De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk-vestindiske Øer. "Dep. Tid." meddeler Følgende:

- - -

Den 2den Octbr. havde nogle Uordener fundet Sted i Byen Christiansted, hvortil Iværktrædelsen af en Gouvernements-Anordning af 30ie Juli d. A., der fastsætter endeel indskrænkende Bestemmelser for Handelsberettigelse paa Øen, havde givet Anledning. Hidtil har paa St. Croix factisk bestaaet en saa godt som uindskrævket Frihed for Enhver til at drive Handel, og denne Frihed har ogsaa været benyttet i meget viid Udstrækning. De Misligheder, der hermed have været forbundne, og Nødvendigheden af ved faste Regler at indskrænke en ubunden Frihed, der gav den hos de lavere Klasser af Befolkningen herskende Hang til Lediggang Næring, og ofte tjente til Skjul for Løsgængeri og Bedragerier, have allerede længe været følte, og have isærdeleshed været fremtrædende, efterat Emancipationen havde givet Anledning til en forøget Tilstrømning til Byerne af Individer, der ønskede at unddrage sig fast Arbeide paa Landet. Forhandlinger bleve i 1849 indledede med Borgerraadet, som i Slutningen af Aaret indsendte til Gouvernementet et af Raadet udarbeidet Udkald til en Anordning vm Regulering af Handelsberettigelsen. Efterat dette Udkast havde været Gjenstand for Forhandlinger mellem Gouvernementet, Borgerraadet og Overrettens Justitiarius, udfærdigede den fungerende Gouverneur under 30te Juli den ovenvævnte provisoriske Anordning, hvis Bestemmelser navnlig sigte til at indskrænke det hidtil stedfundne almindelige Bissekræmmeri paa Landet og unge Menneskers Omdriven med Varer, Anordningen var efter Borgerraadets bestemte Andragende fastsat at skulle træde i Kraft den 1ste October, og et indkommet Aadragende om at Iværksættelsen maatte udsættes, blev afslaaet af Gouverneuren, da Borgerraadet ved en Deputation anholdt om , at ingen Udsættelse maatte finde Sted. Da Gouverneuren imidlertid kom til Kundskab om, at enkelte af Anordningens Bestemmelser havde givet Anledning til Misforstaaelse. og at de vare affattede saaledes, at de ved en stricte Anvendelse vilde træffe den Deel af Befolkningen i Byerne, som hidtil havde havt deres væsentligste Erhverv af Handel med Fornødenhedsgjenstande af egen Industri, mere end det ved Anordningens Udfærdigelse var forudsat som nødvendigt, havde han under 28 Septbr. meddeelt Politimestrene en nærmere Fortolkning af disse Bestemmelser, som Rettesnor ved Anordningens Gjennemførelse. Nogen Røre var ikke desto mindre frembragt blandt de lavere Klasser af Befolkningen, navnlig i Christiansted. Den 1ste October, Dagen da Anordningen traadte i Kraft, skete Intet, men Dagen efter gav Anholdelsen af et Par Sælgersker, om hvem der var flere Anmeldelse til Politiet, at de overtraadte Anordningen ved at drive omkring paa Landet, Anledning til, at en Deel Folk af den laveste Klasse samlede sig udenfor Retshuset og kastede med Steen, da Politiet vilde drive dem bort. Efterat dette var passeret, slog endeel Pøbel Vinduerne ind i et Huus, som er beboet af Colonialsecretair Elberling, og senere angreb den paa samme Maade et Huus, som tilhører en Kræmmer Lindo, der har en stor Boutik af Kramvarer. Videre Uordener bleve dog her forhindrede, og imidlertid blev der sendt Melding til Gouveneuren, der befandt sig paa et Landsted omtrent en halv Miils Vei fra Byen. Denne tog øieblikkelig ind til Byen og efter hans Ankomst til Gouvernementshuset forsamledes en Hob Folk sig udenfor Huset. Gouverneuren beroligede dem ved nogle faa Ord, hvorpaa Mængden paa hans Opfordring adspredte sig. I mindre end en halv Time efter hans Ankomst til Byen var Alt roligt, og ingen Uorden havde senere fundet Sted. Militair Magt anvendtes ikke; en halv Snees Mand blev reqvireret af Politimesteren, men ikke benyttet. Hverken Landbefolkningen eller Bybefolkningen i Frederiksted havde taget nogensomhelst Deel i det Forefaldne.

Med Hensyn til Udviklingen af Forholdet imellem Arbeidsherrerne og Arbeiderne paa Landet paa St. Croiz efter Udgivelsen af det provisoriske Arbeiderreglement af 26de Januar 1849, indeholde de fra Gouvenementet modtage Beretninger Følgende:

Kort efter Emancipationen forlangte Arbeiderne paa et meget stort Antal Plantager deres hele Betaling erlagt i rede Penge. Dette var en naturlig Følge af de nye Forhold, idet Arbeiderne undervurderede Værdien af de leverede Provisioner, ønskede anden og bedre Føde, og overvurderede Pengebetalingen. Den under Slaveriet tilstaaede allowance (Ration af Provisioner in natura) var rigelig og beregnet paa at udgjøre Negerens saa godt som eneste Føde. Mange, som havde Leilighed til at skaffe sig andre Fødemidler, havde allerede under Slaveriet ikke Brug for deres fulde Allowance, og solgte en Deel deraf til Byerne for en Priis langt under deres Værdi. Efter Emancipationen blev dette naturligviis hyppigere Tilfældet, og en Deel af Landnegerne foretrak desaarsag at erholde Betaling istedetfor Provisioner. 

Planterne vare derimod i det Hele ugunstig stemte imod Betaling af den hele Løn i Penge alene; Credit paa Provisioner var lettere at erholde end Laan af rede Penge. Nogle frygtede, at Betaling i Penge alene vilde lede til en mere udstrakt Dyrkning af Provisioner blandt Negerne, større Industri, deraf følgende større uafhængighed og endelig Tab af den fornødne Arbeidskraft fra Sukkerdyrkningen. Andre mente, at derved vilde foranlediges Mangel og Dyrtid paa Provisioner, da det, naar Negerne skulde indkjøbe dem en detail i Byerne, var at befrygte, at Kjøbmændene ikke til enhver Tid vilde have tilstrækkelige Beholdninger, og at Priserne saaledes til enkelte Tider vilde blive opskruede, hvoraf det let kunde blive en Følge, at Arbeiderne ei altid vilde have Føden i saa rigeligt Maal som tilforn, og at især Børnene, der efter Emancipationen kun erholde Betaling, forsaavist de kunne arbeide, og altsaa nu i Almindelighed skulle underhodles af Forældrene selv, vilde komme til at lide Mangel. 

Disse befrygtede Følger af, at Valget imellem Penge og Provisioner var overladt til Arbeiderne selv, indtraadte imidlertid ikke, og Betalingsmaaden ordnede sig af sig selv paa den for samtlige Parter fordeelaftigste Maade, efterhaanden som Orden og Tillid vendte tilbage. Arbeiderne vendte lidt efter lidt tilbage til at tage allowance, og Betaling i Penge allene er bleven sjeldnere og sjeldnere. Paa 4 Plantager, hvor Arbeiderne siden Emancipationen have erholdt deres fulde Løn i Penge, have de betinget sig allowance fra 1ste Octbr. d. A. Uagtet Lønnens Art selvfølgelig beroer paa Overeenskomsten ved Contractens Ingaaelse, gjøre Planterne ingen Vanskelighed med at gjøre Forandring heri; kun fordres i Almindelighed, naar Arbeiderne ønske at ophøre med at tage allowance, at Plantagens Beholdning af Provisioner først skal opbruges. Den 1ste August d. A. tog i Frederikssteds Distrikt de 9/16  allowance og kun 1/16 Pengebetaling allene. I Christiansted- og Center-Distriktet toge paa 70 Plantager alle Arbeiderne og paa 15 de Fleste allowance; paa 11 Plantager havde de fleste Arbeidere og paa 21 alle Arbeidere betinget sig deres hele Løn i Penge. Paa enkelte Plantager toge Arbeiderne een Uge allowance og den næste Uge fuld Løn i Penge. 

Under Slaveriet bestod den lovbestemte allowance af 6 Qvart (8 Pd. dansk Vægt) Mais-Meel om Ugen for hver Arbeider over 15 Aar; 5 Qvart for Arbeidere mellem 10 og 15 Aar, dog et Crookgang (de, som bringe Rørene med Muler fra Marken til Møllen) erholdt samme allowance som Arbeiderne over 15 Aar; 3 Qvart for Børnene mellem 6 og 10 Aar, og 2 Qvart for dem under 6 Aar - Alt foruden det vedtagne Qvantum Sild, 7 a 11 efter Størrelse, eller istedetfor samme tørret Fisk, hvoraf en Ration udgjør 1½ Pd. Den samme allowance gives ogsaa nu, med Undtagelse af den for Børnene betsemte, idet disse, som ovenberørt, nu kun erholde allowance, forsaavidt de arbeide. I Reglen er det fordeelagtigt for Arbeiderne, at tage Provisioner istedetfor deeres hele Løn i Penge, da de som ofteste ved Detailindkjøb i Byerne maa betale deres Mais-Meel og øvrige fornødenhder dyrere, end de beregnes dem, naar de tage allowance. Have Arbeiderne ikke brug for deres allowance til dem selv og deres Fjerkræ, kunne de sælge deres Overflod til Bynegerne. Ogsaa for Planterne vil det, naar ikke Priserne paa Provisioner stige høit, være fordeelagtigere at levere allowance til deres Arbeidere end at betale hele Lønnen i Pegne, og fra det Offentliges Synspunkt har denne Forholdenes Ordning den Fordeel, at Indførelsen af Mais-Meel i Reglen vil blive stadigere, naar det kan sælges en gros, end naar det skulde udsælges en detail. 

Da efter de foranførte Oplysninger den store Majoritet (omtrent 9/10) af samtlige Markarbeidere erholde en større eller mindre Deel af dres Løn i Fødemidler in natura, vi Følgen heraf være, at Tolden paa Mais, Meel væsentlig falder paa Plantage-Eierne, hvoved disse imidlertid hverken have lidt Tab eller ville komme til at lide Tab, saalænge Priserne paa Melet ikke stige meget høit. Da den provisoriske Toldanvisning af 26de Marts 1849 udkom, stod Prisen i 18 Dollars pr. Fad, og holdt sig heri indtil Midten af Aaret, hvorefter den successive steeg til 24, og da igjen successive faldt til den nuværende Priis 20 Dollars. I den allerseneste Tid er den imidlertid begyndt at stige igjen til 21 a 22 Dollars. Disse Priisforhold angives almindelig alene at afhænge af Priisforandringerne i Amerika. Den arbeidende Classe lever forøvrigt ikke af Mais-Meel alene. Saavel Hvedemeel som Hvedebrød consumees i betydelig Mængde af Arbeiderne, og endeel af det Mais-Meel, som indføres til Øen, forbruges til Kreaturføde. Landnegerne sælge ogsaa endeel af deres Ration af Meel til Bynegerne, som derved erholde det billigere end i den sædvanlige Detailhandel. Derved lettes Prisen for den Fattige i Byerne, der ellers sandsynligviis vilde lide mere ved Tolden end Landnegerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1850, 2. udgave).

Krigen 1848-1851: November 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Ved reskript af 8. d.s. fra den kgl. regeringskommission indrømmes i staden Aabenraa ifølge de deputerede borgeres og kirke- og skolekollegiets andragende, dansk og tysk som kirkesprog lige rettighed, således at der prædikes skiftevis dansk til højmesse og tysk til aftensang den ene søndag, og tysk til højmesse og dansk til aftensang den anden søndag. I skolerne derimod skal dansk være undervisningssprog mens børnene dog grundig skal undervises i tysk. 

Ribe Stifts-Tidende, 18. november 1850.

I "R. pr. Zeit." læses følgende: "Man tror måske at de danske og de slesvigholstenske soldater hader hinanden. Deri tager man meget fejl. I slaget hvor pligten byder det, skyder de hinanden ned. På forpost derimod ser man dem hyppig at underholde sig fredeligt med hinanden, stoppe af hinandens tobakspunge, drikke hinanden til at deres feltflasker eller "gøre vekselforretninger sammen, idet de danske gerne søger at få de slesvig-holstenske kassesedler som de har frataget de faldne, ombyttet med sølvpenge hvoraf de da ofte nøjes med hvad slesvig-holstenerne just tilfældigvis har hos sig. For for disse har papirpenge slet ingen værdi. Dersom der virkelig er noget om dette forpostvenskab mellem de to krigsførende partier, så må man tilstå at det vist nok er sjældent at se folk med så megen gemytlighed skyde hinanden ihjel." Hertil bemærker "Fl. Z." at det er så meget sørgeligere at se anstifterne og lederne af den holstenske opstand vedligeholde et fjendskab der som man også af dette eksempel ser slet ingen rod har i folket.

Ribe Stifts-Tidende, 29. november 1850.

29. november 1850 trak Preussen al støtte til slesvig-holstenerne efter pres fra de europæiske magter. 

7. december 1850 blev general von Willisen afskediget. 

15. december 1850 foregik den sidste krigshandling ved Kochendorf. Krigen havde da kostet 2.128 danske og 1.284 tyske faldne (i alt 4.412) og 5.797 danske og 4.675 tyske sårede (i alt 10.472). Til sammenligning Dybbøl 1864: 378 faldne og 910 sårede danske, og 263 faldne og 689 sårede preussiske/østrigske.

Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvig. "Dv." meddeler følgende fra Husum den 31te October:

- Af væsentligt Nyt haves intet. Tre herværende Tjenestepiger, hvoraf to staa i Condition hos den bortflygtede Amtsforvalter Getzer, ere af vor Commandant ikjendte 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, fordi de, trods skærpede Advarsler, have smykket herværende faldne Insurgenters Grave med symboliske Krandse. man undrer sig over, at de, som have bundet Krandsene og ledet Demonstrationen, nemlig Fru Klincke (Beselers Søster), hendes to Frøkendøtre og Gartnerdatteren Jomfru Thegen, ikke ere satte paa Vand og Brød, men at de stakkels afhængige Tjenestepiger ene skulle undgjælde.

Forleden Dag vendte paa et Dampskib en Mængde Husum-Indvaanere, som i Sommer vare flygtede, fra Hamborg tilbage hertil, tilsyneladende i en Stemning, der sagde, at de mistvivlede paa deres Sag og nnu vilde føie sig i Forholdene. De bleve satte under Politiets Opsyn. Ved en Visitation, som foretoges hos dem, inden de kom iland, fandtes en saadan Mængde forseglede Breve hos dem, at de Multker, de herfor have at udrede til Postkassen, skal beløbe sig til circa 100 Mrk. Blandt disse hjemkomne Flygtninge findes ingen Embedsmænd. Disse udeblive, og at de i det Fjerne lide Savn nok, kan man tænke sig, da de fik bort, uden at modtage enten Vinterklæder eller Andet, fordi de antoge, at deres Undvigelse til Holsteen kun vilde vare nogle Dage. Tilliden dengang til Willisen og hans Hær var endnu usvækket. Nu har Amtsforvalter Setzer skrevet hertil og bedet om faae sin Garderobe udleveret, hvilket er blevet ham tilstedet. Medens Bombardementet og Stormen af Frederikstad den 4de Octbr. stod paa, opholdt henved 80 bortflygtede embedsmænd sig sønden for Staden og Eideren paa Holsteensk Grund, afventende det Øieblik, da Holsteinerne indtoge Byen og fordreve de Danske, for derpaa at gaae tilbage til deres embeder her og i det øvrige sydvestlige Slesvig. Frederikstad, som ved en kanonade, der ille tillod Nogen at tælle til Fem mellem hvert Skud, borgede for et heldigt Udfald. At det desuagtet kom anderledes, vakte stor Fortvivlelse, og bestemte Setzer til nu at see at faae sine Vinterklæder tilsendte.

Under Frederikstads Bombardement viste Husums Indvaanere sig fra en smuk Side, idet baade de tydsk- og dansksindede i to Dage, den 4de og 5te sendte, rigtignok paa Borgermester Davids Bøn, hver Dag mange Læs Føde- og Drikkevare til den kjæmpende danske Besætning i den brændende By. Alle, Fattige og Rige, søgte at overgaae hverandre i at levere skaaret Smørrebrød, Skinke, Steg, Viin, Rum, Brændeviin, Øl osv. Vor Byes Stortydsker, Hr. Apotheker Paul (en Broder til Oberst St. Paul, der den 27de April 1849 tog Orla Lehmann tilfange ved Kolding, men faldt i Begyndelsen af Juni ved Fredericia, truffen af en dansk Kanonkugle) erklærede, at nu gik det for vidt med Husums Indvaanere, thi at sende "Fjenden" Levnetsmidler og styrke ham i de Øieblikke, der kjæmpedes mod ham, var aabenbar Vanvid.

Det er virkelig ikke langt fra, at Husum om føie Tid kan i det Smaa lægge samme gode Aand for Dagen, som Flensborg saa længe har gort i det Store, og blive et Støttepunkt for Troskab og Loyalitet her i Egnen. Endog vore Drenge paa Gaderne synge nu: "Dengang jeg drog afsted" osv., hvortil de afvexlende nynne Melodien: "Dansken har Seier vundet" etc. Nu er et stort Antal indvaanere i Begreb med at anskaffe et Monument for de her begravede danske militaire. Disses fælles Grav paa Kirkegaarden vrimler af smaae danske Faner, og hver dansk Soldats Kiste prydes af de trosindede Damer, i hvis Spidse den fædrelandsksindede Fru Ebert staaer, med to Krandse,ligesom ogsaa Graven hver gang udsmykkes af dem. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. november 1850, 2. udgave. Uddrag).

Der blev senere opsat et monument for de faldne danske. Et krigsmonument for de faldne slesvigholstenere blev først opsat i marts 1865. En navneliste for de danske, østrigske og slesvigholstenske soldater findes her.

I Frederikstad findes en 3 m høj obelisk for de 53 danske soldater, der faldt under Frederiksstads belejring fra 29. september til 4. oktober 1850. Monumentet blev indviet den 13. januar 1853 af feltprovst Høyer Møller. Oberst Helgesen var indbudt, men kom ikke. Angiveligt pga. gigt, sandsynligvis dog pga. hans afsky for offentlig fremtræden. Der er også et mindesmærke for de slesvig-holstenske soldater. 

Slesvig den 4de Novbr. I tydske Blade opfordrer under 18de f. M. en "Humanitets-Forening i Osnabruck" til Pengebidrag for at understøtte de Familiefætre, der i Juli d. A. frivilligen have forladt Slesvig og derved skal være geraadede i stor Trang. Nu kan det vel være enhver dansk Mand ligegyldigt, om, hvorledes og hvormeget de Ligesindede vilde af Humanitets- eller andre Hensyn bidrage til at forbedre disse bortflygtede Insurgenters nuværende uheldige, men i ethvert Tilfælde selvvalgte Stilling; dog Opfordringen indeholder endeel Præmisser, hvis Usandhed Indsenderen ikke kan undlade at fremhæve neget. Naar der saaledes anføres, at "flere tusinde tydske Familiefædre" have rnaattet forlade deres Hjem i det Slesvigske, hører dette Tal vistnok til de sædvanlige Overdrivelser; thi deres Antal udgjør dog næppe mere end i det høieste "flere hundrede". Var det i Virkelighed flere "tusende", navnligen "tydske" Familiefædre, der havde forladt deres herværende Domicil, da var dette iøvrigt et yderligere Beviis for Nødvendigheden af en Forandring i de hidtil bestaaende Forhold, og ikkun billigt, at disse Mange snarest forlode et Land, der er mere dansk end tydsk, for at vende tilbage til deres oprindelige Hjem: Tydskland, der burde kunne brødføde sine egne Sønner. Dernæst siges, at de have forladt Slesvig for at undgaae "Fangenskab og Mishandling af de Danske". Hvoraf vide de dette? Naar de ikke vare sig brødefulde Handlinger bevidste og havde en god Samvittighed, kunde de bestemt have forblevne uanfægtede hjemme, og fra et upartisk Standpunct maa det erkjendes, at Mange iblandt dem, der stode i Spidsen for en Menighed og en Familie, samt forvaltede et dem anbetroet Embede, burde have have moralsk Mod til at blive paa deres Post og opfylde deres Pligt, ogsaa som - Familiefædre. Der anføres, "at Statholderskabet ikke tilsteder dem at tage Deel i Kampen for Hertugdømmernes Sag." Er dette sandt, er da Grunden nok ene den, at de ansees for at være uskikkede dertil; thi det er en Kjendsgjerning, at en stor Mængde af disse bortflygtede Familiefædres kampdygtige Sønner tjene i Insurgenternes Hær, og flere af disse ere allerede faldne eller fangne i denne Kamp. Endelig anføres, vel for at vække større Medlidenhed for disse Flygtninge, at de ere "i Angst og Sorg for deres Tilbageblevne, om hvis Skjebne de ere i fuldkommen Uvidenhed". Hertil kan bemærkes, at Mange vel have stor Grund til at nære Sorg for dem, de saa ubetænksomt og uskaansomt have forladt i deres politiske Ruus, men at Ingen behøver at leve og at næppe Mange leve uvidende om deres Skjebne, og en flittig Correspondence uhindret finder Sled imellem de Bortflygtede og deres Tilbageblevne.

