Under vor Samtale med Proprietær L. Jørgensen, som vi omtalte i Gaar, om hans afdøde Tjenestepige, faldt der en ejendommelig Udtalelse fra Hr. Jørgensen. Vi havde i vor Artikel anført, at hvis det havde været en Hest eller en Ko, som havde været syg, saa var den ikke bleven spændt for Ploven eller jaget ud i Marken, men der var straks bleven hentet Dyrlæge og gjort alt for at skaane dens Sundhed og frelse dens Liv. Og vi anførte sluttelig, at der var mange Huse, hvori Dyret er kostbarere og bliver bedre og omhyggeligere behandlet end Mennesket. Denne Udtalelse var især Hr. Jørgensen ubehagelig, fordi den faldt saa nøje sammen med deres Præsts Høstpræken i Lyngby Kirke sidste Efteraar.
Dette havde vi ingen Anelse om, men det var selvfølgelig Anledning nok for os til at søge nærmere Bekendtskab med baade Præsten og hans Høstprædiken.
Der er først det særegne at lægge Mærke til, at Pastor Heskjær boer i selve Proprietær Jørgensens Gaard. Hans Vinduer vender lige ud til Gaardspladsen, hvor Arbejdere og Tjenestefolk færdes, og han har saaledes ypperlig Lejlighed til at saa et Indblik i deres Behandling og hele Vilkaar.
Vi aflagde Præsten et Besøg og spurgte ham straks om, hvad han havde sagt i den omtalte Høstpræken. Det var let at dokumentere, svarede han, thi hele Præknen var aftrykt i "Den indre Missions Tidende" for 18. Oktober. Efter dette Blad skal vi da anføre de Udtalelser, som er faldet ikke alene Hr. Jørgensen, men alle Lyngbys Storbønder saa haardt for Brystet. Der staar:
"- jeg tror, der er ikke mangen en Landmand, uden at han maa bekende, der i hans Hjærte bor en naturlig Tilbøjelighed til at bære Omsorg for sine Dyr og tilsidesætte Pligterne over for sine Tjenestefolk. Hvor ømt vaages der ikke over, at Dyrene ikke bliver overanstrængte, hvor tidt stilles der derimod store eller overdrevne Fordringer til Folkenes Arbejdsævne, fordi Folkeholdet er for lille, og der maa spares det mest mulige; hvor omhyggeligt vaages der over, at Dyrene har deres bestemte Hviletid, hvor uvillig stiller man sig ikke tidt over for sit Tyendes berettigede Krav paa Frihed og Udgangstilladelse; hvor meget kostes der ikke paa, at Dyrene staar i en god og lys og varm Stald, og i Modsætning dertil, hvad er det saa for uhyggelige og kolde Rum, man tidt indretter til Folkestuer, hvor baade Piger og Karle faa anvist Opholdssted de lange Vinteraftener."
"Den Ting trænger vi i Sandhed Alle til at lægge os paa Hjærte, at vi skylder vore Folk ligefrem Ære og Agtelse, de der bærer Arbejdets Slid og Byrde for os, tidt for en ussel Løn og tidt under Skældsord og Foragt. Bæst! Køter! saaledes hørte jeg en Dag en Landmand tiltale en af sine Tjenestefolk her i dette vort Sogn."
Hr. Jørgensen var saa frimodig at fortælle os, at der med Hensyn til sidste Halvdel af Citatet maatte være sigtet til ham. Grunden var, mente han, at han det Aar havde bygget sig en ny flot Hestestald. Men, føjede han til, han havde ogsaa forbedret sine Karlekamre. Hvorledes de var forud, omtalte han ikke.
Vi anfører endnu et Par Udtalelser af Præstens Høstpræken.
"Men hvor ligegyldige er Menneskene ikke tit i saa Henseende, og hvor kold deres Kærlighed, fordi de elske deres Okse eller Asen for højt, ligesom Farisæerne. Jeg erindrer en Gang som Barn - Pastor Heskiær er en ganske ung Mand -, at jeg hørte en Gaardmand fortælle min Fader om den store Sorg han havde haft ved at miste et af sine Børn, og saa sagde han da blandt andet: "ja. det var en stor Sorg; jeg tror, jeg vilde næsten hellere have mistet en af mine bedste Heste". - - - - - -
"Man er saa bange for at blive fornedret, at komme længere ned i Indtægt, naar man ofrer lidt af sine Midler paa Andre og hjælper sine Fattige eller sit Tyende til mere Hygge og Selvstændighed; man er saa bange for at komme længere ned paa Rangstigen, at tabe noget af sin Ære ved at stige ned til de Smaa og løfte dem opad - - - - - - - -
"Man skal lede længe her i Danmark for at finde et Sted som Lyngby, hvor Hjærterne er saa kolde og ligegyldige for Menneskesjælenes evige Frelse og for Guds Riges store Sag, og hvor ethvert Forsøg i den Retning mødes med saa lidt Paaskønnelse, her hvor dog Markerne bære den rigeste Afgrøde i Kongeriget Danmark, og hvor saa store Formuer er samlede, og hvorfra saa megen Tak derfor burde stige op til Gud."
