Straf. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret har i denne Uge paakjendt en Sag, der afgivet et paafaldende Beviis paa, hvorledes Lovgivningens Straffebestemmelser, naar de anvendes paa det enkelte foreliggende Tilfælde, undertiden kunne blive yderst haarde og ikke staae i nogetsomhelst passende Forhold til Forbrydelsens egen Natur og Beskaffenged. Den 3die Januar sidstleden blev Tiltale Karen Christine Loa anholdt og arresteret paa Grund af et Tyveri, som der dog efter det under Forhørene oplyste ingen Grund er til at antage, at hun har begaaet. Under Forhørene vedgik hun imidlertid, at hun nogle faa Gange i Løbet af December Maaned forrige Aar af Mangel paa Nattelogis er igjennem et ikke tillukket vindue stegen ind om Aftenen i hendes forrige Husbondes, Toldbetjent Hermannsens, Stue, hvor hun viste, at Ingen paa den Tid opholdt sig, og derpaa hver Gang, efterat have smurt sig et Par stykker Smørrebrød og spiist samme, sat sig til at sove i Stuen indtil om Morgenen, da hun atter forlod Huset. Denne Lovovertrædelse fandt Localøvrigheden sig beføiet til at eftergive hende, imod at hun lovede for Fremtiden at afholde sig fra alt Ulovligt. I Midten af Marts Maaned gjorde hun sig imidlertid skyldig i en lignende Lovovertrædelse, idet hun et Par Gange banede sig Vei ved Hjelp af et aabentstaaende Vindue til Væver Fabers Spisekammer og der nød et Par Stykker Smørrebrød. Som et Beviis paa Tiltaltes trængede og forladte Stilling fortjener det at anføres, at hun den sidste Nat, da hun blev paaagreben, satte sig i en Krog i Gaarden og faldt strax i Søvn, i hvilken Tilstand Bestjaalne Faber fandt hende. At hun har handlet i den yderste Trang og blottet for alle Subsistentsmidler, er der al Anledning til at antage, og det er ikke under Sagen oplyst, at hun har sat sig i Besiddelse af andet end de omtalte Fødemidler, som vare fornødne til at tilfredsstille hendes Hunger. Hun har ikke tidligere været tiltalt eller straffet. Efter den Tyvslovgivning, der gjalt førend Frdn. af 11te April 1840 udkom, vilde hun paa Grund af det Stjaalnes Ubetydelighed og hendes Trang være bleven anseet med nogle Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, da hun ikke havde begaaet noget Indbrud for at udøve Tyveriet. Efter den nysnævnte Forordnings § 12 kunde hun imidlertid ikke slippe med denne Straf, thi denne Paragraphs andet Membrum fastsætter, at den, der om Nattetid baner sig Adgang til Huusleilighed igjennem saadanne Veie, som ikke ere bestemte til Indgang, skal ansees med Strafarbeide fra 6 til 16 Aar, efter Omstændighederne paa Livstid. Bemeldte Forordnings § 30 kunde heller ikke komme Tiltalte tilgode, da den vel for mindre Tyverier, navnligen hvor det er "Føde- eller drikkevarer", der "borttages til umiddelbar Fortæring eller dog af ubetydelig Værdi" fastsætter, at "de ikke skulle behandles som Tyveri eller uden paa dens Forlangende, som derved finder sig forurettet, gjøres til Gjenstand for Undersøgelse eller Paatale"; men denne Bestemmelse er gjort afhængig af, at der ikke i den Maade, hvorpaa den Paagjeldende har banet sig Adgang til de Steder, hvor bemeldte Frugter eller Varer findes, er Noget, som udelukker Handlingen fra den foranførte mildere Bedømmelse. Tiltalte blev derfor igjennem alle 3 Instantser anseet med Straf af 6 Aars Tugthuusarbeide, en Straf, der maa forekomme Enhver overordentlig haard i Forhold til Tiltaltes Brøde, og som nu kun kan forandres ad Naadens Vei, hvilken vel heller ikke vil blive uforsøgt.

(Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842)

Diligence-Væsenet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Kieler Corresp. Bl." læses følgende Artikel om Diligence-Væsenets Tilstand i Holsteen, der, hvis den virkelig er saaledes, som den her skildres, fortjener den strengeste Undersøgelse: "Der er allerede flere Gange, hedder det i ovennævnte Blad, gjort opmærksom paa de Inconveniencer, som ere forbundne med, at Diligencen fra Kiel til Hamborg-Altona kjører uden Conducteur. De Misligheder, som opstaae af denne mangelfulde Indretning, kunde neppe være talrigere, end de viste sig ved Diligencens Tour fra Altona til Kiel Natten mellem den 30te September og 1ste October. Diligence-Toget, som foruden Hovedvognen bestod af en Bivogn og en Bi-Chaise, afgik fra Hamborg, i Stedet for Kl. 10, først 10 Minuter senere, fordi Brevsækken først da var i Orden, opholdt sig ikke længer end nødvendigt i Altoua, og ankom lykkelig til Langenfeldt, hvor Opholdet paa Grund af Toldkontrollen i det Høieste varede 20 Minuter. Mellem denne By og Quickborn kunde en af Hestene ved Bivognen, som allerede betydeligt var bleven tilbage, ikke komme af Stedet, saa at Vognen maatte blive staaende paa Chausseen uden Tilsyn og Postillonen løbe tilbage til Rugenbergen for der at hente en anden Hest. Den anden Bivogn, som var uden Lygte, væltede udenfor Posthuset i Quickborn, men dog saa heldigt, at kun en af Passagererne fik en Contusion i Hovedet. Ved disse Uheld var Farten allerede betydeligt forsinket; thi Hovedvognen ventede i Quickborn, indtil alt igjen var i Orden. En ny Forsinkning foraarsagedes derved, at der manglede Lys til Lygten paa Hovedvognen, og at Passagererne, som vare blevne ængstlige ved den ene Væltning, paastode, at der skulde leveres Lys, hvilket ogsaa efter længere Capitulering blev tilstaaet, idet der blev tilstaaet Talglys. Endelig afgik Toget fra Quickborn og ankom lykkeligt til Bramsted. Da man ankom her, var der ingen Heste til at skaffe Vognene og Passagererne videre, fordi, som det hed, den sidste Diligence ikke var ankommen fra Kiel. De af Passagererne fremsatte Klager bleve besvarede med Grovheder af Litzenbroderen. Efter længere Ophold (idetmindste 3/4 Time) blev der endelig skaffet Heste, og Reisen gik videre til Neumünster. Her indtraf en Omskiftning af Passagerer, idetmindste flere afgik, navnlig fra Hovedvognen, og disse Pladser bleve, vistnok imod Reglementet, tildeels besatte med saadanne Passagerer, som først vare komne til i Neumünster. Ved denne Omskiftning hændtes det, at en Passager, som havde gjort hele Touren med fra Altona eller Hamborg, ikke kunde faae Plads igjen i Vognen, men erholdt paa sit Forlangende den Anviisning af Post-Officianten, "at han, naar han vilde med, maatte sætte sig paa Bukken hos Postillonen." Denne, som allerede havde havt den Ulykke, at vælte ved Quickborn, fulgte godmodig denne Anviisning, og priste sig maaskee endda lykkelig over, at han for sine Penge kunde komme levende og per Buk til Kiel. Imidlertid skete denne Ankomst omtrent 2 Timer for seent - istedetfor Kl. 7, først Kl. 9! For i Fremtiden at forebygge Sligt, er det fremfor Alt nødvendigt: At Diligencen ledsages af Conducteurer, saaledes som Tilfældet er med den kongelige danske Hamborg-Lübeckske og med den Altona-kjøbenhavnske Diligence, og fremdeles bør det nøie overholdes, at Postmesteren personlig ere tilstede ved Diligencernes Ankomst og Afgang.

Endelig bemærke vi endnu, at der er tilstaaet Diligencerne og Extraposterne alt for megen Tid paa Stationen fra Quikborn til Altona; thi om Postillonerne endog kjøre nok saa langtsomt, bede de dog bestandigt en Time."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1842).

Gadeoptøier i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen).

Allerede i flere Aftener have her paa Gaderne, hedder det i "Aalborg Avis", fundet Sammenløb og Slagsmaal Sted imellem Soldater og Læredrenge, der navnlig Fredagaften (Markedsdagen) og i Søndags førte til heftige Optrin, hvis Fornyelse igaar Aftes ved de enkelte Politiofficianters Anstængelse og Soldaternes, skjøndt sene, Bortfjernelse endnu itide blev forhindret. Som det erfares har denne Tumult havt sin Aarsag i kaade Drillerier af Læredrengene mod de ellers fredeligtsindede Soldater, der desaarsag havde samlet sig for at gjøre Modstand. At et saadant Uvæsen skal kunne drives af Drenge, der staae under deres Mestres Tugt, er vistnok at beklage, og det tør derfor forventes, at Politiet kraftigen vil indskjærpe Anordningerne om Opsynet med Læredrengene udenfor Arbeidstiden og tillige vaage over disses Efterlevelse, saaog at der strængelig paasees, at ingen offentlig Udskjænk til Drenge eller lignende til Udskeielser og Demoralisation førende Uordener finder Sted. Ved den Orden og Rolighed, der ellers altid har været kjendelig ved den herværende Soldateske, bør maa haabe, at ogsaa fra denne Side hver Anledning til eller Næring af urolige Collisioner vil blive forebygget, i hvilken Henseende man efter de foregaaende Afteners Optrin vel allerede turde have ventet præventive Foranstaltninger. Skulde imod Formodning nye Tumulter af denne Natur indtræde, var det vistnok ogsaa ønskeligt, at Politiet uskaansomt vilde giøre Brugen af sin Magt og vid denne adsplitte Hobene, hvad enten disse bestaae af Drenge eller Soldater, hvilke sidste ved Sammenløb paa Gaderne naturligvis ere den samme civile Politimyndighed underlagte som enhver anden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. september 1842).

Hertugdømmerne Slesvig og Holsteens lærde Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Freqventsen i disse Skoler har, ifølge en Beretning i "Alt. Mercur", fra Nytaar til Paaske 1841 i Haderslev 48, Flensborg 75, Husum 59, Slesvig 63. Rendsborg 42, Meidorf 43 Plöen 48, Kiel 43. Glückstadt 59. ialt 480. Ifølge heraf er Freqventsen, i Sammenligning med Beretningerne fra tidligere Aar, aftaget ikke ubetydeIigt. I Aaret 1822 beløb det samtlige Antal af Elever i de lærde Skoler sig til 705 og i Aaret 1827 tit 690. Omendskjøndt disse Stoler næsten have ens Organisation med Hensyn til Classer og Lærerantal - fire Lærere for fire Classer i Reglen, og kun Flensborg og Slesviger Skolen have hver fem Lærere - saa har der dog stedse fundet en stor Omvexling Sted i Freqventsens Stigen og Falden. I Aarene 1822-25 havde Slesviger Domskolen aarlig c. 150 Elever, og den nærmest i Freqvents stod dengang Kieler Skolen med 100 Elever. Den sidste hører nu til de mindst besøgte, medens Flensborger-Skolen i Elevantal indtager den første Plads. Allerede siden Paaske 1841 har Forholdet atter mærkeligt forandret sig. Rendsborger Skolen talte et halvt Aar senere kun 29 og Antallet i Hadersleben var sunken til 39, hvorimod Freqventsen i Glückstad var stegen.

Søger man Aarsagerne til den nuværende ringe Freqvents, saa vil man sikkert mindst finde dem en mangelfuld Beskaffenhed af disse Læreanstalter; thi netop i de seneste Aar er der, saavidt os bekjendt, gjort mere for at de skulle trives, ved Ansættelse af dygtigere Lærere og skarpere Control, end tidligere i en Række af Aar. Med mere Geund vil man kunne anføre, at vor Ungdom i den nyere Tid ikke mere saa udelukkende offrer sig til Studeringer, og andre Kald ogsaa gjøre sig mere og mere gjældende. Kjøbmandsstanden i Byerne, Fabrikanten, den større Godseier osv. foretrække det allerede at søge mere practisk Underviisning for dens Sønner i Real- og de høiere Borgerskoler, end at overgive dem til den reent videnskabelige Dannelse i de lærde Skoler. Med Hensyn til denne Trang har ogsaa Borgerskolevæsenet havet sig mærkeligt hos os i den senere Tid, medens derimod saamange Borgerskolers lavere Standpunct i ældre Tid vel har bidraget væsentligt til de lærde Skolers tidligere Freqvents.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. september 1842).

Artiklen udtrykker en generel holdning blandt de politisk ledende kredse i København. Eftertiden kunne tyde på at grunden netop var de "dygtigere lærere og skarpere kontrol", idet der nemlig blev ansat danske lærere som skulle føre skrappere kontrol med slesvig-holstenske oppositionelle. Hvilket de liberalt indstillet borgere i hertugdømmerne ikke ønskede. Dette fremgår i hvert fald af artikler skrevet efter 1864.

Jerndampskibet "Caroline Amalie". (Efterskrift til Politivennen)

Om Befordringen med dette Dampskib, hedder det i "Loll. Falst. Stitstidende", (efterat Skibet selv er roest): I Kahytten er der qvalmt, og - hvad der paa et Skib er af største Vigtighed for Passagererne, især for de søsyge - Opvartningen er høist maadelig, ja, saalænge Table d'Hote varer, gives der paa 2den Plads saa godt som ingen Opvartning, idet denne til samme Tid findes ganske concentreret paa 1ste Plads. En stakkels Kone hørte vi lange forgjæves sukke efter et Glas Vand til sit syge Barn, indtil endelig en barmhjertig og behjertet Passageer tog Mod til sig og hentede hende den ønskede Drik fra 1ste Classe, hvilken Overskriden af Grændsen mellem 1ste og 2den Plads rigtignok kunde blive ham kostbar, eftersom Reglementet herfor bestemmer Erlæggelse af Prisen for 1ste Plads. Opvarterne forekom os tvære og ingenlunde artige. Forlangte man Middagsmad, hed det, at man maatte vente til Table d'Hote var hævet, og da dette først hævedes omtrent Kl. 6, havde flere Passagerer, der nu nærmede sig Reisens Maal, opgivet Middagsmaden, hvorimod de ønskede Kaffe eller Thee; men atter fik man det Svar, at man maatte give Tid til Kaffeen var serveret paa 1ste Plads. Var man nu endelig saa heldig eller rettere: uheldig - at saae en Kop Thee eller Kaffe, da var Drikken af saadan Beskaffenhed, at kun de, der mere bekymrede sig om at faae Noget at drikke, end om hvad de drak, benyttede sig af det der bødes dem: Theen havde Afsmag og Kaffeen var saa tynd, som man kunde vente det, efwrat 1ste Kahyts Passagerer havde taget al Kraften deraf. Hvad Betalingen for 2den Plads angaaer, da skulle vi Intet have at bemærke, dersom Opvartningen var god; men i Forhold til den slette Opvartning forekommer os en Betalingen at være for høi. Hvorvidt de her anførte Klager stedse ere gjældende, kunne vi ikke afgjøre, da vor Erfaring kun strækker sig til een Reise; muligt var ogfaa paa denne Reise de Reisendes Antal usædvanlig stort, dog vil denne Omstændighed ikke kunne undskylde Opvartningens Maadelighed, da det kun synes at være en ligefrem Pligt at ansætte et saa stort Antal Opvartere som nødvendigt for at gjøre deres Tjeneste upaaklagelig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1842).

Et Par Anker Brolægningsvæsenet i Kjøbenhavn vedkommende. (Efterskrift til Politivennen)

...Brolægningen udenfor deres Eiendomme Aar for Aar mere forefalder, indtil den knap længere kan befærsles og den yderligste Nødvendighed byder dens Istandsættelse. Men om nu end dette, paa Grund af Forholdene, ikke kan være anderledes, synes dog hine Eiere, ligesom overhovedet enhver Eiendomsbesidder, at kunne vente sig forskaanet for enhver Extraudgift i Anledning af dette Brolægningsarbeide, der, efter Communalbestyrelsens Foranstaltning, foretages udenfor deres ejendomme. Der har imidlertid indsneget sig den Misbrug, at ved slig Leilighed, naar en fuldstændig Omlægning er befunden nødvendig, pleie Brolæggerne at lade nogle af deres Medhjelpere gaae om fra Huus til Huus og afpresse Eierne en Art af Recognition, som det hedder, "fra Brolægningen af Fortouget". De gjøre vel ikke ligefrem Paastand derpaa som en Ret; men ved deres Yttring, at "det er Noget, de altid pleie at faae" og at "Alle give dem det", ville de nok de færreste Steder blive afviste, ihvor nødig end vistnok de fleste Eiere ville underkaste sig denne extraordinaire Udskrivning. Inds. feiler nepppe i at antage det for tilstrækkeligt, at Communalbestyrelsen er bleven gjort opmærksom paa denne Uskik, til at man tør vente at see den hævet for Fremtiden. 

En anden Anke foranlediger den Fremgangsmaade, der finder Sted med Hensyn til de Forbedringer ved Trottoirets Brolægning, som enten de nærværende Eiere eller deres Forgængere paa egen Bekostning have foretaget. Her synes man at gaae i alt Fald noget nonchalant tilværks. Det er i det mindste Inds. bekjendt, at Brolægggerne etsteds, hvor der var lagt Flise- eller Bandursteen paa den Deel af Trottoiret, der strækker sig udenfor en Port, og samme Slags brede Stee ud imod Gaden til Anbringelse af et Brædt, borttoge alle disse Flisestene og lagde simple Brostene i Stedet. Eieren fik, ved at demonstrere derrimod, kun det Svar, at "de skulde bruge Bandurstenene andre Steder", og først ved personligen at henvende sig til den Inspectionshavende og gjøre sin Ret gjeldende, modtog han det Løfte, at de borttagne brede Stene igjen skulde blive lagte.

(Kjøbenhavnsposten den 1. juli 1842)

Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at der med Hensyn til Landsætningen fra Dampskibene er draget overordentlig slet Omsorg for de Reisendes Tarv, og at man uden Tvivl skal lede længe efter at finde et Sted, hvor Landsætningen medtager en saa forholdsmæssig lang Tid som her, hvilket i Særdeleshed bliver mest byrdefuldt for de Reisende, naar de ere mange ombord og de tillige have havt haardt Veir paa Søen, og altsaa have god Grund til at længes efter at komme i Land. Det har derfor med Føie været sat under Ventilation om at bygge et Brohoved ud ved Toldboden, ved hvilket man kunde lægge til og Passagerne saaledes komme directe i Land, uden at behøve at tage tiltakke med den monopoliserede Havnecapitains monopoliserede Fartøier, hvis Utilstrækkelighed for at opfylde Tidens Fordringer netop bliver dobbelt følt i de Tilfælde, hvor Dampskibene paa Grund af det Virvar, hvori Skibene almindeligt ligge udenfor Bommen, nødsages til at ankre op et langt Stykke fra Land. I Anledning af Opførelsen af det projecterede Brohoved har man viist Havnecapitainen den Ære at afæske ham hans Betænkning angaaende samme. Om det end ikke undrer os, at denne Betænkning er bleven til en lang Række af Betænkeligheder ved Udførelsen af Projectet, saa at det ikke er Hr. Eskildsens Skyld, hvis Sagen ikke bliver fuldstændig discuteret, i det mindste fra den ene Side, saa vilde det dog være os meget paafaldende, om an vilde lade sig afholde, vi ville ikke sige fra Realisationen af en Idee, som Tidens og det reisende Publicums retmæssige Fordringer, andre civiliserede Landes Exempler og Omsorg for Byens og Handelens Tarv gjøre lige trængende nødvendig, men blot fra snarest muligt at paaskynde Udførelsen med al den Iver, som det er muligt at opdrive hertillands.  

(Kjøbenhavnsposten, den 22. juni 1842)

En Brøndgravers Redning. (Efterskrift til Politivennen).

"Randers Avis" meddeler nu en paalidelig og detailleret Beretning om den mærkelige Tildragelse, som vi omtalte i Nr. 116 af vor Tid., med en Mand, som en Tid var levende begravet. Beretningen, Pastor Graaes Indberetning til Amtet, lyder saaledes:

Ole Jørgen Rawert: Randers den 8. august 1844. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En Mand her af Sognet, Huusmand Laurs Jensen af Pindstrup, paa Steenalt Skovgrund er, efterat være levende begravet i en Brønd paa 20 Alens Dybde, med 5-7 Alen Sand over sig, efter 56 Timers Forløb, hvoraf 33 hengik inden saa Meget kunde blive bortryddet, at Hovedet kunde komme frem og Aandedrættet blive frit, ved Fleres overordentlige Anstrængelser, atter kommen op af Brønden med hele Lemmer, og, skjøndt stiv og afkræftet, dog i den Stand, at han forventes snart med Guds Hjelp at kunne blive fuldkommen restitueret.

Jeg skal tillade mig omstændeligere at detaillere denne mærkelige Tildragelse, for at Deres Høivelbaarenhed derved kan komme til Kundskab om den ædle Iver og det ufortrødne Mod, som Flere ved denne Leilighed have lagt for Dagen: 

Huusmand Laurs Jensen, en Mand paa 42 Aar, der har sat flere Brønde her i Egnen, havde efter Accord paataget sig at grave en Brønd midt i Gaarden for Cand. philos. Andersen, Eier af Margrethenlund. Da den var bleven 22 Alen dyb, uden at der endnu var Udsigt til at faae Band, bestemte Andersen, imod Laurs Jensens Ønske, at Brønden, der ei endnu var steensat, skulde fyldes iglen. Dermed begyndtes Mandagen den 6te Juni, efterat Hr. Andersen udtrykkeligen havde sagt til Laurs Jensen, at han ikke skulde optage de nederste Fjælle, der bedækkede Siderne, eller de Bjælker, der igjen holdt disse sammen, dersom han troede, at der var nogen Fare forbunden dermed, og at han i alt Fald ikke maatte optage mere end eet Sæt ad Gangen. Laurs Jensen agtede imidlertid ikke Faren; men da Andersen et Øieblik havde fjernet sig, vilde han Kl. 10 om Formiddagen, da kun 2 Alen vare fyldte, tage flere Sæt Fjælle op paa eengang; men i et Nu skred Sandet ud, som udgjorde det nederste Lag, og L. J. blev begravet derunder, uden at Nogen kunde redde ham. Ved Folkenes Anskrig ilede A. til og ned i Brønden, og raabte paa Manden, men der lød intet Svar; og da nu i det samme Sandet skred ud igjen med stort Bulder, maatte de, som vare nede i Brønden og ifærd med at grave, strax ile op igjen, hvorved een af de Øverste i Forskrækkelsen tabte en Spade, der faldt med den skarpe Kant ned paa A.'s Hoved og saarede ham. 