Hertugdømmet Slesvig. ("Officiel Tidende)", Entledigelse. Under 24de October er den constituerede Borgermester og Politimester i Staden Slesvig, Etatsraad Scrader, fritaget for Bestyrelsen af Borgermesterembedet.

Under f. D. er Pastor Carstens entlediget fra sit Embede, som Sognepræst ved St- Johannis Menighed paa Föhr.

Under 25de f. M. er Etatsraad Thielsen entlediget fra sit Embede som Directeur ved Døvstummeinstitutet i Slesvig.

Under 20de f. M. er Rector og 1ste Lærer ved Borgerskolen i Tønder, Petersen, entlediget.

Under 28de f. M. ere entledigede: Pastor T. L. Bjørnsen, efter Ansøgning, fra sit Embede, som Sognepræst i Skodborg under Haderslev Provsti; og Pastor Kühl, fra sit Embede, som Sognepræst ved den nye Kirke paa Pellworm.

Udnævnelser. Under 24ee October er Justitsraad og Committeret i Finantsministeriet, Feddersen, constitueret som Borgermester i Staden Slesvig.

Under 25de s. M. ere konstituerede: Pastor Mørck-Hansen, som Sognepræst i Feldsted under Apenrade Provsti; og const. Borgemester i Slesvig, Justitsraad Feddersen, som Directeur ved Døvstumme-Institutet sammesteds.

Under 28de f. M. er hidtilværeude constitueret Sognepræst i "Gross"- og "Klein" - Solt, under Flensborg Provsti, lic. thieol. E. H. Hagerup, udnævnt til Sognepræst sammesteds.

Under 29de f. M. er Capellan ved Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn, Pastor H. P. Kofoed-Hansen constitueret som Sognepræst ved Mariekirken i Haderslev.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. november 1850, 2. udgave)

Bandholms Sundhedstilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Det forundrede mig ikke lidt under mit Ophold i Bandholm at erfare, at flere af Stedets agtværdige Indbyggere, der havde viist mig megen Godhed og venlig Forekommenhed, vare blevne stødte over de i "Berl. Tidende" indførte Yttringer om Bandholms stinkende Rendestene og Grøfter. Ved imidlertid, især efter at have forladt dette Sted, at bringe i Erfaring , hvorledes disse Yttringer ere blevne mistydede af Mange saaledes som om Bandholm var en usund og stinkende Plads, en sand Pøl og Uhumskhedens Sæde, har jeg ikke blot fundet det ganske naturligt at flere af Bandholms Beboere have fundet en saadan Forestilling om deres Opholdsted ubehagelig, men tillige maa jeg, hvem Skylden for denne falske Forestilling tilskrives, føle mig foranlediget til i flere Henseender at berigtige samme. Først og fremmest maa jeg da bemærke, at jeg ikke vidste, at disse Yttringer om Rendestenene o. s. v., som jeg har brugt i mine Indberetninger til det kongl. Sundheds-Collegium, vilde blive fremdragne i de Udtog, som uden min Medvirken bleve fremstillede og indførte i "Berl. Tid.". Det kunde saaledes aldeles ikke falde mig ind, at de kunde foraarsage Bandholms Familier udenfor Bondestanden Ubehageligheder. Ved sammes Offentliggørelse har vedkommende Autoritet derhos naturligviis kun havt til Hensigt, at gøre Folk, ogsaa paa andre Steder, opmærksomme paa at Bortfjernelsen af alle Slags Ureenligheder udenfor og omkring, saavelsom i Husene er vigtig for Sundhedens Bevarelse, især naar en Choleraepidemi truer. Det er øvrigt desværre ikke første Gang, at jeg har erfaret, at de ubehagelige Iagttagelser, som en Læge ofte gjør, især under Epidemier, meget let misforstaaes naar de offentliggøres. Kun Livets Skyggesider, Alt hvad der kan antages at være skadeligt for Sundheden, vedkommer ham under disse Omstændigheder, hvorimod Lyssiderne, det Skjønne og Behagelige, som Stedet og sammes Forhold kunde have, ikke vedkomme ham som Læge. Han maa lede efter Alt hvad der er skadeligt, ubehageligt og stygt og finder derfor ogsaa langt meer deraf end man seer uden specielt at henvende sin Opmærksomhed paa Ting fra hvilke man ellers helst bortvender sine Sandser. Derfor ere de med de locale  Forhold ellers velbekendte Folk, som ikke netop have fulgt Lægen ved hans Undersøgelse over de skidne og ubehagelige Forhold, meget tilbøjelige til at finde hans Angivelser noget overdrevne, og da disse foraarsage dem Ubehageligheder ved at fremkalde vrangforestillinger hos andre Folk, der miskende det lægevidenskabelige Standpunct, og i Angivelsen søge en Skildring fra et almindelig humanistisk Standpunct, saa blive de vrede over Lægens velmeente Yttringer. Saaledes fremmanede nogle Iagttagelser fra Færøerne, som jeg for nogle Aar siden meddeelte i "Bibl. for Læger" en sand Storm af Uvillie blandt de gode Færinger, der førhen følte lige saamegen Velvillie for mig, som jeg for dem. Denne Uvillie var saa stærk og seig, at den et heelt Aar derefter skaffede sig Luft i en lang Række af giftige Artikler imod mig i et Blad som kaldtes "Dagbladet. Vel behøver jeg ikke at frygte for at have paadraget mig en saa heftig Vrede i Bandholm ved mine Yttringer over de stinkende Rendestene osv., men for at forebygge enhver Misforstaaelse finder jeg ret dog passende i den Anledning her at meddele negle Bemærkninger over Bandholm.

Denne Plads har en ligesaa smuk, som almindelig, viis sund Beliggenhed, idet den ligger paa en for en laallandsk Egn ingenlunde meget lav, frugtbar Slette, omgivet af herlige Skove og aaben imod Havet, ligeover for Askø. Den bestaaer af to i mange Henseender forskjellige Dele, Ladepladsen med Toldstedet og den egentlige Bondebye. Ladepladsen, der beboes af Toldpersonalet og endeel andre Familier udenfor Bondestanden, er i de senere Aar bleven bekjendt som en vigtig Plads for Kornudførselen; desuden har den et godt Skibsbyggerie. Hovedgaden dannes for en stor Deel af Kornmagaziner og Rendestenene udenfor disse ere almindeligviis naturlig tørre. Bondebyen, til hvilken det betydelige og fortrinlige Jernstøberi og Bageriet kan henregnes, ligger temmelig vidtløftig spredt langs med 2 Hovedlandeveje og beboes næsten for største Delen af Dagleiere og Arbeidsfolk, som her skabe en god Fortjeneste og som for en stor Deel have forholdsviis meget gode Boliger i de af Grev Knuth opførte Familiehuse. Ved Ladepladsen angrebes kun 1 Familie af Cholera, alle de andre Sygdomstilfælde (med Undtagelse af 2 Søfolk) traf Bondebyen og i samme kun Dagleiere og Arbejdsfolk og deres Familier. Hos disse fandtes ogsaa den i andre Indberetninger omtalte huuslige Ureenlighed, der for en stor Deel var en Følge af den eiendommelige Oekonomie disse Folk føre og af Brændevinens demoraliserende Indflydelse. De stinkende Rendestene og Grøfter fandtes isser omkring og bagved Husene. Omendskjøndt flere af disse virkelig vare meget slemme, saa er det aldeles utvivlsomt, at man i de fleste af vore Smaabyer kan finde dem ligesaa slemme. I Corsøer vare de endog langt værre og større, hvorhos maa paa dette Sted forsilkrede, at de i Slagelse skulde være endnu værre. Hvorvidt dette er Tilfældet veed jeg ikke, men i selve Kjøbenhavn vilde det vistnok være let at finde dem uovertrufne af dem i Bandholm og Corsøer, naar man ret vilde lede efter dem. At dette endog ikke behøves sees af et Brev i "Nord og Syd" til Herr Cholera, hvori denne Gjæst opfordres til, uden at gjøre et egenntligt Besøg, blot at vise sit Aasyn paa en af denne Gades Skorsteenspiber, for at Adelgaden med sine Naboer Borgergaden og Helsingørsgaden kunde blive befriede for den Stank hvoraf de laborere. Jeg troer dog ikke at Kjøbenhavnerne og navnlig Adelgadens Beboere have taget Herr Goldschmidt denne velmenende Spøg ilde op.

Corsøer, den 1ste November 1850
Panum

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1850, 2. udgave).

Peter Christian Koch (1807-1880): Læge og fysiolog Peder Ludvig Panum (1820-1885). 1861. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Lægen og fysiologen Peter Ludvig Panum (1820-1885) har givet navn til Panum Bygningen. Panum var på Færøerne i 1846 og forfattede året efter den verdensberømt "Iagttagelser - uner Mæslinge-Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846". Hans beskrivelser af færingerne fik imidlertid nogle i Danmark boende færinger til at gå til angreb mod ham. På Bandholm fik han en gade opkaldt efter sig.

Krigsfanger i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

På et af fangeskibene i København skal ifølge "Loll. F. St." følgende spektakelstykke være blevet opført: Fangerne har altid haft lerskåle at spise af, men da de i deres "meerumschlungne" stilling keder sig forfærdeligt, slog de af og til disse skåle itu, være sig enten af kådhed eller af virkelig ond vilje for at give statskassen en nogle skillinger større daglig udgift. Hvorom alting er, oberst Lønborg der fører opsynet over krabaterne med megen bestemthed, mente "at nu kunne det være nok med disse narrestreger", og gav dem derefter maden, ligesom til orlogs, i bakker af træ, 1 for hver 4. mand. Men dette opvakte "eine tiefe Entrüstung;" brynene rynkedes, armene lagdes overkors og ingen rørte maden, og "der biedere Feldwebel" Fröhlich trådte med en majestætisk holdning frem af de tætte klynger og erklærede oberst Lønborg, "at de ikke ville behandles som matroser, at kun svin åd af trækar", kort sagt, det hele var virkelig "haarsträubend." Obersten trak rolig sit ur op af lommen og sagde derpaa idet han puttede det ned igen "inden et kvarter er maden spist." Da nu ingen havde rørt den efter den tids forløb, lod han feltvebelen lægge i feltjern i 8 dage, lod 30 af de værste Wühlere, som hans opmærksomme blik imidlertid havde udpeget, tildele hver "3 dusin" (?) og lod dem alle vide at det var deres egen sag om de ville spise eller ikke, men at de ikke fik anden mad før denne var spist, og at den altid ville blive leveret dem i træskåle.

(Ribe Stifts-Tidende, 28. oktober 1850).