Vi spurgte i vor Samtale Pastor Heskjær om alle disse Udtalelser særlig var møntede paa Hr. Jørgensen. Pastoren svarede ikke noget klart Nej, men gav os derimod et Svar, som for os har langt større Værdi end om han havde lagt alt dette paa den ene Mand. Han sagde: "Saaledes er det hos alle Storbønderne her paa Lyngby Egnen. Jeg kommer jo i alle Gaarde og kender Forholdene saa nøje, det er skrækkeligt som Tjenestefolkene har det her omkring."
Ingen skal mistænke Pastor Heskjær for at være Socialist, og at han af den Grund angriber Kapitalisterne i Lyngby Sogn. Han er alt andet, thi han angriber netop Socialismens Lære i den samme Høstpræken, vel nærmest fordi vi ikke gør kristelig Propaganda ved Siden af vor Virksomhed for Menneskehedens økonomiske Frigørelse.
Pastoren angriber Kapitalisternes haardhjærtede Behandling af deres Arbejdere ud fra sit kristelige og menneskekærlige Synspunkt, og det maa da være Offenligheden et dobbelt gyldigt Bevis paa Sandheden af en Kritik, naar Resultatet bliver det samme set fra to saa modsatte yderpunkter som Socialismen og en af den indre Missions Højrepræster.
Hvis Arbejderne og den besiddelsesløse Mellemstand ude i Lyngby Sogn af dette ikke kan indse, hvor lidt de kan vente, at disse Kapitalister og Storbønder vil gøre for deres Vel og Forbedringen af deres slette Kaar, saa er det enten fordi de er blinde eller forbi de ikke vil se.
En anden stor Ejendomsbesidder i Lyngby, Hr. Jørgen Lund, fik for ikke saa lang Tid siden den Besked af Lægen, Dr. Lembcke, at denne brød sig ikke om at saa noget Lægehonorar et helt Aar, hvis blot Hr. Lund vilde sørge før, at hans Karle fik et ordenligt Kammer. Det maa have staaet meget slet til med Hr. Lunds Karlekammer, naar en Læge af Medfølelse med de stakkels Mennesker, som vel var udsatte for der at ødelægge deres Helbred, tilbyder at give Slip paa et Aars Indtægt. Og hvor maa det ikke fylde ethvert retskaffent Menneske med Harme, at der skal saadanne Midler til for at saa Folk til at opfylde den simpleste Pligt mod deres Medmennesker. Men saa sammengroede og sammenfiltrede er Kapitalismens Tilhængere, at det siet ikke skal undre os, om baade Pastor Heskjær og Op. Lembcke offenlig støtter og billiger den Storbondeklasses Politik, som de i enkelte Tilfælde saa skarpt kritiserer.
Det blev os fra mange Sider sagt at Kosten rundt om paa Egnens større Gaarde var meget slet. Som Eksempel skal vi anføre, hvad vi hørte om Kosten hos Proprietær L. Jørgensen. Om Morgenen faar Karle og Arbejdere kogt Mælk med noget bart Rugbrød til samt en Skive Rugbrød med lidt Madfedt paa, men uden Paalæg. Til Vesperkost fik de 1½ Skive Rugbrød, hvoraf der skulde være Paalæg paa noget.
Men dels var Smørret skrabet tyndt, dels var Paalæget ringe. Det skal oftere hænde at Folkene selv køber Brød hos Bageren, fordi der ikke gives dem tilstrækkelig Kost.
En af de Husjomfruer, som tjente i Gaarden i November Maaned, vilde ikke smøre saa tyndt Smør øg lægge saa lidt Paalæg paa Maden, som Fruen forlangte. Men hun maatte ogsaa saa at sige fra Morgen til Aften høre Bebrejdelser derfor af Fruen.
Hver Dag har Gaardene der paa Egnen Vogn i København efter Gødning, og det er da almindelig Skik, at Kusken faar sin Frokost med samt 35 eller 40 Øre til Fortæring i København. Ogsaa her er Hr. Jørgensen i bagerste Række. Hans Kuske faar ingen Frokost med og kun 25 Øre i Penge. Heraf skal de oven i Købet betale 8 Øre i Bompenge og for Resten, 17 Øre, skal de saa købe Frokost og Te eller hvad de nu vil drikke i København. Her midt om Vinteren, naar Kusken skal sidde paa en aaben Vogn i al Slags Vejr, danner disse 17 Øre en talende Illustration til Hr. Jørgensens Paastand om, at han behandlede sine Folk som sine egne Børn.
Vi skrev, at Hr. Jørgensen havde nægtet at tage en Mand igen i sit Arbejde, forbi denne havde været Dirigent ved et socialdemokratisk Mode i Virum. Første Gang, vi talte med Hr. Jørgensen, paastod han, at der var ikke et sandt Ord i den Historie. Manden, hvis Navn han godt kendte, havde aldrig arbejdet hos ham, aldrig nogensinde.
Vi tog til Lyngby for at tale med Manden selv og fik ikke alene af ham, men af 4 andre Mænd som Vidner bekræftet, at Manden for nogle Aar siden havde arbejdet et Efteraar og en hel Vinter hos Hr. Jørgensen. Næste Gang, vi talte med Proprietæren, sagde vi ham dette, og Hr. Jørgensen turde nu selvfølgelig ikke benægte det, men - "havde glemt det".
Episoden er ikke saa lidt instruktiv og er gaaet saaledes til: Manden havde været Dirigent ved Mødet i Virum og arbejdede samtidig ved en Tærskemaskine, der gik paa Omgang blandt Egnens Gaarde. En Dag kom den ogsaa til Hr. Jørgensens Gaard. Om Morgenen inden det endnu var bleven lyst, kom Hr. Jørgensen ud til de mødte Arbejdere og spurgte: "Er Peter Bernhardt med i Dag?" Der blev svaret benægtende og dertil føjede Hr. Jørgensen, at det havde heller ikke nyttet ham noget, thi det var besluttet, at han ikke mere fik Arbejde paa nogen af Lyngbys Gaarde. Peter Bernhardt, som hørte dette, vilde skaffe sig at vide, om det ogsaa var sandt, og gik til en Gaardmand, der ogsaa skulde have Tærskemaskinen, og som han vidste var ham venligsindet, trods at han var Socialdemokrat. Gaardejeren indrømmede Rigtigheden af Beslutningen og tilføjede, at P. B. da heller ikke behøvede at optræde paa en saa udfordrende Post som at være Dirigent ved et socialistisk Møde.
Naar vi har skrevet, at det kun var Hr. Jørgensen, som udelukkede denne Arbejder, saa har vi altsaa gjort ikke ham, men alle de andre Storbønder, Uret. De er alle enige om at dele den Hæder, at gøre en fattig Arbejder brødløs for hans politiske Overbevisnings Skyld. Mon en eneste af dem vilde lade sig forbyde at være Dirigent paa et af Højres Møder? Sikkert ikke! Men har Arbejderne ikke den samme politiske Frihed, den samme Forenings- og Forsamlingsret som deres Arbejdsledere. Jo paa Papiret, men desværre aldrig i Virkeligheden. Og de faar det heller aldrig, før de selv skaffer sig det. Det første Skridt dertil og til overhovedet at komme i Besiddelse af deres Menneskerettigheder er, at de organiserer sig, slutter sig ubrydeligt sammen i det eneste Parti, som fuldt ud vil sætte hvert Menneske paa sin retmæssige Plads her i Livet. Og dette Parti er Socialdemokratiet!
(Social-Demokraten 19. december 1891).
Herman Heskjær (1862-1931) var kaldskapellan i Lyngby 1890-1905. Han var stærkt indremissionsk. Han blev dereefter sognepræst i Horsens, Krummerup Fuglebjerg fra 1905.
Der var valg i Lyngbykredsen på det tidspunkt, og resten af december stod der en del om valgkampen i aviserne. I slutningen af december lavede Højre en underskriftindsamling i protest mod pastor Heskjær og Social-Demokraten og fremhævede Jørgensen for at være en prægtig person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar