Forgjeves Reise til Kjøbenhavn.

Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.

Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner. 

"Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)

Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.

H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.

(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837) 

Om Helligdags-Arbeide.

Søndag den 25. november om eftermiddagen kl. 2.30, altså under gudstjenesten, passerede anmelderen Sværtegade og hørte at der i de nye huse som opføres der, arbejdedes med høvle og save. Jeg fandt dette urigtigt, og fortalte det til Politivens-udgiveren som vel trak på skulderen, men mente at det ikke var nogen opmærksomhed værd. Han viste mig tillige at der i Pontoppidans forklaring på det spørgsmål: "Er ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?" gives til svar: "Jo, sande fornødenhedsgerninger som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger som altid finder sted." Men da den gode mand, Pontoppidan på et andet sted siger: "at man vanhelliger hviledagen ved dans, spil, komedier, krogang og sådant som altid er synd i sig selv, men på helligdage dobbelt synd" og vi nu på helligdagene har komedier både inde i byen og udenfor samme, samt koncerter, baller og andre lystigheder, så må man vist have fejlet, og kan han fejle en gang, så kan han fejle oftere. Desuden kan jeg ikke anse dette søndagsarbejde for en sand fornødenhedsgerning, da husenes værelser jo ikke kunne eller bør bebos før påske flyttetid. Og kærlighedsgerninger er der vist endnu mindre, for folkene ville sikkert have deres dagløn. Jeg tror snarere at sådan søndagsfortjeneste bidrager til mandagshøjtideligholdelse på kroerne. Jeg er ingen lindbergianer, skønt jeg erklærer at jeg holder mig til Guds bud: Kom ihu at du helligholder hviledagen, samt til de kongelige forordninger om helligbrøde, der er udgivet i dets ånd, og endnu ikke ganske tilbagekaldte. Jeg beder derfor at Politivennens udgiver vil indføre dette, da det måske kunne vække eftertanke og bidrage til at man ikke gjorde helligdage til søgnedage. For som der siges, ved helligdagsarbejde er der ingen velsignelse.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 799-801.)

Uforsvarlig Fremfærd af Militaire i Fredstider.

Sidste onsdag den 21. dennes om aftenen kl. 9 kom en velklædt kone gående gennem Møntergade til Gothersgade. Idet hun passerede forbi svineslagteren hvor der i lang tid har været gravet, mødte hun 3 militære, nemlig 2 soldater og en underofficer. Den sidste i mundering med gehæng og sabel, de andre i civil dragt. De var så vidt skønnedes af 1. jydske infanteriregiment. Disse tre personer som havde hinanden under armen, og i stærkt forceret march, stødte den ene den anden over på konen hvorved den person der var hende nærmest som holdt den højre arm med krum albue, stødte hende med magt i rendestenen der ved gravningen var blevet en moradsagtig pøl, hvori konen i faldet blev ganske tilsølet af uhumskhed på sine klæder, den højre arm slået til blods, og brystet der desuden er svagt, fik et så hårdt stød at samme har efterladt sig ømhed og sting. Over denne voldsomhed forundrede adskillige velklædte personer sig og udbrød: "Det er dog nederdrægtigt". Konen udstødte nogle forbandelser i sin smerte, og i sin besudlede og pinefulde tilstand gik hun videre så godt hun kunne.

At underofficerer udenfor tjenesten afholder sig fra at være i selskab med sine underordnede, især ved aftenkommers, skulle man vente. Men sikkert har denne underofficer været af andre tanker uden at tænke på sin stilling. Handlingen i sig selv er højst lovstridig, og ligner den mest uopdragne gadedrengs eller gadestrygers opførsel.

Vel kan høje ansvarlige, hans foresatte, ikke vide hvad en underordnet foretager sig, når denne om aftenen får tilladelse til at gå i byen fra kasernen efter tappenstreg. Man ved også at der er pålagt dem anstændig opførsel mod enhver af stadens indbyggere. Men der kunne dog sættes grænse for deres tøjlesløse adfærd. Dog er som man ser, befalinger og forbud utilstrækkelige. At et sådant forhold af militære (på hvem man snarere burde og kunne have krav til sit forsvar) ikke passer for en ærekær soldat, vil vel enhver indrømme. Men hvad skal man forlange af personer der ikke kender til moral? For dette ord forstår de ikke. Det er kun en tom lyd for deres ærer. De er vælige og kåde fordi de har det for godt.

Jacobsens Enke.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 791-793.)

Nogle Vink til det saakaldte Forstanderskab for det mosaiske Troessamfunds Synagoge.

Efter det kongelige danske kancellis resolution af 30. f. m. er det bestemt "at præsten ved det mosaiske trossamfund, repræsentanterne for og 4 medlemmer af samme, hvilket sidste de kontribuerende medlemmer der har lejet plads i synagogen" samt er over 25 år gamle, indbyrdes har at vælge, skal under navn af "Forstanderskab for synagogen" bestyre samme.

De i denne resolution bestemte "4 medlemmer" kunne naturligvis ikke vælges før pladserne er bortlejede, hvilket ikke kan have været tilfældet da de i det følgende omtalte konditioner udkom, og forinden dette sker, mener man at enhver bestemmelse af et "forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge" ingen kraft har, da resolutionen jo ellers ikke er adlydt. Det måtte derfor undre indsenderen og vist nok mange med ham, at se "konditioner hvorefter pladserne i det mosaiske trossamfunds synagoge bortlejes" udgivne i trykken af "et forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge".

Disse konditioners § 3 lyder således: "Enhver der lejer plads i synagogen er den orden som vil blive indført i samme, underkastet."

Det såkaldte forstanderskab burde antage at man kender og adlyder den orden landets lov byder. Men kan desårsag ikke andet end tro at hermed er ment de meget omtvistede, intenderede forandringer med ritualet. Da denne forandring af mange ikke ønskes, frygtede man for at det ville antages at man bifaldt den når man indgav skriftlig begæring om plads, og dette ville man ikke.

De som troede at kun en synagoge var bygget, blev af disse konditioner helt anderledes belært. De omtaler to, nemlig en mandfolke- og en fruentimmersynagoge.

Disse konditioner omtaler "plads i koret". I en jødisk synagoge har man aldrig før vidst af noget "kor" at sige. Skønt nu hidtil ingen forandring med ritualet er tilladt af regeringen, synes det såkaldte forstanderskab allerede at nære et vist håb om at se dets yndlingsønske kronet med held. Hat es den aber solche Eile? at man endog forinden en ønsket resolution i så henseende er faldet, udgiver konditioner hvori findes udtryk som var dette sket.

