For et Par Dage siden kom der en Mand - Skomager Petersen paa Nørrebro - til os og beklagede sig over, at hans Broder mod sin Villie blev holdt indespærret paa Fattiggaarden og Arbejdsanstalten i Hillerød. Vi tog med ham derned for at undersøge Sagen.
Maltgører Niels Petersen, en Mand paa 58 Aar, arvede for nogen Tid siden ca. 1200 Kr. efter to Brødre. Desuden ejede han selv i Obligationer med Pant i en Jordlod en lignende Sum, saa han i alt besidder ca. 2400 Kr. Under Skiftet blev hans Tarv varetaget af en Prokurator i Hillerød, som siden har havt hans Penge og Papirer i Forvaring og i Februar Maaned nægtede ham at faa en Øre af dem, men derimod forlangte, at han for egen Regning skulde lægges ind paa Arbejdsanstalten.
Manden led og lider endnu af Nervegigt i Benene, og da han ingen Penge maatte faa, var han nødt til at bøje sig og blev lagt ind paa Anstalten den 26. Februar. Her har han siden nydt akkurat den samme Behandling som Fattiglemmerne, men maatte ikke alene betale for sit Underhold, men ogsaa købe de Sengklæder, han skulde benytte, samt give 1 Kr. om Maaneden til den Mand, der passede Fællesstuen, han laa paa, og 1 Kr. til en Kone paa Anstalten. Selv fik han af sine Penge 10 Øre om Dagen til Puddersukker og lignende Smaafornødenheder, men Tilladelse til at købe en Flaske Hvidtøl kunde hverken han eller Fattiglemmerne faa.
I de 5 Maaneder, han har ligget paa Anstalten, har Lægen ikke en eneste Gang set til hans syge Ben, aldrig spurgt om han fejlede noget, eller Insektøren har draget Omsorg for, at Lægen tog sig lidt af ham. Han ønskede derfor at komme ud for at blive indlagt paa et Hospital, men det blev ham nægtet den ene Gang efter den anden. Ligeledes har man 3 Gange forment hans Broder Adgang til at besøge ham.
Vi spurgte ham, om det var hans bestemte Villie at tage ud, hvortil han svarede Ja. Inspektøren havde hidtil bestandig sagt, at han ikke kunde komme ud uden skriftlig Tilladelse fra Prokuratoren, som havde hans Penge. Vi gik derfor til denne, for at saa at vide, med hvilken Ret man holdt ham indespærret, men fik ikke herpaa noget fyldestgørende Svar. Prokuratoren henviste os i øvrigt i et og alt til Borgmesteren som den eneste, der kunde tage Bestemmelse i denne Sag. Vi kunde ikke indse, at Borgmesteren havde det fjærneste med Niels Petersen at bestille, denne var saa fri en Borger som nogen Mand i Landet. Kun fik vi at vide, at Borgmesteren var opfordret til at erklære ham umyndig, og at dette skulde støttes paa, at en meget gammel Læge for første og eneste Gang havde været inde at tale med ham i næppe to Minuter, uden at der derved var fremkommen det fjærneste, som kunde tyde paa, at han trængte til en Værge.
Fredag Morgen korte vi da i Forening med Niels Petersens to Brødre op paa Anstalten og krævede af Inspektøren, at han øjeblikkelig skulde give ham fri. Efter en Del Indvendinger, navnlig den, at vi først skulde have en skriftlig Tilladelse fra Prokuratoren, satte vi endelig vor Vilje igennem hos Inspektøren. Da vi sagde bom, at ikke Alverdens Borgmestre og Prokuratorer kunde holde Manden tilbage i Anstalten mod hans Vilje, og at han paadrog sig Ansvaret for Deltagelse i denne Ulovlighed, gav Inspektøren tabt og Niels Petersen sad faa Øjeblikke efter paa Vognen i Gaarden.
Vi havde samtidig givet en Mand Ordre til at bære hans Sengklæder med, men til vor Forbavselse modsatte Inspektøren sig dette, med den løjerlige Motivering, at dem skulde han ikke bruge paa Hospitalet. Vi havde dog ikke Lyst til at Manden skulde "forære" sine Sengklæder til Anstalten, og saa kom de ned Vognen. En halv Time efter kørte han med Toget til København, og vil nu blive indlagt paa Hospitalet.
Ret ejendommeligt er det, at man gentagne Gange har gjort Forsøg paa at afkøbe ham hans Arv for en billig Penge. Men han var klog nok til ikke at gaa paa den Limpind. Derimod havde han en Broder, som solgte sin Arv til en af Byens Politibetjente for 50 Kr., og kort efter viste det sig, at Arven var paa 148 Kr. Sælgeren var absolut uvidende herom, da han gik ind paa Handelen, men om Betjenten var det, er en anden Sag. En anden Broder fik man til at sælge sin Arv for 600 Kr., og ogsaa her viste det sig at det var en god Forretning for Koberen, idet Arven udgjorde 1928 Kr.
(Social-Demokraten 6. juli 1890).
Skansegården, Skansevej 2 var opført i 1868 som fattiggård og arbejdsanstalt for Hillerød Købstad, Frederiksborg Slotssogn og Nørre Herlev.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar