s. 2753-2756)

Spørgsmaal til Borgerofficerer.

Hvorfor bærer hver borgerofficer ikke sit kompagnis kokarde som kendemærke?

Er der nogen borgerofficer der mener at have ret til en finere og ved farve adskilt uniform fra den borger der ikke er officer?

Er der nogen borgerofficer der ikke føler at et korps af frivillige borgere er noget andet og kræver en ganske anden behandling end et korps af soldater, det vil sige af tvungne almuesmænd eller hvervet udskud.

Tror en borgerofficer sig et kvintin mere eller bedre end en borgergemen?

(Politivennen. Hefte 14. Nr. 172, 8 August 1801, s. 2750-2751)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen affødte en stævning for politiretten, se Politivennen nr. 178, 19 September 1801, s. 2833-2838.