Det har muligvis været rigtigere a) at paragraf 3 havde været tydeligere og bedre udarbejdet, så at den ikke kunne misforstås. b) at man havde anvendt lidt mere varsomhed med udtrykkene, så at den ene synagoge ikke kan blive gjort til to, endsige til et tempel. c) at vedkommende indtil forstanderskabet bestod af det befalede antal medlemmer, havde brugt deres navns underskrift, i stedet for ordet forstanderskab. - skønt forstand findes heri.

Repræsentanten hr. Lassen har fritaget sig for al anstrengelse med synagogens modernisering. Han gik sin vej og deri har han muligvis gjort vel. Han kan nu i templet i Hamburg blidt omtonet af koralsang, omgivet af stads, og befriet for at bede de gamle bønner, der skurrer i vore højlærde, højvise og moderne jøders fine, skønt altid små, øren, glemme livets sorger og fataliteter. Denne fornøjelse vil man ikke misunde alle ligesindede.

(Politivennen nr. 882, lørdag den 24de November 1832, s. 777-780.)

Den første Frugt af Modernisationen, eller: Brudeskamler ved jødisk Brudevielse.

Ved jomfru Heilbuths brudevielse der for kort tid siden fandt sted, så man en ny for jøderne hidtil ukendt ceremoni anvendt, nemlig brugen af brudeskamler. I denne anledning mener man sig kompetent til at opfordre hr. dr. Wolff til at tilkendegive menigheden hvad betydning denne brug skal have, eller kan vinde i rækken af jødiske religionsvedtægter. Så vidt indsenderen ved, finder aldrig knælen sted i synagogerne eller i nogen som helst bøn til og påkaldelse af guddommen, hverken i jødernes private eller offentlige andagt, eller ved nogen af de religionshandlinger som foregår i deres gudshuse. Man anmoder af den årsag hr. doktoren behageligst at ville give menigheden fuldstændig oplysning om årsagen til denne overførelse af en kristen kirkebrug til jødernes tempel.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 769-770.)

Spørgsmaal til Hr. Stadsmusikanten.

For nogen tid siden kom jeg i et selskab hos nogle bekendte og blev der anmodet om at spille en kort tid til fornøjelse og tidsfordriv indtil klokken 9.30 om aftenen som ikke var over borgerlig tid. Men skønt musikken kun var mådelig og gaves uden nogen betaling, måtte jeg dog betale 1 rigsbankdaler i mulkt for at have spillet. Jeg ønsker derfor at vide om denne rigsbankdaler er givet til de fattige eller til hr. stadsmusikanten selv. Dersom det første er tilfældet, vil det glæde mig som selv er fattig, og må arbejde for min og families underhold. Men er det derimod til hr. stadsmusikanten selv, da vil det gøre mig ondt om han trænger til at lade en arbejdsmand give sig en skærv af sit daglige arbejdes slid og ringe fortjeneste.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at lade hr. stadsmusikanten vide: 1) at jeg ikke kan påtage mig at være spillesvend fordi jeg ikke er kender af musik; og 2) at jeg ernærer mig og min familie med mit slid og arbejde, og ikke med at give musik.

H. S. Holbech.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 768-769.)

Anmodning til Krofaderen paa Smedesvendenes Herberge i Prinsensgade nr. 375.

At det ordsprog: "Det som føder en smed, kan slå en skrædder ihjel" ikke i almindelighed holder stik, men at nogle af Deres besøgere må have svage maver, har man ved nogle gange at passere forbi Deres bopæl om aftenen haft eksempel på, idet fra vinduerne er arriveret adskillige slags udtømmelser ned på gaden. På husets nederste gesims ses endnu en rest af sådanne sager som det overlades til Dem at bedømme om den er kommet oven eller nede fra. Da sådant ikke frembyder noget lykkeligt skue for de lige overfor boende, og det ville være meget ækelt om noget sådant i nedfaldet traf forbipasserende, ligesom det ikke kan være behageligt for husets ejer hyppigt at lade huset front afpudses, anmodes De om i Deres lokale at anskaffe en indretning der kan modtage det Deres gæsters maver ikke kan eller vil beholde.

(Politivennen nr. 881, lørdag den 17de November 1832, s. 767-768.)

Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

Langt Præludium i Utide.

Organisten i Trinitatis Kirke har den skik at præludere ved kommunionen længe efter at denne er begyndt. Således fredag den 5. oktober da han opvartede med et intetsigende præludium indtil et betydeligt antal kommunikanter allerede havde forlat alteret, i stedet for at han bør lige så snart præsten begynder at uddele brødet, slå an med en af de så skønne til handlingen bestemte salmer, da det er den eneste passende musik og sang mens kommunionen foregår.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 712-713) 

Uordner ved Maneuvrerne paa Fælleden.

Det er bekendt nok at ved manøvrerne altid en hærskare af drenge følger de militære og opsamler patroner for at more sig med. Dette kunne man ønske alvorligt forhindret af de ansvarlige for at afværge sådanne ulykker som den der passerede i disse dage da to drenge ved at lade en gammel nøglebøsse for stærkt med krudt så at den sprang, blev hårdt såret i hovedet, og den ene endog blev ulykkelig for livstid, idet stumperne af nøglen slog ham begge øjnene ud af hovedet så at han måtte ledes hjem til sine stakkels forældre.

En anden uregelmæssighed er dem at stundom de befalende antager en alt for myndig tome og truer fredelige mennesker med prygl når de står i nærheden af de exerceredne, uden dog på mindste måde at være disse til hinder eller ulejlighed. Man håber at de højere ansvarshavende vil i denne henseende meddele deres underordnede de fornødne, skærpede instruktioner.

A. Petersen.

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 711-712) 

Albert Küchler (1803-1886): Scene på Fælleden. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Maler- og Billedhugger-Synder paa Assistenskirkegaarden.

Man har ofte og vist med føje, ivret mod den uskik at forvanske modersmålet i offentlige indskrifter, såvel i hovedstaden som dens omegn. Denne forkvakling af fædresproget er både til skam for nationen og bidrager til at befæste ukyndigheden  i sproget. For hvad den mindre dannede dagligt ser for øjnene, antager den i almindelighed for rigtigt, og tænker ikke på malernes og stenhuggernes ukyndighed i fædrelandets sprog. Endog billedhuggerne er stundom ikke alt for kyndige i vores sprog, Mon det kommer af mangel på skolelærdom, forglemmelse eller fordi de undertiden ikke er indfødte? Således ses adskillige fejl i indskriften på stiftamtmand Thodals pragtfulde gravmæle, digterens Samsøs, rådmand Skibsteds, figurant Stahls som er gjort til figurandt osv. Trakrøt Schmetzer har man omdøbt til Schmidtzer. På nogle mindesmærker ses hvilestedt, hvilket viser at maleren sikkert var en tysker. - Man tåler ikke at det ubetydeligste hus afpudses uden at stadsbygmesteren har tilsyn dermed. Men burde ikke også den skønne Assistenskrikegård fritages for mispryd og vort fædresprog skånes for offentlig mishandling?

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 684-685) 

En slem Historie, fortalt i "Kieler Correspondenzblatt".

Der var en tid da man klagede og det næppe uden grund, over at man på offentlige kontorer hvor menigmand havde nødvendige forretninger, ofte mødtes med en stødende hovmod eller vrangvillighed, ja vel endog med en uhøflighed der grænsede til grovhed. Men siden sådanne embeder er blevet besat med dannede mænd, har man ikke sådant at frygte. Man kan tværtimod vente at behandles med den forekommenhed og humanitet der karakteriserer stadens højeste embedsmænd, og hvorved disse viser sig som et følgeværdigt mønster for de øvrige. Skulle det imidlertid hænde at en eller anden yngre underordnet betjent var kommet ud af det rigtige spor, da ville sikkert hans foresatte, underrettet derom, snart hjælpe ham til rette igen. For dedicisse fideliter artes, emollit mores, nec finit esse feros. Det er derfor man i Kieler Correespondenzblatt nr. 761, f. 26. september 1832 med forundring læser nedenstående historie hvoraf men her tillader sig at give en oversættelse.

* * *

"En landmand kommer i forretninger til en embedsmand. Han finder gadedøren lukket, En gentagen banken åbner betjenten så meget at døren endnu spærres ved en lænke. "Hvad vil han?" farer han op mod den udenfor stående bonde. - Denne foredrager sin sag. - "Herren har ingen tid!". - Bonden lader sig afvise, kommer igen næste dag, samme spil finder sted. Således går det nogle gange. Endelig får bonden af en god ven det vink at han skal stikke betjenten et par skilling i næven. Han gør det, og se! den lukkede port åbner sig, og bonden kommer ind i forstuen. Her løber en skriver ham i møde: "Hvorhen?" Bonden taler om sit ærinde. "Nej, nej, vi har ingen tid!" - Bonden lader endnu et par skilling springe og kommer til skriverstuen. Her sidder fuldmægtigen. "Hvad er der på færde? Hvad vil han? Forstyr os ikke!" - Bonden ved nu desværre besked, lægger tavs en femskiling *) på bordet og finder det allerhelligste åbent. Han indlades i embedsmandens kontor og får nu tid til at foredrage sin begæring om at en med alle dertil nødvendige bilag forsynet obligation som han bringer med sig, måtte udslettes af gælds- og panteprotokollen. "Det kan ikke gå an i dag" er svaret. - "Skal jeg da komme igen i morgen?" - "I morgen er heller ikke tid dertil." - "Overmorgen da?" - "Nej, nej, nej. Da kan det heller ikke lade sig gøre!" - "Hvornår skal jeg da komme igen?". -  "Tøv, jeg vil sætte ham en termin". Kalenderen tages frem, og embedsmanden siger med tilbørlig vigtighed: "Jeg vil sætte ham terminen til torsdag, han møder på torsdag!" - Bonden møder om torsdagen, køber sig endnu engang igennem alle instanser, får sin obligation udslettet og betaler to rigsdaler "for en termins anberammelse og afholdelse". - Dette er vist ikke nogen retfærdighedens flor."

Der er ovenfor sagt at man med forundring har læst denne historie, og det fordi den ellers så frimodige redaktør af nævnte blad hvis det er et virkeligt faktum han fortæller, ikke tydeligere har peget hen til den pågældende person eller til stedet hvor sådant skulle være foregået. For kun således ville hans fortælling bevirke at den påankede uorden, kommet til vedkommende foresattes kundskab, kunne hæves og forebygges i fremtiden, da den tværtimod nu kan forårsage at en ufortjent mistanke rettes på aldeles uskyldige, eller den kun anses for en morende anekdote.

*) Ein Fünfschillingstück.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 678-681) 

Redacteurens Anmærkning.

Det latinske citat er af Ovid, og betyder noget i retning af et troværdigt studie af den liberale kunst redefinerer menerer og retter deres hårdhed.

En nyttig Advarsel i vor Frelsers Kirke.

Det er vist nok meget nødvendigt at der til enhver tid holdes god orden i kirkerne og især ved konfirmationerne da der i almindelighed er stærkest tilløb. Men når iveren i denne henseende går så vidt at kirkebetjentene tillader sig at prygle børn der befinder sig i kirken med deres forældre, da drives nidkærheden så vidt at de fleste ville finde sådant utroligt. Og dog er dette virkelig sket sidste konfirmationssøndag i Vor Frelsers Kirke. Graver Lystrup tillod sig nemlig der en meget uartig behandling mod flere, og for det ene barn synes følgerne heraf at blive ret alvorlige og sørgelige for forældrene, da det dels af skræk og dels af slaget, øjeblikkelig blev sygt og hidtil endnu er uden bedring. Det er derfor indsenderen velmente råd til enhver som søger nævnte kirke, eller der lader børn konfirmeres, at vogte sig for nævnte hr. Lystrups næver. I øvrigt synes kirken at være det sted hvor man burde være aldeles sikker for en sådan behandling, hvis følger kunne være så betydelige for børn der ligesom det her omhandlede, ikke hjemme er vant til sådant.

Petersen
Kontorist.

(Politivennen nr. 876, lørdag den 13de October 1832, s. 641-642) 

Undskyldning for en i Politievennen fremført Anke.

I Politivennen nr. 783 af 1. januar f. å. blev blandt mere ført anke over et upassende oplag for forskelligt skramleri, som daglig fandtes henstående indenfor stadens Nørreport. Efter anken blev det straks borttaget og porten var således i en tid fri for en efter anmelderens mening upassende zirat. Dette ophørte dog, og så vidt anmelderen har lagt mærke til det, har skramleret igen været placeret der siden sommerens begyndelse og endnu i dette øjeblik vil der findes henstående: den lille materialvogn fra f. å., en bærebør, flere borde og bænke opstablede på hinanden, i krogen umiddelbart op til porten og vagtbygningen. Altså har anmelderens mening om at porten vansiredes ved disse tings stade der og at sådant var utilladeligt, været fejlagtig. Han beder derfor tingenes ejer om undskyldning for den gene han forvoldte dem i det korte tidsrum de måtte savne dette stade, ligesom han også beder om undskyldning hos den civile eller militære embedsmand i hvis embedsfunktion han har været så dristig at gøre en ibeføjet påtale. Anmelderen vil nu hver gang han går ind eller ud af Nørreport, vænne sig til at betragte disse ting som et appendix til porten eller til vagten, og har derfor en bøn til vedkommende, den nemlig at når han om føje tid som hanhåber, er kommet i denne vane, han da ikke må forstyrres i den, men at nævnte skramleri må for bestandig have sit stade der, og om muligt efterhånden forøges.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 641-642) 

Overfald i Kroen: "Amsterdam."

Søndag den 23.september tog jeg på min rejse til København ind i oven nævnte kro for at nyde en forfriskning og fik blandt andet et flækket surbrød hvorfor jeg måtte betale 6 rigsbankskilling. Da jeg på taksten i andre krostuer havde set at derfor kun skulle betales 4 skilling, gik jeg ind i en anden stue for at spørgeværten om pigen muligvis ville tilvende sig de 2 skilling. Men da han var ude i gården, leverede hans datter mig taksten som lå  chatollet, i stedet for at den burde være opslået i krostuen. Imidlertid kom værten og i stedet for at besvare mit spørgsmål, gav mig med udtrykket: "Jeg skal give dig takst" et vældigt slag under øret. Af frygt for værre mishandling da han straks forsynede sig med et tykt tov, retirerede jeg ind igen i krostuen, hvor jeg i to personers påhør fik ham til at tilstå at han havde slået mig. Foruden at jeg ved retten vil søge oprejsning for den mig tilføjede fornærmelse, holder jeg det for pligt at advare enhver rejsende for denne mand der måske give folk prygl. Ligesom jeg herved anmoder hr. birkedommeren i Hørsholm om at påse at den anordnede takst på behørigmåde ophænges i omhandlede krostue.

J. Ulstrup.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 639-641) 

Bemærkninger angaaende Hesteveddeløbene.

At de store forventninger som det københavnske publikum har haft om væddeløbene, ikke er blevet opfyldt, og at de fleste tilskuere, utilfredse med det lidet de havde set for deres penge, forlod dette skuespil, er bekendt. Men da vi nu oftere kan vente at mores på lignende måde, tillader indsenderen sig at bemærke hvad man i almindelighed fandt at udsætte på de ved væddeløbene trufne foranstaltninger.

1) Banens for store omfang. I fald den kun havde været halvt så stor, havde man dog set hver hest gennemløbe den 2 gange, og man havde kunnet overse hele banen. Desuden begyndte de fleste løb efter at hestene i skridt blev ført ned 1/3 af banen. De tilskuere som opholdt sig ved banens begyndelse, så derfor intet af løbet.

2) Den lange tid mellem hvert løb, af mindst en time, hvilket trættede tilskuernes tålmodighed. Hvorvidt en hel time var nødvendig for at veje rytterne, som i forvejen havde forsynet sig med den anordnede vægt, og derefter at bestemme hvilken hest havde vundet præmien, er indsenderen for uindviet til at kunne bedømme. 

3) De få heste som deltog i væddeløbet. Årsagen hertil var at en hest, Petronella, overtraf næsten alle de øvrige i hurtighed og vandt de fleste priser. Flere hesteejere som havde bestemt at lade deres heste løbe, holdt af den grund disse tilbage da de ikke ville risikere deres heste uden udsigt til gevinst. Ville det derfor ikke være fordelagtigt for flere som ønsker at deltage, ifald man fulgte den regel at en hest efter at have vundet en præmie, ekskluderedes fra at konkurrere om flere på samme dag? Også ville det være behageligt at have set bønderne deltage i væddeløbene, hvortil man let kunne opmuntre dem.

4) Plankeværket hvormed banen var omgivet og hvorved væddeløbene i København forhindres at blive hvad de er i England og andre lande, nemlig et nationalskuespil, da det her udelukker enhver derfra som ikke kan eller vil betale. De betydelige omkostninger dette plankeværk har krævet, alene for at afholde uvedkommende eller ikke-betalende tilskuere, og som endda ikke aldeles har svaret til øjemedet, skønnes at kunne være undgået. At de som ønsker at sondre sig fra den store hob og ønsker at sidde på bænke, eller de som foretrækker at se væddeløbene til vogns eller til hest, betaler derfor, er meget rimeligt, og en sådan betaling selv om den var mindre høj, end den der forlangtes 7. og 8. september, ville sikkert være mere end tilstrækkelig for at godtgøre alle omkostninger som bænke og rækværk om banen kunne medføre. år forinden hvert løbs begyndelse nogle husarer gennemred banen, forhindredes derved at nogen uforsigtig fandtes på selve banen og kom til skade. Efter forlydende har komiteen for væddeløbene indgået kontrakt med en mand om at påtage sig oprettelsen af tribunerne og det omtalte plankeværk, imod derfor i erstatning i 5 påfølgende år at få den betydelige adgangspris for samtlige tilskuere, subskribenterne undtaget. Som man hører er alle disse udgifter allerede dækket ved de to første dages indtægt. Man har altså årsag at lykønske vedkommende til en så meget fordelagtig kontrakt der endnu i 8 lignende dage sikrer et rigt udbytte.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 622-625) 

Redacteurens Anmærkning.

Se også artiklen i Kjøbenhavnsposten den 20 september 1832.

Christian Holm (1803-1846): Hestevæddeløb (1833). Statens Museum for Kunst. Public Domain.

Frederiksborg Dagvogn.

Færdslen mellem Frederiksborg og København er så stor, og dagvognen så meget benyttet af publikum at man med rimelighed kunne ønske at denne befordring måtte indrettes således at den svarede til sin hensigt. For således som den ny er opfyldes denne langt fra ikke, hvorom man ved en eneste rejse kan overbevise sig. Prisen er højere pr. mil end nogen anden dagvogn her i landet uden at man indser grunden til dette pålæg, og for denne dyrere betaling, har man alt dårligt.

Man tiltræder rejsen her i København i gæstgivergården "De Tre Kroner" hvor passagererne samles i en skiden gård eller på gaden der ofte begge er opfyldt med vogne og heste. Her sker oppakningen som er en sand tålmodighedsøvelse for dem der kommer først, mens gadens beboere beskuer de stakkels rejsende der vandrer om i regn og søle. Værtens velvillige og vakre forhold erkender enhver af de rejsende, men dette er kun en ringe trøst når lokalet er aldeles uskikket til aftrædelsessted, som det her er tilfældet.

Vognene er så snævre at man måtte ønske man kunne skrue sine ben af og sende dem med en anden lejlighed. For det foranværende sæde gnaver bestandigt på knæene. Det bagerste sæde støder så voldsomt at man uafladeligt har hjertet i halsen, og de mange beslag og hjælpebeslag ødelægger passagerernes bagage og rejsetøj på det ubarmhjertigste. Bivognene er undertiden bender- eller fragtvogne hvor man for den samme urimelige priser på usle træsæder bliver om muligt endnu værre medtaget end på dagvognen selv.

Kuskene kører uden orden, undertiden om kap, hvilket i det mindste en gang har bragt passagerne til at ligge under vognen som vendte alle fire hjul i vejret. Man hviler to gange undervejs, og begge gange er opholdet så langt at indsenderen på denne korte rejse har tilbragt over 3 kvarter i kroerne, og det uden ophold fra passagerernes side. Det var ønskeligt at publikum som betaler og altså har fordringer at gøre for sine penge, blev underrettet om hvilke regler entreprenøren for denne befordringsindretning er forpligtet til at følge med hensyn til de passagerer som melder sig til rette tid. Den rejsende der indtræffer flere mil borte fra for at blive befordret videre med dagvognen, er ingenlunde tjent med at have gjort sin rejse forgæves, og han kan da næppe være tilfreds med at læse et af en fragtkusk udstedt manifest hvoraf han ser at dennes pligter er aldeles ubestemte, så lidt som han er i stand til at indhente nogen oplysning af den bondekone der i sin mands fravær forestår det i den yderste udkant af Frederiksborg beliggende bureau for rejsende.

Postbefordringen er overalt uforholdsmæssig dyr, og det er enhver anden end en laugsberettiget forbudt at gøre rejser. Det er derfor at ønske at vedkommende som så meget indskrænker befordringsmidlerne, ville overveje hvorledes disse kunne lempes efter publikums tarv, og skaffe dette den sikkerhed det er berettiget til at vente.

Angående afgangstiden, da var det for forretningsmanden at ønske at dagvognen kunne afgå tidligere fra Frederiksborg, kl. 8-9 i stedet for kl. 10 så at passagererne kunne være i København mellem kl. 12 og 1. Men at den derimod måtte afgå senere fra København, fx. kl. 4 i stedet for kl. 2, for at afgangstiden ikke netop skulle falde lige i børstiden og i pluralitetens spisetid. Da man antager at dagvognen afgår til publikums bekvemmelighed, fremsættes dette ønske fordi kusken efter forlydende har betænkt at forandre afgangstiden og køre endnu tidligere fra København "for at kunne komme hjem ved dagsens lys." En lygte under stangen, således som almindeligt bruges i Holsten, kan i mørke aftener og om vinteren hjælpe diligencen frem, i mangel af solskin, og man formoder at denne udgift kunne bestrides af den høje betaling.

Dersom en ordentlig protokol er ført over befordringen frem og tilbage, vil man let kunne se, hvorvidt en sådan entreprise betaler sig. Det er imidlertid ikke rimeligt at dette ikke skulle være tilfældet, da indsenderen har set indtil 7 vogne en suite som alle var besat med dagvognens passagerer, En autoriseret og kontrolleret protokol hvori de rejsende kunne indføre deres bemærkninger til ros eller dadel, har på andre steder haft god virkning. Det er indsenderens håb at denne gavnlige indretning må komme under den behørige kontrol og opsigt, og forbedret veblive til publikums benyttelse.

(Politivennen nr. 873, lørdag den 22de september 1832, s. 617-621) 

Redacteurens Anmærkning.

Gæstgivergården De Tre Kroner lå i Tornebuskegade 4. Huset er nedrevet.

I en artikel i Politivennen nr. 875, 6. oktober 1832, s. 652-659 tilbageviser en anden passager der ofte benyttede ruten, samtlige anker i ovenstående indlæg som åbenbare usandheder: Pris, beskrivelse af gæstgivergården, pladsmangel i vognene, og han påpeger at det er en dagvogn, ikke en natvogn. I Politivennen nr. 880, 10. december 1832, s. 744-75 roses derimod artiklen, og udtrykker ønske om at få en befordring til Kalundborg. Disse artikler er ikke medtaget på denne blog.

Bekjendtgørelse i Anledning af Stykket "Kort Proces" i Nr. 870.

Indsenderen af den i nr. 870 af dette blad indrykkede fortælling med overskriften "Kort Proces" - om at to drenge der handlede med cigarer af en af ham ukendt person skulle være blevet indespærret i bomhuset på vejen til Classens Have etc. har nu ved den foranstaltede undersøgelse erfaret at denne fortælling er aldeles usandfærdig, og opdigtet af en vanartig dreng der driver sådan handel. Indsenderen hvem denne opdigtelse meddeltes som et uomtvisteligt faktum, der fortjente at offentliggøres, tog ikke i betænkning at henlede øvrighedens opmærksomhed på denne sag ved at lade fortællingen indrykke i Politivennen. Men holder det nu også for sin pligt at bekendtgøre at han ved for meget at sætte lid til en relation der gaves ham af en med alles agtelse og tillid hædret mand imod sin vilje har offentligt debiteret en usandged hvorved måske endog ufortjent mistanke kunne kastes på en eller anden aldeles uskyldig, hvilket han herved søger og beder om at måtte forebygges.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 615-616) 

Voldsom Adfærd af ukaldede Vedderyttere.

Fredag den 7. dennes om aftenen kl. 6 skete på væddeløbsbanen til højre fra den kongelige loge et vædderidt af 4 personer, af hvilke den ene havde overskæg. Ridtet blev udført forbi logen hvor der stod en del mennesker uden at varsko, hvorved et fruentimmer blev redet over ende og trådt af hesten. Da man ikke vidste om det var farligt eller ej, så fandt jeg det at være pligt at gribe den skyldige, og forlangte at han skulle følge med derhen. Men øjeblikkelig kom en person ved navn Bendigsen til samt en mand til hest. Nævnte Bendigsen greb mig i halstørklædet således at jeg mistede min brystnål af guld som jeg havde fæstet i skjorten. Jeg søgte derpå assistance hos en af de tre betjente der stod ved den kongelige loge, men han undskyldte sig med at de ikke kunne forlade deres post, men henviste mig til assistenten som bor temmelig langt derforr. Og imidlertid skyndte Bendigsen og den ridende sig at tage flugten i største hast for at undgå den fortjente gengæld.

G. H. Geisler.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 610-611)  

Bøn om Afløb for stinkende Vand.

Hele sommeren har beboerne af stederne i Borgergade fra nr. 89 til 93 lidt meget ved en utålelig stank af det vand som udløber fra garveriet i den såkaldte Landgreve - nr. 94 - og som i stedet for at løbe den modsatte vej, ved rendestenens dårlige forfatning samler sig udenfor de nævnte steder hvor det intet afløb har, men står stille og forrådner endnu mere. Hidtil har man tålmodigt måttet finde sig i dette onde da man anså plankeværket uden for det under bygning værende hus nr. 88 som en hindring for dette stykke rendestens højst nødvendige forbedring. Men efter at dette er borttaget og de derved fremkomne huller i stenbroen er dækket, er man så fri at henvende de ansvarliges opmærksomhed på denne ulempe, overbevist om at den med sædvanlig velvillighed vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 609-610)  

Theater-Elendighed.

Denne dæmon hersker altid med vælde i 3. etages pilleloger. Men i særdeleshed når der spilles i de varme sommermåneder. Dette var tilfældet ved den sidste forestilling som Kirchner fra Wien gav da huset var fuldt, og billetterne dyre endog til denne etage. Som bekendt stiger varmen altid opad, og denne tilligemed lampeosen og menneskenes uddunstninger, gjorde det næsten utåleligt på 3. etage. Hertil kom at en dørvogter ikke ville tillade at logedøren stod åben længere end dækket var ned mellem akterne, men med strenghed påbød deres spærring under spillet da det netop var mest nødvendigt at have den åben når man ikke ville kvæles eller forgives af hede og ubehageligt lugt i den fuldt pakkede loge som en tilstedeværende i sit kraftsprog kaldte en svedekasse.

Teaterbestyrelsen har for nyligt truffet den indretning at der lige så lidt må sjakres med logebilletter som med pladsbilletter. Men desuagtet stuves logerne lige så ubarmhjertigt som før, både af kristne og jødiske billetprangere så at tilskuerne på 3. bænk altid må ligge på ryggene af 2. bænks, til stort besvær for begge parter, og dog får de første lidt nok at se. Man tager sig derfor den frihed at anmode bestyrelsen om at beordre dørrvogterne til at påse overholdelsen af den rimelige bestemmelse at ingen indlades i nogen loge uden at afgive en trykt billet. Ikke en af billetprangernes selvgjorte, samt at logedørenes åbning og lukning må bero på hvad tilskuerne indbyrdes kan blive enige om, men ikke på dørvogternes suveræne vilje. - Gid man dog også en gang kunne få jernpiller i logerne i stedet for de uhyre træpiller samt en lille forhøjelse af loftet som nu ligger næsten på hovedet af 3. etages tilskuere der ofte hører til de bedre klasser.

(Politivennen nr. 872, lørdag den 15de september 1832, s. 607-609)  

Til Hr. Dr. Abraham Alexander Wolff, Præst for den mosaiske Troes Bekjendere

Da De så ofte og bestemt er opfordret af menigheden medlemmer at udgive i trykken de af Dem på den senere tid holdte prædikener, ligesom de beredvilligt udgav sådanne før menigheden hengav sin skærv til synagogebygningen så tager man sig nu den frihed at spørge Dem: Af hvad årsag tilbageholdes disse taler? Har religionssystemet så væsentligt forandret sig hos Deres Velærværdighed at De finder det for godt ikke at lade Deres offentlige foredrag komme for dagslyset især de to sidste prædikener? Lov - 2 - 4 - 9!? -

B. Cantor.

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 599)  

Endnu nogle Erindringer til Jødernes Præst og Repræsentanter

Jøden der er sin religion med dens ceremonier hengiven, måtte være meget svag når han ikke af yderste kræfter ville kæmpe mod nyhedsjægerne der ville berøve ham hans kosteligste gode, i særdeleshed her hvor Salomons ordsprog (kap. 16, v. 13) så træffende passer til vores vise regeringsprincipper: . Retfærdigheds løber er kongerne en velbehagelighed, og den som taler oprigtige ting skal hver af dem elske!"

Når vores præst altså spørger om det ikke er lige meget hvad enten Schulchon (bordet hvorpå Tora læses) står i synagogens midte eller ende, da kan man ikke undres over dette spørgsmål når man betænker at han der bebor en række af værelser, kun har et - kvistkammer til overs i sin bolig, hvori man - vendende ryggen mod lyset -kan dyrke skaberen. Men tager han i  betragtning at han er præst og hvad Orech Chaim (150. afdeling, første bind af den mosaiske religionskodeks) byder i så henseende, da burde han afholde sig fra sådanne ytringer.

Da menigheden har sat den tillid til hr. dr. Wolff at han ville træde i hans lærde og værdige forgængeres fodspor, forventer man ikke at blive skuffet i det, og at han som en ung mand ikke med påståelighed vil følge sit eget hoved, men anstrenge sig for at udfinde et moderationssystem der kan forene menigheden til kun et corpus, der er styret af en god mand.

Rygtet siger at 5 af de ærede repræsentanter vil afgå før (Gud ved om det er templet eller synagogen) åbnes. Forinden denne afgang (hvorimod man intet kan have at indvende) finder sted, ønsker man at det offentligt tilkendegives om der kan rummes det antal andægtige man kan antage som maksimum for de Guds hus besøgende af menigheden. Er dette ikke tilfældet, må man antage at de moderniserende, skønt tillige ved hjælp af de rettroende jøders penge, har ladet opbygge et tempel for sig alene, i stedet for den lovede synagoge til hele menighedens religiøse afbenyttelse og de udelukkede vil da allerunderdanigst ansøge om at måtte holde deres gudstjeneste i en af de gamle kirker, ligesom man ved retten vil kræve det tilbagekaldt man har indskudt til en synagoges opbyggelse der omskabes til et lille tempel hvori omtrent den halve menigheds andægtige til nød kan rummes - men dog få den fordel at bleve belyst af gas. Man ønsker dog at det tilfælde som i de engelske skuespilhuse har fundet sted, da ikke må indtræffe i templet, nemlig at et ubetydeligt tilfælde hvor da tiltrædende vind afgiver den største medvirkning til at fremme ondet, ikke pludselig må slukke det moderne, men skrøbelige lys og derved forsætte tempelherrerne i et mørke hvor de hverken an øjne det gode eller slette.

M. Levy

(Politivennen nr. 871, lørdag den 8. september 1832, s. 596-599.) 

Fri os fra Skændegæsten paa Veien til Lundehuset!

Søndag den 26. august om eftermiddagen passerede 3 velklædte damer vejen fra Lundehuset til staden. Da de gik forbi hr. grosserer Wolffs lyststed, kom en pige som konditionerer der, løbende imod dem, udskældte dem med alle de utilladeligste ord der tænkes kan, og uagtet de tav og gik, blev hun ved at skælde så længe hun kunne se dem. Man ønsker at hr. grosserer Wolff vil forebygge sådant så at enhver kan passere vejen uden at torteres af denne skændegæst som man før har hørt på en uforskammet måde udskælde forbigående der aldeles ikke tiltalte hende.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 584.) 

Et Forslag til Forskjønnelse.

Da nu Holmens Bro forandres og ombygges var det et ønske at sandkisten ved Højbro Plads sløjfedes og henlagdes på den anden side af Kanalen lige for Nybrogade hvor der er plads nok til en eller to sandkister, og hvor bolværket desuden er meget brøstfældigt og snart må repareres hvorfor det måtte være så meget lettere at anbringe sandkisterne der. Det er et vederstyggeligt syn fra Højbro Plads at se sandkisten behængt med alle slags klæder og pjalter blandt hinanden for at tørres, og det ville meget forskønne udsigten fra slottet og pladserne når denne tørreplads afskaffedes og der var bolværk i stedet for sandkiste så at skibene kunne ligge lige fra Holmens Bro til Højbro.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 578.) 

Kort Proces.

Søndag den 26. dennes blev 2 drenge som udenfor Østerport drev handel med cigarer uden at være berettiget til det, af en civilklædt person grebet og ført til det ved vejen til Classens Have værende bomhus. Ved ankomsten hertil forkyndtes drengene af nævnte person at de her skulle indespærres i 14 dage. En straf der dog kunne formidles til en tid af 24 timer hvis de ville bekvemme sig til at udlevere ham alle de penge de havde, sammen med resten af deres handelsvarer. De uberettigede handlende bed naturligvis efter kort betænkning i det sure æble og udleverede deres penge, henimod 1 rigsbankdaler, sammen med resten af cigarerne og de øvrige tilderes handel hørende småsager. Hvorefter de indespærredes i det aldeles tomme og mørke bomhus hvor de forsynet med et stykkebrød og en skål vand, blev liggende på gulvet til næste dag da personen atter indfandt sig, lukkede op for dem, bød dem at gå og med nogle ørefigner kraftigt indprentede dem den advarsel ikke oftere at indlade sig i uberettiget handel.

Det vil vist være kært for de udenfor byen spadserende der så ofte overhænges af pjaltede cigarhandlere at erfare at man søger at indskrænke denne handel, om end ikke måden hvorpå det sker i enhver henseende kan billiges.

C. C. Olsen.

(Politivennen nr. 870, Løverdagen den 1ste September 1832, s. 570-572.)  

Redacteurens Anmærkning.

Sagen viste sig at være pure opspind, og dementeres i Politivennen nr. 872, 15. september 1832, s. 615-616.

Endnu et Par Ord om Nedstyrtning fra Rundetaarn.

I fjor fandt en ulykkelig sin død ved at styrte sig ned fra en af åbningerne på Rundetårn. Det samme har været tilfældet i disse dage. Begge styrtede ned på en plads som hele tiden befærdes af mennesker af enhver alder, så det må anses for en sjælden stor lykke at ingen er blevet slået ihjel eller i det mindste slået til krøbling ved deres fald. Da man ikke kan vide hvor ofte nogen vil styrte sig ned fra Rundetårn og således passagen omkring samme til enhver tid må anses farlig for liv og lemmer, anser anmelderen det for passede gennem dette blad at gøre opmærksom på det middel hvorved han tror at en sådan fare for de forbigående i fremtiden mest sikkert og lettest vil kunne afvendes. 

Dette middel er at forsyne de på tornet værende åbninger med flere jernstænger anbragt på samme måde som de der findes i den nederste åbning ud til Købmagergade. Man indvender ikke at dette vil være uden nytte, såsom den der søger en sådan dødsmåde alligevel nok vil finde en eller anden bygning fra hvilken han kan nedstyrte sig så at andre ligefuldt vil være i fare for at blive slået ihjel ved hans fald. Det vil nemlig ikke kunne nægtes at ligesom lejlighed giver tyve, således frembyder også Rundetårn en bekvem lejlighed for sådanne ulykkelige der - vistnok oftest i sindsforvirring - søger det første det bedste sted hvor de kan ende deres dage. Det er da sandsynligt at sådanne når denne lejlighed bliver dem betaget vil søge en anden for deres medmennesker ikke farlig dødsmåde. 

Det kan heller ikke med rette indvendes at adgang til tårnets øverste del jo nogle gange om ugen står åben for alle hvorved da en bekvem lejlighed frembyder sig. For dels vil i det mindste den der i sindsforvirring beslutter at tage sig selv af dage, vistnok ikke opsætter sit forehavende til en vis bestemt time, dels plejer flere i de omtalte timer at besøge tårnets øverste del og næppe vil da nogen prøve på i fleres nærværelse at udføre et sådant forsæt. Ikke blot med hensyn til dem der frivilligt søger døden burde de omtalte jernstænger anbringes, men også med hensyn til de mange drenge der undertiden løber i tårnet. For dem har anmelderen ofte set ligge i tårnets åbninger med hovedet langt udenfor muren, og hvor let kan da ikke en dreng blive svimmel i hovedet og styrte ned!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 565-567.)  

Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  

Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.

Bemærkninger i Anledning af Hr. Møllers "Sendchreiben an den Herrn J. G. C. Adler

Da Slesvig og Holstens generalsuperintendent, hans højærværdighed herr overkonsistorialråd Adler, storridder af Dannebrog og D., Dr. theol, hertil kaldet af dannerkongen, som en af de rådgivende erfarne mænd, nys gæstede hovedstaden, var det at nogle herværende bekendere af den israelitiske tro benyttede denne lejlighed for på egne og øvrige trosbrødres vegne i et for menigheden vigtig anliggende at afæske hans højheds betænkning sålydende:

"Einige Mitglieder der israelitischen Gemeine in Kopenhagen haben mich om ein Gutachten gebeten, ob und in wie fern solche Neuerungen als man in der israelitischen Synagoge vorzunehmen gefonnen sey, für zulässig zu achten.So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen Ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeine selbst ausgehen, so stimmen auch die bewährtesten sowohl alten als neueren Rabbiner darin überein, dass sie Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch des Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals bei dem Gottesdienste, mit einer israelitischen Synagoge nicht betehen können, sondern dass solchebei der Annahme dieser Neuerungen aufhören würde, eine ächtjüdische Synagoge zy seyn."

Årsagen hvorfor man henvendte sig til denne berømte lærde hvis dybe kundskaber i almindelighed  og hvad israelitisk teologisk lærdom angår i særdeleshed, erkendes over hele Europa, var dels hos denne upartiske og oplyste mand at få svar på  hvad man ikke kunne opnå hos sin egen præst, og dels at se bedømt hvorvidt de forandringer i gudstjenesten som muligt hvis det almene rygte stadfæster sig, skal iværksættes i den nye synagoge, er tilladelige eller ikke.

En i og for sig selv anonym skribent, for navne som Petersen, Bendix, Møller uden standsbetegnelse kan dog ikke antages at være hjemlede for publikum, har i en tysk 12 skilingspjece forsøgt at gøre angreb på den af hans højhed udstedte attest der er sendt til højere vedkommende.

Ligesom det ingenlunde er venteligt at den mand hvis kompetence og sandhedskærlighed så ofte og klart er lagt for dagen, nogensinde vil besvare hvad en ukendt måtte finde for godt at fremføre imod de vidnesbyrd han i medfør af sagens natur og efter opfordring velvilligt har udstedt, finder vi det endog at være under denne lærdes værdighed om vi et øjeblik nærede den tanke på hans vegne at ville forsvare samme. Vi ledes meget mere af overbevisningen om at forfatterens hele nøgenhed let vil kunne fremstilles for publikum blot ved at fremhæve de argumenter af hans pjece ved hvilke han tror at kunne rokke hans højheds ytringer. Det er derfor ikke her stedet punktvis at gendrive dette åndsfoster der synes at være udklækket bag disken hos en af vores mosaiske modehandlere, hvis tragten er den til fælles med alle nyhedsjægeres at danne sig en fornuftreligion efter dagens mode.
Vi vil altså overgå til at besvare det egentlige i pjecen hvor forfatteren side 9 tiltaler hr. generalsuperintendenten således:

"Hätte der herr Generealsuperintendent die Männer, denen dieser schriftliche Schein mitgetheilt wurde, nur etwas genauer gekannt, oder über ihre intellektuellen Fähigkeiten nur den geringsten Aufschluss gesucht, ich bin dessen versichert, nie würden Menschen, die dem Paniere der Unwissenheit geschworen haben, je im Stande gewesen seyn, sich rühmen zu können, im Besiss eines solchen von Ew. hocherwürden herrührenden Attestes zu seyn, mit dem sie zugleich der Menge, der es, wie ihnen, an Klarheit und Deutlichkeit der Begriffe, anrichtiger Einsicht, an Kenntnissen gebricht, den Rebel, der vor ihren Augen schwebt, verdickten"

De mænd der havde den ære på egne og flere trosfællers vegne at opvarte hans højhed, er just ikke lige de indbildske dårer! Deres levnedsløb er ikke heller betegnet med kneb, åger eller falsk fallit. Men hvad israelitiske troslærdomme angår, tør de vist nok måle sig med dem af deres trosfæller der er bevandrede i Guds lov og især med en hr. Møller. Men om ikke så var, hvad gør vel det til sagen?!

"Einge Mitglieder .... heisst es. So viel ich weiss, waren diess nur zwei, und, zur Ehre der Israeliten seys gesagt, nur wenige können diesem ihrem Verfahrten Beifallzollen."

Hvor mange ordførere er nok for hr. Møller? Han vil dog vel ikke have en hel klub for eksempel Casino! for at udbede sig en betænkning? Pluraliteten af den herværende israelitiske menighed er mod sådanne foranstaltninger, der rokker den hidtil brugelige gudstjeneste. Blev dens stemmer fordrede og fulgte som rettesnor, da ville det vise sig.

"Solche Neuerungen .... Die Worte find an ihrenPlatze. Denn welche diese Veränderugen sind, wie weit sie sich erstrecken, was sie unfassen, wussten sie wohl nicht, nur dem Hörensagennach kantten sie diese."

Når en del mænd af menigheden fx 7 i følge af bevirkede eller efterladte kendsgerninger og hvis kompetence næppe kan drage i tvivl bryster sig af "hvad vi siger, det siger vi hvad vi vil, det vil vi" og giver al grund til det påtalte, har man da forløbet sig om man tog forholdsregler?

"So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen" ----
"Sind Veränderungen sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen, denn so mislich und bedenklich?"

Ingen, hvem som helst er med grund berettiget til at forkaste eller ophæve hvad nationens udvalgte (Sanhedrin) og før dem profeterne, såsom Hagæus, Zacharias, Malachias, Daniel og flere har samlet i et råd for mere end 2.000 år siden - og hvad israelitterne antager ved guddommelig inspiration fremsat, var han end ypperstepræst. Lad os først høre og erkende bevæggrundene og kilderne hvoraf disse store mænd opgav os ritualet, først da kan man, nemlig menigheden, enes om andre bestemmelser, hvis disse er fornødne. Ville dog den stortalende hr. forfatter betænke at religion og dertil hørende gudstjeneste er samvittighedssag, at denne overleveret af forfædre og gældende i årtusinder, ikke lader sig rokke - at man ikke kan påtvinge nogen forandringer i så henseende - at det netop her er pluraliteten af menighedens stemme der bør gælde.

"Doch ich gehe jetzt zu dem weit wichtigern Punkt über, welchem gemäss "die bewährtetesten, sowohl alten als neueren Rabbiner darin übereinstemmen, dass die Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch der Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals mit einer israelitischen Synagoge nicht bestehen können, sonder ..."
Ich fordre Sie demnach auf, mir zu sage, werdiese bewährten herren Rabbiner älterer und neuerer Zeit sind."

I en bekendt "Schulbuchhandlug" vil forfatteren muligvis kunne få en bog udkommet i 1819 under titlen Debrihabrit (Pagtens ord) i anledning af at en sammenrotning i vores nabostad Hamburg af en næppe af 100 individer bestående ny sekt, udvalgte sig en hr. Salamin som prædikant for i et nyt modetempel at udøve en såkaldt gudstjeneste, hvorover det højærværdige rabbinerkollegium i Hamborg, i kraft af dets statutter, afæskede erklæring fra de i Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien, Böhmen, Mähren og Ungarn af de højere regeringen ansatte landsoverrabbinere om og hvorvidt de forehavende projekter turde bestå. Disse, fyrretyve i tallet, har deri ikke alene i kraft af den dem tilkommende myndighed, men de støttede sig på hvad de mest berømte kommentatorer og i særdeleshed hvad de berømte doctores Moses Mendelsohn, Hartvig Wesfelly m. fl. har ytret om det, på det mest bestemte erklæret sig imod, såvel den nye sekt i særdeleshed, som imod enhver i almindelighed der vover at forandre, forfalske eller tilintetgøre hvad som helst os er foreskrevet, den hellige religion og ritus betræffende, ligervis som den af den vise hr. generalsuperintendent afgivne erklæring udviser. Forfatteren og konsorter vil af disse deponenters erklæring erfare meget mere end de kender når samme i særdeleshed lægger mærke til de 10. brev Noget om fritænkere (se Moses Maimon 3. afdeling om opsætlige).

I den bedre del af menighedens navn der ret har fattet den vise Salomons ord: "Min søn, frygt Gud og Kongen og bland dig ikke med nyhedsjægere!" - og hvis religion overleveret af forfædre er mere end et tomt hjernespind eller grundløse fornuftproduktioner - hvor det gælder at holde Guds bud - er ikke frækt betegner sabbatten helligholdelse med verdslig syssel - og for hvem nedarvede tro og love, næst Gud er en fast klippe her på jorden - være det sagt at hvert brud på vores religiøse rettigheder vil strande som forførernes gift på de dydige!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 553-561.)

Redacteurens Anmærkning

Jacob Georg Christian Adler (1756-1834) var slesvigsk orientalist, generalsuperintendent (biskop 1792-1834) og overkonsistorialråd i Holsten (fra 1806). Hans alterbog fra 1796 vakte stærk modstand pga. dens moderniserende tendens og forsøg på at tildanne kirkens tekster og ritualer efter tidens sprog. Tidligt i sin karriere havde han vist indsigt i mellemøstlig religiøs litteratur, fx Talmud, rabbinske skrifter og den arabiske historieskriver Abulfedas årbøger. (Om Adlers øvrige virke, se fx Nationalitet og kirke i Danmark og Slesvig-Holsten 1770-1920.)