Da Naboerne i en Hast vare tilkaldte, befandtes det, at Brønden nu kun var 13 Alen dyb, saa at 7 Alen vare fyldte ved Sammenstyrtningen. Medens vi stode der, skred Sandet igjen, men indad, hvorved der paa de to Sider dannedes store Huulninger, saa at den faste Leer- og Mergelmasse, der udgjorde de 7 øverste Alen, nu manglede et Støttepunct, ved Yderkanten paa disse Sider, idet der derunder først var et aabent Rum af stor Dimension, og nedenunder dette det løsere Sand. Ingen turde eller kunde nu arbeide i Brønden, da Sandet skred sammen, naar der rørtes derved, og deels Ingen var tilstede, som forstod sig paa Brøndgravning, deels ordentlige Redskaber og Beskyttelsesmidler savnedes. Da Ingen vidste Hjelp i denne Nød, og der var al Rimeligbed for, at Manden nu, da Kl. var 12-1 om Middagen, var for længe siden død, skrev S., efterat have talt med Sognefogden, en Anmeldelse om det Passerede til Herredsfogden, hvilken Anmeldelse strax efter skulde have været besørget til Randers, der ligger 4½ Miil fra Margrethenlund. A. vilde imidlertid lidt før Kl. 2, i sin Forstemthed, lægge sig et Øieblik paa sin Seng; men havde kun hvilet nogle faa Minuter, da han pludselig hørte et huult Raab nede fra Jorden, skjøndt der er 33 Alen fra det Sted, hvor han hørte dette, og til Randen af Brønden, hvorhos dog maa bemærkes, at, uagtet der ikke er Kjælder under denne Deel af Huset, der alligevel er et Rum paa ½ Alen under Gulvet, som ikke er fyldt med Jord, men hvor der kun findes smaa runde Kampesteen. Da A. løb ud til Brønden, greb han først fat i det Reb, som hang ned deri, og som L. J. havde brugt til at binde om de Bjælker, der skulde hisses op; da han rykkede flere Gange deri, blev der igjen tre Gange nedenfra taget i det. Han ilede nu ned i Brønden og fik Svar, da han kaldte paa Mandens Navn; rimeligviis er denne først nu opvaagnet af en Besvimelse.

Da Mandskab fra de nærmeste Steder var samlet, gik Træskomand Niels Hansen af Marimalene med et Reb om Livet ned i Brønden; men kom strax op igjen, da der ikke kunde graves i Sandet, uden at det strax begyndte at skride sammen. Man begyndte da i Fortvivlelsen at grave ovenfra, for saaledes at naae til Bunden i en jævn Skraaning; men da det øverste Jordlag i den stærke Tørring var saa haardt, at der maatte bruges Mergelhakker, opgav Man snart dette Forøg, om hvilket Man kunde forudsee, at det enten ingen Ende vilde faae, eller ogsaa en Ende med Forstrækkelse. Efterat Proprietatir Monrad til Ny Ryomgaard havde foreslaaet at indrette en Kasse, som kunde sænkes ned i Brønden, og hvori Arbeiderne kunde være nogenledes beskyttede, ophørte Raadvildhedens Periode, og Træskomand Niels Hansen erklærede sig villig til at begynde Gravningen, naar Kassen var færdig. Mandag Aften og Tirsdag Nat anvendtes nu til at indrette en Saadan af 4 Bjælker paa 9-10 Alen, forbundne med nogle mindre, hvorpaa vare slaaede Fjælle, som lykkeligviis vare at faae paa en af Nabogaardene, ligesom ogsaa stærkere Reb, med Taille til, maatte hentes et andet Sted. Med megen Møie fik Man Kassen sænket ned imellem de Sprosser eller Biælker, hvoraf der sad to og to sammen hele Veien ned i Brønden. Kl. 5 Tirsdag Morgen naaede den Bunden, og Niels Hansen begyndte nu at opgrave Sandet, som heisedes op i Spande. Han blev imidlertid snart syg af at være dernede, og kom op igjen. Derpaa gik Tjenestekarl Anders Pedersen fra Ny-Ryomgaard derned, og arbeidede alene hele Formiddagen, indtil ved Middagstid Tjenestekarl Carl Kondrup, fra Ryomgaard, kom ned til ham og arbeidede 2-3 Timer i Forening med dam. Den store Kasse var for viid nedentil og kunde derfor ikke synke uden 1 Alen omtrent, efterat Sandet var gravet fra; da der nu var gravet et Par Alen til ned i det løse Sand, maatte der føies en mindre Kasse til, som kunde gaae nedenfor den større, da Arbejderne allerede vare udsatte for stor Fare. Niels Hansen, som var den dygtigste til dette Arbeide, kom da ned igjen og hjalp i ½ Timestid Anders Pedersen hermed; men N. H. maatte da op igien, da han anden Gang fik Ondt og blev forknyt. Imidlertid var Sognefogden fra Attrup kommen med nyt Mandskab fra Koed Sogn, og deriblandt fandtes en Mand paa 56-57 Aar, Indsidder Rasmus eller Ras Oldermann fra Attrup, som nu Kl. 3-4 om Eftermiddagen afløste A. Pedersen og blev uafbrudt lige ufortrøden ved til Kl. 10-1 1 om Aftenen, Han arbeidede i disse 6-7 Timer alene nede paa Bunden og satte et nyt Bolværk igjen nedenfor den mindste Kasse, saa godt han kunde, medens Tjenestekarl Søren Andersen fra Koed paa samme Tid sad nederst i den større Kasse, for at tage imod Spanden, der efterhaanden bragte Sandet op. 

2-3 Timer før Aften naaede Ras Oldermanu Laurs Jensens Hoved, over hvis Nakke laae en Bjælke, paa hvilken igien hvilede 9 Fjælle, der dannede en ret Vinkel med Bjælken, hvorved et Loft var fremkommet, under hvilket der ved L. J's. Ansigt var saa stort et aabent Rum, at han kunde bevæge den Haand, hvormed han holdt fast i Redet, medens den anden laae under hans Kind, da hans Stilling foroven var noget bøiet. Ras Oldermann maatte efterhaanden sauge Enden af alle disse 9 Fjelle, forat derved en saa stor Aabning kunde frembringes, at L. J.s Hoved og Overkrop kunde hæves i Veiret derigiennem, saa at han kunde komme til at sidde opreist i Sandet. Naar man betænker den overhængende Fare, hvorunder dette langvarige og trættende Arbeide udførtes nede i det snevre og nu 18-19 Alen dybe Sandhul, hvor der alene kunde benyttes en Stiksaug, som hvert Øieblik maatte Heises op for at skærpes, da den sløvedes i Sandet, maa man vistnok falde i forundring over den Udholdenhed og Kraft, den gamle forslidte Mand udviste, og naar man tillige veed, at han i Grunden ikke forstod sig paa at sætte Fjælle og Sprosser saaledes, at de ret kunde tjene til Bolværk imod Sandet, om det vilde skride og hans Hjælp derfor alene blev benyttet fordi ingen Kyndigere tilbød sig; saa vil Man deri tillige paa det Klareste see Guds beskjærmende Haand. Da den gamle Mand begyndte at trættes, vilde han, paa sin Viis, give ham en Opmuntring, ved at raabe ned til ham: at, naar han blev ved, skulde han nok faae et Par Mark af Hver! hvortil han svarede: at det var Noget, han ikke gjorde for Penge. - Kl. var vel 7-8 omtrent Tirsdag Aften, da nu friskere Luftstrøm kunde komme til L. J. (der havde svaret "Ja", naar der af og til blev kaldt paa hans Navn) og Overkroppen gjennem den før beskrevne Aabning bringes indenfor det Rum, der begrændsedes af Kasserne, saa at han nu kunde sees ovenfra. Hans Stemme var fast, og han selv uforsagt; men han var ikke rigtig ved sig selv. Ligesom han tidligere havde troet, at han var væltet med et Læs Tørv, som han skulde Køre til Steenalt for Justitsraad Nygaard, og at han laae under Vognen, og forgjæves kaldte paa dem, som gik fordi, snart nærmere ved, snart længere borte (eftersom han nemlig hørte dem, der vare nede i Broøden og kaldte paa ham, eller dem, der gik ovenpaa og snakkede); saaledes sagde han nu til Ras Oldermann: "Hvordan er a kommen i denne Grusgrav? A har jo ikke været fuld idag, og kun faaet to Dramme?" Han havde ogsaa fundet, at det var en Skam, at saa mange Mennesker ikke kunde vende ham, hvortil han saa haardt trængte. Han bad nu om Noget at drikke, og med den tilstedeværende Læges Tilladelse blev der da sanket noget lunkent Øl ned til ham, som qvægede ham saa godt. Uagtet Ras Oldermanns utrættelige Austræugelser, maatte han dog, da allerede Mørket var faldet paa, forlade ham, uden at mere end Overkroppen var draget frem. Den gamle Mand kunde selv neppe vinde op af Brønden, da han var ganske stiv og nær ved at besvime; men ikke desto mindre lige uforsagt og villig til næste Dag at gaae derned igjen. Den stakkels Brønd-Mand skulde imidlertid dog have Noget at styrke sig paa til Natten, og da ingen af de Andre nu var for at gaae ned i Brønden til ham i det mørke Hul, forbarmede A. Pedersen, der nu var kommen igjen, sig over ham, og gik ved Midnatstid ned til ham med Øllebrød, som smagte ham saare godt, hvorpaa han sov rolig ind i den Tro, at han sad i en Brend i Thorsager.

Kl. 2 Onsdag Morgen vaagnede han ved sin fulde Samling, og raabte op til dem, som havde Vagt: "Kommer I snart ned og redder mig, for her er saa kjedsomt nede!" Der blev da strax kaldt paa Anders Pedersen og S. Hansen (en ung Mand, der tjener paa Margrethenlund, men forøvrig, er Indsidder), hvilke Begge havde paataget sig at fortsætte Arbeidet, naar de kunde see Tougene i Brønden. Lygten brændte endnu nede i Brønden hos L. J. , da A. Pedersen svang sig ned til ham, efterfulgt af G. Hansen, hvilke To nu arb eidede sammen den øvrige Tid, længere hen paa Dagen assisterede af Ras Oldermand, der mødte Kl. 4½. A. Pedersen begyndte først, og da den Aabning, som Ras Oldermand Dagen iforveien havde fremdragt, ikke var stor nok, maatte han til at sauge endnu et Stykke af de samme Fjælle, og efterat han, som en spinkel lille Karl, var bleven træt, kom nu Touren til S. Hansen, og han havde nu i over 12 Timer det meste Arbeide, idet L. J. helst vilde have ham hos sig. Under de 9 Fjelle fandtes endnu 2 andre, som der ogsaa maatte sauges meget af, for at faae Aabningen stor nok, hvilket var af Vigtighed, da disse Fjælle, som for havde dannet Loftet over Mandens Hoved, nu, da han med Overkroppen var trukket op af Aabningen, stode med de afskaarede Ender imod hans Underliv. Da endelig Aabningen var tilstrækkeligen, udvidet, kunde S. Hansen komme til at undersøge hvad det var, som holdt Underkroppen saa fast bunden, at det ikke var muligt at rokke den af Stedet, uagtet 20 Mand oventil ved Hjælp af en Taille halede i L. J., der selv commanderede naar der skulde hales eller fires. Det fandtes da, at der laae 2 Bjælker over hans Hofter, ligesom igjen et Par Fjælle stode imod hans Been bagfra. Disse tvende Bjælker turde paa ingen Maade sauges over (som dog nær var skeet engang), eftersom det Hele i saa Fald upaatvivlelig vilde styrte sammen, da Bræddeloftet ogsaa hvilede paa dem. Endnu fastere sadde Fødderne forvarede, da et Par Fjælle stode paa Kant imod dem bagfra, og en Bjelke laae langs hen ad begge Træskoene, idet den ene Fod stod foran den anden, foruden at Enden af en Fjæl stod fast imod den modsatte Side af den anden Træsko. Da nu de to Bjælker, der laae overkors, maatte skaanes, og Bræddeloftet ligeledes var i Veien, maatte S. Hansen, for at komme til Fødderne, stikke sit Hoved ned igjennem den udvidede Aabning paa Bræddeloftet, og saaledes staaende og tilsidst hængende paa Hovedet, arbeidende i den meest udeqvemme Stilling, med Benene i Veiret, og med et Reb om Livet, som de Andre holdt ham i, give sig Gud i Vold. Kl. 11 Fm. skred Sandet over S. Hansens Hoved, saa at han troede, det havde været forbi; men det blev dog ved Skrækken. De gik da op nu, første Gang siden de gik ned Kl. 2 om Natten. Begge Benene sadde endnu fast som i Klemme, og Saugen kunde ikke godt anvendes dernede, da der var saa meget Sand. S. H. erklærede derfor, at han ikke vidste, hvordan man skulde faae Manden op. Da gik Proprietair Andersen selv derned og undersøgte Føddernes Stilling; derved kom der nyt Mod i de Andre, og de gik da, efterat have trukket frisk Luft, ned igjen, og Hansen, som ikke vilde forlade sin Huusbonde, der nu blev dernede 4-5 Timer, holdt trofast ud til Enden. S. H. fik nu de to Fjælle oversaugede, der klemte om Benene, hvorved han kom til at sauge lidt ind i L. J.s Skindebeen; men da det var altfor ubegvemt at arbeide paa Hovedet i hængende Stilling, hvorved S. H. eengaug endog fik sin Skulder paatværs imod Brædderne, saa at de knap kunde hale ham op, raadede Andersen at grave et større Hul i Sandet, hvorved han kunde komme ind under L. J. (paa en Dybde af 20 Alen) og saaledes nedenfra faae Træskoene af. Dette lykkedes, men inden Søren Hansen gik derind i dette i dobbelt Henseende underjordiske Hul, hvor det løse Sand saa let kunde styrte sammen over ham, og hvor han slet ikke kunde sees af de Andre, sagde han noget bevæget til L. J.: "Ja! nu kommer det an paa, om jeg ikke har redt en Seng til os Begge; saa faae vi Sovekammer sammen." Andersen slog det hen i Spog og trøstede de Andre med, at han for sin Person havde en god Tro til, at det nok med Guds Hjælp skulde gaae godt. Ras Oldrrmann var ogsaa et Øieblik inde i dette Hul; men ham vilde L. J. ikke have der. Atmosphæren blev værre og værre - man kan let tænke sig hvorfor. Andersen var netop lige kommen op for at recreere sig, da i første Øieblik den ene og saa den anden Træsko blev heiset op og fremviste som Seierstrophæer. A. Pedersen kom nu S. Hansen til Hjælp; den Sidste sprang til Slutningen ned under L. J. for saaledes bedre at faae ham op af Sandet; L. J. havde nu selv fat med begge Hænder i Rebet, hvori der haledes ovenfra, og understøttet af sine troe Redningsmænd, kom han saaledes et Øieblik efter tilsyne over Brønden, Kl. 4-5 Onsdag Eftermiddag, med et blegt og støvet Ansigt, men med et mildt og roligt Udtryk deri. Et "Gudskelov!" lod fra Alles Læber som et ukonstlet Te Deum. 

Da L. J. var kommen i Seng, sagde han ganske skjælmsk: "Nu ligger a som en Greve!" og derpaa faldt han i Søvn efterat være undersøgt og behandlet af Lægen; men i Søvnen bevægede han endnu Hænderne som for at rykke i Touget og holde Sandet borte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1842)

Dampskibet "Harlequin". (Efterskrift til Politivennen)

Dampskibet "Harlequins" Lystfart den 12te til Løgstør havde udbredt det muntreste Liv over Fjord, By og Omegn, hvor Dampskibs-Themaet fortiden beskæftiger Opmærksomheden, hedder det i "Aalb. Av.": Med 200 Passagerer ombord, under Kanonsalutter fra Skib og Land, klingrende Musik ombord og den talrige Tilskuermængdes Hurraraab og ledsagende Hilsener forlod Dampskibet om Morgenen Kl. 7 Havnen og bevægede sig ud af Fjorden til Løgstør, som man, paa Grund af den stærke Blæst og Strøm først naaede KI. 12 og hvor den uvante Dampsøile modtoges med Kanonsalut og vedvarende Hurraraab. Ligesom Seiiadsen paa Fjorden frembyder flere ret smukke partier, saaledes var det ogsaa interessant at see de mange nysgjerrige Grupper, der paa begge Fjordbredder dannede sig og i Baade flokkedes nær og fjern sra kor at tage det nye skuespil i Øiesyn. Løgstør, hvorhen Folk rundt om fra Egnen, ved et Extrablad til Avisen i Fredags underrettedes om Dampskibets Komme, vare hidstrømmede, var ved Dampskibets Ankomst overfyldt med Giæster, der gave den lille venlige By et muntert, broget Syn. Kl. 4 3/4 begav man sig atter paa Retouren der var begunstiget af det skjønneste Veir, og paa hvilken den ved Sang og Dands og den oprømte Stemning vedligeholdte Munterhed kun afbrødes ved en ubehagelig Begivenhed, der indtraf ud for Nibe, idet en af de mange Baade, der paa hele Retouren ligesom besaaede Fjorden - og hvoraf mange i deres Tilnærmelser iagttoge den største Uforsigtighed og foranledigede flere Standsninger i Dampskibets Fart - kom, uagtet man ved Signal havde varslet den, for tæt ind under Forstavnen og øieblikkelig seiledes isænk med de i Baaden værende 5 Personer: 2 Karle, 2 Piger og 1 Dreng. Lykkeligviis var den ene af Baadens Passagerer (Skytten fra Lundbæk) saa heldig at redde sig og den ene Pige, ligesom ogsaa den anden Pige, skjøndt i en forslaaet Tilstand frelstes ved den fra Dampskibet udsendte Baad og de 2 andre Passagerer reddedes fra selve Dampskibet, hvis Anker de havde omklamret og derved søgt øieblikkelig Frelse. Fra flere Puncter i Fjorden havde man forøvrigt ved Signal-Salut Hurraraab tilljendegivet sin Glæde over at see et Dampskib paa disse Farvande. Paa den lille Ø Egholm havde en Bonde heist det brittiske Flag, ledsaget af Salutskud, der fra Dampskibet besvaredes med tredobbelt Hurraraab. Henimod Kl. 9 ankom Dampskibet atter hertil og modtoges af en umaadelig Menneskemængde med levende Velkomsthilsener. Deeltagerne forlode Dampskibet med den ved Fartens Behageligheder følte almindelige Tilfredsstillelse og det af Enhver deelte Ønske, at snart en Dampsøile "ei blot til Lyst" maa bebude sin stadige Nærværelse paa vor skjønne Liimsjord. - Kl. 2 afgik Dampskibet atter til Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1842).

"Harlequin" kom bl.a. også til Roskilde, som det fremgår af Roeskilde Avis og Avertissementstidende 20. august 1844.

Roeskilde, d. 27 Aug. Saa have vi da atter seet Issefjords Vande pidskes af en sprudende Drage, dog det var ikke hiint glubende Uhyre, hiin Mørkhedens Aand, som for Aarhundreder siden fordrede Menneskeliv som Told af de forbiseilende Skibe, og bortskræmmedes af Pave Lucii Billede, men en fredelig Elementernes Bekæmper, en Datter af Kunsten og Kulturens lyse Aand, hvis Ankomst bebuder de vaagnende Roskildensere en ny Epoche.

Sidstafvigte i Løverdag lod nemlig "Harlequin" den dampende Søile første Gang bølge sig mellem Roskildefjordens Bredder, satte allerede tidlig paa Eftermiddagen alle Seeredskaber i Virksomhed, og hilsedes af de Omboende med Jubel og Salutskud. Paa vor Skibsbro havde samlet sig en betydelig Menneskemasse fra Byen og Omegn, der i flere Timer med spændt Opmærksomhed søgte at opdage Dampskibet, der endelig lod sig melde ved den opstigende Røg, og ved Mørkets Anbrud forkyndte sin Nærmelse ved Raketter og Kanonskud. Omtrent Kl. 9 løb det op til Broen, hilset af 9 Kanonskud, og følgende Velkomstsang af Roskilde Borgere efter en af Organist Hansen componeret Melodi:

Velkommen, dampende Snække -
Du første i Issefjord!
Velkommen, alle I kjække
Og bolde Brødre ombord!
Velkommen toner fra Bunden
Af Hroars Kildespring,
Det toner fra Herthalunden
Og Kysterne trindt omkring!

Og Spiret hilser fraoven
Fra Domkirkens høie Tag,
Det lyser Fred over Boven
Og over det Danske Flag.
Thi kaster kun rolig Anker
I Bugtens stille Sand,
Og stig med venlige Tanker,
O danske Brødre, iland!

Fra Dronning Margrethes Dage
Var Svækkerne her kun faae:
O, maatte du, rygende Drage,
Nyt Liv paa Issefjord spaae!
O maatte igjen du vække
Hvad her i Sekler sov.
Den gamle Flade bedække
Ret med en svømmende Skov!

Hurra for det Ny og Gamle,
Som rækker hinanden Haand!
For Alt, som monne os samle
Til levende Folkeaand!
Hurra for Dampen paa Landet,
Som ti Miil gjør til to !
Hurra for Dampen paa Vandet
Som bygger en Verdensbro ! ! !

Denne Sang, der vistnok vilde være bleven bedre udført, hvis Dampskibet var kommen til den antydede Tid ved høilys Dag, eller hvis passende Belysning havde været tilvejebragt, sluttedes med et levende Hurra, hvorpaa Massen strømmede op paa det uvante Skib, for at tage det i Øiesyn. Kun faae Passagerer medfulgte hertil. Mange vare afskrækkede ved det daarlige Veir, hvormed Dagen begyndte, og de fleste Medrejsende aftraadte ved Anløbsstederne.

Den næste Dag gjorde Dampskibet med gunstigt Veir en Lysttour til Frederiksværk. Under Kanontorden stødte det fra Land med over 100 Passagerer, der i hastig Fart nøde det dejlige Skue af Fjordens mange skov- og engkrandsede Bugtninger. - Flere Steder hilsedes de ved Flagning og Salutstud.

Hjemreisen gik ei saa heldig som Udrejsen, idet Capitainens egensindige Opposition mod Lodsen bragte Skibet paa Grund i den smalle Rende ved Østskov. Han erklærede sig selv skyldig, og bød de Passagerer, der strax ønskede al reise hjem, at tage Befordring paa hans Regning, hvilken Opfordring efterfulgtes af de Fleste, der over Land ankom hertil Kl. 2 om Natten.

Skibet stødte paa Grund omtrent Kl. 3, og kom løs igjen ved Hjælp af een Baad Kl. 11. Menneskemassen, som havde samlet sig paa Broen, for at modtage det, adskiltes endelig af Mørket, Regnen og Rygtet om Skibets Uheld, der iagttoges ved Mørkets Anbrud. Skibet blev liggende for Anker om Natten, fortsatte Reisen om Morgenen, og ankom hertil Kl. 5 1/4, med de tilbageblevne Passagerer, hvorpaa det efter en Times Forløb under Kanonsalut og Hurraraab atter stødte fra Land og retournerede til Kjøbenhavn. Vi ville haabe, at hiint Uheld, der iøvrigt løb af uden videre Skade, ikke maa blive betragtet som et slet Varsel for Damskibsfarten, eller Skibsfarten overhovedet, paa vor Fjord; men at det i det Høieste maa virke hen til at formindske vedkommende Skibsføreres utidige Selvraadigded. "Harlequin", (der skal være det mindste af vore i Fart værende Dampskibe) stikker kun 5 Fod, og ved Havnecommissionens, fornemmelig dens virksomme Medlem, Malermester, Dannebrogsmand Ehlers Omsorg ere Grundene i vor Fjord saa vidt opmuddrede, at Skibe, der stikke over 10 Fod, kunne løbe op til vor Havn, og til sine Tider have vi ikke sjeldent glædet os ved Synet af saadanne. I den senere Tid blive de dog sjeldnere, og der er Tale om en yderligere Opmuddring paa et Par Fod. Dog det er ikke alene Indløbets Grundethed og Sneverhed, der forhindre Skibsfarten, ogsaa de mange Bugtninger gjøre den i høi Grad afhængig af Vind og Veir; et Dampskib, eller i del mindste en Dampbaad som de jydske, vil altsaa være af uberegnelig Nytte i vore Farvande; der har i længere Tid været Tale om Anskaffelsen af et Saadant; Communalbestyrelsen har, eller vil, som vi haabe, tage Sagen under snarlig Overvejelse, og den vil vistnok forstaae, at varetage det Almindeliges Fordeel, at see bort fra mulige privat-locale Interesser, og give Sagen den størstmulige Paaskyndelse! De uheldspaaende, som Mange sige, Jernbaner nærme sig med stærke Skridt, det maa være Roeskilde om at gjøre at hævde sin Existens, og dette vil ene kunne lade sig gjøre ved en samvirkende Forening af de dampende Kræfter paa Land og Vand.

Gid vi da snart maa gjensee støre Dampskibe, og gid snart Eet til Alles Nytte og Fornøielse maa vælge Issefjord til sin Station !

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende Tirsdagen 27. august 1844).

Af mangel på billeder af "Harlequin" her dampskibet "Horatio" ved Sankt Annæ Plads. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sommerfarten med "Harlequin" og senere dampskibet "Iris" blev en succes. "Harlequin" var bygget 1837 hos sibsbygmester Thomas Adamson, Dundee i Skotland. Det kunne sejle 10 knob. Rederiet Joh. Fr. Lund ejede "Harlequin" i 1842. Det blev 1845 solgt til Dampskibs Interessentskabet i Kjøbenhavn og omdøbt til "Sjælland", 1848 blev den købt af grosserer David S. Jacobsen, ombygget om omdøbt til "Victoria". Ved udbruddet af Treårskrigen lå det til reparation i Rostock, og måtte sniges ud af Tyskland til Danmark. Skibet blev formentlig lagt op i 1855. 

Limensgade Fabrik. Juni 1842. (3). (Efterskrift til Politivennen)

Limensgade-Selskabet.

Den 4de og 7de dennes afholdtes heri Staden en saakaldet Generalforsamling i Limensgade Selskabet ifølge derom forudgaaer Bekjendtgjørelse. Samtidig med den paa førstnævnte Dag indrykkede Bekjendtgjørelse læste man i Adresse-Avisen en Protest fra flere af de bornholmske Actionairer imod hiin Generalforsamlings Gyldighed til at tage nogen for Selskabet i Almindelighed indgribende Beslutning, idet de formene, at dets Generalforsamlinger ifølge Statuterne kun kan afholdes paa Bornholm. Det var naturligt, at en saadan Protest maatte føre Forsamlingens Opmærksomhed hen paa Spørgsmaalet om dens Gyldighed som Generalforsamling, og ihvorvel Pluraliteten udtalte sig herfor, saa skulle vi dog tillade os at yttre en modsat Mening.

Det er de for Selskabet for Tiden gjeldende Statuter, der hovedsageligen bør lægges til Grund for Spørgsmaalels Afgjørelse, og naar man af disse har villet udlede Forsamlingens Gyldighed, da kan saadant kun hidrøre fra en urigtig Fortolkning. - Det hedder nemlig i $ 12:

"Hvert Aar, den 24de Juni, holdes paa Bornholm, paa Fabriken eller i Nærheden af denne, en Generalforsamling af Actionairerne. Overordenlige Generalforsamlinger kunne sammenkaldes af den administrerende Directeur: enten efter egen Bestemmelse, eller efter Forlangende af Repræsentanterne, eller af saamange Actionairer, som repræsentere 60 Actier".

Hvad der herved er overladt Directeuren "efter egen Bestemmelse", er kun at afgjøre naar der ere saadanne Omstændigheder tilstede, at han finder det formodent at sammenkalde en Generalforsamling, men denne Bemyndigelse slutter sig saaledes til ens første Passus, ifølge hvilken Generalforsamlingen skal afholdes paa Bornholm, at den ikke med Gyldighed kan udøves udenfor den i første Passus anviste Grændse. Det er i Strid med alle Fortolkningsregler at ville sønderlemme §en saaledes, at dens forskjellige Passus skulde kunne anvendes hver for sig, uden at tage Hensyn til dens Forbindelse, og uden dette ville man aldrig komme til det Resultat, at der i den "Directeuren givne Bemyndigelse ogsaa skulde være nedlagt Valget af der Sled, hvor Forsamlingen skal afholdes. Bemeldte § stiller kun til hans Raadighed "efter egen Bestemmelse" at "sammenkalde" en Generalforsamling, men ingenlunde noget Valg af Stedet, der alene kan blive det §en umiddelbar forud og ubetinget anviser. Sammenholde vi hermed Statuternes § 17, hvorefter Selskabets Directeur, Repræsentanter og dets Protocol forudsættes ar være tilstede paa Generalforsamlingen, da kan det neppe fornufrigviis antages, at man ved Statuternes Affattelse har havt for Øie, at Generalforsamlinger kunne afholdes udenfor Bornholm, da Directeurens og Repræsentanternes Reise samt Protocollens Overførelse fra Bornholm til Kjøbenhavn eller er andet Sted er en Fremgangsmaade, der vilde medføre alt for megen Uleilighed til, at den ikke nærmere skulde være bleven omtalt hvis den var forudsat som mulig, og at der ved de forestrevne Regler for Generalforsamlingen tillige er tænkt paa de overordenlige Generalforsamlinger, viser tydelig § 19, hvor der tales om Generalforsamlingerne. Det er ogsaa imod Sagens Natur, at en saa udstrakt Bemyndigelse, som man har villet søge i Statuterne, skulde ved disses Antagelse være given Directeuren, da Selskabet derved vilde have betaget sig Magten til at modsætte sig ethvertsomhelst Foretagende af ham i denne Retning, hvorved de største Ulemper for Actionairerne kunne blive tænkelige i det Øieblik, man ikke kunde søge Garantien herimod i Directeurens Personlighed. Forsaavidt man har villet bygge Generalforsamlingens Gyldighed paa den Billighedsgrund, at Pluraliteten af Actionairerne er hjemmehørende herpaa Stedet, da behøver det formeentlig kun at bemærkes, at dette er en aldeles tilfældig Omstændighed, som ikke kan forandre Loven. Var det indtruffet, ar Størstedelen af Actierne vare gaaede f. Ex. til Wandsbeck, monne da de herværende Actionairer vilde synes godt om, ar der paa hiint fjerne Sted holdtes Generalforsamling og foreskreves os Love; og i samme Stilling maae vi retfærdigviis betragte Bornholmerne til os.

Alt hvad her er sagt med Hensyn til Stedet for Generalforsamlingens Afholdelse, maa ogsaa gjelde i de Tilfælde, hvor den sammenkaldes "efter Forlangende af Repræsentantskabet, eller af saamange Actionairer, som repræsentere 60 Actier".

Naar vi nu see, at Forsamlingen fra dette Standpunkt constituerer sig som gyldig Generalforsamling og saaledes søger at tiltage sig den høieste Magt i Selskabet for at kunne modarbeide Minoriteten, der vil forsvare sig i sine Rettigheder, da er der vist Føie til at spørge, hvorfra den har hentet sin Ret til dette Skridt? I Loven ligger den ikke, og ei heller vil den kunne være opstaaet af Hensyn til Selskabets Tarv; thi hvorledes skulde dette kunne fremmes, hvorledes skulde der kunne virkes til et fælles Øiemed af 2de Partier, der ved slige Foretagender endnu mere fjernes fra hinanden, saalænge det opstaaede Stridsspørgsmaal ikke er mindelig bilagt eller afgjort ved et Retsdekret. Gaaer den hele Attraa kun ud paa at vinde en Sejr, da kan det vel være temmelig ligegyldigt, at Forsamlingen har erklæret sig for gyldig, thi er den efter Staturerne ugyldig, saa vil dens egen Erklæring i saa Henseende ikke føre den synderligt videre; men det er ikke ligemeget om Forsamlingen ved nu at tage Beslutninger, som den sidenefter maatte blive kjendt uberettiget til, fører Selskabet sin Undergang nærmere imøde. Befandt den sig i sin lovlige Ret, da vilde den ikke behøve at udkjøbe de bornholmske Actionairer for at betage dem deres Indflydelse i Selskabet, men den kunde ligefrem foreskrive nye Love, som Minoriteten maatte underkaste sig. Den har vel ogsaa begyndt at foreskrive dem, men hvorvidt de ville blive respecterede paa vedkommende Steder, det vil Tiden vise. Som hertil henhørende maa navnlig bemærkes den ved den sidste Dags Forhandlinger tagne Bestutning, hvorved det blev overladt til Comiteen, der er nedsat til at forfatte et nyt Lovudkast, at decidere Udbetalingen af Selskabets Kasse. Skjøndt denne Bemyndigelse kun er given Comiteen med megen Indskrænkning, saa synes det tog at være en ganske egen Sag, at skride til Udbetaling netop i det Øieblik, da Selskabet trues med Opløsning og Tilintetgørelse, et Onde, hvorfra det først og fremmest burde befries, for der foretages noget i dets administrative Anliggender. Og hvortil fører iøvrigt denne Beslutning; thi Selskabets Kasserer vil vistnok, og det med Rette, vide at afholde sig fra at udbetale efter et Decret, som er givet af en Forsamling, der svæver i uvished om hvad den er.

Det er overhovedet et stort Spørgsmaal, om der netop er saa ensidigt, som man har troet, at kunne handle i Selskabet uden Indflydelse af de bornholmske Actionairer, thi flere Skridt af dem bære umiskjendeligt Vidnesbyrd om Takt for deres Handlemaade. At Selskabet befinder sig i en sørgelig Tilstand vilde det vistnok være ubilligt alene at tilregne dem. Er endog det ulykkelige Schisma, som nu i alt for lang Tid har tæret paa Selskabets Kræfter, fremkommet for en Deel ved de bornholmske Actionairer eller Repræsentanter, saa er del dog paa ingen Maade afgjort, at dets Kilde bør siges hos dem, men det er kun tydeligere fremtraadt derved, at uforudsete Begivenheder have foranlediget de Foranstaltninger, Repræsentantskabet har seet sig opfordret til at iværksætte. Dog noget kunde der maaskee bebreides Repræsentantskabet med Hensyn til den Hammerske Suspension; hvorvidt den har været beføiet eller ikke, skulde vi ikke indlade os paa at bedømme, da vi dertil mangle tilstrækkelig Kundskab til SeIskabets historiske Gang; men der er afgjort, at det under slige Omstændigheder kun geraader til Ulykke at blive staaende ved noget Halvt, og Suspensionen burde derfor have været forfulgt paa den i § 31 bestemte Maade, hvilket, saavidt vi have kunnet erfare, ikke skal være skeet. Var det blevet iagttaget vilde Directeuren forlangsiden enten have tiltraadt sin Virksomhed, hvorved Fabriken i det mindste indtil videre var bleven holdt i Gang, eller ogsaa var han bleven betagen sin Function i det Hele, hvorved mange af de Conflicter, som nu stedfinder, ufeilbarlig havde været bortfjernede. Vi sige ikke dette for at forekaste Directeuren nogen Bebrejdelse, men fordi vi troe, at det Misforhold, der plager Selskabet, ikke bør søges umiddelbar imellem de københavnske og bornholmske Actionairer som stridende Partier, men meget mere i Forholdet imellem Repræsentantskabet og Directeuren. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at den tabte Enighed iblandt de kjøbenhavnske og bornholmske Actionairer lod sig tilbagevinde, naar de første Skridt til en Tilnærmelse bleve gjorte, og fremdeles vil kunne bestaae under en velordnet Bestyrelse, i hvilken Henseende vi troe at burde henvise til den, der blev vedtagen paa den sidste Dags Forhandlinger; thi at Bornholmerne ikke ville lade sig aftvinge en Ret, de troe sig i Besiddelse af, berettiger os ikke til ar antage, at de kun af Lyst til Strid, ville opofre baade deres egen og de øvrige Actionairers Interesse i Selskabet. Kun en saadan Enighed vil føre Selskabet tilbage til et nyt Liv, der under en velorganiseret Bestyrelse ufeilbarlig vil bevare en fælles Stræben til et gavnligt Formaal, og vi ville ønske, at den maatte fremtræde paa den nu forestaaende Generalforsamling paa Bornholm; der er Forsamlingen paa sin rette Plads; der er dens Autoritet uomtvistet; der kan den discutere og afstemme det nu forventede Lovudkast ; ja, der vil det maaskee vise sig, at der endnu er "Enighed i det Væsenlige"

(Kjøbenhavnsposten den 4. juni 1842.)

I Kiøbenhavnsposken Numer for i Løverdags findes under Mærket en Artikel angaaende Limensgade Actieselstabet, i hvilken med megen juridisk Styrke er forsvaret den Mening om Generalforsamlingers Afholdelse, som jeg for længere Tid siden i "Fædrelandet" har udtalt, og  som har fremkaldt de bornholmske Actionairers Protest. Naar jeg her atter fremkommer med et lille Indlæg i Limensgade Sagen, saa er det ikke for yderligere at argumentere for dette Punkt, hvis Rigtighed jeg finder saa vel begrundet, at det ei trænger til videre Forsvar; men kun for at meddele Dhrr. Actionairer her i Byen en Oplysning om et andet Punkt, hvori den ærede Hr. * synes rigtig underrettet, og hvorom jeg desuden har erfaret ved Samtale med Flere, at der iblandt Actionairerne hersker en temmelig almindelig Vildfarelse, da det, enten forsætlig eller tilfældigvis, er forblevet uberørt paa alle de Forsamlinger, der ere blevne holdte siden Undersøgelfes-Comiteens Indstilling forelagdes Selskabet, og naar jeg fremsætter disse Oplysninger offenlig, saa er det dels fordi Sagen nu engang er appelleret til Publicum, dels og fornemmeligen fordi jeg, som ikke længer Actionair, ei har Adgang til Forsamlingerne.

Hr. * beklager nemlig, at de bornholmske Repræsentanter ei ifølge Statuternes § 31 have forfulgt den Directeuren dicterede Suspension, ved at sammenkalde en Generalforsamling til Spørgsmaalets Afgjørelse. Men dette have netop Repræsentanterne gjort, idet de indvarslede behørigen en Forsamling til den 10de August f. A. At Spørgsmaalet imidlertid ikke blev afgjort, var saaledes ikke Repræsentanternes Skyld, men Actionairernes, der ei mødte i tilstrækkelig Mængde, især var det de kjøbenhavnske Actionairers Skyld, der saa godt som aldeles ei mødte eller lode møde, uagtet de vidste, at Forsamlingen ved deres Udeblivelse maatte blive uafgjørende, da der paa Bornholm ikke i Alt findes 200 Actier. Nu kunde der 3 Uger efter atter være afholdt en Samling, der uden Hensyn til Antallet af Stemmegivende kunde have afgjort Sagen; men dette forhindredres ogsaa af de kjøbenhavnske Actionaircr, ved at de tilskreve Repræsentanterne en Anmærkning om at fratræde Repræsentationen, hvilken dog maaske ei var tagen til Følge, dersom det ikke paa samme Tid var blevet bekjendt paa Bornholm, at der vilde komme fra Kjøbenhavn en Comitee for at undersøge Directeurens Forhold. Den afgjørende Forsamling blev saaledes udsat, indtil Comiteens Indstilling kunde forelægges denne, hvorfor Bornholmerne, til Beqvemmelighed for Kjøbenhavnerne indvilgede i, at Forsamlingen kunde afholdes i to Dele, først i Kjøbenhavn og dernæst i Rønne. Bornholmerne viste altsaa heri en roesværdig Eftergivenhed og Imødekommen af de kjøbenhavnskeAetionairers Ønske, men hvad gjorde disse? Istedetfor at benytte denne gode Udsigt til at opnaae en Afgjørelse, fik et vist Partis ret udvirket, at man paa den indkaldte Forsamling ei afstemte over den egenlige Gjenstand for samme, men derimod gav sig til at debattere nye Statuter, der paastodes at være rigtigere og maatte forudgaae Spørgsmaalet om Directeurens Afsked. Da det nye Statutudkast imidlertid var af den Natur, at Bornholmerne ei kunde antage det, hvilket iøvrigt var let at forudse, saa blev Sagen stedse mere og mere trukket i Langdrag og indviklet. Man vil af denne korte, paa Sagens Acter byggede, Fremstilling see, at Bornholmerne ei have nogen anden Skyld i at Sagen endnu ei er afgjort, end den, at de have givet for meget efter for de kjøbenhavnske Actionairers Forlangende, i Tillid til at disse vilde handle fornuftigt og mere i Selskabets, end i Directeurens Interesse, og denne Høflighed fra deres Side er det sandelig i høieste Grad ubilligt , at nogen Kjøbenhavner vil lægge dem til Last. Jeg kan heller ikke antage at Hr. * vilde have gjort dette, dersom ikke Sagens sande Sammenhæng havde været skjult for ham.

G. Schram.

(Fædrelandet den 8. juni 1842.)

Disciplinærsag i Højesteret. (Efterskrift til Politivennen)

.... Forbedringshuusfangen Christian Musted var sat under Tiltale for med en Kniv at have saaret en Mestersvend ved Straffeanstalten i den Hensigt at skille ham ved Livet. Under denne Sag har Tiltalte, der er 21 Aar gammel og ifølge Høiesteretsdom af 16de Februar forrige Aar, for i tyvagtig Hensigt at have indsneget sig i en Gaard og for gjentaget Løsgængeri, er idømt Straf af 5 Aars Arbeide i Kjøbenhavns Forbedrinshuus, afgivet en Tilstaaelse, der i det Væsentlige gaaer ud paa, at han, da han om Morgenen den 9de April sidstl. var udebleven fra Gaardtouren, og det derefter omtrent Kl. 8 af Opsynsmanden Svendsen blev ham tilkjendegivet, at der savnedes Brød, der formeentligen var blevet borte, da de andre Fanger var i Gaarden, og at han vilde anmelde det Passerede for Mestersvend Andersen, fattede den Beslutning, saafremt sidstnævnte vilde tildele ham en Correction, uden at tillade ham forinden at foredrage sin Sag for Inspecteuren, da at dræbe ham med en Kniv, hvoraf han var i Besiddelse, fordi Tiltale holdt sig overbeviist om, at der ved den ham af Mestersvenden tildelende Correction tillige vilde blive taget Hensyn til den opstaaede Mistanke om, at han havde stjaalet det savnede Brød, hvori han paastaaer at være uskyldig, samt at han i fornævnte Hensigt allerede kort efter forvarede Kniven i sit Ærme og saaledes medbragte denne, da han Kl. 11 blev afhentet for at fremstilles for Mestersvenden Andersen i Skolestuen, hvor han, da Andersen lod en Tamp hente og nægtede Tiltalte at faae Inspecteuren i Tale førend Correction skete, i den omforklarede Hensigt foer ind paa Andersen og stak ham med Kniven. Inspecteur Keller har under Sagen forklaret, at den ham tilkommende Ret til at anvende Correction for Fangernes mindre Forseelser er af ham, saaledes som det stedse har været Tilfældet og Nødvendigheden byder det, i den egentlige Tugthuusbygning overdraget Mesteren, og paa Sæqvæsthuuslocalet Mestersvenden, der paa Grund af dettes afsides Beliggenhed under Inspecteurens Tilsyn har Overopsigten med Fangerne sammesteds, hvilket saameget mere gjør det nødvendigt, at han strax maa kunne anvende en ringere Correction. Efter Gjerningen har Tiltalte yttret, "at det var Skade, at Kniven ikke havde været noget større" og "at om det ikke skete denne Gang, kunde det skee en anden Gang", ligesom han ogsaa skal have sagt, idet han pegede paa Hovedet, "det kan ikke koste mere end dette". Tiltalte har imidlertid under Sagens yderligere Behandling, under Paaskud af, at han ved de tidligere Forhører havde været i en Sindsstemning, hvori han var aldeles ligegyldig ved sin Fremtid, ja endog ønskede at styrte sig saa dybt som muligt i Ulykken, forandret ovenstaaende sin Forklaring derhen, at han vel, da han erfarede, at det Passerede skulde meldes for Andersen, forvarede Kniven hos sig, for, naar han fremstilledes for Andersen og denne vilde straffe ham, uden at tillade ham forinden at faae Inspecteuren i Tale, at fare ind paa Andersen og stikke efter ham med Kniven, men at han hverken da han fattede denne Beslutning eller senere i Gjerningens Øieblik har havt den Hensigt at dræbe, ikke engang at saare Andersen, hvorimod det egentlige Maal, han havde for Øie, ikkun var at blive stillet for Inspecteuren og saaledes undgaae at belægges med en haardere Correction end han havde fortjent for at udeblive fra Gaardtouren, uden at han gjorde sig nogen bestemt Tanke om, hvilken Følge Knivstikket maatte medføre for Andersen. Hvad Tiltalte har forklaret om Gjerningens Anledning, er stadfæstet ved de iøvrigt oplyste Omstændigheder, og har Andersen under Eed bevidnet, at Tiltalte ved den omhandlede Leilighed stødte til ham med en saadan Kraft, at han, Andersen, tumlede om mod et Bord, samt at Tiltalte da 3 Gange fornyede sit Angreb, imod hvilket Andersen værgede sig ved at sparke med Benet, ligesom den eneste under Gjerningen Tilstedeværende, Opsynsmand Borup, ligeledes under Eed har udsagt, at Tiltalte, efterat Andersen var falden hen imod Bordet, atter løftede Haanden og førte den hen imod Andersen, som om han paa ny vilde overfalde ham. Det er constateret, at Kniven var trængt igjennem Andersens Frakke, Over- og Underbeenklæder, en ulden Nattrøie og Lærredsskjorte samt derefter er stødt imod et Læderbrokbaand, hvorfra den sandsynligviis er gledet af og har bibragt Andersen et lidet aldeles ufarligt Hudsaar, der har blødt ubetydeligt, paa venstre Side af Underlivet, hvorfor det af Lægen ved Straffeanstalten er attesteret, at det ikke er urimeligt, at Kniven - hvormed der efter dens Beskaffenhed kunde bibringes livsfarlig Stik - vilde, dersom den ikke var stødt imod Brokbaandet, være bleven stødt igjennem Underlivets Muskler ind i Underlivet og saaret Tarmene, om ikke en Pulsaare, og frembragt i første Tilfælde farlige og i sidste Tilfælde dødelige Følger. "Maatte nu end", siges der i Underrettens Dom, "Lovens 1-15-1 uanseet Arrestantens seneste Forklaring kunne lægges til Grund, og han saaledes ikke dømmes efter Lovens &-&-22 cfr. Frdn. af 4 Oct. 1833 § 14 (:for attenteret Mord), skjønnes det dog ikke rettere end, at det af Arrestanten under Sagens senere Behandling tilstaaede Forhold, efter samtlige dettes Omstændigheder, gaaer ind under den i Plac. 31te Aug. 1813 § 10 indeholdte Bestemmelse, og at han saaledes i ethvert TIlfælde ike kan undgaae at idømmes Livsstraf, og vil han derhos have at udrede alle af Sagen lovligt flydende Omkostninger". Høiesteret kom til samme Resultat som Underretten, men da den formeentligen ikke har biliget dennes Raisonnement, gav den en ny Conclusion, der lyder saaledes: "Christian Musted bør have sit Liv forbrudt. I Henseende til Sagens Omkostninger bør den indankede Dom ved Magt at stande. I Salarium til Justitsraad Høegh-Guldberg for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rbd. Sølv."

(Kjøbenhavnsposten den 3. juni 1842. Uddrag)

Havnecapitain Eskildsen. (Efterskrift til Politivennen)

I 1842 forsøgte Eskildsen også at påstå at hans privilegium gjaldt dampskibene. Det slap han dog ikke afsted med:

I det Regulativ, som er meddeelt Havnecapitain og Lodsoldermand Erik Eskildsen i Forbindelse med den ham givne "udelukkende Rettighed til for Betaling at befordre Reisende med deres Reisetøi fra Kjøbenhavn til den skaanske Kyst mellem Helsingborg og Skanør, begge inklusive", er Prisen for Farten til Malmø og Landskrona fastsat for en stor Baad til 19 Rbd. 3 sk og for en Jolle til 12 Rbd. 90 sk foruden de Afgifter, som ere eller maatte blive lagte paa denne Fart i de svenske Havne. Da det er vanskeligt at samle et saa stort Antal Personer til at besætte et Fartøi, at Prisen kommer til at staae i et passende Forhold til denne Transport, og dette Befordringsmiddel var altfor uhyre dyrt, til at det kunde afbenyttes af enkelte Personer, saa er det en Selvfølge, at det maatte blive en særdeles væsenlig Hindring for den ligesaa ønskelige som nødvendige Personal-Communication imellem Hovedstaden og den svenske Kyst, hvis det ovennævnte Privilegium fortolkedes paa den Maade, at det skulde hjemle Hr. Eskildsen Rettighed til at forhindre Dampskibe i at føre Personer over herfra Toldboden til den svenske Kyst. Uagtet det saaledes maatte forekomme rimeligt, at den af Hr. Eskildsen paastaaede Ret ingenlunde var hjemlet ham i en saadan Udstrækning i hans Privilegium, saa lagde han dog Hindringer i Veien for den frie kommunikation, idet han søgte at forhindre Dampskibet Malmø, der overførte Personer for nogle faa Mark, fra at foretage de af dette Dampskib projekterede Farter til Malmø og søgte at gjøre sit Privilegium gjeldende imod samme, idet han paastod dets herværende Commissionair Grosserer Aspegreen idømt forskjellige Erstatningssummer til et Beløb af henimod 4,000 Rbd. foruden Mulcter til Stadens Fattigvæsen. Denne Hr. Eskildsens Paastand maatte forekomme saa meget mere besynderlig som det efter de under Sagen fremkomne Oplysninger er høist sandsynligt, at han netop havde draget Fordeel af denne Dampskibsfart. Grosserer Aspegreen har nemlig oplyst, at Hr. Eskildsen i April til Juli Maaned 1839 har af Dampskibet Malmø oppebaaret 489 Rbd. 3 Mk. 8 sk for at føre Passagerer ombord og iland, en Sum, som Farten paa Sverig i hans uhyre dyre og langtfra beqvemme eller tidssvarende Fartøier vist aldrig har indbragt i et lige Tidsrum, ja end ikke ladet formode nogensinde at ville kunne bringe ind. Naar Hr. Eskildsen saaledes ikke vilde lade sig bevæge til at undlade at gjøre en saadan Ret gjeldende i Betragtning af Publikum, hvilket han blot forhindrede i at reise, uden dog al kunne tvinge del til at benytte sit lidet hensigtsmæssige Befordringsmiddel, saa synes hans egen Fordeel at maatte kunne have bevæget ham til at undlade sligt. Hr. Eskildsen har imidlertid sat en conseqvent Gjennemførelse af sin formeentlige Ret - fiat justitia et pereat mundus - over Hensyn til Publikum og sin egen pecuniaire Fordeel, og har foranstaltet Sag anlagt imod bemeldte Dampskibs herværende Agent. Politiretten, hvis Dom vi tidligere have meddeelt in extenso, kunde ikke billige Hr. Eskildsens Fortolkning af sit Privilegium og frifandt Grosserer Aspegreen for hans Tiltale i denne Sag. Høisteret har igaar paadømt Sagen paa samme Maade, idet den ligeledes har frifundet Grosserer Aspegreen for Hr. Eskildsens Tiltale, ved hvilken Dom der formeenligen er sat en Pind for alle lignende Processer.

(Kjøbenhavnsposten 31. maj 1842)

Lars Christian Wiig: Forbrydelse betaler sig? (Efterskrift til Politivennen)

Han blev formentlig født 1817. 

4. maj 1841 stak han af fra en hyre efter at være mistænkt for tyveri. Han blev fanget, og indsat i Forbedringshuset på Christianshavn.
Herfra flygtede han den 2. november 1841 sammen med Jens Peder Haudrup, fanget mindre end en uge efter. Den 21. juni 1842 blev han herfor dømt til 27 slag kat og 10 års fæstningsarbejde. 
Den 9. december 1842 blev han efterlyst for undvigelse, men tilsyneladende fanger igen og sendt til Rendsborg. 
9. juni 1843 anmeldtes han undveget fra fæstningsslaveriet i Rendsborg.
Den 29. maj 1856 rapporteres det at han lever fint af smugleri og salg af tyvekoster. 
Herefter bliver der stille om ham. Det fremgår ikke af aviserne om han er pågrebet.


Tyvssag. En nylig løsladt Arrestant, Lars Christian Wiig, blev ved Politiets Foranstaltning sendt til Helsingør, for derfra at faae Hyre; men da han skulde føres ombord, undløb han. Da der hvilede en høi Grad af Mistanke paa ham, at han Natten imellem den 19de og 20de April havde begaaet et Tyverie hos Spekhøker Olsen i Adelgade, blev han af Politiet eftersat og anholdt i Hillerød den 23de og derfra sendt hertil. Det fra bemeldte Olsen bortstjaalne Sølvtøi m.m. har man fundet skjult i Frederiksberg Have i et Tørklæde, og det blev der taget i Besiddelse af Politiet. (Berl. Av.)

(Den Vest-Siællandske Avis (Slagelse),  4 maj 1841)


Forbedringshuusfangerne Lars Christian Wiig og Jens Peder Haudrup undveeg i Tirsdags Aftes (den 2den f. M.) fra en af Arbeidssalene, hvor nogle og tyve Fanger paa samme Tid vare beskjæftigede med Lys. Igjennem en i Væggen anbragt Jerndør krøb de ind i Kaminen, derfra gjennem Skorstenen ud paa Taget til Embedsmændenes Bolig i Søqvæsthuset, hvor de traf et Qvistvindue aabnet, gjennem hvilket de kom ind paa Loftet og derfra gjennem en Trappegang ned i Gaarden. Over en Have flygtede de nu ind paa Exerceerpladsen, hvor de skiftede deres Fangebeenklæder med andre, de havde medbragt, og kastede hine over i bemelte Have tilligemed et langt af mangfoldige Stumper sammenbundet Reb, som de havde anskaffet til dermed at nedfire sig af Stiftelsens Tag, men ikke kom til at bruge. Samme Aften kastede de deres Trøier ind i en 'port i Sølvgaden, og vidste at forsyne sig, den Ene med en Frakke og den Anden med en Trøie og at skaffe sig Penge. Natten mellem afvigte Torsdag og Fredag, da Vægteren i Larsleistræde  Nr. 89, Rasmus Larsen, skulde til at raabe 3, kom to Personer fra Nørrevold ind paa hans Post, men i det de saae ham, gjorde de en kort Vending og gik tilbage, dette vakte hans Opmærksomhed, og da de to Fangers Undvigelse var bekjendtgjort Vægterne ved Paraden med Løfte af 20 Rbd. Duceur for at paagribe dem, ligesom han ogsaa havde seer Politiets Betjente hver Nat patrullere efter dem, formodede han strax, at det maatte være Wiig og Laudrup, og gik efter dem; den ene undslap over Volden og blev beller ikke funden af de Patrouiller, der senere udsendtes til Kirsebærgangen og tilstødende Steder. Den anden blev efter Vægterens Tilraab til Skildvagten forhindret fra at bestige Volden, hvorpaa han piilsnart løb ned af Nørregade. Her var den forfølgende Vægter endelig udmattet og maatte overlade den der posthavende Vægter det Videre. Personen løb imidlertid ind i Krystalgaden, og ligesom han kom om Hjørnet, standsede han pludseligt sit hurtige Løb og gik ganske roligt, saa at den derværende Vægter, der havde hørt sine Collegaers Fløiten, og antog deres Raab:  "Stop" for "Brand", spurgte ham hvor IIden var, og blev henviist til Nørregade, hvor han ogsaa ville begive sig, da Vægteren derfra kom ind i Krystalgade og fortsatte Forfølgningen, men uden at kunne komme Personen nær, der ved at see ham, med sin tidligere Hurtighed løb bort ind i lille Fiolstræde. Vægteren i denne Gade, som havde hørt Fløiten i Nørre- og Krystalgade, kaldte ved signal lille Kanikestrædets Vægter til Hjælp og ilede den Flygtende imøde, denne undgik med sin sædvanlige Smidighed den første, men, standset af den sidste, løb han paa omtrent 20 Alens Strækning uden for den nye Provstebolig tre Gange frem og tilbage paa Fortougel mellem disse to Vægtere, som han ikke kunde komme forbi, og som heller ikke kunde gribe ham, før de endelig begge kom ham saa nær, at de samtidigt lagde Haand paa ham. Uden at ane det havde de grebet Lars Christian Wiig, een af Statens allerfarligste Tyve. Han havde et nyt Huggejern i Haanden, og den ene Vægter var saa forsigtig at lage den anden til Vidne, at han fratog ham det, hvilket bevirkede hans senere tilstaaelse af at have havt det. Han har intet Forsøg gjort paa at værge sig dermed og, med Undtagelse af at han paa Vægterens Spørgsmaal, hvorfor han havde det: svarede: "hvad kommer det dig ved", aabnede han ikke sin Mund den hele Tid. - Just faa Øieblikke før Wiig og Laudrup bleve sete i Larsleistræde, havde en Smed i et nærliggente Huus ved Nørrevold opdaget Tyve i Boutiken og var gaaet ud af sit Vindue langs Volden for at hente Hjælp. Flere Omstændigheder sætte det udenfor al tvivl, at Wiig og Haudrup kom ligefra Udførelsen af dette særdeles dristige Tyveri, men herom, saavelsom om deres øvrige Foretagender i de faa dage, Wiig var paa fri Fod, er det endnu for tidligt at gjøre nogen Meddelelse. L. C. Wiig var indsat i Forbedringshuset paa 8 Maaneder for Løsgængeri. Hendrup er i Mandags Aftes ogsaa paagreben (Dg)

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 6. november 1841)

Lars Christian Wiig flygtede fra Volden ned ad Nørregade mod Krystalgade. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Paakjendte Retssager.

Kjøbenhavnske Sager. Den 21de Juni 1842: 1. Justitsraad og Proc. Weidemann Actor, contra Arrestanten Lars Christian Wiig. For at være udbrudt af Forbedringshuset og derefter at have begaaet Indbrudstyveri ansaaes Arrestanten med 27 Slag Kat og 10 Aars Fæstningsarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. juli 1842)



Efterlysning.
Fra Kjøbenhavns Fæstnings Stokhuus ere undvegne:
1) Fæstningsslaven Lars Christian Wiig, fød i Helsingør, hjemmehørende i Kjøbenhavn, 25 Aar gl., indsat i Slaveriet i Aaret 1842. Hans Signalement er: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaa Øine, brune Haar. Han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene.
Hvo, som anholder nogen af disse Slaver, erholder de reglementerede Opbringerpenge.
Kjøbenhavns Stokhuus, den 9de Decbr. 1842
J. E. Nissen
Stokhuusinspecteur.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 10. december 1842)

Stikbrev.

Da de til det herværende Stokhuus hørende Fæstningsslaver Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken og Lars Christian Wiig Torsdagen den 8de dennes ere undvegne fra Arbeidet, saa anmodes vedkommende Øvrigheder herved tjenstlig om at ville arrestere disse Forbrydere, hvor de maatte antræffes, samt meddele Commandantskabet Underretning om deres Anholdelse, for at man herfra kan træffe fornøden Foranstaltning til deres Afhentelse.
Commandantskabet over Fæstningen Rendsborg
den 9de Juni 1843. v. Bardenfleth.

Signalement

over

Slaven Hans Joachim Hinrich Rieck eller Riecken.

Fornævnte Fæstnigsslave er 34 Aar gammel, født i Segeberg, 63 1/4 Tommer høi, blond af Haar, har graae Øine og rask af Gang. I den øverste Tandrad er een Tand beskadiget. Den 34de Juli blev han benaadet, og er den 23de April d. A. fra Segeberg igen afleveret til herværende Stokhuus. Han taler høitydsk og plattydsk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.

Signalement

over

Slaven Lars Christian Wiig.

Fornævnte Fæstningsslave er 26 Aar gammel, født i Helsingøer, 63 3/4 Tommer høi, har mørkt Haar, blaae Øine og en rask Gang. Han har i den venste Side en lille bruun Plet. Iøvrigt er han Snedker af Profession, taler dansk, og er undvegen i de sædvanlige Slaveklæder.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende, 12. juni 1843)


Aalborg, den 29de Mai.
Følgende Skrivelse fra Haderslev har i denne Tid været omsendt til de forskjellige Jurisdictioner:
"En her anholdt Person, om hvem det er oplyst, at han er den i Aaret 1842 fra Nyborg Fæstning undvegne Slave Jørgen Jørgensen Levin, har iblandt Andet afgivet følgende Forklaring :
Da han omtrent i Midten af April Maaned drev omkring i Egnen af Ribe. traf han i et Værtshuus i denne By en Mand, der efter Udseende maatte antages at være en omrejsende Handelsmand, men i hvem Arrestanten gjenkjendte en paa Livstid inddømt Fæstningsslave ved Navn Widt eller Wiig. Denne Person betroede Arrestanten, at han for længere Tid siden var undvegen fra Slaveriet i Rendsborg og at han nu levede af at sælge Contrebande og Tyvekoster, og at han stod i Forbindelse med en Tyvebande i Jylland, til hvilken iblandt Andre hørte en Mand ved Navn Ole Andersen i Egnen om Silkeborg. Han foreviste for Arrestanten et Pas, der var skrevet paa Tydsk og lød paa Levi fra Eiderstedt, og fortalte, at han havde et eget Kjøretøi og at han reiste i Fælledsskab med 3 Mandspersoner og et Fruentimmer og nu var paa Veien til Hobro Kanten. Efter Arrestantens Udsigende var Wiig eller, som han nu lader sig kalde, Levi godt klædt, havde Briller med Sølv- eller anden Metalindfatning og talte til Folk i almindelighed Dansk med gebrokken tydsk Accent, men til Arrestanten under fire Øine reent Sjællandsk.
Efter at jeg i denne Anledning har indhentet Oplysning fra kommandantskabet i Rendsborg, er det mig meddeelt, at en Person ved Navn Lars Christian Wiig under 8de Juni 1843 er undvegen fra Stokhuset i Rendsborg uden senere at være paagrebet. Hans Signalement er opgivet saaledes: middel af Væxt, proportioneret Legemsbygning, blaae Øine, brune Haar; han har et Ar over venstre Tommelfinger og Huller til Ringe i Ørene, hvorhos endnu bemærkes, at han er anseet med Straf af 2 Gange 27 Slag Kat, hvoraf der formeentlig vil være Spor paa hans Ryg.
Jeg tillader mig i denne Anledning at lade udgaae en tjenstlig Anmodning til samtlige Politieauthoriteter om at eftersøge den nævnte undvegne Slave, der er skildret som en høist farlig, dristig og snu Forbryder, og i Antræffelsestilfælde at tage ham under sikker Bevogtning og derom meddele mig Underretning. Om hans Følge har jeg ingen nærmere Oplysning.
Tylstrup Herredscomptoir i Haderslev,
den 19de Mai 1856."
(Underskriften er vanskelig at dechiffrere, men af Statskalenderen sees det at være Alexander Heide.)
Denne Skrivelse kaster et mærkeligt Lys paa vort Efterlysnings- og Politievæsens Historie og Forfatning. I 14 Aar kunne undvegne farlige Forbrydere drage uhindret om, organisere Tyvebander osv. Det synes at vidne om liden Iver og Forbindelse mellem Justitsbetjentene indbyrdes eller maaskee liden Bistand for disse hos det utilstrækkelige, ofte indolente eller indulgente, Landpolitie. For endeel har det maaskee ogsaa sin Rod i Mangelen paa friere berettiget Handelsnæring paa Landet, fordi man, da man ikke ganske kan eller vil afsavne denne, er bleven vant til at see gjennem Fingre med og tildeels beskytte Alle, der drage omkring i Handelsforretning og stundom under den skjule anden Industrie og Fingernemhed. Jo større Frihed der gives Landet til stedlig Næring, jo mere vilde hermed kunne øves Control og jo lettere vilde ogsaa Landpolitiet herved kunne faae Medhjælp fra Befolkningers Side til at have vaagent Øie med farlige og virkelige Vagabonder. - Som et andet Exempel her fra Egnen paa, hvor lang Tid ogsaa i en mindre Kreds undvegne Arrestanter kunne slippe for Anholdelse, kan anføres, at den 2den forr. Maaned anholdtes en Skræder Ped. Chr. Nielsen, som den 28de August 1854, altsaa for over 1 ½ Aar siden, var undvegen fra Thisted Arrest.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 29. maj 1856)