Friedrichstadt 1850. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig den 7. oktober. I går vovede et dansk rekognosceringskorps sig ret langt og blev angrebet af vort infanteri, hvorpå det hastigt trak sig tilbage og efterlod nogle få døde og sårede. Stillingen foran Friedrichstadt blev i dag frivilligt opgivet; Batterierne er revet ned, og de tunge kanoner er allerede ved at blive transporteret til Rendsburg-fæstningen. Kanonbådene vil også gå op ad Ejderen, og infanteriet vil forblive for at dække stillingen indtil slutningen og indtage deres gamle forpoststilling ved Sydstapel. Stillingen i Friedrichstadt, som vi nu har haft lejlighed til at se klart, er nu uacceptabel; Terrænet, der er gennemfuret af grøfter og vandløb og mest består af mose og Tørvemose, kan ikke passeres, kun hovedvejen og et dige mellem Seeth og Husum; Disse veje er dog så beskyttet af et betydeligt antal fæstningsværker, at det er praktisk talt umuligt at komme frem ad dem. Men intet kunne opnås med bombardementet; selve byen ligger i ruiner bortset fra 14 huse, der bliver stående, og i forgårs satte danskerne selv ild til husene ved Wollersum tæt ved byen. Danskerne opkaster hele tiden lervolde, hvori vore batteriers kugler sætter sig fast uden at volde nogen skade, og bag sådanne dobbelte og tredobbelte lervolde står deres skanser, forsynet med pallisader og brede grøfter, mod hvilke den stærkeste ild, vi holder, ville ude af stand til at bekæmpe dem. På grund af de mange pionerer og arbejdere, de til enhver tid kan trække på, var de i stand til at bygge nye fæstningsværker hver dag i en række forskellige retninger, som vi ikke kunne observere; I løbet af aftenen og natten, når solen går ned, stiger en tung tåge og tåge fra sumpene og den fugtige jord, som gør det umuligt at se noget nøjagtigt i en afstand af 40 skridt; Derfor var danskerne i stand til at rette en frygtelig kardæsk-ild mod det fremstormende infanteri, fra områder og skanser, hvor de mindst havde forventet det. Desuden indbragte de en brigade, så deres koncentrerede styrke dér udgjorde 8-10.000 mand, som alle var i bivuac en halv mil fra Friedrichstadt i området ved Schwabstedt. Hvis vore soldater var kommet til Friedrichstadt, ville de så af denne grund så have haft at gøre med massevis af fjender, som det lille antal der stormede ind, ikke kunne have trodset. Med hensyn til selve stormen erfare vi af en preussisk officer, der deltog i den som amatør, at vores troppers mod og hurtige, glædelige præstation oversteg alle krav; de angreb med sandt mod og tog de første skanse på ingen tid, indtil den morderiske krydsild fra de maskerede batterier tvang dem til at vende om.

Nu er man i almindelighed ret enige om, at et gunstigt angreb først kan finde sted med begyndelsen af ​​den kolde årstid, så snart der er frostvejr, da er alle de fordele, som fjenden nu har, illusoriske. Marskene og tørvebrudene kan krydses som jævne marker, grøfter og flodarme eller broer kan også krydses med lethed, og fjenden kan ikke gøre meget med deres skibe.

Ved angrebet på Friedrichstadt skal man foruden de mange ofre sørge for byens beboere, som alle mistede deres ejendele; Lad os dog håbe, at så snart området kommer tilbage i vores hænder, vil der blive gjort alt for at kompensere de fattige.

Aus Schleswig, 7. Okt. Nachdem gestern ein dänisches Recognoscirungscorps sich ziemlich weit vvowagte und von unserer Infanterie angegriffen wurde, worauf dasselbe sich eiligst zurückzog, und einige Todte und Verwundete zurückliess, ist heute die Stellung vor Friedrichstadt freiwillig aufgegeben worden; die Batterien werden abgebrochen, die schweren Geschützebefinden sich bereits auf dem Transport nach der Festung Rendsburg. Die Kanonenboote werdengleichfalls die eider heraufgehen und die Infanterie wird bis zuletzt als Deckung der Position verbleiben, und ihre alte Vorpostenstellung bei Süderstapel einnehmen. Die Position bei Friedrichstadt ist, wie man nun Gelegenheit hatte, genau zu sehen, für jetzt eine unnehmbare; das durch Gräben und Flüsse durchfurchte Terrain, meistens aus Marschboden und Torfmoor bestehend, ist nicht zu passieren, sondern nur die Chaussee und ein Deich von Seeth und Husum; diese Strassen sind aber durch eine bedeutende Anzahl von Werken so geschützt, dass ein Vorschreiten darauf geradezu unmöglich ist.  Mit dem Bombardement ist aber auch nochts zu erreichen gewesen; die Stadt selbst ist bis auf 14 Häuser, die stehen geblieben, ein Schutthausen, und noch vorgestern haben die Dänen die in der Nähe der Stadt befindlichen Häuser bei Wollersum selbst in Brand geschossen. Die Dänen werfen fortwährend Wälle von Lehmerde auf, worin die Kugeln unserer Batterien stecken bleiben, ohne zu schaden, und hinter solchen doppelten und dreifachen Lehmwällen stehen ihre mit Pallisaden und breiten Gräben versehenen Schanzen, gegen welche das stärkste von uns unterhaltende Feuer nichts vermöchte. Durch die vielen Kräfte, die sie jederzeit an Pionieren und Arbeitern heranziehen können, war es ihnen möglich, täglich neue Werke nach den verschiedensten Richtungen hin zu errichten, welche von uns nicht beobachtet werden konnten; während des Abends und der Nacht, sowie die Sonne untergeht, steigt aus den Sümpfen und dem feuchten Boden ein heftiger Dunst und Nebel empor, der schon auf 40 Schritte Entfernung nichts mehr genau erkennen lässt; deshalb konnten die Dänen auch auf die heranstürmende Infanterie ein furchtbares Kartätschenfeuer richten, aus Gegenden und Schanzen, wo man es gerade am wenigsten erwartete. Zudem haben sie noch eine Brigade herangezogen, so dass ihre dort concentrirte Macht sich auf 8-10,000 Mann belief, die alle eine halbe Meile von Friedrichstadt im Umkreis bei Schwabstedt im Bivuac lagen. Wären deshalb auch unsere Soldaten bis Friedrichstadt gekommen, so hätten sie es alsdann mit einem in Masse aufgestellten Feinde zu thun bekommen, dem die kleine dearnstürmende Zahl nicht hätte Trotz bieten können. Ueber den Sturm selbst erfahren wir von einem preussischen Offizier, der denselben als Amateur mitgemacht, dass der Muth und das schnelle, freudige Vorgeben unserer Truppen alle Voraussetzungen übertroffen habe; mit wahrer Muth griffen sie an und nahmen die ersten Schanzen im Nu, bis das mörderische Kreuzfeuer der maskirten Batterien sie zum Umkehren nöthigte.

Jetzt ist man allgemein darüber ziemlich einig, dass ein günstiger Angriff nur mit dem Eintreten der kalten Jahreszeit, sobald es Frostwetter gibt, geschehen kann, alsdann sind alle die Vortheile, die jetzt der Feind hat, illusorisch. Die Marschlande und Torfbrüche sind wie ebne Felder zu passiren, die Gräben und Flussarme gleichfalls oder doch Brücken mit Leichtigkeit herüberzuschlagen und der Feind kann ausserdem mit seinen Schiffen auch nicht viel operiren. 

Bei dem Angriff auf Friedrichstadt sind neben den vielen Gefallenen die Einwohner der Stadt zu beklagen, welche ohne Ausnahme ihre Habe eingebüsst haben; hoffen wir jedoch, dass, sobald die Gegend wieder in unsere Hände gelangt, man Alles thiun wird, um jene Armen zu entschädigen.

(Regensburger Zeitung. 13. oktober 1850)

Carl Warnberg (1822-1875): Friedrichstadt. Før ødelæggelsen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Musketeren Heinrich Claussen fra 3. kompagni af 11. infanteribataljon blev dræbt den 4. i år. M. skød gennem benet under sit kompagnis angreb på Friedrichstadt. Hans kammerater kunne ikke længere få ham væk, fordi broen over grøften var knækket, og de trak sig tilbage. Claussen tog sin sabel og riffel af, kastede dem begge til sine kammerater og kastede sig i voldgraven med ordene: "De forbandede danskere skal ikke få mig" og druknede. Der er mange vidner til denne handling.

Der Musketier Heinrich Claussen der 3. Compagnie des 11. Infanteriebattaillons wurde am 4. d. M. bei der Angriff seiner Kpmpagnie auf Friedrichstadt durch's Bein geschossen. Seine Kameraden konnten ihn nicht mehr fortschaffen, da die Brücke über den Graben gebrochen und sie auf dem Rückzuge begriffen waren. Claussen nahm Säbel und Gewehr ab, warf beides den Kameraden zu und stürzte sich mit den Worten: "Der verdammte Däne soll mich doch nicht haben", in den Treenegraben und ertrank. Der Zeugen dieser That sind viele.

(Regensburger Zeitung.  15. oktober 1850)

Fra Slesvig den 10. oktober Operationerne mod Friedrichstadt er nu fuldstændig opgivet, tropperne er stationeret på denne side af Ejderen og kun en kæde af forposter er stationeret nær landsbyen Sydstapel på den anden side af Ejderen. Danskerne synes dog at vente et nyt angreb på denne side og have gjort alt for yderligere at befæste deres allerede stærke stilling; I vest arbejdes der på nye fæstningsværker bestående af skanser og blokhuse ved mundingen af ​​Ejderen nær Ramstedt og Colligbüttel, således at denne position vil få virkelig kolossal styrke i den nuværende årstid. General von Willisen blev beskyldt for hurtigt at opgive denne yderst vigtige stilling kort efter slaget ved Isted, uden en egentlig kamp, ​​især da den nuværende generobring af dette rige og værdifulde område er blevet umulig og selv med de største ofre intet er blevet opnået i menneskers forhold og tabet af byen Friedrichstadt. Denne anklage er meget let at fremsætte og virker ret plausibel for enhver, der er forudindtaget; Men dengang var det umuligt at vide, om ikke danskerne snart ville foretage endnu et angreb mod vores nuværende hovedstilling ved Rendsburg, hvorfor hæren måtte koncentreres direkte foran denne vigtige fæstning og ikke tillod nogen omfattende udvidelse til den vestlige del af landet. Dette er også behørigt anerkendt af alle, der er nærmere bekendt med pmstændighederne.

