Se også indslaget om sagen (juli-august 1893). Højesteretsdommen lød således:
Fredagen den 8 Juni.
Nr. 113. Antonia Eleonora Øberg (Høgsbro)
contra
Politidirektør i Kjøbenhavn E. Petersen (Hindenburg
efter Ordre)
betr. Erstatnings Udredelse.
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom af
31 Juli 1893: Indstævnte, Kjøbenhavns Politidirektør Eugen Petersen, bør for Citantindens, Antonia Eleonora Øbergs Tiltale i denne Sag fri at være. Sagens Omkostninger ophæves. Der tillægges Overretsprokurator Salomonsen et Salær af 50 Kr., som udredes af det Offentlige.
Høiesterets Dom,
Efter de Oplysninger, der forelaa Indstævnte angaaende Appellantindens Sindstilstand og Beskaffenheden af det af hende udviste, i den indankede Dom omhandlede Forhold mangler der tilstrækkelig Føje til at antage, at Indstævnte ved at lade Appellantinden — der hverken havde Slægtninge eller andre, hvem Tilsyn med hende kunde overdrages — indlægge paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling, har overskredet Grændserne for den ham som Politidirektør tilkommende Myndighed. Allerede paa Grund heraf maa det have sit Forblivende ved den ham ved Dommen tillagte Frifindelse, ligesom ogsaa Dommens øvrige Bestemmelser tiltrædes.
Processens Omkostninger for Høiesteret blive efter Omstændighederne at ophæve, og det Indstævntes befalede Sagfører tilkommende Salær at udrede af det Offentlige.
Thi kjendes for Ret:
Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betaler Appellantinden 10 Kroner. Advokat Hindenburg tillægges der i Salarium 120 Kroner, som udredes af det Offentlige.
Den indankede Doms Præmisser ere saalydende: Under nærværende Sag gaar den af Citantinden Antonia Eleonora Øberg endelig nedlagte Paastand ud paa, at Indstævnte, Kjøbenhavns Politidirektør, Eugen Petersen, tilpligtes at betale hende 1000 Kr. eller et af Retten fastsat Beløb i Erstatning, fordi Indstævnte formentlig uberettiget har ladet hende indlægge paa Kommunehospitalet fra den 27 Juli til den 22 August 1888 til Observation for Sindssyge, hvorhos hun paastaar sig tilkjendt Sagens Omkostninger. Indstævnte, hvem der er meddelt fri Proces, indlod først Sagens Formalitet til Rettens Paakjendelse, idet han ved sin beskikkede Sagfører, Overretsprokurator Salomonsen, paastod Sagen afvist, og Citantinden paalagt Kost og Tæring eller Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager, derunder Salær til Prokurator Salomonsen, hvilket denne i alt Fald paastod sig tillagt hos det Offentlige. Ved nærværende Rets Dom af 15 Juni 1891 blev Sagen afvist ex officio, idet det under de foreliggende Omstændigheder fandtes at have ligget indenfor den Indstævnte tilkommende Myndigheds Grændser at tage Bestemmelse om, hvorvidt der var Føje til at indlægge Citantinden paa Hospitalet, og Spørgsmaalet om, hvorvidt Indstævnte havde fejlet ved Anvendelse af den ham i saa Henseende tilkommende Myndighed, ikke skjønnedes at kunne gjøres til Gjenstand for Domstolenes Afgjørelse. Under 22 November 1892 paalagde imidlertid Høiesteret nærværende Ret paany at foretage Sagen til yderligere Behandling og Paakjendelse i Realiteten, idet det i Dommen udtaltes, at den af Citantinden nedlagte Paastand maatte anses støttet paa, at Indstævnte skulde have overskredet den ham tilkommende Myndigheds Grændser, hvilket Spørgsmaals Afgjørelse maa henhøre under Domstolene, hvem det ogsaa alene kunde tilkomme at idømme Indstævnte en Erstatning. Efterat Sagen derpaa er bleven reassumeret, har Indstævnte ved sin beskikkede Sagfører paastaaet sig frifunden for Citantindens Tiltale og hende paalagt at betale Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager, derunder Salær til Overretsprokurator Salomonsen, hvilket denne i ethvert Fald har paastaaet sig tillagt hos det Offentlige.
Sagens Omstændigheder ere følgende: I Marts 1888 blev Indstævnte af en Læge her i Staden anmodet om, at der ved Politiets Hjælp maatte blive gjort Ende paa en Forfølgelse, som han uden Grund fra sin Side blev gjort til Gjenstand for af Citantinden, idet denne dels henlagde i hans Brevkasse aabne Kort med en eller anden tvetydig Tegning eller Paaskrift, dels tilstillede forskjellige af hans Klientel Breve, i hvilke hun beskyldte Paagjældendes Hustruer eller Døttre for at staa i utugtigt Forhold til Lægen eller advarede dem imod ham. I Anledning heraf blev hun afæsket en Forklaring til en Politirapport, til hvilken hun udsagde, at hun, der var blevet behandlet af Lægen for en Sygdom, var bleven uenig med ham, fordi han, overfor hvem hun nærede fuldstændig Tillid og "platonisk Kjærlighed“, havde gjort Forsøg paa Tilnærmelse overfor hende, og da hun ikke vilde indvillige i hans Tilbud, havde han været ligegyldig overfor hendes Sygdom og vist hende bort. Hun troede derhos at have bemærket, at andre kvindelige Klienter "ikke havde været saa uimodtagelige for hans Kjærtegn“, hvorved hun var bleven optændt af en Art Skinsyge, som havde skaffet sig Luft ved de ommeldte Breve og Kort. Efterat have afgivet denne Forklaring blev Citantinden den 17 Marts 1888 fremstillet for 2den Politiinspektør og blev af ham advaret mod for Fremtiden paa nogen Maade at genere Lægen ved Breve eller paa lignende Maade. Desuagtet tiltalte Citantinden en Dag den paafølgende Juni Maaned i Lægens Konsultationstid paa Trappegangen i det Hus, hvor han boede, en ung Dame, der konsulterede ham, paa en yderst nærgaaende Maade, idet hun sigtede hende for at staa i utilladeligt Forhold til Lægen. Dette gav Anledning til Citantindens fornyede Afhøring til en Politirapport af 29 Juni 1888, under hvilken hun bl. A. gjentagne Gange udtalte, at hele hendes Stræben gik ud paa at advare alle de Kvinder, som kom til Lægen, imod at indlade sig med ham. Hun blev derefter samme Dag fremstillet for Politidirektørens Protokol, hvor der under Straffetrusel blev givet hende Tilhold om ikke under nogetsomhelst Paaskud at indfinde sig i paagjældende Læges Bopæl eller Konsultationslokale og Venteværelse eller iøvrigt paa nogen Maade genere eller forulempe ham ved Breve, Avertissementer i de offentlige Blade eller paa anden Maade. Efterat dette Tilhold var givet hende, blev hun gjentagne Gange iagttaget spadserende frem og tilbage i den Gade, hvor Lægen boede, i hans Konsulationstid, som det maa antages for, naar Lejlighed gaves, at antaste en eller anden af de Damer, som konsulerede ham, og da Indstævnte og andre af Politiets Personale, til hvem Citantinden paa dette Tidspunkt oftere henvendte sig dels med Beklagelser over det hende givne Tilhold og dels med Anmodning om ar blive ansat i Opdagelsespolitiet, fik det Indtryk, at hun ikke var normal i psykisk Henseende, blev hun den 27 Juli 1888 undersøgt af Politilægen, hvis Erklæring gik ud paa, at hun burde indlægges paa Kommunehospitalets 6te Afdeling til Observation for Sindssygdom, idet han ved Undersøgelsen kom til det Resultat, at hun var abnorm i psykisk Henseende : i høj Grad excentrisk, erotisk opstemt og lidende af Forfølgelsesideer, hvorhos han udtalte, at Spørgsmaalet om, hvorvidt hun var tilregnelig eller ikke, først vilde kunne besvares med tilbørlig Sikkerhed efter en længere fortsat Observation i et Hospital. I Overensstemmelse med denne Erklæring blev Citantinden, som erklærede at være uden fast Beskæftigelse og at erholde Understøttelse af forskjellige Bekjendte, indlagt paa Kommunehospitalet.
I sin Erklæring om Citantinden af 16 August s. A. udtaler Overlægen, at hun under Opholdet paa Hospitalet havde forholdt sig naturlig saavel i sjælelig som legemlig Henseende Det fremgik af hendes Forklaringer, — hedder det videre i Erklæringen — at hun havde været et meget nervøst Individ med heftige Affekter, der navnlig overfor den bestemte paagjældende Person vare stegne til en abnorm Højde. Paa Grund af denne sygelige forøgede Affekt og dermed sammenhængende Mistænksomhed var hun ude af Stand til en objektiv Bedømmelse af de Kjendsgjerninger, som vedrørte hendes Forhold til den Paagjældende. Paa den anden Side nærede hun ikke bestemt udformede Vrangforestillinger i den nævnte Retning, og havde hun i det Hele ikke vist tydelige Tegn til Sindssygdom.
Overlægen mente derfor, at hun var i Stand til at bedømme Betydningen af sine Handlinger og til at underkaste sig de Korrektiver, der i saa Henseende maatte blive hende paalagte. Efter Modtagelsen af denne Erklæring tilskrev Vicepolitidirektøren under 18 s. M. Overlægen, at der for Politiets Vedkommende ikke var noget til Hinder for, at Citantinden udskreves af Hospitalet, men at man, da Omkostningerne ved hendes Ophold paa Hospitalet vilde være at betale af det Offentlige, og det var tvivlsomt, hvorvidt hun havde vundet Forsørgelsesret heri Landet, henstillede, at Borgmesteren for Kjøbenhavns Magistrats 3die Afdeling forinden gjordes bekjendt med Sagen. Da derefter nævnte Borgmester den 20 s. M. paa Anledning havde meddelt, at Citantinden ikke laa paa Hospitalet paa det Offentliges Regning, men paa Regning af en Sygekasse, blev hun den 22 s. M. udskreven af Hospitalet. Citantinden indgav derefter til Justitsministeriet en Klage over hendes tvungne Indlæggelse paa Hospitalet, i hvilken Anledning Ministeriet, efterat have afæsket Indstævnte en Erklæring om Sagen, i Skrivelse til Indstævnte af 19 Oktober 1888 udtalte, at der ikke fra det Offentliges Side fandtes Anledning til at foretage noget i Sagen.
Selv om det nu maatte antages, at Indstævnte ved sit ovenfor fremstillede Forhold ligeoverfor Citantinden har overskredet den ham som Politidirektør tilkommende Myndighed, skjønnes han i ethvert Fald ikke at have gjort dette i en saadan Grad at der efter dè almindelige Regler for Skadeserstatning kan paahvile ham en Erstatningspligt, og Indstævnte vil derfor være at frifinde for Citantindens Tiltale. Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve og det Overretsprokurator Salomonsen, hvis Sagførelse har været lovlig, tilkommende Salær, som bestemmes til 50 Kr., vil være at udrede af det Offentlige.
Der foreligger ingen Stempelovertrædelse.
(Højesteretstidende 1894, s. 247-251)
Tvangsindlæggelse af "Sindssyge"
Besøg hos Frk. Øberg.
Som vi meddelte i Lørdags, har Højesteret frikendt Københavns Politidirektør i en Sag, der var anlagt mod ham af Frk. Antonia Elonora Øberg, fordi hun i Tidsrummet fra 27. Juli til 22. Avgust 1883 paa Politiets Foranstaltning blev indespærret i Kommunehospitalets 6. Afdeling som lidende af Sindssyge.
Umiddelbart efter at Højesterets dommen var faldet, opsøgte vi Frk. Øberg i hendes Bopæl, Krusemyntegade 16, 2. Sal.
Frk. Ø., der er en Dame midt Fyrrerne, modtog os med stor Elskværdighed. Hun gjorde et vindende Indtryk og proklamerede sig straks som en varm Tilhænger af Kvindesagen.
Vi giver hende Ordet:
"Jeg er født i Sverig og kom i en ganske ung Alder her til Byen, hvor jeg har haft Pladser i herskabelige Huse. Jeg har set mig en Del om i Verden, har opholdt mig i længere Tid Udlandet, f. Eks. Tyskland og Italien.
Straks da jeg kom her til Byen, konsulerede jeg en bekendt Læge, Dr. L., og indtil for 6 Aar siden var det kun i denne Egenskab jeg kendte ham, der var gift og havde voksne Børn.
Men efter den Tid indtraadte der et Omslag, han fremkom ofte med saa uhøviske Tilnærmelser mod mig, at jeg ikke kan meddele det. Da jeg imidlertid tilbageviste disse Tilbud, kølnedes hans Interesse, og den platoniske Tilbøjelighed, jeg nærede overfor ham, slog nu ud i Skinsyge, da jeg samtidig troede at opdage, at han havde fundet andre Favoriter blandt sit Klientel.
Jeg følte mig tilsidesat - og sendte nogle Kort med - som det synes mig - ganske uskyldige Billeder og Bemærkninger til Dr. L., ligesom jeg i forskellige Breve advarede en højtstaaende Forretningsmands Hustru mod at lade sig konsulere af Lægen."
- Frk. Ø. foreviste os Kortene og Brevene, der har været fremlagte i Retten. Kortene forekom os ret harmløse, hvorimod der i Brevene aabenbarede sig en stærk Indignation mod Lægens Opførsel.
"I Marts 1888", fortsatte Frøkenen, "fik jeg da en Advarsel mod at forulempe Dr. L. og senere et Tilhold som jeg paastaar ikke at have overtraadt."
Vi spurgte nu Frøkenen, om hun mente denne Affære havde foranlediget hendes Hospitalsindlæggelse.
"Nej, aldeles ikke.
I Juli Maaned 1888 henvendte jeg mig til Opdagelsespolitiets Chef og forespurgte, om jeg ikke kunne opnaa en Ansættelse ved Sædelighedspolitiet eller mulig komme til at bistaa Politilægen ved Visitationen af de prostituerede Kvinder,
Herpaa modtog jeg det Svar, at en slig Benyttelse af Kvinden ikke kendtes her til Lands. Jeg forespurgte da, om jeg kunde vente at faa en Understøttelse her i Landet og tilbød at bevise, at jeg var forsørgelsesberettiget her. Jeg véd ikke, om disse Henvendelser tydede paa, at jeg var sindssyg.
Saa nogle Dage efter blev jeg i Tivoli antastet af en Opdager og maatte følge med til Politistationen paa Nytorv, og her udstedte Politilæge Holm en Ordre til Indlæggelse paa Kommune, hospitalets 6. Afdeling."
Frøkenen foreviste os Erklæringen, der lød paa Indlæggelse for morbus mentalis.
"Jeg protesterede selvfølgelig mod at blive betegnet, som gal, ligesom jeg gjorde Politiet opmærksom paa, at jeg for Øjeblikket, ikke behøvede at falde nogen til Byrde. Jeg havde en Ansættelse paa Udstillingen, og i det Pensionat, hvor jeg boede, var Lejen betalt en Maaned forud. Men det hjalp ikke, jeg blev transporteret til Hospitalet og indlagt mellem Daarekistelemmerne. Og først en Ugestid efter fik man i Pensionatet Meddelelse om det skete;
Det, der har indigneret mig saa forfærdeligt er, at Politiet og Domstolene har hævdet, at, der ingen var til at tage sig af mig. Jeg var baade i en Sygekasse og en Laanekasse og heller ikke blottet for Penge.
Fra 27. Juli Iaa jeg paa Afdelingen og den 22. Avgust blev jeg endelig udskrevet af Overlæge Pontoppidan, der erklærede, at jeg havde forholdt mig normal og kunde bedømme Betydningen af mine Handlinger."
Vi spurgte Frøkenen, om hun ikke troede, der dog var en Forbindelse mellem Hospitalindlæggelsen og hendes Forhold til den omtalte Læge.
"Nej, det tror jeg ikke, desuden har jeg generet ham og krænket hans Husfred uden Grund, kan han forsvare sin Opførsel mod mig, hvorfor lod han mig da ikke kriminelt tiltale? Det havde jeg netop ønsket, saa vilde der være kommet interessante Ting frem" - her omtalte Frøkenen et Par Smaatræk fra Lægens Konsultationsværelse, som vi ikke kan gengive paa Tryk.
"De kan ikke gøre Dem noget Begreb om alle de Bryderier, jeg stakkels Kvinde har haft af denne Hospitalstur. Da jeg kom ud, hjalp man mig til en lille Brødhandel, men Kunderne blev borte, der er ingen, der vil have med den "gale" Frøken Øberg at gøre. Efter den Affære er alle Udveje lukkede for mig, jeg maa slaa mig igennem ved Symaskinen."
- Solen skinnede venligt ind i det lille net møblerede Kvistværelse, hvor Bøger, Aviser og Skrifter om Kvindesagen laa spredte rundt omkring. Og da vi tog Afsked med Frk. Øberg havde vi absolut ikke Indtrykket, af, at vi havde talt med en sindssyg Kvinde.
Cajus.
(København 13. juni 1894)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar