Bagerlærling Thomas Emilius Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Hamanns Lærling

I Kapellet.

Saaledes fik Bager Hamanns Lærling sit sidste Ønske opfyldt: han fik en egemalet Kiste og han vil i Morgen faa en Begravelse med stort Følge og med Farvel i Sang.

Da han skulde død, mindedes man atter Fattighusdrengens sørgelige Historie. Han var jo et Sognets Plejebarn. Som Barn paa Brede Plejehjem, som Dreng hos en Bager i Lyngby, der mishandlede ham, og de sidste otte Aar af sit Liv paa "Almindeligheden"! Der inde kendte de ham jo alle, og Funktionærerne der var de første, der skillingede sammen for at fri ham fra den "Fattigbegravelse", han frygtede. Men ogsaa Folk udenfor, der læste "Social-Demokraten"s Artikler, gav sin Skærv. Derfor vil Fattighusdrengen i Morgen faa en flot Begravelse.

I Gaar laa han i sin Kiste i det lille Kapel inde i "Almindelighedens" Gaard. Han var 24 Aar, men han saa yngre ud. som han laa der i sin hvide Ligklædning, som venlige Hænder havde smykket med Blomster.

Og "Almindeligheden's Beboere, dem, der havde kendt ham fra de Aar, han havde været der Inde, fik Lov til at gaa ind og se ham. De kom alvorlige, blottede Hovedet og mumlede: Ja - nu har han det godt!

*

Begravelsen finder Sted i Morgen Kl. 1½ fra Vestre Kirkegaards Kapel

(Social-Demokraten 12. marts 1892).

Læs i indslaget "Mishandling af en Læredreng. (Efterskrift til Politivennen)".

Hamanns Lærling.

Emilins Hansens Begravelse

fandt efter Bestemmelsen Sted i Søndags Kl. 1½ fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Længe for den fastsatte Tid var der samlet en betydelig Mængde Mennesker ved Kapellet, saa mange, at andre Lig følger kun med Besvær banede sig Vej. Først efter store Anstrængelser lykkedes det Emilius Hansens nærmeste Slægt at naa hen til hans Kiste, der blomstersmykket var opstillet i et af Kapellets største Rum.

Her var det ogsaa lykkedes et Sangerkor af Herrer og Damer at komme ind, medens Bagernes Sangkor og Faner maatte blive udenfor paa Grund af Trængslen.

Saa sang man over det fattige, mishandlede Menneske, der havde tilbragt sin Barndom i Nød og Slid og sin Ungdom som værkbrudden Krøbling paa et Hospital for Almisselemmer:

Dejlig er Jorden
Prægtig er Guds Himmel,
Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang
Gennem de fagre Riger paa Jorden
Gaar vi til Paradis med Sang.

Den grelle Modsætning mellem almen og Afdødes Liv slog ogsaa Præsten, der forrettede Jordpaakastelsen, Pastor paa Almindelig Hospital, Hr. Lütken. Han søgte derfor at forklare Digterens Ord derhen, at der blev skønt paa Jorden, naar man gennem Modgang naaede at blive en sand Kristen, og det var den Afdøde bleven. Forøvrigt holdt Hr. Lutken sig saa vidt mulig borte fra Hentydninger til de Omstændigheder, som havde medvirket til den unge Mands tidlige Død.

Kisten bæres ud af Kapellet, og Bagerne, som viste Afdøde den smukke Opmærksomhed at mode med deres fire Faner, stillede sig i Spidsen for Toget og nu drog den mægtige Procession over den snedækkede Kirkegaard sor al fore den fattige Bagerlærling til hans sidste Hvile.

Ved Graven bad Pastor Lutken en kort Bøn, men endnu noget efter stod den tætte Mængde tavs som om den ventede, at der ved denne Grav maatte ske noget ualmindeligt, denne Grav, som skjulte et af de mange Ofre for Kapitalist-Humaniteten, Højre-Venligheden og Dommer-Retfærdigheden.

Saa trak disse Tusinder bort i lange sorte Striber mellem de hvide Jordtuer. Emilius Hansen havde faaet en Begravelse som kun faa Stormænd. Arbejderstandens Indignation mod Kapitalist-Samfundet havde et Øjeblik samlet sig om hans Navn, om denne ukendte unge Mand, hvis Lig man flokkede sig om, fordi det laa der som et Offer for alle de Lidelser, man selv hver Dag kæmper imod.

Tusinder er død under Forhold som hans, og de er gledne stille ud af Tilværelsen, gemte bort i Fattigvæsnets flade Kister, fordi Ingen kendte deres Historie.

Et Tilfælde bragte Emilius Hansens Skæbne under Omtale i "Social-Demokraten". Og det gik da som al Tid: Den Lidende, som henvender sin Ben og betror sin Sag til Arbejderstanden selv, beder ikke forgæves.

* * *

Fra den Afdødes Efterladte har vi modtaget følgende:

Taksigelse.

En hjærtelig Tak bringer vi herved alle, som har vist Deltagelse imod vor kære Søn Thomas Emilius Hansen:

Frøken Stella Aamodt, som i mange Aar har plejet ham paa Almindelig Hospital og som han kaldte Moder, fhv. Ejerinde af "Hotel Fønix", Fru Sødring, der i lang Tid har ydet ham meget godt, Funktionærerne paa Hospitalet for den Kærlighed, hvormed de har ordnet hans Begravelse, Hr. Snedkermester Chr. Wilmann, der for at opfylde hans sidste Ønske skænkede ham en smuk Ligkiste, Hr. Pastor Lütken for hans venlige Tale, "Social-Demokraten"s Redaktion, der i en lang Aarrække har forsvaret vor Søn, hvor vi ikke selv kunde, og dem, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

En Tak til dem alle.
P. Johansen og Hustru

* * *

Hvad der af de indkomne Beløb ikke er medgaaet til Begravelsen vil blive anvendt til at vedligeholde Afdødes Grav.

(Social-Demokraten 15. marts 1892).