Aus Schleswig, 10. Okt. Die Operationen gegen Friedrichstadt sind nunmehr gänzlich aufgegeben, die Truppen sind diesseit der Eider stationirt und nur eine Vorpostenkette steht bei dem Dorfe Süderstapel jenseits der Eider. Die Dänen scheinen jedoch einen neuen Angriff auf dieser Seite zu erwarten, und haben alle Anstalten getroffen, um ihre schon so fest Position noch mehr zu befestigen; es werden im Westen hart an der Eidermündung bei Ramstedt und Colligbüttel neue Befestigungswerke, aus Schanzen und Blockhäusern bestehend, gearbeitet, so dass diese Position während der jetzigen Jahreseit wine wirklich kolossale Stärke erhält. Man hat aus dem schnellen Aufgeben dieser so überaus wichtigen Position kurz nach der Schlacht bei Idstedt, ohne einen eigentlichen Kampf, dem Obergeneral von Willisen einen Vorwurf gemacht, zumal die jetzige Wiedereroberung dieser so reichen und werhtvollen gegend zur Unmöglichkeit geworden und selbst mit den grössten Opfern an Menschen und dem Verlust der Stadt Friedrichstadt nichts erreicht worden ist. Es ist dieser Vorwurf sehr leicht zu machen und erscheint auch jedem Befangenen recht plausibel; allein zu jener Zeit konnte man nicht wissen, ob die Dänen nicht sehr bald einen weitern Angriff gegen unsere dermalige Hauptposition bei rendsburg unternehmen würden, desshalb musste die Armee unmittelbar vor dieser wichtigen Festung concentrirt werden und gestattete keine weitläufige Ausdehnung bis nach dem Westen des Landes. Dies findet denn auch bei allen mit den Verhältnissen näher Betrauten seine richtige Würdigung. 

(Regensburger Zeitung. 16. oktober 1850)

Adelbert Heinrich von Baudissin (1820-1871): Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Sturm auf Friedrichstadt. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Husum den 12. oktober "Hamb. N." skrives herfra: "Byen Friedrichstadt eksisterer ikke mere, den består kun af huse af murbrokker; fordi de få bygninger hvoraf nogle stadig står, og som ilden ikke nåede, er så ødelagt af kugler, granater og bomber, fyldt med huller og nedrevet, så de også kun ligner murbrokker og ruiner. Den østlige del af byen er fuldstændig brændt ned, ligesom den sydlige del op til markedspladsen, kun noget af den såkaldte Hinterstadt er tilbage stående; men færgehuset, hele øen (beliggende tæt på byen), rådhuset, kirker, prædikanthuse og skolebygninger, alt er blevet ødelagt af flammer. Ingen indbygger er der længere. Også de 3 store sluser, i midten af ​​hvilken Treene vides at være afvandet i Ejderen, som det er kendt siger, er totalt sønderskudt og ødelagt, ligesom kornmøllerne og Borkmøllen er blevet ødelagt. Med et ord: Friedrichstadt er ophørt med at eksistere.

Husum, 12. Okt. Den "Hamb. N." wird von hier aus geschrieben: "Die Stadt Friedrichstadt exisitirt nicht mehr, selbige besteht nur noch aus einem Schutthausen; denn sie wenigen Gebäude, die zum Theil noch stehen geblieben und die das Feuer nicht erreicht hat, sind von Kugeln, Granaten und Bomben so zerschossen, durchlöchert und zugerichtet, dass sie gleichfalls nur wie Trümmer und Ruinen aussehen. Der östliche Theil der Stadt ist gänzlich niedergebrannt, gleichfalls der südliche Theil bis an den Marktplatz, nur etwas von der sogenannten Hinterstdadt ist stehen geblieben; aber das Fährhaus, das ganze Eiland (hart an der Stadt liegend), Rathhaus, Kirchen, Predigerhäuser und Schulgebäude, Alles istd ein Raub der Flammen geworden. Kein Einwohner ist mehr da. Ebenfalls sind die 3 grossen Schleussen, mittelstd deren die Treene bekanntlich in die Eider abgeleitet wird, wie man sagt, total zerschossen und ruinirt, wie auch die Kornmühlen, nebst der Borkmühle vernichtet sind. Mit einem Worte: Friedrichstadt hat zu existiren aufgehört.

(Regensburger Zeitung. 19. oktober 1850)

Fra Slesvig-Holsten, 15. oktober (Stemningen i hertugdømmerne). - - -Tordenen af ​​kanoner foran Friedrichstadt er stilnet, og den offentlige mening har haft tid til at afklare og gøre opmærksom på, hvad der sker der. Men den første nyhed om det uheldige fiasko af forehavendet, som kostede så mange af vores modige sjæle livet, havde en chokerende effekt; efter alle de tidligere nyheder var folk ikke forberedte på en sådan fiasko, og de så frem til succes med endnu større selvtillid, da de vidste, at v. d. Tann, som stadig har både befolkningens og hærens tillid og kærlighed, kommanderede der. Et særligt og dybt sørgeligt indtryk gjorde nyheden om at de hjemløse i Friedrichstadt som følge af byens afbrænding blev tvunget til at gøre brug af andres gæstfrihed, og derfor var den generelle sorg endnu større end efter de tabte. slaget ved Istedt. Men snart dukkede vort folks særlige karakter frem, som så længe og især i år var blevet prøvet så strengt gennem en næsten uafbrudt række ulykker, men som var blevet bevist desto dygtigere. Den første øjeblikkelige forfærdelse gav snart plads til øget beslutsomhed, en fast vilje blev udtrykt til at anstrenge alle ens kræfter endnu mere for at opnå den endelige sejr, ikke at opgive den hellige kamp for frihed, retfærdighed og for fremtidens ære som man en gang havde fået smag for det store fædreland.  - - -

Aus Schleswig-Holstein, 15. Okt. (Die Stimmung in den Herzogthümern). - - -Der Kanonendonner vor Friedrichstadt istd verhallt, und die öffentliche Meinung hat Zeit gehabt, sich über die dortigen Vorgänge abzuklären und kund zu geben. Die erste Kunde des unglücklichen Ausfalls der Unternehmung, die so vielen unserer Braven das Leben gekostet, wirkte allerdings erschütternd, man war nach allen vorhergegangenen Nachrichten auf einen solchen Ausfall nicht gefasst, man sah dem Erfolg mit um so grösserer Zuversicht entgegen, als man wusste, dass v. d. Tann, der immer noch das Zutrauen und die Liebe sowohl der Bevölkerung als des Heeres in hohem Grade besitzt, dort kommandirte. Einen besonders und tief betrübenden Eindruck machte die Kunde, dass in Folge der Einäscherung der Stadt die Friedrichstädter obdachlos die Gastfreundschaft Anderer in Anspruch zu nehmen genötigt waren, und so war die allgemeine Trauer grösser noch, als nach der verlornen Schlacht bei Idstedtd. Bald aber trat der eigenthümliche, so lange und namentlich in diesem Jahre durch eine fast ununterbrochene Reihe von Unfällen so schwer geprüfte aber um so tüchtiger bewährte Charakter unseres Volkes hervor. Der ersten augenblicklichen Bestürzung machte alsbald eine gesteigerte Entschlossenheit Platz, der feste Wille sprach sich aus, um so mehr alle Kräfte anzuspannen, um den endlichen Sieg dennoch zu erringen, nicht zu lassen von dem heiligen Kampfe für Freiheit, Recht und für die Ehre des dermal einst sicher aus der augenblicklich auf ihm lastenden Schmack sich erhebenden grossen Vaterlandes. - - -

(Regensburger Zeitung. 20. oktober 1850)

Isaac Wilhelm (1815-1893), Johann Adolp Kittendorph (1820-1902): Scene fra Frederikstad (1850). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Friedrichstadt spurgte tyske håndværkere i et værtshus under belejringen Arndt sunget: "Hvad er det tyske fædreland?". Danskerne havde hørt det, soldater indtog huset, skød sangerne sammen og placerede dem på de punkter, der med størst sandsynlighed ville blive ramt af kuglerne. De fleste blev dræbt og kun få undslap, deriblandt reporteren, der løb ind i den holstenske lejr i en regn af kugler og dermed lykkeligt flygtede til Altona og Hamborg. Er sådan en procedure ikke det mest forfærdelige barbari? (N. Kur.)

In Friedrichstadt hatten während der Belagerung deutsche Handwerksbursche in einem Wirtshause Arndts: "Was ist des deutschen Vaterland?" gesungen. Dänen hatten es gehört, Soldaten besetzen das Haus, schossen die Sänger zusammen und stellten sie an den Punkten auf, welche von den Kugeln am meisten heimgesicht wurden. Die meisten wurden getödtet und nur wenige entkamen, unter ihnen auch der Berichterstatter, welche im Kugelregen in's holsteinisher Lager lief und so glücklich nach Altona und Hamburg entkam. Ist ein solches Verfahren nicht die fürchterlichste Barbarei? (N. Kur.)

(Regensburger Zeitung. 24. oktober 1850)

Frivillige meldte sig efterfølgende til den slesvig-holstenske hær. Denne kontrollerede stadig Rendsburg. Den danske hær mobiliserede ligeledes, og i det dansk-kontrollerede Slesvig begyndte en udrensning af tysksindede som blev udvist eller selv udvandrede af frygt for repressalier. Regensburger Zeitung opgav antallet af de sidste til 4.000. I oktober kunne superintendent Nielsen således berette om at 77 gejstlige var blevet fjernet fra deres embeder i Slesvig. General Hahn blev i slutningen af oktober 1850 sendt til statholderskabet for at udvirke en våbenstilstand, men forgæves.

Preussen blev presset militært af Rusland og Østrig: Østrig skulle overtage ledelsen af det genoprettede tyske forbund, Preussen skulle opgive planen om at dele den danske stat og aktivt bekæmpe det slesvig-holstenske oprør. Ellers ville Østrig og Rusland erklære Preussen krig. En russisk hær var allerede sendt mod grænsen til Preussen som herefter beordrede det slesvig-holstenske statholderskab til at nedlægge regeringen. Alvoren blev understreget af en hær på 50.000 østrigere og preussere. Sat over for det overgav slesvig-holstenerne sig  den 11. januar 1851. Holsten kom under de tyske stormagters kontrol som pant for en acceptabel løsning.

Afsættelse af Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de seneste embedsbesættelser i hertugdømmet Slesvig - hedder det i Kolding Avis - nævnes også at pastor P. Heinsen i Brørup og Lundsund er blevet konstitueret som provst for Eiderstedt provsti og hovedpræst og diakonus i Garding. Det er os vel ubekendt hvad der særlig har foranlediget at kirkeprovst Feddersen og diakonus Scholtz i Garding er blevet afsatte. Naturligvis er deres almindelige renitens fuldkommen tilstrækkelig til at fjerne dem fra deres embeder. Men ubegribeligt forekommer det os på den anden side hvad der kvalificerer hr. pastor Heinsen til at konstitueres i 3 så vigtige embeder på en gang. Vi har vel hørt at han skal have stillet sig til regeringskommissærens disposition med det tilføjende at han er en født ditmarsker, men der må da visselig være stor trang på pålidelige og dygtige præster når en sådan tilfældig omstændighed skal have forskaffet pastor Heinsen disse embeder. Dersom det gælder om Adelby sogn, hvad "Fl. Corr." forleden dag bemærkede, at der er kommet af aften og i aften ved at blive af med Lorenzen og få pastor Jespersen, så gælder dette til visse i lige så høj grad om Garding. - Ikke alene er meningen om hr. Heinsen som præst her på egnen alt andet end fordelagtigt. Men uagtet han i en række af år har været præst i Jylland (tidligere i nærheden af Viborg), skal det tillige være langtfra at han lægger sympatier for Danmark for dagen. Ja det hedder endog almindeligt at han skal have åbenbaret sit tyske sindelag ved at have givet penge til et bestemt øjemed for at hædre en velbekendt tysk koryfæ.

Ribe Stifts-Tidende, 30. september 1850.

I de følgende uger beskrev Ribe Stifts-Tidende hvordan andre embedsmænd end præster fx lærere, rodemestre, blev afsat, flygtede eller fjernet, og erstattet af "dansksindede". Begejstringen over de sidste, og skadefryden over de første blev der ikke lagt skjul på. Hvis befolkningens reaktion var positiv, blev det fremhævet, mens modvilje enten ignoreret eller betegnet som vildfarelse.

Krigen 1848-1851: September 1850. (Efterskrift til Politivennen)

12. september 1850 Slaget ved Mysunde. 

Efter at toldforskellen mellem kongeriget og hertugdømmet er ophævet, og toldafgifterne for et væsentlig antal varegenstande af alle arter er blevet forhøjet i det slesvigske, har naturligvis købmændene måttet forhøje deres varepriser og i de fleste tilfælde stillet dem lige med dem i kongeriget. Men det vil nu også være højst nødvendigt at mål og vægt ved en lovbestemmelse bliver gjort lige med kongerigets, fordi køberen ellers for de samme priser som i kongeriget kun får målt og vejet efter det slesvigske, ringere mål og vægt. Det danske lispund har 16, det slesvigske kun 14 pd., den slesvigske alen er en sekstendedel kortere end den danske. Det ville derfor være at ønske at regeringen snarest muligt lod indtræde en udjævning i denne henseende.

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

Fra Flensborg skrives under 18. septbr. I Eidersted er omtrent en snes bønder og karle blevet

arresteret, fordi de med høstforke etc. har overfaldet tre danske soldater som kom i deres egn for at indkøbe noget smør til kompagniet. De tre soldater havde forsvaret sig godt mod overmagten og bragte et af disse forrykte mennesker med ind til kvarteret. Denne person angav de øvrige som derpå blev afhentede af dragoner. - Ellers er man i Tønning og i Eidersted ikke utilfreds med det nye (danske) regimente og glæder sig ved udførselstoldens afskaffelse på kvæg, en foranstaltning der nu kommer tilpas ved den atter åbnede direkte forsendelse til London. Hovedsagen er for disse mennesker at landet får fred. De er ligesom i andre egne inderlig kede af krigen. (Dvk.)

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850

Notitser begyndte nu at antyde repressalier mod modstandere af danskernes tilstedeværelse, og en egentlig dæmonisering af disse opsætsige kan man læse i Ribe Stifts-Tidende:

Fra Slesvig skrives i "Nieders. Zeit." af 14. ds.: "Bortsendelsen af et antal fruentimmer og børn herfra over Flensborg og København og Holsten synes at være en hård forholdsregel; men vedkommende må virkelig alene tilskrive sig selv denne hårdhed. Når fruentimmerne ikke under belejringstistanden kunne lægge bånd på deres tunge, men udskældte soldaterne, ja endog (som man påstår) spytte efter dem, og overhovedet te sig som om de ikke var ved deres fem, så er det vist det bedste at de bliver bortsendt i nogen tid for at lære verden at kende. Opsætsighed bør ikke tåles. Armeens disciplin er fortræffelig og den har allerede vundet en stor del af befolkningen. Det gælder blot om at forjage oprørets dæmon; Sydslesvigerne er loyale; men beboerne er meget uvidende og læser for det meste dårlige ugeblade, på hvilke de trods de håndgribelige løgne, tror som på et evangelium. Går man blot nogenlunde godt klædt, tager enhver hatten af for en, om han også ser ham første gang. Deres bortløbne embedsmænd havde tyraniseret dem forfærdeligt; det var dem forment at være af anden mening end de ordførende advokater, eller i alt fald umuligt, når de ikke ville betegnes som "danske" og stå i fare for at miste deres borgerlige næring. Den der desuagtet opponerede, blev gjort latterlig og derved tvungen til at tie, og tav han desuagtet ikke så blev han erklæret for forrykt eller købt af de danske. 

Beseler der var advokat her, befandt sig tidligere i meget slette omstændigheder, så at han tit forgæves måtte sende bud hele byen om for at opdrive 100 daler; det var først kollekten i Tyskland og siden revolutionen, der bragte ham paa benene. Han var oppe at kives med sine medsammensvorne om de sammenbetlede penge; de ville have dem betragtede som slesvig-holstensk nationalejendom; men han påstod at de tilhørte ham. Endelig kom man til et forlig; han fik en del af kapitalen for at betale sin gæld og renterne af det øvrige. Man spekulerede allerede dengang i stilhed på de kongelige kasser i Rendsborg. Før så Slesvigs højere embedsmænd med foragt ned på advokaten Beseler; da regenten Beseler viste sig så standsede de i seks skridts afstand og gjorde front for den forrige advokat. (Vejle Avis).

Ribe Stifts-Tidende, 24. september 1850.

29. september-6. oktober 1850 belejrede den slesvig-holstenske hær forgæves Friedrichstadt, hvorved byen led omfattende ødelæggelser af bombardementet og de efterfølgende kampe. Allerede på dette tidspunkt var det slesvig-holstenske nederlag dog forudsigeligt, aviserne beskæftigede sig nu med "oprydningen" af embedsmænd.

"Surprise of Holstein patrol", illustration fra Illustrated London News, 19. oktober 1850.

Om den offentlige Reenlighed. (Efterskrift til Politivennen)

Om den offentlige Reenlighed. 

Paa en Tid da det synes som om vedkommende Autoriteter vilde ordne Forstædernes Kloakvæsen paa en hensigtsmæssig Maade, antager Indsenderen af dette, at saavel det høie Sundheds-Collegium som Veivæsenet hurtigen vil afhjelpe efterstaaende høist betimelige Anke, hvis Tilværelse kun kan begrundes i en utilbørlig Vedholden af den gamle Slendrian.

I den senere Tid have flere Indsendere i Berlingske Tidende paaanket stinkende og muddrede Grøfter, som forpestede Luften og fordærvede Vandet i Søerne, der forsyne Staden med Drikkevand, navnligen ved paa Nørrebro at paavise Ulemper, som forhaabentlig nu hurtigt ville blive afhjulpne, men den allervigtigste Gjenstand synes at være undgaaet Vedkommendes Opmærksomhed; thi i Store Ravnsborgs have har i det mindste i over 50 Aar bestaaet et Samlingssted for den nordlige og østlige Deel af Forstadens samt endeel af Peblingebroens Spildevand, som navnligen paa den fugtige Aarstid medfører en utrolig Masse af Ureenlighed af alle Slags. Det er ei Indsenderens Hensigt her at bedømme, hvorvidt man med Rette har bebyrdet vedkommende Eier med at modtage Spildevandet fra den ene Side af Forstaden medens det fra den anden Side ledes ud ved Kallebodstrand igiennem Blaagaards Jorder, men det forekommer ham høist uforsvarligt, at Offentlighedens Tarv ved Anlæggelsen af denne Cloak i enhver Henseende er forsømt; thi først har denne aldeles intet Afløb, flyder følgeligen i den fugtige Aarstid over sine Bredder , og ikke sjeldent seer man dens smudsige Vand bane sig Vei tværs over Dosseringen og kaste sig i Søen, dernæst har den beviislig i en heel Menneskealder aldrig været oprenset, og danner for Øieblikket en stinkende og modbydelig Sump af over 10.000 Kvadrat Alens Flade - Indhold med over 12 Alen Mudder og Dynd, og ei engang Sommerhedens Indvirkning tillader, at dens forraadnede Vand kan fordunste, thi dens Overflade er aldeles bedækket med en næsten uigjennemtrængeligt Hængesæk af Rør, hvorigjennem kan en evigvarende pestagtig Stank formaaer at trænge (og er det herfra, og ingenlunde alene fra Grøften ved Gartner Hansens Have, at Luften om Sommeren paa Nørrebro forpestes i en utaalelig Grad). Betænker man slitteligen, at der imellem nysnævnte Cloak og Søen neppe er 20 Favne og at dens Leie er circa 2 Alen høiere end Søens, da vil Enhver kunne indsee, at den naturligens er een af de fornemste Aarsager til, at Drikkevandet fra oftnævnte Søe tilføres Kjøbenhavns Beboere i en halv fordærvet Tilstand; Billigheden fordrer altsaa, at Veivæsenet ufortævet hæver denne Ulempe ved fra det nuværende Tilløb tværs under Gaden at anbringe Forbindelse med den Afløbsrende, som bortfører Forstadens øvrige urene Vand til Kalleboderne; dernæst burde en total Oprensning af denne i enhver Henseende farlige Cloak foretages enten af vedkommende Eier eller paa det Offentliges Bekostning. En Beboer af Nørrebro.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1850, 2. udgave).

Om den offentlige Reenlighed. Under Overskrivt "Om den offentlige Reenlighed" findes i denne Tidendes Nr 223 et Stykke, hvori omtales den Store Ravnsborgs Have værende Cloak, tilligemed med deraf følgende Ulemper, hvori den ærede Indsender desværre har fuldkommen Ret. Maaden, hvorpaa det bedst afhjelpes, mener den ærede Indsender, kunde [ ]e ved at lægge en Kiste under Gadebroen, som stod Forbindelse med Afløbsenden, der fører Spildevand fra Broens vestlige Deel, igjennem Blaagaardsjorder til Kallebodstranden. Om dette Forflag muligt og være det meest hensigsmæssige for at blive af med Cloakvandet fra Ravnsborg, skal Indsenderen heraf være ubesvaret, men af egen Erfaring er han overbevist om, at det vil være aldeles Ruin for Eierne og Boerne af Parcellerne ved Blaagaardsveien, som ligger her ved den høist uforsvarlige Vandledning, som fører spildevandet fra Blaagaardsveiens Grøfter, under Ladegaardsaaen, til Afløbsrenden i Kallebodstranden. Denne bestaaer nemlig af et Pumpetræ af circa 60 Alens Længde og i det Høieste circa 5 Tommer i Diameter, som ofte lider af Forstoppelser, i Særdeleshed om For- og Efteraaret. Førend den nuværende Opfyldning og Brolægning af Grøften som fører fra Peblingesøen forbi Gartner Hansens Have behøvedes der kun 1 Døgns vedvarende Regn for at faae Vandet i Blaagaardsveiens Grøfter til at stige og oversvømme de tilgrændsende Jorder, ja endogsaa løbe ned i Kjældrene, hvorved ikke alene Jorderne, men ogsaa Bygningerne bleve fordærvede; dette vil endnu blive værre ved Grøvtens Opfyldning og Brolægning, da denne naturligviis erholder et saadant Fald, at Spildevandet strax maa løbe til Blaagaardsveiens Grøvter, saa at, dersom den ærede Indsenders Ønske skulde blive opfyldt vilde det kun være at forlægge Cloaken fra Ravnsborgs Have til Blaagaardsparcellerne, hvor den ikke alene vilde vilde være i samme Nærhed af Søerne, men oversvømme Jorderne og muligviis udsætte beboerne af Kærlderetagerne ved natlige Regnskyl for at drukne. Det er derfor Indsenderens alvorlige Bøn til Veivæsenet, at sørge for en forsvarligere og mere hensigtsmæssig Indretning af den omtalte Vandledning, end den nuværende Pumpetræsrende, som kunde bortføre den store Vandmasse, der især om For- og Efteraaret strømmer hertil; og da det er bekjendt, at der i de senere Aar ere opførte mange Bygninger paa Blaagaardsparcellerne, og der rimeligviis endnu vil opføres flere, antager Indsenderen, at Kjøbenhavns Commune ikke skulde være uvillig til at bidrage sit til "den offentlige Reenlighed."

En Beboer af Blaagaardveien.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende (1833-1935) 1. oktober 1850, 2. udgave).

Skanderup Kirke, 1849. (Efterskrift til Politivennen)

Følgende artikel imødegik en beretning som tidligere er bragt her på bloggen, "Notitser af Veile Byes Occupation" og referet i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849:

Et par forsvarsord.

*I et brev fra Skanderborg i Jylland, som også blev bragt i andre aviser, beretter "Flensburger Correspondent" om grusomme ting, som blev begået af bayerske soldater i den nærliggende Skanderup kirke. I brevet står der blandt andet: Ved indgangen til kirken var et opgravet skelet, hvis det ene ben var brækket af og kastet i et hjørne, opsat som vagtpost. I kirken var ikke blot alle familiegravene fuldstændig ødelagte, men alle kisterne var brækket op, ligene revet ud, flyttet rundt og forvekslet med kød i gravene; ja, man så endda en mor med sine to børn sove i hendes arme, bestjålet, parteret og fordelt i andre grave! I ny og næ blev ligene vist frem til spot, nogle uden hoved, andre uden arme eller ben. Halm var blevet slæbt ned i flere grave, og der var slået lejr op i dem. Omkring 40 solide stole blev knust og brændt. Gulvets gulvbrædder og sten var knækket mange steder, ligesom prædikestolens trin og selv alterets ydre beklædning blev brudt ned. Selv en altertavle var blevet vanhelliget, en engel var blevet malet med overskæg og tykke øjenbryn. Restaureringen af ​​kirken kostede sognet cirka 2500 sl. M. C., og efter reparation blev det atter indviet af biskoppen i Århus." Det følgende tjener til at opklare sagen. Overkommandoen, d. v. s. general Prittwitz, havde beordret en feltvagt (200 mand stærk) samt en replika af de fremskudte indsættelser og forposter samt til at dække divisions- og brigadestaben samt kanonerne i Skanderup Kirke, der kun ligger 1/8 time væk fra Skanderborg by. "Kirken, skriver hr. kaptajn Geiger i sin "Gedenkbüchlein" side 74-75, er bygget i gammel katolsk stil, som den var før reformationen; prædikestolen, højalteret og skriftestolene er der stadig fra umindelige tider. Gulvet var lavet af brædder som var blevet helt rådne på grund af deres alder og var brækket flere steder. Denne kirke var beregnet til feltvagtens ophold, den var dækket af halm og fungerede som lejr og som beskyttelse mod den bidende kulde. De der deltog i denne feltvagt for første gang, er måske blevet temmelig overrasket: da de lagde sig, brød gulvet sammen og soldaterne pludselig befandt sig blandt gud ved hvor mange hundrede år gamle lig. Det må have været skik i oldtiden at begrave de døde under kirkens gulve, for ved nærmere undersøgelse fandt man det ene lig opstillet ved siden af ​​det andet. Det der blandt andet fangede vores opmærksomhed, var det meget velbevarede skelet af en kvinde der holder et barn ved sit bryst. Vi var ikke glade for den muggen lugt, vi trak halmen ud og foretrak at blive udendørs." Vi må tilføje til kaptajn Geigers fuldstændig sande beskrivelse, at der midt i kirken var en falddør, der førte til en krypt under kirken. I denne krypt stod et par overdækkede kister åbne som i et lighus. Det synes at have været skik i Jylland at opbevare fornemme menneskers kister i kapeller eller krypter i stedet for at begrave dem. Afdelingsmester Paulsen fra Vejle viste soldaterne kisterne der var blevet stillet i et sidekapel og løftede også lågene, hvilket kan gøres meget nemt, så ligene lå åbent til skue. Der var også nogle få (højst 20) stole i den kirke der sikkert var lige så gamle som gulvet; det blev ikke bekræftet. Generelt bar alt i denne kirke tegn på forældelse. Faktum er at ikke kun soldater, men også officerer røg ned i krypten og kiggede på kisterne af nysgerrighed, det gjorde vi for en stund; officererne ville ikke have tolereret nogen hærværk. Faktum er at gulvet brød igennem gradvist og flere steder, og at ligene derefter kom frem i lyset. Men det var ikke soldaternes skyld. Man kan heller ikke bebrejde dem at de fylder hulerne med halm så de ikke skulle gå og sove på ligene. Da soldaterne frivilligt forlod kirken som de var blevet beordret ind i, og slog lejr udenfor den, samtidig med at de tog halmen ud, var det et højst uhyggeligt syn; og den der ikke kendte sagen, kunne tænke på det som en forbrydelse som skete. At grave blev åbnet bevidst er en løgn, som kun had har opfundet og spredt. Det er også et faktum, at hr. kaptajn Vogt, der kommanderede feltvagten omkring den tredje uge, overdrog det sparsomme og få alterpynt med mere intakt til præsten. Hr. pastoren kerede sig i øvrigt tilsyneladende slet ikke om denne kirke, eller han vidste ikke hvordan han skulle begrunde en klage. Både under vores ophold i Skanderborg og da vi tog afsted, fortalte hr. pastoren mig åbent at man kunne være tilfreds med bayernes opførsel, og at de ikke havde gjort noget som krigen ikke nødvendigvis indebar. Hvis en række gamle stole blev brændt, ville dette ikke være vanhelligelse og kan undskyldes af nødvendighed. Hr. pastoren sagde selv at det ikke betød meget om stolene. Hvis en engel skulle have malet et overskæg på sig, så er det noget sludder som man ikke vil forsvare, men som man ikke kan tilskrive soldater så højt.

Flere ting har jeg selv ikke set eller hørt fra øjenvidner. Hvor blev vi ikke overraskede, da vi et par uger efter afrejsen hørte om de mest grusomme ting der var blevet begået i den kirke, da det bedste vidnesbyrd tidligere var blevet givet til bayerne? Hvor kommer dette fra? Jeg vil først gerne lede efter nøglen hertil i den politisk-fanatiske, bedrageriske natur og i jydernes list. Vore generaler har vist skanderborgenserne alle mulige tjenester og lettelser, så vidt krigen tillod det. Men hvad var takken for dette? Da de marcherede tilbage ind i byen, blev de mødt med hånende tilråb og blev bogstaveligt talt fornærmet. Jeg ved ikke om de lagde mærke til det, eller om de bevidst ignorerede det. Så det burde ikke være overraskende at folk bagefter kastede sig over enhver lejlighed for at sige dårlige ting om Bayern. Nøglen er endvidere at finde hos vore egne allierede, især preussernes adfærd. Mange af det som beboerne i Vejle fortalte os, tegnede en beskrivelse af det fremrykkende Bayern der må have fyldt indbyggerne med rædsel og rædsel. Modviljen mod bayerne nåede sit højdepunkt efter alliancen den 26. maj. Endelig kan der være en grund i selve sagen som den fremgik udadtil. Men hvis man vil bryde sværd mod et folk, bør man først undersøge sagen nøje; så skal man ikke ignorere hvad den ene eller anden kan have gjort; endelig bør man holde sig for øje at krig altid har sine undtagelser, og der følger mange ting med som man aldrig kunne undskylde på et andet tidspunkt. Så meget er sandt: Tyskerne udkæmpede krigen med den største skånsomhed. Vi holdt katolske og protestantiske gudstjenester i forskellige kirker i Jylland, såsom Kolding, Veile, Hvirring, Skanderborg, Framlev, Aarslev m.fl.; men er der tumult om hvorvidt selv den mindste uretfærdighed er sket? Det vil jeg bestemt ikke kunne sige.

Hvis danskerne skule have en så dyb religiøs sans som de har her, hvorfor ødelagde og vandaliserede de så den prægtige slotskirke Gråsten og i realiteten profanerede den? Hvorfor var intet helligt for dem i denne kirke? Klokkerne var faldet ned fra tårnet, de prægtige vægmalerier var alle ødelagte, de fleste var blevet gennemhullet af bajonetstik; ikke engang loftet blev sparet; alle de malerier, som denne store og smukke kirke er fuld af, blev systematisk ødelagt; med et ord, alt var ødelagt. Bayerne især chefen for 2. jægerbataljon, hr. oberst v. Reck fortjener æren for at have gjort denne kirke mere til en kirke igen, så der kunne afholdes gudstjenester.

M. Filser, tidligere feltpræst.

Skanderup Kirke (Kolding). Foto fra 2008 af Claude David. Fri af ophavsret. 

Einiges Worte zur Abwehr.

*Der "Flensburger Correspondent" lässt sich in einem Brief aus Skanderborg in Jütland, der auch in andere Blätter übergegangen ist, gräuelhafte Dinge berichten, welche von bayerischen Soldaten in der nahen Kirche von Skanderup verübt worden seyen. Der Brief sagt unter anderem: Beim Eingang in die Kirche war ein ausgegrabenes Skelett, welchem man das eine Bein abgebrochen und in einen Winkel geworfen hatte, als Schildwache postirt. In der Kirche waren alle Familiengräber nicht allein gänzlich verwüstet, sonder alle Särge waren aufgebrochen, die Leichen herausgerissen, umhergeschleubert und mit Fleisch in den Grern verwechselt; ja man sah sogar eine Mutter ihrer zwei Kinder, die in ihrem Armen schlummerten, beraubt, zergliedert und in andere Gräber vertheilt! Hin und wieder waren die Leichen zum Spott aufgestellt, einige ohne Köpfe, andere ohne Arme und Beine. In mehrere Gräber war Stroh hineingeschleppt und Lager in ihnen aufgemacht. Ungefähr 40 feste Stühle waren abgebrochen und verbrannt. Die Dielen und Steine des Fussbodens waren auf vielen Stellen aufgebrochen, sowie auch die Treppen der Kanzel, ja sogar die äussere Bekleidung des Altars niedergebrochen. Selbst eine Altartafel war profanirt, einem Engel hatte man einen Schnauzbart und starke Augenbrauen gemalt. Die Restauration der Kirche hat der Gemeinde ungefähr 2500 sl. M. C. gekostet, und sie wurde nach der Ausbesserung vom Bischof von Aarhuus wieder eingeweiht." Zur Aufklärung der Sache diene Folgendes. Von dem Obercommando, also vom General Prittwitz, war angeordnet worden, dass eine Feldwache (bei 200 Mann stark) sowol als Replis der vorgeschobenen Aufstellung und Vorposten als auch zur Deckung des Divisions- und Brigadestabes sowie der Geschütze in die nur 1/8 Stunde von der Stadt Skanderborg entfernte Skanderupkirche gelegt werde. "Die Kirche, schreibt Hr Hauptmann Geiger in seinem "Gedenkbüchlein" S. 74-75, ist nach alten katholischen Styl erbaut, was sie auch vor der Reformation gewesen ist; es sind noch die Kanzel, der Hochaltar und die Beichtstühle von Alters her darinnen. Der Boden war von Brettern, welche, durch ihr Alter ganz morsch geworden, an mehreren Stellen gebrochen sind. Diese Kirche ward zum Aufenthall der Feldtwache bestimmt, mit Stroh dich belegt, und diente als Lager und zum Schutz gegen die schneidende Kälte. Die zum ersten Male diese Feldwache besogen haben, mögen hübsch überrascht worden seyn, als sie sich niederlegten, der Boden durchbrach, und die Soldaten sich auf einmal unter weiss Gott wie viel hundertjährigen Leichen befanden. Es muss in alter Zeit Sitte gewesen seyn, unter den Fussböden der Kirche die Todten zu begraben, denn bei näherer Untersuchung fand sich eine Leiche an die andere gereiht vor. Unter andern fesselte unsere Aufmerksamkeit das sehr gut erhaltene Gerippe einer Frau, die an der Brust, oder an dem Platze derselben ein Kind hielt. Modergeruch litt uns nicht darin, wir zogen das Stroh heraus, und blieben lieber in Freien." Die ganz wahre Beschreibung des Hrn. Hauptmann Geiger müssen wir noch dahin ergänzen, dass in der Mitte der Kirche eine Fallthürezu einer unter der Kirche befindlichen Gruft angebracht war. In dieser Gruft standen ein paar zugedeckte Särge wie in einem Leichenhause offen da. Es scheint in Jütland Sitte gewesen zu seyn, die Särge hervorragenden Personen, statt sie zu begraben, bloss in Kapelle oder Grüften afzustellen. So zeigte der Küster Paulsen von Veile den Soldaten die in einer Nebencapelle aufgestellten Särge, hob auch die Deckel auf, was sehr leicht geschehen kann, so dass die Leichen offen dalagen. Ausserdem standen in jener Kirche einige (höchstens 20) Stühle, deren Alter dem Fussboden wohl gleich kam; bestetigt waren sie nicht. Ueberhaupt trug in dieser Kirche Alles das Gepräge des Alters. Thatsache ist es nun, dass nicht blos Soldaten, sondern auch Officiere in die Gruft hinabstiegen und aus Neugierde die Särge betrachteten, wir in Weile; einen Unfug hätten die Officiere nicht geduldet. Thatsache ist es, dass der Fussboden allmälig und an mehreren Stellen durchbrach und dass sodann die Leichen zum Vorschein kamen. Allein diess war nicht Schuld der Soldaten. Ebenso wenig wird man es diesen verargen dürfen, dass sie die Vertiefungen mit Stroh ausfüllten, um nicht gerade auf den Leichen gehen und Schlafen zu müssen. Als die Soldaten die Kirche, in die sie hineincommandirt worden waren, freiwillig verliessen und ihr Lager ausserhalb derselben aufschlugen, auch das Stroh heraus nahmen, so bot sie allerdings einen höchst unheimlichen Anblick dar; und wer die Sache nicht wisste, mochte an einen Frevel denken, wie es auch geschehen ist. Dass absichtlich Gräber geöffnet wurden, ist eine Lüge, die nur der Hass erfand und weiter verbreitete. Thatsache ist es ferner, dass Hr. Hauptmann Vogt, der ungefähr in der dritten Woche die Feldwache befehligte,, die dürftigen und wenigen Altarzierathen uas freiem Antriebe dem Hrn. Pastor unversehrt übergab. Der Hr. Paster hat sich übrigens um diese Kirche, wie es scheint, gar nciht gekümmert, oder er wusste eine Beschwerde nicht zu begründen. Sowohl während unsers Aufenthaltes in Skanderborg als auch bei unserm Abzuge äusserte sich der Hr. Pastor unverholen gegen mich, dass man mit dem Betragen der Bayern zufrieden seyn könne und dass sie nichts getan hätten, was nicht der Krieg nothwendig mit sich brächte. Sollten auch etliche alte Stühle verbrannt worden seyn, so wäre diess keine Profanation und kann mit der Noth entschuldigt werden. Aeusserte sich ja der Hr. Pastor selbst, dass es in Betreff der Stühle nicht viel zu bedeuten habe. Sollte einem Engel ein Schnaubart gemalt worden seyn, so ist dieses ein Unfug, den man nicht vertheidigen will, den man aber Soldaten nocht so hoch anrechnen darf.

Mehreres habe ich selbstd nicht gesehen, noch auch von Augenzeugen gehört. Wie erstaunen wir nicht, als wir einige Wochen nach dem Abmarsche die gräulichsten Dinge hörten, die in jener Kirche verübt worden seyen, da man den Bayern zuvor das beste Zeugniss gegeben hatte? Woher kommt dieses? Den Schlüssel hiezu möchte ich zuerst in dem politisch-fanatischen, hinterlistligen Wesen und in der Tücke der Jüten selbst suchen. Unsere Generale haben den Skandeborgern, so weit es der Krieg zuliess, alle möglichen Gefälligkeiten erwiesen und Erleichterungen verschafft. Allein was war der Dank hiefür? Als sie auf dem Rückmarsche in die Stadt einzogen, wurden sir mit Spottschüssen empfangen, also förmlich insultirt. Ob sie es wahrgenommen oder ob sie es absichtlich ignorirt haben, weiss ich nicht. Es darf also nicht wundern, dass die Leute hinterher jede Gelegenheit von Zaune rissen, um den Bayern nur Böses nachsagen zu können. Ferner ist der Schlüssel zu suchen in dem Betragen der eignen Budesgenossen, insbesondere der Preussen. Viele von diesen, wie uns die Einwohner von Veile erzählten, entwarfen von der nachrückenden Bayern eine Schilderung, welche die Einwohner mit Schrecken und Entsetzen erfüllen musste. Die Abneigung genen die Bayern erreichte ihren Höhepunct nach dem Bündnisse vom 26. Mai. Endlich mag ein Grund in der Sache selbst liegen, wie sie sich nämlich äusserlich zeigte. Wenn man aber über ein Volk den Stab brechen will, so soll man die Sache zuerst genau erforschen; dann soll man nicht die Gesammtheit entgegen lassen, was vielleicht der Eine oder der Andere gethn hat; endlich soll man wohl beherzigen, dass der Krieg immer seine Ausnahmen und gar manches im Gefolge hat, was man zu einer andern Zeit nie entschuldigen könnte. So viel ist wahr, dass die Deutschen mit grösster Schonung den Krieg geführt haben. Wir haben in verschiedenen Kirchen Jütlands, wie in Kolding, Veile, Hvirrin, Skanderborg, Framley, Aarsley etc. katholischen und protestantischen Gottesdienst gehalten; es trete aber ein Jüte auf, ob nur die geringste Ungegebührlichkeit vorgefallen? Gewiss wird er es nicht behaupten können.

Wenn die Dänen einen so tiefen religiösen Sinn haben wollen wie sie hier vorgehen, warum haben sie dann, nicht etwa aus Noth, die herrliche Schlosskirche von Gravenstein auf eine so vandalische Weise verwüstet und in der That profanirt? Watum war ihnen dieser Kirche nichts heilig? Die Glocken waren vom Thürme herabgestürtzt, die herrlichen Wandgemälde sämmtlich ruinirt, die meisten von Bajonnettstichen durchgelöchert; nicht einmal der Plafond blieb verschont; sämmtliche Malereien, deren diese grosse und schöne Kirche voll ist, wurden systematisch zerstört; mit einem Worte, Alles ward verwüstet. Den Bayern, insbesondere dem Commandanten des 2. Jägerbataillongs, Hrn. Obersten v. Reck, gebührt das Verdienst, diese Kirche einigermassen wieder zu einer Kirche gemacht zu haben, so dass Gottesdienst gehalten werden konnte.

M. Filser, ehem. Feldcaplan.

(Augsburger Postzeitung. 25. september 1850)

I dansk historieskrivning gentoges versionen fra Flensburger Corr. flittigt i det følgende årti. Filsers udlægning af begivenhederne blev ignoreret. Moritz Filser (1817-1888) var feltpræst ved den slesvigholstenske hær. Han overtog den 7. oktober 1849 det katolske sogn Margarthenried i Moosburg. Han udgav bl.a. "Ueber den Ausspender des Chesakramentes" (Regensburg 1844) og "Die Diöcesansynode" (Augsburg, 1849). Da han døde, var han ærkebiskop, dekan og præst i Bockhorn, Nedersachsen. I en nekrolog beskrives han som en ædel menneskeven og hjælper i nøden.

Gråsten Gods havde siden 1725 tilhørt hertug Christian af Augustenborg. Efter genforeningen købtes af den danske stat (1. april 1921) til brug for forskellige offentlige institutioner. 

Alterbordets sydside skal have indskæringer fra 1848, bl. a. et dannebrogsflag, Frederik 7.s kronede monogram samt en karikatur af en jaketklædt mand, der i stærkt foroverbøjet stilling støtter sig til en stol, bærer pikkelhjelm, og ledsages af indskriften "Hertug landsforræder". 

Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensborg, skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.