Hof- og Stadsretten har igaar paadømt en Sag, hvorunder Antoine Eleonora Øberg paastod Kjobenhavns Politidirektør tilpligtet at betale hende 1000 Kr. eller et af Retten fastsat Beløb i Erstatning, forbi Indstævnte formentlig uberettiget havde ladet hende indlægge paa Kommunehospitalet fra den 27. Juli til den 22. August 1888 til Observation for Sindssygdom. Grunden til denne Indlæggelse var, at Politidirektøren i Marts 1888 af en Læge her i Staden var bleven anmodet om, at der ved Politiets Hjælp maatte blive gjort Ende paa en Forfølgelse, som han uden Grund fra sin blev gjort til Gjenstand for af Ø., idet dels henlagde i hans Brevkasse aabne Kort med en eller anden tvetydig Tegning Paaskrift, dels tilstillede forskjellige af Klienter Breve, i hvilke hun beskyldte gjældendes Hustruer eller Døtre for at utugtigt Forhold til Lægen eller advarede dem imod ham. Da Ø. derhos ikke efterkom et hende af 2. Politiinspektør og senere til Politidirektørens Protokol givet Tilhold om, fremtidig ikke paa nogen Maade at genere Lægen med Breve eller paa lignende Maade, blev hun den 27. Juli 1888 undersøgt af Politilægen. hvis Erklæring gik ud paa, at hun burde indlægges i Kommunehospitalets 6. Afdeling til Observation for Sindssygdom I Overensstemmelse med denne Erklæring blev Ø. indlagt paa Kommunehospitalet, hvor hun ikke viste tydelige Tegn til Sindssygdom, hvorfor Overlægen mente, at hun var i Stand til at bedømme Betydningen af sine Handlinger og til at underkaste sig de Korrektiver, der i saa Henseende maatte blive hende paalagte.
Selv om det nu maatte antages, at Politidirektøren ved sit Forhold ligeoverfor Ø. havde overskredet den ham som Politidirektør givne Myndighed, skjønnedes han i ethvert Fald ikke at have gjort dette i en saadan Grad, at der efter de almindelige Regler for Skadeserstatning kunne paahvile ham en Erstatningspligt, og han blev derfor ved Rettens Dom frifunden for Øs. Tiltale, idet Sagens Omkostninger ophævedes.
(Dagens Nyheder 1. august 1893).
Frk Øbergs Sag.
Politidirektørens Myndighedsmisbrug.
Frøken Øberg har gjort Skridt til at appellere Hof- og Stadsrettens i Gaar omtalte Dom til Højesteret.
For øvrigt gør hun opmærksom paa en Ejendommelighed ved Hof-Juristernes Dom, som ikke var nævnet i Gaar. Det hedder nemlig i Dommen, at hun havde overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold om "fremtidig ikke paa nogen Maade at genere Lægen med Breve eller paa lignende Maade".
Men nu er der den Mærkelighed, at hun ingensinde er bleven tiltalt eller straffet for at have overtraadt noget Tilhold, skønt Overlægen paa Kommunehospitalet har udtalt om hende, "at hun var i Stand til at bedømme Betydningen af sine Handlinger og til at underkaste sig de Korrektiver, der i saa Henseende maatte blive hende paalagt".
Frøken Øberg paastaar da ogsaa, at hun aldrig har overtraadt det hende givne Tilhold. Hun har ikke "generet Lægen med Breve eller paa lignende Maade", og naar hun overvejer, hvad Politiet og Hof-Juristerne da kan mene, finder hun kun den Forklaring, at hun har passeret den Gade, hvori Lægen boer, men den passerer hun endnu hver eneste Dag, idet hun nemlig i et Par Maaneder har boet i samme Gade som Lægen, og Politiet har aldrig forbudt hende hverken at bo i den Gade eller passere den.
For Udenforstaaende er det naturligvis vanskeligt at dømme Frøken Øberg og den vedkommende Læge imellem, og vi vil ikke paa nogen Maade erklære, at der ingen Grund har været til at give hende et Tilhold. Derom kan der kun afgives et begrundet Skøn efter en nøje Undersøgelse, som vi ingen Lejlighed har haft til.
Men desto mere maa man beklage, at Autoriteternes Optræden overfor hende er saa uheldig, at man mister Tilliden til dem. Rent og klart burde Forholdet være dette: Har Frøken Øberg overtraadt Politiets Tilhold, bør hun straffes derfor. Har hun ikke overtraadt det, bør hun ikke forfølges eller indlægges paa nogen Daareanstalt til Observation! - Men i Stedet for at følge denne korrekte Fremgangsmaade, gaar Politiet den tvetydige Vej at sende hende til Kommunehospitalets Sindssygeafdeling under Paaskud af, at hun overtræder dets Tilhold, men da Overlægen ikke vil erklære hende for sindsforvirret, lader Politiet hende gaa frank og fri, som om dets egen Tale om Overtrædelse kun var Opdigtelse lige ud i Luften.
En saadan Optræden svækker Tilliden til de Autoriteter, der sidder inde med den store Magt over alle Landets Borgere at kunne give dem Tilhold og lade dem indlægge til Observation.
Og Frygten for Myndighedsmisbrug fra disse Autoriteters Side bliver ikke mindre, naar Domstolene optræder saaledes som Hof- og Stadsretten har gjort det i nærværende Tilfælde: Først afviser den rent ud Frøken Øbergs Klage over Politidirektøren og siger, at den er Domstolene uvedkommende! Dernæst tager den Sagen modstræbende op efter en Tilrettevisning fra Højesteret. Og endelig afsiger den en saa vag Dom som den af i Mandags, hvori Hof-Retten erklærer, at selv om Politidirektøren maa antages at have overskredet sin Myndighed, skønnes man ikke at have gjort det i en saadan Grad, at der bør paahvile ham Erstatningspligt.
Den Dom er næsten værre end den første rene Afvisning; thi man maa med Rette spørge: hvor grov skal Myndighedsmisbrug være, for at den Forurettede kan faa Oprejsning?
Frøken Øberg var indespærret paa Hospitalets Sindssygeafdeling i 27 Dage paa en Fællesstue mellem Vanvittige, skønt hun kun laa til Observation. Der kræves en temmelig stærk Hjærne for at kunne udholde dette Samliv, navnlig naar man selv behandles som gal.
Da Frøkenen havde ligget paa Afdelingen i 23 Dage, skrev Overlæge Pontoppidan til Politidirektøren, at hun intet fejlede, og han udbad sig Underretning om, hvorvidt Politiet vilde afhente hende eller om han kunde udskrive hende uden videre. Men der kom intet Svar. Overlægen udtalte sin Forbavselse over, at han intet Svar kunde saa, og paa den 27de Dag lod han hende gaa paa sit eget Ansvar, idet han sagde til hende: "Farvel, nu kan De gæme gaa for mig!"
Da Frøkenen slap fri, var hendes økonomiske Forhold ødelagde, og hun lider endnu den Dag i Dag under, at Politiet har haft hende mistænkt for at være vanvittig.
Hos- og Stadsretten skønner, at alt dette kun er en ringe Grad af Myndighedsmisbrug. Men en saadan Kendelse bør ikke blive staaende ved Magt. Man maa forlange af Rettens Haandhævere, at der er Logik i dens Afgørelser. Og derfor gentager vi: Enten maa man godtgøre, at Frøken Øberg har forsyndet sig ved at overtræde et Tilhold, og kan man ikke det, skal man give hende Oprejsning for al den Tort og Skade, hun uden egen Skyld har lidt.
Men man skal ikke sige, at hun nok har været et Offer for Myndighedsmisbrug, men kun et saa lille Offer, at hun ingen Oprejsning kan faa; thi den Tale begriber Ingen!
(Social-Demokraten 2. august 1893).
Højesteretsdommen faldt i juni året efter, se indslaget herom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar